DaNT1819 - Luke - 24

24:1  Men paa den første Dag i Ugen meget aarle kom de til Graven, og bare de vellugtende Salver, som de havde beredt; og nogle Andre kom med dem.

24:2  Men de fandt Stenen afvæltet fra Graven.

24:3  Og de gik ind, og fandt ikke den Herre Jesu Legeme.

24:4  Og det skete, der de vare tvivlraadige derover, see, da stode to Mænd for dem i skinnende Klæder.

24:5  Men der de bleve forfærdede og bøiede Ansigtet mod Jorden, sagde de til dem: hvi lede I efter den Levende iblandt de Døde?

24:6  Han er ikke her, men han er opstanden; kommer i hu, hvorledes han talede til Eder, der han endnu var i Galilæa, og sagde:

24:7  det bør Menneskens Søn at overantvordes i syndige Menneskers Hænder, og korsfæstes og opstaae tredie Dag.

24:8  Og de kom hans Ord i hu.

24:9  Og de gik fra Graven igjen, og kundgjorde alle disse Ting for de Elleve og for alle de Andre.

24:10  Men det var Maria Magdalene og Johanna og Maria, Jakobus’ Moder, og de øvrige Kvinder med dem, som sagde Apostlerne disse Ting.

24:11  Og deres Ord syntes for dem som en løs Tale, og de troede dem ikke.

24:12  Men Peter stod op og løb til Graven; og der han kigede derind, saae han Linklæderne liggende alene, og gik bort og forundrede sig over det, som skeet var.

24:13  Og see, to af dem gik paa den samme Dag til en By, som var tresindstyve Stadier fra Jerusalem, hvis Navn var Emaus.

24:14  Og de talede med hverandre om alle disse Ting, som vare skete.

24:15  Og det begav sig, der de talede og bespurgte sig med hverandre, kom og Jesus selv nær og vandrede med dem.

24:16  Men deres Øine holdtes til, saa de ikke kjendte ham.

24:17  Men han sagde til dem: hvad ere disse for Taler, som I føre med hverandre paa Veien, og hvi see I saa bedrøvede ud.

24:18  Men een af dem, som hedte Cleophas, svarede og sagde til ham: er du alene fremmed i Jerusalem, og veed ikke de Ting, som ere skete i den i disse Dage?

24:19  Og han sagde til dem: hvilke? Men de sagde til ham: angaaende Jesus af Nazareth, som var en Prophet, mægtig i Gjerning og Ord for Gud og alt Folket;

24:20  og hvorledes de Ypperstepræster og vore Øverster have overantvordet ham til Dødsdom og korsfæstet ham.

24:21  Men vi haabede, at han var den, som skulde forløse Israel. Men med alt dette er det i Dag den tredie Dag, siden det skete.

24:22  Saa have og nogle af vore Kvinder, som vare aarle ved Graven, forfærdet os;

24:23  thi der de ikke fandt hans Legeme, kom de og sagde, at de havde og seet et Syn af Engle, hvilke sagde: han lever.

24:24  Og nogle af Vore gik hen til Graven og fandt det saaledes, som og Kvinderne havde sagt; men ham saae de ikke.

24:25  Og han sagde til dem: o I Daarer og Seenhjertede til at troe alt det, som Propheterne have sagt.

24:26  Burde det ikke Christus at lide dette og at indgaae til sin Herlighed?

24:27  Og han begyndte fra Moses og fra alle Propheter, og udlagde dem i alle Skrifterne det, som var skrevet om ham.

24:28  Og de kom nær til Byen, som de gik til; og han lod, som han vilde gaae længere.

24:29  Og de nødte ham meget og sagde: bliv hos os, thi det er mod Aften, og Dagen helder; og han gik ind for at blive hos dem.

24:30  Og det skete, da han sad med dem tilbords, tog han Brødet, velsignede, og brød det, og gav dem.

24:31  Da bleve deres Øine aabnede, og de kjendte ham, og han blev usynlig for dem.

24:32  Og de sagde til hverandre: brændte ikke vore Hjerter i os, der han talede til os paa Veien, og der han oplod os Skrifterne?

24:33  Og de stode op i den samme Time, og vendte tilbage til Jerusalem, og fandt forsamlede de Elleve og dem, som vare med dem, hvilke sagde:

24:34  Herren er sandelig opstanden, og seet af Simon.

24:35  Og de fortalte de Ting, som vare skete paa Veien, og hvorledes han blev kjendt af dem, idet han brød Brødet.

24:36  Men der de talede dette, stod Jesus selv midt iblandt dem, og han sagde til dem: Fred være med Eder!

24:37  Da forfærdedes de, og betoges af Frygt, og meente, at de saae en Aand.

24:38  Og han sagde til dem: hvi ere I saa bestyrtede? og hvi opstige saadanne Tanker i Eders Hjerter?

24:39  Seer mine Hænder og mine Fødder, at det er mig selv; føler paa mig og seer; thi en Aand haver ikke Kjød og Been, som I see, at jeg haver.

24:40  Og der han det sagde, viste han dem Hænderne og Fødderne.

24:41  Men der de for Glæde endnu ikke troede, og forundrede sig, sagde han til dem: have I her Noget at æde?

24:42  Men de gave ham et Stykke af en stegt Fisk og af en Honningkage.

24:43  Og han tog det og aad det for deres Øine.

24:44  Men han sagde til dem: dette er, hvad jeg sagde Eder, der jeg endnu var hos Eder, at de Ting bør allesammen at fuldkommes, som ere skrevne i Moses’ Lov og Propheterne og Psalmerne om mig.

24:45  Da oplod han deres Forstand, at de forstode Skrifterne.

24:46  Og han sagde til dem: saaledes er skrevet, og saaledes burde det Christus at lide og at opstaae fra de Døde tredie Dag;

24:47  og i hans Navn at prædikes Omvendelse og Syndernes Forladelse for alle Folk, hvilket skulde begynde fra Jerusalem.

24:48  Men I ere Vidner til disse Ting.

24:49  Og see, jeg sender min Faders Forjættelse over Eder; men I skulle blive I Jerusalems Stad, indtil I blive iførte med Kraft af det Høie.

24:50  Men han førte dem hen ud indtil Bethanien, og han opløftede sine Hænder og velsignede dem.

24:51  Og det skete, der han velsignede dem, skiltes han fra dem og foer op til Himmelen.

24:52  Og de tilbade ham, og vendte tilbage til Jerusalem med stor Glæde.

24:53  Og de vare stedse i Templet og lovede og priste Gud. Amen.