DaNT1819 - Luke - 1

1:1  Efterdi Mange have taget sig for at forfatte en Historie om de Ting, som vitterligen ere fuldbyrdede iblandt os,

1:2  saaledes som de have overantvordet os det, som fra Begyndelsen have været Øienvidner og Ordets Tjenere:

1:3  saa haver ogsaa jeg anseet for godt, efter nøie at have udforsket Alt forfra, i Sammenhæng at skrive dig derom, ædle Theophilus!

1:4  paa det du kan indsee Visheden af de Ting, hvorom du er bleven mundtligen underviist.

1:5  I Herodes’, Judæas Konges, Dage var der en Præst af Abias Skifte ved Navn Zacharias; og hans Hustru var af Arons Døttre, og hendes Navn var Elisabeth.

1:6  Men de vare begge retfærdige for Gud, og vandrede ustraffelige i alle Herrens Bud og Anordninger

1:7  Og de havde intet Barn; thi Elisabeth var ufrugtbar, og de vare begge bedagede.

1:8  Men det begav sig, der han forrettede Præsteembede i sin Skiftes Orden for Gud,

1:9  tilfaldt Røgningen ham efter Præstedommets Sædvane, og han gik ind i Herrens Tempel.

1:10  Og al Folkets Mangfoldighed bad udenfor under Røgningen.

1:11  Men Herrens Engel aabenbaredes for ham, og stod ved den høire Side af Røgelsealteret.

1:12  Og da Zacharias saae ham, forfærdedes han, og Frygt faldt paa ham.

1:13  Men Engelen sagde til ham: frygt ikke, Zacharias! thi din Bøn er hørt, og din Hustru Elisabeth skal føde dig en Søn, og du skal kalde hans Navn Johannes.

1:14  Og du skal have Glæde og Fryd af ham, og Mange skulle glædes over hans Fødsel.

1:15  Thi han skal være stor for Herren: Viin og stærk Drik skal han ei drikke, og han skal fyldes med den Hellig Aand, alt fra Moders Liv,

1:16  og omvende mange af Israels Børn til Herren deres Gud.

1:17  Og han skal gaae frem for ham i Elias’ Aand og Kraft, at vende Fædrenes Hjerter til Børnene, og de Gjenstridige til de Retfærdiges Sind, at berede Herren et velskikket Folk.

1:18  Og Zacharias sagde til Engelen: hvorpaa skal jeg kjende dette? thi jeg er gammel, og min Hustru er bedaget.

1:19  Og Engelen svarede og sagde til ham: jeg er Gabriel, som staaer for Gud, og jeg er udsendt, at tale til dig og at forkynde dig dette til Glæde.

1:20  Og see, du skal vorde stum og ikke kunne tale indtil den Dag, da dette skeer, fordi du ikke troede mine Ord, hvilke skulle fuldkommes i deres Tid.

1:21  Og Folket biede efter Zacharias, og de forundrede sig, at han tøvede i Templet.

1:22  Og der han gik ud, kunde han ikke tale til dem, og de mærkede, at han havde seet et Syn i Templet; og han nikkede ad dem, og forblev stum.

1:23  Og det begav sig, der hans Tjenestes Dage vare fuldendte, gik han hjem til sit Huus.

1:24  Men efter de Dage blev hans Hustru Elisabeth frugtsommelig, og skjulte sig fem Maaneder, og sagde:

1:25  saaledes haver Herren gjort imod mig i de Dage, da han saae til mig, for at borttage min Forsmædelse iblandt Menneskene.

1:26  Men i den sjette Maaned blev Engelen Gabriel sendt af Gud til en Stad i Galilæa, som hedder Nazareth,

1:27  til en Jomfru, som var trolovet en Mand ved Navn Joseph, af Davids Huus; og Jomfruen hedte Maria.

1:28  Og Engelen kom ind til hende og sagde: hil være dig, du Benaadede! Herren er med dig, du Velsignede iblandt Kvinderne!

1:29  Men der hun saae ham, forfærdedes hun over hans Tale, og hun tænkte, hvad denne skulle være for en Hilsen.

1:30  Og Engelen sagde til hende: frygt ikke, Maria! thi du haver fundet Naade hos Gud.

1:31  Og see, du skal undfange og føde en Søn, og du skal kalde hans Navn Jesus.

1:32  Han skal blive stor, og kaldes den Høiestes Søn; og Gud Herren skal give ham Davids, hans Faders, Throne.

1:33  Og han skal være Konge over Jakobs Huus evindelig, og der skal ikke være Ende paa hans Kongerige.

1:34  Men Maria sagde til Engelen: hvorledes skal dette gaae til, efterdi jeg veed af ingen Mand?

1:35  Og Engelen svarede og sagde til hende: den Hellig Aand skal komme over dig, og den Høiestes Kraft skal overskygge dig; derfor skal ogsaa det Hellige, som skal fødes af dig, kaldes Guds Søn.

1:36  Og see, Elisabeth din Frænke, hun haver og undfanget en Søn i hendes Alderdom, og denne Maaned er den sjette for hende, som kaldes ufrugtbar.

1:37  Thi Intet kan være umuligt for Gud.

1:38  Men Maria sagde: see, jeg er Herrens Tjenerinde, mig skee efter dit Ord! Og Engelen skiltes fra hende.

1:39  Men Maria stod op i de samme Dage, og drog hastelig hen til Bjergegnen, til en Stad i Juda.

1:40  Og hun kom ind i Zacharias’ Huus og hilsede Elisabeth.

1:41  Og det begav sig, der Elisabeth hørte Marias Hilsen, sprang Fosteret i hendes Liv; og Elisabeth blev fyldt med den Hellig Aand,

1:42  og raabte med stor Røst og sagde: velsignet er du iblandt Kvinderne! og velsignet er dit Livs Frugt.

1:43  Og hveden hændes mig dette, at min Herres Moder kommer til mig?

1:44  Thi see, der din Hilsens Røst kom mig til Øren, sprang Fosteret i mit Liv med Fryd.

1:45  Og salig er hun, som troede; thi det skal fuldkommes, som hende er sagt af Herren.

1:46  Og Maria sagde: min Sjæl ophøier Herren;

1:47  og min Aand fryder sig i Gud, min Frelser;

1:48  thi han haver seet til sin Tjenerindes Ringhed. Thi see, nu herefter skulle alle Slægter prise mig salig;

1:49  thi han, den Mægtige, haver gjort store Ting imod mig, og hans Navn er helligt;

1:50  og hans Barmhjertighed varer fra Slægt til Slægt over dem, som frygte ham.

1:51  Han haver øvet Magt med sin Arm; han haver adspredt dem, som ere hovmodige i deres Hjertes Tanke.

1:52  Han haver nedstødt de Mægtige af Thronerne, og ophøiet de Ringe.

1:53  De Hungrige haver han opfyldt med gode Gaver, og de Rige haver han afviist tomme.

1:54  Han haver antaget sig sin Tjener Israel, og ihukommet sin Barmhjertighed,

1:55  (som han tilsagde vore Fædre), mod Abraham og hans Sæd til evig Tid.

1:56  Men Maria blev hos hende ved tre Maaneder, og hun drog til sit Huus igjen.

1:57  Men Elisabeths Tid fuldkommedes, at hun skulde føde, og hun fødte en Søn.

1:58  Og hendes Naboer og Slægtninge hørte, at Herren havde gjort sin Barmhjertighed stor imod hende, og de glædte sig med hende.

1:59  Og det begav sig paa den ottende Dag, da kom de at omskære Barnet; og de kaldte det efter Faderens Navn Zacharias.

1:60  Men hans Moder svarede og sagde: ingenlunde, men han skal kaldes Johannes.

1:61  Og de sagde til hende: der er dog Ingen i din Slægt, som kaldes med dette Navn.

1:62  Men de nikkede ad hans Fader, hvad han vilde, han skulde kaldes.

1:63  Og han begjerede en Tavle, og skrev disse Ord, og sagde: Johannes er hans Navn. Og de forundrede sig alle.

1:64  Men strax oplodes hans Mund og hans Tunge, og han talede og prisede Gud.

1:65  Og der kom en Frygt over Alle, som boede omkring dem, og alt dette rygtedes over hele Judæas Bjergegn.

1:66  Og Alle, som det hørte, lagde det paa deres Hjerte og sagde: hvad monne der skal blive af dette Barn? Og Herrens Haand var med ham.

1:67  Og Zacharias, hans Fader, blev fyldt med den Hellig Aand, og han spaaede og sagde:

1:68  Lovet være Herren, Israels Gud! at han haver besøgt og forløst sit Folk,

1:69  og haver opreist os et Frelses Horn i Davids sin Tjeners Huus,

1:70  som han talede ved sine hellige Propheters Mund fra fordums Tid;

1:71  en Frelse fra vore Fjender og fra alle deres Haand, som os hade;

1:72  at gjøre Barmhjertighed mod vore Fædre, og tænke paa sin hellige Pagt,

1:73  efter den Ed, som han svoer vor Fader Abraham, at han vilde give os,

1:74  at vi friede fra vore Fjenders Haand, skulde tjene ham uden Frygt,

1:75  i Hellighed og Retfærdighed for ham, alle vort Livs Dage.

1:76  Og du, Barnlille! skal kaldes den Høiestes Prophet; thi du skal gaae frem for Herrens Aasyn, at berede hans Veie,

1:77  at give hans Folk Kundskab om Saliggjørelse ved deres Synders Forladelse,

1:78  formedelst vor Guds inderlige Barmhjertighed, ved hvilken Lyset fra det Høie haver besøgt os,

1:79  for at skinne for dem, som sidde i Mørke og i Dødens Skygge, at styre vore Fødder paa Fredens Vei.

1:80  Men Barnet voxte og blev styrket i Aanden, og var udi Ørkenerne indtil den Dag, han fremstillede sig for Israel.