DaOT1931NT1907 - Job - 31

31:1  Jeg sluttede en Pagt med mit Øje om ikke at se paa en Jomfru;

31:2  hvad var ellers min Lod fra Gud hist oppe, den Arv, den Almægtige gav fra det høje?

31:3  Har ikke den lovløse Vanheld i Vente, Udaadsmændene Modgang?

31:4  Ser han ej mine Veje og tæller alle mine Skridt?

31:5  Har jeg holdt til med Løgn, og hasted min Fod til Svig —

31:6  paa Rettens Vægtskaal veje han mig, saa Gud kan kende min Uskyld —

31:7  er mit Skridt bøjet af fra Vejen, og har mit Hjerte fulgt mine Øjne, hang noget ved mine Hænder,

31:8  da gid jeg maa saa og en anden fortære, og hvad jeg planted, oprykkes med Rode!

31:9  Blev jeg en Daare paa Grund af en Kvinde, og har jeg luret ved Næstens Dør,

31:10  saa dreje min Hustru Kværn for en anden, og andre bøje sig over hende!

31:11  Thi sligt var Skændselsdaad, Brøde, der drages for Retten,

31:12  ja, Ild, der æder til Afgrunden og sætter hele min Høst i Brand!

31:13  Har jeg ringeagtet min Træls og min Trælkvindes Ret, naar de trættede med mig,

31:14  hvad skulde jeg da gøre, naar Gud stod op, hvad skulde jeg svare, naar han saa efter?

31:15  Har ikke min Skaber skabt ham i Moders Skød, har en og samme ej dannet os begge i Moders Liv?

31:16  Har jeg afslaaet ringes Ønske, ladet Enkens Øjne vansmægte,

31:17  var jeg ene om at spise mit Brød, har den faderløse ej spist deraf —

31:18  nej, fra Barnsben fostred jeg ham som en Fader, jeg ledede hende fra min Moders Skød.

31:19  Har jeg set en Stakkel blottet for Klæder, en fattig savne et Tæppe —

31:20  visselig nej, hans Hofter velsigned mig, naar han varmed sig i Uld af mine Lam.

31:21  Har jeg løftet min Baand mod en faderløs, fordi jeg var vis paa Medhold i Retten,

31:22  saa falde min Skulder fra Nakken, saa rykkes min Arm af Led!

31:23  Thi Guds Rædsel var kommet over mig, og naar han rejste sig, magted jeg intet!

31:24  Har jeg slaaet min Lid til Guld, kaldt det rene Guld min Fortrøstning,

31:25  var det min Glæde, at Rigdommen voksed, og at min Haand fik sanket saa meget,

31:26  saa jeg, hvorledes Sollyset straaled, eller den herligt skridende Maane,

31:27  og lod mit Hjerte sig daare i Løn, saa jeg hylded dem med Kys paa min Haand —

31:28  ogsaa det var Brøde, der drages for Retten, thi da fornægted jeg Gud hist oppe.

31:29  Var min Avindsmands Fald min Glæd jubled jeg, naar han ramtes af Vanheld —

31:30  nej, jeg tillod ikke min Gane at synde, saa jeg bandende kræved hans Sjæl.

31:31  Har min Husfælle ej maattet sige: »Hvem mættedes ej af Kød fra hans Bord« —

31:32  nej, den fremmede laa ej ude om Natten, jeg aabned min Dør for Vandringsmænd.

31:33  Har jeg skjult mine Synder, som Mennesker gør, saa jeg dulgte min Brøde i Brystet

31:34  af Frygt for den store Hob, af Angst for Stamfrænders Ringeagt, saa jeg blev inden Døre i Stilhed! —

31:35  Ak, var der dog en, der hørte paa mig! Her er mit Bomærke — lad den Almægtige svare! Havde jeg blot min Modparts Indlæg!

31:36  Sandelig, tog jeg det paa min Skulder, kransed mit Hoved dermed som en Krone,

31:37  svared ham for hvert eneste Skridt og mødte ham som en Fyrste.

31:38  Har min Mark maattet skrige over mig og alle Furerne græde,

31:39  har jeg tæret dens Kraft uden Vederlag, udslukt dens Ejeres Liv,

31:40  saa gro der Tjørn for Hvede og Ukrudt i Stedet for Byg! Her ender Jobs Ord.