DaOT1931NT1907 - Lamentations - 3

3:1  Jeg er den, der saa nød ved hans vredes ris,

3:2  mig har han ført og ledt i det tykkeste Mulm,

3:3  ja, Haanden vender han mod mig Dagen lang.

3:4  Mit Kød og min Hud har han opslidt, brudt mine Ben,

3:5  han mured mig inde, omgav mig med Galde og Møje,

3:6  lod mig bo i Mørke som de, der for længst er døde.

3:7  Han har spærret mig inde og lagt mig i tunge Lænker.

3:8  Om jeg end raaber og skriger, min Bøn er stængt ude.

3:9  Han spærred mine Veje med Kvader, gjorde Stierne krøge.

3:10  Han blev mig en lurende Bjørn, en Løve i Baghold;

3:11  han ledte mig vild, rev mig sønder og lagde mig øde;

3:12  han spændte sin Bue; lod mig være Skive for Pilen.

3:13  Han sendte sit Koggers Sønner i Nyrerne paa mig;

3:14  hvert Folk lo mig ud og smæded mig Dagen lang,

3:15  med bittert mætted han mig, gav mig Malurt at drikke.

3:16  Mine Tænder lod han bide i Flint, han traadte mig i Støvet;

3:17  han skilte min Sjæl fra Freden, jeg glemte Lykken

3:18  og sagde: »Min Livskraft, mit Haab til HERREN er ude.«

3:19  At mindes min Vaande og Flakken er Malurt og Galde;

3:20  min Sjæl, den mindes det grant, den grubler betynget.

3:21  Det lægger jeg mig paa Sinde, derfor vil jeg haabe:

3:22  HERRENS Miskundhed er ikke til Ende, ikke brugt op,

3:23  hans Naade er ny hver Morgen, hans Trofasthed stor.

3:24  Min Del er HERREN, (siger min Sjæl,) derfor haaber jeg paa ham.

3:25  Dem, der bier paa HERREN, er han god, den Sjæl, der ham søger;

3:26  det er godt at haabe i Stilhed paa HERRENS Frelse,

3:27  godt for en Mand, at han bærer Aag i sin Ungdom.

3:28  Han sidde ensom og tavs, naar han lægger det paa ham;

3:29  han trykke sin Mund mod Støvet, maaske er der Haab,

3:30  række Kind til den, der slaar ham, mættes med Haan.

3:31  Thi Herren bortstøder ikke for evigt,

3:32  har han voldt Kvide, saa ynkes han, stor er hans Naade;

3:33  ej af Hjertet plager og piner han Menneskens Børn.

3:34  Naar Landets Fanger til Hobe trædes under Fod,

3:35  naar Mandens Ret for den Højestes Aasyn bøjes,

3:36  naar en Mand lider Uret i sin Sag — mon Herren ej ser det?

3:37  Hvo taler vel, saa det sker, om ej Herren byder?

3:38  Kommer ikke baade ondt og godt fra den Højestes Mund?

3:39  Over hvad skal den levende sukke? Hver over sin Synd!

3:40  Lad os ransage, granske vore Veje og vende os til HERREN,

3:41  løfte Hænder og Hjerte til Gud i Himlen;

3:42  vi syndede og stod imod, du tilgav ikke,

3:43  men hylled dig i Vrede, forfulgte os, dræbte uden Skaansel,

3:44  hylled dig i Skyer, saa Bønnen ej naaede frem;

3:45  til Skarn og til Udskud har du gjort os midt iblandt Folkene.

3:46  De opspærred Munden imod os, alle vore Fjender.

3:47  Vor Lod blev Gru og Grav og Sammenbruds Øde;

3:48  Vandstrømme græder mit Øje, mit Folk brød sammen.

3:49  Hvileløst strømmer mit Øje, det kender ej Ro,

3:50  før HERREN skuer ned fra Himlen, før han ser til.

3:51  Synet af Byens Døtre piner min Sjæl.

3:52  Jeg joges som en Fugl af Fjender, hvis Had var grundløst,

3:53  de spærred mig inde i en Grube, de stenede mig;

3:54  Vand strømmed over mit Hoved, jeg tænkte: »Fortabt!«

3:55  Dit Navn paakaldte jeg, HERRE, fra Grubens Dyb;

3:56  du hørte min Røst: »O, gør dig ej døv for mit Skrig!«

3:57  Nær var du, den Dag jeg kaldte, du sagde: »Frygt ikke!«

3:58  Du førte min Sag, o HERRE, genløste mit Liv;

3:59  HERRE, du ser, jeg lider Uret, skaf mig min Ret!

3:60  Al deres Hævnlyst ser du, alle deres Rænker,

3:61  du hører deres Smædeord, HERRE, deres Rænker imod mig,

3:62  mine Fjenders Tale og Tanker imod mig bestandig.

3:63  Se dem, naar de sidder eller staar, deres Nidvise er jeg.

3:64  Dem vil du gengælde, HERRE, deres Hænders Gerning,

3:65  gør deres Hjerte forhærdet — din Forbandelse over dem! —

3:66  forfølg dem i Vrede, udryd dem under din Himmel.