DaOT1931NT1907 - Luke - 1

1:1  Efterdi mange have taget sig for at forfatte en Beretning om de Ting, som ere fuldbyrdede iblandt os,

1:2  saaledes som de, der fra Begyndelsen bleve Øjenvidner og Ordets Tjenere, have overleveret os:

1:3  saa har ogsaa jeg besluttet, efter nøje at have gennemgaaet alt forfra, at nedskrive det for dig i Orden, mægtigste Theofilus!

1:4  for at du kan erkende Paalideligheden af de Ting, hvorom du er bleven mundtligt undervist.

1:5  I de Dage, da Herodes var Konge i Judæa, var der en Præst af Abias Skifte, ved Navn Sakarias; og han havde en Hustru af Arons Døtre, og hendes Navn var Elisabeth.

1:6  Men de vare begge retfærdige for Gud og vandrede udadlelige i alle Herrens Bud og Forskrifter.

1:7  Og de havde intet Barn, efterdi Elisabeth var ufrugtbar, og de vare begge fremrykkede i Alder.

1:8  Men det skete, medens han efter sit Skiftes Orden gjorde Præstetjeneste for Gud,

1:9  tilfaldt det ham efter Præstetjenestens Sædvane at gaa ind i Herrens Tempel og bringe Røgelseofferet.

1:10  Og hele Folkets Mængde holdt Bøn udenfor i Røgelseofferets Time.

1:11  Men en Herrens Engel viste sig for ham, staaende ved den højre Side af Røgelsealteret.

1:12  Og da Sakarias saa ham, forfærdedes han, og Frygt faldt over ham.

1:13  Men Engelen sagde til ham: „Frygt ikke, Sakarias! thi din Bøn er hørt, og din Hustru Elisabeth skal føde dig en Søn, og du skal kalde hans Navn Johannes.

1:14  Og han skal blive dig til Glæde og Fryd, og mange skulle glædes over hans Fødsel;

1:15  thi han skal være stor for Herren. Og Vin og stærk Drik skal han ej drikke, og han skal fyldes med den Helligaand alt fra Moders Liv,

1:16  og mange af Israels Børn skal han omvende til Herren deres Gud.

1:17  Og han skal gaa foran for ham i Elias's Aand og Kraft for at vende Fædres Hjerter til Børn og genstridige til retfærdiges Sind for at berede Herren et velskikket Folk.‟

1:18  Og Sakarias sagde til Engelen: „Hvorpaa skal jeg kende dette? thi jeg er gammel, og min Hustru er fremrykket i Alder.‟

1:19  Og Engelen svarede og sagde til ham: „Jeg er Gabriel, som staar for Guds Aasyn, og jeg er udsendt for at tale til dig og for at forkynde dig dette Glædesbudskab.

1:20  Og se, du skal blive stum og ikke kunne tale indtil den Dag, da dette sker, fordi du ikke troede mine Ord, som dog skulle fuldbyrdes i deres Tid.‟

1:21  Og Folket biede efter Sakarias, og de undrede sig over, at han tøvede i Templet.

1:22  Og da han kom ud, kunde han ikke tale til dem, og de forstode, at han havde set et Syn i Templet; og han gjorde Tegn til dem og forblev stum.

1:23  Og det skete, da hans Tjenestes Dage vare fuldendte, gik han hjem til sit Hus.

1:24  Men efter disse Dage blev hans Hustru Elisabeth frugtsommelig, og hun skjulte sig fem Maaneder og sagde:

1:25  „Saaledes har Herren gjort imod mig i de Dage, da han saa til mig for at borttage min Skam iblandt Mennesker.‟

1:26  Men i den sjette Maaned blev Engelen Gabriel sendt fra Gud til en By i Galilæa, som hedder Nazareth,

1:27  til en Jomfru, som var trolovet med en Mand ved Navn Josef, af Davids Hus; og Jomfruens Navn var Maria.

1:28  Og Engelen kom ind til hende og sagde: „Hil være dig, du benaadede, Herren er med dig, du velsignede iblandt Kvinder!‟

1:29  Men hun blev forfærdet over den Tale, og hun tænkte, hvad dette skulde være for en Hilsen.

1:30  Og Engelen sagde til hende: „Frygt ikke, Maria! thi du har fundet Naade hos Gud.

1:31  Og se, du skal undfange og føde en Søn, og du skal kalde hans Navn Jesus.

1:32  Han skal være stor og kaldes den Højestes Søn; og Gud Herren skal give ham Davids, hans Faders Trone.

1:33  Og han skal være Konge over Jakobs Hus evindelig, og der skal ikke være Ende paa hans Kongedømme.‟

1:34  Men Maria sagde til Engelen: „Hvorledes skal dette gaa til, efterdi jeg ikke ved af nogen Mand?‟

1:35  Og Engelen svarede og sagde til hende: „Den Helligaand skal komme over dig, og den Højestes Kraft skal overskygge dig; derfor skal ogsaa det hellige, som fødes, kaldes Guds Søn.

1:36  Og se, Elisabeth din Frænke, ogsaa hun har undfanget en Søn i sin Alderdom, og denne Maaned er den sjette for hende, som kaldes ufrugtbar.

1:37  Thi intet vil være umuligt for Gud.‟

1:38  Men Maria sagde: „Se, jeg er Herrens Tjenerinde; mig ske efter dit Ord!‟ Og Engelen skiltes fra hende.

1:39  Men Maria stod op i de samme Dage og drog skyndsomt til Bjergegnen til en By i Juda.

1:40  Og hun kom ind i Sakarias's Hus og hilste Elisabeth.

1:41  Og det skete, da Elisabeth hørte Marias Hilsen, sprang Fosteret i hendes Liv. Og Elisabeth blev fyldt med den Helligaand

1:42  og raabte med høj Røst og sagde: „Velsignet er du iblandt Kvinder! og velsignet er dit Livs Frugt!

1:43  Og hvorledes times dette mig, at min Herres Moder kommer til mig?

1:44  Thi se, da din Hilsens Røst naaede mine Øren, sprang Fosteret i mit Liv med Fryd.

1:45  Og salig er hun, som troede; thi det skal fuldkommes, hvad der er sagt hende af Herren.‟

1:46  Og Maria sagde: „Min Sjæl ophøjer Herren;

1:47  og min Aand fryder sig over Gud, min Frelser;

1:48  thi han har set til sin Tjenerindes Ringhed. Thi se, nu herefter skulle alle Slægter prise mig salig,

1:49  fordi den mægtige har gjort store Ting imod mig. Og hans Navn er helligt;

1:50  og hans Barmhjertighed varer fra Slægt til Slægt over dem, som frygte ham.

1:51  Han har øvet Vælde med sin Arm; han har adspredt dem, som ere hovmodige i deres Hjertes Tanke.

1:52  Han har nedstødt mægtige fra Troner og ophøjet ringe.

1:53  Hungrige har han mættet med gode Gaver, og rige har han sendt tomhændede bort.

1:54  Han har taget sig af sin Tjener Israel for at ihukomme Barmhjertighed

1:55  imod Abraham og hans Sæd til evig Tid, saaledes som han talte til vore Fædre.‟

1:56  Og Maria blev hos hende omtrent tre Maaneder, og hun drog til sit Hjem igen.

1:57  Men for Elisabeth fuldkommedes Tiden til, at hun skulde føde, og hun fødte en Søn.

1:58  Og hendes Naboer og Slægtninge hørte, at Herren havde gjort sin Barmhjertighed stor imod hende, og de glædede sig med hende.

1:59  Og det skete paa den ottende Dag, da kom de for at omskære Barnet; og de vilde kalde det Sakarias efter Faderens Navn.

1:60  Og hans Moder svarede og sagde: „Nej, han skal kaldes Johannes.‟

1:61  Og de sagde til hende: „Der er ingen i din Slægt, som kaldes med dette Navn.‟

1:62  Men de gjorde Tegn til hans Fader om, hvad han vilde, det skulde kaldes.

1:63  Og han forlangte en Tavle og skrev disse Ord: „Johannes er hans Navn.‟ Og de undrede sig alle.

1:64  Men straks oplodes hans Mund og hans Tunge, og han talte og priste Gud.

1:65  Og der kom en Frygt over alle, som boede omkring dem, og alt dette rygtedes over hele Judæas Bjergegn.

1:66  Og alle, som hørte det, lagde sig det paa Hjerte og sagde: „Hvad mon der skal blive af dette Barn?‟ Thi Herrens Haand var med ham.

1:67  Og Sakarias, hans Fader, blev fyldt med den Helligaand, og han profeterede og sagde:

1:68  „Lovet være Herren, Israels Gud! thi han har besøgt og forløst sit Folk

1:69  og har oprejst os et Frelsens Horn i sin Tjener Davids Hus,

1:70  saaledes som han talte ved sine hellige Profeters Mund fra fordums Tid,

1:71  en Frelse fra vore Fjender og fra alle deres Haand, som hade os,

1:72  for at gøre Barmhjertighed imod vore Fædre og ihukomme sin hellige Pagt,

1:73  den Ed, som han svor vor Fader Abraham, at han vilde give os,

1:74  at vi, friede fra vore Fjenders Haand, skulde tjene ham uden Frygt,

1:75  i Hellighed og Retfærdighed for hans Aasyn, alle vore Dage.

1:76  Men ogsaa du, Barnlille! skal kaldes den Højestes Profet; thi du skal gaa foran for Herrens Aasyn for at berede hans Veje,

1:77  for at give hans Folk Erkendelse af Frelse ved deres Synders Forladelse,

1:78  for vor Guds inderlige Barmhjertigheds Skyld, ved hvilken Lyset fra det høje har besøgt os

1:79  for at skinne for dem, som sidde i Mørke og i Dødens Skygge, for at lede vore Fødder ind paa Fredens Vej.‟

1:80  Men Barnet voksede og blev styrket i Aanden; og han var i Ørknerne indtil den Dag, da han traadte frem for Israel.