DaOT1931NT1907 - I Kings

Chapter 1

1:1  Da Kong David var gammel og til Aars, kunne han ikke blive varm, skønt man dækkede ham til med Tæpper.

1:2  Da sagde hans Folk til ham: »Det er bedst, man søger efter en ung Jomfru til min Herre Kongen, for at hun kan være om Kongen og pleje ham; naar hun ligger i din Favn, bliver min Herre Kongen varm!«

1:3  Saa søgte de efter en smuk ung Pige i hele Israels Land og fandt Abisjag fra Sjunem og bragte hende til Kongen.

1:4  Hun var en saare smuk Pige: og hun plejede Kongen og gik ham til Haande; men Kongen havde ikke Omgang med hende.

1:5  Adonija, Haggits Søn, dristede sig til at sige: »Jeg vil være Konge!« Og han skaffede sig Vogne og Heste og halvtredsindstyve Mænd til at løbe foran sig.

1:6  Hans Fader havde ingen Sinde irettesat ham og sagt: »Hvorfor bærer du dig saaledes ad?« Han havde et saare smukt Ydre og var den ældste efter Absalom.

1:7  Han underhandlede med Joab, Zerujas Søn, og Præsten Ebjatar; de tog Adonijas Parti og støttede ham,

1:8  mens Præsten Zadok, Jojadas Søn Benaja, Profeten Natan, Sjim'i og Re'i og Davids Kærnetropper ikke sluttede sig til Adonija.

1:9  Adonija lod nu slagte Smaakvæg, Hornkvæg og Fedekvæg ved Slangestenen, der staar ved Rogelkilden, og indbød alle sine Brødre, Kongesønnerne, og alle de judæiske Mænd, der stod i Kongens Tjeneste;

1:10  men Profeten Natan, Benaja, Kærnetropperne og sin Broder Salomo indbød han ikke.

1:11  Da sagde Natan til Batseba, Salomos Moder: »Du har vel hørt, at Adonija, Haggits Søn, har opkastet sig til Konge uden vor Herre Davids Vidende?

1:12  Lad mig nu give dig et Raad, for at du kan redde dit eget og din Søn Salomos Liv:

1:13  Du skal gaa ind til Kong David og sige til ham: Herre Konge, du har jo tilsvoret din Trælkvinde: Din Søn Salomo skal være Konge efter mig og sidde paa min Trone! Hvorfor har da Adonija opkastet sig til Konge?

1:14  Og medens du endnu staar og taler med Kongen, kommer jeg til og bekræfter dine Ord!«

1:15  Da gik Batseba ind til Kongen i hans Værelse — Kongen var meget gammel, og Abisjag fra Sjunem gik ham til Haande —

1:16  og Batseba bøjede sig og kastede sig til Jorden for Kongen. Da sagde Kongen: »Hvad ønsker du?«

1:17  Hun svarede: »Herre, du har jo tilsvoret din Trælkvinde ved HERREN din Gud: Din Søn Salomo skal være Konge efter mig og sidde paa min Trone!

1:18  Men se, nu har Adonija opkastet sig til Konge uden dit Vidende, Herre Konge!

1:19  Han har ladet slagte Hornkvæg, Fedekvæg og Smaakvæg i Mængde og indbudt alle Kongesønnerne, Præsten Ebjatar og Hærføreren Joab, men din Træl Salomo har han ikke indbudt.

1:20  Paa dig, Herre Konge, er hele Israels Øjne rettet, for at du skal give dem til Kende, hvem der skal være din Efterfølger og sidde paa min Herre Kongens Trone.

1:21  Ellers gælder det mit og min Søn Salomos Liv, naar min Herre Kongen har lagt sig til Hvile hos sine Fædre!«

1:22  Medens hun endnu talte med Kongen, kom Profeten Natan,

1:23  og det blev meldt Kongen: »Profeten Natan er her!« Saa traadte han frem for Kongen og kastede sig paa sit Ansigt til Jorden for ham.

1:24  Derpaa sagde Natan: »Herre Konge, du har vel sagt, at Adonija skal være Konge efter dig og sidde paa din Trone?

1:25  Thi han er i Dag draget ned og har ladet slagte Hornkvæg, Fedekvæg og Smaakvæg i Mængde og indbudt alle Kongesønnerne, Hærførerne og Præsten Ebjatar, og nu spiser og drikker de sammen med ham og raaber: Leve Kong Adonija!

1:26  Men han har hverken indbudt mig, din Træl, eller Præsten Zadok eller Benaja, Jojadas Søn, eller din Træl Salomo!

1:27  Er det virkelig sket efter min Herre Kongens Befaling, uden at du har ladet dine Trælle vide, hvem der skal sidde paa min Herre Kongens Trone efter dig?«

1:28  Da svarede Kong David: »Kald mig Batseba hid!« Og hun traadte frem for Kongen og stillede sig foran ham.

1:29  Da svor Kongen og sagde: »Saa sandt HERREN, der udløste mig af al min Nød, lever:

1:30  Som jeg tilsvor dig ved HERREN, Israels Gud, at din Søn Salomo skulde være Konge efter mig og sidde paa min Trone i mit Sted, saaledes vil jeg handle i Dag!«

1:31  Da bøjede Batseba sig med sit Ansigt til Jorden og faldt ned for Kongen og sagde: »Maatte min Herre, Kong David, leve evindelig!«

1:32  Derpaa sagde Kong David: »Kald mig Præsten Zadok, Profeten Natan og Benaja, Jojadas Søn, hid!« Og de traadte frem for Kongen.

1:33  Da sagde Kongen til dem: »Tag eders Herres Folk med eder, sæt min Søn Salomo paa mit eget Muldyr og før ham ned til Gihon.

1:34  Der skal Præsten Zadok og Profeten Natan salve ham til Konge over Israel, og I skal støde i Hornet og raabe: Leve Kong Salomo!

1:35  Saa skal I følge ham herop, og han skal gaa hen og sætte sig paa min Trone og være Konge i mit Sted; thi det er ham, jeg har udset til Fyrste over Israel og Juda!«

1:36  Da svarede Benaja, Jojadas Søn, Kongen: »Det ske! Maatte HERREN, min Herre Kongens Gud, gøre saaledes!

1:37  Maatte HERREN være med Salomo, som han har været med min Herre Kongen, og gøre hans Trone endnu mægtigere end min Herre Kong Davids!«

1:38  Derpaa drog Præsten Zadok, Profeten Natan og Benaja, Jojadas Søn, og Kreterne og Pleterne ned og satte Salomo paa Kong Davids Muldyr og førte ham til Gihon;

1:39  og Præsten Zadok tog Oliehornet fra Teltet og salvede Salomo; de stødte i Hornet, og hele Folket raabte: »Leve Kong Salomo!«

1:40  Saa fulgte hele Folket ham op og Folket spillede paa Fløjter og jublede højt, saa at Jorden var ved at revne af deres Raab.

1:41  Det hørte Adonija og alle hans Gæster, netop som de var færdige med Maaltidet, og da Joab hørte Hornets Klang, sagde han: »Hvorfor er der saa stort Røre i Byen?«

1:42  Endnu medens han talte, kom Jonatan, Præsten Ebjatars Søn. Adonija sagde: »Kom herhen, thi du er en brav Mand og bringer godt nyt!«

1:43  Men Jonatan svarede og sagde til Adonija: »Tværtimod; vor Herre Kong David har gjort Salomo til Konge!

1:44  Kongen sendte Præsten Zadok, Profeten Natan, Benaja, Jojadas Søn, og Kreterne og Pleterne med ham, og de satte ham paa Kongens Muldyr;

1:45  og Præsten Zadok og Profeten Natan salvede ham til Konge ved Gihon; derefter drog de under Jubel op derfra, og der blev Røre i Byen; det var den Larm, I hørte.

1:46  Salomo satte sig ogsaa paa Kongetronen;

1:47  tilmed kom Kongens Folk og lykønskede vor Herre Kong David med de Ord: Maatte din Gud gøre Salomos Navn endnu herligere end dit og hans Trone mægtigere end din! Og Kongen tilbad paa sit Leje;

1:48  ydermere sagde han: Lovet være HERREN, Israels Gud, som i Dag har ladet en Mand sætte sig paa min Trone, endnu medens jeg selv kan se det!«

1:49  Da blev alle Adonijas Gæster skrækslagne og brød op og gik hver sin Vej;

1:50  men Adonija frygtede for Salomo og ilede hen og greb fat om Alterets Horn.

1:51  Og man meldte Salomo: »Se, Adonija frygter for Kong Salomo, og se, han har grebet fat om Alterets Horn og siger: Kong Salomo skal først sværge mig til, at han ikke vil lade sin Træl slaa ihjel med Sværd!«

1:52  Da sagde Salomo: »Dersom han opfører sig som en brav Mand, skal der ikke krummes et Haar paa hans Hoved; men gribes han i noget ondt, skal han dø!«

1:53  Derpaa sendte Kong Salomo Bud og lod ham hente ned fra Alteret; og han kom og kastede sig ned for Kong Salomo. Da sagde Salomo til ham: »Gaa til dit Hjem!«

Chapter 2

2:1  Da det nu lakkede ad Enden med Davids Liv, gav han sin Søn Salomo disse Befalinger:

2:2  »Jeg gaar nu al Kødets Gang; saa vær nu frimodig og vis dig som en Mand!

2:3  Og hold HERREN din Guds Forskrifter, saa du vandrer paa hans Veje og holder hans Anordninger, Bud, Bestemmelser og Vidnesbyrd, saaledes som skrevet staar i Mose Lov, for at du maa have Lykken med dig i alt, hvad du gør, og i alt, hvad du tager dig for,

2:4  for at HERREN kan opfylde den Forjættelse, han gav mig, da han sagde: Hvis dine Sønner vogter paa deres Vej, saa de vandrer i Trofasthed for mit Aasyn af hele deres Hjerte og hele deres Sjæl, skal der aldrig fattes dig en Efterfølger paa Israels Trone!

2:5  Du ved jo ogsaa, hvad Joab, Zerujas Søn, har voldet mig, hvorledes han handlede mod Israels to Hærførere, Abner, Ners Søn, og Amasa, Jeters Søn, hvorledes han slog dem ihjel og saaledes i Fredstid hævnede Blod, der var udgydt i Krig, og besudlede Bæltet om min Lænd og Skoene paa mine Fødder med uskyldigt Blod;

2:6  gør derfor, som din Klogskab tilsiger dig, og lad ikke hans graa Haar stige ned i Dødsriget med Fred.

2:7  Men mod Gileaditen Barzillajs Sønner skal du vise Godhed, og de skal have Plads mellem dem, der spiser ved dit Bord, thi paa den Maade kom de mig i Møde, da jeg maatte flygte for din Broder Absalom.

2:8  Og se, saa har du hos dig Benjaminiten Simeon, Geras Søn, fra Bahurim, ham, som udslyngede en grufuld Forbandelse imod mig, dengang jeg drog til Mahanajim. Da han senere kom mig i Møde ved Jordan, tilsvor jeg ham ved HERREN: Jeg vil ikke slaa dig ihjel med Sværd!

2:9  Men du skal ikke lade ham ustraffet, thi du er en klog Mand og vil vide, hvorledes du skal handle med ham, og bringe hans graa Haar blodige ned i Dødsriget.«

2:10  Saa lagde David sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet i Davidsbyen.

2:11  Tiden, han havde været Konge over Israel, udgjorde fyrretyve Aar; i Hebron herskede han syv Aar, i Jerusalem tre og tredive Aar.

2:12  Derpaa satte Salomo sig paa sin Fader Davids Trone, og hans Herredømme blev saare stærkt.

2:13  Men Adonija, Haggits Søn, kom til Batseba, Salomos Moder. Hun spurgte da: »Kommer du for det gode?« Han svarede: »Ja, jeg gør!«

2:14  Og han fortsatte: »Jeg har en Sag at tale med dig om.« Hun svarede: »Saa tal!«

2:15  Da sagde han: »Du ved at Kongeværdigheden tilkom mig, og at hele Israel havde Blikket rettet paa mig som den, der skulde være Konge; dog gik Kongeværdigheden over til min Broder, thi HERREN lod det tilfalde ham.

2:16  Men nu har jeg een eneste Bøn til dig; du maa ikke afvise mig!« Hun svarede: »Saa tal!«

2:17  Da sagde han: »Sig til Kong Salomo — dig vil han jo ikke afvise — at han skal give mig Abisjag fra Sjunem til Ægte!«

2:18  Og Batseba svarede: »Vel, jeg skal tale din Sag hos Kongen!«

2:19  Derpaa begav Batseba sig til Kong Salomo for at tale Adonijas Sag; og Kongen rejste sig, gik hende i Møde og bøjede sig for hende; derpaa satte han sig paa sin Trone og lod ogsaa en Trone sætte frem til Kongemoderen, og hun satte sig ved hans højre Side.

2:20  Saa sagde hun: »Jeg har en eneste ringe Bøn til dig; du maa ikke afvise mig!« Kongen svarede: »Kom med din Bøn, Moder, jeg vil ikke afvise dig!«

2:21  Da sagde hun: »Lad din Broder Adonija faa Abisjag fra Sjunem til Hustru!«

2:22  Men Kong Salomo svarede sin Moder: »Hvorfor beder du om Abisjag fra Sjunem til Adonija? Du skulde hellere bede om Kongeværdigheden til ham; han er jo min ældre Broder, og Præsten Ebjatar og Joab, Zerujas Søn, staar paa hans Side!«

2:23  Og Kong Salomo svor ved HERREN: »Gud ramme mig baade med det ene og det andet, om ikke det Ord skal koste Adonija Livet!

2:24  Saa sandt HERREN lever, som indsatte mig og gav mig Plads paa min Fader Davids Trone og byggede mig et Hus, som han lovede: Endnu i Dag skal Adonija miste Livet!«

2:25  Derpaa gav Kong Salomo Benaja, Jojadas Søn, Ordre til at hugge ham ned; saaledes døde han.

2:26  Men til Præsten Ebjatar sagde Kongen: »Begiv dig til din Landejendom i Anatot, thi du har forbrudt dit Liv; og naar jeg ikke dræber dig i Dag, er det, fordi du bar den Herre HERRENS Ark foran min Fader David og delte alle min Faders Lidelser!«

2:27  Derpaa afsatte Salomo Ebjatar fra hans Stilling som HERRENS Præst for at opfylde det Ord, HERREN havde talet mod Elis Hus i Silo.

2:28  Da Rygtet, herom naaede Joab — Joab havde jo sluttet sig til Adonijas Parti, medens han ikke havde sluttet sig til Absaloms — søgte han Tilflugt i HERRENS Telt og greb fat om Alterets Horn,

2:29  og det meldtes Kong Salomo, at Joab havde søgt Tilflugt i HERRENS Telt og stod ved Alteret. Da sendte Salomo Benaja, Jojadas Søn, derhen og sagde: »Gaa hen og hug ham ned!«

2:30  Og da Benaja kom til HERRENS Telt, sagde han til ham: »Saaledes siger Kongen: Kom herud!« Men han svarede: »Nej, her vil jeg dø!« Benaja meldte da tilbage til Kongen, hvad Joab havde sagt og svaret ham.

2:31  Men Kongen sagde til ham: »Saa gør, som han siger, hug ham ned og jord ham og fri mig og min Faders Hus for det uskyldige Blod, Joab har udgydt;

2:32  HERREN vil lade hans Blodskyld komme over hans eget Hoved, at han huggede to Mænd ned, der var retfærdigere og bedre end han selv, og slog dem ihjel med Sværdet uden min Fader Davids Vidende, Abner, Ners Søn, Israels Hærfører, og Amasa, Jeters Søn, Judas Hærfører;

2:33  saa kommer deres Blod over Joabs og hans, Slægts Hoved evindelig, medens HERREN giver David og hans Slægt, hans Hus og hans Trone Fred til evig Tid!«

2:34  Da gik Benaja, Jojadas Søn, hen og huggede ham ned og dræbte ham; og han blev jordet i sit Hus i Ørkenen.

2:35  Og Kongen satte Benaja Jojadas Søn, over Hæren i hans Sted, medens han gav Præsten Zadok Ebjatars Stilling.

2:36  Derpaa lod Kongen Simeï kalde og sagde til ham: »Byg dig et Hus i Jerusalem, bliv der og drag ikke bort, hvorhen det end er;

2:37  thi den Dag du drager bort og overskrider Kedrons Dal, maa du vide, du er dødsens; da kommer dit Blod over dit Hoved!«

2:38  Og Simeï svarede Kongen: »Godt! Som min Herre Kongen siger, saaledes vil din Træl gøre!« Simeï blev nu en Tid lang i Jerusalem.

2:39  Men efter tre Aars Forløb flygtede to af Simeïs Trælle til Ma'akas Søn, Kong Akisj af Gat, og da Simeï fik at vide, at hans Trælle var i Gat,

2:40  brød han op, sadlede sit Æsel og drog til Akisj i Gat for at hente sine Trælle; Simeï drog altsaa af Sted og fik sine Trælle med hjem fra Gat.

2:41  Men da Salomo fik af vide, at Simeï var rejst fra Jerusalem til Gat og kommet tilbage igen,

2:42  lod Kongen ham kalde og sagde til ham: »Tog jeg dig ikke i Ed ved HERREN, og advarede jeg dig ikke: Den Dag du drager bort og begiver dig andetsteds hen, hvor det end er, maa du vide, du er dødsens! Og svarede du mig ikke: Godt! Jeg har hørt det?

2:43  Hvorfor holdt du da ikke den Ed, du svor ved HERREN, og den Befaling, jeg gav dig?«

2:44  Endvidere sagde Kongen til Simeï: »Du ved selv, og dit Hjerte er sig det bevidst, alt det onde, du gjorde min Fader David; nu lader HERREN din Ondskab komme over dit eget Hoved;

2:45  men Kong Salomo skal være velsignet, og Davids Trone skal staa urokkelig fast for HERRENS Aasyn til evig Tid!«

2:46  Derpaa gav Kongen Ordre til Benaja, Jojadas Søn, og han gik hen og huggede ham ned; saaledes døde han.

Chapter 3

3:1  Da nu Salomo havde faaet Kongedømmet sikkert i hænde besvogrede han sig med Farao, Ægypterkongen, idet han ægtede Faraos Datter; og han førte hende ind i Davidsbyen, til han fik sit eget Hus, HERRENS Hus og Muren om Jerusalem bygget færdig.

3:2  Kun ofrede Folket paa Offerhøjene, thi hidindtil var der ikke bygget HERRENS Navn et Hus.

3:3  Salomo elskede HERREN, saa at han vandrede efter sin Fader Davids Anordninger; kun ofrede han paa Højene og tændte Offerild der.

3:4  Og Kongen begav sig til Gibeon for at ofre der; thi det var den store Offerhøj; tusind Brændofre ofrede Salomo paa Alteret der.

3:5  I Gibeon lod HERREN sig til Syne for Salomo i en Drøm om Natten. Og Gud sagde: »Sig, hvad du ønsker, jeg skal give dig!«

3:6  Da sagde Salomo: »Du viste stor Miskundhed mod din Tjener, min Fader David, der jo ogsaa vandrede for dit Aasyn i Troskab, Retfærdighed og Hjertets Oprigtighed; og du lod denne store Miskundhed blive over ham og gav ham en Søn, der nu sidder paa hans Trone.

3:7  Ja, nu har du, HERRE min Gud, gjort din Tjener til Konge i min Fader Davids Sted. Men jeg er ganske ung og ved ikke, hvorledes jeg skal færdes ret;

3:8  og din Tjener staar midt i det Folk, du udvalgte, et stort Folk, som ikke kan tælles eller udregnes, saa mange er de.

3:9  Giv derfor din Tjener et lydhørt Hjerte, saa han kan dømme dit Folk og skelne mellem godt og ondt; thi hvem kan dømme dette dit store Folk!«

3:10  Det vakte HERRENS Velbehag, at Salomo bad derom;

3:11  og Gud sagde til ham: »Fordi du bad om dette og ikke om et langt Liv, ej heller om Rigdom eller om dine Fjenders Liv, men om Forstand til at skønne, hvad ret er,

3:12  se, derfor vil jeg gøre, som du beder: Se, jeg giver dig et viist og forstandigt Hjerte, saa at din Lige aldrig før har været, ej heller siden skal fremstaa;

3:13  men jeg giver dig ogsaa, hvad du ikke bad om, baade Rigdom og Ære, saa at du ikke skal have din Lige blandt Konger, saa længe du lever.

3:14  Og hvis du vandrer paa mine Veje, saa du holder mine Anordninger og Bud, saaledes som din Fader David gjorde, vil jeg give dig et langt Liv.«

3:15  Da vaagnede Salomo, og se, det var en Drøm. Derpaa begav han sig til Jerusalem og stillede sig foran HERRENS Pagts Ark og ofrede Brændofre, bragte Takofre og gjorde et Gæstebud for alle sine Folk.

3:16  Paa den Tid kom to Skøger til Kongen og traadte frem for ham.

3:17  Den ene Kvinde sagde: »Hør mig, Herre! Jeg og den Kvinde der bor i Hus sammen. Hjemme i vort Hus fødte jeg i hendes Nærværelse et Barn,

3:18  og tre Dage efter min Nedkomst fødte ogsaa hun et Barn. Vi var sammen; der var ingen andre hos os i Huset, vi to var ene i Huset.

3:19  Saa døde hendes Dreng om Natten, fordi hun kom til at ligge paa ham;

3:20  men midt om Natten, medens din Trælkvinde sov, stod hun op og tog min Dreng fra min Side og lagde ham ved sit Bryst; men sin døde Dreng lagde hun ved mit Bryst.

3:21  Da jeg saa om Morgenen rejste mig for at give min Dreng at die, se, da var han død; men da jeg saa nøje paa ham om Morgenen, se, da var det ikke min Dreng, ham, som jeg havde født!«

3:22  Men den anden Kvinde sagde: »Det er ikke sandt; den levende er min Dreng, og den døde er din!« Og den første sagde: »Nej, den døde er din Dreng, og den levende er min!« Saaledes mundhuggedes de foran Kongen.

3:23  Da sagde Kongen: »Den ene siger: Han her, den levende, er min Dreng, den døde er din! Og den anden siger: Nej, den døde er din Dreng, den levende min!«

3:24  Derpaa sagde Kongen: »Hent mig et Sværd!« Og de bragte Kongen et.

3:25  Da sagde Kongen: »Hug det levende Barn over og giv hver af dem det halve!«

3:26  Da rørte Kærligheden til Barnet sig heftigt i den Kvinde, som var Moder til det levende Barn, og hun sagde til Kongen: »Hør mig, Herre! Giv hende det levende Barn; dræb det endelig ikke!« Men den anden sagde: »Det skal hverken tilhøre mig eller dig, hug det kun over!«

3:27  Da tog Kongen til Orde og sagde: »Giv hende der det levende Barn og dræb det ikke; thi hun er Moderen!«

3:28  Og da Israel hørte om den Dom, Kongen havde fældet, fyldtes de alle af Ærefrygt for Kongen; thi de saa, at han sad inde med Guds Visdom til at skifte Ret.

Chapter 4

4:1  Kong Salomo var Konge over hele Israel.

4:2  Hans øverste Embedsmænd var følgende: Azarja, Zadoks Søn, var Ypperstepræst;

4:3  Elihoref og Ahija, Sjisjas Sønner, var Statsskrivere; Josjafat, Ahiluds Søn, var Kansler;

4:4  Benaja, Jojadas Søn, stod i Spidsen for Hæren; Zadok og Ebjatar var Præster;

4:5  Azarja, Natans Søn, var Overfoged; Præsten Zabud, Natans Søn, var Kongens Ven;

4:6  Ahisjar var Slotshøvedsmand; Adoniram, Abdas Søn, havde Tilsyn med Hoveriarbejdet.

4:7  Fremdeles havde Salomo tolv Fogeder over hele Israel, som skulde sørge for Kongens og Hoffets Underhold, hver af dem en Maaned om Aaret.

4:8  Deres Navne var: Hurs Søn i Efraims Bjerge;

4:9  Dekers Søn i Makaz-Sja'albim, Bet-Sjemesj og Elon indtil Bet-Hanan;

4:10  Heseds Søn i Arubbot; han havde Soko og hele Hefers Land;

4:11  Abinadabs Søn havde hele Dors Højland; han var gift med Salomos Datter Tafat;

4:12  Ba'ana, Ahiluds Søn, havde Ta'anak, Megiddo og hele Bet-Sjean op til Zaretan, neden for Jizre'el fra Bet-Sjean til Abel-Mehola ud over Jokmeam;

4:13  Gebers Søn i Ramot i Gilead; han havde Manasses Søn Ja'irs Teltbyer i Gilead, og han havde Argoblandet i Basan, tresindstyve store Byer med Mure og Kobberportstænger;

4:14  Ahinadab, Iddos Søn, havde Mahanajim;

4:15  Ahima'az i Naftali; han var ligeledes gift med en Datter af Salomo, Basemat;

4:16  Ba'ana, Husjajs Søn, i Aser og Bealot;

4:17  Josjafat, Paruas Søn, i Issakar;

4:18  Sjim'i, Elas Søn, i Benjamin;

4:19  Geber, Uris Søn, i Gads Land, det Land, der havde tilhørt Amoriterkongen Sihon og Kong Og af Basan; der var kun een Foged i det Land.

4:20  Juda og Israel var talrige, saa talrige som Sandet ved Havet, og de spiste og drak og var glade.

4:21  Og Salomo herskede over alle Rigerne fra Floden til Filisternes Land og Ægyptens Grænse og de bragte Gaver og tjente Salomo, saa længe han levede.

4:22  Salomos daglige Behov af Levnedsmidler var tredive Kor fint Hvedemel og tresindstyve Kor almindeligt Mel,

4:23  ti Stykker Fedekvæg, tyve Stykker Græskvæg og hundrede Stykker Smaakvæg foruden Hjorte, Gazeller, Antiloper og fede Gæs.

4:24  Thi han herskede over hele Landet hinsides Floden, fra Tifsa til Gaza, over alle Kongerne hinsides Floden, og han havde Fred rundt om til alle Sider;

4:25  og Juda og Israel boede trygt, saa længe Salomo levede, hver Mand under sin Vinstok og sit Figentræ, fra Dan til Be'ersjeba.

4:26  Og Salomo havde 40 000 Spand Heste til sit Vognhold og 12 000 Ryttere.

4:27  Og de nævnte Fogeder sørgede for Underhold til Kong Salomo og alle, der havde Adgang til hans Bord, hver i sin Maaned, og de lod det ikke skorte paa noget;

4:28  og Byggen og Straaet til Hestene og Forspandene bragte de til det Sted, hvor han var, efter som Turen kom til hver enkelt.

4:29  Gud skænkede Salomo Visdom og Kløgt i saare rigt Maal og en omfattende Forstand, som Sandet ved Havets Bred,

4:30  saa at Salomos Visdom var større end alle Østerlændingenes og alle Ægypternes Visdom.

4:31  Han var visere end alle andre, ja visere end Ezraiten Etan og visere end Heman, Kalkol og Darda, Mahols Sønner, og hans Ry naaede ud til alle Folkeslag rundt om.

4:32  Han fremsagde 3000 Tankesprog, og Tallet paa hans Sange var 1005.

4:33  Han talte om Træerne lige fra Cederen paa Libanon til Ysopen, der vokser frem af Muren; og han talte om Dyrene, Fuglene, Krybdyrene og Fiskene.

4:34  Fra alle Folkeslag kom man for at lytte til Salomos Visdom, fra alle Jordens Konger, der hørte om hans Visdom.

Chapter 5

5:1  Da Kong Hiram af Tyrus hørte, at Salomo var salvet til Konge i stedet for sin Fader, sendte han nogle af sine Folk til ham; thi Hiram havde altid været Davids Ven.

5:2  Og Salomo sendte Hiram følgende Bud:

5:3  »Du ved, at min Fader David ikke kunde bygge HERREN sin Guds Navn et Hus for de Kriges Skyld, man fra alle Sider paaførte ham, indtil HERREN lagde hans Fjender under hans Fødder.

5:4  Men nu har HERREN min Gud skaffet mig Ro til alle Sider; der findes ingen Modstandere, og der er ingen Fare paa Færde.

5:5  Se, derfor har jeg i Sinde at bygge HERREN min Guds Navn et Hus efter HERRENS Ord til min Fader David: Din Søn, som jeg sætter paa din Trone i dit Sted, han skal bygge Huset for mit Navn.

5:6  Giv derfor Ordre til, at der fældes Cedre til mig paa Libanon. Mine Folk skal arbejde sammen med dine, og jeg vil give dine Folk den Løn, du kræver; thi du ved jo, at der ikke findes nogen hos os, der kan fælde Træer som Zidonierne!«

5:7  Da Hiram modtog dette Bud fra Salomo, glædede det ham meget, og han sagde: »Lovet være HERREN i Dag, fordi han har givet David en viis Søn til at herske over dette store Folk!«

5:8  Og Hiram sendte Salomo følgende Svar: »Jeg har modtaget det Bud, du sendte mig, og jeg skal opfylde alt, hvad du ønsker med Hensyn til Ceder— og Cyprestræer;

5:9  mine Folk skal bringe dem fra Libanon ned til Havet, og saa skal jeg lade dem samle til Tømmerflaader paa Havet og sende dem til det Sted, du anviser mig; der skal jeg lade dem skille ad, saa at du kan lade dem hente. Men du vil da ogsaa opfylde mit Ønske og sende Fødevarer til mit Hof!«

5:10  Saa sendte Hiram Salomo alt, hvad han ønskede af Ceder— og Cyprestræer;

5:11  og Salomo sendte Hiram 20 000 Kor Hvede til Underhold for hans Hof og 20 Kor Olie af knuste Oliven. Saa meget sendte Salomo Hiram Aar efter Aar.

5:12  Og HERREN gav Salomo Visdom, som han havde lovet ham; og der var Fred mellem Hiram og Salomo, og de sluttede Pagt med hinanden.

5:13  Kong Salomo udskrev nu Hoveriarbejdere overalt i Israel, og Hoveriarbejderne udgjorde 30 000 Mand.

5:14  Dem sendte han saa til Libanon, et Hold paa 10 000 om Maaneden, saaledes at de var en Maaned paa Libanon og to Maaneder hjemme. Adoniram havde Tilsyn med Hoveriarbejderne.

5:15  Salomo havde 70 000 Lastdragere og 80 000 Stenhuggere i Bjergene

5:16  foruden Overfogeder, der ledede Arbejdet, 3300 Mand, som havde Opsyn med Folkene, der arbejdede.

5:17  Paa Kongens Bud brød de store Stenblokke, kostbare Sten til Templets Grundvold, Kvadersten;

5:18  og Salomos og Hiroms Bygmestre og Folkene fra Gebal huggede dem til, og de gjorde Træstammerne og Stenene i Stand til Templets Opførelse.

Chapter 6

6:1  480 Aar efter at Israeliterne var vandret ud af Ægypten, i Ziv Maaned, det er den anden Maaned, i det fjerde Aar Salomo herskede i Israel, begyndte han at bygge HERREN Templet.

6:2  Templet, som Kong Salomo byggede HERREN, var tresindstyve Alen langt, tyve Alen bredt og tredive Alen højt.

6:3  Forhallen foran Templets Hellige var tyve Alen lang, svarende til Templets Bredde, og ti Alen bred.

6:4  Han forsynede Templet med Gittervinduer i Bjælkerammer,

6:5  og op til Tempelmuren byggede han en Tilbygning rundt om Templets Mure, rundt om det Hellige og Inderhallen, og indrettede Siderum rundt om.

6:6  Det nederste Rum var fem Alen bredt, det mellemste seks og det tredje syv, thi han byggede Fremspring i Templets Ydermur rundt om, for at man ikke skulde være nødt til at lade Bjælkerne gribe ind i Templets Mure.

6:7  Ved Templets Opførelse byggede man med Sten, der var gjort færdige i Stenbrudet, derfor hørtes hverken Lyd af Hamre, Mejsler eller andet Jernværktøj, medens Templet byggedes.

6:8  Indgangen til det nederste Rum var paa Templets Sydside, og derfra førte Vindeltrapper op til det mellemste og derfra igen op til det tredje Rum.

6:9  Saaledes byggede han Templet færdigt, og han lagde Taget med Bjælker og Planker af Cedertræ.

6:10  Han byggede Tilbygningen rundt om hele Templet, hvert Stokværk fem Alen højt, og den blev forbundet med Templet med Cederbjælker.

6:11  Da kom HERRENS Ord til Salomo saaledes:

6:12  »Dette Hus, som du er ved at bygge — dersom du vandrer efter mine Anordninger og gør efter mine Lovbud og omhyggeligt vandrer efter alle mine Bud, vil jeg paa dig stadfæste det Ord, jeg talede til din Fader David,

6:13  og tage Bolig blandt Israeliterne og ikke forlade mit Folk Israel.«

6:14  Saaledes byggede Salomo Templet færdigt.

6:15  Templets Vægge dækkede han indvendig med Cederbrædder; fra Bygningens Gulv til Loftsbjælkerne dækkede han dem indvendig med Træ; og over Templets Gulv lagde han Cypresbrædder.

6:16  Han dækkede de tyve bageste Alen af Templet med Cederbrædder fra Gulv til Bjælker og indrettede sig Rummet derinde til en Inderhal, det Allerhelligste.

6:17  Fyrretyve Alen maalte det Hellige foran Inderhallen.

6:18  Templet var indvendig dækket med Cedertræ, udskaaret Arbejde i Form af Agurker og Blomsterkranse; alt var af Cedertræ, ikke en Sten var at se.

6:19  Han indrettede Inderhallen inde i Templet for der at opstille HERRENS Pagts Ark.

6:20  Inderhallen var tyve Alen lang, tyve Alen bred og tyve Alen høj, og han overtrak den med fint Guld. Fremdeles lavede han et Alter af Cedertræ

6:21  foran Inderhallen og overtrak det med Guld. Og Salomo overtrak Templet indvendig med fint Guld og trak for med Guldkæder.

6:22  Hele Templet overtrak han med Guld, hele Templet fra den ene Ende til den anden; ogsaa hele Alteret foran Inderhallen overtrak han med Guld.

6:23  I Inderhallen satte han to Keruber af vildt Oliventræ, ti Alen høje;

6:24  den ene Kerubs Vinger var hver fem Alen, der var ti Alen fra den ene Vingespids til den anden;

6:25  ti Alen maalte ogsaa den anden Kerub; begge Keruber havde samme Maal og Skikkelse;

6:26  begge Keruber var ti Alen høje.

6:27  Og han opstillede Keruberne midt i den inderste Del af Templet, og de udbredte deres Vinger saaledes, at den enes ene Vinge rørte den ene Væg og den andens ene Vinge den modsatte Væg, medens de to andre Vinger rørte hinanden midt i Templet.

6:28  Keruberne overtrak han med Guld.

6:29  Rundt paa alle Vægge i Templet anbragte han udskaaret Arbejde, Keruber, Palmer og Blomsterkranse, baade i den inderste og den yderste Hal,

6:30  og Templets Gulv overtrak han med Guld, baade i den inderste og den yderste Hal.

6:31  Til Inderhallens Indgang lod han lave to Dørfløje af vildt Oliventræ; Overliggeren og Dørposterne dannede en Femkant.

6:32  Og paa de to Oliventræsfløje lod han udskære Keruber, Palmer og Blomsterkranse og overtrak dem med Guld, idet han lod Guldet trykke ned i de udskaarne Keruber og Palmer.

6:33  Ligeledes lod han til Indgangen til det Hellige lave Dørstolper af vildt Oliventræ, firkantede Dørstolper,

6:34  og to Dørfløje af Cyprestræ, saaledes at hver af de to Dørfløje bestod af to bevægelige Dørflader;

6:35  og han lod udskære Keruber, Palmer og Blomsterkranse i dem og overtrak dem med Guld, der laa i et tyndt Lag over de udskaarne Figurer.

6:36  Ligeledes indrettede han den indre Forgaard ved at bygge tre Lag Kvadersten og et Lag Cederbjælker.

6:37  I det fjerde Aar lagdes Grunden til HERRENS Hus i Ziv Maaned;

6:38  og i det ellevte Aar i Bul Maaned, det er den ottende Maaned, fuldførtes Templet i alle dets Dele og Stykker; han byggede paa det i syv Aar.

Chapter 7

7:1  Paa sit Palads byggede Salomo i tretten Aar; saa fik han hele sit Palads færdigt.

7:2  Han byggede Libanonskovhuset, hundrede Alen langt, halvtredsindstyve Alen bredt og tredive Alen højt, hvilende paa tre Rækker Cedersøjler med Skraastøtter af Cedertræ.

7:3  Det var oven over Rummene tækket med Cederbjælker, der hvilede paa fem og fyrretyve Søjler, femten i hver Række.

7:4  Der var tre Lag Bjælker, og Lysaabning sad over for Lysaabning tre Gange.

7:5  Alle Døre og Lysaabninger havde firkantede Bjælkerammer, og Lysaabning sad over for Lysaabning tre Gange.

7:6  Fremdeles opførte han Søjlehallen, halvtredsindstyve Alen lang og tredive Alen bred, med en Hal, Søjler og Trappe foran.

7:7  Fremdeles opførte han Tronhallen, hvor han holdt Rettergang, Domhallen; den var dækket med Cedertræ fra Gulv til Loft,

7:8  Hans eget Hus, det, han boede i, i den anden Forgaard inden for Hallen, var bygget paa samme Maade. Og til Faraos Datter, som Salomo havde ægtet, opførte han et Hus i Lighed med denne Hal.

7:9  Det hele var af kostbare Sten, tilhugget efter Maal, tilsavet baade indvendig og udvendig, lige fra Grunden til Murkanten, hvilket ogsaa gjaldt den store Forgaard uden om Templets Forgaard.

7:10  Grunden blev lagt med kostbare, store Sten, nogle paa ti, andre paa otte Alen.

7:11  Ovenpaa lagdes kostbare Sten, tilhugget efter Maal, og Cederbjælker.

7:12  Den store Forgaard var hele Vejen rundt omgivet af tre Lag tilhugne Sten og et Lag Cederbjælker, ligeledes HERRENS Hus's Forgaard, den indre, og Forgaarden om Paladsets Forhal.

7:13  Kong Salomo sendte Bud til Tyrus efter Hiram.

7:14  Han var Søn af en Enke fra Naftalis Stamme, men hans Fader var en Kobbersmed fra Tyrus. Han sad inde med Visdom, Forstand og Indsigt i at udføre alskens Kobberarbejde; og han kom til Kong Salomo og udførte alt det Arbejde, han skulde have udført.

7:15  Han støbte de to Kobbersøjler foran Forhallen. Den ene var atten Alen høj; den maalte tolv Alen i Omkreds; den var hul, og Kobberet var fire Fingerbredder tykt. Ligesaa den anden Søjle.

7:16  Og han lavede to Søjlehoveder til at sidde oven paa Søjlerne, støbt af Kobber, hvert Søjlehoved fem Alen højt.

7:17  Og han lavede to Fletværker, flettet Arbejde, Snore, kædeformet Arbejde, til at dække Søjlehovederne oven paa Søjlerne, et Fletværk til hvert Søjlehoved;

7:18  og han lavede Granatæblerne, to Rækker rundt om det ene Fletværk; der var 200 Granatæbler i Rækker rundt om det ene Søjlehoved; paa samme Maade gjorde han ogsaa ved det andet.

7:19  Søjlehovederne paa de to Søjler var liljeformet Arbejde.

7:20  Søjlehovederne sad paa de to Søjler ... .

7:21  Derpaa opstillede han Søjlerne ved Templets Forhal; den Søjle, han opstillede til højre, kaldte han Jakin, og den, han opstillede til venstre, kaldte han Boaz.

7:22  Øverst paa Søjlerne var der liljeformet Arbejde. Saaledes blev Arbejdet med Søjlerne færdigt.

7:23  Fremdeles lavede han Havet i støbt Arbejde, ti Alen fra Rand til Rand, helt rundt, fem Alen højt; det maalte tredive Alen i Omkreds.

7:24  Under Randen var det hele Vejen rundt omgivet af agurklignende Prydelser, der naaede helt omkring Havet, tredive Alen; i to Rækker sad de agurklignende Prydelser, støbt i eet dermed.

7:25  Det stod paa tolv Okser, saaledes at tre vendte mod Nord, tre mod Vest, tre mod Syd og tre mod Øst; Havet stod oven paa dem; de vendte alle Bagkroppen indad.

7:26  Det var en Haandsbred tykt, og Randen var formet som Randen paa et Bæger, som en udsprungen Lilje. Det tog 2000 Bat.

7:27  Fremdeles lavede han de ti Vognstel af Kobber; hvert Stel var fire Alen langt, fire Alen bredt og tre Alen højt.

7:28  Og Stellene var indrettet saa ledes: De havde Mellemstykker, og Mellemstykkerne sad mellem Rammestykkerne.

7:29  Paa Mellemstykkerne mellem Rammestykkerne var der Løver, Okser og Keruber, ligeledes paa Rammestykkerne. Over og under Løverne og Okserne var der Kranse, lavet saaledes, at de hang ned.

7:30  Hvert Stel havde fire Kobberhjul og Kobberaksler. De fire Hjørner havde Bærearme; under Bækkenet var Bærearmene faststøbt, og midt for hver af dem var der Kranse.

7:31  Dets Rand var inden for Bærearmene, een Alen høj, og den var rund: ogsaa paa Randen var der udskaaret Arbejde. Mellemstykkerne var firkantede, ikke runde.

7:32  De fire Hjul sad under Mellemstykkerne, og Hjulenes Akselholdere sad paa Stellet; hvert Hjul var halvanden Alen højt.

7:33  Hjulene var indrettet som Vognhjul, og deres Akselholdere, Fælge, Eger og Nav var alle støbt.

7:34  Der var en Bærearm paa hvert Stels fire Hjørner, og Bærearmene var i eet med Stellet;

7:35  og oven paa Stellet var der en Slags Fatning, en halv Alen høj og helt rund; og Akselholdere og Mellemstykker sad fast paa Stellet.

7:36  Paa Fladerne indgraverede han Keruber, Løver og Palmer, efter som der var Plads til, omgivet af Kranse.

7:37  Saaledes lavede han de ti Stel; de var alle støbt paa samme Maade, med samme Maal og af samme Form.

7:38  Tillige lavede han ti Kobberbækkener; fyrretyve Bat tog hvert Bækken, og hvert Bækken maalte fire Alen, et Bækken til hvert af de ti Stel.

7:39  Og han satte fem af Stellene ved Templets Sydside, fem ved Nordsiden; og Havet opstillede han ved Templets Sydside, ved det sydøstre Hjørne.

7:40  Fremdeles lavede Hirom Karrene, Skovlene og Skaalene. Der med var Hiram færdig med alt sit Arbejde for Kong Salomo til HERRENS Hus:

7:41  De to Søjler, og de to kugleformede Søjlehoveder ovenpaa, de to Fletværker til at dække de to kugleformede Søjlehoveder paa Søjlerne,

7:42  de 400 Granatæbler til de to Fletværker, to Rækker Granatæbler til hvert Fletværk til at dække de to kugleformede Søjlehoveder paa de to Søjler,

7:43  de ti Stel med de ti Bækkener paa,

7:44  Havet med de tolv Okser under,

7:45  Karrene, Skovlene og Skaalene. Alle disse Ting, som Hiram lavede for Kong Salomo til HERRENS Hus, var af blankt Kobber.

7:46  I Jordanegnen lod Kongen dem støbe, ved Adamas Vadested mellem Sukkot og Zaretan.

7:47  Salomo lod alle Tingene uvejet paa Grund af deres saare store Mængde, Kobberet blev ikke vejet.

7:48  Og Salomo lod alle Tingene, som hørte til HERRENS Hus, lave: Guldalteret, Guldbordet, som Skuebrødene laa paa,

7:49  Lysestagerne, fem til højre og fem til venstre, foran Inderhallen, af purt Guld, med Blomsterbægrene, Lamperne og Lysesaksene af Guld,

7:50  Fadene, Knivene, Skaalene, Kanderne og Panderne af fint Guld, Hængslerne til Dørene for den inderste Hal, det Allerhelligste, og til Dørene for den yderste Hal, det Hellige, af Guld.

7:51  Da hele Arbejdet, som Salomo lod udføre ved HERRENS Hus, var færdigt, bragte Salomo sin Fader Davids Helliggaver, Sølvet og Guldet, derind og lagde alle Tingene i Skatkamrene i HERRENS Hus.

Chapter 8

8:1  Derpaa kaldte Salomo Israels Ældste og alle Stammernes Overhoveder, Israeliternes Fædrenehuses Øverster, sammen hos sig i Jerusalem for at føre HERRENS Pagts Ark op fra Davidsbyen, det er Zion.

8:2  Saa samledes alle Israels Mænd hos Kong Salomo paa Højtiden i Etanim Maaned, det er den syvende Maaned.

8:3  Og alle Israels Ældste kom, og Præsterne bar Arken.

8:4  Og de bragte HERRENS Ark op tillige med Aabenbaringsteltet og alle de hellige Ting, der var i Teltet; Præsterne og Leviterne bragte dem op.

8:5  Og Kong Salomo tillige med hele Israels Menighed, som havde givet Møde hos ham foran Arken, ofrede Smaakvæg og Hornkvæg, saa meget, at det ikke var til at tælle eller overse.

8:6  Saa førte Præsterne HERRENS Pagts Ark ind paa dens Plads i Templets Inderhal, det Allerhelligste, og stillede den under Kerubernes Vinger;

8:7  thi Keruberne udbredte deres Vinger over Pladsen, hvor Arken stod, og saaledes dannede Keruberne et Dække over Arken og dens Bærestænger.

8:8  Stængerne var saa lange, at Enderne af dem kunde ses fra det Hellige foran Inderhallen, men de kunde ikke ses længere ude; og de er der den Dag i Dag.

8:9  Der var ikke andet i Arken end de to Stentavler, Moses havde lagt ned i den paa Horeb, Tavlerne med den Pagt, HERREN havde sluttet med Israeliterne, da de drog bort fra Ægypten.

8:10  Da Præsterne derpaa gik ud af Helligdommen, fyldte Skyen HERRENS Hus,

8:11  saa at Præsterne af Skyen hindredes i at staa og udføre deres Tjeneste; thi HERRENS Herlighed fyldte HERRENS Hus.

8:12  Ved den Lejlighed sang Salomo: HERREN satte Solen paa Himlen, men selv, har han sagt, vil han bo i Mulmet.

8:13  Nu har jeg bygget dig et Hus til Bolig, et Sted, du for evigt kan dvæle. Det staar jo optegnet i Sangenes Bog.

8:14  Derpaa vendte Kongen sig om og velsignede hele Israels Forsamling, der imens stod op;

8:15  og han sagde: »Lovet være HERREN, Israels Gud, hvis Haand har fuldført, hvad hans Mund talede til min Fader David, dengang han sagde:

8:16  Fra den Dag jeg førte mit Folk Israel ud af Ægypten, har jeg ikke udvalgt nogen By i nogen af Israels Stammer for der at bygge et Hus til Bolig for mit Navn; men Jerusalem udvalgte jeg til Bolig for mit Navn, og David udvalgte jeg til at herske over mit Folk Israel.

8:17  Og min Fader David fik i Sinde at bygge HERRENS, Israels Guds, Navn et Hus;

8:18  men HERREN sagde til min Fader David: At du har i Sinde at bygge mit Navn et Hus, er ret af dig;

8:19  dog skal du ikke bygge det Hus, men din Søn, der udgaar af din Lænd; skal bygge mit Navn det Hus.

8:20  Nu har HERREN opfyldt det Ord, han talede, og jeg er traadt i min Fader Davids Sted og sidder paa Israels Trone, som HERREN sagde, og jeg har bygget HERRENS, Israels Guds, Navn Huset;

8:21  og jeg har der beredt en Plads til Arken med den Pagt, HERREN sluttede med vore Fædre, da han førte dem bort fra Ægypten.«

8:22  Derpaa traadte Salomo frem foran HERRENS Alter lige over for hele Israels Forsamling, udbredte sine Hænder mod Himmelen

8:23  og sagde: »HERRE Israels Gud, der er ingen Gud som du i Himmelen oventil og paa Jorden nedentil, du, som holder fast ved din Pagt og din Miskundhed mod dine Tjenere, naar de af hele deres Hjerte vandrer for dit Aasyn,

8:24  du, som har holdt, hvad du lovede din Tjener, min Fader David, og i Dag opfyldt med din Haand, hvad du talede med din Mund.

8:25  Saa hold da nu, HERRE, Israels Gud, hvad du lovede din Tjener, min Fader David, da du sagde: En Efterfølger skal aldrig fattes dig til at sidde paa Israels Trone for mit Aasyn, naar kun dine Sønner vil tage Vare paa deres Vej og vandre for mit Aasyn, som du har gjort.

8:26  Saa lad nu, HERRE, Israels Gud, det Ord opfyldes, som du tilsagde din Tjener, min Fader David!

8:27  Men kan Gud da virkelig bo paa Jorden? Nej visselig, Himlene, ja Himlenes Himle kan ikke rumme dig, langt mindre dette Hus, som jeg har bygget!

8:28  Men vend dig til din Tjeners Bøn og Begæring, HERRE min Gud, saa du hører det Raab og den Bøn, din Tjener i Dag opsender for dit Aasyn;

8:29  lad dine Øjne være aabne over dette Hus baade Nat og Dag, over det Sted, hvor du har sagt, dit Navn skal bo, saa du hører den Bøn, din Tjener opsender, vendt mod dette Sted!

8:30  Og hør den Bøn, din Tjener og dit Folk Israel opsender, vendt mod dette Sted; du høre den der, hvor du bor, i Himmelen, du høre og tilgive!

8:31  Naar nogen synder imod sin Næste, og man afkræver ham Ed og lader ham sværge, og han kommer og aflægger Ed foran dit Alter i dette Hus,

8:32  saa høre du det i Himmelen og gøre det og dømme dine Tjenere imellem, saa du kender den skyldige skyldig og lader hans Gerning komme over hans Hoved og frikender den uskyldige og gør med ham efter hans Uskyld!

8:33  Naar dit Folk Israel tvinges til at fly for en Fjende, fordi de synder imod dig, og de saa omvender sig til dig og bekender dit Navn og opsender Bønner og Begæringer til dig i dette Hus,

8:34  saa høre du det i Himmelen og tilgive dit Folk Israels Synd og føre dem tilbage til det Land, du gav deres Fædre!

8:35  Naar Himmelen lukkes, saa Regnen udebliver, fordi de synder imod dig, og de saa beder, vendt mod dette Sted, og bekender dit Navn og omvender sig fra deres Synd, fordi du revser dem,

8:36  saa høre du det i Himmelen og tilgive din Tjeners og dit Folk Israels Synd, ja du vise dem den gode Vej, de skal vandre, og lade det regne i dit Land, som du gav dit Folk i Eje!

8:37  Naar der kommer Hungersnød i Landet, naar der kommer Pest, naar der kommer Kornbrand og Rust, Græshopper og Ædere, naar Fjenden belejrer Folket i en af dets Byer, naar alskens Plage og Sot indtræffer —

8:38  enhver Bøn, enhver Begæring, hvem den end kommer fra i hele dit Folk Israel, naar de føler sig truffet i deres Samvittighed og udbreder Hænderne mod dette Hus,

8:39  den høre du i Himmelen, der, hvor du bor, og tilgive og gøre det, idet du gengælder enhver hans Færd, fordi du kender hans Hjerte, thi du alene kender alle Menneskebørnenes Hjerter,

8:40  for at de maa frygte dig, al den Tid de lever paa den Jord, du gav vore Fædre.

8:41  Selv den fremmede, der ikke hører til dit Folk Israel, men kommer fra et fjernt Land for dit Navns Skyld, —

8:42  thi man vil høre om dit store Navn, din stærke Haand og din udstrakte Arm — naar han kommer og beder, vendt mod dette Hus,

8:43  da høre du det i Himmelen, der, hvor du bor, og da gøre du efter alt, hvad den fremmede raaber til dig om, for at alle Jordens Folkeslag maa lære dit Navn at kende og frygte dig ligesom dit Folk Israel og erkende, at dit Navn er nævnet over dette Hus, som jeg har bygget.

8:44  Naar dit Folk drager i Krig mod sin Fjende, hvor du end sender dem hen, og de beder til HERREN, vendt mod den By, du har udvalgt, og det Hus, jeg har bygget dit Navn,

8:45  saa høre du i Himmelen deres Bøn og Begæring og skaffe dem deres Ret!

8:46  Naar de synder imod dig — thi der er intet Menneske, som ikke synder — og du vredes paa dem og giver dem i Fjendens Magt, og Sejrherrerne fører dem fangne til Fjendens Land, det være sig fjernt eller nær,

8:47  og de saa gaar i sig selv i det Land, de er bortført til, og omvender sig og raaber til dig i Sejrherrernes Land og siger: Vi har syndet, handlet ilde og været ugudelige!

8:48  naar de omvender sig til dig af hele deres Hjerte og af hele deres Sjæl i deres Fjenders Land, som de bortførtes til, og de beder til dig, vendt mod deres Land, som du gav deres Fædre, mod den By, du har udvalgt, og det Hus, jeg har bygget dit Navn —

8:49  saa høre du i Himmelen, der, hvor du bor, deres Bøn og Begæring og skaffe dem deres Ret,

8:50  og du tilgive dit Folk, hvad de syndede imod dig, alle de Overtrædelser, hvori de gjorde sig skyldige imod dig, og lade dem finde Barmhjertighed hos Sejrherrerne, saa de forbarmer sig over dem;

8:51  de er jo dit Folk og din Ejendom, som du førte ud af Ægypten, af Smelteovnen.

8:52  Lad dine Øjne være aabne for din Tjeners og dit Folk Israels Begæring, saa du hører dem, hver Gang de raaber til dig.

8:53  Thi du har udskilt dem fra alle Jordens Folkeslag til at være din Ejendom, som du lovede ved din Tjener Moses, da du førte vore Fædre bort fra Ægypten, Herre, HERRE!«

8:54  Da Salomo var færdig med hele denne Bøn og Begæring til HERREN rejste han sig fra Pladsen foran HERRENS Alter, hvor han havde ligget paa Knæ med Hænderne udbredt mod Himmelen.

8:55  Derpaa traadte han frem og velsignede med høj Røst hele Israels Forsamling, idet han sagde:

8:56  »Lovet være HERREN, der har givet sit Folk Israel Hvile, ganske som han talede, uden at et eneste Ord er faldet til Jorden af alle de herlige Forjættelser, han udtalte ved sin Tjener Moses.

8:57  HERREN vor Gud være med os, som han var med vore Fædre, han forlade og forstøde os ikke,

8:58  at vort Hjerte maa drages til ham, saa vi vandrer paa alle hans Veje og holder hans Bud, Anordninger og Lovbud, som han paalagde vore Fædre!

8:59  Maatte disse Bønner, som jeg har opsendt for HERRENS Aasyn, være nærværende for HERREN vor Gud baade Nat og Dag, saa han skaffer sin Tjener og sit Folk Israel Ret efter hver Dags Behov,

8:60  for at alle Jordens Folk maa kende, at HERREN og ingen anden er Gud.

8:61  Og maatte eders Hjerte være helt med HERREN vor Gud, saa I følger hans Anordninger og holder hans Bud som i Dag!«

8:62  Kongen ofrede nu sammen med hele Israel Slagtofre for HERRENS Aasyn.

8:63  Til de Takofre, Salomo ofrede til HERREN, tog han 22 000 Stykker Hornkvæg og 12 000 Stykker Smaakvæg. Saaledes indviede Kongen og alle Israeliterne HERRENS Hus.

8:64  Samme Dag helligede Kongen den mellemste Del af Forgaarden foran HERRENS Hus, thi der maatte han ofre Brændofrene, Afgrødeofrene og Fedtstykkerne af Takofrene, da Kobberalteret foran HERRENS Aasyn var for lille til at rumme Ofrene.

8:65  Samtidig fejrede Salomo i syv Dage Højtiden for HERREN vor Guds Aasyn sammen med hele Israel, en vældig Forsamling (lige fra Egnen ved Hamat og til Ægyptens Bæk).

8:66  Ottendedagen lod han Folket gaa, og de velsignede Kongen og drog hver til sit, glade og vel til Mode over al den Godhed, HERREN havde vist sin Tjener David og sit Folk Israel.

Chapter 9

9:1  Men da Salomo var færdig med at opføre HERRENS Hus og Kongens Palads og alt, hvad han havde faaet Lyst til og sat sig for at udføre,

9:2  lod HERREN sig anden Gang til Syne for ham, som han havde ladet sig til Syne for ham i Gibeon;

9:3  og HERREN sagde til ham: »Jeg har hørt den Bøn og Begæring, du opsendte for mit Aasyn. Jeg har helliget dette Hus, som du har bygget, for der at stedfæste mit Navn til evig Tid, og mine Øjne og mit Hjerte skal være der alle Dage.

9:4  Hvis du nu vandrer for mit Aasyn som din Fader David i Hjertets Uskyld og i Oprigtighed, saa du gør alt, hvad jeg har paalagt dig, og holder mine Anordninger og Lovbud,

9:5  saa vil jeg opretholde din Kongetrone i Israel evindelig, som jeg lovede din Fader David, da jeg sagde: En Efterfølger skal aldrig fattes dig paa Israels Trone.

9:6  Men hvis I eller eders Børn vender eder bort fra mig og ikke holder mine Bud, mine Anordninger, som jeg har forelagt eder, men gaar hen og dyrker andre Guder og tilbeder dem,

9:7  saa vil jeg udrydde Israel fra det Land, jeg gav dem; og det Hus, jeg har helliget for mit Navn, vil jeg forkaste fra mit Aasyn, og Israel skal blive til Spot og Spe blandt alle Folk,

9:8  og dette Hus skal blive en Ruindynge, og enhver, som gaar der forbi, skal blive slaaet af Rædsel og give sig til at haanfløjte. Og naar man siger: Hvorfor har HERREN handlet saaledes mod dette Land og dette Hus?

9:9  skal der svares: Fordi de forlod HERREN deres Gud, som førte deres Fædre ud af Ægypten, og holdt sig til andre Guder, tilbad og dyrkede dem; derfor har HERREN bragt al denne Elendighed over dem!«

9:10  Da de tyve Aar var omme, i hvilke Salomo havde bygget paa de to Bygninger, HERRENS Hus og Kongens Palads —

9:11  Kong Hiram af Tyrus havde sendt Salomo Cedertræ, Cyprestræ og Guld, saa meget han ønskede da gav Kong Salomo Hiram tyve Byer i Landskabet Galilæa.

9:12  Men da Hiram kom fra Tyrus for at se de Byer, Salomo havde givet ham, syntes han ikke om dem;

9:13  og han sagde: »Hvad er det for Byer, du har givet mig, Broder?« Derfor kaldte man den Kabullandet, som det hedder den Dag i Dag.

9:14  Men Hiram sendte Kongen 120 Guldtalenter.

9:15  Paa følgende Maade hang det sammen med de Hoveriarbejdere, Kong Salomo udskrev til at opføre HERRENS Hus, hans eget Palads, Millo, Jerusalems Mur, Hazor, Megiddo og Gezer

9:16  (Farao, Ægypterkongen, var draget op, havde indtaget Gezer og stukket det i Brand; alle Kana'anæere, der boede i Byen, havde han ladet dræbe og derpaa givet sin Datter, Salomos Hustru den i Medgift.

9:17  Nu genopbyggede Salomo Gezer), Nedre-Bet-Horon,

9:18  Ba'alat, Tamar i Ørkenen i Juda Land,

9:19  alle Salomos Forraadsbyer, Vognbyerne og Rytterbyerne, og alt andet, som Salomo fik Lyst til at bygge i Jerusalem, i Libanon og i hele sit Rige:

9:20  Alt, hvad der var tilbage af Amoriterne, Hetiterne, Perizziterne, Hivviterne og Jebusiterne, og som ikke hørte til Israeliterne,

9:21  deres Efterkommere, som var tilbage efter dem i Landet, og som Israeliterne ikke havde været i Stand til at lægge Band paa, dem udskrev Salomo til Hoveriarbejde, som det er den Dag i Dag.

9:22  Af Israeliterne derimod satte Salomo ingen til Arbejde, men de var Krigsfolk og Hoffolk, Hærførere og Høvedsmænd hos, ham og Førere for hans Stridsvogne og Rytteri. —

9:23  Tallet paa Overfogederne, der ledede Arbejdet for Salomo, var 550; de havde Tilsyn med Folkene, der arbejdede. —

9:24  Faraos Datter var lige flyttet fra Davidsbyen ind i det Hus, han havde bygget til hende, da tog han fat paa at opføre Millo. —

9:25  Tre Gange om Aaret ofrede Salomo Brændofre og Takofre paa det Alter, han havde bygget HERREN, og tændte Offerild for HERRENS Aasyn; og han fuldførte Templet.

9:26  Kong Salomo byggede ogsaa Skibe i Ezjongeber, der ligger ved Elat ved det røde Havs Kyst i Edom;

9:27  og Hiram sendte sine Folk, befarne Søfolk, om Bord paa Skibene sammen med Salomos Folk.

9:28  De sejlede til Ofir, hvor de hentede 420 Talenter Guld, som de bragte Kong Salomo.

Chapter 10

10:1  Da Dronningen af Saba hørte Salomos Ry, kom hun for at prøve ham med Gaader.

10:2  Hun kom til Jerusalem med et saare stort Følge og med Kameler, der bar Røgelse, Guld i store Mængder og Ædelsten. Og da hun var kommet til Salomo, talte hun til ham om alt, hvad der laa hende paa Hjerte.

10:3  Men Salomo svarede paa alle hendes Spørgsmaal, og intet som helst var skjult for Kongen, han gav hende Svar paa alt.

10:4  Og da Dronningen af Saba saa al Salomos Visdom, Huset han havde bygget,

10:5  Maden paa hans Bord, hans Folks Boliger, hans Tjeneres Optræden og deres Klæder, hans Mundskænke og Brændofrene, han ofrede i HERRENS Hus, var hun ude af sig selv;

10:6  og hun sagde til Kongen: »Sandt var, hvad jeg i mit Land hørte sige om dig og din Visdom!

10:7  Jeg troede ikke, hvad der sagdes, før jeg kom og saa det med egne Øjne; og se, ikke engang det halve er mig fortalt, thi din Visdom og Herlighed overgaar, hvad Rygtet sagde mig om dig!

10:8  Lykkelige dine Hustruer, lykkelige dine Folk, som altid er om dig og hører din Visdom!

10:9  Lovet være HERREN din Gud, som fandt behag i dig og satte dig paa Israels Trone! Fordi HERREN elsker Israel evindelig, satte han dig til Konge, til at øve ret og Retfærdighed.«

10:10  Derpaa gav hun Kongen 120 Guldtalenter, Røgelse i store Mængder og Ædelsten; og aldrig er der siden kommet saa megen Røgelse til Landet som den, Dronningen af Saba gav Kong Salomo.

10:11  Desuden bragte Hirams Skibe, som hentede Guld i Ofir, Almuggimtræ i store Mængder og Ædelsten fra Ofir,

10:12  og af Almuggimtræet lod Kongen lave Rækværk til HERRENS Hus og Kongens Palads, desuden Citre og Harper til Sangerne. Saa meget Almuggimtræ er hidtil ikke set eller kommet til Landet.

10:13  Og Kong Salomo gav Dronningen af Saba alt, hvad hun ønskede og bad om, foruden hvad han af sig selv kongeligen skænkede hende. Derpaa begav hun sig med sit Følge hjem til sit Land.

10:14  Vægten af det Guld, som i et Aar indførtes af Salomo, udgjorde 666 Guldtalenter,

10:15  de ikke medregnet, hvad der indkom i Afgift fra de undertvungne Folk og ved Købmændenes Handel og fra alle Arabiens Konger og Landets Statholdere.

10:16  Kong Salomo lod hamre 200 Guldskjolde, hvert paa 600 Sekel Guld,

10:17  og 300 mindre Guldskjolde, hvert paa tre Miner Guld; dem lod Kongen henlægge i Libanonskovhuset.

10:18  Fremdeles lod Kongen lave en stor Elfenbenstrone, overtrukket med lutret Guld.

10:19  Tronen havde seks Trin, og paa dens Ryg var der Tyrehoveder; paa begge Sider af Sædet var der Arme, og ved Armene stod der to Løver;

10:20  tillige stod der tolv Løver paa de seks Trin, seks paa hver Side. Der er ikke lavet Mage til Trone i noget andet Rige.

10:21  Alle Kong Salomos Drikkekar var af Guld og alle Redskaber i Libanonskovhuset af fint Guld; Sølv regnedes ikke for noget i Kong Salomos Dage.

10:22  Kongen havde nemlig Tarsisskibe i Søen sammen med Hirams Skibe; og en Gang hvert tredje Aar kom Tarsisskibene, ladet med Guld, Sølv, Elfenben, Aber og Paafugle.

10:23  Kong Salomo overgik alle Jordens Konger i Rigdom og Visdom.

10:24  Fra alle Jordens Egne søgte man hen til Salomo for at høre den Visdom, Gud havde lagt i hans Hjerte;

10:25  og alle bragte de Gaver med: Sølv og Guldsager, Klæder, Vaaben, Røgelse, Heste og Muldyr; saaledes gik det Aar efter Aar.

10:26  Salomo anskaffede sig Stridsvogne og Ryttere, og han havde 1400 Vogne og 12 000 Ryttere; dem lagde han dels i Vognbyerne, dels hos sig i Jerusalem.

10:27  Kongen bragte det dertil, at Sølv i Jerusalem var lige saa almindeligt som Sten, og Cedertræ lige saa almindeligt som Morbærfigentræ i Lavlandet. —

10:28  Hestene, Salomo indførte, kom fra Mizrajim og Kove; Kongens Handelsfolk købte dem i Kove.

10:29  En Vogn udførtes fra Mizrajim for 600 Sekel Sølv, en Hest for 150. Ligeledes udførtes de ved Handelsfolkene til alle Hetiternes og Arams Konger.

Chapter 11

11:1  Kong Salomo elskede foruden Faraos Datter mange fremmede Kvinder, moabitiske, ammonitiske, edomitiske, zidoniske og hetitiske Kvinder,

11:2  Kvinder fra de Folkeslag, HERREN havde sagt om til Israeliterne: »I maa ikke have med dem at gøre og de ikke med eder, ellers drager de eders Hjerte til deres Guder!« Ved dem hang Salomo i Kærlighed.

11:3  Han havde 700 fyrstelige Hustruer og 300 Medhustruer, og hans Hustruer drog hans Hjerte bort fra Herren.

11:4  Da Salomo blev gammel, drog hans Hustruer hans Hjerte til fremmede Guder, og hans Hjerte var ikke mere helt med HERREN hans Gud som hans Fader Davids.

11:5  Salomo holdt sig da til Astarte, Zidoniernes Gudinde, og til Milkom, Ammoniternes væmmelige Gud.

11:6  Saaledes gjorde Salomo, hvad der var ondt i HERRENS Øjne, og viste ikke HERREN fuld Lydighed som hans Fader David.

11:7  Ved den Tid byggede Salomo en Offerhøj for Kemosj, Moabs væmmelige Gud, paa Bjerget østen for Jerusalem, og for Milkom, Ammoniternes væmmelige Gud;

11:8  og samme Hensyn viste han alle sine fremmede Hustruer, som tændte Offerild for deres Guder og ofrede til dem.

11:9  Da vrededes HERREN paa Salomo, fordi han vendte sit Hjerte bort fra HERREN, Israels Gud, der dog to Gange havde ladet sig til Syne for ham

11:10  og udtrykkelig havde paabudt ham ikke at holde sig til fremmede Guder; men han holdt ikke, hvad HERREN havde paabudt ham.

11:11  Derfor sagde HERREN til Salomo: »Fordi det staar saaledes til med dig, og fordi du ikke har holdt min Pagt og mine Anordninger, som jeg paalagde dig, vil jeg visselig rive Riget fra dig og give din Træl det.

11:12  Dog vil jeg ikke gøre det i din Levetid for din Fader Davids Skyld men jeg vil rive det ud af din Søns Haand.

11:13  Kun vil jeg ikke rive hele Riget fra ham, men give din Søn en Stamme deraf for min Tjener Davids Skyld og for Jerusalems Skyld, den By, jeg udvalgte.«

11:14  HERREN gav Salomo en Modstander i Edomiten Hadad af Kongeslægten i Edom.

11:15  Thi dengang David lod Edomiterne hugge ned, da Hærføreren Joab drog op for at jorde de faldne og hugge alle af Mandkøn ned i Edom —

11:16  Joab og hele Israel blev der i seks Maaneder, til han havde udryddet alle af Mandkøn i Edom —

11:17  da var Adad med nogle edomitiske Mænd af hans Faders Folk flygtet ad Ægypten til. Dengang var Hadad endnu en lille Dreng.

11:18  De brød op fra Midjan og naaede Paran; og efter at have taget nogle Mænd fra Paran med sig drog de til Ægypten, hvor Farao, Ægypterkongen, overlod ham et Hus, tilsagde ham daglig Føde og gav ham Land.

11:19  Og da Farao fattede særlig Godhed for Hadad, gav han ham sin Svigerinde, en Søster til Dronning Takpenes, til Ægte.

11:20  Takpenes's Søster fødte ham Sønnen Genubat; og da Takpenes havde vænnet Barnet fra i Faraos Hus, blev Genubat i Faraos Hus blandt Faraos egne Børn.

11:21  Da nu Hadad i Ægypten hørte, at David havde lagt sig til Hvile hos sine Fædre, og at Hærføreren Joab var død, sagde han til Farao: »Lad mig drage til mit Land!«

11:22  Farao sagde til ham: »Hvad savner du her hos mig, siden du ønsker at drage til dit Land?« Men han svarede: »Aa jo, lad mig nu rejse!« Saa vendte Hadad tilbage til sit Land. Det var den Ulykke, Hadad voldte: Han bragte Trængsel over Israel og blev Konge over Edom.

11:23  Fremdeles gav Gud ham en Modstander i Rezon, Eljadas Søn, der var flygtet fra sin Herre, Kong Hadad'ezer af Zoba.

11:24  Han samlede en Del Mænd om sig og blev Høvding for en Friskare. Han indtog Damaskus, satte sig fast der og blev Konge i Damaskus.

11:25  Han var Israels Modstander, saa længe Salomo levede.

11:26  Endvidere var der Efraimiten Jeroboam, Nebats Søn, fra Zereda, som stod i Salomos Tjeneste, og hvis Moder hed Zerua og var Enke; han løftede Haand mod Kongen.

11:27  Hermed gik det saaledes til Salomo byggede paa Millo; han lukkede Hullet i sin Fader Davids By.

11:28  Nu var Jeroboam et dygtigt Menneske, og da Salomo saa, hvorledes den unge Mand udførte Arbejdet, gav han ham Opsyn med hele Arbejdsstyrken af Josefs Hus.

11:29  Paa den Tid hændte det sig, engang Jeroboam var rejst fra Jerusalem, at Profeten Ahija fra Silo traf ham paa Vejen. Ahija var iført en ny Kappe, og de to var ene paa Marken.

11:30  Da greb Ahija fat i den ny Kappe, han havde paa, rev den i tolv Stykker

11:31  og sagde til Jeroboam: »Tag dig de ti Stykker, thi saa siger HERREN, Israels Gud: Se, jeg river Riget ud af Salomos Haand og giver dig de ti Stammer.

11:32  Den ene Stamme skal han beholde for min Tjener Davids Skyld og for Jerusalems Skyld, den By, jeg udvalgte af alle Israels Stammer;

11:33  det vil jeg gøre, fordi han har forladt mig og tilbedt Astarte, Zidoniernes Gudinde, Kemosj, Moabs Gud, og Milkom, Ammoniternes Gud, og ikke vandret paa mine Veje og gjort, hvad der er ret i mine Øjne, eller holdt mine Anordninger og Lovbud som hans Fader David.

11:34  Fra ham vil jeg dog ikke tage Riget, men lade ham være Fyrste, saa længe han lever, for min Tjener Davids Skyld, som jeg udvalgte, og som holdt mine Bud og Anordninger.

11:35  Men jeg vil tage Riget fra hans Søn og give dig det, de ti Stammer;

11:36  og hans Søn vil jeg give en Stamme, for at min Tjener David altid kan have en Lampe for mit Aasyn i Jerusalem, den By, jeg udvalgte for der at stedfæste mit Navn.

11:37  Men dig vil jeg tage og sætte til Hersker over alt, hvad du attraar, og du skal være Konge over Israel.

11:38  Dersom du da er lydig i alt hvad jeg byder dig, vandrer paa mine Veje og gør, hvad der er ret i mine Øjne, saa du holder mine Anordninger og Bud, som min Tjener David gjorde, vil jeg være med dig og bygge dig et varigt Hus, som jeg gjorde det for David. Dig giver jeg Israel;

11:39  men jeg ydmyger Davids Slægt for den Sags Skyld, dog ikke for stedse!«

11:40  Da nu Salomo stod Jeroboam efter Livet, flygtede han til Ægypten, til Ægypterkongen Sjisjak; og han blev i Ægypten, til Salomo døde.

11:41  Hvad der ellers er at fortælle om Salomo, alt, hvad han gjorde, og hans Visdom, staar jo optegnet i Salomos Krønike.

11:42  Den Tid, Salomo herskede i Jerusalem over hele Israel, udgjorde fyrretyve Aar.

11:43  Saa lagde Salomo sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet i sin Fader Davids By. Og hans Søn Rehabeam blev Konge i hans Sted.

Chapter 12

12:1  Men Rehabeam begav sig til Sikem, thi derhen var hele Israel stævnet for at hylde ham som Konge.

12:2  Da Jeroboam, Nebats Søn, der endnu opholdt sig i Ægypten, hvorhen han var flygtet for Kong Salomo, fik Nys om, at Salomo var død, vendte han hjem fra Ægypten.

12:3  Og de sagde til Rehabeam:

12:4  »Din Fader lagde et haardt Aag paa os, men let du nu det haarde Arbejde, din Fader krævede, og det tunge Aag han lagde paa os, saa vil vi tjene dig!«

12:5  Han svarede dem: »Gaa bort, bi tre Dage og kom saa til mig igen!« Saa gik Folket.

12:6  Derpaa raadførte Kong Rehabeam sig med de gamle, der havde staaet i hans Fader Salomos Tjeneste, dengang han levede, og spurgte dem: »Hvad raader I mig til at svare dette Folk?«

12:7  De svarede: »Hvis du i Dag vil være dette Folk til Tjeneste, være dem til Behag, svare dem vel og give dem gode Ord, saa vil de blive dine Tjenere for bestandig!«

12:8  Men han fulgte ikke det Raad, de gamle gav ham; derimod raadførte han sig med de unge, der var vokset op sammen med ham og stod i hans Tjeneste,

12:9  og spurgte dem: »Hvad raader I os til at svare dette Folk, som kræver af mig, at jeg skal lette dem det Aag, min Fader lagde paa dem?«

12:10  De unge, der var vokset op sammen med ham, sagde da til ham: »Saaledes skal du svare dette Folk, som sagde til dig: Din Fader lagde et tungt Aag paa os, let du det for os! Saaledes skal du svare dem: Min Lillefinger er tykkere end min Faders Hofter!

12:11  Har derfor min Fader lagt et tungt Aag paa eder, vil jeg gøre Aaget tungere; har min Fader tugtet eder med Svøber, vil jeg tugte eder med Skorpioner!«

12:12  Da alt Folket Tredjedagen kom til Rehabeam, som Kongen havde sagt,

12:13  gav han dem et haardt Svar, og uden at tage Hensyn til de gamles Raad

12:14  sagde han efter de unges Raad til dem: »Har min Fader lagt et tungt Aag paa eder, vil jeg gøre Aaget tungere; har min Fader tugtet eder med Svøber, vil jeg tugte eder med Skorpioner!«

12:15  Kongen hørte ikke paa Folket, thi HERREN føjede det saaledes for at opfylde det Ord, HERREN havde talet ved Ahija fra Silo til Jeroboam, Nebats Søn.

12:16  Men da hele Israel mærkede, at Kongen ikke hørte paa dem, gav Folket Kongen det Svar: »Hvad Del har vi i David? Vi har ingen Lod i Isajs Søn! Til dine Telte, Israel! Sørg nu, David, for dit eget Hus!« Derpaa vendte Israel tilbage til sine Telte.

12:17  Men over de Israeliter, der boede i Judas Byer, blev Rehabeam Konge.

12:18  Nu sendte Kong Rehabeam Adoniram, der havde Opsyn med Hoveriarbejdet, ud til dem, men hele Israel stenede ham til Døde. Da steg Kong Rehabeam i største Hast op paa sin Stridsvogn og flygtede til Jerusalem.

12:19  Saaledes brød Israel med Davids Hus, og det er Stillingen den Dag i Dag.

12:20  Men da hele Israel hørte, at Jeroboam var kommet tilbage, lod de ham hente til Forsamlingen og hyldede ham som Konge over hele Israel. Der var ingen, som holdt fast ved Davids Hus undtagen Judas Stamme.

12:21  Da Rehabeam var kommet til Jerusalem, samlede han hele Judas Hus og Benjamins Stamme, 180 000 udsøgte Folk, øvede Krigere, til at føre Krig med Israels Hus og vinde Riget tilbage til Rehabeam, Salomos Søn.

12:22  Men da kom Guds Ord til den Guds Mand Sjemaja saaledes:

12:23  »Sig til Judas Konge Rehabeam, Salomos Søn, og til hele Judas og Benjamins Hus og det øvrige Folk:

12:24  Saa siger HERREN: I maa ikke drage op og kæmpe med eders Brødre Israeliterne; vend hjem hver til sit, thi hvad her er sket, har jeg tilskikket!« Da adlød de HERRENS Ord og vendte tilbage.

12:25  Jeroboam befæstede Sikem i Efraims Bjerge og tog Bolig der; senere drog han derfra og befæstede Penuel.

12:26  Men Jeroboam tænkte ved sig selv: »Som det nu gaar, vil Riget atter tilfalde Davids Hus;

12:27  naar Folket her drager op for at ofre i HERRENS Hus i Jerusalem, vil dets Hu atter vende sig til dets Herre, Kong Rehabeam af Juda; saa slaar de mig ihjel og vender tilbage til Kong Rehabeam af Juda!«

12:28  Og da Kongen havde overvejet Sagen, lod han lave to Guldkalve og sagde til Folket »Det er for meget for eder med de Rejser til Jerusalem! Se, Israel, der er dine Guder, som førte dig ud af Ægypten!«

12:29  Den ene lod han opstille i Betel, den anden i Dan.

12:30  Det blev Israel til Synd. Og Folket ledsagede i Optog den ene til Dan.

12:31  Tillige indrettede han Offerhuse paa Højene og indsatte til Præster alle Slags Folk, der ikke hørte til Leviterne.

12:32  Og Jeroboam lod fejre en Fest paa den femtende Dag i den ottende Maaned i Lighed med den Fest, man havde i Juda; og han steg op paa Alteret, han havde ladet lave i Betel, for at ofre til de Tyrekalve han havde ladet lave; og han lod de Præster, han havde indsat paa Højene, gøre Tjeneste i Betel.

12:33  Han steg op paa Alteret, han havde ladet lave i Betel, paa den femtende Dag i den ottende Maaned, den Maaned, han egenmægtig hade udtænkt, og lod Israeliterne fejre en Fest; han steg op paa Alteret for at tænde Offerild.

Chapter 13

13:1  Og se, paa HERRENS Bud kom en Guds Mand fra Juda til Betel, netop som Jeroboam stod paa Alteret for at tænde Offerild.

13:2  Og han raabte med HERRENS Ord imod Alteret: »Alter, Alter! Saa siger HERREN: Der skal fødes Davids Hus en Søn ved Navn Josias, og paa dig skal han ofre Højenes Præster, som tænder Offerild paa dig, og han skal brænde Menneskeknogler paa dig!«

13:3  Og samtidig kundgjorde han et Tegn, idet han sagde: »Dette er Tegnet paa, at HERREN har talet: Se, Alteret skal revne, saa Asken derpaa vælter ud!«

13:4  Da nu Kongen hørte de Ord, den Guds Mand raabte mod Alteret i Betel, rakte Jeroboam sin Haand ud fra Alteret og sagde: »Grib ham!« Men Haanden, han rakte ud imod ham, visnede, og han kunde ikke tage den til sig igen;

13:5  og Alteret revnede, saa Asken væltede ud fra Alteret — det Tegn, den Guds Mand havde kundgjort med HERRENS Ord.

13:6  Da tog Kongen til Orde og sagde til den Guds Mand: »Bed dog HERREN din Gud om Naade og gaa i Forbøn for mig, at jeg kan tage Haanden til mig igen!« Og den Guds Mand bad HERREN om Naade, og Kongen kunde tage Haanden til sig igen, og den var som før.

13:7  Derpaa sagde Kongen til den Guds Mand: »Følg med mig hjem og vederkvæg dig, saa vil jeg give dig en Gave!«

13:8  Men den Guds Mand svarede Kongen: »Om du saa giver mig Halvdelen af dit Hus, vil jeg ikke følge med dig, og jeg vil hverken spise eller drikke paa dette Sted;

13:9  thi det Bud har jeg faaet med HERRENS Ord: Du maa hverken spise eller drikke, og du maa ikke vende hjem ad den Vej, du kom!«

13:10  Derpaa drog han bort ad en anden Vej og vendte ikke hjem ad den Vej, han var kommet til Betel.

13:11  Nu boede der i Betel en gammel Profet; hans Sønner kom og fortalte ham om alt, hvad den Guds Mand den Dag havde gjort i Betel, og om de Ord, han havde talt til Kongen. Men da de havde fortalt deres Fader det,

13:12  spurgte han dem: »Hvilken Vej gik han?« Og hans Sønner viste ham, hvilken Vej den Guds Mand, der var kommet fra Juda, var gaaet.

13:13  Da sagde han til sine Sønner: »Læg Sadelen paa mit Æsel!« Og da de havde sadlet Æselet, satte han sig op,

13:14  red efter den Guds Mand og traf ham siddende under Egetræet. Han spurgte ham da: »Er du den Guds Mand, der kom fra Juda?« Han svarede: »Ja!«

13:15  Saa sagde han til ham: »Kom med mig hjem og faa noget at spise!«

13:16  Men han svarede: »Jeg kan ikke vende om og følge med dig, og jeg kan hverken spise eller drikke sammen med dig paa dette Sted,

13:17  thi der er sagt mig med HERRENS Ord: Du maa hverken spise eller drikke der, og du maa ikke vende tilbage ad den Vej, du kom!«

13:18  Da sagde han til ham: »Ogsaa jeg er Profet som du, og en Engel har med HERRENS Ord sagt til mig: Tag ham med dig hjem, for at han kan faa noget at spise og drikke!« Men han løj for ham.

13:19  Saa vendte han tilbage med ham og spiste og drak i hans Hus.

13:20  Men medens de sad til Bords, kom HERRENS Ord til Profeten, der havde faaet ham tilbage,

13:21  og han raabte til den Guds Mand, der var kommet fra Juda: »Saa siger HERREN: Fordi du har været genstridig mod HERRENS Ord og ikke holdt det Bud, HERREN din Gud paalagde dig,

13:22  men vendte tilbage og spiste og drak paa det Sted, hvor han sagde, du ikke maatte spise og drikke, derfor skal dit Lig ikke komme i dine Fædres Grav!«

13:23  Efter at han havde spist og drukket, sadlede han Æselet til ham, og han gav sig paa Hjemvejen.

13:24  Men en Løve kom imod ham paa Vejen og dræbte ham. Og hans Lig laa henslængt paa Vejen, og Æselet stod ved Siden af; ogsaa Løven stod ved Siden af Liget.

13:25  Og se, nogle Mænd kom der forbi og saa Liget ligge henslængt paa Vejen, og Løven staa ved Siden af, og de kom og fortalte det i Byen, hvor den gamle Profet boede;

13:26  og da Profeten, der havde faaet ham til at vende om, hørte det, sagde han: »Det er den Guds Mand, som var genstridig mod HERRENS Ord; derfor har HERREN givet ham i Løvens Vold, og den har sønderrevet ham og dræbt ham efter det Ord, HERREN talede til ham!«

13:27  Derpaa sagde han til sine Sønner: »Læg Sadelen paa mit Æsel!« Og da de havde gjort det,

13:28  red han hen og fandt hans Lig liggende henslængt paa Vejen og Æselet og Løven staaende ved Siden af, uden at Løven havde ædt Liget eller sønderrevet Æselet.

13:29  Da løftede Profeten den Guds Mands Lig op, lagde ham paa Æselet og førte ham tilbage til Byen for at holde Dødeklage og jorde ham;

13:30  og da han havde lagt Liget i sin egen Grav, holdt de Dødeklage over ham og sagde: »Ak ve min Broder!«

13:31  Og efter at have jordet ham sagde han til sine Sønner: »Naar jeg dør, skal I lægge mig i samme Grav, som den Guds Mand ligger i; ved Siden af hans Ben skal I lægge mig, for at mine Ben kan blive skaanet sammen md hans;

13:32  thi det Ord skal gaa i Opfyldelse, som han med HERRENS Ord raabte mod Alteret i Betel og alle Offerhusene paa Højene i Samarias Byer!«

13:33  Heller ikke efter denne Begivenhed opgav Jeroboam sin onde Færd, men gjorde paa ny alle Slags Folk til Præster paa Højene, idet han indsatte enhver, der havde Lyst, til Præst paa Højene.

13:34  Og det blev Jeroboams Hus til Synd og førte til, at det blev tilintetgjort og udryddet af Jorden.

Chapter 14

14:1  Ved den Tid blev Jeroboams Søn Abija syg.

14:2  Da sagde Jeroboam til sin Hustru: »Tag og forklæd dig, saa man ikke kan kende, at du er Jeroboams Hustru, og begiv dig til Silo, thi der bor Profeten Ahija, som kundgjorde mig, at jeg skulde blive Konge over dette Folk;

14:3  tag ti Brød, noget Bagværk og en Krukke Honning med og henvend dig til ham, saa vil han sige dig, hvorledes det skal gaa Drengen!«

14:4  Jeroboams Hustru gjorde nu saaledes; hun begav sig til Silo og gik ind i Ahijas Hus. Ahija kunde ikke se, da hans Øjne var sløve af Alderdom;

14:5  men HERREN havde sagt til Ahija: »Se, Jeroboams Hustru kommer til dig for at høre sig for hos dig angaaende sin Søn, da han er syg; det og det skal du svare hende; men naar hun kommer, er hun forklædt.«

14:6  Da nu Ahija hørte Lyden af hendes Trin, som hun gik ind ad Døren, sagde han: »Kom kun ind, Jeroboams Hustru! Hvorfor er du forklædt? Mig er det paalagt at bringe dig en tung Tidende.

14:7  Gaa hen og sig til Jeroboam: Saa siger HERREN, Israels Gud: Jeg ophøjede dig af Folkets Midte og gjorde dig til Fyrste over mit Folk Israel

14:8  og rev Riget fra Davids Hus og gav dig det; dog har du ikke været som min Tjener David, der holdt mine Bud og fulgte mig af hele sit Hjerte og kun gjorde, hvad der er ret i mine Øjne,

14:9  men du har handlet værre end alle dine Forgængere; du gik hen og krænkede mig og gjorde dig andre Guder og støbte Billeder, men mig kastede du bag din Ryg;

14:10  se, derfor vil jeg bringe Ulykke over Jeroboams Hus og udrydde hvert mandligt Væsen, hver og en af Jeroboams Slægt i Israel, og jeg vil feje Jeroboams Hus bort, som man fejer Skarn bort, til der ikke er Spor tilbage!

14:11  Den af Jeroboams Slægt, som dør i Byen, skal Hundene æde, og den, som dør paa Marken, skal Himmelens Fugle æde, thi det er HERREN, der har talet!

14:12  Men gaa nu hjem! Naar din Fod betræder Byen, skal Barnet dø;

14:13  og hele Israel skal holde Dødeklage over ham og jorde ham, thi han er den eneste af Jeroboams Slægt, der skal komme i en Grav; thi hos ham fandtes dog noget, der vandt HERREN Israels Guds Behag inden for Jeroboams Slægt.

14:14  Men HERREN vil oprejse sig en Konge over Israel, der skal udrydde Jeroboams Hus paa den Dag.

14:15  Men ogsaa siden vil HERREN slaa Israel, saa at de svajer hid og did som Sivet i Vandet, og rykke Israel op fra dette herlige Land, som han gav deres Fædre, og sprede dem hinsides Floden, fordi de har lavet sig Asjerastøtter og krænket HERREN;

14:16  og han vil give Israel til Pris for de Synders Skyld, Jeroboam har begaaet og forledt Israel til.«

14:17  Da gav Jeroboams Hustru sig paa Vej og kom til Tirza; og da hun betraadte Husets Tærskel, døde Drengen;

14:18  og man jordede ham, og hele Israel holdt Dødeklage over ham efter det Ord, HERREN havde talet ved sin Tjener, Profeten Ahija.

14:19  Hvad der ellers er at fortælle om Jeroboam, hvorledes han førte Krig, og hvorledes han herskede staar jo optegnet i Israels Kongers Krønike.

14:20  Jeroboams Regeringstid udgjorde to og tyve Aar. Saa lagde han sig til Hvile hos sine Fædre, og hans Søn Nadab blev Konge i hans Sted.

14:21  Rehabeam, Salomos Søn, blev Konge i Juda. Rehabeam var een og fyrretyve Aar gammel, da han blev Konge, og han herskede sytten Aar i Jerusalem, den By, HERREN havde udvalgt af alle Israels Stammer for der at stedfæste sit Navn. Hans Moder var en ammonitisk Kvinde ved Navn Na'ama.

14:22  Og Juda gjorde, hvad der var ondt i HERRENS Øjne, og med de Synder, de begik, vakte de hans Nidkærhed, mere end deres Fædre havde gjort.

14:23  Ogsaa de byggede sig Offerhøje, Stenstøtter og Asjerastøtter paa alle høje Steder og under alle grønne Træer;

14:24  ja, der var endog Mandsskøger i Landet. De øvede alle de Vederstyggeligheder, som var begaaet af de Folk, HERREN havde drevet bort foran Israeliterne.

14:25  Men i Kong Rehabeams femte Regeringsaar drog Ægypterkongen Sjisjak op imod Jerusalem

14:26  og tog Skattene i HERRENS Hus og i Kongens Palads; alt tog han, ogsaa de Guldskjolde, Salomo havde ladet lave.

14:27  Kong Rehabeam lod da i Stedet lave Kobberskjolde og gav dem i Forvaring hos Høvedsmændene for Livvagten, der holdt Vagt ved Indgangen til Kongens Palads;

14:28  og hver Gang Kongen begav sig til HERRENS Hus, hentede Livvagten dem, og bagefter bragte de dem tilbage til Vagtstuen.

14:29  Hvad der ellers er at fortælle om Rehabeam, alt, hvad han gjorde, staar jo optegnet i Judas Kongers Krønike.

14:30  Rehabeam og Jeroboam laa i Krig med hinanden hele Tiden.

14:31  Saa lagde Rehabeam sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet hos sine Fædre i Davidsbyen. Hans Moder var en ammonitisk Kvinde ved Navn Na'ama. Og hans Søn Abija blev Konge i hans Sted.

Chapter 15

15:1  I Kong Jeroboams, Nebats Søns, attende Regeringsaar blev Abija Konge over Juda.

15:2  Tre Aar herskede han i Jerusalem. Hans Moder hed Ma'aka og var en Datter af Absalom.

15:3  Han vandrede i alle de Synder, hans Fader havde begaaet før ham, og hans Hjerte var ikke helt med HERREN hans Gud som hans Fader Davids.

15:4  Men for Davids Skyld lod HERREN hans Gud ham faa en Lampe i Jerusalem, idet han ophøjede hans Sønner efter ham og lod Jerusalem bestaa,

15:5  fordi David havde gjort, hvad der var ret i HERRENS Øjne, og ikke, saa længe han levede, var veget fra noget af, hvad han havde paalagt ham, undtagen over for Hetiten Urias.

15:6  (Rehabeam laa i Krig med Jeroboam, saa længe han levede).

15:7  Hvad der ellers er at fortælle om Abija, alt, hvad han gjorde, staar jo optegnet i Judas Kongers Krønike. Abija og Jeroboam laa i Krig med hinanden.

15:8  Saa lagde Abija sig til Hvile hos sine Fædre, og man jordede ham i Davidsbyen; og hans Søn Asa blev Konge i hans Sted.

15:9  I Kong Jeroboam af Israels tyvende Regeringsaar blev Asa Konge over Juda,

15:10  og han herskede een og fyrretyve Aar i Jerusalem. Hans Moder hed Ma'aka og var en Datter af Absalom.

15:11  Asa gjorde, hvad der var ret i HERRENS Øjne, ligesom hans Fader David;

15:12  han jog Mandsskøgerne ud af Landet og fjernede alle Afgudsbillederne, som hans Fædre havde ladet lave.

15:13  Han fratog endog sin Moder Ma'aka Værdigheden som Herskerinde, fordi hun havde ladet lave et Skændselsbillede til Ære for Asjera; Asa lod hendes Skændselsbillede nedbryde og brænde i Kedrons Dal.

15:14  Vel forsvandt Offerhøjene ikke, men alligevel var Asas Hjerte helt med HERREN, saa længe han levede.

15:15  Og han bragte sin Faders og sine egne Helliggaver ind i HERRENS Hus, Sølv, Guld og forskellige Kar.

15:16  Asa og Kong Ba'sja af Israel laa i Krig med hinanden, saa længe de levede.

15:17  Kong Ba'sja af Israel drog op imod Juda og befæstede Rama for at hindre, at nogen af Kong Asa af Judas Folk drog ud og ind.

15:18  Da tog Asa alt det Sølv og Guld, der var tilbage i Skatkamrene i HERRENS Hus og i Kongens Palads, overgav det til sine Folk og sendte dem til Kong Benhadad af Aram, en Søn af Hezjons Søn Tabrimmon, som boede i Damaskus, idet han lod sige:

15:19  »Der bestaar en Pagt mellem mig og dig, mellem min Fader og din Fader; her sender jeg dig en Gave af Sølv og Guld; bryd derfor din Pagt med Kong Ba'sja af Israel, saa at han nødes til at drage bort fra mig!«

15:20  Benhadad gik ind paa Kong Asas Forslag og sendte sine Hærførere mod Israels Byer og indtog Ijjon, Dan, Abel-Bet-Ma'aka og hele Kinnerot tillige med hele Naftalis Land.

15:21  Da Ba'sja hørte det, opgav han at befæste Rama og vendte tilbage til Tirza.

15:22  Men Kong Asa stævnede hver eneste Mand i hele Juda sammen, og de førte Stenene og Træværket bort, som Ba'sja havde brugt ved Befæstningen af Rama; dermed befæstede Kong Asa saa Geba i Benjamin og Mizpa.

15:23  Hvad der ellers er at fortælle om Asa, alle hans Heltegerninger, alt, hvad han gjorde, og de Byer, han befæstede, staar jo optegnet i Judas Kongers Krønike. I øvrig led han i sin Alderdom af en Sygdom i Fødderne.

15:24  Saa lagde han sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet hos sine Fædre i sin Fader Davids By; og hans Søn Josafat blev Konge i hans Sted.

15:25  Nadab, Jeroboams Søn, blev Konge over Israel i Kong Asa af Judas andet Regeringsaar, og han herskede to Aar over Israel.

15:26  Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENS Øjne, og vandrede i sin Faders Spor og i de Synder, han havde forledt Israel til.

15:27  Da stiftede Ba'sja, Ahijas Søn af Issakars Hus, en Sammensværgelse imod ham, og Ba'sja huggede ham ned ved Gibbeton, der tilhørte Filisterne, medens Nadab og hele Israel belejrede Byen.

15:28  Ba'sja dræbte ham i Kong Asa af Judas tredje Regeringsaar og blev Konge i hans Sted;

15:29  nu da han var blevet Konge, lod han hele Jeroboams Hus nedhugge, idet han ikke skaanede en eneste Sjæl af Jeroboams Slægt, men udryddede dem efter det Ord, HERREN havde talet ved sin Tjener Ahija fra Silo,

15:30  for de Synders Skyld, Jeroboam havde begaaet og forledt Israel til, for den Krænkelse, han havde tilføjet HERREN, Israels Gud.

15:31  Hvad der ellers er at fortælle om Nadab, alt, hvad han gjorde, staar jo optegnet i Israels Kongers Krønike.

15:32  (Asa og Kong Ba'sja af Israel laa i Krig med hinanden, saa længe de levede.)

15:33  I Kong Asa af Judas tredje Regeringsaar blev Ba'sja, Ahijas Søn, Konge over hele Israel, og han herskede tre og tyve Aar i Tirza.

15:34  Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENS Øjne, og vandrede i Jeroboams Spor og de Synder, han havde forledt Israel til.

Chapter 16

16:1  Men til Jehu, Hananis Søn, kom HERRENS Ord mod Ba'sja saaledes:

16:2  »Jeg ophøjede dig af Støvet og gjorde dig til Fyrste over mit Folk Israel, dog har du vandret i Jeroboams Spor og forledt mit Folk Israel til Synd, saa de krænker mig ved deres Synder;

16:3  se, derfor vil jeg nu feje Ba'sja og hans Hus bort og gøre det samme ved dit Hus, som jeg gjorde ved Jeroboams, Nebats Søns, Hus;

16:4  den af Ba'sjas Slægt, som dør i Byen, skal Hundene æde, og den, som dør paa Marken, skal Himmelens Fugle æde!«

16:5  Hvad der ellers er at fortælle om Ba'sja, hvad han gjorde, og hans Heltegerninger, staar jo optegnet i Israels Kongers Krønike.

16:6  Saa lagde Ba'sja sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet i Tirza; og hans Søn Ela blev Konge i hans Sted.

16:7  Desuden kom HERRENS Ord ved Profeten Jehu, Hananis Søn, mod Ba'sja og hans Hus baade paa Grund af alt det, han havde gjort, som var ondt i HERRENS Øjne, idet han krænkede ham ved sine Hænders Værk og efterlignede Jeroboams Hus, og tillige fordi han lod dette nedhugge.

16:8  I Kong Asa af Judas seks og tyvende Regeringsaar blev Ela, Ba'sjas Søn, Konge over Israel, og han herskede to Aar i Tirza.

16:9  Saa stiftede en af hans Mænd, Zimri, der var Fører for den ene Halvdel af Stridsvognene, en Sammensværgelse imod ham; og engang, da han i Tirza var beruset ved et Drikkelag i sin Paladsøverste Arzas Hus,

16:10  trængte Zimri ind og slog ham ihjel — i Kong Asa af Judas syv og tyvende Regeringsaar — og blev Konge i hans Sted.

16:11  Da han var blevet Konge og havde besteget Tronen, lod han hele Ba'sjas Hus dræbe uden at levne et mandligt Væsen og tillige hans nærmeste Slægtninge og Venner;

16:12  saaledes udryddede Zimri hele Ba'sjas Hus efter det Ord, HERREN havde talet til Ba'sja ved Profeten Jehu,

16:13  for alle de Synders Skyld, som Ba'sja og hans Søn Ela havde begaaet og forledt Israel til, saa at de krænkede HERREN, Israels Gud, ved deres Afguder.

16:14  Hvad der ellers er af fortælle om Ela, alt, hvad han gjorde, staar jo optegnet i Israels Kongers Krønike.

16:15  I Kong Asa af Judas syv og tyvende Regeringsaar blev Zimri Konge, og han herskede syv Dage i Tirza. Hæren var paa det Tidspunkt ved at belejre Gibbeton, som tilhørte Filisterne;

16:16  og da nu Hæren under Belejringen hørte, at Zimri havde stiftet en Sammensværgelse mod Kongen og endda dræbt ham, udraabte hele Israel samme Dag i Lejren Omri, Israels Hærfører, til Konge.

16:17  Derpaa brød Omri op med hele Israel fra Gibbeton og begyndte at belejre Tirza;

16:18  og da Zimri saa at Byen var taget, begav han sig ind i Kongens Palads og stak det i Brand over sig; saaledes døde han

16:19  for de Synders Skyld, han havde begaaet, idet han gjorde, hvad der var ondt i HERRENS Øjne, og vandrede i Jeroboams Spor og i de Synder, han havde begaaet, da han forledte Israel til at synde.

16:20  Hvad der ellers er at fortælle om Zimri og den Sammensværgelse, han stiftede, staar jo optegnet i Israels Kongers Krønike.

16:21  Ved den Tid delte Israels Folk sig, idet den ene Halvdel sluttede sig til Tibni, Ginats Søn, og udraabte ham til Konge, medens den anden sluttede sig til Omri.

16:22  Men den Del af Folket, der sluttede sig til Omri, fik Overtaget over dem, der sluttede sig til Tibni, Ginats Søn, og da Tibni døde ved den Tid, blev Omri Konge.

16:23  I Kong Asa af Judas een og tredivte Regeringsaar blev Omri Konge over Israel, og han herskede tolv Aar. Først herskede han seks Aar i Tirza;

16:24  men siden købte han Samarias Bjerg af Semer for to Talenter Sølv og byggede paa Bjerget en By, som han efter Semer, Bjergets Ejer, kaldte Samaria.

16:25  Omri gjorde, hvad der var ondt i HERRENS Øjne, og handlede endnu værre end alle hans Forgængere;

16:26  han vandrede helt i Jeroboams, Nebats Søns, Spor og i de Synder, han havde forledt Israel til, saa at de krænkede HERREN, Israels Gud, ved deres Afguder.

16:27  Hvad der ellers er at fortælle om Omri, alt, hvad han gjorde, og de Heltegerninger, han udførte, staar jo optegnet i Israels Kongers Krønike.

16:28  Saa lagde Omri sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet i Samaria; og hans Søn Akab blev Konge i hans Sted.

16:29  Akab, Omris Søn, blev Konge over Israel i Kong Asa af Judas otte og tredivte Regeringsaar, og Akab, Omris Søn, herskede to og tyve Aar over Israel i Samaria.

16:30  Akab, Omris Søn, gjorde, hvad der var ondt i HERRENS Øjne, i højere Grad end alle hans Forgængere.

16:31  Og som om det ikke var nok med, at han vandrede i Jeroboams, Nebats Søns, Synder, ægtede han oven i Købet Jesabel, en Datter af Zidoniernes Konge Etba'al, og gik hen og dyrkede Ba'al og tilbad ham.

16:32  Han rejste Ba'al et Alter i Ba'alstemplet, som han lod bygge i Samaria.

16:33  Og Akab lavede Asjerastøtten og gjorde endnu flere Ting, hvorved han krænkede HERREN, Israels Gud, værre end de Konger, der havde hersket før ham i Israel.

16:34  I hans Dage genopbyggede Beteliten Hiel Jeriko; efter det Ord, HERREN havde talet ved Josua, Nuns Søn, kostede det ham hans førstefødte Abiram at lægge Grunden og hans yngste Søn Segub at sætte dens Portfløje ind.

Chapter 17

17:1  Tisjbiten Elias fra Tisjbe i Gilead sagde til Akab: »Saa sandt HERREN, Israels Gud, lever, han, for hvis Aasyn jeg staar, i de kommende Aar skal der ikke falde Dug eller Regn uden paa mit udtrykkelige Bud!«

17:2  Derpaa kom HERRENS Ord til ham saaledes:

17:3  »Gaa bort herfra og begiv dig østerpaa og hold dig skjult ved Bækken Krit østen for Jordan;

17:4  du skal drikke af Bækken, og Ravnene har jeg paalagt at sørge for Føde til dig der.«

17:5  Da gik han og gjorde efter HERRENS Ord, han gik hen og tog Bolig ved Bækken Krit østen for Jordan;

17:6  og Ravnene bragte ham Brød om Morgenen og Kød om Aftenen, og han drak af Bækken.

17:7  Men nogen Tid efter tørrede Bækken ud, eftersom der ingen Regn faldt i Landet.

17:8  Da kom HERRENS Ord til ham saaledes:

17:9  »Begiv dig til Zarepta, som hører til Zidon, og tag Bolig der; se, jeg har paalagt en Enke der at sørge for Føde til dig.«

17:10  Saa begav han sig til Zarepta, og da han kom til Byens Port, fik han Øje paa en Enke, som var ved at sanke Brænde, og raabte til hende: »Hent mig lidt Vand i et Kar, for at jeg kan drikke!«

17:11  Og da hun gik bort for at hente det, raabte han efter hende: »Tag ogsaa et Stykke Brød med til mig!«

17:12  Men hun svarede: »Saa sandt HERREN din Gud lever, jeg ejer ikke Brød, men kun en Haandfuld Mel i Krukken og lidt Olie i Dunken; jeg var netop ved at sanke et Par Stykker Brænde for at gaa hjem og tillave det til mig og min Søn; og naar vi har spist det, maa vi dø!«

17:13  Da sagde Elias til hende: »Frygt ikke! Gaa hjem og gør, som du siger; men lav først et lille Brød deraf til mig og bring mig det; siden kan du lave noget til dig selv og din Søn!

17:14  Thi saa siger HERREN, Israels Gud: Melkrukken skal ikke blive tom, og Olien i Dunken skal ikke slippe op, før den Dag HERREN sender Regn over Jorden!«

17:15  Da gik hun og gjorde, som Elias sagde; og baade hun og han og hendes Søn havde noget at spise en Tid lang.

17:16  Melkrukken blev ikke tom, og Olien i Dunken slap ikke op, efter det Ord HERREN havde talet ved Elias.

17:17  Men nogen Tid efter blev Kvindens, Husets Ejerindes, Søn syg, og hans Sygdom tog heftigt til, saa der til sidst ikke mere var Liv i ham.

17:18  Da sagde hun til Elias: »Hvad har jeg med dig at gøre, du Guds Mand! Er du kommet for at bringe min Synd i Erindring og volde min Søns Død?«

17:19  Men han svarede hende: »Lad mig faa din Søn!« Og han tog ham fra hendes Skød og bar ham op i Stuen paa Taget, hvor han boede, og lagde ham paa sin Seng.

17:20  Saa raabte han til HERREN: »HERRE min Gud, vil du virkelig handle saa ilde mod den Enke; i hvis Hus jeg er Gæst, at du lader hendes Søn dø?«

17:21  Derpaa strakte han sig tre Gange hen over Drengen og raabte til HERREN: »HERRE min Gud, lad dog Drengens Sjæl vende tilbage!«

17:22  Og HERREN hørte Elias's Røst; Drengens Sjæl vendte tilbage, saa han blev levende.

17:23  Saa tog Elias Drengen og bragte ham fra Stuen paa Taget ned i Huset og gav hans Moder ham, idet han sagde: »Se, din Søn lever!«

17:24  Da sagde Kvinden til Elias: »Nu ved jeg vist, at du er en Guds Mand, og at HERRENS Ord i din Mund er Sandhed.«

Chapter 18

18:1  Lang Tid efter, i det tredje Aar, kom HERRENS Ord saaledes: »Gaa hen og træd frem for Akab, saa vil jeg sende Regn over Jorden!«

18:2  Da gav Elias sig paa Vej for at træde frem for Akab. Da Hungersnøden blev trykkende i Samaria,

18:3  kaldte Akab Paladsøversten Obadja til sig. Obadja var en Mand, der alvorligt frygtede HERREN,

18:4  og dengang Jesabel lod HERRENS Profeter udrydde, tog han og skjulte hundrede Profeter, halvtredsindstyve i een Hule og halvtredsindstyve i en anden, og sørgede for Brød og Vand til dem.

18:5  Akab sagde nu til Obadja: »Kom, lad os drage rundt i Landet til alle Vandkilder og Bække, om vi mulig kan finde saa meget Græs, at vi kan holde Liv i Hestene og Muldyrene og slippe for at dræbe noget af Dyrene!«

18:6  Saa delte de Landet, som de skulde gennemvandre, mellem sig, saaledes at Akab og Obadja drog hver sin Vej.

18:7  Medens nu Obadja var undervejs, se, da traadte Elias ham i Møde; Obadja genkendte ham og faldt paa sit Ansigt og sagde: »Er det dig, min Herre Elias?«

18:8  Han svarede: »Ja, det er mig! Gaa hen og sig til din Herre, at Elias er her!«

18:9  Men han sagde: »Hvormed har jeg dog syndet, siden du vil give din Træl i Akabs Haand, for at han kan slaa mig ihjel?

18:10  Saa sandt HERREN din Gud lever, der er ikke et Folk eller Rige, min Herre ikke har sendt Bud til for at lede efter dig; og blev der sagt, at du ikke var der, tog han Riget og Folket i Ed paa, at de ikke havde fundet dig.

18:11  Og nu siger du, at jeg skal gaa hen og sige til min Herre, at Elias er her!

18:12  Hvis nu HERRENS Aand, naar jeg har forladt dig, fører dig bort til et Sted, jeg ikke kender, og jeg kommer og melder det til Akab, og han ikke finder dig, lader han mig dræbe. Og din Træl har dog frygtet HERREN fra Ungdommen af!

18:13  Er det ikke kommet min Herre for Øre, hvad jeg gjorde, da Jesabel lod HERRENS Profeter dræbe, hvorledes jeg skjulte hundrede af HERRENS Profeter, halvtredsindstyve i een Hule og halvtredsindstyve i en anden, og sørgede for Brød og Vand til dem?

18:14  Og nu siger du, at jeg skal gaa hen og sige til din Herre, at Elias er her — han lader mig dræbe!«

18:15  Da sagde Elias: »Saa sandt Hærskarers HERRE lever, han, for hvis Aasyn jeg staar, i Dag vil jeg træde frem for ham.«

18:16  Obadja gik da Akab i Møde og meldte ham det, og Akab gik Elias i Møde.

18:17  Da Akab fik Øje paa Elias, sagde han til ham: »Er det dig, du, som bringer Ulykke over Israel!«

18:18  Men han svarede: »Det er ikke mig, der har bragt Ulykke over Israel, men dig og din Faders Hus, fordi I har forladt HERREN og holder eder til Ba'alerne!

18:19  Men send nu Bud og kald hele Israel sammen til mig paa Karmels Bjerg og tillige de 450 Ba'alsprofeter og de 400 Asjeraprofeter, som spiser ved Jesabels Bord!«

18:20  Da sendte Akab Bud rundt til alle Israeliterne og samlede Profeterne paa Karmels Bjerg.

18:21  Elias traadte saa frem for alt Folket og sagde: »Hvor længe vil I blive ved at halte til begge Sider? Er HERREN Gud, saa hold eder til ham, og er Ba'al Gud, saa hold eder til ham!« Men Folket svarede ham ikke et Ord.

18:22  Da sagde Elias til Folket: »Jeg er den eneste af HERRENS Profeter, der er tilbage, og Ba'als Profeter er 450 Mand;

18:23  lad os nu faa to unge Tyre; saa skal de vælge den ene Tyr og hugge den i Stykker og lægge den paa Brændet, men Ild maa de ikke lægge til; den anden vil jeg lave til og lægge paa Brændet, men uden at tænde Ild.

18:24  Saa skal I paakalde eders Guds Navn, og jeg vil paakalde HERRENS Navn; den Gud, der svarer med Ild, han er Gud!« Alt Folket sagde: »Det Forslag er godt!«

18:25  Derpaa sagde Elias til Ba'als Profeter: »Vælg eder den ene Tyr og lav den til først, thi I er de mange, og paakald saa eders Guds Navn, men I maa ikke tænde Ild!«

18:26  Saa tog de Tyren og lavede den til og paakaldte Ba'als Navn fra Morgen til Middag, idet de raabte: »Hør os, Ba'al!« Men ikke en Lyd hørtes, der var ingen, som svarede; og de dansede haltende omkring det Alter, de havde opført.

18:27  Men da det var blevet Middag, haanede Elias dem og sagde: »I maa raabe højt, thi han er jo en Gud! Han er vel faldet i Tanker eller gaaet afsides eller rejst bort, eller han er faldet i Søvn og maa først vaagne!«

18:28  Da raabte de højt, og som de havde for Skik, saarede de deres Legemer med Sværd og Spyd, til Blodet flød ned ad dem.

18:29  Og da det var over Middag, begyndte de at rase, og det varede lige til hen imod Afgrødeofferets Tid, men ikke en Lyd hørtes, ingen svarede, og ingen agtede derpaa.

18:30  Da sagde Elias til alt Folket: »Kom hen til mig!« Og da alt Folket var kommet hen til ham, satte han HERRENS nedbrudte Alter i Stand.

18:31  Elias tog tolv Sten, svarende til Tallet paa Jakobs Sønners Stammer, han, til hvem HERRENS Ord lød: »Israel skal dit Navn!«

18:32  Og af disse Sten byggede han et Alter i HERRENS Navn og gravede rundt om Alteret en Rende paa omtrent to Sea Land.

18:33  Derpaa lagde han Brændet tilrette, huggede Tyren i Stykker og lagde den paa Brændet.

18:34  Saa sagde han: »Fyld fire Krukker med Vand og hæld det ud over Brændofferet og Brændet!« Og da de havde gjort det, sagde han: »Een Gang til!« Og da de havde gjort det anden Gang, sagde han: »Een Gang til!« Og de gjorde det endnu en Gang.

18:35  Det drev af Vand rundt om Alteret, ogsaa Renden fik han fyldt med Vand.

18:36  Men ved Afgrødeofferets Tid traadte Profeten Elias frem og sagde: »HERRE, Abrahams, Isaks og Israels Gud! Lad det kendes i Dag, at du er Gud i Israel og jeg din Tjener, og at jeg har gjort alt dette paa dit Ord!

18:37  Hør mig, HERRE, hør mig, for at dette Folk maa kende, at du HERRE er Gud, og at du atter drager deres Hjerte til dig!«

18:38  Da for HERRENS Ild ned og fortærede Brændofferet og Brændet og Stenene og Jorden; endog Vandet i Renden slikkede den bort.

18:39  Da alt Folket saa det, faldt de paa deres Ansigt og raabte: »HERREN er Gud, HERREN er Gud!«

18:40  Men Elias sagde til dem: »Grib Ba'als Profeter, lad ingen af dem slippe bort!« Og de greb dem, og Elias førte dem ned til Kisjonbækken og dræbte dem der.

18:41  Derpaa sagde Elias til Akab: »Gaa op og spis og drik, thi der høres Susen af Regn.«

18:42  Da gik Akab op for at spise og drikke; men Elias gik op paa Karmels Top og bøjede sig til Jorden med Ansigtet mellem Knæene.

18:43  Saa sagde han til sin Tjener: »Gaa op og se ud over Havet!« Og han gik op og saa ud, men sagde: »Der er intet!« Syv Gange sagde han til ham: »Gaa derop igen!« Og syv Gange vendte Tjeneren tilbage.

18:44  Men syvende Gang sagde han: »Nu stiger der en lille Sky op af Havet, saa stor som en Mands Haand!« Da sagde Elias: »Gaa hen og sig til Akab: Spænd for og kør hjem, at du ikke skal blive opholdt af Regnen!«

18:45  Et Øjeblik efter var Himmelen sort af Stormskyer, og der faldt en voldsom Regn. Akab steg til Vogns og kørte til Jizre'el;

18:46  men HERRENS Haand kom over Elias, saa han omgjordede sine Lænder og løb foran Akab lige til Jizre'el.

Chapter 19

19:1  Akab fortalte nu Jesabel alt, hvad Elias havde gjort, og hvorledes han havde ihjelslaaet alle Profeterne med Sværd,

19:2  og Jesabel sendte et Sendebud til Elias og lod sige: »Guderne ramme mig baade med det ene og det andet, om jeg ikke i Morgen ved denne Tid handler med dit Liv, som der er handlet med deres!«

19:3  Da blev han bange, stod op og drog bort for at redde sit Liv. Han kom da til Be'ersjeba i Juda. Der lod han sin Tjener blive

19:4  og vandrede selv en Dagsrejse ud i Ørkenen og satte sig under en Gyvelbusk og ønskede sig Døden, idet han sagde: »Nu er det nok, HERRE; tag mit Liv, thi jeg er ikke bedre end mine Fædre!«

19:5  Saa lagde han sig til at sove under en Gyvelbusk. Og se, en Engel rørte ved ham og sagde: »Staa op og spis!«

19:6  Og da han saa sig om, se, da laa der, hvor hans Hoved havde hvilet, et ristet Brød, og der stod en Krukke Vand; og han spiste og drak og lagde sig igen.

19:7  Men HERRENS Engel kom atter og rørte ved ham og sagde: »Staa op og spis, ellers bliver Vejen dig for lang!«

19:8  Da stod han op og spiste og drak; og styrket af dette Maaltid vandrede han i fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter lige til Guds Bjerg Horeb.

19:9  Der gik han ind i en Hule og overnattede. Da lød HERRENS Ord til ham: »Hvad er du her efter, Elias?«

19:10  Han svarede: »Jeg har været fuld af Nidkærhed for HERREN, Hærskarers Gud, fordi Israeliterne har forladt din Pagt; dine Altre har de nedbrudt, og dine Profeter har de ihjelslaaet med Sværd! Jeg alene er tilbage, og nu staar de mig efter Livet!«

19:11  Da sagde han: »Gaa ud og stil dig paa Bjerget for HERRENS Aasyn!« Og se, HERREN gik forbi, og et stort og stærkt Vejr, der sønderrev Bjerge og sprængte Klipper, gik foran HERREN, men HERREN var ikke i Vejret. Efter Vejret kom der et Jordskælv, men HERREN var ikke i Jordskælvet.

19:12  Efter Jordskælvet kom der Ild, men HERREN var ikke i Ilden. Men efter Ilden kom der en stille, sagte Susen,

19:13  og da Elias hørte den, hyllede han sit Hoved i sin Kappe og gik ud og stillede sig ved Indgangen til Hulen; og se, en Røst lød til ham: »Hvad er du her efter Elias?«

19:14  Han svarede: »Jeg har været fuld af Nidkærhed for HERREN, Hærskarers Gud, fordi Israeliterne har forladt din Pagt; dine Altre har de nedbrudt, og dine Profeter har de ihjelslaaet med Sværd! Jeg alene er tilbage, og nu staar de mig efter Livet!«

19:15  Da sagde HERREN til ham: »Vend tilbage ad den Vej, du kom, og gaa til Ørkenen ved Damaskus; gaa saa hen og salv Hazael til Konge over Aram,

19:16  salv Jehu, Nimsjis Søn, til Konge over Israel og salv Elisa, Sjafats Søn, fra Abel-Mehola til Profet i dit Sted!

19:17  Den, der undslipper Hazaels Sværd, skal Jehu dræbe, og den, der undslipper Jehus Sværd, skal Elisa dræbe.

19:18  Jeg vil lade syv Tusinde blive tilbage i Israel, hvert Knæ, der ikke har bøjet sig for Ba'al, og hver Mund, der ikke har kysset ham.«

19:19  Saa gik han derfra; og han traf Elisa, Sjafats Søn, i Færd med at pløje; tolv Spand Okser havde han foran sig, og selv var han ved det tolvte. Da nu Elias gik forbi ham, kastede han sin Kappe over ham.

19:20  Saa forlod han Okserne og løb efter Elias og sagde: »Lad mig først kysse min Fader og min Moder, saa vil jeg følge dig!« Han svarede: »Gaa kun tilbage, thi hvad er det ikke, jeg har gjort ved dig!«

19:21  Da forlod han ham og vendte tilbage; saa tog han og slagtede Oksespandet, kogte Okserne ved Stavtøjet og gav Folkene dem at spise; derpaa brød han op og fulgte Elias og gik ham til Haande.

Chapter 20

20:1  Kong Benhadad af Aram samlede hele sin Hær, og to og tredive Konger fulgte ham med Heste og Stridsvogne; og han drog op og indesluttede Samaria og belejrede det.

20:2  Han sendte nu Sendebud ind i Byen til Kong Akab af Israel

20:3  og lod sige til ham: »Saaledes siger Benhadad: Dit Sølv og Guld er mit, men dine Hustruer og Børn kan du beholde!«

20:4  Israels Konge lod svare: »Som du byder, Herre Konge! Jeg og alt, hvad mit er, tilhører dig.«

20:5  Men Sendebudene vendte tilbage og sagde: »Saaledes siger Benhadad: Jeg sendte Bud til dig og lod sige: Dit Sølv og Guld og dine Hustruer og Børn skal du give mig!

20:6  Saa sender jeg da i Morgen ved denne Tid mine Folk til dig, og de skal gennemsøge dit Hus og dine Folks Huse og tilvende sig og tage alt, hvad de lyster!«

20:7  Da lod Israels Konge alle Landets Ældste kalde og sagde: »Der ser I, at Manden har ondt i Sinde, thi nu sender han Bud til mig om mine Hustruer og Børn, og mit Sølv og Guld havde jeg ikke nægtet ham!«

20:8  Alle de Ældste og alt Folket svarede ham: »Hør ham ikke; du maa ikke give efter!«

20:9  Da sagde han til Benhadads Sendebud: »Sig til min Herre Kongen: Alt, hvad du første Gang krævede af din Træl, vil jeg gøre, men dette Krav kan jeg ikke opfylde!« Med det Svar vendte Sendebudene tilbage.

20:10  Da sendte Benhadad Bud til ham og lod sige: »Guderne ramme mig baade med det ene og det andet, om Støvet i Samaria forslaar til at fylde Hænderne paa alle de Krigere, der følger mig!«

20:11  Men Israels Konge lod svare: »Sig saaledes: Den, der spænder Bæltet, skal ikke rose sig som den, der løser det!«

20:12  Benhadad modtog Svaret, just som han sad og drak sammen med Kongerne i Løvhytterne; da sagde han til sine Folk: »Til Storm!« Og de gjorde sig rede til at storme Byen.

20:13  Men en Profet traadte hen til Kong Akab af Israel og sagde: »Saa siger HERREN: Ser du hele den vældige Menneskemængde der? Se, jeg giver den i Dag i din Haand, og du skal kende, at jeg er HERREN!«

20:14  Akab spurgte: »Ved hvem?« Han svarede: »Saa siger HERREN: Ved Fogedernes Folk!« Derpaa spurgte han: »Hvem skal aabne Kampen?« Han svarede: »Du!«

20:15  Saa mønstrede han Fogedernes Folk, og de var 232; derefter mønstrede han hele Hæren, alle Israeliterne, 7000 Mand.

20:16  Og ved Middagstid gjorde de et Udfald, just som Benhadad og de to og tredive Konger, der fulgte ham, sad og drak i Løvhytterne.

20:17  Først rykkede Fogedernes Folk ud. Man sendte da Bud til Benhadad og meldte: »Der rykker Mænd ud fra Samaria!«

20:18  Da sagde han: »Hvad enten de rykker ud for at faa Fred eller for at kæmpe, saa grib dem levende!«

20:19  Da Fogedernes Folk og Hæren, som fulgte efter, var rykket ud fra Byen,

20:20  huggede de ned for Fode, saa at Aramæerne tog Flugten; og Israeliterne satte efter dem. Men Kong Benhadad af Aram undslap til Hest sammen med nogle Ryttere.

20:21  Da rykkede Israels Konge ud og gjorde Hestene og Vognene til Bytte, og han tilføjede Aramæerne et stort Nederlag.

20:22  Men Profeten traadte hen til Israels Konge og sagde til ham: »Tag dig sammen og se vel til, hvad du vil gøre, thi næste Aar drager Arams Konge op imod dig igen!«

20:23  Men Aramæerkongens Folk sagde til ham: »Deres Gud er en Bjerggud, derfor blev de os for stærke; men lad os se, om vi ikke kan blive de stærkeste, naar vi angriber dem paa Slettelandet!

20:24  Saaledes skal du gøre: Afsæt alle Kongerne, sæt Statholdere i deres Sted

20:25  og stil lige saa stor en Hær paa Benene som den, du mistede, og lige saa mange Heste og Vogne som før! Naar vi saa kæmper med dem paa Slettelandet, sandelig, om vi ikke bliver de stærkeste!« Og han fulgte deres Raad og handlede derefter.

20:26  Næste Aar mønstrede Benhadad Aramæerne og drog op til Afek for at kæmpe med Israel.

20:27  Ogsaa Israeliterne blev mønstret og forsynede sig med Levnedsmidler, hvorefter de rykkede dem i Møde og lejrede sig lige over for dem som to smaa Gedehjorde, medens Aramæerne oversvømmede Landet.

20:28  Da traadte en Guds Mand hen til Israels Konge og sagde: »Saa siger HERREN: Fordi Aramæerne siger: HERREN er en Bjerggud og ikke en Dalgud! vil jeg give hele den vældige Menneskemængde der i din Haand, og I skal kende, at jeg er HERREN!«

20:29  De laa nu lejret over for hinanden i syv Dage, men Syvendedagen kom det til Kamp, og Israeliterne huggede Aramæerne ned, 100 000 Mand Fodfolk paa een Dag.

20:30  De, der blev tilovers, flygtede til Byen Afek, men Muren styrtede ned over dem, der var tilbage, 27 000 Mand. Benhadad flygtede ind i Byen, hvor han løb fra Kammer til Kammer.

20:31  Da sagde hans Folk til ham: »Vi har hørt, at Kongerne over Israels Hus er naadige Konger; lad os binde Sæk om Lænderne og Reb om Hovederne og gaa ud til Israels Konge, maaske han da vil skaane dit Liv!«

20:32  Saa bandt de Sæk om Lænderne og Reb om Hovederne og kom til Israels Konge og sagde: »Din Træl Benhadad siger: Lad mig leve!« Han svarede: »Er han endnu i Live? Han er min Broder!«

20:33  Det tog Mændene for et godt Varsel, og de tog ham straks paa Ordet, idet de sagde: »Benhadad er din Broder!« Da sagde han: »Gaa hen og hent ham!« Saa gik Benhadad ud til ham, og han tog ham op i Vognen til sig.

20:34  Benhadad sagde nu til ham: »De Byer, min Fader fratog din Fader, vil jeg give tilbage, og du maa bygge dig Gader i Damaskus, lige som min Fader gjorde i Samaria! Paa disse Vilkaar give du mig fri!« Og han sluttede Pagt med ham og lod ham gaa.

20:35  Men en af Profetsønnerne sagde med HERRENS Ord til sin Fælle: »Slaa mig!« Men han vægrede sig derved.

20:36  Da sagde han til ham: »Fordi du ikke har adlydt HERRENS Ord, skal en Løve dræbe dig, naar du gaar bort fra mig!« Og da han gik bort fra ham, traf en Løve paa ham og dræbte ham.

20:37  Saa traf Profetsønnen en anden og sagde til ham: »Slaa mig!« Og den anden slog ham og saarede ham.

20:38  Saa gik Profeten hen og stillede sig paa den Vej, Kongen kom, og gjorde sig ukendelig med et Bind for Øjnene.

20:39  Da Kongen kom forbi, raabte han til ham: »Din Træl var draget med i Kampen; da kom en hen til mig med en Mand og sagde: Vogt den Mand vel! Slipper han bort, skal du svare for hans Liv med dit eget Liv eller bøde en Talent Sølv!

20:40  Men din Træl var optaget snart her, snart der, og borte var han.« Da sagde Israels Konge til ham: »Det er din Dom, du har selv fældet den!«

20:41  Saa tog han hurtig Bindet fra Øjnene, og Israels Konge genkendte ham som en af Profeterne.

20:42  Og han sagde til ham: »Saa siger HERREN: Fordi du gav Slip paa den Mand, der var hjemfaldet til mit Band, skal du svare for hans Liv med dit eget Liv og for hans Folk med dit eget Folk!«

20:43  Da drog Israels Konge hjem, misfornøjet og ilde til Mode, og han kom til Samaria.

Chapter 21

21:1  Derefter hændte følgende. Jizre'eliten Nabot havde en Vingaard i Jizre'el lige ved Kong Akab af Samarias Palads.

21:2  Akab sagde til Nabot: »Overlad mig din Vingaard, for at jeg kan faa den til Køkkenhave; den ligger jo lige ved mit Palads; jeg vil give dig en bedre Vingaard i Bytte eller betale dig, hvad den er værd, i rede Penge, om du foretrækker det.«

21:3  Men Nabot svarede Akab: »HERREN bevare mig fra at overlade dig mine Fædres Arvelod!«

21:4  Saa gik Akab hjem, misfornøjet og ilde til Mode over det Svar, Jizre'eliten Nabot havde givet ham: »Jeg vil ikke overlade dig mine Fædres Arvelod!« Og han lagde sig til Sengs, vendte sit Ansigt bort og spiste ikke.

21:5  Da kom hans Hustru Jesabel ind og sagde til ham: »Hvorfor er du saa misfornøjet, og hvorfor spiser du ikke?«

21:6  Han svarede hende: »Jo, jeg sagde til Jizre'eliten Nabot: Overlad mig din Vingaard for rede Penge, eller mod at jeg giver dig en anden Vingaard i Bytte, om du hellere vil det! Men han svarede: Jeg vil ikke overlade dig min Vingaard!«

21:7  Da sagde hans Hustru Jesabel til ham: »Er det dig, der for Tiden er Konge i Israel? Staa op, spis og vær ved godt Mod, jeg skal skaffe dig Jizre'eliten Nabots Vingaard!«

21:8  Derpaa skrev hun et Brev i Akabs Navn, satte hans Segl under og sendte det til de Ældste og de fornemme i Nabots By, dem, han boede imellem.

21:9  I Brevet havde hun skrevet: »Udraab en Fastedag og sæt Nabot øverst blandt Folket

21:10  og lige over for ham to Niddinger, som kan vidne imod ham og sige: Du har forbandet Gud og Kongen! Og før ham saa ud og sten ham til Døde!«

21:11  Hans Bysbørn, de Ældste og de fornemme, som boede i hans By, gjorde nu, som Jesabel havde sendt Bud til dem om, saaledes som der stod i Brevet, hun havde sendt dem;

21:12  de udraabte en Fastedag og satte Nabot øverst blandt Folket;

21:13  og de to Niddinger kom og satte sig lige over for ham og vidnede imod ham i Folkets Paahør og sagde: »Nabot har forbandet Gud og Kongen!« Og derpaa førte de ham uden for Byen og stenede ham til Døde.

21:14  Saa sendte de Jesabel det Bud: »Nabot er stenet til Døde!«

21:15  Og da Jesabel hørte, at Nabot var stenet til Døde, sagde hun til Akab: »Staa op og tag Jizre'eliten Nabots Vingaard, som han vægrede sig ved at sælge dig, i Besiddelse, thi Nabot lever ikke mere, han er død!«

21:16  Saa snart Akab hørte, at Nabot var død, rejste han sig og gik ned til Jizre'eliten Nabots Vingaard for at tage den i Besiddelse.

21:17  Men HERRENS Ord kom til Tisjbiten Elias saaledes:

21:18  »Staa op, gaa Akab, Israels Konge i Samaria, i Møde; han er just i Nabots Vingaard, som han er gaaet ned at tage i Besiddelse.

21:19  Og tal saaledes til ham: Saa siger HERREN: Har du myrdet og allerede tiltraadt Arven? Sig fremdeles til ham: Saa siger HERREN: Paa samme Sted, Hundene slikkede Nabots Blod, skal de ogsaa slikke dit!«

21:20  Da sagde Akab til Elias: »Har du fundet mig, min Fjende?« Og han svarede: »Ja, jeg har fundet dig! Fordi du har solgt dig selv til at gøre, hvad der er ondt i HERRENS Øjne,

21:21  se, derfor vil jeg bringe Ulykke over dig og feje dig bort og udrydde hvert mandligt Væsen, store og smaa, af Akabs Slægt, i Israel;

21:22  jeg vil handle med dit Hus som med Jeroboams, Nebats Søns, Hus og Ba'sjas, Abijas Søns, Hus for den Krænkelse, du har øvet, og fordi du har forledt Israel til Synd.

21:23  Men ogsaa om Jesabel har HERREN talet og sagt: Hundene skal æde Jesabel paa Jizre'els Mark!

21:24  Den af Akabs Slægt, der dør i Byen, skal Hundene æde, og den, der dør paa Marken, skal Himmelens Fugle æde!«

21:25  Aldrig har der været nogen der som Akab solgte sig selv til at gøre, hvad der er ondt i HERRENS Øjne, fordi hans Hustru Jesabel forledte ham dertil;

21:26  han handlede saare vederstyggeligt, idet han holdt sig til Afgudsbillederne ganske som Amoriterne, dem, HERREN drev bort foran Israeliterne.

21:27  Da Akab hørte de Ord, sønderrev han sine Klæder og bandt Sæk om sin bare Krop og fastede, og han sov i Sæk og gik sagtelig om.

21:28  Da kom HERRENS Ord til Tisjbiten Elias saaledes:

21:29  »Har du set, hvorledes Akab ydmyger sig for mig? Fordi han ydmyger sig for mig, vil jeg ikke lade Ulykken komme i hans Dage; i hans Søns Dage vil jeg lade Ulykken komme over hans Hus!«

Chapter 22

22:1  De holdt sig nu rolige i tre Aar, der var ikke Krig mellem Aram og Israel.

22:2  Og i det tredje Aar drog Kong Josafat af Juda ned til Israels Konge.

22:3  Da sagde Israels Konge til sine Folk: »I ved jo, at Ramot i Gilead hører os til, og dog rører vi os ikke for at tage det fra Arams Konge!«

22:4  Og han sagde til Josafat: »Vil du drage med i Krig mod Ramot i Gilead?« Josafat svarede Israels Konge: »Jeg som du, mit Folk som dit, mine Heste som dine!«

22:5  Josafat sagde fremdeles til Israels Konge: »Spørg dog først om, hvad HERREN siger!«

22:6  Da lod Israels Konge Profeterne kalde sammen, henved 400 Mand, og spurgte dem: »Skal jeg drage i Krig mod Ramot i Gilead, eller skal jeg lade være?« De svarede: »Drag derop, saa skal HERREN give det i Kongens Haand!«

22:7  Men Josafat spurgte: »Er her ikke endnu een af HERRENS Profeter, vi kan spørge?«

22:8  Israels Konge svarede: »Her er endnu en Mand, ved hvem vi kan raadspørge HERREN; men jeg hader ham, fordi han aldrig spaar mig godt, kun ondt; det er Mika, Jimlas Søn.« Men Josafat sagde: »Saaledes maa Kongen ikke tale!«

22:9  Da kaldte Israels Konge paa en Hofmand og sagde: »Hent hurtig Mika, Jimlas Søn!«

22:10  Imidlertid sad Israels Konge og Kong Josafat af Juda, iført deres Skrud, hver paa sin Trone i Samarias Portaabning, og alle Profeterne spaaede foran dem.

22:11  Da lavede Zidkija, Kena'anas Søn, sig Horn af Jern og sagde: »Saa siger HERREN: Med saadanne skal du støde Aramæerne ned, til de er tilintetgjort!«

22:12  Og alle Profeterne spaaede det samme og sagde: »Drag op mod Ramot i Gilead, saa skal Lykken følge dig, og HERREN vil give det i Kongens Haand!«

22:13  Men Budet, der var gaaet efter Mika, sagde til ham: Se, Profeterne har alle som een givet Kongen gunstigt Svar. Tal du nu som de og giv gunstigt Svar!

22:14  Men Mika svarede: »Saa sandt HERREN lever: Hvad HERREN siger mig, det vil jeg tale!«

22:15  Da han kom til Kongen, spurgte denne ham: »Mika, skal vi drage i Krig mod Ramot i Gilead, eller skal vi lade være?« Da svarede han: »Drag derop, saa skal Lykken følge dig, og HERREN vil give det i Kongens Haand!«

22:16  Men Kongen sagde til ham: »Hvor mange Gange skal jeg besvære dig, at du ikke siger mig andet end Sandheden i HERRENS Navn?«

22:17  Da sagde han: Jeg saa hele Israel spredt paa Bjergene som en Hjord uden Hyrde: og HERREN sagde: De Folk har ingen Herre, lad dem vende tilbage i Fred, hver til sit!

22:18  Israels Konge sagde da til Josafat: »Sagde jeg dig ikke, at han aldrig spaar mig godt, kun ondt!«

22:19  Da sagde Mika: »Saa hør da HERRENS Ord! Jeg saa HERREN sidde paa sin Trone og hele Himmelens Hær staa til højre og venstre for ham;

22:20  og HERREN sagde: Hvem vil daare Akab, saa han drager op og falder ved Ramot i Gilead? En sagde nu eet, en anden et andet;

22:21  men saa traadte en Aand frem og stillede sig foran HERREN og sagde: Jeg vil daare ham! HERREN spurgte ham: Hvorledes?

22:22  Han svarede: Jeg vil gaa hen og blive en Løgnens Aand i alle hans Profeters Mund! Da sagde HERREN: Ja, du kan daare ham; gaa hen og gør det!

22:23  Se, saaledes har HERREN lagt en Løgnens Aand i alle disse dine Profeters Mund, thi HERREN har ondt i Sinde imod dig!«

22:24  Da traadte Zidkija, Kena'as Søn, frem og slog Mika paa Kinden og sagde: »Ad hvilken Vej skulde HERRENS Aand have forladt mig for at tale til dig?«

22:25  Men Mika sagde: »Det skal du faa at se, den Dag du flygter fra Kammer til Kammer for at skjule dig!«

22:26  Saa sagde Israels Konge: »Tag Mika og bring ham tilbage til Amon, Byens Øverste, og Kongesønnen Joasj

22:27  og sig: Saaledes siger Kongen: Kast denne Mand i Fængsel og sæt ham paa Trængselsbrød og Trængselsvand, indtil jeg kommer uskadt tilbage!«

22:28  Men Mika sagde: »Kommer du uskadt tilbage, saa har HERREN ikke talet ved mig!« Og han sagde: »Hør, alle I Folkeslag!«

22:29  Saa drog Israels Konge og Kong Josafat af Juda op mod Ramot i Gilead.

22:30  Og Israels Konge sagde til Josafat: »Jeg vil forklæde mig, før jeg drager i Kampen; men tag du dine egne Klæder paa!« Og Israels Konge forklædte sig og drog saa i Kampen.

22:31  Men Arams Konge havde givet sine to og tredive Vognstyrere den Befaling: »I maa ikke angribe nogen, være sig høj eller lav, uden Israels Konge alene!«

22:32  Da nu Vognstyrerne fik Øje paa Josafat, tænkte de: »Det er sikkert Israels Konge!« Og de rettede deres Angreb mod ham. Da gav Josafat sig til at raabe;

22:33  og da Vognstyrerne opdagede, at det ikke var Israels Konge, trak de sig bort fra ham.

22:34  Men en Mand, der skød en Pil af paa Lykke og Fromme, ramte Israels Konge mellem Remmene og Brynjen. Da sagde han til sin Vognstyrer: »Vend og før mig ud af Slaget, thi jeg er saaret!«

22:35  Men Kampen blev haardere og haardere den Dag, og Kongen holdt sig oprejst i sin Vogn over for Aramæerne til Aften, skønt Blodet fra Saaret flød ned i Bunden at Vognen; men om Aftenen døde han.

22:36  Da Solen gik ned, gik det Raab gennem Lejren: »Enhver drage hjem til sin By og sit Land,

22:37  thi Kongen er død!« Saa kom de til Samaria, og de jordede Kongen der.

22:38  Og da man skyllede Vognen ved Samarias Dam, slikkede Hundene hans Blod, og Skøgerne badede sig deri efter det Ord, HERREN havde talet.

22:39  Hvad der ellers er at fortælle om Akab, alt, hvad han gjorde, Elfenbenshuset, han lod opføre, og alle de Byer, han befæstede, staar jo optegnet i Israels Kongers Krønike.

22:40  Saa lagde Akab sig til Hvile hos sine Fædre; og hans Søn Ahazja blev Konge i hans Sted.

22:41  Josafat, Asas Søn, blev Konge over Juda i Kong Akab af Israels fjerde Regeringsaar.

22:42  Josafat var fem og tredive Aar gammel, da han blev Konge, og han herskede fem og tyve Aar i Jerusalem. Hans Moder hed Azuba og var en Datter af Sjilhi.

22:43  Han vandrede nøje i sin Fader Asas Spor og veg ikke derfra, idet han gjorde, hvad der var ret i HERRENS Øjne.

22:44  Kun blev Offerhøjene ikke fjernet, og Folket blev ved at ofre og tænde Offerild paa Højene.

22:45  Og Josafat havde Fred med Israels Konge.

22:46  Hvad der ellers er at fortælle om Josafat, de Heltegerninger, han udførte, og de Krige, han førte, staar jo optegnet i Judas Kongers Krønike.

22:47  De sidste af Mandsskøgerne, som var tilbage fra hans Fader Asas Tid, udryddede han af Landet.

22:48  Paa den Tid var der ingen Konge i Edom.

22:49  Kong Josafats Statholder byggede et Tarsisskib til Fart paa Ofir efter Guld; men der kom intet ud af det, da Skibet gik under ved Ezjongeber.

22:50  Da foreslog Ahazja, Akabs Søn, Josafat at lade sine Folk sejle med hans; men Josafat afslog det.

22:51  Saa lagde Josafat sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet hos sine Fædre i sin Fader Davids By og hans Søn Joram blev Konge i hans Sted.

22:52  Ahazja, Akabs Søn, blev Konge over Israel i Samaria i Kong Josafat af Judas syttende Regeringsaar, og han herskede to Aar over Israel.

22:53  Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENS Øjne, og vandrede i sin Faders og sin Moders Spor og i Jeroboams, Nebats Søns, Spor, han, som forledte Israel til at synde. Han dyrkede Ba'al og tilbad ham og krænkede HERREN, Israels Gud, nøjagtigt som hans Fader havde gjort.