DaNT1819 - John

Chapter 1

1:1  I Begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.

1:2  Det var i Begyndelsen hos Gud.

1:3  Alle Ting ere blevne ved det, og uden det er ikke een Ting bleven til af det, som er.

1:4  I det var Livet, og Livet var Menneskenes Lys.

1:5  Og Lyset skinnede i Mørket, og Mørket begreb det ikke.

1:6  Der blev et Menneske udsendt af Gud, han hedte Johannes.

1:7  Denne kom til et Vidnesbyrd, at han skulde vidne om Lyset, at alle skulde troe ved ham.

1:8  Han var ikke Lyset, men at han skulde vidne om Lyset.

1:9  Det var det sande Lys, som oplyser hvert Menneske, der kom til Verden.

1:10  Han var i Verden, og Verden er gjort ved ham, og Verden Kjendte ham ikke.

1:11  Han kom til sit Eget, og hans Egne annammede ham ikke.

1:12  Men saa Mange, som ham annammede, dem haver han givet Magt at vorde Guds Børn, dem, som troe paa hans Navn;

1:13  hvilke ikke ere fødte af Blod; ei heller af Kjøds Villie, ei heller af Mands Villie, men af Gud.

1:14  Og Ordet blev Kjød og boede iblandt os, (og vi saae hans Herlighed, en Herlighed, som den Eenbaarnes af Faderen), fuld af Naade og Sandhed.

1:15  Johannes vidnede om ham og raabte, sigende: denne er det, om hvem jeg sagde: den, som kommer efter mig, haver været for mig; thi han var førend jeg.

1:16  Og af hans Fylde have vi annammet, ja, Naade over Naade.

1:17  Thi Loven er given ved Moses; Naaden og Sandheden er vorden ved Jesus Christus.

1:18  Ingen har nogen Tid seet Gud; den eenbaarne Søn, som er i Faderens Skjød, han haver kundgjort det.

1:19  Og dette er Johannes’ Vidnesbyrd, der Jøderne sendte fra Jerusalem Præster og Leviter, at de skulde spørge ham: hvo er du?

1:20  Han bekjendte og negtede ikke, og bekjendte: jeg er ikke den Christus.

1:21  Og de spurgte ham: hvad da? er du Elias? og han sagde: jeg er det ikke; er du den Prophet? og han svarede: nei.

1:22  Da sagde de til ham: hvo er du? at vi kunne give dem Svar, som have udsendt os; hvad siger du om dig selv?

1:23  Han sagde: jeg er hans Røst, som raaber i Ørken: jævner Herrens Vei, som Propheten Esaias haver sagt.

1:24  Og de, som vare udsendte, vare af Pharisæerne.

1:25  Og de spurgte ham og sagde til ham: hvi døber du da, dersom du ikke er Christus, ei heller Elias, ei heller den Prophet?

1:26  Johannes svarede dem og sagde: jeg døber med Vand; men han staaer midt iblandt Eder, den I ikke kjende.

1:27  Han er den, som kommer efter mig, hvilken haver været for mig, hvis Skotvinge jeg ikke er værdig at opløse.

1:28  Dette skete i Bethabara paa hiin Side Jordan, hvor Johannes døbte.

1:29  Den anden Dag seer Johannes Jesus komme til sig, og siger: see det Guds Lam, som bærer Verdens Synd!

1:30  Han er den, om hvilken jeg sagde: efter mig kommer en Mand, hvilken har været for mig; thi han var førend jeg.

1:31  Og jeg kjendte ham ikke; men paa det han skulde aabenbares for Israel, derfor er jeg kommen, og døber med Vand.

1:32  Og Johannes vidnede og sagde: jeg saae, at Aanden foer ned som en Due fra Himmelen, og den blev over ham.

1:33  Og jeg kjendte ham ikke; men den, som sendte mig at døbe med Vand, han sagde til mig: paa hvem du seer Aanden fare ned og blive over ham, han er den, som døber med den Hellig Aand.

1:34  Og jeg haver seet det og vidnet, at denne er Guds Søn.

1:35  Den anden Dag stod atter Johannes der og to af hans Disciple.

1:36  Og der han saae paa Jesus, som gik der, sagde han: see, det Guds Lam!

1:37  Og de to Disciple hørte ham tale, og de fulgte Jesus.

1:38  Men Jesus vendte sig om, og saae dem følge, og sagde til dem:

1:39  hvad søge I efter? Men de sagde til ham: Rabbi! (hvilket udlagt betyder: Mester), hvor opholder du dig?

1:40  Han sagde til dem: kommer og seer. De kom og saae, hvor han opholdt sig, og bleve samme Dag hos ham; thi det var ved den tiende Time.

1:41  Een af de To, som havde hørt dette af Johannes, og havde fulgt ham, var Andreas, Simon Peters Broder.

1:42  Denne fandt først sin Broder Simon, og sagde til ham: vi have fundet Messias, (hvilket er udlagt: Christus).

1:43  Og han førte ham til Jesus. Men der Jesus saae paa ham, sagde han: du er Simon, Jonas’ Søn; du skal hedde Kephas, (det er udlagt Petrus).

1:44  Den anden Dag vilde Jesus drage hen til Galilæa; og han fandt Philippus og sagde til ham: følg mig.

1:45  Men Philippus var fra Bethsaida, fra Andreas’ og Peters Stad.

1:46  Philippus fandt Nathanael og sagde til ham: vi have fundet den, om hvem Moses i Loven og Propheterne have skrevet, Jesus, den Josephs Søn, af Nazareth.

1:47  Og Nathanael sagde til ham: kan noget Godt være fra Nazareth? Philippus sagde til ham: kom og see.

1:48  Jesus saae Nathanael komme til sig, og sagde om ham: see, det er sandelig en Israelit, i hvem der ikke er Svig.

1:49  Nathanael sagde til ham: hvorfra kjender du mig? Jesus svarede og sagde til ham: førend Philippus kaldte dig, der du var under Figentræet, saae jeg dig.

1:50  Nathanael svarede og sagde til ham: Rabbi! du er den Guds Søn, du er den Israels Konge.

1:51  Jesus svarede og sagde til ham: troer du, fordi jeg sagde dig: jeg saae dig under Figentræet? du skal see større Ting end disse. Og han sagde til ham: sandelig, sandelig siger jeg Eder: fra nu af skulle I see Himmelen aabnet, og Guds Engle fare op og fare ned over Menneskens Søn.

Chapter 2

2:1  Og paa den tredie Dag var et Bryllup i Cana i Galilæa; og Jesu Moder var der.

2:2  Men ogsaa Jesus og hans Disciple vare budne til Brylluppet.

2:3  Og der de fattedes Viin, sagde Jesu Moder til ham: de have ikke Viin.

2:4  Jesus sagde til hende: Kvinde! hvad vil du mig? min Time er endnu ikke kommen.

2:5  Hans Moder sagde til Tjenerne: hvad som han siger Eder, det gjører.

2:6  Men der vare sex Vandkar af Steen, satte efter Jødernes Renselsesskik, som holdt hver to eller tre Maader.

2:7  Jesus sagde til dem: fylder Vandkarrene med Vand; og de fyldte dem indtil det Øverste.

2:8  Og han sagde til dem: øser nu og bærer til Køgemesteren; og de bare det til ham.

2:9  Men der Køgemesteren smagede Vandet, som var blevet Viin, (og vidste ikke, hvorfra det kom, men Tjenerne, som havde øst Vandet, vidste det), kaldte Køgemesteren Brudgommen og sagde til ham:

2:10  hvert Menneske sætter først den gode Viin frem, og naar de ere blevne drukne, da den ringere; du haver forvaret den gode Viin indtil nu.

2:11  Denne Begyndelse paa sine Tegn gjorde Jesus i Cana udi Galilæa og aabenbarede sin Herlighed; og hans Disciple troede paa ham.

2:12  Derefter drog han ned til Capernaum, han og hans Moder og hans Brødre og hans Disciple, og de bleve der ikke mange Dage.

2:13  Og Jødernes Paaske var nær, og Jesus drog op til Jerusalem.

2:14  Og han fandt til Templet dem, som solgte Øxen og Faar og Duer, og Vexelererne siddende.

2:15  Og han gjorde en Svøbe af Snorer og drev dem alle ud af Templet, tilligemed Faarene og Øxnene, og spredte Vexelerernes Penninge og omstødte Bordene.

2:16  Og han sagde til dem, som solgte Duer: tager dette herfra; gjører ikke min Faders Huus til et Kjøbehuus.

2:17  Men hans Disciple kom ihu, at der er skrevet: Nidkjærhed for dit Huus haver fortæret mig.

2:18  Da svarede Jøderne og sagde til ham: hvad viser du os for et Tegn, efterdi du gjør dette?

2:19  Jesus svarede og sagde til dem: nedbryder dette Tempel, og i tre Dage vil jeg opreise det.

2:20  Derfor sagde Jøderne: paa dette Tempel er bygt i sex og fyrretyve Aar, og du vil opreise det i tre Dage?

2:21  Men han talede om sit Legems Tempel.

2:22  Derfor, der han var opstanden fra de Døde, kom hans Disciple ihu, at han havde sagt dette til dem; og de troede Skriften og de Ord, som Jesus havde sagt.

2:23  Men der han var i Jerusalem om Paasken paa Høitiden, troede Mange paa hans Navn, der de saae hans Tegn, som han gjorde.

2:24  Men Jesus selv betroede sig ikke til dem, fordi han kjendte Alle,

2:25  og fordi han havde ikke behov, at Nogen skulde vidne om et Menneske; thi han vidste selv, hvad der var i Mennesket.

Chapter 3

3:1  Men der var en Mand af Pharisæerne, han hedte Nicodemus, en Øverste iblandt Jøderne.

3:2  Han kom til Jesus om Natten og sagde til ham: Mester! vi vide, at du er en Lærer, kommen fra Gud; thi Ingen kan gjøre de Tegn, som du gjør, uden Gud er med ham.

3:3  Jesus svarede og sagde til ham: sandelig, sandelig siger jeg dig: uden Nogen bliver født paa ny, kan han ikke see Guds Rige.

3:4  Nicodemus siger til ham: hvorledes kan et Menneske fødes, naar han er gammel? Mon han kan anden Gang komme ind i sin Moders Liv, og fødes?

3:5  Jesus svarede: sandelig, sandelig siger jeg dig: uden Nogen bliver født af Vand og Aand, kan han ikke indkomme i Guds Rige.

3:6  Hvad som født er af Kjødet, er Kjød; og hvad som er født af Aanden, er Aand.

3:7  Forundre dig ikke, at jeg sagde til dig: det bør Eder at fødes paa ny.

3:8  Veiret blæser, hvorhen det vil, og du hører dets Susen, men du veed ikke hvorfra det kommer, og hvor det farer hen; saaledes er det med hver, som er født af Aanden.

3:9  Nicodemus svarede og sagde til ham: hvorledes kan dette skee?

3:10  Jesus svarede og sagde til ham: er du en Israels Lærer, og veed ikke dette?

3:11  Sandelig, sandelig siger jeg dig: vi tale det, vi vide, og vidne det, vi have seet; og I annamme ikke vort Vidnesbyrd.

3:12  Dersom jeg siger Eder de jordiske Ting, og I ikke troe, hvorledes skulde I troe, om jeg sagde Eder de himmelske?

3:13  Og Ingen farer op til Himmelen, uden den, som foer ned af Himmelen, Menneskens Søn, som er i Himmelen.

3:14  Og ligesom Moses ophøiede Slangen i Ørken, saa bør det Menneskens Søn at ophøies,

3:15  paa det at hver den, som troer paa ham, ikke skal fortabes, men have et evigt Liv.

3:16  Thi saa haver Gud elsket Verden, at han haver givet sin Søn den eenbaarne, at hver den, som troer paa ham, ikke skal fortabes, men have et evigt Liv.

3:17  Thi Gud haver ikke sendt sin Søn til Verden, at han skal dømme Verden, men at Verden skal blive salig ved ham.

3:18  Hvo som troer paa ham, dømmes ikke; men hvo som ikke troer, er allerede dømt, fordi han ikke troet paa Guds eenbaarne Søns Navn.

3:19  Men denne er Dommen, at Lyset er kommet til Verden, og Menneskene elskede mere Mørket end Lyset; thi deres Gjerninger vare onde.

3:20  Thi hver, som gjør Ondt, hader Lyset og kommer ikke til Lyset, at hans Gjerninger ikke skulle overbevises ham.

3:21  Men hvo som øver Sandhed, kommer til Lyset, at hans Gjerninger maae blive aabenbarede; thi de ere gjorte i Gud.

3:22  Derefter kom Jesus og hans Disciple til Judæas Land, og han opholdt sig der med dem, og døbte.

3:23  Men ogsaa Johannes døbte i Ænon, nær ved Salem, fordi der var meget Vand; og de kom derhen og bleve døbte.

3:24  Thi Johannes var ikke endnu kastet i Fængsel.

3:25  Da opkom der en Tvist imellem Johannes’ Disciple og Jøderne om Renselsen.

3:26  Og de kom til Johannes og sagde til ham: Mester! den, som var hos dig paa hiin Side Jorden, hvilken du gav Vidnesbyrd, see, han døber, og Alle komme til ham.

3:27  Johannes svarede og sagde: et Menneske kan slet intet tage, uden det bliver givet ham af Himmelen.

3:28  I ere selv mine Vidner, at jeg sagde: jeg er ikke den Christus, men at jeg er udsendt for ham.

3:29  Den, som haver Bruden, er Brudgommen; men Brudgommens Ven, som staaer og hører ham, glæder sig meget over Brudgommens Røst. Denne min Glæde er fuldkommen.

3:30  Ham bør at voxe, men mig at forringes.

3:31  Den, som kommer ovenfra, er over Alle; den, som er af Jorden, er af Jorden, og taler af Jorden; den, som kommer af Himmelen, er over Alle.

3:32  Og det, som han haver seet og hørt, vidner han; og Ingen annammer hans Vidnesbyrd.

3:33  Den, som annammer hans Vidnesbyrd, besegler, at Gud er sanddru.

3:34  Thi den, som Gud udsendte, taler Guds Ord; thi Gud giver ham Aanden over al Maade.

3:35  Faderen elsker Sønnen, og haver givet alle Ting i hans Haand.

3:36  Hvo som troer paa Sønnen, haver et evigt Liv; men hvo som ikke troer Sønnen, skal ikke see Livet, men Guds Vrede bliver over ham.

Chapter 4

4:1  Der Herren nu erfarede, at Pharisæerne havde hørt, at Jesus gjorde flere Disciple og døbte flere end Johannes,

4:2  (enddog Jesus ikke døbte selv, men hans Disciple):

4:3  da forlod han Judæa og drog atter hen til Galilæa.

4:4  Men han maatte reise igjennem Samaria.

4:5  Da kom han til en Stad i Samaria, som kaldes Sichar, nær ved det Stykke Land, som Jakob gav Joseph sin Søn.

4:6  Men der var Jakobs Brønd. Der Jesus da var træt af Reisen, satte han sig ved Brønden; det var ved den sjette Time.

4:7  Da kom en samaritansk Kvinde, at drage Vand op. Jesus sagde til hende: giv mig at drikke.

4:8  Thi hans Disciple vare gangne til Staden for at kjøbe Mad.

4:9  Da sagde den samaritanske Kvinde til ham: hvorledes beder du, som er en Jøde, mig, som er en samaritansk Kvinde, om Drikke? Thi Jøder holde ikke Samkvem med Samaritaner.

4:10  Jesus svarede og sagde til hende: dersom du kjendte Guds Gave, og hvo den er, som siger til dig: giv mig at drikke, da bad du ham, og han gav dig levende Vand.

4:11  Kvinden sagde til ham: Herre! du haver jo Intet at drage op med, og Brønden er dyb; hvorfra haver du da det levende Vand?

4:12  Mon du være mere end vor Fader Jakob, som haver givet os Brønden, og han haver selv drukket deraf, og hans Børn og hans Kvæg?

4:13  Jesus svarede og sagde til hende: hver den, som drikker af dette Vand, skal tørste igjen,

4:14  men hvo som drikker af det Vand, som jeg vil give ham, skal til evig Tid ikke tørste; men det Vand, som jeg vil give ham, skal blive i ham en Kilde af Vand, som opvælder til et evigt Liv.

4:15  Kvinden siger til ham: Herre! giv mig det Vand, at jeg ikke skal tørste, og ikke komme hid for at drage op.

4:16  Jesus siger til hende: gak bort, kald din Mand og kom hid.

4:17  Kvinden svarede og sagde: jeg haver ingen Mand. Jesus siger til hende: du talede ret: jeg haver ingen Mand.

4:18  Thi du haver havt fem Mænd; og den, som du nu haver, er ikke din Mand. Det sagde du sandt.

4:19  Kvinden siger til ham: Herre! jeg seer, at du er en Prophet.

4:20  Vore Fædre have tilbedet paa dette Bjerg, og I sige, at i Jerusalem er Stedet, hvor man bør tilbede.

4:21  Jesus siger til hende: Kvinde! tro mig, at den Time kommer, da I hverken paa dette Bjerg, ei heller i Jerusalem, skulle tilbede Faderen.

4:22  I tilbede det, som I ikke kjende; vi tilbede det, som vi kjende; thi Saliggjørelsen kommer fra Jøderne.

4:23  Men den Time kommer, ja er nu, da de sande Tilbedere skulle tilbede Faderen i Aand og Sandhed; thi Faderen søger saadanne, som ham saaledes tilbede.

4:24  Gud er en Aand; og de, som han tilbede, bør det at tilbede i Aand og Sandhed.

4:25  Kvinden siger til ham: jeg veed, at Messias kommer, (hvilket betyder Christus); naar han kommer, skal hen kundgjøre os alle Ting.

4:26  Jesus siger til hende: ham er jeg, som taler med dig.

4:27  Og i det samme kom hans Disciple, og forundrede sig, at han talede med Kvinden; dog sagde Ingen: hvad spørger du? eller, hvad taler du med hende?

4:28  Da lod Kvinden sit Vandkar staae, og gik ind i Staden og sagde til Menneskene der:

4:29  kommer, seer et Menneske, som haver sagt mig alt det, jeg haver gjort; mon denne ikke være den Christus?

4:30  Da gik de ud af Staden og kom til ham.

4:31  Imidlertid bade Disciplene ham og sagde: Mester, æd!

4:32  Men han sagde til dem: jeg haver Mad at æde, den I ikke kjende.

4:33  Da sagde Disciplene til hverandre: mon Nogen haver bragt ham Noget at æde?

4:34  Jesus sagde til dem: min Mad er, at jeg gjør hans Villie, som mig udsendte, og fuldkommer hans Gjerning.

4:35  Sige I ikke: der er endnu fire Maaneder, saa kommer Høsten? See, jeg siger Eder: opløfter Eders Øine, og seer Markerne: de ere allerede hvide til Høsten.

4:36  Og hvo som høster, faaer Løn, og samler Frugt til et evigt Liv; paa det de skulle glæde sig tilhobe, baade den, som saaer, og den, som høster.

4:37  Thi herudi er hiint Ord sandt: En saaer, og en Anden høster.

4:38  Jeg haver udsendt Eder, at høste det, som I ikke arbeidede; Andre have arbeidet, og I ere indkomne i deres Arbeide.

4:39  Men mange Samaritaner af den samme Stad troede paa ham for Kvindens tales Skyld, som vidnede: han haver sagt mig alt det, jeg haver gjort.

4:40  Da nu Samaritanerne kom til ham, bade de ham, at han vilde blive hos dem; og han blev der to Dage.

4:41  Og mange Flere troede for hans Tales Skyld.

4:42  Og de sagde til Kvinden: vi troe nu ikke længere for din Tales Skyld; thi vi have selv hørt, og vide, at denne er sandelig den Verdens Frelser, den Christus.

4:43  Men efter to Dage gik han derfra og drog til Galilæa.

4:44  Thi Jesus vidnede selv, at en Prophet bliver ikke æret i sit Fædreneland.

4:45  Der han da kom til Galilæa, annammede de Galilæer ham, som havde seet alt det, som han gjorde i Jerusalem paa Høitiden; thi de vare og komne til Høitiden.

4:46  Da kom Jesus atter til Cana i Galilæa, hvor han havde gjort Vand til Viin. Og der var en kongelig Tjener, hvis Søn laae syg i Capernaum.

4:47  Der denne hørte, at Jesus var kommen fra Judæa til Galilæa, gik han til ham og bad ham, at han vilde komme og helbrede hans Søn; thi han var nær Døden.

4:48  Da sagde Jesus til ham: dersom I ikke see Tegn og Undergjerninger, ville I ikke troe.

4:49  Manden sagde til ham: Herre! kom, før mit Barn døer.

4:50  Jesus siger til ham: gak bort, din Søn lever. Og Manden troede det Ord, som Jesus sagde til ham, og gik bort.

4:51  Men idet han nu drog bort, mødte hans Tjenere ham, og forkyndte og sagde: dit Barn lever.

4:52  Da udspurgte han af dem den Time, paa hvilken det var blevet bedre med ham; og de sagde til ham: igaar ved den syvende Time forlod Feberen ham.

4:53  Da mærkede Faderen, at det var skeet paa den samme Time, paa hvilken Jesus havde sagt til ham: din Søn lever! og han troede selv og hans ganske Huus.

4:54  Dette fik andet Tegn gjorde Jesus, der han var kommen fra Judæa til Galilæa.

Chapter 5

5:1  Derefter var det Jødernes Høitid, og Jesus gik op til Jerusalem.

5:2  Men der var en Dam i Jerusalem ved Faareporten, den kaldes paa Hebraisk Bethesda, og haver fem Buegange.

5:3  I dem laae en stor Mængde af Syge, Blinde, Halte, Visne, som ventede paa, at Vandet skulde røres.

5:4  Thi paa visse Tider foer en Engel ned udi Dammen og oprørte Vandet. Hvo som da først, efter Vandets oprør, steg ned, blev sund, hvadsomhelst Syge han var beheftet med.

5:5  Men der var et Menneske, som havde ligget otte og tredive Aar i Sygdom.

5:6  Der Jesus saae ham ligge, og vidste, at han allerede havde ligget lang Tid, sagde han til ham: vil du vorde sund?

5:7  Den Syge svarede ham: Herre! jeg haver Ingen, som kan bringe mig i Dammen, naar Vandet bliver oprørt; men naar jeg kommer, nedstiger en Anden før jeg.

5:8  Jesus sagde til ham: staa op, tag din Seng og gak.

5:9  Og strax blev Mennesket sundt, og tog sin Seng og gik; men det var Sabbat paa den samme Dag.

5:10  Derfor sagde Jøderne til den, som var bleven helbredet: det er Sabbat, det er dig ei tilladt at bære Sengen.

5:11  Han svarede dem: den, som gjorde mig sund, han sagde til mig: tag din Seng og gak.

5:12  Da spurgte de ham: hvo er det Menneske, som sagde til dig: tag din Seng og gak?

5:13  Men den, som var bleven helbredet, vidste ikke, hvo han var; thi Jesus havde unddraget sig, da der var meget Folk paa Stedet.

5:14  Derefter fandt Jesus ham i Templet og sagde til ham: see, du er bleven sund; synd ikke mere, at dig ikke noget værre skal vederfares.

5:15  Mennesket gik bort og kundgjorde Jøderne, at det var Jesus, som havde gjort ham sund.

5:16  Og derfor forfulgte Jøderne Jesus, og søgte at slaae ham ihjel, efterdi han havde gjort dette paa en Sabbat.

5:17  Men Jesus svarede dem: min Fader arbeider indtil nu, og jeg arbeider.

5:18  Derfor søgte da Jøderne end mere at slaae ham ihjel, fordi han ikke aleneste brød Sabbaten, men og kaldte Gud sin egen Fader, og gjorde sig selv Gud lig.

5:19  Derfor svarede Jesus og sagde til dem: sandelig, sandelig siger jeg Eder: Sønnen kan slet intet gjøre af sig selv, uden hvad han seer Faderen gjøre; thi hvilke Ting, som han gjør, de samme gjør og Sønnen ligesaa.

5:20  Thi Faderen elsker Sønnen, og viser ham alt det, han selv gjør, og han skal vise ham større Gjerninger end disse, at I skulle forundre Eder.

5:21  Thi ligesom Faderen opvækker Døde og gjør levende, ligesaa gjør og Sønnen levende, hvilke han vil.

5:22  Ogsaa dømmer Faderen Ingen, men haver givet Sønnen al Dom,

5:23  at Alle skulle ære Sønnen, ligesom de ære Faderen. Hvo som ikke ærer Sønnen, ærer ikke Faderen, som ham udsendte.

5:24  Sandelig, sandelig siger jeg Eder: hvo som hører mit Ord, og troer den, som mig udsendte, haver et evigt Liv, og kommer ikke til Dommen, men er gaaet over fra Døden til Livet.

5:25  Sandelig, sandelig siger jeg Eder: den time kommer, ja, er nu, da de Døde skulle høre Guds Søns Røst, og de, som den høre, skulle leve.

5:26  Thi ligesom Faderen haver Livet i sig selv, saaledes haver han og givet Sønnen at have Livet i sig selv;

5:27  og haver givet ham Magt, ogsaa at holde Dom, efterdi han er Menneskens Søn.

5:28  Forundrer Eder ikke herover; thi den Time kommer, paa hvilken alle de i Gravene skulle høre hans Røst,

5:29  og de skulle gaae frem, de, som have gjort Godt, til Livsens Opstandelse, men de, som have gjort Ondt, til Dommens Opstandelse.

5:30  Jeg kan slet intet gjøre af mig selv; ligesom jeg hører, dømmer jeg, og min Dom er retfærdig; thi jeg søger ikke min Villie, men Faderens Villie, som haver udsendt mig.

5:31  Dersom jeg vidner om mig selv, er mit Vidnesbyrd ikke sandt.

5:32  Der er en Anden, som vidner om mig, og jeg veed, at det Vidnesbyrd er sandt, som han vidner om mig.

5:33  I have sendt til Johannes, og han haver vidnet for Sandheden.

5:34  Men ikke fra et Menneske henter jeg Vidnesbyrd; dog dette siger jeg, paa det I skulle frelses.

5:35  Han var et brændende og skinnende Lys; men I have til en Tid villet fryde Eder ved hans Lys.

5:36  Men jeg haver et større Vidnesbyrd end Johannes’; thi de Gjerninger, som Faderen haver givet mig at fuldkomme, disse Gjerninger, som jeg gjør, vidne om mig, at Faderen haver udsendt mig.

5:37  Og Faderen, som haver udsendt mig, haver selv vidnet om mig; I have aldrig hverken hørt hans Røst eller seet hans Skikkelse.

5:38  Og I have ikke hans Ord blivende i Eder; thi den, som han haver udsendt, ham troe I ikke.

5:39  I ransage Skrifterne, fordi I mene i dem at have et evigt Liv; og disse er det, som vidne om mig.

5:40  Og I ville ikke komme til mig, at I kunne have Livet.

5:41  Jeg tager ikke Ære af Mennesker;

5:42  men jeg kjender Eder, at I have ikke Guds Kjærlighed i Eder.

5:43  Jeg er kommen i min Faders Navn, og I annamme mig ikke; dersom en Anden kommer i sit eget Navn, ham skulle I annamme.

5:44  Hvorledes kunne I troe, I, som tage Ære af hverandre, og den Ære, som er af den eneste Gud, søge I ikke?

5:45  Tænker ikke, at jeg vil anklage Eder for Faderen; der er den, som Eder anklager, Moses, paa hvem I haabe.

5:46  Dersom I troede Moses, troede I vel mig; thi han haver skrevet om mig.

5:47  Men troe I ikke hans Skrifter, hvorledes skulle I troe mine Ord?

Chapter 6

6:1  Derefter foer Jesus hen over Galilæas Sø, ved Tiberias.

6:2  Og meget Folk fulgte ham, fordi de saae hans Tegn, som han gjorde paa de Syge.

6:3  Men Jesus gik op paa et Bjerg og satte sig der med sine Disciple.

6:4  Men det var nær Paaske, Jødernes Høitid.

6:5  Da Jesus nu opløftede sine Øine og saae, at meget Folk kom til ham, sagde han til Philippus: hvor skulle vi kjøbe Brød, at disse kunne æde?

6:6  (Men han sagde dette for at forsøge ham; thi han vidste selv, hvad han vilde gjøre.)

6:7  Philippus svarede ham: Brød for to hundrede Penninge er ikke nok for dem, at hver af dem kan faae noget Lidet.

6:8  Een af hans Disciple, Andreas, Simon Peters Broder, siger til ham:

6:9  her er en liden Dreng, som haver fem Bygbrød og to smaa Fiske; men hvad er dette til saa Mange?

6:10  Men Jesus sagde: kommer Folket til at sidde; og der var meget Græs paa Stedet. Da satte Mændene sig ned, ved frem tusinde i Tallet.

6:11  Men Jesus tog Brødene, gjorde Taksigelse og uddelede dem til Disciplene, men Disciplene til dem, som havde sat sig ned; desligeste ogsaa af de smaa Fiske, saa meget de vilde.

6:12  Men der de vare mætte, sagde han til sine Disciple: sanker tilsammen de overblevne Stykker, at Intet forkommes.

6:13  Da samlede de og fyldte tolv Kurve med Stykker, som bleve tilovers af de fem Bygbrød fra dem, som havde faaet Mad.

6:14  Da nu Folket saae det Tegn, som Jesus havde gjort, sagde de: denne er i Sandhed den Prophet, som kommer til Verden.

6:15  Der Jesus da vidste, at de vilde komme og tage ham med Magt for at gjøre ham til Konge, veg han atter op paa Bjerget, ganske alene.

6:16  Men der det var blevet Aften, gik hans Disciple ned til Søen.

6:17  Og de traadte i Skibet, og kom paa hiin Side Søen til Capernaum. Og det var allerede blevet mørkt, og Jesus var ikke kommen til dem.

6:18  Og Søen reiste sig, da der blæste et stærkt Veir.

6:19  Der de nu havde roet ved fem og tyve eller tredive Stadier, saae de Jesus vandre paa Søen og komme nær til Skibet; og de forfærdedes.

6:20  Men han sagde til dem: det er mig; frygter ikke.

6:21  Da vilde de tage ham ind i Skibet; og strax var Skibet ved Landet, som de føre til.

6:22  Den anden Dag, da Folket, som stod paa hiin Side Søen, saae, at intet andet Skib var der, uden det ene, som hans Disciple vare traadte ind i, og at Jesus ikke var gaaet i Skibet med sine Disciple, men at hans Disciple alene vare farne bort;

6:23  (men der kom andre Skibe fra Tiberias nær til det Sted, hvor de aade Brødet, efter at Herren havde gjort Taksigelse);

6:24  og da Folket nu saae, at Jesus var der ikke, ei heller hans Disciple, traadte ogsaa de i Skibene, og kom til Capernaum for at søge Jesus.

6:25  Og der de fandt ham paa hiin Side Søen, sagde de til ham: Rabbi! naar er du kommen hid?

6:26  Jesus svarede dem og sagde: sandelig, sandelig siger jeg Eder: I søge mig, ikke fordi I saae Tegn, men fordi I aade af Brødene og bleve mætte.

6:27  Arbeider ikke for den Mad, som er forgængelig, men for den Mad, som varer til et evigt Liv, hvilken Menneskens Søn skal give Eder; thi ham haver Faderen, Gud selv, beseglet.

6:28  Da sagde de til ham: hvad skulle vi gjøre, at vi kunne arbeide Guds Gjerning?

6:29  Jesus svarede og sagde til dem: dette er Guds Gjerning, at I skulle troe paa den, som han udsendte.

6:30  Da sagde de til ham: hvad gjør du da for et Tegn, at vi kunne see det og troe dig? hvad Arbeide gjør du?

6:31  Vore Fædre aade Manna i Ørken, som skrevet er: han gav dem Brød af Himmelen at æde.

6:32  Da sagde Jesus til dem: sandelig, sandelig siger jeg Eder: ikke Moses gav Eder det Brød af Himmelen; men min Fader giver Eder det Brød af Himmelen, som er det sande.

6:33  Thi Guds Brød er det, som kommer ned af Himmelen, og giver Verden Liv.

6:34  Da sagde de til ham: Herre! giv os altid dette Brød.

6:35  Men Jesus sagde til dem: jeg er det Livsens Brød, Hvo som kommer til mig, skal ikke hungre; og hvo som troer paa mig, skal aldrig tørste.

6:36  Men jeg haver sagt Eder, at I have seet mig, og troe dog ikke.

6:37  Alt, hvad min Fader giver mig, skal komme til mig; og den, som kommer til mig, skal jeg ingenlunde kaste hen ud.

6:38  Thi jeg er kommen ned af Himmelen, ikke at jeg skal gjøre min Villie, men hans Villie, som mig udsendte.

6:39  Men dette er Faderens Villie, som mig udsendte, at jeg skal Intet miste af alt det, som han haver givet mig; men jeg skal opreise det paa den yderste Dag.

6:40  Men det er hans Villie, som mig udsendte, at hver den, som seer Sønnen og troer paa ham, skal have et evigt Liv, og jeg skal opreise ham paa den yderste Dag.

6:41  Da knurrede Jøderne imod ham, fordi han sagde: jeg er det Brød, som kom ned af Himmelen.

6:42  Og de sagde: er ikke denne Jesus, Josephs Søn, hvis Fader og Moder vi kjende? hvorledes siger da denne: jeg er kommen ned af Himmelen?

6:43  Derfor svarede Jesus og sagde til dem: knurrer ikke indbyrdes.

6:44  Ingen kan komme til mig uden Faderen, som mig udsendte, drager ham; og jeg skal opreise ham paa den yderste Dag.

6:45  Der er skrevet i Propheterne: og de skulle alle være oplærte af Gud. Hver da, som hører af Faderen og lærer, kommer til mig.

6:46  Ikke at Nogen haver seet Faderen, uden den, som er fra Gud, han haver seet Faderen.

6:47  Sandelig, sandelig siger jeg Eder: hvo, som troer paa mig, haver et evigt Liv.

6:48  Jeg er det Livsens Brød.

6:49  Eders Fædre aade Manna i Ørken og døde.

6:50  Dette er det Brød, som kommer ned af Himmelen, at man skal æde af det og ikke døe.

6:51  Jeg er det levende Brød, som kom ned af Himmelen; om Nogen æder af dette Brød, han skal leve til evig Tid; og det Brød, som jeg vil give, er mit Kjød hvilket jeg vil give for Verdens Liv.

6:52  Da kivedes Jøderne indbyrdes og sagde: hvorledes kan denne give os sit Kjød at æde?

6:53  Derfor sagde Jesus til dem: sandelig, sandelig siger jeg Eder: dersom I ikke æde Menneskens Søns Kjød og drikke hans Blod, have I ikke Livet i Eder.

6:54  Hvo som æder mit Kjød og drikker mit Blod, haver et evigt Liv, og jeg skal opreise ham paa den yderste Dag.

6:55  Thi mit Kjød er sandelig Mad, og mit Blod er sandelig Drikke.

6:56  Hvo som æder mit Kjød og drikker mit Blod, han bliver i mig, og jeg i ham.

6:57  Ligesom den levende Fader udsendte mig, og jeg lever ved Faderen, ligesaa skal og den, som mig æder, leve ved mig.

6:58  Dette er det Brød, som er kommet ned af Himmelen; ikke som Eders Fædre aade Manna og døde. Hvo som æder dette Brød, skal leve evindeligen.

6:59  Dette sagde han i en Synagoge, der han lærte i Capernaum.

6:60  Hvorfor mange af hans Disciple, der de det hørte, sagde: denne er en haard Tale, hvo kan høre ham?

6:61  Men der Jesus vidste ved sig selv, at hans Disciple knurrede over dette, sagde han til dem: forarger dette Eder?

6:62  Hvad om I da faae at see, at Menneskens Søn farer op, hvor han var før?

6:63  Det er Aanden, som levendegjør, Kjødet gavner intet; de Ord, som jeg taler til Eder, ere Aand og ere Liv.

6:64  Men der ere nogle af Eder, som ikke troe. Thi Jesus vidste fra Begyndelsen, hvilke de vare, som ikke troede, og hvo den var, som ham vilde forraade.

6:65  Og han sagde: derfor sagde jeg Eder, at Ingen kan komme til mig, uden det er givet ham af min Fader.

6:66  Fra den Tid traadte mange af hans Disciple tilbage, og vandrede ikke mere med ham.

6:67  Derfor sagde Jesus til de Tolv: monne og I ville gaae bort?

6:68  Da svarede Simon Peter ham: Herre! til hvem skulle vi gaae hen? Du haver det evige Livs Ord;

6:69  og vi have troet og erkjendt, at du er den Christus, den levende Guds Søn.

6:70  Jesus svarede dem: har jeg ikke udvalgt Eder tolv, og een af Eder er en Djævel.

6:71  Men han talede om Judas, Simons Søn, Ischariotes; thi han blev siden hans Forræder og var een af de Tolv.

Chapter 7

7:1  Derefter drog Jesus omkring i Galilæa; thi han vilde ikke vandre i Judæa, fordi Jøderne søgte at slaae ham ihjel.

7:2  Men Jødernes Fest, Løvsalernes Høitid var nær.

7:3  Da sagde hans Brødre til ham: drag bort herfra, og gak til Judæa, at og dine Disciple der kunne see dine Gjerninger, som du gjør.

7:4  Thi Ingen gjør Noget i Løndom, naar han selv søger at blive navnkundig; dersom du gjør Saadant, da viis dig for Verden.

7:5  Thi hans Brødre troede ei heller paa ham.

7:6  Da sagde Jesus til dem: min Tid er endnu ikke kommen; men Eders Tid er stedse forhaanden.

7:7  Verden kan ikke hade Eder; men den hader mig, fordi jeg vidner om den, at dens Gjerninger ere onde.

7:8  Drager I op til denne Høitid; jeg drager ikke endnu op til denne Høitid, thi min Tid er ikke endnu fuldkommet.

7:9  Der han havde sagt dette til dem, blev han i Galilæa.

7:10  Men der hans Brødre vare dragne op, da drog han og selv op til Høitiden, ikke aabenbare, men lønligen.

7:11  Da ledte Jøderne efter ham paa Høitiden og sagde: hvor er han?

7:12  Og der blev meget mumlet om ham iblandt Folket; Nogle sagde: han er en god Mand; men Andre sagde: nei, han forfører Folket.

7:13  Dog talede Ingen frit om ham, af Frygt for Jøderne.

7:14  Men der det nu var midt i Høitiden, gik Jesus op i Templet og lærte.

7:15  Og Jøderne forundrede sig og sagde: hvorledes veed denne Skrifterne, da han ikke er lært?

7:16  Jesus svarede dem og sagde: min Lærdom er ikke min, men hans, som mig udsendte.

7:17  Dersom Nogen vil gjøre hans Villie, han skal kjende, om Lærdommen er af Gud, eller jeg taler af mig selv.

7:18  Hvo som taler af sig selv, søger sin egen Ære; men hvo som søger hans Ære, som ham udsendte, han er sanddru, og Svig er ikke i ham.

7:19  Haver ikke Moses givet Eder Loven? Og ingen af Eder holder Loven. Hvi søge I at slaae mig ihjel?

7:20  Folket svarede og sagde: du haver Djævelen; hvo søger at slaae dig ihjel?

7:21  Jesus svarede og sagde til dem: een Gjerning gjorde jeg, og I forundrede Eder alle derover.

7:22  Moses gav Eder Omskærelsen, (ikke at den er fra Moses, men fra Fædrene), og I omskære et Menneske paa Sabbaten.

7:23  Dersom et Menneske annammer Omskærelsen paa Sabbaten, paa det Moses’ Lov skal ikke brydes, ere I da vrede paa mig, at jeg haver gjort et heelt Menneske sundt paa Sabbaten?

7:24  Dømmer ikke efter Anseelse, men dømmer en retfærdig Dom.

7:25  Da sagde Nogle af dem fra Jerusalem: er det ikke ham, som de søge at slaae ihjel?

7:26  Og see, han taler frit, og de sige Intet til ham; mon ikke de Øverste i Sandhed have kjendt, at denne er i Sandhed den Christus?

7:27  Dog vide vi, hvorfra denne er; men naar Christus kommer, veed Ingen, hvorfra han er.

7:28  Derfor raabte Jesus, idet han lærte i Templet, og sagde: baade kjende I mig og vide, hvorfra jeg er; og af mig selv er jeg ikke kommen, men han er sanddru, som mig udsendte, hvilken I ikke kjende.

7:29  Men jeg kjender ham, thi jeg er af ham, og han udsendte mig.

7:30  Derfor søgte de at gribe ham; dog lagde Ingen Haand paa ham, thi hans Time var ikke endnu kommen.

7:31  Men Mange af Folket troede paa ham og sagde: naar Christus kommer, monne han skal gjøre flere Tegn, end denne haver gjort?

7:32  Pharisæerne hørte, at Folket mumlede saadant om ham; og Pharisæerne og de Ypperstepræster sendte Tjenere ud for at gribe ham.

7:33  Derfor sagde Jesus til dem: endnu en liden Tid er jeg hos Eder, saa gaaer jeg bort til den, som mig udsendte.

7:34  I skulle lede efter mig og ikke finde mig, og der, hvor jeg er, kunne I ikke komme.

7:35  Da sagde Jøderne til hverandre: hvor vil denne gaae hen, at vi ikke skulle finde ham? Mon han vil gaae til dem, som ere adspredte iblandt Grækerne, og lære Grækerne?

7:36  Hvad er det for en Tale, at han siger: I skulle lede efter mig, og ikke finde mig, og der, hvor jeg er, kunne I ikke komme?

7:37  Men paa den sidste og store Høitidsdag stod Jesus frem, og raabte og sagde: om Nogen tørster, han komme til mig og drikke.

7:38  Hvo som troer paa mig, af hans Liv skal, som Skriften siger, flyde levende Vandstrømme.

7:39  (Men dette sagde han om den Aand, som de skulde annamme, der troe paa ham; thi den Hellig Aand var ikke endnu, fordi Jesus var ikke endnu herliggjort.)

7:40  Derfor sagde Mange af Folket, som hørte den Tale: denne er sandelig den Prophet.

7:41  Andre sagde: han er Christus; men Andre sagde: mon da Christus komme af Galilæa?

7:42  Siger ikke Skriften, at Christus kommer af Davids Sæd og af Bethlehem, den By, hvorfra David var?

7:43  Saaledes blev der Splid iblandt Folket om ham.

7:44  Men Nogle af dem vilde grebet ham; dog lagde Ingen Haand paa ham.

7:45  Da kom Tjenerne til de Ypperstepræster og Pharisæerne, og disse sagde til dem: hvi førte I ham ikke hid?

7:46  Tjenerne svarede: aldrig haver et Menneske talet saaledes som dette Menneske.

7:47  Da svarede Pharisæerne dem: monne I og være forførte?

7:48  Mon Nogen af de Øverste haver troet paa ham, eller af Pharisæerne?

7:49  Men denne Hob, som ikke kjender til Loven, er forbandet.

7:50  Nicodemus, (den, som var kommen til ham om Natten, og var een af dem) sagde til dem:

7:51  mon vor Lov dømme et Menneske, uden at man først forhører ham og faaer at vide, hvad han gjør?

7:52  De svarede og sagde til ham: mon du og være af Galilæa? Ransag og see, at der er ingen Prophet opstanden af Galilæa.

7:53  Og hver gik til sit Huus.

Chapter 8

8:1  Men Jesus gik til Oliebjerget.

8:2  Og aarle om Morgenen kom han igjen i Templet, og alt Folket kom til ham; og han satte sig og lærte dem.

8:3  Men de Skriftkloge og Pharisæerne førte en Kvinde til ham, greben i Hoer, og stillede hende frem i Midten.

8:4  Og de sagde til ham: Mester! denne Kvinde er greben i Hoer paa frisk Gjerning.

8:5  Men Moses bød os i Loven, at saadanne skulle stenes; hvad siger nu du?

8:6  Men dette sagde de, for at forsøge ham, at de kunde have Noget at anklage ham for. Men Jesus bukkede sig ned og skrev med Fingeren paa Jorden.

8:7  Men der de bleve ved at spørge ham, reiste han sig op og sagde til dem: den, som er syndeløs iblandt Eder, kaste først Stenen paa hende.

8:8  Og han bukkede sig atter ned og skrev paa Jorden.

8:9  Men der de hørte det, og bleve slagne af deres Samvittighed, gik de bort, En efter den Anden, fra de Ældste af til de Yngste, og Jesus blev efterladt alene, og Kvinden staaende i Midten.

8:10  Men da Jesus reiste sig op og saae Ingen uden Kvinden, sagde han til hende: Kvinde! hvor ere hine dine Anklagere? fordømte Ingen dig?

8:11  Men hun sagde: Herre! Ingen. Men Jesus sagde til hende: jeg fordømmer dig ikke heller; gak bort, og synd ikke mere.

8:12  Da talede Jesus atter til dem og sagde: jeg er det Verdens Lys; hvo som følger mig, skal ikke vandre i Mørket, men have det Livsens Lys.

8:13  Da sagde Pharisæerne til ham: du vidner om dig selv; dit Vidnesbyrd er ikke sandt.

8:14  Jesus svarede og sagde til dem: om jeg end vidner om mig selv, er mit Vidnesbyrd sandt; thi jeg veed, hvorfra jeg kom, og hvor jeg gaaer hen; men I vide ikke, hvorfra jeg kommer, og hvor jeg gaaer hen.

8:15  I dømmer efter Kjødet, jeg dømmer Ingen.

8:16  Men dersom jeg og dømmer, er min Dom sand; thi jeg er ikke alene, men baade jeg og Faderen, som udsendte mig.

8:17  Men der er og skrevet i Eders Lov, at to Menneskers Vidnesbyrd er sandt.

8:18  Jeg er den, som vidner om mig selv, og Faderen, som udsendte mig, vidner om mig.

8:19  Derfor sagde de til ham: hvor er din Fader? Jesus svarede: hverken kjende I mig, ei heller min Fader; dersom I kjendte mig, kjendte I og min Fader.

8:20  Disse Ord talede Jesus ved Templets Kiste, der han lærte i Templet; dog greb Ingen ham, fordi hans Time var ikke endnu kommen.

8:21  Da sagde Jesus atter til dem: jeg gaaer bort, og I skulle lede efter mig, og døe i Eders Synd; hvor jeg gaaer hen, kunne I ikke komme.

8:22  Da sagde Jøderne: mon han vil slaae sig selv ihjel, fordi han siger: hvor jeg gaaer hen, kunne I ikke komme?

8:23  Og han sagde til dem: I ere nedenfra, jeg er ovenfra; I ere af denne Verden, jeg er ikke af denne Verden.

8:24  Derfor haver jeg sagt Eder, at I skulle døe i Eders Synder; thi dersom I ikke ville troe, at det er mig, skulle I døde i Eders Synder.

8:25  Derfor sagde de til ham: hvo er du? Og Jesus sagde til dem: just det, som jeg siger Eder.

8:26  Jeg haver Meget at tale og dømme om Eder; men den, som mig udsendte, er sanddru, og hvad jeg haver hørt af ham, det siger jeg for Verden.

8:27  Men de forstode ikke, at han talede til dem om Faderen.

8:28  Derfor sagde Jesus til dem: naar I faae ophøiet Menneskens Søn, da skulle I kjende, at det er mig, og at jeg gjør Intet af mig selv; men som min Fader haver lært mig, saaledes taler jeg.

8:29  Og den, som udsendte mig, er med mig; Faderen haver ikke ladet mig alene, fordi jeg gjør altid det, som er ham behageligt.

8:30  Der han talede dette, troede Mange paa ham.

8:31  Derfor sagde Jesus til Jøderne, som havde troet paa ham: dersom I blive i mit Ord, ere I sandelig mine Disciple,

8:32  og I skulle forstaae Sandheden, og Sandheden skal frigjøre Eder.

8:33  De svarede ham: vi ere Abrahams Sæd, og have aldrig været Nogens Trælle; hvorledes siger du da: I skulle vorde frie?

8:34  Jesus svarede dem: sandelig, sandelig siger jeg Eder: hver den, som gjør Synd, er Syndens Træl.

8:35  Men Trællen bliver ikke altid i Huset, Sønnen bliver der altid.

8:36  Dersom da Sønnen faaer frigjort Eder, skulle I være virkeligen frie.

8:37  Jeg veed, at I ere Abrahams Sæd; men I søge at slaae mig ihjel, fordi min Tale ikke finder Rum hos Eder.

8:38  Jeg taler det, som jeg haver seet hos min Fader, saa gjøre I og det, som I have seet hos Eders Fader.

8:39  De svarede og sagde til ham: Abraham er vor Fader. Jesus sagde til dem: dersom I vare Abrahams Børn, gjorde I Abrahams Gjerninger.

8:40  Men nu søge I at slaae mig ihjel, et Menneske, der haver sagt Eder Sandheden, som jeg haver hørt af Gud; dette havde Abraham ikke gjort.

8:41  I gjøre Eders Faders Gjerninger. Derfor sagde de til ham: vi ere ikke avlede i Hoer; vi have en Fader, Gud.

8:42  Da sagde Jesus til dem: dersom Gud var Eders Fader, da elskede I mig; thi jeg er ingenlunde kommen af mig selv, men han haver udsendt mig.

8:43  Hvi forstaae I ikke min Tale? efterdi I ikke kunne fordrage mit Ord.

8:44  I ere af en Fader Djævelen, og ville gjøre Eders Faders Begjerninger. Han var en Manddraber fra Begyndelsen af, og blev ikke bestaaende i Sandheden; thi Sandhed er ikke i ham. Naar han taler Løgn, taler han af sit eget; thi han er en Løgner og Løgnens Fader.

8:45  Men mig troe I ikke, fordi jeg taler Sandhed.

8:46  Hvo af Eder kan overbevise mig om nogen Synd? men siger jeg Sandhed, hvorfor troe I mig ikke?

8:47  Hvo som er af Gud, hører Guds Ord; derfor høre I ikke, fordi I ere ikke af Gud.

8:48  Da svarede Jøderne og sagde til ham: sige vi ikke med Rette, at du er en Samaritan og haver Djævelen?

8:49  Jesus svarede: jeg haver ikke Djævelen, men jeg ærer min Fader, og I vanære mig.

8:50  Men jeg søger ikke min Ære; der er den, som søger den, og dømmer.

8:51  Sandelig, sandelig siger jeg Eder: dersom Nogen holder mit Ord, skal han ikke see Døden evindeligen.

8:52  Da sagde Jøderne til ham: nu kjende vi, at du haver Djævelen; Abraham er død, og Propheterne, og du siger: dersom Nogen holder mit Ord, han skal ikke smage Døden evindeligen.

8:53  Mon du er større end vor Fader Abraham, hvilken er død? og Propheterne ere døde; hvem gjør du dig selv til?

8:54  Jesus svarede: dersom jeg ærer mig selv, er min Ære Intet; det er min Fader, som mig ærer, og hvem I sige, at han er Eders Gud.

8:55  Og I have ikke kjendt ham, men jeg kjender ham; og dersom jeg sagde: jeg kjender ham ikke, da blev jeg en Løgner ligesom I. Men jeg kjender ham og holder hans Ord.

8:56  Abraham, Eders Fader, frydede sig, at han skulde see min Dag, og han saae den og glædede sig.

8:57  Da sagde Jøderne til ham: du er ikke endnu halvtredsindstyve Aar gammel, og du haver seet Abraham?

8:58  Jesus sagde til dem: sandelig, sandelig siger jeg Eder: førend Abraham blev, er jeg.

8:59  Derfor optoge de Stene, for at kaste paa ham: men Jesus skjulte sig, og gik ud af Templet og gik midt igjennem Mængden, og han undkom saaledes.

Chapter 9

9:1  Og da han gik frem, saae han et Menneske, som var blind født.

9:2  Og hans Disciple spurgte ham og sagde: Mester! hvo haver syndet? denne eller hans Forældre, at han er blind født?

9:3  Jesus svarede: hverken denne syndede, ei heller hans Forældre; men paa det at Guds Gjerninger skulle blive aabenbarede paa ham.

9:4  Mig bør at gjøre hans Gjerninger, som mig haver udsendt, saalænge det er Dag; Natten kommer, da Ingen kan arbeide.

9:5  Medens jeg er i Verden, er jeg Verdens Lys.

9:6  Der han det havde sagt, spyttede han paa Jorden, og gjorde Dynd af Spyttet, og smurte Dyndet paa den Blindes Øine.

9:7  Og han sagde til ham: gak bort, to dig i Dammen Siloam, (hvilket er udlagt: udsendt). Da gik han bort og toede sig og kom seende tilbage.

9:8  Da sagde Naboerne og de, som før havde seet, at han var blind: er det ikke den, som sad og tiggede?

9:9  Andre sagde: det er denne; men Andre: han er ham lig. Han selv sagde: det er mig.

9:10  Da sagde de til ham: hvorledes bleve dine Øine aabnede?

9:11  Han svarede og sagde: et Menneske, som kaldes Jesus, gjorde Dynd, og smurte paa mine Øine, og sagde til mig: gak bort til Dammen Siloam og to dig. Men da jeg gik hen og toede mig, blev jeg seende.

9:12  Da sagde de til ham: hvor er han? Han sagde: jeg veed ikke.

9:13  Da førte de ham, som før var blind, til Pharisæerne.

9:14  (Men det var en Sabbat, da Jesus gjorde Dynd og aabnede hans Øine.)

9:15  Da spurgte og Pharisæerne ham atter, hvorledes han var bleven seende. Men han sagde til dem: Dynd lagde ham paa mine Øine, og jeg toede mig, og seer.

9:16  Derfor sagde nogle af Pharisæerne: dette Menneske er ikke af Gud, efterdi han holder ikke Sabbaten. Andre sagde: hvorledes kan et syndigt Menneske gjøre saadanne Tegn? Og der var Splid imellem dem.

9:17  Da sagde atter til den Blinde: hvad siger du om ham, efterdi han aabnede dine Øine? Men han sagde: han er en Prophet.

9:18  Men Jøderne troede ikke om ham, at han havde været blind og var bleven seende, førend de kaldte hans Forældre, som havde faaet sit Syn.

9:19  Og de spurgte dem og sagde: er denne Eders Søn, om hvem I sige, at han var blind født? hvorledes er han da nu seende?

9:20  Hans Forældre svarede dem og sagde: vi vide, at dette er vor Søn, og at han var blind født.

9:21  Men hvorledes han nu er bleven seende, vide vi ikke, og hvo der haver aabnet hans Øine, vide vi ikke heller; han er selv gammel nok, spørger ham, han maa selv svare for sig.

9:22  Dette sagde hans Forældre, fordi de frygtede for Jøderne; thi Jøderne vare allerede komne overeens om, at dersom Nogen bekjendte ham at være Christus, skulle denne blive udelukt af Synagogen.

9:23  Derfor sagde hans Forældre: han er gammel nok, spørger ham selv.

9:24  Da kaldte de anden Gang til sig det Menneske, som havde været blind, og sagde til ham: giv Gud Æren; vi vide, at hiint Menneske er en Synder.

9:25  Da svarede han og sagde: om han er en Synder, veed jeg ikke; een Ting veed jeg, at jeg, som var blind, nu seer.

9:26  Men de sagde til ham igjen: hvad gjorde han ved dig? hvorledes aabnede han dine Øine?

9:27  Han svarede dem: jeg haver allerede sagt Eder det, og I hørte ikke derefter. Hvorfor ville I høre det igjen? ville I og vorde hans Disciple?

9:28  Da skjældte de paa ham og sagde: du er hans Discipel, men vi ere Moses’ Disciple.

9:29  Vi vide, at Gud haver talet til Moses; men om denne vide vi ikke, hvorfra han er.

9:30  Mennesket svarede og sagde til dem: det er dog underligt, at I ikke vide, hvorfra han er, og han haver aabnet mine Øine.

9:31  Vi vide dog, at Gud hører ikke Syndere; men dersom Nogen er gudfrygtig og gjør hans Villie, den hører han.

9:32  Aldrig er det hørt, at Nogen haver aabnet Øinene paa en Blindfødt.

9:33  Var denne ikke fra Gud, da kunde han slet intet gjøre.

9:34  De svarede og sagde til ham: du er ganske født i Synd, og du vil lære os? Og de stødte ham ud.

9:35  Jesus hørte, at de havde udstødt ham, og da han traf ham, sagde ham til ham: troer du paa Guds Søn?

9:36  Han svarede og sagde: hvo er han, Herre! at jeg kan troe paa ham?

9:37  Men Jesus sagde til ham: baade haver du seet ham, og den, som taler med dig, ham er det.

9:38  Men han sagde: jeg troer, Herre! og han kastede sig ned for ham.

9:39  Og Jesus sagde: jeg er kommen til Dom i denne Verden, at de, som ikke see, skulle vorde seende, og de, som see, skulle vorde blinde.

9:40  Dette hørte de af Pharisæerne, som vare hos ham, og de sagde til ham: monne og vi ere blinde?

9:41  Jesus sagde til dem: vare I blinde, da havde I ikke Synd; men nu sige I: vi see; derfor bliver Eders Synd.

Chapter 10

10:1  Sandelig, sandelig siger jeg Eder: hvo som ikke gaaer ind ad Døren i Faarestien, men stiger andensteds over, han er en Tyv og en Røver.

10:2  Men den, som gaaer ind ad Døren, er Faarenes Hyrde.

10:3  For denne lader Dørvogteren op, og Faarene høre hans Røst; og han kalder sine egne Faar ved Navn og fører dem ud.

10:4  Og naar han haver udladt sine egne Faar, gaaer han foran dem; og Faarene følge ham, fordi de kjende hans Røst.

10:5  Men en Fremmed følge de ikke, men flye fra ham, fordi de kjende ikke den Fremmedes Røst.

10:6  Denne Lignelse sagde Jesus til dem; men de forstode ikke, hvad det var, som han talede til dem.

10:7  Derfor sagde Jesus atter til dem: sandelig, sandelig siger jeg Eder: jeg er Faarenes Dør.

10:8  Alle de, som ere komne før mig, ere Tyve og Røvere; men Faarene hørte dem ikke.

10:9  Jeg er Døren; dersom Nogen gaaer ind ved mig, han skal frelses; og han skal gaae ind og gaae ud og finde Føde.

10:10  Tyven kommer ikke, uden for at stjæle og myrde og fordærve; jeg er kommen, at de skulle have Liv og have overflødigt.

10:11  Jeg er den gode Hyrde; den gode Hyrde sætter sit Liv til for Faarene.

10:12  Men Leiesvenden og den, som ikke er Hyrde, hvilken Faarene ikke høre til, seer Ulven komme og forlader Faarene og flyer; og Ulven røver dem og adspreder Faarene.

10:13  Men Leiesvenden flyer, fordi han er en Leiesvend og haver ikke Omsorg for Faarene.

10:14  Jeg er den gode Hyrde, og jeg kjender Mine, og kjendes af Mine,

10:15  (ligesom Faderen kjender mig, kjender jeg og Faderen); og jeg sætter mit Liv til for Faarene.

10:16  Og jeg haver andre Faar, som ikke ere af denne Sti, dem bør det mig og at føre did, og de skulle høre min Røst; og der skal blive een Hjord, een Hyrde.

10:17  Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg sætter mit Liv til, at jeg skal tage det igjen.

10:18  Ingen tager det fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. Jeg haver Magt at sætte det til, og haver Magt at tage det igjen. Dette Bud annammede jeg af min Fader.

10:19  Da blev der atter Splid iblandt Jøderne over disse Ord.

10:20  Mange af dem sagde: han haver Djævelen og raser, hvi høre I ham?

10:21  Andre sagde: disse ere ikke Ord af en Besat; mon en Djævel kan aabne de Blindes Øine?

10:22  Men Indvielsens Fest indtraf i Jerusalem, og det var Vinter.

10:23  Og Jesus gik omkring i Templet, udi Salomons Buegang.

10:24  Da omringede Jøderne ham og sagde til ham: hvor længe holder du vor Sjæl i Forventning? dersom du er Christus, da siig os det frit!

10:25  Jesus svarede dem: jeg haver sagt Eder det, og I troe ikke; de Gjerninger, som jeg gjør i min Faders Navn, disse vidne om mig.

10:26  Men I troe ikke; thi I ere ikke af mine Faar, som jeg sagde Eder.

10:27  Mine Faar høre min Røst, og jeg kjender dem, og de følge mig.

10:28  Og jeg giver dem et evigt Liv, og de skulle ingenlunde fortabes, og Ingen skal rive dem af min Haand.

10:29  Min Fader, som haver givet mig dem, er større end Alle; og Ingen kan rive dem af min Faders Haand.

10:30  Jeg og Faderen, vi ere eet.

10:31  Da toge Jøderne atter Stene op for at stene ham.

10:32  Jesus svarede dem: mange gode Gjerninger viste jeg Eder fra min Fader; for hvilken af disse Gjerninger stene I mig?

10:33  Jøderne svarede ham og sagde: for en god Gjerning stene vi dig ikke, men for Gudsbespottelse, og fordi du, som er et Menneske, gjør dig selv til Gud.

10:34  Jesus svarede dem: er der ikke skrevet i Eders Lov: jeg haver sagt: I ere Guder?

10:35  Dersom han kalder dem Guder, til hvilke Guds Ord skete, (og Skriften kan ikke rokkes);

10:36  sige I da til den, hvem Faderen haver helliget og sendt til Verden: du bespotter Gud, fordi jeg sagde: jeg er Guds Søn?

10:37  Dersom jeg ikke gjør min Faders Gjerninger, troer mig ikke.

10:38  Men dersom jeg gjør dem, om I end ikke ville troe mig, da troer Gjerningerne, paa det I kunne kjende og troe, at Faderen er i mig, og jeg i ham.

10:39  Derfor søgte de atter at gribe ham; men han undkom af deres Haand.

10:40  Og han drog atter bort paa hiin Side Jordan til det Sted, hvor Johannes først døbte, og blev der.

10:41  Og Mange kom til ham og sagde: Johannes gjorde vel intet Tegn: men Alt, hvad Johannes sagde om denne, var sandt.

10:42  Og Mange der troede paa ham.

Chapter 11

11:1  Men der laae En syg, Lazarus af Bethania, af den By, hvor Maria og Martha, hendes Søstre, vare.

11:2  (Men Maria var den, som salvede Herren med Salve og tørrede hans Fødder med sit Haar; hendes Broder Lazarus var syg).

11:3  Da sendte de Søstre til ham og lode ham sige: Herre! see, den, du elsker, er syg.

11:4  Men der Jesus det hørte, sagde han: denne Sygdom er ikke til Døden, men til Guds Ære, at Guds Søn skal æres ved den.

11:5  Men Jesus elskede Martha og hendes Søster og Lazarus.

11:6  Der han nu hørte, at han var syg, blev han dog to Dage paa det Sted, hvor han var.

11:7  Siden efter sagde han til Disciplene: lader os drage til Judæa igjen.

11:8  Disciplene sagde til ham: Mester! nyligen søgte Jøderne at stene dig, og du drager atter derhen?

11:9  Jesus svarede: ere der ikke tolv Timer om Dagen? Vandrer Nogen om Dagen, da støder han ikke an; thi han seer denne Verdens Lys.

11:10  Men vandrer Nogen om Natten, da støder han an; thi Lyset er ikke i ham.

11:11  Dette talede han, og derefter siger han til dem: Lazarus, vor Ven, er sovet ind; men jeg gaaer hen for at opvække ham af Søvne.

11:12  Da sagde hans Disciple: Herre! sover han, da bliver han karsk.

11:13  Men Jesus talede om hans Død; de derimod meente, at han talede om den naturlige Søvn.

11:14  Derefter sagde da Jesus dem reent ud: Lazarus er død!

11:15  Og jeg er glad for Eders Skyld, at jeg ikke var der, paa det I skulle troe: men lader os gaae til ham!

11:16  Da sagde Thomas, (hvilket betyder Tvilling), til sine Meddisciple: lader os ogsaa gaae, at vi kunne døe med ham.

11:17  Da Jesus kom, fandt han ham liggende i Graven allerede fire Dage.

11:18  (Men Bethania var nær ved Jerusalem, omtrent femten Stadier derfra).

11:19  Og mange Jøder vare komne til Martha og Maria, for at trøste dem over deres Broder.

11:20  Da Martha nu hørte, at Jesus kom, gik hun ud ham imøde; men Maria blev siddende i Huset.

11:21  Da sagde Martha til Jesus: Herre! havde du været her, da var min Broder ikke død.

11:22  Men ogsaa nu veed jeg, at hvadsomhelst du beder af Gud, vil Gud give dig.

11:23  Jesus sagde til hende: din Broder skal opstaae.

11:24  Martha siger til ham: jeg veed, at han skal opstaae i Opstandelsen paa den yderste Dag.

11:25  Jesus sagde til hende: jeg er Opstandelsen og Livet; hvo som troer paa mig, om han end døer, skal han dog leve.

11:26  Og hver den, som lever og troer paa mig, skal ikke døde evindeligen. Troer du dette?

11:27  Hun siger til ham: ja Herre! jeg haver troet, at du er Christus, den Guds Søn, den, som kommer til Verden.

11:28  Og der hun dette havde sagt, gik hun bort og kaldte hemmeligen sin Søster Maria og sagde: Mesteren er her og kalder ad dig.

11:29  Der hun det hørte, reiste hun sig strax og kom til ham.

11:30  (Men Jesus var ikke endnu kommen til Byen, men var paa det Sted, hvor Martha mødte ham.)

11:31  Da nu Jøderne, som var hos hende i Huset og trøstede hende, saae, at Maria stod hastelig op og gik ud, fulgte de hende og sagde: hun gaaer bort til Graven for at græde der.

11:32  Der Maria da kom derhen, hvor Jesus var, og saae ham, faldt hun ned for hans Fødder og sagde til ham: Herre! havde du været her, da var min Broder ikke død.

11:33  Der Jesus da saae hende græde, og saae Jøderne græde, som kom med hende, rørtes han i Aanden, og blev heftig bevæget og sagde:

11:34  hvor have I lagt ham? De sagde til ham: Herre! kom og see.

11:35  Jesus græd.

11:36  Da sagde Jøderne: see, hvor han elskede ham!

11:37  Men nogle af dem sagde: kunde ikke han, som aabnede den Blindes Øine, have gjort, at og denne ikke var død?

11:38  Da rørtes Jesus atter inderlig, og kom til Graven. Men det var en Hule, og en Steen laae derfor.

11:39  Jesus sagde: tager Stenen bort. Martha, den Dødes Søster, siger til ham: Herre! han stinker allerede; thi han haver ligget fire Dage.

11:40  Jesus sagde til hende: sagde jeg ikke, at dersom du kunde troe, skulde du see Guds Herlighed?

11:41  Da toge de Stenen bort, hvor den Døde var lagt. Men Jesus opløftede sine Øine og sagde: Fader! jeg takker dig, at du haver hørt mig.

11:42  Dog, jeg vidste, at du altid hører mig; men for Folkets Skyld, som staaer omkring, sagde jeg det, at de skulle troe, at du haver udsendt mig.

11:43  Og der han havde sagt dette, raabte han med høi Røst: Lazarus, kom hid ud!

11:44  Og den Døde kom ud, bunden med Jordeklæder om Fødder og Hænder, og hans Ansigt var ombundet med en Svededug. Jesus sagde til dem: løser ham og lader ham gaae.

11:45  Derfor troede mange paa ham af de Jøder, som vare komne til Maria, og havde seet de Ting, som Jesus havde gjort.

11:46  Men nogle af dem gik hen til Pharisæerne og sagde dem, hvad Jesus havde gjort.

11:47  Derfor forsamlede de Ypperstepræster og Pharisæerne Raadet og sagde: hvad gjøre vi? thi dette Menneske gjør mange Tegn.

11:48  Dersom vi lade ham saaledes blive ved, ville Alle troe paa ham; og Romerne skulle komme og tage baade vort land og Folk.

11:49  Men een af dem, Caiphas, som var dette Aars Ypperstepræst, sagde til dem:

11:50  I forstaae slet Intet; ei heller betænke I, at det er os gavnligt, at eet Menneske døer for Folket, og at ikke det ganske Folk skal fordærves.

11:51  Men dette sagde han ikke af sig selv; men da han var samme Aars Ypperstepræst, spaaede han, at Jesus skulde døde for Folket.

11:52  Og ikke for Folket alene; men paa det han og skulde samle de adspredte Guds Børn til een Hob.

11:53  Fra den Dag af raadsloge de derfor om at ihjelslaae ham.

11:54  Da vandrede Jesus ikke mere frit iblandt Jøderne, men gik derfra til en Egn nær ved Ørken, til en Stad, som kaldes Ephraim; og han blev der nogen Tid med sine Disciple.

11:55  Men Jødernes Paaske var nær; og Mange fra Landet gik op til Jerusalem før Paasken, for at rense sig.

11:56  Da ledte de efter Jesus og talede med hverandre, der de stode i Templet: hvad tykkes Eder, at han kommer ikke til Høitiden?

11:57  Men baade de Ypperstepræster og Pharisæerne havde givet en Befaling, at dersom Nogen vidste, hvor han var, skulde han give det tilkjende, at de kunde gribe ham.

Chapter 12

12:1  Men sex Dage før Paaske kom Jesus til Bethania, hvor Lazarus var, der havde været død, og hvem han havde opreist fra de Døde.

12:2  Da gjorde de ham der en Nadvere, og Martha opvartede; men Lazarus var een af dem, som sadde tilbords med ham.

12:3  Da tog Maria et Pund af uforfalsket meget kostelig Nardus-Salve, og salvede Jesu Fødder, og tørrede hans Fødder med sit Haar; men Huset blev fuldt af Salvens Lugt.

12:4  Da sagde een af hans Disciple, Judas, Simons Søn, Ischariotes, som siden forraadte ham:

12:5  hvorfor blev denne Salve ikke solgt for tre hundrede Penninge og givet til Fattige?

12:6  Men dette sagde han ikke, fordi han havde Omsorg for de Fattige, men fordi han var en Tyv, og havde Pungen, og bar hvad der blev lagt deri.

12:7  Da sagde Jesus: lad hende i Fred; til min Begravelsesdag haver hun bevaret den.

12:8  Thi Fattige have I altid hos Eder; men mig have I ikke altid.

12:9  Da fik en stor Hob af Jøderne at vide, at han var der; og de kom ikke for Jesu Skyld alene, men ogsaa for at see Lazarus, hvem han havde opreist fra de Døde.

12:10  Men de Ypperstepræster raadsloge om, ogsaa at ihjelslaae Lazarus;

12:11  thi for hans Skyld gik mange af Jøderne hen, og troede paa Jesus.

12:12  Den anden Dag, da den store Mængde, som var kommen til Høitiden, hørte, at Jesus kom til Jerusalem,

12:13  toge de Palmegrene, og gik ud imod ham og raabte: Hosanna! velsignet være den, som kommer i Herrens Navn, den Israels Konge!

12:14  Men Jesus fandt en Asenindes Føl og satte sig derpaa, som der er skrevet:

12:15  frygt ikke, Zions Datter! see, din Konge kommer ridende paa en Asenindes Føl.

12:16  Men dette forstode hans Disciple ikke først; men der Jesus var herliggjort, da kom de ihu, at dette var skrevet om ham, og at de havde gjort dette for ham.

12:17  Men den Mængde, som havde været med ham, vidnede, at han havde kaldt Lazarus af Graven, og opreist ham fra de Døde.

12:18  Derfor gik og Folket ham imøde, fordi det havde hørt, at han havde gjort dette Tegn.

12:19  Da sagde Pharisæerne til hverandre: I see, at I udrette slet intet; see! al Verden gaaer efter ham.

12:20  Men der var nogle Græker af dem, som vare gangne op for at tilbede paa Høitiden.

12:21  Disse gik nu til Philippus, som var fra Bethsaida i Galilæa, og bade ham og sagde: Herre! vi ønske at see Jesus.

12:22  Philippus kommer og siger Andreas det, og Andreas og Philippus sige atter Jesus det.

12:23  Men Jesus svarede dem og sagde: Timen er kommen, at Menneskens Søn skal herliggjøres.

12:24  Sandelig, sandelig siger jeg Eder: uden Hvedekornet falder i Jorden og døer, bliver det ene; men dersom det døer, bærer det megen Frugt.

12:25  Hvo som elsker sit Liv, skal miste det; og hvo som hader sit Liv i denne Verden, skal bevare det til et evigt Liv.

12:26  Om Nogen tjener mig, han følge mig, og hvor jeg er, der skal og min Tjener være; og om Nogen tjener mig, ham skal Faderen ære.

12:27  Nu er min Sjæl forfærdet; og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne Time! Dog derfor er jeg kommen til denne Time.

12:28  Fader, herliggjør dit Navn! Da kom en Røst af Himmelen: baade haver jeg herliggjort, og vil atter herliggjøre det.

12:29  Da sagde Folket, som stod og hørte det, at det havde tordnet; Andre sagde: en Engel talede til ham.

12:30  Jesus svarede og sagde: denne Røst skete ikke for min Skyld, men for Eders Skyld.

12:31  Nu gaaer der Dom over denne Verden, nu skal denne Verdens Fyrste udstødes.

12:32  Og jeg, naar jeg bliver ophøiet fra Jorden, vil jeg drage Alle til mig.

12:33  (Men han sagde dette, for at betegne, hvad Død han skulle døe.)

12:34  Folket svarede ham: vi have hørt af Loven, at Christus bliver evindeligen, og hvorledes siger du, at det bør Menneskens Søn at ophøies? hvo er denne Menneskens Søn?

12:35  Da sagde Jesus til dem: Lyset er endnu en liden Tid hos Eder. Vandrer, den Stund I have Lyset, at Mørket ikke skal overfalde Eder! Og hvo som vandrer i Mørket, veed ikke, hvor han gaaer hen.

12:36  Medens I have Lyset, troer paa Lyset, at I kunne blive Lysets Børn. Dette talede Jesus og gik bort og skjulte sig for dem.

12:37  Men alligevel han have gjort saa mange Tegn for deres Øine, troede de dog ikke paa ham,

12:38  at Esaias den Prophets Tale skulde fuldkommes, som han har sagt: Herre! hvo troede det, han hørte af os, og for hvem er Herrens Arm aabenbaret?

12:39  Derfor kunde de ikke troe; thi Esaias siger atter:

12:40  han haver forblindet deres Øine, og forhærdet deres Hjerter, at de ikke skulde see med Øinene, og forstaae med Hjertet og omvende sig, og jeg maatte helbrede dem.

12:41  Dette sagde Esaias, der han saae hans Herlighed og talede om ham.

12:42  Dog alligevel troede mange ogsaa af de Øverste paa ham; men for Pharisæernes Skyld bekjendte de det ikke, at de ikke skulde blive udelukte af Synagogen;

12:43  thi de elskede Menneskens Ære mere end Guds Ære.

12:44  Men Jesus raabte og sagde: hvo som troer paa mig, troer ikke paa mig, men paa den, som mig haver udsendt.

12:45  Og hvo som seer mig, seer den, som mig haver udsendt.

12:46  Jeg er kommen et Lys til Verden, at hver den, som troer paa mig, ikke skal blive i Mørket.

12:47  Og om Nogen hører mine Ord, og troer ikke, han dømmer jeg ikke; thi jeg er ikke kommen for at dømme Verden, men for at frelse Verden.

12:48  Hvo mig foragter og annammer ikke mine Ord, haver den, som ham dømmer; det Ord, som jeg haver talet, det skal dømme ham paa den yderste Dag.

12:49  Thi jeg haver ikke talet af mig selv; men Faderen, som mig haver udsendt, han haver givet mig Befaling, hvad jeg skal sige, og hvad jeg skal tale.

12:50  Og jeg veed, at hans Befaling er et evigt Liv. Derfor, hvad jeg taler, taler jeg saaledes, som Faderen haver sagt mig.

Chapter 13

13:1  Men for Paaskehøitiden, der Jesus vidste, at hans Time var kommen, at han skulde gaae ud af denne Verden til Faderen, da, som han havde elsket sine Egne, som vare i Verden, saa elskede han dem indtil Enden.

13:2  Da nu Nadveren holdtes, og Djævelen allerede havde indskudt i Judas, Simon Søns, Ischariotes’ Hjerte, at han skulde forraade ham;

13:3  da Jesus vidste, at Faderen havde givet ham alle Ting i Hænder, og at han udkom fra Gud og gik hen til Gud:

13:4  reiste han sig fra Nadveren og lagde sine Klæder fra sig, og han tog et Linklæde og bandt op om sig.

13:5  Derefter slog han Vand i et Bækken og begyndte at toe Disciplenes Fødder og at tørre dem med Linklædet, som han var ombunden med.

13:6  Da kom han til Simon Peter, og han sagde til ham: Herre! toer du mine Fødder?

13:7  Jesus svarede og sagde til ham: hvad jeg gjør, veed du ikke nu, men du skal forstaae det herefter.

13:8  Peter siger til ham: du skal i Evighed ikke toe mine Fødder. Jesus svarede ham: dersom jeg ikke toer dig, haver du ingen Deel med mig.

13:9  Simon Peter siger til ham: Herre ikke mine Fødder alene, men ogsaa Hænderne og Hovedet.

13:10  Jesus siger til ham: hvo som er toet, haver ikke behov uden at toe Fødderne, men er ganske reen; og I ere rene, men ikke alle.

13:11  Thi han kjendte den, som ham forraadte; derfor sagde han: I ere ikke alle rene.

13:12  Der han da havde toet deres Fødder og havde taget sine Klæder, satte han sig atter ned og sagde til dem: vide I, hvad jeg haver gjort Eder?

13:13  I kalde mig Mester og Herre, og I tale ret, thi jeg er det.

13:14  Dersom da jeg, Herren og Mesteren, haver toet Eders Fødder, saa ere I og skyldige at toe hverandres Fødder.

13:15  Thi jeg haver givet Eder et Exempel, at ligesom jeg gjorde Eder, skulle og I gjøre.

13:16  Sandelig, sandelig siger jeg Eder: en Tjener er ikke større end hans Herre, ikke heller et Sendebud større end den, ham haver sendt.

13:17  Dersom I vide dette, ere I salige, om I gjøre det.

13:18  Jeg taler ikke om Eder alle, jeg veed, hvilke jeg haver udvalgt; men Skriften maa fuldkommes: den, som æder Brødet med mig, haver opløftet sin Hæl mod mig.

13:19  Fra nu af siger jeg Eder det, førend det skeer, at, naar det er skeet, I skulle troe, at det er mig.

13:20  Sandelig, sandelig siger jeg Eder: hvo som annammer den, som jeg sender, annammer mig; men hvo mig annammer, annammer den, som haver sendt mig.

13:21  Der Jesus havde sagt dette, blev han heftig bevæget i Aanden, og vidnede og sagde: sandelig, sandelig siger jeg Eder, at een af Eder skal forraade mig.

13:22  Da saae Disciplene paa hverandre, tvivlraadige, om hvem han talede.

13:23  Men der var een iblandt hans Disciple, som laae op til Jesu Skjød, hvem Jesus elskede.

13:24  Til denne nikkede derfor Simon Peter, at han skulde udspørge, hvo det maatte vare, han talede om?

13:25  Men denne bøiede sig op til Jesu Bryst, og sagde til ham: Herre! hvo er det?

13:26  Jesus svarede: det er den, hvilken jeg giver det Stykke, som jeg dypper. Og han dyppede Stykket, og gav Judas, Simons Søn, Ischariotes det.

13:27  Og efterat han havde faaet Stykket, da gik Satan ind i ham. Da sagde Jesus til ham: hvad du gjør, det gjør snart!

13:28  Men ingen af dem, som sadde tilbords, forstod, til hvad Ende han sagde ham det.

13:29  Thi Nogle meente, efterdi Judas havde Pungen, at Jesus sagde til ham: kjøb, hvad vi havde behov til Høitiden; eller at han skulde give Noget til Fattige.

13:30  Der han da havde taget Stykket, gik han strax ud; men det var Nat.

13:31  Der han da var udgangen, sagde Jesus: nu er Menneskens Søn herliggjort, og Gud er herliggjort i ham.

13:32  Dersom Gud er herliggjort i ham, skal Gud og herliggjøre ham i sig selv, og han skal snart herliggjøre ham.

13:33  Børnlille! jeg er endnu lidet hos Eder. I skulle lede efter mig, og ligesom jeg sagde til Jøderne: hvor jeg gaaer hen, kunne I ikke komme, siger jeg og Eder nu.

13:34  Jeg giver Eder en ny Befaling, at I skulle elske hverandre; som jeg elskede Eder, at I og skulle elske hverandre.

13:35  Derpaa skulle Alle kjende, at I ere mine Disciple, dersom I have indbyrdes Kjærlighed.

13:36  Simon Peter sagde til ham: Herre! hvor gaaer du hen? Jesus svarede ham: hvor jeg gaaer hen, kan du ikke nu følge mig; men siden skal du følge mig.

13:37  Peter siger til ham: Herre! hvorfor kan jeg ikke følge dig nu? Jeg vil sætte mit Liv til for dig.

13:38  Jesus svarede ham: vil du sætte dit Liv til for mig? Sandelig, sandelig siger jeg dig: Hanen skal ikke gale, førend du skal fornegte mig tre Gange.

Chapter 14

14:1  Eders Hjerte forfærdes ikke; troer paa Gud, og troer paa mig!

14:2  I min Faders Huus ere mange Boliger; men dersom det ikke saa var, havde jeg sagt Eder det. Jeg gaaer bort, at berede Eder Sted.

14:3  Og naar jeg er gaaet bort, og faaer beredt Eder sted, kommer jeg igjen og vil tage Eder til mig, at hvor jeg er, skulle ogsaa I være.

14:4  Og hvor jeg gaaer hen, vide I, og Veien vide I.

14:5  Thomas siger til ham: Herre! vi vide ikke, hvor du gaaer hen; og hvorledes kunne vi vide Veien?

14:6  Jesus siger til ham: jeg er Veien, og Sandheden, og Livet; der kommer Ingen til Faderen uden ved mig.

14:7  Havde I kjendt mig, da havde I og kjendt min Fader; og fra nu af kjende I ham, og have seet ham.

14:8  Philippus siger til ham: Herre! viis os Faderen, og det er os nok.

14:9  Jesus siger til ham: saa lang en Tid er jeg hos Eder, og du haver ikke kjendt mig, Philippus? Hvo mig haver seet, haver seet Faderen; hvorledes siger du da: viis os Faderen?

14:10  Troer du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? De Ord, som jeg taler til Eder, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, han gjør Gjerningerne.

14:11  Troer mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; men ville I ikke, saa troer mig dog for disse Gjerningers Skyld.

14:12  Sandelig, sandelig siger jeg Eder: hvo som troer paa mig, de Gjerninger, som jeg gjør, skal og han gjøre, og han skal gjøre større end disse; thi jeg gaaer til min Fader.

14:13  Og hvadsomhelst I bede om i mit Navn, det vil jeg gjøre, at Faderen maa forherliges ved Sønnen.

14:14  Dersom I bede om Noget i mit Navn, vil jeg gjøre det.

14:15  Dersom I elske mig, da holder mine Befalinger.

14:16  Og jeg vil bede Faderen, og han skal give Eder en anden Talsmand, at han skal blive hos Eder evindeligen,

14:17  den Sandheds Aand, hvilken Verden ikke kan annamme, thi den seer han ikke, kjender ham ei heller; men I kjende ham, thi han bliver hos Eder, og skal være i Eder.

14:18  Jeg vil ikke forlade Eder faderløse; jeg kommer til Eder.

14:19  Endnu et Lidet, og Verden seer mig ikke mere, men I see mig; thi jeg lever, og I skulle leve.

14:20  Paa den Dag skulle I kjende, at jeg er i min Fader, og I udi mig, og jeg i Eder.

14:21  Hvo som haver mine Befalinger, og holder dem, han er den, som mig elsker; men hvo mig elsker, skal elskes af min Fader; og jeg skal elske ham og aabenbare mig for ham.

14:22  Judas (ikke Ischariotes) siger til ham: Herre! hvor kommer det, at du vil aabenbare dig for os, og ikke for Verden?

14:23  Jesus svarede og sagde til ham: om Nogen elsker mig, skal han holde mit Ord; og min Fader skal elske ham, og vi skulle komme til ham, og tage Bolig hos ham.

14:24  Hvo mig ikke elsker, holder ikke mine Ord; og det Ord, som I høre, er ikke mit, men Faderens, som mig haver udsendt.

14:25  Dette haver jeg talet til Eder, medens jeg blev hos Eder.

14:26  Men Talsmanden, den Hellig Aand, hvilken Faderen skal sende i mit Navn, skal lære Eder alle Ting, og minde Eder paa alle Ting, som jeg haver sagt Eder.

14:27  Fred lader jeg Eder, min Fred giver jeg Eder; jeg giver Eder ikke, som Verden giver. Eders Hjerte forfærdes ikke og forsage ikke.

14:28  I have hørt, at jeg sagde til Eder: jeg gaaer bort og kommer til Eder igjen; dersom I havde mig kjær, da glædede I Eder, at jeg sagde: jeg gaaer til Faderen; thi min Fader er større end jeg.

14:29  Og nu haver jeg sagt Eder det, før det skeer, at, naar det er skeet, I da skulle troe.

14:30  Jeg skal herefter ikke tale Meget med Eder; thi denne Verdens Fyrste kommer, og haver slet intet i mig.

14:31  Men paa det Verden skal kjende, at jeg elsker Faderen, og ligesom Faderen haver befalet mig, saa gjør jeg; staaer op, lader os gaae herfra.

Chapter 15

15:1  Jeg er det sande Viintræ, og min Fader er Viingaardsmanden.

15:2  Hver Green paa mig, som ikke bærer Frugt, den borttager han, og hver den, som bærer Frugt, renser han, at den skal bære mere Frugt.

15:3  I ere allerede rene formedelst det Ord, som jeg haver talet til Eder.

15:4  Bliver i mig, da bliver og jeg i Eder. Ligesom Grenen ikke kan bære Frugt af sig selv, uden den bliver i Træet, saa kunne I ikke heller, uden I blive i mig.

15:5  Jeg er Viintræet, I ere Grenene. Hvo som bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen Frugt; thi uden mig kunne I slet Intet gjøre.

15:6  Om Nogen ikke bliver i mig, han bliver udkastet som en Green, og visner; man sanker dem, og kaster dem i Ilden, og de brænde.

15:7  Dersom I blive i mig og mine Ord blive i Eder, da beder om hvadsomhelst I ville, og det skal vederfares Eder.

15:8  Derudi forherliges min Fader, at I bære megen Frugt, og I skulle vorde mine Disciple.

15:9  Ligesom Faderen haver elsket mig, saa haver jeg og elsket Eder; bliver i min Kjærlighed!

15:10  Dersom I holde mine Befalinger, skulle I blive i min Kjærlighed, ligesom jeg haver holdt min Faders Befalinger, og bliver i hans Kjærlighed.

15:11  Dette haver jeg talet til Eder, paa det min Glæde kan blive i Eder, og Eders Glæde kan blive fuldkommen.

15:12  Denne er min Befaling, at I skulle elske hverandre, ligesom jeg haver elsket Eder.

15:13  Ingen haver større Kjærlighed end denne, at En sætter sit Liv til for sine Venner.

15:14  I ere mine Venner, dersom I gjøre, hvad jeg befaler Eder.

15:15  Jeg kalder Eder ikke længere Tjenere; thi Tjeneren veed ikke, hvad hans Herre gjør; men Eder haver jeg kaldet Venner; thi alt det, som jeg haver hørt af min Fader, haver jeg kundgjort Eder.

15:16  I have ikke udvalgt mig, men jeg haver udvalgt Eder og sat Eder, at I skulle gaae hen og bære Frugt, og Eders Frugt skal blive ved; at hvadsomhelst I bede Faderen i mit Navn, skal han give Eder.

15:17  Dette befaler jeg Eder, at I skulle elske hverandre.

15:18  Dersom Verden hader Eder, da vider, at den haver hadet mig førend Eder.

15:19  Vare I af Verden, da vilde Verden elske sit Eget; men efterdi I ikke ere af Verden, men jeg haver udvalgt Eder af Verden, derfor hader Verden Eder.

15:20  Kommer det Ord ihu, som jeg sagde Eder: en Tjener er ikke større end hans Herre. Have de forfulgt mig, skulle de og forfølge Eder; have de holdt mit Ord, skulle de og holde Eders.

15:21  Men alt dette skulle de gjøre Eder for mit Navns Skyld, fordi de ikke kjende den, som mig haver udsendt.

15:22  Dersom jeg ikke var kommen og havde talet til dem, havde de ikke Synd; men nu have de end ikke et Paaskud for deres Synd.

15:23  Hvo mig hader, hader og min Fader.

15:24  Havde jeg ikke gjort de Gjerninger iblandt dem, som ingen Anden haver gjort, havde de ikke Synd; men nu have de seet dem, og dog hadet baade mig og min Fader.

15:25  Dog, de Ord, som ere skrevne i deres Lov, maa fuldkommes: de hadede mig uforskyldt.

15:26  Men naar Talsmanden kommer, hvilken jeg skal sende Eder fra Faderen, (den Sandheds Aand, som udgaaer fra Faderen), han skal vidne om mig.

15:27  Men ogsaa I skulle vidne; thi I vare med mig fra Begyndelsen.

Chapter 16

16:1  Dette haver jeg talet til Eder, at I skulle ikke forarges.

16:2  De skulle udelukke Eder af Synagogerne, ja den Tid skal komme, at hver den, som ihjelslaaer Eder, skal mene, han viser Gud en Dyrkelse.

16:3  Og dette skulle de gjøre Eder, fordi de hverken kjende Faderen, ei heller mig.

16:4  Men dette haver jeg talet til Eder, paa det naar Timen kommer, I skulle komme ihu, at jeg sagde Eder det; men dette sagde jeg Eder ikke fra Begyndelsen, fordi jeg var hos Eder.

16:5  Men nu gaaer jeg hen til den, som mig udsendte, og ingen af Eder spørger mig: hvor gaaer du hen?

16:6  Men fordi jeg haver talet dette til Eder, haver Bedrøvelse opfyldt Eders Hjerte.

16:7  Men jeg siger Eder Sandhed: det er Eder gavnligt, at jeg gaaer bort, thi gaaer jeg ikke bort, skal Talsmanden ikke komme til Eder; men gaaer jeg bort saa vil jeg sende ham til Eder.

16:8  Og naar han kommer, skal han overbevise Verden og Synd og om Retfærdighed og om Dom.

16:9  Om Synd, fordi de troe ikke paa mig;

16:10  men om Retfærdighed, fordi jeg gaaer hen til min Fader, og I see mig ikke længere;

16:11  men om Dom, fordi denne Verdens Fyrste er dømt.

16:12  Jeg haver endnu Meget at sige Eder; men nu kunne I ikke bære det.

16:13  Men naar han, den Sandheds Aand, kommer, skal han veilede Eder til al Sandhed; thi han skal ikke tale af sig selv, men hvadsomhelst han hører, skal han tale, og de tilkommende Ting skal han forkynde Eder.

16:14  Han skal herliggjøre mig; thi han skal tage af Mit og forkynde Eder.

16:15  Alt hvad Faderen haver, er Mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af Mit og forkynde Eder.

16:16  Om en liden Stund skulle I ikke see mig, og atter om en liden Stund skulle I see mig; thi jeg gaaer hen til Faderen.

16:17  Da sagde nogle af hans Disciple til hverandre: hvad er dette, som han siger os: om en liden Stund skulle I ikke see mig, og atter om en liden Stund skulle I see mig, og: thi jeg gaaer hen til Faderen?

16:18  Da sagde de: hvad er det, som han siger: om en liden Stund? Vi forstaae ikke, hvad han taler.

16:19  Da vidste Jesus, at de vilde spørge ham, og han sagde til dem: derom bespørge I Eder indbyrdes, at jeg sagde: om en liden Stund skulle I ikke see mig, og atter om en liden Stund skulle I see mig.

16:20  Sandelig, sandelig siger jeg Eder: I skulle græde og hyle, men Verden skal glæde sig; I skulle være bedrøvede, men Eders Bedrøvelse skal vorde til Glæde.

16:21  Kvinden, naar hun føder, haver Bedrøvelse, fordi hendes Time er kommen; men naar hun haver født Barnet, kommer hun ikke mere den Trængsel ihu for Glæde, at et Menneske er født til Verden.

16:22  Ogsaa I have da vel nu Bedrøvelse; men jeg vil see Eder igjen, og Eders Hjerte skal glædes, og Ingen tager Eders Glæde fra Eder.

16:23  Og paa den samme Dag skulle I ikke spørge mig om Noget. Sandelig, sandelig siger jeg Eder, at hvadsomhelst I bede Faderen om i mit Navn, skal han give Eder.

16:24  Hidindtil have I ikke bedet om Noget i mit Navn; beder, og I skulle faae, at Eders Glæde maa blive fuldkommen.

16:25  Dette haver jeg talet til Eder ved Lignelser; men den Time kommer, da jeg ikke mere skal tale med Eder ved Lignelser; men den Time kommer, da jeg ikke mere skal tale med Eder ved Lignelser, men frit ud forkynde Eder om min Fader.

16:26  Paa den samme Dag skulle I bede i mit Navn, og jeg siger Eder ikke, at jeg vil bede Faderen for Eder;

16:27  thi Faderen selv elsker Eder, efterdi I have elsket mig og troet, at jeg er udgangen fra Gud.

16:28  Jeg udgik fra Faderen og kom til Verden; jeg forlader Verden igjen og gaaer til Faderen.

16:29  Hans Disciple sige til ham: see, nu taler du frit ud og siger ingen Lignelse.

16:30  Nu vide vi, at du veed alle Ting og haver ikke behov, at Nogen spørger dig; desaarsag troe vi, at du udgik fra Gud.

16:31  Jesus svarede dem: nu troe I!

16:32  See, den Time kommer og er allerede kommen, at I skulle adspredes hver til Sit, og forlade mig alene; dog jeg er ikke alene, thi Faderen er med mig.

16:33  Dette haver jeg talet til Eder, paa det I skulle have Fred i mig. I Verden skulle I have Trængsel; men værer frimodige, jeg haver overvundet Verden.

Chapter 17

17:1  Dette talede Jesus, og opløftede sine Øine til Himmelen og sagde: Fader! Timen er kommen; herliggjør din Søn, at ogsaa din Søn maa herliggjøre dig.

17:2  Ligesom du haver givet ham Magt over alt Kjød, paa det han maa give alle dem, som du haver givet ham, et evigt Liv.

17:3  Men dette er det evige Liv, at de kjende dig, den eneste sande Gud, og den, du udsendte, Jesus Christus.

17:4  Jeg haver herliggjort dig paa Jorden; jeg haver fuldkommet den Gjerning, som du haver givet mig at gjøre.

17:5  Herliggjør du mig og nu, Fader! hos dig selv med den Herlighed, som jeg havde hos dig, før Verden var.

17:6  Jeg haver aabenbaret dit Navn for de Mennesker, hvilke du haver givet mig af Verden; de vare dine, og du haver givet mig dem, og de have bevaret dit Ord.

17:7  Nu vide de, at alt det, som du haver givet mig, er af dig.

17:8  Thi de Ord, som du haver givet mig, haver jeg givet dem; og de have annammet dem og kjendt i Sandhed, at jeg udgik fra dig, og de have troet, at du haver udsendt mig.

17:9  Jeg beder for dem; jeg beder ikke for Verden, men for dem, som du haver givet mig; thi de ere dine.

17:10  Og alt det, som mit er, det er dit, og det, som dit er, det er mit; og jeg er herliggjort i dem.

17:11  Og jeg er ikke mere i Verden, men disse ere i Verden, og jeg kommer til dig. Hellige Fader! bevar dem i dit Navn, hvilke du haver givet mig, at de maa vare eet ligesom vi.

17:12  Da jeg var hos dem i Verden, bevarede jeg dem i dit Navn; dem, som du haver givet mig, vogtede jeg, og ingen af dem blev fortabt, uden det Fortabelsens Barn, at Skriften skulde fuldkommes.

17:13  Men nu kommer jeg til dig, og dette taler jeg i Verden, at de maa have min Glæde fuldeligen i sig.

17:14  Jeg haver givet dem dit Ord; og Verden haver hadet dem, fordi de ere ikke af Verden, ligesom jeg er ikke af Verden.

17:15  Jeg beder ikke, at du skal borttage dem af Verden, men at du skal bevare dem fra det Onde.

17:16  De ere ikke af Verden ligesom jeg ikke af Verden.

17:17  Hellige dem i din Sandhed; dit Ord er Sandhed.

17:18  Ligesom du haver sendt mig til Verden, saa haver og jeg sendt dem til Verden.

17:19  Og jeg helliger mig selv for dem, paa det de skulle ogsaa være helligede i Sandheden.

17:20  Men jeg beder ikke alene for disse, men ogsaa for dem, som formedelst deres Ord skulle troe paa mig,

17:21  paa det de maa alle være eet; ligesom du, Fader! i mig, og jeg i dig, at de og skulle være eet i os, at Verden kan troe, at du haver udsendt mig.

17:22  Og jeg haver givet dem den Herlighed, som du haver givet mig, paa det de skulle være eet, ligesom vi ere eet;

17:23  jeg i dem, og du i mig, paa det de skulle være fuldkommede til eet, og at Verden kan kjende, at du haver udsendt mig og haver elsket dem, ligesom du haver elsket mig.

17:24  Fader! jeg vil, at de, som du haver givet mig, skulle og være hos mig, hvor jeg er, at de maa skue min Herlighed, som du haver givet mig; thi du haver elsket mig, førend Verdens Grundvold blev lagt.

17:25  Retfærdige Fader! og Verden kjendte dig ikke, men jeg kjender dig, og disse have kjendt, at du haver udsendt mig.

17:26  Og jeg kundgjorde dem dit Navn, og vil kundgjøre dem det, paa det den Kjærlighed, hvormed du elsker mig, skal være i dem, og jeg i dem.

Chapter 18

18:1  Der Jesus havde talet dette, gik han ud med sine Disciple over den Bæk Kedron, hvor en Urtegaard var, i hvilken han gik ind med sine Disciple.

18:2  Men og Judas, som ham forraadte vidste Stedet; thi Jesus forsamledes ofte der med sine Disciple.

18:3  Da tog Judas Roden og de Ypperstepræsters og Pharisæernes Svende med sig, og kom derhen med Blus og Lamper og Vaaben.

18:4  Men som Jesus vidste Alt, hvad der skulde komme over ham, gik han frem og sagde til dem: hvem lede I efter?

18:5  De svarede ham: Jesus af Nazareth. Jesus siger til dem: det er mig. Men Judas, som ham forraadte, stod og hos dem.

18:6  Der han da sagde til dem: det er mig, vege de tilbage og faldt til Jorden.

18:7  Da spurgte han dem atter: hvem lede I efter? Men de sagde: Jesus af Nazareth.

18:8  Jesus svarede: jeg haver sagt Eder, at det er mig; dersom I da lede efter mig, saa lader disse gaae.

18:9  Paa det de Ord skulde fuldkommes, hvilke han havde sagt: jeg mistede end ikke een af dem, som du haver givet mig.

18:10  Men Simon Peter, som havde et Sværd, drog det ud og slog den Ypperstepræsts Tjener og afhuggede hans høire Øre. Men den Tjener hedte Malchus.

18:11  Da sagde Jesus til Peter: stik dit Sværd i Balgen. Skal jeg ikke drikke den Kalk, som min Fader haver givet mig?

18:12  Da toge Roden og Krigsøversten og Jødernes Svende samtligen Jesus og bandt ham.

18:13  Og de førte ham først til Annas; thi han var Svigerfader til Caiphas, som var det Aars Ypperstepræst.

18:14  Men det var Caiphas, som havde givet Jøderne det Raad, at det var gavnligt, at eet Menneske skulde omkommes for Folket.

18:15  Men Simon Peter og en anden Discipel fulgte Jesus; samme Discipel var kjendt af den Ypperstepræst, og gik ind med Jesus i den Ypperstepræstes Pallads.

18:16  Men Peter stod udenfor Døren. Da gik den anden Discipel, som var kjendt med den Ypperstepræst, ud og talede med Dørvogtersken og førte Peter ind.

18:17  Da siger Pigen, som var Dørvogterske, til Peter: mon ikke og du være af dette Menneskes Disciple? Han sagde: jeg er ikke.

18:18  Men Tjenerne og Svendene stode og havde gjort Kulild, (thi det var koldt), og varmede sig; men Peter stod hos dem og varmede sig.

18:19  Da spurgte den Ypperstepræst Jesus om hans Disciple og om hans Lærdom.

18:20  Jesus svarede ham: jeg haver talet frit for Verden; jeg haver altid lært i Synagogen og i Templet, der hvor Jøderne komme tilsammen fra alle Steder, og jeg haver Intet talet i Løndom.

18:21  Hvi spørger du mig? spørg dem, som have hørt, hvad jeg talede til dem; see, de vide, hvad jeg haver sagt.

18:22  Men som han det talede, gav een af Svendene, som stod derhos, Jesus et Slag paa Munden og sagde: svarer du saaledes den Ypperstepræst?

18:23  Jesus svarede ham: haver jeg talet ilde, da beviis, at det er ondt; men haver jeg talet vel, hvi slaaer du mig?

18:24  Men Annas havde sendt ham bunden til den Ypperstepræst Caiphas.

18:25  Men Simon Peter stod og varmede sig. Da sagde de til ham: mon ikke og du være af hans Disciple? Han negtede det og sagde: jeg er ikke.

18:26  En af den Ypperstepræstes Tjenere, som var hans Frænde, hvis Øre Peter havde afhugget, siger: saae jeg dig ikke i Urtegaarden med ham?

18:27  Da negtede Peter atter, og strax goel Hanen.

18:28  Da førte de Jesus fra Caiphas til Domhuset; men det var aarle. Og de gik ikke ind i Domhuset, at de ikke skulde besmittes, men at de maatte æde Paaske.

18:29  Derfor gik Pilatus ud til dem og sagde: hvad Klagemaal føre I imod dette Menneske?

18:30  De svarede og sagde til ham: var denne ikke en Misdæder, da havde vi ikke overantvordet dig ham.

18:31  Da sagde Pilatus til dem: tager I ham og dømmer ham efter Eders Lov. Da sagde Jøderne til ham: vi tør ingen aflive;

18:32  at Jesu Ord skulde fuldkommes, hvilke han sagde, der han gav tilkjende, hvilken Død han skulde døe.

18:33  Da gik Pilatus igjen ind i Domhuset, og kaldte Jesus og sagde til ham: er du den Jødernes Konge?

18:34  Jesus svarede ham: taler du dette af dig selv, eller have Andre sagt dig det om mig?

18:35  Pilatus svarede: mon jeg være en Jøde? dit Folk og de Ypperstepræster overantvordede mig dig; hvad haver du gjort?

18:36  Jesus svarede: mit Rige er ikke af denne Verden. Var mit Rige af denne Verden, havde vel mine Tjenere stredet derfor, at jeg ikke var bleven overantvordet Jøderne; men nu er mit Rige ikke deraf.

18:37  Da sagde Pilatus til ham: er du ikke dog en Konge? Jesus svarede: du siger det, at jeg er en Konge. Jeg er dertil født og dertil kommen til Verden, at jeg skal vidne om Sandheden. Hver den, som er af Sandheden, hører min Røst.

18:38  Pilatus sagde til ham: hvad er Sandhed? Og der han dette havde sagt, gik han igjen ud til Jøderne og sagde til dem: jeg finder slet ingen Skyld hos ham.

18:39  Men I have en Sædvane, at jeg skal lade Eder Een løs om Paasken; ville I da, at jeg skal lade Eder den Jødernes Konge løs?

18:40  Da raabte de alle igjen og sagde: ikke denne, men Barrabas; og Barrabas var en Røver.

Chapter 19

19:1  Nu tog da Pilatus Jesus og lod ham hudstryge.

19:2  Og Stridsmændene flettede en Krone af Torne og satte den paa hans Hoved, og kastede et Purpurklæde om ham og sagde:

19:3  hil være dig, du Jødernes Konge! og de sloge ham paa Munden.

19:4  Da gik Pilatus atter ud og sagde til dem: see, jeg fører ham hid ud til Eder, at I skulle vide, at jeg finder ingen Skyld hos ham.

19:5  Da gik Jesus ud og bar Tornekronen og Purpurklædet. Og han sagde til dem: see, hvilket Menneske!

19:6  Da nu de Ypperstepræster og Svendene saae ham, raabte de og sagde: korsfæst! korsfæst! Pilatus siger til dem: tager I ham og korsfæster ham: thi jeg finder ikke Skyld hos ham.

19:7  Jøderne svarede ham: vi have en Lov, og efter denne vor Lov er han skyldig at døe, fordi han haver gjort sig selv til Guds Søn.

19:8  Der Pilatus da hørte den Tale, frygtede han mere.

19:9  Og han gik ind igjen i Domhuset og sagde til Jesus: hvorfra er du? Men Jesus gav ham ikke Svar.

19:10  Da siger Pilatus til ham: taler du ikke med mig? veed du ikke, at jeg haver Magt til at korsfæste dig, og at jeg haver Magt til at lade dig løs?

19:11  Jesus svarede: du havde aldeles ingen Magt mod mig, dersom den ikke var given dig ovenfra; derfor haver den, som overantvordede mig til dig, større Synd.

19:12  Derefter søgte Pilatus at lade ham løs. Men Jøderne raabte og sagde: dersom du lader denne løs, er du ikke Keiserens Ven. Hver den, som gjør sig til Konge, sætter sig op imod Keiseren.

19:13  Der Pilatus hørte disse Ord, da førte han Jesus ud og satte sig paa Domstolen paa det Sted, som kaldes Steenlagt, men paa Hebraisk Gabbatha;

19:14  men det var Beredelsens Dag i Paasken, ved den sjette Time; og han siger til Jøderne: see, Eders Konge!

19:15  Men de raabte: bort, bort med ham! korsfæst ham! Pilatus sagde til dem: skal jeg korsfæste Eders Konge? De Ypperstepræster svarede: vi have ingen Konge, uden Keiseren.

19:16  Derfor overantvordede han ham da til dem, for at korsfæstes. Men de toge Jesus og førte ham bort.

19:17  Og han bar sit Kors, og gik ud til det Sted, som kaldes Hovedpandested, og hedder paa Hebraisk Golgatha,

19:18  hvor de korsfæstede ham og to Andre med ham, een paa hver Side, men Jesus midt imellem.

19:19  Men Pilatus havde og skrevet en Overskrift og sat den paa Korset. Men der var skrevet: Jesus Nazaræus, den Jødernes Konge.

19:20  Denne Overskrift læste da mange af Jøderne; thi det Sted, hvor Jesus blev korsfæstet, var nær ved Staden; og den var skreven paa Hebraisk, Græsk og Latin.

19:21  Da sagde Jødernes Ypperstepræster til Pilatus: skriv ikke: den Jødernes Konge; men: han sagde: jeg er Jødernes Konge.

19:22  Pilatus svarede: hvad jeg skrev, det skrev jeg.

19:23  Der nu Stridsmændene havde korsfæstet Jesus, toge de hans Klæder og gjorde fire Parter, for hver Stridsmand en Part, ligeledes og Kjortelen; men Kjortelen var usyet, vævet fra øverst helt igjennem.

19:24  Da sagde de til hverandre: lader os ikke sønderskære den, men lodde om den, hvis den skal være; paa det Skriften skulde fuldkommes, som siger: de delede mine Klæder iblandt sig, og kastede Lod om min Kjortel. Dette gjorde da Stridsmændene.

19:25  Men der stode ved Jesu Kors hans Moder og hans Moders Søster, Maria, Cleophas’ Hustru, og Maria Magdalene.

19:26  Der Jesus da saae sin Moder og den Discipel staae hos, som han elskede, siger han til sin Moder: Kvinde! see, det er din Søn.

19:27  Derefter siger han til Disciplen: see, det er din Moder. Og fra den Time tog Disciplen hende hjem til Sit.

19:28  Derefter da Jesus vidste, at Alting var nu fuldbragt, paa det Skriften skulde fuldkommes, sagde han: jeg tørster.

19:29  Men der stod et Kar fuldt af Eddike; og de fyldte en Svamp med Eddike, og satte den paa en Isopstengel og holdt den til hans Mund.

19:30  Der nu Jesus havde taget Eddiken, sagde han: det er fuldbragt; og bøiede Hovedet og opgav Aanden.

19:31  Men paa det Legemerne ikke skulde blive paa Korset Sabbaten over, (efterdi det var Beredelsens Dag, thi denne Sabbatsdag var stor), bade Jøderne Pilatus, at deres Been maatte brydes, og de nedtages.

19:32  Da kom Stridsmændene og brøde Benene paa den Første og den Anden, som vare korsfæstede med ham.

19:33  Men da de kom til Jesus, og de saae, at han var allerede død, brøde de ikke hans Been.

19:34  Men een af Stridsmændene stak ham i Siden med et Spyd, og strax udgik Blod og Vand.

19:35  Og den, det haver seet, haver vidnet det, og hans Vidnesbyrd er sandt, og den Samme veed, at han siger Sanden, paa det I skulle troe.

19:36  Thi disse Ting skete, at Skriften skulde fuldkommes: hans Been skal ikke sønderbrydes.

19:37  Og atter paa et andet Sted siger Skriften: de skulle see, i hvilken de have stunget.

19:38  Men Joseph af Arimathæa, (som var en Jesu Discipel, dog lønligen, af Frygt for Jøderne), bad derefter Pilatus, at han maatte nedtage Jesu Legeme, og Pilatus tilstedte det. Da kom han og nedtog Jesu Legeme.

19:39  Men og Nicodemus, han, som tilforn var kommen til Jesus om Natten, kom og bragte Myrrha og Aloe sammenblandede, henved hundrede Pund.

19:40  Da toge de Jesu Legeme og bandt det i Linklæder med dyrebare Salver, som Jødernes Skik er at flye Lig til Jorde.

19:41  Men der var ved det Sted, hvor han blev korsfæstet, en Urtegaard, og i Urtegaarden en ny Grav, i hvilken endnu aldrig Nogen var lagt.

19:42  Der lagde de da Jesus for Jødernes Beredelsesdags Skyld, efterdi Graven var nær.

Chapter 20

20:1  Men paa den første Dag i Ugen kom Maria Magdalene aarle, der det var endnu mørkt, til Graven, og saae, at Stenen var borttagen fra Graven.

20:2  Da løb hun og kom til Simon Peter og til den anden Discipel, hvilken Jesus elskede, og sagde til dem: de have borttaget Herren af Graven, og vi vide ikke, hvor de have lagt ham.

20:3  Da gik Peter og den anden Discipel ud, og de kom til Graven.

20:4  Men de Tvende løb tilsammen, og den anden Discipel løb foran, fastere end Peter, og kom først til Graven.

20:5  Og da han kigede ind, saae han Linklæderne ligge, men gik dog ikke ind.

20:6  Da kom Simon Peter, som fulgte ham, og gik ind i Graven, og saae Linklæderne ligge,

20:7  og Svededugen, som havde paa sit Hoved, ikke liggende hos Linklæderne, men sammensvøbt paa et Sted for sig selv.

20:8  Nu gik da og den anden Discipel, som var kommen først til Graven, ind, og saae og troede.

20:9  Thi de forstode ikke endnu Skriften, at det burde ham at opstaae fra de Døde.

20:10  Da gik Disciplene atter hen til Deres.

20:11  Men Maria stod udenfor ved Graven og græd; og som hun græd, kigede hun ind i Graven,

20:12  og hun saae to Engle sidde i hvide Klæder, een ved Hovedet og een ved Fødderne, hvor Jesu Legeme havde ligget.

20:13  Og de sagde til hende: Kvinde! hvi græder du? Hun sagde til dem: fordi de have taget min Herre bort, og jeg ved ikke, hvor de have lagt ham.

20:14  Og der hun det havde sagt, vendte hun sig tilbage og saae Jesus staae der, og hun vidste ikke, at det var Jesus.

20:15  Jesus siger til hende: Kvinde! hvi græder du? hvem leder du efter? Hun meente, det var Urtegaardsmanden, og siger til ham: Herre! dersom du haver baaret ham bort, da siig mig, hvor du haver lagt ham, saa vil jeg tage ham.

20:16  Jesus siger til hende: Maria! Da vendte hun sig, og siger til ham: Rabbuni! hvilket betyder: Mester.

20:17  Jesus siger til hende: rør ikke ved mig, thi jeg er ikke endnu opfaren til min Fader; men gak til mine Brødre og siig dem: jeg farer op til min Fader og Eders Fader, og til min Gud og Eders Gud.

20:18  Men Maria Magdalene kommer og forkynder Disciplene, at hun havde seet Herren, og at han havde sagt hende dette.

20:19  Men om Aftenen paa den samme Dag, som var den første i Ugen, da Dørene vare lukte, hvor Disciplene vare forsamlede, af Frygt for Jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: Fred være med Eder!

20:20  Og der han det sagde, viste han dem sine Hænder og sin Side. Da bleve Disciplene glade, at de saae Herren.

20:21  Da sagde Jesus atter til dem: Fred være med Eder! ligesom Faderen haver udsendt mig, saa sender og jeg Eder.

20:22  Og der han dette sagde, aandede han paa dem og siger til dem: annammer den Hellig Aand!

20:23  Hvem I forlade Synderne, dem ere de forladne, og hvem I beholde dem, ere de beholdne.

20:24  Men Thomas, een af de Tolv, hvilket betyder Tvilling, var ikke med dem, der Jesus kom.

20:25  Derfor sagde de andre Disciple til ham: vi have seet Herren. Men han sagde til dem: uden jeg faaer seet Naglegabet i hans Hænder, og stikker min Finger i Naglegabet, og stikker min Haand i hans Side, vil jeg ingenlunde troe.

20:26  Og efter otte Dage vare atter hans Disciple inde, og Thomas med dem. Jesus kom, der Dørene vare lukte, og stod midt iblandt dem og sagde: Fred være med Eder!

20:27  Derefter siger han til Thomas: ræk din Finger hid, og see mine Hænder, og ræk din Haand hid, og stik den i min Side, og vær ikke vantro, men troende.

20:28  Og Thomas svarede og sagde til ham: min Herre og min Gud!

20:29  Jesus siger til ham: efterdi du haver seet mig, Thomas! haver du troet; salige ere du, som ikke have seet, og dog troet.

20:30  Desuden har Jesus og gjort mange andre Tegn for sine Disciples Aasyn, som ikke ere skrevne i denne Bog.

20:31  Men dette er skrevet, at I skulle troe, at Jesus er den Christus, den Guds Søn, og at I, som troe, skulle have Livet i hans Navn.

Chapter 21

21:1  Derefter aabenbarede Jesus sig atter for Disciple ved Tiberias’ Sø; men han aabenbarede sig saaledes.

21:2  Simon Peter og Thomas, hvilket betyder Tvilling, og Nathanael fra Cana i Galilæa, og Zebedæus’ Sønner, og to andre af hans Disciple vare tilsammen.

21:3  Simon Peter siger til dem: jeg gaaer hen at fiske. De sige til ham: vi komme og med dig. De gik ud og traadte strax i Skibet, og samme Nat fangede de Intet.

21:4  Men der det var bleven Morgen, stod Jesus ved Søbredden; men Disciplene vidste ikke, at det var Jesus.

21:5  Jesus siger da til dem: Børnlille! have I Noget at æde? De svarede ham: nei.

21:6  Men han sagde til dem: kaster Garnet til den høire Side af Skibet, saa skulle I finde. Da kastede de det ud, og de kunde ikke mere drage det for Fiskenes Mængde.

21:7  Da siger den Discipel, som Jesus elskede, til Peter: det er Herren. Der Simon Peter da hørte, at det var Herren, opbandt han sin Fiskerkjortel om sig, (thi han var nøgen), og kastede sig i Søen.

21:8  Men de andre Disciple kom med Skibet, (thi de vare ikke langt fra Landet, kun henved to hundrede Alen), og de droge Garnet med Fiskene.

21:9  Der de traadte ud paa Landet, saae de der en Kulild, og Fisk ligge derpaa og Brød.

21:10  Jesus siger til dem: tager hid af Fiskene, som I nu fangede.

21:11  Simon Peter steg op og drog Garnet paa Landet, fuldt af store Fiske, hundrede, halvtredsindstyve og tre, og alligevel de vare saa mange, sønderreves Garnet ikke.

21:12  Jesus siger til dem: kommer, gjører Maaltid. Men ingen af Disciplene turde spørge ham: hvo er du? thi de vidste, at det var Herren.

21:13  Da kom Jesus og tog Brødet og gav dem det, ligeledes og Fisken.

21:14  Dette var nu den tredie Gang, at Jesus aabenbarede sig for sine Disciple, efterat han var opstanden fra de Døde.

21:15  Efter at de da havde gjort maaltid, siger Jesus til Simon Peter: Simon, Jonas’ Søn, elsker du mig mere end disse? Han siger til ham: ja, Herre! du veed, at jeg elsker dig. Jesus siger til ham: vogt mine Lam.

21:16  Han siger atter anden Gang til ham: Simon, Jonas’ Søn, elsker du mig? Han siger til ham: ja, Herre! du veed, at jeg elsker dig. Jesus siger til ham: vær Hyrde for mine Faar.

21:17  Han siger for tredie Gang til ham: Simon, Jonas’ Søn, elsker du mig? Peter blev bedrøvet, fordi han sagde den tredie Gang til ham: elsker du mig? og han sagde til ham: Herre! du veed alle Ting, du veed, at jeg elsker dig. Jesus siger til ham: vogt mine Faar.

21:18  Sandelig, sandelig siger jeg dig: der du var yngre, bandt du op om dig selv, og gik, hvor du vilde; men naar du bliver gammel, skal du udrække dine Hænder, og en Anden skal binde op om dig og føre dig derhen, hvor du ikke vil.

21:19  Men dette sagde han, for at betegne, med hvad Død han skulde herliggjøre Gud. Og der han havde dette sagt, siger han til ham: følg mig.

21:20  Men Peter vendte sig og saae den Disciple følge, som Jesus elskede, som og laae op til hans Bryst i Nadveren og havde sagt: Herre! hvo er den, som forraader dig?

21:21  Der Peter saae denne, siger han til Jesus: Herre! men hvad skal denne?

21:22  Jesus siger til ham: dersom jeg vil, at han skal blive, indtil jeg kommer, hvad angaaer det dig? følg du mig.

21:23  Derover kom dette Sagn ud iblandt Brødrene: denne Discipel døer ikke; endog Jesus ikke sagde til ham: han døer ikke, men: om jeg vil, at han skal blive, indtil jeg kommer, hvad angaaer det dig?

21:24  Denne er den Discipel, som vidner om disse Ting, og haver skrevet dette; og vi vide, at hans Vidnesbyrd er sandt.

21:25  Men der er og mange andre Ting, som Jesus haver gjort, hvilke, dersom de skulde skrives stykkeviis, mener jeg, at ikke end Verden selv kunde rumme de Bøger, som skulde skrives. Amen.