DaOT1871NT1907 - Leviticus

Chapter 1

1:1  Og han kaldte ad Mose; og Herren talede til ham fra Forsamlingens Paulun og sagde:

1:2  Tal til Israels Børn, og du skal sige til dem: Naar nogen af eder vil ofre et Offer til Herren, da skulle I ofre eders Offer af Fæ, af stort Kvæg eller af smaat Kvæg.

1:3  Dersom hans Offer er Brændoffer af stort Kvæg, skal han ofre en Han, som er uden Lyde; for Forsamlingens Pauluns Dør skal han ofre den, for sig til en Behagelighed for Herrens Ansigt.

1:4  Og han skal lægge sin Haand paa Brændofrets Hoved, saa bliver det for ham behageligt til at gøre Forligelse for ham.

1:5  Og han skal slagte den unge Okse for Herrens Ansigt; og Præsterne, Arons Sønner, skulle bære Blodet frem og stænke Blodet omkring paa Alteret, som staar ved Døren til Forsamlingens Paulun.

1:6  Og man skal flaa Brændofret og hugge det i sine Stykker.

1:7  Og Arons, Præstens, Sønner skulle gøre Ild paa Alteret, og de skulle lægge Ved til Rette paa Ilden.

1:8  Og Præsterne, Arons Sønner, skulle lægge Stykkerne til Rette, Hovedet og Fedtet, paa Veddet, som er paa Ilden paa Alteret.

1:9  Men dets Indvolde og dets Skanker skal man to i Vand, og Præsten skal gøre et Røgoffer af det alt sammen paa Alteret; det er et Brændoffer, et Ildoffer, en sød Lugt for Herren.

1:10  Men dersom hans Offer er af smaat Kvæg, af Faar eller af Geder, til et Brændoffer, da skal han ofre en Han uden Lyde.

1:11  Og han skal slagte den ved Alterets Side mod Norden for Herrens Ansigt, og Præsterne, Arons Sønner, skulle stænke Blodet deraf paa Alteret rundt omkring.

1:12  Og han skal hugge den i sine Stykker og dertil tage dens Hoved og dens Fedt; og Præsten skal lægge det til Rette paa Veddet, som er paa Ilden paa Alteret.

1:13  Men Indvoldene og Skankerne skal han to i Vand, og Præsten skal ofre det alt sammen og skal gøre et Røgoffer deraf paa Alteret; det er et Brændoffer, et Ildoffer, en sød Lugt for Herren.

1:14  Men om hans Offer til Herren er et Brændoffer af Fugle, da skal han ofre sit Offer af Turtelduer eller Dueunger.

1:15  Og Præsten skal bære det til Alteret og vride Hovedet om derpaa og gøre et Røgoffer deraf paa Alteret, og Blodet deraf skal udkrystes mod Alterets Væg.

1:16  Og han skal borttage dens Kro og dens Fjer og kaste dette ved Alteret mod Østen paa Askens Sted.

1:17  Og han skal flække den ved dens Vinger, men ikke skille den ad, og Præsten skal gøre et Røgoffer af den paa Alteret, paa Veddet, som er paa Ilden; det er et Brændoffer, et Ildoffer, en sød Lugt for Herren.

Chapter 2

2:1  Og naar nogen vil ofre et Madoffer for Herren, da skal hans Offer være Mel, og han skal øse Olie derpaa og lægge Virak dertil.

2:2  Og han skal bære det til Arons Sønner, Præsterne, og een skal tage sin Haand fuld deraf, af Melet med Olien derpaa og dertil al Virakken; og Præsten skal lade Ihukommelsesofret deraf gaa op i Røg paa Alteret; det er et Ildoffer, en sød Lugt for Herren.

2:3  Men det, som overbliver af Madofret, skal høre Aron og hans Sønner til; det er højhelligt af Herrens Ildofre.

2:4  Men vil han ofre Madoffer af det, som er bagt i Ovnen, da skal det være usyrede Kager af Mel, æltede med Olie, og usyrede tynde Kager, overstrøgne med Olie.

2:5  Men dersom dit Offer er Madoffer, som er bagt i Pande, da skal det være Mel, blandet med Olie, usyret.

2:6  Du skal bryde det i Stykker, og du skal øse Olie derpaa; det er et Madoffer.

2:7  Men er dit Offer et Madoffer, kogt i Kedelen, da skal det laves af Mel med Olie.

2:8  Og du skal fremføre det Madoffer, som laves deraf, for Herren, og man skal føre det hen til Præsten, og han skal bære det frem til Alteret.

2:9  Og Præsten skal af samme Madoffer tage dets Ihukommelsesoffer og gøre et Røgoffer deraf paa Alteret; det er et Ildoffer, en sød Lugt for Herren.

2:10  Men det, som bliver tilovers af Madofret, skal høre Aron og hans Sønner til; det skal være højhelligt af Herrens Ildofre.

2:11  Alt det Madoffer, som I ville ofre til Herren, maa ikke tillaves med Surdejg; thi af Surdejg og af Honning skulle I ikke optænde Ildoffer for Herren.

2:12  Som en Førstegrødes Offer maa I ofre sligt til Herren; dog maa dette ikke komme paa Alteret til sød Lugt.

2:13  Og alt dit Madoffer skal du salte med Salt og ikke lade din Guds Pagtes Salt fattes paa dit Madoffer; du skal ofre Salt paa alle dine Ofre.

2:14  Men dersom du vil ofre den Førstegrødes Madoffer for Herren, da skal du ofre Aks, ristede ved Ilden, stødt Korn, til din Førstegrødes Madoffer.

2:15  Og du skal øse Olie derpaa og lægge Virak dertil, det er et Madoffer.

2:16  Og Præsten skal lade dets Ihukommelsesoffer af dets stødte Korn og af Olien dertil, samt alt dets Virak gaa op i Røg; det er et Ildoffer for Herren.

Chapter 3

3:1  Men dersom hans Offer er et Takoffer, dersom han ofrer af stort Kvæg, enten Han eller Hun, da skal han ofre det, som er uden Lyde for Herrens Ansigt.

3:2  Og han skal lægge sin Haand paa sit Offers Hoved og slagte det for Forsamlingens Pauluns Dør; og Arons Sønner, Præsterne, skulle stænke Blodet paa Alteret rundt omkring.

3:3  Og han skal ofre af samme Takoffer et Ildoffer til Herren, nemlig Fedtet, der skjuler Indvoldene, og alt Fedtet, som er paa Indvoldene,

3:4  og de to Nyrer og Fedtet, som er paa dem, det som er oven for Lænderne; og han skal udtage Hinden over Leveren tillige med Nyrerne.

3:5  Og Arons Sønner skulle gøre et Røgoffer deraf paa Alteret, tillige med Brændofret, som er paa Veddet paa Ilden, det er et Ildoffer, en sød Lugt for Herren.

3:6  Men er hans Offer af smaat Kvæg til et Takoffer for Herren, da skal han ofre en Han eller Hun uden Lyde.

3:7  Dersom han ofrer et Faar til sit Offer, da skal han fremføre det for Herrens Ansigt.

3:8  Og han skal lægge sin Haand paa sit Offers Hoved og slagte det for Forsamlingens Paulun, og Arons Sønner skulle stænke dets Blod paa Alteret rundt omkring.

3:9  Og han skal ofre af Takofret et Ildoffer for Herren, Fedtet deraf, den hele Stjert, lige ved Ryggen skal han aftage den, og Fedtet, som skjuler Indvoldene og alt Fedtet, som er paa Indvoldene,

3:10  og de to Nyrer og Fedtet, som er paa dem, det som er oven for Lænderne; og han skal udtage Hinden over Leveren tillige med Nyrerne.

3:11  Og Præsten skal gøre et Røgoffer deraf paa Alteret; det er Ildoffers Mad for Herren.

3:12  Men dersom hans Offer er en Ged, da skal han fremføre den for Herrens Ansigt,

3:13  og han skal lægge sin Haand paa dens Hoved og slagte den for Forsamlingens Paulun, og Arons Sønner skulle stænke dens Blod paa Alteret rundt omkring.

3:14  Og han skal ofre sit Offer deraf, et Ildoffer til Herren, nemlig Fedtet, som skjuler Indvoldene, og alt Fedtet, som er paa Indvoldene,

3:15  og de to Nyrer og Fedtet, som er paa dem, det som er oven for Lænderne; og han skal udtage Hinden over Leveren tillige med Nyrerne.

3:16  Og Præsten skal gøre et Røgoffer deraf paa Alteret, det er Ildoffers Mad til en sød Lugt; alt Fedt hører Herren til.

3:17  Det skal være en evig Skik hos eders Efterkommere, i alle eders Boliger: I skulle ikke æde noget Fedt eller noget Blod.

Chapter 4

4:1  Og Herren talede til Mose og sagde:

4:2  Tal til Israels Børn og sig: Naar nogen synder af Vanvare imod noget af Herrens Bud, hvad der ikke skulde ske, og handler imod eet af dem,

4:3  dersom det er den salvede Præst, som synder til Skyld for Folket, da skal han fremføre for sin Synd, som han har syndet, en Tyrekalv, der er uden Lyde, for Herren som Syndoffer.

4:4  Og han skal føre Tyren til Forsamlingens Pauluns Dør for Herrens Ansigt og lægge sin Haand paa Tyrens Hoved og slagte Tyren for Herrens Ansigt.

4:5  Og Præsten, som er salvet, skal tage af Tyrens Blod og bringe det ind i Forsamlingens Paulun.

4:6  Og Præsten skal dyppe sin Finger i Blodet og stænke af Blodet syv Gange for Herrens Ansigt, lige for Helligdommens Forhæng.

4:7  Og Præsten skal komme af Blodet paa Hornene af den vellugtende Røgelses Alter, for Herrens Ansigt, i Forsamlingens Paulun; og alt Tyrens øvrige Blod skal han udøse ved Brændofrets Alters Fod, foran Forsamlingens Pauluns Dør.

4:8  Og alt Fedtet af Syndofrets Tyr skal han udtage deraf, nemlig Fedtet, som skjuler Indvoldene, og alt Fedtet, som er paa Indvoldene,

4:9  og de to Nyrer og Fedtet, som er paa dem, det som er oven for Lænderne; men han skal udtage Hinden over Leveren tillige med Nyrerne,

4:10  ligesom det udtages af Takofrets Okse; og Præsten skal gøre et Røgoffer deraf paa Brændofrets Alter.

4:11  Men Huden af Tyren og alt dens Kød, med dens Hoved og med dens Skanker og dens Indvolde og dens Møg,

4:12  ja, den hele Tyr skal han bringe uden for Lejren, til et rent Sted, der hvor Asken udslaas, og han skal brænde den paa Veddet i Ilden; den skal opbrændes der, hvor Asken udslaas.

4:13  Og dersom al Israels Menighed forser sig, og Gerningen er skjult for Forsamlingens Øjne, at de have gjort noget imod eet af Herrens Bud, hvad der ikke skulde ske, og ere blevne skyldige,

4:14  og Synden, hvormed de have forsyndet sig, siden bliver vitterlig: Da skal Forsamlingen ofre en ung Tyr til Syndoffer, og de skulle føre den frem for Forsamlingens Paulun.

4:15  Og de ældste af Menigheden skulle lægge deres Hænder paa Tyrens Hoved for Herrens Ansigt, og man skal slagte Tyren for Herrens Ansigt.

4:16  Og Præsten, som er salvet, skal bringe af Tyrens Blod ind i Forsamlingens Paulun.

4:17  Og Præsten skal dyppe sin Finger i Blodet og stænke syv Gange for Herrens Ansigt, foran Forhænget.

4:18  Og han skal komme af Blodet paa Hornene af Alteret, som staar for Herrens Ansigt, i Forsamlingens Paulun; og alt det øvrige Blod skal han udøse ved Foden af Brændofrets Alter, som staar foran Forsamlingens Pauluns Dør.

4:19  Og alt dens Fedt skal han udtage af den og gøre et Røgoffer deraf paa Alteret.

4:20  Og han skal gøre ved Tyren, ligesom han gjorde ved Syndofrets Tyr, saa skal han gøre ved den; og Præsten skal gøre Forligelse for dem, saa bliver det dem forladt.

4:21  Og man skal føre Tyren uden for Lejren og opbrænde den, ligesom man opbrændte den første Tyr; det skal være Menighedens Syndoffer.

4:22  Dersom en Fyrste synder, og gør noget imod eet af Herrens sin Guds Bud, hvad der ikke skulde ske, af Vanvare, og bliver skyldig:

4:23  Naar hans Synd, med hvilken han syndede, bliver ham tilkendegiven, da skal han fremføre sit Offer, en Gedebuk, en Han uden Lyde.

4:24  Og han skal lægge sin Haand paa Bukkens Hoved og slagte den paa det Sted, hvor man plejer at slagte Brændoffer for Herrens Ansigt; det er et Syndoffer.

4:25  Saa skal Præsten tage af Syndofrets Blod paa sin Finger og komme det paa Hornene af Brændofrets Alter og udøse dets øvrige Blod ved Foden af Brændofrets Alter.

4:26  Men af alt dets Fedt skal han gøre et Røgoffer paa Alteret, ligesom af Fedtet af Takofret; og saa skal Præsten gøre Forligelse for ham, for hans Synd, saa bliver den ham forladt.

4:27  Men dersom nogen af Folket i Landet synder af Vanvare, saa at han gør noget mod eet af Herrens Bud, hvad der ikke skulde ske, og bliver skyldig:

4:28  Naar hans Synd, hvormed han syndede, bliver ham tilkendegiven, da skal han fremføre sit Offer, en ung Ged, en Hun uden Lyde, for sin Synd, hvormed han syndede.

4:29  Og han skal lægge sin Haand paa Syndofrets Hoved og slagte Syndofret paa Brændofrets Sted.

4:30  Og Præsten skal tage af dets Blod paa sin Finger og komme det paa Hornene af Brændofrets Alter og udøse alt det øvrige Blod ved Alterets Fod.

4:31  Men alt dets Fedt skal han aftage, ligesom Fedtet blev aftaget af Takofret, og Præsten skal gøre det til et Røgoffer paa Alteret, til en behagelig Lugt for Herren; og Præsten skal gøre Forligelse for ham, og det skal forlades ham.

4:32  Men dersom han fører et Lam frem til sit Offer, til Syndoffer, da skal han fremføre en Hun uden Lyde

4:33  og lægge sin Haand paa Syndofrets Hoved og slagte det til Syndoffer paa det Sted, hvor man slagter Brændoffer.

4:34  Og Præsten skal tage af Syndofrets Blod paa sin Finger og komme paa Hornene af Brændofrets Alter, og han skal udøse alt dets Blod ved Alterets Fod.

4:35  Men alt dets Fedt skal han aftage deraf, ligesom Fedtet blev aftaget af Takofrets Lam, og Præsten skal gøre et Røgoffer deraf paa Alteret, tillige med Herrens Ildofre; og Præsten skal gøre Forligelse for ham, for hans Synd, hvormed han syndede, og det skal forlades ham.

Chapter 5

5:1  Og naar nogen synder, idet han hører Besværgelsens Røst, og han skal være Vidne, hvad enten han har set eller ved noget: Dersom han ikke giver det til Kende, saa skal han bære sin Misgerning.

5:2  Eller naar nogen rører ved nogen uren Ting, hvad enten det er ved et Aadsel af et urent Dyr eller ved et Aadsel af urent Kvæg eller ved et Aadsel af noget urent Kryb, og det er ham uvitterligt, da er han uren og er bleven skyldig.

5:3  Eller naar han rører ved et Menneske, som er urent ved hvilken som helst Urenhed, hvormed man kan blive uren, og det er uvitterligt for ham, og han faar det at vide, da er han bleven skyldig.

5:4  Eller naar nogen sværger og taler ubetænksomt med sine Læber om at ville gøre noget ondt eller at gøre noget godt, efter alt det, som et Menneske ubetænksomt kan sværge paa, og det er uvitterligt for ham, og han faar det at vide, da er han bleven skyldig i en af disse Ting.

5:5  Og det skal ske, naar nogen bliver skyldig i en af disse Ting og bekender, at han har syndet derimod,

5:6  da skal han for sin Skyld, formedelst sin Synd, hvormed han syndede, fremføre for Herren en Hun af Smaakvæg, et Lam eller en ung Ged, til Syndoffer; saa skal Præsten gøre Forligelse for ham, for hans Synd.

5:7  Men formaar hans Haand ikke et Lam, da skal han for sin Skyld, i hvad han syndede, fremføre to Turtelduer eller to Dueunger for Herren, een til Syndoffer og een til Brændoffer.

5:8  Og han skal føre dem frem til Præsten, og han skal ofre den første, som er til Syndoffer og omvride Hovedet paa den lige ved Nakken, men ikke skille den ad.

5:9  Og han skal stænke af Syndofrets Blod paa Alterets Væg, og det, som er tilovers af Blodet, skal udkrystes ved Alterets Fod; det er et Syndoffer.

5:10  Men den anden skal han gøre til et Brændoffer paa sædvanlig Vis; og Præsten skal gøre Forligelse for ham, for hans Synd, hvormed han syndede, og den skal forlades ham.

5:11  Men formaar hans Haand ikke to Turtelduer eller to Dueunger, da skal han fremføre som sit Offer for det, han syndede, Tiendeparten af en Epha Mel til Syndoffer; han skal ingen Olie komme derpaa, ej heller lægge Virak dertil; thi det er et Syndoffer.

5:12  Og han skal fremføre det til Præsten, men Præsten skal tage sin Haand fuld deraf, til dets Ihukommelsesoffer, og gøre et Røgoffer deraf paa Alteret, tilligemed Herrens Ildoffer; det er et Syndoffer.

5:13  Og Præsten skal gøre Forligelse for ham, for hans Synd, hvormed han syndede i en af disse Ting, og det skal forlades ham; og det øvrige skal høre Præsten til, ligesom Madofret.

5:14  Og Herren talede til Mose og sagde:

5:15  Naar nogen forgriber sig og synder af Vanvare mod noget, som er Herren helliget, da skal han for sin Skyld fremføre for Herren en Væder uden Lyde af Smaakvæget, efter din Vurdering i Sølvsekler, efter Helligdommens Sekel, til Skyldoffer.

5:16  Og han skal give tilbage, hvad han har syndet mod det hellige, og lægge Femtedelen deraf dertil, og skal give Præsten det; og Præsten skal gøre Forligelse for ham med Skyldofrets Væder, saa skal det forlades ham.

5:17  Og naar nogen synder og gør imod et af alle Herrens Bud, hvad ikke skulde ske, og vidste det ikke, og er bleven skyldig, da skal han bære sin Misgerning.

5:18  Og han skal fremføre en Væder uden Lyde af Faarene, efter din Vurdering, til et Skyldoffer, til Præsten; og Præsten skal gøre Forligelse for ham, for hans Vildfarelse, som han begik uvitterlig, saa skal det forlades ham.

5:19  Det er et Skyldoffer, han var skyldig for Herren. Og Herren talede til Mose og sagde: Naar nogen synder og forgriber sig saare imod Herren, ved at han lyver for sin Næste, angaaende det ham betroede eller det i hans Værge nedlagte, eller angaaende det røvede eller det, han har taget med Vold fra sin Næste; eller ved at han har fundet noget, som var tabt, og lyver om det og sværger paa Løgn i hvilken som helst Ting, et Menneske gør, og synder deri: Da skal det ske, naar han saa synder og bliver skyldig, at han skal tilbagegive det røvede, som han har røvet, eller det med Vold tagne, som han har taget, eller det betroede, som var ham betroet, eller det tabte, som han har fundet, eller alt, hvorom han har svoret paa Løgn: Han skal betale det med den fulde Sum og lægge den femte Part deraf dertil; den, hvem det tilhørte, skal han give det paa sit Skyldoffers Dag. Men for sin Skyld skal han fremføre til Herren en Væder uden Lyde af Smaakvæget, efter din Vurdering, til et Skyldoffer til Præsten. Og Præsten skal gøre Forligelse for ham for Herrens Ansigt, saa bliver det ham forladt for hvad som helst, han har gjort, hvorved han er bleven skyldig.

Chapter 6

6:1  Og Herren talede til Mose og sagde:

6:2  Byd Aron og hans Sønner og sig: Dette er Loven om Brændofret. Det er det, som skal opstige paa Ildstedet paa Alteret, den ganske Nat indtil om Morgenen; og Alterets Ild skal altid brænde paa det.

6:3  Og Præsten skal iføre sig sit linnede Klædebon og drage linnede Underklæder paa sit Legeme, og han skal borttage Asken, naar Ilden har fortæret Brændofret paa Alteret, og lægge den ved Alteret.

6:4  Og han skal afføre sig sine Klæder og føre sig i andre Klæder, og han skal bære Asken ud, udenfor Lejren til et rent Sted.

6:5  Og Ilden paa Alteret skal brænde paa det, den skal ikke udslukkes; og Præsten skal antænde Ved derpaa hver Morgen, og han skal ordentlig lægge Brændofret derpaa og gøre et Røgoffer derpaa af det fede af Takofret.

6:6  Ilden skal stedse være optændt paa Alteret og maa ikke udslukkes.

6:7  Og dette er Loven om Madofret: Arons Sønner skulle føre det frem for Herrens Ansigt, lige for Alteret.

6:8  Og en skal tage en Haandfuld af det, af Madofrets Mel og af Olien dertil og al Viraken, som er paa Madofret, og gøre et Røgoffer paa Alteret, til en sød Lugt, til et Ihukommelsesoffer for Herren.

6:9  Men Aron og hans Sønner skulle fortære det, som bliver tilovers; det skal ædes med usyrede Brød paa et helligt Sted, i Forsamlingens Pauluns Forgaard skulle de æde det.

6:10  Det skal ikke bages med Surdejg, jeg har givet det til deres Del af mine Ildofre; det er en højhellig Ting, ligesom Syndofret og ligesom Skyldofret.

6:11  Alt Mandkøn iblandt Arons Børn skal æde det, en evig Rettighed hos eders Efterkommere af Herrens Ildofre; hver den, som rører ved de Ting, bliver hellig.

6:12  Og Herren talede til Mose og sagde:

6:13  Dette skal være det Offer, som Aron og hans Sønner skulle ofre Herren paa den Dag, han skal salves: Tiendeparten af en Epha Mel til Madoffer bestandig, Halvdelen deraf om Morgenen og Halvdelen deraf om Aftenen.

6:14  Det skal laves i en Pande med Olie, du skal føre det æltet frem, du skal ofre det, bagt som et Madoffer i smaa Stykker, Herren til en sød Lugt.

6:15  Og den Præst af hans Sønner, som bliver salvet i hans Sted, skal tillave det; det er en evig Skik, for Herren skal det altsammen gøres til et Røgoffer.

6:16  Thi hvert Madoffer af en Præst skal være helt Offer, det skal ikke ædes.

6:17  Og Herren talede til Mose og sagde:

6:18  Tal til Aron og til hans Sønner og sig: Dette er Loven om Syndofret. Paa det Sted, hvor Brændofret skal slagtes, skal Syndofret slagtes for Herrens Ansigt; det er en højhellig Ting.

6:19  Præsten, som gør et Syndoffer af det, skal æde det; det skal ædes paa et helligt Sted, i Forsamlingens Pauluns Forgaard.

6:20  Hver den, som rører ved Kødet deraf, skal være hellig; og naar der stænkes af dets Blod paa et Klædebon, skal du to det, som overstænkes deraf, paa et helligt Sted.

6:21  Og det Lerkar, som det er kogt udi, skal sønderbrydes; men er det kogt i et Kobberkar, da skal dette skures og skylles med Vand.

6:22  Alt Mandkøn blandt Præsterne skal æde det; det er en højhellig Ting.

6:23  Men hvert Syndoffer, af hvis Blod der bliver baaret ind i Forsamlingens Paulun, til at gøre Forligelse i Helligdommen, det skal ikke ædes, det skal opbrændes med Ild.

Chapter 7

7:1  Og dette er Loven om Skyldofret; det er en højhellig Ting.

7:2  Paa det Sted, hvor de skulle slagte Brændofret, skulle de slagte Skyldofret, og man skal stænke Blodet deraf paa Alteret rundt omkring.

7:3  Og alt Fedtet deraf skal man ofre, nemlig Stjerten og Fedtet, som skjuler Indvoldene,

7:4  og de to Nyrer, og Fedtet, som er paa dem, det som er oven for Lænderne; og han skal udtage Hinden over Leveren tilligemed Nyrerne.

7:5  Og Præsten skal gøre et Røgoffer af dem paa Alteret, som et Ildoffer for Herren; det er et Skyldoffer.

7:6  Alt Mandkøn iblandt Præsterne skal æde det, det skal ædes paa et helligt Sted; det er en højhellig Ting.

7:7  Ligesom Syndofret er, saa skal og Skyldofret være, der er een Lov for dem; det skal høre den Præst til, som gør Forligelse derved.

7:8  Og den Præst, som ofrer nogens Brændoffer, den Præst skal Huden af det Brændoffer, han har ofret, høre til.

7:9  Og ethvert Madoffer, som er bagt i Ovnen, og ethvert, som er lavet i Kedelen eller i Panden, det skal høre den Præst til, som ofrer det.

7:10  Og ethvert Madoffer, som er blandet med Olie, eller som er tørt, skal høre alle Arons Børn til, den ene saavel som den anden.

7:11  Og dette er Loven om Takofret, som man skal ofre for Herren.

7:12  Vil man ofre det til Lovoffer, da skal man tillige med Lovofrets Slagtoffer bringe usyrede Kager blandede med Olie og usyrede tynde Kager, overstrøgne med Olie, og Mel, æltet til Kager, som ere blandede med Olie.

7:13  Tillige med Kager af syret Brød skal man bringe sit Offer, med Slagtofret, som hører til Takofrets Lovoffer.

7:14  Og man skal ofre deraf et Stykke af hver Offergave som en Gave til Herren; det skal høre den Præst til, som stænker Takofrets Blod.

7:15  Og Kødet af Slagtofret, som hører til nogens Takoffers Lovoffer, skal ædes paa hans Offers Dag; man skal intet lade blive deraf til om Morgenen.

7:16  Og dersom det Slagtoffer, som han ofrer, er et Løfteoffer eller et frivilligt Offer, da skal det ædes paa den samme Dag, han ofrer sit Offer, og den næste Dag skal det ædes, som levnes deraf.

7:17  Men hvad der levnes af Ofrets Kød, skal paa den tredje Dag opbrændes med Ild.

7:18  Og dersom der alligevel ædes af hans Takoffers Kød paa den tredje Dag, da bliver han ikke behagelig; den, som ofrede det, ham skal det ikke? regnes til gode, det skal være en Vederstyggelighed; og den, som æder deraf, skal bære sin Misgerning.

7:19  Og det Kød, som rører ved noget urent, skal ikke ædes, det skal opbrændes med Ild, men hvad Kødet ellers angaar, maa enhver, som er ren, æde Kødet.

7:20  Og hver den, som æder Kødet af Takofret, som hører Herren til, medens hans Urenhed er paa ham, den Person skal udryddes fra sit Folk.

7:21  Og naar nogen rører ved noget urent, ved et urent Menneske eller ved et urent Dyr eller ved nogen som helst uren Vederstyggelighed og æder af Takofrets Kød, som hører Herren til, da skal den Person udryddes fra sit Folk.

7:22  Og Herren talede til Mose og sagde:

7:23  Tal til Israels Børn og sig: I skulle intet Fedt æde af Okse eller Lam eller Ged.

7:24  Men Fedtet af Aadsel og Fedtet af det, som er revet, det maa benyttes til alle Haande Brug, men I skulle aldeles ikke æde det.

7:25  Thi om nogen æder Fedtet af Dyr, af hvilke man skal ofre et Ildoffer for Herren, da skal den, som æder deraf, udryddes fra sit Folk.

7:26  Og I skulle intet Blod æde i alle eders Boliger, enten af Fugle eller af Dyr.

7:27  Enhver, som æder noget Blod, den Person skal udryddes fra sit Folk.

7:28  Og Herren talede til Mose og sagde:

7:29  Tal til Israels Børn og sig: Hvo som vil ofre sit Takoffers Slagtoffer for Herren, han skal fremføre sit Offer for Herren, af sit Takoffers Slagtoffer.

7:30  Hans Hænder skulle frembære Herrens Ildoffer; han skal frembære Fedtet tilligemed Brystet, Brystet, for at røre det med en Rørelse for Herrens Ansigt.

7:31  Og Præsten skal gøre et Røgoffer af Fedtet paa Alteret, men Brystet skal høre Aron og hans Sønner til.

7:32  Og I skulle give Præsten den højre Bov som Offergave, af eders Takoffers Slagtofre.

7:33  Den af Arons Sønner, som ofrer Blodet af Takofret og Fedtet, han skal have den højre Bov til Del.

7:34  Thi jeg har taget Brystet, som bliver rørt, og Boven, som bliver given, fra Israels Børn ud af deres Takofres Slagtofre og har givet Præsten Aron og hans Sønner dem, til en evig Rettighed af Israels Børn.

7:35  Dette er Arons Salvelses og hans Sønners Salvelses Del af Herrens Ildofre, paa den Dag han førte dem frem for at gøre Præstetjeneste for Herren,

7:36  den, som Herren bød at skulle gives dem, paa den Dag han salvede dem, af Israels Børn, til en evig Rettighed hos deres Efterkommere.

7:37  Dette er Loven om Brændofret og om Madofret og om Syndofret og om Skyldofret og om Fyldelsesofret og om Takofret,

7:38  som Herren befalede Mose paa Sinai Bjerg, paa: den Dag han befalede Israels Børn at ofre Herren deres Ofre, i Sinai Ørk.

Chapter 8

8:1  Og Herren talede til Mose og sagde:

8:2  Tag Aron og hans Sønner med ham, og Klæderne og Salveolien og Syndofrets Tyr og de to Vædre og en Kurv med usyrede Brød,

8:3  og lad al Menigheden samles ved Forsamlingens Pauluns Dør.

8:4  Og Mose gjorde, som Herren befalede ham, og Menigheden forsamledes ved Forsamlingens Pauluns Dør.

8:5  Og Mose sagde til Menigheden: Dette er det, som Herren har befalet at gøre.

8:6  Og Mose førte Aron og hans Sønner frem, og toede dem med Vand.

8:7  Og han iførte ham Underkjortelen og ombandt ham med Bæltet og førte ham i Overkjortelen og gav ham Livkjortelen paa, og han ombandt ham med Livkjortelens Bælte og spændte den om ham med det.

8:8  Og han satte Brystspannet paa ham, og lagde Urim og Thummim i Brystspannet.

8:9  Og han satte Huen paa hans Hoved, og paa Huen foran over hans Pande satte han Guldpladen, det hellige Hovedsmykke, saa som Herren havde befalet Mose.

8:10  Og Mose tog Salveolien og salvede Tabernaklet og alle de Ting, som vare deri, og helligede dem.

8:11  Og han stænkede deraf paa Alteret syv Gange og salvede Alteret og alt Redskabet dertil, og Kedelen med dens Fod, for at hellige dem.

8:12  Og han øste af Salveolien paa Arons Hoved og salvede ham for at hellige ham.

8:13  Og Mose førte Arons Sønner frem og iførte dem Kjortler og ombandt dem med Bælte og bandt høje Huer paa dem, saa som Herren havde befalet Mose.

8:14  Og han førte Syndofrets Tyr frem, og Aron og hans Sønner lagde deres Hænder paa Syndofrets Tyrs Hoved.

8:15  Og man slagtede den, og Mose tog Blodet og kom det paa Alterets Horn rundt omkring med sin Finger og gjorde Syndoffer for Alteret, og han udøste det øvrige Blod ved Alterets Fod og helligede det for at gøre Forligelse for det.

8:16  Og han tog alt Fedtet, som var paa Indvoldene, og Hinden over Leveren og de to Nyrer og deres Fedt, og Mose lod det gøre til Røgoffer paa Alteret.

8:17  Men Tyren og dens Hud og dens Kød og dens Møg opbrændte han med Ild uden for Lejren, saa som Herren havde befalet Mose.

8:18  Og han lod Brændofrets Væder føre frem, og Aron og hans Sønner lagde Hænderne paa Væderens Hoved.

8:19  Og man slagtede den, og Mose stænkede Blodet paa Alteret rundt omkring.

8:20  Og han huggede Væderen i sine Stykker, og Mose lod gøre et Røgoffer af Hovedet og Stykkerne og Indvoldenes Fedt.

8:21  Og han toede Indvoldene og Skankerne med Vand, og Mose lod gøre et Røgoffer af den hele Væder paa Alteret; det var et Brændoffer til en sød Lugt, det var et Ildoffer for Herren, saa som Herren havde befalet Mose.

8:22  Og han lod den anden Væder føre frem, Fyldelsens Væder, og Aron og hans Sønner lagde deres Hænder paa Væderens Hoved.

8:23  Og man slagtede den, og Mose tog af dens Blod og smurte paa Arons højre Ørelæp og paa hans højre Tommelfinger og paa hans højre Tommeltaa.

8:24  Og han lod Arons Sønner komme frem, og Mose kom af Blodet paa deres højre Ørelæp og paa deres højre Tommelfinger og paa deres højre Tommeltaa, og Mose stænkede Blodet paa Alteret rundt omkring.

8:25  Og han tog Fedtet og Stjerten og alt Fedtet, som var paa Indvoldene, og Hinden over Leveren og de to Nyrer og deres Fedt og den højre Bov

8:26  og af Kurven med de usyrede Brød, som vare for Herrens Ansigt, tog han en usyret Kage og en Oliebrødskage og en tynd Kage, og han lagde det oven paa Fedtdelene og paa den højre Bov,

8:27  og han lagde det alt sammen paa Arons Hænder og hans Sønners Hænder, og han rørte disse Ting med en Rørelse for Herrens Ansigt.

8:28  Og Mose tog dem af deres Hænder og gjorde et Røgoffer af dem paa Alteret, tilligemed Brændofret; det var Fyldelsesofret til en sød Lugt, det var et Ildoffer for Herren.

8:29  Og Mose tog Brystet og rørte det med en Rørelse for Herrens Ansigt; af Fyldelsens Væder fik Mose det til sin Del, som Herren havde befalet Mose.

8:30  Og Mose tog af Salveolien og af Blodet, som var paa Alteret, og stænkede paa Aron, paa hans Klæder og paa hans Sønner og paa hans Sønners Klæder med ham; og han helligede Aron, hans Klæder og hans Sønner og hans Sønners Klæder med ham.

8:31  Og Mose sagde til Aron og hans Sønner: Koger Kødet ved Forsamlingens Pauluns Dør, og der skulle I æde det og Brødet, som er i Fyldelsens Kurv, som jeg har befalet, idet jeg sagde: Aron og hans Sønner skulle æde det.

8:32  Men hvad der levnes af Kødet og af Brødet, skulle I opbrænde med Ild.

8:33  Og fra Forsamlingens Pauluns Dør skulle I ikke gaa ud i syv Dage, indtil den Dag, da Fyldelsens Dage for eder ere fuldendte; thi man skal fylde eders Haand i syv Dage.

8:34  Som man har gjort paa denne Dag, saaledes befalede Herren at gøre, til at gøre Forligelse for eder.

8:35  Og for Forsamlingens Pauluns Dør skulle I blive Dag og Nat i syv Dage, og tage Vare paa, hvad Herren vil have varetaget, for at I ikke skulle dø; thi saaledes er det mig befalet.

8:36  Og Aron og hans Sønner gjorde dette, nemlig alle de Ord, som Herren havde befalet ved Mose.

Chapter 9

9:1  Og det skete paa den ottende Dag, da kaldte Mose ad Aron og hans Sønner og ad de ældste af Israel.

9:2  Og han sagde til Aron: Tag dig en Tyrekalv til Syndoffer og en Væder til Brændoffer, begge uden Lyde, og lad dem føres frem for Herrens Ansigt.

9:3  Og tal til Israels Børn og sig: Tager en Gedebuk til Syndoffer og en Kalv og et Lam, begge aargamle, uden Lyde, til Brændoffer,

9:4  og en Okse og en Væder til Takoffer, til at ofre for Herrens Ansigt, og et Madoffer blandet med Olie; thi Herren skal i Dag aabenbare sig for eder.

9:5  Og de bragte det, som Mose havde befalet, hen foran Forsamlingens Paulun, og al Menigheden nærmede sig, og de stode for Herrens Ansigt.

9:6  Da sagde Mose: Dette Ord, som Herren har befalet, skulle I gøre, saa skal Herrens Herlighed ses af eder.

9:7  Og Mose sagde til Aron: Træd frem for Alteret, og bring dit Syndoffer og dit Brændoffer, og gør Forligelse forlig og for Folket, og bring Folkets Offer og gør saa Forligelse for dem, saa som Herren har befalet.

9:8  Og Aron traadte frem for Alteret og slagtede den Kalv til Syndoffer, som var for ham selv.

9:9  Og Arons Sønner bragte Blodet hen til ham, og han dyppede sin Finger i Blodet og strøg paa Alterets Horn og udøste det øvrige Blod ved Alterets Fod.

9:10  Men af Fedtet og Nyrerne og Hinden af Leveren af Syndofret gjorde han et Røgoffer paa Alteret, saa som Herren befalede Mose.

9:11  Og Kødet og Huden brændte han med Ild udenfor Lejren.

9:12  Og han slagtede Brændofret, og Arons Sønner gave ham Blodet, og han stænkede det paa Alteret rundt omkring.

9:13  Og de gave ham Brændofret efter dets Stykker og Hovedet, og han gjorde det til Røgoffer paa Alteret.

9:14  Og han toede Indvoldene og Skankerne og gjorde det til Røgoffer oven paa Brænde ofret paa Alteret.

9:15  Og han lod Folkets Offer føre frem og tog den Buk til Syndoffer, som var for Folket, og slagtede den og gjorde et Syndoffer deraf, som det første.

9:16  Og han førte Brændofret frem og gjorde derved efter sædvanlig Vis.

9:17  Og han førte Madofret frem og tog sin Haand fuld deraf og gjorde det til Røgoffer paa Alteret, foruden Morgenens Brændoffer.

9:18  Og han slagtede Oksen og Væderen til Takoffer for Folket; og Arons Sønner gave ham Blodet, og han stænkede det paa Alteret rundt omkring;

9:19  men Fedtstykkerne af Oksen og af Væderen Stjerten og hvad der skjuler Indvoldene, og Nyrerne og Hinden af Leveren:

9:20  Disse Fedtstykker lagde de oven paa Bryststykkerne, og han gjorde et Røgoffer af Fedtet paa Alteret.

9:21  Men Bryststykkerne og den højre Bov rørte Aron med en Rørelse for Herrens Ansigt, ligesom Mose havde befalet.

9:22  Og Aron opløftede sine Hænder mod Folket og velsignede dem; og han steg ned, der han havde bragt Syndofret Og Brændofret og Takofret.

9:23  Og Mose og Aron gik ind i Forsamlingens Paulun, og de gik ud og velsignede Folket, og Herrens Herlighed saas af alt Folket.

9:24  Og Ild kom ud fra Herrens Ansigt og fortærede paa Alteret Brændofret og Fedtstykkerne; og alt Folket saa det, og de frydede sig, og de faldt ned paa deres Ansigter.

Chapter 10

10:1  Og Arons Sønner, Nadab og Abihu, toge hver sit Ildkar og lagde Ild derudi og lagde Røgelse derpaa, og de bragte fremmed Ild for Herrens Ansigt, hvilket han ikke havde befalet dem.

10:2  Da for en Ild ud fra Herrens Ansigt og fortærede dem, og de døde for Herrens Ansigt.

10:3  Da sagde Mose til Aron: Dette er det, som Herren har talet og sagt: Jeg vil helliggøres i dem, som staa mig nær, og jeg vil herliggøres for alt Folkets Aasyn; og Aron tav.

10:4  Men Mose kaldte ad Misael og ad Elzafan, Sønner af Usiel, Arons Farbroder, og sagde til dem: Træder frem, bærer eders Brødre fra Helligdommen hen uden for Lejren.

10:5  Og de traadte frem og bare dem i deres Kjortler hen udenfor Lejren, som Mose havde sagt.

10:6  Da sagde Mose til Aron og til hans Sønner, Eleasar og Ithamar: I skulle ikke blotte eders Hoveder og ej sønderrive eders Klæder, at I ikke skulle dø, og Herren skulde blive vred paa al Menigheden; men lader eders Brødre af alt Israels Hus græde over denne Brand, som Herren har optændt.

10:7  Men I skulle ikke gaa ud af Forsamlingens Pauluns Dør, at I ikke skulle dø, thi Herrens Salveolie er paa eder; og de gjorde efter Mose Ord.

10:8  Men Herren talede til Aron og sagde:

10:9  Du og dine Sønner med dig skulle ikke drikke Vin eller stærk Drik, naar I gaa ind i Forsamlingens Paulun, paa det I ikke skulle dø; det skal være en evig Skik hos eders Efterkommere,

10:10  for at I kunne gøre Skilsmisse imellem det hellige og det vanhellige og imellem det urene og det rene,

10:11  og for at I kunne lære Israels Børn alle de Skikke, som Herren har sagt til dem ved Mose.

10:12  Og Mose sagde til Aron og til hans Sønner, Eleasar og Ithamar, som vare overblevne: Tager det Madoffer, det som er levnet fra Herrens Ildoffer, og æder det med usyret. Brød ved Alteret; thi det er en højhellig Ting.

10:13  Men I skulle æde det paa et helligt Sted; thi det er din beskikkede Del og dine Sønners beskikkede Del af Herrens Ildofre; thi saaledes er mig befalet.

10:14  Men Rørelsens Bryst og Gavens Bov skulle I æde paa et rent Sted, du og dine Sønner og dine Døtre med dig; thi til din beskikkede Del og dine Børns beskikkede Del ere de givne af Israels Børns Takofre.

10:15  Gavens Bov og Rørelsens Bryst, som høre til Ildofrene af Fedtstykkerne, skulle de bære frem for at lade dem røre med en Rørelse for Herrens Ansigt; og det skal, være dig og dine Børn med dig en evig beskikket Del, som Herren har befalet.

10:16  Og Mose ledte flittigt efter Syndofrets Buk, og se, den var opbrændt; og han blev vred paa Eleasar og paa Ithamar, Arons Sønner, dem som vare overblevne, og sagde:

10:17  Hvi have I ikke ædt Syndofret paa det hellige Sted? thi det er en højhellig Ting; og han har givet eder det, at I skulle bære Menighedens Skyld, for at I skulle gøre Forligelse for dem, for Herrens Ansigt.

10:18  Se, dets Blod er ikke bragt indenfor i Helligdommen; I skulde jo have ædt det paa et helligt Sted, saa som jeg har befalet.

10:19  Men Aron sagde til Mose: Se, i Dag have de ofret deres Syndoffer og deres Brændoffer for Herrens Ansigt, og mig er sligt vederfaret; skulde jeg da have ædt Syndofret i Dag, skulde det have været godt for Herrens Øjne?

10:20  Der Mose hørte det, da syntes det ham at være godt.

Chapter 11

11:1  Og Herren talede til Mose og Aron og sagde til dem:

11:2  Taler til Israels Børn og siger: Disse ere de Dyr, som I maa æde iblandt alle Dyr, som ere paa Jorden:

11:3  Alt det, som har Klove, og som har Klovene kløvede helt igennem, det, som tygger Drøv iblandt Dyrene, maa I æde.

11:4  Dog dette maa I ikke æde af dem, som tygge Drøv, og af dem, som have Klove: Kamelen; thi den tygger Drøv, og den har ikke Klove, den er eder uren;

11:5  og Kaninen; thi den tygger Drøv, men har ikke Klove, den er eder uren;

11:6  og Haren; thi den tygger Drøv, men den har ikke Klove, den er eder uren;

11:7  og Svinet; thi det har Klove og har Klovene kløvede helt igennem, men tygger ikke Drøv, det er eder urent.

11:8  I skulle ikke æde af deres Kød og ej røre ved deres Aadsel, de ere eder urene.

11:9  Dette maa I æde af alt det, som er i Vandet: Alt det, som har Finner og Skæl i Vandet, i Havet og i Bækkene, dem maa I æde.

11:10  Men alt det, som ikke har Finner og Skæl, i Havet, og i Bækkene, blandt alt det, som vrimler i Vandene, og blandt alt det levende, som er i Vandene, det skal være eder en Vederstyggelighed.

11:11  Ja de skulle være eder en Vederstyggelighed; I skulle ikke æde af deres Kød, og I skulle have Vederstyggelighed til deres Aadsel.

11:12  Alt det, som ikke har Finner og Skæl i Vandene, det skal være eder en Vederstyggelighed.

11:13  Og disse skulle I have Vederstyggelighed til iblandt Fuglene, de skulle ikke ædes, de skulle være en Vederstyggelighed: Ørnen og Høgen og Strandørnen

11:14  og Glenten og Skaden med dens Arter,

11:15  alle Ravne med deres Arter,

11:16  og Strudsen og Natuglen og Maagen og Spurvehøgen med dens Arter,

11:17  og Uglen og Dykkeren og Hornuglen,

11:18  og Viben og Rørdrummen og Pelikanen,

11:19  og Storken, Hejren med dens Arter, og Urhanen og Aftenbakken.

11:20  Al flyvende Vrimmel, som gaar paa fire Fødder, det skal være eder en Vederstyggelighed.

11:21  Dog af al flyvende Vrimmel, som gaar paa fire Fødder, maa I æde dette, nemlig dem, som have Springben over deres Fødder, til at hoppe paa Jorden med.

11:22  Af dem maa I æde disse: Græshoppen med dens Arter, og Solam med dens Arter, og Hargol med dens Arter, og Hagab med dens Arter.

11:23  Men al anden flyvende Vrimmel, som har fire Fødder, det skal være eder en Vederstyggelighed.

11:24  Og ved dem kunne I blive urene; hver, som rører ved deres Aadsel, skal være uren indtil Aftenen.

11:25  Og hver, som tager noget af deres Aadsel, skal to sine Klæder og være uren indtil Aftenen.

11:26  Hvert Dyr, som kløver Kloven, og som dog ikke har dem kløvede helt igennem og ej tygger Drøv, de skulle være eder urene; hver, som rører ved dem, bliver uren.

11:27  Og alt det, soni gaar paa sine Laller iblandt alle de Dyr, som gaa paa fire Fødder, skal være urent; hvo som rører ved deres Aadsel, skal være uren indtil Aftenen.

11:28  Og hvo som tager deres Aadsel, skal to sine Klæder og være uren indtil Aftenen; de ere eder urene.

11:29  Og det skal være eder urent iblandt den Vrimmel, som vrimler paa Jorden: Væselen og Musen og Skildpadden med dens Arter,

11:30  og Pindsvinet og Krokodillen og Salamanderen og Sneglen og Muldvarpen.

11:31  Disse ere eder de urene iblandt al Vrimmel; hver, som rører ved dem, naar de ere døde, skal være uren indtil Aftenen.

11:32  Og alt det, som et af dem, naar de ere døde, falder paa, det bliver urent, hvad enten det er noget som helst Trækar eller Klæder eller Skind eller Sæk, hvilketsomhelst Redskab, som nogen Gerning gøres med, det skal lægges i Vand og være urent indtil Aftenen og er siden rent.

11:33  Og om noget af dem falder i et Lerkar, da bliver alt det urent, som er i det, og I skulle sønderbryde det.

11:34  Er der kommet Vand paa nogen Spise, som man æder, da bliver denne uren, eller hvad Drik, som man drikker af noget Kar, da bliver denne uren.

11:35  Og alt det, som noget af deres Aadsel falder paa, bliver urent; er det en Ovn eller Lergryder med Hanke, da skulle de brydes i Stykker, de ere urene; de skulle være eder urene.

11:36  Dog skal Kilde og Brønd, Vandsamlinger være rene; men hvo som rører ved deres Aadsel, bliver uren.

11:37  Og naar noget af deres Aadsel falder paa nogen Saasæd, som skal saas, bliver denne dog ren.

11:38  Men naar der kommer Vand paa Sæden, og der siden falder noget af deres Aadsel derpaa, da bliver den eder uren.

11:39  Og naar noget dør af de Dyr, som ere givne eder til Spise, da skal den, som rører ved Aadslet deraf, være uren indtil Aftenen.

11:40  Og hvo som æder af deres Aadsel, skal to sine Klæder og være uren indtil Aftenen, og hvo der tager deres Aadsel op, skal to sine Klæder og være uren indtil Aftenen.

11:41  Og al den Vrimmel, som vrimler paa Jorden, skal være en Vederstyggelighed, den skal ikke ædes;

11:42  nemlig alt det, som gaar paa Bugen, og alt det, som gaar paa fire Fødder, ja alt det, som har mange Fødder, iblandt al den Vrimmel, som vrimler paa Jorden, dem skulle I ikke æde; thi de ere en Vederstyggelighed.

11:43  Gører ikke eders Sjæle vederstyggelige ved al den Vrimmel, som vrimler, og gører eder ikke urene ved dem, saa at I blive urene ved dem.

11:44  Thi jeg Herren er eders Gud, og I skulle hellige eder og være hellige, thi jeg er hellig; og I skulle ikke gøre eders Sjæle urene ved nogen Vrimmel, som kryber paa Jorden.

11:45  Thi jeg er Herren, som førte eder op af Ægyptens Land for at være eders Gud; og I skulle være hellige, thi jeg er hellig.

11:46  Dette er Loven om Dyr og Fugle og hvert levende Væsen, som svømmer i Vandet, og om alt levende Væsen, som vrimler paa Jorden,

11:47  at der kan gøres Forskel imellem det urene og det rene, og imellem det Dyr, som maa ædes, og det Dyr, som ikke maa ædes.

Chapter 12

12:1  Og Herren talede til Mose og sagde:

12:2  Tal til Israels Børn og sig: Naar en Kvinde undfanger og føder en Dreng, da skal hun være uren syv Dage, lige som de Dage ere, i hvilke hun er uren ved sin Svaghed.

12:3  Og paa den ottende Dag skal hans Forhuds Kød omskæres.

12:4  Og hun skal blive hjemme i tre og tredive Dage, under hendes Blods Renselse; hun skal ikke røre ved noget helligt og ikke komme til Helligdommen, førend hendes Renselses Dage ere fuldendte.

12:5  Men føder hun en Pige, da skal hun være uren to Uger, som under hendes Svaghed; og hun skal blive hjemme seks og tresindstyve Dage, under hendes Blods Renselse.

12:6  Og naar hendes Renselsesdage ere fuldendte efter en Søn eller efter en Datter, skal hun fremføre et aargammelt Lam til Brændoffer, og en Dueunge eller en Turteldue til Syndoffer, til Forsamlingens Pauluns Dør, til Præsten.

12:7  Og han skal ofre det for Herrens Ansigt og gøre Forligelse for hende, saa bliver hun ren efter sin Blodgang, Dette er Loven for hende, som føder en Dreng eller Pige.

12:8  Men formaar hendes Haand ikke et Lam, da skal hun tage to Turtelduer eller to unge Duer, een til Brændoffer og een til Syndoffer; saa skal Præsten gøre Forligelse for hende, og hun er ren.

Chapter 13

13:1  Og Herren talede til Mose og til Aron og sagde:

13:2  Naar paa noget Menneskes Køds Hud er Hævelse eller Skab eller en skinnende Plet, og der fremkommer paa hans Køds Hud noget, som ligner Spedalskheds Plage, da skal han føres frem til Aron, Præsten, eller til en af hans Sønner iblandt Præsterne.

13:3  Og naar Præsten beser Plagen paa Kødets Hud, at Haaret i Plagen er forvandlet til hvidt, og Plagen at se til er dybere end den anden Hud paa hans Kød, da er det Spedalskheds Plage; naar Præsten har beset ham, da skal han dømme ham uren.

13:4  Men er der en hvid, skinnende Plet paa hans Køds Hud, og den ikke er dybere at se til end den anden Hud, og Haaret derpaa ikke er forvandlet til hvidt, da skal Præsten lukke den, som har Plagen, inde i syv Dage.

13:5  Og naar Præsten beser ham paa den syvende Dag, og se, Plagen er uforandret for hans Øje, Plagen har ikke videre udbredt sig paa Huden, da skal Præsten anden Gang indelukke hani i syv Dage;

13:6  Og naar Præsten beser ham paa den syvende Dag anden Gang, og se, Pletten er mørkagtig, og Plagen har ikke udbredt sig videre paa Huden, da skal Præsten dømme ham ren, det er Skab; og han skal to sine Klæder, saa er han ren.

13:7  Men naar det Skab udbreder sig videre i Huden, efterat han var beset af Præsten til sin Renselse, da skal han anden Gang beses af Præsten.

13:8  Og naar Præsten beser ham, og se, Skabet har udbredt sig videre i Huden, da skal Præsten dømme ham uren, det er Spedalskhed.

13:9  Naar Spedalskheds Plage er paa et Menneske, og han føres frem til Præsten,

13:10  og Præsten beser ham, og se, der er en hvid Hævelse paa Huden, og Haaret derpaa er forvandlet til hvidt, og vildt Kød vokser frem i Hævelsen:

13:11  Da er det en gammel Spedalskhed i Huden paa hans Kød, og Præsten skal dømme ham uren; han skal ikke lukke ham inde; thi han er uren.

13:12  Men dersom Spedalskheden blomstrer stærkt i Huden, og Spedalskheden bedækker den plagedes hele Hud fra hans Hoved og til hans Fødder, alt det, som ses for Præstens Øjne;

13:13  og Præsten beser det, og se, Spedalskheden har skjult alt hans Kød, da skal han dømme den, som har Plagen, ren; han er bleven helt hvid, han er ren.

13:14  Men paa hvilken Dag vildt Kød ses paa ham, bliver han uren.

13:15  Og naar Præsten beser det vilde Kød, da skal han dømme ham uren; det vilde Kød er urent, det er Spedalskhed.

13:16  Eller dersom det vilde Kød forandrer sig og omvendes til hvidt, da skal han komme til Præsten;

13:17  og naar Præsten beser ham, og se, Plagen er forandret til hvidt, da skal Præsten dømme den, som har Plagen, at være ren; han er ren.

13:18  Og naar der paa nogens Kød, i Huden derpaa er en Byld, og den er bleven lægt,

13:19  og der bliver en hvid Hævelse paa samme Bylds Sted eller en hvid, skinnende Plet, som er rødagtig, da skal han beses af Præsten.

13:20  Og naar Præsten beser ham, og se, den er at se til dybere end den anden Hud, og Haaret derpaa er forandret til hvidt, da skal Præsten dømme ham uren; det er Spedalskheds Plage, der blomstrer i Bylden.

13:21  Men dersom Præsten beser den, og se, der er ikke hvidt Haar paa den, og den er ikke dybere end den anden Hud og er mørkagtig, da skal Præsten lukke ham inde i syv Dage.

13:22  Men dersom den udbreder sig videre i Huden, da skal Præsten dømme ham uren; det er Plagen.

13:23  Men dersom den skinnende Plet bliver uforandret paa sit Sted og ikke udbreder sig videre, da er det Arret af en Byld, og Præsten skal dømme ham ren.

13:24  Eller naar der i Kødet, i Huden derpaa, der er brændt af Ild, og paa det nye Kød af det brændte Sted er en skinnende Plet, som er rødagtig hvid eller ganske hvid,

13:25  og Præsten beser den, og se, Haaret i den skinnende Plet er forandret til hvidt, og den er dybere at se til end den anden Hud, da er det Spedalskhed, der er fremblomstret i det brændte Sted, og Præsten skal dømme ham uren; det er Spedalskheds Plage.

13:26  Men dersom Præsten beser den, og se, der er ikke hvidt Haar i den skinnende Plet, og den er ikke dybere end den anden Hud og den er mørkagtig, da skal Præsten lukke ham inde i syv Dage.

13:27  Og Præsten skal bese ham paa den syvende Dag; dersom den har udbredt sig videre paa Huden, da skal Præsten dømme ham uren, det er Spedalskheds Plage.

13:28  Men dersom den skinnende Plet er uforandret paa sit Sted og ikke breder sig videre ud paa Huden, og den er mørkagtig, da er det en Hævelse i det brændte Sted, og Præsten skal dømme ham ren; thi det er et Ar i det brændte Sted.

13:29  Og naar der er en Plage paa Mand eller Kvinde, paa Hovedet eller i Skægget,

13:30  og Præsten beser Plagen, og se, den er dybere at se til end den anden Hud, og Haaret paa samme Sted er gult og tyndt, da skal Præsten dømme ham uren; det er Skurv, det er Spedalskhed paa Hovedet eller i Skægget.

13:31  Men naar Præsten beser den Skurvs Plage, og se, den er ikke dybere at se til end Huden, og der er ikke sort Haar derpaa, da skal Præsten lukke den, som har den Skurvs Plage, inde i syv Dage.

13:32  Og naar Præsten beser Plagen paa den syvende Dag, og se, den Skurv har ikke bredt sig videre, og der er ikke gult Haar derpaa, og Skurven er ikke dybere at se til end den anden Hud,

13:33  da skal han rage sig, dog saa at han ikke rager Skurven, og Præsten skal atter lukke den, som har Skurven, inde i syv Dage.

13:34  Og naar Præsten beser den Skurv paa den syvende Dag, og se, Skurven har ikke udbredt sig videre i Huden, og den er ikke dybere at se til end den anden Hud, da skal Præsten dømme ham ren, og hin skal to sine Klæder, saa er han ren.

13:35  Men dersom Skurven udbreder sig videre paa Huden efter hans Renselse,

13:36  Og Præsten beser ham, og se, Skurven har udbredt sig videre paa Huden, da skal Præsten ikke søge efter gult Haar; han er uren.

13:37  Men er Skurven uforandret for hans Øjne, og der er sort Haar opvokset i den, da er Skurven lægt, han er ren; og Præsten skal dømme ham ren.

13:38  Og naar en Mand eller Kvinde har paa deres Køds Hud skinnende Pletter, hvide skinnende Pletter,

13:39  og Præsten beser dem, og se, der er i deres Køds Hud hvide skinnende Pletter, som ere mørkagtige, da er det en Blegn, som blomstrer paa Huden; han er ren.

13:40  Og naar Haaret falder af nogen Mands Hoved, er han skaldet; han er ren.

13:41  Og dersom Haaret falder ham af Hovedet foran, er han flenskaldet; han er ren.

13:42  Men naar paa det skaldede eller paa det flenskaldede er en Plet, hvidrødagtig, da er det Spedalskhed, som blomstrer paa det skaldede paa ham eller paa det flenskaldede paa ham.

13:43  Og naar Præsten beser ham, og Plagens Hævelse er hvid og rødagtig paa det skaldede paa ham eller paa det flenskaldede paa ham, som Spedalskheds Udseende plejer at være i Kødets Hud;

13:44  den Mand er spedalsk, han er uren; Præsten skal dømme ham aldeles uren, hans Spedalskhed er paa hans Hoved.

13:45  Og den spedalske, som Plagen er paa, hans Klæder skulle være sønderrevne, og hans Hoved skal være bart, og han skal skjule Skægget over Munden, og han skal raabe: Uren! uren!

13:46  Alle Dage, som den Plage er paa ham, skal han være uren; han er uren, han skal bo alene, hans Bolig skal være uden for Lejren.

13:47  Og naar paa noget Klæde er Spedalskheds Plet, paa uldent Klæde eller paa linned Klæde

13:48  eller paa Traaden eller paa Isletten af Linned eller af uldent eller paa Skind eller paa alt, hvad som er gjort af Skind,

13:49  og Pletten er grønagtig eller rødagtig paa Klædet eller paa Skindet eller paa Traaden eller paa Isletten eller paa noget Tøj af Skind, er det Spedalskheds Plage, og det skal beses af Præsten.

13:50  Og naar Præsten beser Pletten, da skal han lukke det, som Pletten er paa, inde i syv Dage.

13:51  Og naar han ser Pletten paa den syvende Dag, at Plagen har udbredt sig videre paa Klædet eller paa Traaden eller paa Isletten eller paa Skindet, paa alt, hvad som gøres af Skind til nogen Gerning, da er Plagen en indædende Spedalskhed, det er urent.

13:52  Og man skal opbrænde Klædet eller Traaden eller Isletten af uldent eller af Linned eller hvad Tøj der er af Skind, paa hvilket Pletten er; thi det er en indædende Spedalskhed, det skal opbrændes med Ild.

13:53  Men dersom Præsten beser det, og se, Pletten har ikke udbredt sig videre paa Klædet eller paa Traaden eller paa Isletten eller paa alle Haande Tøj af Skind,

13:54  da skal Præsten befale, at de skulle Jo det, som Pletten er paa, og han skal lukke det inde anden Gang i syv Dage.

13:55  Og naar Præsten beser det, efterat Pletten er toet, og se, Pletten har ikke forandret sin Farve, og Pletten har ikke udbredt sig videre, da er det urent, du skal opbrænde det med Ud; det er af den Slags, som æder sig ind paa den rette Side derpaa eller paa den vrange Side derpaa.

13:56  Men dersom Præsten beser det, og se, Pletten er mørkagtig, efterat den er aftoet, da skal han rive det af Klædet eller af Skindet eller af Traaden eller af Isletten.

13:57  Men ses det endnu paa Klædet eller paa Traaden eller paa Isletten eller paa alle Haande Tøj af Skind, da er det en blomstrende Spedalskhed; du skal opbrænde med Ild det, som Spedalskheden er paa.

13:58  Men det Klæde eller den Traad eller den Islet eller alle Haande Tøj af Skind, som du tor, og Pletten gaar bort deraf, skal tos anden Gang, saa er det rent.

13:59  Dette er Loven om Spedalskheds Plage paa Klæde af uldent eller Linned eller paa Traad eller Islet eller alle Haande Tøj af Skind, til at dømme det rent eller urent.

Chapter 14

14:1  Og Herren talede til Mose og sagde:

14:2  Dette skal være Loven for den spedalske paa hans Renselsesdag, at han skal fremføres til Præsten.

14:3  Og Præsten skal gaa ud, uden for Lejren; og Præsten skal bese ham, og se, dersom den Spedalskheds Plage er lægt paa den spedalske,

14:4  da skal Præsten befale, at man skal tage for den, som renser sig, to levende, rene Spurve og Cedertræ og Skarlagen og Isop.

14:5  Og Præsten skal befale, at man slagter den ene Spurv over et Lerkar over rindende Vand.

14:6  Han skal tage den levende Spurv og Cedertræet og Skarlagenet og Isopen, og han skal dyppe dem og den levende Spurv i den slagtede Spurvs Blod, over rindende Vand.

14:7  Og han skal stænke syv Gange paa den, som lader sig rense for Spedalskheden, og han skal rense ham og lade den levende Spurv flyve ud paa Marken.

14:8  Men den, som renser sig, skal to sine Klæder og rage alt sit Haar af og bade sig i Vand, saa er han ren, og siden maa han komme i Lejren; dog skal han bo uden for sit Telt i syv Dage.

14:9  Og det skal ske paa den syvende Dag, da skal han afrage alt sit Haar, sit Hoved og sit Skæg og sine Øjenbryn, ja alt sit Haar skal han afrage; og han skal to sine Klæder og bade sin Krop i Vand, saa er han ren.

14:10  Og paa den ottende Dag skal han tage to Væderlam uden Lyde og et aargammelt Gimmerlam uden Lyde og tre Tiendeparter Mel til Madoffer, blandet med Olie, og en Log Olie.

14:11  Og Præsten, som renser, skal stille den Mand, der lader sig rense, og disse Ting for Herrens Ansigt, for Forsamlingens Pauluns Dør.

14:12  Og Præsten skal tage det ene Lam og bringe det til et Skyldoffer tillige med den Log Olie, og han skal røre dem med en Rørelse for Herrens Ansigt.

14:13  Og han skal slagte Væderlammet paa det Sted, hvor man skal slagte Syndofret og Brændofret, paa det hellige Sted; thi lige som Syndofret, saa hører Skyldofret Præsten til, det er en højhellig Ting.

14:14  Og Præsten skal tage af Skyldofrets Blod, og Præsten skal komme deraf paa den højre Ørelæp af ham, som lader sig rense, og paa hans højre Tommelfinger og paa hans højre Tommeltaa.

14:15  Og Præsten skal tage af den Log Olie og øse i sin venstre Haand.

14:16  Og Præsten skal dyppe sin højre Finger i Olien, som er i hans venstre Haand, og han skal stænke af Olien med sin Finger syv Gange for Herrens Ansigt.

14:17  Men af den Olie, som er til overs i hans Haand, skal Præsten komme paa den højre Ørelæp af ham, som lader sig rense, og paa hans højre Tommelfinger og paa hans højre Tommeltaa, oven paa Skyldofrets Blod.

14:18  Men det, som er blevet tilovers af Olien, som er i Præstens Haand, skal han komme paa dens Hoved, som renses, og Præsten skal gøre Forligelse for ham, for Herrens Ansigt.

14:19  Og Præsten skal lave Syndofret og gøre Forligelse for ham, som lader sig rense for sin Urenhed, og siden skal han slagte Brændofret.

14:20  Og Præsten skal ofre Brændofret og Madofret paa Alteret, og Præsten skal gøre Forligelse for ham, saa er han ren.

14:21  Men er han fattig, og hans Haand ikke formaar saa meget, da skal han tage eet Væderlam til et Skyldoffer, til at lade røre, til at gøre Forligelse for ham og en Tiendepart Mel blandet med Olie, til Madoffer, og en Log Olie

14:22  og to Turtelduer eller to Dueunger, som hans Haand formaar; og den ene skal være et Syndoffer og den anden et Brændoffer.

14:23  Og han skal bringe dem frem paa den ottende Dag af sin Renselse til Præsten, til Forsamlingens Pauluns Dør, for Herrens Ansigt.

14:24  Og Præsten skal tage Skyldofrets Lam og den Log Olie, og Præsten skal røre dem med en Rørelse for Herrens Ansigt.

14:25  Og han skal slagte Skyldofrets Lam, og Præsten skal tage af Skyldofrets Blod og komme paa den højre Ørelæp af ham, som lader sig rense, og paa hans højre Tommelfinger og paa hans højre Tommeltaa.

14:26  Og Præsten skal øse af Olien i sin venstre Haand.

14:27  Og Præsten skal stænke med sin højre Finger af Olien, som er i hans venstre Haand, syr Gange for Herrens Ansigt.

14:28  Og Præsten skal komme af Olien, som er i hans Haand, paa den højre Ørelæp af ham, som lader sig rense, og paa hans højre Tommelfinger og paa hans højre Tommeltaa, over Skyldofrets Blods Sted.

14:29  Men det, som er blevet tilovers af Olien, som er i Præstens Haand, skal han komme paa dens Hoved, som lader sig rense, til at gøre Forligelse for ham, for Herrens Ansigt.

14:30  Og han skal lave den ene af de Turtelduer eller af de Dueunger, af det, hans Haand har formaaet,

14:31  det, som hans Haand har formaaet, skal han lave den ene til Syndoffer, den anden til Brændoffer, tillige med Madofret, og Præsten skal gøre Forligelse for den, som lader sig rense, for Herrens Ansigt.

14:32  Dette er Loven for den, som Spedalskheds Plage var paa, og hvis Haand ikke formaar alt, hvad der hører til hans Renselse.

14:33  Og Herren talede til Mose og til Aron og sagde:

14:34  Naar I komme i Kanaans Land, hvilket jeg giver eder til Ejendom, og jeg lader komme Spedalskheds Plage i et Hus udi eders Ejendoms Land,

14:35  da skal den komme, hvem Huset hører til, og give Præsten det til Kende og sige: Det ser mig ud, som der er Spedalskhed i Huset.

14:36  Saa skal Præsten befale, at de skulle rydde Huset, førend Præsten kommer til at bese Spedalskheden, at ikke alt det, som er i Huset, skal blive urent, og siden skal Præsten komme at bese Huset.

14:37  Og naar han beser Spedalskheden, og se, Spedalskheden er paa Væggene i Huset, nemlig Fordybninger, som ere grønagtige eller rødagtige, og de ere dybere at se til, end Væggen,

14:38  da skal Præsten gaa ud af Huset, til Døren paa Huset, og han skal lukke Huset til syv Dage.

14:39  Og Præsten skal komme igen paa den syvende Dag; og naar han beser det, og se, Spedalskheden har udbredt sig videre paa Væggene i Huset,

14:40  da skal Præsten befale, at de bryde Stenene ud, som Spedalskheden er paa; og de skulle kaste dem hen udenfor Staden paa et urent Sted.

14:41  Saa skal han lade Huset skrabe indentil rundt omkring; og de skulle kaste Støvet, som de afskrabede, udenfor Staden paa et urent Sted.

14:42  Og de skulle tage andre Stene og lade dem komme i Stedet for de forrige Stene, og man skal tage andet Ler og kline Huset med.

14:43  Men dersom Spedalskheden kommer igen og blomstrer i Huset, efter at man har brudt Stenene ud, og efter at man har skrabet Huset, og efter at man har klinet det,

14:44  da skal Præsten komme, og naar han beser det, og se, Spedalskheden har udbredt sig videre i Huset, da er der en Spedalskhed, som æder om sig, i Huset; det er urent.

14:45  Derfor skal man afbryde Huset, dets Stene og dets Træværk og alt Husets Ler, og man skal føre det udenfor Staden til et urent Sted.

14:46  Og hvo som kommer i det Hus alle de Dage, i hvilke han lod det lukke, skal være uren indtil Aftenen.

14:47  Og hvo som ligger i Huset, skal to sine Klæder; og hvo som æder i Huset, skal to sine Klæder.

14:48  Men dersom Præsten kommer igen og beser det, og se, Spedalskheden har ikke udbredt sig videre i Huset, efter at Huset blev klinet, da skal Præsten dømme det Hus rent; thi Spedalskheden er bleven lægt.

14:49  Saa skal han tage, til at gøre Syndoffer for Huset, to Spurve og Cedertræ og Skarlagen og Isop.

14:50  Og han skal slagte den ene Spurv over et Lerkar, over rindende Vand.

14:51  Og han skal tage Cedertræet og Isopen og Skarlagenet og den levende Spurv og dyppe dem i den slagtede Spurvs Blod og i det rindende Vand, og han skal stænke paa Huset syv Gange;

14:52  og han skal gøre Syndoffer for Huset med Spurvens Blod og med det rindende Vand og med den levende Spurv og med Cedertræet og med Isopen og med Skarlagenet.

14:53  Saa skal han lade den levende Spurv flyve hen uden for Staden, over Marken, og han skal gøre Forligelse for Huset, saa er det rent.

14:54  Dette er Loven om alle Haande Spedalskheds Plage og om Skurv

14:55  og om Spedalskhed paa Klæder og paa Hus

14:56  og om Hævelse og om Skab og om skinnende Plet,

14:57  til at lære, paa hvad Dag noget er urent, og paa hvad Dag det er rent; dette er Loven om Spedalskhed.

Chapter 15

15:1  Og Herren talede til Mose og til Aron og sagde

15:2  Taler til Israels Børn og siger til dem: Hvo som helst det er, naar det flyder af hans Kød, da er han uren formedelst sit Flod.

15:3  Og dette skal være hans Urenhed under hans Flod: Naar hans Kød udgyder sit Flod, eller hans Kød holder sit Flod tilbage, det er hans Urenhed.

15:4  Hvert Leje, som han, der har Flod, ligger paa, skal være urent, og alt det Tøj, som han sidder paa, skal være urent.

15:5  Og hver, som rører ved hans Leje, skal to sine Klæder og bade sig i Vand og være uren indtil Aftenen.

15:6  Og hvo som sætter sig paa det Tøj, som den, der har Flod, har siddet paa, skal to sine Klæder og bade sig i Vand og være uren indtil Aftenen.

15:7  Og hvo som rører ved dens Kød, som har Flod, skal to sine Klæder og bade sig i Vand og være uren indtil Aftenen.

15:8  Og naar den, som har Flod, spytter paa en, som er ren, da skal denne to sine Klæder og bade sig i Vand og være uren indtil Aftenen.

15:9  Og hver Sadel, som den, der har Flod, rider paa, skal være uren.

15:10  Og hver, som rører ved noget af det, som han har haft under sig, skal være uren indtil Aftenen; og hvo som bærer de Ting, skal to sine Klæder og bade sig i Vand og være uren indtil Aftenen.

15:11  Og hver, som den, der har Flod, rører ved, uden at have skyllet sine Hænder i Vand, skal to sine Klæder og bade sig i Vand og være uren indtil Aftenen.

15:12  Og det Lerkar, som den, der har Flod, rører ved, skal sønderbrydes; men hvert Trækar skal skylles i Vand.

15:13  Og naar den, som har Flod, bliver ren af sit Flod, da skal han tælle sig syv Dage til sin Renselse og to sine Klæder, og han skal bade sit Kød i rindende Vand, saa er han ren.

15:14  Og paa den ottende Dag skal han tage sig to Turtelduer eller to Dueunger og komme for Herrens Ansigt til Forsamlingens Pauluns Dør og give Præsten dem.

15:15  Og Præsten skal lave dem, een til Syndoffer og een til Brændoffer, og Præsten skal gøre Forligelse for ham, for Herrens Ansigt, for hans Flod.

15:16  Og naar der udgaar Sæd fra en Mand, da skal han bade hele sit Legeme i Vand og være uren indtil Aftenen.

15:17  Og ethvert Klæde og ethvert Skind, som Sæd er kommen paa, skal tos i Vand og være urent indtil Aftenen.

15:18  I lige Maade om der er en Kvinde, som har legemlig Omgang med en Mand, saa skulle de bade sig i Vand og være urene indtil Aftenen.

15:19  Og naar en Kvinde har Flod, at Blod af hendes Flod er paa hendes Kød, da skal hun være syv Dage i sin Svaghed, og hver, som rører ved hende, skal være uren indtil Aftenen.

15:20  Og alt det, hun ligger paa under sin Svaghed, skal være urent, og alt det, hun sidder paa, skal være urent.

15:21  Og hver den, som rører ved hendes Leje, skal to sine Klæder og bade sig i Vand og være uren indtil Aftenen.

15:22  Og hver den, som rører ved noget Tøj, som hun har siddet paa, skal to sine Klæder og bade sig i Vand og være uren indtil Aftenen.

15:23  Og dersom nogen ligger paa det Leje eller paa det Tøj, som hun har siddet paa, saa han rører derved, skal han være uren indtil Aftenen.

15:24  Og dersom en Mand ligger hos hende, og hendes Urenhed kommer paa ham, saa bliver han uren i syv Dage; og hvert Leje, som han ligger paa, skal være urent.

15:25  Og naar en Kvinde har sit Blodflod mange Dage, udenfor hendes Svagheds Tid, eller naar det flyder over hendes Svagheds Tid, alle de Dage, hun har sin Urenheds Flod, skal hun være som i hendes Svagheds Dage; hun er uren.

15:26  Hvert Leje, som hun ligger paa, alle de Dage, hun har sit Flod, skal være hende ligesom Lejet under hendes Svaghed; og alt det Tøj, som hun sidder paa, skal være urent, som naar hun er uren under sin Svaghed.

15:27  Og hver den, som rører ved de Ting, skal være uren og skal to sine Klæder og bade sig i Vand og være uren indtil Aftenen.

15:28  Men dersom hun bliver ren efter sit Flod, da skal hun tælle sig syv Dage, og siden skal hun være ren.

15:29  Og paa den ottende Dag skal hun tage sig to Turtelduer eller to Dueunger, og bringe dem til Præsten, til Forsamlingens Pauluns Dør.

15:30  Og Præsten skal lave den ene til Syndoffer og den anden til Brændoffer, og Præsten skal gøre Forligelse for hende for Herrens Ansigt, for hendes Urenheds Flod.

15:31  Og I skulle skille Israels Børn ved deres Urenhed, at de ikke dø i deres Urenhed, idet de gøre mit Tabernakel, som er midt iblandt dem, urent.

15:32  Dette er Loven om den, som har Flod, og om den, hvem Sæd gaar fra, saa at han bliver uren derved;

15:33  og for hende, som er uren under hendes Svaghed, og for den, som har Flod, Mand eller Kvinde; og for en Mand, som ligger hos en uren Kvinde.

Chapter 16

16:1  Og Herren talede til Mose, efter at de to af Arons Sønner vare døde, der de vare gangne frem for Herrens Ansigt og vare døde.

16:2  Og Herren sagde til Mose: Sig til Aron, din Broder, at han ikke til enhver Tid maa gaa ind i Helligdommen inden for Forhænget lige for Naadestolen, som er paa Arken, at han ikke dør; thi jeg vil ses i Skyen over Naadestolen.

16:3  Med dette skal Aron komme til Helligdommen: Med en ung Tyr til Syndoffer og en Væder til Brændoffer.

16:4  Han skal iføre sig en hellig linned Kjortel og have linnede Underklæder paa sin Krop og ombinde sig med et linned Bælte, og med en linned Præstehue skal han bedække sig; disse ere de hellige Klæder, og han skal bade sit Legeme i Vand og iføre sig dem.

16:5  Og han skal tage af Israels Børns Menighed to Gedebukke til Syndoffer og en Væder til Brændoffer.

16:6  Og Aron skal ofre Syndofrets Tyr, som er for ham selv, og gøre Forligelse for sig og for sit Hus.

16:7  Og han skal tage de to Bukke, og han skal stille dem for Herrens Ansigt, for Forsamlingens Pauluns Dør.

16:8  Og Aron skal kaste Lod over de to Bukke, een Lod for Herren og een Lod for Asasel.

16:9  Og Aron skal ofre den Buk, paa hvilken Lodden kom ud for Herren, og berede den til Syndoffer.

16:10  Men den Buk, paa hvilken Lodden for Asasel er falden, skal stilles levende for Herrens Ansigt, at der ved den skal gøres Forligelse, at man skal sende den bort til Asasel til Ørken.

16:11  Og Aron skal ofre Syndofrets Tyr, som er for ham selv, og gøre Forligelse for sig selv og for sit Hus, og han skal slagte Syndofrets Tyr, som er for ham.

16:12  Saa skal han tage et Ildkar fuldt af Gløder af Ilden fra Alteret for Herrens Ansigt, og sine Hænder fulde af stødt Røgelse af vellugtende Urter, og han skal bære det inden for Forhænget.

16:13  Og han skal komme Røgelsen paa Ilden for Herrens Ansigt, saa at en Sky af Røgelsen skjuler Naadestolen, som er over Vidnesbyrdet, at han ikke dør.

16:14  Og han skal tage af Tyrens Blod og stænke med sin Finger mod Naadestolen for til, og han skal stænke syv Gange med sin Finger af Blodet for Naadestolen.

16:15  Og han skal slagte Syndofrets Buk, som er for Folket, og bære dens Blod inden for Forhænget og gøre med dens Blod, ligesom han gjorde med Tyrens Blod, og stænke det mod Naadestolen og for Naadestolen.

16:16  Og han skal gøre Forligelse for Helligdommen og rense den fra Israels Børns Urenheder og fra deres Overtrædelser i alle deres Synder; og saaledes skal han gøre ved Forsamlingens Paulun, som staar hos dem midt iblandt deres Urenheder.

16:17  Og intet Menneske skal være i Forsamlingens Paulun, naar han kommer at gøre Forligelse i Helligdommen, indtil han gaar ud; og han skal gøre Forligelse for sig og for sit Hus og for hele Israels Menighed.

16:18  Og han skal gaa ud til Alteret, som er for Herrens Ansigt, og gøre Forligelse for det, og han skal tage af Tyrens Blod og af Bukkens Blod og komme det paa Alterets Horn rundt omkring.

16:19  Og han skal stænke paa det af Blodet med sin Finger syv Gange, og han skal rense det og hellige det fra Israels Børns Urenheder.

16:20  Og naar han har fuldkommet at gøre Forligelse for Helligdommen og for Forsamlingens Paulun og for Alteret, da skal han føre den levende Buk frem.

16:21  Og Aron skal lægge begge sine Hænder paa den levende Buks Hoved og over den bekende alle Israels Børns Misgerninger og alle deres Overtrædelser i alle deres Synder, og han skal lægge dem paa Bukkens Hoved og sende den bort til Ørken ved en Mand, som er skikket dertil.

16:22  Og Bukken skal bære alle deres Misgerninger paa sig til et udyrket Land, og han skal lade Bukken løs i Ørken.

16:23  Saa skal Aron gaa ind i Forsamlingens Paulun og afføre sig Linklæderne, som han iførte sig, da han gik ind i Helligdommen, og han skal lade dem ligge der.

16:24  Og han skal bade sin Krop i Vand paa et helligt Sted og iføre sig sine andre Klæder, og han skal gaa ud og gøre sit Brændoffer og Folkets Brændoffer og gøre Forligelse for sig og for Folket.

16:25  Og han skal gøre et Røgoffer af Syndofrets Fedt paa Alteret.

16:26  Men den, som førte Bukken bort til Asasel, skal to sine Klæder og bade sin Krop i Vand, og derefter maa han komme til Lejren.

16:27  Og Syndofrets Tyr og Syndofrets Buk, hvis Blod bliver baaret ind i Helligdommen til at gøre Forligelse, skal man føre ud uden for Lejren, og man skal opbrænde deres Hutl og deres Kød og deres Møg med Ild.

16:28  Og den, som opbrænder dem, skal to sine Klæder og bade sit Legeme i Vand, og derefter maa han komme til Lejren.

16:29  Og det skal være eder til en evig Skik: I den syvende Maaned, paa den tiende Dag i Maaneden, skulle I ydmyge eders Sjæle og ingen Gerning gøre, hverken den indfødte eller den fremmede, som opholder sig iblandt eder.

16:30  Thi paa denne Dag skal man gøre Forligelse for eder til at rense eder; af alle eders Synder skulle I vorde rene for Herrens Ansigt.

16:31  Dette skal være eder en Sabbats Hvile, og I skulle ydmyge eders Sjæle til en evig Skik.

16:32  Og Præsten, som man salver, og hvis Haand man fylder til at gøre Præstetjeneste i hans Faders Sted, skal gøre Forligelse, og han skal iføre sig Linklæderne, de hellige Klæder.

16:33  Og han skal gøre Forligelse for Hellighedens Helligdom, baade for Forsamlingens Paulun og for Alteret skal han gøre Forligelse, og for Præsterne og for al Menighedens Folk skal han gøre Forligelse.

16:34  Og dette skal være eder til en evig Skik, at gøre Forligelse for Israels Børn for alle deres Synder een Gang om Aaret. Og han gjorde det, ligesom Herren havde befalet Mose.

Chapter 17

17:1  Og Herren talede til Mose og sagde:

17:2  Tal til Aron og til hans Sønner og til alle Israels Børn, og du skal sige til dem: Dette er det Ord, som Herren har befalet og sagt:

17:3  Hvo som helst af Israels Hus, der slagter en Okse eller et Lam eller en Ged i Lejren, eller der slagter den uden for Lejren

17:4  og ikke fører den frem for Forsamlingens Pauluns Dør, til at ofre Offer for Herren, foran Herrens Tabernakel, den Mand skal Blodskyld tilregnes, han udøste Blod, og den Mand skal udryddes midt ud af sit Folk;

17:5  paa det at Israels Børn skulle fremføre deres Slagtofre, som de pleje at slagte paa fri Mark; og de skulle føre dem frem for Herren til Forsamlingens Pauluns Dør, til Præsten, og de skulle slagte dem for Herren til Takofre.

17:6  Og Præsten skal stænke Blodet paa Herrens Alter, for Forsamlingens Pauluns Dør, og han skal gøre et Røgoffer af Fedtet til en sød Lugt for Herren.

17:7  Og de skulle ikke ydermere ofre deres Ofre til Skovtrolde, som de bole med; dette skal være dem en evig Skik hos deres Efterkommere.

17:8  Og du skal sige til dem: Hvo som helst af Israels Hus eller af fremmede, som opholder sig midt iblandt eder, der ofrer Brændoffer eller Slagtoffer,

17:9  og ikke fører det frem til Forsamlingens Pauluns Dør at lave det for Herren, den Mand skal udryddes fra sit Folk.

17:10  Og hvo som helst af Israels Hus eller af fremmede, som opholder sig midt iblandt dem, der æder noget Blod, imod den Person, som æder Blodet, vil jeg sætte mit Ansigt og udrydde ham af sit Folks Midte.

17:11  Thi Kødets Sjæl er i Blodet, og jeg har givet eder det paa Alteret, til at gøre Forligelse for eders Sjæle; thi Blodet er det, som skal gøre Forligelse ved Sjælen.

17:12  Derfor har jeg sagt til Israels Børn: Ingen af eder maa æde Blod, og den fremmede, som opholder sig midt iblandt eder, maa heller ikke æde Blod.

17:13  Og hvo som helst af Israels Børn og af fremmede, som opholder sig midt iblandt dem, der fanger paa Jagt et vildt Dyr eller en Fugl, som maa ædes, han skal udøse Blodet deraf og skjule det med Støv.

17:14  Thi hvad alt Køds Sjæl angaar, saa regnes dets Blod for dets Sjæl, og jeg har sagt til Israels Børn: I skulle ikke æde noget Køds Blod, thi alt Køds Sjæl er dets Blod; hver den, som æder det, skal udryddes.

17:15  Og hver Person, indfødt eller fremmed, der æder et Aadsel eller det, som er sønderrevet, skal to sine Klæder og bade sig i Vand og blive uren indtil Aftenen, saa er han ren.

17:16  Og dersom han ikke tor sig og ikke bader sit Legeme, da skal han bære sin Misgerning.

Chapter 18

18:1  Og Herren talede til Mose og sagde:

18:2  Tal til Israels Børn, og du skal sige til dem: Jeg er Herren eders Gud.

18:3  Efter Ægyptens Lands Gerning, hvor I boede, skulle I ikke gøre, og efter Kanaans Lands Gerning, hvor hen jeg vil føre eder, skulle I ikke gøre, og efter deres Skikke skulle I ikke vandre.

18:4  I skulle gøre efter mine Bud og holde mine Skikke, saa at I vandre i dem; jeg er Herren eders Gud.

18:5  Og I skulle holde mine Skikke og mine Bud, hvilke et Menneske skal gøre og leve ved dem; jeg er Herren.

18:6  Ingen af eder skal holde sig nær til sin næste Slægt, til at, blotte dennes Blusel; jeg er Herren.

18:7  Du skal ikke blotte din Faders Blusel eller din Moders Blusel; hun er din Moder, du skal ikke blotte hendes Blusel.

18:8  Du skal ikke blotte din Stivmoders Blusel; det er din Faders Blusel.

18:9  Din Søsters Blusel, din Faders Datter eller din Moders Datter, enten hun er født hjemme eller født ude, deres Blusel skal du ikke blotte.

18:10  Din Sønnedatters eller din Datterdatters Blusel, deres Blusel skal du ikke blotte; thi de ere din Blusel.

18:11  Din Stivmoders Datters Blusel, hun som er din Fader født og er din Søster, hendes Blusel skal du ikke blotte.

18:12  Du skal ikke blotte din Faders Søsters Blusel, hun er din Faders næste Slægt.

18:13  Du skal ikke blotte din Moders Søsters Blusel; thi hun er din Moders næste Slægt.

18:14  Du skal ikke blotte din Farbroders Blusel; du skal ikke holde dig nær til hans Hustru; thi hun er din Faster.

18:15  Du skal ikke blotte din Sønnekvindes Blusel; thi hun er din Søns Hustru, du skal ikke blotte hendes Blusel.

18:16  Du skal ikke blotte din Broders Hustrus Blusel; det er din Broders Blusel.

18:17  Du skal ikke blotte en Hustrus og hendes Datters Blusel; du skal ikke tage hendes Søns Datter eller hendes Datters Datter, at blotte hendes Blusel; thi de ere hendes næste Slægt; det er en Skændsel.

18:18  Og du skal ikke tage en Hustru tillige med hendes Søster, til at vække hendes Skinsyge, at blotte hendes Blusel tillige med hins, medens hun lever.

18:19  Og din Hustru i hendes Urenheds Svaghed, skal du ikke komme nær, til at blotte hendes Blusel.

18:20  Og du skal ikke ligge hos din Næstes Hustru til at avle, til at blive uren ved hende.

18:21  Og af dit Afkom skal du ikke lade nogen gaa igennem Ilden for Molek; og du skal ikke vanhellige din Guds Navn; jeg er Herren.

18:22  Og du skal ikke ligge hos Mandkøn, som man ligger hos en Kvinde; det er en Vederstyggelighed.

18:23  Og du skal ikke beblande dig med noget Kvæg til at besmittes ved det, og ingen Kvinde skal have at skaffe med noget Kvæg til Samleje; det er en Skændighed.

18:24  Gører eder ikke urene ved alt dette, thi ved alt dette ere Hedningerne, hvilke jeg uddriver for eder, blevne urene.

18:25  Og Landet er blevet urent, og jeg har hjemsøgt dets Misgerning paa det; og Landet skal udspy sine Indbyggere.

18:26  Og I skulle holde mine Skikke og mine Bud og ikke gøre nogen af alle disse Vederstyggeligheder, hverken den indfødte eller den fremmede, som opholder sig midt iblandt eder;

18:27  thi dette Lands Folk, som var før eder, har gjort alle disse Vederstyggeligheder, og Landet er blevet urent;

18:28  at Landet ikke skal udspy eder, naar I gøre det urent, lige som det udspyr det Folk, som var før eder.

18:29  Thi hver den, som gør nogen af alle disse Vederstyggeligheder, de som gøre det, skulle udryddes midt af deres Folk.

18:30  Saa holder det, jeg vil have holdt, at I ikke gøre nogen af de vederstyggelige Skikke, som ere gjorte før eder, at I ikke skulle gøre eder urene ved dem; jeg er Herren eders Gud.

Chapter 19

19:1  Og Herren talede til Mose og sagde:

19:2  Tal til al Israels Børns Menighed, og du skal sige til dem: I skulle være hellige; thi jeg Herren eders Gud er hellig.

19:3  I skulle hver frygte sin Moder og sin Fader, og I skulle holde mine Sabbater; jeg er Herren eders Gud.

19:4  I skulle ikke vende eders Ansigt til Afguderne og ikke gøre eder støbte Guder; jeg er Herren eders Gud.

19:5  Og naar I ville slagte Takoffer for Herren, da skulle I ofre det til en Behagelighed for eder.

19:6  Det skal ædes paa den Dag, I slagte det, og den næste Dag; men hvad som levnes til den tredje Dag, skal opbrændes med Ild.

19:7  Men om noget deraf dog ædes paa den tredje Dag, da er det en Vederstyggelighed, det bliver ikke behageligt.

19:8  Og hvo som æder det, skal bære sin Misgerning; thi han har vanhelliget, hvad der var Herren helliget; og den Sjæl skal udryddes fra sit Folk.

19:9  Og naar I høste eders Lands Høst, da skal du ikke høste det yderste aldeles af paa din Ager, ikke heller skal du sanke nøje i din Høst.

19:10  Du skal ikke heller sanke efter i din Vingaard, og ikke sanke de Bær, som ere nedfaldne i din Vingaard; du skal lade dem blive til den fattige og til den fremmede; jeg er Herren eders Gud.

19:11  I skulle ikke stjæle, og I skulle ikke lyve, ej heller skal nogen af eder handle falskeligen mod sin Næste.

19:12  Og I skulle ikke falskeligen sværge ved mit Navn, saa du vanhelliger din Guds Navn; jeg er Herren.

19:13  Du skal ikke gøre din Næste Vold og ej røve, du skal ikke lade Daglønnerens Arbejdsløn blive hos dig Natten over indtil om Morgenen.

19:14  Du skal ikke bande den døve, og ikke lægge Stød for den blinde; men du skal frygte din Gud; jeg er Herren.

19:15  I skulle ikke gøre Uret i Dommen, du skal ikke anse den ringes Person og heller ikke gøre Ære af den vældiges Person; men du skal dømme din Næste i Retfærdighed.

19:16  Du skal ikke gaa om som en Bagvasker iblandt dit Folk, du skal ikke staa efter din Næstes Blod; jeg er Herren.

19:17  Du skal ikke hade din Broder i dit Hjerte; men du skal irettesætte din Næste, at du ikke skal bære Synd for hans Skyld.

19:18  Du skal ikke hævne dig selv, ej heller beholde Vrede imod dit Folks Børn, og du skal elske din Næste som dig selv; jeg er Herren.

19:19  I skulle holde mine Skikke; du skal ikke lade dit Kvæg parre sig med et af et andet Slags; du skal ikke besaa din Ager med to Slags Sæd; og Klæder af to Slags, vævet til sammen, skal ej komme paa dig.

19:20  Og naar en Mand ligger hos en Kvinde og har Omgang med hende, og hun er en Tjenestepige, som er trolovet med en Mand, og hun ikke er løskøbt, eller ikke har faaet sin Frihed, da skal der ske en Hudstrygelse, men de skulle ikke dødes; thi hun var ikke frigiven.

19:21  Men han skal føre sit Skyldoffer frem for Herren til Forsamlingens Pauluns Dør, en Væder til Skyldoffer.

19:22  Og Præsten skal gøre Forligelse for ham med Skyldofrets Væder, for Herrens Ansigt, for hans Synd, som han syndede; saa skal han faa Forladelse for sin Synd, som han syndede.

19:23  Og naar I komme ind i Landet og plante alle Haande Frugttræer, da skulle I agte deres Frugt, som om det var Forhud paa dem; i tre Aar skulle de agtes af eder som uomskaarne, der skal ikke ædes deraf.

19:24  Og i det fjerde Aar skal al deres Frugt være helliget til Lovprisning for Herren.

19:25  Men i det femte Aar maa I æde Frugten deraf, saa at I samle eder Grøden deraf; jeg er Herren eders Gud.

19:26  I skulle ikke æde noget med Blodet; I skulle ikke spaa, ej heller være Dagvælgere.

19:27  I skulle ikke rundskære det yderste af eders Hovedhaar, ej heller skal du fordærve Kanten af dit Skæg.

19:28  Og I skulle intet Indsnit gøre i eders Kød for en døds Skyld, ej heller sætte indbrændt Skrifttegn paa eder; jeg er Herren.

19:29  Du skal ikke vanhellige din Datter ved at lade hende bedrive Horeri, og Landet skal ikke bedrive Horeri, saa at Landet bliver fuldt af Skændsel.

19:30  I skulle holde mine Sabbater, og I skulle frygte for min Helligdom; jeg er Herren.

19:31  I skulle ikke vende eder til Spaakvinder og ikke søge hen til Tegnsudlæggere, til at blive urene ved dem; jeg er Herren eders Gud.

19:32  Du skal staa op for den graahærdede og hædre den gamle, og du skal frygte din Gud; jeg er Herren.

19:33  Og naar en fremmed opholder sig hos dig i eders Land, da skulle I ikke forfordele ham.

19:34  Den fremmede, som opholder sig hos eder, skal være eder som en indfødt af eder, og du skal elske ham som dig selv; thi I have været fremmede i Ægyptens Land; jeg er Herren eders Gud.

19:35  I skulle ikke gøre Uret i Dommen, i Længdemaalet, i Vægten og i Hulmaalet.

19:36  Rette Vægtskaaler, rette Vægtstene, ret Efa og ret Hin skulle I have. Jeg er Herren eders Gud, som udførte eder af Ægyptens Land.

19:37  Og I skulle holde alle mine Skikke og alle mine Bud og gøre dem; jeg er Herren.

Chapter 20

20:1  Og Herren talede til Mose og sagde:

20:2  Og du skal sige til Israels Børn: Hvo som helst af Israels Børn eller af de fremmede, som opholde sig i Israel, der hengiver nogen af sin Sæd til Molek, skal visselig dødes; Folket i Landet skulle stene ham med Stene.

20:3  Og jeg vil sætte mit Ansigt imod denne Mand, og jeg vil udrydde ham midt af sit Folk, fordi han hengav af sin Sæd til Molek, til at gøre min Helligdom uren og at vanhellige mit hellige Navn.

20:4  Og dersom Folket i Landet ser igennem Fingre med det samme Menneske, naar han hengiver nogen af sin Sæd til Molek, saa at de ikke ihjelslaa ham,

20:5  da vil jeg sætte mit Ansigt imod det Menneske og imod hans Slægt; og ham og alle dem, som efterfølge hans Bolen med at bole med Molek, vil jeg udrydde midt af deres Folk.

20:6  Og naar en Person vender sig til Spaakvinder eller til Tegnsudlæggere, til at bole med dem, da vil jeg sætte mit Ansigt imod denne Person, og jeg vil udrydde ham fra hans Folk.

20:7  Derfor helliger eder og værer hellige; thi jeg er Herren eders Gud.

20:8  Og holder mine Skikke, og gører dem; jeg er Herren, som gør eder hellige.

20:9  Thi hvo som helst der bander sin Fader eller sin Moder, skal visselig dødes; han bandede sin Fader eller sin Moder, hans Blod være over ham.

20:10  Og en Mand, som bedriver Hor med en Mands Hustru, den, som bedriver Hor med sin Næstes Hustru, den Horkarl og den Horekone skal visselig dødes.

20:11  Og en Mand, som ligger hos sin Faders Hustru, han har blottet sin Faders Blusel; de skulle begge visselig dødes, deres Blod skal være over dem.

20:12  Og naar en Mand ligger hos sin Søns Hustru, da skulle de begge visselig dødes; de have gjort en Skændighed, deres Blod skal være over dem.

20:13  Og naar en Mand ligger hos en Mandsperson, som man ligger hos en Kvinde, da have de begge gjort en Vederstyggelighed; de skulle visselig dødes, deres Blod skal være over dem.

20:14  Og naar en Mand tager en Kvinde og hendes Moder til Ægte, er det en Skændsel; de skulle brænde baade ham og dem med Ild, og der skal ikke være nogen Skændsel iblandt eder.

20:15  Og en Mand, som ligger hos et Dyr, skal visselig dødes, og Dyret skulle I dræbe.

20:16  Og naar en Kvinde kommer nær til noget Dyr, at det har Fællesskab med hende, da skal du ihjelslaa baade Kvinden og Dyret; de skulle visselig dødes, deres Blod skal være over dem.

20:17  Og naar en Mand tager sin Søster, sin Faders Datter eller sin Moders Datter, til Ægte, og ser hendes Blusel, og hun ser hans Blusel, saa er det en gruelig Ting, og de skulle udryddes for deres Folks Børns Øjne; han blottede sin Søsters Blusel, han skal bære sin Misgerning.

20:18  Og naar en Mand ligger hos en Hustru, som er svag, og blotter hendes Blusel, blotter hendes Kilde, og hun blotter sin Blods Kilde, da skulle de begge udryddes af deres Folk.

20:19  Og du skal ikke blotte din Moders Søsters og din Faders Søsters Blusel; thi en saadan har blottet sin næste Slægt, de skulle bære deres Misgerning.

20:20  Og naar en Mand ligger hos sin Farbroders Hustru, han har blottet sin Farbroders Blusel; de skulle bære deres Synd, de skulle dø barnløse.

20:21  Og dersom en Mand tager sin Broders Hustru til Ægte, det er en slem Gerning; han blottede sin Broders Blusel, de skulle være barnløse.

20:22  Saa skulle I holde alle mine Skikke og alle mine Bud og gøre dem, at Landet, som jeg vil føre eder ind udi, til at bo derudi, ikke skal udspy eder.

20:23  Og I skulle ikke vandre i det Folks Skikke, hvilket jeg skal udkaste for eder; thi alle disse Ting have de gjort, og jeg væmmedes ved dem.

20:24  Men jeg siger eder: I skulle eje deres Land, og jeg vil give eder det til Eje, et Land, som flyder med Mælk og Honning. Jeg er Herren eders Gud, som har udskilt eder fra Folkene.

20:25  Og I skulle gøre Skilsmisse imellem rene og urene Dyr og imellem urene og rene Fugle; og I skulle ikke gøre eders Sjæle vederstyggelige med Dyr og med Fugle og med alt det, som kryber paa Jorden, hvilket jeg har fraskilt for eder, at I skulle holde det urent.

20:26  Derfor skulle I være mig hellige, thi jeg Herren er hellig; og jeg har udskilt eder fra Folkene til at høre mig til.

20:27  Og naar af Mand eller Kvinde nogen er en Spaamand eller Tegnsudlægger, skulle de visselig dødes; de skulle stene dem ihjel, deres Blod være over dem.

Chapter 21

21:1  Og Herren sagde til Mose: Tal til Præsterne, Arons Sønner, og sig til dem: En Præst skal ikke gøre sig uren ved et Lig iblandt sit Folk,

21:2  uden ved hans næste Slægt, som ham næst tilhører, ved hans Moder og ved hans Fader og ved hans Søn og ved hans Datter og ved hans Broder

21:3  og ved hans Søster, som er en Jomfru, hans næste Paarørende, som ikke har været nogen Mands Hustru; ved hende maa han gøre sig uren.

21:4  Han skal ikke besmitte sig, da han er en Herre iblandt sit Folk, saa han vanhelliger sig.

21:5  De skulle ikke gøre deres Hoved skaldet og ikke afrage det yderste af deres Skæg, og ej skære et Indsnit i deres Kød.

21:6  De skulle være hellige for deres Gud og ikke vanhellige deres Guds Navn; thi de ofre Herrens Ildoffer, deres Guds Brød, og derfor skulle de være aldeles hellige.

21:7  De skulle ikke tage nogen Horekone eller en, som er krænket, til Ægte; og den Kvinde, som er forskudt af sin Mand, skulle de ikke tage; thi han er hellig for Gud.

21:8  Derfor skal du holde ham hellig, thi han ofrer din Guds Brød; han skal være dig hellig, thi jeg Herren er hellig, som gør eder hellige.

21:9  Og naar nogen Præsts Datter begynder at bedrive Hor, har hun vanhelliget sin Fader, hun skal brændes med Ild.

21:10  Og den, som er Ypperstepræst iblandt sine Brødre, paa hvis Hoved Salveolien er udøst, og hvis Haand man har fyldt, for at han skal iføre sig Klæderne, han skal ikke blotte sit Hoved og ej sønderrive sine Klæder.

21:11  Og han skal ikke komme til noget Lig, han skal ikke gøre sig uren, hverken ved sin Fader eller ved sin Moder.

21:12  Og han skal ikke gaa ud af Helligdommen, og han skal ikke vanhellige sin Guds Helligdom; thi hans Guds Salveolies Hovedsmykke er paa ham. Jeg er Herren.

21:13  Og han skal tage sig en Hustru i hendes Jomfrustand.

21:14  En Enke eller en forskudt eller en krænket, en Hore, dem skal han ikke tage, men en Jomfru af sit Folk skal han tage til Hustru.

21:15  Og han skal ikke vanhellige sin Sæd iblandt sit Folk; thi jeg er Herren, som gør ham hellig.

21:16  Og Herren talede til Mose og sagde:

21:17  Tal til Aron og sig: Naar der er en Mand af din Sæd i deres Slægter, paa hvem der er en Lyde, han skal ikke komme nær til, at ofre sin Guds Brød;

21:18  thi ingen Mand, paa hvem der er Lyde, skal komme nær, hvad enten det er en Mand, som er blind eller lam, eller som har noget Lem for kort eller for langt,

21:19  eller en Mand, som har Bræk paa Fod eller Bræk paa Haand,

21:20  eller som er krogrygget eller er en Dværg eller har Men paa sit Øje, eller som har Skurv eller Fnat, eller som har Brok.

21:21  Og ingen Mand af Præsten Arons Sæd, paa hvem der er Lyde, skal gaa frem at ofre Herrens Ildofre; der er Lyde paa ham, han skal ikke gaa frem til at ofre sin Guds Brød.

21:22  Dog maa han æde sin Guds Brød, baade af de højhellige Ting og af de andre hellige Ting.

21:23  Kun skal han ikke komme til Forhænget og ej gaa frem til Alteret; thi der er Lyde paa ham, og han skal ikke vanhellige mine Helligdomme; thi jeg er Herren, som gør dem hellige.

21:24  Og Mose sagde dette til Aron og til hans Sønner og til alle Israels Børn.

Chapter 22

22:1  Og Herren talede til Mose og sagde:

22:2  Sig til Aron og til hans Sønner, at de afholde sig fra Israels Børns hellige Ting og ikke vanhellige mit hellige Navn, naar disse hellige mig noget; jeg er Herren.

22:3  Sig til dem: Hvilken som helst Mand i eders Slægter af al eders Sæd, der kommer nær til de hellige Ting, som Israels Børn hellige Herren, og hans Urenhed er paa ham, han skal udryddes fra at være for mit Ansigt; jeg er Herren.

22:4  Hvo som helst af Arons Sæd, der er spedalsk eller har Flod, han skal ikke æde af de hellige Ting, indtil han vorder ren; og den ikke heller, som rører ved nogen, der er uren formedelst Lig, eller den Mand, fra hvem der gaar Sæd,

22:5  eller den Mand, som rører ved noget Kryb, som man kan blive uren af, eller ved et Menneske, som man kan blive uren af, hvad Slags Urenhed det end er;

22:6  den Person, som rører ved det, skal være uren indtil Aftenen, og han skal ikke æde af de hellige Ting, men bade sit Legeme i Vand.

22:7  Og naar Solen gaar ned, saa er han ren, og siden maa han æde af de hellige Ting; thi det er hans Mad.

22:8  Han skal ikke æde Aadsel eller det, som er sønderrevet, at blive uren paa det; jeg er Herren.

22:9  Og de skulle holde det, jeg vil have holdt, og de skulle ikke bære Synd for den Sags Skyld og dø derfor, naar de vanhellige det; jeg er Herren, som helliger dem.

22:10  Og ingen fremmed skal æde det hellige; den, som bor hos Præsten, og en Daglønner skal ikke æde af det hellige.

22:11  Men naar Præsten har købt nogen for sine Penge til Ejendom, da maa denne æde deraf; og hver den, som er født i hans Hus, de maa æde af hans Brød.

22:12  Men naar en Præsts Datter bliver en fremmed Mands Hustru, da skal hun ikke æde af de hellige Ting, som ere en Gave.

22:13  Men naar en Præsts Datter bliver Enke eller forskudt, og hun har ingen Afkom, og hun vender tilbage til sin Faders Hus, ligesom i hendes Ungdom, da maa hun æde af sin Faders Brød; men ingen fremmed maa æde deraf.

22:14  Men æder nogen af det hellige uvitterlig, da skal han lægge den femte Del deraf dertil og give Præsten det tillige med det hellige.

22:15  Og de skulle ikke vanhellige Israels Børns hellige Ting, dem, som de bringe til Gave for Herren,

22:16  og ikke belade sig med Misgerning og Skyld, naar de æde deres hellige Ting; thi jeg er Herren, som helliger dem.

22:17  Og Herren talede til Mose og sagde:

22:18  Tal til Aron og til hans Sønner og til alle Israels Børn, og sig til dem: Naar nogen som helst af Israels Hus eller af de fremmede i Israel vil ofre sit Offer, enten det er efter deres Løfte, eller deres frivillige Offer, som de ville ofre Herren til et Brændoffer,

22:19  da skal det, for at blive til en Behagelighed for eder, være uden Lyde, en Han af stort Kvæg, af Faarene eller af Gederne.

22:20  I skulle intet ofre af det, som der er Lyde paa; thi det bliver ikke til en Behagelighed for eder.

22:21  Og naar nogen vil ofre et Takoffer for Herren til at indfrie et Løfte eller til et frivilligt Offer af stort Kvæg eller smaat Kvæg, da skal det være uden Lyde, at det kan være til en Behagelighed; der skal slet ingen Lyde være paa det.

22:22  Det, som er blindt eller benbrudt eller lemlæstet, eller som har flydende Saar eller Skurv eller Fnat, det skulle I ikke ofre Herren, og I skulle ikke bringe Ildoffer deraf paa Alteret til Herren.

22:23  Baade en Okse og et Faar, som har et Lem for stort eller for lidet, deraf maa du gøre et frivilligt Offer; men til et Løfte kan det ikke vorde behageligt.

22:24  Og I skulle ikke ofre Herren noget, som er blevet krystet eller stødt eller sønderrevet eller afskaaret, og I skulle ikke gøre sligt i eders Land.

22:25  Og I skulle heller ikke ofre af en fremmeds Haand eders Guds Brød af noget af disse Ting; thi der er Skade paa dem, der er Lyde paa dem; de skulle ikke blive behagelige for eder.

22:26  Og Herren talede til Mose og sagde:

22:27  Naar en Okse eller et Faar eller en Ged fødes, da skal den være i syv Dage hos sin Moder, og fra den ottende Dag og derefter skal den være behagelig til et Ildoffer for Herren.

22:28  Hvad enten det er Okse eller Faar, da skal man ikke slagte det paa een Dag med dets Affødning.

22:29  Men naar I slagte Herren et Lovoffer, skulle I slagte det for eder til en Behagelighed.

22:30  Det skal ædes paa den samme Dag, I skulle ikke levne deraf til om Morgenen; jeg er Herren.

22:31  Derfor skulle I holde mine Bud og gøre dem; jeg er Herren.

22:32  Og I skulle ikke vanhellige mit hellige Navn, at jeg maa vorde helliget midt iblandt Israels Børn. Jeg er Herren, som helliger eder,

22:33  og som udførte eder af Ægyptens Land, at være eders Gud; jeg er Herren.

Chapter 23

23:1  Og Herren talede til Mose og sagde:

23:2  Tal til Israels Børn og sig til dem: Hvad angaar Herrens bestemte Tider, som I skulle udraabe som hellige Sammenkaldelser, da ere disse mine bestemte Tider.

23:3  Seks Dage skal al Gerning gøres, men paa den syvende Dag er en Hviles Sabbat, en hellig Sammenkaldelse, da skulle I ingen Gerning gøre, den er for Herren en Sabbat i alle eders Boliger.

23:4  Disse ere Herrens bestemte Tider, de hellige Sammenkaldelser, som I skulle udraabe til deres bestemte Tider.

23:5  I den første Maaned, paa den fjortende Dag i Maaneden, mellem de tvende Aftener, da er det Paaske for Herren.

23:6  Og paa den femtende Dag i denne Maaned er de usyrede Brøds Højtid for Herren; I skulle æde usyrede Brød i syv Dage.

23:7  Paa den første Dag skal være eder en hellig Sammenkaldelse, da skulle I ingen Arbejdsgerning gøre.

23:8  Og I skulle ofre Ildofre for Herren i syv Dage; paa den syvende Dag skal være en hellig Sammenkaldelse, I skulle ikke gøre nogen Arbejdsgerning.

23:9  Og Herren talede til Mose og sagde:

23:10  Tal til Israels Børn og sig til dem: Naar I komme ind i det Land, som jeg vil give eder, og I høste dets Høst, da skulle I fremføre et Neg af det første af eders Høst til Præsten.

23:11  Og han skal røre Neget for Herrens Ansigt, for eder til en Behagelighed; den anden Dag efter Sabbaten skal Præsten røre det.

23:12  Og I skulle gøre Offer paa den samme Dag, naar I røre Neget, et Lam uden Lyde, aargammelt, til et Brændoffer for Herren,

23:13  og dets Madoffer, to Tiendeparter Mel blandet med Olie til et Ildoffer for Herren, til en behagelig Lugt; og dets Drikoffer af Vin, en Fjerdepart af en Hin.

23:14  Og I skulle ikke æde Brød eller ristede Aks eller Korn indtil den Dag, indtil I føre eders Guds Offer frem; dette skal være hos eders Efterkommere en evig Skik i alle eders Boliger.

23:15  Og I skulle tælle eder fra anden Dagen efter den Sabbat, fra den Dag I bære Rørelsens Neg frem; syv hele Uger skulle de være;

23:16  til Dagen efter den syvende Uge skulle I tælle halvtredsindstyve Dage: Saa skulle I ofre nyt Madoffer for Herren.

23:17  Af eders Boliger skulle I frembære Rørelsens Brød, der skal være to Brød af to Tiendeparter Mel, med Surdejg skulle de bages; de ere en Førstegrøde for Herren.

23:18  Og I skulle ofre tillige med Brødet syv Lam uden Lyde, aargamle, og en Tyrekalv og to Vædre; de skulle være et Brændoffer for Herren, tillige med deres Madoffer og deres Drikoffer, det er en behagelig Lugts Ildoffer for Herren.

23:19  Og I skulle lave een Gedebuk til Syndoffer, og to Lam, aargamle, til Takoffer.

23:20  Og Præsten skal røre dem tillige med Førstegrødens Brød med en Rørelse for Herrens Ansigt, tillige de to Lam; de skulle være helligede Herren og tilhøre Præsten.

23:21  Og I skulle kalde sammen paa den Dag, det skal være eder en hellig Sammenkaldelse, I skulle ingen Arbejdsgerning gøre; det skal være en evig Skik i alle eders Boliger hos eders Efterkommere,

23:22  Og naar I høste eders Lands Høst, da skal du ikke skære det yderste aldeles op paa din Ager, haar du høster, og ej sanke nøje i din Høst; du skal lade det blive til den fattige og til den fremmede; jeg er Herren eders Gud.

23:23  Og Herren talede: til Mose og sagde:

23:24  Tal til Israels Børn og sig: I den syvende Maaned, paa den første Dag i Maaneden, skal der være eder en Hvile, en Basunklang til Ihukommelse, en hellig Sammenkaldelse.

23:25  Og I skulle ingen Arbejdsgerning gøre, og I skulle ofre Ildoffer for Herren.

23:26  Og Herren talede til Mose og sagde:

23:27  Fremdeles paa den tiende Dag i denne syvende Maaned er det Forligelsens Dag; den skal være eder en hellig Sammenkaldelse, og I skulle ydmyge eders Sjæle, og I skulle ofre Ildoffer for Herren.

23:28  Og I skulle ingen Gerning gøre paa den Dag; thi den er Forligelsens Dag, til at gøre Forligelse for eder, for Herren, eders Guds Ansigt.

23:29  Thi hver Sjæl, som ikke ydmyger sig paa den samme Dag, den skal udryddes fra sit Folk.

23:30  Og hver Sjæl, som gør noget Arbejde paa denne samme Dag, den Sjæl vil jeg ødelægge af hans Folks Midte.

23:31  I skulle intet Arbejde gøre; det skal være en evig Skik hos eders Efterkommere i alle eders Boliger.

23:32  Denne er eder en Hviles Sabbat, at I skulle ydmyge eders Sjæle; paa den niende Dag i Maaneden om Aftenen, fra den ene Aften til anden skulle I hvile paa eders Sabbat.

23:33  Og Herren talede til Mose og sagde:

23:34  Tal til Israels Børn og sig: Paa den femtende Dag i denne syvende Maaned er Løvsalernes Højtid i syv Dage for Herren.

23:35  Paa den første Dag skal være en hellig Sammenkaldelse; I skulle ingen Arbejdsgerning gøre.

23:36  I skulle ofre Ildoffer for Herren syv Dage; paa den ottende Dag skal der være eder en hellig Sammenkaldelse, og I skulle ofre Herren Ildoffer, det er Slutningshøjtid, I skulle ingen Arbejdsgerning gøre.

23:37  Disse ere Herrens bestemte Tider, som I skulle udraabe som hellige Sammenkaldelser, at ofre for Herren Ildoffer, Brændoffer og Madoffer, Slagtoffer og Drikoffer, hver Dags Gerning paa sin Dag;

23:38  foruden Herrens Sabbater og foruden eders Gaver og foruden alle eders Løfter og foruden alle eders frivillige Ofre, som I skulle give Herren.

23:39  Men paa den femtende Dag i den syvende Maaned, naar I samle Jordens Grøde, skulle I højtidelig holde Herrens Højtid syv Dage; paa den første Dag skal være en Hvile og paa den ottende Dag skal være en Hvile.

23:40  Og I skulle tage eder paa den første Dag Frugt af skønne Træer, Palmekviste og Grene af løvrige Træer og Vidier ved Bække, og I skulle være glade for Herren eders Guds Ansigt syv Dage.

23:41  Og I skulle højtidelig holde denne Højtid for Herren syv Dage om Aaret; til en evig Skik hos eders Efterkommere, i den syvende Maaned skulle I højtidelig holde den.

23:42  Syv Dage skulle I bo i Hytter, hver indfødt i Israel skal bo i Hytter,

23:43  paa det eders Efterkommere skulle vide, at jeg lod Israels Børn bo i Hytter, der jeg udførte dem af Ægyptens Land; jeg er Herren eders Gud.

23:44  Og Mose talede om Herrens bestemte Tider til Israels Børn.

Chapter 24

24:1  Og Herren talede til Mose og sagde:

24:2  Byd Israels Børn, at de skulle tage til dig ren stødt Olivenolie til Lysningen, til at holde Lampen stedse tændt.

24:3  Uden for Vidnesbyrdets Forhæng, i Forsamlingens Paulun, skal Aron berede den til at lyse fra Aften til Morgen stedse for Herrens Ansigt, til en evig Skik hos eders Efterkommere.

24:4  Paa den rene Lysestage skal han berede Lamperne stedse for Herrens Ansigt.

24:5  Og du skal tage Mel og bage deraf tolv Kager; een Kage skal være to Tiendeparter af en Efa.

24:6  Og du skal lægge dem i to Rader, seks i hver Rad, paa det rene Bord for Herrens Ansigt.

24:7  Og du skal lægge ren Virak paa hver Rad, og den skal være for Brødet til et Ihukommelsesoffer, et Ildoffer for Herren.

24:8  Paa hver Sabbatsdag skal man berede det, stedse for Herrens Ansigt; af Israels Børn skal dette ydes til en evig Pagt.

24:9  Og det skal høre Aron og hans Sønner til, og de skulle æde det paa et helligt Sted; thi det er ham en højhellig Ting af Herrens Ildofre, til en evig Rettighed.

24:10  Men der gik en israelitisk Kvindes Søn, og han var en ægyptisk Mands Søn, ud midt iblandt Israels Børn; og den israelitiske Kvindes Søn og en israelitisk Mand trættedes i Lejren.

24:11  Og den israelitiske Kvindes Søn talede ilde om Navnet og bandede, da førte de ham til Mose; men hans Moders Navn var Selomith, Dibri Datter, af Dans Stamme.

24:12  Og de satte ham i Forvaring for at indhente Forklaring efter Herrens Mund.

24:13  Og Herren talede til Mose og sagde:

24:14  Før den, som har bandet, hen uden for Lejren, og alle de, som det hørte, skulle lægge deres Hænder paa hans Hoved, og hele Menigheden skal stene ham.

24:15  Og du skal tale til Israels Børn og sige: Hvo som helst der bander sin Gud, han skal bære sin Synd.

24:16  Og hvo som taler ilde om Herrens Navn, skal dødes, hele Menigheden skal stene ham; saavel den fremmede, som den indfødte, naar han taler ilde om Navnet, da skal han dødes.

24:17  Og naar nogen slaar noget Menneske ihjel, da skal han dødes.

24:18  Men hvo der slaar et Stykke Kvæg ihjel, skal betale det Stykke for Stykke.

24:19  Og den, som gør Lyde paa sin Næste, ved ham skal gøres saaledes, som han har gjort:

24:20  Bræk for Bræk, Øje for Øje, Tand for Tand; ligesom han har gjort Lyde paa et Menneske, saaledes skal der gøres paa ham.

24:21  Og hvo som ihjelslaar et Dyr, skal betale det; men hvo der slaar et Menneske ihjel, skal dødes.

24:22  Een Ret skal være for eder; som den fremmede, saa skal den indfødte være; thi jeg er Herren eders Gud.

24:23  Og Mose talede til Israels Børn, og de udførte den, som havde bandet, uden for Lejren, og stenede ham med Stene; og Israels Børn gjorde, ligesom Herren havde befalet Mose.

Chapter 25

25:1  Og Herren talede til Mose paa Sinai Bjerg og sagde:

25:2  Tal til Israels Børn, og du skal sige til dem: Naar I komme til det Land, som jeg vil give eder, da skal Jorden hvile, det skal være en Sabbat for Herren.

25:3  Seks Aar skal du besaa din Mark, og seks Aar skal du skære din Vingaard, og du skal samle dens Grøde.

25:4  Men i det syvende Aar skal være en Sabbats Hvile for Landet, det er en Sabbat for Herren; du skal ikke besaa din Mark og ej skære din Vingaard.

25:5  Hvad der vokser af din Høst af sig selv, skal du ikke høste, og ikke afplukke de Vindruer, som vokse uden dit Arbejde; det skal være et Hvileaar for Landet.

25:6  Og hvad Landets Hvileaar frembringer, skal være for eder til Spise, for dig og for din Tjener og for din Tjenestepige og for din Daglønner og for den, som bor hos dig, de fremmede hos dig,

25:7  og for dit Kvæg og for de vilde Dyr, som ere i dit Land, skal al dets Grøde være til at æde.

25:8  Og du skal tælle dig syv Hvileaar, syv Aar syv Gange; og de syv Hvileaars Dage skulle være dig ni og fyrretyve Aar.

25:9  Og du skal lade en Basunklang lyde igennem Landet i den syvende Maaned paa den tiende Dag i Maaneden, paa Forligelsens Dag skulle I lade Basunen lyde igennem hele eders Land.

25:10  Og I skulle holde det halvtredsindstyvende Aar helligt; og I skulle udraabe Frihed i Landet for alle dem, som bo deri; det skal være eder et Jubelaar, og I skulle komme tilbage, hver til sin Ejendom, og komme tilbage, hver til sin Slægt.

25:11  Det halvtredsindstyvende Aar skal være eder et Jubelaar; I skulle ikke saa og ej høste det, som vokser af sig selv deri, og ikke afplukke det, som vokser uden Arbejde deri.

25:12  Thi det er et Jubelaar, det skal være eder en Hellighed; I skulle æde, hvad Marken bærer af sig selv.

25:13  I dette Jubelaar skulle I komme tilbage, hver til sin Ejendom.

25:14  Og naar du sælger din Næste noget eller køber af din Næstes Haand, skulle I ikke forfordele den ene den anden.

25:15  Efter Aarenes Tal, som ere efter Jubelaaret, skal du købe af din Næste; efter Antallet, af de Aar, i hvilke der er Afgrøde, skal han sælge dig.

25:16  Efter som Aarene ere mange til, skal du lade Købesummen derpaa formeres, og efter som Aarene ere faa til, skal du lade Købesummen derpaa formindskes; thi han sælger dig Afgrødernes Tal.

25:17  Og I skulle ikke forfordele nogen sin Næste; men du skal frygte din Gud; thi jeg Herren er eders Gud.

25:18  Og I skulle gøre mine Skikke og holde mine Bud og gøre dem; saa skulle I bo tryggelig i Landet.

25:19  Og Landet skal give sin Frugt, at I skulle æde, til I mættes; og I skulle bo tryggelig deri.

25:20  Og naar I ville sige: Hvad skulle vi æde i det syvende Aar? se, vi skulle ikke saa og ej indsamle vor Grøde:

25:21  Da vil jeg i give min Velsignelse Befaling over eder i det sjette Aar, og det skal bære Grøde for de tre Aar.

25:22  Og I skulle saa i det ottende Aar og æde af den gamle Afgrøde; indtil det niende Aar, indtil Afgrøden kommer deraf, skulle I æde det gamle.

25:23  Og Landet skal ikke sælges med fuld Afhændelse, thi Landet hører mig til; thi I ere fremmede og Gæster hos mig.

25:24  Og i al eders Ejendoms Land skulle I tilstede Løsning for Jorden.

25:25  Naar din Broder bliver forarmet, at han sælger af sin Ejendom, saa skal hans Løser, som er ham næst paarørende, komme og løse det, hans Broder har solgt.

25:26  Og naar nogen ikke har en Løser, og hans Haand formaar og finder saa meget, som er nok til at løse det for,

25:27  da skal han beregne de Aar, siden han solgte det, og tilbagebetale det, som staar tilbage, til Manden, hvem han solgte det; saa skal han komme til sin Ejendom igen.

25:28  Men dersom hans Haand ikke finder saa meget, som er nok til at tilbagebetale ham, da skal det, han har solgt, være i dens Vold, som købte det, indtil Jubelaaret; og i Jubelaaret skal det gives frit, og han skal komme til sin Ejendom igen.

25:29  Og naar nogen sælger et beboet Hus i en Stad, der har Mur, han har Ret til dets Løsning, indtil et helt Aar er forløbet, efter at han har solgt det; et Aar skal Løsningen deraf kunne ske.

25:30  Men dersom det ikke bliver løst, førend det hele Aar er forløbet for ham, da skal Huset, som er i en Stad, der har Mur, overdrages med en fuld Afhændelse til ham, som købte det, for hans Efterkommere; det skal ikke gives frit i Jubelaaret.

25:31  Men Husene i Landsbyerne, som ikke have Mur omkring, de skulle regnes ligesom en Ager paa Landet; der skal være Løsning for dem, og de skulle gives fri i Jubelaaret.

25:32  Og hvad angaar Leviternes Stæder, Husene i deres Ejendoms Stæder, da maa der altid ske Løsning af Leviterne.

25:33  Og naar nogen af Leviterne løser noget, da skal det gives frit, hvad enten det er et solgt Hus eller hans Ejendoms Stad, i Jubelaaret; thi Husene i Leviternes Stæder ere deres Ejendom midt iblandt Israels Børn.

25:34  Men Markens Jord, som hører til deres Stæder, skal ikke Sælges; thi den er dem en evig Ejendom.

25:35  Og naar din Broder forarmes, og hans Formue tager af hos dig, da skal du styrke ham, var han endog en fremmed og en Gæst, at han kan leve hos dig.

25:36  Du skal ikke tage Aager eller Overgift af ham, men du skal frygte din Gud, at din Broder kan leve hos dig.

25:37  Du skal ikke fly ham dine Penge paa Aager, og du skal ikke fly ham din Mad paa Overgift.

25:38  Jeg er Herren eders Gud, jeg som udførte eder af Ægyptens Land for at give eder Kanaans Land, for at være eders Gud.

25:39  Og naar din Broder forarmes hos dig, og han sælges til dig, da skal du ikke lade ham tjene hos dig paa den Maade, som en Træl tjener.

25:40  Han skal være hos dig som en Daglønner, som en Gæst, han skal tjene hos dig indtil Jubelaaret.

25:41  Da skal han udgaa fra dig, han og hans Børn med ham, og han skal vende tilbage til sin Slægt, og vende tilbage til sine Fædres Ejendom.

25:42  Thi de ere mine Tjenere, som jeg udførte af Ægyptens Land; de skulle ikke sælges, som en Træl sælges.

25:43  Du skal ikke strengelig regere over ham, men frygte din Gud.

25:44  Og hvad angaar din Træl eller din Trælkvinde, saa skulle I af Hedningerne, som ere rundt omkring eder, købe Træl og Trælkvinde.

25:45  Ogsaa af deres Børn, som ere Gæster og fremmede iblandt eder, af dem skulle I købe, og af deres Slægt, som er hos eder, og som de have avlet i eders Land; og de skulle være eder til Ejendom.

25:46  Og dem skulle I arvelig beholde for eders Børn efter eder, at de kunne eje dem til en Ejendom, de skulle tjene eder evindelig; men over eders Brødre af Israels Børn skal den ene ikke strengelig regere over den anden.

25:47  Og naar en fremmeds eller Gæsts Haand hos dig formaar meget, og din Broder forarmes hos ham, saa at han sælger sig til den fremmede, som er Gæst hos dig, eller til en af en fremmed Slægt,

25:48  da skal der, efter at han er solgt, være Ret for ham til Løsning; en af hans Brødre maa løse ham.

25:49  Enten hans Farbroder eller hans Farbroders Søn maa løse ham, eller nogen af hans næste Slægt, af hans Slægtskab, maa løse ham; eller formaar hans Haand saa meget, da maa han løse sig selv.

25:50  Og han skal regne med den, som købte ham, fra det Aar, i hvilket han solgtes til ham, indtil Jubelaaret; og Pengene, som han solgtes for, skulle bestemmes efter Aarenes Tal, som en Daglønners Dage skal Tiden, han var hos ham, agtes.

25:51  Om der endnu er mange Aar tilbage, da skal han i Forhold til disse betale tilbage for sin Løsning af Pengene, han blev købt for.

25:52  Men om der er faa Aar tilbage, indtil Jubelaaret, da skal han regne med ham, i Forhold til sine Aar skal han betale tilbage for sin Løsning.

25:53  Ligesom en Daglønner Aar for Aar skal han være hos ham; han skal ikke strengelig regere over ham for dine Øjne.

25:54  Men dersom han ikke kan løses paa disse Maader, da skal han gives fri i Jubelaaret, han og hans Børn med ham.

25:55  Thi Israels Børn ere mine Tjenere, ja de ere mine Tjenere, som jeg udførte af Ægyptens Land; jeg er Herren eders Gud.

Chapter 26

26:1  Iskulle ikke gøre eder Afguder, I skulle ikke heller oprejse eder noget udskaaret Billede eller Støtte, og Stene med Billeder paa skulle I ikke sætte i eders Land, at tilbede ved dem; thi jeg er Herren eders Gud.

26:2  Holder mine Sabbater, og frygter for min Helligdom; jeg er Herren.

26:3  Dersom I vandre i mine Skikke og holde mine Bud og gøre dem,

26:4  da vil jeg give eder Regn i sin Tid, og Jorden skal give sin Grøde, og Træer paa Marken skulle bære deres Frugt.

26:5  Og Tærsketiden skal vare for eder til Vinhøsten, og Vinhøsten skal vare til Kornsæden, og I skulle æde eders Brød, at I vorde mætte, og I skulle bo tryggelig i eders Land.

26:6  Og jeg vil give Fred i Landet, at I maa hvile i Ro, og ingen skal forfærde eder; og jeg vil lade de vilde Dyr forsvinde af Landet, og Sværdet skal ikke gaa igennem eders Land.

26:7  Og I skulle forfølge eders Fjender, og de skulle falde for eders Ansigt ved Sværdet.

26:8  Og fem af eder skulle forfølge Hundrede, og Hundrede af eder skulle forfølge Titusinde; og eders Fjender skulle falde for eders Ansigt ved Sværdet.

26:9  Og jeg vil vende mig til eder og gøre eder frugtbare og gøre eder mangfoldige, og jeg vil stadfæste min Pagt med eder.

26:10  Og I skulle æde det gamle, som er blevet gammelt; og I skulle skaffe det gamle bort for det nyes Skyld.

26:11  Og jeg vil sætte min Bolig midt iblandt eder, og min Sjæl skal ikke væmmes ved eder.

26:12  Og jeg vil vandre midt iblandt eder og vil være eders Gud, og I, I skulle være mig til et Folk.

26:13  Jeg er Herren eders Gud, som udførte eder af Ægyptens Land, at I ikke skulle være deres Trælle, og jeg har brudt eders Aags Stænger og ladet eder gaa oprejste.

26:14  Men dersom I ikke ville lyde mig og ikke gøre alle disse Bud,

26:15  og dersom I ville foragte mine Skikke, og dersom eders Sjæl væmmes ved mine Befalinger, saa at I ikke gøre efter alle mine Bud, men tilintetgøre min Pagt,

26:16  da vil jeg ogsaa gøre eder dette: Jeg vil hjemsøge eder med Forfærdelse, Svindsot og hidsig Feber, som skal fortære eders Øjne og bedrøve eders Sjæl; og I skulle saa eders Sæd forgæves, og eders Fjender skulle opæde den.

26:17  Og jeg vil sætte mit Ansigt mod eder, og I skulle blive slagne for eders Fjenders Ansigt, og de, som eder hade, skulle regere over eder, og I skulle fly, skønt ingen forfølger eder.

26:18  Og ville I ikke endda formedelst disse Ting lyde mig, da vil jeg lægge syv Gange mere til for at tugte eder for eders Synder.

26:19  Og jeg vil bryde eders Styrkes Hovmod, og jeg vil gøre eders Himmel som Jern og eders Jord som Kobber.

26:20  Og eders Kraft skal fortæres forgæves, og eders Jord skal ikke give sin Grøde, og Træer i Landet skulle ikke give deres Frugt.

26:21  Og dersom I endda vandre modvillig med mig og ikke ville lyde mig, da vil jeg lægge syv Gange mere til over eder med Slag, efter eders Synder.

26:22  Og jeg vil sende vilde Dyr iblandt eder, og de skulle berøve eder eders Børn og ødelægge eders Kvæg og formindske eder, og eders Veje skulle blive øde.

26:23  Og dersom I ved disse Ting ikke ville lade eder tugte af mig, men I ville vandre med mig modvillig,

26:24  da vil jeg og vandre med eder modvillig, og jeg, ja jeg vil slaa eder syv Gange mere for eders Synders Skyld.

26:25  Og jeg vil føre over eder et hævnende Sværd, som skal hævne min Pagt, og I skulle samle eder i eders Stæder, og jeg vil sende Pest midt iblandt eder, og I skulle gives i eders Fjenders Haand.

26:26  Naar jeg formindsker for eders Brøds Forraad, saa skulle ti Kvinder bage eders Brød i een Ovn og give eders Brød igen efter Vægt; og I skulle æde og ikke mættes.

26:27  Og dersom I ved disse Ting ikke ville lyde mig, men vandre med mig modvillig,

26:28  da vil jeg og vandre med eder i Vrede modvillig, og jeg, ja jeg vil tugte eder syv Gange mere for eders Synders Skyld.

26:29  Og I skulle æde eders Sønners Kød og æde eders Døtres Kød.

26:30  Og jeg vil ødelægge eders Høje og udrydde eders Solbilleder og kaste eders døde Kroppe oven paa eders stygge Afguders Kroppe, og min Sjæl skal væmmes ved eder.

26:31  Og jeg vil gøre eders Stæder til en Ørk og lægge eders Helligdomme øde, og jeg vil ikke lugte til eders Ofres søde Lugt.

26:32  Og jeg vil gøre Landet øde, at eders Fjender, som bo i det, skulle grue derfor.

26:33  Men eder vil jeg sprede iblandt Hedningerne og drage Sværdet ud efter eder, og eders Land skal vorde øde, og eders Stæder skulle vorde en Ørk.

26:34  Da skal Landet faa nok af sine Sabbater, alle de Dage, det ligger øde, og I ere i eders Fjenders Land; da skal Landet hvile og faa nok af sine Sabbater;

26:35  alle de Dage, det ligger øde, skal det hvile, fordi det ikke hvilede paa eders Sabbater, da I boede deri.

26:36  Og dem, som blive tilovers af eder, dem vil jeg gøre saa blødhjertede i deres Fjenders Lande, at et rystet Blads Lyd skal jage dem, og de skulle fly, som man flyr for Sværd, og falde, skønt ingen forfølger dem.

26:37  Og den ene skal falde over den anden som for et Sværd, enddog ingen forfølger dem; og I skulle ikke kunne holde Stand for eders Fjenders Ansigt.

26:38  Og I skulle omkomme iblandt Hedningerne, og eders Fjenders Land skal fortære eder.

26:39  Men de, der blive tilovers af eder, de skulle svinde hen ved deres Misgerninger, i eders Fjenders Lande; ja de skulle og svinde hen ved deres Fædres Misgerninger, som hvile paa dem.

26:40  Men naar de bekende deres Misgerning og deres Fædres Misgerning, efter deres Forgribelse, med hvilken de have forgrebet sig imod mig, og i hvilken de have vandret modvillig med mig,

26:41  saa at ogsaa jeg vandrede med dem modvillig og førte dem i deres Fjenders. Land; eller naar deres uomskaarne Hjerter faa ydmyget sig, og de da finde sig i deres Misgerningers Straf:

26:42  Saa vil jeg ihukomme min Pagt med Jakob, ja og min Pagt med Isak, saa og min Pagt med Abraham vil jeg ihukomme, og Landet vil jeg ihukomme.

26:43  Men Landet skal forlades af dem og faa nok i sine Sabbater, medens det er øde for dem, og de skulle finde sig i deres Misgernings Straf, fordi, ja fordi de foragtede mine Bud og deres Sjæl væmmedes ved mine Skikke.

26:44  Og selv naar de ere i deres Fjenders Land, vil jeg ikke foragte dem og ikke væmmes saa ved dem, at jeg vil gøre en Ende med dem og tilintetgøre min Pagt med dem; thi jeg er Herren deres Gud.

26:45  Og jeg vil ihukomme dem til gode den Pagt med Forfædrene, der jeg udførte dem af Ægyptens Land for Hedningernes Øjne, for at være deres Gud, jeg ef Herren.

26:46  Disse ere de Skikke og de Bud og de Love, som Herren gav imellem sig og imellem Israels Børn paa Sinai Bjerg ved Mose.

Chapter 27

27:1  Og Herren talede til Mose og sagde:

27:2  Tal til Israels Børn og du skal sige til dem: Naar nogen gør et særligt Løfte, efter din Vurdering paa Personer, til Herren,

27:3  da skal din Vurdering være for en Mandsperson, fra den, som er tyve Aar gammel, og indtil den, som er tresindstyve Aar gammel, ja din Vurdering skal være halvtredsindstyve Sekel Sølv, efter Helligdommens Sekel.

27:4  Og dersom det er en Kvinde, da skal din Vurdering være tredive Sekel.

27:5  Og om nogen er fra fem Aar gammel og indtil ty ve Aar gammel, da skal din Vurdering være for en Mandsperson tyve Sekel, men for en Kvinde ti Sekel.

27:6  Og dersom nogen er fra een Maaned gammel og indtil fem Aar gammel, da skal din Vurdering være for et Drengebarn fem Sekel Sølv, og for et Pigebarn skal din Vurdering være tre Sekel Sølv.

27:7  Men dersom nogen er fra tresindstyve Aar gammel og derover, dersom det er en Mandsperson, da skal din Vurdering være femten Sekel, og for en Kvinde ti Sekel.

27:8  Men dersom han er for fattig til denne din Vurdering, da skal man stille ham for Præstens Ansigt, og Præsten skal vurdere ham; efter det, som dens Haand, der gjorde det Løfte, formaar, skal Præsten vurdere ham.

27:9  Og dersom det er Dyr, af hvilke de ville ofre et Offer for Herren, da skal alt det være helligt, som man giver Herren deraf.

27:10  Man skal ikke bytte det og ej veksle det, et godt for et slet, eller et slet for et godt; men dersom nogen dog veksler et Dyr for et andet Dyr, da skal det ske, at baade dette og det, som det veksles med, skal være helligt.

27:11  Men dersom det er urene Dyr, af hvilke de ikke skulle ofre Offer for Herren, da skal man stille samme Dyr for Præstens Ansigt.

27:12  Og Præsten skal vurdere det, om det er godt eller slet; efter din, Præstens, Vurdering skal det være.

27:13  Men vil nogen dog løse det, da skal han give femte Delen til, over din Vurdering.

27:14  Og naar nogen helliger sit Hus, at det skal være helligt for Herren, da skal Præsten vurdere det, om det er godt eller slet; lige som Præsten vurderer det, saa skal det staa fast.

27:15  Men dersom han, som har helliget det, vil løse sit Hus, da skal han lægge den femte Del af din Vurderingssum til, saa maa det høre ham til.

27:16  Og dersom nogen helliger Herren noget af sin Ejendoms Ager, da skal din Vurdering være i Forhold til Udsæden derpaa, en Homer Bygsæd for halvtredsindstyve Sekel Sølv.

27:17  Dersom han helliger sin Ager fra Jubelaaret, da skal den staa i Værd efter din Vurdering.

27:18  Men dersom han har helliget sin Ager efter Jubelaaret, da skal Præsten beregne ham dens Værd i Forhold til de Aar, som ere tilovers indtil Jubelaaret, og der skal afkortes i din Vurdering.

27:19  Men dersom han, som helligede Ageren, vil endelig løse den, da skal han lægge den femte Part af din Vurderingssum dertil, saa skal den overdrages ham.

27:20  Men dersom han ikke vil løse Ageren, og dersom man sælger Ageren til en anden Mand, da skal den ikke ydermere løses.

27:21  Og den Ager skal være Herren en Hellighed, naar den gives fri i Jubelaaret, som en bandlyst Ager; den skal tilhøre Præsten som Ejendom.

27:22  Men dersom nogen helliger Herren en Ager, som han har købt, som ikke er af hans Ejendoms Agre,

27:23  da skal Præsten beregne ham din Vurderings Sum indtil Jubelaaret, saa skal han paa den samme Dag give din Vurdering, og den skal være Herren helliget.

27:24  Udi Jubelaaret skal Ageren komme igen til den, hvem han købte den af, til ham, hvis Ejendom i Landet den var.

27:25  Og al din Vurdering skal ske efter Helligdommens Sekel; en Sekel skal være tyve Gera.

27:26  Dog det førstefødte, hvilket formedelst Førstefødselen hører Herren til, iblandt Dyr, det skal ingen hellige ham; være sig Okse eller Faar, saa hører det Herren til.

27:27  Og dersom det er et urent Dyr, da skal man løse det efter din Vurdering og lægge den femte Part deraf dertil; og dersom det ikke løses, da skal det sælges efter din Vurdering.

27:28  Dog skal intet bandlyst Gods, som nogen under Band har helliget Herren, af alt det hans er, enten af Mennesker eller Dyr eller af hans Ejendoms Mark, sælges eller løses; thi alt saadant bandlyst Gods er højhelligt for Herren.

27:29  Intet bandlyst, som vorder bandlyst iblandt Mennesker, skal løses, det skal visselig dødes.

27:30  Og al Tienden af Landet, af Jordens Sæd og af Træers Frugt, hører Herren til; den er helliget for Herren.

27:31  Men vil nogen dog løse noget af sin Tiende, da skal han lægge den femte Part deraf dertil.

27:32  Og al Tiende af stort Kvæg og smaat Kvæg, af alt det, som gaar forbi under Kæppen, den Tiende skal være Herren en Hellighed.

27:33  Man skal ikke undersøge, om det er godt eller slet, og ikke veksle det; men dersom man dog veksler det, da skal det ske, at baade dette og det, som det veksles med, skal være en Hellighed, det skal ikke løses.

27:34  Disse ere Budene, hvilke Herren befalede Mose til Israels Børn, paa Sinai Bjerg.