DaOT1931NT1907 - Leviticus

Chapter 1

1:1  HERREN kaldte paa Moses og talede til ham fra Aabenbaringsteltet og sagde:

1:2  Tal til Israeliterne og sig til dem: Naar nogen af eder vil bringe HERREN en Offergave af Kvæget, da skal Offergaven, I vil bringe, tages at Hornkvæget eller Smaakvæget.

1:3  Skal hans Offergave af Hornkvæget være et Brændoffer, saa skal det være et lydefrit Handyr, han bringer; til Aabenbaringsteltets Indgang skal han bringe det for at vinde HERRENS Velbehag.

1:4  Saa skal han lægge sin Haand paa Brændofferdyrets Hoved, for at det kan vinde ham HERRENS Velbehag, idet det skaffer ham Soning.

1:5  Derpaa skal han slagte den unge Okse for HERRENS Aasyn, og Arons Sønner, Præsterne, skal frembære Blodet, og de skal sprænge Blodet rundt om paa Alteret, som staar ved Indgangen til Aabenbaringsteltet.

1:6  Saa skal han flaa Huden af Brændofferdyret og skære det i Stykker,

1:7  og Arons Sønner, Præsterne, skal gøre Ild paa Alteret og lægge Brænde paa Ilden;

1:8  og Arons Sønner, Præsterne, skal lægge Stykkerne tillige med Hovedet og Fedtet til Rette paa Brændet over Ilden paa Alteret.

1:9  Men Indvoldene og Skinnebenene skal han tvætte med Vand, og Præsten skal bringe det hele som Røgoffer paa Alteret; det er et Brændoffer, et Ildoffer til en liflig Duft for HERREN.

1:10  Hvis hans Offergave, der skal bruges som Brændoffer, tages at Smaakvæget, af Faarene eller Gederne, saa skal det være et lydefrit Handyr, han bringer.

1:11  Han skal slagte det for HERRENS Aasyn ved Alterets Nordside, og Arons Sønner, Præsterne skal sprænge Blodet deraf rundt om paa Alteret.

1:12  Saa skal han skære det i Stykker, og Præsten skal lægge Stykkerne tillige med Hovedet og Fedtet til Rette paa Brændet over Ilden paa Alteret.

1:13  Men Indvoldene og Skinnebenene skal han tvætte med Vand. Saa skal Præsten frembære det hele og bringe det som Røgoffer paa Alteret; det er et Brændoffer, et Ildoffer til en liflig Duft for HERREN.

1:14  Er hans Offergave til HERREN et Brændoffer af Fuglene, da skal Offergaven, han vil bringe, tages af Turtelduerne eller Dueungerne;

1:15  Præsten skal frembære den til Alteret og knække Halsen paa den og bringe Hovedet som Røgoffer paa Alteret, og dens Blod skal udpresses mod Alterets Side.

1:16  Saa skal han udtage Kroen med dens Indhold og kaste den paa Askedyngen ved Alterets Østside.

1:17  Derpaa skal han rive Vingerne løs paa den uden dog at skille dem fra Kroppen. Saa skal Præsten bringe den som Røgoffer paa Alteret paa Brændet over Ilden; det er et Brændoffer, et Ildoffer til en liflig Duft for HERREN.

Chapter 2

2:1  Naar nogen vil frembære et Afgrødeoffer som Offergave for HERREN, skal hans Offergave bestaa af fint Hvedemel, og han skal hælde Olie derover og komme Røgelse derpaa.

2:2  Og han skal bringe det til Arons Sønner, Præsterne; og Præsten skal tage en Haandfuld af Melet og Olien og al Røgelsen, det, som skal ofres af Afgrødeofferet, og bringe det som Røgoffer paa Alteret, et Ildoffer til en liflig Duft for HERREN;

2:3  men Resten af Afgrødeofferet skal tilfalde Aron og hans Sønner som en højhellig Del af HERRENS Ildofre.

2:4  Men naar du som Offergave vil bringe et Afgrødeoffer af Bagværk fra Bagerovnen, skal det bestaa af fint Hvedemel, usyrede Kager, rørte i Olie, og usyrede Fladbrød, smurte med Olie.

2:5  Er derimod din Offergave et Afgrødeoffer, bagt paa Plade, saa skal det bestaa af usyret fint Hvedemel, rørt i Olie;

2:6  du skal bryde det i Stykker og hælde Olie derover. Det er et Afgrødeoffer.

2:7  Men er din Offergave et Afgrødeoffer, bagt i Pande, skal det tilberedes af fint Hvedemel med Olie.

2:8  Det Afgrødeoffer, der tilberedes af disse Ting, skal du bringe HERREN; man skal bringe det til Præsten, og han skal bære det hen til Alteret;

2:9  og Præsten skal af Afgrødeofferet udtage det, som skal ofres deraf, og bringe det som Røgoffer paa Alteret, et Ildoffer til en liflig Duft for HERREN.

2:10  Men Resten af Afgrødeofferet skal tilfalde Aron og hans Sønner som en højhellig Del af HERRENS Ofre.

2:11  Intet Afgrødeoffer, som I bringer HERREN, maa tilberedes syret; thi Surdejg eller Honning maa I aldrig bringe som Røgoffer, som Ildoffer for HERREN.

2:12  Kun som Offergave af Førstegrøde maa I frembære disse Ting for HERREN, men de maa ikke komme paa Alteret til en liflig Duft.

2:13  Og du skal komme Salt i enhver Afgrødeoffergave, du frembærer, du maa ikke undlade at komme din Guds Pagts Salt i dit Afgrødeoffer, men du skal frembære Salt med enhver af dine Offergaver.

2:14  Dersom du vil frembære HERREN et Afgrødeoffer af Førstegrøden, skal det, du frembærer som Afgrødeoffer af din Førstegrøde, være friske Aks, ristede over Ilden, knuste, af nyhøstet Korn;

2:15  og du skal hælde Olie derover og komme Røgelse derpaa. Det er et Afgrødeoffer,

2:16  Al Røgelsen og det, som skal ofres af de knuste Aks og Olien, skal Præsten bringe som Røgoffer, et Ildoffer for HERREN.

Chapter 3

3:1  Men er hans Offergave et Takoffer, saa skal det, hvis han bringer det af Hornkvæget, være et lydefrit Han eller Hundyr, han bringer HERREN.

3:2  Han skal lægge sin Haand paa sin Offergaves Hoved og slagte Dyret ved Indgangen til Aabenbaringsteltet; og Arons Sønner, Præsterne, skal sprænge Blodet rundt om paa Alteret.

3:3  Saa skal han af Takofferet som Ildoffer for HERREN frembære Fedtet, der dækker Indvoldene, og alt Fedtet paa Indvoldene,

3:4  begge Nyrerne med det Fedt, som sidder paa dem ved Lændemusklerne, og Leverlappen, som han skal skille fra ved Nyrerne.

3:5  Og Arons Sønner skal bringe det som Røgoffer paa Alteret oven paa Brændofferet paa Brændet, der ligger paa Ilden, et Ildoffer til en liflig Duft for HERREN.

3:6  Men hvis hans Offergave, der bringes som Takoffer til HERREN, tages af Smaakvæget, skal det være et lydefrit Han eller Hundyr, han bringer.

3:7  Er den Offergave, han vil bringe, et Lam, skal han bringe det hen for HERRENS Aasyn

3:8  og lægge sin Haand paa sin Offergaves Hoved og slagte Dyret foran Aabenbaringsteltet, og Arons Sønner skal sprænge Blodet deraf rundt om paa Alteret.

3:9  Saa skal han af Takofferet som Ildoffer for HERREN frembære Fedtet, hele Fedthalen, skilt fra Rygraden, Fedtet, som dækker Indvoldene, og alt Fedtet paa Indvoldene,

3:10  begge Nyrerne med det Fedt, som sidder paa dem ved Lændemusklerne, og Leverlappen, som han skal skille fra ved Nyrerne.

3:11  Og Præsten skal bringe det som Røgoffer paa Alteret, Ildofferspise for HERREN.

3:12  Men hvis hans Offergave er en Ged, skal han bringe den hen for HERRENS Aasyn

3:13  og lægge sin Haand paa dens Hoved og slagte den foran Aabenbaringsteltet, og Arons Sønner skal sprænge Blodet rundt om paa Alteret.

3:14  Saa skal han deraf frembære som sin Offergave, som et Ildoffer for HERREN, Fedtet, det dækker Indvoldene, og alt Fedtet paa Indvoldene,

3:15  begge Nyrerne med det Fedt, som sidder paa dem ved Lændemusklerne, og Leverlappen, som han skal skille fra ved Nyrerne.

3:16  Og Præsten skal bringe det som Røgoffer paa Alteret, Ildofferspise til en liflig Duft. Alt Fedt skal være HERRENS.

3:17  En evig Anordning skal det være for eder fra Slægt til Slægt, hvor I end bor: Intet Fedt og intet Blod maa I nyde!

Chapter 4

4:1  Og HERREN talede til Moses og sagde:

4:2  Tal til Israeliterne og sig: Naar nogen af Vanvare forsynder sig mod noget af HERRENS Forbud og overtræder et af dem, da skal følgende iagttages:

4:3  Er det den salvede Præst, der forsynder sig, saa der paadrages Folket Skyld, skal han for den Synd, han har begaaet, bringe HERREN en lydefri ung Tyr som Syndoffer.

4:4  Han skal føre Tyren hen til Aabenbaringsteltets Indgang for HERRENS Aasyn og lægge sin Haand paa dens Hoved og slagte den for HERRENS Aasyn,

4:5  og den salvede Præst skal tage noget af Tyrens Blod og bringe det ind i Aabenbaringsteltet,

4:6  og Præsten skal dyppe sin Finger i Blodet og stænke det syv Gange for HERRENS Aasyn foran Helligdommens Forhæng;

4:7  og Præsten skal stryge noget af Blodet paa Røgelsealterets Horn for HERRENS Aasyn, det, som staar i Aabenbaringsteltet; Resten af Tyrens Blod skal han udgyde ved Foden af Brændofferalteret, som staar ved Indgangen til Aabenbaringsteltet.

4:8  Men alt Syndoffertyrens Fedt skal han tage ud Fedtet, som dækker Indvoldene, og alt Fedtet paa Indvoldene,

4:9  begge Nyrerne med det Fedt, som sidder paa dem ved Lændemusklerne, og Leverlappen, som han skal skille fra ved Nyrerne,

4:10  paa samme Maade som det udtages af Takofferoksen. Og Præsten skal bringe det som Røgoffer paa Brændofferalteret.

4:11  Men Tyrens Hud og alt dens Kød tillige med dens Hoved, Skinneben, Indvolde og Skarn,

4:12  hele Tyren skal han bringe uden for Lejren til et urent Sted, til Askedyngen, og brænde den paa et Baal af Brænde; oven paa Aske; dyngen skal den brændes.

4:13  Men hvis det et hele Israels Menighed, der forser sig, uden at Forsamlingen ved af det, og de har overtraadt et af HERRENS Forbud og derved paadraget sig Skyld,

4:14  da skal Forsamlingen, naar den Synd, de har begaaet mod Forbudet, bliver kendt, bringe en ung, lydefri Tyr som Syndoffer; de skal føre den hen foran Aabenbaringsteltet,

4:15  og Menighedens Ældste skal lægge deres Hænder paa Tyrens Hoved for HERRENS Aasyn, og man skal slagte den for HERRENS Aasyn.

4:16  Derpaa skal den salvede Præst bringe noget af Tyrens Blod ind i Aabenbaringsteltet,

4:17  og Præsten skal dyppe sin Finger i Blodet og stænke det syv Gange for HERRENS Aasyn foran Forhænget;

4:18  og han skal stryge noget af Blodet paa Hornene af Alteret, som staar for HERRENS Aasyn i Aabenbaringsteltet; Resten af Blodet skal han udgyde ved Foden af Brændofferalteret, som staar ved Indgangen til Aabenbaringsteltet,

4:19  Men alt, Fedtet skal han tage ud og bringe det som Røgoffer paa Alteret.

4:20  Derpaa skal han gøre med Tyren paa samme Maade som med den før nævnte Syndoffertyr. Da skal Præsten skaffe dem Soning, saa de finder Tilgivelse.

4:21  Saa skal Tyren bringes uden for Lejren og brændes paa samme Maade som den før nævnte Tyr. Det er Menighedens Syndoffer.

4:22  Men hvis det er en Øverste, der forsynder sig og af Vanvare overtræder et af HERRENS Forbud og derved paa drager sig Skyld,

4:23  og den Synd, han har begaaet, bliver ham vitterlig, saa skal den Offergave, han bringer, være en lydefri Gedebuk.

4:24  Han skal lægge sin Haand paa Bukkens Hoved og slagte den der, hvor Brændofferet slagtes for HERRENS Aasyn. Det er et Syndoffer.

4:25  Præsten skal tage noget af Syndofferets Blod paa sin Finger og stryge det paa Brændofferalterets Horn, og Resten af Blodet skal han udgyde ved Brændofferalterets Fod.

4:26  Og alt dets Fedt skal han bringe som Røgoffer paa Alteret ligesom Fedtet fra Takofferet. Da skal Præsten skaffe ham Soning for hans Synd, saa han finder Tilgivelse.

4:27  Men hvis det er en af Almuen, der af Vanvare forsynder sig ved at overtræde et af HERRENS Forbud og derved paadrager sig Skyld,

4:28  og den Synd, han har begaaet, bliver ham vitterlig, saa skal Offergaven, han bringer for den Synd, han har begaaet, være en lydefri Ged.

4:29  Han skal lægge sin Haand paa Syndofferets Hoved og slagte Syndofferet der, hvor Brændofferet slagtes.

4:30  Præsten skal tage noget af Gedens Blod paa sin Finger og stryge det paa Brændofferalterets Horn, og Resten af Blodet skal han udgyde ved Alterets Fod.

4:31  Og alt Fedtet skal han tage ud, paa samme Maade som Fedtet tages ud af Takofferet, og Præsten skal bringe det som Røgoffer paa Alteret til en liflig Duft for HERREN. Da skal Præsten skaffe ham Soning, saa han finder Tilgivelse.

4:32  Men hvis den Offergave, han vil bringe som Syndoffer, er et Lam, da skal det være et lydefrit Hundyr, han bringer.

4:33  Han skal lægge sin Haand paa Syndofferets Hoved og slagte det som Syndoffer der, hvor Brændofferet slagtes.

4:34  Og Præsten skal tage noget af Syndofferets Blod paa sin Finger og stryge det paa Brændofferalterets Horn, men Resten af Blodet skal han udgyde ved Alterets Fod,

4:35  og alt Fedtet skal han tage ud, paa samme Maade som Takofferlammets Fedt tages ud, og Præsten skal bringe det som Røgoffer paa Alteret oven paa HERRENS Ildofre. Da skal Præsten skaffe ham Soning for den Synd, han har begaaet, saa han finder Tilgivelse.

Chapter 5

5:1  Hvis nogen, naar han hører en Forbandelse udtale, synder ved at undlade at vidne, skønt han var Øjenvidne eller paa anden Maade kender Sagen, og saaledes paadrager sig Skyld,

5:2  eller hvis nogen, uden at det er ham vitterligt, rører ved noget urent, hvad enten det nu er et Aadsel af et urent vildt Dyr eller af urent Kvæg eller urent Kryb, og han opdager det og bliver sig sin Skyld bevidst,

5:3  eller naar han, uden at det er ham vitterligt, rører ved Urenhed hos et Menneske, Urenhed af en hvilken som helst Art, hvorved man bliver uren, og han opdager det og bliver sig sin Skyld bevidst,

5:4  eller naar nogen, uden at det er ham vitterligt, med sine Læber aflægger en uoverlagt Ed paa at ville gøre noget, godt eller ondt, hvad nu et Menneske kan aflægge en uoverlagt Ed paa, og han opdager det og bliver sig sin Skyld bevidst i et af disse Tilfælde,

5:5  saa skal han, naar han bliver sig sin Skyld bevidst i et af disse Tilfælde, bekende det, han har forsyndet sig med,

5:6  og til Bod for den Synd, han har begaaet, bringe HERREN et Hundyr af Smaakvæget, et Faar eller en Ged, som Syndoffer; da skal Præsten skaffe ham Soning for hans Synd.

5:7  Men hvis han ikke evner at give et Stykke Smaakvæg, skal han til Bod for sin Synd bringe HERREN to Turtelduer eller Dueunger, en som Syndoffer og en som Brændoffer.

5:8  Han skal bringe dem til Præsten, og Præsten skal først frembære den, der skal bruges til Syndoffer; han skal knække Halsen paa den ved Nakken uden at rive Hovedet helt af

5:9  og stænke noget af Syndofferets Blod paa Alterets Side, medens Resten af Blodet skal udpresses ved Alterets Fod. Det er et Syndoffer.

5:10  Men den anden skal han ofre som Brændoffer paa den foreskrevne Maade; da skal Præsten skaffe ham Soning for den Synd, han har begaaet, saa han finder Tilgivelse.

5:11  Men hvis han ej heller evner at give to Turtelduer eller Dueunger, skal han som Offergave for sin Synd bringe en Tiendedel Efa fint Hvedemel til Syndoffer, men han maa ikke hælde Olie derover eller komme Røgelse derpaa, thi det er et Syndoffer.

5:12  Han skal bringe det til Præsten, og Præsten skal tage en Haandfuld deraf, det, som skal ofres deraf, og bringe det som Røgoffer paa Alteret oven paa HERRENS Ildofre. Det er et Syndoffer.

5:13  Da skal Præsten skaffe ham Soning for den Synd, han har begaaet paa en af de nævnte Maader, saa han finder Tilgivelse. Resten skal tilfalde Præsten paa samme Maade som Afgrødeofferet.

5:14  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:

5:15  Naar nogen gør sig skyldig i Svig og af Vanvare forsynder sig mod HERRENS Helliggaver, skal han til Bod derfor som Skyldoffer bringe HERREN en lydefri Væder af Smaakvæget, der er vurderet til mindst to Sølvsekel efter hellig Vægt;

5:16  og han skal give Erstatning for, hvad han har forsyndet sig med over for det hellige, med Tillæg af en Femtedel af Værdien. Han skal give Præsten det, og Præsten skal skaffe ham Soning ved Skyldoffervæderen, saa han finder Tilgivelse.

5:17  Naar nogen, uden at det er ham vitterligt, synder ved at overtræde et af HERRENS Forbud, saa han bliver skyldig og paadrager sig Skyld,

5:18  da skal han af Smaakvæget bringe en lydefri Væder, der er taget god, som Skyldoffer til Præsten, og Præsten skal skaffe ham Soning for den uforsætlige Synd, han har begaaet, uden at den var ham vitterlig, saa han finder Tilgivelse.

5:19  Det er et Skyldoffer; han har paadraget sig Skyld over for HERREN. HERREN talede fremdeles til Moses og sagde: Naar nogen forsynder sig og gør sig skyldig i Svig mod HERREN, idet han frakender sin Næste Retten til noget, der var ham betroet, et Haandpant eller noget, han har røvet, eller han aftvinger sin Næste noget, eller han finder noget, som er tabt, og nægter det, eller han aflægger falsk Ed angaaende en af alle de Ting, som Mennesket forsynder sig ved at gøre, saa skal han, naar han har forsyndet sig og føler sig skyldig, tilbagegive det, han har røvet, eller det, han har aftvunget, eller det, som var ham betroet, eller det tabte, som han har fundet, eller alt det, hvorom han har aflagt falsk Ed; han skal erstatte det med dets fulde Værdi med Tillæg af en Femtedel. Han skal give den retmæssige Ejer det, den Dag han gør Bod. Og til Bod skal han af Smaakvæget bringe HERREN en lydefri Væder, der er taget god; som Skyldoffer skal han bringe den til Præsten. Da skal Præsten skaffe ham Soning for HERRENS Aasyn, saa han finder Tilgivelse for enhver Ting, hvorved man paadrager sig Skyld.

Chapter 6

6:1  HERREN taled fremdeles til Moses og sagde:

6:2  Giv Aron og hans Sønner dette Bud: Dette er Loven om Brændofferet. Brændofferet skal blive liggende paa sit Baal paa Alteret Natten over til næste Morgen, og Alterilden skal holdes ved lige dermed.

6:3  Saa skal Præsten iføre sig sin Linnedklædning, og Linnedbenklæder skal han iføre sig over sin Blusel, og han skal borttage Asken, som bliver tilbage, naar Ilden fortærer Brændofferet paa Alteret, og lægge den ved Siden af Alteret.

6:4  Derefter skal han afføre sig sine Klæder og tage andre Klæder paa og bringe Asken uden for Lejren til et urent Sted.

6:5  Ilden paa Alteret skal holdes ved lige dermed, den maa ikke gaa ud: og Præsten skal hver Morgen tænde ny Brændestykker paa Alteret og lægge Brændofferet til Rette derpaa og saa bringe Takofrenes Fedtdele som Røgoffer derpaa.

6:6  En stadig Ild skal holdes ved lige paa Alteret, den maa ikke gaa ud.

6:7  Dette er Loven om Afgrødeofferet: Arons Sønner skal frembære det for HERRENS Aasyn, hen til Alteret.

6:8  Saa skal han tage en Haandfuld af Afgrødeofferets Mel og Olie og al Røgelsen, der følger med Afgrødeofferet, det, der skal ofres deraf, og bringe det som Røgoffer paa Alteret til en liflig Duft for HERREN.

6:9  Men Resten deraf skal Aron og hans Sønner spise; usyret skal det spises paa et helligt Sted; i Aabenbaringsteltets Forgaard skal de spise det.

6:10  Det maa ikke bages syret. Jeg har givet dem det som deres Del af mine Ildofre; det er højhelligt ligesom Syndofferet og Skyldofferet.

6:11  Alle af Mandkøn blandt Arons Sønner maa spise det; denne Del af HERRENS Ildofre skal være en evig gyldig Rettighed, de har Krav paa fra Slægt til Slægt. Enhver, som rører derved, bliver hellig.

6:12  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:

6:13  Dette er den Offergave, Aron og hans Sønner skal frembære for HERREN: En Tiendedel Efa fint Hvedemel, et dagligt Afgrødeoffer, Halvdelen om Morgenen og Halvdelen om Aftenen.

6:14  Det skal tilberedes paa Plade med Olie, og du skal frembære det godt æltet, og du skal bryde det i Stykker; et Afgrødeoffer, som er brudt i Stykker, skal du frembære til en liflig Duft for HERREN.

6:15  Den Præst iblandt hans Sønner, der salves i hans Sted, skal ofre det; det skal være en evig gyldig Rettighed for HERREN, og som Heloffer skal det ofres.

6:16  Ethvert Afgrødeoffer fra en Præst skal være et Heloffer; det maa ikke spises.

6:17  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:

6:18  Tal til Aron og hans Sønner og sig: Dette er Loven om Syndofferet. Der, hvor Brændofferet slagtes, skal Syndofferet slagtes for HERRENS Aasyn; det er højhelligt.

6:19  Den Præst, der frembærer Syndofferet, skal spise det; det skal spises paa et helligt Sted, i Aabenbaringsteltets Forgaard.

6:20  Enhver, som rører ved Kødet deraf, bliver hellig. Hvis noget af dets Blod stænkes paa en Klædning, skal det Stykke, Blodet er stænket paa, tvættes paa et helligt Sted.

6:21  Det Lerkar, det koges i, skal slaas i Stykker; og hvis det er kogt i et Kobberkar, skal dette skures og skylles med Vand.

6:22  Alle af Mandkøn blandt Præsterne maa spise det; det er højhelligt.

6:23  Men intet Syndoffer maa spises, naar noget af dets Blod bringes ind i Aabenbaringsteltet for at skaffe Soning i Helligdommen; det skal opbrændes.

Chapter 7

7:1  Dette er Loven om Skyldofferet. Det er højhelligt.

7:2  Der, hvor Brændofferet slagtes, skal Skyldofferet slagtes. Dets Blod skal sprænges rundt om paa Alteret,

7:3  og alt dets Fedt skal frembæres. Fedthalen, Fedtet, der dækker Indvoldene, og alt Fedtet paa Indvoldene,

7:4  begge Nyrerne med det Fedt, som sidder paa dem ved Lændemusklerne, og Leverlappen, som skal skilles fra ved Nyrerne.

7:5  Og Præsten skal bringe det som Røgoffer paa Alteret, et Ildoffer for HERREN. Det er et Skyldoffer.

7:6  Alle af Mandkøn blandt Præsterne maa spise det; paa et helligt Sted skal det spises; det er højhelligt.

7:7  Det er med Skyldofferet som med Syndofferet, en og samme Lov gælder for dem: Det tilfalder den Præst, der skaffer Soning ved det.

7:8  Den Præst, som frembærer nogens Brændoffer, ham skal Huden af det Brændoffer, han frembærer, tilfalde.

7:9  Ethvert Afgrødeoffer, der bages i Ovnen, eller som er tilberedt i Pande eller paa Plade, tilfalder den Præst, der frembærer det;

7:10  men ethvert Afgrødeoffer, der er rørt i Olie eller tørt, tilfalder alle Arons Sønner, den ene lige saa vel som den anden.

7:11  Dette er Loven om Takofferet, som bringes HERREN.

7:12  Hvis det bringes som Lovprisningsoffer, skal han sammen med Slagtofferet, der hører til hans Lovprisningsoffer, frembære usyrede Kager, rørte i Olie, usyrede Fladbrød, smurte med Olie, og fint Hvedemel, æltet til Kager, rørte i Olie;

7:13  sammen med syrede Brødkager skal han frembære sin Offergave som sit Lovprisningstakoffer.

7:14  Han skal deraf frembære een Kage af hver Offergave som en Offerydelse til HERREN; den tilfalder den Præst, der sprænger Blodet af Takofferet paa Alteret.

7:15  Kødet af hans Lovprisningstakoffer skal spises paa selve Offerdagen, intet deraf maa gemmes til næste Morgen.

7:16  Er hans Offergaver derimod et Løfteoffer eller et Frivilligoffer, skal det vel spises paa selve Offerdagen, men hvad der levnes, maa spises Dagen efter;

7:17  men hvad der saa er tilbage af Offerkødet, skal opbrændes paa den tredje Dag;

7:18  og hvis der spises noget af hans Takoffers Kød paa den tredje Dag, saa vil den, som bringer Offeret, ikke kunne finde Guds Velbehag, det skal ikke tilregnes ham, men regnes for urent Kød, og den, der spiser deraf, skal undgælde for sin Brøde.

7:19  Det Kød, der kommer i Berøring med noget som helst urent, maa ikke spises, det skal opbrændes. I øvrigt maa enhver, der er ren, spise Kødet;

7:20  men enhver, som i uren Tilstand spiser Kød af HERRENS Takoffer, skal udryddes af sin Slægt;

7:21  og naar nogen rører ved noget urent, enten menneskelig Urenhed eller urent Kvæg eller nogen Slags urent Kryb, og saa spiser Kød af HERRENS Takoffer, skal han udryddes af sin Slægt.

7:22  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:

7:23  Tal til Israeliterne og sig: I maa ikke spise noget som helst Fedt af Okser, Faar eller Geder.

7:24  Fedt af selvdøde og sønderrevne Dyr maa bruges til alt, men I maa under ingen Omstændigheder spise det.

7:25  Thi enhver, der spiser Fedtet af det Kvæg, hvoraf der bringes HERREN Ildofre, den, der spiser noget deraf, skal udryddes af sit Folk.

7:26  Og I maa heller ikke nyde noget som helst Blod af Fugle eller Kvæg, hvor I end opholder eder;

7:27  enhver, der nyder noget som helst Blod, skal udryddes af sin Slægt.

7:28  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:

7:29  Tal til Israeliterne og sig: Den, der bringer HERREN sit Takoffer, skal af sit Takoffer frembære for HERREN den ham tilkommende Offergave;

7:30  med egne Hænder skal han frembære HERRENS Ildofre. Han skal frembære Fedtet tillige med Brystet; Brystet, for at Svingningen kan udføres dermed for HERRENS Aasyn;

7:31  og Præsten skal bringe Fedtet som Røgoffer paa Alteret, men Brystet skal tilfalde Aron og hans Sønner.

7:32  Desuden skal I give Præsten højre Kølle som Offerydelse af eders Takofre.

7:33  Den af Arons Sønner, der frembærer Takofferets Blod og Fedtet, ham tilfalder højre Kølle som hans Del.

7:34  Thi Svingningsbrystet og Offerydelseskøllen tager jeg fra Israeliterne af deres Takofre og giver dem til Præsten Aron og hans Sønner, en evig gyldig Rettighed, som de har Krav paa hos Israeliterne.

7:35  Det er Arons og hans Sønners Del af HERRENS Ildofre, den, som blev givet dem, den Dag han lod dem træde frem for at gøre Præstetjeneste for HERREN,

7:36  den, som HERREN, den Dag han salvede dem, bød Israeliterne at give dem, en evig gyldig Rettighed, som de har Krav paa fra Slægt til Slægt.

7:37  Det er Loven om Brændofferet, Afgrødeofferet, Syndofferet, Skyldofferet, Indsættelsesofferet og Takofferet,

7:38  som HERREN paalagde Moses paa Sinaj Bjerg, den Dag han bød Israeliterne at bringe HERREN deres Offergaver i Sinaj Ørken.

Chapter 8

8:1  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:

8:2  »Tag Aron og hans Sønner sammen med ham, Klæderne, Salveolien, Syndoffertyren, de to Vædre og Kurven med de usyrede Brød

8:3  og kald hele Menigheden sammen ved Indgangen til Aabenbaringsteltet!«

8:4  Moses gjorde som HERREN bød ham, og Menigheden forsamlede sig ved Indgangen til Aabenbaringsteltet.

8:5  Og Moses sagde til Menigheden: »Dette har HERREN paabudt at gøre.«

8:6  Da lod Moses Aron og hans Sønner træde frem og tvættede dem med Vand.

8:7  Og han gav ham Kjortelen paa, omgjordede ham med Bæltet, iførte ham Kaaben, gav ham Efoden paa, omgjordede ham med Efodens Bælte og bandt dermed Efoden fast paa ham;

8:8  saa anbragte han Brystskjoldet paa ham, lagde Urim og Tummim i Brystskjoldet,

8:9  lagde Hovedklædet om hans Hoved og fæstede Guldpladen, det hellige Diadem, paa Forsiden af Hovedklædet, som HERREN havde paalagt Moses.

8:10  Derpaa tog Moses Salveolien og salvede Boligen og alle Tingene deri og helligede dem;

8:11  saa bestænkede han Alteret syv Gange dermed og salvede Alteret og alt dets Tilbehør og Vandkummen med dens Fodstykke for at hellige dem;

8:12  derpaa udgød han noget af Salveolien over Arons Hoved og salvede ham for at hellige ham.

8:13  Derefter lod Moses Arons Sønner træde frem, iførte dem Kjortler, omgjordede dem med Bælter og bandt Huer paa deres Hoveder, som HERREN havde paalagt Moses.

8:14  Saa førte han Syndoffertyren frem, og Aron og hans Sønner lagde deres Hænder laa Syndoffertyrens Hoved.

8:15  Derefter slagtede Moses den, tog Blodet og strøg med sin Finger noget deraf rundt om paa Alterets Horn og rensede Alteret for Synd; men Resten af Blodet udgød han ved Alterets Fod; saaledes helligede han det ved at skaffe Soning for det.

8:16  Saa tog Moses alt Fedtet paa Indvoldene, Leverlappen og begge Nyrerne med Fedtet paa dem og bragte det som Røgoffer paa Alteret.

8:17  Men Tyren, dens Hud, Kød og Skarn, brændte han uden for Lejren, som HERREN havde paalagt Moses.

8:18  Derpaa førte han Brændoffervæderen frem, og Aron og hans Sønner lagde deres Hænder paa Væderens Hoved.

8:19  Saa slagtede Moses den og sprængte Blodet rundt om paa Alteret;

8:20  og Moses skar Væderen i Stykker og bragte Hovedet, Stykkerne og Fedtet som Røgoffer,

8:21  men Indvoldene og Skinnebenene tvættede han med Vand; og saa bragte Moses hele Væderen som Røgoffer paa Alteret. Det var et Brændoffer til en liflig Duft, et Ildoffer for HERREN, som HERREN havde paalagt Moses.

8:22  Derpaa førte han den anden Væder, Indsættelsesvæderen, frem, og Aron og hans Sønner lagde deres Hænder paa Væderens Hoved.

8:23  Saa slagtede Moses den, tog noget af dens Blod og strøg det paa Arons højre Øreflip og paa hans højre Tommelfinger og højre Tommeltaa.

8:24  Derpaa lod Moses Arons Sønner træde frem og strøg noget af Blodet paa deres højre Øreflip og paa deres højre Tommelfinger og højre Tommeltaa, Men Resten af Blodet sprængte han rundt om paa Alteret.

8:25  Derpaa tog han Fedtet, Fedthalen, alt Fedtet paa Indvoldene, Leverlappen og begge Nyrerne med Fedtet paa dem og den højre Kølle:

8:26  Og af Kurven med de usyrede Brød, som stod for HERRENS Aasyn, tog han en usyret Kage, en Oliebrødkage og et Fladbrød og lagde dem oven paa Fedtstykkerne og den højre Kølle,

8:27  lagde det saa alt sammen paa Arons og hans Sønners Hænder og lod dem udføre Svingningen dermed for HERRENS Aasyn.

8:28  Derpaa tog Moses det igen fra dem og bragte det som Røgoffer paa Alteret oven paa Brændofferet. Det var et Indsættelsesoffer til en liflig Duft, et Ildoffer for HERREN.

8:29  Saa tog Moses Brystet og udførte Svingningen dermed for HERRENS Aasyn; det tilfaldt Moses som hans Del af Indsættelsesvæderen, som HERREN havde paalagt Moses.

8:30  Derefter tog Moses noget af Salveolien og af Blodet paa Alteret og stænkede det paa Aron og hans Klæder, ligeledes paa hans Sønner og deres Klæder, og helligede saaledes Aron og hans Klæder og ligeledes hans Sønner og deres Klæder.

8:31  Og Moses sagde til Aron og hans Sønner: »Kog Kødet ved Indgangen til Aabenbaringsteltet og spis det der tillige med Brødet, som er i Indsættelseskurven, saaledes som Budet lød til mig: Aron og hans Sønner skal spise det!

8:32  Men hvad der levnes af Kødet og Brødet skal I opbrænde.

8:33  I syv Dage maa I ikke vige fra Indgangen til Aabenbaringsteltet, indtil eders Indsættelsesdage er omme; thi syv Dage varer eders Indsættelse.

8:34  Ligesom i Dag har HERREN paabudt eder at gøre ogsaa de følgende Dage for at skaffe eder Soning.

8:35  Ved Indgangen til Aabenbaringsteltet skal I opholde eder Dag og Nat i syv Dage og holde eder HERRENS Forskrift efterrettelig, for at I ikke skal dø; thi saaledes lød hans Bud til mig!«

8:36  Og Aron og hans Sønner gjorde alt, hvad HERREN havde paabudt ved Moses.

Chapter 9

9:1  Den ottende Dag kaldte Moses Aron og hans Sønner og Israels Ældste til sig

9:2  og sagde til Aron: »Tag dig en Kalv til Syndoffer og en Væder til Brændoffer, begge uden Lyde, og før dem frem for HERRENS Aasyn.

9:3  Og tal saaledes til Israeliterne: Tag eder en Gedebuk til Syndoffer, en Kalv og et Lam, begge aargamle og uden Lyde, til Brændoffer

9:4  og en Okse og en Væder til Takoffer for at ofre dem for HERRENS Aasyn og desuden et Afgrødeoffer, rørt i Olie; thi i Dag vil HERREN vise sig for eder!«

9:5  Da tog de, hvad Moses havde paalagt dem, og bragte det hen foran Aabenbaringsteltet; og hele Menigheden traadte frem og stillede sig for HERRENS Aasyn.

9:6  Og Moses sagde: »Det er dette, HERREN har paalagt eder at gøre, for at HERRENS Herlighed kan vise sig for eder.«

9:7  Saa sagde Moses til Aron: »Træd hen til Alteret og bring dit Syndoffer og dit Brændoffer for at skaffe dig og dit Hus Soning og bring saa Folkets Offergave for at skaffe det Soning, saaledes som HERREN har paabudt!«

9:8  Da traadte Aron hen til Alteret og slagtede sin Syndofferkalv;

9:9  og Arons Sønner bragte ham Blodet, og han dyppede sin Finger i Blodet og strøg det paa Alterets Horn; men Resten af Blodet hældte han ud ved Alterets Fod.

9:10  Derpaa bragte han Syndofferets Fedt, Nyrer og Leverlap som Røgoffer paa Alteret, saaledes som HERREN havde paalagt Moses;

9:11  men Kødet og Huden opbrændte han uden for Lejren.

9:12  Derefter slagtede han Brændofferet, og Arons Sønner rakte ham Blodet, og han sprængte det rundt om paa Alteret.

9:13  Saa rakte de ham Brændofferet, Stykke for Stykke, tillige med Hovedet, og han bragte det som Røgoffer paa Alteret.

9:14  Men Indvoldene og Skinnebenene tvættede han med Vand og bragte det derpaa som Røgoffer oven paa Brændofferet paa Alteret.

9:15  Derefter frembar han Folkets Offergave. Først tog han Folkets Syndofferbuk, slagtede den og ofrede den som Syndoffer paa samme Maade som den før nævnte;

9:16  saa frembar han Brændofferet og ofrede det paa den foreskrevne Maade;

9:17  derefter frembar han Afgrødeofferet, tog en Haandfuld deraf og bragte det som Røgoffer paa Alteret foruden det daglige Morgenbrændoffer;

9:18  saa slagtede han Oksen og Væderen som Takoffer fra Folket. Og Arons Sønner rakte ham Blodet, og han sprængte det rundt om paa Alteret.

9:19  Men Fedtstykkerne af Oksen og Væderen, Fedthalen, Fedtet paa Indvoldene, Nyrerne og Leverlappen,

9:20  disse Fedtdele lagde de oven paa Bryststykkerne, og Fedtstykkerne bragte han som Røgoffer paa Alteret,

9:21  men med Bryststykkerne og højre Kølle udførte Aron Svingningen for HERRENS Aasyn, som Moses havde paabudt.

9:22  Derefter løftede Aron sine Hænder over Folket og velsignede dem og steg saa ned efter at have bragt Syndofferet, Brændofferet og Takofferet.

9:23  Moses og Aron gik derpaa ind i Aabenbaringsteltet, og da de kom ud derfra, velsignede de Folket. Da viste HERRENS Herlighed sig for alt Folket;

9:24  og Ild for ud fra HERRENS Aasyn og fortærede Brændofferet og Fedtstykkerne paa Alteret. Og alt Folket saa det, og de jublede og faldt ned paa deres Ansigt.

Chapter 10

10:1  Men Arons Sønner Nadab og Abihu tog hver sin Pande, kom Ild i dem og lagde Røgelse derpaa og frembar for HERRENS Aasyn fremmed Ild, som han ikke havde paalagt dem.

10:2  Da for Ild ud fra HERRENS Aasyn og fortærede dem, saa de døde for HERRENS Aasyn.

10:3  Moses sagde da til Aron: »Det er det, HERREN talede om, da han sagde: Jeg viser min Hellighed paa dem, der staar mig nær, og min Herlighed for alt Folkets Øjne!« Og Aron tav.

10:4  Da kaldte Moses Misjael og Elzafan, Arons Farbroder, Uzziels Sønner, til sig og sagde til dem: »Kom og bær eders Frænder bort fra Helligdommen uden for Lejren!«

10:5  Og de kom og bar dem uden for Lejren i deres Kjortler, som Moses havde sagt.

10:6  Men Moses sagde til Aron og hans Sønner Eleazar og Itamar: »I maa hverken lade eders Haar vokse frit eller sønderrive eders Klæder, ellers skal I dø og Vrede komme over hele Menigheden; lad eders Brødre, hele Israels Hus, begræde den Brand, HERREN har antændt;

10:7  og vig ikke fra Aabenbaringsteltets Indgang, ellers skal I dø, thi HERRENS Salveolie er paa eder!« Og de gjorde som Moses sagde.

10:8  Og HERREN talede til Aron og sagde:

10:9  Vin og stærk Drik maa hverken du eller dine Sønner drikke, naar I gaaet ind i Aabenbaringsteltet, for at I ikke skal dø. Det skal være eder en evig gyldig Anordning fra Slægt til Slægt,

10:10  for at I kan gøre Skel mellem det hellige og det, der ikke er helligt, og mellem det urene og det rene,

10:11  og for at I kan vejlede Israeliterne i alle de Love, HERREN har kundgjort dem ved Moses.

10:12  Og Moses sagde til Aron og hans tilbageblevne Sønner Eleazar og Itamar: »Tag Afgrødeofferet, der er levnet fra HERRENS Ildoffer, og spis det usyret ved Siden af Alteret, thi det er højhelligt;

10:13  I skal spise det paa et helligt Sted; det er jo din og dine Sønners retmæssige Del af HERRENS Ildofre; thi saaledes er det mig paabudt.

10:14  Og Svingningsbrystet og Offerydelseskøllen skal I spise paa et rent Sted, du, dine Sønner og Døtre, thi de er givet dig tillige med dine Sønner som en retmæssig Del af Israeliternes Takofre;

10:15  Offerydelseskøllen og Svingningsbrystet skal man frembære sammen med de til Ildofre bestemte Fedtdele, for at Svingningen kan udføres for HERRENS Aasyn, og de skal tilfalde dig og dine Sønner tillige med dig som en evig gyldig Rettighed, saaledes som HERREN har paabudt!«

10:16  Og Moses spurgte efter Syndofferbukken, men se, den var opbrændt. Da blev han fortørnet paa Eleazar og Itamar, Arons tilbageblevne Sønner, og sagde:

10:17  »Hvorfor har I ikke spist Syndofferet paa det hellige Sted? Det er jo dog højhelligt, og han har givet eder det, for at I skal borttage Menighedens Skyld og saaledes skaffe dem Soning for HERRENS Aasyn.

10:18  Se, Blodet deraf er ikke blevet bragt ind i Helligdommens Indre, derfor havde det været eders Pligt at spise det paa det hellige Sted, saaledes som jeg har paabudt!«

10:19  Men Aron svarede Moses: »Se, de har i Dag frembaaret deres Syndoffer og Brændoffer for HERRENS Aasyn, og en saadan Tilskikkelse har ramt mig! Om jeg i Dag havde spist Syndofferkød, vilde HERREN da have billiget det?«

10:20  Da Moses hørte dette, billigede han det.

Chapter 11

11:1  HERREN talede til Moses og Aron og sagde til dem:

11:2  Tal til Israeliterne og sig: Af alle Dyr paa Jorden maa du spise følgende:

11:3  Alle Dyr, der har Klove, helt spaltede Klove, og tygger Drøv, maa I spise.

11:4  Men følgende maa I ikke spise af dem der tygger Drøv, og af dem, der har Klove: Kamelen, thi den tygger vel Drøv, men har ikke Klove; den skal være eder uren;

11:5  Klippegrævlingen, thi den tygger vel Drøv, men har ikke Klove: den skal være eder uren;

11:6  Haren, thi den tygger vel Drøv, men har ikke Klove; den skal være eder uren;

11:7  Svinet, thi det har vel Klove, helt spaltede Klove, men tygger ikke Drøv; det skal være eder urent.

11:8  Deres Kød maa I ikke spise, og ved Aadslerne af dem maa I ikke røre; de skal være eder urene.

11:9  Af alt, hvad der lever i Vandet, maa I spise følgende: Alt i Vandet, baade i Havet og i Floderne, som har Finner og Skæl, maa I spise;

11:10  men af alt, hvad der rører sig i Vandet, af alle levende Væsener i Vandet, skal det, som ikke har Finner eller Skæl, hvad enten det er i Havet eller Floderne, være eder en Vederstyggelighed.

11:11  De skal være eder en Vederstyggelighed, deres Kød maa I ikke spise, og Aadslerne af dem skal I regne for en Vederstyggelighed.

11:12  Alt i Vandet, som ikke har Finner eller Skæl, skal være eder en Vederstyggelighed.

11:13  Følgende er de Fugle, I skal regne for en Vederstyggelighed, de maa ikke spises, de er en Vederstyggelighed: Ørnen, Lammegribben, Havørnen,

11:14  Glenten, de forskellige Arter af Falke,

11:15  alle de forskellige Arter af Ravne,

11:16  Strudsen, Takmasfuglen, Maagen, de forskellige Arter af Høge,

11:17  Uglen, Fiskepelikanen, Hornuglen,

11:18  Tinsjemetfuglen, Pelikanen, Aadselgribben,

11:19  Storken, de forskellige Arter af Hejrer, Hærfuglen og Flagermusen.

11:20  Alt vinget Kryb der gaar paa fire, skal være eder en Vederstyggelighed.

11:21  Af alt det vingede Kryb, som gaar paa fire, maa I dog spise følgende: Dem, der har Skinneben oven over Fødderne til at hoppe med paa Jorden.

11:22  Af dem maa I spise følgende: De forskellige Arter af Græshopper, Solamgræshopper, Hargolgræshopper og Hagabgræshopper.

11:23  Men alt andet vinget Kryb, der gaar paa fire, skal være eder en Vederstyggelighed.

11:24  Ved følgende Dyr bliver I urene, enhver, der rører ved Aadslerne af dem, bliver uren til Aften,

11:25  og enhver, der bærer et Aadsel af dem, skal tvætte sine Klæder og være uren til Aften:

11:26  Alle Dyr, der har Klove, men ikke helt spaltede, og som ikke tygger Drøv, skal være urene; enhver, der rører ved dem, bliver uren.

11:27  Alle firføddede Dyr, der gaar paa Poter, skal være eder urene; enhver der rører ved et Aadsel af dem, bliver uren til Aften,

11:28  og den, som bærer et Aadsel af dem, skal tvætte sine Klæder og være uren til Aften; de skal være eder urene.

11:29  Af Krybet, der kryber paa Jorden, skal følgende være eder urene: Væselen, Musen, de forskellige Arter af Firben,

11:30  Anakaen, Koadyret, Leta'aen, Hometdyret og Tinsjemetdyret.

11:31  Det er dem, som skal være eder urene af alt Krybet. Enhver, der rører ved dem, naar de er døde, skal være uren til Aften;

11:32  alt, hvad et dødt Dyr af den Slags falder ned paa, bliver urent, alle Træting, Klæder, Skind, Sække, overhovedet alt, hvad der bruges ved et eller andet Arbejde; det skal lægges i Vand og være urent til Aften; derpaa skal det være rent.

11:33  Og falder et af den Slags ned i et Lerkar, saa bliver alt, hvad der er deri, urent, og ethvert saadant Kar skal I slaa i Stykker;

11:34  alt spiseligt, som man kommer Vand paa, og alt flydende, der tjener til Drikke, bliver urent i et saadant Kar.

11:35  Alt, hvad et dødt Dyr af den Slags falder ned paa, bliver urent; Ovne og Ildsteder skal nedbrydes, de er urene, og urene skal de være eder.

11:36  Dog bliver Kilder og Cisterner, Steder, hvor der samler sig Vand, ved at være rene; men den, der rører ved Aadslerne deri, bliver uren.

11:37  Falder et dødt Dyr af den Slags ned paa nogen som helst Slags Sæd, der bruges til Udsæd, bliver denne ved at være ren;

11:38  men kommes der Vand paa Sæden, og der saa falder et dødt Dyr af den Slags ned paa den, skal den være eder uren.

11:39  Naar noget af det Kvæg, der tjener eder til Føde, dør, skal den, der rører ved den døde Krop, være uren til Aften.

11:40  Den, der spiser noget af den døde Krop, skal tvætte sine Klædet og være uren til Aften, og den, der bærer den døde Krop, skal tvætte sine Klæder og være uren til Aften.

11:41  Alt Kryb, der kryber paa Jorden, er en Vederstyggelighed, det maa ikke spises;

11:42  intet af det, der kryber paa Bugen, og intet af det, der gaar paa fire, saa lidt som det, der har mange Ben, intet af Krybet, der kryber paa Jorden, maa I spise thi det er en Vederstyggelighed.

11:43  Gør ikke eder selv til en Vederstyggelighed ved noget som helst krybende Kryb, gør eder ikke urene derved, saa I bliver urene deraf:

11:44  thi jeg er HERREN eders Gud, og I skal hellige eder og være hellige, thi jeg er hellig. Gør eder ikke urene ved noget som helst Kryb, der rører sig paa Jorden;

11:45  thi jeg er HERREN, der førte eder op fra Ægypten for at være eders Gud; I skal være hellige, thi jeg er hellig!

11:46  Det er Loven om Dyr og Fugle og alle levende Væsener, der bevæger sig i Vandet, og alle levende Væsener, der kryber paa Jorden,

11:47  til Skel mellem det urene og det rene, mellem de Dyr, der maa spises, og dem, der ikke maa spises.

Chapter 12

12:1  Og HERREN talede til Moses og sagde:

12:2  Tal til Israeliterne og sig: Naar en Kvinde bliver frugtsommelig og føder en Dreng, skal hun være uren i syv Dage; ligesom i den Tid hun har sin maanedlige Urenhed, skal hun være uren.

12:3  Paa den ottende Dag skal Drengen omskæres paa sin Forhud.

12:4  Derefter skal hun holde sig hjemme i tre og tredive Dage, medens hun har sit Renselsesblod; hun maa ikke røre ved noget helligt eller komme til Helligdommen, før hendes Renselsestid er omme.

12:5  Føder hun derimod et Pigebarn, skal hun være uren i to Uger ligesom under sin maanedlige Urenhed; og derpaa skal hun holde sig hjemme i seks og tresindstyve Dage, medens hun har sit Renselsesblod.

12:6  Naar hendes Renselsestid er omme, skal hun, baade efter et Drengebarn og et Pigebarn, bringe et aargammelt Lam som Brændoffer og en Dueunge eller Turteldue som Syndoffer til Præsten ved Aabenbaringsteltets Indgang;

12:7  og han skal frembære det for HERRENS Aasyn og skaffe hende Soning, saa hun bliver ren efter sit Blodtab. Det er Loven om en Kvinde, der føder, hvad enten det er en Dreng eller en Pige.

12:8  Men hvis hun ikke evner at give et Lam, skal hun tage to Turtelduer eller Dueunger, en til Brændoffer og en til Syndoffer, og Præsten skal skaffe hende Soning, saa hun bliver ren.

Chapter 13

13:1  Og HERREN talede til Moses og Aron og sagde:

13:2  Naar der paa et Menneskes Hud viser sig en Hævelse eller Udslæt eller en lys Plet, som kan blive til Spedalskhed paa hans Hud, skal han føres hen til Præsten Aron eller en af hans Sønner, Præsterne.

13:3  Præsten skal da syne det syge Sted paa Huden, og naar Haarene paa det syge Sted er blevet hvide og Stedet ser ud til at ligge dybere end Huden udenom, saa er det Spedalskhed, og saa skal Præsten efter at have synet ham erklære ham for uren.

13:4  Men hvis det er en hvid Plet paa Huden og den ikke ser ud til at ligge dybere end Huden udenom og Haarene ikke er blevet hvide, saa skal Præsten lukke den angrebne inde i syv Dage;

13:5  og paa den syvende Dag skal Præsten syne ham. Viser det sig da, at Ondet ikke har skiftet Udseende eller bredt sig paa Huden, skal Præsten igen lukke ham inde i syv Dage;

13:6  og paa den syvende Dag skal Præsten atter syne ham. Hvis det da viser sig, at Ondet er ved at svinde, og at det ikke har bredt sig paa Huden, skal Præsten erklære ham for ren; da er det almindeligt Udslæt paa Huden; han skal da tvætte sine Klæder og være ren.

13:7  Men hvis Udslættet breder sig paa Huden, efter at han har ladet Præsten syne sig for at blive erklæret for ren, og hvis Præsten, naar han anden Gang lader sig syne af ham,

13:8  ser, at Udslættet har bredt sig paa Huden, saa skal Præsten erklære ham for uren; det er Spedalskhed.

13:9  Naar et Menneske angribes af Spedalskhed, skal han føres hen til Præsten,

13:10  og Præsten skal syne ham; og naar der da viser sig at være en hvid Hævelse paa Huden og Haarene derpaa er blevet hvide og der vokser vildt Kød i Hævelsen,

13:11  saa er det gammel Spedalskhed paa hans Hud, og da skal Præsten erklære ham for uren; han behøver ikke at lukke ham inde, thi han er uren.

13:12  Men hvis Spedalskheden bryder ud paa Huden og Spedalskheden bedækker hele den angrebnes Hud fra Top til Taa, saa vidt Præsten kan se,

13:13  og Præsten ser, at Spedalskheden bedækker hele hans Legeme, saa skal han erklære den angrebne for ren; han er blevet helt hvid, han er ren.

13:14  Men saa snart der viser sig vildt Kød paa ham, er han uren;

13:15  og naar Præsten ser det vilde Kød, skal han erklære ham for uren; det vilde Kød er urent, det er Spedalskhed.

13:16  Hvis derimod det vilde Kød forsvinder og han bliver hvid, skal han gaa til Præsten;

13:17  og hvis det, naar Præsten syner ham, viser sig, at den angrebne er blevet hvid, skal Præsten erklære den angrebne for ren; han er ren.

13:18  Naar nogen paa sin Hud har haft en Betændelse, som er lægt,

13:19  og der saa paa det Sted, som var betændt, kommer en hvid Hævelse eller en rødlighvid Plet, skal han lad sig syne af Præsten;

13:20  og hvis Præsten finder, at Stedet ser ud til at ligge dybere end Huden udenom og Haarene derpaa er blevet hvide, skal Præsten erklære ham for uren; det er Spedalskhed, der er brudt frem efter Betændelsen.

13:21  Men hvis der, naar Præsten syner det, ikke viser sig at være hvide Haar derpaa og det ikke ligger dybere end Huden udenom, men er ved at svinde, da skal Præsten lukke ham inde i syv Dage;

13:22  og naar det da breder sig paa Huden, skal Præsten erklære ham for uren; det er Spedalskhed.

13:23  Men hvis den hvide Plet bliver, som den er, uden at brede sig, da er det et Ar efter Betændelsen, og Præsten skal erklære ham for ren.

13:24  Eller naar nogen faar et Brandsaar paa Huden, og det Kød, der vokser i Brandsaaret, frembyder en rødlighvid eller hvid Plet,

13:25  saa skal Præsten syne ham, og hvis det da viser sig, at Haarene paa Pletten er blevet hvide og den ser ud til at ligge dybere end Huden udenom, saa er det Spedalskhed, der er brudt frem i Brandsaaret; og da skal Præsten erklære ham for uren; det er Spedalskhed.

13:26  Men hvis det, naar Præsten synet ham, viser sig, at der ingen hvide Haar er paa den lyse Plet, og at en ikke ligger dybere end Huden udenom, men at den er ved at svinde, saa skal Præsten lukke ham inde i syv Dage;

13:27  og paa den syvende Dag skal Præsten syne ham, og naar den da har bredt sig paa Huden, skal Præsten erklære ham for uren; det er Spedalskhed.

13:28  Men hvis den lyse Plet bliver, som den er, uden at brede sig paa Huden, og er ved at svinde, saa er det en Hævelse efter Brandsaaret, og da skal Præsten erklære ham for ren; thi det er et Ar efter Brandsaaret.

13:29  Naar en Mand eller Kvinde angribes i Hoved eller Skæg,

13:30  skal Præsten syne det syge Sted, og hvis det da ser ud til at ligge dybere end Huden udenom og der er guldgule, tynde Haar derpaa, saa skal Præsten erklære ham for uren; det er Skurv, Spedalskhed i Hoved eller Skæg.

13:31  Men hvis det skurvede Sted, naar Præsten syner det, ikke ser ud til at ligge dybere end Huden udenom, uden at dog Haarene derpaa er sorte, da skal Præsten lukke den skurvede inde i syv Dage;

13:32  og paa den syvende Dag skal Præsten syne ham, og hvis da Skurven ikke har bredt sig og der ikke er kommet guldgule Haar derpaa og Skurven ikke ser ud til at ligge dybere end Huden udenom,

13:33  da skal den angrebne lade sig rage uden dog at lade det skurvede Sted rage; saa skal Præsten igen lukke den skurvede inde i syv Dage.

13:34  Paa den syvende Dag skal Præsten syne Skurven, og hvis det da viser sig, at Skurven ikke har bredt sig paa Huden, og at den ikke ser ud til at ligge dybere end Huden udenom, saa skal Præsten erklære ham for ren; da skal han tvætte sine Klæder og være ren.

13:35  Men hvis Skurven breder sig paa Huden, efter at han er erklæret for ren,

13:36  da skal Præsten syne ham; og hvis det saa viser sig, at Skurven har bredt sig, behøver Præsten ikke at undersøge, om der er guldgule Haar; han er uren.

13:37  Men hvis Skurven ikke har skiftet Udseende og der er vokset sorte Haar frem derpaa, da er Skurven lægt; han er ren, og Præsten skal erklære ham for ren.

13:38  Naar en Mand eller Kvinde faar lyse Pletter, hvide Pletter paa Huden,

13:39  skal Præsten syne dem; og hvis der da paa deres Hud viser sig hvide Pletter, det er ved at svinde, er det Blegner, der er brudt ud paa Huden; han er ren.

13:40  Naar nogen bliver skaldet paa Baghovedet, saa er han kun isseskaldet; han er ren.

13:41  Og hvis han bliver skaldet ved Panden og Tindingerne, saa er han kun pandeskaldet; han er ren.

13:42  Men kommer der paa hans skaldede Isse eller Pande et rødlighvidt Sted, er det Spedalskhed, der bryder frem paa hans skaldede Isse eller Pande.

13:43  Saa skal Præsten syne ham, og viser det sig da, at Hævelsen paa det syge Sted paa hans skaldede Isse eller Pande er rødlighvid, af samme Udseende som Spedalskhed paa Huden,

13:44  saa er han spedalsk; han er uren, og Præsten skal erklære ham for uren; paa sit Hoved er han angrebet.

13:45  Den, der er spedalsk, den, som lider af Sygdommen, skal gaa med sønderrevne Klæder, hans Haar skal vokse frit, han skal tilhylle sit Skæg, og: »uren, uren!« skal han raabe.

13:46  Saa længe han er angrebet, skal han være uren; uren er han, for sig selv skal han bo, uden for Lejren skal hans Opholdssted være.

13:47  Naar der kommer Spedalskhed paa en Klædning enten af Uld eller Lærred

13:48  eller paa vævet eller knyttet Stof af Lærred eller Uld eller paa Læder eller Læderting af enhver Art

13:49  og det angrebne Sted paa Klædningen, Læderet, det vævede eller knyttede Stof eller Lædertingene viser sig at være grønligt eller rødligt, saa er det Spedalskhed og skal synes af Præsten.

13:50  Og naar Præsten har synet Skaden, skal han lukke den angrebne Ting inde i syv Dage.

13:51  Paa den syvende Dag skal han syne den angrebne Ting, og dersom Skaden har bredt sig paa Klædningen, det vævede eller knyttede Stof eller Læderet, de forskellige Læderting, saa er Skaden ondartet Spedalskhed, det er urent.

13:52  Da skal han brænde Klædningen eller det af Uld eller Lærred vævede eller knyttede Stof eller alle de Læderting, som er angrebet; thi det er ondartet Spedalskhed, det skal opbrændes.

13:53  Men hvis Præsten finder, at Skaden ikke har bredt sig paa Klædningen eller det vævede eller knyttede Stof eller paa de forskellige Slags Læderting,

13:54  saa skal Præsten paabyde, at den angrebne Ting skal tvættes, og derpaa igen lukke den inde i syv Dage.

13:55  Præsten skal da syne den angrebne Ting, efter at den er tvættet, og viser det sig da, at Skaden ikke har skiftet Udseende, saa er den uren, selv om Skaden ikke har bredt sig; du skal opbrænde den; det er ædende Udslæt paa Retten eller Vrangen.

13:56  Men hvis det, naar Præsten syner det, viser sig, at Skaden er ved at svinde efter Tvætningen, saa skal han rive det angrebne Sted af Klædningen eller Læderet eller det vævede eller knyttede Stof.

13:57  Viser det sig da igen paa Klædningen eller det vævede eller knyttede Stof eller de forskellige Læderting, da er det Spedalskhed, der er ved at bryde ud; du skal opbrænde de angrebne Ting.

13:58  Men den Klædning eller det vævede eller knyttede Stof eller de forskellige Læderting, hvis Skade svinder efter Tvætningen, skal tvættes paa ny; saa er det rent. —

13:59  Det er Loven om Spedalskhed paa Klæder af Uld eller Lærred eller paa vævet eller knyttet Stof eller paa alskens Læderting; efter den skal de erklæres for rene eller urene.

Chapter 14

14:1  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:

14:2  Dette er Loven om, hvorledes man skal forholde sig med Renselsen af en spedalsk: Han skal fremstilles for Præsten,

14:3  og Præsten skal gaa uden for Lejren og syne ham, og viser det sig da, at Spedalskheden er helbredt hos den spedalske,

14:4  skal Præsten give Ordre til at tage to levende, rene Fugle, Cedertræ, karmoisinrødt Garn og en Ysopkvist til den, der skal renses.

14:5  Og Præsten skal give Ordre til at slagte den ene Fugl over et Lerkar med rindende Vand.

14:6  Saa skal han tage den levende Fugl, Cedertræet, det karmoisinrøde Garn og Ysopkvisten og dyppe dem tillige med den levende Fugl i Blodet af den Fugl, der er slagtet over det rindende Vand,

14:7  og syv Gange foretage Bestænkning paa den, der skal renses for Spedalskhed, og saaledes rense ham; derpaa skal han lade den levende Fugl flyve ud over Marken.

14:8  Men den, der skal renses, skal tvætte sine Klæder, afrage alt sit Haar og bade sig i Vand; saa er han ren. Derefter maa han gaa ind i Lejren, men han skal syv Dage opholde sig uden for sit Telt.

14:9  Paa den syvende Dag skal han afrage alt sit Haar, sit Hovedhaar, sit Skæg, sine Øjenbryn, alt sit Haar skal han afrage, og han skal tvætte sine Klæder og bade sit Legeme i Vand; saa er han ren.

14:10  Men den ottende Dag skal han tage to lydefri Væderlam og et lydefrit, aargammelt Hunlam, desuden tre Tiendedele Efa fint Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer og en Log Olie.

14:11  Saa skal den Præst, der foretager Renselsen, stille den, der skal renses, tillige med disse Offergaver frem for HERRENS Aasyn ved Aabenbaringsteltets Indgang.

14:12  Og Præsten skal tage det ene Væderlam og frembære det som Skyldoffer tillige med den Log Olie, som hører dertil, og udføre Svingningen dermed for HERRENS Aasyn.

14:13  Og han skal slagte Lammet der, hvor Syndofferet og Brændofferet slagtes, paa det hellige Sted, thi ligesom Syndofferet tilfalder Skyldofferet Præsten; det er højhelligt.

14:14  Derpaa skal Præsten tage noget af Skyldofferets Blod, og Præsten skal stryge det paa højre Øreflip af den, der skal renses, og paa hans højre Tommelfinger og højre Tommeltaa;

14:15  og Præsten skal tage noget af den Log Olie, som hører dertil, og hælde det i sin venstre Haand,

14:16  og Præsten skal dyppe sin højre Pegefinger i den Olie, han har i sin venstre Haand, og med sin Finger stænke Olien syv Gange foran HERRENS Aasyn.

14:17  Og af den Olie, han har tilbage i sin Haand, skal Præsten stryge noget paa højre Øreflip af den, der skal renses, og paa hans højre Tommelfinger og højre Tommeltaa oven paa Skyldofferets Blod.

14:18  Og Præsten skal hælde det, der er tilbage af Olien i hans Haand, paa Hovedet af den, der skal renses, og saaledes skal Præsten skaffe ham Soning for HERRENS Aasyn.

14:19  Derpaa skal Præsten ofre Syndofferet og skaffe den, der skal renses, Soning for hans Urenhed.

14:20  Og Præsten skal ofre Brændofferet og Afgrødeofferet paa Alteret og saaledes skaffe ham Soning; saa er han ren.

14:21  Men hvis han er fattig og ikke evner at give saa meget, skal han tage et enkelt Lam til Skyldoffer, til at udføre Svingningen med, for at der kan skaffes ham Soning, desuden en Tiendedel Efa fint Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer og en Log Olie

14:22  og to Turtelduer eller Dueunger, hvad han nu evner at give, den ene skal være til Syndoffer, den anden til Brændoffer.

14:23  Dem skal han den ottende Dag efter sin Renselse bringe til Præsten ved Aabenbaringsteltets Indgang for HERRENS Aasyn.

14:24  Saa skal Præsten tage Skyldofferlammet med den Log Olie, som hører dertil, og Præsten skal udføre Svingningen dermed for HERRENS Aasyn.

14:25  Og han skal slagte Skyldofferlammet, og Præsten skal tage noget af Skyldofferets Blod og stryge det paa højre Øreflip af den, der skal renses, og paa hans højre Tommelfinger og højre Tommeltaa.

14:26  Og af Olien skal Præsten hælde noget i sin venstre Haand,

14:27  og Præsten skal med sin højre Pegefinger syv Gange stænke noget af Olien, som er i hans venstre Haand, for HERRENS Aasyn.

14:28  Og af Olien, som er i hans Haand, skal Præsten stryge noget paa højre Øreflip af den, der skal renses, og paa hans højre Tommelfinger og højre Tommeltaa oven paa Skyldofferets Blod.

14:29  Og Resten af Olien, som er i hans Haand, skal Præsten hælde paa Hovedet af den, der skal renses, for at skaffe ham Soning for HERRENS Aasyn.

14:30  Derpaa skal han ofre den ene Turteldue eller Dueunge, hvad han nu har evnet at give,

14:31  den ene som Syndoffer, den anden som Brændoffer, sammen med Afgrødeofferet; og Præsten skal skaffe den, der skal renses, Soning for HERRENS Aasyn.

14:32  Det er Loven om den, der har været angrebet af Spedalskhed og ikke evner at bringe det almindelige Offer ved sin Renselse.

14:33  Og HERREN talede til Moses og Aron og sagde:

14:34  Naar I kommer til Kana'ans Land, som jeg vil give eder i Eje, og jeg lader Spedalskhed komme frem paa et Hus i eders Ejendomsland,

14:35  saa skal Husets Ejer gaa hen og melde det til Præsten og sige: »Der har i mit Hus vist sig noget, der ligner Spedalskhed!«

14:36  Da skal Præsten give Ordre til at flytte alt ud af Huset, inden han kommer for at syne Pletten, for at ikke noget af, hvad der er i Huset, skal blive urent; derpaa skal Præsten komme for at syne Huset.

14:37  Viser det sig da, naar han syner Pletten, at Pletten paa Husets Vægge frembyder grønlige eller rødlige Fordybninger, der ser ud til at ligge dybere end Væggen udenom,

14:38  skal Præsten gaa ud af Huset til Husets Dør og holde Huset lukket i syv Dage.

14:39  Paa den syvende Dag skal Præsten komme igen og syne det, og hvis det da viser sig, at Pletten har bredt sig paa Husets Vægge,

14:40  skal Præsten give Ordre til at udtage de angrebne Sten og kaste dem hen paa et urent Sted uden for Byen

14:41  og til at skrabe Lerpudset af Husets indvendige Vægge og hælde det fjernede Puds ud paa et urent Sted uden for Byen.

14:42  Derefter skal man tage andre Sten og sætte dem ind i Stedet for de gamle og ligeledes tage nyt Puds og pudse Huset dermed.

14:43  Hvis Pletten saa atter bryder frem i Huset, efter at Stenene er taget ud, Pudset skrabet af og Huset pudset paa ny,

14:44  skal Præsten komme og syne Huset, og viser det sig da, at Pletten har bredt sig paa Huset, saa er det ondartet Spedalskhed, der er paa Huset; det er urent.

14:45  Da skal man rive Huset ned, Sten, Træværk og alt Pudset paa Huset, og bringe det til et urent Sted uden for Byen.

14:46  Den, som gaar ind i Huset, saa længe det er lukket, skal være uren til Aften;

14:47  den, der sover deri skal tvætte sine Klæder, og den der spiser deri, skal tvætte sine Klæder.

14:48  Men hvis det, naar Præsten kommer og syner Huset, viser sig, at Pletten ikke har bredt sig paa det, efter at det er pudset paa ny, skal Præsten erklære Huset for rent, thi Pletten er helbredt.

14:49  Da skal han for at rense Huset for Synd tage to Fugle, Cedertræ, karmoisinrødt Garn og en Ysopkvist.

14:50  Den ene Fugl skal han slagte over et Lerkar med rindende Vand,

14:51  og han skal tage Cedertræet, Ysopkvisten, det karmoisinrøde Garn og den levende Fugl og dyppe dem i Blodet af den slagtede Fugl og det rindende Vand og syv Gange foretage Bestænkning paa Huset

14:52  og saaledes rense det for Synd med Fuglens Blod, det rindende Vand, den levende Fugl, Cedertræet, Ysopkvisten og det karmoisinrøde Garn.

14:53  Og den levende Fugl skal han lade flyve ud af Byen hen over Marken og saaledes skaffe Huset Soning; saa er det rent.

14:54  Det er Loven om al Slags Spedalskhed og Skurv,

14:55  om Spedalskhed paa Klæder og Huse

14:56  og om Hævelser, Udslæt og lyse Pletter,

14:57  til Belæring om, naar noget er urent, og naar det er rent. Det er Loven om Spedalskhed.

Chapter 15

15:1  HERREN talede fremdeles til Moses og Aron og sagde:

15:2  Tal til Israeliterne og sig til dem: Naar en Mand faar Flaad fra sin Blusel, da er dette hans Flaad urent.

15:3  Og saaledes skal man forholde sig med den ved hans Flaad opstaaede Urenhed: Hvad enten hans Blusel flyder eller holder sit Flaad tilbage, er der Urenhed hos ham.

15:4  Ethvert Leje, som den, der lider af Flaad, ligger paa, skal være urent, og ethvert Sæde, han sidder paa, skal være urent.

15:5  Den der rører ved hans Leje, skal tvætte sine Klæder og bade sig i Vand og være uren til Aften;

15:6  den, der sidder paa et Sæde, som den, der lider af Flaad, har siddet paa, skal tvætte sine Klæder og bade sig i Vand og være uren til Aften;

15:7  den, der rører ved en, der lider af Flaad, skal tvætte sine Klæder og bade sig i Vand og være uren til Aften.

15:8  Hvis den, der lider af Flaad, spytter paa en, som er uren, skal denne tvætte sine Klæder og bade sig i Vand og være uren til Aften.

15:9  Ethvert Befordringsmiddel, som bruges af den, der lider af Flaad, skal være urent.

15:10  Den, der rører ved noget, han har ligget eller siddet paa, skal være uren til Aften; den, der bærer noget saadant, skal tvætte sine Klæder og bade sig i Vand og være uren til Aften.

15:11  Enhver, som den, der lider af Flaad, rører ved uden at have skyllet sine Hænder i Vand, skal tvætte sine Klæder og bade sig i Vand og være uren til Aften.

15:12  Lerkar, som den, der lider af Flaad, rører ved, skal slaas itu, og alle Trækar skal skylles i Vand.

15:13  Men naar den, der lider af Flaad, bliver ren for sit Flaad, skal han tælle syv Dage frem, fra den Dag han bliver ren, og saa tvætte sine Klæder og bade sit Legeme i rindende Vand; saa er han ren.

15:14  Og den ottende Dag skal han tage sig to Turtelduer eller Dueunger og komme hen for HERRENS Aasyn ved Aabenbaringsteltets Indgang og give Præsten dem.

15:15  Saa skal Præsten bringe dem som Offer, den ene som Syndoffer, den anden som Brændoffer, og saaledes skal Præsten skaffe ham Soning for HERRENS Aasyn for hans Flaad.

15:16  Naar der gaar Sæd fra en Mand, skal han bade hele sit Legeme i Vand og være uren til Aften.

15:17  Enhver Klædning og alt Læder, der er kommet Sæd paa, skal tvættes i Vand og være urent til Aften.

15:18  Og naar en Mand har Samleje med en Kvinde, skal de bade sig i Vand og være urene til Aften.

15:19  Naar en Kvinde har Flaad, idet der flyder Blod fra hendes Blusel, da skal hendes Urenhed vare syv Dage. Enhver, der rører ved hende, skal være uren til Aften.

15:20  Alt, hvad hun ligger paa under sin maanedlige Urenhed, skal være urent, og alt, hvad hun sidder paa, skal være urent.

15:21  Enhver, der rører ved hendes Leje, skal tvætte sine Klæder og bade sig i Vand og være uren til Aften;

15:22  og enhver, der rører ved et Sæde, hun har siddet paa, skal tvætte sine Klæder og bade sig i Vand og være uren til Aften.

15:23  Og hvis nogen rører ved noget, der har ligget paa Lejet eller Sædet, hun har siddet paa, skal han være uren til Aften.

15:24  Dersom en Mand ligger ved Siden af hende og hendes Urenhed kommer paa ham, skal han være uren i syv Dage, og ethvert Leje, han ligger paa, skal være urent.

15:25  Men naar en Kvinde har Blodflaad i længere Tid, uden for den Tid hun har sin maanedlige Urenhed, eller naar Flaaddet varer længere end sædvanligt ved hendes maanedlige Urenhed, saa skal hun, i al den Tid hendes urene Flaad varer, være stillet, som i de Dage hun har sin maanedlige Urenhed; hun skal være uren;

15:26  ethvert Leje, hun ligger paa, saa længe hendes Flaad varer, skal være som hendes Leje under hendes maanedlige Urenhed, og et hvert Sæde, hun sidder paa, skal være urent som under hendes maanedlige Urenhed;

15:27  enhver, der rører derved, bliver uren og skal tvætte sine Klæder og bade sig i Vand og være uren til Aften.

15:28  Men naar hun bliver ren for sit Flaad, skal hun tælle syv Dage frem og saa være ren.

15:29  Paa den ottende Dag skal hun tage sig to Turtelduer eller Dueunger og bringe dem til Præsten ved Aabenbaringsteltets Indgang.

15:30  Og Præsten skal ofre den ene som Syndoffer, den anden som Brændoffer, og saaledes skal Præsten skaffe hende Soning for HERRENS Aasyn for hendes Urenheds Flaad.

15:31  I skal advare Israeliterne for deres Urenhed, for at de ikke skal dø i deres Urenhed, naar de gør min Bolig, som er i deres Midte, uren.

15:32  Det er Loven om Mænd, der lider af Flaad, og fra hvem der gaar Sæd, saa de bliver urene derved,

15:33  og om Kvinder, der lider af deres maanedlige Urenhed, om Mænd og Kvinder, der har Flaad, og om Mænd, der ligger ved Siden af urene Kvinder.

Chapter 16

16:1  HERREN talede til Moses, efter at Døden havde ramt Arons to Sønner, da de traadte frem for HERRENS Aasyn og døde,

16:2  og HERREN sagde til Moses: Sig til din Broder Aron, at han ikke til enhver Tid maa gaa ind i Helligdommen inden for Forhænget foran Sonedækket paa Arken, ellers skal han dø, thi jeg kommer til Syne i Skyen over Sonedækket.

16:3  Kun saaledes maa Aron komme ind i Helligdommen: Med en ung Tyr til Syndoffer og en Væder til Brændoffer;

16:4  han skal iføre sig en hellig Linnedkjortel, bære Linnedbenklæder over sin Blusel, omgjorde sig med et Linnedbælte og binde et Linned Hovedklæde om sit Hoved; det er hellige Klæder; og han skal bade sit Legeme i Vand, før han ifører sig dem.

16:5  Af Israeliternes Menighed skal han tage to Gedebukke til Syndoffer og en Væder til Brændoffer.

16:6  Saa skal Aron ofre sin egen Syndoffertyr og skaffe sig og sit Hus Soning.

16:7  Derefter skal han tage de to Bukke og stille dem frem for HERRENS Aasyn ved Indgangen til Aabenbaringsteltet.

16:8  Og Aron skal kaste Lod om de to Bukke, et Lod for HERREN og et for Azazel;

16:9  og den Buk, der ved Loddet tilfalder HERREN, skal Aron føre frem og ofre som Syndoffer;

16:10  men den Buk, der ved Loddet tilfalder Azazel, skal fremstilles levende for HERRENS Aasyn, for at man kan fuldbyrde Soningen over den og sende den ud i Ørkenen til Azazel.

16:11  Aron skal da føre sin egen Syndoffertyr frem og skaffe sig og sit Hus Soning og slagte sin egen Syndoffertyr.

16:12  Derpaa skal han tage en Pandefuld Gløder fra Alteret for HERRENS Aasyn og to Haandfulde stødt, vellugtende Røgelse og bære det inden for Forhænget.

16:13  Og han skal komme Røgelse paa Ilden for HERRENS Aasyn, saa at Røgelsesskyen skjuler Sonedækket oven over Vidnesbyrdet, for at han ikke skal dø.

16:14  Saa skal han tage noget af Tyrens Blod og stænke det med sin Finger fortil paa Sonedækket, og foran Sonedækket skal han syv Gange stænke noget af Blodet med sin Finger.

16:15  Derefter skal han slagte Folkets Syndofferbuk, bære dens Blod inden for Forhænget og gøre med det som med Tyrens Blod, stænke det paa Sonedækket og foran Sonedækket.

16:16  Saaledes skal han skaffe Helligdommen Soning for Israeliternes Urenhed og deres Overtrædelser, alle deres Synder, og paa samme Maade skal han gøre med Aabenbaringsteltet, der har sin Plads hos dem midt i deres Urenhed.

16:17  Intet Menneske maa komme i Aabenbaringsteltet, naar han gaar ind for at skaffe Soning i Helligdommen, før han gaar ud igen. Saaledes skal han skaffe sig selv, sit Hus og hele Israels Forsamling Soning.

16:18  Saa skal han gaa ud til Alteret, som staar for HERRENS Aasyn, og skaffe det Soning; han skal tage noget af Tyrens og Bukkens Blod og stryge det rundt om paa Alterets Horn,

16:19  og han skal syv Gange stænke noget af Blodet derpaa med sin Finger og saaledes rense det og hellige det for Israeliternes Urenheder.

16:20  Naar han saa er færdig med at skaffe Helligdommen, Aabenbaringsteltet og Alteret Soning, skal han føre den levende Buk frem.

16:21  Aron skal lægge begge sine Hænder paa Hovedet af den levende Buk og over den bekende alle Israeliternes Misgerninger og alle deres Overtrædelser, alle deres Synder, og lægge dem paa Bukkens Hoved og saa sende den ud i Ørkenen ved en Mand, der holdes rede dertil.

16:22  Bukken skal da bære alle deres Misgerninger til et øde Land, og saa skal han slippe Bukken løs i Ørkenen.

16:23  Derpaa skal Aron gaa ind i Aabenbaringsteltet, afføre sig Linnedklæderne, som han tog paa, da han gik ind i Helligdommen, og lægge dem der;

16:24  saa skal han bade sit Legeme i Vand paa et helligt Sted, iføre sig sine sædvanlige Klæder og gaa ud og ofre sit eget Brændoffer og Folkets Brændoffer og saaledes skaffe sig og Folket Soning.

16:25  Og Syndofferets Fedt skal han bringe som Røgoffer paa Alteret.

16:26  Men den, som fører Bukken ud til Azazel, skal tvætte sine Klæder og bade sit Legeme i Vand; derefter maa han komme ind i Lejren.

16:27  Men Syndoffertyren og Syndofferbukken, hvis Blod blev baaret ind for at skaffe Soning i Helligdommen, skal man bringe uden for Lejren, og man skal brænde deres Hud og deres Kød og Skarn.

16:28  Og den, der brænder dem, skal tvætte sine Klæder og bade sit Legeme; derefter maa han komme ind i Lejren.

16:29  Det skal være eder en evig gyldig Anordning. Den tiende Dag i den syvende Maaned skal I faste og afholde eder fra alt Arbejde, baade den indfødte og den fremmede, der bor iblandt eder.

16:30  Thi den Dag skaffes der eder Soning til eders Renselse; fra alle eders Synder renses I for HERRENS Aasyn.

16:31  Det skal være eder en fuldkommen Hviledag, og I skal faste: det skal være en evig gyldig Anordning.

16:32  Præsten, som salves og indsættes til at gøre Præstetjeneste i. Stedet for sin Fader, skal skaffe Soning, han skal iføre sig Linnedklæderne, de hellige Klæder,

16:33  og han skal skaffe det Allerhelligste Soning; og Aabenbaringsteltet og Alteret skal han skaffe Soning; og Præsterne og alt Folkets Forsamling skal han skaffe Soning.

16:34  Det skal være eder en evig gyldig Anordning, for at der kan skaffes Israeliterne Soning for alle deres Synder een Gang om Aaret. Og Aron gjorde som HERREN bød Moses.

Chapter 17

17:1  HERREN talede til Moses og sagde:

17:2  Tal til Aron og hans Sønner og alle Israeliterne og sig til dem: Dette har HERREN paabudt:

17:3  Om nogen af Israels Hus slagter et Stykke Hornkvæg, et Faar eller en Ged i Lejren, eller han slagter dem uden for Lejren,

17:4  uden at bringe dem hen til Aabenbaringsteltets Indgang for at bringe HERREN en Offergave foran HERRENS Bolig, da skal dette tilregnes den Mand som Blodskyld; han har udgydt Blod, og den Mand skal udryddes af sit Folk.

17:5  Dette er anordnet, for at Israeliterne skal bringe deres Slagtofre, som de slagter ude paa Marken, til HERREN, til Aabenbaringsteltets Indgang, til Præsten, og ofre dem som Takofre til HERREN.

17:6  Præsten skal da sprænge Blodet paa HERRENS Alter ved Indgangen til Aabenbaringsteltet og bringe Fedtet som Røgoffer, en liflig Duft for HERREN.

17:7  Og de maa ikke mere ofre deres Slagtofre til Bukketroldene, som de boler med. Det skal være en evig gyldig Anordning for dem fra Slægt til Slægt!

17:8  Og du skal sige til dem: Om nogen af Israels Hus eller de fremmede, der bor iblandt eder, ofrer et Brændoffer eller Slagtoffer

17:9  og ikke bringer det hen til Aabenbaringsteltets Indgang for at ofre det til HERREN, da skal den Mand udryddes af sin Slægt.

17:10  Om nogen af Israels Hus eller af de fremmede, der bor iblandt dem, nyder noget Blod, saa vender jeg mit Aasyn mod den, der nyder Blodet, og udrydder ham af hans Folk.

17:11  Thi Kødets Sjæl er i Blodet, og jeg har givet eder det til Brug paa Alteret til at skaffe eders Sjæle Soning; thi det er Blodet, som skaffer Soning, fordi det er Sjælen.

17:12  Derfor har jeg sagt til Israeliterne: Ingen af eder maa nyde Blod; heller ikke den fremmede, der bor iblandt eder, maa nyde Blod.

17:13  Om nogen af Israeliterne eller af de fremmede, der bor iblandt dem, nedlægger et Stykke Vildt eller en Fugl af den Slags, der maa spises, da skal han lade Blodet løbe ud og dække det med Jord.

17:14  Thi om alt Køds Sjæl gælder det, at dets Blod er dets Sjæl; derfor har jeg sagt til Israeliterne: I maa ikke nyde Blodet af noget som helst Kød, thi alt Køds Sjæl er dets Blod; enhver, der nyder det, skal udryddes.

17:15  Enhver, der spiser selvdøde eller sønderrevne Dyr, det være sig en indfødt eller en fremmed, skal tvætte sine Klæder og bade sig i Vand og være uren til Aften; saa er han ren.

17:16  Men hvis han ikke tvætter sine Klæder og bader sig, skal han undgælde for sin Brøde.

Chapter 18

18:1  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:

18:2  Tal til Israeliterne og sig til dem: Jeg er HERREN eders Gud!

18:3  Som de handler i Ægypten, hvor I opholdt eder, maa I ikke handle, og som de handler i Kana'ans Land, hvor jeg fører eder hen, maa I ikke handle; I maa ikke vandre efter deres Anordninger.

18:4  Efter mine Lovbud skal I handle, og mine Anordninger skal I holde, saa I vandrer efter dem; jeg er HERREN eders Gud!

18:5  I skal holde mine Anordninger og Lovbud; det Menneske, der handler efter dem, skal leve ved dem. Jeg er HERREN!

18:6  Ingen af eder maa komme sine kødelige Slægtninge nær, saa han blotter deres Blusel. Jeg er HERREN!

18:7  Din Faders og din Moders Blusel maa du ikke blotte; hun er din Moder, du maa ikke blotte hendes Blusel!

18:8  Din Faders Hustrus Blusel maa du ikke blotte, det er din Faders Blusel.

18:9  Din Søsters Blusel, hvad enten hun er din Faders eller din Moders Datter, hvad enten hun er født i eller uden for Hjemmet, hendes Blusel maa du ikke blotte.

18:10  Din Sønnedatters eller Datterdatters Blusel maa du ikke blotte, det er din egen Blusel.

18:11  En Datter, din Faders Hustru har med din Fader hun er din Søster hendes Blusel maa du ikke blotte.

18:12  Din Fasters Blusel maa du ikke blotte, hun er din Faders kødelige Slægtning.

18:13  Din Mosters Blusel maa du ikke blotte, hun er din Moders kødelige Slægtning.

18:14  Din Farbroders Blusel maa du ikke blotte, du maa ikke komme hans Hustru nær, hun er din Faster.

18:15  Din Sønnekones Blusel maa du ikke blotte, hun er din Søns Hustru, du maa ikke blotte hendes Blusel.

18:16  Din Broders Hustrus Blusel maa du ikke blotte, det er din Broders Blusel.

18:17  En Kvindes og hendes Datters Blusel maa du ikke blotte, heller ikke maa du ægte hendes Sønnedatter eller Datterdatter, saa at du blotter hendes Blusel; de er hendes kødelige Slægtninge; det er grov Utugt.

18:18  Søster maa du ikke tage til Søsters Medhustru, saa længe Søsteren lever, saa du blotter baade den enes og den andens Blusel.

18:19  Du maa ikke komme en Kvinde nær under hendes maanedlige Urenhed, saa du blotter hendes Blusel.

18:20  Med din Næstes Hustru maa du ikke have Samleje, saa du bliver uren ved hende.

18:21  Dit Afkom maa du ikke give hen til at ofres til Molok; du maa ikke vanhellige din Guds Navn. Jeg er HERREN!

18:22  Hos en Mand maa du ikke ligge, som man ligger hos en Kvinde; det er en Vederstyggelighed.

18:23  Med intet som helst Dyr maa du have Omgang, saa du bliver uren derved; en Kvinde maa ikke stille sig hen for et Dyr til kønslig Omgang; det er en Skændsel.

18:24  Gør eder ikke urene med noget saadant, thi med alt saadant har de Folkeslag, jeg driver bort foran eder, gjort sig urene.

18:25  Derved blev Landet urent, og jeg straffede det for dets Brøde, og Landet udspyede sine Indbyggere.

18:26  Hold derfor mine Anordninger og Lovbud og øv ikke nogen af disse Vederstyggeligheder, det gælder baade den indfødte og den fremmede, der bor iblandt eder —

18:27  thi alle disse Vederstyggeligheder øvede Indbyggerne, som var der før eder, og Landet blev urent —

18:28  for at ikke Landet skal udspy eder, naar I gør det urent, ligesom det udspyede det Folk, som var der før eder.

18:29  Thi enhver, som øver nogen af alle disse Vederstyggeligheder, de, der øver dem, skal udryddes af deres Folk.

18:30  Saa hold mine Forskrifter, saa I ikke øver nogen af de vederstyggelige Skikke, som øvedes før eders Tid, at I ikke skal gøre eder urene ved dem. Jeg er HERREN eders Gud!

Chapter 19

19:1  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:

19:2  Tal til hele Israeliternes Menighed og sig til dem: I skal være hellige, thi jeg HERREN eders Gud er hellig!

19:3  I skal frygte hver sin Moder og sin Fader, og mine Sabbater skal I holde. Jeg er HERREN eders Gud!

19:4  Vend eder ikke til Afguderne og gør eder ikke støbte Gudebilleder! Jeg er HERREN eders Gud!

19:5  Naar I ofrer Takoffer til HERREN, skal I ofre det saaledes, at I kan vinde Guds Velbehag.

19:6  Den Dag, I ofrer det, og Dagen efter maa det spises, men hvad der levnes til den tredje Dag, skal opbrændes;

19:7  spises det den tredje Dag, er det at regne for raaddent Kød og vinder ikke Guds Velbehag;

19:8  den, der spiser deraf, skal undgælde for sin Brøde, thi han vanhelliger det, som var helliget HERREN, og det Menneske skal udryddes af sin Slægt.

19:9  Naar I høster eders Lands Høst, maa du ikke høste helt hen til Kanten af din Mark, ej heller maa du sanke Efterslætten efter din Høst.

19:10  Heller ikke maa du holde Efterhøst eller sanke de nedfaldne Bær i din Vingaard; til den fattige og den fremmede skal du lade det blive tilbage. Jeg er HERREN eders Gud!

19:11  I maa ikke stjæle, I maa ikke lyve, I maa ikke bedrage hverandre.

19:12  I maa ikke sværge falsk ved mit Navn, saa du vanhelliger din Guds Navn. Jeg er HERREN!

19:13  Du maa intet aftvinge din Næste, du maa intet røve; Daglejerens Løn maa ikke blive hos dig Natten over.

19:14  Du maa ikke forbande den døve eller lægge Stød for den blindes Fod, du skal frygte din Gud. Jeg er HERREN!

19:15  I maa ikke øve Uret, naar I holder Rettergang; du maa ikke begunstige den ringe, ej heller tage Parti for den store, men du skal dømme din Næste med Retfærdighed.

19:16  Du maa ikke gaa rundt og bagvaske din Landsmand eller staa din Næste efter Livet. Jeg er HERREN!

19:17  Du maa ikke bære Nag til din Broder i dit Hjerte, men du skal tale din Næste til Rette, at du ikke skal paadrage dig Synd for hans Skyld.

19:18  Du maa ikke hævne dig eller gemme paa Vrede mod dit Folks Børn, du skal elske din Næste som dig selv. Jeg er HERREN!

19:19  Hold mine Anordninger! Du maa ikke lade to Slags Kvæg parre sig med hinanden; du maa ikke saa to Slags Sæd i din Mark; og du maa ikke bære Klæder, der er vævede af to Slags Garn.

19:20  Naar en Mand har Samleje med en Kvinde, og det er en Trælkvinde, en anden Mands Medhustru, som ikke er løskøbt eller frigivet, saa skal Afstraffelse finde Sted; dog skal de ikke lide Døden, thi hun var ikke frigivet.

19:21  Og han skal bringe sit Skyldoffer for HERREN til Aabenbaringsteltets Indgang, en Skyldoffervæder,

19:22  og Præsten skal med Skyldoffervæderen skaffe ham Soning for HERRENS Aasyn for den Synd, han har begaaet, saa han finder Tilgivelse for den Synd, han har begaaet.

19:23  Naar I kommer ind i Landet og planter alskens Frugttræer, skal I lade deres Forhud, den første Frugt, urørt; i tre Aar skal de være eder uomskaarne og maa ikke spises;

19:24  det fjerde Aar skal al deres Frugt under Høstjubel helliges HERREN;

19:25  først det femte Aar maa I spise deres Frugt, for at I kan faa saa meget større Udbytte deraf. Jeg er HERREN eders Gud!

19:26  I maa ikke spise noget med Blodet i. I maa ikke give eder af med at tage Varsler og øve Trolddom.

19:27  I maa ikke runde Haaret paa Tindingerne; og du maa ikke studse dit Skæg;

19:28  I maa ikke gøre Indsnit i eders Legeme for de dødes Skyld eller indridse Tegn paa eder. Jeg er HERREN!

19:29  Du maa ikke vanhellige din Datter ved at lade hende bedrive Hor, for at ikke Landet skal forfalde til Horeri og fyldes med Utugt.

19:30  Mine Sabbater skal I holde, og min Helligdom skal I frygte. Jeg er HERREN!

19:31  Henvend eder ikke til Genfærd og Sandsigeraander; søg dem ikke, saa I gør eder urene ved dem. Jeg er HERREN eders Gud!

19:32  Du skal rejse dig for de graa Haar og ære Oldingen, og du skal frygte din Gud. Jeg er HERREN!

19:33  Naar en fremmed bor hos dig i eders Land, maa I ikke lade ham lide Overlast;

19:34  som en af eders egne skal I regne den fremmede, der bor hos eder, og du skal elske ham som dig selv, thi I var selv fremmede i Ægypten. Jeg et HERREN eders Guld!

19:35  Naar I holder Rettergang, maa I ikke øve Uret ved Længdemaal, Vægt eller Rummaal;

19:36  Vægtskaale, der vejer rigtigt, Lodder, der holder Vægt, Efa og Hin, der holder Maal, skal I have. Jeg er HERREN eders Gud, som førte eder ud af Ægypten!

19:37  Hold alle mine Anordninger og Lovbud og gør efter dem. Jeg er HERREN!

Chapter 20

20:1  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:

20:2  Sig til Israeliterne: Om nogen af Israeliterne eller de fremmede, der bor hos Israel, giver sit Afkom hen til Molok, da skal han lide Døden; Landets Indbyggere skal stene ham,

20:3  og jeg vender selv mit Aasyn imod den Mand og udrydder ham af hans Folk, fordi han gav sit Afkom hen til Molok for at gøre min Helligdom uren og vanhellige mit hellige Navn;

20:4  og ser end Landets Indbyggere igennem Fingre med den Mand, naar han giver sit Afkom hen til Molok, og undlader at dræbe ham,

20:5  saa vender jeg dog selv mit Aasyn imod den Mand og hans Slægt og udrydder ham og alle dem, der følger i hans Spor og boler med Molok, af deres Folk.

20:6  Det Menneske, som henvender sig til Genfærd eller Sandsigeraander og boler med dem, mod det Menneske vil jeg vende mit Aasyn og udrydde ham af hans Folk.

20:7  Helliger eder og vær hellige; thi jeg er HERREN eders Gud!

20:8  Hold mine Anordninger og gør efter dem. Jeg er HERREN, som helliger eder!

20:9  Thi enhver, som forbander sin Fader og sin Moder, skal lide Døden; han har forbandet sin Fader og sin Moder, derfor hviler der Blodskyld paa ham.

20:10  Om nogen bedriver Hor med en anden Mands Hustru, om nogen bedriver Hor med sin Næstes Hustru, da skal de lide Døden, Horkarlen saavel som Horkvinden.

20:11  Om nogen har Samleje med sin Faders Hustru, har han blottet sin Faders Blusel; de skal begge lide Døden, der hviler Blodskyld paa dem.

20:12  Om nogen har Samleje med sin Sønnekone, skal de begge lide Døden; de har øvet Skændselsdaad, der hviler Blodskyld paa dem.

20:13  Om nogen ligger hos en Mand, paa samme Maade som man ligger hos en Kvinde, da har de begge øvet en Vederstyggelighed; de skal lide Døden, der hviler Blodskyld paa dem.

20:14  Om nogen ægter en Kvinde og hendes Moder, er det grov Utugt: man skal brænde baade ham og begge Kvinderne; der maa ikke findes grov Utugt iblandt eder.

20:15  Om nogen har Omgang med et Dyr, skal han lide Døden, og Dyret skal I slaa ihjel.

20:16  Om en Kvinde kommer noget Dyr nær for at have kønslig Omgang med det, da skal du ihjelslaa baade Kvinden og Dyret; de skal lide Døden, der hviler Blodskyld paa dem.

20:17  Om en Mand tager sin Søster, sin Faders eller sin Moders Datter, til Ægte, saa han ser hendes Blusel, og hun hans, da er det en skammelig Gerning; de skal udryddes i deres Landsmænds Paasyn; han har blottet sin Søsters Blusel, han skal undgælde for sin Brøde.

20:18  Om en Mand har Samleje med en Kvinde under hendes maanedlige Svaghed og blotter hendes Blusel, idet han afdækker hendes Kilde, og hun afdækker sit Blods Kilde, da skal de begge udryddes af deres Folk.

20:19  Du maa ikke blotte din Mosters og din Fasters Blusel, thi den, der gør det, afdækker sin kødelige Slægtnings Blusel; de skal undgælde for deres Brøde.

20:20  Om nogen har Samleje med sin Farbroders Hustru, da har han blottet sin Farbroders Blusel, de skal undgælde for deres Synd og dø barnløse.

20:21  Om nogen tager sin Broders Hustru til Ægte, da er det en uren Gerning; han har blottet sin Broders Blusel; de skal blive barnløse.

20:22  Hold alle mine Anordninger og Lovbud og gør efter dem, at ikke Landet, jeg føler eder ind at bo i, skal udspy eder.

20:23  Følg ikke det Folks Skikke, som jeg driver bort foran eder, thi de har øvet alt dette; derfor væmmedes jeg ved dem

20:24  og sagde til eder: I skal faa deres Land i Eje; jeg giver eder det i Eje, et Land, der flyder med Mælk og Honning. Jeg er HERREN eders Gud, som har udskilt eder fra alle andre Folkeslag.

20:25  I skal skelne mellem rene og urene Dyr og mellem urene og rene Fugle for ikke at gøre eder selv til en Vederstyggelighed ved de Dyr og de Fugle og alt, hvad der rører sig paa Jorden, alt, hvad jeg har udskilt for eder og erklæret for urent.

20:26  Og I skal være mig hellige, thi jeg HERREN er hellig, og jeg har udskilt eder fra alle andre Folkeslag til at høre mig til.

20:27  Naar der i en Mand eller Kvinde er en Genfærdsaand eller en Sandsigeraand, skal de lide Døden; de skal stenes, der hviler Blodskyld paa dem.

Chapter 21

21:1  Og HERREN sagde til Moses: Tal til Præsterne, Arons Sønner, og sig til dem: Præsten maa ikke gøre sig uren ved Lig blandt sin Slægt,

21:2  medmindre det er hans nærmeste kødelige Slægtninge, hans Moder eller Fader, hans Søn eller Datter, hans Broder

21:3  eller Søster, for saa vidt hun var Jomfru og endnu hørte til hans Familie og ikke var gift; i saa Fald maa han gøre sig uren ved hende;

21:4  men han maa ikke gøre sig uren ved hende, naar hun var gift med en Mand af hans Slægt, og saaledes paadrage sig Vanhelligelse.

21:5  De maa ikke klippe sig en skaldet Plet paa deres Hoved, ikke studse deres Skæg eller gøre Indsnit i deres Legeme.

21:6  Hellige skal de være for deres Gud og maa ikke vanhellige deres Guds Navn, thi de frembærer HERRENS Ildofre, deres Guds Spise; derfor skal de være hellige.

21:7  En Horkvinde og en skændet Kvinde maa de ikke ægte; heller ikke en Kvinde, der er forstødt af sin Mand, maa de ægte; thi han er helliget sin Gud.

21:8  Du skal regne ham for hellig, thi han frembærer din Guds Spise; han skal være dig hellig, thi hellig er jeg HERREN, som helliger dem.

21:9  Naar en Præstedatter vanhelliger sig ved at bedrive Hor, da vanhelliger hun sin Fader; hun skal brændes paa Baal.

21:10  Den Præst, der er den ypperste blandt sine Brødre, han, over hvis Hoved Salveolien udgydes, og som indsættes ved at iføres Klæderne, maa hverken lade sit Hovedhaar vokse frit eller sønderrive sine Klæder.

21:11  Han maa ikke gaa hen til noget som helst Lig, end ikke ved sin Fader eller Moder maa han gøre sig uren.

21:12  Han maa ikke forlade Helligdommen for ikke at vanhellige sin Guds Helligdom, thi hans Guds Salveolies Vielse er paa ham; jeg er HERREN!

21:13  Han skal ægte en Kvinde, der er Jomfru;

21:14  en Enke, en forstødt, en skændet, en Horkvinde maa han ikke ægte, kun en Jomfru af sin Slægt maa han tage til Hustru,

21:15  for at han ikke skal vanhellige sit Afkom blandt sin Slægt; thi jeg er HERREN, som helliger ham.

21:16  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:

21:17  Tal til Aron og sig: Ingen af dit Afkom i de kommende Slægter, som har en Legemsfejl, maa træde frem for at frembære sin Guds Spise,

21:18  det maa ingen, som har en Legemsfejl, hverken en blind eller en halt eller en med vansiret Ansigt eller for lang en Legemsdel

21:19  eller med Brud paa Ben eller Arm

21:20  eller en pukkelrygget eller en med Tæring eller en, der har Pletter i Øjnene eller lider af Skab eller Ringorm eller har svulne Testikler.

21:21  Af Præsten Arons Efterkommere maa ingen, som har en Legemsfejl, nærme sig for at frembære HERRENS Ildofre; han har en Legemsfejl, han maa ikke nærme sig for at frembære sin Guds Spise.

21:22  Han maa vel spise sin Guds Spise, baade det, som er højhelligt, og det, som er helligt,

21:23  men til Forhænget maa han ikke komme, og Alteret maa han ikke nærme sig, thi han har en Legemsfejl og maa ikke vanhellige mine hellige Ting; thi jeg er HERREN, som helliger dem.

21:24  Og Moses talte saaledes til Aron og hans Sønner og alle Israeliterne.

Chapter 22

22:1  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:

22:2  Sig til Aron og hans Sønner, at de skal behandle Israeliternes Helliggaver, som de helliger mig, med Ærefrygt, for at de ikke skal vanhellige mit hellige Navn. Jeg er HERREN!

22:3  Sig til dem: Enhver af alle eders Efterkommere, som i de kommende Slægter i uren Tilstand kommer de Helliggaver nær, Israeliterne helliger HERREN, det Menneske skal udryddes fra mit Aasyn. Jeg er HERREN!

22:4  Ingen af Arons Efterkommere, der er spedalsk eller lider af Flaad, maa spise noget af Helliggaverne, før han bliver ren; den, der rører ved en, som er uren ved Lig, eller den, fra hvem der gaar Sæd,

22:5  eller den, der rører ved noget Slags Kryb, ved hvilket man bliver uren, eller ved et Menneske, ved hvem man bliver uren, af hvad Art hans Urenhed være kan,

22:6  enhver, der rører ved noget saadant, skal være uren til Aften og maa ikke spise af Helliggaverne, før han har badet sit Legeme i Vand.

22:7  Naar Solen gaar ned, er han ren, og derefter maa han spise af Helliggaverne, thi de er hans Mad.

22:8  Selvdøde og sønderrevne Dyr maa han ikke spise for ikke at gøre sig uren derved. Jeg er HERREN!

22:9  De skal overholde mine Forskrifter, at de ikke skal paadrage sig Synd og dø derfor, fordi de vanhelliger det. Jeg er HERREN, som helliger dem.

22:10  Ingen Lægmand maa spise af det hellige; hverken den indvandrede hos Præsten eller hans Daglejer maa spise af det hellige.

22:11  Men naar en Præst for sine Penge køber sig en Træl, da maa denne spise deraf, og ligeledes maa hans hjemmefødte Trælle spise af hans Mad.

22:12  Naar en Præstedatter ægter en Lægmand, maa hun ikke spise af de ydede Helliggaver;

22:13  men naar en Præstedatter bliver Enke eller forstødes uden at have Børn og vender tilbage til sin Faders Hus og er der som i sine unge Aar, da maa hun spise af sin Faders Mad. Men ingen Lægmand maa spise deraf.

22:14  Naar nogen af Vanvare kommer til at spise af det hellige, skal han erstatte Præsten det hellige med Tillæg af en Femtedel.

22:15  Præsterne maa ikke vanhellige de Helliggaver, Israeliterne yder HERREN,

22:16  og saaledes bringe Brøde og Skyld over dem, naar de spiser deres Helliggaver; thi jeg er HERREN, som helliger dem.

22:17  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:

22:18  Tal til Aron og hans Sønner og alle Israeliterne og sig til dem: Om nogen af Israels Hus eller af de fremmede i Israel bringer sin Offergave, hvad enten det er deres Løfteoffer eller Frivilligoffer, de bringer HERREN som Brændoffer,

22:19  saa skal I bringe dem saaledes, at I kan vinde Guds Velbehag, et lydefrit Handyr af Hornkvæget, Faarene eller Gederne;

22:20  I maa ikke ofre noget Dyr, der har en Legemsfejl, thi derved vinder I ikke eders Guds Velbehag.

22:21  Naar nogen bringer HERREN et Takoffer af Hornkvæget eller Smaakvæget enten for at indfri et Løfte eller som Frivilligoffer, da skal det være et lydefrit Dyr, for at det kan vinde Guds Velbehag; det maa ingen som helst Legemsfejl have;

22:22  et blindt Dyr eller et Dyr med Brud paa Lemmerne eller et saaret Dyr eller et Dyr, der lider af Bylder, Skab eller Ringorm, saadanne Dyr maa I ikke bringe HERREN, og I maa ikke lægge noget Ildoffer af den Slags paa Alteret for HERREN.

22:23  Et Stykke Hornkvæg eller Smaakvæg med en for lang eller forkrøblet Legemsdel kan du bruge som Frivilligoffer, men som Løfteoffer vinder det ikke Guds Velbehag.

22:24  Dyr med udklemte, knuste, afrevne eller bortskaarne Testikler maa I ikke bringe HERREN; saaledes maa I ikke bære eder ad i eders Land.

22:25  Heller ikke maa I af en Udlænding købe den Slags Dyr og ofre dem som eders Guds Spise, thi de har en Lyde, de har en Legemsfejl; ved dem vinder I ikke Guds Velbehag.

22:26  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:

22:27  Naar der fødes et Stykke Hornkvæg, et Faar eller en Ged, skal de blive syv Dage hos Moderen; men fra den ottende Dag er de skikkede til at vinde HERRENS Velbehag som Ildoffergave til HERREN.

22:28  I maa ikke slagte et Stykke Hornkvæg eller Smaakvæg samme Dag som dets Afkom.

22:29  Naar I ofrer et Lovprisningsoffer til HERREN, skal I ofre det saaledes, at det kan vinde eder Guds Velbehag.

22:30  Det skal spises samme Dag, I maa intet levne deraf til næste Morgen. Jeg er HERREN!

22:31  I skal holde mine Bud og handle efter dem. Jeg er HERREN!

22:32  I maa ikke vanhellige mit hellige Navn, for at jeg maa blive helliget blandt Israeliterne. Jeg er HERREN, som helliger eder,

22:33  som førte eder ud af Ægypten for at være eders Gud. Jeg er HERREN!

Chapter 23

23:1  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:

23:2  Tal til Israeliterne og sig til dem: Hvad angaar HERRENS Festtider, hvilke I skal udraabe som Højtidsstævner, da er mine Festtider følgende:

23:3  I seks Dage skal der arbejdes, men den syvende Dag skal være en fuldkommen Hviledag med Højtidsstævne; I maa intet Arbejde gøre, det er Sabbat for HERREN, overalt hvor I bor.

23:4  Følgende er HERRENS Festtider med Højtidsstævner, som I skal udraabe, hver til sin Tid:

23:5  Paa den fjortende Dag i den første Maaned ved Aftenstid er det Paaske for HERREN.

23:6  Paa den femtende Dag i samme Maaned er det de usyrede Brøds Højtid for HERREN; i syv Dage skal I spise usyret Brød.

23:7  Paa den første Dag skal I holde Højtidsstævne, I maa intet Arbejde gøre.

23:8  I skal bringe HERREN Ildoffer i syv Dage. Paa den syvende Dag skal der holdes Højtidsstævne, I maa intet Arbejde gøre.

23:9  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:

23:10  Tal til Israeliterne og sig til dem: Naar I kommer til det Land, jeg vil give eder, og høster dets Høst, skal I bringe Præsten Førstegrødeneget af eders Høst.

23:11  Han skal udføre Svingningen med Neget for HERRENS Aasyn for at vinde eder Guds Velbehag; Dagen efter Sabbaten skal Præsten udføre Svingningen dermed.

23:12  Og paa den Dag I udfører Svingningen med Neget, skal I ofre et lydefrit, aargammelt Lam som Brændoffer til HERREN,

23:13  og der skal høre to Tiendedele Efa fint Hvedemel, rørt i Olie, dertil som Afgrødeoffer, et Ildoffer for HERREN til en liflig Duft, og ligeledes en Fjerdedel Hin Vin som Drikoffer.

23:14  Brød, ristede Aks eller nyhøstet Horn maa I ikke spise før denne Dag, før I har frembaaret eders Guds Offergave. Det skal være eder en evig gyldig Anordning fra Slægt til Slægt, overalt hvor I bor.

23:15  Saa skal I fra Dagen efter Sabbaten, fra den Dag I bringer Svingningsneget, tælle syv Uger frem — det skal være hele Uger —

23:16  til Dagen efter den syvende Sabbat, I skal tælle halvtredsindstyve Dage frem; da skal I frembære et nyt Afgrødeoffer for HERREN.

23:17  Fra eders Boliger skal I bringe Svingningsbrød, to Brød, som skal laves af to Tiendedele Efa fint Hvedemel og bages syrede, en Førstegrødegave til HERREN.

23:18  Og foruden Brødet skal I bringe syv lydefri, aargamle Lam, en ung Tyr og to Vædre, de skal være til Brændoffer for HERREN med tilhørende Afgrødeoffer og Drikoffer, et Ildoffer for HERREN til en liflig Duft.

23:19  Og I skal ofre en Gedebuk som Syndoffer og to aargamle Lam som Takoffer.

23:20  Og Præsten skal udføre Svingningen med dem, med de to Lam, for HERRENS Aasyn sammen med Førstegrødebrødet, de skal være HERREN helligede og tilfalde Præsten.

23:21  Paa denne Dag skal I udraabe og holde et Højtidsstævne; I maa intet Arbejde gøre. Det skal være eder en evig gyldig Anordning, overalt hvor I bor, fra Slægt til Slægt.

23:22  Naar I høster eders Lands Høst, maa du ikke høste helt hen til Kanten af din Mark, ej heller maa du sanke Efterslætten efter din Høst; til den fattige og den fremmede skal du lade det blive tilbage. Jeg er HERREN eders Gud!

23:23  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:

23:24  Tal til Israeliterne og sig: Den første Dag i den syvende Maaned skal I holde Hviledag med Hornblæsning til Ihukommelse og med Højtidsstævne;

23:25  I maa intet Arbejde gøre, og I skal bringe HERREN Ildofre.

23:26  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:

23:27  Paa den tiende Dag i samme syvende Maaned falder Forsoningsdagen; da skal I holde Højtidsstævne, faste og bringe HERREN Ildofre;

23:28  I maa intet Arbejde gøre paa denne Dag, thi det er Forsoningsdagen, den skal skaffe eder Soning for HERREN eders Guds Aasyn.

23:29  Thi enhver, som ikke faster paa denne Dag, skal udryddes af sin Slægt;

23:30  og enhver, der gør noget som helst Arbejde paa denne Dag, det Menneske vil jeg udslette af hans Folk.

23:31  I maa intet Arbejde gøre. Det skal være eder en evig Anordning fra Slægt til Slægt, overalt hvor I bor.

23:32  Den skal være eder en fuldkommen Hviledag, og I skal faste; paa den niende Dag i Maaneden om Aftenen, fra denne Aften til næste Aften skal I holde eders Hviledag.

23:33  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:

23:34  Tal til Israeliterne og sig: Den femtende Dag i samme syvende Maaned skal Løvhyttefesten fejres, den skal fejres i syv Dage for HERREN.

23:35  Paa den første Dag skal der holdes Højtidsstævne, I maa intet Arbejde gøre.

23:36  Syv Dage skal I bringe HERREN Ildofre; og paa den ottende Dag skal I holde Højtidsstævne og bringe HERREN Ildofre; det er festlig Samling, I maa intet Arbejde gøre.

23:37  Det er HERRENS Festtider, hvilke I skal udraabe som Højtidsstævner, ved hvilke der skal bringes HERREN Ildofre, Brændofre og Afgrødeofre, Slagtofre og Drikofre, hver Dag de for den bestemte Ofre,

23:38  foruden HERRENS Sabbater og foruden eders Gaver og alle eders Løfteofre og alle eders Frivilligofre, som I giver HERREN.

23:39  Men den femtende Dag i den syvende Maaned, naar I har indsamlet Landets Afgrøde, skal I fejre HERRENS Højtid, og den skal fejres i syv Dage. Paa den første Dag skal der holdes Hviledag, og paa den ottende Dag skal der holdes Hviledag.

23:40  Den første Dag skal I tage eder smukke Træfrugter, Palmegrene og Kviste af Løvtræer og Vidjer fra Bækkene og i syv Dage være glade for HERREN eders Guds Aasyn.

23:41  I skal fejre den som en Højtid for HERREN syv Dage om Aaret; det skal være eder en evig gyldig Anordning fra Slægt til Slægt; i den syvende Maaned skal I fejre den.

23:42  I skal bo i Løvhytter i syv Dage, alle indfødte i Israel skal bo i Løvhytter,

23:43  for at eders Efterkommere kan vide, at jeg lod Israeliterne bo i Løvhytter, da jeg førte dem ud af Ægypten. Jeg er HERREN eders Gud!

23:44  Og Moses kundgjorde Israeliterne HERRENS Festtider.

Chapter 24

24:1  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:

24:2  Byd Israeliterne at skaffe dig ren Olivenolie af knuste Frugter til Lysestagen, saa Lamperne daglig kan sættes paa.

24:3  I Aabenbaringsteltet uden for Forhænget foran Vidnesbyrdet skal Aron gøre den i Stand, saa den bestandig kan brænde fra Aften til Morgen for HERRENS Aasyn. Det skal være eder en evig gyldig Anordning fra Slægt til Slægt;

24:4  paa Guldlysestagen skal han holde Lamperne i Orden for HERRENS Aasyn, saa de kan brænde bestandig.

24:5  Du skal tage fint Hvedemel og bage tolv Kager, to Tiendedele Efa til hver Kage,

24:6  og lægge dem i to Rækker, seks i hver Række, paa Guldbordet for HERRENS Aasyn;

24:7  paa hver Række skal du lægge ren Røgelse, og den skal være Brødenes Offerdel, et Ildoffer for HERREN.

24:8  Han skal bestandig hver Sabbatsdag lægge dem frem for HERRENS Aasyn; det skal være Israeliterne en evig Pagtspligt.

24:9  De skal tilfalde Aron og hans Sønner, som skal spise dem paa et helligt Sted, thi de er højhellige; ham tilfalder de som en evig, retmæssig Del af HERRENS Ildofre.

24:10  En israelitisk Kvindes Søn, hvis Fader var Ægypter, gik ud blandt Israeliterne. Da opstod der Strid i Lejren mellem den israelitiske Kvindes Søn og en Israelit,

24:11  og den israelitiske Kvindes Søn forbandede Navnet og bespottede det. Da førte man ham til Moses. Hans Moder hed Sjelomit, en Datter af Dibri af Dans Stamme.

24:12  Og de satte ham i Varetægt for at faa en Kendelse af HERRENS Mund.

24:13  Og HERREN talede til Moses og sagde:

24:14  Før Spotteren uden for Lejren, og alle de, der hørte det, skal lægge deres Hænder paa hans Hoved, og derefter skal hele Menigheden stene ham.

24:15  Og du skal tale til Israeliterne og sige: Naar nogen bespotter sin Gud, skal han undgælde for sin Synd;

24:16  og den, der forbander HERRENS Navn, skal lide Døden; hele Menigheden skal stene ham; en fremmed saavel som en indfødt skal lide Døden naar han forbander Navnet.

24:17  Naar nogen slaar et Menneske ihjel, skal han lide Døden.

24:18  Den, der slaar et Stykke Kvæg ihjel, skal erstatte det et levende Dyr for et levende Dyr.

24:19  Naar nogen tilføjer sin Næste Legemsskade, skal der handles med ham, som han har handlet,

24:20  Brud for Brud, Øje for Øje, Tand for Tand; samme Skade, han tilføjer en anden, skal tilføjes ham selv.

24:21  Den, der slaar et Stykke Kvæg ihjel, skal erstatte det; men den, der slaar et Menneske ihjel, skal lide Døden.

24:22  En og samme Ret skal gælde for eder; for den fremmede saavel som for den indfødte; thi jeg er HERREN eders Gud!

24:23  Og Moses sagde det til Israeliterne, og de førte Spotteren uden for Lejren og stenede ham; Israeliterne gjorde som HERREN havde paalagt Moses.

Chapter 25

25:1  Og HERREN talede til Moses paa Sinaj Bjerg og sagde:

25:2  Tal til Israeliterne og sig til dem: Naar I kommer til det Land, jeg vil give eder, skal Landet holde Sabbatshvile for. HERREN.

25:3  Seks Aar skal du besaa din Mark, og seks Aar skal du beskære din Vingaard og indsamle Landets Afgrøde;

25:4  men i det syvende Aar skal Landet have en fuldkommen Sabbatshvile, en Sabbat for HERREN; din Mark maa du ikke besaa, og din Vingaard maa du ikke beskære.

25:5  Det selvgroede efter din Høst maa du ikke høste, og Druerne paa de ubeskaarne Vinstokke maa du ikke plukke; det skal være et Sabbatsaar for Landet.

25:6  Hvad der gror af sig selv, medens Landet holder Sabbat, skal tjene eder til Føde, dig selv, din Træl og din Trælkvinde, din Daglejer og den indvandrede hos dig, dem, der bor som fremmede hos dig;

25:7  dit Kvæg og de vilde Dyr i dit Land skal hele Afgrøden tjene til Føde.

25:8  Og du skal tælle dig syv Aarsabbater frem, syv Gange syv Aar, saa de syv Aarsabbater udgør et Tidsrum af ni og fyrretyve Aar.

25:9  Saa skal du lade Alarmhornet lyde rundt om paa den tiende Dag i den syvende Maaned; paa Forsoningsdagen skal I lade Hornet lyde rundt om i hele eders Land.

25:10  Og I skal hellige det halvtredsindstyvende Aar og udraabe Frigivelse i Landet for alle Indbyggerne; et Jubelaar skal det være eder; enhver af eder skal vende tilbage til sin Ejendom, og enhver af eder skal vende tilbage til sin Slægt;

25:11  et Jubelaar skal dette Aar, det halvtredsindstyvende, være eder; I maa ikke saa og ikke høste, hvad der gror af sig selv i det, eller plukke Druer af de ubeskaarne Vinstokke;

25:12  thi det er et Jubelaar, helligt skal det være eder; I skal spise, hvad Marken bærer af sig selv.

25:13  I Jubelaaret skal enhver af eder vende tilbage til sin Ejendom.

25:14  Naar du sælger din Næste noget eller køber noget af ham, maa I ikke forurette hinanden.

25:15  Naar du køber noget af din Næste, skal der regnes med Aarene siden sidste Jubelaar; naar han sælger dig noget, skal der regnes med Afgrøderne indtil næste Jubelaar.

25:16  Jo flere Aar der er tilbage, des højere maa du sætte Prisen, jo færre, des lavere, thi hvad han sælger dig, er et vist Antal Afgrøder.

25:17  Ingen af eder maa forurette sin Næste; du skal frygte din Gud, thi jeg er HERREN din Gud!

25:18  I skal gøre efter mine Anordninger og holde mine Lovbud, saa I gør efter dem; saa skal I bo trygt i Landet,

25:19  og Landet skal give sin Frugt, saa I kan spise eder mætte og bo trygt deri.

25:20  Men naar I siger: »Hvad skal vi da spise i det syvende Aar, naar vi hverken saar eller indsamler vor Afgrøde?«

25:21  saa vil jeg opbyde min Velsignelse til Bedste for eder i det sjette Aar, saa det bærer Afgrøde for de tre Aar;

25:22  i det ottende Aar skal I saa, men I skal leve af gammelt Korn af den sidste Afgrøde indtil det niende Aar; indtil dets Afgrøde kommer, skal I leve af gammelt Korn.

25:23  Jorden i Landet maa I ikke sælge uigenkaldeligt; thi mig tilhører Landet, I er kun fremmede og indvandrede hos mig;

25:24  overalt i det Land, I faar i Eje, skal I sørge for, at Jorden kan indløses.

25:25  Naar din Broder kommer i Trang, saa han maa sælge noget af sin Ejendom, skal hans nærmeste Slægtning melde sig som Løser for ham og indløse, hvad hans Broder har solgt.

25:26  Hvis en ingen Løser har, men selv bliver i Stand til at skaffe den fornødne Løsesum,

25:27  skal han udregne, hvor mange Aar der er gaaet siden Salget, og kun tilbagebetale Manden der købte det, for den Tid, der er tilbage, og derpaa igen overtage sin Ejendom.

25:28  Er han derimod ikke i Stand til at skaffe den fornødne Sum til Tilbagebetalingen, saa skal det, han har solgt, blive i Køberens Eje til Jubelaaret; men i Jubelaaret bliver det frit, saa han atter kan overtage sin Ejendom.

25:29  Naar en Mand sælger et Beboelseshus i en By med Mure om, gælder hans Indløsningsret kun et fuldt Aar efter Salget; hans Indløsningsret gælder et Aar.

25:30  Hvis derfor Indløsning ikke har fundet Sted, før et fuldt Aar er omme, gaar Huset i Byen med Mure om uigenkaldeligt over i Køberens og hans Efterkommeres Eje; det bliver ikke frit i Jubelaaret.

25:31  Derimod henregnes Huse i Landsbyer, der ikke er omgivne af Mure, til Marklandet; for dem gælder Indløsningsretten, og i Jubelaaret bliver de fri.

25:32  Men med Hensyn til Leviternes Byer, Husene i de Byer, der tilhører dem, da gælder der en ubegrænset Indløsningsret for Leviterne;

25:33  og naar en af Leviterne ikke gør sin Indløsningsret gældende, bliver Huset, han solgte, i de Byer, der tilhører dem, frit i Jubelaaret, thi Husene i Leviternes Byer er deres Ejendom blandt Israeliterne.

25:34  Heller ikke maa Græsmarkerne, der hører til deres Byer, sælges, thi de tilhører dem som evigt Eje.

25:35  Naar din Broder i dit Nabolag kommer i Trang og ikke kan bjærge Livet, skal du holde ham oppe; som fremmed og indvandret skal han leve hos dig.

25:36  Du maa ikke tage Rente eller Opgæld af ham, men du skal frygte din Gud og lade din Broder leve hos dig;

25:37  du maa ikke laane ham Penge mod Renter eller give ham af din Føde mod Opgæld.

25:38  Jeg er HERREN eders Gud, som førte eder ud af Ægypten for at give eder Kana'ans Land, for at være eders Gud.

25:39  Naar din Broder i dit Nabolag kommer i Trang og han maa sælge sig selv til dig, maa du ikke lade ham arbejde som Træl,

25:40  men han skal være hos dig som Daglejer eller indvandret; han skal arbejde hos dig til Jubelaaret.

25:41  Da skal han gives fri sammen med sine Børn og vende tilbage til sin Slægt og sine Fædres Ejendom,

25:42  thi mine Trælle er de, som jeg førte ud af Ægypten; de maa ikke sælges, som man sælger Trælle.

25:43  Du maa ikke bruge din Magt over ham med Haardhed; du skal flygte din Gud.

25:44  Men har du Brug for Trælle og Trælkvinder, skal du købe dem af de Folkeslag, der bor rundt om eder;

25:45  ogsaa af Børnene efter de indvandrede, der bor som fremmede hos eder, maa I købe og af deres Familier, som er hos eder, og som de har avlet i eders Land; de maa blive eders Ejendom,

25:46  og dem maa I lade gaa i Arv og Eje til eders Børn efter eder; dem maa I bruge som Trælle paa Livstid; men over Israeliterne, eders Brødre, maa du ikke bruge din Magt med Haardhed, Broder over Broder.

25:47  Naar en fremmed eller en indvandret hos dig kommer til Velstand, og en af dine Brødre i hans Nabolag kommer i Trang, og han maa sælge sig til den fremmede eller den indvandrede hos dig eller til en Efterkommer af en fremmeds Slægt,

25:48  saa gælder Indløsningsretten for ham efter Salget; en af hans Brødre maa indløse ham,

25:49  eller ogsaa maa hans Farbroder eller Fætter eller en anden kødelig Slægtning af hans Familie indløse ham; han maa ogsaa indløse sig selv, hvis han faar Evne dertil.

25:50  Da skal han sammen med den, der købte ham, udregne Tiden fra det Aar, han solgte sig til ham, til Jubelaaret, og Købesummen skal svare til det Aaremaal; hans Arbejdstid hos ham skal regnes som en Daglejers.

25:51  Er der endnu mange Aar tilbage, skal han i Løsesum udrede den tilsvarende Del af Købesummen.

25:52  Og er der kun faa Aar tilbage til Jubelaaret, skal han regne dermed og udrede sin Løsesum i Forhold til de Aar, han har tilbage.

25:53  Som en Aar for Aar lejet Daglejer skal han være hos ham; du maa ikke roligt se paa, at Køberen bruger sin Magt over ham med Haardhed.

25:54  Men indløses han ikke paa en af disse Maader, skal han frigives i Jubelaaret, baade han selv og hans Børn.

25:55  Thi mig tilhører Israeliterne som Trælle; mine Trælle er de, thi jeg førte dem ud af Ægypten. Jeg er HERREN eders Gud!

Chapter 26

26:1  I maa ikke gøre eder Afguder; udskaarne Billeder og Stenstøtter maa I ikke rejse eder, ej heller maa I opstille nogen Sten med Billedværk i eders Land for at tilbede den; thi jeg er HERREN eders Gud!

26:2  Mine Sabbater skal I holde, og min Helligdom skal I frygte. Jeg er HERREN!

26:3  Hvis I følger mine Anordninger og holder mine Bud og handler efter dem,

26:4  vil jeg give eder den Regn, I behøver, til sin Tid, Landet skal give sin Afgrøde, og Markens Træer skal give deres Frugt.

26:5  Tærskning skal hos eder vare til Vinhøst, og Vinhøst skal vare til Saatid. I skal spise eder mætte i eders Brød og bo trygt i eders Land.

26:6  Jeg vil give Fred i Landet, saa I kan lægge eder til Hvile, uden at nogen skræmmer eder op; jeg vil udrydde de vilde Dyr af Landet, og intet Sværd skal hærge eders Land.

26:7  I skal forfølge eders Fjender, og de skal falde for Sværdet foran eder.

26:8  Fem af eder skal forfølge hundrede, og hundrede af eder skal forfølge ti Tusinde, og eders, Fjender skal falde for Sværdet foran eder.

26:9  Jeg vil vende mig til eder, jeg vil gøre eder frugtbare og mangfoldige, og jeg vil stadfæste min Pagt med eder.

26:10  I skal spise gammelt Korn, til I for det nye Korns Skyld maa tømme Laderne for det gamle.

26:11  Jeg vil opslaa min Bolig midt iblandt eder, og min Sjæl skal ikke væmmes ved eder.

26:12  Jeg vil vandre iblandt eder og være eders Gud, og I skal være mit Folk.

26:13  Jeg er HERREN eders Gud, som førte eder ud af Ægypten, for at I ikke mere skulde være deres Trælle; jeg sønderbrød eders Aagstænger og lod eder vandre med rank Nakke.

26:14  Men hvis I ikke adlyder mig og handler efter alle disse Bud,

26:15  hvis I lader haant om mine Anordninger og væmmes ved mine Lovbud, saa I ikke handler efter alle mine Bud, men bryder min Pagt,

26:16  saa vil ogsaa jeg gøre lige for lige imod eder og hjemsøge eder med skrækkelige Ulykker: Svindsot og Feberglød, saa Øjnene sløves og Sjælen vansmægter. Til ingen Nytte saar I eders Sæd, thi eders Fjender skal fortære den.

26:17  Jeg vender mit Aasyn imod eder, saa I bliver slaaet paa Flugt for eders Fjender; eders Avindsmænd skal underkue eder, og I skal flygte, selv om ingen forfølger eder.

26:18  Og hvis I alligevel ikke adlyder mig, saa vil jeg tugte eder endnu mere, ja syvfold, for eders Synder.

26:19  Jeg vil bryde eders hovmodige Trods, jeg vil gøre eders Himmel som Jern og eders Jord som Kobber.

26:20  Til ingen Nytte skal I slide eders Kræfter op, thi eders Jord skal ikke give sin Afgrøde, og Landets Træer skal ikke give deres Frugt.

26:21  Og hvis I alligevel handler genstridigt imod mig og ikke adlyder mig, saa vil jeg slaa eder endnu mere, ja syvfold, for eders Synder.

26:22  Jeg vil sende Markens vilde Dyr imod eder, for at de skal røve eders Børn fra eder, udrydde eders Kvæg og mindske eders Tal, saa eders Veje bliver øde.

26:23  Og hvis I alligevel ikke tager mod min Tugt, men handler genstridigt imod mig,

26:24  saa vil ogsaa jeg handle genstridigt imod eder og slaa eder syvfold for eders Synder.

26:25  Jeg vil bringe et Hævnens Sværd over eder til Hævn for den brudte Pagt; og søger I Tilflugt i eders Byer, vil jeg sende Pest iblandt eder, saa I maa overgive eder i Fjendens Haand.

26:26  Naar jeg bryder Brødets Støttestav for eder, skal ti Kvinder bage eders Brød i een Bagerovn og give eder Brødet tilbage efter Vægt, saa I ikke han spise eder mætte.

26:27  Og hvis I alligevel ikke adlyder mig, men handler genstridigt mod mig,

26:28  saa vil ogsaa jeg i Vrede handle genstridigt mod eder og tugte eder syvfold for eders Synder.

26:29  I skal fortære eders Sønners Kød, og eders Døtres Kød skal I fortære.

26:30  Jeg vil lægge eders Offerhøje øde og tilintetgøre eders Solsøjler; jeg vil dynge eders Lig oven paa Ligene af eders Afgudsbilleder, og min Sjæl skal væmmes ved eder.

26:31  Jeg vil lægge eders Byer i Ruiner og ødelægge eders Helligdomme og ikke indaande eders liflige Offerduft.

26:32  Jeg vil lægge eders Land øde, saa eders Fjender, der bor deri, skal blive maalløse derover;

26:33  og eder selv vil jeg sprede blandt Folkeslagene, og jeg vil gaa bag efter eder med draget Sværd. Eders Land skal blive en Ørken, og eders Byer skal lægges i Ruiner.

26:34  Da skal Landet, medens det ligger øde, og I er i eders Fjenders Land, faa sine Sabbater godtgjort, da skal Landet hvile og faa sine Sabbater godtgjort;

26:35  medens det ligger øde, skal det faa den Hvile, det ikke fik paa eders Sabbater, dengang I boede deri.

26:36  Men dem, der bliver tilbage af eder, over deres Hjerter bringer jeg Modløshed i deres Fjenders Lande, saa at Lyden af et raslende Blad kan drive dem paa Flugt, saa de flygter, som man flygter for Sværdet, og falder, skønt ingen forfølger dem;

26:37  de skal falde over hverandre, som om Sværdet var efter dem, skønt ingen forfølger dem; og I skal ikke holde Stand over for eders Fjender.

26:38  I skal gaa til Grunde blandt Folkeslagene, eders Fjenders Land skal fortære eder.

26:39  De, der bliver tilbage af eder, skal sygne hen for deres Misgernings Skyld i eders Fjenders Lande, ogsaa for deres Fædres Misgerninger skal de sygne hen ligesom de.

26:40  Da skal de bekende deres Misgerning og deres Fædres Misgerning, den Troløshed, de begik imod mig. Ogsaa skal de bekende, at fordi de handlede genstridigt mod mig,

26:41  maatte ogsaa jeg handle genstridigt mod dem og føre dem bort til deres Fjenders Land; ja, da skal deres uomskaarne Hjerter ydmyges, og de skal undgælde for deres Skyld.

26:42  Da vil jeg komme min Pagt med Jakob i Hu, ogsaa min Pagt med Isak, ogsaa min Pagt med Abraham vil jeg komme i Hu, og Landet vil jeg komme i Hu.

26:43  Men først maa Landet forlades af dem og have sine Sabbater godtgjort, medens det ligger øde og forladt af dem, og de skal undgælde for deres Skyld, fordi, ja, fordi de lod haant om mine Lovbud og væmmedes ved mine Anordninger.

26:44  Men selv da, naar de er i deres Fjenders Land, vil jeg ikke lade haant om dem og ikke væmmes ved dem til deres fuldkomne Undergang, saa jeg skulde bryde min Pagt med dem; thi jeg er HERREN deres Gud!

26:45  Jeg vil til deres Bedste ihukomme Pagten med Fædrene, som jeg førte ud af Ægypten for Folkeslagenes Øjne for at være deres Gud. Jeg er HERREN!

26:46  Det er de Anordninger, Lovbud og Love, HERREN fastsatte mellem sig og Israeliterne paa Sinaj Bjerg ved Moses.

Chapter 27

27:1  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:

27:2  Tal til Israeliterne og sig til dem: Naar nogen vil indfri et Løfte til HERREN med et Pengebeløb, et Løfte, der gælder Mennesker,

27:3  saa skal Vurderingssummen for Mænd fra det tyvende til det tresindstyvende Aar være halvtredsindstyve Sekel Sølv efter hellig Vægt;

27:4  men for en Kvinde skal Vurderingssummen være tredive Sekel.

27:5  Fra det femte til det tyvende Aar skal Vurderingssummen for Mandspersoner være tyve Sekel, for Kvinder ti.

27:6  Fra den første Maaned til det femte Aar skal Vurderingssummen for et Drengebarn være fem Sekel Sølv, for et Pigebarn tre.

27:7  Fra det tresindstyvende Aar og opefter skal Vurderingssummen være femten Sekel, hvis det er en Mand, men ti, hvis det er en Kvinde.

27:8  Men hvis Vedkommende er for fattig til at udrede Vurderingssummen, skal man stille ham frem for Præsten, og Præsten skal foretage en Vurdering af ham; Præsten skal foretage Vurderingen saaledes, at han tager Hensyn til, hvad den, der har aflagt Løftet evner.

27:9  Hvis det drejer sig om Kvæg, hvoraf man kan bringe HERREN Offergave, saa skal alt, hvad man giver HERREN, være helligt;

27:10  man maa ikke erstatte eller ombytte det, hverken et bedre med et ringere eller et ringere med et bedre; men hvis man dog ombytter et Dyr med et andet, da skal ikke blot det, men ogsaa det, som det ombyttes med, være helligt.

27:11  Men er det et urent Dyr, af den Slags man ikke kan bringe HERREN som Offergave, skal man fremstille Dyret for Præsten,

27:12  og Præsten skal vurdere det, alt efter som det er godt eller daarligt; den Vurderingssum, Præsten fastsætter, skal gælde.

27:13  Men vil man selv indløse det, skal man foruden Vurderingssummen yderligere udrede en Femtedel.

27:14  Naar nogen helliger HERREN sit Hus som Helliggave, skal Præsten vurdere det, alt efter som det er godt eller daarligt, og det skal da staa til den Værdi, Præsten fastsætter.

27:15  Men vil den, der har helliget Huset, selv indløse det, skal han betale Vurderingssummen med Tillæg af en Femtedel; saa skal det være hans.

27:16  Hvis nogen helliger HERREN noget af sin Arvejord, skal Vurderingssummen rette sig efter Udsæden: en Udsæd paa en Homer Byg skal regnes til halvtredsindstyve Sølvsekel.

27:17  Helliger han sin Jord fra Jubelaaret af, skal den staa til den fulde Vurderingssum;

27:18  helliger han den derimod i Tiden efter Jubelaaret, skal Præsten beregne ham Summen i Forhold til de Aar, der er tilbage til næste Jubelaar, saa der sker Fradrag i Vurderingssummen.

27:19  Vil da han, der har helliget Jorden, indløse den, skal han udrede Vurderingssummen med Tillæg af en Femtedel; saa gaar den over i hans Eje.

27:20  Men hvis han ikke indløser Jorden og alligevel sælger den til en anden, kan den ikke mere indløses;

27:21  da skal den, naar den i Jubelaaret bliver fri, være HERREN helliget paa samme Maade som en Mark, der er lagt Band paa, og tilfalde Præsten som Ejendom.

27:22  Hvis nogen helliger HERREN Jord, han har købt, og som ikke hører til hans Arvejord,

27:23  skal Præsten udregne ham Vurderingssummen til næste Jubelaar, og han skal da straks erlægge Vurderingssummen som Helliggave til HERREN;

27:24  i Jubelaaret gaar Jorden saa tilbage til den Mand, han købte den af, hvis Arvejord den var.

27:25  Enhver Vurdering skal ske efter hellig Vægt, tyve Gera paa en Sekel.

27:26  Ingen maa hellige HERREN noget af det førstefødte af Kvæget, da det som førstefødt allerede tilhører ham. Hvad enten det er et Stykke Hornkvæg eller Smaakvæg, tilhører det HERREN.

27:27  Hører det derimod til de urene Dyr, kan man løskøbe det efter Vurderingssummen med Tillæg af en Femtedel; indløses det ikke, skal det sælges for Vurderingssummen.

27:28  Intet, der er lagt Band paa, intet af, hvad nogen af sin Ejendom helliger HERREN ved at lægge Band derpaa, være sig Mennesker, Kvæg eller Arvejord, maa sælges eller indløses; alt, hvad der er lagt Band paa, er højhelligt, det tilhører HERREN.

27:29  Intet Menneske, der er lagt Band paa, maa løskøbes, det skal lide Døden.

27:30  Al Tiende af Landet, baade af Landets Sæd og Træernes Frugt, tilhører HERREN, det er helliget HERREN.

27:31  Hvis nogen vil indløse noget af sin Tiende, skal han yderligere udrede en Femtedel.

27:32  Hvad angaar al Tiende af Hornkvæg og Smaakvæg, alt hvad der gaar under Staven, da skal hvert tiende Dyr være helliget HERREN.

27:33  Der maa ikke skelnes imellem gode og daarlige Dyr, og ingen Ombytning maa finde Sted; hvis nogen ombytter et Dyr, skal ikke blot det, men ogsaa det, som det ombyttes med, være helligt; det maa ikke indløses.

27:34  Det er de Bud, HERREN gav Moses til Israeliterne paa Sinaj Bjerg.