DaNT1819 - Acts

Chapter 1

1:1  Den første Beretning skrev jeg, o Theophilus! om alt det, som Jesus foretog sig baade at gjøre og lære,

1:2  indtil den Dag, han blev optagen, efterat han havde givet Apostlerne, hvilke han havde udvalgt, Befaling ved den Hellig Aand;

1:3  for hvilke han og, efterat han havde lidt, fremstillede sig levende, med mange Beviisninger, da han blev seet af dem i fyrretyve Dage, og talede om det, som hører til Guds Rige.

1:4  Og der han havde forsamlet dem, befoel han dem, at de skulde ikke vige fra Jerusalem, men oppebie Faderens Forjættelse, hvilken, sagde han, I have hørt af mig.

1:5  Thi Johannes døbte vel med Vand, men I skulle døbes med den Hellig Aand om ikke mange Dage.

1:6  Som du nu bare forsamlede, spurgte de ham og sagde: Herre! vil du paa denne Tid oprette Israel Riget?

1:7  Men han sagde til dem: det tilkommer ikke Eder at vide Tid og Stund, hvilke Faderen haver forbeholdt sin egen Magt.

1:8  Men I skulle annamme den Hellig Aands Kraft, som skal komme over Eder; og I skulle være mine Vidner baade i Jerusalem, og i det ganske Judæa og Samaria, og indtil Jordens Ende.

1:9  Og der han dette havde sagt, blev han optagen, idet de saae derpaa, og en Sky tog ham bort fra deres Øine.

1:10  Og som de stirrede op mod Himmelen, der han foer hen, see, da stode to Mænd hos dem i hvide Klæder,

1:11  hvilke og sagde: I galilæiske Mænd, hvi staae I og see op til Himmelen? Denne Jesus, som er optagen fra Eder til Himmelen, skal komme igjen saaledes, som I have seet ham fare til Himmelen.

1:12  Da vendte de om til Jerusalem fra det Bjerg, som kaldes Oliebjerget, hvilket nær Jerusalem, en Sabbatsreise derfra.

1:13  Og der de kom derind, stege de op paa Salen, hvor de forbleve, Peter og Jakob, og Johannes og Andreas, Philip og Thomas, Bartholomæus og Matthæus, Jakob, Alphæus’ Søn, og Simon Zelotes, og Judas, Jakobs Broder.

1:14  Alle disse holdt eendrægtigen ved i Bøn og Paakaldelse, tilligemed Kvinder og Maria, Jesu Moder, og med hans Brødre.

1:15  Og i de Dage stod Peter op midt iblandt Disciplene og sagde, (men der var en Hob af henved hundrede og tyve Personer tilsammen):

1:16  I Mænd, Brødre! det burde de Skriftens Ord at fuldkommes, hvilke den Hellig Aand havde forud talet ved Davids Mund og Judas, som blev deres Veileder, der grebe Jesus.

1:17  Thi han var regnet i vores Tal og havde annammet dette Embedes Lod.

1:18  Han forhvervede da en Ager ved sin Uretfærdigheds Løn og han styrtede ned, og han brast itu, og alle hans Indvolde udvæltede.

1:19  Og det er blevet vitterligt for alle dem, som boe i Jerusalem, saa at den Ager kaldes paa deres eget Maal Hakeldama, det er Blodager.

1:20  Thi der er skrevet i Psalmernes Bog: hans Bolig blive øde og Ingen være, som boer derudi, og hans Tilsyns-Embede annamme en Anden.

1:21  Derfor bør det, at een af disse Mænd, som have været med os den ganske Tid, i hvilken den Herre Jesus gik ind og gik ud hos os,

1:22  ligesaa Johannes’ Daab indtil den Dag, der han blev optagen fra os, skal vorde et Vidne med os om hans Opstandelse.

1:23  Og de fremstillede Tvende, Joseph, som kaldtes Barsabas med Tilnavn Justus, og Matthias.

1:24  Og de bade og sagde: du, Herre! som kjender Alles Hjerter, giv tilkjende, hvilken af disse To du haver udvalgt,

1:25  til at annamme denne Tjenestes og Apostel-Embedets Lod, som Judas veg fra, for at gaae hen til sit eget Sted.

1:26  Og de kastede Lod imellem dem, og Lodden faldt paa Matthias, og han blev eenstemmigen optagen, at være med de elleve Apostler.

Chapter 2

2:1  Og der Pintsefestens Dag var kommen, vare de alle eendrægtigen tilsammen.

2:2  Og der kom pludseligen en Lyd af Himmelen, som af et fremfarende vældigt Veir, og fyldte det ganske Huus, hvor de sadde.

2:3  Og der viste sig for dem Tunger som af Ild, der fordeelte sig, og satte sig paa Enhver af dem.

2:4  Og de bleve alle opfyldte af den Hellig Aand, og begyndte at tale med andre Tungemaal, eftersom Aanden gav dem at udsige.

2:5  Men der var Jøder boende i Jerusalem, gudfrygtige Mænd af alle Folkeslag under Himmelen.

2:6  Der denne Lyd hørtes, kom Mængden tilsammen og blev bestyrtet; thi Enhver havde hørt dem tale med sit eget Maal.

2:7  Men de forfærdedes alle og forundrede sig, og sagde til hverandre: see, ere ikke alle disse, som tale, Galilæer?

2:8  Og hvorledes høre vi dem tale, hver paa vort eget Maal, hvorudi vi ere fødte?

2:9  Parther og Meder og Elamiter, og vi, som boe i Mesopotamien, Judæa og Cappadocia, Pontus og Asia,

2:10  i Phrygia og Pamphylia, Ægypten og Libyens Egne ved Cyrene, og vi her boende Romere,

2:11  Jøder og Proselyter, Creter og Araber; vi høre dem forkynde Guds store Gjerninger med vore Tungemaal.

2:12  Men de forfærdedes alle og tvivlede, og sagde En til den Anden: hvad monne dette være?

2:13  Men Andre spottede og sagde: de ere fulde af sød Viin.

2:14  Da stod Peter frem med de Elleve, og opløftede sin Røst og talede til dem: I jødiske Mænd, og alle I, som boe i Jerusalem! det være Eder vitterligt, og aabner Eders Øren for mine Ord.

2:15  Thi ikke ere disse drukne, som I mene; det er jo den tredie Time paa Dagen;

2:16  men dette er, hvad der er sagt ved Propheten Joel:

2:17  Og det skal skee i de sidste Dage, siger Gud, da vil jeg udgyde af min Aand over alt Kjød; og Eders Sønner og Eders Døttre skulle prophetere, og de Unge blandt Eder skulle see Syner, og de Gamle skulle have Drømme.

2:18  Ja, endog over mine Trælle og over mine Trælkvinder vil jeg i de Dage udgyde af min Aand, og de skulle prophetere.

2:19  Og jeg vil lade skee Under i Himmelen oventil, og Tegn paa Jorden nedentil, Blod og Ild og Røgdamp.

2:20  Solen skal forvandles til Mørke, og Maanen til Blod, førend Herrens den store og herlige Dag kommer.

2:21  Og det skal skee, hver den, som paakalder Herrens Navn, skal frelses.

2:22  I israelitiske Mænd! hører disse Ord: Jesus af Nazareth, en Mand, af Gud udmærket for Eder ved kraftige Gjerninger og Under og Tegn, hvilke Gud gjorde ved ham midt iblandt Eder, som I og selv vide;

2:23  denne, da han efter Guds besluttede Raad og Forsyn var given hen, toge I og korsfæstede ved ugudelige Hænder, og ihjelsloge ham.

2:24  Ham opreiste Gud, der han havde løst Dødens Smerter, eftersom det var umuligt, at han kunde holdes af den.

2:25  Thi David siger om ham: jeg havde stedse Herren for mine Øine; thi han er hos min høire Haand, at jeg ikke skal rokkes.

2:26  Derfor glæder mit Hjerte sig, og min Tunge jubler, ja, ogsaa mit Kjød skal hvile i Haab;

2:27  thi du skal ikke lade min Sjæl i de Dødes Rige, ikke heller tilstede din Hellige at see Forraadnelse.

2:28  Du haver kundgjort mig Livets Veie; du skal fylde mig med Glæde fra dit Aasyn.

2:29  I Mænd, Brødre! lader mig tale frit til Eder om Patriarchen David; han er baade død og begraven, og hans Grav er hos os indtil denne Dag.

2:30  Som han nu var en Prophet og vidste, at Gud havde svoret ham med en Ed, at han vilde af hans Lænders Frugt opreise Christus efter Kjødet til at sidde paa hans Throne:

2:31  da talede han, uforudseende, om Christi Opstandelse, at hans Sjæl ikke skulde lades i de Dødes Rige, ei heller hans Kjød see Forraadnelse.

2:32  Denne Jesus opreiste Gud, hvortil vi alle ere Vidner.

2:33  Efterat han nu er ophøiet ved Guds høire Haand, og haver annammet den Hellig Aands Forjættelse af Faderen, haver han udgydet den, som I nu see og høre.

2:34  Thi David foer ikke til Himmelen; men han siger: Herren sagde til min Herre: sæt dig hos min høire Haand,

2:35  indtil jeg lægger dine Fjender til dine Fødders Skammel.

2:36  Derfor skal alt Israels Huus visseligen vide, at denne Jesus, hvem I korsfæstede, haver Gud gjort baade til en Herre og Christus.

2:37  Men der de det hørte, gik det dem igjennem Hjertet, og de sagde til Peter og de andre Apostler: I Mænd, Brødre! hvad skulle vi gjøre?

2:38  Men Peter sagde til dem: omvender Eder, og hver af Eder lade sig døbe i Jesu Christi Navn til Syndernes Forladelse; og I skulle faae den Hellig Aands Gave.

2:39  Thi Eder og Eders Børn hører Forjættelsen til, og alle dem, som ere langt borte, hvilkesomhelst Herren var Gud vil kalde dertil.

2:40  Ogsaa med mange andre Ord vidnede han for dem, og formanede dem, sigende: lader Eder frelse fra den vanartige Slægt!

2:41  De, som nu gjerne annammede hans Ord, bleve døbte; og der vandtes samme Dag henved tre tusinde Sjæle.

2:42  Men de holdt sig varagtige til Apostlernes Underviisning, og Samfundet, og Brødets Brydelse, og Bønnerne.

2:43  Men der kom en Frygt over alle Sjæle, og der skete mange Undergjerninger og Tegn ved Apostlerne.

2:44  Men alle de Troende holdt sig tilsammen, og havde alle Ting tilfælles.

2:45  Og de solgte deres Eiendom og Gods, og delede det ud iblandt Alle, efter som Nogen havde behov.

2:46  Og hver Dag vare de varagtigen og samdrægteligen i Templet, og i Husene brøde de Brødet, og nøde Maaltidet med Fryd og i Hjertets Eenfoldighed,

2:47  idet de lovede Gud, og havde Yndest hos alt Folket. Men Herren lagde dagligen Nogle til Menigheden, som lode sig frelse.

Chapter 3

3:1  Men Peter og Johannes gik tilsammen op i Templet ved Bedestunden, som var den niende Time.

3:2  Og en Mand, som var halt fra Moders Liv af, blev baaren frem; ham satte de dagligen ved den Tempeldør, som kaldtes den skjønne, at tigge Almisse af dem, som gik ind i Templet.

3:3  Der han saae Peter og Johannes, idet de vilde gaae ind i Templet, bad han om Almisse.

3:4  Da saae Peter tilligemed Johannes stivt paa ham og sagde: see paa os!

3:5  Og han gav Agt paa dem, efterdi han forventede at faae Noget af dem.

3:6  Men Peter sagde: Sølv og Guld haver jeg ikke, men det, som jeg haver, det giver jeg dig: i Jesu Christi Nazaræi Navn, staae op og gak!

3:7  Og han greb ham ved den høire Haand og reiste ham op.

3:8  Men strax bleve hans Been og Ankler stærke, og han sprang op, stod, gik omkring og fulgte med dem i Templet, gik omkring og sprang og lovede Gud.

3:9  Og alt Folket saae ham gaae og love Gud.

3:10  Og de kjendte ham, at han var den, som havde siddet for den skjønne Tempeldør og tigget; og de bleve fulde af Rædsel og Forfærdelse over det, som ham var vederfaret.

3:11  Der nu den halte, som var helbredet, holdt paa Peter og Johannes, løb alt Folket sammen til dem i den Buegang, som kaldes Salomons, og var forfærdet.

3:12  Men der Peter det saae, talede han til Folket: I israelitiske Mænd! hvi forundre I Eder over dette? eller hvi see I stivt paa os, ligesom vi af egen Magt eller Gudfrygtighed havde gjort, at denne gaaer?

3:13  Abrahams og Isaaks og Jakobs Gud, vore Fædres Gud, haver herliggjort sin Søn Jesus, hvilken I overantvordede og fornegtede for Pilatus, der han dømte, at han skulde løslades.

3:14  Men I fornegtede den Hellige og Retfærdige, og bade, at en Morder maatte skjenkes Eder.

3:15  Men den Livsens Fyrste sloge I ihjel, hvilken Gud haver opreist fra de Døde, hvortil vi ere Vidner.

3:16  Og formedelst Troen paa hans Navn haver hans Navn styrket denne, hvem I see og kjende, og Troen formedelst ham haver givet denne saadan Helbredelse i alle Eders Paasyn.

3:17  Og nu, Brødre! jeg veed, at I have gjort det af Uvidenhed, ligesom og Eders Øverster.

3:18  Men Gud haver saaledes fuldbyrdet, hvad han forud forkyndte ved alle sine Propheters Mund, at Christus skulde lide.

3:19  Derfor fatter et andet Sind og vender om, at Eders Synder maa vare udslettede, paa det Vederkvægelsens Tider maa komme fra Herrens Aasyn,

3:20  og han maa sende Eder den Eder forud forkyndte Jesus Christus,

3:21  hvilken det bør at indtage Himmelen indtil alle Tings Fuldkommelses Tid, hvorom Gud haver talet ved alle sine hellige Propheters Mund fra de ældste Dage.

3:22  Thi Moses sagde til Fædrene: en Prophet skal Herren Eders Gud opreise Eder af Eders Brødre ligesom mig, ham skulle I høre i Alt, hvadsomhelst han monne tale til Eder.

3:23  Men det skal skee, hver Sjæl, som ikke hører den Prophet, skal udryddes af Folket.

3:24  Ja, ogsaa alle Propheter, fra Samuel af og derefter, saa mange som talede, have og forud forkyndt disse Dage.

3:25  I ere Propheternes Børn og Pagtens, hvilken Gud gjorde med vore Fædre, der han sagde til Abraham: og i din Sæd skulle alle Slægter paa Jorden velsignes.

3:26  Eder først haver Gud, der han opreiste sin Søn Jesus, sendt ham at velsigne Eder, idet hver af Eder vender sig fra sin Ondskab.

Chapter 4

4:1  Men der de talede til Folket, kom Præsterne og Templets Høvedsmand og Sadducæerne over dem,

4:2  hvilke forstøde paa, at de lærte Folket, og kundgjorde i Jesus Opstandelsen fra de Døde.

4:3  Og de lagde Haand paa dem og satte dem i Fængsel til den anden Dag; thi det var allerede Aften.

4:4  Men mange af dem, som havde hørt Ordet, troede, og Tallet paa Mændene blev henved fem tusinde.

4:5  Men det skete Dagen derefter, at deres Øverster og Ældste og Skriftkloge forsamlede sig i Jerusalem,

4:6  saa og Annas den Ypperstepræst, og Caiphas og Johannes og Alexander og saa mange, som vare af ypperstepræstelig Slægt.

4:7  Og de stillede dem frem og spurgte: af hvad Magt, eller i hvilken Navn have I gjort dette?

4:8  Da sagde Peter, fyldt af den Hellig Aand, til dem: I Folkets Øverster og Israels Ældste!

4:9  Efterdi vi i Dag forhøres angaaende den Velgjerning mod det skrøbelige Menneske, ved hvem han haver erholdt Frelse,

4:10  da skal det være Eder alle og alt det israelitiske Folk vitterligt, at ved Jesu Christi Nazaræi Navn, hvilken I have korsfæstet, hvilken Gud haver opreist fra de Døde, ved dette staaer denne helbredet her for Eder Øine.

4:11  Han er den Steen, som er agtet for Intet af Eder, I bygningsmænd! hvilken er bleven til en Hovedhjørnesteen.

4:12  Og der er ikke Frelse i nogen Anden; thi der er og ikke noget andet Navn under Himmelen givet iblandt Mennesker, ved hvilket vi skulle vorde frelste.

4:13  Men der de saae Peters og Johannes’ Frimodighed, og havde fornummet, at de vare ulærde Mænd og læg Folk, forundrede de sig, og de kjendte dem, at de havde været med Jesus.

4:14  Men der de saae det Menneske, som var helbredet, staae hos dem, havde de Intet at sige derimod.

4:15  Men de bøde dem træde ud fra Raadet, og raadførte sig med hverandre og sagde:

4:16  hvad skulle vi gjøre med disse Mennesker? thi et vitterligt Tegn er skeet ved dem, som er aabenbart for alle dem, som boe i Jerusalem, og vi kunne det ikke negte.

4:17  Men at det skal ikke komme videre ud iblandt Folket, da lader os alvorligen true dem, at de herefter ikke tale til noget Menneske i dette Navn.

4:18  Og de kaldte dem og bøde dem, at de aldeles ikke skulde tale, ei heller lære i Jesu Navn.

4:19  Men Peter og Johannes svarede og sagde til dem: dømmer selv, om det er ret for Gud, at lyde Eder mere end Gud.

4:20  Thi vi kunne ikke andet end tale det, som vi have seet og hørt.

4:21  Men de truede dem end mere og lode dem løs, der de ikke fandt, hvorledes de skulde straffe dem, for Folkets Skyld; thi de lovede alle Gud for det, som var skeet.

4:22  Thi den Mand, paa hvem dette Helbredelsestegn var skeet, var mere end fyrretyve Aar gammel.

4:23  Der de nu var løsladte, kom de til deres Egne og forkyndte dem, hvad de Ypperstepræster og de Ældste havde sagt til dem.

4:24  Men de, der de hørte det, opløftede samdrægteligen Røsten til Gud og sagde: Herre, du Gud! som haver gjort Himmelen og Jorden og Havet og alle Ting, som ere i dem,

4:25  som haver sagt ved Davids din Tjeners Mund: hvorfor fnysede Hedningerne, og Folkene oplagde forfængelige Raad?

4:26  Jordens Konger reiste sig, og Fyrsterne forsamlede sig tilhobe mod Herren og mod hans Christus.

4:27  Thi de have i Sandhed forsamlet sig mod dit hellige Barn Jesus, hvilken du haver salvet, baade Herodes og Pontius Pilatus, med Hedningerne og Israels Folk,

4:28  at gjøre det, som din Haand og dit Raad havde forud besluttet at skulle skee.

4:29  Og nu, Herre! see til deres Trusler, og giv dine Tjenere at tale dit Ord med al Frimodighed,

4:30  idet du udrækker din Haand til Helbredelse, at Tegn og Under kunne skee ved dit hellige Barns Jesu Navn.

4:31  Og der de havde bedet, bevægedes Stedet, hvor de vare forsamlede, og de bleve alle fyldte med den Hellig Aand, og talede Guds Ord med Frimodighed.

4:32  Men de Troendes Mængde havde eet Hjerte og een Sjæl; og end ikke Een sagde noget af sit Gods at være hans eget; men alle Ting vare dem tilfælles.

4:33  Og Apostlerne gave Vidnesbyrd med stor Kraft om den Herres Jesu Opstandelse, og der var stor Naade over dem alle.

4:34  Der var ei heller nogen Trængende iblandt dem; thi saa Mange, som eiede Agre eller Huse, solgte dem og frembare Værdien af det Solgte,

4:35  og lagde det for Apostlernes Fødder; men der blev uddeelt til enhver, eftersom han havde behov.

4:36  Men Joses, som af Apostlerne havde faaet det Tilnavn Barnabas, (det er udlagt: Trøstens Søn), en Levit, født paa Cypern, solgte en Ager, som han havde og bragte Pengene og lagde dem for Apostlernes Fødder.

Chapter 5

5:1  Men en Mand ved Navn Ananias, med Saphira hans Hustru, solgte en Eiendom,

5:2  og forbeholdt sig selv noget at Værdien med sin Hustrus Vidende, og bragte en Deel deraf frem og lagde den for Apostlernes Fødder.

5:3  Men Peter sagde: Ananias! hvorfor haver Satan fyldt dit Hjerte, at du skulde lyve imod den Hellig Aand, og forbeholde dig noget af Agerens Værdi?

5:4  Var den ikke din, der du eiede den, og det, den blev solgt for, var i din Magt? Hvi haver du sat dig denne Gjerning for i dit Hjerte? Du haver ikke løiet for Menneskene, men for Gud.

5:5  Men der Ananias hørte disse Ord, faldt han om og opgav Aanden. Og der kom en stor Frygt over Alle, som det hørte.

5:6  Men de unge Karle stode op og besørgede Liget, og bare ham ud og begrove ham.

5:7  Men det skete ved tre Timer derefter, da kom hans Hustru ind, og vidste ikke, hvad skeet var.

5:8  Men Peter sagde til hende: siig mig, om I solgte Ageren til den Priis? Men hun sagde: ja, til den Priis.

5:9  Men Peter sagde til hende: hvorledes ere I dog blevne enige om at friste Herrens Aand? See, deres Fødder, som begrove din Mand, ere for Døren, og de skulle udbære dig.

5:10  Men hun faldt strax om for hans Fødder og opgav Aanden; men de unge Karle kom ind og fandt hende død, og bare hende ud og begrove hende hos hendes Mand.

5:11  Og en stor Frygt kom over den ganske Menighed og over Alle, som dette hørte.

5:12  Men der skete mange Ting og Undergjerninger iblandt Folket ved Apostlernes Hænder; og de vare alle samdrægteligen i Solomos Buegang.

5:13  Men Ingen af de Andre turde holde sig til dem; dog Folket ophøiede dem.

5:14  Men der kom stedse Flere til, som troede paa Herren, en Mængde baade af Mænd og Kvinder,

5:15  saa at de bare de Syge ud paa Gaderne, og lagde dem paa Senge og Lodbænke, paa det, naar Peter kom, endog blot hans Skygge kunde overskygge Nogen af dem.

5:16  Men selv fra de omliggende Stæder kom en Mængde til Jerusalem, og bragte Syge og dem, som vare plagede af urene Aander, hvilke alle bleve helbredte.

5:17  Men den Ypperstepræst stod op og alle de, som vare med ham (nemlig Sadducæernes Sect), og de bleve fulde af Nidkjærhed.

5:18  Og de lagde Haand paa Apostlerne og kastede dem i et offentligt Fængsel.

5:19  Men Herrens Engel oplod Fængslets Dør om Natten, og førte dem ud og sagde:

5:20  gaaer hen og træder frem og taler i Templet alle disse Livsens Ord for Folket.

5:21  Men der de havde hørt dette, gik de aarle ind i Templet og lærte. Men der den Ypperstepræst kom og de, som vare med ham, sammenkaldte de Raadet og alle Israels Børns Ældste, og sendte hen til Fængslet, at føre dem frem.

5:22  Men der Tjenerne kom derhen, fandt de dem ikke i Fængslet; og de kom tilbage og forkyndte det og sagde:

5:23  Fængslet fandt vi tillukt med al Omhu, og Vogterne staaende udenfor Dørene; men der vi lode op, fandt vi Ingen inde.

5:24  Men der baade den Ypperstepræst og Templets Høvedsmand og de andre Ypperstepræster hørte disse Ord, bleve de tvivlraadige om dem, hvad dette monne være.

5:25  Men En kom frem, forkyndte dem og sagde: see, de Mænd, som I kastede i Fængsel, staae i Templet og lære Folket.

5:26  Da gik Høvedsmanden hen med Tjenerne, og førte dem med sig, dog ikke med Magt; thi de frygtede for Folket, at de skulde blive stenede.

5:27  Men der de havde ført dem med sig, stillede de dem for Raadet; og den Ypperstepræst spurgte dem og sagde:

5:28  bøde vi Eder ikke alvorligen, at I skulde ikke lære i dette Navn? og see, I have fyldt Jerusalem med Eder Lærdom, og ville føre dette Menneskes Blod over os.

5:29  Men Peter og Apostlerne svarede og sagde: man bør adlyde Gud mere end Menneskene.

5:30  Vore Fædres Gud opreiste Jesus, hvilken I hængte paa et Træ og ihjelsloge.

5:31  Denne haver Gud ophøiet til den Fyrste og Frelser ved sin høire Haand, at give Israel Omvendelse og Syndernes Forladelse.

5:32  Og vi ere hans Vidner til disse Ting, som og den Hellig Aand, hvilken Gud haver givet dem, som ham lyde.

5:33  Men der de det hørte, skar det dem i Hjertet, og de beraadte sig paa at slaae dem ihjel.

5:34  Men der opstod i Raadet en Pharisæer ved Navn Gamaliel, en Lovlærer, høit agtet af alt Folket, og bød, at de skulde lade Apostlerne træde lidet ud,

5:35  og han sagde til dem: I israelitiske Mænd! tager Eder vare med disse Mennesker, hvad I gjøre ved dem.

5:36  Thi før disse Dage opstod Theudas, som sagde sig selv at være Noget, og et Antal Mænd ved fire hundrede hængte sig ved ham; han blev ihjelslagen, og alle de, som fulgte ham, ere adspredte og blevne til Intet.

5:37  Efter denne opstod Judas den Galilæer, i Skattebeskrivningens Dage, og drog meget Folk efter sig. Han er og omkommen, og alle de, som fulgte ham, bleve adspredte.

5:38  Og nu siger jeg Eder: holder Eder fra disse Mennesker, og lader dem fare; thi dersom dette Raad eller dette værk er af Menneskene, bliver det forstyrret;

5:39  men er det af Gud, kunne I ikke forstyrre det. Lader Eder dog ikke befinde som de, der endog ville stride mod Gud.

5:40  Da løde de ham; og de fremkaldte Apostlerne og lode dem hudstryge, og bøde dem ikke at tale i Jesu Navn, hvorpaa de lode dem fare.

5:41  Saa gik de da glade bort fra Raadets Aasyn, fordi de havde været agtede værdige til at forhaanes for hans Navns Skyld.

5:42  Og de lode ikke af hver Dag at lære i Templet og Husene, og at forkynde Jesus Christus.

Chapter 6

6:1  Men i de Dage, der Disciplene formeredes, begyndte Hellenisterne at knurre imod Hebræerne, fordi deres Enker bleve tilsidesatte ved den daglige Uddeling.

6:2  Men de Tolv kaldte Disciplenes hele Mængde sammen og sagde: det sømmer os ikke at forlade Guds Ord for at tjene ved Bordene.

6:3  Udseer derfor, Brødre! iblandt Eder syv Mænd, som have godt Vidnesbyrd og ere fyldte af den Hellig Aand og Viisdom, hvilke vi kunne beskikke til denne Forretning.

6:4  Men vi ville blive varagtige i Bøn og Ordets Tjeneste.

6:5  Og denne Tale behagede den ganske Mængde; og de udvalgte Stephanus, en Mand fuld af Tro og den Hellig Aand, og Philippus og Prochorus og Nicanor og Timon og Parmenas og Nicolaus, en Proselyt fra Antiochia,

6:6  hvilke de fremstillede for Apostlerne; og disse gjorde Bøn, og lagde deres Hænder paa dem.

6:7  Og Guds Ord havde Fremgang, og Disciplenes Tal formeredes meget i Jerusalem; og en stor Hob af Præsterne antoge Troen.

6:8  Men Stephanus, fuld af Tro og Kraft, gjorde Undergjerninger og store Tegn iblandt Folket.

6:9  Da opstode Nogle af den Synagoge, som kaldes de Frigivnes, og de Cyreners og de Alexandriners, og af dem fra Cilicia og Asia, og tvistede med Stephanus.

6:10  Og de kunde ikke imodstaae dem Viisdom og den Aand, som han talede af.

6:11  Da beskikkede de hemmeligen Mænd, som sagde: vi have hørt ham tale bespottelige Ord imod Moses og imod Gud.

6:12  Og de oprørte Folket og de Ældste og Skriftkloge, og de overfaldt ham og reve ham bort og førte ham for Raadet;

6:13  og de fremstillede falske Vidner, som sagde: dette Menneske lader ikke af at tale bespottelige Ord mod dette hellige Sted og imod Loven.

6:14  Thi vi have hørt ham sige, at denne Jesus af Nazareth skal forstyrre dette Sted og forandre de Skikke, som Moses haver overantvordet os.

6:15  Og alle de, som sadde i Raadet, stirrede paa ham, og de saae hans Ansigt som en Engels Ansigt.

Chapter 7

7:1  Men den Ypperstepræst sagde: mon da dette haver sig saaledes?

7:2  Hvorpaa han sagde: I Mænd, Brødre og Fædre, hører til! Herlighedens Gud aabenbaredes for vor Fader Abraham, der han var i Mesopotamien, førend han tog Bolig i Charan.

7:3  Og han sagde til ham: gak ud af dit Land, og fra din Slægt, og kom til et Land, som jeg vil vise dig.

7:4  Da udgik han af de Chaldæers Land og tog Bolig i Charan; og efter hans Faders Død bød Gud ham flytte derfra hen i dette Land, som I nu boe udi.

7:5  Og han gav ham Intet deraf til Eie, end ikke en Fodbred; dog lovede han ham at give ham det at besidde, og hans Sæd efter ham, enddog han intet Barn havde.

7:6  Men Gud talede saaledes: hans Sæd skal være som Udlændinge udi et fremmed Land, og man skal gjøre den til Trælle og handle ilde dermed i fire hundrede Aar.

7:7  Og det Folk, under hvilket de skulle trælle, vil jeg dømme, sagde Gud; og derefter skulle de drage ud og tjene mig paa dette Sted.

7:8  Og han gav ham Omskærelsens Pagt; og saa avlede han Isaak og omskar ham den ottende Dag, og Isaak avlede Jakob, og Jakob de tolv Patriarcher.

7:9  Patriarcherne bare Avind mod Joseph og solgte ham til Ægypten; men Gud var med ham.

7:10  Og han udfriede ham af alle hans Trængsler og gav ham Naade og Viisdom for Pharao, Kongen i Ægypten, som satte ham til en Fyrste over Ægypten og sit ganske Huus.

7:11  Men der kom en Hunger over det ganske Ægyptens og Canaans land, og en stor Trængsel; og vore Fædre fandt ikke Føde.

7:12  Men der Jakob hørte, at der var Korn i Ægypten, sendte han vore Fædre ud første Gang.

7:13  Og anden Gang blev Joseph kjendt af sine Brødre, og Josephs Slægt blev kundbar for Pharao.

7:14  Men Joseph sendte hen og lod kalde sin Fader Jakob og al sin Slægt til sig, fem og halvfjerdsindstyve Sjæle.

7:15  Men Jakob drog ned til Ægypten, og han døde og vore Fædre.

7:16  Og de bleve førte hen til Sichem og lagte i den Grav, som Abraham kjøbte for Penge af Amoritterne i Sichem.

7:17  Men der den Forjættelsens Tid nærmede sig, hvilken Gud havde svoret Abraham, voxte Folket og formeredes i Ægypten,

7:18  indtil en anden Konge opstod, som ikke havde kjendt Joseph.

7:19  Han brugte Trædskhed mod vor Slægt og handlede ilde med vore Fædre, idet han lod deres smaa Børn sætte ud, at de ikke skulde formeres.

7:20  Paa den Tid blev Moses født, et deiligt Barn for Gud; han blev opfostret i tre Maaneder i sin Faders Huus.

7:21  Men der han var udsat, tog Pharaos Datter ham op, og opfostrede ham sig selv til en Søn.

7:22  Og Moses blev oplært i al Ægyptens Viisdom; men han var mægtig i Ord og Gjerninger.

7:23  Men der han blev fyrretyve Aar gammel, fik han i Sinde at besøge sine Brødre, Israels Børn.

7:24  Og der han saae En lide Uret, beskjermede han ham og hevnede hans Uret, som blev ilde medhandlet, idet han slog Ægypteren ihjel.

7:25  Men han meente, at hans Brødre, skulde forstaaet, at Gud gav dem Frelse ved hans Haand; men de forstode det ikke.

7:26  Men den anden Dag traf han Nogle, som trættedes, og formanede dem til Fred, sigende: I Mænd! I ere Brødre, hvi gjøre I hverandre Uret?

7:27  Men den, som gjorde sin Næste Uret, stødte ham fra sig og sagde: hvo haver sat dig til en Øverste og Dommer over os?

7:28  Vil du slaae mig ihjel, ligesom du igaar ihjelslog Ægypteren?

7:29  Men Moses flyede for denne Tales Skyld, og blev en Udlænding i Midians Land, hvor han avlede to Sønner.

7:30  Og der fyrretyve Aar vare fuldkommede, aabenbaredes Herrens Engel for ham i Sinai Bjergs Ørk, i en Tornebuskes Ildslue.

7:31  Men der Moses det saae, forundrede han sig over dette Syn, og der han gik hen for at beskue det, skete Herrens Røst til ham:

7:32  Jeg er dine Fædres Gud, Abrahams Gud og Isaaks Gud og Jakobs Gud. Da bævede Moses og turde ikke skue derhen.

7:33  Men Herren sagde til ham: løs Skoene af dine Fødder: thi det Sted, som du staaer paa, er hellig Jord.

7:34  Jeg haver grant seet det Onde, mit Folk lider i Ægypten, og hørt deres Suk, og er nedkommen at udfrie dem; og kom nu hid, og jeg vil sende dig til Ægypten.

7:35  Denne Moses, hvilken de fornegtede, sigende: hvo haver sat dig til en Øverste og Dommer? denne sendte Gud til at være en Øverste og Befrier ved Engelens Haand, som aabenbaredes for ham i Tornebusken.

7:36  Denne udførte dem, der han havde gjort Undergjerninger og Tegn i Ægyptens Land og i det røde Hav og i Ørken i fyrretyve Aar.

7:37  Denne er den Moses, som sagde til Israels Børn: en Prophet skal Herren Eder Gud opreise Eder af Eders Brødre ligesom mig; ham skulle I høre.

7:38  Denne er den, som i Menigheden udi Ørken stod imellem Engelen, som talede til ham paa Sinai Bjerg, og vore Fædre; den, som annammede de levende Ord at give os;

7:39  hvem Eder Fædre ikke vilde lyde, men stødte ham fra sig og vendte med deres Hjerter tilbage til Ægypten, sigende til Aaron:

7:40  gjør os Guder, som kunne gaae foran os; thi vi vide ikke, hvad der er skeet denne Moses, som udstødte os af Ægyptens Land.

7:41  Og de gjorde en Kalv i de samme Dage og fremførte Offer for Afguden og vare lystige ved deres Hænders Gjerninger.

7:42  Men Gud vendte sig fra dem, og gav dem hen at tjene Himmelens Hær, som skrevet er i Propheternes Bog: have I vel, Israels Huus, offret mig Slagt-Offere og andre Offere i fyrretyve Aar i Ørken?

7:43  Og I bare Molochs Tabernakel og Remphans, Eders Guds, Stjerne, de Billeder, som I have gjort for at tilbede dem; og jeg vil flytte Eder bort paa hiin Side Babylon.

7:44  Vidnesbyrdets Tabernakel var iblandt vore Fædre i Ørken, ligesom han befalede Moses at gjøre det efter den Lignelse, som han havde seet.

7:45  Dette annammede vore Fædre, og indførte det under Josva i Landet, som Hedningerne havde inde, hvilke Gud uddrev fra vore Fædres Aasyn, indtil Davids Dage.

7:46  Han fandt Naade for Gud, og begjerede at udsee et Tabernakel for Jakobs Gud.

7:47  Men Salomo byggede ham et Huus.

7:48  Dog den Høieste boer ikke i Templer, gjorte med Hænder, som Propheten siger:

7:49  Himmelen er min Throne, men Jorden mine Fødders Skammel, hvad Huus ville I bygge mig? siger Herren, eller hvor er min Hviles Sted?

7:50  Haver ikke min Haand gjort alt dette?

7:51  I haarde Halse og Uomskaarne paa Hjerte og Øren! I imodstaae altid den Hellig Aand; som Eder Fædre, saa og I.

7:52  Hvilken af Propheterne forfulgte ikke Eders Fædre? og de ihjelsloge dem, som forud forkyndte den Retfærdiges Tilkommelse, hvis Forrædere og Mordere I nu ere blevne;

7:53  I, som annammede Loven under Engles Besørgelse, og have ikke holdt den!

7:54  Men der de hørte dette, skar det dem i deres Hjerte, og de bede Tænderne sammen imod ham.

7:55  Men som han var fuld af den Hellig Aand, skuede han op mod Himmelen, og saae Guds Herlighed, og Jesus staaende hos Guds høire Haand.

7:56  Og han sagde: see, jeg seer Himlene aabnede, og Menneskens Søn staaende hos Guds høire Haand.

7:57  Men de raabte med høi Røst, og holdt for deres Øren, og stormede samdrægteligen ind paa ham.

7:58  Og de stødte ham ud udenfor Staden og stenede ham, og Vidnerne lagde deres Klæder af ved en ung Mands Fødder, som hedte Saulus.

7:59  Og de stenede Stephanus, som bad og sagde: Herre Jesus, annam min Aand!

7:60  Men han faldt paa Knæ og raabte med høi Røst: Herre, tilregn dem ikke denne Synd! Og som han dette sagde, sov han hen.

Chapter 8

8:1  Men ogsaa Saulus havde velbehag i hans Mord. Og paa den samme Dag begyndtes en stor Forfølgelse over Menigheden i Jerusalem, og de adspredtes alle over Judæas og Samarias Egne, undtagen Apostlerne.

8:2  Men gudfrygtige Mænd udbare Stephanus, og holdt en stor Begrædelse over ham.

8:3  Men Saulus plagede Menigheden, og gik ind i Husene og trak baade Mænd og Kvinder frem, og overantvordede dem i Fængsel.

8:4  Imidlertid gik de Adspredte omkring og forkyndte Evangeliums Lære.

8:5  Da kom og Philippus til Samarias Stad, og prædikede Christus for dem.

8:6  Og Folket gav samdrægteligen Agt paa det, som sagdes af Philippus, idet de hørte og saae de Tegn, som han gjorde.

8:7  Thi af mange, som havde urene Aander, fore de ud, raabende med høi Røst; men mange Værkbrudne og Halte bleve helbredte.

8:8  Og der blev en stor Glæde i denne Stad.

8:9  Men en Mand, ved Navn Simon, havde før drevet Trolddom i Staden og forvildet det samaritanske Folk og sagt sig selv at være stor.

8:10  Efter ham hang Alle, Smaa og Store, og sagde: denne er den Guds Kraft, den store.

8:11  Men de hang efter ham, fordi han havde en lang Tid forvildet dem med Trolddomskunster.

8:12  Men der de troede Philippus, som forkyndte Evangelium om det, som hører til Guds Rige, og Jesu Christi Navn, lode de sig døbe, baade Mænd og Kvinder.

8:13  Men Simon troede og selv, og lod sig døbe, og holdt sig til Philippus; og da han saae de Tegn og store kraftige Gjerninger, som skete, forundrede han sig storligen.

8:14  Men der Apostlerne i Jerusalem hørte, at Samaria havde annammet Guds Ord, udsendte de Peter og Johannes til dem,

8:15  hvilke der de vare komne ned, bade for dem, at de maatte faa den Hellig Aand;

8:16  (thi den var endnu ikke kommen paa Nogen af dem, men de vare alene døbte i den Herres Jesu Navn).

8:17  Da lagde de Hænderne paa dem, og de fik den Hellig Aand.

8:18  Men der Simon saae, at den Hellig Aand blev given ved Haandspaalæggelse af Apostlerne, bragte han dem Penge, sigende:

8:19  giver og mig denne Magt, at hvem jeg lægger Hænderne paa, han maae faae den Hellig Aand.

8:20  Men Peter sagde til ham: dine Penge være forbandede tilligemed dig, fordi du mener at kunne erhverve den Guds Gave for Penge.

8:21  Du haver ikke Deel eller Lod i dette Ord; thi dit Hjerte er ikke ret for Gud.

8:22  Omvend dig derfor fra denne din Ondskab, og bed Gud, om dit Hjertes Paafund maatte forlades dig.

8:23  Thi jeg seer, at du er betagen af en bitter Galde og besnæret af Uretfærdighed.

8:24  Men Simon svarede og sagde: beder I for mig til Herren, at Intet af det, som I have sagt, skal komme over mig.

8:25  Men der de havde vidnet og talet Herrens Ord, vendte de tilbage til Jerusalem igjen og prædikede Evangelium i mange af de Samaritaners Byer.

8:26  Men Herrens Engel talede til Philippus og sagde: staa op, og gak mod Sønden paa den Vei, som gaaer ned fra Jerusalem til Gaza; den er øde.

8:27  Og han stod op og gik hen; og see, der var en Æthioper, en Gilding, en mægtig Mand hos Candace, Æthiopernes Dronning, som var sat over al hendes Skat; han var kommen til Jerusalem for at tilbede.

8:28  Og han drog hjem og sad paa sin Vogn og læste Propheten Esaias.

8:29  Men Aanden sagde til Philippus: gak frem og hold dig til denne Vogn.

8:30  Men Philippus løb til og hørte ham læse Propheten Esaias, og han sagde: forstaaer du og det, som du læser?

8:31  Men han sagde: hvorledes skulde jeg kunne det, uden Nogen veileder mig? Og han bad Philippus stige op, at sidde hos sig.

8:32  Men det Stykke af Skriften, som han læste, var dette: som et Faar blev han ført til Slagterbænken, og som et Lam er stumt mod den, der klipper det, saaledes oplader han ei sin Mund.

8:33  I hans Fornedrelse blev hans Dom fuldendt; men hvo skal kunne fortælle hans Tid? efterdi hans Liv blev borttaget af Jorden.

8:34  Men Gildingen spurgte Philippus og sagde: jeg beder dig, og hvem taler Propheten dette? om sig selv eller om en Anden?

8:35  Da oplod Philippus sin Mund, og begyndte fra dette Prophetens Sted at forkynde ham Jesus.

8:36  Men som de droge frem ad Veien, kom de til noget Vand, og Gildingen sagde: see, der er Vand, hvad hindrer mig fra at blive døbt?

8:37  Men Philippus sagde: dersom du troer af ganske Hjerte, kan det skee. Men han svarede og sagde: jeg troer, at Jesus Christus er Guds Søn.

8:38  Og han bød Vognen holde, og de nedstege begge i Vandet, baade Philippus og Gildingen; og han døbte ham.

8:39  Men der de opstege af Vandet, bortrykkede Herrens Aand Philippus, og Gildingen saae ham ikke mere; thi drog han sin Vei med Glæde.

8:40  Men Philippus blev funden i Asdod, og han vandrede der igjennem, og prædikede Evangelium i alle Stæder, indtil han kom til Cæsarea.

Chapter 9

9:1  Men Saulus fnøs endnu med Trusel og Mord mod Herrens Disciple, og gik til den Ypperstepræst.

9:2  og begjerede af ham Breve til Damascus til Synagogerne, paa det, om han fandt nogle Mænd eller Kvinder, som vare af denne Lærevei, han da kunde føre dem bundne til Jerusalem.

9:3  Men idet han reiste og kom nær til Damascus, omskinnede ham hasteligen et Lys fra Himmelen.

9:4  Og han faldt til Jorden og hørte en Røst, som sagde til ham: Saul! Saul hvi forfølger du mig?

9:5  Men han sagde: hvo er du, Herre? Men Herren sagde; jeg er Jesus, den du forfølger; det vil blive dig haardt at stampe mod Braadden.

9:6  Og han sagde, bævende og forfærdet: Herre! hvad vil du, at jeg skal gjøre? Og Herren sagde til ham: staa op og gak ind i Staden, og det skal siges dig, hvad dig bør at gjøre.

9:7  Men de Mænd, som vandrede med ham, stode forfærdede, da de vel hørte Røsten, men saae Ingen.

9:8  Og Saulus reiste sig op fra Jorden; men der han oplod sine Øine, saae han Ingen. Men de ledte ham ved Haanden og førte ham ind i Damascus.

9:9  Og han saae ikke i tre Dage, og han aad ikke, ei heller drak han.

9:10  Men der var en Discipel i Damascus, ved Navn Ananias, og Herren sagde til ham i et Syn: Ananias! Men han sagde: see, her jeg, Herre!

9:11  Men Herren sagde til ham: staa op, gak hen i den Gade, som kaldes den lige, og spørg i Judas Huus efter En ved Navn Saulus fra Tarsus; thi see, han beder.

9:12  Og han har seet i et Syn en Mand ved Navn Ananias at komme ind og lægge Haanden paa ham, at han skulde blive seende.

9:13  Men Ananias svarede: Herre! jeg haver hørt af Mange om denne Mand, hvor meget Ondt han haver gjort dine Hellige i Jerusalem.

9:14  Og han haver her Magt af de Ypperstepræster at binde alle dem, som paakalde dit Navn.

9:15  Men Herren sagde til ham: gak hen; thi denne er mig et udvalgt Redskab, at bringe mit Navn frem for Hedninger og Konger og Israels Børn;

9:16  thi jeg vil vise ham, hvor meget det bør ham at lide for mit Navns Skyld.

9:17  Men Ananias gik hen og kom ind i Huset, og lagde Hænderne paa ham og sagde: Saul, Broder! Herren haver sendt mig, Jesus, der aabenbaredes for dig paa Veien, ad hvilken du kom, at du skal vorde seende igjen, og fyldes med den Hellig Aand.

9:18  Og strax faldt det fra hans Øine ligesom Skæl, og han blev seende i det samme, og stod op og blev døbt.

9:19  Og han fik Mad og blev styrket. Men Saulus blev nogle Dage hos Disciplene i Damascus.

9:20  Og strax prædikede han Christus i Synagogerne, at han er den Guds Søn.

9:21  Men Alle, som hørte det, forbausedes og sagde: er det ikke ham, som i Jerusalem plagede dem, som paakalde dette Navn, og var kommen hid, for at føre dem bundne til de Ypperstepræster?

9:22  Men Saulus styrkedes end mere, og igjendrev Jøderne, som boede i Damascus, og beviste, at denne er den Christus.

9:23  Men mange Dage derefter holdt Jøderne Raad om at slaae ham ihjel.

9:24  Men Saulus fik deres Efterstræbelse at vide. Og de bevogtede Portene baade Dag og Nat, at de kunde ihjelslaae ham.

9:25  Men Disciplene toge ham om Natten og nedhissede ham over Muren i en Kurv.

9:26  Men der Saulus kom til Jerusalem, forsøgte ham at holde sig nær til Disciplene; og de frygtede alle for ham, og troede ikke, at han var en Discipel.

9:27  Men Barnabas tog ham til sig og førte ham til Apostlerne; og han fortalte dem, hvorledes han havde seet Herren paa Veien, og at han havde talet til ham, og hvorledes han i Damascus havde lært frimodigen i Jesu Navn.

9:28  Og han gik ind og gik ud med dem i Jerusalem,

9:29  og lærte frimodigen i den Herres Jesu Navn, og han talede og tvistede med Hellenisterne; men de toge sig for at slaae ham ihjel.

9:30  Men da Brødrene fik det at vide, førte de ham til Cæsarea og sendte ham videre til Tarsus.

9:31  Saa havde da Menighederne Fred over ganske Judæa og Galilæa og Samaria, og vandrede i Herrens Frygt, og ved den Hellig Aands Ledsagelse formeredes de.

9:32  Men det skete, der Peter drog allevegne omkring, at han kom ogsaa til de Hellige, som boede i Lydda.

9:33  Der fandt han en Mand ved Navns Æneas, som havde ligget otte Aar ved Sengen, og var værkbruden.

9:34  Og Peter sagde til ham: Æneas! Jesus Christus helbreder dig; staa op, og red selv under dig. Og han stod strax op.

9:35  Og Alle, som boede i Lydda og Saron, saae ham, og omvendte sig til Herren.

9:36  Men der var en Discipelinde i Joppe, ved Navn Tabitha, hvilket udlagt betyder Dorkas; hun var rig paa gode Gjerninger og gav mange Almisser.

9:37  Men det begav sig i de samme Dage, at hun blev syg og døde. Da toede de hende og lagde hende paa Salen.

9:38  Men efterdi Lydda var nær ved Joppe, udsendte Disciplene, der de hørte, at Peter var der, to Mænd til ham, og bade ham, uden Forhaling at komme over til dem.

9:39  Men Peter stod op og gik med dem. Og der han kom derhen, førte de ham op paa Salen, og alle Enkerne stode omkring ham, græd og viste ham de Kjortler og Klæder, som samme Dorkas havde gjort, den Stund hun var hos dem.

9:40  Men Peter bød dem alle at gaae ud, og faldt paa Knæ og bad; og han vendte sig til Legemet og sagde: Tabitha, staa op! Men hun oplod sine Øine, og der hun saae Peter, satte hun sig op.

9:41  Men han gav hende Haanden og reiste hende op, og han kaldte at de Hellige og Enkerne, og fremstillede hende levende.

9:42  Men det blev vitterligt over al Joppe, og Mange troede paa Herren.

9:43  Og det skete, at han blev mange Dage i Joppe hos en vis Simon, en Garver.

Chapter 10

10:1  Men der var en Mand i Cæsarea ved Navn Cornelius, en Høvedsmand af den Rode, som kaldes den italiske.

10:2  Han var from og frygtede Gud med sit ganske Huus og gav Folket mange Almisser, og bad altid til Gud.

10:3  Han saae klarligen i et Syn, ved den niende Time paa Dagen, en Guds Engel, som kom ind til ham og sagde til Ham: Cornelius!

10:4  Men han saae stivt paa ham og blev forfærdet og sagde: hvad er det, Herre? Han sagde til ham: dine Bønner og dine Almisser ere stegne op for Gud og ihukommede.

10:5  Og send nu Nogle til Joppe og lad hente Simon, som kaldes med Tilnavn Peter.

10:6  Han er til Herberge hos en vis Simon, en Garver, hvis Huus er ved Havet; han skal sige dig, hvad dig bør at gjøre.

10:7  Men der Engelen, som talede til Cornelius, var bortgangen, kaldte han to af sine Huussvende og en gudfrygtig Stridsmand af dem, som vare om ham.

10:8  Og han fortalte dem det alt sammen, og udsendte dem til Joppe.

10:9  Men anden Dagen, der disse reiste paa Veien og kom nær til Staden, steg Peter op paa Huset at bede, ved den sjette Time.

10:10  Men han blev meget hungrig og vilde have Noget at spise; men imedens de lavede til, overfaldt ham en Henrykkelse.

10:11  Og han saae Himmelen aabnet og Noget stige ned til sig som en stor linned Dug, bundet ved de fire Hjørner, og nedladt paa Jorden;

10:12  i hvilket vare alle Slags af Jordens fireføddede Dyr og vilde og krybende Dyr og Himmelens Fugle.

10:13  Og en Røst skete til ham: staa op, Peter, slagt og æd!

10:14  Men Peter sagde: ingenlunde, Herre! thi aldrig haver jeg ædet noget Vanhelligt eller Ureent.

10:15  Og Røsten sagde atter anden Gang til ham: hvad Gud haver renset, holde du ikke for ureent!

10:16  Men dette skete tre Gange, og Dugen blev igjen optagen til Himmelen.

10:17  Men der Peter tvivlede ved sig selv, hvad dette Syn, som han havde seet, maatte betyde, see, da stode de Mænd for Døren, som vare udsendte af Cornelius, som havde opspurgt Simons Huus.

10:18  Og de raabte og spurgte, om Simon, med Tilnavn Peter, var der til Herberge?

10:19  Men idet Peter grublede over Synet, sagde Aanden til ham: see, tre Mænd lede efter dig.

10:20  Staa derfor op, stig ned, og drag med dem uden at tvivle; thi jeg haver udsendt dem.

10:21  Men Peter steg ned til Mændene, som vare sendte til ham fra Cornelius, og sagde: see, jeg er den, som I lede efter; hvad er Aarsagen, hvorfor I ere her?

10:22  Men de sagde: Cornelius, en Høvedsmand, en retfærdig Mand, og som frygter Gud, som haver godt Vidnesbyrd af alt Jødernes Folk, haver faaet guddommelig Befaling ved en hellig Engel, at han skulde lade dig hente til sit Huus, og høre dine Ord.

10:23  Da kaldte han dem ind og gav dem Herberge. Men den anden Dag drog Peter ud med dem, og nogle af Brødrene fra Joppe gik med ham.

10:24  Og den anden Dag kom de til Cæsarea. Men Cornelius ventede paa dem, og havde sammenkaldt sine Paarørende og nærmeste Venner.

10:25  Men som det skete, at Peter gik ind, mødte Cornelius ham, og faldt ned for hans Fødder, og tilbad.

10:26  Men Peter reiste ham op og sagde: staa op! jeg er og selv et Menneske.

10:27  Og der han havde talet med ham, gik han ind og fandt Mange, som vare komne sammen.

10:28  Og han sagde til dem: I vide, hvor utilbørligt det er for en jødisk Mand, at omgaaes med eller komme til En, som er af et fremmed Folk; men mig haver Gud viist, ikke at kalde noget Menneske vanhelligt eller ureent.

10:29  Derfor kom jeg og uden Modsigelse, der jeg blev kaldet hid; og nu spørger jeg Eder, hvorfor I kaldte mig?

10:30  Og Cornelius sagde: for fire Dage siden fastede jeg indtil denne Time, og ved den niende Time bad jeg i mit Huus; og see, en Mand stod for mig i et skinnende Klædebon,

10:31  og han sagde: Cornelius! din Bøn er hørt, og dine Almisser ere ihukommede for Gud.

10:32  Send derfor til Joppe, og lad kalde til dig Simon med Tilnavn Peter, han er til Herberge i Simons den Garvers Huus, ved Havet; han skal tale til dig, naar han kommer.

10:33  Derfor sendte jeg strax til dig, og du gjorde vel, at du kom. Nu ere vi derfor alle tilstede for Guds Aasyn, at høre Alt, hvad dig er befalet af Gud.

10:34  Men Peter oplod Munden og sagde: jeg befinder i Sandhed, at Gud anseer ikke Personer;

10:35  men hvo iblandt alle Folk, som ham frygter og gjør Retfærdighed, er ham behagelig.

10:36  Hvad den Lære angaaer, som han udsendte til Israels Børn, der han lod forkynde Fred ved Jesus Christus, (han er Alles Herre!)

10:37  da vide I, hvad der er skeet over al Judæa, og begyndte fra Galilæa, efter den Daab, som Johannes prædikede,

10:38  anlangende Jesus af Nazareth, hvorledes Gud salvede ham med den Hellig Aand og Kraft; hvilken drog omkring og gjorde vel og helbredede Alle, som vare overvældede af Djævelen; thi Gud var med ham.

10:39  Og vi ere Vidner til alt det, som han haver gjort i Jødernes Land og i Jerusalem, hvilken de sloge ihjel og hængte paa et Træ.

10:40  Ham opreiste Gud paa den tredie Dag og lod ham aabenbares,

10:41  ikke for alt Folket, men for de Vidner, som vare forud beskikkede af Gud, for os, vi som aade og drak med ham, efter at han var opstanden fra de Døde.

10:42  Og han haver budet os at prædike for Folket og at vidne, at han er den af Gud bestemte Levendes og Dødes Dommer.

10:43  Denne give alle Propheterne Vidnesbyrd, at hver den, som troer paa ham, skal faae Syndernes Forladelse ved hans Navn.

10:44  Der Peter endnu talede dise Ord, faldt den Hellig Aand paa alle dem, som hørte Ordet.

10:45  Og de Troende af Omskærelsen, saa mange, som vare komne med Peter, bleve meget forfærdede over, at den Hellig Aands Gave blev og udøst over Hedningerne;

10:46  thi de hørte dem tale med fremmede Tungemaal og prise Gud.

10:47  Da svarede Peter: mon Nogen kan formene Vandet, at disse ikke skulle døbes, som have annammet den Hellig Aand, ligesom og vi?

10:48  Og han befoel, at de skulde døbes i Herrens Navn. Da bade de ham at blive der nogle Dage.

Chapter 11

11:1  Men Apostlerne og Brødrene, som vare i Judæa, hørte, at ogsaa Hedningerne havde annammet Guds Ord.

11:2  Og der Peter kom op til Jerusalem, tvistede de af Omskærelsen med ham og sagde:

11:3  du er gaaet ind til Uomskaarne og haver ædet med dem.

11:4  Men Peter begyndte og forklarede dem det i Sammenhæng, sigende:

11:5  jeg var i Staden Joppe, og bad; og jeg saae i Henrykkelse et Syn, Noget, der steg ned som en stor linned Dug, der nedlodes fra Himmelen ved dets fire Hjørner, og det kom til mig.

11:6  Jeg stirrede paa det og betragtede, og saae Jordens fireføddede Dyr og vilde og krybende Dyr og Himmelens Fugle.

11:7  Men jeg hørte en Røst, som sagde til mig: staa op, Peter, slagt og æd!

11:8  Men jeg sagde: ingenlunde, Herre! thi aldrig kom noget Vanhelligt eller Ureent i min Mund.

11:9  Men Røsten svarede mig anden Gang af Himmelen: hvad Gud haver renset, holde du ikke for ureent.

11:10  Men dette skete tre Gange; og det blev altsammen igjen draget op til Himmelen.

11:11  Og see, i det Samme stode tre Mænd for Huset, i hvilket jeg var, som vare udsendte til mig fra Cæsarea.

11:12  Men Aanden sagde til mig, at jeg skulde gaae med dem og ikke tvivle. Men og disse sex Brødre droge med mig, og vi gik ind i Mandens Huus.

11:13  Og han kundgjorde os, hvorledes han havde seet Engelen staaende i hans Huus, og sigende til ham: send Nogle til Joppe, og lad hente Simon med Tilnavn Peter.

11:14  Han skal sige Ord til dig, ved hvilke du og dit ganske Huus skal frelses.

11:15  Men idet jeg begyndte at tale, faldt den Hellig Aand paa den, ligesom og paa os i Begyndelsen.

11:16  Da kom jeg Herrens Ord i hus, der han sagde: Johannes døbte vel med Vand, men I skulle døbes med den Hellig Aand.

11:17  Dersom Gud da haver givet dem lige Gave med os, der de troede paa den Herre Jesus Christus, hvo var da jeg, at jeg skulde kunne hindre Gud?

11:18  Men der de hørte det, bleve de rolige, og lovede Gud og sagde: saa haver Gud og givet Hedningerne Omvendelse til Livet.

11:19  Men de, som vare adspredte siden den Trængsel, som reiste sig formedelst Stephanus, vandrede om indtil Phoenicien og Cypern og Antiochia, og talede Ordet til Ingen, uden til Jøderne alene.

11:20  Men iblandt dem vare nogle Mænd fra Cypern og Cyrene, som kom til Antiochia og talede til Hellenisterne, og prædikede den Herre Jesus.

11:21  Og Herrens Haand var med dem, og et stort Antal troede og omvendte sig til Herren.

11:22  Men Rygtet om dem kom Menigheden i Jerusalem for Øren, og de udsendte Barnabas, at han skulde drage indtil Antiochia.

11:23  Denne, der han kom derhen og saae Guds Naade, glædede sig, og formanede Alle, at de med Hjertets Forsæt skulde blive ved Herren.

11:24  Thi han var en god Mand, og fuld af den Hellig Aand og Tro. Og der blev meget Folk ført til Herren.

11:25  Men Barnabas drog ud til Tarsus for at opsøge Saulus; og der han fandt ham, førte han ham til Antiochia.

11:26  Men det skete, at de et heelt Aar igjennem forsamledes i Menigheden og lærte meget Folk, og at Disciplene først i Antiochia bleve kaldte Christne.

11:27  Men i de samme Dage kom Propheter ned fra Jerusalem til Antiochia.

11:28  Og een af dem, ved Navn Agabus, stod op og tilkjendegav ved Aanden, at der skulde komme en stor Hunger over ganske Jorderige, hvilken og kom under Keiser Claudius.

11:29  Men Disciplene besluttede at sende, hver efter sin Evne, Noget til Hjælp for Brødrene, som boede i Judæa;

11:30  hvilket de og gjorde, og sendte det til de Ældste, ved Barnabas’ og Saulus’ Haand.

Chapter 12

12:1  Men ved det samme Tid lagde Kong Herodes Haand paa Nogle af Menigheden for at mishandle dem.

12:2  Men han lod Jakob, Johannes’ Broder, henrette med Sværd.

12:3  Og der han saae, at det behagede Jøderne, gik han videre og lod ogsaa Peter gribe. (Men det var de usyrede Brøds Dage).

12:4  Der han havde grebet ham, satte han ham og i Fængsel og overantvordede ham at bevogtes af fire Vagtskifter, hvert paa fire Mand, da han efter Paasken vilde føre ham frem for Folket.

12:5  Saa blev da Peter bevogtet i Fængslet; men der skete af Menigheden ivrig Bøn til Gud for ham.

12:6  Men der Herodes vilde føre ham frem, sov Peter i den samme Nat imellem to Stridsmænd, bunden med to Lænker, og Vagten for Døren tog vare paa Fængslet.

12:7  Og see, Herrens Engel stod for ham, og et Lys skinnede i Fængslet; men han slog Peter paa Siden, og vakte ham op og sagde: staa hastig op! og Lænkerne faldt ham af Hænderne.

12:8  Og Engelen sagde til ham: bind op om dig og paabind dine Saaler. Men han gjorde saa. Og han sagde til ham: Kast din Kjortel om dig og følg mig.

12:9  Og han gik ud og fulgte ham og vidste ikke, at det, som skete ved Engelen, var virkeligt, men meente, at han saae et Syn.

12:10  Men de gik igjennem den første og anden Vagt, og kom til den Jernport, ad hvilken man gaaer til Staden; denne oplodes af sig selv for dem, og de kom ud og gik en Gade frem, og strax skiltes Engelen fra ham.

12:11  Og der Peter kom til sig selv, sagde han: nu veed jeg i Sandhed, at Herren udsendte sin Engel, og udfriede mig fra Herodes’ Haand og fra alt det jødiske Folks Forventelse.

12:12  Og som han besindede sig, kom han for Marias Huus, som var Moder til Johannes med Tilnavn Marcus, hvor Mange vare forsamlede og bade.

12:13  Men da Peter bankede paa Forstuens Dør, kom en Pige, ved Navn Rhode, frem for at høre, hvo der var.

12:14  Og da hun kjendte Peters Røst, aabnede hun af Glæde ikke Døren, men løb ind og forkyndte dem, at Peter stod for Døren.

12:15  Da sagde de til hende: du raser. Men hun stod fast derpaa, at det var saaledes. Men de sagde: det er hans Engel.

12:16  Men Peter blev ved at banke paa, og der de lode op, saae de ham og bleve saare forfærdede.

12:17  Da vinkede han ad dem med Haanden, at de skulde tie; og han fortalte dem, hvorledes Herren havde ført ham ud af Fængslet, og han sagde: forkynder Jakob og Brødrene dette. Og han gik ud og drog til et andet Sted.

12:18  Men der det blev Dag, var der ikke liden Forvirring iblandt Stridsmændene, hvor Peter var bleven.

12:19  Men der Herodes lod ham søge og ikke fandt ham, forhørte han Vagten og befoel, at de skulde afstraffes. Og han drog ned fra Judæa til Cæsarea, og opholdt sig der.

12:20  Men Herodes var fjendtlig sindet imod de Tyrier og Sidonier. Men de kom samdrægteligen til ham, og fik Blastus, som var Kongens øverste Kammerbetjent paa deres Side, og bade om Fred, fordi deres Land fik tilførsel fra Kongens.

12:21  Men paa en bestemt Dag iførte Herodes sig et kongeligt Klædebon, og satte sig paa Thronen, og holdt en Tale for dem.

12:22  Men Folket raabte til ham: det er Guds Røst og ikke et Menneskes.

12:23  Men strax slog Herrens Engel ham, fordi han ikke gav Gud Æren; og han blev fortæret af Orme, og opgav Aanden.

12:24  Men Guds Ord havde Fremgang og udbredtes.

12:25  Men Barnabas og Saulus kom tilbage fra Jerusalem, efterat de havde fuldført deres Ærinde, og de havde med sig Johannes, med Tilnavn Marcus.

Chapter 13

13:1  Men i Antiochia, i den derværende Menighed, vare der nogle Propheter og Lærere, nemlig Barnabas og Simon, med Tilnavn Niger, og Lucius, den Cyrenæer, og Manaen, som var opfødt med Herodes den Fjerdingsfyrste, og Saulus.

13:2  Men der de holdt Gudstjeneste og fastede, sagde den Hellig Aand: udtager mig Barnabas og Saulus til den Gjerning, hvortil jeg haver kaldet dem.

13:3  Da fastede de og bade, og lagde Hænderne paa dem og lode dem gaae.

13:4  Disse, udsendte af den Hellig Aand, droge da ned til Seleucia, og seilede derfra til Cypern.

13:5  Og der de vare komne til Salamis, forkyndte de Guds Ord i Jødernes Synagoger; men de havde ogsaa Johannes til Medhjælper.

13:6  Og der de vare dragne igjennem Øen indtil Paphus, fandt de en Troldkarl, en falsk Prophet, en Jøde, hvis Navn var Barjesus.

13:7  Han var hos Landshøvdingen Sergius Paulus, en forstandig Mand. Denne kaldte Barnabas og Saulus til sig, og begjerede at høre Guds Ord.

13:8  Men Elimas eller Troldkarlen, (thi dette betyder hans Navn), stod dem imod og søgte at afvende Landshøvdingen fra Troen.

13:9  Men Saulus, (som og kaldes Paulus), fyldt med den Hellig Aand, saae stivt paa ham og sagde:

13:10  o, du Djævels Barn, fuldt af al List og al Skalkhed, al Retfærdigheds Fjende! vil du ikke lade af at forvende Herrens de rette Veie?

13:11  Og see nu, Herrens Haand er over dig, og du skal vorde blinde, og til en Tid ikke see Solen. Men strax faldt Taage og Mørke paa ham, og han gik omkring og søgte Nogen, som kunde lede ham.

13:12  Der Landshøvdingen saae det, som var skeet, troede ham, fuld af Forundring over Herrens Lære.

13:13  Men Paulus og de, som vare med ham, fore bort fra Paphus og kom til Perge i Pamphylien. Men Johannes skiltes fra dem og vendte tilbage til Jerusalem.

13:14  Men de droge videre fra Perge og kom til Antiochia i Pisidien, og gik ind i Synagogen paa Sabbatsdagen og satte sig.

13:15  Men efter Lovens og Propheternes Læsning sendte de Øverste for Synagogen til dem og lode sige: I Mænd, Brødre! have I nogen Formaningstale til Folket, da siger frem.

13:16  Men Paulus stod op og slog til Lyd med Haanden og sagde: I israelitiske Mænd og I, som frygte Gud, hører til!

13:17  Dette Folks, Israels, Gud udvalgte vore Fædre, og ophøiede Folket, der de boede i Udlændighed i Ægyptens Land, og førte dem derfra med en høi Arm.

13:18  Og henved fyrretyve Aar fordrog han deres Sæder i Ørken.

13:19  Og han udslettede syv Folk i Canaans Land, og loddeelte disses Land iblandt dem.

13:20  Og siden i henved fire hundrede og halvtredsindstyve Aar gav ham dem Dommere, indtil Propheten Samuel.

13:21  Og derefter bade de om en Konge; og Gud gav dem Saul, Kis’ Søn, en Mand af Benjamins Stamme, i fyrretyve Aar.

13:22  Og der han havde taget ham bort, opreiste han dem David til Konge, om hvilken han og vidnede, sigende: jeg haver fundet David, Isai Søn, en Mand efter mit Hjerte, som skal gjøre al min Villie.

13:23  Af dennes Sæd opreiste Gud efter Forjættelsen Israel en Frelser, Jesus,

13:24  efterat Johannes forud, før hans Fremtrædelse, havde prædiket Omvendelses Daab for alt Israels Folk.

13:25  Men der Johannes havde fuldkommet Løbet, sagde ham: hvem mene I mig at være? Jeg er det ikke. Men see, den kommer efter mig, hvis Skoe jeg ikke er værdig at løse.

13:26  I Mænd, Brødre, Børn af Abrahams Slægt, og de iblandt Eder, som frygte Gud! Eder er denne Frelses Ord sendt.

13:27  Thi de, som boe i Jerusalem, og deres Øverster, der de ikke kjendte denne, fordømte de ham og opfyldte saaledes ogsaa Prophetens Ord, som læses hver Sabbat.

13:28  Og alligevel de fandt ingen Døds-Skyld hos ham, bade de dog Pilatus, at han maatte ihjelslaaes.

13:29  Men der de havde fuldkommet alle Ting, som ere skrevne om ham, nedtoge de ham af Træet og lagde ham i en Grav.

13:30  Men Gud opreiste ham fra de Døde,

13:31  og han blev seet mange Dage af dem, som vare gangne med ham op fra Galilæa til Jerusalem, hvilke ere hans Vidner for Folket.

13:32  Og vi forkyndte Eder den Forjættelse, som er skeet til Fædrene, at Gud haver opfyldt den for os, deres Børn, idet han opvakte Jesus;

13:33  som og skrevet er i den anden Psalme: du er min Søn, i Dag haver jeg født dig.

13:34  Men at han haver opvakt ham fra de Døde, der ingenlunde skal vende tilbage til Forraadnelse, derom haver han saaledes sagt: Forjættelsen til David vil jeg holde Eder trofast.

13:35  Derfor siger han og i en anden Psalme: du skal ikke tilstede din Hellige at see Forraadnelse.

13:36  Men David, der han i sin Livstid havde tjent Guds Raadslutning, sov han hen og blev henlagt til sine Fædre, og saae Forraadnelse.

13:37  Men den, som Gud opvakte, saae ikke Forraadnelse.

13:38  Saa være det Eder vitterligt, I Mænd, Brødre! at ved ham kundgjøres Eder Syndernes Forladelse;

13:39  og fra Alt, hvorfra I ikke kunde vorde retfærdiggjorte ved Mose Lov, retfærdiggjøres ved denne hver, som troer.

13:40  Seer nu til, at det ikke kommer over Eder, som er sagt ved Propheterne:

13:41  seer, I Foragtere! og forundrer Eder og bliver til Intet; thi en Gjerning gjør jeg i Eders Dage, en Gjerning, hvilken I ikke vilde troe, dersom Nogen fortalte Eder den.

13:42  Men der de gik ud af Jødernes Synagoge, bade Hedningerne, at de samme Ord maatte tales for dem paa den følgende Sabbat.

13:43  Men der Forsamlingen var opløst, fulgte mange Jøder og andægtige Proselyter Paulus og Barnabas, hvilke talede til dem, og formanede dem at holde fast ved Guds Naade.

13:44  Men paa den følgende Sabbat forsamledes næsten den ganske Stad, at høre Guds Ord.

13:45  Men der Jøderne saae den Mængde, bleve de fulde af Nidkjærhed og imodsagde det, som blev sagt af Paulus, ja, baade imodsagde og bespottede.

13:46  Men Paulus og Barnabas talede frit og sagde: det var fornødent, at Guds Ord skulde først tales for Eder; men efterdi I forskyde det, og agte Eder ikke selv værdige til det evige Liv, see, saa vende vi os til Hedningerne.

13:47  Thi saaledes haver Herren befalet os: jeg haver sat dig til Hedningernes Lys, at du skal være til Saliggjørelse indtil Jordens Ende.

13:48  Men der Hedningerne det hørte, bleve de glade, og prisede Herrens Ord og troede, saa mange, som vare skikkede til det evige Liv.

13:49  Men Herrens Ord udbredtes over det ganske Land.

13:50  Men Jøderne opirrede de andægtige og fornemme Kvinder, og de første Mænd i Staden; og de opvakte en Forfølgelse over Paulus og Barnabas, og udstødte dem af deres Grændser.

13:51  Men de rystede Støvet af deres Fødder imod dem og kom til Iconium.

13:52  Men Disciplene bleve fulde af Glæde og af den Hellig Aand.

Chapter 14

14:1  Men det skete i Iconium, at de gik tilsammen ind i Jødernes Synagoge, og talede saaledes, at en stor Mængde baade af Jøder og Græker troede.

14:2  Men de vantroe Jøder ophidsede Hedningernes Sind, og satte Ondt i dem imod Brødrene.

14:3  De opholdt sig nu en Tid lang der, og talede med Frimodighed i Herren, som gav sin Naades Ord Vidnesbyrd, og lod Tegn og Under skee formedelst deres Hænder.

14:4  Men Mængden i Staden blev splidagtig, og Nogle holdt med Jøderne, men Nogle med Apostlerne.

14:5  Men som der blev et opløb, baade af Hedninger og Jøder med deres Øverster, at forhaane og stene dem,

14:6  og de fik det at vide, undflyede de til Stæderne i Lycaonien, Lystra og Derbe, og til det omliggende Land.

14:7  Og de Prædikede der Evangelium.

14:8  Og der var en Mand i Lystra, som maatte sidde, for han havde ingen Magt i Fødderne, men var fra Moders Liv af lam og havde aldrig gaaet.

14:9  Han hørte Paulus tale; og denne, der han fæstede Øie paa ham og mærkede, at han havde tro til at frelses, sagde med høi Røst:

14:10  staa ret op paa dine Fødder! Og sprang op og gik.

14:11  Men der Mængden saae det, som Paulus havde gjort, opløftede de deres Røst og sagde paa Lycaonisk: Guderne have taget menneskelig Skikke og ere komne ned til os.

14:12  Og de kaldte Barnabas Jupiter, men Paulus Mercurius, fordi han førte Ordet.

14:13  Men Præsten ved det Jupiters Tempel, som var udenfor deres Stad, bragte Øxne og Krandse for Indgangen, og vilde offre tilligemed Folket.

14:14  Men da Apostlerne, Barnabas og Paulus, hørte det, sønderreve de deres Klæder og sprang ind blandt Folket,

14:15  raabte og sagde: I Mænd! hvi gjøre I dette? Vi ere ogsaa Mennesker, lige Vilkaar undergivne med Eder, og forkynde Eder, at I skulle vende om fra disse forfængelige Guder til den levende Gud, som haver gjort Himmelen og Jorden og Havet og alle Ting, som ere i dem;

14:16  hvilken i de forbigangne Tider haver ladet alle Hedninger vandre i deres egne Veie,

14:17  enddog han haver ikke ladet sig selv uden Vidnesbyrd, idet han gjorde os godt, og gav os Regn og frugtbare Tider af Himmelen, idet han fyldte os med Føde, og vore Hjerter med Glæde.

14:18  Og ved at sige dette, kunde de neppe stille Folket, at de ikke offrede til dem.

14:19  Men der kom Jøder fra Antiochia og Iconium dertil og forførte Mængden, saa at de stenede Paulus og slæbte ham ud af Staden, og de meente, at han var død.

14:20  Men der Disciplene kom omkring ham, stod han op og gik ind i Staden; og anden Dagen gik han ud med Barnabas til Derbe.

14:21  Og der de havde prædiket i denne Stad og gjort mange Disciple, vendte de tilbage til Lystra og Iconium og Antiochia.

14:22  og bestyrkede Disciplenes Sjæle, og paamindede dem, at blive faste i Troen, og at os bør at indgaae i Guds Rige ved mange Trængsler.

14:23  Men der de havde beskikket dem Ældste i hver Menighed, og havde holdt Bøn og Faste, befole de dem Herren, paa hvem de havde troet.

14:24  Og de droge igjennem Pisidien og kom til Pamphylien.

14:25  Og da de havde talet Ordet i Perge, droge de ned til Attalia.

14:26  Og derfra seilede de til Antiochia, hvorfra de havde været Guds Naade anbefalede til den Gjerning, som de havde fuldkommet.

14:27  Men der de kom derhen og havde forsamlet Menigheden, forkyndte de, hvor store Ting Gud havde gjort med dem, og at han havde opladt Hedningerne Troens Dør.

14:28  Men de opholdt sig der en ikke liden Tid hos Disciplene.

Chapter 15

15:1  Og der kom Nogle ned fra Judæa, som lærte Brødrene: dersom I ikke lade Eder omskære efter Mose Skik, kunne I ikke blive salige.

15:2  Da der herover opstod en heftig Strid, og Paulus og Barnabas havde en ikke ringe Tvist med dem, saa besluttede man, at Paulus og Barnabas og nogle andre af dem skulde drage op til Jerusalem til Apostlerne og de Ældste angaaende dette Spørgsmaal.

15:3  Disse droge da, ledsagede paa Veien af Menigheden, igjennem Phoenicien og Samarien, og fortalte Hedningernes Omvendelse, og de gjorde alle Brødrene stor Glæde.

15:4  Men der de kom til Jerusalem, bleve de modtagne af Menigheden og Apostlerne og de Ældste, og kundgjorde, hvor store Ting Gud havde gjort med dem.

15:5  Men der opstode nogle Troende af Pharisæernes Sect, som sagde: man bør omskære dem og befale dem at holde Mose Lov.

15:6  Men Apostlerne og de Ældste kom sammen for at overlægge denne Sag.

15:7  Men der man havde tvistet meget herom, opstod Peter og sagde til dem: I Mænd, Brødre! I vide, at Gud for lang Tid siden udvalgte mig iblandt os, at Hedningerne ved min Mund skulde høre Evangeliums Ord og troe.

15:8  Og Gud, som kjender Hjerterne, vidnede for dem, idet han gav dem den Hellig Aand, ligesom og os.

15:9  Og han gjorde ingen Forskjel imellem os og dem, idet han rensede deres Hjerter ved Troen.

15:10  Hvi friste I da nu Gud, at I ville lægge et Aag paa Disciplenes Halse, hvilket hverken vore Fædre, ei heller vi have formaaet at bære?

15:11  Men vi troe at blive salige ved den Herres Jesu Christi Naade, paa samme Maade som og de.

15:12  Men al Mængden taug, og hørte Barnabas og Paulus, som fortalte, hvor store Tegn og Undergjerninger Gud havde gjort ved dem iblandt Hedningerne.

15:13  Men der de havde hørt op at tale, tog Jakob til Orde og sagde: I Mænd, Brødre, hører mig!

15:14  Simon haver fortalt, hvorledes Gud først saae til Hedningerne, for at tage et Folk af dem efter sit Navn.

15:15  Og dermed stemme Propheternes Taler overeens, som skrevet er:

15:16  derefter vil jeg vende tilbage og atter opbygge Davids nedfaldne Paulun, og det Omkastede deraf vil jeg atter opbygge og oprette det igjen,

15:17  paa det de Øvrige af Menneskene skulle søge Herren, og alle Hedninger, over hvilke mit Navn er nævnet, siger Herren, som gjør alt dette.

15:18  Gud kjender fra Evighed alle sine Gjerninger.

15:19  Derfor dømmer jeg, at man ikke skal besvære dem af Hedningerne, som omvende sig til Gud;

15:20  men skrive til dem, at de holde sig fra Afguders Ureenhed, og fra Horeri, og fra det Kvalte, og fra Blod.

15:21  Thi Moses haver fra gammel Tid i hver Stad dem, som han prædike, og læses hver Sabbat i Synagogerne.

15:22  Da besluttede Apostlerne og de Ældste med al Menigheden, at udvælge Mænd af dem, og sende dem til Antiochia tilligemed Paulus og Barnabas, nemlig Judas, med Tilnavn Barsabas, og Silas, hvilke Mænd vare ansete iblandt Brødrene.

15:23  Og de skreve saaledes med dem: Apostlerne og de Ældste og Brødrene hilse Brødrene af Hedningerne i Antiochia og Syrien og Cilicien.

15:24  Efterdi vi have hørt, at Nogle udgangne fra os, have forvirret Eder med Ord, og bekymret Eders Sjæle med at sige, at man skal omskæres og holde Loven, hvilke vi ikke have befalet dette,

15:25  saa have vi, eendrægteligen forsamlede, besluttet at udvælge Mænd og sende dem til Eder med vore Elskelige, Barnabas og Paulus,

15:26  Mænd, som have vovet deres Liv for vor Herres Jesu Christi Navn.

15:27  Vi have derfor sendt Judas og Silas, hvilke og mundtligen skulle forkynde det Samme.

15:28  Thi det er den Hellig Aands Beslutning og vores, ingen videre Byrde at paalægge Eder, uden disse nødvendige Ting:

15:29  at I skulle holde Eder fra Afguds-Offer, og fra Blod, og fra det Kvalte, og fra Hoeri. Naar I holde Eder derfra, gjøre i ret. Lever vel!

15:30  Da nu disse vare affærdigede, kom de til Antiochia og forsamlede Mængden og overgave dem Brevet.

15:31  Men der de det læste, bleve de glade over denne Trøst.

15:32  Men Judas og Silas, som og selv vare Propheter, formanede Brødrene med megen tale og bestyrkede dem.

15:33  Men der de havde opholdt sig der nogen Tid, lode Brødrene dem fare med Fred til Apostlerne.

15:34  Men Silas besluttede at blive der.

15:35  Men Paulus og Barnabas opholdt sig i Antiochia og lærte og forkyndte tilligemed mange Andre Herrens Ord.

15:36  Men efter nogle Dage sagde Paulus til Barnabas: lad os dog drage tilbage at besøge vore Brødre i enhver Stad, hvor vi have forkyndet Herrens Ord, for at see, hvorledes de lide.

15:37  Men Barnabas raadede, at de skulde tage Johannes, ellers kaldet Marcus, med.

15:38  Men Paulus holdt for, at de ikke skulde tage den med, som var veget fra dem i Pamphylien, og ikke havde fulgt med dem til Arbeidet.

15:39  Der opstod da en Fortørnelse, saa at de skiltes fra hverandre, og at Barnabas tog Marcus til sig og seilede til Cypern.

15:40  Men Paulus udvalgte Silas og drog ud, anbefalet af Brødrene til Guds Naade.

15:41  Men han reiste omkring i Syrien og Cilicien, og bestyrkede Menighederne.

Chapter 16

16:1  Men han kom til Derbe og Lystra, og see, der var en Discipel ved Navn Timotheus, en troende Jødindes Søn, men hans Fader var en Græker.

16:2  Han havde et godt Vidnesbyrd af Brødrene i Lystra og Iconium.

16:3  Denne, vilde Paulus, skulde drage med ham, og han tog og omskar ham for Jødernes Skyld, som vare paa disse Steder; thi Alle kjendte hans Fader, at han var en Græker.

16:4  Men som de droge igjennem Stæderne, overantvordede de dem de Anordninger at holde, som vare besluttede af Apostlerne og de Ældste i Jerusalem.

16:5  Saaledes bleve Menighederne styrkede i Troen og formerede i Antal hver Dag.

16:6  Men der de vare dragne igjennem Phrygien og de galatiske Land, og det blev dem forbudet af den Hellig Aand at tale Ordet i Asia,

16:7  kom de hen mod Mysien og forsøgte at reise igjennem Bithynien; og Aanden tilstedte dem det ikke.

16:8  De droge da Mysien forbi og kom ned til Troas.

16:9  Og om Natten saae Paulus et Syn: en macedonisk Mand stod der og bad ham, sigende: kom over til Macedonien og hjælp os.

16:10  Men der han havde seet det Syn, søgte vi strax at drage over til Macedonien; thi vi sluttede, at Herren kaldte os derhen, at prædike Evangelium for dem.

16:11  Vi fore da ud fra Troas, og seilede lige til Samothracia, og den anden Dag til Neapolis,

16:12  og derfra til Philippi, hvilken er den fornemste Stad i den Deel af Macedonien og en romersk Coloni. I denne Stad opholdt vi os nogle Dage.

16:13  Og paa Sabbatsdagen gik vi udenfor Staden ved en Flod, hvor der pleiede at være et Bedehuus, og vi satte os og talede til de Kvinder, som kom sammen.

16:14  Og en Kvinde ved Navn Lydia, en Purpurkræmmerske fra Staden Thyatira, som dyrkede Gud, hørte til; hendes Hjerte oplod Herren, at hun gav Agt paa det, som blev talt af Paulus.

16:15  Men der hun og hendes Huus var døbt, bad hun os og sagde: dersom I agte mig at være tro for Herren, da kommer ind i mit Huus og bliver der. Og hun nødte os.

16:16  Men det skete, der vi gik til Bedehuset, at en Pige mødte os, som havde en Spaadomsaand og skaffede sine Herrer megen Vinding ved at spaae.

16:17  Denne fulgte efter Paulus og os, raabte og sagde: disse Mennesker ere den høieste Guds Tjenere, som forkynde Eder Saliggjørelsens Vei.

16:18  Dette gjorde hun mange Dage. Men Paulus fortrød derpaa, og han vendte sig og sagde til Aanden: jeg byder dig i Jesu Christi Navn at fare ud af hende. Og den foer ud i den samme Stund.

16:19  Men der hendes Herrer saae, at deres Haab om Vinding var forsvundet, toge de Paulus og Silas og slæbte dem hen paa Torvet for de Øverste.

16:20  Og de førte dem til Høvedsmændene og sagde: disse Mennesker, som ere Jøder, forvirre slet vor Stad,

16:21  og de forkynde Skikke, hvilke det ikke er os tilladt at antage eller øve, efterdi vi ere Romere.

16:22  Og Mængden oprørtes imod dem, og Høvedsmændene lode rive Klæderne af dem, og befole at hudstryge dem.

16:23  Og der de havde givet dem mange Slag, kastede de dem i Fængsel, og befole Stokmesteren at forvare dem nøie.

16:24  Der han havde faaet denne Befaling, kastede han dem i det inderste Fængsel og sluttede deres Fødder i Stokken.

16:25  Men ved Midnat bade Paulus og Silas, og sang Gud Lovsange; men Fangerne lyttede paa dem.

16:26  Men der skete pludseligen et stort Jordskjælv, saa at Fængslets Grundvold rystede, og strax bleve alle Dørene opladte, og Alles Baand løstes.

16:27  Men Stokmesteren foer op af Søvne, og der han saae Fængslets Døre opladte, drog han et Sværd og vilde myrde sig selv, da han meente, at Fangerne havde været undflyede.

16:28  Men Paulus raabte med høi Røst og sagde: gjør dig selv intet Ondt; thi vi ere her alle.

16:29  Men han begjerede et Lys, og sprang ind og faldt skjælvende ned for Paulus og Silas.

16:30  Og han førte dem ud og sagde: Herrer! hvad bør mig at gjøre, at jeg kan vorde salig?

16:31  Men de sagde: tro paa den Herre Jesus Christus, saa skal du vorde salig, og dit Huus.

16:32  Og de talede Herrens Ord til ham og alle dem, som vare i hans Huus.

16:33  Og han tog dem til sig i den samme Stund om Natten og aftoede deres Saar; og han selv blev strax døbt, og alle Hans.

16:34  Og han førte dem op i sit Huus og satte et Bord for dem, og var glad med alt sit Huus i Tro paa Gud.

16:35  Men der det var blevet Dag, sendte Høvedsmændene Stadstjenerne og sagde: lad de Mennesker løs.

16:36  Men Stokmesteren forkyndte Paulus disse Ord: Høvedsmændene sendte hid, at I skulle lades løs; saa drager nu ud og gaaer bort med Fred.

16:37  Men Paulus sagde til dem: de have hudstrøget og offentligen udømte, vi, som dog ere romerske Mænd, og kastet os i Fængsel, og nu jage de os hemmelig bort! Ikke saa! men lader dem selv komme og føre os ud.

16:38  Men Stadstjenerne kundgjorde disse Ord for Høvedsmændene; og de frygtede, der de hørte, at de vare Romere.

16:39  Og de kom og gave dem gode Ord, og de førte dem ud, og bade dem at drage bort af Staden.

16:40  Men de gik ud af Fængslet og gik ind til Lydia; og der de havde seet Brødrene, formanede de dem og droge bort.

Chapter 17

17:1  Men de reiste igjennem Amphipolis og Apollonia og kom til Thessalonika, hvor Jøderne havde en Synagoge.

17:2  Men Paulus gik ind til dem, som han pleiede, og talede paa tre Sabbater med dem af Skrifterne.

17:3  Og han udlagde og forklarede, at det burde Christus at lide og opstaae fra de Døde, og sagde: denne Jesus, som jeg forkynder Eder, er den Christus.

17:4  Og Nogle iblandt dem bleve overbeviste og holdt sig til Paulus og Silas, en stor Mængde af andægtige Græker, og ikke faa af de fornemste Kvinder.

17:5  Men de vantroe Jøder bleve nidkjære og toge nogle slette Mennesker af Lediggængere til sig, gjorde et Opløb og oprørte Staden; og de stormede mod Jasons Huus og søgte at føre dem for Folket.

17:6  Men der de ikke fandt dem, trak de Jason og nogle Brødre for Stadens Øvrighed og raabte: disse, som oprøre dem hele Verden, ere og komne hid;

17:7  dem haver Jason taget ind til sig; og alle disse handle imod Keiserens Befalinger, og sige en Anden at være Konge, nemlig Jesus.

17:8  Og de bragte Mængden og Stadens Øvrighed, som hørte det, i Forvirring.

17:9  Og de lode Jason og de Andre stille Borgen for sig og gave dem løs.

17:10  Men Brødrene udsendte strax om Natten baade Paulus og Silas til Beroea; og der de vare komne derhen, gik de i Jødernes Synagoge.

17:11  Men disse vare mere veltænkende end de i Thessalonika, de annammede Ord med al Redebonhed, og ransagede dagligen i Skrifterne, om disse Ting havde sig saaledes.

17:12  Saa troede da mange af dem, og af de fornemme grækiske Kvinder og Mænd ikke faa.

17:13  Men der Jøderne af Thessalonika fik at vide, at Guds Ord blev og forkyndet af Paulus i Beroea, kom de og derhen og satte Folket i Bevægelse.

17:14  Men da sendte Brødrene strax Paulus bort og lode ham reise mod Havet; men baade Silas og Timotheus bleve der tilbage.

17:15  Men de, som ledsagede Paulus, førte ham indtil Athenen; og der de havde faaet Befaling til Silas og Timotheus, at de med det Snareste skulde komme til ham, droge de bort.

17:16  Men der Paulus forventede dem i Athenen, harmedes hans Aand heftig i ham, der han saae Staden at være saa afgudisk.

17:17  Derfor talede ham i Synagogen til Jøderne og de Gudfrygtige, og paa Torvet hver Dag til dem, som han traf paa.

17:18  Men nogle af de epikuræiske og stoiske Philosopher indlode sig med ham; og nogle sagde: hvad vil denne Ordgyder sige? men andre: det synes, han vil forkynde fremmede Guder; fordi han forkyndte dem Jesus og Opstandelsen.

17:19  Og de toge ham og førte ham op for det øverste Raad og sagde: kunne vi faae at vide, hvad denne er for en ny Lærdom, som du taler?

17:20  Thi du bringer os nogle fremmede Ting for Øren; derfor ville vi vide, hvad dette skal være.

17:21  (Men alle Athenienser og de Fremmede, som opholdt sig der, gave sig ikke af med Andet, end at sige eller høre Nyt).

17:22  Men Paulus stod midt i Raadet og sagde: I atheniensiske Mænd! jeg seer, at I i alle Maader ere omhyggelige for Eders Gudsdyrkelse.

17:23  Thi der jeg gik omkring og betragtede Eders Helligdomme, fandt jeg og et Alter, paa hvilket var skrevet: for en ukjendt Gud. Denne nu, som I ukendt dyrke, denne forkynder jeg Eder.

17:24  Gud, som haver gjort Verden og alle Ting, som ere derudi, han som er Himmelens og Jordens Herre, boer ikke i Templer, gjorte med Hænder,

17:25  han tjenes og ikke af Menneskers Hænder, som den, der haver Noget behov, efterdi han selv giver Alle Liv og Aande og alle Ting.

17:26  Og han haver gjort, at al Menneskens Slægt boer paa den ganske Jordens Kreds af eet Blod, og haver bestemt dem forordnede Tider, og visse Grændser for deres Bolig,

17:27  at de skulde søge Herren, og de dog kunde føle og finde ham, enddog han er sandelig ikke langt fra enhver af os;

17:28  thi i ham leve og røres og ere vi, som og nogle af Eders Digtere have sagt: vi ere jo og hans Slægt.

17:29  Efterdi vi da ere Guds Slægt, skulle vi ikke mene, at Guddommen er lig Guld eller Sølv eller Steen, formet til et Billede ved Menneskens Kunst og Paafund.

17:30  Dog med Vankundighedens Tider haver Gud baaret over, men byder nu alle Mennesker allevegne at omvende sig.

17:31  Thi han haver sat en Dag, paa hvilken han vil dømme Jorderige med Retfærdighed, ved en Mand, hvilken han haver beskikket dertil, og gjort det beviisligt for Alle, idet han opreiste ham fra de Døde.

17:32  Men der de hørte om de Dødes Opstandelse, spottede Nogle; men Andre sagde: vi ville atter høre dig om dette.

17:33  Og saaledes gik Paulus ud fra dem.

17:34  Men nogle Mænd hængte fast ved ham og troede; iblandt hvilke ogsaa var Dionysius den Areopagiter, og en Kvinde ved Navn Damaris, og Andre med dem.

Chapter 18

18:1  Derefter forlod Paulus Athenen og kom til Corinth.

18:2  Der fandt han en Jøde ved Navn Aqvilas, født i Pontus, som nylig var kommen fra Italien med Priscilla, sin Hustru, (fordi Claudius havde befalet alle Jøder at forlade Rom). Til disse gik han.

18:3  Og efterdi han var af det samme Haandværk, blev han hos dem og arbeidede; thi de vare Teltmagere af Haandværk.

18:4  Men han talede i Synagogen paa hver Sabbat og overbeviste Jøder og Græker.

18:5  Men der Silas og Timotheus kom fra Macedonien, trængtes Paulus af Aanden, og vidnede for Jøderne, at Jesus er de Christus.

18:6  Men der de stode imod og bespottede, afrystede han sine Klæder og sagde til dem: Eders Blod være over Eders Hoved! jeg er reen; herefter vil jeg gaae til Hedningerne.

18:7  Og han gik bort derfra og kom i Huset til En ved Navn Justus, som frygtede Gud, hvis Huus laae næst op til Synagogen.

18:8  Men Crispus, Synagog-Forstanderen, troede paa Herren med sit ganske Huus, og mange Corinthier, som hørte til, troede og bleve døbte.

18:9  Men Herren sagde til Paulus i et Syn om Natten; frygt ikke, men tal, og ti ikke,

18:10  fordi jeg er med dig, og Ingen skal lægge Haand paa dig og gjøre dig Ondt; thi jeg haver meget Folk i denne Stad.

18:11  Og han blev der et Aar og sex Maaneder, og lærte Guds Ord iblandt dem.

18:12  Men der Gallion var Landshøvding i Achaia, stode Jøderne samdrægteligen op imod Paulus og førte ham for Domstolen og sagde:

18:13  denne vil overtale Folket til en Gudsdyrkelse imod Loven.

18:14  Og der Paulus vilde oplade Munden, sagde Gallion til Jøderne: dersom det var nogen Uretfærdighed eller Misgjerning, I Jøder! vilde jeg, som billigt, anhøre Eder.

18:15  Men er det en Strid om Lære og Navne og om den Lov, som I have, da seer selv til; thi jeg vil ikke være Dommer over disse Ting.

18:16  Og han drev dem fra Domstolen.

18:17  Men alle Grækerne grebe Sosthenes, Synagogens Forstander, og sloge ham for Domstolen; og Gallion bekymrede sig ikke om alt dette.

18:18  Men Paulus blev der endnu mange Dage; derefter tog han Afsked fra Brødrene og seilede til Syrien, og med ham Priscilla og Aqvilas, efterat han havde raget sit Hoved i Kenchrea; thi han havde gjort et Løfte.

18:19  Men han kom til Ephesus og forlod dem der; men han selv gik ind i Synagogen og talede til Jøderne.

18:20  Men der de bade ham at blive der længere Tid hos dem, vilde han ikke samtykke;

18:21  men han tog Afsked fra dem og sagde: jeg maa endeligen holde denne forestaaende Høitid i Jerusalem; men jeg vil vende tilbage til Eder, om Gud vil. Og han foer bort fra Ephesus.

18:22  Og han kom til Cæsarea, og han drog op og hilsede Menigheden, og drog ned til Antiochia.

18:23  Og da han havde opholdt sig der nogen Tid, drog han bort og reiste fra Stad til Stad igjennem det galatiske Land og Phrygien, og bestyrkede alle Disciple.

18:24  Men en Jøde ved Navn Apollos, født i Alexandria, en veltalende Mand, som var forfaren i Skrifterne, kom til Ephesus.

18:25  Denne Var underviist om Herrens Vei, og som han var brændende i Anden, talede og lærte han med Indsigt om Herren, enddog han kjendte alene Johannes’ Daab.

18:26  Denne begyndte og at tale frit i Synagogen. Men der Aqvilas og Priscilla hørte ham, toge de ham til sig og udlagde ham Guds Vei nøiere.

18:27  Men der han vilde reise til Achaia, opmuntrede Brødrene ham dertil og skreve til Disciplene, at de skulde annamme ham. Da han var kommen derhen, var han ved Guds Naade de troende til megen Nytte;

18:28  thi han igjendrev Jøderne offentligen med stor Kraft og beviste af Skriften, at Jesus er den Christus.

Chapter 19

19:1  Men det skete, der Apollos var i Corinth, at Paulus drog igjennem de øverste Egne af Landet og kom til Ephesus.

19:2  Og han fandt nogle Disciple og sagde til dem: fik I den Hellig Aand, der I bleve troende? Men de sagde til ham: vi have ikke engang hørt, at der er en Hellig Aand.

19:3  Og han sagde til dem: med hvilken Daab bleve I da døbte? Men de sagde: med Johannes’ Daab.

19:4  Men Paulus sagde: Johannes døbte vel med Omvendelsens Daab og sagde til Folket, at de skulde troe paa den, som kom efter ham, det er, paa Christus Jesus.

19:5  Men der de hørte det, lode de sig døbe i den Herres Jesu Navn.

19:6  Og der Paulus havde lagt Hænderne paa dem, kom den Hellig Aand over dem, og de talede med fremmede Tungemaal og propheterede.

19:7  Men disse Mænd vare i Alt ved tolv i Tallet.

19:8  Men han gik ind i Synagogen og prædikede frit i tre Maaneder, talede med dem og indskærpede det, som hører til Guds Rige.

19:9  Og der Nogle vare forhærdede og vantroe og talede ilde om denne Lære for Mængden, forlod ham dem og skilte Disciplene fra dem, og talede daglig i en Mands Skole, som hedte Tyrannus.

19:10  Men dette varede i to Aar, saa at Alle, som boede i Asia, baade Jøder og Græker, hørte den Herres Jesu Ord.

19:11  Og Gud gjorde ikke ringe Undergjerninger ved Paulus’ Hænder,

19:12  saa at man endog bragte Svededuge og Haandklæder fra hans Legeme til de Syge, og at Sygdommene voge fra dem, og de onde Aander fore ud af dem.

19:13  Men nogle omløbende jødiske Besværgere dristede sig til at nævne den Herres Jesu Navn over dem, som havde de onde Aander, sigende: vi besværge Eder ved Jesus, hvilken Paulus prædiker.

19:14  Men de, som dette gjorde, vare syv Sønner af Skeva, en Jødisk Ypperstepræst.

19:15  Men den onde Aand svarede og sagde: Jesus kjender jeg, og om Paulus veed jeg; men I, hvo ere I?

19:16  Og det Menneske, i hvem den onde Aand var, sprang ind paa dem og overvældede dem og fik saadan Magt over dem, at de undflyede nøgne og saarede ud af samme Huus.

19:17  Men dette blev vitterligt for alle dem, som boede i Ephesus, baade Jøder og Græker; og der faldt en Frygt over dem alle, og den Herres Jesu Navn blev høiligen priset.

19:18  Der kom og mange af dem, som vare blevne troende, hvilke bekjendte og aabenbarede deres Gjerninger.

19:19  Men Mange, som havde drevet ulovlige Kunster, bare Bøgerne sammen og opbrændte dem for Alles Øine; og de beregnede deres Værdi og befandt dem at være halvtredsindstyve tusinde Sølvpenninge værd.

19:20  Saa krafteligen voxte Herrens Ord og fik Magt.

19:21  Men der dette var fuldkommet, satte Paulus sig for i Aanden at reise igjennem Macedonien og Achaia og at drage til Jerusalem, og sagde: efterat jeg haver været der, bør det mig at see Rom.

19:22  Men han sendte to af dem, som gik ham tilhaande, Timotheus og Erastus, til Macedonien; selv blev han nogen Tid i Asia.

19:23  Men paa den samme Tid skete et ikke lidet oprør om denne Lære.

19:24  Thi en Guldsmed, ved Navn Demetrius, gjorde Dianas Sølvtempler og skaffede Kunstnerne ikke liden Fortjeneste.

19:25  Disse samlede han tilligemed de andre Arbeidere og sagde: I Mænd! I vide, at vi have vor Næring af denne Fortjeneste.

19:26  Og I see og høre, at denne Paulus ikke aleneste i Ephesus, men næsten i det ganske Asia, haver ved sin overtalelse afvendt en stor Mængde, sigende: at de ikke ere Guder, som gjøres med Hænder.

19:27  Men der er ikke aleneste Fare for, at denne vor Haandtering skal geraade i Foragt, men ogsaa, at den store Gudinde Dianas Tempel skal blive agtet intet, og at hendes Majestæt, hvilken ganske Asia og Jorderige dyrker, skal nedstyrtes.

19:28  Men der de dette hørte, bleve de fulde af Vrede, raabte og sagde: stor er de Ephesers Diana!

19:29  Og den ganske Stad blev fuld af Forvirring, og de stormede samdrægteligen til Skuepladsen og reve med sig Macedonerne Cajus og Aristarchus, som reiste med Paulus.

19:30  Men der Paulus vilde gaae frem iblandt Folket, tilstedte Disciplene ham det ikke.

19:31  Men nogle af Asiens Øverster, som vare hans Venner, sendte til ham og formanede ham, ikke at begive sig paa Skuepladsen.

19:32  Da skreg den Ene det, den Anden det; thi Forsamlingen var i Forvirring, og de Fleste vidste ikke, af hvad Aarsag de vare komne sammen.

19:33  Men de droge Alexander, hvem Jøderne stødte frem, ud af Hoben; men Alexander slog til Lyd med Haanden og vilde holde en Forsvarstale til Folket.

19:34  Men der de fik at vide, at han var Jøde, raabte de alle som med een Røst, henved to Timer: stor er de Ephesers Diana!

19:35  Men der Stadskantsleren havde stillet Folket, sagde han: I Mænd i Ephesus! hvilket Menneske er der vel, som ikke veed, at de Ephesers Stad er Tempelvogterske for den store Gudinde Diana og de himmelfaldne Billede?

19:36  Efterdi da dette er uimodsigeligt, bør det Eder at være stille, og Intet fortager Eder fremfusende.

19:37  Thi I have ført disse Mænd hid, som hverken ere Tempelrøvere, ei heller have bespottet Eders Gudinde.

19:38  Dersom Demetrius og de kunstnere, som ere med ham, have Klage imod Nogen, da holdes Thingdage, og der ere Landshøvdinger; lader dem kalde hverandre for Retten.

19:39  Men have I ellers Noget med hinanden at skaffe, maa det afgjøres i en lovlig Forsamling;

19:40  thi vi staae og i Fare for at anklages for dette Oprør i Dag, da her Intet er, hvormed vi kunne forsvare dette opløb. Og der han dette havde sagt, lod ham Forsamlingen gaae.

Chapter 20

20:1  Men efterat denne Larm var stillet, kaldte Paulus Disciplene til sig, og tog Afsked og begav sig derfra, for at reise til Macedonien.

20:2  Og der han var dragen igjennem disse Egne, og havde formanet dem med megen Tale, kom han til Grækenland.

20:3  Der tøvede han i tre Maaneder, og da Jøderne havde et Anslag for imod ham, naar han vilde reise til Syrien, blev han tilsinds at vende tilbage igjennem Macedonien.

20:4  Da drog med ham indtil Asia Sopater fra Beroea, men af Thessalonikerne Aristarchus og Secundus, og Cajus fra Derbe og Timotheus, men af Asiaterne Tychicus og Trophimus.

20:5  Disse gik forud og biede paa os i Troas.

20:6  Men efter de usyrede Brøds Dage seilede vi ud fra Philippi, og kom paa femte Dag til dem til Troas, hvor vi tøvede syv Dage.

20:7  Men paa den første Dag i Ugen, der Disciplene vare forsamlede at bryde Brødet, holdt Paulus en Tale til dem, da han vilde den anden Dag reiste bort, og forlængede Talen indtil Midnat.

20:8  Men der vare mange Lamper paa Salen, hvor de vare forsamlede.

20:9  Men der sat en ung Karl, ved Navn Eutychus, udi et Vindue; han var falden i en dyb Søvn, der Paulus talede saa længe, og betagen af Søvnen faldt han ned fra tredie Loft og blev tagen død op.

20:10  Men Paulus gik ned og kastede sig over ham og omfavnede ham og sagde: gjører ingen Larm; thi hans Sjæl er i ham.

20:11  Men han gik op igjen og brød Brødet og nød deraf, og talede endnu længe med dem indtil Dagningen, og derpaa drog ham bort.

20:12  Men de bragte det unge Menneske levende, og vare ikke lidet trøstede.

20:13  Men vi, som vare gangne forud tilskibs, fore til Assus og vilde derfra tage Paulus ind; thi saaledes havde han anordnet, da han selv vilde gaae tillands.

20:14  Men der han kom til os i Assus, toge vi ham ind og kom til Mytilene.

20:15  Og vi sejlede derfra og kom anden Dagen lige overfor Chios; Dagen derpaa lagde vi til Samus, og blev over i Trogilium, og kom næste Dag til Miletus.

20:16  Thi Paulus havde besluttet at sejle Ephesus forbi, at det ikke skulde hændes, at han blev opholdt i Asia; thi han hastede for at være i Jerusalem paa Pintsedagen, om det var ham muligt.

20:17  Men fra Miletus sendte han til Ephesus, og lod kalde til sig Menighedens Ældste.

20:18  Men der de kom til ham, sagde ham til dem: I vide, hvorledes jeg haver været hos Eder den ganske Tid igjennem, fra den første Dag jeg kom fra Asia,

20:19  at jeg haver tjent Herren med al Ydmyghed og under mange Taarer og Fristelser, som mig ere vederfarne ved Jødernes Efterstræbelser;

20:20  hvorledes jeg haver Intet forholdet af det, som kunde være nyttigt, at jeg jo forkyndte Eder det og lærte Eder offentligen og i Eders egne Huse,

20:21  idet jeg vidnede baade for Jøder og Græker om Omvendelse til Gud og Tro til vor Herre Jesus Christus.

20:22  Og nu see, tvungen af Aanden drager jeg til Jerusalem, og veed ikke, hvad mig der skal vederfares,

20:23  uden at den Hellig Aand vidner i hver Stad og siger, at Baand og Trængsler bie paa mig.

20:24  Men jeg agter Intet, holder og ikke mit Liv selv dyrebart, paa det jeg kan fuldkomme mit Løb med Glæde og den Tjeneste, som jeg haver annammet af den Herre Jesus, at forkynde Guds Naades Evangelium.

20:25  Og nu see, jeg veed, at I alle, iblandt hvilke jeg haver vandret og prædiket Guds Rige, ikke mere skulle see mit Ansigt.

20:26  Derfor vidner jeg for Eder paa denne Dag, at jeg er reen fra Alles Blod;

20:27  thi jeg forholdt ikke, at jeg jo forkyndte Eder alt Guds Raad.

20:28  Saa giver Agt paa Eder selv og den ganske Hjord, iblandt hvilken den Hellig Aand satte Eder som Tilsynsmænd, at vogte Guds Menighed, hvilken han forhvervede med sit eget Blod.

20:29  Thi jeg veed dette, at der skal indkomme svare Ulve iblandt Eder efter min Bortgang, som ikke skulle spare Hjorden.

20:30  Og af Eder selv skulle opstaae Mænd, som skulle tale forvendte Ting at drage Disciplene efter sig.

20:31  Derfor vaager og kommer ihu, at jeg haver ikke afladet i tre Aar, Nat og Dag, at paaminde enhver af Eder med Taarer.

20:32  Og nu, Brødre! befaler jeg Eder Gud og hans Naades Ord, som er mægtigt at opbygge Eder, og at give Eder Arv iblandt alle de Helligede.

20:33  Jeg haver ikke begjeret Nogens Sølv, eller Guld eller Klædebon.

20:34  Men I vide selv, at disse Hænder have tjent for min Nødtørft og for dem, som ere med mig.

20:35  Jeg viste Eder i alle Ting, at det bør os saaledes at arbeide og komme de Skrøbelige til Hjælp, og at ihukomme den Herres Jesu Ord, hvorledes han selv haver sagt: saligt er det at give, hellere end at tage.

20:36  Og der han havde sagt dette, faldt han paa sine Knæ og bad med dem alle.

20:37  Og de brast alle i heftig Graad, og de faldt om Paulus’ Hals og kyssede ham.

20:38  Og meest smertede dem det Ord, han havde sagt, at de ikke mere skulde see hans Ansigt. Men de ledsagede ham til Skibet.

Chapter 21

21:1  Men der det var skeet, at vi havde revet os fra dem og vare komne ud paa Søen, seilede vi lige til Cos, men anden Dag til Rhodus og derfra til Patara.

21:2  Og der vi fandt et Skib, som vilde gaae til Phoenicien, traadte vi derudi og fore bort.

21:3  Men der vi fik Cypern i Sigte, lode vi den paa venstre Haand, og seilede til Syrien og naaede til Tyrus; thi der skulde Skibet losse sin Ladning.

21:4  Og da vi fandt Disciple, bleve vi der syv Dage; disse sagde Paulus ved Aanden, at han ikke skulde drage op til Jerusalem.

21:5  Men der vi havde bragt disse Dage til ende, droge vi ud paa vor Reise, og de ledsagede os alle med Hustruer og Børn indtil udenfor Staden; og vi faldt paa Knæ paa Strandbredden og bade.

21:6  Og der vi havde taget Afsked fra hverandre, traadte vi i Skibet; men de vendte tilbage til Deres.

21:7  Men vi fuldendte vor Seilads, og kom fra Tyrus til Ptolemais, og hilsede Brødrene, og bleve een Dag hos dem.

21:8  Anden Dagen drog Paulus og vi med ham ud og kom til Cæsarea, og vi gik ind i Philippus’ den Evangelistes Huus, (som var af de Syv), og bleve hos ham.

21:9  Men denne havde fire Døttre, som vare Jomfruer og Prophetinder.

21:10  Men der vi bleve der flere Dage, kom en Prophet ned fra Judæa, ved Navn Agabus.

21:11  Og han kom til os og tog Paulus’ Belte, og bandt sine egne Hænder og Fødder og sagde: dette siger den Hellig Aand: den Mand, som dette Belte hører til, skulle Jøderne saaledes binde i Jerusalem, og overantvorde ham i Hedningers Hænder.

21:12  Men der vi hørte dette, bade vi og de der paa Stedet ham, at han ikke skulde drage op til Jerusalem.

21:13  Men Paulus svarede: hvad gjøre I, at I græde og plage mit Hjerte? thi jeg er rede, ikke aleneste at bindes, men og at de døe i Jerusalem for den Herres Jesu Navns Skyld.

21:14  Men der han ikke vilde lade sig overtale, bleve vi stille og sagde: skee Herrens Villie!

21:15  Men efter de Dage, der vi vare færdige, droge vi op til Jerusalem.

21:16  Men der reiste ogsaa nogle med os af Disciplene fra Cæsarea, som bragte os til Mnason fra Cypern, en gammel Discipel, hos hvilken vi skulde have Herberge.

21:17  Men der vi kom til Jerusalem, annammede Brødrene os med Glæde.

21:18  Men anden Dagen gik Paulus ind med os til Jakob, og alle de Ældste kom derhen.

21:19  Og der han havde hilset dem, fortalte han stykkeviis, hvad Gud havde gjort iblandt Hedningerne ved hans Tjeneste.

21:20  Men der de hørte, prisede de Herren, og de sagde til ham: Broder! du seer, hvor mange tusinde Jøder der ere, som have antaget Troen, og de ere alle nidkjære for Loven.

21:21  Men de havde hørt om dig, at du lærer alle Jøder, som ere iblandt Hedningerne, at falde fra Moses, og siger at de ikke skulle omskære Børnene, ei heller vandre efter Skikkene.

21:22  Hvad er da at gjøre? Mængden vil visseligen komme sammen; thi de ville faae at høre, at du er kommen.

21:23  Gjør derfor dette, som vi sige dig: der ere fire Mænd iblandt os, som have et Løfte paa sig.

21:24  Tag dem til dig og lad dig rense med dem og gjør Bekostning paa dem, at de rage Hovedet, saa skulle alle vide, at det er intet, som Eder have hørt om dig, men at du og selv vandrer saaledes, at du holder Loven.

21:25  Men om de Hedninger, som ere blevne troende, have vi udsendt en Skrivelse og besluttet, at de intet saadant skulle holde, men vogte sig for Afguds-Offer, og Blod, og det Kvalte og Horeri.

21:26  Da tog Paulus Mændene til sig og lod sig næste Dag rense med dem, og gik ind i Templet og gav tilkjende, at de vilde udholde Renselsesdagene, indtil Offeret var fremført for enhver af dem.

21:27  Men der de syv Dage vare næsten til Ende, saae Jøderne fra Asia ham i Templet, og oprørte alt Folket, og lagde Haand paa ham,

21:28  og skrege: I israelitiske Mænd, hjælper! Dette er det Menneske, som allevegne lærer Alle imod Folket og Loven og dette Sted; og tilmed haver han og ført Græker ind i Templet og gjort dette hellige Sted ureent.

21:29  (Thi de vare tilforn seet Trophimus den Epheser i Staden med ham, og ham meente de, at Paulus havde ført ind i Templet.)

21:30  Og de ganske Stad kom i Bevægelse, og der blev et Tilløb af Folk; og de grebe Paulus og droge ham ud af Templet, og strax bleve Dørene lukte.

21:31  Men der de søgte at ihjelslaae ham, kom et Budskab til Øversten for Roden, at hele Jerusalem var i Forvirring.

21:32  Han tog strax Stridsfolk og Høvedsmænd til sig og gik ind paa dem. Men der de saae Øversten og Stridsfolket, lode de af at slaae Paulus.

21:33  Men der Øversten kom nær til, tog han ham, og befoel ham at bindes med to Lænker, og han udspurgte, hvo han var, og hvad han havde gjort.

21:34  Da raabte den Ene det, den Anden det iblandt Folket; men der han intet vist kunde forfare for Larmen, befoel han at føre ham til Fæstningen.

21:35  Men der han kom til Trapperne, skete det, at han maatte bæres af Stridsfolket for Trængsel af Mængden;

21:36  thi der fulgte meget Folk efter og raabte: bort med ham!

21:37  Og der Paulus skulde føres ind i Fæstningen, siger han til Øversten: er det mig tilladt at tale Noget til dig? Men han sagde: forstaaer du Grækisk?

21:38  Mon du ikke være den Ægyptier, som for nogen Tid siden gjorde Oprør og førte de fire tusinde Snigmordere ud i Ørken?

21:39  Men Paulus sagde: jeg er en jødisk Mand fra Tarsus, en Borger af en ikke ubekjendt Stad i Cilicia. Men jeg beder dig, tilsted mig at tale til Folket.

21:40  Men der han havde tilstedet ham det, stod Paulus frem paa Trapperne, og slog til Lyd med Haanden for Folket. Men der det var blevet meget stille, raabte ham til dem i det hebraiske Sprog og sagde:

Chapter 22

22:1  I Mænd, Brødre og Fædre! hører nu mit Forsvar til Eder:

22:2  (Men der de hørte, at han talede til dem i det hebraiske Sprog, holdt de sig end mere stille). Og han sagde:

22:3  Jeg er en jødisk Mand, født i Tarsus udi Cilicia, men opdragen i denne Stad, ved Gamaliels Fødder, oplært efter vor Fædrenelovs Strenghed, og jeg var nidkjær for Gud, ligesom I ere alle i Dag.

22:4  Og jeg forfulgte denne Lærevei indtil Døden, bandt og overantvordede i Fængsler baade Mænd og Kvinder,

22:5  som og den Ypperstepræst maa vidne med mig, og de Ældstes ganske Raad, af hvilke jeg endog tog Breve til Brødrene, og reiste til Damascus, for at føre ogsaa dem, der vare, bundne til Jerusalem, at de maatte blive straffede.

22:6  Men det skete mig, da jeg reiste og kom nær til Damascus, at ved Middag et stærkt Lys fra Himmelen hasteligen omskinnede mig.

22:7  Og jeg faldt til Jorden og hørte en Røst, som sagde til mig: Saul! Saul! hvi forfølger du mig?

22:8  Men jeg svarede: hvo er du, Herre? Og han sagde til mig: Jeg er Jesus den Nazaræer, som du forfølger.

22:9  Men de, som vare med mig, saae vel Lyset og bleve forfærdede, men hørte ikke hans Røst, som talede til mig.

22:10  Men jeg sagde: Herre, hvad skal jeg gjøre? Men Herren sagde til mig: staa op og gaa til Damascus, og der skal tales til dig om Alt, hvad dig er forordnet at gjøre.

22:11  Men der Synet var mig betaget for Glandsen af hiint Lys, blev jeg ledet ved Haanden af dem, som vare med mig, og kom til Damascus.

22:12  Men en vis Ananias, en gudfrygtig Mand efter Loven, som havde godt Vidnesbyrd af alle Jøder, som der boede,

22:13  kom til mig og stod for mig og sagde: Saul, Broder, see op! Og jeg saae paa ham i samme Time.

22:14  Men han sagde: vore Fædres Gud haver beskikket dig, at du skal kjende hans Villie, og see den Retfærdige, og høre en Røst af hans Mund.

22:15  Thi du skal være ham et Vidne for alle Mennesker om de Ting, som du haver seet og hørt.

22:16  Og nu, hvad tøver du? Staae op, lad dig døbe og dine Synder aftvætte, og paakald Herrens Navn.

22:17  Og det skete mig, der jeg kom tilbage til Jerusalem og bad i Templet, at jeg faldt i Henrykkelse,

22:18  og saae ham, sigende: skynd dig og gak hastig ud af Jerusalem, thi de ville ikke annamme dit Vidnesbyrd om mig.

22:19  Og jeg sagde: Herre! de vilde selv, at jeg fængslede og hudflettede i Synagogerne dem, som troede paa dig.

22:20  Og der Stephanus’ dit Vidnes Blod blev udøst, som jeg og selv hos og havde Behagelighed i hans Mord, og forsvarede deres Klæder, som ihjelsloge ham.

22:21  Og han sagde til mig: reis hen; thi jeg vil udsende dig langt bort til Hedningerne.

22:22  Men de hørte ham indtil dette Ord, da opløftede de deres Røst og sagde: bort af Jorden med en Saadan! thi det sømmer sig ikke, at han skal leve.

22:23  Men der de skrege og reve Klæderne af og kastede Støv i Luften,

22:24  da befoel Øversten ham at føres i Fæstningen og sagde, at man skulde ved Hudstrygelse forhøre ham, paa det han kunde faae at vide, af hvad Aarsag de saaledes raabte imod ham.

22:25  Men der han lod ham spænde med Liner, sagde Paulus til den hosstaaende Høvedsmand: er det Eder tilladt at udstryge en romersk Mand, og det uforhørt?

22:26  Men der Høvedsmanden hørte dette, gik han til Øversten og forkyndte ham det og sagde: see, til, hvad du gjør; thi dette Menneske er en Romer.

22:27  Men Øversten kom frem og sagde til ham: siig mig, er du en Romer? Men han sagde: ja.

22:28  Og Øversten svarede: jeg haver kjøbt denne Borgerret for en stor Sum. Men Paulus svarede: jeg er endog født dertil.

22:29  Da lode de, som skulde forhørt ham, strax af fra ham. Men Øversten, der han fik at vide, at han var en Romer, frygtede endog, fordi han havde bundet ham.

22:30  Men anden Dagen, der han vilde erfare med Vished, hvorfor han anklagedes af Jøderne, løste han ham af Baandene og befoel, at de Ypperstepræster og deres ganske Raad skulde komme sammen, og han førte Paulus frem og stillede ham for dem.

Chapter 23

23:1  Da saae Paulus stivt paa Raadet og sagde: I Mænd, Brødre! jeg haver med al god Samvittighed vandret for Gud indtil denne Dag.

23:2  Men den Ypperstepræst Ananias befoel dem, som stode hos ham, at slaae ham paa Munden.

23:3  Da sagde Paulus til ham: Gud skal slaae dig, du kalkede Væg! du sidder for at dømme mig efter Loven, og tvert imod Loven befaler du, at jeg skal slaaes.

23:4  Men de, som stode hos, sagde: skjælder du Guds Ypperstepræst?

23:5  Og Paulus sagde: Brødre! jeg vidste ikke, at det var den Ypperstepræst; thi der er skrevet: dit Folks Øverste skal du ikke udskjælde.

23:6  Men da Paulus vidste, at den ene Deel var Sadducæer, men den anden Pharisæer, raabte han i Raadet: I Mænd, Brødre! Jeg er en Pharisæer, Pharisæers Søn, jeg dømmes for Haab og for de dødes Opstandelse.

23:7  Men der han dette havde sagt, opkom der Strid imellem Pharisæerne og Sadducæerne, og Forsamlingen blev splidagtig.

23:8  Thi Sadducæerne sige, at der er ingen Opstandelse, ei heller Engel, ei heller Aand; men Pharisæerne antage begge Dele.

23:9  Men der blev en stærk Raaben; og de Skriftkloge af Pharisæernes Parti stode op, strede hardt og sagde: vi finde intet Ondt hos dette Menneske; men dersom en Aand eller en Engel haver talet til ham, da lader os ikke stride mod Gud.

23:10  Men da Striden blev heftig, frygtede Øversten, at Paulus skulde sønderslides af dem, og befoel Krigsfolket at gaae ned og rive ham ud fra dem og at føre ham i Fæstningen.

23:11  Men Natten derefter stod Herren for ham og sagde: vær frimodig, Paulus! thi ligesom du haver vidnet om mig i Jerusalem, saaledes bør dig og at vidne i Rom.

23:12  Men der det var blevet Dag, sloge nogle af Jøderne sig sammen og lovede hverandre under Forbandelser, at de vilde hverken æde eller drikke, førend de havde slaget Paulus ihjel.

23:13  Men der var flere end fyrretyve, som havde gjort denne Sammensværgelse.

23:14  Disse gik til de Ypperstepræster og de Ældste og sagde: vi have under Forbandelser svoret, ikke at smage Noget, førend vi have slaget Paulus ihjel.

23:15  Saa giver nu I tilligemed Raadet Øversten tilkjende, at han i Morgen fører ham ned til Eder, som om I vilde nøiere forfare om ham; men vi ere rede til at ombringe ham, førend han kommer for Eder.

23:16  Men Paulus’ Søstersøn, som havde hørt dette Anslag, kom og gik ind i Fæstningen og forkyndte Paulus det.

23:17  Men Paulus kaldte een af Høvedsmændene til sig og sagde: før dette unge Menneske hen til Øversten; thi han haver Noget at forkynde ham.

23:18  Da tog han ham og førte ham til Øversten og sagde: den fangne Paulus kaldte mig og bad mig føre dette unge Menneske til dig, da han haver Noget at sige dig.

23:19  Men Øversten tog ham ved Haanden, gik hen til en Side og spurgte: hvad er det, som du haver at forkynde mig?

23:20  Men han sagde: Jøderne have overlagt med hinanden at bede dig, at du skal lade Paulus føre for Raadet i Morgen, som om de vilde nøiere undersøge hans Sag.

23:21  Lad du dig derfor ikke overtale af dem: thi flere end fyrretyve Mænd af dem lure paa ham, hvilke under Forbandelser have lovet, hverken at æde eller at drikke, førend de have ombragt ham; og de ere nu rede og forvente Besked fra dig.

23:22  Da lod Øversten det unge Menneske gaae og bød ham: du skal Ingen sige, at du har givet mig dette tilkjende.

23:23  Og han kaldte til sig to af Høvedsmændene og sagde: holder to hundrede Stridsmænd rede, at de kunne drage til Cæsarea, og halvfjerdsindstyve Ryttere og to hundrede Stykker fra den tredie Time af Natten;

23:24  og at de skulle have Lastdyr tilstede at sætte Paulus paa, og føre ham sikkert til Landshøvdingen Felix.

23:25  Og han skrev et Brev af dette Indhold:

23:26  Claudius Lysias hilser den mægtige Landshøvding Felix.

23:27  Denne Mand havde Jøderne grebet og vilde have ihjelslaget ham; men jeg kom til med Krigsfolket og udfriede ham, da jeg erfarede, at han var en Romer.

23:28  Men der jeg vilde vide Sagen, hvorfor de beskyldte ham, førte jeg ham for deres Raad,

23:29  og fandt ham beskyldt for nogle Spørgsmaal af deres Lov, men uden nogen Beskyldning, som fortjente Død eller Fængsel.

23:30  Men som jeg fik Underretning om, at der skulde være et hemmeligt Anslag af Jøderne imod Manden, haver jeg strax sendt ham til dig og befalet Anklagerne at fremføre for dig, hvad de have imod ham. Far vel!

23:31  Da toge Stridsmændene Paulus, eftersom det dem var befalet, og førte ham om Natten til Antipatris.

23:32  Men anden Dagen lode de Rytterne drage med ham og vendte tilbage til Fæstningen.

23:33  Der hine kom til Cæsarea og havde overgivet Landshøvdingen Brevet, fremstillede de ogsaa Paulus for ham.

23:34  Men der Landshøvdingen havde læst Brevet og spurgt, fra hvilket Landskab han var, og havde erfaret, at han var fra Cilicia, sagde han:

23:35  jeg vil forhøre dig, naar ogsaa dine Anklagere komme tilstede. Og han bød ham at forvares i Herodes’ Pallads.

Chapter 24

24:1  Men fem Dage derefter drog den Ypperstepræst Ananias ned med de Ældste og en vis Taler, Tertullus, hvilke mødte for Landshøvdingen imod Paulus.

24:2  Men der han var fremkaldet, begyndte Tertullus at anklage ham og sagde:

24:3  At vi ved dig nyde megen Fred, og at mange gode Foranstaltninger gjøres for dette Folk ved din Forsorg, mægtigste Felix! det er kjende vi altid og allevegne med al Taksigelse.

24:4  Men paa det jeg ikke skal opholde dig for længe, beder jeg, at du vil efter din Mildhed høre os korteligen.

24:5  Vi have nemlig befundet denne Mand at være en Pest og at vække Oprør iblandt alle Jøder, som ere over hele Verden, samt at være Formand for de Nazaræers Sect,

24:6  hvilken endog haver forsøgt at vanhellige Templet; hvorfor vi og grebe ham og vilde have dømt ham efter vor Lov.

24:7  Men Øversten Lysias kom til og borttog ham med megen Vold af vore Hænder,

24:8  og bød hans Anklagere komme til dig. Af ham kan du og selv, naar du undersøger det, erfare alt det, hvorfor vi anklage ham.

24:9  Men Jøderne stemmede i med og sagde, at dette havde sig saaledes.

24:10  Men Paulus svarede, der Landshøvdingen gav ham et Vink, at han skulde tale: Efterdi jeg veed, at du haver i mange Aar været en Dommer iblandt dette Folk, vil jeg des frimodigere forsvare min Sag.

24:11  Du kan faae at vide, at det er ikke mere end tolv Dage, siden jeg kom op for at tilbede i Jerusalem.

24:12  Og hverken i Templet have de fundet mig i Ordvexel med Nogen, eller at gjøre Oprør iblandt Folket, ei heller i Synagogerne, ei heller i Staden.

24:13  De kunne ei heller bevise det, som de nu anklage mig for.

24:14  Men dette bekjender jeg for dig, at jeg efter den Lærevei, hvilken de kalde en Sect, tjener saaledes den Fædrene Gud, at jeg troer alt det, som er skrevet i Loven og Propheterne,

24:15  og haver det Haab til Gud, hvilket disse og selv forvente, at de Dødes Opstandelse forestaaer, baade de Retfærdiges og de Uretfærdiges.

24:16  Og saaledes øver jeg mig, at have altid en uskadt Samvittighed for Gud og Menneskene.

24:17  Men efter mange Aars Forløb kom jeg, for at bringe Almisser til mit Folk og Offringer.

24:18  Herved fandt nogle Jøder fra Asien mig, der jeg blev renset i Templet, uden Opløb og uden Larm.

24:19  Disse burde være tilstede for dig og klage, om de have Noget imod mig.

24:20  Eller lad disse selv sige, om de have fundet nogen Uret hos mig, da jeg stod for Raadet,

24:21  uden det maatte være dette ene Ord, som jeg raabte, der jeg stod iblandt dem: jeg dømmes idag af Eder for de Dødes Opstandelse.

24:22  Men der Felix hørte dette, udsatte han Sagen, for Nøiere at underrette sig om denne Lærevei, og sagde: naar Øversten Lysias kommer ned, vil jeg paakjende Eders Sag.

24:23  Og han befoel Høvedsmanden at bevogte Paulus og tilstaae ham Bekvemmelighed, og ikke forbyde nogen af hans Egne at gaae ham tilhaande eller at komme til ham.

24:24  Men efter nogle Dage kom Felix med sin Hustru Drusilla, som var en Jødinde, og kaldte Paulus frem og hørte ham om Troen paa Christus.

24:25  Men der han talede om Retfærdighed og Afhold og den tilkommende Dom, blev Felix forfærdet og svarede: gak bort denne Gang; men naar jeg faaer bedre Tid, vil jeg lade dig kalde til mig.

24:26  Tilmed haabede han og, at Paulus skulde give ham Penge, for at han skulde lade ham løs; derfor lod han ham og des oftere kalde frem og talede med ham.

24:27  Men der to Aar vare forløbne, fik Felix Porcius Festus til Efterfølger; og da Felix vilde fortjene Tak af Jøderne, lod han Paulus bunden efter sig.

Chapter 25

25:1  Der Festus nu havde tiltraadt sit Statholderskab, drog han efter tre Dage op fra Cæsarea til Jerusalem.

25:2  Da mødte den Ypperstepræst og de Fornemste af Jøderne for ham imod Paulus og holdt an hos ham,

25:3  og bade om den Gunst imod ham, at han vilde lade ham hente til Jerusalem; thi de lurede paa ham for at ihjelslaae ham paa Veien.

25:4  Da svarede Festus, at Paulus blev bevogtet i Cæsarea, men at han selv vilde snart drage derned.

25:5  Hvilke nu iblandt Eder, sagde han, der have Kyndighed, dem lader drage ned med; er der da noget imod denne Mand, da anklage de ham.

25:6  Men der han havde opholdt sig hos dem mere end ti Dage, drog han ned til Cæsarea. Anden Dagen satte han sig paa Domstolen og befoel Paulus at fremføres.

25:7  Men der han kom frem, traadte de Jøder, som vare komne ned fra Jerusalem, omkring ham og førte mange og svare Klagemaal imod Paulus, hvilke de ikke kunde bevise;

25:8  efterdi han forsvarede sig, sigende: jeg haver hverken syndet imod Jødernes Lov, ikke heller imod Templet, ikke heller imod Keiseren.

25:9  Men Festus, som vilde fortjene Tak af Jøderne, svarede Paulus og sagde: vil du drage op til Jerusalem, for der at dømmes af mig i denne Sag?

25:10  Men Paulus sagde: jeg staaer for Keiserens Domstol, hvor mig bør at dømmes. Jøderne haver jeg ingen Uret gjort, som du og veed heel vel.

25:11  Thi haver jeg handlet Uret eller gjort Noget, som fortjener Døden, vægrer jeg mig ikke ved at døe; men er det, hvorfor de anklage mig, uden Grund, da kan Ingen af Gunst opoffre mig til dem. Jeg indskyder mig for Keiseren.

25:12  Da talede Festus med Raadet og svarede: du haver indskudt dig for Keiseren; du skal reise til Keiseren.

25:13  Men der nogle Dage vare forløbne, kom Kong Agrippa og Berenice til Cæsarea, at hilse Festus.

25:14  Og da de opholdt sig der mange Dage, forelagde Festus Kongen Paulus’ Sag, sigende: her er en Mand, efterladt bunden af Felix,

25:15  imod hvilken de Ypperstepræster og de Ældste af Jøderne mødte, der jeg var i Jerusalem, og begjerede Straf over ham.

25:16  Dem svarede jeg, at det ikke er de Romeres Skik, af Gunst at opoffre noget Menneske til Undergang, førend den Anklagede haver Anklagerne personlig tilstede, og faaer Leilighed til at forsvare sig imod Beskyldningen.

25:17  Der de altsaa kom sammen her, tøvede jeg ikke, men anden Dagen satte jeg mig paa Domstolen, og bød Manden at fremføres.

25:18  Men der Anklagerne traadte omkring ham, fremførte de ingen saadan Beskyldning, som jeg havde formodet;

25:19  men de havde nogle Tvistigheder med ham om deres egen Gudsdyrkelse og om en Jesus, som er død, hvilken Paulus sagde at leve.

25:20  Men der jeg var tvivlraadig, hvad jeg skulde bestemme om denne, spurgte jeg, om han vilde reise til Jerusalem og der lade denne Sag paadømme.

25:21  Men der Paulus henskød sig under Keiserens Kjendelse, at bevogtes til den, befoel jeg ham at bevogtes, indtil jeg kan sende ham til Keiseren.

25:22  Men Agrippa sagde til Festus: jeg vilde og selv høre det Menneske. Men han sagde: i Morgen skal du faae ham at høre.

25:23  Anden Dagen altsaa, der Agrippa og Berenice kom med stor Bram og gik ind paa Raadhuset med Øversterne og de ypperste Mænd i Staden, gav Festus Befaling, og Paulus blev fremført.

25:24  Og Festus sagde: Kong Agrippa, og alle I Mænd, som ere med os tilstede! her see I den, over hvilken hele Jødernes Mængde haver besværet sig for mig, baade i Jerusalem og her, raabende paa, at han ingenlunde bør leve.

25:25  Men der jeg befandt, at han havde Intet gjort, som fortjente Døden, og han og selv indskød sig for Keiseren, besluttede jeg at sende ham derhen.

25:26  Dog haver jeg intet sikkert at skrive Herren om ham. Derfor lod jeg ham føre frem for Eder og især for dig, Kong Agrippa! paa det jeg kan have Noget at skrive, naar Undersøgelsen er skeet.

25:27  Thi det synes mig ufornuftigt, at sende en Fange, og ikke ogsaa angive Beskyldningerne imod ham.

Chapter 26

26:1  Men Agrippa sagde til Paulus: det tilstedes dig at tale for dig. Da udrakte Paulus Haanden og forsvarede sig saaledes:

26:2  Angaaende alle de Ting, for hvilke jeg anklages af Jøderne, Kong Agrippa! agter jeg mig selv lykkelig, at jeg i Dag skal forsvare mig for dig,

26:3  allermeest, fordi du haver Kundskab om alle Jødernes Skikke og Spørgsmaal; derfor beder jeg dig, at du taalmodigen vil høre mig.

26:4  Mit Levnet fra Ungdommen af, hvorledes det haver været fra Begyndelsen iblandt mit Folk i Jerusalem, vide alle Jøderne.

26:5  Thi de have kjendt mig tilforn, fra det første af, (om de ellers ville vidne), at jeg haver levet som Pharisæer efter den strengeste Sect i vor Gudsdyrkelse.

26:6  Og nu staaer jeg her at dømmes for Haabet til den Forjættelse, som er given af Gud til Fædrene,

26:7  hvilken vore tolv Stammer haabe at opnaae, idet de tjene Gud uafladeligen Nat og Dag; og for dette Haabs Skyld, Kong Agrippa! anklages jeg af Jøderne.

26:8  Hvad? holdes det for utroligt hos Eder, at Gud opvækker døde?

26:9  Jeg selv haver vel ogsaa formeent, at det burde mig at gjøre Meget imod Jesu den Nazaræers Navn,

26:10  hvilket jeg og gjorde i Jerusalem; og jeg kastede mange af de Hellige i Fængsel, der jeg havde faaet Magt dertil af de Ypperstepræster, og naar de bleve tagne af Dage, gav jeg min Stemme dertil.

26:11  Og i alle Synagogerne lod jeg dem ofte straffe og tvang dem til at tale bespotteligen og, rasende end mere imod dem, forfulgte jeg dem endog indtil fremme Stæder.

26:12  I hvilken Øiemed jeg og drog til Damascus, med Myndighed og Fuldmagt fra de Ypperstepræster,

26:13  de jeg midt om Dagen saae paa Veien, og Konge! et Lys fra Himmelen, som overgik Solens Glands, omskinne mig og dem, som reiste med mig.

26:14  Men der vi faldt alle ned til Jorden, hørte jeg en Røst, som talede til mig og sagde i det hebraiske Sprog: Saul! Saul! hvi forfølger du mig? det vil blive dig haardt at stampe imod Braadden.

26:15  Og jeg sagde: Herre! hvo er du? Men han sagde: jeg er Jesus, hvem du forfølger.

26:16  Men reis dig og staa paa dine Fødder; thi derfor haver jeg aabenbaret mig for dig, at udkaare dig til en Tjener og et Vidne, baade om det, som du haver seet, og om det, hvori jeg vil aabenbare mig for dig,

26:17  idet jeg udfrier dig fra Folket og Hedningerne, til hvilke jeg nu udsender dig,

26:18  at oplade deres Øine, at de omvende sig fra Mørket til Lyset, og fra Satans Magt til Gud, paa det de kunne annamme Syndernes Forladelse og Lod iblandt dem, som ere helligede ved Troen paa mig.

26:19  Derfor, Kong Agrippa! blev jeg ikke ulydig mod det himmelske Syn;

26:20  men jeg forkyndte for dem i Damascus først, og i Jerusalem, og i alt Judæas Land og for Hedningerne, at omvende sig og komme tilbage til Gud og gjøre Omvendelsens værdige Gjerninger.

26:21  For disse Tings Skyld grebe Jøderne mig i Templet og forsøgte at slaae mig ihjel.

26:22  Men efterat have bekommet den Hjælp, som er fra Gud, staaer jeg indtil denne Dag, og vidner baade for Smaa og Store, og siger intet Andet, end det, baade Propheterne havde sagt at skulle skee, og Moses:

26:23  at Christus skulde lide, at han, den Første af de Dødes Opstandelse, skulde forkynde Lys for Folket og Hedningerne.

26:24  Men der han saaledes forsvarede sig, sagde Festus med høi Røst: du raser, Paulus! den megen Lærdom gjør dig rasende.

26:25  Men han sagde: jeg raser ikke, mægtigste Festus! men taler sande og betænksomme Ord.

26:26  Thi Kongen er vidende om dette, og til ham taler jeg frimodeligen, efterdi jeg er vis paa, at slet Intet af dette er skjult for ham; thi dette er ikke skeet i en Vraa.

26:27  Troer du, Kong Agrippa, Propheterne? Jeg veed, at du troer dem.

26:28  Men Agrippa sagde til Paulus: der fattes Lidet udi, at du jo overtaler mig til at blive en Christen.

26:29  Men Paulus sagde: jeg vilde ønske til Gud, enten der fattes Lidet eller Meget, at ikke alene du, men og alle, som høre mig i Dag, maatte blive saadanne, som og jeg er, undtagen disse Lænker.

26:30  Og der han havde sagt dette, stod Kongen op og Landshøvdingen og Berenice og de, som sadde hos dem.

26:31  Og de gik til en Side, talede med hverandre og sagde: denne Mand gjør Intet, som fortjener Død eller Lænker.

26:32  Men Agrippa sagde til Festus; denne Mand skunde være løsladt, dersom han ikke havde indskudt sig for Keiseren.

Chapter 27

27:1  Men der det var besluttet, at vi skulde seile derfra til Italien, overantvordede de baade Paulus og nogle andre Fanger til en Høvedsmand ved Navn Julius, af Keiserens Rode.

27:2  Men vi gik ombord paa et adramyttisk Skib, for at seile langs med Asiens Kyster, og vi fore ud; og Aristarchus, en Macedonier fra Thessalonika, var med os.

27:3  Og anden Dagen anløb vi Sidon. Og Julius behandlede Paulus mildt, og tilstedte ham at gaae til sine Venner og nyde Pleie.

27:4  Og vi fore bort derfra og seilede under Cypern, fordi Vinden var imod.

27:5  Og vi seilede over Havet ved Cilicia og Pamphylia, og kom til Myra i Lycien.

27:6  Og der fandt Høvedsmanden et alexandrinsk Skib, som seilede til Italien, og satte os derpaa.

27:7  Men som Seiladsen i mange Dage gik langsomt, og vi med Vanskelighed naaede Cnidus, (thi Vinden føiede os ikke), holdt vi ned under Creta ved Salmone.

27:8  Med Vanskelighed seilede vi denne forbi og kom til et Sted, som kaldes Gode-Havne, nær ved Staden Lasæa.

27:9  Men der nogen Tid var forløben, og Seiladsen nu blev farlig, saasom endog Fasten allerede var forbi, formanede Paulus dem og sagde:

27:10  I Mænd! jeg seer, at denne Seilads vil blive os til Ulykke og megen Skade, ikke aleneste paa Ladning og Skib, men ogsaa paa vort Liv.

27:11  Men Høvedsmanden troede Styrmanden og Skipperen mere end det, som Paulus sagde.

27:12  Og der Havnen ikke var bekvem til Vinterleie, besluttede de Fleste at fare bort ogsaa derfra, om de muligen kunde naae hen at overvintre i Phoenix, hvilken er en Havn i Creta, som vender mod Sydvest og Nordvest.

27:13  Men da en Søndenvind blæste op, meente de at have naaet deres Hensigt, lettede Anker og holdt nær under Creta.

27:14  Men ikke længe derefter reiste sig en heftig Storm imod Øen, den saakaldte Nordøst-Kuling.

27:15  Men der Skibet reves bort deraf og ikke kunde dugge op mod Vinden, gave vi det over og dreve.

27:16  men vi løb under en liden Ø, som kaldes Claude, og kunde neppe faae Magt over Baaden.

27:17  Men der de havde draget den til sig, brugte de al Hjælp og omsurrede Skibet; og som de frygtede for at kastes ind paa en Sandbanke, lode de Seilene falde og dreve saaledes.

27:18  Og der vi udstode meget af Stormen, begyndte de næste Dag at kaste overborde.

27:19  Og paa den tredie Dag udkastede vi med egne Hænder Skibets Tilbehør.

27:20  Men der hverken Sol eller Stjerner lode sig see i mange Dage, og en ikke liden Storm hængte over os, blev omsider alt Haab om at frelses os betaget.

27:21  Og der man havde hungret meget, stod Paulus frem midt iblandt dem og sagde: I Mænd! man burde have lydt mig og ikke være faret bort fra Creta, og have sparet os denne Ulykke og Skade.

27:22  Men nu formaner jeg Eder, at I fatte et godt Mod; thi ingen Sjæl af Eder skal omkomme, men alene Skibet.

27:23  Thi i denne Nat stod for mig en Engel fra den Gud, hvis jeg er, og hvem jeg tjener, og sagde:

27:24  frygt ikke, Paulus! det bør dig at stilles for Keiseren; og see, Gud haver skjenket dig alle dem, som seile med dig.

27:25  Derfor, I Mænd! værer ved et godt Mod; thi jeg haver den Tro til Gud, at det skal skee saaledes, som mig er sagt.

27:26  Men vi maae strande paa en Ø.

27:27  Men der den fjortende Nat kom, og vi dreve i det adriatiske Hav, kom det Skibsfolkene for ved Midnat, at de vare under et Land.

27:28  Og da de loddede, havde de tyve Favne, og lidt længere fremme loddede de atter og havde femten Favne.

27:29  Og de frygtede, at de skulde støde paa Skær, og kastede fire Ankere ud fra Bagstavnen, og ønskede, at det vilde vorde Dag.

27:30  Men der Skibsfolkene vilde flygte fra Skibet og lade Baaden ned i Søen, under det Paaskud, at de vilde bringe Ankerne ud fra Forstavnen,

27:31  da sagde Paulus til Høvedsmanden og til Stridsmændene: dersom disse ikke blive i Skibet, kunne I ikke frelses.

27:32  Da kappede Stridsmændene Baadens Toug, og lode den falde ned.

27:33  Men derimellem, indtil det blev Dag, formanede Paulus Alle, at de skulde faae Mad, og sagde: det er i Dag den fjortende Dag, at I have biet uden at spise og Intet taget til Eder.

27:34  Derfor formaner jeg Eder, at I faae mad, thi dette hører til Eders Frelse; der skal ikke falde et Haar af Nogens Hoved iblandt Eder.

27:35  Men der han havde sagt dette, tog han Brød og takkede Gud for Alles Øine og brød det og begyndte at æde.

27:36  Men de bleve alle frimodige, og de fik ogsaa Mad.

27:37  Men vi vare i Skibet tilsammen to hundrede og sex og halvfjerdsindstyve Sjæle.

27:38  Og der de vare blevne mætte af Mad, lettede de Skibet og kastede Levnetsmidlerne i Søen.

27:39  Men der det blev Dag, kjendte de ikke Landet; men de bemærkede en Vig med en Strandbred, hvor de besluttede, om muligt, at sætte Skibet.

27:40  Og de kappede Ankerne, som de lode blive i Søen, og løsnede tillige Roertougene, og idet de satte Raaseilet til for Vinden, holdt de ind paa Strandbredden.

27:41  Men de stødte paa en Grund med Dyb paa begge Sider, og der satte de Skibet, og Forstavnen borede sig fast og stod urokkelig, men Bagstavnen sloges sønder af Bølgernes Magt.

27:42  men det var Stridsmændenes Anslag, at man skulde ihjelslaae Fangerne, paa det Ingen skulle svømme derfra og undkomme.

27:43  Men Høvedsmanden, som vilde frelse Paulus, forhindrede dem i dette Anslag, og bød, at de, som kunde svømme, skulde først kaste sig ud for at at undkomme til Landet,

27:44  og de Andre at redde sig, Nogle paa Planker, Andre paa Stykker af Skibet. Og saaledes skete det, at Alle kom frelste til Landet.

Chapter 28

28:1  Og der de vare frelste, fik de at vide, at den Ø hedte Melite.

28:2  Men Barbarerne beviste os ikke liden Menneskekjærlighed; thi de antændte en Ild og modtoge os alle formedelst den overfaldende Regn og for Kulden.

28:3  Men der Paulus rev en Hob Riis sammen, og lagde dem paa Ilden, krøb en Øgle ud formedelst varmen, og snoede sig om hans Haand.

28:4  Som nu Barbarerne saae Dyret hænge fra hans Haand, sagde de til hverandre: sikkert er dette Menneske en Morder, hvem Gjengjældelsen ikke lader leve, alligevel han er frelst af Havet.

28:5  Men han rystede Dyret af i Ilden og der skete ham intet Ondt.

28:6  Men de forventede, at han skulde hovne eller falde pludselig død om. Men der de havde ventet længe og saae, at han vederfores intet Ondt, kom de paa andre Tanker og sagde, at han var en Gud.

28:7  Men i den samme Egn havde den Fornemste paa Øen, ved Navn Publius, et Jordegods. Han annammede os og laante os venligen Herberge i tre Dage.

28:8  Men det traf sig, at Publius’ Fader laae syg af Feber og Blodgang. Til ham gik Paulus ind og bad og lagde Hænderne paa ham og helbredte ham.

28:9  Der dette var skeet, kom og de Andre paa Øen, som havde Sygdomme, til ham og bleve helbredte.

28:10  Disse beviste os ogsaa megen Ære, og der vi droge bort, lagde de i Skibet, hvad vi havde behov.

28:11  Men efter tre Maaneders Forløb fore vi bort i et alexandrinsk Skib, som havde holdt Vinterleie ved Øen, og førte Tvillingernes Mærke.

28:12  Og vi løb ind i Syracusen, hvor vi bleve tre Dage.

28:13  Derfra seilede vi omkring og kom til Rhegium, og efter een Dags Forløb fik vi Søndenvind, og kom anden Dagen til Puteoli.

28:14  Der fandt vi Brødre, og bleve ombedte af dem at blive der syv Dage. Og saa droge vi til Rom.

28:15  Og derfra kom Brødrene, som havde hørt om os, os imøde til Appii Forum og Tres-Tabernæ. Der Paulus saae dem, takkede han Gud og fattede Mod.

28:16  Men der vi kom til Rom, overantvordede Høvedsmanden Fangerne til Øversten for Livvagten. Men Paulus blev det tilstedet at boe for sig selv med den Stridsmand, der bevogtede ham.

28:17  Men det skete efter tre Dage, at Paulus sammenkaldte de Fornemste iblandt Jøderne. Men der de vare forsamlede, sagde han til dem: I Mænd, Brødre! uagtet jeg Intet haver gjort imod vort Folk eller Fædrenes Skikke, er jeg overantvordet fangen fra Jerusalem i de Romeres Hænder,

28:18  hvilke vilde ladet mig løs, der de havde forhørt mig, efterdi der var ingen Dødssag imod mig.

28:19  Men der Jøderne satte sig derimod, nødtes jeg til at skyde mig ind for Keiseren, dog ikke, som om jeg havde Noget at anklage mit Folk for.

28:20  For denne Sags Skyld haver jeg ladet Eder kalde hid, at see og tale med Eder; thi for Israels Haabs Skyld er jeg sluttet i denne Lænke.

28:21  Men de sagde til ham: vi have hverken faaet Brev fra Judæa om dig, ikke heller er nogen af Brødrene kommen, som haver forkyndt eller sagt noget Ondt om dig.

28:22  Men vi ønske vel at høre af dig, hvad din Mening er; thi om denne Sect er det os vitterligt, at den allevegne finder Modsigelse.

28:23  Men der de havde bestemt ham en Dag, kom Mange til ham i Herberget, for hvilke han udlagde og vidnede om Guds Rige, og søgte at overbevise dem om Jesus, baade af Mose Lov og af Propheterne, fra aarle om Morgenen indtil Aften.

28:24  Og Nogle lode sig overbevise af det, som blev sagt, men Andre troede ikke.

28:25  Men der de vare usamdrægtige indbyrdes, skiltes de ad, der Paulus havde sagt dette ene Ord: retteligen haver den Hellig Aand talet ved Propheten Esaias til vore Fædre, sigende:

28:26  Gak hen til dette Folk og siig: med Eders Øren skulle I høre og ikke forstaae, og see med Eders Øine og ikke fatte;

28:27  thi dette Folks Hjerte er blevet forhærdet, og med Ørene høre de tungt, og deres Øine have de tillukt, paa det de ikke skulle komme til at see med Øinene, og høre med Ørene, og forstaae med Hjertet, og omvende sig, at jeg maatte helbrede dem.

28:28  Derfor være det Eder vitterligt, at Guds Frelse er sendt til Hedningerne; de skulle og høre.

28:29  Og der han havde sagt dette, gik Jøderne bort og havde stor Trætte indbyrdes.

28:30  Men Paulus blev to hele Aar i sit leiede Herberge og annammede Alle, som kom til ham.

28:31  Og han prædikede Guds Rige og lærte om den Herre Jesus med al Frimodighed, uforhindret.