DaNT1819 - Matthew

Chapter 1

1:1  Jesu Christi, Davids Søns, Abrahams Søns, Slægtebog.

1:2  Abraham avlede Isaak; og Isaak avlede Jakob; og Jakob avlede Juda og hans Brødre;

1:3  og Juda avlede Phares og Zara med Thamar; og Phares avlede Esrom; og Esrom avlede Aram;

1:4  og Aram avlede Aminadab; og Aminadab avlede Naasson; og Naasson avlede Salmon;

1:5  og Salmon avlede Booz med Rachab; og Booz avlede Obed med Ruth; og Obed avlede Jessai;

1:6  og Jessai avlede Kong David; og Kong David avlede Salomon med Urias’ Hustru;

1:7  og Salomon avlede Roboam; og Roboam avlede Abia; og Abia avlede Asa;

1:8  og Asa avlede Josaphat; og Josaphat avlede Joram; og Joram avlede Ozias;

1:9  og Ozias avlede Joatham; og Joatham avlede Achas; og Achas avlede Ezechias;

1:10  og Ezechias avlede Manasse; og Manasse avlede Amon; og Amon avlede Josias;

1:11  og Josias avlede Jechonias og hans Brødre ved den babyloniske Udlændigheds Tid.

1:12  Men efter den babyloniske Udlændighed avlede Jechonias Salathiel; og Salathiel avlede Zorobabel;

1:13  og Zorobabel avlede Abiud; og Abiud avlede Eliakim; og Eliakim avlede Azor;

1:14  og Azor avlede Sadok; og Sadok avlede Achim; og Achim avlede Eliud;

1:15  og Eliud avlede Eleazar; og Eleazar avlede Matthan; og Matthan avlede Jakob;

1:16  og Jakob avlede Joseph, Marias Mand; af hende er Jesus født, som kaldes Christus.

1:17  Altsaa ere alle Led fra Abraham indtil David fjorten Led, og fra David indtil den babyloniske Udlændighed fjorten Led, og fra den babyloniske Udlændighed indtil Christus fjorten Led.

1:18  Men Jesu Christi Fødsel gik saa til. Der Maria, hans Moder, var Joseph trolovet, befandtes hun, førend de kom sammen, at være frugtsommelig af den Hellig Aand.

1:19  Men Joseph, hendes Mand, efterdi han var retsindig og ikke vilde offentlig beskæmme hende, besluttede hemmelig at skille sig fra hende.

1:20  Men idet han tænkte derpaa, see, da aabenbaredes Herrens Engel for ham i en Drøm og sagde: Joseph, Davids Søn! frygt ikke at annamme din Hustru Maria; thi det, som er avlet i hende er af den Hellig Aand.

1:21  Men hun skal føde en Søn, og du skal kalde hans Navn Jesus; thi han skal frelse sit Folk fra deres Synder.

1:22  Men dette skete altsammen, at det skulde fuldkommes, som er talet af Herren ved Propheten, som siger:

1:23  see, en Jomfru skal blive frugtsommelig og føde en Søn, og man skal kalde hans Navn Immanuel, hvilket er udlagt: Gud med os.

1:24  Men der Joseph vaagnede op af Søvnen, gjorde han, som Herrens Engel havde befalet ham, og han annammede sin Hustru.

1:25  Og han kjendte hende ikke, indtil hun havde født sin Søn den førstefødte, og han kaldte hans Navn Jesus.

Chapter 2

2:1  Men der Jesus var født i Bethlehem i Judæa, udi Kong Herodes’ Dage, see, da kom Vise af Østerland til Jerusalem og sagde:

2:2  hvor er den Jødernes Konge, som er født? thi vi have seet hans Stjerne i Øster, og ere komne at tilbede ham.

2:3  Men der Kong Herodes det hørte, blev han forfærdet, og al Jerusalem med ham;

2:4  og der han havde forsamlet alle de Ypperstepræster og Skriftkloge iblandt Folket, adspurgte ham dem, hvor Christus skulde fødes.

2:5  Men de sagde til ham: i Bethlehem i Judæa; thi der er saa skrevet ved Propheten:

2:6  og du, Bethlehem i Juda’ Land! er ingenlunde den mindste iblandt Juda’ Fyrster; thi af dig skal udgaae en Fyrste, som skal være mit Folks Israels Hyrde.

2:7  Da kaldte Herodes de Vise hemmelig og udspurgte nøie Tiden af dem, naar Stjernen havde ladet sig tilsyne.

2:8  Og han sendte dem til Bethlehem og sagde: gaaer hen og udspørger flittelig om Barnet; men naar I have fundet det, da forkynder mig det, at jeg og kan komme og tilbede det.

2:9  Men der de havde hørt Kongen, droge de bort; og see, Stjernen, som de havde seet i Øster, gik hen for dem, indtil den kom og stod ovenover, hvor Barnet var.

2:10  Men der de saae Stjernen, bleve de saare meget glade.

2:11  Og de gik ind i Huset, og fandt Barnet med dets Moder Maria, og faldt ned og tilbade det, og oplode deres Liggendefæ og offrede det Gaver, Guld og Røgelse og Myrrha.

2:12  Og der de vare blevne advarede af Gud i en Drøm, at de skulde ikke vende tilbage til Herodes, fore de ad en anden Vei bort til deres Land.

2:13  Men der de vare bortfarne, see, da aabenbaredes Herrens Engel for Joseph i en Drøm og sagde: staa op, og tag Barnet og dets Moder, og fly til Ægypten, og bliv der, indtil jeg siger dig til; thi Herodes vil søge efter Barnet, for at omkomme det.

2:14  Men han stod op, tog Barnet og dets Moder om Natten, og veg hen til Ægypten.

2:15  Og han blev der, indtil Herodes var død, at det skulle fuldkommes, som var talet af Herren ved Propheten, som siger: fra Ægypten kaldte jeg min Søn.

2:16  Der Herodes da saae, at han var skuffet af de Vise, blev han saare vred og sendte hen og lod ihjelslaae alle Børn som vare i Bethlehem og i al dens Egn, fra to Aar og derunder, efter den Tid, som han havde udspurgt af de Vise.

2:17  Da blev det fuldkommet, som talet er af den Prophet Jeremias, som siger:

2:18  en Røst blev hørt udi Rama, Graad og Skrig og megen Hylen; Rachel begræd sine Børn og vilde ikke lade sig husvale, thi de ere ikke mere.

2:19  Men der Herodes var død, see, da aabenbaredes Herrens Engel i en Drøm for Joseph i Ægypten, sigende:

2:20  staa op, og tag Barnet og dets Moder, og drag hen til Israels Land; thi de ere døde, som søgte efter Barnets Liv.

2:21  Men han stod op og tog Barnet og dets Moder og kom til Israels Land.

2:22  Men der han hørte, at Archelaus regjerede i Judæa i sin Faders Herodes’ Sted, frygtede han at komme derhen; men han blev advaret af Gud i en Drøm og veg hen til Galilæas Egne.

2:23  Og han kom og boede i en Stad, som kaldes Nazareth, at det skulle fuldkommes, som sagt er ved Propheterne: han skal kaldes Nazaræer.

Chapter 3

3:1  Men i de samme Dage fremstod Johannes den Døber, som prædikede i Judæas Ørk og sagde:

3:2  omvender Eder, thi Himmeriges Rige er kommet nær.

3:3  Thi han er den, om hvilken den Prophet Esaias haver talet, sigende: det er hans Røst, som raaber i Ørken: bereder Herrens Vei, gjører hans Stier jævne.

3:4  Men Johannes havde sit Klædebon af Kameelhaar og et Læderbelte om sin Lænd; men hans Mad var Græshopper og vild Honning.

3:5  Da udgik Jerusalem til ham og det ganske Judæa og alt Landet omkring Jordanen.

3:6  Og de døbtes af ham i Jordanen og bekjendte deres Synder.

3:7  Men der han saae mange Pharisæer og Sadducæer komme til hans Daab, sagde han til dem: I Øgleunger! hvo viste Eder at flye fra den kommende Vrede?

3:8  Bærer da Omvendelsens værdige Frugter,

3:9  og mener ikke at ville sige ved Eder selv: vi have Abraham til Fader; thi jeg siger Eder, at Gud kan opvække Abraham Børn af disse Stene.

3:10  Men Øxen ligger allerede ved roden af Træerne; derfor, hvert Træ, som ikke bærer god Frugt, skal afhugges og kastes i Ilden.

3:11  Jeg døber Eder vel med Vand til Omvendelse; men den, som kommer efter mig, er stærkere end jeg, hvis Skoe jeg ikke er værdig at bære; han skal døbe Eder med den Hellig Aand og Ild.

3:12  Hans Kasteskovl er i hans Haand, og han skal igjennemrense sin Lo og samle sin Hvede i Laden; men Avnerne skal han opbrænde med uslukkelig Ild.

3:13  Da kom Jesus fra Galilæa til Jordanen til Johannes, at døbes af ham.

3:14  Men Johannes formeente ham det og sagde: Jeg haver behov at døbes af dig, og du kommer til mig!

3:15  Men Jesus svarede og sagde til ham: tilsted det nu; thi saaledes bør det os at fuldkomme Alt, hvad Ret er. Da tilstedte han ham.

3:16  Og der Jesus var døbt, steg han strax op af Vandet, og see, Himlene aabnedes ham, og han saae Guds Aand fare ned som en Due og komme over ham.

3:17  Og see, der kom en Røst fra Himlene, som sagde: denne er min Søn den Elskelige, i hvilken jeg haver Behagelighed.

Chapter 4

4:1  Da blev Jesus ført af Aanden i Ørken, at fristes af Djævelen.

4:2  Og der han havde fastet fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter, hungrede han omsider.

4:3  Og Fristeren gik til ham og sagde: er du Guds Søn, da siig, at disse Stene blive Brød.

4:4  Men han svarede og sagde: der er skrevet: Mennesket lever ikke alene af Brød, men ved hvert Ord, som udgaaer igjennem Guds Mund.

4:5  Da tog Djævelen ham med sig til den hellige Stad og satte ham paa Tindingen af Templet og sagde til ham:

4:6  er du Guds Søn, da kast dig selv herned; thi der er skrevet: han skal give sine Engle Befaling om dig, og de skulle bære dig paa Hænderne, at du ikke skal støde din Fod paa nogen Steen.

4:7  Da sagde Jesus til ham: der er atter skrevet: du skal ikke friste Herren din Gud.

4:8  Atter tog Djævelen ham op med sig paa et saare høit Bjerg, og viste ham alle Verdens Riger og deres Herlighed, og sagde til ham:

4:9  Alt dette vil jeg give dig, om du vil falde ned og tilbede mig.

4:10  Da sagde Jesus til ham: vig bort, Satan! thi der er skrevet: du skal tilbede Herren din Gud, og tjene ham alene.

4:11  Da forlod Djævelen ham, og see, Englene gik til ham og tjente ham.

4:12  Men der Jesus hørte, at Johannes var kastet i Fængsel, veg han hen til Galilæa.

4:13  Og han forlod Nazareth, og kom og boede i Capernaum, som ligger ved Søen, i Sebulons og Naphthalis Grændser,

4:14  at det skulde fuldkommes, som er talet ved Propheten Esaias, som siger:

4:15  Sebulons Land og Naphthalis Land, langs Søen paa denne Side Jordan, Hedningernes Galilæa,

4:16  det Folk, som sad i Mørke, haver seet et stort Lys, og dem, som sadde i Dødens Land og Skygge, dem er opgaaet et Lys.

4:17  Fra den Tid begyndte Jesus at prædike og sige: omvender Eder, thi Himmerigets Rige er kommet nær.

4:18  Men der Jesus vandrede ved den galilæiske Sø, saae han to Brødre, Simon, som kaldes Petrus, og Andreas, hans Broder, som kastede Garn i Søen; (thi de vare Fiskere).

4:19  Og han sagde til dem: følger efter mig, saa vil jeg gjøre Eder til Menneske-Fiskere.

4:20  Men de forlode strax Garnene og fulgte ham.

4:21  Og der han gik frem derfra, saae han to andre Brødre, Jakobus, Zebedæus’ Søn, og Johannes, hans Broder, i Skibet med deres Fader Zebedæus, at de bødte deres Garn; og han kaldte dem.

4:22  Men de forlode strax Skibet og deres Fader og fulgte ham.

4:23  Og Jesus gik omkring i det ganske Galilæa, lærte i deres Synagoger og prædikede Rigets Evangelium og helbredede al Sygdom og al Skrøbelighed iblandt Folket.

4:24  Og hans Rygte kom ud over al Syria; og de førte ham alle dem, som lede ilde, som med adskillige Sygdomme og Piner vare behæftede, Besatte og Maanesyge og Værkbrudne; og han helbredede dem.

4:25  Og der fulgte ham meget Folk fra Galilæa og Dekapolis og Jerusalem og Judæa og fra hiin Side Jordan.

Chapter 5

5:1  Men der han saae Folket, steg han op paa et Bjerg; og der han havde sat sig, gik hans Disciple til ham.

5:2  Og han oplod sin Mund, lærte dem og sagde:

5:3  Salige ere de Fattige i Aanden, thi Himmeriges Rige er deres.

5:4  Salige ere de, som sørge, thi de skulle husvales.

5:5  Salige ere de Sagtmodige, thi de skulle arve Jorden.

5:6  Salige ere de, som hungre og tørste efter Retfærdighed, thi de skulle mættes.

5:7  Salige ere de Barmhjertige, thi dem skal vederfares Barmhjertighed.

5:8  Salige ere de Rene af Hjertet, thi de skulle see Gud.

5:9  Salige ere de Fredsommelige, thi de skulle kaldes Guds Børn.

5:10  Salige ere de, som lide Forfølgelse for Retfærdigheds Skyld, thi Himmeriges Rige er deres.

5:11  Salige ere I, naar man bespotter og forfølger Eder, og taler allehaande Ondt imod Eder for min Skyld, og lyver det.

5:12  Glæder og fryder Eder, thi Eders Løn skal være megen i Himlene; thi saa have de forfulgt Propheterne, som vare for Eder.

5:13  I ere Jordens Salt; men om Saltet mister sin Kraft, hvormed skal det saltes? Det duer til intet andet end at kastes ud og nedtrædes af Mennesker.

5:14  I ere Verdens Lys; den Stad, som ligger paa et Bjerg, kan ikke skjules.

5:15  Man tænder og ikke et Lys, og sætter det under en Skjeppe, men paa en Lysestage; saa skinner det for alle dem, som ere i Huset.

5:16  Lader saa Eders Lys skinne for Menneskene, at de see Eders gode Gjerninger og ære Eders Fader, som er i Himlene.

5:17  Mener ikke, at jeg er kommen, at opløse Loven eller Propheterne; jeg er ikke kommen at opløse, men at fuldkomme.

5:18  Thi sandelig siger jeg Eder: indtil Himmelen og Jorden forgaae, skal end ikke det mindste Bogstav eller en Tøddel forgaae af Loven, indtil det skeer altsammen.

5:19  Derfor, hvo som løser eet af disse mindste Bud og lærer Menneskene saaledes, han skal kaldes den Mindste i Himmeriges Rige; men hvo som dem gjør og lærer, han skal kaldes stor i Himmeriges Rige.

5:20  Thi jeg siger Eder: uden Eders Retfærdighed overgaaer de Skriftkloges og Pharisæers, komme I ingenlunde ind i Himmeriges Rige.

5:21  I have hørt, at der er sagt de Gamle: du skal ikke ihjelslaae, men hvo som ihjelslaaer, skal være skyldig for Dommen.

5:22  Men jeg siger Eder, at hver den, som er vred paa sin Broder uden Aarsag, skal være skyldig for Dommen; men hvo som siger til sin Broder: Raka! skal være skyldig for Raadet; men hvo som siger: du Daare! skal være skyldig til Helvedes Ild.

5:23  Derfor, naar du offrer din Gave paa Alteret og kommer der ihu, at din Broder haver noget imod dig,

5:24  saa lad blive din Gave der for Alteret, og gak hen, forlig dig først med din Broder, og kom da og offre din Gave.

5:25  Vær snart velvillig mod din Modstander, medens du er med ham paa Veien, at Modstanderen ikke skal overantvorde Dommeren dig, og Dommeren skal overantvorde Tjeneren dig, og du skal kastes i Fængsel.

5:26  Sandelig siger jeg dig: du skal slet ikke komme derudfra, førend du betaler den sidste Hvid.

5:27  I have hørt, at der er sagt de Gamle: du skal ikke bedrive Hoer.

5:28  Men jeg siger Eder, at hver den, som seer paa en Kvinde for at begjere hende, haver allerede bedrevet Hoer med hende i sit Hjerte.

5:29  Men dersom dit høire Øie forager dig, saa riv det ud, og kast det fra dig; thi det er dig gavnligt, at eet af dine Lemmer fordærves, og ikke dit ganske Legeme, skal kastes i Helvede.

5:30  Og om din høire Haand forarger dig, hug den af og kast den fra dig; thi det er dig gavnligt, at eet af dine Lemmer fordærves, og ikke dit ganske Legeme skal kastes i Helvede.

5:31  Der er sagt, at hvo som skiller sig fra sin Hustru, skal give hende et Skilsmissebrev.

5:32  Men jeg siger Eder, at hvo som skiller sig fra sin Hustru uden for Hoers Sag, gjør, at hun bedriver Hoer, og hvo som tager en Adskilt tilægte, bedriver Hoer.

5:33  I have fremdeles hørt, at der er sagt de Gamle: du skal ikke gjøre nogen falsk Ed, men du skal holde Herren dine Eder.

5:34  Men jeg siger Eder, at I skulle aldeles ikke sværge, hverken ved Himmelen, thi den er Guds Stol,

5:35  ei heller ved Jorden, thi den er hans Fodskammel, ei heller ved Jerusalem, thi det er den store Konges Stad.

5:36  Du skal og ikke sværge ved dit Hoved, thi du kan ikke gjøre eet Haar hvidt eller sort.

5:37  Men Eders Tale skal være ja, ja, nei, nei; men hvad der er over dette, er af det Onde.

5:38  I have hørt, at der er sagt: Øie for Øie, og Tand for Tand.

5:39  Men jeg siger Eder, at I skulle ikke sætte Eder imod det onde; men dersom Nogen giver dig et Slag paa det høire Kindbeen, vend ham det andet ogsaa til.

5:40  Og dersom Nogen vil gaae i Rette med dig og tage din Kjortel, lad ham og beholde Kappen.

5:41  Og dersom Nogen tvinger dig til at gaae en Mil, gak to med ham.

5:42  Giv den, som beder dig, og vend ikke fra den, som vil laane af dig.

5:43  I have hørt, at der er sagt: du skal elske din Næste, og hade din Fjende.

5:44  Men jeg siger Eder: elsker Eders Fjender, velsigner dem, som Eder forbande, gjører dem godt, som Eder hade, og beder for dem, som gjøre Eder Skade og forfølge Eder,

5:45  paa det I skulle vorde Eders Faders Børn, som er i Himlene; thi han lader sin Sol opgaae over Onde og Gode og lader regne over Retfærdige og Uretfærdige.

5:46  Thi dersom I elske dem, som Eder elske, hvad have I da for Løn? Gjøre ikke ogsaa Toldere det Samme?

5:47  Og dersom I hilse Eders Brødre alene, hvad Stort gjøre I da? Gjøre ikke Toldere ligesaa?

5:48  Værer da fuldkomne, ligesom Eders Fader i Himlene er fuldkommen.

Chapter 6

6:1  Vogter Eder, at I ikke gjøre Eders Almisse for Menneskene, for at ansees af dem, ellers have I ikke Løn hos Eders Fader, som er i Himlene.

6:2  Derfor, naar du gjør Almisse, skal du ikke lade blæse i Basune for dig, som Øienskalkene gjøre i Synagoger og paa Gader, paa det de kunne æres af Mennesker; sandelig siger jeg Eder: de have deres Løn borte.

6:3  Men naar du gjør Almisse, lad din venstre Haand ikke vide, hvad din høire gjør,

6:4  paa det din Almisse kan være i Løndom, og din Fader, som seer i Løndom, han skal betale dig aabenbare.

6:5  Og naar du beder, skal du ikke være som Øienskalkene; thi de staae gjerne og bede i Synagoger og paa Hjørner af Gader, paa det de kunne ansees af Menneskene; sandelig siger jeg Eder: de have deres Løn borte.

6:6  Men du, naar du beder, gak ind i dit Kammer, og luk din Dør, og bed til din Fader, som er i Løndom, og din Fader, som seer i Løndom, skal betale dig aabenbare.

6:7  Men naar I bede, skulle I ikke bruge overflødige Ord som Hedningerne; thi de mene, at de blive bønhørte for deres mange Ord.

6:8  Derfor skulle I ikke vorde dem lige; thi Eders Fader veed, hvad I have behov, førend I bede ham.

6:9  Derfor skulle I saaledes bede: Vor Fader, du som er i Himlene! Helliget vorde dit Navn;

6:10  komme dit Rige; skee din Villie som i Himmelen, saa og paa Jorden;

6:11  giv os i Dag vort daglige Brød;

6:12  og forlad os vor Skyld, som og vi forlade vore Skyldnere;

6:13  og led os ikke ind i Fristelse; men fri os fra det Onde; thi dit er Riget og Kraften og Herligheden i Evighed! Amen.

6:14  Thi forlade I Menneskene deres Overtrædelser, skal Eders himmelske Fader og forlade Eder;

6:15  men forlade I ikke Menneskene deres Overtrædelser, skal Eders Fader ikke heller forlade Eders Overtrædelser.

6:16  Naar I faste, da seer ikke bedrøvede ud som Øienskalkene; thi de forvende deres Ansigt, paa det Menneskene kunne see dem faste; sandelig siger jeg Eder: de havde deres Løn borte.

6:17  Men naar du faster, da salv dit Hoved, og to dit Ansigt,

6:18  at ikke Menneskene skulle see dig faste, men din Fader, som er i Løndom, og din Fader, som seer i Løndom, skal betale dig aabenbare.

6:19  Samler Eder ikke Liggendefæ paa Jorden hvor Møl og Rust fordærve, og hvor Tyve igjennembryde og stjæle;

6:20  samler Eder Liggendefæ i Himmelen, hvor hverken Møl, ei heller Rust fordærver, og hvor Tyve ikke igjennembryde, ei heller stjæle.

6:21  Thi hvor Eders Liggendefæ er, der vil Eders Hjerte være.

6:22  Øiet er Legemets Lys; derfor, dersom dit Øie er sundt, bliver dit ganske Legeme lyst;

6:23  men dersom dit Øie er ondt, bliver dit ganske Legeme mørkt. Dersom derfor det Lys der er i dig, er Mørke, hvor stort bliver da Mørket!

6:24  Ingen kan tjene to Herrer; thi han maa enten hade den ene og elske den anden, eller holde sig til den ene og foragte den anden. I kunne ikke tjene Gud og Mammon.

6:25  Derfor siger jeg Eder: bekymrer Eder ikke for Eders Liv, hvad I skulle æde, og hvad I skulle drikke; ikke heller for Eders Legeme, hvad I skulle iføres. Er ikke Livet mere end Maden, og Legemet mere end Klæderne?

6:26  Seer til Himmelens Fugle; de saae ikke og høste ikke og sanke ikke i Lader, og Eders himmelske Fader føder dem; ere I ikke meget mere end de?

6:27  Men hvo iblandt Eder kan lægge een Alen til sin Væxt, enddog han bekymrer sig derfor?

6:28  Og hvi bekymre I Eder for Klæderne? Betragter Lilierne paa Marken, hvorledes de voxe; de arbeide ikke, spinde ikke;

6:29  men jeg siger Eder, at end ikke Salomon i al sin Herlighed var saa klædt, som een af dem.

6:30  Klæder da Gud saaledes det Græs paa Marken, som er i Dag og i Morgen kastes i Ovnen, skulde han ikke meget mere klæde Eder, I lidet troende?

6:31  Derfor skulle I ikke bekymre Eder og sige: hvad skulle vi æde? eller: hvad skulle vi drikke? eller: hvormed skulle vi klæde os?

6:32  Efter alt saadant søge Hedningerne; thi Eders Himmelske Fader veed, at I have alle disse Ting behov.

6:33  Men søger først Guds Rige og hans Retfærdighed, saa skulle og alle disse Ting tillægges Eder.

6:34  Bekymrer Eder derfor ikke for den anden Morgen; thi den Dag i Morgen skal bekymre sig for sit Eget. Hver Dag haver nok i sin Plage.

Chapter 7

7:1  Dømmer ikke, at I skulle ikke dømmes; thi med hvad Dom I dømme, skulle I dømmes,

7:2  og med hvad Maal I maale, skal Eder igjen maales.

7:3  Men hvi seer du Skjæven, som er i din Broders Øie, men Bjelken i dit Øie bliver du ikke vaer.

7:4  Eller hvorledes siger du til din Broder: lad mig drage Skjæven ud af dit Øie, og see, der er en Bjelke i dit Øie.

7:5  Du Øienskalk! drag først Bjelken ud af dit Øie, og da kan du see til at uddrage Skjæven af din Broders Øie.

7:6  Giver ikke Hunde det Hellige, kaster ikke heller Eders Perler for Sviin, at de ikke skulle nedtræde dem med deres Fødder, og vende sig og sønderrive Eder.

7:7  Beder, saa skal Eder gives; søger, saa skulle I finde; banker, saa skal Eder oplades.

7:8  Thi hver den, som beder, han faar, og den, som søger, han finder, og den, som banker, ham skal oplades.

7:9  Eller hvilket Menneske er iblandt Eder, dersom hans Søn beder ham om Brød, mon han give ham en Steen?

7:10  Og dersom han beder ham om en Fisk, mon han give ham en Slange?

7:11  Dersom da I, som ere onde, vide at give Eders Børn gode Gaver, hvor meget mere skal Eders Fader, som er i Himlene, give dem gode Gaver, som ham bede!

7:12  Derfor, Alt hvad I ville, at Menneskene skulle gjøre imod Eder, det gjører I ogsaa mod dem; thi saadan er Loven og Propheterne.

7:13  Gaaer ind ad den snevre Port; thi den Port er vid, og de Vei er bred, som fører til Fordærvelsen, og de ere mange, som gaae ind igjennem den;

7:14  thi den Port er snever, og den Vei er trang, som fører til Livet, og de ere faa, som finde den.

7:15  Men vogter Eder for de falske Propheter, som kommer til Eder i Faareklæder, men ere indvortes rivende Ulve.

7:16  Af deres Frugter skulle I kjende dem. Kan man og sanke Viindruer af Torne, eller Figen af Tidsler?

7:17  Saaledes bærer hvert godt Træ gode Frugter, men et raaddent Træ bærer onde Frugter.

7:18  Et godt Træ kan ikke bære onde Frugter, og et raaddent træ kan ikke bære gode Frugter.

7:19  Hvert Træ, som ikke bærer god Frugt, afhugges og kastes i Ilden.

7:20  Derfor skulle I kjende dem af deres Frugter.

7:21  Ikke enhver, som siger til mig: Herre, Herre! skal indgaae i Himmeriges Rige, men den, som gjør min Faders Villie, som er i Himlene.

7:22  Mange skulle sige til mig paa hiin Dag: Herre, Herre! have vi ikke propheteret ved dit Navn? og havde vi ikke uddrevet Djævle ved dit Navn? og have vi ikke gjort mange kraftige Gjerninger ved dit Navn?

7:23  Og da vil jeg bekjende for dem: jeg kjendte Eder aldrig; viger bort fra mig, I, som beflitte Eder paa Uret!

7:24  Derfor, hver den, som Hører disse mine Ord og gjør efter dem, den vil jeg ligne ved en forstandig Mand, som byggede sit Huus paa en Klippe.

7:25  Og en Skylregn nedfaldt, og vandløbene kom, og Veirene blæste og faldt an paa samme Huus, og det faldt ikke; thi det var grundfæstet paa en Klippe.

7:26  Og hver, som hører disse mine Ord og gjør ikke efter dem, skal lignes ved en daarlig Mand, som byggede sit Huus paa Sand.

7:27  Og en Skylregn nedfaldt, og Vandløbene kom, og Veirene blæste og stødte an paa samme Huus, og det faldt, og dets Fald var stort.

7:28  Og det begav sig, der Jesus havde fuldendt disse Ord, forundrede Folket sig saare over hans Lærdom;

7:29  thi han lærte dem som den, der havde Myndighed, og ikke som de Skriftkloge.

Chapter 8

8:1  Men der han gik ned af Bjerget, fulgte ham meget Folk.

8:2  Og see, en Spedalsk kom, faldt ned for ham og sagde: Herre! om du vil, saa kan du rense mig.

8:3  Og Jesus udrakte Haanden, rørte ved ham og sagde: jeg vil; vorde reen! Og hans Spedalskhed blev strax renset.

8:4  Og Jesus sagde til ham: see til, at du siger Ingen det; men gak hen, betee dig selv for Præsten, og offre den Gave, som Moses haver befalet, dem til et Vidnesbyrd.

8:5  Men der Jesus gik ind i Capernaum, traadte en Høvedsmand til ham, bad ham og sagde:

8:6  Herre! min Dreng ligger hjemme værkbruden og pines svarligen.

8:7  Og Jesus sagde til ham: jeg vil komme og helbrede ham.

8:8  Og Høvedsmanden svarede og sagde: Herre! jeg er ikke værd, at du skal gaae ind under mit Tag; men siig ikkun et Ord, saa bliver min Tjener helbredet.

8:9  Thi jeg er og et Menneske, som staar under Øvrighed og haver Stridsmænd under mig; og siger jeg til denne: gak! saa gaaer han; og til den anden: kom! saa kommer han; og til min Tjener: gjør det! saa gjør han det.

8:10  Men der Jesus det hørte, forundrede han sig og sagde til dem, som fulgte: sandelig siger jeg Eder, end ikke i Israel haver jeg fundet saadan Tro.

8:11  Men jeg siger Eder, at Mange skulle komme fra Øster og Vester, og sidde tilbords med Abraham og Isaak og Jakob i Himmeriges Rige.

8:12  Men Rigets Børn skulle udkastes i det yderste Mørke; der skal være Graad og Tænders Gnidsel.

8:13  Og Jesus sagde til Høvedsmanden: gak bort, og dig skee, som du troede! Og hans Dreng blev helbredet i den samme Time.

8:14  Og Jesus kom i Peters Huus og saae, at hans Hustrus Moder laa og havde Feber.

8:15  Og han rørte ved hendes Haand, og Feberen forlod hende, og hun stod op og tjente dem.

8:16  Men der det var blevet Aften, førte de mange Besatte til ham, og han uddrev Aanderne med et Ord, og helbredte dem alle, som vare syge;

8:17  at det skulde fuldkommes, som er talet ved Propheten Esaias, som siger: han tog vore Skrøbeligheder og bar vore Sygdomme.

8:18  Men der Jesus saae meget Folk omkring sig, befoel han at fare over til hiin Side.

8:19  Og der gik en Skriftklog frem og sagde til ham: Mester! jeg vil følge dig, hvor du gaaer hen.

8:20  Og Jesus sagde til ham: Ræve have Huler og Himmelens Fugle Reder; men Menneskens Søn haver ikke det, hvortil han kan hælde sit Hoved.

8:21  Men en anden af hans Disciple sagde til ham: Herre! tilsted mig, at jeg først maa gaae hen og begrave min Fader.

8:22  Men Jesus sagde til ham: følg mig, og lad de Døde begrave deres Døde.

8:23  Og han gik i Skibet, og hans Disciple fulgte ham.

8:24  Og see, der blev en stor Storm paa Søen, saa at Skibet skjultes af Bølgerne; men han sov.

8:25  Og hans Disciple gik til ham, vakte ham op og sagde: Herre, frels os! vi forgaae.

8:26  Og han sagde til dem: hvi ere I frygtagtige, I lidet Troende? Da stod han op og truede Veirene og Søen, og det blev ganske blikstille.

8:27  Men Menneskene forundrede sig og sagde: hvo er dog denne, at baade Veirene og Søen ere ham lydige?

8:28  Og der han kom paa hiin Side til de Gergeseners Land, mødte to Besatte ham, som kom ud fra Gravene, og vare saare vilde, saa at Ingen kunde vandre ad den Vei.

8:29  Og see, de raabte og sagde: Jesus, du Guds Søn! hvad have vi med dig at gjøre? er du kommen hid for Tiden at pine os.

8:30  Men der var langt fra dem en stor Hjord Sviin, som græssede.

8:31  Men Djævelene bade ham og sagde: dersom du uddriver os, da tilsted os at fare i Svinehjorden.

8:32  Og han sagde til dem: farer hen! Men der de vare udfarne, fore de hen i Svinehjorden; og see, den ganske Svinehjord styrtede sig af Brinken i Søen, og døde i Vandet.

8:33  Men Hyrderne flyede og gik hen i Staden og kundgjorde det altsammen, og hvorledes det var gaaet til med de Besatte.

8:34  Og see, den ganske Stad gik ud at møde Jesus; og der de saae ham, bade de ham, at han vilde vige fra deres Grændser.

Chapter 9

9:1  Og han traadte ind i Skibet, og foer over, og kom til sin egen Stad.

9:2  Og see, de førte en Værkbruden til ham, som laa paa en Seng; og der Jesus saae deres Tro, sagde han til den Værkbrudne: Søn! vær frimodig, dine Synder ere dig forladne.

9:3  Og see, nogle af de Skriftkloge sagde ved sig selv: denne bespotter Gud.

9:4  Og der Jesus saae deres Tanker, sagde han: hvi tænke I saa ondt i Eders Hjerter?

9:5  Thi hvilket er lettere, at sige: dine Synder ere dig forladne? eller at sige: staa op og vandre?

9:6  Men at I skulle vide, at Menneskens Søn haver Magt paa Jorden at forlader Synder, da siger han til den Værkbrudne: staa op, og tag din Seng op, og gak til dit Huus.

9:7  Og han stod op og gik bort til sit Huus.

9:8  Men der Folket det saae, forundrede de sig, og prisede Gud, som havde givet Menneskene saadan Magt.

9:9  Og der Jesus gik bort derfra, saae han et Menneske sidde i Toldboden, han hed Matthæus; og han siger til ham: følg mig! Og han stod op og fulgte ham.

9:10  Og det skete, der han sad tilbords i Huset, see, da kom og mange Toldere og Syndere og sadde tilbords med Jesus og hans Disciple.

9:11  Og der Pharisæerne saae det, sagde de til hans Disciple: hvi æder Eders Mester med Toldere og Syndere?

9:12  Men der Jesus det hørte, sagde han til dem: de Karske have ikke Lægen behov, men de, som lide ilde.

9:13  Men gaaer hen og lærer, hvad det er: Jeg vil Miskundhed og ikke Offer; thi jeg er ikke kommen at kalde Retfærdige, men Syndere til Omvendelse.

9:14  Da kom Johannes’ Disciple til ham og sagde: hvi faste vi og Pharisæerne meget, men dine Disciple faste ikke?

9:15  Og Jesus sagde til dem: kunne Bryllupsfolkene sørge, saalænge Brudgommen er hos dem? Men de Dage skulle komme, naar Brudgommen skal borttages fra dem, og da skulle de faste.

9:16  Men Ingen sætter en Klud af nyt Klæde paa et gammelt Klædebon; thi Kluden river Noget fra Klædebonnet, og Hullet bliver være.

9:17  Man lader og ikke ny Viin i gamle Læderflasker, ellers briste Læderflaskerne, og Viinen spildes, og Læderflaskerne fordærves; men man lader ny Viin i nye Læderflasker, saa blive de begge bevarede.

9:18  Der han dette talede til dem, see, da kom en Øverste og faldt ned for ham og sagde: min Datter er just nu død; men kom og læg din Haand paa hende, saa bliver hun levende.

9:19  Og Jesus stod op og fulgte ham med sine Disciple.

9:20  Og see, en Kvinde, som havde tolv Aar havt Blodflod, traadte til bag fra og rørte ved Sømmen af hans Klædebon;

9:21  thi hun sagde ved sig selv: dersom jeg ikkun rører ved hans Klædebon, da bliver jeg helbredet.

9:22  Men Jesus vendte sig om, og da han saae hende, sagde hen: Datter! vær frimodig, din tro haver frelst dig. Og Kvinden blev helbredet fra den samme Stund.

9:23  Og der Jesus kom i den Øverstes Huus, og saae Piberne og Folket, som buldrede, sagde han til dem:

9:24  viger bort, thi Pigen er ikke død, men hun sover. Og de beloe ham.

9:25  Men der Folket var uddrevet, gik han ind og tog hende fat ved Haanden, da stod Pigen op.

9:26  Og dette Rygte kom ud i det ganske Land.

9:27  Og der Jesus gik frem derfra, fulgte ham to Blinde, som raabte og sagde: du Davids Søn! forbarme dig over os.

9:28  Men der han kom i Huset, gik de Blinde til ham, og Jesus siger til dem: troe I, at jeg kan gjøre dette? De sige til ham: ja, Herre!

9:29  Da rørte han ved deres Øine og sagde: Eder skee efter Eders Tro!

9:30  Og deres Øine bleve aabnede. Og Jesus bød dem strengeligen og sagde: seer til, at Ingen faar det at vide.

9:31  Men da de gik ud, udspredte de hans Rygte i det ganske Land.

9:32  Men der disse vare udgangne, see, da førte de et stumt Menneske til ham, som var besat.

9:33  Og der Djævelen var uddreven, talede den Stumme. Og Folket forundrede sig og sagde: aldrig er saadant seet i Israel.

9:34  Men Pharisæerne sagde: han uddriver Djævle ved Djævlenes Øverste.

9:35  Og Jesus gik omkring i alle Stæder og Byer, og lærte i deres Synagoger og prædikede Rigets Evangelium, og Helbredte al Sygdom og al Skrøbelighed iblandt Folket.

9:36  Men der han saae Folket, ynkedes han inderligen over dem; thi de vare forsmægtede og adspredte som Faar, der ikke have Hyrde.

9:37  Da sagde han til sine Disciple: Høsten er vel stor, men Arbeiderne faa;

9:38  beder derfor Høstens Herre, at han udsender Arbeidere i sin Høst.

Chapter 10

10:1  Og han kaldte sine tolv Disciple til sig, og gav dem Magt over de urene Aander, at uddrive dem, og at helbrede al Sygdom og al Skrøbelighed.

10:2  Men disse ere de tolv Apostlers Navne: den første, Simon, som kaldes Petrus, og Andreas, hans Broder; Jakobus, Zebedæus’ Søn, og Johannes, hans Broder;

10:3  Philippus og Bartholomæus; Thomas, og Matthæus den Tolder; Jakobus, Alphæus’ Søn, og Lebbæus med Tilnavnet Thaddæus;

10:4  Simon Cananites, og Judas Ischariotes, som og forraadte ham.

10:5  Disse Tolv udsendte Jesus, bød dem og sagde: gaaer ikke hen paa Hedningernes Vei, og gaaer ikke ind i de Samaritaners Stad.

10:6  Men gaaer hellere hen til de fortabte Faar af Israels Huus.

10:7  Og naar I gaae ud, da prædiker og siger, at Himmeriges Rige er kommet nær.

10:8  Helbreder de Syge, renser de spedalske, opvækker de Døde, uddriver Djævle. I have annammet det for Intet, giver det for Intet.

10:9  I skulle ikke have Guld, ei Sølv, ei Kobber i Eders Belter;

10:10  ei Taske til at reise med, ei heller to Kjortler, ei heller Skoe, ei heller Stav; thi en Arbeider er sin Føde værd.

10:11  Men hvilken Stad eller By I komme ind udi, udspørger, hvem der er i den, som er det værd, og bliver der, indtil I drage bort.

10:12  Men naar I gaae ind i et Huus, da hilser det;

10:13  og dersom samme Huus er det værd, da komme Eders Fred over det; men dersom det ikke er det værd, da vende Eders Fred til Eder igjen,

10:14  og dersom Nogen ikke vil annamme Eder, og ei høre Eders Taler, gaaer ud af det Huus eller den Stad, og afryster Støvet af Eders Fødder.

10:15  Sandelig siger jeg Eder, det skal gaae de Sodomiters og Gomorriters Land lideligere paa Dommens Dag end denne Stad.

10:16  See, jeg sender Eder som Faar midt iblandt Ulve, vorder derfor snilde som Slanger og eenfoldige som Duer.

10:17  Vogter Eder for Menneskene; thi de skulle overantvorde Eder til Raadet og hudstryge Eder i deres Synagoger.

10:18  I skulle og føres for Fyrster og Konger for min Skyld, dem og Hedningerne til et Vidnesbyrd.

10:19  Men naar de overantvorde Eder, da bekymrer Eder ikke for, hvorledes eller hvad I skulle tale; thi det skal gives Eder i den samme Time, hvad I skulle tale.

10:20  Thi I ere ikke de, som tale, men det er Eders Faders Aand, som taler i Eder.

10:21  Men en Broder skal forraade den anden til Døden, og en Fader sit Barn, og Børn skulle sætte sig op mod Forældre og aflive dem.

10:22  Og I skulle hades af Alle for mit Navns Skyld; men den, som bliver bestandig indtil Enden, han skal blive salig.

10:23  Men naar de forfølge Eder i een Stad, da flyer til en anden; thi sandelig siger jeg Eder: I skulle ikke komme til Ende med Israels Stæder, førend Menneskens Søn kommer.

10:24  Disciplen er ikke over Mesteren, ei heller Tjeneren over sin Herre.

10:25  Det er Disciplen nok, at han bliver som hans Mester, og Tjeneren som hans Herre; have de kaldet Huusbonden Beelzebul, hvor meget mere hans Huusfolk?

10:26  Frygter derfor ikke for dem; thi Intet er skjult, som jo skal aabenbares, og Intet er lønligt, som man jo skal faae at vide.

10:27  Hvad jeg siger Eder i Mørket, det taler i Lyset; og hvad der siges Eder i Øret, det prædiker paa Tagene.

10:28  Og frygter ikke for dem, som slaae Legemet ihjel, men kunne ikke slaae Sjælen ihjel; men frygter hellere for den, som kan fordærve baade Sjæl og Legeme i Helvede.

10:29  Sælges ikke to Spurve for en Penning? og ikke een af dem falder til Jorden uden Eders Faders Villie.

10:30  Ja, endog alle Eders Hovedhaar ere talte.

10:31  Frygter derfor ikke; I ere bedre end mange Spurve.

10:32  Derfor, hvo som vil bekjende mig for Menneskene, den vil jeg og bekjende for min Fader, som er i Himlene.

10:33  Men hvosomhelst vil negte mig for Menneskene, den vil jeg og negte for min Fader, som er i Himlene.

10:34  I skulle ikke mene, at jeg er kommen at bringe Fred paa Jorden; jeg er ikke kommen at bringe Fred, men Sværd.

10:35  Thi jeg er kommen at tvistiggjøre et Menneske imod sin Fader, og Datteren imod sin Moder, og Sønnens Hustru imod hendes Mands Moder,

10:36  og en Mands Huusfolk skulle være hans Fjender.

10:37  Hvo som elsker Fader eller Moder mere end mig, er mig ikke værd; og hvo som elsker Søn eller Datter mere end mig, er mig ikke værd;

10:38  og hvo som ikke tager sit Kors, og følger efter mig, er mig ikke værd.

10:39  Hvo som finder sit Liv, skal miste det; og hvo som mister sit Liv for min Skyld, skal finde det.

10:40  Hvo som annammer Eder, annammer mig; og hvo mig annammer, annammer den, som haver udsendt mig.

10:41  Hvo som annammer en Prophet, fordi han er en Prophet, skal faae en Prophets Løn; og hvo som annammer en Retfærdig, fordi han er en Retfærdig, skal faae en Retfærdigs Løn.

10:42  Og hvo som giver een af disse Ringe ikkun et Bæger koldt Vand at drikke, fordi han er en Discipel, sandelig siger jeg Eder, han skal ingenlunde miste sin Løn.

Chapter 11

11:1  Og det skete, der Jesus havde fuldendt denne Befaling til sine tolv Disciple, gik han frem derfra, at lære og prædike i deres Stæder.

11:2  Men der Johannes hørte i Fængslet Christi Gjerninger, sendte han to af sine Disciple, og lod ham sige:

11:3  er du den, som kommer, eller skulle vi vente en Anden?

11:4  Og Jesus svarede og sagde til dem: gaaer hen, og forkynder Johannes de Ting, som I høre og see:

11:5  Blinde see og Halte gaae, Spedalske renses og Døve høre, Døde staae op, og Evangelium prædikes for Fattige!

11:6  og salig er den, som ikke forarges paa mig.

11:7  Men der disse gik bort, begyndte Jesus at sige til Folket om Johannes: hvad ere I udgangne i Ørken at skue? et Rør, som bevæges hid og did af Veiret?

11:8  Eller hvad ere I udgangne et see? et Menneske, iført bløde Klæder? See, de, som bære bløde Klæder, ere i Kongers Huse.

11:9  Eller hvad ere I udgangne at see? en Prophet? Ja, jeg siger Eder, endog langt mere end en Prophet.

11:10  Thi han er den, om hvem der er skrevet: see, jeg sender min Engel for dit Ansigt, som skal berede din Vei for dig.

11:11  Sandelig siger jeg Eder: iblandt dem, som ere fødte af Kvinder, er ingen Større opstanden end Johannes den Døber; men den Mindste i Himmeriges Rige er større end han.

11:12  Men fra Johannes den Døbers Dage indtil nu trænger man med Vold ind i Himmeriges Rige, og de, som trænge ind, rive det til sig.

11:13  Thi alle Propheter og Loven spaaede indtil Johannes.

11:14  Og dersom I ville tro det: han er Elias, som skal komme.

11:15  Hvo som haver Øren at høre med, han høre!

11:16  Men hvem skal jeg ligne denne Slægt ved? Den er lig de smaa Børn, som sidde paa Torvene og raabe til deres Stalbrødre og sige:

11:17  vi fløitede for Eder, og I vilde ikke dandse; vi sang klagelig for Eder, og I vilde ikke græde.

11:18  Thi Johannes kom, som hverken aad eller drak, og de sige: han haver Djævelen.

11:19  Menneskens Søn kom, som æder og drikker, og de sige: see, en Fraadser og en Viindranker, Tolderes og Synderes Ven! Dog, Viisdommen er retfærdiggjort af sine Børn.

11:20  Da begyndte han at skamme de Stæder ud, i hvilke hans fleste kraftige Gjerninger vare gjorte, fordi de ikke havde omvendt sig.

11:21  Vee dig, Chorazin! vee dig, Bethsaida; thi havde de kraftige Gjerninger været gjorte i Tyrus og Sidon, som ere gjorte i Eder, da havde de længe siden omvendt sig i Sæk og Aske.

11:22  Men jeg siger Eder: det skal gaae Tyrus og Sidon lideligere paa Dommens Dag end Eder.

11:23  Og du, Capernaum! som er ophøiet indtil Himmelen, du skal nedstødes indtil Helvede; thi dersom de kraftige Gjerninger havde været gjorte i Sodoma, som ere gjorte i dig, var den bleven indtil denne Dag.

11:24  Men jeg siger Eder: det skal gaae Sodomas Land lideligere paa Dommens Dag end dig.

11:25  Paa den samme Tid udbrød Jesus og sagde: jeg priser dig, Fader, Himmelens og Jordens Herre! at du haver skjult dette for de Vise og Forstandige, og aabenbaret det for de Umyndige.

11:26  Ja, Fader! thi det var saaledes behageligt for dig.

11:27  Alle Ting ere mig overgivne af min Fader; og Ingen kjender Sønnen uden Faderen, og Ingen kjender Faderen uden Sønnen, og den, som Sønnen vil det aabenbare.

11:28  Kommer hid til mig Alle, som arbeide og ere besværede! og jeg vil give Eder Hvile.

11:29  Tager mit Aag paa Eder, og lærer af mig, thi jeg er sagtmodig og ydmyg af Hjertet: saa skulle I finde Hvile for Eders Sjæle.

11:30  Thi mit Aag er gavnligt, og min Byrde er let.

Chapter 12

12:1  Paa den samme Tid gik Jesus igjennem Sæden paa Sabbaten; men hans Disciple hungrede og begyndte at plukke Ax, og at æde.

12:2  Men der Pharisæerne saae det, sagde de til ham: see, dine Disciple gjøre det, som ikke er tilladt at gjøre paa Sabbaten.

12:3  Men han sagde til dem: have I ikke læst, hvad David gjorde, der han hungrede, og de, som vare med ham?

12:4  Hvorledes han gik ind i Guds Huus og aad Skuebrødene, hvilke det ikke var ham tilladt at æde, ei heller dem, som vare med ham, men alene Præsterne?

12:5  Eller have I ikke læst i Loven, at Præsterne vanhellige Sabbaten i Templet paa Sabbaterne, og ere uskyldige?

12:6  Men jeg siger Eder, at den er her, som er større end templet.

12:7  Men dersom I havde vidst, hvad det er: jeg haver Villie til Miskundhed, og ikke til Offer, da havde I ikke fordømt de Uskyldige.

12:8  Thi Menneskens Søn er Herre, ogsaa over Sabbaten.

12:9  Og han gik frem derfra og kom i deres Synagoge.

12:10  Og see, der var et Menneske, som havde en vissen Haand; og de spurgte ham ad og sagde: er det tilladt at helbrede paa Sabbaten? at de kunde anklage ham.

12:11  Men han sagde til dem: hvilket Menneske er blandt Eder, som haver eet Faar og ikke, dersom det falder i en Grav paa Sabbaten, tager fat paa det og løfter det op?

12:12  Hvor meget bedre er nu et Menneske end et Faar? Altsaa er det tilladt, at gjøre vel paa Sabbaten.

12:13  Da sagde han til Mennesket: udræk din Haand! og han rakte den ud, og den blev igjen sund som den anden.

12:14  Men Pharisæerne gik ud og holdt Raad mod ham, hvorledes de kunde omkomme ham.

12:15  Men der Jesus mærkede det, veg han bort derfra; og meget Folk fulgte ham, og han helbredte dem alle.

12:16  Og han bød dem strengeligen, at de ikke maatte aabenbare ham;

12:17  at det skulde fuldkommes, som er talet ved Propheten Esaias, som siger:

12:18  see, min Tjener, som jeg haver udvalgt, min Elskelige, til hvilken min Sjæl haver Velbehagelighed! jeg vil give min Aand i ham, og han skal forkynde Hedningerne Ret.

12:19  Han skal ikke trætte og ei raabe, og der skal ikke Nogen høre hans Røst paa Gaderne.

12:20  Han skal ikke sønderbryde det knusede Rør, og ei udslukke den rygende Taande, indtil han udfører Retten til Seier.

12:21  Og Hedningerne skulle haabe paa hans Navn.

12:22  Da blev en Besat ført til ham, som var blind og stum; og han helbredte ham, saa at den Blinde og Stumme baade talede og saae.

12:23  Og alt Folket forfærdedes og sagde: mon denne ikke er den Davids Søn?

12:24  Men der Pharisæerne det hørte, sagde de: denne uddriver ikke Djævle, uden ved Beelzebul, Djævelens Øverste.

12:25  Men saasom Jesus vidste deres tanker, sagde han til dem: hvert Rige, som er splidagtigt med sig selv, bliver øde; og hver Stad eller Huus, som er splidagtigt med sig selv, kan ikke bestaae.

12:26  Hvis da satan uddriver Satan, saa er han splidagtig med sig selv; hvorledes kan da hans Rige bestaae?

12:27  Og om jeg uddriver Djævle ved Beelzebul, ved hvem uddrive da Eders Børn dem? Derfor skulle de være Eders Dommere.

12:28  Men dersom jeg uddriver Djævle ved Guds Aand, er jo Guds Rige kommet til Eder.

12:29  Eller hvorledes kan Nogen gaae ind i den Stærkes Huus, og røve ham hans Redskaber fra, uden at han først binder den Stærke? Da kan han plyndre hans Huus.

12:30  Hvo som ikke er med mig, er imod mig; og hvo som ikke samler med mig, adspreder.

12:31  Derfor siger jeg Eder: al Synd og Bespottelse skal forlades Menneskene, men Bespottelse imod Anden skal ikke forlades Menneskene.

12:32  Og hvo som taler Noget imod Menneskens Søn, det skal forlades ham; men hvo som taler imod den Hellig Aand, han skal det ikke forlades, hverken i denne Verden, ei heller i den tilkommende.

12:33  Lader enten Træet være godt, og dets Frugt god; eller lader Træet være raaddent, og dets Frugt raadden; thi Træet kjendes paa Frugten.

12:34  I Øgleunger! hvorledes kunne I tale godt, I som ere onde? thi af Hjertets Overflødighed taler Munden.

12:35  Et godt Menneske fremfører gode Ting af Hjertets gode Forraad; og et ondt Menneske fremfører onde Ting af det onde Forraad.

12:36  Men jeg siger Eder, at Menneskene skulle gjøre Regnskab paa Dommens Dag for hvert utilbørligt Ord, som de have talet.

12:37  Thi af dine Ord skal du kjendes retfærdig, og af dine Ord skal du fordømmes.

12:38  Da svarede nogle af de Skriftkloge og Pharisæer og sagde: Mester! vi ville see et Tegn af dig.

12:39  Men han svarede og sagde til dem: den onde og vanartige Slægt begjerer Tegn, men den skal intet Tegn gives, uden Jonas’ Prophetens Tegn.

12:40  Thi ligesom Jonas var tre Dage og tre Nætter i Hvalfiskens Bug, saaledes skal Menneskens Søn være tre Dage og tre Nætter i Jordens Skjød.

12:41  De Mænd af Ninive skulle opstaae ved Dommen imod denne Slægt, og fordømme den; thi de omvendte sig ved Jonas’ Prædiken; og see, her er Mere end Jonas.

12:42  Dronningen fra Sønden skal opstaae ved Dommen imod denne Slægt, og fordømme den; thi hun kom fra Jordens Grændser at høre Salomons Viisdom; og see, her er Mere end Salomon.

12:43  Men naar den urene Aand er udfaren af Mennesket, vandrer han igjennem tørre Steder, søger Hvile, og finder den ikke.

12:44  Da siger han: jeg vil vende om til mit Huus, som jeg gik ud af; og naar han kommer, finder han det ledigt, feiet og prydet.

12:45  Saa gaaer han hen, og tager syv andre Aander tillige med sig, som ere værre end han selv, og naar de ere komne derind, boe de der; og det Sidste bliver værre med dette Menneske end det Første. Saaledes skal det og gaae denne onde Slægt.

12:46  Men der han endnu talede til Folket, see, da stode hans Moder og hans Brødre udenfor og begjerede at tale med ham.

12:47  Da sagde En til ham: see, din Moder og dine Brødre staae udenfor og begjere at tale med dig.

12:48  Men han svarede og sagde til den, som sagde ham det: hvo er min Moder? og hvilke ere mine Brødre?

12:49  Og han rakte sin Haand ud over sine Disciple og sagde: see, min Moder og mine Brødre!

12:50  Thi hvo som gjør min Faders Villie, som er i Himlene, den er min Broder og Søster og Moder.

Chapter 13

13:1  Paa den samme Dag gik Jesus ud af Huset og satte sig ved Søen.

13:2  Og meget Folk forsamledes til ham, saa han steg i Skibet og satte sig; og alt Folket stod paa Strandbredden.

13:3  Og han talede meget til dem ved Lignelser og sagde: see, en Sædemand gik ud at saae.

13:4  Og idet han saaede, faldt Noget ved Veien; og Fuglene kom, og aade det op.

13:5  Men Noget faldt paa Steengrund, hvor det ikke havde megen Jord; og det voxte snart op, fordi det ikke havde dyb Jord.

13:6  Men der Solen gik op, blev det forbrændt, og fordi det ikke havde Rod, visnede det.

13:7  Men Noget faldt iblandt Torne; og Tornene voxte op og kvalte det.

13:8  Men Noget faldt i god Jord, og bar Frugt; Noget hundrede Fold, men Noget tresindstyve Fold, men Noget tredive Fold.

13:9  Hvo som haver Øren at høre med, han høre!

13:10  Og Disciplene gik til ham og sagde til ham: hvi taler du til dem ved Lignelser?

13:11  Men han svarede og sagde til dem: Eder er det givet at forstaae Himmeriges Riges Hemmeligheder; men dem er det ikke givet.

13:12  Thi hvo som haver, han skal gives, og han skal have til Overflod; men hvo som ikke haver, ham skal endog fratages det, han haver.

13:13  Derfor taler jeg til dem ved Lignelser, fordi de, skjøndt seende, dog ikke see, og hørende dog ikke høre, og forstaae ikke heller.

13:14  Og i dem fuldkommes Esaias’ Spaadom, som siger: med Eders Øren skulle I høre, og dog ikke forstaae, og see med Eders Øine, og ikke fatte.

13:15  Thi dette Folks Hjerte er blevet forhærdet, og med Ørene høre de tungt, og deres Øine have de tillukt, paa det de ikke skulle komme til at see med Øinene og høre med Ørene og forstaae med Hjertet, og omvende sig, at jeg maatte helbrede dem.

13:16  Men salige ere Eders Øine, at de see, og Eders Øren, at de høre.

13:17  Thi sandelig siger jeg Eder: mange Propheter og Retfærdige begjerede at see det, I see, og saae det ikke; og at høre det, I høre, og hørte det ikke.

13:18  Saa hører I nu den Lignelse om Sædemanden.

13:19  Naar Nogen hører Rigets Ord, og forstaar det ikke, da kommer den Onde, og river det bort, som er saaet i hans Hjerte, denne er det, som er saaet ved Veien.

13:20  Men det, som er saaet paa Steengrund, er den, som hører Ordet, og annammer det strax med Glæde.

13:21  Men han haver ikke Rod i sig, og bliver kun ved til en Tid; men naar Trængsel eller Forfølgelse kommer for Ordets Skyld, forarges han strax.

13:22  Men det, som er saaet iblandt Torne, er den, som hører Ordet; og denne Verdens Bekymring og Rigdoms Forførelse kvæler Ordet, og det bliver uden Frugt.

13:23  Men det, som er saaet i god Jord, er den, som hører Ordet, og forstaae det, som ogsaa bærer Frugt, En hundrede Fold, en Anden tresindstyve Fold, en Anden tredive Fold.

13:24  Han fremsatte en anden Lignelse for dem og sagde: Himmeriges Rige lignes ved et Menneske, som saaede god Sæd i sin Ager.

13:25  Men der Folkene sov, kom hans Fjende, og saaede Klinte iblandt Hveden, og gik bort.

13:26  Men der Grøden voxte og bar Frugt, da lod ogsaa Klinten sig tilsyne.

13:27  Men Huusbondens Tjenere kom frem og sagde til ham: Herre, saaede du ikke god Sæd i din Ager? Hvorfra haver den da Klinten?

13:28  Han sagde til ham: det haver et fjendsk Menneske gjort. Da sagde Tjeneren til ham: vil du da, at vi skulle gaae hen og luge den af?

13:29  Men han sagde: nei, paa det I ikke skulle tillige med den rykke Hveden op, naar I luge Klinten af.

13:30  Lader dem begge voxe tilsammen indtil Høsten; og i Høstens Tid vil jeg sige til Høstfolkene: sanker først Klinten tilsammen, og binder den i Knipper, at opbrænde den; men samler Hveden i min lade.

13:31  Han fremsatte en anden Lignelse for dem og sagde: Himmeriges Rige ligner et Sennepskorn, som et Menneske tog og saaede i sin Ager.

13:32  Dette er vel mindre end alt andet Frø; men naar det voxer op, er det større end Urterne, og bliver et Træ, saa at Himmelens Fugle komme og bygge Rede i dets Grene.

13:33  Han sagde dem en anden Lignelse: Himmeriges Rige ligner en Suurdeig, hvilken en Kvinde tog og nedlagde i tre Maader Meel, indtil det blev syret altsammen.

13:34  Alt dette talede Jesus til Folket ved Lignelser, og uden Lignelse talede han Intet til dem;

13:35  at det skulde fuldkommes, som er talet ved Propheten, som siger: jeg vil oplade min Mund i Lignelser; jeg vil udsige det, som haver været skjult fra Verdens Grundvold blev lagt.

13:36  Da lod Jesus Folket fare og kom til sit Huus; og hans Disciple gik til ham og sagde: forklar os den Lignelse om Klinten paa Ageren.

13:37  Men han svarede og sagde til dem: den, som saaer den gode Sæd, er Menneskens Søn.

13:38  Men Ageren er Verden; og den gode Sæd er Rigets Børn; og Klinten er den Ondes Børn;

13:39  og Fjenden, som den saaede, er Djævelen; og Høsten er Verdens Ende; og Høstfolkene ere Englene.

13:40  Derfor, ligesom Klinten sankes og opbrændes med Ild, saa skal det og skee ved denne Verdens Ende.

13:41  Menneskens Søn skal udsende sine Engle, og de skulle sanke af hans Rige alle Forargelser og dem, som gjøre Uret.

13:42  Og de skulle kaste dem i Ild-Ovnen; der skal være Graad og Tænders Gnidsel.

13:43  Da skulle de Retfærdige skinne som Solen i deres Faders Rige. Hvo som haver Øren at høre med, han høre.

13:44  Atter lignes Himmerigets Rige ved et Liggendefæ, skjult i en Ager, hvilket et Menneske fandt og skjulte, og gik hen af Glæde derover og solgte alt det, han havde, og kjøbte den Ager.

13:45  Atter lignes Himmeriges Rige ved en Kjøbmand, som søgte efter gode Perler;

13:46  hvilken, der han fandt en meget kostelig Perle, gik hen og solgte alt det, han havde, og købte samme.

13:47  Atter er Himmerigets Rige ligt en Vod, som kastes i Havet, og som samler af alle slags Fisk.

13:48  Naar den er fuld, drage de den op paa Strandbredden, og sidde og sanke de gode tilsammen i Kar, men de raadne kaste de ud.

13:49  Saaledes skal det gaae ved Verdens Ende. Englene skulle udgaae, og skille de Onde ud fra de Retfærdige,

13:50  og kaste dem i Ild-Ovnen; der skal være Graad og Tænders Gnidsel.

13:51  Jesus siger til dem: forstode I dette altsammen? De sige til ham: ja, Herre!

13:52  Men han sagde til dem: saaledes er hver Skriftklog, som er oplært til Himmeriges Rige, ligesom en Huusbonde, der bringer frem af sit Forraad Nyt og Gammelt.

13:53  Og det begav sig, der Jesus havde fuldendt disse Lignelser, drog han bort derfra.

13:54  Og han kom til sit Fædreneland, og lærte dem i deres Synagoge, saa at de forundrede sig saare og sagde: hveden haver denne saadan Viisdom og de kraftige Gjerninger?

13:55  Er denne ikke den Tømmermands Søn? hedder ikke hans Moder Maria? og hans Brødre Jakob og Joses og Simon og Judas?

13:56  Og ere ikke alle hans Søstre hos os? hveden haver denne da alt dette?

13:57  Og de forargedes paa ham. Men Jesus sagde til dem: en Prophet er ikke foragtet, uden i sit Fædreneland og i sit Huus.

13:58  Og han gjorde der ikke mange kraftige Gjerninger formedelst deres Vantro.

Chapter 14

14:1  Paa den samme Tid hørte Herodes, den Fjerdingsfyrste, Rygtet om Jesus.

14:2  Og han sagde til sine Tjenere: denne er Johannes den Døber; han er opreist fra de Døde, derfor tee sig og de kraftige Gjerninger i ham.

14:3  Thi Herodes havde grebet Johannes og bundet ham og kastet ham i Fængsel for Herodias’, sin Broder Philips Hustrues, Skyld.

14:4  Thi Johannes sagde til ham: det er dig ikke tilladt at have hende.

14:5  Og han havde gjerne slaget ham ihjel, men frygtede for Folket, thi de holdt, ham for en Prophet.

14:6  Men der Herodes holdt sin Fødselsdag, dansede Herodias’ Datter for dem; og hun behagede Herodes.

14:7  Derfor lovede han med en Ed at give hende, hvad hun begjerede.

14:8  Men da hun var tilforn underviist af sin Moder, sagde hun: giv mig hid Johannes den Døbers Hoved paa et Fad.

14:9  Og Kongen blev bedrøvet; men for de Eders og for Gjesternes Skyld befoel han det at gives hende.

14:10  Og han sendte hen og lod Johannes halshugge i Fængslet,

14:11  og hans Hoved blev baaret paa et Fad og givet Pigen; og hun bar det til sin Moder.

14:12  Da kom hans Disciple og toge Legemet og jordede det, og de kom og forkyndte Jesus det.

14:13  Og der Jesus det hørte, veg han bort derfra udi et Skib til et øde Sted afsides; og der Folket det hørte, fulgte de ham tillands fra Stæderne.

14:14  Og der Jesus gik frem, saae han meget Folk, og han ynkedes inderligen over dem og helbredte deres Syge.

14:15  Men der det var blevet Aften, gik hans Disciple til ham og sagde: Stedet er øde, og Tiden er allerede forløben; lad Folket fare, at de kunne gaae hen i Byerne og kjøbe sig Mad.

14:16  Men Jesus sagde til dem: de have ikke behov at gaae bort; giver I dem at æde.

14:17  Men de sagde til ham: vi have her ikke uden fem Brød og to Fiske.

14:18  Men han sagde: henter mig dem hid.

14:19  Og han bød Folket sætte sig ned paa Græsset, og tog de fem Brød og de to Fiske, saae op til Himmelen, og velsignede dem; og han brød dem, og gav sine Disciple Brødene, men Disciplene gave Folket dem.

14:20  Og de aade alle og bleve mætte; og de opsamlede de overblevne Stykker, tolv Kurve fulde.

14:21  Men de, som aade, vare ved fem tusinde Mænd, foruden Kvinder og Børn.

14:22  Og strax nødte Jesus sine Disciple til at gaae i Skibet, og i Forveien sætte over til hiin Side, indtil han fik ladet Folket fare.

14:23  Og der han havde ladet Folket fare, gik han paa et Bjerg afsides for at bede. Men der det var blevet Aften, var han alene der.

14:24  Men Skibet var allerede midt paa Søen, og led Nød af Bølgerne; thi Veiret var dem imod.

14:25  Men i den fjerde Nattevagt kom Jesus til dem, vandrende paa Søen.

14:26  Og der Disciplene saae ham vandre paa Søen, bleve de forskrækkede og sagde: det er et Spøgelse; og de skrege af Frygt.

14:27  Men Jesus talede strax til dem og sagde: værer frimodige; det er mig, frygter ikke.

14:28  Men Peter svarede ham og sagde: Herre! dersom det er dig, da byd mig komme til dig paa Vandet.

14:29  Men han sagde: kom! Og Peter traadte ned af Skibet og vandrede paa Vandet, for at komme til Jesus.

14:30  Men der han saae det stærke Veir, frygtede han; og da han begyndte at synke, raabte han og sagde: Herre, frels mig!

14:31  Og Jesus udrakte strax Haanden, og tog fat paa ham og sagde til ham: du lidet Troende, hvi tvivlede du?

14:32  Og der de stege ind i Skibet, stilledes Veiret.

14:33  Men de, som vare i Skibet, kom og faldt ned for ham og sagde: du er sandelig Guds Søn.

14:34  Og da de vare farne over, kom de til Genezareths Land.

14:35  Og der Folket paa samme sted kjendte ham, sendte de ud i det ganske Land, trindt omkring, og førte alle de Syge til ham.

14:36  Og de bade ham, at de maatte ikkun røre ved Sømmen paa hans Klædebon; og alle de, som rørte derved, bleve helbredede.

Chapter 15

15:1  Da kom Skriftkloge og Pharisæer af Jerusalem til Jesus og sagde:

15:2  hvi overtræde dine Disciple de Gamles Vedtægt? thi de toe ikke deres Hænder, idet de æde Brødet.

15:3  Men han svarede og sagde til dem: hvi overtræde og I Guds Bud for Eders Vedtægts Skyld?

15:4  Thi Gud haver budet, sigende: ær Fader og Moder; og hvo som bander Fader eller Moder, skal visselig døe.

15:5  Men I sige: hvo som siger til Fader eller Moder: det, hvormed jeg kunde hjulpet dig, er en Gave, han behøver ikke at ære sin Fader eller sin Moder.

15:6  Saaledes have I tilintetgjort Guds Bud for Eders Vedtægts Skyld.

15:7  I Øienskalke! Esaias spaaede retteligen om Eder, da han sagde:

15:8  dette Folk holder sig nær til mig med sin Mund, og ærer mig med Læberne; men deres Hjerte er langt fra mig.

15:9  Men de dyrke mig forgjeves, idet de lære saadanne Lærdomme, som ere Menneskers Bud.

15:10  Og han kaldte Folket til sig og sagde til dem: hører til og forstaaer!

15:11  Ikke det, som indkommer i Munden, gjør Mennesket ureent, men det, som udgaaer af Munden, dette gjør Mennesket ureent.

15:12  Da gik hans Disciple frem og sagde til ham: veed du, at Pharisæerne have forarget sig, der de hørte denne Tale?

15:13  Men han svarede og sagde: hver Plantning, som min himmelske Fader ikke haver plantet, skal med Rod oprykkes.

15:14  Lader dem fare, Blinde ere Blindes Veiledere; men naar en Blind leder en Blind, da falde de begge i Graven.

15:15  Men Peter svarede og sagde til ham: forklar os denne Lignelse.

15:16  Men Jesus sagde: ere og I endnu uforstandige?

15:17  Forstaae I ikke endnu, at alt det, som indkommer i Munden, gaaer I Bugen og udføres ad den unaturlige Gang?

15:18  Men det, som udgaaer af Munden, kommer ud af Hjertet, og det gjør Mennesket ureent.

15:19  Thi af Hjertet udkomme onde Tanker, Mord, Hoer, Skjørlevnet, Tyverier, falske Vidnesbyrd, Bespottelser.

15:20  Disse ere de Ting, som gjøre Mennesket ureent; men at æde med utoede Hænder, gjør ikke Mennesket ureent.

15:21  Og Jesus gik bort derfra og drog til Thyrus’ og Sidons Egne.

15:22  Og see, en cananæisk Kvinde kom fra de samme Grændser, raabte og sagde til ham: Herre, Davids Søn! forbarm dig over mig! min Datter plages ilde af Djævelen.

15:23  Men han svarede hende ikke et Ord. Da traadte hans Disciple til ham, bade ham og sagde: skil dig af med hende, thi hun raaber efter os.

15:24  Men han svarede og sagde: jeg er ikke udsendt uden til de fortabte Faar af Israels Huus.

15:25  Men hun kom og faldt ned for ham og sagde: Herre, hjælp mig!

15:26  Men han svarede og sagde: det er ikke smukt at tage Børnenes Brød og kaste det for smaa Hunde.

15:27  Men hun sagde: jo, Herre! Hunde æde dog og af de Smuler, som falde af deres Herres Bord.

15:28  Da svarede Jesus og sagde til hende: o Kvinde, din Tro er stor, dig skee, som du vil! Og hendes Datter blev karsk fra den samme Time.

15:29  Og Jesus gik frem derfra og kom til den galilæiske Sø, og han gik op paa et Bjerg og satte sig der.

15:30  Og meget Folk kom til ham og havde med sig Halte, Blinde, Stumme, Krøblinger og mange andre; og de lagde dem for Jesu Fødder, og han helbredte dem,

15:31  saa at Folket forundrede sig, der de saae, at de Stumme talede, Krøblinger vare helbredede, Halte gik, og Blinde saae; og de prisede Israels Gud.

15:32  Men Jesus kaldte sine Disciple til sig og sagde: mig ynkes inderligen over Folket, thi de have nu tøvet hos mig tre Dage, og have Intet at æde; og lade dem fastende fare vil jeg ikke, paa det de ikke skulle forsmægte paa Veien.

15:33  Og hans Disciple sagde til ham: hveden skulle vi faae saa mange Brød i Ørken, at vi kunne mætte saa meget Folk?

15:34  Og Jesus sagde til dem: hvor mange Brød have I? Men de sagde: syv, og faa smaa Fiske.

15:35  Og han bød Folket sætte sig ned paa Jorden.

15:36  Og han tog de syv Brød og Fiskene, takkede, brød dem og gav sine Disciple dem, men Disciplene Folket.

15:37  Og de aade alle og bleve mættede; og de samlede de overblevne Stykker, syv Kurve fulde.

15:38  Men de, som aade, vare fire tusinde Mænd, foruden Kvinder og Børn.

15:39  Og der han havde ladet Folket fare, gik han i et Skib og kom til Magdalas Grændser.

Chapter 16

16:1  Og Pharisæerne og Sadducæerne gik frem, fristede ham og begjerede, at han vilde vise dem et Tegn af Himmelen.

16:2  Men han svarede og sagde til dem: om Aftenen sige I: det bliver en skjøn Dag, thi Himmelen er rød;

16:3  og om Morgenen: det bliver Storm i Dag, thi Himmelen er rød og mørk. I Øienskalke! om Himmelens Skikkelse vide I at dømme, men om Tidernes Tegn kunne I ikke.

16:4  Den onde og vanartige Slægt begjerer Tegn, og den skal intet Tegn gives uden Jonas Prophetens Tegn. Og han forlod dem og gik bort.

16:5  Og der hans Disciple fore over til hiin Side, havde de glemt at tage Brød med.

16:6  Og Jesus sagde til dem: seer til og tager Eder vare for Pharisæernes og Sadducæernes Suurdeig.

16:7  Da tænkte de ved sig selv og sagde: det er, fordi vi ikke toge Brød med.

16:8  Men som Jesus det vidste, sagde han til dem: I lidet Troende! hvi tænkte I ved Eder selv derpaa, at I ikke toge Brød med?

16:9  Forstaae I ikke endnu? komme I ikke heller ihu de fem Brød iblandt de fem Tusinde, og hvor mange Kurve I da toge op?

16:10  Ikke heller de syv Brød iblandt de fire Tusinde, hvor mange Kurve I da toge op?

16:11  Hvorledes forstaae I da ikke, det ei var om Brød jeg sagde til Eder, at I skulde tage Eder vare for Pharisæernes og Sadducæernes Suurdeig?

16:12  Da forstode de, at han havde ikke sagt, at de skulde tage sig vare for Brødets Suurdeig, men for Pharisæernes og Sadducæernes Lærdom.

16:13  Men der Jesus var kommen i Egnen af Cæsarea Philippi, spurgte han sine Disciple ad og sagde: hvad sige Menneskene mig, Menneskens Søn, at være?

16:14  Men de sagde: Nogle sige, at du er Johannes den Døber; men Andre, Elias; men Andre, Jeremias eller een af Propheterne.

16:15  Han siger til dem: men I, hvem sige I mig at være?

16:16  Da svarede Simon Petrus og sagde: du er Christus, den levende Guds Søn?

16:17  Og Jesus svarede og sagde til ham: salig er du, Simon Jonas’ Søn! thi Kjød og Blod haver ikke aabenbaret dig det, men min Fader, som er i Himlene.

16:18  Men jeg siger dig ogsaa, at du er Petrus, og paa denne Klippe vil jeg bygge min Menighed, og Helvedes Porte skulde ikke faae Overhaand over den.

16:19  Og jeg vil give dig Himmerigets Riges Nøgler, og hvad du binder paa Jorden, det skal være bundet i Himlene, og hvad du løser paa Jorden, det skal være løst i Himlene.

16:20  Da bød han sine Disciple, at de skulde ingen Sige, at han var Christus.

16:21  Fra den Tid begyndte Jesus at give sine Disciple tilkjende, at ham burde at gaae til Jerusalem, og lide meget af de Ældste og Ypperstepræster og Skriftkloge, og ihjelslaaes, og opstaae tredie Dag.

16:22  Og Peter tog ham tilside, begyndte at straffe ham, og sagde: Herre, spar dig selv; dette skee dig ingenlunde!

16:23  Men han vendte sig og sagde til Peter: vig bag mig, Satan! du er mig en Forargelse; thi du sandser ikke, hvad Guds er, men hvad Menneskens er.

16:24  Da sagde Jesus til sine Disciple: vil Nogen komme efter mig, han fornegte sig selv, og tage sit Kors, og følge mig.

16:25  Thi hvo som vil frelse sit Liv, skal miste det; og hvo som mister sit Liv for min Skyld, skal finde det.

16:26  Thi hvad gavner det Mennesket, om han vinder den ganske Verden, men tager Skade paa sin Sjæl? Eller hvad kan et Menneske give til Vederlag for sin Sjæl?

16:27  Thi Menneskens Søn skal komme i sin Faders Herlighed med sine Engle; og da skal han betale hver efter sin Gjerning.

16:28  Sandelig siger jeg Eder: der ere Nogle, som her staae, som ingenlunde skulle smage Døden, førend de see Menneskens Sømme komme i sit Rige.

Chapter 17

17:1  Og sex Dage derefter tog Jesus Peter og Jakob og Johannes, hans Broder, til sig, og førte dem afsides op paa et høit Bjerg.

17:2  Og han blev forvandlet for dem, og hans Ansigt skinnede som Solen, men hans Klæder blev hvide som Lyset.

17:3  Og see, Moses og Elias viste sig for dem og talede med ham.

17:4  Da svarede Peter og sagde til Jesus: Herre! her er godt at være; vil du, da ville vi gjøre tre Boliger her, dig een, og Moses een, og Elias een.

17:5  Der han endnu talede, see, da overskyggede dem en klar Sky; og see, en Røst kom fra Skyen, som sagde: denne er min Søn, den Elskelige, i hvilken jeg haver Behagelighed; hører ham!

17:6  Og der Disciplene hørte det, faldt de paa deres Ansigt og frygtede saare.

17:7  Og Jesus traadte frem, rørte ved dem og sagde: staar op, og frygter ikke.

17:8  Men der de opløftede deres Øine, saae de Ingen, uden Jesus alene.

17:9  Og der de gik ned ad Bjerget, bød Jesus dem og sagde: I skulle Ingen sige dette Syn, førend Menneskens Søn er opstanden fra de Døde.

17:10  Og hans Disciple spurgte ham og sagde: hvad er det da, de Skriftkloge sige; at Elias bør først komme?

17:11  Men Jesus svarede og sagde til dem: Elias kommer vel først, og skal skikke alting tilrette.

17:12  Men jeg siger Eder, at Elias er alt kommen, og de erkjendte ham ikke, men gjorde mod ham, hvad de vilde; saa skal ogsaa Menneskens Søn lide af dem.

17:13  Da forstode Disciplene, at han havde talet til dem om Johannes den Døber.

17:14  Og der de kom til Folket, gik et Menneske til ham, og faldt paa Knæ for ham og sagde:

17:15  Herre! forbarm dig over min Søn! thi han er maanesyg, og lider meget Ondt; thi han falder ofte i Ild og ofte i Vand;

17:16  og jeg ledte ham til dine Disciple, og de kunde ikke helbrede ham.

17:17  Men Jesus svarede og sagde: o du vantro og forvendte Slægt! hvor længe skal jeg taale Eder? Leder mig ham hid.

17:18  Og Jesus tiltalede ham haardeligen, og Djævelen foer ud af ham, og Drengen blev karsk fra den samme Stund.

17:19  Da gik Disciplene til Jesus afsides og sagde: hvi kunde vi ikke uddrive ham?

17:20  Men Jesus sagde til dem: for Eders Vantroes Skyld; thi sandelig siger jeg Eder: dersom I have Tro som et Senepskorn, da kunne I sige til dette Bjerg: flyt dig herfra derhen, saa skal det flytte sig; og Eder skal intet være umuligt.

17:21  Men dette Slags farer ikke ud uden ved Bøn og Faste.

17:22  Der de vandrede i Galilæa, sagde Jesus til dem: Menneskens Søn skal overantvordes i Menneskers Hænder;

17:23  og de skulle slaae ham ihjel, og han skal opreises paa den tredie Dag. Og de bleve saare bedrøvede.

17:24  Men der de kom til Capernaum, gik de, som oppebare Skattens Penninge, til Peter og sagde: betaler Eders Mester ikke Skattens Penninge?

17:25  Han sagde: jo. Og der han kom ind i Huset, forekom Jesus ham og sagde: hvad tykkes dig, Simon? af hvem tage Konger paa Jorden Told eller Skat? af deres egne Børn eller af Fremmede?

17:26  Peter siger til ham: af Fremmede. Jesus sagde til ham: saa ere jo Børnene frie.

17:27  Men paa det vi ikke skulle forarge dem, gak hen til Havet, kast en Krog, og tag den første Fisk, som kommer op; og naar du aabner dens Mund, skal du finde en Stater; tag denne og giv dem den for dig og for mig.

Chapter 18

18:1  I den samme Stund gik Disciplene til Jesus og sagde: hvo er den Største i Himmeriges Rige?

18:2  Og Jesus kaldte et Barn til sig og stillede det midt iblandt dem,

18:3  og sagde: sandelig siger jeg Eder: uden I omvende Eder, og blive som Børn, komme I ingenlunde ind i Himmeriges Rige.

18:4  Derfor, hvo sig selv fornedrer som dette Barn, han er den Største i Himmeriges Rige.

18:5  Og hvo som annammer et saadant Barn i mit Navn, annammer mig.

18:6  Men hvo som forarger een af disse Smaa, som troe paa mig, ham var det bedre, at der var hængt en Møllesteen om hans Hals, og han var sænket i Havets Dybhed.

18:7  Vee Verden for Forargelser! Vel er det fornødent, at Forargelser skulle komme; dog vee det Menneske, ved hvilket Forargelse kommer!

18:8  Men dersom din Haand eller din Fod forarger dig, da hug den af og kast den fra dig. Det er dig bedre, at gaae halt eller en Krøbling ind til Livet, end at have to Hænder og to Fødder, og kastes i den evige Ild.

18:9  Og dersom dit Øie forarger dig, da riv det ud og kast det fra dig. Det er dig bedre, at gaae eenøiet ind til Livet, end at have to Øine, og kastes i Helvedes Ild.

18:10  Seer til, at I ikke foragte een af disse Smaa; thi jeg siger Eder: deres Engle i Himlene see altid min Faders Ansigt, som er i Himlene.

18:11  Thi Menneskens Søn er kommen at frelse det, som var fortabt.

18:12  Hvad tykkes Eder? Om et Menneske havde hundrede Faar, og eet af dem foer vild, forlader han ikke de ni og halvfemsindstyve, og gaaer paa Bjergene, og leder efter det, som var faret vild?

18:13  Og hænder det sig, at han finder det, sandelig siger jeg Eder, at han glæder sig mere over det, end over de ni og halvfemsindstyve, som ikke fore vild.

18:14  Saaledes er det ikke Eders himmelske Faders Villie, at een af disse Smaa skal fortabes.

18:15  Men om din Broder synder imod dig, gak hen, og straf ham imellem dig og ham alene; hører han dig, da haver du vundet din Broder.

18:16  Men hører han dig ikke, da tag endnu Een eller To med dig, paa det at Sagen maa blive fast efter to eller tre Vidners Mund.

18:17  Men hører han dem ikke, da siig Menigheden det; men hører han ikke Menigheden, da skal han være for dig ligesom en Hedning og Tolder.

18:18  Sandelig siger jeg Eder: hvadsomhelst I binde paa Jorden, skal være bundet i Himmelen; og hvadsomhelst I løse paa Jorden, skal være løst i Himmelen.

18:19  Atter siger jeg Eder, at dersom To af Eder blive enige paa Jorden, om hvad for en Sag det er, at de ville bede, det skal vederfares dem af min Fader, som er i Himlene.

18:20  Thi hvor To eller Tre ere forsamlede i mit Navn, der er jeg midt iblandt dem.

18:21  Da gik Peter frem til ham og sagde: Herre! hvor ofte skal jeg forlade min Broder, som synder imod mig? indtil syv Gange?

18:22  Jesus sagde til ham: jeg siger dig, ikke indtil syv Gange, men indtil halvfjerdsindstyve Gange syv Gange.

18:23  Derfor er Himmeriges Rige lignet ved en Konge, som vilde holde Regnskab med sine Tjenere.

18:24  Men der han begyndte at holde Regnskab, blev Een ført frem for ham, som var ti Tusinde Talenter skyldig.

18:25  Men der han Intet havde at betale med, bød hans Herre ham at sælges og hans Hustru og Børn og alt det, han havde, og Gjelden at betales.

18:26  Da faldt Tjeneren ned for hans Fødder og sagde: Herre! vær langmodig med mig, og jeg vil betale det altsammen.

18:27  Da ynkedes samme Tjeners Herre inderligen over ham, og gav ham løs og forlod ham Gjelden.

18:28  Men den samme Tjener gik ud og fandt en af sine Medtjenere, som var ham hundrede Penninge skyldig; og han greb fat paa ham og vilde kvæle ham, og sagde: betal mig det, du er skyldig.

18:29  Da faldt hans Medtjener ned for hans Fødder, og bad ham og sagde: vær langmodig med mig, og jeg vil betale dig det altsammen.

18:30  Men han vilde ikke, men gik hen og kastede ham i Fængsel, indtil han betalte det, han var skyldig.

18:31  Men der hans Medtjenere saae det, som skeet var, bleve de saare bedrøvede, og kom og aabenbarede for deres Herre alt det, som skeet var.

18:32  Da kaldte hans Herre ham for sig og sagde til ham: du onde Tjener! al den Gjeld forlod jeg dig, fordi du bad mig.

18:33  Burde dig ikke og at forbarme dig over din Medtjener, ligesom jeg og haver forbarmet mig over dig?

18:34  Og hans Herre blev vred, og overantvordede ham til Bødlerne, indtil han betalte alt det, han var ham skyldig.

18:35  Saa skal og min himmelske Fader gjøre mod Eder, om I ikke forlade af Eders Hjerter, hver sin Broder hans Brøst.

Chapter 19

19:1  Og det skete, der Jesus havde endt disse Ord, drog han bort af Galilæa, og kom til Judæas Grændser paa hiin Side Jordan.

19:2  Og meget Folk fulgte ham, og han helbredte dem der.

19:3  Og Pharisæerne traadte til ham, fristede ham og sagde til ham: er det en Mand tilladt at skille sig fra sin Hustru for hvilkensomhelst Sag?

19:4  Men han svarede og sagde til dem: have I ikke læst, at den, som gjorde dem af Begyndelsen, gjorde dem Mand og Kvinde,

19:5  og sagde: derfor skal et Menneske forlade Fader og Moder, og blive fast hos sin Hustru, og de To skulle være til eet Kjød.

19:6  Saa at de ere ikke længere to, men eet Kjød. Derfor, hvad Gud har tilsammenføiet, skal Mennesket ikke adskille.

19:7  De sagde til ham: hvorfor bød da Moses at give et Skilsmissebrev, og skille sig fra hende?

19:8  Og han sagde til dem: Moses tilstedte Eder, at skille Eder fra Eders Hustruer, for Eders Hjerters Haardheds Skyld; men af Begyndelsen haver det ikke saaledes været.

19:9  Men jeg siger Eder, at hvo som skiller sig fra sin Hustru uden for Hoers Skyld, og tager en anden tilægte, han bedriver Hoer; og hvo som tager en Fraskilt tilægte, han bedriver Hoer.

19:10  Hans Disciple sagde til ham: staaer Mandens Sag saaledes med Hustruen, da er det ikke godt at gifte sig.

19:11  Men han sagde til dem: dette Ord begribe ikke Alle, men de, som det er givet.

19:12  Thi der ere Gildinger, som ere fødte saaledes af Moders Liv; og der ere Gildinger, som ere gildede af Mennesker; og der ere Gildinger, som have gildet sig selv for Himmeriges Riges Skyld. Hvo det kan begribe, han begribe det!

19:13  Da bleve smaa Børn førte til ham, at han skulde lægge Hænderne paa dem og bede; men Disciplene truede dem.

19:14  Da sagde Jesus: lader de smaa Børn med Fred, og formener dem ikke at komme til mig; thi Himmeriges Rige hører saadanne til.

19:15  Og han lagde Hænderne paa dem, og drog derfra.

19:16  Og see, En traadte frem og sagde til ham: gode Mester! hvad Godt skal jeg gjøre, at jeg maa have det evige Liv?

19:17  Men han sagde til ham: hvi kalder du mig god? Ingen er god, uden Een, som er Gud. Men vil du indgaae til Livet, da hold Budene.

19:18  Han sagde til ham: hvilke? Men Jesus sagde: dette: du skal ikke ihjelslaae; du skal ikke bedrive Hoer; du skal ikke stjæle; du skal ikke bære falsk Vidnesbyrd;

19:19  ær din Fader og din Moder, og du skal elske din Næste som dig selv.

19:20  Da siger den unge Karl til ham: det haver jeg holdet altsammen fra min Ungdom; hvad fattes mig endnu?

19:21  Jesus sagde til ham: vil du være fuldkommen, da gak hen, sælg, hvad du haver, og giv Fattige det, og du skal have et Liggendefæ i Himmelen; og kom, følg mig.

19:22  Men der den unge Karl hørte det Ord, gik han bedrøvet bort; thi han havde meget Gods.

19:23  Da sagde Jesus til sine Disciple: sandelig siger jeg Eder, at en Rig kommer vanskelig ind i Himmeriges Rige.

19:24  Atter siger jeg Eder: det er lettere, at en Kameel gaaer igjennem et Naaleøie, end at en Rig kommer ind i Guds Rige.

19:25  Men der hans Disciple hørte det, bleve de saare forfærdede og sagde: hvo kan da blive salig?

19:26  Da saae Jesus paa dem og sagde: for Mennesker er dette umuligt, men for Gud ere alle Ting mulige.

19:27  Da svarede Peter og sagde til ham: see, vi have forladt alle Ting og fulgt dig; hvad skulle da vi have?

19:28  Men Jesus sagde til dem: sandelig siger jeg Eder, at I, som have efterfulgt mig, udi Igjenfødelsen, naar Menneskens Søn skal sidde paa sin Herligheds Throne, skulle I og sidde paa tolv Throner og dømme de tolv Israels Stammer.

19:29  Og hver, som haver forladt Huus eller Brødre eller Søstre eller Fader eller Moder eller Hustru eller Børn eller Agre for mit Navns Skyld, skal faae hundredefold igjen, og arve det evige Liv.

19:30  Men Mange, som ere de Første, skulle blive de Sidste, og de Sidste de Første.

Chapter 20

20:1  Thi Himmeriges Rige lignes ved en Huusbonde, som udgik tidlig om Morgenen, at leie Arbeidere til sin Viingaard.

20:2  Men der han blev eens med Arbeiderne om en Penning om Dagen, sendte han dem i sin Viingaard.

20:3  Og han gik ud ved den tredie Time, og saae Andre staae ledige paa Torvet,

20:4  og han sagde til dem: gaaer I og hen i Viingaarden, og jeg vil give Eder, hvad som ret er. Men de gik hen.

20:5  Han gik atter ud ved den sjette og niende Time, og gjorde ligesaa.

20:6  Men ved den ellevte Time gik han ud, og fandt Andre staae ledige, og sagde til dem: hvi staae I her den ganske Dag ledige?

20:7  De sagde til ham: fordi Ingen leiede os. Han sagde til dem: gaaer I ogsaa hen i Viingaarden, og hvad som ret er, skulle I faae.

20:8  Men der det blev Aften, siger Viingaardens Herre til sin Foged: kald Arbeiderne, og giv dem Lønnen, og begynd fra de Sidste til de Første.

20:9  Og de kom, som vare leiede ved den ellevte Time og fik hver en Penning.

20:10  Men der de Første kom, meente de, at de skulde faae mere; og de fik og hver en Penning.

20:11  Men der de fik den, knurrede de imod Huusbonden og sagde:

20:12  disse Sidste have ikkun arbeidet een Time, og du haver gjort dem lige med os, som have baaret Dagens Byrde og Hede.

20:13  Men han svarede og sagde til een af dem: Ven! jeg gjør dig ikke Uret; er du ikke bleven eens med mig om en Penning?

20:14  Tag Dit, og gak hen. Men jeg vil give denne Sidste ligesom dig.

20:15  Eller haver jeg ikke Magt til at gjøre med Mit, hvad jeg vil? eller er dit Øie ondt, fordi jeg er god?

20:16  Saaledes skulle de Sidste blive de Første, og de Første de Sidste; thi Mange ere kaldede, men Faa ere udvalgte.

20:17  Og Jesus drog op til Jerusalem, og tog de tolv Disciple tilside paa Veien, og sagde til dem:

20:18  see, vi reise op til Jerusalem, og Menneskens Søn skal overantvordes de Ypperstepræster og Skriftkloge; og de skulle fordømme ham til Døden,

20:19  og overantvorde Hedningerne ham og bespotte og hudstryge og korsfæste; og paa den tredie Dag skal han opstaae.

20:20  Da gik Zebedæus’ Sønners Moder til ham med sine Sønner, faldt ned for ham og bad ham om Noget.

20:21  Men han sagde til hende: hvad vil du? Hun sagde til ham: siig, at disse mine to Sønner skulle sidde i dit Rige, den ene ved din høire, den anden ved din venstre Side.

20:22  Men Jesus svarede og sagde: I vide ikke, hvad I bede. Kunne I drikke den Kalk, som jeg skal drikke, og døbes med den Daab, som jeg skal døbes med? De sige til ham: vi kunne.

20:23  Og han sagde til dem: min Kalk skulle I vel drikke og med den Daab, som jeg døbes med, skulle I døbes; men at sidde ved min høire og ved min venstre Side, hører ikke mig til at give Nogen, uden dem, som det er beredt af min Fader.

20:24  Og der de Ti det hørte, bleve de vrede paa de to Brødre.

20:25  Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: I vide, at Folkenes Fyrster herske over dem, og de Store bruge Myndighed over dem.

20:26  Men saa skal det ikke være iblandt Eder; men hvo som vil være stor iblandt Eder, han være Eders Tjener;

20:27  og hvo som vil være den Ypperste iblandt Eder, han være Eder underdanig.

20:28  Ligesom Menneskens Søn ikke er kommen at lade sig tjene, men at tjene og at give sit Liv til en Gjenløsning for Mange.

20:29  Og der de gik ud fra Jericho, fulgte ham meget Folk.

20:30  Og see, to Blinde sadde ved Veien, og der de hørte, at Jesus gik forbi, raabte de og sagde: Herre, Davids Søn, forbarme dig over os.

20:31  Men Folket truede dem, at de skulde tie; men de raabte mere og sagde: Herre, Davids Søn, forbarme dig over os!

20:32  Og Jesus stod stille og kaldte ad dem og sagde: hvad ville I, at jeg skal gjøre Eder?

20:33  De sagde til ham: Herre! at vore Øine maatte oplades.

20:34  Men Jesus ynkedes inderligen, og rørte ved deres Øine. Og strax bleve deres Øine seende, og de fulgte ham.

Chapter 21

21:1  Og der de kom nær til Jerusalem, og var komne til Bethphage ved Oliebjerget, da sendte Jesus tvende Disciple og sagde til dem:

21:2  gaaer hen i den By, som ligger for Eder, og strax skulle I finde en Aseninde bunden og et Føl hos hende; løser dem og fører dem til mig.

21:3  Og dersom Nogen taler Eder Noget til, da siger, at Herren haver dem behov, saa skal han strax fremsende dem.

21:4  Men dette skete altsammen, at det skulde fuldkommes, som er talet ved Propheten, som siger:

21:5  forkynder Zions Datter! see, din Konge kommer til dig, sagtmodig og ridende paa et Asen og paa Asenindens Føl.

21:6  Men Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus befoel dem;

21:7  og de hentede Aseninden og Føllet, og lagde deres Klæder paa dem; og han satte sig derpaa.

21:8  Men de Fleste af Folket bredte deres Klæder paa Veien, andre huggede Grene af Træerne og strøede dem paa Veien;

21:9  men Folket, som gik foran og fulgte, raabte og sagde: Hosanna den Davids Søn! velsignet være den, som kommer i Herrens Navn! Hosanna i det Høieste!

21:10  Og der han drog ind i Jerusalem, oprørtes den ganske Stad og sagde: hvo er denne?

21:11  Men Folket sagde: det er Jesus, Propheten fra Nazareth i Galilæa.

21:12  Og Jesus gik ind i Guds Tempel og uddrev alle dem, som solgte og kjøbte i Templet, og omstødte Vexelerernes Borde og Duekræmmernes Stole.

21:13  Og han sagde til dem: der er skrevet: mit Huus skal kaldes et Bedehuus, men I have gjort det til en Røverkule.

21:14  Og der gik Blinde og Halte til ham i Templet, og han helbredte dem.

21:15  Men der de Ypperstepræster og Skriftkloge saae de Undergjerninger, som han gjorde, og at Børnene raabte i Templet og sagde: Hosanna den Davids Søn! bleve de vrede, og sagde til ham:

21:16  hører du, hvad disse sige? Men Jesus sagde til dem: jo! have I aldrig læst: af de Umyndiges og Diendes Mund skal du berede Lov?

21:17  Og han forlod dem og gik udenfor Staden til Bethanien, og blev der.

21:18  Men der han om Morgenen igjen gik til Staden, hungrede ham.

21:19  Og han saae et Figentræ ved Veien og gik til det, og fandt Intet derpaa, uden Blade alene. Og Han sagde til det: aldrig mere voxe Frugt paa dig! Og Figentræet visnede strax.

21:20  Og der Disciplene saae det, forundrede de sig og sagde: hvorledes visnede Figentræet saa strax?

21:21  Men Jesus svarede og sagde til dem: sandelig siger jeg Eder: dersom I have Tro og ikke tvivle, da skulle I ikke alene kunne gjøre det med Figentræet, men dersom I endog sige til dette Bjerg: løft dig og kast dig i Havet, da skal det skee.

21:22  Og alt det, I begjere i Bønnen troende, det skulle I faae.

21:23  Og der han kom i Templet, traadte til ham, idet han lærte, de Ypperstepræster og Folkets Ældste, og sagde: af hvad Magt gjør du dette? og hvo haver givet dig denne Magt?

21:24  Men Jesus svarede og sagde til dem: jeg vil og spørge Eder om een Sag; dersom I sige mig det, vil jeg og sige Eder, af hvad Magt jeg gjør dette.

21:25  Johannes’ Daab, hveden var den? af Himmelen, eller af Menneskene? Men de betænkte ved sig selv og sagde: sige vi, den var af Himmelen, da vil han spørge os: hvi troede I ham da ikke?

21:26  Men sige vi: den var af Menneskene, frygte vi os for Folket; thi de holdt alle Johannes for en Prophet.

21:27  Og de svarede Jesus og sagde: vi vide det ikke. Da sagde han og til dem: saa siger jeg ikke heller, af hvad Magt jeg gjør dette.

21:28  Men hvad tykkes Eder? Et Menneske havde to Sønner; og han gik til den første og sagde: Søn! gak hen, arbeid i Dag udi min Viingaard.

21:29  Men han svarede og sagde: jeg vil ikke; men derefter angrede det ham, og han gik hen.

21:30  Og han gik til den anden og sagde ligesaa. Men han svarede og sagde: Herre, jeg vil; og gik ikke hen.

21:31  Hvilken af de To gjorde Faderens Villie? De sagde til ham: den Første. Jesus sagde til dem: sandelig siger jeg Eder, at Toldere og Skjøger gaae for Eder i Guds Rige.

21:32  Thi Johannes kom til Eder paa Retfærdigheds Vei, og I troede ham ikke, men Toldere og Skjøger troede ham; men enddog I det saae, angrede det Eder alligevel ikke derefter, saa I troede ham.

21:33  Hører en anden Lignelse: der var en Huusbonde, som plantede en Viingaard og satte et Gjerde omkring den og gravede en Perse i den og byggede et Taarn; og han leiede den til Viingaardsmænd, og drog udenlands.

21:34  Men der Frugtens Tid kom, sendte han sine Tjenere til Viingaardsmændene, at annamme dens Frugter.

21:35  Og Viingaardsmændene toge hans Tjenere; en sloge de, en anden dræbte de, en anden stenede de.

21:36  Han sendte atter andre Tjenere, flere end de første; og de gjorde ligesaa med dem.

21:37  Men derefter sendte han sin Søn til dem og sagde: de ville dog undsee sig for min Søn.

21:38  Men der Viingaardsmændene saae Sønnen, sagde de til hverandre: denne er Arvingen; kommer, lader os slaae ham ihjel og tilvende os hans Arv.

21:39  Og de toge ham og stødte ham udenfor Viingaarden og sloge ham ihjel.

21:40  Naar da Viingaardens Herre kommer, hvad skal han gjøre med disse Viingaardsmænd?

21:41  De sagde til ham: han skal ilde omkomme de Onde, og leie sin Viingaard til andre Viingaardsmænd, som skulle give ham Frugterne i deres Tid.

21:42  Jesus sagde til dem: have I aldrig læst i Skrifterne: den Steen, som Bygningsmændene forskøde, den er bleven til en Hovedhjørnesteen; det er skeet af Herren, og er underligt for vore Øine.

21:43  Derfor siger jeg Eder, at Guds Rige skal tages fra Eder og gives et Folk, som skal bære dets Frugter.

21:44  Og hvo som falder paa denne Steen, skal sønderstødes; men hvilken den falder paa, ham skal den knuse.

21:45  Og der de Ypperstepræster og Pharisæerne hørte hans Lignelser, mærkede de, at han talede om dem.

21:46  Og de søgte at gribe ham, men frygtede for Folket; thi de holdt ham for en Prophet.

Chapter 22

22:1  Og Jesus svarede og talede atter ved Lignelser til dem og sagde:

22:2  Himmeriges Rige lignes ved en Konge, som gjorde sin Søns Bryllup.

22:3  Og han udsendte sine Tjenere, at kalde de Budne til Bryllup; men de vilde ikke komme.

22:4  Han udsendte atter andre Tjenere og sagde: siger de Budne; see, jeg haver beredt mit Maaltid, mine Øxen og det fede Kvæg er slagtet, og Alting er rede; kommer til Bryllup.

22:5  Men de foragtede det og gik hen, den Ene paa sin Ager, den Anden til sit Kjøbmandskab;

22:6  Andre grebe hans Tjenere, forhaanede og ihjelsloge dem.

22:7  Men der Kongen det hørte, blev han vred og skikkede sine Hære ud, og ødelagde disse Manddrabere og satte Ild paa deres Stad.

22:8  Da sagde han til sine Tjenere: Brylluppet er vel beredt, men de Budne vare det ikke værd;

22:9  gaaer derfor ud paa Veiskjellene, og byder til Bryllup saa mange, som I finde.

22:10  Og de Tjenere gik ud paa Veien og samlede alle dem, de fandt baade Onde og Gode; og Bryllupshuset blev fuldt af Gjester.

22:11  Da gik Kongen ind at besee Gjesterne, og han saae der et Menneske, som ikke var iført Bryllups-Klædningen.

22:12  Og han sagde til ham: Ven! hvorledes er du kommen hid ind, og haver ikke Bryllups-Klædningen paa? Men han taug.

22:13  Da sagde Kongen til Tjenerne: binder Hænder og Fødder paa ham, og tager ham og kaster ham ud i det yderste Mørke; der skal være Graad og Tænders Gnidsel.

22:14  Thi mange ere kaldede, men Faa udvalgte.

22:15  Da gik Pharisæerne hen og holdt Raad, hvorledes de kunde besnære ham i Ord.

22:16  Og de sendte deres Disciple til ham med de Herodianer og sagde: Mester! vi vide, at du er sanddru, og lærer Guds Vei i Sandhed, og skjøtter om Ingen; thi du anser ikke Menneskers Person.

22:17  Siig os derfor: hvad tykkes dig? er det tilladt at give Keiseren Skat eller ei?

22:18  Men som Jesus havde mærket deres Ondskab, sagde ham: I Øienskalke, hvi friste I mig?

22:19  Viser mig Skattens Mynt. Men de bragte ham en Penning.

22:20  Og han sagde til dem: hvis Billede og Overskrift er dette?

22:21  De sagde til ham: Keiserens. Da sagde han til dem: saa giver Keiseren det, som Keiserens er, og Gud det, som Guds er.

22:22  Og der de hørte det, forundrede de sig, og forlode ham og gik bort.

22:23  Paa den samme Dag traadte Sadducæerne til ham, som sige, at der ikke er Opstandelse, og spurgte ham og sagde:

22:24  Mester! Moses haver sagt: naar Nogen døer, og haver ikke Børn, skal hans Broder for Svogerskabs Skyld tage hans Hustru tilægte og opreise sin Broder Sæd.

22:25  Men nu have været hos os syv Brødre; og den første giftede sig og døde, og efterdi han ikke havde Sæd, efterlod han sin Broder sin Hustru.

22:26  Og den anden ligesaa, og den tredie, indtil den syvende;

22:27  men sidst af dem alle døde og Kvinden.

22:28  Hvis Hustru af disse syv skal hun da være i Opstandelsen? thi de have alle havt hende.

22:29  Men Jesus svarede: I fare vild, idet I ikke kjende Skrifterne, ei heller Guds Kraft.

22:30  Thi i Opstandelsen skulle de hverken tage tilægte, ei heller bortgiftes; men de ere ligesom Guds Engle i Himmelen.

22:31  Men have I ikke læst om de Dødes Opstandelse, hvad som er talet til Eder af Gud, naar han siger:

22:32  Jeg er Abrahams Gud og Isaaks Gud og Jakobs Gud. Men Gud er ikke de Dødes Gud, men de Levendes.

22:33  Og der Folket det hørte, forundrede de sig saare over hans Lærdom.

22:34  Men der Pharisæerne hørte, at han havde stoppet Munden paa Sadducæerne, forsamlede de sig.

22:35  Og En af dem, en Lovkyndig spurgte og fristede ham og sagde:

22:36  Mester, hvilket er det store Bud i Loven?

22:37  Men Jesus sagde til ham: du skal elske Herren din Gud i dit ganske Hjerte, og i din ganske Sjæl, og i dit ganske Sind.

22:38  Dette er det første og store Bud.

22:39  Men det andet er ligesom dette: du skal elske din Næste som dig selv.

22:40  Af disse to Bud hænger al Loven og Propheterne.

22:41  Men der Pharisæerne vare forsamlede, spurgte Jesus dem og sagde:

22:42  Hvad tykkes Eder om Christus? hvis Søn er han? De sagde til ham: Davids.

22:43  Han sagde til dem: hvorledes kalder da David ham i Aanden en Herre, da han siger:

22:44  Herren sagde til min Herre: sæt dig ved min høire Haand, indtil jeg lægger dine Fjender til dine Fødders Skammel?

22:45  Efterdi David nu kalder ham en Herre, hvorledes er han da hans Søn?

22:46  Og Ingen kunde svare ham et Ord, og Ingen turde ydermere gjøre Spørgsmaal til ham efter den Dag.

Chapter 23

23:1  Da talede Jesus til Folket og til sine Disciple og sagde:

23:2  Paa Moses’ Stol sidde Skriftkloge og Pharisæer.

23:3  Alt det derfor, som de sige Eder, at I skulle holde, det holder og gjører; men gjører ikke efter deres Gjerninger; thi de sige det vel, men gjøre det ikke.

23:4  Thi de binde svare Byrder, vanskelige at bære, og lægge Menneskene dem paa Skuldrene; men selv ville de ikke røre dem med en Finger.

23:5  Men de gjøre alle deres Gjerninger for at ansees af Menneskene; thi de gjøre deres Tankeremme brede, og Sømmene paa deres Klæder store.

23:6  Og de ville gjerne sidde øverst tilbords ved Nadverne og paa de fornemste Sæder i Synagogerne.

23:7  Og de ville gjerne være hilsede paa Torvene, og kaldes Rabbi, Rabbi af Menneskene.

23:8  Men I skulle ikke ville kaldes Rabbi; thi Een er Eders Veileder, Christus, men I ere alle Brødre.

23:9  Og I skulle ingen kalde Eders Fader paa Jorden; thi Een er Eders Fader, som er i Himlene.

23:10  Og I skulle ikke lade Eder kalde Veiledere; thi Een er Eders Veileder, Christus.

23:11  Men den Største iblandt Eder skal være Eders Tjener.

23:12  Men hvo sig selv ophøier, skal fornedres, og hvo sig selv fornedrer, skal ophøies.

23:13  Vee Eder, I Skriftkloge og Pharisæer, I Øienskalke! at I tillukke Himmeriges Rige for Menneskene; thi I gaae ikke derind, og dem, som ville gaae ind, tillade I det ikke.

23:14  Vee Eder, I Skriftkloge og Pharisæer, I Øienskalke! at I opæde Enkers Huse, og paa Skrømt bede længe; derfor skulle I faae des haardere Dom.

23:15  Vee Eder, I Skriftkloge og Pharisæer, I Øienskalke! at I drage om til Vands og Lands for at vinde en Tilhænger; og naar han er bleven det, gjøre I et Helvedes Barn af ham, dobbelt mere end I ere.

23:16  Vee Eder, I Blinde Veiledere! I, som sige: hvo som sværger ved Templet, det er Intet; men hvo som sværger ved Guldet i Templet, er skyldig.

23:17  I Daarer og Blinde! hvilket er størst? Guldet, eller Templet, som helliger Guldet?

23:18  Fremdeles: hvo som sværger ved Alteret, det er Intet; men hvo som sværger ved Gaven, som er derpaa, er skyldig.

23:19  I Daarer og Blinde! hvilket er størst? Gaven, eller Alteret, som helliger Gaven?

23:20  Derfor, hvo som sværger ved Alteret, sværger ved det og ved Alt, som er derpaa.

23:21  Og hvo som sværger ved Templet, sværger ved det og ved den, som boer deri.

23:22  Og hvo som sværger ved Himmelen, sværger ved Guds Throne og ved den, som sidder derpaa.

23:23  Vee Eder, I Skriftkloge og Pharisæer, I Øienskalke! at I tiende af Mynte og Dild og Kommen, og efterlade de Ting, som svarere ere i Loven, Dom og Barmhjertighed og Tro. Disse Ting burde man gjøre, og ikke forsømme de andre.

23:24  I Blinde Veiledere, I, som sie Myggen af, men nedsluge Kamelen!

23:25  Vee Eder, I Skriftkloge og Pharisæer, I Øienskalke! at I rense Bægere og Fade udvortes, men indentil ere de fulde af Rov og Uretfærdighed.

23:26  Du blinde Pharisæer! rens først det, som er inden i Bægeret og Fadet, at ogsaa det Udvortes paa dem maa blive reent.

23:27  Vee Eder, I Skriftkloge og Pharisæer, I Øienskalke! thi I ere ligesom kalkede Grave, hvilke synes deilige udvortes, men indentil ere fulde af døde Been og al Ureenhed.

23:28  Ligesaa synes og I vel udvortes retfærdige for Menneskene, men indvortes ere I fulde af Øienskalkhed og Uret.

23:29  Vee Eder, I Skriftkloge og Pharisæer, I Øienskalke! at I bygge Propheternes Grave og pryde de Retfærdiges Gravsteder, og sige:

23:30  havde vi været i vore Fædres Tid, da havde vi ikke været deelagtige med dem i Propheternes Blod.

23:31  Saa bære I da Vidnesbyrd om Eder selv, at I ere deres Børn, som have ihjelslaget Propheterne.

23:32  Saa fylder og I Eders Fædres Maal!

23:33  I Slanger! I Øgleunger! hvorledes kunne I undflye Helvedes Dom?

23:34  Derfor, see, jeg sender til Eder Propheter og Vise og Skriftkloge; og nogle af dem skulle I ihjelslaae og korsfæste, og nogle af dem skulle I hudstryge i Eders Synagoger, og forfølge dem fra en Stad til en anden,

23:35  at alt det retfærdige Blod skal komme over Eder, som er udgydt paa Jorden, fra den retfærdige Abels Blod indtil Sacharias’, Barachias’ Søns, Blod, hvilken I sloge ihjel mellem Templet og Alteret.

23:36  Sandelig siger jeg Eder, alt dette skal komme over denne Slægt.

23:37  Jerusalem! Jerusalem! som ihjelslaaer Propheterne og stener dem, som ere sendte til dig: hvor ofte vilde jeg forsamlet dine Børn, ligerviis som en Høne forsamler sine Kyllinger under Vingerne! Og I vilde ikke.

23:38  See, Eders Huus skal lades Eder øde.

23:39  Thi jeg siger Eder: I skulle fra nu af ikke see mig, indtil I sige: velsignet være den, som kommer i Herrens Navn!

Chapter 24

24:1  Og Jesus gik ud, bort fra Templet, og hans Disciple gik til ham, for at vise ham Templets Bygninger.

24:2  Men Jesus sagde til dem: see I ikke alt dette? Sandelig siger jeg Eder: her skal ikke lades Steen paa Steen, som jo skal nedbrydes.

24:3  Men da han sad paa Oliebjerget, gik hans Disciple til ham afsides og sagde: siig os, naar skal dette skee? og hvad Tegn skal der være paa din Tilkommelse og Verdens Ende?

24:4  Og Jesus svarede og sagde til dem: seer til, at Ingen forfører Eder.

24:5  Thi Mange skulle komme i mit Navn og sige; jeg er Christus; og de skulle forføre Mange.

24:6  Men I skulle høre Krige og Rygte om Krige, Seer til, at I ikke forskrækkes; thi dette maa altsammen skee; men Enden er ikke endda.

24:7  Thi Folk skal reise sig imod Folk, og Rige imod Rige; og der skal være Hunger og Pestilentse og Jordskjælv her og der.

24:8  Men alt dette er kun Veernes Begyndelse.

24:9  Da skulle de overantvorde Eder til Trængsel og slaae Eder ihjel, og I skulle hades af alle Folkene for mit Navns Skyld.

24:10  Og da skulle Mange forarges og forraade hverandre og hade hverandre.

24:11  Og mange falske Propheter skulle opstaae og forføre Mange.

24:12  Og efterdi Uretfærdighed vil være bleven mangfoldig, skal Kjærligheden blive kold i Mange.

24:13  Men hvo som bliver bestandig indtil Enden, han skal blive salig.

24:14  Og dette Riges Evangelium skal prædikes i den ganske Verden, til et Vidnesbyrd for alle Folk; og da skal Enden komme.

24:15  Naar I da see Ødelæggelsens Vederstyggelighed, om hvilken Propheten Daniel haver talet, og staae paa det hellige Sted, (hvo som det læser, give Agt derpaa!)

24:16  da flye paa Bjergene, hvo, som er i Judæa;

24:17  og hvo som er paa Taget, stige ikke ned, at hente Noget af sit Huus;

24:18  og hvo som er paa Ageren, vende ikke tilbage, at hente sine Klæder.

24:19  Men vee de Frugtsommelige og dem, som give Die, i de Dage!

24:20  Men beder, at Eders Flugt skal ikke skee om Vinteren, ei heller paa Sabbaten;

24:21  thi da skal være saa stor en Trængsel, som ikke haver været fra Verdens Begyndelse hidindtil, som ikke heller skal blive.

24:22  Og dersom disse Dage ikke bleve forkortede, da blev intet Menneske frelst; men for de Udvalgtes Skyld skulle disse Dage forkortes.

24:23  Dersom Nogen da siger til Eder: see, her er Christus, eller der! da skulle I ikke troe det.

24:24  Thi falske Christi og falske Propheter skulle opstaae og gjøre store Tegn og Undergjerninger, at de Udvalgte skulde og forføres, om det var muligt.

24:25  See, jeg haver sagt Eder det forud.

24:26  Derfor, om de sige Eder: see, han er i Ørken, da gaaer ikke ud; see, han er i Kammerne, da troer det ikke.

24:27  Thi ligesom Lynet udgaaer fra Østen og skinner indtil Vesten, saa skal og Menneskens Søns tilkommelse være.

24:28  Thi hvor Aadslet er, der skulle Ørnene forsamles.

24:29  Men strax efter de Dages Trængsel skal Solen formørkes, og Maanen ikke give sit Skin, og Stjerne falde af Himmelen, og Himmelens Kræfter røres.

24:30  Og da skal Menneskens Søns Tegn aabenbares i Himmelen; og da skulle alle Jordens Slægter hyle, og de skulle see Menneskens Søn komme i Himmelens Skyer med Kraft og megen Herlighed.

24:31  Og han skal udsende sine Engle med stærktlydende Basune, og de skulle forsamle hans Udvalgte fra de fire Veir, fra den ene Ende af Himmelen til den anden.

24:32  Lærer en Lignelse af Figentræet: naar Vædsken er kommen i dets Grene, og Bladene skyde ud, da vide I, at Sommeren er nær.

24:33  Saaledes og I, naar I see alt dette, vider, at han er nær for Døren.

24:34  Sandelig siger jeg Eder, denne Slægt skal ikke forgaae, førend dette skeer altsammen.

24:35  Himmelen og Jorden skulle forgaae, men mine Ord skulle ingenlunde forgaae.

24:36  Men om den Dag og den Time veed Ingen, end ikke Himmelens Engle, uden min Fader alene.

24:37  Men ligesom Noahs Dage vare, saa skal og Menneskens Søns Tilkommelse være.

24:38  Thi ligesom de i Dagene før syndfloden aade og drak, toge tilægte og bortgiftede indtil den Dag, der Noah gik ind i Arken;

24:39  og de agtede det ikke, indtil Syndfloden kom og tog dem alle bort: saaledes skal og Menneskens Søns tilkommelse være.

24:40  Da skulle To være paa Ageren; den Ene skal annammes, og den Anden lades tilbage.

24:41  To Kvinder skulle male paa Kværnen; den ene skal annammes, og den anden lades tilbage.

24:42  Vaager derfor, thi I vide ikke, i hvilken Time Eders Herre kommer.

24:43  Men dette skulle I vide, at dersom Huusbonden vidste, i hvilken Nattevagt Tyven vilde komme, da vaagede han og lod ikke bryde ind i sit Huus.

24:44  Derfor værer I og rede; thi Menneskens Søn kommer paa den Time, som I ikke mene.

24:45  Hvo er vel den troe og snilde Tjener, som hans Herre haver sat over sit Tyende, at give dem Mad i Tide?

24:46  Salig er den Tjener, hvilken hans Herre, naar han kommer, finder at gjøre saaledes.

24:47  Sandelig siger jeg Eder, at han skal sætte ham over alt sit Gods.

24:48  Men dersom nogen ond Tjener vilde sige i sit Hjerte: min Herre tøver at komme;

24:49  og begynde at slaae Medtjenerne, men at æde og drikke med de Drukne:

24:50  saa skal den Tjeners Herre komme paa den Dag, som han ikke forventer, og paa den Time, som han ikke veed,

24:51  og slaae ham sønder, og giver ham sin Deel med Øienskalke; der skal være Graad og Tænders Gnidsel.

Chapter 25

25:1  Da skal Himmeriges Rige lignes ved ti Jomfruer, som toge deres Lamper og gik Brudgommen imøde.

25:2  Men de fem af dem vare kloge, og de fem daarlige.

25:3  De daarlige toge deres Lamper, men toge ikke Olie med sig.

25:4  Men de kloge toge Olie i deres Kar tilligemed deres Lamper.

25:5  Og der Brudgommen tøvede, slumrede de alle og sov ind.

25:6  Men ved Midnat skete Anskrig: see, Brudgommen kommer; gaaer ham imøde!

25:7  Da bleve Jomfruerne alle opvakte, og gjorde deres Lamper tilrette.

25:8  Men de daarlige sagde til de kloge: giver os af Eders Olie; thi vore Lamper udslukkes.

25:9  Men de kloge svarede og sagde: det maatte ikke blive nok til os og Eder; men gaaer hellere hen til Sælgerne, og kjøber for Eder selv.

25:10  Men der de vare bortgangne at kjøbe, kom Brudgommen, og de, som vare rede, gik ind med ham til Bryllup; og Døren blev tillukt.

25:11  Siden kom og de andre Jomfruer, og sagde: Herre, Herre, lad op for os!

25:12  Men han svarede og sagde: sandelig siger jeg Eder, jeg kjender Eder ikke.

25:13  Vaager derfor, thi I vide hverken Dag eller Time, paa hvilken Menneskens Søn kommer.

25:14  Thi ligesom en Mand, der drog udenlands, kaldte sine Tjenere og overantvordede dem sit Gods,

25:15  og gav en fem Talenter, en anden to, og en anden eet, hver efter hans Evne; og han drog strax udenlands.

25:16  Da gik den, som havde annammet fem Talenter, hen og kjøbslog med dem, og vandt andre fem Talenter.

25:17  Ligesaa og den, som havde annammet de to Talenter, ogsaa han vandt andre to.

25:18  Men den, som havde annammet det ene, gik bort og grov i Jorden og skjulte sin Herres Penge.

25:19  Men en lang Tid derefter kom disse Tjeneres Herre, og holdt Regnskab med dem.

25:20  Da gik den frem som havde annammet fem Talenter, og frembragte andre fem Talenter, og sagde: Herre! du overantvordede mig fem Talenter; see, jeg haver vundet fem andre Talenter med dem.

25:21  Men hans Herre sagde til ham: vel, du gode og troe Tjener! du haver været tro over det Lidet, jeg vil sætte dig over Meget; gak ind til din Herres Glæde.

25:22  Da gik og den frem, som havde annammet to talenter, og sagde: Herre! du overantvordede mig to Talenter; see, jeg haver vundet to andre Talenter med dem.

25:23  Hans Herre sagde til ham: vel, du gode og troe Tjener; du haver været tro over Lidet, jeg vil sætte dig over Meget; gak ind til din Herres Glæde.

25:24  Men den traadte frem, som havde annammet eet Talent, og sagde: Herre! jeg kjendte dig, at du er en haard Mand, som høster, der du ikke saaede, og samler, der du ikke spredte;

25:25  frygtende herfor gik jeg hen, og skjulte dit Talent i Jorden; see, der haver du, hvad dit er.

25:26  Men hans Herre svarede og sagde til ham: du onde og lade Tjener! du vidste, at jeg høster, der jeg ikke saaede, og samler, der jeg ikke spredte;

25:27  derfor burde det dig, at have overantvordet Vexelererne mine Penge; og naar jeg kom, da havde jeg faaet Mit igjen med Rente.

25:28  Tager derfor det Talent fra ham og giver det til den, som haver ti Talenter.

25:29  Thi hver, som haver, ham skal gives, og han skal have til Overflod; men hvo som ikke haver, ham skal endog fratages det, han haver.

25:30  Og kaster den udygtige Tjener ud i det yderste Mørke; der skal være Graad og Tænders Gnidsel.

25:31  Men naar Menneskens Søn kommer i sin Herlighed, og alle hellige Engle med ham, da skal han sidde paa sin Herligheds Throne.

25:32  Og alle Folkeslag skulle forsamles for ham, og han skal skille dem fra hverandre, ligesom en Hyrde skiller Faarene fra Bukkene.

25:33  Og han skal stille Faarene ved sin høire Side, men Bukkene ved den venstre.

25:34  Da skal Kongen sige til dem ved hans høire Side: kommer hid, min Faders Velsignede! arver det Rige, som Eder er beredt, fra Verdens Grundvold blev lagt.

25:35  Thi jeg var hungrig, og I gave mig at æde; jeg var tørstig, og I gave mig at drikke; jeg var fremmed, og I toge mig til Eder;

25:36  jeg var nøgen, og I klædte mig; jeg var syg, og I besøgte mig; jeg var i Fængsel, og I kom til mig.

25:37  Da skulle de Retfærdige svare ham og sige: Herre! naar saae vi dig hungrig, og gave dig Mad? eller tørstig, og gave dig at drikke?

25:38  Naar have vi seet dig fremmed, og taget dig til os? eller nøgen, og have klædt dig?

25:39  Naar have vi seet dig syg, eller i Fængsel, og ere komne til dig?

25:40  Og Kongen skal svare: sandelig siger jeg Eder: hvad I have gjort mod een af disse mine mindste Brødre, have I gjort mod mig.

25:41  Da skal han sige til dem ved den venstre Side: gaaer bort fra mig, I Forbandede! i den evige Ild, som er beredt Djævelen og hans Engle.

25:42  Thi jeg var hungrig, og I gave mig ikke at æde; jeg var tørstig, og I gave mig ikke at drikke;

25:43  jeg var fremmed, og I toge mig ikke til Eder; jeg var nøgen, og I klædte mig ikke; jeg var syg, og i Fængsel, og I besøgte mig ikke.

25:44  Da skulle de ogsaa svare ham og sige: Herre! naar have vi seet dig hungrig eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i Fængsel, og have ikke tjent dig?

25:45  Da skal han svare dem og sige; sandelig siger jeg Eder: hvad I ikke have gjort mod een af disse Mindste, have I heller ikke gjort mod mig.

25:46  Og de skulle gaae hen, disse til den evige Pine, men de Retfærdige til det evige Liv.

Chapter 26

26:1  Og det skete, der Jesus havde endt alle disse Ord, sagde han til sine Disciple:

26:2  I vide, at om to Dage er det Paaske, og Menneskens Søn skal forraades til at korsfæstes.

26:3  Da forsamledes de Ypperstepræster og Skriftkloge og Folkets Ældste i den Ypperstepræstes Pallads; han hedte Caiphas.

26:4  Og de holdt Raad, at de kunde gribe Jesus med List og ihjelslaae ham.

26:5  Men de sagde: ikke paa Høitiden, at der ikke skal blive Larm iblandt Folket.

26:6  Men der Jesus var i Bethania udi Simon den Spedalskes Huus,

26:7  da kom en Kvinde til ham, som havde en Alabasters Krukke med meget kostelig Salve, og udøste den paa hans Hoved, der han sad tilbords.

26:8  Men der hans Disciple det saae, bleve de fortrydelige og sagde: hvortil tjener denne Spilde?

26:9  Thi denne Salve kunde været solgt til en høi Priis og givet til de Fattige.

26:10  Men der Jesus det mærkte, sagde han til dem: hvi gjøre I denne Kvinde Fortred? Hun haver jo gjort en god Gjerning imod mig.

26:11  Thi I have altid Fattige hos Eder; men mig have I ikke altid.

26:12  Thi at hun udgød denne Salve paa mit Legeme, det haver hun gjort for at flye mig tiljorde.

26:13  Sandelig siger jeg Eder, hvorsomhelst dette Evangelium bliver prædiket i den ganske Verden, skal og det, hun haver gjort, omtales til hendes Ihukommelse.

26:14  Da gik een af de Tolv, ved Navn Judas Ischariotes, hen til de Ypperstepræster,

26:15  og sagde: hvad ville I give mig, saa vil jeg forraade Eder ham? Men de udtællede ham tredive Sølvpenninge.

26:16  Og fra den Stund søgte han beleilig Tid til at forraade ham.

26:17  Men paa den første Dag af de usyrede Brøds Høitid gik Disciplene til Jesus, og sagde til ham; hvor vil du, at vi skulle berede for dig at æde Paaskelammet?

26:18  Men han sagde: gaaer ind i Staden til en vis Mand, og siger til ham: Mesteren siger; min Tid er nær; jeg vil holde Paaske hos dig med mine Disciple.

26:19  Og Disciplene gjorde, ligesom Jesus befoel dem, og beredte Paaskelammet.

26:20  Men der det var blevet Aften, satte han sig tilbords med de Tolv.

26:21  Og der de aade, sagde han: sandelig siger jeg Eder, at Een af Eder skal forraade mig.

26:22  Og de bleve saare bedrøvede, og begyndte hver især at sige til ham: Herre, er det mig?

26:23  Men han svarede og sagde: den, som dyppede Haanden tilligemed mig i Fadet, han skal forraade mig.

26:24  Menneskens Søn gaaer vel bort, som der er skrevet om ham; men vee det Menneske, ved hvilket Menneskens Søn bliver forraadt! Det var dette Menneske bedre, om han aldrig var født.

26:25  Men Judas, som ham forraadte, svarede og sagde: er det mig, Mester? Han sagde til ham: du haver sagt det.

26:26  Men der de aade, tog Jesus Brødet og takkede, brød det og gav Disciplene det, og sagde: tager, æder; dette er mit Legeme.

26:27  Og han tog Kalken og takkede, gav dem den og sagde: drikker Alle deraf;

26:28  thi dette er mit Blod, det nye Testamentes, hvilket udgydes for Mange til Syndernes Forladelse.

26:29  Men jeg siger Eder, at jeg skal herefter ikke mere drikke af denne Viintræets Frugt, indtil den Dag, da jeg skal drikke den nye med Eder i min Faders Rige.

26:30  Og der de havde sjunget Lovsangen, gik de ud til Oliebjerget.

26:31  Da siger Jesus til dem: i denne Nat skulle I alle forarges paa mig; thi der er skrevet: jeg skal slaae Hyrden, og Hjordens Faar skulle adspredes.

26:32  Men efterat jeg er opstanden, vil jeg gaae forud for Eder til Galilæa.

26:33  Men Peter svarede og sagde til ham: dersom de og alle skulle forarges paa dig, saa vil jeg dog aldrig forarges.

26:34  Jesus sagde til ham: sandelig siger jeg dig, at i denne Nat, førend Hanen galer, skal du fornegte mig tre Gange.

26:35  Peter sagde til ham; dersom jeg og skulde døe med dig, vil jeg ikke fornegte dig. Ligesaa sagde og alle Disciplene.

26:36  Da kom Jesus med dem til en Gaard, som kaldes Gethsemane, og sagde til Disciplene: sætter Eder her, medens jeg gaaer derhen og beder.

26:37  Og han tog Peter og de to Zebedæus’ Sønner til sig, og begyndte at bedrøves og svarligen at ængstes.

26:38  Da siger han til dem: min Sjæl er ganske bedrøvet indtil Døden; bliver her og vaager med mig.

26:39  Og han gik lidet frem, faldt paa sit Ansigt, og bad og sagde: min Fader er det muligt, da gaae denne Kalk fra mig; dog ikke som jeg vil, men som du vil.

26:40  Og han kom til Disciplene, og fandt dem sovende, og sagde til Peter: saa kunde I da ikke vaage een Time med mig!

26:41  Vaager og beder, at I ikke falde i Fristelse! Aanden er vel redebon, men Kjødet er skrøbeligt.

26:42  Han gik atter anden Gang hen, bad og sagde; min Fader! er det ikke muligt, at denne Kalk kan gaae fra mig, uden jeg skal drikke den, da skee din Villie.

26:43  Og han kom og fandt dem atter sovende; thi deres Øine vare betyngede.

26:44  Og han lod dem blive, og gik atter hen, og bad tredie Gang, og talede de samme Ord.

26:45  Da kom han til sine Disciple og sagde til dem: sove I fremdeles og hvile Eder? See, Timen er nær, og Menneskens Søn skal forraades i Synderes Hænder.

26:46  Staaer op, lader os gaae; see, han er nær, som forraader mig.

26:47  Og der han endnu talede, see, da kom Judas, een af de tolv, og en stor Skare med ham, med Sværd og Stænger, fra de Ypperstepræster og Folkets Ældste.

26:48  Men den, som ham forraadte, havde givet dem et Tegn og sagt: hvilken jeg monne kysse, den er det; griber ham!

26:49  Og han traadte strax til Jesus og sagde: hil være dig, Rabbi! og kyssede ham.

26:50  Men Jesus sagde til ham: Ven, hvorfor er du kommen? Da traadte de frem og lagde Hænder paa Jesus og grebe ham.

26:51  Og see, Een af dem, som vare med Jesus, udrakte Haanden, og uddrog sit Sværd, og slog den Ypperstepræstes Tjener, og huggede hans Øre af.

26:52  Da sagde Jesus til ham: stik dit Sværd paa sit Sted; thi alle de, som tage Sværd, skulle omkomme ved Sværd.

26:53  Eller mener du, at jeg nu ikke kunde bede min Fader, at han skulde tilskikke mig mere end tolv Legioner Engle?

26:54  Hvorledes skulde da Skrifterne fuldkommes, at det bør saaledes gaae til?

26:55  Paa den samme Tid sagde Jesus til Skaren: I ere udgangne ligesom til en Røver, med Sværd og Stænger at tage fat paa mig. Jeg haver siddet daglig hos Eder og lært i Templet, og I grebe mig ikke.

26:56  Men det er altsammen skeet, at Propheternes Skrifter skulle fuldkommes. Da forlode alle Disciplene ham og flyede.

26:57  Men de, som havde grebet Jesus, førte ham hen til den Ypperstepræst Caiphas, der hvor de Skrifkloge og Ældste vare forsamlede.

26:58  Men Peter fulgte langt fra efter ham indtil den Ypperstepræstes Pallads, og gik indenfor og sad hos Svendene, at see Enden.

26:59  Men de Ypperstepræster og de Ældste og det ganske Raad søgte falsk Vidnesbyrd mod Jesus, paa det de kunde aflive ham; og de fandt intet.

26:60  Og alligevel at der traadte mange falske Vidner frem, fandt de dog intet. Men paa det Sidste traadte to falske Vidner frem og sagde:

26:61  denne har sagt: jeg kan nedbryde Guds Tempel og bygge det i tre Dage.

26:62  Og den Ypperstepræst stod op og sagde til ham: svarer du Intet? hvad vidne disse imod dig?

26:63  Men Jesus taug. Og den Ypperstepræst svarede og sagde til ham: jeg besværger dig ved den levende Gud, at du siger os, om du er den Christus, den levende Guds Søn.

26:64  Jesus sagde til ham: du haver sagt det; dog siger jeg Eder: nu herefter skulle I see Menneskens Søn sidde hos Kraftens høire Haand og komme i Himmelens Skyer.

26:65  Da sønderrev den Ypperstepræst sine Klæder og sagde: han haver bespottet Gud; hvad have vi længere Vidner behov? see, nu have I hørt hans Bespottelse.

26:66  Hvad tykkes Eder? Men de svarede og sagde: han er skyldig til Døden.

26:67  Da spyttede de udi hans Ansigt og sloge ham paa Munden; men de Andre sloge ham med Kjeppe.

26:68  Og de sagde: spaa os, Christus, hvo er den, der dig slog?

26:69  Men Peter sad udenfor i Gaarden; og en Pige kom til ham og sagde: du haver og været med Jesus den Galilæer.

26:70  Men han negtede det for dem alle og sagde: jeg veed ikke, hvad du siger.

26:71  Men der han gik hen til Indgangen, saae en anden ham; og hun sagde til dem, som der vare: denne var og med Jesus af Nazareth.

26:72  Og han negtede det atter med en Ed, sigende: jeg kjender ikke det Menneske.

26:73  Men lidet derefter gik de frem, som stode der, og sagde til Peter: sandelig, du er og een af dem, thi og dit Maal røber dig.

26:74  Da begyndte han at forbande sig og sværge: jeg kjender ikke det Menneske. Og strax goel Hanen.

26:75  Og Peter kom Jesu Ord ihu, der han sagde til ham: førend Hanen galer, skal du fornegte mig tre Gange. Og han gik udenfor og græd bitterlig.

Chapter 27

27:1  Men der det var blevet Morgen, holdt alle de Ypperstepræster og Folkets Ældste Raad imod Jesus, at de kunde aflive ham.

27:2  Og de bandt ham og førte ham hen, og overantvordede Landshøvdingen Pontius Pilatus ham.

27:3  Der Judas, som ham forraadte, da saae, at han var fordømt, angrede det ham, og han bar de tredive Sølvpenninge til de Ypperstepræster og Ældste igjen og sagde:

27:4  jeg haver syndet, at jeg forraadte uskyldigt Blod. Men de sagde: hvad kommer det os ved? see du dertil.

27:5  Og han kastede Sølvpenningene i Templet, veg bort, og gik hen og hængte sig.

27:6  Men de Ypperstepræster toge Sølvpenningene og sagde; det er ikke tilladt at lægge dem i Templets Kiste, thi det er Blodpenge.

27:7  Men de holdt Raad og kjøbte den Pottemagers Ager derfor, til at jorde Fremmede udi.

27:8  Derfor blev den Ager kaldet Blodager indtil denne Dag.

27:9  Da fuldkommedes det, som talet er ved Propheten Jeremias, som siger: og de toge de tredive Sølvpenninge, den Vurderedes Værd, hvilken Israels Børn vurderede,

27:10  og de gave dem for en Pottemagers Ager, som Herren befoel mig.

27:11  Men Jesus stod for Landshøvdingen; og Landshøvdingen spurgte ham og sagde: er du Jødernes Konge? Men Jesus sagde til ham: du siger det.

27:12  Og der han blev anklaget af de Ypperstepræster og Ældste, svarede han Intet.

27:13  Da sagde Pilatus til ham: hører du ikke, hvor meget de vidne imod dig?

27:14  Og han svarede ham end ikke til eet Ord, saa at Landshøvdingen forundrede sig saare.

27:15  Men paa Høitiden pleiede Landshøvdingen at give Folket een Fange løs, hvilken de vilde.

27:16  Men de havde da en mærkelig Fange, som hedte Barrabas.

27:17  Derfor, der de vare forsamlede, sagde Pilatus til dem: hvilken ville I, at jeg skal give Eder løs: Barrabas? eller Jesus, som kaldes Christus?

27:18  Thi han vidste, at de havde af Avind overantvordet ham.

27:19  Men der han sad paa Domstolen, skikkede hans Hustru til ham og lod sige: befat dig intet med denne Retfærdige! thi jeg haver lidt meget i Dag i en Drøm for hans Skyld.

27:20  Men de Ypperstepræster og de Ældste overtalede Folket, at de skulde begjere Barrabas, men omkomme Jesus.

27:21  Men Landshøvdingen svarede og sagde til dem: hvilken ville I, at jeg skal give Eder løs af disse To? Men de sagde: Barrabas.

27:22  Pilatus sagde til dem: hvad skal jeg da gjøre med Jesus, som kaldes Christus? De sagde alle til ham: lad ham korsfæstes!

27:23  Men Landshøvdingen sagde: hvad Ondt haver han da gjort? Men de raabte end mere: lad ham korsfæstes!

27:24  Men der Pilatus saae, at han udrettede Intet, men at der blev større Bulder, tog han Vand, og toede Hænderne for Folket og sagde: jeg er uskyldig i denne Retfærdiges Blod; seer I dertil.

27:25  Og det ganske Folk svarede og sagde: hans Blod komme over os, og over vore Børn!

27:26  Da gav han dem Barrabas løs; men Jesus lod han hudstryge, og overantvordede ham, at han skulde korsfæstes.

27:27  Da toge Landshøvdingens Stridsmænd Jesus til sig i Domhuset, og samlede om ham den ganske Rode.

27:28  Og de afklædte ham og kastede en Purpurkaabe om ham.

27:29  Og de flettede en Krone af Torne og satte den paa hans Hoved, og et Rør i hans høire Haand; og de faldt paa Knæ for ham, og bespottede ham og sagde: hil være dig, du Jødernes Konge!

27:30  Og de spyttede paa ham, og toge Røret og sloge paa hans Hoved.

27:31  Og der de havde bespottet ham, toge de Kaaben af han, og iførte ham hans egne Klæder, og førte ham hen at Korsfæstes.

27:32  Men idet de gik ud, fandt de et Menneske fra Cyrene ved Navn Simon; ham tvang de til at bære hans Kors.

27:33  Og der de kom til et Sted, kaldet Golgatha, der er udlagt: Hovedpandested,

27:34  da gave de ham at drikke Eddike, blandet med Galde; og der han smagte det, vilde han ikke drikke.

27:35  Men de, som havde korsfæstet ham, skiftede hans Klæder og kastede Lod om dem, at det skulde fuldkommes, som er sagt af Propheten: de skiftede mine Klæder og kastede Lod om min Klædebon.

27:36  Og de sadde der og toge vare paa ham.

27:37  Og oven over hans Hoved satte de Beskyldningen mod ham skreven: denne er Jesus, den Jødernes Konge.

27:38  Da korsfæstede de med ham to Røvere, een ved den høire, og een ved den venstre Side.

27:39  Men de, som gik forbi, bespottede ham, og rystede deres Hoveder og sagde:

27:40  du, som nedbryder Templet og bygger det i tre Dage, frels dig selv; er du Guds Søn, da stig ned af Korset.

27:41  Ligesaa bespottede de Ypperstepræster ham, med de Skriftkloge og Ældste, og sagde:

27:42  han haver frelst Andre, sig selv kan han ikke frelse; er han Israels Konge, da stige han nu ned af Korset, saa ville vi troe ham;

27:43  han forlod sig paa Gud, han frie ham nu, om han haver Behag i ham; thi han haver sagt: jeg er Guds Søn.

27:44  Men det Samme bebreidede og Røverne ham, som vare korsfæstede med ham.

27:45  Men fra den sjette Time blev et Mørke over det ganske Land, indtil de niende Time.

27:46  Men ved den niende Time raabte Jesus med stor Røst og sagde: Eli! Eli! Lama Sabachtani? det er: min Gud! min Gud! hvorfor haver du forladt mig?

27:47  Men Nogle af dem, som der stode, da de hørte det, sagde de: han kalder paa Elias.

27:48  Og strax løb Een af dem og tog en Svamp, og fyldte den med Eddike og stak den paa et Rør, og gav ham at drikke.

27:49  Men de Andre sagde: holdt! lader os see, om Elias kommer og vil frelse ham.

27:50  Men Jesus raabte atter med stor Røst, og udgav Aanden.

27:51  Og see, Forhænget i Templet splittedes i to, fra det Øverste indtil det Nederste, og Jorden skjalv, og Klipperne revnede;

27:52  og Gravene oplodes; og mange af de hensovne Helliges Legemer opstode,

27:53  og de gik ud af Gravene efter hans Opstandelse, og kom ind i den hellige Stad, og aabenbaredes for Mange.

27:54  Men Høvedsmanden og de, som vare med ham og bevogtede Jesus, der de saae det Jordskjælv, og hvad der skete, frygtede de saare og sagde: sandelig, denne var Guds Søn.

27:55  Men der vare mange Kvinder, som langt fra saae det an, hvilke have fulgt Jesus fra Galilæa og tjent ham.

27:56  Iblandt disse vare Maria Magdalene, og Maria, Jakobs og Joses’ Moder, og Zebedæus’ Sønners Moder.

27:57  Men der det var blevet Aften, kom en rig Mand af Arimathæa, ved Navn Joseph, hvilken og selv havde været Jesu Discipel.

27:58  Denne gik til Pilatus, og begjerede Jesu Legeme. Da befoel Pilatus, at man skulde overantvorde ham Legemet.

27:59  Og Joseph tog Legemet og svøbte det i et reent fiint Linklæde,

27:60  og lagde det i sin nye Grav, hvilken han havde ladet hugge i en Klippe, og væltede en stor Steen for Indgangen til Graven, og gik bort.

27:61  Men Maria Magdalene var der og den anden Maria; og de satte sig tvert over for Graven.

27:62  Men den anden Dag, som fulgte paa Beredelsens Dag, forsamledes de Ypperstepræster og Pharisæer til Pilatus,

27:63  og sagde: Herre! vi komme ihu, at denne Forfører sagde, der han endnu levede: efter tre Dage opreises jeg.

27:64  Befal derfor, at man med Flid forvarer Graven indtil den tredie Dag, at ikke hans Disciple skulle komme om Natten og stjæle ham, og sige til Folket: han er opreist fra de Døde; og da vil det sidste Bedrag blive værre end det første.

27:65  Men Pilatus sagde til dem: der have I Vagten; gaaer hen, forvarer med Flid, som I bedst vide.

27:66  Men de gik hen, og forvarede med Flid Graven ved Vagten, der de havde beseglet Stenen.

Chapter 28

28:1  Men efter Sabbaten, da det gryede ad den første Dag i Ugen, kom Maria Magdalene og den anden Marie for at see Graven.

28:2  Og see, der skete et stort Jordskjælv; thi Herrens Engel nedfoer af Himmelen, traadte til og væltede Stenen fra Indgangen og satte sig der.

28:3  Men hans Skikkelse var ligesom Lynet, og hans Klædebon hvidt som Snee.

28:4  Men Vægterne skjælvede af Frygt for ham, og bleve som Døde.

28:5  Men Engelen tiltalede Kvinderne og sagde: frygter I ikke! thi jeg veed, at I lede efter Jesus den Korsfæstede.

28:6  Han er ikke her, thi han er opstanden, som han haver sagt. Kommer hid, seer Stedet, hvor Herren laae;

28:7  og gaaer hastelig hen og siger hans Disciple, at han er opstanden fra de Døde; og see, han gaaer forud for Eder til Galilæa, der skulle I see ham. See, jeg haver sagt Eder det.

28:8  Og de gik hastelig ud af Graven med Frygt og stor Glæde, og løb at bebude hans Disciple det.

28:9  Men der de gik at bebude hans Disciple det, see, da mødte Jesus dem og sagde: hil være Eder! Men de traadte til, og omfavnede hans Fødder, og tilbade ham.

28:10  Da sagde Jesus til dem: frygter ikke! gaaer hen, forkynder mine Brødre, at de drage til Galilæa, og der skulle de see mig.

28:11  Men der de gik hen, see, da kom Nogle af Vagten i Staden, og forkyndte de Ypperstepræster alt det, som var skeet.

28:12  Og de forsamledes med de Ældste, og holdt et Raad, og gave Stridsmændene rigeligen Penge,

28:13  og sagde: siger, hans Disciple kom om Natten og stjal ham, da vi sov.

28:14  Og dersom Landshøvdingen faaer det at høre, ville vi stille ham tilfreds og holde Eder angerløse.

28:15  Men de toge Pengene, og gjorde, som de vare underviste. Og Rygtet om denne Sag blev udspredt iblandt Jøderne indtil denne Dag.

28:16  Men de elleve Disciple gik til Galilæa, til det Bjerg, hvor Jesus havde bestilt dem.

28:17  Og der de saae ham, tilbade de ham; men Nogle tvivlede.

28:18  Og Jesus traadte frem, talede med dem og sagde: Mig er given al Magt i Himmelen og paa Jorden.

28:19  Gaaer derfor hen, og lærer alle Folk, og døber dem i Navnet Faderens og Sønnens og den Hellig Aands;

28:20  og lærer dem at holde alt det, jeg haver befalet Eder. Og see, jeg er med Eder alle Dage, indtil Verdens Ende. Amen.