DaOT1871NT1907 - Matthew

Chapter 1

1:1  Jesu Kristi, Davids Søns, Abrahams Søns, Slægtebog.

1:2  Abraham avlede Isak; og Isak avlede Jakob; og Jakob avlede Juda og hans Brødre;

1:3  og Juda avlede Fares og Zara med Thamar; og Fares avlede Esrom; og Esrom avlede Aram;

1:4  og Aram avlede Aminadab; og Aminadab avlede Nasson; og Nasson avlede Salmon;

1:5  og Salmon avlede Boas med Rakab; og Boas avlede Obed med Ruth; og Obed avlede Isaj;

1:6  og Isaj avlede Kong David; og David avlede Salomon med Urias's Hustru;

1:7  og Salomon avlede Roboam; og Roboam avlede Abia; og Abia avlede Asa;

1:8  og Asa avlede Josafat; og Josafat avlede Joram; og Joram avlede Ozias;

1:9  og Ozias avlede Joatham; og Joatham avlede Akas; og Akas avlede Ezekias;

1:10  og Ezekias avlede Manasse; og Manasse avlede Amon; og Amon avlede Josias;

1:11  og Josias avlede Jekonias og hans Brødre paa den Tid, da Bortførelsen til Babylon fandt Sted.

1:12  Men efter Bortførelsen til Babylon avlede Jekonias Salathiel; og Salathiel avlede Zorobabel;

1:13  og Zorobabel avlede Abiud; og Abiud avlede Eliakim; og Eliakim avlede Azor;

1:14  og Azor avlede Sadok; og Sadok avlede Akim; og Akim avlede Eliud;

1:15  og Eliud avlede Eleazar; og Eleazar avlede Matthan; og Matthan avlede Jakob;

1:16  og Jakob avlede Josef, Marias Mand; af hende blev Jesus født, som kaldes Kristus.

1:17  Altsaa ere alle Slægtledene fra Abraham indtil David fjorten Slægtled, og fra David indtil Bortførelsen til Babylon fjorten Slægtled, og fra Bortførelsen til Babylon indtil Kristus fjorten Slægtled.

1:18  Men med Jesu Kristi Fødsel gik det saaledes til. Da Maria, hans Moder, var trolovet med Josef, fandtes hun, førend de kom sammen, at være frugtsommelig af den Helligaand.

1:19  Men da Josef, hendes Mand, var retfærdig og ikke vilde beskæmme hende offentligt, besluttede han hemmeligt at skille sig fra hende.

1:20  Men idet han tænkte derpaa, se, da viste en Herrens Engel sig for ham i en Drøm og sagde: „Josef, Davids Søn! frygt ikke for at tage din Hustru Maria til dig; thi det, som er avlet i hende, er af den Helligaand.

1:21  Og hun skal føde en Søn, og du skal kalde hans Navn Jesus; thi han skal frelse sit Folk fra deres Synder.‟

1:22  Men dette er alt sammen sket, for at det skulde opfyldes, som er talt af Herren ved Profeten, som siger:

1:23  „Se, Jomfruen skal blive frugtsommelig og føde en Søn, og man skal kalde hans Navn Immanuel‟, hvilket er udlagt: Gud med os.

1:24  Men da Josef vaagnede op af Søvnen, gjorde han, som Herrens Engel havde befalet ham, og han tog sin Hustru til sig.

1:25  Og han kendte hende ikke, førend hun havde født sin Søn, den førstefødte, og han kaldte hans Navn Jesus.

Chapter 2

2:1  Men da Jesus var født i Bethlehem i Judæa, i Kong Herodes's Dage, se, da kom der vise fra Østerland til Jerusalem og sagde:

2:2  „Hvor er den Jødernes Konge, som er født? thi vi have set hans Stjerne i Østen og ere komne for at tilbede ham.‟

2:3  Men da Kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og hele Jerusalem med ham;

2:4  og han forsamlede alle Folkets Ypperstepræster og skriftkloge og adspurgte dem, hvor Kristus skulde fødes.

2:5  Og de sagde til ham: „I Bethlehem i Judæa; thi saaledes er der skrevet ved Profeten:

2:6  Og du, Bethlehem i Judas Land, er ingenlunde den mindste iblandt Judas Fyrster; thi af dig skal der udgaa en Fyrste, som skal vogte mit Folk Israel.‟

2:7  Da kaldte Herodes hemmeligt de vise og fik af dem nøje Besked om Tiden, da Stjernen havde ladet sig til Syne.

2:8  Og han sendte dem til Bethlehem og sagde: „Gaar hen og forhører eder nøje om Barnet; men naar I have fundet det, da forkynder mig det, for at ogsaa jeg kan komme og tilbede det.‟

2:9  Men da de havde hørt Kongen, droge de bort; og se, Stjernen, som de havde set i Østen, gik foran dem, indtil den kom og stod oven over, hvor Barnet var.

2:10  Men da de saa Stjernen, bleve de saare meget glade.

2:11  Og de gik ind i Huset og saa Barnet med dets Moder Maria og faldt ned og tilbade det og oplode deres Gemmer og ofrede det Gaver, Guld og Røgelse og Myrra.

2:12  Og da de vare blevne advarede af Gud i en Drøm, at de ikke skulde vende tilbage til Herodes, droge de ad en anden Vej tilbage til deres Land.

2:13  Men da de vare dragne bort, se, da viser en Herrens Engel sig i en Drøm for Josef og siger: „Staa op, og tag Barnet og dets Moder med dig og fly til Ægypten og bliv der, indtil jeg siger dig til; thi Herodes vil søge efter Barnet for at dræbe det.‟

2:14  Og han stod op og tog Barnet og dets Moder med sig om Natten og drog bort til Ægypten.

2:15  Og han var der indtil Herodes's Død, for at det skulde opfyldes, som er talt af Herren ved Profeten, der siger: „Fra Ægypten kaldte jeg min Søn.‟

2:16  Da Herodes nu saa, at han var bleven skuffet af de vise, blev han saare vred og sendte Folk hen og lod alle Drengebørn ihjelslaa, som vare i Bethlehem og i hele dens Omegn, fra to Aar og derunder, efter den Tid, som han havde faaet Besked om af de vise.

2:17  Da blev det opfyldt, som er talt ved Profeten Jeremias, som siger:

2:18  „En Røst blev hørt i Rama, Graad og megen Jamren; Rakel græd over sine Børn og vilde ikke lade sig trøste, thi de ere ikke mere.‟

2:19  Men da Herodes var død, se, da viser en Herrens Engel sig i en Drøm for Josef i Ægypten og siger:

2:20  „Staa op, og tag Barnet og dets Moder med dig, og drag til Israels Land; thi de ere døde, som efterstræbte Barnets Liv.‟

2:21  Og han stod op og tog Barnet og dets Moder med sig og kom til Israels Land.

2:22  Men da han hørte, at Arkelaus var Konge over Judæa i sin Fader Herodes's Sted, frygtede han for at komme derhen; og han blev advaret af Gud i en Drøm og drog bort til Galilæas Egne.

2:23  Og han kom og tog Bolig i en By, som kaldes Nazareth, for at det skulde opfyldes, som er talt ved Profeterne, at han skulde kaldes Nazaræer.

Chapter 3

3:1  Men i de Dage fremstaar Johannes Døberen og prædiker i Judæas Ørken og siger:

3:2  „Omvender eder, thi Himmeriges Rige er kommet nær.‟

3:3  Thi han er den, om hvem der er talt ved Profeten Esajas, som siger: „Der er en Røst af en, som raaber i Ørkenen: Bereder Herrens Vej, gører hans Stier jævne!‟

3:4  Men han, Johannes, havde sit Klædebon af Kamelhaar og et Læderbælte om sin Lænd; og hans Føde var Græshopper og vild Honning.

3:5  Da drog Jerusalem ud til ham og hele Judæa og hele Omegnen om Jordan.

3:6  Og de bleve døbte af ham i Floden Jordan, idet de bekendte deres Synder.

3:7  Men da han saa mange af Farisæerne og Saddukæerne komme til hans Daab, sagde han til dem: „I Øgleunger! hvem har lært eder at fly fra den kommende Vrede?

3:8  Bærer da Frugt, som er Omvendelsen værdig,

3:9  og mener ikke at kunne sige ved eder selv: Vi have Abraham til Fader; thi jeg siger eder, at Gud kan opvække Abraham Børn af disse Stene.

3:10  Men Øksen ligger allerede ved Roden af Træerne; saa bliver da hvert Træ, som ikke bærer god Frugt, omhugget og kastet i Ilden.

3:11  Jeg døber eder med Vand til Omvendelse, men den, som kommer efter mig, er stærkere end jeg, han, hvis Sko jeg ikke er værdig at bære; han skal døbe eder med den Helligaand og Ild.

3:12  Hans Kasteskovl er i hans Haand, og han skal gennemrense sin Lo og samle sin Hvede i Laden; men Avnerne skal han opbrænde med uslukkelig Ild.‟

3:13  Da kommer Jesus fra Galilæa til Jordan til Johannes for at døbes af ham.

3:14  Men Johannes vilde formene ham det og sagde: „Jeg trænger til at døbes af dig, og du kommer til mig!‟

3:15  Men Jesus svarede og sagde til ham: „Tilsted det nu; thi saaledes sømmer det sig for os at fuldkomme al Retfærdighed.‟ Da tilsteder han ham det.

3:16  Men da Jesus var bleven døbt, steg han straks op af Vandet, og se, Himlene aabnedes for ham, og han saa Guds Aand dale ned som en Due og komme over ham.

3:17  Og se, der kom en Røst fra Himlene, som sagde: „Denne er min Søn, den elskede, i hvem jeg har Velbehag.‟

Chapter 4

4:1  Da blev Jesus af Aanden ført op i Ørkenen for at fristes af Djævelen.

4:2  Og da han havde fastet fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter, blev han omsider hungrig.

4:3  Og Fristeren gik til ham og sagde: „Er du Guds Søn, da sig, at disse Stene skulle blive Brød.‟

4:4  Men han svarede og sagde: „Der er skrevet: Mennesket skal ikke leve af Brød alene, men af hvert Ord, som udgaar igennem Guds Mund.‟

4:5  Da tager Djævelen ham med sig til den hellige Stad og stiller ham paa Helligdommens Tinde og siger til ham:

4:6  „Er du Guds Søn, da kast dig herned; thi der er skrevet: Han skal give sine Engle Befaling om dig, og de skulle bære dig paa Hænder, for at du ikke skal støde din Fod paa nogen Sten.‟

4:7  Jesus sagde til ham: „Der er atter skrevet: Du maa ikke friste Herren din Gud.‟

4:8  Atter tager Djævelen ham med sig op paa et saare højt Bjerg og viser ham alle Verdens Riger og deres Herlighed; og han sagde til ham:

4:9  „Alt dette vil jeg give dig, dersom du vil falde ned og tilbede mig.‟

4:10  Da siger Jesus til ham: „Vig bort, Satan! thi der er skrevet: Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.‟

4:11  Da forlader Djævelen ham, og se, Engle kom til ham og tjente ham.

4:12  Men da Jesus hørte, at Johannes var kastet i Fængsel, drog han bort til Galilæa.

4:13  Og han forlod Nazareth og kom og tog Bolig i Kapernaum, som ligger ved Søen, i Sebulons og Nafthalis Egne,

4:14  for at det skulde opfyldes, som er talt ved Profeten Esajas, som siger:

4:15  „Sebulons Land og Nafthalis Land langs Søen, Landet hinsides Jordan, Hedningernes Galilæa,

4:16  det Folk, som sad i Mørke, har set et stort Lys, og for dem, som sad i Dødens Land og Skygge, for dem er der opgaaet et Lys.‟

4:17  Fra den Tid begyndte Jesus at prædike og sige: „Omvender eder, thi Himmeriges Rige er kommet nær.‟

4:18  Men da han vandrede ved Galilæas Sø, saa han to Brødre, Simon, som kaldes Peter, og Andreas, hans Broder, i Færd med at kaste Garn i Søen; thi de vare Fiskere.

4:19  Og han siger til dem: „Følger efter mig, saa vil jeg gøre eder til Menneskefiskere.‟

4:20  Og de forlode straks Garnene og fulgte ham.

4:21  Og da han derfra gik videre, saa han to andre Brødre, Jakob, Zebedæus's Søn, og Johannes, hans Broder, i Skibet med deres Fader Zebedæus, i Færd med at bøde deres Garn, og han kaldte paa dem.

4:22  Og de forlode straks Skibet og deres Fader og fulgte ham.

4:23  Og Jesus gik omkring i hele Galilæa, idet han lærte i deres Synagoger og prædikede Rigets Evangelium og helbredte enhver Sygdom og enhver Skrøbelighed iblandt Folket.

4:24  Og hans Ry kom ud over hele Syrien; og de bragte til ham alle dem, som lede af mange Haande Sygdomme og vare plagede af Lidelser, baade besatte og maanesyge og værkbrudne; og han helbredte dem.

4:25  Og store Skarer fulgte ham fra Galilæa og Dekapolis og Jerusalem og Judæa og fra Landet hinsides Jordan.

Chapter 5

5:1  Men da han saa Skarerne, steg han op paa Bjerget; og da han havde sat sig, gik hans Disciple hen til ham,

5:2  og han oplod sin Mund, lærte dem og sagde:

5:3  „Salige ere de fattige i Aanden, thi Himmeriges Rige er deres.

5:4  Salige ere de, som sørge, thi de skulle husvales.

5:5  Salige ere de sagtmodige, thi de skulle arve Jorden.

5:6  Salige ere de, som hungre og tørste efter Retfærdigheden, thi de skulle mættes.

5:7  Salige ere de barmhjertige, thi dem skal vises Barmhjertighed.

5:8  Salige ere de rene af Hjertet, thi de skulle se Gud.

5:9  Salige ere de, som stifte Fred, thi de skulle kaldes Guds Børn.

5:10  Salige ere de, som ere forfulgte for Retfærdigheds Skyld, thi Himmeriges Rige er deres.

5:11  Salige ere I, naar man haaner og forfølger eder og lyver eder alle Haande ondt paa for min Skyld.

5:12  Glæder og fryder eder, thi eders Løn skal være stor i Himlene; thi saaledes have de forfulgt Profeterne, som vare før eder.

5:13  I ere Jordens Salt; men dersom Saltet mister sin Kraft, hvormed skal det da saltes? Det duer ikke til andet end at kastes ud og nedtrædes af Menneskene.

5:14  I ere Verdens Lys; en Stad, som ligger paa et Bjerg, kan ikke skjules.

5:15  Man tænder heller ikke et Lys og sætter det under Skæppen, men paa Lysestagen; saa skinner det for alle dem, som ere i Huset.

5:16  Lader saaledes eders Lys skinne for Menneskene, at de maa se eders gode Gerninger og ære eders Fader, som er i Himlene.

5:17  Mener ikke, at jeg er kommen for at nedbryde Loven eller Profeterne; jeg er ikke kommen for at nedbryde, men for at fuldkomme.

5:18  Thi sandelig, siger jeg eder, indtil Himmelen og Jorden forgaar, skal end ikke det mindste Bogstav eller en Tøddel forgaa af Loven, indtil det er sket alt sammen.

5:19  Derfor, den, som bryder et af de mindste af disse Bud og lærer Menneskene saaledes, han skal kaldes den mindste i Himmeriges Rige; men den, som gør dem og lærer dem, han skal kaldes stor i Himmeriges Rige.

5:20  Thi jeg siger eder: Uden eders Retfærdighed overgaar de skriftkloges og Farisæernes, komme I ingenlunde ind i Himmeriges Rige.

5:21  I have hørt, at der er sagt til de gamle: Du maa ikke slaa ihjel, men den, som slaar ihjel, skal være skyldig for Dommen.

5:22  Men jeg siger eder, at hver den, som bliver vred paa sin Broder uden Aarsag, skal være skyldig for Dommen; og den, som siger til sin Broder: Raka! skal være skyldig for Raadet; og den, som siger: Du Daare! skal være skyldig til Helvedes Ild.

5:23  Derfor, naar du ofrer din Gave paa Alteret og der kommer i Hu, at din Broder har noget imod dig,

5:24  saa lad din Gave blive der foran Alteret, og gaa hen, forlig dig først med din Broder, og kom da og offer din Gave!

5:25  Vær velvillig mod din Modpart uden Tøven, medens du er med ham paa Vejen, for at Modparten ikke skal overgive dig til Dommeren, og Dommeren til Tjeneren, og du skal kastes i Fængsel.

5:26  Sandelig, siger jeg dig, du skal ingenlunde komme ud derfra, førend du faar betalt den sidste Hvid.

5:27  I have hørt, at der er sagt: Du maa ikke bedrive Hor.

5:28  Men jeg siger eder, at hver den, som ser paa en Kvinde for at begære hende, har allerede bedrevet Hor med hende i sit Hjerte.

5:29  Men dersom dit højre Øje forarger dig, saa riv det ud, og kast det fra dig; thi det er bedre for dig, at eet af dine Lemmer fordærves, end at hele dit Legeme bliver kastet i Helvede.

5:30  Og om din højre Haand forarger dig, saa hug den af og kast den fra dig; thi det er bedre for dig, at eet af dine Lemmer fordærves, end at hele dit Legeme kommer i Helvede.

5:31  Og der er sagt: Den, som skiller sig fra sin Hustru, skal give hende et Skilsmissebrev.

5:32  Men jeg siger eder, at enhver, som skiller sig fra sin Hustru, uden for Hors Skyld, gør, at hun bedriver Hor, og den, som tager en fraskilt Kvinde til Ægte, bedriver Hor.

5:33  I have fremdeles hørt, at der er sagt til de gamle: Du maa ikke gøre nogen falsk Ed, men du skal holde Herren dine Eder.

5:34  Men jeg siger eder, at I maa aldeles ikke sværge, hverken ved Himmelen, thi den er Guds Trone,

5:35  ej heller ved Jorden, thi den er hans Fodskammel, ej heller ved Jerusalem, thi det er den store Konges Stad.

5:36  Du maa heller ikke sværge ved dit Hoved, thi du kan ikke gøre et eneste Haar hvidt eller sort.

5:37  Men eders Tale skal være ja, ja, nej, nej; hvad der er ud over dette, er af det onde.

5:38  I have hørt, at der er sagt: Øje for Øje, og Tand for Tand.

5:39  Men jeg siger eder, at I maa ikke sætte eder imod det onde; men dersom nogen giver dig et Slag paa din højre Kind, da vend ham ogsaa den anden til!

5:40  Og dersom nogen vil gaa i Rette med dig og tage din Kjortel, lad ham da ogsaa faa Kappen!

5:41  Og dersom nogen tvinger dig til at gaa een Mil, da gaa to med ham!

5:42  Giv den, som beder dig, og vend dig ikke fra den, som vil laane af dig.

5:43  I have hørt, at der er sagt: Du skal elske din Næste og hade din Fjende.

5:44  Men jeg siger eder: Elsker eders Fjender, velsigner dem, som forbande eder, gører dem godt, som hade eder, og beder for dem, som krænke eder og forfølge eder,

5:45  for at I maa vorde eders Faders Børn, han, som er i Himlene; thi han lader sin Sol opgaa over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige.

5:46  Thi dersom I elske dem, som elske eder, hvad Løn have I da? Gøre ikke ogsaa Tolderne det samme?

5:47  Og dersom I hilse eders Brødre alene, hvad stort gøre I da? Gøre ikke ogsaa Hedningerne det samme?

5:48  Værer da I fuldkomne, ligesom eders himmelske Fader er fuldkommen.

Chapter 6

6:1  Vogter eder, at I ikke øve eders Retfærdighed for Menneskene for at beskues af dem: ellers have I ikke Løn hos eders Fader, som er i Himlene.

6:2  Derfor, naar du giver Almisse, maa du ikke lade blæse i Basun foran dig, som Hyklerne gøre i Synagogerne og paa Gaderne, for at de kunne blive ærede af Menneskene; sandelig, siger jeg eder, de have allerede faaet deres Løn.

6:3  Men naar du giver Almisse, da lad din venstre Haand ikke vide, hvad din højre gør,

6:4  for at din Almisse kan være i Løndom, og din Fader, som ser i Løndom, skal betale dig.

6:5  Og naar I bede, skulle I ikke være som Hyklerne; thi de staa gerne i Synagogerne og paa Gadehjørnerne og bede, for at de kunne vise sig for Menneskene; sandelig, siger jeg eder, de have allerede faaet deres Løn.

6:6  Men du, naar du beder, da gaa ind i dit Kammer, og luk din Dør, og bed til din Fader, som er i Løndom, og din Fader, som ser i Løndom, skal betale dig.

6:7  Men naar I bede, maa I ikke bruge overflødige Ord som Hedningerne; thi de mene, at de skulle blive bønhørte for deres mange Ord.

6:8  Ligner derfor ikke dem; thi eders Fader ved, hvad I trænge til, førend I bede ham.

6:9  Derfor skulle I bede saaledes: Vor Fader, du, som er i Himlene! Helliget vorde dit Navn;

6:10  komme dit Rige; ske din Villie, som i Himmelen saaledes ogsaa paa Jorden;

6:11  giv os i Dag vort daglige Brød;

6:12  og forlad os vor Skyld, som ogsaa vi forlade vore Skyldnere;

6:13  og led os ikke i Fristelse; men fri os fra det onde; [thi dit er Riget og Magten og Æren i Evighed! Amen.]

6:14  Thi forlade I Menneskene deres Overtrædelser, vil eders himmelske Fader ogsaa forlade eder;

6:15  men forlade I ikke Menneskene deres Overtrædelser, vil eders Fader ikke heller forlade eders Overtrædelser.

6:16  Og naar I faste, da ser ikke bedrøvede ud som Hyklerne; thi de gøre deres Ansigter ukendelige, for at de kunne vise sig for Menneskene som fastende; sandelig, siger jeg eder, de have allerede faaet deres Løn.

6:17  Men du, naar du faster, da salv dit Hoved, og to dit Ansigt,

6:18  for at du ikke skal vise dig for Menneskene som fastende, men for din Fader, som er i Løndom; og din Fader, som ser i Løndom, skal betale dig.

6:19  Samler eder ikke Skatte paa Jorden, hvor Møl og Rust fortære, og hvor Tyve bryde ind og stjæle;

6:20  men samler eder Skatte i Himmelen, hvor hverken Møl eller Rust fortærer, og hvor Tyve ikke bryde ind og stjæle.

6:21  Thi hvor din Skat er, der vil ogsaa dit Hjerte være.

6:22  Øjet er Legemets Lys; derfor, dersom dit Øje er sundt, bliver hele dit Legeme lyst;

6:23  men dersom dit Øje er daarligt, bliver hele dit Legeme mørkt. Dersom nu det Lys, der er i dig, er Mørke, hvor stort bliver da ikke Mørket!

6:24  Ingen kan tjene to Herrer; thi han maa enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kunne ikke tjene Gud og Mammon.

6:25  Derfor siger jeg eder: Bekymrer eder ikke for eders Liv, hvad I skulle spise, eller hvad I skulle drikke; ikke heller for eders Legeme, hvad I skulle iføre eder. Er ikke Livet mere end Maden, og Legemet mere end Klæderne?

6:26  Ser paa Himmelens Fugle; de saa ikke og høste ikke og sanke ikke i Lader, og eders himmelske Fader føder dem; ere I ikke meget mere værd end de?

6:27  Og hvem af eder kan ved at bekymre sig lægge een Alen til sin Vækst?

6:28  Og hvorfor bekymre I eder for Klæder? Betragter Lillierne paa Marken, hvorledes de vokse; de arbejde ikke og spinde ikke;

6:29  men jeg siger eder, at end ikke Salomon i al sin Herlighed var klædt som en af dem.

6:30  Klæder da Gud saaledes det Græs paa Marken, som staar i Dag og i Morgen kastes i Ovnen, skulde han da ikke meget mere klæde eder, I lidettroende?

6:31  Derfor maa I ikke bekymre eder og sige: Hvad skulle vi spise? eller: Hvad skulle vi drikke? eller: Hvormed skulle vi klæde os?

6:32  — efter alt dette søge jo Hedningerne —. Thi eders himmelske Fader ved, at I have alle disse Ting nødig.

6:33  Men søger først Guds Rige og hans Retfærdighed, saa skulle alle disse Ting gives eder i Tilgift.

6:34  Bekymrer eder derfor ikke for den Dag i Morgen; thi den Dag i Morgen skal bekymre sig for sig selv. Hver Dag har nok i sin Plage.

Chapter 7

7:1  Dømmer ikke, for at I ikke skulle dømmes; thi med hvad Dom I dømme, skulle I dømmes,

7:2  og med hvad Maal I maale, skal der tilmaales eder.

7:3  Men hvorfor ser du Skæven, som er i din Broders Øje, men Bjælken i dit eget Øje bliver du ikke var?

7:4  Eller hvorledes kan du sige til din Broder: Lad mig drage Skæven ud af dit Øje; og se, Bjælken er i dit eget Øje.

7:5  Du Hykler! drag først Bjælken ud af dit Øje, og da kan du se klart til at tage Skæven ud af din Broders Øje.

7:6  Giver ikke Hunde det hellige, kaster ikke heller eders Perler for Svin, for at de ikke skulle nedtræde dem med deres Fødder og vende sig og sønderrive eder.

7:7  Beder, saa skal eder gives; søger, saa skulle I finde; banker paa, saa skal der lukkes op for eder.

7:8  Thi hver den, som beder, han faar, og den, som søger, han finder, og den, som banker paa, for ham skal der lukkes op.

7:9  Eller hvilket Menneske er der iblandt eder, som, naar hans Søn beder ham om Brød, vil give ham en Sten?

7:10  Eller naar han beder ham om en Fisk, mon han da vil give ham en Slange?

7:11  Dersom da I, som ere onde, vide at give eders Børn gode Gaver, hvor meget mere skal eders Fader, som er i Himlene, give dem gode Gaver, som bede ham!

7:12  Altsaa, alt hvad I ville, at Menneskene skulle gøre imod eder, det skulle ogsaa I gøre imod dem; thi dette er Loven og Profeterne.

7:13  Gaar ind ad den snævre Port; thi den Port er vid, og den Vej er bred, som fører til Fortabelsen, og de ere mange, som gaa ind ad den;

7:14  thi den Port er snæver, og den Vej er trang, som fører til Livet, og de ere faa, som finde den.

7:15  Men vogter eder for de falske Profeter, som komme til eder i Faareklæder, men indvortes ere glubende Ulve.

7:16  Af deres Frugter skulle I kende dem. Sanker man vel Vindruer af Torne eller Figener af Tidsler?

7:17  Saaledes bærer hvert godt Træ gode Frugter, men det raadne Træ bærer slette Frugter.

7:18  Et godt Træ kan ikke bære slette Frugter, og et raaddent Træ kan ikke bære gode Frugter.

7:19  Hvert Træ, som ikke bærer god Frugt, omhugges og kastes i Ilden.

7:20  Altsaa skulle I kende dem af deres Frugter.

7:21  Ikke enhver, som siger til mig: Herre, Herre! skal komme ind i Himmeriges Rige, men den, der gør min Faders Villie, som er i Himlene.

7:22  Mange skulle sige til mig paa hin Dag: Herre, Herre! have vi ikke profeteret ved dit Navn, og have vi ikke uddrevet onde Aander ved dit Navn, og have vi ikke gjort mange kraftige Gerninger ved dit Navn?

7:23  Og da vil jeg bekende for dem: Jeg kendte eder aldrig; viger bort fra mig, I, som øve Uret!

7:24  Derfor, hver den, som hører disse mine Ord og gør efter dem, ham vil jeg ligne ved en forstandig Mand, som byggede sit Hus paa Klippen,

7:25  og Skylregnen faldt, og Floderne kom, og Vindene blæste og sloge imod dette Hus, og det faldt ikke; thi det var grundfæstet paa Klippen.

7:26  Og hver den, som hører disse mine Ord og ikke gør efter dem, skal lignes ved en Daare, som byggede sit Hus paa Sandet,

7:27  og Skylregnen faldt, og Floderne kom, og Vindene blæste og stødte imod dette Hus, og det faldt, og dets Fald var stort.‟

7:28  Og det skete, da Jesus havde fuldendt disse Ord, vare Skarerne slagne af Forundring over hans Lære;

7:29  thi han lærte dem som en, der havde Myndighed, og ikke som deres skriftkloge.

Chapter 8

8:1  Men da han var gaaet ned af Bjerget, fulgte store Skarer ham.

8:2  Og se, en spedalsk kom, faldt ned for ham og sagde: „Herre! om du vil, saa kan du rense mig.‟

8:3  Og han udrakte Haanden, rørte ved ham og sagde: „Jeg vil; bliv ren!‟ Og straks blev han renset for sin Spedalskhed.

8:4  Og Jesus siger til ham: „Se til, at du ikke siger det til nogen; men gaa hen, fremstil dig selv for Præsten, og offer den Gave, som Moses har befalet, til Vidnesbyrd for dem.‟

8:5  Men da han gik ind i Kapernaum, traadte en Høvedsmand hen til ham, bad ham og sagde:

8:6  „Herre! min Dreng ligger hjemme værkbruden og pines svarlig.‟

8:7  Jesus siger til ham: „Jeg vil komme og helbrede ham.‟

8:8  Og Høvedsmanden svarede og sagde: „Herre! jeg er ikke værdig til, at du skal gaa ind under mit Tag; men sig det blot med et Ord, saa bliver min Dreng helbredet.

8:9  Jeg er jo selv et Menneske, som staar under Øvrighed og har Stridsmænd under mig; og siger jeg til den ene: Gaa! saa gaar han; og til den anden: Kom! saa kommer han; og til min Tjener: Gør dette! saa gør han det.‟

8:10  Men da Jesus hørte det, forundrede han sig og sagde til dem, som fulgte ham: „Sandelig, siger jeg eder, end ikke i Israel har jeg fundet saa stor en Tro.

8:11  Men jeg siger eder, at mange skulle komme fra Øster og Vester og sidde til Bords med Abraham og Isak og Jakob i Himmeriges Rige.

8:12  Men Rigets Børn skulle kastes ud i Mørket udenfor; der skal der være Graad og Tænders Gnidsel.‟

8:13  Og Jesus sagde til Høvedsmanden: „Gaa bort, dig ske, som du troede!‟ Og Drengen blev helbredet i den samme Time.

8:14  Og Jesus kom ind i Peters Hus og saa, at hans Svigermoder laa og havde Feber.

8:15  Og han rørte ved hendes Haand, og Feberen forlod hende, og hun stod op og vartede ham op.

8:16  Men da det var blevet Aften, førte de mange besatte til ham, og han uddrev Aanderne med et Ord og helbredte alle de syge;

8:17  for at det skulde opfyldes, som er talt ved Profeten Esajas, der siger: „Han tog vore Skrøbeligheder og bar vore Sygdomme.‟

8:18  Men da Jesus saa store Skarer omkring sig, befalede han at fare over til hin Side.

8:19  Og der kom een, en skriftklog, og sagde til ham: „Mester! jeg vil følge dig, hvor du end gaar hen.‟

8:20  Og Jesus siger til ham: „Ræve have Huler, og Himmelens Fugle Reder; men Menneskesønnen har ikke det, hvortil han kan hælde sit Hoved.‟

8:21  Men en anden af Disciplene sagde til ham: „Herre! tilsted mig først at gaa hen og begrave min Fader.‟

8:22  Men Jesus siger til ham: „Følg mig, og lad de døde begrave deres døde!‟

8:23  Og da han gik om Bord i Skibet, fulgte hans Disciple ham.

8:24  Og se, det blev en stærk Storm paa Søen, saa at Skibet skjultes af Bølgerne; men han sov.

8:25  Og de gik hen til ham, vækkede ham og sagde: „Herre, frels os! vi forgaa.‟

8:26  Og han siger til dem: „Hvorfor ere I bange, I lidettroende?‟ Da stod han op og truede Vindene og Søen, og det blev ganske blikstille.

8:27  Men Menneskene forundrede sig og sagde: „Hvem er dog denne, siden baade Vindene og Søen ere ham lydige?‟

8:28  Og da han kom over til hin Side til Gadarenernes Land, mødte ham to besatte, som kom ud fra Gravene, og de vare saare vilde, saa at ingen kunde komme forbi ad den Vej.

8:29  Og se, de raabte og sagde: „Hvad have vi med dig at gøre, du Guds Søn? Er du kommen hid før Tiden for at pine os?‟

8:30  Men der var langt fra dem en stor Hjord Svin, som græssede.

8:31  Og de onde Aander bade ham og sagde: „Dersom du uddriver os, da send os i Svinehjorden!‟

8:32  Og han sagde til dem: „Gaar!‟ Men de fore ud og fore i Svinene; og se, hele Hjorden styrtede sig ned over Brinken ud i Søen og døde i Vandet.

8:33  Men Hyrderne flyede og gik hen i Byen og fortalte det alt sammen, og hvorledes det var gaaet til med de besatte.

8:34  Og se, hele Byen gik ud for at møde Jesus; og da de saa ham, bade de ham om, at han vilde gaa bort fra deres Egn.

Chapter 9

9:1  Og han gik om Bord i et Skib og for over og kom til sin egen By.

9:2  Og se, de bare til ham en værkbruden, som laa paa en Seng; og da Jesus saa deres Tro, sagde han til den værkbrudne: „Søn! vær frimodig, dine Synder forlades dig.‟

9:3  Og se, nogle af de skriftkloge sagde ved sig selv: „Denne taler bespotteligt.‟

9:4  Og da Jesus saa deres Tanker, sagde han: „Hvorfor tænke I ondt i eders Hjerter?

9:5  Thi hvilket er lettest at sige: Dine Synder forlades dig, eller at sige: Staa op og gaa?

9:6  Men for at I skulle vide, at Menneskesønnen har Magt paa Jorden til at forlade Synder,‟ da siger han til den værkbrudne: „Staa op, og tag din Seng, og gaa til dit Hus!‟

9:7  Og han stod op og gik bort til sit Hus.

9:8  Men da Skarerne saa det, frygtede de og priste Gud, som havde givet Menneskene en saadan Magt.

9:9  Og da Jesus gik videre derfra, saa han en Mand, som hed Matthæus, sidde ved Toldboden; og han siger til ham: „Følg mig!‟ Og han stod op og fulgte ham.

9:10  Og det skete, da han sad til Bords i Huset, se, da kom der mange Toldere og Syndere og sade til Bords med Jesus og hans Disciple.

9:11  Og da Farisæerne saa det, sagde de til hans Disciple: „Hvorfor spiser eders Mester med Toldere og Syndere?‟

9:12  Men da Jesus hørte det, sagde han: „De raske trænge ikke til Læge, men de syge.

9:13  Men gaar hen og lærer, hvad det vil sige: Jeg har Lyst til Barmhjertighed og ikke til Offer; thi jeg er ikke kommen for at kalde retfærdige, men Syndere.‟

9:14  Da komme Johannes's Disciple til ham og sige: „Hvorfor faste vi og Farisæerne meget, men dine Disciple faste ikke?‟

9:15  Og Jesus sagde til dem: „Kunne Brudesvendene sørge, saa længe Brudgommen er hos dem? Men der skal komme Dage, da Brudgommen bliver tagen fra dem, og da skulle de faste.

9:16  Men ingen sætter en Lap af uvalket Klæde paa et gammelt Klædebon; thi Lappen river Klædebonnet itu, og der bliver et værre Hul.

9:17  Man kommer heller ikke ung Vin paa gamle Læderflasker, ellers sprænges Læderflaskerne, og Vinen spildes, og Læderflaskerne ødelægges; men man kommer ung Vin paa nye Læderflasker, saa blive begge Dele bevarede.‟

9:18  Medens han talte dette til dem, se, da kom der en Forstander og faldt ned for ham og sagde: „Min Datter er lige nu død; men kom og læg din Haand paa hende, saa bliver hun levende.‟

9:19  Og Jesus stod op og fulgte ham med sine Disciple.

9:20  Og se, en Kvinde, som havde haft Blodflod i tolv Aar, traadte hen bagfra og rørte ved Fligen af hans Klædebon;

9:21  thi hun sagde ved sig selv: „Dersom jeg blot rører ved hans Klædebon, bliver jeg frelst.‟

9:22  Men Jesus vendte sig om, og da han saa hende, sagde han: „Datter! vær frimodig, din Tro har frelst dig.‟ Og Kvinden blev frelst fra den samme Time.

9:23  Og da Jesus kom til Forstanderens Hus og saa Fløjtespillerne og Hoben, som larmede, sagde han:

9:24  „Gaar bort, thi Pigen er ikke død, men hun sover.‟ Og de lo ad ham.

9:25  Men da Hoben var dreven ud, gik han ind og tog hende ved Haanden; og Pigen stod op.

9:26  Og Rygtet herom kom ud i hele den Egn.

9:27  Og da Jesus gik bort derfra, fulgte der ham to blinde, som raabte og sagde: „Forbarm dig over os, du Davids Søn!‟

9:28  Men da han kom ind i Huset, gik de blinde til ham; og Jesus siger til dem: „Tro I, at jeg kan gøre dette?‟ De sige til ham: „Ja, Herre!‟

9:29  Da rørte han ved deres Øjne og sagde: „Det ske eder efter eders Tro!‟

9:30  Og deres Øjne bleve aabnede. Og Jesus bød dem strengt og sagde: „Ser til, lad ingen faa det at vide.‟

9:31  Men de gik ud og udbredte Rygtet om ham i hele den Egn.

9:32  Men da disse gik ud, se, da førte de til ham et stumt Menneske, som var besat.

9:33  Og da den onde Aand var uddreven, talte den stumme. Og Skarerne forundrede sig og sagde: „Aldrig er saadant set i Israel.‟

9:34  Men Farisæerne sagde: „Ved de onde Aanders Fyrste uddriver han de onde Aander.‟

9:35  Og Jesus gik omkring i alle Byerne og Landsbyerne, lærte i deres Synagoger og prædikede Rigets Evangelium og helbredte enhver Sygdom og enhver Skrøbelighed.

9:36  Men da han saa Skarerne, ynkedes han inderligt over dem; thi de vare vanrøgtede og forkomne som Faar, der ikke have Hyrde.

9:37  Da siger han til sine Disciple: „Høsten er stor, men Arbejderne ere faa;

9:38  beder derfor Høstens Herre om, at han vil sende Arbejdere ud til sin Høst.‟

Chapter 10

10:1  Og han kaldte sine tolv Disciple til sig og gav dem Magt over urene Aander, til at uddrive dem og at helbrede enhver Sygdom og enhver Skrøbelighed.

10:2  Og disse ere de tolv Apostles Navne: Først Simon, som kaldes Peter, og Andreas, hans Broder, og Jakob, Zebedæus's Søn, og Johannes, hans Broder,

10:3  Filip og Bartholomæus, Thomas og Tolderen Matthæus, Jakob, Alfæus's Søn, og Lebbæus med Tilnavn Thaddæus,

10:4  Simon Kananæeren og Judas Iskariot, han, som forraadte ham.

10:5  Disse tolv udsendte Jesus, bød dem og sagde: „Gaar ikke hen paa Hedningers Vej, og gaar ikke ind i Samaritaners By!

10:6  Men gaar hellere hen til de fortabte Faar af Israels Hus!

10:7  Men paa eders Vandring skulle I prædike og sige: Himmeriges Rige er kommet nær.

10:8  Helbreder syge, opvækker døde, renser spedalske, uddriver onde Aander! I have modtaget det for intet, giver det for intet!

10:9  Skaffer eder ikke Guld, ej heller Sølv, ej heller Kobber i eders Bælter;

10:10  ej Taske til at rejse med, ej heller to Kjortler, ej heller Sko, ej heller Stav; thi Arbejderen er sin Føde værd.

10:11  Men hvor I komme ind i en By eller Landsby, der skulle I spørge, hvem i den der er det værd, og der skulle I blive, indtil I drage bort.

10:12  Men naar I gaa ind i Huset, da hilser det;

10:13  og dersom Huset er det værd, da komme eders Fred over det; men dersom det ikke er det værd, da vende eders Fred tilbage til eder!

10:14  Og dersom nogen ikke modtager eder og ej hører eders Ord, da gaar ud af det Hus eller den By og ryster Støvet af eders Fødder!

10:15  Sandelig, siger jeg eder, det skal gaa Sodomas og Gomorras Land taaleligere paa Dommens Dag end den By.

10:16  Se, jeg sender eder som Faar midt iblandt Ulve; vorder derfor snilde som Slanger og enfoldige som Duer!

10:17  Vogter eder for Menneskene; thi de skulle overgive eder til Raadsforsamlinger og hudstryge eder i deres Synagoger.

10:18  Og I skulle føres for Landshøvdinger og Konger for min Skyld, dem og Hedningerne til et Vidnesbyrd.

10:19  Men naar de overgive eder, da bekymrer eder ikke for, hvorledes eller hvad I skulle tale; thi det skal gives eder i den samme Time, hvad I skulle tale.

10:20  Thi I ere ikke de, som tale; men det er eders Faders Aand, som taler i eder.

10:21  Men Broder skal overgive Broder til Døden, og Fader sit Barn, og Børn skulle sætte sig op imod Forældre og slaa dem ihjel.

10:22  Og I skulle hades af alle for mit Navns Skyld; men den, som holder ud indtil Enden, han skal blive frelst.

10:23  Men naar de forfølge eder i een By, da flyr til en anden; thi sandelig, siger jeg eder, I skulle ikke komme til Ende med Israels Byer, førend Menneskesønnen kommer.

10:24  En Discipel er ikke over sin Mester, ej heller en Tjener over sin Herre.

10:25  Det er Discipelen nok, at han bliver som sin Mester, og Tjeneren som sin Herre. Have de kaldet Husbonden Beelzebul, hvor meget mere da hans Husfolk?

10:26  Frygter altsaa ikke for dem; thi intet er skjult, som jo skal aabenbares, og intet er lønligt, som jo skal blive kendt.

10:27  Taler i Lyset, hvad jeg siger eder i Mørket; og prædiker paa Tagene, hvad der siges eder i Øret!

10:28  Og frygter ikke for dem, som slaa Legemet ihjel, men ikke kunne slaa Sjælen ihjel; men frygter hellere for ham, som kan fordærve baade Sjæl og Legeme i Helvede.

10:29  Sælges ikke to Spurve for en Penning? Og ikke een af dem falder til Jorden uden eders Faders Villie.

10:30  Men paa eder ere endog alle Hovedhaar talte.

10:31  Frygter derfor ikke; I ere mere værd end mange Spurve.

10:32  Altsaa, enhver som vedkender sig mig for Menneskene, ham vil ogsaa jeg vedkende mig for min Fader, som er i Himlene.

10:33  Men den, som fornægter mig for Menneskene, ham vil ogsaa jeg fornægte for min Fader, som er i Himlene.

10:34  Mener ikke, at jeg er kommen for at bringe Fred paa Jorden; jeg er ikke kommen for at bringe Fred, men Sværd.

10:35  Thi jeg er kommen for at volde Splid imellem en Mand og hans Fader og imellem en Datter og hendes Moder og imellem en Svigerdatter og hendes Svigermoder,

10:36  og en Mands Husfolk skulle være hans Fjender.

10:37  Den, som elsker Fader eller Moder mere end mig, er mig ikke værd; og den, som elsker Søn eller Datter mere end mig, er mig ikke værd;

10:38  og den, som ikke tager sit Kors og følger efter mig, er mig ikke værd.

10:39  Den, som bjærger sit Liv, skal miste det; og den, som mister sit Liv for min Skyld, skal bjærge det.

10:40  Den, som modtager eder, modtager mig; og den, som modtager mig, modtager ham, som udsendte mig.

10:41  Den, som modtager en Profet, fordi han er en Profet, skal faa en Profets Løn; og den, som modtager en retfærdig, fordi han er en retfærdig, skal faa en retfærdigs Løn.

10:42  Og den, som giver en af disse smaa ikkun et Bæger koldt Vand at drikke, fordi han er en Discipel, sandelig, siger jeg eder, han skal ingenlunde miste sin Løn.‟

Chapter 11

11:1  Og det skete, da Jesus var færdig med at give sine tolv Disciple Befaling, gik han videre derfra for at lære og prædike i deres Byer.

11:2  Men da Johannes hørte i Fængselet om Kristi Gerninger, sendte han Bud med sine Disciple og lod ham sige:

11:3  „Er du den, som kommer, eller skulle vi vente en anden?‟

11:4  Og Jesus svarede og sagde til dem: „Gaar hen, og forkynder Johannes de Ting, som I høre og se:

11:5  blinde se, og lamme gaa, spedalske renses, og døve høre, og døde staa op, og Evangeliet forkyndes for fattige;

11:6  og salig er den, som ikke forarges paa mig.‟

11:7  Men da disse gik bort, begyndte Jesus at sige til Skarerne om Johannes: „Hvad gik I ud i Ørkenen at skue? Et Rør, som bevæges hid og did af Vinden?

11:8  Eller hvad gik I ud at se? Et Menneske, iført bløde Klæder? Se, de, som bære bløde Klæder, ere i Kongernes Huse.

11:9  Eller hvad gik I ud at se? En Profet? Ja, siger jeg eder, endog mere end en Profet.

11:10  Thi han er den, om hvem der er skrevet: Se, jeg sender min Engel for dit Ansigt, han skal berede din Vej foran dig.

11:11  Sandelig, siger jeg eder, iblandt dem, som ere fødte af Kvinder, er ingen større fremstaaet end Johannes Døberen; men den mindste i Himmeriges Rige er større end han.

11:12  Men fra Johannes Døberens Dage indtil nu tages Himmeriges Rige med Vold, og Voldsmænd rive det til sig.

11:13  Thi alle Profeterne og Loven have profeteret indtil Johannes.

11:14  Og dersom I ville tage imod det: Han er Elias, som skal komme.

11:15  Den, som har Øren at høre med, han høre!

11:16  Men hvem skal jeg ligne denne Slægt ved? Den ligner Børn, som sidde paa Torvene og raabe til de andre og sige:

11:17  Vi blæste paa Fløjte for eder, og I dansede ikke; vi sang Klagesange, og I jamrede ikke.

11:18  Thi Johannes kom, som hverken spiste eller drak, og de sige: Han er besat.

11:19  Menneskesønnen kom, som spiser og drikker, og de sige: Se, en Fraadser og en Vindranker, Tolderes og Synderes Ven! Dog, Visdommen er retfærdiggjort ved sine Børn.‟

11:20  Da begyndte han at skamme de Byer ud, i hvilke hans fleste kraftige Gerninger vare gjorte, fordi de ikke havde omvendt sig:

11:21  „Ve dig, Korazin! ve dig, Bethsajda! thi dersom de kraftige Gerninger, som ere skete i eder, vare skete i Tyrus og Sidon, da havde de for længe siden omvendt sig i Sæk og Aske.

11:22  Men jeg siger eder: Det skal gaa Tyrus og Sidon taaleligere paa Dommens Dag end eder.

11:23  Og du, Kapernaum! som er bleven ophøjet indtil Himmelen, du skal nedstødes indtil Dødsriget; thi dersom de kraftige Gerninger, som ere skete i dig, vare skete i Sodoma, da var den bleven staaende indtil denne Dag.

11:24  Men jeg siger eder: Det skal gaa Sodomas Land taaleligere paa Dommens Dag end dig.‟

11:25  Paa den Tid udbrød Jesus og sagde: „Jeg priser dig, Fader, Himmelens og Jordens Herre! fordi du har skjult dette for vise og forstandige og aabenbaret det for umyndige.

11:26  Ja, Fader! thi saaledes skete det, som var velbehageligt for dig.

11:27  Alle Ting ere mig overgivne af min Fader; og ingen kender Sønnen uden Faderen, og ingen kender Faderen uden Sønnen, og den, for hvem Sønnen vil aabenbare ham.

11:28  Kommer hid til mig alle, som lide Møje og ere besværede, og jeg vil give eder Hvile.

11:29  Tager mit Aag paa eder, og lærer af mig; thi jeg er sagtmodig og ydmyg af Hjertet; saa skulle I finde Hvile for eders Sjæle.

11:30  Thi mit Aag er gavnligt, og min Byrde er let.‟

Chapter 12

12:1  Paa den Tid vandrede Jesus paa Sabbaten igennem en Sædemark; men hans Disciple bleve hungrige og begyndte at plukke Aks og at spise.

12:2  Men da Farisæerne saa det, sagde de til ham: „Se, dine Disciple gøre, hvad det ikke er tilladt at gøre paa en Sabbat.‟

12:3  Men han sagde til dem: „Have I ikke læst, hvad David gjorde, da han blev hungrig og de, som vare med ham?

12:4  hvorledes han gik ind i Guds Hus og spiste Skuebrødene, som det ikke var ham tilladt at spise, ej heller dem, som vare med ham, men alene Præsterne?

12:5  Eller have I ikke læst i Loven, at paa Sabbaterne vanhellige Præsterne Sabbaten i Helligdommen og ere dog uden Skyld?

12:6  Men jeg siger eder, at her er det, som er større end Helligdommen.

12:7  Men dersom I havde vidst, hvad det Ord betyder: Jeg har Lyst til Barmhjertighed og ikke til Offer, da havde I ikke fordømt dem, som ere uden Skyld.

12:8  Thi Menneskesønnen er Herre over Sabbaten.‟

12:9  Og han gik videre derfra og kom ind i deres Synagoge.

12:10  Og se, der var en Mand, som havde en vissen Haand; og de spurgte ham ad og sagde: „Er det tilladt at helbrede paa Sabbaten?‟ for at de kunde anklage ham.

12:11  Men han sagde til dem: „Hvilket Menneske er der iblandt eder, som har kun eet Faar, og ikke tager fat paa det og drager det op, dersom det paa Sabbaten falder i en Grav?

12:12  Hvor meget er nu ikke et Menneske mere end et Faar? Altsaa er det tilladt at gøre vel paa Sabbaten.‟

12:13  Da siger han til Manden: „Ræk din Haand ud!‟ og han rakte den ud, og den blev igen sund som den anden.

12:14  Men Farisæerne gik ud og lagde Raad op imod ham, hvorledes de kunde slaa ham ihjel.

12:15  Men da Jesus mærkede det, drog han bort derfra; og mange fulgte ham, og han helbredte dem alle.

12:16  Og han bød dem strengt, at de ikke maatte gøre ham kendt;

12:17  for at det skulde opfyldes, som er talt ved Profeten Esajas, som siger:

12:18  „Se, min Tjener, som jeg har udvalgt, min elskede, i hvem min Sjæl har Velbehag; jeg vil give min Aand over ham, og han skal forkynde Hedningerne Ret.

12:19  Han skal ikke kives og ikke raabe, og ingen skal høre hans Røst paa Gaderne.

12:20  Han skal ikke sønderbryde det knækkede Rør og ikke udslukke den rygende Tande, indtil han faar ført Retten frem til Sejr.

12:21  Og paa hans Navn skulle Hedninger haabe.‟

12:22  Da blev en besat, som var blind og stum, ført til ham; og han helbredte ham, saa at den stumme talte og saa.

12:23  Og alle Skarerne forfærdedes og sagde: „Mon denne skulde være Davids Søn?‟

12:24  Men da Farisæerne hørte det, sagde de: „Denne uddriver ikke de onde Aander uden ved Beelzebul, de onde Aanders Fyrste.‟

12:25  Men saasom han kendte deres Tanker, sagde han til dem: „Hvert Rige, som er kommet i Splid med sig selv, lægges øde; og hver By eller Hus, som er kommet i Splid med sig selv, kan ikke bestaa.

12:26  Og hvis Satan uddriver Satan, saa er han kommen i Splid med sig selv; hvorledes skal da hans Rige bestaa?

12:27  Og dersom jeg uddriver de onde Aander ved Beelzebul, ved hvem uddrive da eders Sønner dem? Derfor skulle de være eders Dommere.

12:28  Men dersom jeg uddriver de onde Aander ved Guds Aand, da er jo Guds Rige kommet til eder.

12:29  Eller hvorledes kan nogen gaa ind i den stærkes Hus og røve hans Ejendele, uden han først binder den stærke? Da kan han plyndre hans Hus.

12:30  Den, som ikke er med mig, er imod mig; og den, som ikke samler med mig, adspreder.

12:31  Derfor siger jeg eder: Al Synd og Bespottelse skal forlades Menneskene, men Bespottelsen imod Aanden skal ikke forlades.

12:32  Og den, som taler et Ord imod Menneskesønnen, ham skal det forlades; men den, som taler imod den Helligaand, ham skal det ikke forlades, hverken i denne Verden eller i den kommende.

12:33  Lader enten Træet være godt og dets Frugt god; eller lader Træet være raaddent, og dets Frugt raadden; thi Træet kendes paa Frugten.

12:34  I Øgleunger! hvorledes kunne I tale godt, naar I ere onde? Thi af Hjertets Overflødighed taler Munden.

12:35  Et godt Menneske fremtager gode Ting af sit gode Forraad; og et ondt Menneske fremtager onde Ting af sit onde Forraad.

12:36  Men jeg siger eder, at Menneskene skulle gøre Regnskab paa Dommens Dag for hvert utilbørligt Ord, som de tale.

12:37  Thi af dine Ord skal du retfærdiggøres, og af dine Ord skal du fordømmes.‟

12:38  Da svarede nogle af de skriftkloge og Farisæerne ham og sagde: „Mester! vi ønske at se et Tegn af dig.‟

12:39  Men han svarede og sagde til dem: „En ond og utro Slægt forlanger Tegn, men der skal intet Tegn gives den uden Profeten Jonas's Tegn.

12:40  Thi ligesom Jonas var tre Dage og tre Nætter i Havdyrets Bug, saaledes skal Menneskesønnen være tre Dage og tre Nætter i Jordens Skød.

12:41  Mænd fra Ninive skulle opstaa ved Dommen sammen med denne Slægt og fordømme den; thi de omvendte sig ved Jonas's Prædiken; og se, her er mere end Jonas.

12:42  Sydens Dronning skal oprejses ved Dommen sammen med denne Slægt og fordømme den; thi hun kom fra Jordens Grænser for at høre Salomons Visdom; og se, her er mere end Salomon.

12:43  Men naar den urene Aand er faren ud af Mennesket, vandrer den igennem vandløse Steder, søger Hvile og finder den ikke.

12:44  Da siger den: Jeg vil vende om til mit Hus, som jeg gik ud af; og naar den kommer, finder den det ledigt, fejet og prydet.

12:45  Saa gaar den hen og tager syv andre Aander med sig, som ere værre end den selv, og naar de ere komne derind, bo de der; og det sidste bliver værre med dette Menneske end det første. Saaledes skal det ogsaa gaa denne onde Slægt.‟

12:46  Medens han endnu talte til Skarerne, se, da stode hans Moder og hans Brødre udenfor og begærede at tale med ham.

12:47  Da sagde en til ham: „Se, din Moder og dine Brødre staa udenfor og begære at tale med dig.‟

12:48  Men han svarede og sagde til den, som sagde ham det: „Hvem er min Moder? og hvem ere mine Brødre?‟

12:49  Og han rakte sin Haand ud over sine Disciple og sagde: „Se, her er min Moder og mine Brødre!

12:50  Thi enhver, der gør min Faders Villie, som er i Himlene, han er min Broder og Søster og Moder.‟

Chapter 13

13:1  Paa hin Dag gik Jesus ud af Huset og satte sig ved Søen.

13:2  Og store Skarer samlede sig om ham, saa han gik om Bord i et Skib og satte sig; og hele Skaren stod paa Strandbredden.

13:3  Og han talte meget til dem i Lignelser og sagde: „Se, en Sædemand gik ud at saa.

13:4  Og idet han saaede, faldt noget ved Vejen; og Fuglene kom og aade det op.

13:5  Og noget faldt paa Stengrund, hvor det ikke havde megen Jord; og det voksede straks op, fordi det ikke havde dyb Jord.

13:6  Men da Solen kom op, blev det svedet af, og fordi det ikke havde Rod, visnede det.

13:7  Og noget faldt iblandt Torne; og Tornene voksede op og kvalte det.

13:8  Og noget faldt i god Jord og bar Frugt, noget hundrede, noget tresindstyve, noget tredive Fold.

13:9  Den, som har Øren, han høre!‟

13:10  Og Disciplene gik hen og sagde til ham: „Hvorfor taler du til dem i Lignelser?‟

13:11  Men han svarede og sagde til dem: „Fordi det er eder givet at kende Himmeriges Riges Hemmeligheder; men dem er det ikke givet.

13:12  Thi den, som har, ham skal der gives, og han skal faa Overflod; men den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, som han har.

13:13  Derfor taler jeg til dem i Lignelser, fordi de skønt seende dog ikke se, og hørende dog ikke høre og forstaa ikke heller.

13:14  Og paa dem opfyldes Esajas Profeti, som siger: Med eders Øren skulle I høre og dog ikke forstaa og se med eders Øjne og dog ikke se.

13:15  Thi dette Folks Hjerte er blevet sløvet, og med Ørene høre de tungt, og deres Øjne have de tillukket, for at de ikke skulle se med Øjnene og høre med Ørene og forstaa med Hjertet og omvende sig, saa jeg kunde helbrede dem.

13:16  Men salige ere eders Øjne, fordi de se, og eders Øren, fordi de høre.

13:17  Thi sandelig, siger jeg eder, mange Profeter og retfærdige attraaede at se, hvad I se, og saa det ikke; og at høre, hvad I høre, og hørte det ikke.

13:18  Saa hører nu I Lignelsen om Sædemanden!

13:19  Naar nogen hører Rigets Ord og ikke forstaar det, da kommer den Onde og river det bort, som er saaet i hans Hjerte; denne er det, som blev saaet ved Vejen.

13:20  Men det, som blev saaet paa Stengrund, er den, som hører Ordet og straks modtager det med Glæde.

13:21  Men han har ikke Rod i sig og holder kun ud til en Tid; men naar der kommer Trængsel eller Forfølgelse for Ordets Skyld, forarges han straks.

13:22  Men det, som blev saaet iblandt Torne, er den, som hører Ordet, og Verdens Bekymring og Rigdommens Forførelse kvæler Ordet, og det bliver uden Frugt.

13:23  Men det, som blev saaet i god Jord, er den, som hører Ordet og forstaar det, og som saa bærer Frugt, en hundrede, en tresindstyve, en tredive Fold.‟

13:24  En anden Lignelse fremsatte han for dem og sagde: „Himmeriges Rige lignes ved et Menneske, som saaede god Sæd i sin Mark.

13:25  Men medens Folkene sov, kom hans Fjende og saaede Ugræs iblandt Hveden og gik bort.

13:26  Men da Sæden spirede frem og bar Frugt, da kom ogsaa Ugræsset til Syne.

13:27  Og Husbondens Tjenere kom til ham og sagde: Herre, saaede du ikke god Sæd i din Mark? Hvor har den da faaet Ugræsset fra?

13:28  Men han sagde til dem: Det har et fjendsk Menneske gjort. Da sige Tjenerne til ham: Vil du da, at vi skulle gaa hen og sanke det sammen?

13:29  Men han siger: Nej, for at I ikke, naar I sanke Ugræsset sammen, skulle rykke Hveden op tillige med det.

13:30  Lader dem begge vokse tilsammen indtil Høsten; og i Høstens Tid vil jeg sige til Høstfolkene: Sanker først Ugræsset sammen og binder det i Knipper for at brænde det, men samler Hveden i min Lade!‟

13:31  En anden Lignelse fremsatte han for dem og sagde: „Himmeriges Rige ligner et Sennepskorn, som en Mand tog og saaede i sin Mark.

13:32  Dette er vel mindre end alt andet Frø; men naar det er vokset op, er det større end Urterne og bliver et Træ, saa at Himmelens Fugle komme og bygge Rede i dets Grene.‟

13:33  En anden Lignelse talede han til dem: „Himmeriges Rige ligner en Surdejg, som en Kvinde tog og lagde ned i tre Maal Mel, indtil det blev syret alt sammen.‟

13:34  Alt dette talte Jesus til Skarerne i Lignelser, og uden Lignelse talte han intet til dem,

13:35  for at det skulde opfyldes, som er talt ved Profeten, der siger: „Jeg vil oplade min Mund i Lignelser; jeg vil udsige det, som har været skjult fra Verdens Grundlæggelse.‟

13:36  Da forlod han Skarerne og gik ind i Huset; og hans Disciple kom til ham og sagde: „Forklar os Lignelsen om Ugræsset paa Marken!‟

13:37  Men han svarede og sagde: „Den, som saar den gode Sæd, er Menneskesønnen,

13:38  og Marken er Verden, og den gode Sæd er Rigets Børn, men Ugræsset er den Ondes Børn,

13:39  og Fjenden, som saaede det, er Djævelen; og Høsten er Verdens Ende; og Høstfolkene ere Engle.

13:40  Ligesom nu Ugræsset sankes sammen og opbrændes med Ild, saaledes skal det ske ved Verdens Ende.

13:41  Menneskesønnen skal udsende sine Engle, og de skulle sanke ud af hans Rige alle Forargelserne og dem, som gøre Uret;

13:42  og de skulle kaste dem i Ildovnen; der skal være Graad og Tænders Gnidsel.

13:43  Da skulle de retfærdige skinne som Solen i deres Faders Rige. Den, som har Øren, han høre!

13:44  Himmeriges Rige ligner en Skat, som er skjult i en Mark, og en Mand fandt og skjulte den, og af Glæde over den gaar han hen og sælger alt, hvad han har, og køber den Mark.

13:45  Atter ligner Himmeriges Rige en Købmand, som søgte efter skønne Perler;

13:46  og da han fandt een meget kostbar Perle, gik han hen og solgte alt, hvad han havde, og købte den.

13:47  Atter ligner Himmeriges Rige et Vod, som blev kastet i Havet og samlede Fisk af alle Slags.

13:48  Og da det var blevet fuldt, drog man det op paa Strandbredden og satte sig og sankede de gode sammen i Kar, men kastede de raadne ud.

13:49  Saaledes skal det gaa til ved Verdens Ende. Englene skulle gaa ud og skille de onde fra de retfærdige

13:50  og kaste dem i Ildovnen; der skal være Graad og Tænders Gnidsel.

13:51  Have I forstaaet alt dette?‟ De sige til ham: „Ja.‟

13:52  Men han sagde til dem: „Derfor er hver skriftklog, som er oplært for Himmeriges Rige, ligesom en Husbond, der tager nyt og gammelt frem af sit Forraad.‟

13:53  Og det skete, da Jesus havde fuldendt disse Lignelser, drog han bort derfra.

13:54  Og han kom til sin Fædreneby og lærte dem i deres Synagoge, saa at de bleve slagne af Forundring og sagde: „Hvorfra har han denne Visdom og de kraftige Gerninger?

13:55  Er denne ikke Tømmermandens Søn? Hedder ikke hans Moder Maria og hans Brødre Jakob og Josef og Simon og Judas?

13:56  Og hans Søstre, ere de ikke alle hos os? Hvorfra har han da alt dette?‟

13:57  Og de forargedes paa ham. Men Jesus sagde til dem: „En Profet er ikke foragtet uden i sit eget Fædreland og i sit Hus.‟

13:58  Og han gjorde ikke mange kraftige Gerninger der for deres Vantros Skyld.

Chapter 14

14:1  Paa den Tid hørte Fjerdingsfyrsten Herodes Rygtet om Jesus.

14:2  Og han sagde til sine Tjenere: „Det er Johannes Døberen; han er oprejst fra de døde, derfor virke Kræfterne i ham.‟

14:3  Thi Herodes havde grebet Johannes og bundet ham og sat ham i Fængsel for sin Broder Filips Hustru, Herodias's Skyld.

14:4  Johannes sagde nemlig til ham: „Det er dig ikke tilladt at have hende.‟

14:5  Og han vilde gerne slaa ham ihjel, men frygtede for Mængden, thi de holdt ham for en Profet.

14:6  Men da Herodes's Fødselsdag kom, dansede Herodias's Datter for dem; og hun behagede Herodes.

14:7  Derfor lovede han med en Ed at give hende, hvad som helst hun begærede.

14:8  Og tilskyndet af sin Moder siger hun: „Giv mig Johannes Døberens Hoved hid paa et Fad!‟

14:9  Og Kongen blev bedrøvet; men for sine Eders og for Gæsternes Skyld befalede han, at det skulde gives hende.

14:10  Og han sendte Bud og lod Johannes halshugge i Fængselet.

14:11  Og hans Hoved blev bragt paa et Fad og givet Pigen, og hun bragte det til sin Moder.

14:12  Da kom hans Disciple og toge Liget og begravede ham, og de kom og forkyndte Jesus det.

14:13  Og da Jesus hørte det, drog han bort derfra i et Skib til et øde Sted afsides; og da Skarerne hørte det, fulgte de ham til Fods fra Byerne.

14:14  Og da han kom i Land, saa han en stor Skare, og han ynkedes inderligt over dem og helbredte deres syge.

14:15  Men da det blev Aften, kom Disciplene til ham og sagde: „Stedet er øde, og Tiden er allerede forløben; lad Skarerne gaa bort, for at de kunne gaa hen i Landsbyerne og købe sig Mad.‟

14:16  Men Jesus sagde til dem: „De have ikke nødig at gaa bort; giver I dem at spise!‟

14:17  Men de sige til ham: „Vi have ikke her uden fem Brød og to Fisk.‟

14:18  Men han sagde: „Henter mig dem hid!‟

14:19  Og han bød Skarerne at sætte sig ned i Græsset og tog de fem Brød og de to Fisk, saa op til Himmelen og velsignede; og han brød Brødene og gav Disciplene dem, og Disciplene gave dem til Skarerne.

14:20  Og de spiste alle og bleve mætte; og de opsamlede det, som blev tilovers af Stykkerne, tolv Kurve fulde.

14:21  Men de, som spiste, vare omtrent fem Tusinde Mænd, foruden Kvinder og Børn.

14:22  Og straks nødte han sine Disciple til at gaa om Bord i Skibet og i Forvejen sætte over til hin Side, medens han lod Skarerne gaa bort.

14:23  Og da han havde ladet Skarerne gaa bort, gik han op paa Bjerget afsides for at bede. Og da det blev silde, var han der alene.

14:24  Men Skibet var allerede midt paa Søen og led Nød af Bølgerne; thi Vinden var imod.

14:25  Men i den fjerde Nattevagt kom han til dem, vandrende paa Søen.

14:26  Og da Disciplene saa ham vandre paa Søen, bleve de forfærdede og sagde: „Det er et Spøgelse;‟ og de skrege af Frygt.

14:27  Men straks talte Jesus til dem og sagde: „Værer frimodige; det er mig, frygter ikke!‟

14:28  Men Peter svarede ham og sagde: „Herre! dersom det er dig, da byd mig at komme til dig paa Vandet!‟

14:29  Men han sagde: „Kom!‟ Og Peter traadte ned fra Skibet og vandrede paa Vandet for at komme til Jesus.

14:30  Men da han saa det stærke Vejr, blev han bange; og da han begyndte at synke, raabte han og sagde: „Herre, frels mig!‟

14:31  Og straks udrakte Jesus Haanden og greb ham, og han siger til ham: „Du lidettroende, hvorfor tvivlede du?‟

14:32  Og da de stege op i Skibet, lagde Vinden sig.

14:33  Men de, som vare i Skibet, faldt ned for ham og sagde: „Du er sandelig Guds Søn.‟

14:34  Og da de vare farne over, landede de i Genezareth.

14:35  Og da Folkene paa det Sted kendte ham, sendte de Bud til hele Egnen der omkring og bragte alle de syge til ham.

14:36  Og de bade ham, at de blot maatte røre ved Fligen af hans Klædebon; og alle de, som rørte derved, bleve helbredede.

Chapter 15

15:1  Da kommer der fra Jerusalem Farisæere og skriftkloge til Jesus og sige:

15:2  „Hvorfor overtræde dine Disciple de gamles Overlevering? thi de to ikke deres Hænder, naar de holde Maaltid.‟

15:3  Men han svarede og sagde til dem: „Hvorfor overtræde ogsaa I Guds Bud for eders Overleverings Skyld?

15:4  Thi Gud har paabudt og sagt: „Ær din Fader og din Moder;‟ og: „Den, som bander Fader eller Moder, skal visselig dø.‟

15:5  Men I sige: „Den, som siger til sin Fader eller sin Moder: „Det, hvormed du skulde være hjulpet af mig, skal være en Tempelgave,‟ han skal ingenlunde ære sin Fader eller sin Moder.‟

15:6  Og I have ophævet Guds Lov for eders Overleverings Skyld.

15:7  I Hyklere! Rettelig profeterede Esajas om eder, da han sagde:

15:8  „Dette Folk ærer mig med Læberne; men deres Hjerte er langt borte fra mig.

15:9  Men de dyrke mig forgæves, idet de lære Lærdomme, som ere Menneskers Bud.‟

15:10  Og han kaldte Folkeskaren til sig og sagde til dem: „Hører og forstaar!

15:11  Ikke det, som gaar ind i Munden, gør Mennesket urent, men det, som gaar ud af Munden, dette gør Mennesket urent.‟

15:12  Da kom hans Disciple hen og sagde til ham: „Ved du, at Farisæerne bleve forargede, da de hørte den Tale?‟

15:13  Men han svarede og sagde: „Enhver Plantning, som min himmelske Fader ikke har plantet, skal oprykkes med Rode.

15:14  Lader dem fare, det er blinde Vejledere for blinde; men naar en blind leder en blind, falde de begge i Graven.‟

15:15  Men Peter svarede og sagde til ham: „Forklar os Lignelsen!‟

15:16  Og han sagde: „Ere ogsaa I endnu saa uforstandige?

15:17  Forstaa I endnu ikke, at alt, hvad der gaar ind i Munden, gaar i Bugen og føres ud ad den naturlige Vej?

15:18  Men det, som gaar ud af Munden, kommer ud fra Hjertet, og det gør Mennesket urent.

15:19  Thi ud fra Hjertet kommer der onde Tanker, Mord, Hor, Utugt, Tyverier, falske Vidnesbyrd, Forhaanelser.

15:20  Det er disse Ting, som gøre Mennesket urent; men at spise med utoede Hænder gør ikke Mennesket urent.‟

15:21  Og Jesus gik bort derfra og drog til Tyrus's og Sidons Egne.

15:22  Og se, en kananæisk Kvinde kom fra disse Egne, raabte og sagde: „Herre, Davids Søn! forbarm dig over mig! min Datter plages ilde af en ond Aand.‟

15:23  Men han svarede hende ikke et Ord. Da traadte hans Disciple til, bade ham og sagde: „Skil dig af med hende, thi hun raaber efter os.‟

15:24  Men han svarede og sagde: „Jeg er ikke udsendt uden til de fortabte Faar af Israels Hus.‟

15:25  Men hun kom og kastede sig ned for ham og sagde: „Herre, hjælp mig!‟

15:26  Men han svarede og sagde: „Det er ikke smukt at tage Børnenes Brød og kaste det for de smaa Hunde.‟

15:27  Men hun sagde: „Jo, Herre! de smaa Hunde æde jo dog ogsaa af de Smuler, som falde fra deres Herrers Bord.‟

15:28  Da svarede Jesus og sagde til hende: „O Kvinde, din Tro er stor, dig ske, som du vil!‟ Og hendes Datter blev helbredet fra samme Time.

15:29  Og Jesus gik bort derfra og kom hen til Galilæas Sø, og han gik op paa Bjerget og satte sig der.

15:30  Og store Skarer kom til ham og havde lamme, blinde, stumme, Krøblinger og mange andre med sig; og de lagde dem for hans Fødder, og han helbredte dem,

15:31  saa at Skaren undrede sig, da de saa, at stumme talte, Krøblinger bleve raske, lamme gik, og blinde saa; og de priste Israels Gud.

15:32  Men Jesus kaldte sine Disciple til sig og sagde: „Jeg ynkes inderligt over Skaren; thi de have allerede tøvet hos mig tre Dage og have intet at spise; og lade dem gaa fastende bort vil jeg ikke, for at de ikke skulle vansmægte paa Vejen.‟

15:33  Og hans Disciple sige til ham: „Hvorfra skulle vi faa saa mange Brød i en Ørken, at vi kunne mætte saa mange Mennesker?‟

15:34  Og Jesus siger til dem: „Hvor mange Brød have I?‟ Men de sagde: „Syv og nogle faa Smaafisk.‟

15:35  Og han bød Skaren at sætte sig ned paa Jorden

15:36  og tog de syv Brød og Fiskene, takkede, brød dem og gav Disciplene dem, og Disciplene gave dem til Skarerne.

15:37  Og de spiste alle og bleve mætte; og de opsamlede det, som blev tilovers af Stykkerne, syv Kurve fulde.

15:38  Men de, som spiste, vare fire Tusinde Mænd, foruden Kvinder og Børn.

15:39  Og da han havde ladet Skarerne gaa bort, gik han om Bord i Skibet og kom til Magadans Egne.

Chapter 16

16:1  Og Farisæerne og Saddukæerne kom hen og fristede ham og begærede, at han vilde vise dem et Tegn fra Himmelen.

16:2  Men han svarede og sagde til dem: „Om Aftenen sige I: Det bliver en skøn Dag, thi Himmelen er rød;

16:3  og om Morgenen: Det bliver Storm i Dag, thi Himmelen er rød og mørk. Om Himmelens Udseende vide I at dømme, men om Tidernes Tegn kunne I det ikke.

16:4  En ond og utro Slægt forlanger Tegn; men der skal intet Tegn gives den uden Jonas's Tegn.‟ Og han forlod dem og gik bort.

16:5  Og da hans Disciple kom over til hin Side, havde de glemt at tage Brød med.

16:6  Og Jesus sagde til dem: „Ser til, og tager eder i Vare for Farisæernes og Saddukæernes Surdejg!‟

16:7  Men de tænkte ved sig selv og sagde: „Det er, fordi vi ikke toge Brød med.‟

16:8  Men da Jesus mærkede dette, sagde han: „I lidettroende! hvorfor tænke I ved eder selv paa, at I ikke have taget Brød med?

16:9  Forstaa I ikke endnu? Komme I heller ikke i Hu de fem Brød til de fem Tusinde, og hvor mange Kurve I da toge op?

16:10  Ikke heller de syv Brød til de fire Tusinde, og hvor mange Kurve I da toge op?

16:11  Hvorledes forstaa I da ikke, at det ej var om Brød, jeg sagde det til eder? Men tager eder i Vare for Farisæernes og Saddukæernes Surdejg.‟

16:12  Da forstode de, at han havde ikke sagt, at de skulde tage sig i Vare for Surdejgen i Brød, men for Farisæernes og Saddukæernes Lære.

16:13  Men da Jesus var kommen til Egnen ved Kæsarea Filippi, spurgte han sine Disciple og sagde: „Hvem sige Folk, at Menneskesønnen er?‟

16:14  Men de sagde: „Nogle sige Johannes Døberen; andre Elias; andre Jeremias eller en af Profeterne.‟

16:15  Han siger til dem: „Men I, hvem sige I, at jeg er?‟

16:16  Da svarede Simon Peter og sagde: „Du er Kristus, den levende Guds Søn.‟

16:17  Og Jesus svarede og sagde til ham: „Salig er du, Simon Jonas's Søn! thi Kød og Blod har ikke aabenbaret dig det, men min Fader, som er i Himlene.

16:18  Saa siger jeg ogsaa dig, at du er Petrus, og paa denne Klippe vil jeg bygge min Menighed, og Dødsrigets Porte skulle ikke faa Overhaand over den.

16:19  Og jeg vil give dig Himmeriges Riges Nøgler, og hvad du binder paa Jorden, det skal være bundet i Himlene, og hvad du løser paa Jorden, det skal være løst i Himlene.‟

16:20  Da bød han sine Disciple, at de maatte ikke sige til nogen, at han var Kristus.

16:21  Fra den Tid begyndte Jesus at give sine Disciple til Kende, at han skulde gaa til Jerusalem og lide meget af de Ældste og Ypperstepræsterne og de skriftkloge og ihjelslaas og oprejses paa den tredje Dag.

16:22  Og Peter tog ham til Side, begyndte at sætte ham i Rette og sagde: „Gud bevare dig, Herre; dette skal ingenlunde ske dig!‟

16:23  Men han vendte sig og sagde til Peter: „Vig bag mig, Satan! du er mig en Forargelse; thi du sanser ikke, hvad Guds er, men hvad Menneskers er.‟

16:24  Da sagde Jesus til sine Disciple: „Vil nogen komme efter mig, han fornægte sig selv og tage sit Kors op og følge mig!

16:25  Thi den, som vil frelse sit Liv, skal miste det; men den, som mister sit Liv for min Skyld, skal bjærge det.

16:26  Thi hvad gavner det et Menneske, om han vinder den hele Verden, men maa bøde med sin Sjæl? Eller hvad kan et Menneske give til Vederlag for sin Sjæl?

16:27  Thi Menneskesønnen skal komme i sin Faders Herlighed med sine Engle; og da skal han betale enhver efter hans Gerning.

16:28  Sandelig, siger jeg eder, der er nogle af dem, som staa her, der ingenlunde skulle smage Døden, førend de se Menneskesønnen komme i sit Rige.‟

Chapter 17

17:1  Og seks Dage derefter tager Jesus Peter og Jakob og hans Broder Johannes med sig og fører dem afsides op paa et højt Bjerg.

17:2  Og han blev forvandlet for deres Øjne, og hans Aasyn skinnede som Solen, men hans Klæder bleve hvide som Lyset.

17:3  Og se, Moses og Elias viste sig for dem og samtalede med ham.

17:4  Da tog Peter til Orde og sagde til Jesus: „Herre! det er godt, at vi ere her; vil du, da lader os gøre tre Hytter her, dig en og Moses en og Elias en.‟

17:5  Medens han endnu talte, se, da overskyggede en lysende Sky dem; og se, der kom fra Skyen en Røst, som sagde: „Denne er min Søn, den elskede, i hvem jeg har Velbehag; hører ham!‟

17:6  Og da Disciplene hørte det, faldt de paa deres Ansigt og frygtede saare.

17:7  Og Jesus traadte hen og rørte ved dem og sagde: „Staar op, og frygter ikke!‟

17:8  Men da de opløftede deres Øjne, saa de ingen uden Jesus alene.

17:9  Og da de gik ned fra Bjerget, bød Jesus dem og sagde: „Taler ikke til nogen om dette Syn, førend Menneskesønnen er oprejst fra de døde.‟

17:10  Og hans Disciple spurgte ham og sagde: „Hvad er det da, de skriftkloge sige, at Elias bør først komme?‟

17:11  Og han svarede og sagde: „Vel kommer Elias og skal genoprette alting.

17:12  Men jeg siger eder, at Elias er allerede kommen, og de erkendte ham ikke, men gjorde med ham alt, hvad de vilde; saaledes skal ogsaa Menneskesønnen lide ondt af dem.‟

17:13  Da forstode Disciplene, at han havde talt til dem om Johannes Døberen.

17:14  Og da de kom til Folkeskaren, kom en Mand til ham og faldt paa Knæ for ham og sagde:

17:15  „Herre! forbarm dig over min Søn, thi han er maanesyg og lidende; thi han falder ofte i Ild og ofte i Vand;

17:16  og jeg bragte ham til dine Disciple, og de kunde ikke helbrede ham.‟

17:17  Og Jesus svarede og sagde: „O du vantro og forvendte Slægt! hvor længe skal jeg være hos eder, hvor længe skal jeg taale eder? Bringer mig ham hid!‟

17:18  Og Jesus talte ham haardt til, og den onde Aand for ud af ham, og Drengen blev helbredet fra samme Time.

17:19  Da gik Disciplene til Jesus afsides og sagde: „Hvorfor kunde vi ikke uddrive den?‟

17:20  Og han siger til dem: „For eders Vantros Skyld; thi sandelig, siger jeg eder, dersom I have Tro som et Sennepskorn, da kunne I sige til dette Bjerg: Flyt dig herfra derhen, saa skal det flytte sig; og intet skal være eder umuligt.

17:21  Men denne Slags farer ikke ud uden ved Bøn og Faste.‟

17:22  Og medens de vandrede sammen i Galilæa, sagde Jesus til dem: „Menneskesønnen skal overgives i Menneskers Hænder;

17:23  og de skulle slaa ham ihjel, og paa den tredje Dag skal han oprejses.‟ Og de bleve saare bedrøvede.

17:24  Men da de kom til Kapernaum, kom de, som opkrævede Tempelskatten, til Peter og sagde: „Betaler eders Mester ikke Skatten?‟

17:25  Han sagde: „Jo.‟ Og da han kom ind i Huset, kom Jesus ham i Forkøbet og sagde: „Hvad tykkes dig, Simon? Af hvem tage Jordens Konger Told eller Skat, af deres egne Sønner eller af de fremmede?‟

17:26  Og da han sagde: „Af de fremmede,‟ sagde Jesus til ham: „Saa ere jo Sønnerne frie.

17:27  Men for at vi ikke skulle forarge dem, saa gaa hen til Søen, kast en Krog ud, og tag den første Fisk, som kommer op; og naar du aabner dens Mund, skal du finde en Stater; tag denne, og giv dem den for mig og dig!‟

Chapter 18

18:1  I den samme Stund kom Disciplene hen til Jesus og sagde: „Hvem er da den største i Himmeriges Rige?‟

18:2  Og han kaldte et lille Barn til sig og stillede det midt iblandt dem

18:3  og sagde: „Sandelig, siger jeg eder, uden I omvende eder og blive som Børn, komme I ingenlunde ind i Himmeriges Rige.

18:4  Derfor, den, som fornedrer sig selv som dette Barn, han er den største i Himmeriges Rige.

18:5  Og den, som modtager et eneste saadant Barn for mit Navns Skyld, modtager mig.

18:6  Men den, som forarger een af disse smaa, som tro paa mig, ham var det bedre, at der var hængt en Møllesten om hans Hals, og han var sænket i Havets Dyb.

18:7  Ve Verden for Forargelserne! Thi vel er det nødvendigt, at Forargelserne komme; dog, ve det Menneske, ved hvem Forargelsen kommer!

18:8  Men dersom din Haand eller din Fod forarger dig, da hug den af, og kast den fra dig! Det er bedre for dig at gaa lam eller som en Krøbling ind til Livet end at have to Hænder og to Fødder og blive kastet i den evige Ild.

18:9  Og dersom dit Øje forarger dig, da riv det ud, og kast det fra dig! Det er bedre for dig at gaa enøjet ind til Livet end at have to Øjne og blive kastet i Helvedes Ild.

18:10  Ser til, at I ikke foragte en eneste af disse smaa; thi jeg siger eder: Deres Engle i Himlene se altid min Faders Ansigt, som er i Himlene.

18:11  [Thi Menneskesønnen er kommen for at frelse det fortabte.]

18:12  Hvad tykkes eder? Om et Menneske har hundrede Faar, og eet af dem farer vild, forlader han da ikke de ni og halvfemsindstyve og gaar ud i Bjergene og leder efter det vildfarende?

18:13  Og hænder det sig, at han finder det, sandelig, siger jeg eder, han glæder sig mere over det end over de ni og halvfemsindstyve, som ikke ere farne vild.

18:14  Saaledes er det ikke eders himmelske Faders Villie, at en eneste af disse smaa skal fortabes.

18:15  Men om din Broder synder imod dig, da gaa hen og revs ham mellem dig og ham alene; hører han dig, da har du vundet din Broder.

18:16  Men hører han dig ikke, da tag endnu en eller to med dig, for at „hver Sag maa staa fast efter to eller tre Vidners Mund.‟

18:17  Men er han dem overhørig, da sig det til Menigheden; men er han ogsaa Menigheden overhørig, da skal han være for dig ligesom en Hedning og en Tolder.

18:18  Sandelig, siger jeg eder, hvad som helst I binde paa Jorden, skal være bundet i Himmelen; og hvad som helst I løse paa Jorden, skal være løst i Himmelen.

18:19  Atter siger jeg eder, at dersom to af eder blive enige paa Jorden om hvilken som helst Sag, hvorom de ville bede, da skal det blive dem til Del fra min Fader, som er i Himlene.

18:20  Thi hvor to eller tre ere forsamlede om mit Navn, der er jeg midt iblandt dem.‟

18:21  Da traadte Peter frem og sagde til ham: „Herre! hvor ofte skal jeg tilgive min Broder, naar han synder imod mig? mon indtil syv Gange?‟

18:22  Jesus siger til ham: „Jeg siger dig: ikke indtil syv Gange, men indtil halvfjerdsindstyve Gange syv Gange.

18:23  Derfor lignes Himmeriges Rige ved en Konge, som vilde holde Regnskab med sine Tjenere.

18:24  Men da han begyndte at holde Regnskab, blev en, som var ti Tusinde Talenter skyldig, ført frem for ham.

18:25  Og da han intet havde at betale med, bød hans Herre, at han og hans Hustru og Børn og alt det, han havde, skulde sælges, og Gælden betales.

18:26  Da faldt Tjeneren ned for ham, bønfaldt ham og sagde: Herre, vær langmodig med mig, saa vil jeg betale dig det alt sammen.

18:27  Da ynkedes samme Tjeners Herre inderligt over ham og lod ham løs og eftergav ham Gælden.

18:28  Men den samme Tjener gik ud og traf en af sine Medtjenere, som var ham hundrede Denarer skyldig; og han greb fat paa ham og var ved at kvæle ham og sagde: Betal, hvad du er skyldig!

18:29  Da faldt hans Medtjener ned for ham og bad ham og sagde: Vær langmodig med mig, saa vil jeg betale dig.

18:30  Men han vilde ikke, men gik hen og kastede ham i Fængsel, indtil han betalte, hvad han var skyldig.

18:31  Da nu hans Medtjenere saa det, som skete, bleve de saare bedrøvede og kom og forklarede for deres Herre alt, hvad der var sket.

18:32  Da kalder hans Herre ham for sig og siger til ham: Du onde Tjener! al den Gæld eftergav jeg dig, fordi du bad mig.

18:33  Burde ikke ogsaa du forbarme dig over din Medtjener, ligesom jeg har forbarmet mig over dig.

18:34  Og hans Herre blev vred og overgav ham til Bødlerne, indtil han kunde faa betalt alt det, han var ham skyldig.

18:35  Saaledes skal ogsaa min himmelske Fader gøre mod eder, om I ikke af Hjertet tilgive, enhver sin Broder.‟

Chapter 19

19:1  Og det skete, da Jesus havde fuldendt disse Ord, drog han bort fra Galilæa og kom til Judæas Egne, hinsides Jordan.

19:2  Og store Skarer fulgte ham, og han helbredte dem der.

19:3  Og Farisæerne kom til ham, fristede ham og sagde: „Er det tilladt at skille sig fra sin Hustru af hvilken som helst Grund?‟

19:4  Men han svarede og sagde: „Have I ikke læst, at Skaberen fra Begyndelsen skabte dem som Mand og Kvinde

19:5  og sagde: „Derfor skal en Mand forlade sin Fader og sin Moder og holde sig til sin Hustru, og de to skulle blive til eet Kød?‟

19:6  Saaledes ere de ikke længer to, men eet Kød. Derfor, hvad Gud har sammenføjet, maa et Menneske ikke adskille.‟

19:7  De sige til ham: „Hvorfor bød da Moses at give et Skilsmissebrev og skille sig fra hende?‟

19:8  Han siger til dem: „Moses tilstedte eder at skille eder fra eders Hustruer for eders Hjerters Haardheds Skyld; men fra Begyndelsen har det ikke været saaledes.

19:9  Men jeg siger eder, at den, som skiller sig fra sin Hustru, naar det ikke er for Hors Skyld, og tager en anden til Ægte, han bedriver Hor; og den, som tager en fraskilt Hustru til Ægte, han bedriver Hor.‟

19:10  Hans Disciple sige til ham: „Staar Mandens Sag med Hustruen saaledes, da er det ikke godt at gifte sig.‟

19:11  Men han sagde til dem: „Ikke alle rumme dette Ord, men de, hvem det er givet:

19:12  Thi der er Gildinger, som ere fødte saaledes fra Moders Liv; og der er Gildinger, som ere gildede af Mennesker; og der er Gildinger, som have gildet sig selv for Himmeriges Riges Skyld. Den, som kan rumme det, han rumme det!‟

19:13  Da blev der baaret smaa Børn til ham, for at han skulde lægge Hænderne paa dem og bede; men Disciplene truede dem.

19:14  Da sagde Jesus: „Lader de smaa Børn komme, og formener dem ikke at komme til mig; thi Himmeriges Rige hører saadanne til.‟

19:15  Og han lagde Hænderne paa dem, og han drog derfra.

19:16  Og se, en kom til ham og sagde: „Mester! hvad godt skal jeg gøre, for at jeg kan faa et evigt Liv?‟

19:17  Men han sagde til ham: „Hvorfor spørger du mig om det gode? Een er den gode. Men vil du indgaa til Livet, da hold Budene!‟

19:18  Han siger til ham: „Hvilke?‟ Men Jesus sagde: „Dette: Du maa ikke slaa ihjel; du maa ikke bedrive Hor; du maa ikke stjæle; du maa ikke sige falsk Vidnesbyrd;

19:19  ær din Fader og din Moder, og: Du skal elske din Næste som dig selv.‟

19:20  Den unge Mand siger til ham: „Det har jeg holdt alt sammen; hvad fattes mig endnu?‟

19:21  Jesus sagde til ham: „Vil du være fuldkommen, da gaa bort, sælg, hvad du ejer, og giv det til fattige, saa skal du have en Skat i Himmelen; og kom saa og følg mig!‟

19:22  Men da den unge Mand hørte det Ord, gik han bedrøvet bort; thi han havde meget Gods.

19:23  Men Jesus sagde til sine Disciple: „Sandelig siger jeg eder: En rig kommer vanskeligt ind i Himmeriges Rige.

19:24  Atter siger jeg eder: Det er lettere for en Kamel at gaa igennem et Naaleøje end for en rig at gaa ind i Guds Rige.‟

19:25  Men da Disciplene hørte dette, forfærdedes de saare og sagde: „Hvem kan da blive frelst?‟

19:26  Men Jesus saa paa dem og sagde: „For Mennesker er dette umuligt, men for Gud ere alle Ting mulige.‟

19:27  Da svarede Peter og sagde til ham: „Se, vi have forladt alle Ting og fulgt dig; hvad skulle da vi have?‟

19:28  Men Jesus sagde til dem: „Sandelig siger jeg eder, at i Igenfødelsen, naar Menneskesønnen sidder paa sin Herligheds Trone, skulle ogsaa I, som have fulgt mig, sidde paa tolv Troner og dømme Israels tolv Stammer.

19:29  Og hver, som har forladt Hus eller Brødre eller Søstre eller Fader eller Moder eller Hustru eller Børn eller Marker for mit Navns Skyld, skal faa det mange Fold igen og arve et evigt Liv.

19:30  Men mange af de første skulle blive de sidste, og af de sidste de første.

Chapter 20

20:1  Thi Himmeriges Rige ligner en Husbonde, som gik ud tidligt om Morgenen for at leje Arbejdere til sin Vingaard.

20:2  Og da han var bleven enig med Arbejderne om en Denar om Dagen, sendte han dem til sin Vingaard.

20:3  Og han gik ud ved den tredje Time og saa andre staa ledige paa Torvet,

20:4  og han sagde til dem: Gaar ogsaa I hen i Vingaarden, og jeg vil give eder, hvad som ret er. Og de gik derhen.

20:5  Han gik atter ud ved den sjette og niende Time og gjorde ligesaa.

20:6  Og ved den ellevte Time gik han ud og fandt andre staaende der, og han siger til dem: Hvorfor staa I her ledige hele Dagen?

20:7  De sige til ham: Fordi ingen lejede os. Han siger til dem: Gaar ogsaa I hen i Vingaarden!

20:8  Men da det var blevet Aften, siger Vingaardens Herre til sin Foged: Kald paa Arbejderne, og betal dem deres Løn, idet du begynder med de sidste og ender med de første!

20:9  Og de, som vare lejede ved den ellevte Time, kom og fik hver en Denar.

20:10  Men da de første kom, mente de, at de skulde faa mere; og ogsaa de fik hver en Denar.

20:11  Men da de fik den, knurrede de imod Husbonden og sagde:

20:12  Disse sidste have kun arbejdet een Time, og du har gjort dem lige med os, som have baaret Dagens Byrde og Hede.

20:13  Men han svarede og sagde til en af dem: Ven! jeg gør dig ikke Uret; er du ikke bleven enig med mig om en Denar?

20:14  Tag dit og gaa! Men jeg vil give denne sidste ligesom dig.

20:15  Eller har jeg ikke Lov at gøre med mit, hvad jeg vil? Eller er dit Øje ondt, fordi jeg er god?

20:16  Saaledes skulle de sidste blive de første, og de første de sidste; thi mange ere kaldede, men faa ere udvalgte.‟

20:17  Og da Jesus drog op til Jerusalem, tog han de tolv Disciple til Side og sagde til dem paa Vejen:

20:18  „Se, vi drage op til Jerusalem, og Menneskesønnen skal overgives til Ypperstepræsterne og de skriftkloge; og de skulle dømme ham til Døden

20:19  og overgive ham til Hedningerne til at spottes og hudstryges og korsfæstes; og paa den tredje Dag skal han opstaa.‟

20:20  Da gik Zebedæus's Sønners Moder til ham med sine Sønner og faldt ned for ham og vilde bede ham om noget.

20:21  Men han sagde til hende: „Hvad vil du?‟ Hun siger til ham: „Sig, at disse mine to Sønner skulle i dit Rige sidde den ene ved din højre, den anden ved din venstre Side.‟

20:22  Men Jesus svarede og sagde: „I vide ikke, hvad I bede om. Kunne I drikke den Kalk, som jeg skal drikke?‟ De sige til ham: „Det kunne vi.‟

20:23  Han siger til dem: „Min Kalk skulle I vel drikke; men det at sidde ved min højre og ved min venstre Side tilkommer det ikke mig at give; men det gives til dem, hvem det er beredt af min Fader.‟

20:24  Og da de ti hørte dette, bleve de vrede paa de to Brødre.

20:25  Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: „I vide, at Folkenes Fyrster herske over dem, og de store bruge Myndighed over dem.

20:26  Saaledes skal det ikke være iblandt eder; men den, som vil blive stor iblandt eder, han skal være eders Tjener;

20:27  og den, som vil være den ypperste iblandt eder, han skal være eders Træl.

20:28  Ligesom Menneskesønnen ikke er kommen for at lade sig tjene, men for at tjene og give sit Liv til en Genløsning for mange.‟

20:29  Og da de gik ud af Jeriko, fulgte en stor Folkeskare ham.

20:30  Og se, to blinde sade ved Vejen, og da de hørte, at Jesus gik forbi, raabte de og sagde: „Herre, forbarm dig over os, du Davids Søn!‟

20:31  Men Skaren truede dem, at de skulde tie; men de raabte endnu stærkere og sagde: „Herre, forbarm dig over os, du Davids Søn!‟

20:32  Og Jesus stod stille og kaldte paa dem og sagde: „Hvad ville I, at jeg skal gøre for eder?‟

20:33  De sige til ham: „Herre! at vore Øjne maatte oplades.‟

20:34  Og Jesus ynkedes inderligt og rørte ved deres Øjne. Og straks bleve de seende, og de fulgte ham.

Chapter 21

21:1  Og da de nærmede sig Jerusalem og kom til Bethfage ved Oliebjerget, da udsendte Jesus to Disciple og sagde til dem:

21:2  „Gaar hen i den Landsby, som ligger lige for eder; og straks skulle I finde en Aseninde bunden og et Føl hos hende; løser dem og fører dem til mig!

21:3  Og dersom nogen siger noget til eder, da siger, at Herren har Brug for dem, saa skal han straks sende dem.‟

21:4  Men dette er sket, for at det skulde opfyldes, der er talt ved Profeten, som siger:

21:5  „Siger til Zions Datter: Se, din Konge kommer til dig, sagtmodig og ridende paa et Asen og paa et Trældyrs Føl.‟

21:6  Men Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus befalede dem;

21:7  og de hentede Aseninden og Føllet og lagde deres Klæder paa dem, og han satte sig derpaa.

21:8  Men de fleste af Folkeskaren bredte deres Klæder paa Vejen, andre huggede Grene af Træerne og strøede dem paa Vejen.

21:9  Men Skarerne, som gik foran ham og fulgte efter, raabte og sagde: „Hosanna Davids Søn! velsignet være den, som kommer, i Herrens Navn! Hosanna i det højeste!‟

21:10  Og da han drog ind i Jerusalem, kom hele Staden i Bevægelse og sagde: „Hvem er denne?‟

21:11  Men Skarerne sagde: „Det er Profeten Jesus fra Nazareth i Galilæa.‟

21:12  Og Jesus gik ind i Guds Helligdom og uddrev alle dem, som solgte og købte i Helligdommen, og han væltede Vekselerernes Borde og Duekræmmernes Stole.

21:13  Og han siger til dem: „Der er skrevet: Mit Hus skal kaldes et Bedehus; men I gøre det til en Røverkule.‟

21:14  Og der kom blinde og lamme til ham i Helligdommen, og han helbredte dem.

21:15  Men da Ypperstepræsterne og de skriftkloge saa de Undergerninger, som han gjorde, og Børnene, som raabte i Helligdommen og sagde: „Hosanna Davids Søn!‟ bleve de vrede og sagde til ham:

21:16  „Hører du, hvad disse sige?‟ Men Jesus siger til dem: „Ja! have I aldrig læst: Af umyndiges og diendes Mund har du beredt dig Lovsang?‟

21:17  Og han forlod dem og gik uden for Staden til Bethania og overnattede der.

21:18  Men da han om Morgenen igen gik ind til Staden, blev han hungrig.

21:19  Og han saa et Figentræ ved Vejen og gik hen til det, og han fandt intet derpaa uden Blade alene. Og han siger til det: „Aldrig i Evighed skal der vokse Frugt mere paa dig!‟ Og Figentræet visnede straks.

21:20  Og da Disciplene saa det, forundrede de sig og sagde: „Hvorledes kunde Figentræet straks visne?‟

21:21  Men Jesus svarede og sagde til dem: „Sandelig, siger jeg eder, dersom I have Tro og ikke tvivle, da skulle I ikke alene kunne gøre det med Figentræet, men dersom I endog sige til dette Bjerg: Løft dig op og kast dig i Havet, da skal det ske.

21:22  Og alt, hvad I begære i Bønnen troende, det skulle I faa.‟

21:23  Og da han kom ind i Helligdommen, kom Ypperstepræsterne og Folkets Ældste hen til ham, medens han lærte, og de sagde: „Af hvad Magt gør du disse Ting, og hvem har givet dig denne Magt?‟

21:24  Men Jesus svarede og sagde til dem: „Ogsaa jeg vil spørge eder om een Ting, og dersom I sige mig det, vil ogsaa jeg sige eder, af hvad Magt jeg gør disse Ting.

21:25  Johannes's Daab, hvorfra var den? Fra Himmelen eller fra Mennesker?‟ Men de tænkte ved sig selv og sagde: „Sige vi: Fra Himmelen, da vil han sige til os: Hvorfor troede I ham da ikke?

21:26  Men sige vi: Fra Mennesker, frygte vi for Mængden; thi de holde alle Johannes for en Profet.‟

21:27  Og de svarede Jesus og sagde: „Det vide vi ikke.‟ Da sagde ogsaa han til dem: „Saa siger ikke heller jeg eder, af hvad Magt jeg gør disse Ting.

21:28  Men hvad tykkes eder? En Mand havde to Børn; og han gik til den første og sagde: Barn! gaa hen, arbejd i Dag i min Vingaard!

21:29  Men han svarede og sagde: Nej, jeg vil ikke; men bagefter fortrød han det og gik derhen.

21:30  Og han gik til den anden og sagde ligesaa. Men han svarede og sagde: Ja, Herre! og gik ikke derhen.

21:31  Hvem af de to gjorde Faderens Villie?‟ De sige: „Den første.‟ Jesus siger til dem: „Sandelig siger jeg eder, at Toldere og Skøger gaa forud for eder ind i Guds Rige.

21:32  Thi Johannes kom til eder paa Retfærdigheds Vej, og I troede ham ikke, men Toldere og Skøger troede ham; men endskønt I saa det, fortrøde I det alligevel ikke bagefter, saa I troede ham.

21:33  Hører en anden Lignelse: Der var en Husbonde, som plantede en Vingaard og satte et Gærde omkring den og gravede en Perse i den og byggede et Taarn; og han lejede den ud til Vingaardsmænd og drog udenlands.

21:34  Men da Frugttiden nærmede sig, sendte han sine Tjenere til Vingaardsmændene for at faa dens Frugter.

21:35  Og Vingaardsmændene grebe hans Tjenere, og en sloge de, en dræbte de, og en stenede de.

21:36  Atter sendte han andre Tjenere hen, flere end de første; og de gjorde ligesaa med dem.

21:37  Men til sidst sendte han sin Søn til dem og sagde: De ville undse sig for min Søn.

21:38  Men da Vingaardsmændene saa Sønnen, sagde de til hverandre: Det er Arvingen; kommer, lader os slaa ham ihjel og faa hans Arv!

21:39  Og de grebe ham og kastede ham ud af Vingaarden og sloge ham ihjel.

21:40  Naar da Vingaardens Herre kommer, hvad vil han saa gøre med disse Vingaardsmænd?‟

21:41  De sige til ham: „Ilde vil han ødelægge de onde og leje sin Vingaard ud til andre Vingaardsmænd, som ville give ham Frugterne i deres Tid.‟

21:42  Jesus siger til dem: „Have I aldrig læst i Skrifterne: Den Sten, som Bygningsmændene forkastede, den er bleven til en Hovedhjørnesten; fra Herren er dette kommet, og det er underligt for vore Øjne.

21:43  Derfor siger jeg eder, at Guds Rige skal tages fra eder og gives til et Folk, som bærer dets Frugter.

21:44  Og den, som falder paa denne Sten, skal slaa sig sønder; men hvem den falder paa, ham skal den knuse.‟

21:45  Og da Ypperstepræsterne og Farisæerne hørte hans Lignelser, forstode de, at han talte om dem.

21:46  Og de søgte at gribe ham, men frygtede for Skarerne; thi de holdt ham for en Profet.

Chapter 22

22:1  Og Jesus tog til Orde og talte atter i Lignelser til dem og sagde:

22:2  „Himmeriges Rige lignes ved en Konge, som gjorde Bryllup for sin Søn.

22:3  Og han udsendte sine Tjenere for at kalde de budne til Brylluppet; og de vilde ikke komme.

22:4  Han udsendte atter andre Tjenere og sagde: Siger til de budne: Se, jeg har beredt mit Maaltid, mine Okser og Fedekvæget er slagtet, og alting er rede; kommer til Brylluppet!

22:5  Men de brøde sig ikke derom og gik hen, den ene paa sin Mark, den anden til sit Købmandsskab;

22:6  og de øvrige grebe hans Tjenere, forhaanede og ihjelsloge dem.

22:7  Men Kongen blev vred og sendte sine Hære ud og slog disse Manddrabere ihjel og satte Ild paa deres Stad.

22:8  Da siger han til sine Tjenere: Brylluppet er beredt, men de budne vare det ikke værd.

22:9  Gaar derfor ud paa Skillevejene og byder til Brylluppet saa mange, som I finde!

22:10  Og de Tjenere gik ud paa Vejene og samlede alle dem, de fandt, baade onde og gode; og Bryllupshuset blev fuldt af Gæster.

22:11  Da nu Kongen gik ind for at se Gæsterne, saa han der et Menneske, som ikke var iført Bryllupsklædning.

22:12  Og han siger til ham: Ven! hvorledes er du kommen herind og har ingen Bryllupsklædning paa? Men han tav.

22:13  Da sagde Kongen til Tjenerne: Binder Fødder og Hænder paa ham, og kaster ham ud i Mørket udenfor; der skal der være Graad og Tænders Gnidsel.

22:14  Thi mange ere kaldede, men faa ere udvalgte.‟

22:15  Da gik Farisæerne hen og holdt Raad om, hvorledes de kunde fange ham i Ord.

22:16  Og de sende deres Disciple til ham tillige med Herodianerne og sige: „Mester! vi vide, at du er sanddru og lærer Guds Vej i Sandhed og ikke bryder dig om nogen; thi du ser ikke paa Menneskers Person.

22:17  Sig os derfor: Hvad tykkes dig? Er det tilladt at give Kejseren Skat, eller ej?‟

22:18  Men da Jesus mærkede deres Ondskab, sagde han: „I Hyklere, hvorfor friste I mig?

22:19  Viser mig Skattens Mønt!‟ Og de bragte ham en Denar.

22:20  Og han siger til dem: „Hvis Billede og Overskrift er dette?‟

22:21  De sige til ham: „Kejserens.‟ Da siger han til dem: „Saa giver Kejseren, hvad Kejserens er, og Gud, hvad Guds er!‟

22:22  Og da de hørte det, undrede de sig, og de forlode ham og gik bort.

22:23  Samme Dag kom der Saddukæere til ham, hvilke sige, at der ingen Opstandelse er, og de spurgte ham og sagde:

22:24  „Mester! Moses har sagt: Naar nogen dør og ikke har Børn, skal hans Broder for Svogerskabets Skyld tage hans Hustru til Ægte og oprejse sin Broder Afkom.

22:25  Men nu var der hos os syv Brødre; og den første giftede sig og døde; og efterdi han ikke havde Afkom, efterlod han sin Hustru til sin Broder.

22:26  Ligesaa ogsaa den anden og den tredje, indtil den syvende;

22:27  men sidst af alle døde Hustruen.

22:28  Hvem af disse syv skal nu have hende til Hustru i Opstandelsen? thi de have alle haft hende.‟

22:29  Men Jesus svarede og sagde til dem: „I fare vild, idet I ikke kende Skrifterne, ej heller Guds Kraft.

22:30  Thi i Opstandelsen tage de hverken til Ægte eller bortgiftes, men de ere ligesom Guds Engle i Himmelen.

22:31  Men hvad de dødes Opstandelse angaar, have I da ikke læst, hvad der er talt til eder af Gud, naar han siger:

22:32  „Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud.‟ Han er ikke dødes, men levendes Gud.‟

22:33  Og da Skarerne hørte dette, bleve de slagne af Forundring over hans Lære.

22:34  Men da Farisæerne hørte, at han havde stoppet Munden paa Saddukæerne, forsamlede de sig.

22:35  Og en af dem, en lovkyndig, spurgte og fristede ham og sagde:

22:36  „Mester, hvilket er det store Bud i Loven?‟

22:37  Men han sagde til ham: „Du skal elske Herren din Gud med hele dit Hjerte og med hele din Sjæl og med hele dit Sind.

22:38  Dette er det store og første Bud.

22:39  Men et andet er dette ligt: Du skal elske din Næste som dig selv.

22:40  Af disse to Bud afhænger hele Loven og Profeterne.‟

22:41  Men da Farisæerne vare forsamlede, spurgte Jesus dem og sagde:

22:42  „Hvad tykkes eder om Kristus? Hvis Søn er han?‟ De sige til ham: „Davids.‟

22:43  Han siger til dem: „Hvorledes kan da David i Aanden kalde ham Herre, idet han siger:

22:44  Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre Haand, indtil jeg faar lagt dine Fjender under dine Fødder.

22:45  Naar nu David kalder ham Herre, hvorledes er han da hans Søn?‟

22:46  Og ingen kunde svare ham et Ord, og ingen vovede mere at rette Spørgsmaal til ham efter den Dag.

Chapter 23

23:1  Da talte Jesus til Skarerne og til sine Disciple og sagde:

23:2  „Paa Mose Stol sidde de skriftkloge og Farisæerne.

23:3  Gører og holder derfor alt, hvad de sige eder; men gører ikke efter deres Gerninger; thi de sige det vel, men gøre det ikke.

23:4  Men de binde svare Byrder, vanskelige at bære, og lægge dem paa Menneskenes Skuldre; men selv ville de ikke bevæge dem med en Finger.

23:5  Men de gøre alle deres Gerninger for at beskues af Menneskene; thi de gøre deres Bederemme brede og Kvasterne paa deres Klæder store.

23:6  Og de ville gerne sidde øverst til Bords ved Maaltiderne og paa de fornemste Pladser i Synagogerne

23:7  og lade sig hilse paa Torvene og kaldes Rabbi af Menneskene.

23:8  Men I skulle ikke lade eder kalde Rabbi; thi een er eders Mester, men I ere alle Brødre.

23:9  Og I skulle ikke kalde nogen paa Jorden eders Fader; thi een er eders Fader, han, som er i Himlene.

23:10  Ej heller skulle I lade eder kalde Vejledere; thi een er eders Vejleder, Kristus.

23:11  Men den største iblandt eder skal være eders Tjener.

23:12  Men den, som ophøjer sig selv, skal fornedres, og den, som fornedrer sig selv, skal ophøjes.

23:13  Men ve eder, I skriftkloge og Farisæere, I Hyklere! thi I tillukke Himmeriges Rige for Menneskene; thi I gaa ikke derind, og dem, som ville gaa ind, tillade I det ikke.

23:14  [Ve eder, I skriftkloge og Farisæere, I Hyklere! thi I opæde Enkers Huse og bede paa Skrømt længe; derfor skulle I faa des haardere Dom.]

23:15  Ve eder, I skriftkloge og Farisæere, I Hyklere! thi I drage om til Vands og til Lands for at vinde en eneste Tilhænger; og naar han er bleven det, gøre I ham til et Helvedes Barn, dobbelt saa slemt, som I selv ere.

23:16  Ve eder, I blinde Vejledere! I, som sige: Den, som sværger ved Templet, det er intet; men den, som sværger ved Guldet i Templet, han er forpligtet.

23:17  I Daarer og blinde! hvilket er da størst? Guldet eller Templet, som helliger Guldet?

23:18  Fremdeles: Den, som sværger ved Alteret, det er intet; men den, som sværger ved Gaven derpaa, han er forpligtet.

23:19  I Daarer og blinde! hvilket er da størst? Gaven eller Alteret, som helliger Gaven?

23:20  Derfor, den, som sværger ved Alteret, sværger ved det og ved alt det, som er derpaa.

23:21  Og den, som sværger ved Templet, sværger ved det og ved ham, som bor deri.

23:22  Og den, som sværger ved Himmelen, sværger ved Guds Trone og ved ham, som sidder paa den.

23:23  Ve eder, I skriftkloge og Farisæere, I Hyklere! thi I give Tiende af Mynte og Dild og Kommen og have forsømt de Ting i Loven, der have større Vægt, Retten og Barmhjertigheden og Troskaben. Disse Ting burde man gøre og ikke forsømme hine.

23:24  I blinde Vejledere, I, som si Myggen af, men nedsluge Kamelen!

23:25  Ve eder, I skriftkloge og Farisæere, I Hyklere! thi I rense det udvendige af Bægeret og Fadet, men indvendigt ere de fulde af Rov og Umættelighed.

23:26  Du blinde Farisæer! rens først det indvendige af Bægeret og Fadet, for at ogsaa det udvendige af dem kan blive rent.

23:27  Ve eder, I skriftkloge og Farisæere, I Hyklere! thi I ere ligesom kalkede Grave, der jo synes dejlige udvendigt, men indvendigt ere fulde af døde Ben og al Urenhed.

23:28  Saaledes synes ogsaa I vel udvortes retfærdige for Menneskene; men indvortes ere I fulde af Hykleri og Lovløshed.

23:29  Ve eder, I skriftkloge og Farisæere, I Hyklere! thi I bygge Profeternes Grave og pryde de retfærdiges Gravsteder og sige:

23:30  Havde vi været til i vore Fædres Dage, da havde vi ikke været delagtige med dem i Profeternes Blod.

23:31  Altsaa give I eder selv det Vidnesbyrd, at I ere Sønner af dem, som have ihjelslaaet Profeterne.

23:32  Saa gører da ogsaa I eders Fædres Maal fuldt!

23:33  I Slanger! I Øgleunger! hvorledes kunne I undfly Helvedes Dom?

23:34  Derfor se, jeg sender til eder Profeter og vise og skriftkloge; nogle af dem skulle I slaa ihjel og korsfæste, og nogle af dem skulle I hudstryge i eders Synagoger og forfølge fra Stad til Stad,

23:35  for at alt det retfærdige Blod skal komme over eder, som er udgydt paa Jorden, fra den retfærdige Abels Blod indtil Sakarias's, Barakias's Søns, Blod, hvem I sloge ihjel imellem Templet og Alteret.

23:36  Sandelig, siger jeg eder, alt dette skal komme over denne Slægt.

23:37  Jerusalem! Jerusalem! som ihjelslaar Profeterne og stener dem, som ere sendte til dig, hvor ofte vilde jeg samle dine Børn, ligesom en Høne samler sine Kyllinger under Vingerne! Og I vilde ikke.

23:38  Se, eders Hus lades eder øde!

23:39  Thi jeg siger eder: I skulle ingenlunde se mig fra nu af, indtil I sige: Velsignet være den, som kommer, i Herrens Navn!‟

Chapter 24

24:1  Og Jesus gik ud, bort fra Helligdommen, og hans Disciple kom til ham for at vise ham Helligdommens Bygninger.

24:2  Men han svarede og sagde til dem: „Se I ikke alt dette? Sandelig, siger jeg eder, her skal ikke lades Sten paa Sten, som jo skal nedbrydes.‟

24:3  Men da han sad paa Oliebjerget, kom hans Disciple til ham afsides og sagde: „Sig os, naar skal dette ske? Og hvad er Tegnet paa din Tilkommelse og Verdens Ende?‟

24:4  Og Jesus svarede og sagde til dem: „Ser til, at ingen forfører eder!

24:5  Thi mange skulle paa mit Navn komme og sige: Jeg er Kristus; og de skulle forføre mange.

24:6  Men I skulle faa at høre om Krige og Krigsrygter. Ser til, lader eder ikke forskrække; thi det maa ske; men Enden er ikke endda.

24:7  Thi Folk skal rejse sig mod Folk, og Rige mod Rige, og der skal være Hungersnød og Jordskælv her og der.

24:8  Men alt dette er Veernes Begyndelse.

24:9  Da skulle de overgive eder til Trængsel og slaa eder ihjel, og I skulle hades af alle Folkeslagene for mit Navns Skyld.

24:10  Og da skulle mange forarges og forraade hverandre og hade hverandre.

24:11  Og mange falske Profeter skulle fremstaa og forføre mange.

24:12  Og fordi Lovløsheden bliver mangfoldig, vil Kærligheden blive kold hos de fleste.

24:13  Men den, som holder ud indtil Enden, han skal frelses.

24:14  Og dette Rigets Evangelium skal prædikes i hele Verden til et Vidnesbyrd for alle Folkeslagene; og da skal Enden komme.

24:15  Naar I da se Ødelæggelsens Vederstyggelighed, hvorom der er talt ved Profeten Daniel, staa paa hellig Grund, (den, som læser det, han give Agt!)

24:16  da skulle de, som ere i Judæa, fly ud paa Bjergene;

24:17  den, som er paa Taget, stige ikke ned for at hente, hvad der er i hans Hus;

24:18  og den, som er paa Marken, vende ikke tilbage for at hente sine Klæder!

24:19  Men ve de frugtsommelige og dem, som give Die, i de Dage!

24:20  Og beder om, at eders Flugt ikke skal ske om Vinteren, ej heller paa en Sabbat;

24:21  thi der skal da være en Trængsel saa stor, som der ikke har været fra Verdens Begyndelse indtil nu og heller ikke skal komme.

24:22  Og dersom disse Dage ikke bleve afkortede, da blev intet Kød frelst; men for de udvalgtes Skyld skulle disse Dage afkortes.

24:23  Dersom nogen da siger til eder: Se, her er Kristus, eller der! da skulle I ikke tro det.

24:24  Thi falske Krister og falske Profeter skulle fremstaa og gøre store Tegn og Undergerninger, saa at ogsaa de udvalgte skulde blive forførte, om det var muligt.

24:25  Se, jeg har sagt eder det forud.

24:26  Derfor, om de sige til eder: Se, han er i Ørkenen, da gaar ikke derud; se, han er i Kamrene, da tror det ikke!

24:27  Thi ligesom Lynet udgaar fra Østen og lyser indtil Vesten, saaledes skal Menneskesønnens Tilkommelse være.

24:28  Hvor Aadselet er, der ville Ørnene samle sig.

24:29  Men straks efter de Dages Trængsel skal Solen formørkes og Maanen ikke give sit Skin og Stjernerne falde ned fra Himmelen, og Himmelens Kræfter skulle rystes.

24:30  Og da skal Menneskesønnens Tegn vise sig paa Himmelen; og da skulle alle Jordens Stammer jamre sig, og de skulle se Menneskesønnen komme paa Himmelens Skyer med Kraft og megen Herlighed.

24:31  Og han skal udsende sine Engle med stærktlydende Basun, og de skulle samle hans udvalgte fra de fire Vinde, fra den ene Ende af Himmelen til den anden.

24:32  Men lærer Lignelsen af Figentræet: Naar dets Gren allerede er bleven blød, og Bladene skyde frem, da skønne I, at Sommeren er nær.

24:33  Saaledes skulle ogsaa I, naar I se alt dette, skønne, at han er nær for Døren.

24:34  Sandelig, siger jeg eder, denne Slægt skal ingenlunde forgaa, førend alle disse Ting ere skete.

24:35  Himmelen og Jorden skulle forgaa, men mine Ord skulle ingenlunde forgaa.

24:36  Men om den Dag og Time ved ingen, end ikke Himmelens Engle, heller ikke Sønnen, men kun Faderen alene.

24:37  Og ligesom Noas Dage vare, saaledes skal Menneskesønnens Tilkommelse være.

24:38  Thi ligesom de i Dagene før Syndfloden aade og drak, toge til Ægte og bortgiftede, indtil den Dag, da Noa gik ind i Arken,

24:39  og ikke agtede det, førend Syndfloden kom og tog dem alle bort, saaledes skal ogsaa Menneskesønnens Tilkommelse være.

24:40  Da skulle to Mænd være paa Marken; den ene tages med, og den anden lades tilbage.

24:41  To Kvinder skulle male paa Kværnen; den ene tages med, og den anden lades tilbage.

24:42  Vaager derfor, thi I vide ikke, paa hvilken Dag eders Herre kommer.

24:43  Men dette skulle I vide, at dersom Husbonden vidste, i hvilken Nattevagt Tyven vilde komme, da vaagede han og tillod ikke, at der skete Indbrud i hans Hus.

24:44  Derfor vorder ogsaa I rede; thi Menneskesønnen kommer i den Time, som I ikke mene.

24:45  Hvem er saa den tro og forstandige Tjener, som hans Herre har sat over sit Tyende til at give dem deres Mad i rette Tid?

24:46  Salig er den Tjener, hvem hans Herre, naar han kommer, finder handlende saaledes.

24:47  Sandelig siger jeg eder, han skal sætte ham over alt, hvad han ejer.

24:48  Men dersom den onde Tjener siger i sit Hjerte: Min Herre tøver,

24:49  og saa begynder at slaa sine Medtjenere og spiser og drikker med Drankerne,

24:50  da skal den Tjeners Herre komme paa den Dag, han ikke venter, og i den Time, han ikke ved,

24:51  og hugge ham sønder og give ham hans Lod sammen med Hyklerne; der skal der være Graad og Tænders Gnidsel.

Chapter 25

25:1  Da skal Himmeriges Rige lignes ved ti Jomfruer, som toge deres Lamper og gik Brudgommen i Møde.

25:2  Men fem af dem vare Daarer, og fem kloge.

25:3  Daarerne toge nemlig deres Lamper, men toge ikke Olie med sig.

25:4  Men de kloge toge Olie i deres Kar tillige med deres Lamper.

25:5  Og da Brudgommen tøvede, slumrede de alle ind og sov.

25:6  Men ved Midnat lød der et Raab: Se, Brudgommen kommer, gaar ham i Møde!

25:7  Da vaagnede alle Jomfruerne og gjorde deres Lamper i Stand.

25:8  Men Daarerne sagde til de kloge: Giver os af eders Olie; thi vore Lamper slukkes.

25:9  Men de kloge svarede og sagde: Der vilde vist ikke blive nok til os og til eder; gaar hellere hen til Købmændene og køber til eder selv!

25:10  Men medens de gik bort for at købe, kom Brudgommen, og de, som vare rede, gik ind med ham til Brylluppet; og Døren blev lukket.

25:11  Men senere komme ogsaa de andre Jomfruer og sige: Herre, Herre, luk op for os!

25:12  Men han svarede og sagde: Sandelig, siger jeg eder, jeg kender eder ikke.

25:13  Vaager derfor, thi I vide ikke Dagen, ej heller Timen.

25:14  Thi det er ligesom en Mand, der drog udenlands og kaldte paa sine Tjenere og overgav dem sin Ejendom;

25:15  og en gav han fem Talenter, en anden to, og en tredje en, hver efter hans Evne; og straks derefter drog han udenlands.

25:16  Men den, som havde faaet de fem Talenter, gik hen og købslog med dem og vandt andre fem Talenter.

25:17  Ligesaa vandt ogsaa den, som havde faaet de to Talenter, andre to.

25:18  Men den, som havde faaet den ene, gik bort og gravede i Jorden og skjulte sin Herres Penge.

25:19  Men lang Tid derefter kommer disse Tjeneres Herre og holder Regnskab med dem.

25:20  Og den, som havde faaet de fem Talenter, kom frem og bragte andre fem Talenter og sagde: Herre! du overgav mig fem Talenter; se, jeg har vundet fem andre Talenter.

25:21  Hans Herre sagde til ham: Vel, du gode og tro Tjener! du var tro over lidet, jeg vil sætte dig over meget; gaa ind til din Herres Glæde!

25:22  Da kom ogsaa han frem, som havde faaet de to Talenter, og sagde: Herre! du overgav mig to Talenter; se, jeg har vundet to andre Talenter.

25:23  Hans Herre sagde til ham: Vel, du gode og tro Tjener! du var tro over lidet, jeg vil sætte dig over meget; gaa ind til din Herres Glæde!

25:24  Men ogsaa han, som havde faaet den ene Talent, kom frem og sagde: Herre! jeg kendte dig, at du er en haard Mand, som høster, hvor du ikke saaede, og samler, hvor du ikke spredte;

25:25  og jeg frygtede og gik hen og skjulte din Talent i Jorden; se, her har du, hvad dit er.

25:26  Men hans Herre svarede og sagde til ham: Du onde og lade Tjener! du vidste, at jeg høster, hvor jeg ikke saaede, og samler, hvor jeg ikke spredte;

25:27  derfor burde du have overgivet Vekselererne mine Penge; og naar jeg kom, da havde jeg faaet mit igen med Rente.

25:28  Tager derfor den Talent fra ham, og giver den til ham, som har de ti Talenter.

25:29  Thi enhver, som har, ham skal der gives, og han skal faa Overflod; men den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, som han har.

25:30  Og kaster den unyttige Tjener ud i Mørket udenfor; der skal der være Graad og Tænders Gnidsel.

25:31  Men naar Menneskesønnen kommer i sin Herlighed og alle Englene med ham, da skal han sidde paa sin Herligheds Trone.

25:32  Og alle Folkeslagene skulle samles foran ham, og han skal skille dem fra hverandre, ligesom Hyrden skiller Faarene fra Bukkene.

25:33  Og han skal stille Faarene ved sin højre Side og Bukkene ved den venstre.

25:34  Da skal Kongen sige til dem ved sin højre Side: Kommer hid, I min Faders velsignede! arver det Rige, som har været eder beredt fra Verdens Grundlæggelse.

25:35  Thi jeg var hungrig, og I gave mig at spise; jeg var tørstig, og I gave mig at drikke; jeg var fremmed, og I toge mig hjem til eder;

25:36  jeg var nøgen, og I klædte mig; jeg var syg, og I besøgte mig; jeg var i Fængsel, og I kom til mig.

25:37  Da skulle de retfærdige svare ham og sige: Herre! naar saa vi dig hungrig og gave dig Mad, eller tørstig og gave dig at drikke?

25:38  Naar saa vi dig fremmed og toge dig hjem til os, eller nøgen og klædte dig?

25:39  Naar saa vi dig syg eller i Fængsel og kom til dig?

25:40  Og Kongen skal svare og sige til dem: Sandelig, siger jeg eder: Hvad I have gjort imod een af disse mine mindste Brødre, have I gjort imod mig.

25:41  Da skal han ogsaa sige til dem ved den venstre Side: Gaar bort fra mig, I forbandede! til den evige Ild, som er beredt Djævelen og hans Engle.

25:42  Thi jeg var hungrig, og I gave mig ikke at spise; jeg var tørstig, og I gave mig ikke at drikke;

25:43  jeg var fremmed, og I toge mig ikke hjem til eder; jeg var nøgen, og I klædte mig ikke; jeg var syg og i Fængsel, og I besøgte mig ikke.

25:44  Da skulle ogsaa de svare og sige: Herre! naar saa vi dig hungrig eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i Fængsel og tjente dig ikke?

25:45  Da skal han svare dem og sige: Sandelig, siger jeg eder: Hvad I ikke have gjort imod een af disse mindste, have I heller ikke gjort imod mig.

25:46  Og disse skulle gaa bort til evig Straf, men de retfærdige til evigt Liv.‟

Chapter 26

26:1  Og det skete, da Jesus havde fuldendt alle disse Ord, sagde han til sine Disciple:

26:2  „I vide, at om to Dage er det Paaske; saa forraades Menneskesønnen til at korsfæstes.‟

26:3  Da forsamledes Ypperstepræsterne og Folkets Ældste i Ypperstepræstens Gaard; han hed Kajfas.

26:4  Og de raadsloge om at gribe Jesus med List og ihjelslaa ham.

26:5  Men de sagde: „Ikke paa Højtiden, for at der ikke skal blive Oprør iblandt Folket.‟

26:6  Men da Jesus var kommen til Bethania, i Simon den spedalskes Hus,

26:7  kom der en Kvinde til ham, som havde en Alabastkrukke med saare kostbar Salve, og hun udgød den paa hans Hoved, medens han sad til Bords.

26:8  Men da Disciplene saa det, bleve de vrede og sagde: „Hvortil denne Spilde?

26:9  Dette kunde jo være solgt til en høj Pris og være givet til fattige.‟

26:10  Men da Jesus mærkede det, sagde han til dem: „Hvorfor volde I Kvinden Fortrædeligheder? Hun har jo gjort en god Gerning imod mig.

26:11  Thi de fattige have I altid hos eder; men mig have I ikke altid.

26:12  Thi da hun udgød denne Salve over mit Legeme, gjorde hun det for at berede mig til at begraves.

26:13  Sandelig, siger jeg eder, hvor som helst i hele Verden dette Evangelium bliver prædiket, skal ogsaa det, som hun har gjort, omtales til hendes Ihukommelse.‟

26:14  Da gik en af de tolv, han, som hed Judas Iskariot, hen til Ypperstepræsterne

26:15  og sagde: „Hvad ville I give mig, saa skal jeg forraade ham til eder?‟ Men de betalte ham tredive Sølvpenge.

26:16  Og fra den Stund søgte han Lejlighed til at forraade ham.

26:17  Men paa den første Dag af de usyrede Brøds Højtid kom Disciplene til Jesus og sagde: „Hvor vil du, at vi skulle træffe Forberedelse for dig til at spise Paaskelammet?‟

26:18  Men han sagde: „Gaar ind i Staden til den og den Mand, og siger til ham: Mesteren siger: Min Time er nær; hos dig holder jeg Paaske med mine Disciple.‟

26:19  Og Disciplene gjorde, som Jesus befalede dem, og beredte Paaskelammet.

26:20  Men da det var blevet Aften, sad han til Bords med de tolv.

26:21  Og medens de spiste, sagde han: „Sandelig, siger jeg eder, en af eder vil forraade mig.‟

26:22  Og de bleve saare bedrøvede og begyndte hver især at sige til ham: „Det er dog vel ikke mig, Herre?‟

26:23  Men han svarede og sagde: „Den, som dyppede Haanden tillige med mig i Fadet, han vil forraade mig.

26:24  Menneskesønnen gaar vel bort, som der er skrevet om ham; men ve det Menneske, ved hvem Menneskesønnen bliver forraadt! Det var godt for det Menneske, om han ikke var født.‟

26:25  Men Judas, som forraadte ham, svarede og sagde: „Det er dog vel ikke mig, Rabbi?‟ Han siger til ham: „Du har sagt det.‟

26:26  Men medens de spiste, tog Jesus Brød, og han velsignede og brød det og gav Disciplene det og sagde: „Tager, æder; dette er mit Legeme.‟

26:27  Og han tog en Kalk og takkede, gav dem den og sagde: „Drikker alle deraf;

26:28  thi dette er mit Blod, Pagtens, hvilket udgydes for mange til Syndernes Forladelse.

26:29  Men jeg siger eder, fra nu af skal jeg ingenlunde drikke af denne Vintræets Frugt indtil den Dag, da jeg skal drikke den ny med eder i min Faders Rige.‟

26:30  Og da de havde sunget Lovsangen, gik de ud til Oliebjerget.

26:31  Da siger Jesus til dem: „I skulle alle forarges paa mig i denne Nat; thi der er skrevet: Jeg vil slaa Hyrden, og Hjordens Faar skulle adspredes.

26:32  Men efter at jeg er bleven oprejst, vil jeg gaa forud for eder til Galilæa.‟

26:33  Men Peter svarede og sagde til ham: „Om end alle ville forarges paa dig, saa vil jeg dog aldrig forarges.‟

26:34  Jesus sagde til ham: „Sandelig, siger jeg dig, i denne Nat, førend Hanen galer, skal du fornægte mig tre Gange.‟

26:35  Peter siger til ham: „Om jeg end skulde dø med dig, vil jeg ingenlunde fornægte dig.‟ Ligesaa sagde ogsaa alle Disciplene.

26:36  Da kommer Jesus med dem til en Gaard, som kaldes Gethsemane, og han siger til Disciplene: „Sætter eder her, medens jeg gaar derhen og beder.‟

26:37  Og han tog Peter og Zebedæus's to Sønner med sig, og han begyndte at bedrøves og svarlig at ængstes.

26:38  Da siger han til dem: „Min Sjæl er dybt bedrøvet indtil Døden; bliver her og vaager med mig!‟

26:39  Og han gik lidt frem, faldt paa sit Ansigt, bad og sagde: „Min Fader! er det muligt, da gaa denne Kalk mig forbi; dog ikke som jeg vil, men som du vil.‟

26:40  Og han kommer til Disciplene og finder dem sovende, og han siger til Peter: „Saa kunde I da ikke vaage een Time med mig!

26:41  Vaager og beder, for at I ikke skulle falde i Fristelse! Aanden er vel redebon, men Kødet er skrøbeligt.‟

26:42  Han gik atter anden Gang hen, bad og sagde: „Min Fader! hvis denne Kalk ikke kan gaa mig forbi, uden jeg drikker den, da ske din Villie!‟

26:43  Og han kom og fandt dem atter sovende, thi deres Øjne vare betyngede.

26:44  Og han forlod dem og gik atter hen og bad tredje Gang og sagde atter det samme Ord.

26:45  Da kommer han til Disciplene og siger til dem: „Sove I fremdeles og hvile eder? Se, Timen er nær, og Menneskesønnen forraades i Synderes Hænder.

26:46  Staar op, lader os gaa; se, han, som forraader mig, er nær.‟

26:47  Og medens han endnu talte, se, da kom Judas, en af de tolv, og med ham en stor Skare, med Sværd og Knipler, fra Ypperstepræsterne og Folkets Ældste.

26:48  Men han, som forraadte ham, havde givet dem et Tegn og sagt: „Den, som jeg kysser, ham er det; griber ham!‟

26:49  Og han traadte straks hen til Jesus og sagde: „Hil være dig, Rabbi!‟ og kyssede ham.

26:50  Men Jesus sagde til ham: „Ven, hvorfor kommer du her?‟ Da traadte de til og lagde Haand paa Jesus og grebe ham.

26:51  Og se, en af dem, som vare med Jesus, rakte Haanden ud og drog sit Sværd og slog Ypperstepræstens Tjener og huggede hans Øre af.

26:52  Da siger Jesus til ham: „Stik dit Sværd igen paa dets Sted; thi alle de, som tage Sværd, skulle omkomme ved Sværd.

26:53  Eller mener du, at jeg ikke kan bede min Fader, saa han nu tilskikker mig mere end tolv Legioner Engle?

26:54  Hvorledes skulde da Skrifterne opfyldes, at det bør gaa saaledes til?‟

26:55  I den samme Time sagde Jesus til Skarerne: „I ere gaaede ud ligesom imod en Røver med Sværd og Knipler for at fange mig. Daglig sad jeg i Helligdommen og lærte, og I grebe mig ikke.

26:56  Men det er alt sammen sket, for at Profeternes Skrifter skulde opfyldes.‟ Da forlode alle Disciplene ham og flyede.

26:57  Men de, som havde grebet Jesus, førte ham hen til Ypperstepræsten Kajfas, hvor de skriftkloge og de Ældste vare forsamlede.

26:58  Men Peter fulgte ham i Frastand indtil Ypperstepræstens Gaard, og han gik indenfor og satte sig hos Svendene for at se, hvad Udgang det vilde faa.

26:59  Men Ypperstepræsterne og hele Raadet søgte falsk Vidnesbyrd imod Jesus, for at de kunde aflive ham.

26:60  Og de fandt intet, endskønt der traadte mange falske Vidner frem. Men til sidst traadte to frem og sagde:

26:61  „Denne har sagt: Jeg kan nedbryde Guds Tempel og bygge det op i tre Dage.‟

26:62  Og Ypperstepræsten stod op og sagde til ham: „Svarer du intet paa, hvad disse vidne imod dig?‟

26:63  Men Jesus tav. Og Ypperstepræsten tog til Orde og sagde til ham: „Jeg besværger dig ved den levende Gud, at du siger os, om du er Kristus, Guds Søn.‟

26:64  Jesus siger til ham: „Du har sagt det; dog jeg siger eder: Fra nu af skulle I se Menneskesønnen sidde ved Kraftens højre Haand og komme paa Himmelens Skyer.‟

26:65  Da sønderrev Ypperstepræsten sine Klæder og sagde: „Han har talt bespotteligt; hvad have vi længere Vidner nødig? se, nu have I hørt Bespottelsen.

26:66  Hvad tykkes eder?‟ Og de svarede og sagde: „Han er skyldig til Døden.‟

26:67  Da spyttede de ham i Ansigtet og gave ham Næveslag; andre sloge ham paa Kinden

26:68  og sagde: „Profetér os, Kristus, hvem var det, der slog dig?‟

26:69  Men Peter sad udenfor i Gaarden; og en Pige kom hen til ham og sagde: „Ogsaa du var med Jesus Galilæeren.‟

26:70  Men han nægtede det i alles Paahør og sagde: „Jeg forstaar ikke, hvad du siger.‟

26:71  Men da han gik ud i Portrummet, saa en anden Pige ham; og hun siger til dem, som vare der: „Denne var med Jesus af Nazareth.‟

26:72  Og han nægtede det atter med en Ed: „Jeg kender ikke det Menneske.‟

26:73  Men lidt efter kom de, som stode der, hen og sagde til Peter: „Sandelig, ogsaa du er en af dem, dit Maal røber dig jo ogsaa.‟

26:74  Da begyndte han at forbande sig og sværge: „Jeg kender ikke det Menneske.‟ Og straks galede Hanen.

26:75  Og Peter kom Jesu Ord i Hu, at han havde sagt: „Førend Hanen galer, skal du fornægte mig tre Gange.‟ Og han gik udenfor og græd bitterligt.

Chapter 27

27:1  Men da det var blevet Morgen, holdt alle Ypperstepræsterne og Folkets Ældste Raad imod Jesus for at aflive ham.

27:2  Og de bandt ham og førte ham bort og overgave ham til Landshøvdingen Pontius Pilatus.

27:3  Da nu Judas, som forraadte ham, saa, at han var bleven domfældt, fortrød han det og bragte de tredive Sølvpenge tilbage til Ypperstepræsterne og de Ældste og sagde:

27:4  „Jeg har syndet, idet jeg forraadte uskyldigt Blod.‟ Men de sagde: „Hvad kommer det os ved? se du dertil.‟

27:5  Og han kastede Sølvpengene ind i Templet, veg bort og gik hen og hængte sig.

27:6  Men Ypperstepræsterne toge Sølvpengene og sagde: „Det er ikke tilladt at lægge dem til Tempelskatten; thi det er Blodpenge.‟

27:7  Men efter at have holdt Raad købte de Pottemagermarken derfor til Gravsted for de fremmede.

27:8  Derfor blev den Mark kaldt Blodmarken indtil den Dag i Dag.

27:9  Da opfyldtes det, som er talt ved Profeten Jeremias, som siger: „Og de toge de tredive Sølvpenge, Prisen for den vurderede, hvem de vurderede for Israels Børn,

27:10  og de gave dem for Pottemagermarken, som Herren befalede mig.‟

27:11  Men Jesus blev stillet for Landshøvdingen, og Landshøvdingen spurgte ham og sagde: „Er du Jødernes Konge?‟ Men Jesus sagde til ham: „Du siger det.‟

27:12  Og da han blev anklaget af Ypperstepræsterne og de Ældste, svarede han intet.

27:13  Da siger Pilatus til ham: „Hører du ikke, hvor meget de vidne imod dig?‟

27:14  Og han svarede ham end ikke paa et eneste Ord, saa at Landshøvdingen undrede sig saare.

27:15  Men paa Højtiden plejede Landshøvdingen at løslade Mængden een Fange, hvilken de vilde.

27:16  Og de havde dengang en berygtet Fange, som hed Barabbas.

27:17  Da de vare forsamlede, sagde Pilatus derfor til dem: „Hvem ville I, at jeg skal løslade eder: Barabbas eller Jesus, som kaldes Kristus?‟

27:18  Thi han vidste, at det var af Avind, de havde overgivet ham.

27:19  Men medens han sad paa Dommersædet, sendte hans Hustru Bud til ham og sagde: „Befat dig ikke med denne retfærdige; thi jeg har lidt meget i Dag i en Drøm for hans Skyld.‟

27:20  Men Ypperstepræsterne og de Ældste overtalte Skarerne til, at de skulde begære Barabbas, men ihjelslaa Jesus.

27:21  Og Landshøvdingen svarede og sagde til dem: „Hvilken af de to ville I, at jeg skal løslade eder?‟ Men de sagde: „Barabbas.‟

27:22  Pilatus siger til dem: „Hvad skal jeg da gøre med Jesus, som kaldes Kristus?‟ De sige alle: „Lad ham blive korsfæstet!‟

27:23  Men Landshøvdingen sagde: „Hvad ondt har han da gjort?‟ Men de raabte end mere og sagde: „Lad ham blive korsfæstet!‟

27:24  Men da Pilatus saa, at han intet udrettede, men at der blev større Larm, tog han Vand og toede sine Hænder i Mængdens Paasyn og sagde: „Jeg er uskyldig i denne retfærdiges Blod; ser I dertil!‟

27:25  Og hele Folket svarede og sagde: „Hans Blod komme over os og over vore Børn!‟

27:26  Da løslod han dem Barabbas; men Jesus lod han hudstryge og gav ham hen til at korsfæstes.

27:27  Da toge Landshøvdingens Stridsmænd Jesus med sig ind i Borgen og samlede hele Vagtafdelingen omkring ham.

27:28  Og de afklædte ham og kastede en Skarlagens Kappe om ham.

27:29  Og de flettede en Krone af Torne og satte den paa hans Hoved og gave ham et Rør i hans højre Haand; og de faldt paa Knæ for ham og spottede ham og sagde: „Hil være dig, du Jødernes Konge!‟

27:30  Og de spyttede paa ham og toge Røret og sloge ham paa Hovedet.

27:31  Og da de havde spottet ham, toge de Kappen af ham og iførte ham hans egne Klæder og førte ham hen for at korsfæste ham.

27:32  Men medens de gik derud, traf de en Mand fra Kyrene, ved Navn Simon; ham tvang de til at bære hans Kors.

27:33  Og da de kom til et Sted, som kaldes Golgatha, det er udlagt: „Hovedskalsted‟,

27:34  gave de ham Eddike at drikke blandet med Galde; og da han smagte det, vilde han ikke drikke.

27:35  Men da de havde korsfæstet ham, delte de hans Klæder imellem sig ved Lodkastning, [for at det skulde opfyldes, som er sagt af Profeten: „De delte mine Klæder imellem sig og kastede Lod om mit Klædebon.‟]

27:36  Og de sade der og holdt Vagt over ham.

27:37  Og oven over hans Hoved satte de Beskyldningen imod ham skreven saaledes: „Dette er Jesus, Jødernes Konge.‟

27:38  Da bliver der korsfæstet to Røvere sammen med ham, en ved den højre og en ved den venstre Side.

27:39  Og de, som gik forbi, spottede ham, idet de rystede paa deres Hoveder og sagde:

27:40  „Du, som nedbryder Templet og bygger det op i tre Dage, frels dig selv; er du Guds Søn, da stig ned af Korset!‟

27:41  Ligesaa spottede Ypperstepræsterne tillige med de skriftkloge og de Ældste og sagde:

27:42  „Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse; er han Israels Konge, saa lad ham nu stige ned af Korset, saa ville vi tro paa ham.

27:43  Han har sat sin Lid til Gud; han fri ham nu, om han har Behag i ham; thi han har sagt: Jeg er Guds Søn.‟

27:44  Og paa samme Maade haanede ogsaa Røverne ham, som vare korsfæstede med ham.

27:45  Men fra den sjette Time blev der Mørke over hele Landet indtil den niende Time.

27:46  Og ved den niende Time raabte Jesus med høj Røst og sagde: „Eli! Eli! Lama Sabaktani?‟ det er: „Min Gud! min Gud! hvorfor har du forladt mig?‟

27:47  Men nogle af dem, som stode der og hørte det, sagde: „Han kalder paa Elias.‟

27:48  Og straks løb en af dem hen og tog en Svamp og fyldte den med Eddike og stak den paa et Rør og gav ham at drikke.

27:49  Men de andre sagde: „Holdt! lader os se, om Elias kommer for at frelse ham.‟

27:50  Men Jesus raabte atter med høj Røst og opgav Aanden.

27:51  Og se, Forhænget i Templet splittedes i to Stykker, fra øverst til nederst; og Jorden skjalv, og Klipperne revnede,

27:52  og Gravene aabnedes; og mange af de hensovede helliges Legemer bleve oprejste,

27:53  og de gik ud af Gravene efter hans Opstandelse og kom ind i den hellige Stad og viste sig for mange.

27:54  Men da Høvedsmanden og de, som tillige med ham holdt Vagt over Jesus, saa Jordskælvet, og hvad der skete, frygtede de saare og sagde: „Sandelig, denne var Guds Søn.‟

27:55  Men der var mange Kvinder der, som saa til i Frastand, hvilke havde fulgt Jesus fra Galilæa og tjent ham.

27:56  Iblandt dem vare Maria Magdalene og Maria, Jakobs og Josefs Moder, og Zebedæus's Sønners Moder.

27:57  Men da det var blevet Aften, kom en rig Mand fra Arimathæa, ved Navn Josef, som ogsaa selv var bleven Jesu Discipel.

27:58  Han gik til Pilatus og bad om Jesu Legeme. Da befalede Pilatus, at det skulde udleveres.

27:59  Og Josef tog Legemet og svøbte det i et rent fint Linklæde

27:60  og lagde det i sin nye Grav, som han havde ladet hugge i Klippen, og væltede en stor Sten for Indgangen til Graven og gik bort.

27:61  Men Maria Magdalene og den anden Maria vare der, og de sade lige over for Graven.

27:62  Men den næste Dag, som var Dagen efter Beredelsesdagen, forsamlede Ypperstepræsterne og Farisæerne sig hos Pilatus

27:63  og sagde: „Herre! vi ere komne i Hu, at denne Forfører sagde, medens han endnu levede: Tre Dage efter bliver jeg oprejst.

27:64  Befal derfor, at Graven skal sikkert bevogtes indtil den tredje Dag, for at ikke hans Disciple skulle komme og stjæle ham og sige til Folket: Han er oprejst fra de døde; og da vil den sidste Forførelse blive værre end den første.‟

27:65  Pilatus sagde til dem: „Der have I en Vagt; gaar hen og bevogter den sikkert, som I bedst vide!‟

27:66  Og de gik hen og bevogtede Graven sikkert med Vagten efter at have sat Segl for Stenen.

Chapter 28

28:1  Men efter Sabbaten, da det gryede ad den første Dag i Ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til Graven.

28:2  Og se, der skete et stort Jordskælv; thi en Herrens Engel for ned fra Himmelen og traadte til og væltede Stenen bort og satte sig paa den.

28:3  Men hans Udseende var ligesom et Lyn og hans Klædebon hvidt som Sne.

28:4  Men de, som holdt Vagt, skælvede af Frygt for ham og bleve som døde.

28:5  Men Engelen tog til Orde og sagde til Kvinderne: „I skulle ikke frygte! thi jeg ved, at I lede efter Jesus den korsfæstede.

28:6  Han er ikke her; thi han er opstanden, som han har sagt. Kommer hid, ser Stedet, hvor Herren laa!

28:7  Og gaar hastigt hen og siger hans Disciple, at han er opstanden fra de døde; og se, han gaar forud for eder til Galilæa; der skulle I se ham. Se, jeg har sagt eder det.‟

28:8  Og de gik hastigt bort fra Graven med Frygt og stor Glæde og løb hen for at forkynde hans Disciple det.

28:9  Men medens de gik for at forkynde hans Disciple det, se, da mødte Jesus dem og sagde: „Hil være eder!‟ Men de traadte til og omfavnede hans Fødder og tilbade ham.

28:10  Da siger Jesus til dem: „Frygter ikke! gaar hen og forkynder mine Brødre, at de skulle gaa bort til Galilæa, og der skulle de se mig.‟

28:11  Men medens de gik derhen, se, da kom nogle af Vagten ind i Staden og meldte Ypperstepræsterne alt det, som var sket.

28:12  Og de samledes med de Ældste og holdt Raad og gave Stridsmændene rigelige Penge

28:13  og sagde: „Siger: Hans Disciple kom om Natten og stjal ham, medens vi sov.

28:14  Og dersom Landshøvdingen faar det at høre, ville vi stille ham tilfreds og holde eder angerløse.‟

28:15  Men de toge Pengene og gjorde, som det var lært dem. Og dette Ord blev udspredt iblandt Jøderne indtil den Dag i Dag.

28:16  Men de elleve Disciple gik til Galilæa, til det Bjerg, hvor Jesus havde sat dem Stævne.

28:17  Og da de saa ham, tilbade de ham; men nogle tvivlede.

28:18  Og Jesus traadte frem, talte til dem og sagde: „Mig er given al Magt i Himmelen og paa Jorden.

28:19  Gaar derfor hen og gører alle Folkeslagene til mine Disciple, idet I døbe dem til Faderens og Sønnens og den Helligaands Navn,

28:20  og idet I lære dem at holde alt det, som jeg har befalet eder. Og se, jeg er med eder alle Dage indtil Verdens Ende.‟