DaOT1931NT1907 - Proverbs

Chapter 1

1:1  Ordsprog af Salomo, Davids Søn, Israels Konge.

1:2  Af dem skal man lære Visdom forstandig Tale,

1:3  tage mod Tugt, som gør klog, mod Retfærdighed, Ret og Retsind;

1:4  de skal give tankeløse Klogskab, ungdommen Kundskab og Kløgt;

1:5  den vise høre og øge sin Viden, den forstandige vinde sig Levekunst;

1:6  de skal lære at tyde Ordsprog og Billeder, de vises Ord og Gaader.

1:7  HERRENS Frygt er Kundskabs begyndelse, Daarer ringeagter Visdom og Tugt.

1:8  Hør, min Søn, paa din Faders Tugt, opgiv ikke din Moders Belæring.

1:9  thi begge er en yndig Krans til dit Hoved og Kæder til din Hals.

1:10  Min Søn, sig nej, naar Syndere lokker!

1:11  Siger de: »Kom med, lad os lure paa den fromme, lægge Baghold for sagesløs, skyldfri Mand!

1:12  Som Dødsriget sluger vi dem levende, med Hud og Haar, som for de i Graven.

1:13  Vi vinder os Gods og Guld, vi fylder vore Huse med Rov.

1:14  Gør fælles Sag med os; vi har alle fælles Pung!«

1:15  — min Søn, gaa da ikke med dem, hold din Fod fra deres Sti;

1:16  thi deres Fødder løber efter ondt, de haster for at udgyde Blod.

1:17  Thi det er unyttigt at udspænde Garnet for alle Fugles Øjne;

1:18  de lurer paa eget Blod, lægger Baghold for eget Liv.

1:19  Saa gaar det enhver, der attraar Rov, det tager sin Herres Liv.

1:20  Visdommen raaber paa Gaden, paa Torvene løfter den Røsten;

1:21  oppe paa Murene kalder den, tager til Orde i Byen ved Portindgangene:

1:22  Hvor længe vil I tankeløse elske Tankeløshed, Spotterne finde deres Glæde i Spot og Daarerne hade Kundskab?

1:23  Vend eder til min Revselse! Se, jeg lader min Aand udvælde for eder, jeg kundgør eder mine Ord:

1:24  Fordi jeg raabte og I stod imod, jeg vinked og ingen ænsed det,

1:25  men I lod haant om alt mit Raad og tog ikke min Revselse til jer,

1:26  derfor ler jeg ved eders Ulykke, spotter, naar det, I frygter, kommer,

1:27  naar det, I frygter, kommer som Uvejr, naar eders Ulykke kommer som Storm, naar Trængsel og Nød kommer over jer.

1:28  Da svarer jeg ej, naar de kalder, de søger mig uden at finde,

1:29  fordi de hadede Kundskab og ikke valgte HERRENS Frygt;

1:30  mit Raad tog de ikke til sig, men lod haant om al min Revselse.

1:31  Frugt af deres Færd skal de nyde og mættes med egne Raad;

1:32  thi tankeløses Egensind bliver deres Død, Taabers Sorgløshed bliver deres Undergang;

1:33  men den, der adlyder mig, bor trygt, sikret mod Ulykkens Rædsel.

Chapter 2

2:1  Min Søn, naar du tager imod mine Ord og gemmer mine Paalæg hos dig,

2:2  idet du laaner Visdom Øre og bøjer dit Hjerte til Indsigt,

2:3  ja, kalder du paa Forstanden og løfter din Røst efter Indsigt,

2:4  søger du den som Sølv og leder den op som Skatte,

2:5  da nemmer du HERRENS Frygt og vinder dig Kundskab om Gud.

2:6  Thi HERREN, han giver Visdom, fra hans Mund kommer Kundskab og Indsigt.

2:7  Til retsindige gemmer han Lykke, han er Skjold for alle med lydefri Vandel,

2:8  idet han værner Rettens Stier og vogter sine frommes Vej.

2:9  Da nemmer du Retfærd, Ret og Retsind, hvert et Spor, som er godt.

2:10  Thi Visdom kommer i dit Hjerte, og Kundskab er liflig for din Sjæl;

2:11  Kløgt skal vaage over dig, Indsigt være din Vogter —

2:12  idet den frier dig fra den ondes Vej, fra Folk, hvis Ord kun er vrange,

2:13  som gaar fra de lige Stier for at vandre paa Mørkets Veje.

2:14  som glæder sig ved at gøre ondt og jubler over vrangt og ondt,

2:15  de, som gaar krogede Stier og følger bugtede Spor —

2:16  idet den frier dig fra Andenmands Hustru, fra fremmed Kvinde med sleske Ord,

2:17  der sviger sin Ungdoms Ven og glemmer sin Guds Pagt;

2:18  thi en Grav til Døden er hendes Hus, til Skyggerne fører hendes Spor;

2:19  tilbage vender ingen, som gaar ind til hende, de naar ej Livets Stier —

2:20  at du maa vandre de godes Vej og holde dig til de retfærdiges Stier;

2:21  thi retsindige skal bo i Landet, lydefri levnes deri,

2:22  men gudløse ryddes af Landet, troløse rykkes derfra.

Chapter 3

3:1  Min Søn, glem ikke, hvad jeg har lært dig, dit Hjerte tage vare paa mine Bud!

3:2  Thi en Række af Dage og Leveaar og Lykke bringer de dig.

3:3  Godhed og Troskab vige ej fra dig, bind dem som Baand om din Hals, skriv dem paa dit Hjertes Tavle!

3:4  Saa finder du Naade og Yndest i Guds og Menneskers Øjne.

3:5  Stol paa HERREN af hele dit Hjerte, men forlad dig ikke paa din Forstand;

3:6  hav ham i Tanke paa alle dine Veje, saa jævner han dine Stier.

3:7  Hold ikke dig selv for viis, frygt HERREN og vig fra det onde;

3:8  saa faar du Helse for Legemet, Lindring for dine Ledemod.

3:9  Ær med din Velstand HERREN med Førstegrøden af al din Avl;

3:10  da fyldes dine Lader med Korn, dine Perser svømmer over af Most.

3:11  Min Søn, lad ej haant om HERRENS Tugt, vær ikke ked af hans Revselse;

3:12  HERREN revser den, han elsker, han straffer den Søn, han har kær.

3:13  Lykkelig den, der har opnaaet Visdom, den, der vinder sig Indsigt;

3:14  thi den er bedre at købe end Sølv, bedre at vinde end Guld;

3:15  den er mere værd end Perler, ingen Klenodier opvejer den;

3:16  en Række af Dage er i dens højre, i dens venstre Rigdom og Ære;

3:17  dens Veje er liflige Veje, og alle dens Stier er Lykke;

3:18  den er et Livets Træ for dem, der griber den, lykkelig den, som holder den fast!

3:19  HERREN grundlagde Jorden med Visdom, grundfæsted Himlen med Indsigt;

3:20  ved hans Kundskab brød Strømmene frem, lader Skyerne Dug dryppe ned.

3:21  Min Søn, tag Vare paa Snilde og Kløgt, de slippe dig ikke af Syne;

3:22  saa bliver de Liv for din Sjæl og et yndigt Smykke til din Hals.

3:23  Da vandrer du trygt din Vej, støder ikke imod med din Fod;

3:24  sætter du dig, skal du ikke skræmmes, lægger du dig, skal din Søvn vorde sød;

3:25  du skal ikke frygte uventet Rædsel, Uvejret, naar det kommer over gudløse;

3:26  thi HERREN skal være din Tillid, han vogter din Fod, saa den ikke hildes.

3:27  Nægt ikke den trængende Hjælp, naar det staar i din Magt at hjælpe;

3:28  sig ej til din Næste: »Gaa og kom igen, jeg vil give i Morgen!« — saafremt du har det.

3:29  Tænk ikke paa ondt mod din Næste, naar han tillidsfuldt bor i din Nærhed.

3:30  Yp ikke Trætte med sagesløs Mand, naar han ikke har voldet dig Men.

3:31  Misund ikke en Voldsmand, græm dig aldrig over hans Veje;

3:32  thi den falske er HERREN en Gru; mod retsindig er han fortrolig;

3:33  i den gudløses Hus er HERRENS Forbandelse, men retfærdiges Bolig velsigner han.

3:34  Over for Spottere bruger han Spot, men ydmyge giver han Naade.

3:35  De vise faar Ære til Arv, men Taaber høster kun Skam.

Chapter 4

4:1  Hør, I Sønner, paa en Faders Tugt, lyt til for at vinde Forstand;

4:2  thi gavnlig Viden giver jeg jer, slip ej hvad jeg har lært jer.

4:3  Da jeg var min Faders Dreng, min Moders Kælebarn og eneste,

4:4  lærte han mig og sagde: Lad dit Hjerte gribe om mine Ord, vogt mine Bud, saa skal du leve;

4:5  køb Visdom, køb Forstand, du glemme det ikke, vend dig ej bort fra min Munds Ord;

4:6  slip den ikke, saa vil den vogte dig, elsk den, saa vil den værne dig!

4:7  Køb Visdom for det bedste, du ejer, køb Forstand for alt, hvad du har;

4:8  hold den højt, saa bringer den dig højt til Vejrs, den bringer dig Ære, naar du favner den;

4:9  den sætter en yndig Krans paa dit Hoved; den rækker dig en dejlig Krone.

4:10  Hør, min Søn, tag imod mine Ord, saa bliver dine Leveaar mange.

4:11  Jeg viser dig Visdommens Vej, leder dig ad Rettens Spor;

4:12  naar du gaar, skal din Gang ej hæmmes, og løber du, snubler du ikke;

4:13  hold fast ved Tugt, lad den ikke fare, tag Vare paa den, thi den er dit Liv.

4:14  Kom ikke paa gudløses Sti, skrid ej frem ad de ondes Vej.

4:15  sky den og følg den ikke, vig fra den, gaa udenom;

4:16  thi de sover ikke, naar de ikke har syndet, og Søvnen flyr dem, naar de ej har bragt Fald.

4:17  Thi de æder Gudløsheds Brød og drikker Urettens Vin.

4:18  men retfærdiges Sti er som straalende Lys, der vokser i Glans til højlys Dag:

4:19  Gudløses Vej er som Mørket, de skønner ej, hvad de snubler over,

4:20  Mærk dig, min Søn, mine Ord, bøj Øret til, hvad jeg siger;

4:21  det slippe dig ikke af Syne, du vogte det dybt i dit Hjerte;

4:22  thi det er Liv for dem, der finder det, Helse for alt deres Kød.

4:23  Vogt dit Hjerte mer end alt andet, thi derfra udspringer Livet.

4:24  Hold dig fra Svig med din Mund, lad Læbernes Falskhed være dig fjern.

4:25  Lad dine Øjne se lige ud, dit Blik skue lige frem;

4:26  gaa ad det lige Spor, lad alle dine Veje sigte mod Maalet;

4:27  bøj hverken til højre eller venstre, lad Foden vige fra ondt!

Chapter 5

5:1  Mærk dig, min Søn, min Visdom, bøj til min Indsigt dit Øre,

5:2  at Kløgt maa vaage øver dig, Læbernes Kundskab vare paa dig.

5:3  Thi af Honning drypper den fremmedes Læber, glattere end Olie er hendes Gane;

5:4  men til sidst er hun besk som Malurt, hvas som tveægget Sværd;

5:5  hendes Fødder styrer nedad mod Døden, til Dødsriget stunder hendes Fjed;

5:6  hun følger ej Livets Vej, hendes Spor er bugtet, hun ved det ikke.

5:7  Hør mig da nu, min Søn, vig ikke fra min Munds Ord!

5:8  Lad din Vej være langt fra hende, kom ej hendes Husdør nær,

5:9  at du ikke maa give andre din Ære, en grusom Mand dine Aar.

5:10  at ikke dit Gods skal mætte fremmede, din Vinding ende i Andenmands Hus,

5:11  saa du gribes af Anger til sidst, naar dit Kød og Huld svinder hen,

5:12  og du siger: »Ak, at jeg hadede Tugt, at mit Hjerte lod haant om Revselse,

5:13  saa jeg ikke lød mine Læreres Røst, ej bøjed mit Øre til dem, som lærte mig!

5:14  Nær var jeg kommet i alskens Ulykke midt i Forsamling og Menighed!«

5:15  Drik Vand af din egen Cisterne og rindende Vand af din Brønd;

5:16  lad ej dine Kilder flyde paa Gaden, ej dine Bække paa Torvene!

5:17  Dig skal de tilhøre, dig alene, ingen fremmed ved Siden af dig!

5:18  Velsignet være dit Væld, og glæd dig ved din Ungdoms Hustru,

5:19  den elskelige Hind, den yndige Gazel; hendes Elskov fryde dig stedse, berus dig altid i hendes Kærlighed!

5:20  Hvi beruser du dig, min Søn, i en fremmed og tager en andens Hustru i Favn?

5:21  Thi for HERRENS Øjne er Menneskets Veje, grant følger han alle dets Spor;

5:22  den gudløse fanges af egen Brøde og holdes fast i Syndens Reb;

5:23  han dør af Mangel paa Tugt, gaar til ved sin store Daarskab.

Chapter 6

6:1  Min Søn: har du borget for din næste og givet en anden Haandslag,

6:2  er du fanget ved dine Læber og bundet ved Mundens Ord,

6:3  gør saa dette, min Søn, og red dig, nu du er kommet i Næstens Haand: Gaa hen uden Tøven, træng ind paa din Næste;

6:4  und ikke dine Øjne Søvn, ej heller dine Øjenlaag Hvile,

6:5  red dig som en Gazel af Snaren, som en Fugl af Fuglefængerens Haand.

6:6  Gaa hen til Myren, du lade, se dens Færd og bliv viis.

6:7  Skønt uden Fyrste, Foged og Styrer,

6:8  sørger den dog om Somren for Æde og sanker sin Føde i Høst.

6:9  Hvor længe vil du ligge, du lade, naar staar du op af din Søvn?

6:10  Lidt Søvn endnu, lidt Blund, lidt Hvile med samlagte Hænder:

6:11  som en Stimand kommer da Fattigdom over dig, Trang som en skjoldvæbnet Mand.

6:12  En Nidding, en ussel Mand er den, som vandrer med Falskhed i Munden,

6:13  som blinker med Øjet, skraber med Foden og giver Tegn med Fingrene,

6:14  som smeder Rænker i Hjertet og altid kun ypper Kiv;

6:15  derfor kommer hans Undergang brat, han knuses paa Stedet, kan ikke læges.

6:16  Seks Ting hader HERREN, syv er hans Sjæl en Gru:

6:17  Stolte Øjne, Løgnetunge, Hænder, der udgyder uskyldigt Blod,

6:18  et Hjerte, der udtænker onde Raad, Fødder, der haster og iler til ondt,

6:19  falsk Vidne, der farer med Løgn, og den, som sætter Splid mellem Brødre.

6:20  Min Søn, tag Vare paa din Faders Bud, opgiv ikke din Moders Belæring,

6:21  bind dem altid paa dit Hjerte, knyt dem fast om din Hals;

6:22  paa din Vandring lede den dig, paa dit Leje vogte den dig, den tale dig til, naar du vaagner;

6:23  thi Budet er en Lygte, Læren Lys, og Tugtens Revselse Livets Vej

6:24  for at vogte dig for Andenmands Hustru, for fremmed Kvindes sleske Tunge!

6:25  Attraa ej i dit Hjerte hendes Skønhed, hendes Blik besnære dig ej!

6:26  Thi en Skøge faar man blot for et Brød, men Andenmands Hustru fanger dyrebar Sjæl.

6:27  Kan nogen bære Ild i sin Brystfold, uden at Klæderne brænder?

6:28  Kan man vandre paa glødende Kul, uden at Fødderne svides?

6:29  Saa er det at gaa ind til sin Næstes Hustru; ingen, der rører hende, slipper for Straf.

6:30  Ringeagter man ikke Tyven, naar han stjæler for at stille sin Sult?

6:31  Om han gribes, maa han syvfold bøde og afgive alt sit Huses Gods.

6:32  Afsindig er den, der boler med hende, kun en Selvmorder handler saa;

6:33  han opnaar Hug og Skændsel, og aldrig udslettes hans Skam.

6:34  Thi Skinsyge vækker Mandens Vrede, han skaaner ikke paa Hævnens Dag;

6:35  ingen Bøde tager han god; store Tilbud rører ham ikke.

Chapter 7

7:1  Min Søn, vogt dig mine Ord, mine Bud maa du gemme hos dig;

7:2  vogt mine Bud, saa skal du leve, som din Øjesten vogte du, hvad jeg har lært dig;

7:3  bind dem om dine Fingre, skriv dem paa dit Hjertes Tavle,

7:4  sig til Visdommen: »Du er min Søster!« og kald Forstanden Veninde,

7:5  at den maa vogte dig for Andenmands Hustru, en fremmed Kvinde med sleske Ord.

7:6  Thi fra mit Vindue skued jeg ud, jeg kigged igennem mit Gitter;

7:7  og blandt de tankeløse saa jeg en Yngling, en uden Vid blev jeg var blandt de unge;

7:8  han gik paa Gaden tæt ved et Hjørne, skred frem paa Vej til hendes Hus

7:9  i Skumringen henimod Aften, da Nat og Mørke brød frem.

7:10  Og se, da møder Kvinden ham i Skøgedragt, underfundig i Hjertet;

7:11  løssluppen, ustyrlig er hun, hjemme fandt hendes Fødder ej Ro;

7:12  snart paa Gader, snart paa Torve, ved hvert et Hjørne lurer hun;

7:13  hun griber i ham og kysser ham og siger med frække Miner;

7:14  »Jeg er et Takoffer skyldig og indfrier mit Løfte i Dag,

7:15  gik derfor ud for at møde dig, søge dig, og nu har jeg fundet dig!

7:16  Jeg har redt mit Leje med Tæpper, med broget ægyptisk Lærred,

7:17  jeg har stænket min Seng med Myrra, med Aloe og med Kanelbark;

7:18  kom, lad os svælge til Daggry i Vellyst, beruse os i Elskovs Lyst!

7:19  Thi Manden er ikke hjemme, paa Langfærd er han draget;

7:20  Pengepungen tog han med, ved Fuldmaane kommer han hjem!«

7:21  Hun lokked ham med mange fagre Ord, forførte ham med sleske Læber;

7:22  tankeløst følger han hende som en Tyr, der føres til Slagtning, som en Hjort, der løber i Nettet,

7:23  til en Pil gennemborer dens Lever, som en Fugl, der falder i Snaren, uden at vide, det gælder dens Liv.

7:24  Hør mig da nu, min Søn, og lyt til min Munds Ord!

7:25  Ej bøje du Hjertet til hendes Veje, far ikke vild paa hendes Stier;

7:26  thi mange ligger slagne, hvem hun har fældet, og stor er Hoben, som hun slog ihjel.

7:27  Hendes Hus er Dødsrigets Veje, som fører til Dødens Kamre.

Chapter 8

8:1  Mon ikke Visdommen kalder, løfter Indsigten ikke sin Røst?

8:2  Oppe paa Høje ved Vejen, ved Korsveje træder den frem;

8:3  ved Porte, ved Byens Udgang, ved Dørenes Indgang raaber den:

8:4  Jeg kalder paa eder, I Mænd, løfter min Røst til Menneskens Børn.

8:5  I tankeløse, vind jer dog Klogskab, I Taaber, saa faa dog Forstand!

8:6  Hør, thi jeg fører ædel Tale, aabner mine Læber med retvise Ord;

8:7  ja, Sandhed taler min Gane, gudløse Læber er mig en Gru.

8:8  Rette er alle Ord af min Mund, intet er falskt eller vrangt;

8:9  de er alle ligetil for den kloge, retvise for dem der vandt Indsigt.

8:10  Tag ved Lære, tag ikke mod Sølv, tag mod Kundskab fremfor udsøgt Guld;

8:11  thi Visdom er bedre end Perler, ingen Skatte opvejer den.

8:12  Jeg, Visdom, er Klogskabs Nabo og raader over Kundskab og Kløgt.

8:13  HERRENS Frygt er Had til det onde. Jeg hader Hovmod og Stolthed, den onde Vej og den falske Mund.

8:14  Jeg ejer Raad og Visdom, jeg har Forstand, jeg har Styrke.

8:15  Ved mig kan Konger styre og Styresmænd give retfærdige Love;

8:16  ved mig kan Fyrster raade og Stormænd dømme Jorden.

8:17  Jeg elsker dem, der elsker mig, og de, der søger mig, finder mig.

8:18  Hos mig er der Rigdom og Ære, ældgammelt Gods og Retfærd.

8:19  Min Frugt er bedre end Guld og Malme, min Afgrøde bedre end kosteligt Sølv.

8:20  Jeg vandrer paa Retfærds Vej, midt hen ad Rettens Stier

8:21  for at tildele dem, der elsker mig, Gods og fylde deres Forraadshuse.

8:22  Mig skabte HERREN først blandt sine Værker, i Urtid, førend han skabte andet;

8:23  jeg blev frembragt i Evigheden, i Begyndelsen, i Jordens tidligste Tider;

8:24  jeg fødtes, før Verdensdybet var til, før Kilderne, Vandenes Væld, var til;

8:25  førend Bjergene sænkedes, før Højene fødtes jeg,

8:26  førend han skabte Jord og Marker, det første af Jordsmonnets Støv.

8:27  Da han grundfæsted Himlen, var jeg hos ham, da han satte Hvælv over Verdensdybet.

8:28  Da han fæstede Skyerne oventil og gav Verdensdybets Kilder deres faste Sted,

8:29  da han satte Havet en Grænse, at Vandene ej skulde bryde hans Lov, da han lagde Jordens Grundvold,

8:30  da var jeg Fosterbarn hos ham, hans Glæde Dag efter Dag; for hans Aasyn leged jeg altid,

8:31  leged paa hans vide Jord og havde min Glæde af Menneskens Børn.

8:32  Og nu, I Sønner, hør mig! Vel den, der vogter paa mine Veje!

8:33  Hør paa Tugt og bliv vise, lad ikke haant derom!

8:34  Lykkelig den, der hører paa mig, saa han daglig vaager ved mine Døre og vogter paa mine Dørstolper.

8:35  Thi den, der finder mig; finder Liv og opnaar Yndest hos HERREN;

8:36  men den, som mister mig, skader sig selv; enhver, som hader mig, elsker Døden.

Chapter 9

9:1  Visdommen bygged sig Hus, rejste sig støtter syv,

9:2  slagted sit Kvæg og blanded sin Vin, hun har ogsaa dækket sit Bord;

9:3  hun har sendt sine Terner ud, byder ind paa Byens højeste Steder:

9:4  Hvo som er tankeløs, han komme hid, jeg taler til dem, som er uden Vid:

9:5  Kom og smag mit Brød og drik den Vin, jeg har blandet!

9:6  Lad Tankeløshed fare, saa skal I leve, skrid frem ad Forstandens Vej! —

9:7  Tugter man en Spotter, henter man sig Haan; revser man en gudløs, høster man Skam;

9:8  revs ikke en Spotter, at han ikke skal hade dig, revs den vise, saa elsker han dig;

9:9  giv til den vise, saa bliver han visere, lær den retfærdige, saa øges hans Viden.

9:10  HERRENS Frygt er Visdoms Grundlag, at kende den HELLIGE, det er Forstand. —

9:11  Thi mange bliver ved mig dine Dage, dine Livsaars Tal skal øges.

9:12  Er du viis, er det til Gavn for dig selv; spotter du, bærer du ene Følgen!

9:13  Daarskaben, hun slaar sig løs og lokker og kender ikke til Skam;

9:14  hun sidder ved sit Huses Indgang, troner paa Byens Høje

9:15  og byder dem ind, der kommer forbi, vandrende ad deres slagne Vej:

9:16  Hvo som er tankeløs, han komme hid, jeg taler til dem, som er uden Vid:

9:17  Stjaalen Drik er sød, lønligt Brød er lækkert!

9:18  Han ved ej, at Skyggerne dvæler der, hendes Gæster er i Dødsrigets Dyb.

Chapter 10

10:1  Salomos Ordsprog. Viis Søn glæder sin Fader, taabelig Søn er sin Moders Sorg.

10:2  Gudløsheds Skatte gavner intet, men Retfærd redder fra Død.

10:3  HERREN lader ej en retfærdig sulte, men gudløses Attraa støder han fra sig.

10:4  Doven Haand skaber Fattigdom, flittiges Haand gør rig.

10:5  En klog Søn samler om Somren, en daarlig sover om Høsten.

10:6  Velsignelse er for retfærdiges Hoved, paa Uret gemmer gudløses Mund.

10:7  Den retfærdiges Minde velsignes, gudløses Navn smuldrer hen.

10:8  Den vise tager mod Paabud, den brovtende Daare styrtes.

10:9  Hvo lydefrit vandrer, vandrer trygt; men hvo der gaar Krogveje, ham gaar det ilde.

10:10  Blinker man med Øjet, volder man ondt, den brovtende Daare styrtes.

10:11  Den retfærdiges Mund er en Livsens Kilde, paa Uret gemmer gudløses Mund.

10:12  Had vækker Splid, Kærlighed skjuler alle Synder.

10:13  Paa den kloges Læber finder man Visdom, Stok er til Ryg paa Mand uden Vid.

10:14  De vise gemmer den indsigt, de har, Daarens Mund er truende Vaade.

10:15  Den riges Gods er hans faste Stad, Armod de ringes Vaade.

10:16  Den retfærdiges Vinding tjener til Liv, den gudløses Indtægt til Synd.

10:17  At vogte paa Tugt er Vej til Livet, vild farer den, som viser Revselse fra sig.

10:18  Retfærdige Læber tier om Had, en Taabe er den, der udspreder Rygter.

10:19  Ved megen Tale undgaas ej Brøde, klog er den, der vogter sin Mund.

10:20  Den retfærdiges Tunge er udsøgt Sølv, gudløses Hjerte er intet værd.

10:21  Den retfærdiges Læber nærer mange, Daarerne dør af Mangel paa Vid.

10:22  HERRENS Velsignelse, den gør rig, Slid og Slæb lægger intet til.

10:23  For Taaben er Skændselsgerning en Leg, Visdom er Leg for Mand med Indsigt.

10:24  Hvad en gudløs frygter, kommer over hans Hoved, hvad retfærdige ønsker, bliver dem givet.

10:25  Naar Storm farer frem, er den gudløse borte, den retfærdige staar paa evig Grund.

10:26  Som Eddike for Tænder og Røg for Øjne saa er den lade for dem, der sender ham.

10:27  HERRENS Frygt lægger Dage til, gudløses Aar kortes af.

10:28  Retfærdige har Glæde i Vente, gudløses Haab vil briste.

10:29  For lydefri Vandel er HERREN et Værn, men en Rædsel for Udaadsmænd.

10:30  Den retfærdige rokkes aldrig, ikke skal gudløse bo i Landet.

10:31  Den retfærdiges Mund bærer Visdoms Frugt, den falske Tunge udryddes.

10:32  Den retfærdiges Læber søger Yndest, gudløses Mund bærer Falskheds Frugt.

Chapter 11

11:1  Falske Vægtskaale er HERREN en Gru, fuldvægtigt Lod er efter hans Sind.

11:2  Kommer Hovmod, kommer og Skændsel, men med ydmyge følger der Visdom.

11:3  Retsindiges Uskyld leder dem trygt, troløses falskhed lægger dem øde.

11:4  Ej hjælper Rigdom paa Vredens Dag, men Retfærd redder fra Døden.

11:5  Den lydefris Retfærd jævner hans Vej, for sin Gudløshed falder den gudløse.

11:6  Retsindiges Retfærd bringer dem Frelse, troløse fanges i egen Attraa.

11:7  Ved Døden brister den gudløses Haab, Daarers Forventning brister.

11:8  Den retfærdige fries af Trængsel, den gudløse kommer i hans Sted.

11:9  Med sin Mund lægger vanhellig Næsten øde, retfærdige fries ved Kundskab.

11:10  Ved retfærdiges Lykke jubler en By, der er Fryd ved gudløses Undergang.

11:11  Ved retsindiges Velsignelse rejser en By sig, den styrtes i Grus ved gudløses Mund.

11:12  Mand uden Vid ser ned paa sin Næste, hvo, som har Indsigt, tier.

11:13  Bagtaleren røber, hvad ham er betroet, den paalidelige skjuler Sagen.

11:14  Uden Styre staar et Folk for Fald, vel staar det til, hvor mange giver Raad.

11:15  Den gaar det ilde, som borger for andre, tryg er den, der hader Haandslag.

11:16  Yndefuld Kvinde vinder Manden Ære; hader hun Retsind, volder hun Skændsel. De lade maa savne Gods, flittige vinder sig Rigdom.

11:17  Kærlig Mand gør vel mod sin Sjæl, den grumme er haard ved sit eget Kød.

11:18  Den gudløse skaber kun skuffende Vinding, hvo Retfærd saar, faar virkelig Løn.

11:19  At hige efter Retfærd er Liv, at jage efter ondt er Død.

11:20  De svigefulde er HERREN en Gru, hans Velbehag ejer, hvo lydefrit vandrer.

11:21  Visselig undgaar den onde ej Straf, de retfærdiges Æt gaar fri.

11:22  Som Guldring i Svinetryne er fager Kvinde, der ikke kan skønne.

11:23  Retfærdiges Ønske bliver kun til Lykke, gudløse har kun Vrede i Vente.

11:24  En strør om sig og gør dog Fremgang, en anden nægter sig alt og mangler.

11:25  Gavmild Sjæl bliver mæt; hvo andre kvæger, kvæges og selv.

11:26  Hvo Kornet gemmer, ham bander Folket, Velsignelse kommer over den, som sælger.

11:27  Hvo der jager efter godt, han søger efter Yndest, hvo der higer efter ondt, ham kommer det over.

11:28  Hvo der stoler paa sin Rigdom, falder, retfærdige grønnes som Løv.

11:29  Den, der øder sit Hus, høster Vind, Daare bliver Vismands Træl.

11:30  Retfærds Frugt er et Livets Træ, Vismand indfanger Sjæle.

11:31  En retfærdig reddes med Nød og næppe, endsige en gudløs, en, der synder.

Chapter 12

12:1  At elske Tugt er at elske Kundskab, at hade Revselse er dumt.

12:2  Den gode vinder Yndest hos HERREN, den rænkefulde dømmer han skyldig.

12:3  Ingen staar fast ved Gudløshed, men retfærdiges Rod skal aldrig rokkes.

12:4  En duelig Kvinde er sin Ægtemands Krone, en daarlig er som Edder i hans Ben.

12:5  Retfærdiges Tanker er Ret, gudløses Opspind er Svig.

12:6  Gudløses Ord er paa Lur efter Blod, retsindiges Mund skal bringe dem Frelse.

12:7  Gudløse styrtes og er ikke mer, retfærdiges Hus staar fast.

12:8  For sin Klogskab prises en Mand, til Spot bliver den, hvis Vid er vrangt.

12:9  Hellere overses, naar man holder Træl, end optræde stort, naar man mangler Brød.

12:10  Den retfærdige føler med sit Kvæg, gudløses Hjerte er grumt.

12:11  Den mættes med Brød, som dyrker sin Jord, uden Vid er den, der jager efter Tomhed.

12:12  De ondes Fæstning jævnes med Jorden, de retfærdiges Rod holder Stand.

12:13  I Læbernes Brøde hildes den onde, den retfærdige undslipper Nøden.

12:14  Af sin Munds Frugt mættes en Mand med godt, et Menneske faar, som hans Hænder har øvet.

12:15  Daarens Færd behager ham selv, den vise hører paa Raad.

12:16  En Daare giver straks sin Krænkelse Luft, den kloge spottes og lader som intet.

12:17  Den sanddru fremfører, hvad der er ret, det falske Vidne kommer med Svig.

12:18  Mangens Snak er som Sværdhug, de vises Tunge læger.

12:19  Sanddru Læbe bestaar for evigt, Løgnetunge et Øjeblik.

12:20  De, som smeder ondt, har Svig i Hjertet; de, der stifter Fred, har Glæde.

12:21  Den retfærdige times der intet ondt, gudløse oplever Vanheld paa Vanheld.

12:22  Løgnelæber er HERREN en Gru, de ærlige har hans Velbehag.

12:23  Den kloge dølger sin Kundskab, Taabers Hjerte udraaber Daarskab.

12:24  De flittiges Haand skal raade, den lade tvinges til Hoveriarbejde.

12:25  Hjertesorg bøjer til Jorden, et venligt Ord gør glad.

12:26  Den retfærdige vælger sin Græsgang, gudløses Vej vildleder dem selv.

12:27  Ladhed opskræmmer intet Vildt, men kosteligt Gods faar den flittige tildelt.

12:28  Paa Retfærds Sti er der Liv, til Døden fører den onde Vej.

Chapter 13

13:1  Viis Søn elsker tugt, spotter hører ikke paa skænd.

13:2  Af sin Munds Frugt nyder en Mand kun godt, til Vold staar troløses Hu.

13:3  Vogter man Munden, bevarer man Sjælen, den aabenmundede falder i Vaade.

13:4  Den lade attraar uden at faa, men flittiges Sjæl bliver mæt.

13:5  Den retfærdige hader Løgnetale, den gudløse spreder Skam og Skændsel.

13:6  Retfærd skærmer, hvo lydefrit vandrer, Synden fælder de gudløse.

13:7  Mangen lader rig og ejer dog intet, mangen lader fattig og ejer dog meget.

13:8  Mands Rigdom er Løsepenge for hans Liv, Fattigmand faar ingen Trusel at høre.

13:9  Retfærdiges Lys bryder frem, gudløses Lampe gaar ud.

13:10  Ved Hovmod vækkes kun Splid, hos dem, der lader sig raade, er Visdom.

13:11  Rigdom, vundet i Hast, smuldrer hen, hvad der samles Haandfuld for Haandfuld, øges.

13:12  At bie længe gør Hjertet sygt, opfyldt Ønske er et Livets Træ.

13:13  Den, der lader haant om Ordet, slaas ned, den, der frygter Budet, faar Løn.

13:14  Vismands Lære er en Livsens Kilde, derved undgaas Dødens Snarer.

13:15  God Forstand vinder Yndest, troløses Vej er deres Undergang.

13:16  Hver, som er klog, gaar til Værks med Kundskab, Taaben udfolder Daarskab.

13:17  Gudløs Budbringer gaar det galt, troværdigt Bud bringer Lægedom.

13:18  Afvises Tugt, faar man Armod og Skam; agtes paa Revselse, bliver man æret.

13:19  Opfyldt Ønske er sødt for Sjælen, at vige fra ondt er Taaber en Gru.

13:20  Omgaas Vismænd, saa bliver du viis, ilde faren er Taabers Ven.

13:21  Vanheld følger Syndere, Lykken naar de retfærdige.

13:22  Den gode efterlader Børnebørn Arv, til retfærdige gemmes Synderens Gods.

13:23  Paa Fattigfolks Nyjord er rigelig Føde, mens mangen rives bort ved Uret.

13:24  Hvo Riset sparer, hader sin Søn, den, der elsker ham, tugter i Tide.

13:25  Den retfærdige spiser, til Sulten er stillet, gudløses Bug er tom.

Chapter 14

14:1  Visdom bygger sig Hus, Daarskabs Hænder river det ned.

14:2  Hvo redeligt vandrer, frygter HERREN, men den, som gaar Krogveje, agter ham ringe.

14:3  I Daarens Mund er Ris til hans Ryg, for de vise staar Læberne Vagt.

14:4  Naar der ikke er Okser, er Laden tom, ved Tyrens Kraft bliver Høsten stor.

14:5  Sanddru Vidne lyver ikke, det falske Vidne farer med Løgn.

14:6  Spotter søger Visdom, men finder den ikke, til Kundskab kommer forstandig let.

14:7  Gaa fra en Mand, som er en Taabe, der mærker du intet til Kundskabs Læber.

14:8  Den kloge i sin Visdom er klar paa sin Vej, men Taabers Daarskab er Svig.

14:9  Med Daarer driver Skyldofret Spot, men Velvilje raader iblandt retsindige.

14:10  Hjertet kender sin egen Kvide, fremmede blander sig ej i dets Glæde.

14:11  Gudløses Hus lægges øde, retsindiges Telt staar i Blomst.

14:12  Mangen Vej synes Manden ret, og saa er dens Ende dog Dødens Veje.

14:13  Selv under Latter kan Hjertet lide, og Glædens Ende er Kummer.

14:14  Af sine Veje mættes den frafaldne, af sine Gerninger den, som er god.

14:15  Den tankeløse tror hvert Ord, den kloge overtænker sine Skridt.

14:16  Den vise ængstes og skyr det onde, Taaben buser sorgløs paa.

14:17  Den hidsige bærer sig taabeligt ad, man hader rænkefuld Mand.

14:18  De tankeløse giver Daarskab i Arv, de kloge efterlader sig Kundskab.

14:19  Onde maa bukke for gode, gudløse staa ved retfærdiges Døre.

14:20  Fattigmand hades endog af sin Ven, men Rigmands Venner er mange.

14:21  Den, der foragter sin Næste, synder, lykkelig den, der har Medynk med arme.

14:22  De, som virker ondt, farer visselig vild; de, som virker godt, finder Naade og Trofasthed.

14:23  Ved al Slags Møje vindes der noget, Mundsvejr volder kun Tab.

14:24  De vises Krone er Kløgt, Taabers Krans er Daarskab.

14:25  Sanddru Vidne frelser Sjæle; den, som farer med Løgn, bedrager.

14:26  Den stærkes Tillid er HERRENS Frygt, hans Sønner skal have en Tilflugt.

14:27  HERRENS Frygt er en Livsens Kilde, derved undgaas Dødens Snarer.

14:28  At Folket er stort, er Kongens Hæder, Brist paa Folk er Fyrstens Fald.

14:29  Den sindige er rig paa Indsigt, den heftige driver det vidt i Daarskab.

14:30  Sagtmodigt Hjerte er Liv for Legemet, Avind er Edder i Benene.

14:31  At kue den ringe er Haan mod hans Skaber, han æres ved Medynk med fattige.

14:32  Ved sin Ondskab styrtes den gudløse, ved lydefri Færd er retfærdige trygge.

14:33  Visdom bor i forstandiges Hjerte, i Taabers Indre kendes den ikke.

14:34  Retfærdighed løfter et Folk, men Synd er Folkenes Skændsel.

14:35  En klog Tjener har Kongens Yndest, en vanartet rammer hans Vrede.

Chapter 15

15:1  Mildt svar stiller Vrede, saarende Ord vækker Nag.

15:2  Vises Tunge drypper af Kundskab, Daarskab strømmer fra Taabers Mund.

15:3  Alle Vegne er HERRENS Øjne, de udspejder onde og gode.

15:4  Et Livets Træ er Tungens Mildhed, dens Falskhed giver Hjertesaar.

15:5  Daare lader haant om sin Faders Tugt, klog er den, som tager Vare paa Revselse.

15:6  Den retfærdiges Hus har megen Velstand, den gudløses Høst lægges øde.

15:7  Vises Læber udstrør Kundskab, Taabers Hjerte er ikke ret.

15:8  Gudløses Offer er HERREN en Gru, retsindiges Bøn har han Velbehag i.

15:9  Den gudløses Færd er HERREN en Gru, han elsker den, der stræber efter Retfærd.

15:10  Streng Tugt er for den, der forlader Vejen; den, der hader Revselse, dør.

15:11  Dødsrige og Afgrund ligger aabne for HERREN, endsige da Menneskebørnenes Hjerter.

15:12  Spotteren ynder ikke at revses, til Vismænd gaar han ikke.

15:13  Glad Hjerte giver venligt Ansigt, ved Hjertesorg bliver Modet brudt.

15:14  Den forstandiges Hjerte søger Kundskab, Taabers Mund lægger Vind paa Daarskab.

15:15  Alle den armes Dage er onde, glad Hjerte er stadigt Gæstebud.

15:16  Bedre lidet med HERRENS Frygt end store Skatte med Uro.

15:17  Bedre en Ret Grønt med Kærlighed end fedet Okse og Had derhos.

15:18  Vredladen Mand vækker Splid, sindig Mand stiller Trætte.

15:19  Den lades Vej er spærret af Tjørn, de flittiges Sti er banet.

15:20  Viis Søn glæder sin Fader, Taabe til Menneske foragter sin Moder.

15:21  Daarskab er Glæde for Mand uden Vid, Mand med Indsigt gaar lige frem.

15:22  Er der ikke holdt Raad, saa mislykkes Planer, de lykkes, naar mange raadslaar.

15:23  Mand er glad, naar hans Mund kan svare, hvor godt er et Ord i rette Tid.

15:24  Den kloge gaar opad paa Livets Vej for at undgaa Dødsriget nedentil.

15:25  Hovmodiges Hus river HERREN bort, han fastsætter Enkens Skel.

15:26  Onde Tanker er HERREN en Gru, men hulde Ord er rene.

15:27  Den øder sit Hus, hvem Vinding er alt; men leve skal den, der hader Gave.

15:28  Den retfærdiges Hjerte tænker, før det svarer, gudløses Mund lader ondt strømme ud.

15:29  HERREN er gudløse fjern, men hører retfærdiges Bøn.

15:30  Milde Øjne fryder Hjertet, godt Bud giver Marv i Benene.

15:31  Øret, der lytter til Livsens Revselse, vil gerne dvæle iblandt de vise.

15:32  Hvo Tugt forsmaar, lader haant om sin Sjæl, men Vid fanger den, der lytter til Revselse.

15:33  HERRENS Frygt er Tugt til Visdom, Ydmyghed først og siden Ære.

Chapter 16

16:1  Hjertets Raad er Menneskets sag. Tungens Svar er fra HERREN.

16:2  En Mand holder al sin Færd for ren, men HERREN vejer Aander.

16:3  Vælt dine Gerninger paa HERREN, saa skal dine Planer lykkes.

16:4  Alt skabte HERREN, hvert til sit, den gudløse ogsaa for Ulykkens Dag.

16:5  Hver hovmodig er HERREN en Gru, visselig slipper han ikke for Straf.

16:6  Ved Mildhed og Troskab sones Brøde, ved HERRENS Frygt undviger man ondt.

16:7  Naar HERREN har Behag i et Menneskes Veje, gør han endog hans Fjender til Venner.

16:8  Bedre er lidet med Retfærd end megen Vinding med Uret.

16:9  Menneskets Hjerte udtænker hans Vej, men HERREN styrer hans Fjed.

16:10  Der er Gudsdom paa Kongens Læber, ej fejler hans Mund, naar han dømmer.

16:11  Ret Bismer og Vægtskaal er HERRENS, hans Værk er alle Posens Lodder.

16:12  Gudløs Færd er Konger en Gru, thi ved Retfærd grundfæstes Tronen.

16:13  Retfærdige Læber har Kongens Yndest, han elsker den, der taler oprigtigt.

16:14  Kongens Vrede er Dødens Bud, Vismand evner at mildne den.

16:15  I Kongens Aasyns Lys er der Liv, som Vaarregnens Sky er hans Yndest.

16:16  At vinde Visdom er bedre end Guld, at vinde Indsigt mere end Sølv.

16:17  De retsindiges Vej er at vige fra ondt; den vogter sit Liv, som agter paa sin Vej.

16:18  Hovmod gaar forud for Fald, Overmod forud for Snublen.

16:19  Hellere sagtmodig med ydmyge end dele Bytte med stolte.

16:20  Vel gaar det den, der mærker sig Ordet; lykkelig den, der stoler paa HERREN.

16:21  Den vise kaldes forstandig, Læbernes Sødme øger Viden.

16:22  Kløgt er sin Mand en Livsens Kilde, Daarskab er Daarers Tugt.

16:23  Den vises Hjerte giver Munden Kløgt, paa Læberne lægger det øget Viden.

16:24  Hulde Ord er som flydende Honning, søde for Sjælen og sunde for Legemet.

16:25  Mangen Vej synes Manden ret, og saa er dens Ende dog Dødens Veje.

16:26  En Arbejders Hunger arbejder for ham, thi Mundens Krav driver paa ham.

16:27  En Nidding graver Ulykkesgrave, det er, som brændte der Ild paa hans Læber.

16:28  Rænkefuld Mand sætter Splid; den, der bagtaler, skiller Venner.

16:29  Voldsmand lokker sin Næste og fører ham en Vej, der ikke er god.

16:30  Den, der stirrer, har Rænker for; knibes Læberne sammen, har man fuldbyrdet ondt.

16:31  Graa Haar er en dejlig Krone, den vindes paa Retfærds Vej.

16:32  Større end Helt er sindig Mand, større at styre sit Sind end at tage en Stad.

16:33  I Brystfolden rystes Loddet, det falder, som HERREN vil.

Chapter 17

17:1  Bedre en tør Bid Brød med fred end Huset fuldt af Sul med Trætte.

17:2  Klog Træl bliver Herre over daarlig Søn og faar lod og del mellem Brødre.

17:3  Digel til Sølv og Ovn til Guld, men den, der prøver Hjerter, er HERREN.

17:4  Den onde hører paa onde Læber, Løgneren lytter til giftige Tunger.

17:5  Hvo Fattigmand spotter, haaner hans Skaber, den skadefro slipper ikke for Straf.

17:6  De gamles Krone er Børnebørn, Sønners Stolthed er Fædre.

17:7  Ypperlig Tale er ej for en Daare, end mindre da Løgn for den, som er ædel.

17:8  Som en Troldsten er Gave i Giverens Øjne; hvorhen den end vender sig, gør den sin Virkning.

17:9  Den, der dølger en Synd, søger Venskab, men den, der ripper op i en Sag, skiller Venner.

17:10  Bedre virker Skænd paa forstandig end hundrede Slag paa en Taabe.

17:11  Den onde har kun Genstridighed for, men et skaanselsløst Bud er udsendt imod ham.

17:12  Man kan møde en Bjørn, hvis Unger er taget, men ikke en Taabe udi hans Daarskab.

17:13  Den, der gengælder godt med ondt, fra hans Hus skal Vanheld ej vige.

17:14  At yppe Strid er at aabne for Vand, hold derfor inde, før Strid bryder løs.

17:15  At frikende skyldig og dømme uskyldig, begge Dele er HERREN en Gru.

17:16  Hvad hjælper Penge i Taabens Haand til at købe ham Visdom, naar Viddet mangler?

17:17  Ven viser Kærlighed naar som helst, Broder fødes til Hjælp i Nød.

17:18  Mand uden Vid giver Haandslag og gaar i Borgen for Næsten.

17:19  Ven af Kiv er Ven af Synd; at højne sin Dør er at attraa Fald.

17:20  Ej finder man Lykke, naar Hjertet er vrangt, man falder i Vaade, naar Tungen er falsk.

17:21  Den, der avler en Taabe, faar Sorg, Daarens Fader er ikke glad.

17:22  Glad Hjerte er godt for Legemet, nedslaaet Sind suger Marv af Benene.

17:23  Den gudløse tager Gave i Løn for at bøje Rettens Gænge.

17:24  Visdom staar den forstandige for Øje, Taabens Blik er ved Jordens Ende.

17:25  Taabelig Søn er sin Faders Sorg, Kvide for hende, som fødte ham.

17:26  At straffe den, der har Ret, er ilde, værre endnu at slaa de ædle.

17:27  Den, som har Kundskab tøjler sin Tale, Mand med Forstand er koldblodig.

17:28  Selv Daaren, der tier, gælder for viis, forstandig er den, der lukker sine Læber.

Chapter 18

18:1  Særlingen søger et Paaskud, med Vold og Magt vil han Strid.

18:2  Taaben ynder ej Indsigt, men kun, at hans Tanker kommer for Lyset.

18:3  Hvor Gudløshed kommer, kommer og Spot, Skam og Skændsel følges.

18:4  Ord i Mands Mund er dybe Vande, en rindende Bæk, en Visdomskilde.

18:5  Det er ilde at give en skyldig Medhold, saa man afviser skyldfris Sag i Retten.

18:6  Taabens Læber fører til Trætte, hans Mund raaber højt efter Hug,

18:7  Taabens Mund er hans Vaade, hans Læber en Snare for hans Liv.

18:8  Bagtalerens Ord er som Lækkerbidskener, de synker dybt i Bugen.

18:9  Den, der er efterladen i Gerning, er ogsaa Broder til Ødeland.

18:10  HERRENS Navn er et stærkt Taarn, den retfærdige løber derhen og bjærges.

18:11  Den riges Gods er hans faste Stad, og tykkes ham en knejsende Mur.

18:12  Mands Hovmod gaar forud for Fald, Ydmyghed forud for Ære.

18:13  Om nogen svarer, førend han hører, regnes det ham til Daarskab og Skændsel.

18:14  Mands Mod udholder Sygdom, men hvo kan bære en sønderbrudt Aand?

18:15  Den forstandiges Hjerte vinder sig Kundskab, de vises Øre attraar Kundskab.

18:16  Gaver aabner et Menneske Vej og fører ham hen til de store.

18:17  Den, der taler først i en Trætte har Ret, til den anden kommer og gaar ham efter.

18:18  Loddet gør Ende paa Trætter og skiller de stærkeste ad.

18:19  Krænket Broder er som en Fæstning, Trætter som Portslaa for Borg.

18:20  Mands Bug mættes af Mundens Frugt, han mættes af Læbernes Grøde.

18:21  Død og Liv er i Tungens Vold, hvo der tøjler den, nyder dens Frugt.

18:22  Fandt man en Hustru, fandt man Lykken og modtog Naade fra HERREN.

18:23  Fattigmand beder og trygler, Rigmand svarer med haarde Ord.

18:24  Med mange Fæller kan Mand gaa til Grunde, men Ven kan overgaa Broder i Troskab.

Chapter 19

19:1  Bedre Fattigmand med lydefri Færd end en, som gaar Krogveje, er han end rig.

19:2  At mangle Kundskab er ikke godt, men den træder fejl, som har Hastværk.

19:3  Et Menneskes Daarskab øder hans Vej, men paa HERREN vredes hans Hjerte.

19:4  Gods skaffer mange Venner, den ringe skiller hans Ven sig fra.

19:5  Det falske Vidne undgaar ej Straf; den slipper ikke, som farer med Løgn.

19:6  Mange bejler til Stormands Yndest, og alle er Venner med gavmild Mand.

19:7  Fattigmands Frænder hader ham alle, end mere skyr hans Venner ham da. Ej frelses den, som jager efter Ord.

19:8  Den, der vinder Vid, han elsker sin Sjæl, og den, der vogter paa Indsigt, faar Lykke.

19:9  Det falske Vidne undgaar ej Straf, og den, der farer med Løgn, gaar under.

19:10  Vellevned sømmer sig ikke for Taabe, end mindre for Træl at herske over Fyrster.

19:11  Klogskab gør Mennesket sindigt, hans Ære er at overse Brøde.

19:12  Som Brøl af en Løve er Kongens Vrede, som Dug paa Græs er hans Gunst.

19:13  Taabelig Søn er sin Faders Ulykke, Kvindekiv er som ustandseligt Tagdryp.

19:14  Hus og Gods er Arv efter Fædre, en forstandig Hustru er fra HERREN.

19:15  Dovenskab sænker i Dvale, den lade Sjæl maa sulte.

19:16  Den vogter sin Sjæl, som vogter paa Budet, men skødesløs Vandel fører til Død.

19:17  Er man god mod den ringe, laaner man HERREN, han gengælder en, hvad godt man har gjort.

19:18  Tugt din Søn, imens der er Haab, ellers stiler du efter at slaa ham ihjel.

19:19  Den, som er hidsig, maa bøde, ved Skaansel gør man det værre.

19:20  Hør paa Raad og tag ved Lære, saa du til sidst bliver viis.

19:21  I Mands Hjerte er mange Tanker, men HERRENS Raad er det, der staar fast.

19:22  Vinding har man af Godhed, hellere fattig end Løgner.

19:23  HERRENS Frygt er Vej til Liv, man hviler mæt og frygter ej ondt.

19:24  Den lade rækker til Fadet, men fører ej Haanden til Munden.

19:25  Faar Spottere Hug, bliver tankeløs klog, ved Revselse faar den forstandige Kundskab.

19:26  Mishandle Fader og bortjage Moder gør kun en daarlig, vanartet Søn.

19:27  Hør op, min Søn, med at høre paa Tugt og saa fare vild fra Kundskabsord.

19:28  Niddingevidne spotter Retten, gudløses Mund er glubsk efter Uret.

19:29  Slag er rede til Spottere, Hug til Taabers Ryg.

Chapter 20

20:1  En Spotter er Vinen, stærk Drik slaar sig løs, og ingen, som raver deraf, er viis.

20:2  Som Løvebrøl er Rædslen, en Konge vækker, at vække hans Vrede er at vove sit Liv.

20:3  Mands Ære er det at undgaa Trætte, men alle Taaber vil Strid.

20:4  Om Efteraaret pløjer den lade ikke, han søger i Høst, men finder intet.

20:5  Raad i Mands Hjerte er dybe Vande, men Mand med Indsigt drager det op.

20:6  Mangen kaldes en velvillig Mand, men hvem kan finde en trofast Mand?

20:7  Retfærdig er den, som lydefrit vandrer, hans Sønner faar Lykke efter ham.

20:8  Kongen, der sidder i Dommersædet, sigter alt ondt med sit Blik.

20:9  Hvo kan sige: »Jeg rensed mit Hjerte, og jeg er ren for Synd!«

20:10  To Slags Vægt og to Slags Maal, begge Dele er HERREN en Gru.

20:11  Selv Drengen kendes paa det, han gør, om han er ren og ret hans Færd.

20:12  Øret, der hører, og Øjet, der ser, HERREN skabte dem begge.

20:13  Elsk ikke Søvn, at du ej bliver fattig, luk Øjnene op og bliv mæt.

20:14  Køberen siger: »Usselt, usselt!« men skryder af Handelen, naar han gaar bort.

20:15  Har man end Guld og Perler i Mængde, kosteligst Smykke er Kundskabslæber.

20:16  Tag hans Klæder, han borged for en anden, pant ham for fremmedes Skyld!

20:17  Sødt smager Løgnens Brød, bagefter fyldes Munden med Grus.

20:18  Planer, der lægges ved Raadslagning, lykkes; før Krig efter modent Overlæg!

20:19  Bagtaleren røber, hvad ham er betroet, hav ej med en aabenmundet at gøre!

20:20  Den, der bander Fader og Moder, i Bælgmørke gaar hans Lampe ud.

20:21  Først haster man efter en Arv, men til sidst velsignes den ikke.

20:22  Sig ikke: »Ondt vil jeg gengælde!« Bi paa HERREN, saa hjælper han dig.

20:23  To Slags Lodder er HERREN en Gru, det er ikke godt, at Vægten er falsk.

20:24  Fra HERREN er Mands Fjed, hvor kan et Menneske fatte sin Skæbne!

20:25  Det er farligt at sige tankeløst: »Helligt!« og først efter Løftet tænke sig om.

20:26  Viis Konge sigter de gudløse, lader Tærskehjul gaa over dem.

20:27  Menneskets Aand er en HERRENS Lampe, den ransager alle hans Indres Kamre.

20:28  Godhed og Troskab vogter Kongen, han støtter sin Trone ved Retfærd.

20:29  Unges Stolthed er deres Styrke, gamles Smykke er graanet Haar.

20:30  Blodige Strimer renser den onde og Hug hans Indres Kamre.

Chapter 21

21:1  En Konges Hjerte er Bække i HERRENS Haand, han leder det hen, hvor han vil.

21:2  En Mand holder al sin Færd for ret, men HERREN vejer Hjerter.

21:3  At øve Ret og Skel er mere værd for HERREN end Offer.

21:4  Hovmodige Øjne, et opblæst Hjerte, selv gudløses Nyjord er Synd.

21:5  Kun Overflod bringer den flittiges Raad, hver, som har Hastværk, faar kun Tab.

21:6  At skabe sig Rigdom ved Løgnetunge er Jag efter Vind i Dødens Snarer.

21:7  Gudløses Voldsfærd bortriver dem selv, thi de vægrer sig ved at øve Ret.

21:8  Skyldtynget Mand gaar Krogveje, den renes Gerning er ligetil.

21:9  Hellere bo i en Krog paa Taget end fælles Hus med trættekær Kvinde.

21:10  Den gudløses Sjæl har Lyst til ondt, hans Øjne ynker ikke hans Næste.

21:11  Maa Spotter bøde, bliver tankeløs klog, har Vismand Fremgang, da vinder han Kundskab.

21:12  Den Retfærdige har Øje med den gudløses Hus, han styrter gudløse Folk i Ulykke.

21:13  Hvo Øret lukker for Smaamands Skrig, skal raabe selv og ikke faa Svar.

21:14  Lønlig Gave mildner Vrede, Stikpenge i Brystfolden voldsom Harme.

21:15  Rettens Gænge er den retfærdiges Glæde, men Udaadsmændenes Rædsel.

21:16  Den, der farer vild fra Kløgtens Vej, skal havne i Skyggers Forsamling.

21:17  Lyst til Morskab fører i Trang, Lyst til Olie og Vin gør ej rig.

21:18  Den gudløse bliver Løsepenge for den retfærdige, den troløse kommer i retsindiges Sted.

21:19  Hellere bo i et Ørkenland end hos en trættekær, arrig Kvinde.

21:20  I den vises Bolig er kostelig Skat og Olie, en Taabe af et Menneske øder det.

21:21  Den, der higer efter Retfærd og Godhed vinder sig Liv og Ære.

21:22  Vismand stormer Heltes By og styrter Værnet, den stolede paa.

21:23  Den, der vogter sin Mund og sin Tunge, vogter sit Liv for Trængsler.

21:24  Den opblæste stolte kaldes en Spotter, han handler frækt i Hovmod.

21:25  Den lades Attraa bliver hans Død, thi hans Hænder vil intet bestille.

21:26  Ugerningsmand er stadig i Trang, den retfærdige giver uden at spare.

21:27  Vederstyggeligt er de gudløses Offer, især naar det ofres for Skændselsdaad.

21:28  Løgnagtigt Vidne gaar under, Mand, som vil høre, kan tale fremdeles.

21:29  Den gudløse optræder frækt, den retsindige overtænker sin Vej.

21:30  Visdom er intet, Indsigt er intet, Raad er intet over for HERREN.

21:31  Hest holdes rede til Stridens Dag, men Sejren er HERRENS Sag.

Chapter 22

22:1  Hellere godt Navn end megen Rigdom, Yndest er bedre end Sølv og Guld.

22:2  Rig og fattig mødes, HERREN har skabt dem begge.

22:3  Den kloge ser Faren og søger i Skjul, tankeløse gaar videre og bøder.

22:4  Lønnen for Ydmyghed og HERRENS Frygt er Rigdom, Ære og Liv.

22:5  Paa den svigefuldes Vej er der Torne og Snarer; vil man vogte sin Sjæl, maa man holde sig fra dem.

22:6  Væn Drengen til den Vej, han skal følge, da viger han ikke derfra, selv gammel.

22:7  Over Fattigfolk raader den rige, Laantager bliver Laangivers Træl.

22:8  Hvo Uret saar, vil høste Fortræd, hans Vredes Ris skal slaa ham selv.

22:9  Den vennesæle velsignes, thi han deler sit Brød med den ringe.

22:10  Driv Spotteren ud, saa gaar Trætten med, og Hiv og Smæden faar Ende.

22:11  HERREN elsker den rene af Hjertet; med Ynde paa Læben er man Kongens Ven.

22:12  HERRENS Øjne agter paa Kundskab, men han kuldkaster troløses Ord.

22:13  Den lade siger: »En Løve paa Gaden! Jeg kan let blive revet ihjel paa Torvet.«

22:14  Fremmed Kvindes Mund er en bundløs Grav, den, HERREN er vred paa, falder deri.

22:15  Daarskab er knyttet til Ynglingens Hjerte, Tugtens Ris skal fjerne den fra ham.

22:16  Vold mod den ringe øger hans Eje, Gave til Rigmand gør ham kun fattig.

22:17  Bøj Øret og hør de vises Ord, vend Hjertet til og kend deres Liflighed!

22:18  Vogter du dem i dit Indre, er de alle rede paa Læben.

22:19  For at din Lid skal staa til HERREN, lærer jeg dig i Dag.

22:20  Alt i Gaar optegned jeg til dig, alt i Forgaars Raad og Kundskab

22:21  for at lære dig rammende Sandhedsord, at du kan svare sandt, naar du spørges.

22:22  Røv ej fra den ringe, fordi han er ringe, knus ikke den arme i Porten:

22:23  thi HERREN fører deres Sag og raner deres Ransmænds Liv.

22:24  Vær ej Ven med den, der let bliver hidsig, omgaas ikke vredladen Mand,

22:25  at du ikke skal lære hans Stier og hente en Snare for din Sjæl.

22:26  Hør ikke til dem, der giver Haandslag, dem, som borger for Gæld!

22:27  Saafremt du ej kan betale, tager man Sengen, du ligger i.

22:28  Flyt ej ældgamle Skel, dem, dine Fædre satte.

22:29  Ser du en Mand, som er snar til sin Gerning, da skal han stedes for Konger, ikke for Folk af ringe Stand.

Chapter 23

23:1  Naar du sidder til Bords hos en Stormand, mærk dig da nøje, hvem du har for dig,

23:2  og sæt dig en Kniv paa Struben, i Fald du er alt for sulten.

23:3  Attraa ikke hans lækre Retter, thi det er svigefuld Kost.

23:4  Slid dig ikke op for at vinde dig Rigdom, brug ej din Forstand dertil!

23:5  Skal dit Blik flyve efter den uden at finde den? Visselig gør den sig Vinger som Ørnen, der flyver mod Himlen.

23:6  Spis ej den misundeliges Brød, attraa ikke hans lækre Retter;

23:7  thi han sidder med karrige Tanker; han siger til dig: »Spis og drik!« men hans Hjerte er ikke med dig.

23:8  Den Bid, du har spist, maa du udspy, du spilder dine fagre Ord.

23:9  Tal ikke for Taabens Ører, thi din kloge Tale agter han ringe.

23:10  Flyt ej ældgamle Skel, kom ikke paa faderløses Mark;

23:11  thi deres Løser er stærk, han fører deres Sag imod dig.

23:12  Vend dit Hjerte til Tugt, dit Øre til Kundskabs Ord.

23:13  Spar ej Drengen for Tugt; naar du slaar ham med Riset, undgaar han Døden;

23:14  du slaar ham vel med Riset, men redder hans Liv fra Dødsriget.

23:15  Min Søn, er dit Hjerte viist, saa glæder mit Hjerte sig ogsaa,

23:16  og mine Nyrer jubler, naar dine Læber taler, hvad ret er!

23:17  Dit Hjerte være ikke skinsygt paa Syndere, men stadig ivrigt i HERRENS Frygt;

23:18  en Fremtid har du visselig da, dit Haab bliver ikke til intet.

23:19  Hør, min Søn, og bliv viis, lad dit Hjerte gaa den lige Vej.

23:20  Hør ikke til dem, der svælger i Vin, eller dem, der fraadser i Kød;

23:21  thi Dranker og Fraadser forarmes, Søvn giver lasede Klæder.

23:22  Hør din Fader, som avlede dig, ringeagt ikke din gamle Moder!

23:23  Køb Sandhed og sælg den ikke, Visdom, Tugt og Forstand.

23:24  Den retfærdiges Fader jubler; har man avlet en Vismand, glædes man ved ham;

23:25  din Fader og Moder glæde sig, hun, der fødte dig, juble!

23:26  Giv mig dit Hjerte, min Søn, og lad dine Øjne synes om mine Veje!

23:27  Thi en bundløs Grav er Skøgen, den fremmede Kvinde, en snæver Brønd;

23:28  ja, som en Stimand ligger hun paa Lur og øger de troløses Tal blandt Mennesker.

23:29  Hvem har Ak, og hvem har Ve, hvem har Kiv, og hvem har Klage? Hvem har Saar uden Grund, hvem har sløve Øjne?

23:30  De, som sidder sent over Vinen, som kommer for at smage den stærke Drik.

23:31  Se ikke til Vinen, hvor rød den er, hvorledes den perler i Bægeret; den glider saa glat,

23:32  men bider til sidst som en Slange og spyr sin Gift som en Øgle;

23:33  dine Øjne skuer de sælsomste Ting, og bagvendt taler dit Hjerte;

23:34  du har det, som laa du midt i Havet, som laa du oppe paa en Mastetop.

23:35  »De slog mig, jeg følte ej Smerte, gav mig Hug, jeg mærked det ikke; naar engang jeg vaagner igen, saa søger jeg atter til Vinen!«

Chapter 24

24:1  Misund ej onde Folk, hav ikke lyst til at være med dem;

24:2  thi deres Hjerte pønser paa Vold, deres Læbers Ord volder Men.

24:3  Ved Visdom bygges et Hus, ved Indsigt holdes det oppe,

24:4  ved Kundskab fyldes Kamrene med alskens kosteligt, herligt Gods.

24:5  Vismand er større end Kæmpe, kyndig Mand mer end Kraftkarl.

24:6  Thi Krig skal du føre efter modent Overlæg, vel staar det til, hvor mange giver Raad.

24:7  Visdom er Daaren for høj, han aabner ej Munden i Porten.

24:8  Den, der har ondt i Sinde, kaldes en rænkefuld Mand.

24:9  Hvad en Daare har for, er Synd, en Spotter er Folk en Gru.

24:10  Taber du Modet paa Trængslens Dag, da er din Kraft kun ringe.

24:11  Frels dem, der slæbes til Døden, red dem, der vakler hen for at dræbes.

24:12  Siger du: »Se, jeg vidste det ikke« — mon ej han, der vejer Hjerter, kan skønne? Han, der tager Vare paa din Sjæl, han ved det, han gengælder Mennesker, hvad de har gjort.

24:13  Spis Honning, min Søn, det er godt, og Kubens Saft er sød for din Gane;

24:14  vid, at saa er og Visdom for Sjælen! Naar du finder den, har du en Fremtid, dit Haab bliver ikke til intet.

24:15  Lur ej paa den retfærdiges Bolig, du gudløse, ødelæg ikke hans Hjem;

24:16  thi syv Gange falder en retfærdig og staar op, men gudløse styrter i Fordærv.

24:17  Falder din Fjende, saa glæd dig ikke, snubler han, juble dit Hjerte ikke,

24:18  at ikke HERREN skal se det med Mishag og vende sin Vrede fra ham.

24:19  Græm dig ej over Ugerningsmænd, misund ikke de gudløse;

24:20  thi den onde har ingen Fremtid, gudløses Lampe gaar ud.

24:21  Frygt HERREN og Kongen, min Søn, indlad dig ikke med Folk, som gør Oprør;

24:22  thi brat kommer Ulykke fra dem, uventet Fordærv fra begge.

24:23  Ogsaa følgende Ordsprog er af vise Mænd. Partiskhed i Retten er ilde.

24:24  Mod den, som kender en skyldig fri, er Folkeslags Banden, Folkefærds Vrede;

24:25  men dem, der dømmer med Ret, gaar det vel, dem kommer Lykkens Velsignelse over.

24:26  Et Kys paa Læberne giver den, som kommer med ærligt Svar.

24:27  Fuldfør din Gerning udendørs, gør dig færdig ude paa Marken og byg dig siden et Hus!

24:28  Vidn ikke falsk mod din Næste, vær ikke letsindig med dine Læber;

24:29  sig ikke: »Jeg gør mod ham, som han gjorde mod mig, jeg gengælder hver hans Gerning.«

24:30  Jeg kom forbi en lad Mands Mark og et uforstandigt Menneskes Vingaard;

24:31  se, den var overgroet af Tidsler, ganske skjult af Nælder; Stendiget om den laa nedbrudt.

24:32  Jeg skued og skrev mig det bag Øre, jeg saa og tog Lære deraf:

24:33  Lidt Søvn endnu, lidt Blund, lidt Hvile med samlagte Hænder:

24:34  Som en Stimand kommer da Fattigdom over dig, Trang som en skjoldvæbnet Mand.

Chapter 25

25:1  Følgende er ogsaa Ordsprog af Salomo, som Kong Ezekias af Judas Mænd samlede.

25:2  Guds Ære er det at skjule en Sag, Kongers Ære at granske en Sag.

25:3  Himlens Højde og Jordens Dybde og Kongers Hjerte kan ingen granske.

25:4  Naar Slagger fjernes fra Sølv, saa bliver det hele lutret;

25:5  naar gudløse fjernes fra Kongen, grundfæstes hans Trone ved Retfærd.

25:6  Bryst dig ikke for Kongen og stil dig ikke paa de stores Plads;

25:7  det er bedre, du faar Bud: »Kom herop!« end man flytter dig ned for en Stormands Øjne. Hvad end dine Øjne har set,

25:8  skrid ikke til Trætte straks; thi hvad vil du siden gøre, naar din Næste gør dig til Skamme?

25:9  Før Sagen med din Næste til Ende, men røb ej Andenmands Hemmelighed,

25:10  thi ellers vil den, der hører det, smæde dig og dit onde Rygte aldrig dø hen.

25:11  Æbler af Guld i Skaale af Sølv er Ord, som tales i rette Tid.

25:12  En Guldring, et gyldent Smykke er revsende Vismand for lyttende Øre.

25:13  Som kølende Sne en Dag i Høst er paalideligt Bud for dem, der sender ham; han kvæger sin Herres Sjæl.

25:14  Som Skyer og Blæst uden Regn er en Mand, der skryder med skrømtet Gavmildhed.

25:15  Ved Taalmod overtales en Dommer, mild Tunge sønderbryder Ben.

25:16  Finder du Honning, saa spis til Behov, at du ikke bliver mæt og igen spyr den ud.

25:17  Sæt sjældent din Fod i din Næstes Hus, at han ej faar for meget af dig og ledes.

25:18  Som Stridsøkse, Sværd og hvassen Pil er den, der vidner falsk mod sin Næste.

25:19  Som ormstukken Tand og vaklende Fod er troløs Mand paa Trængselens Dag.

25:20  Som at lægge Frakken, naar det er Frost, og hælde surt over Natron, saa er det at synge for mismodig Mand.

25:21  Sulter din Fjende, saa giv ham at spise, tørster han, giv ham at drikke;

25:22  da sanker du gloende Kul paa hans Hoved, og HERREN lønner dig for det.

25:23  Nordenvind fremkalder Regn, bagtalende Tunge vrede Miner.

25:24  Hellere bo i en Krog paa Taget end fælles Hus med trættekær Kvinde.

25:25  Hvad koldt Vand er for en vansmægtet Sjæl, er Glædesbud fra et Land i det fjerne.

25:26  Som grumset Kilde og ødelagt Væld er retfærdig, der vakler i gudløses Paasyn.

25:27  Ej godt at spise for megen Honning, spar paa hædrende Ord.

25:28  Som aaben By uden Mur er en Mand, der ikke kan styre sit Sind.

Chapter 26

26:1  Som Sne om Somren og Regn om Høsten saa lidt hører Ære sig til for en Taabe.

26:2  Som en Spurv i Fart, som en Svale i Flugt saa rammer ej Banden mod sagesløs Mand.

26:3  Svøbe for Hest, Bidsel for Æsel og Ris for Taabers Ryg.

26:4  Svar ej Taaben efter hans Daarskab, at ikke du selv skal blive som han.

26:5  Svar Taaben efter hans Daarskab, at han ikke skal tykkes sig viis.

26:6  Den afhugger Fødderne og inddrikker Vold, som sender Bud ved en Taabe.

26:7  Slappe som den lammes Ben er Ordsprog i Taabers Mund.

26:8  Som en, der binder Stenen fast i Slyngen, er den, der hædrer en Taabe.

26:9  Som en Tornekæp, der falder den drukne i Hænde, er Ordsprog i Taabers Mund.

26:10  Som en Skytte, der saarer enhver, som kommer, er den, der lejer en Taabe og en drukken.

26:11  Som en Hund, der vender sig om til sit Spy, er en Taabe, der gentager Daarskab.

26:12  Ser du en Mand, der tykkes sig viis, for en Taabe er der mere Haab end for ham.

26:13  Den lade siger: »Et Rovdyr paa Vejen, en Løve ude paa Torvene!«

26:14  Døren drejer sig paa sit Hængsel, den lade paa sit Leje.

26:15  Den lade rækker til Fadet, men gider ikke føre Haanden til Munden.

26:16  Den lade tykkes sig større Vismand end syv, der har kloge Svar.

26:17  Den griber en Hund i Øret, som blander sig i uvedkommende Strid.

26:18  Som en vanvittig Mand, der udslynger Gløder, Pile og Død,

26:19  er den, der sviger sin Næste og siger: »Jeg spøger jo kun.«

26:20  Er der intet Brænde, gaar Ilden ud, er der ingen Bagtaler, stilles Trætte.

26:21  Trækul til Gløder og Brænde til Ild og trættekær Mand til at optænde Kiv.

26:22  Bagtalerens Ord er som Lækkerbidskener, de synker dybt i Legemets Kamre.

26:23  Som Sølvovertræk paa et Lerkar er ondsindet Hjerte bag glatte Læber.

26:24  Avindsmand hykler med Læben, i sit Indre huser han Svig;

26:25  gør han Røsten venlig, tro ham dog ikke, thi i hans Hjerte er syvfold Gru.

26:26  Den, der dølger sit Had med Svig, hans Ondskab kommer frem i Folkets Forsamling.

26:27  I Graven, man graver, falder man selv, af Stenen, man vælter, rammes man selv.

26:28  Løgnetunge giver mange Hug, hyklersk Mund volder Fald.

Chapter 27

27:1  Ros dig ikke af Dagen i Morgen, du ved jo ikke, hvad Dag kan bringe.

27:2  Lad en anden rose dig, ikke din Mund, en fremmed, ikke dine egne Læber.

27:3  Sten er tung, og Sand vejer til, men tung fremfor begge er Daarers Galde.

27:4  Vrede er grum, og Harme skummer, men Skinsyge, hvo kan staa for den?

27:5  Hellere aabenlys Revselse end Kærlighed, der skjules.

27:6  Vennehaands Hug er ærligt mente, Avindsmands Kys er mange.

27:7  Den mætte vrager Honning, alt beskt er sødt for den sultne.

27:8  Som Fugl, der maa fly fra sin Rede, er Mand, der maa fly fra sit Hjem:

27:9  Olie og Røgelse fryder Sindet, men Sjælen sønderslides af Kummer.

27:10  Slip ikke din Ven og din Faders Ven, gaa ej til din Broders Hus paa din Ulykkes Dag. Bedre er Nabo ved Haanden end Broder i det fjerne.

27:11  Vær viis, min Søn, og glæd mit Hjerte, at jeg kan svare den, der smæder mig.

27:12  Den kloge ser Faren og søger i Skjul, tankeløse gaar videre og bøder,

27:13  Tag hans Klæder, han borged for en anden, pant ham for fremmedes Skyld!

27:14  Den, som aarle højlydt velsigner sin Næste, han faar det regnet for Banden.

27:15  Ustandseligt Tagdryp en Regnvejrsdag og trættekær Kvinde ligner hinanden;

27:16  den, som vil skjule hende, skjuler Vind, og hans højre griber i Olie.

27:17  Jern skærpes med Jern, det ene Menneske skærper det andet.

27:18  Røgter man et Figentræ, spiser man dets Frugt; den, der vogter sin Herre, æres.

27:19  Som i Vandspejlet Ansigt møder Ansigt, slaar Menneskehjerte Menneske i Møde.

27:20  Dødsrige og Afgrund kan ikke mættes, ej heller kan Menneskens Øjne mættes.

27:21  Digel til Sølv og Ovn til Guld, efter sit Ry bedømmes en Mand.

27:22  Om du knuste en Daare i Morter med Støder midt imellem Gryn, hans Daarskab veg dog ej fra ham.

27:23  Mærk dig, hvorledes dit Smaakvæg ser ud, hav Omhu for dine Hjorde;

27:24  thi Velstand varer ej evigt, Rigdom ikke fra Slægt til Slægt;

27:25  er Sommergræsset svundet, Grønt spiret frem, og sankes Bjergenes Urter,

27:26  da har du Lam til at give dig Klæder og Bukke til at købe en Mark,

27:27  Gedemælk til Mad for dig og dit Hus, til Livets Ophold for dine Piger.

Chapter 28

28:1  Den gudløse flyr, skønt ingen er efter ham; tryg som en Løve er den retfærdige.

28:2  Ved Voldsmands Brøde opstaar Strid, den kvæles af Mand med Forstand.

28:3  En fattig Tyran, der kuer de ringe, er Regn, der hærger og ej giver Brød.

28:4  Hvo Loven sviger, roser de gudløse, hvo Loven holder, er paa Krigsfod med dem.

28:5  Ildesindede fatter ej Ret; alt fatter de, som søger HERREN.

28:6  Hellere en fattig med lydefri Færd end en, som gaar Krogveje, er han end rig.

28:7  Forstandig Søn tager Vare paa Loven, men Drankeres Fælle gør sin Fader Skam.

28:8  Hvo Velstand øger ved Aager og Opgæld, samler til en, som er mild mod de ringe.

28:9  Den, der vender sit Øre fra Loven, endog hans Bøn er en Gru.

28:10  Leder man retsindige vild paa onde Veje, falder man selv i sin Grav; men de lydefri arver Lykke.

28:11  Rigmand tykkes sig viis, forstandig Smaamand gennemskuer ham.

28:12  Naar retfærdige jubler, er Herligheden stor, vinder gudløse frem, skal man lede efter Folk.

28:13  At dølge sin Synd fører ikke til Held, men bekendes og slippes den, finder man Naade.

28:14  Saligt det Menneske, som altid ængstes, men forhærder man sit Hjerte, falder man i Ulykke.

28:15  En brølende Løve, en graadig Bjørn er en gudløs, som styrer et ringe Folk.

28:16  Uforstandig Fyrste øver megen Vold, langt Liv faar den, der hader Rov.

28:17  Et Menneske, der tynges af Blodskyld, er paa Flugt til sin Grav; man hjælpe ham ikke.

28:18  Den, som vandrer lydefrit, frelses, men den, som gaar Krogveje, falder i Graven.

28:19  Den mættes med brød, som dyrker sin Jord, med Fattigdom den, der jager efter Tomhed.

28:20  Ærlig Mand velsignes rigt, men Jag efter Rigdom undgaar ej Straf.

28:21  At være partisk er ikke godt, en Mand kan forse sig for en Bid Brød.

28:22  Misundelig Mand vil i Hast vinde Gods; at Trang kommer over ham, ved han ikke.

28:23  Den, der revser, faar Tak til sidst fremfor den, hvis Tunge er slesk.

28:24  Stjæle fra Forældre og nægte, at det er Synd, er at være Fælle med hærgende Mand.

28:25  Den vindesyge vækker Splid, men den, der stoler paa HERREN, kvæges.

28:26  Den, der stoler paa sit Vid, er en Taabe, men den, der vandrer i Visdom, reddes.

28:27  Hvo Fattigmand giver, skal intet fattes, men mangefold bandes, hvo Øjnene lukker.

28:28  Vinder gudløse frem, kryber Folk i Skjul; naar de omkommer, bliver de retfærdige mange.

Chapter 29

29:1  Hvo Nakken gør stiv, skønt revset tit, han knuses brat uden Lægedom.

29:2  Er der mange retfærdige, glædes Folket, men raader de gudløse, sukker Folket.

29:3  Hvo Visdom elsker, glæder sin Fader, hvo Skøger omgaas, bortødsler Gods.

29:4  Kongen grundfæster Landet med Ret, en Udsuger lægger det øde.

29:5  Mand, der smigrer sin Næste, breder et Net for hans Fod.

29:6  I sin Brøde hildes den onde, den retfærdige jubler af Glæde.

29:7  Den retfærdige kender de ringes Retssag; den gudløse skønner intet.

29:8  Spottere ophidser Byen, men Vismænd, de stiller Vrede.

29:9  Gaar Vismand i Rette med Daare, vredes og ler han, alt preller af.

29:10  De blodtørstige hader lydefri Mand, de retsindige tager sig af ham.

29:11  En Taabe slipper al sin Voldsomhed løs, Vismand stiller den omsider.

29:12  En Fyrste, som lytter til Løgnetale, faar lutter gudløse Tjenere.

29:13  Fattigmand og Blodsuger mødes, HERREN giver begges Øjne Glans.

29:14  En Konge, der dømmer de ringe med Ret, hans Trone staar fast evindelig.

29:15  Ris og Revselse, det giver Visdom, uvorn Dreng gør sin Moder Skam.

29:16  Bliver mange gudløse, tiltager Synd; retfærdige ser med Fryd deres Fald.

29:17  Tugt din Søn, saa kvæger han dig og bringer din Sjæl, hvad der smager.

29:18  Uden Syner forvildes et Folk; salig den, der vogter paa Loven.

29:19  Med Ord lader Træl sig ikke tugte, han fatter dem vel, men adlyder ikke.

29:20  Ser du en Mand, der er hastig til Tale, for en Taabe er der snarere Haab end for ham.

29:21  Forvænner man sin Træl fra ung, vil han til sidst være Herre.

29:22  Hidsig Mand vækker Strid, vredladen Mand gør megen Synd.

29:23  Et Menneskes Hovmod ydmyger ham, den ydmyge opnaar Ære.

29:24  Hæleren hader sit Liv, han hører Forbandelsen, men melder intet.

29:25  Frygt for Mennesker leder i Snare, men den, der stoler paa HERREN, er bjærget.

29:26  Mange søger en Fyrstes Gunst; Mands Ret er dog fra HERREN.

29:27  Urettens Mand er retfærdiges Gru, hvo redeligt vandrer, gudløses Gru.

Chapter 30

30:1  Massaiten Agur, Jakes Søns Ord. Manden siger: Træt har jeg slidt mig, Gud, træt har jeg slidt mig, Gud, jeg svandt hen;

30:2  thi jeg er for dum til at regnes for Mand, Mands Vid er ikke i mig;

30:3  Visdom lærte jeg ej, den Hellige lærte jeg ikke at kende.

30:4  Hvo opsteg til Himlen og nedsteg igen, hvo samlede Vinden i sine Næver, hvo bandt Vandet i et Klæde, hvo greb fat om den vide Jord? Hvad er hans Navn og hans Søns Navn? Du kender det jo.

30:5  Al Guds Tale er ren, han er Skjold for dem, der lider paa ham.

30:6  Læg intet til hans Ord, at han ikke skal stemple dig som Løgner.

30:7  Tvende Ting har jeg bedet dig om, nægt mig dem ej, før jeg dør:

30:8  Hold Svig og Løgneord fra mig: giv mig hverken Armod eller Rigdom, men lad mig nyde mit tilmaalte Brød,

30:9  at jeg ikke skal blive for mæt og fornægte og sige: »Hvo er HERREN?« eller blive for fattig og stjæle og volde min Guds Navn Men.

30:10  Bagtal ikke en Træl for hans Herre, at han ikke forbander dig, saa du maa bøde.

30:11  Der findes en Slægt, som forbander sin Fader og ikke velsigner sin Moder,

30:12  en Slægt, der tykkes sig ren og dog ej har tvættet Snavset af sig,

30:13  en Slægt med de stolteste Øjne, hvis Blikke er fulde af Hovmod.

30:14  en Slægt, hvis Tænder er Sværd hvis Kæber er skarpe Knive, saa de æder de arme ud af Landet, de fattige ud af Menneskers Samfund.

30:15  Blodiglen har to Døtre: Givhid, Givhid! Der er tre, som ikke kan mættes, fire, som aldrig faar nok:

30:16  Dødsriget og det golde Moderliv, Jorden, som aldrig mættes af Vand, og Ilden, som aldrig faar nok.

30:17  Den, som haaner sin Fader og spotter sin gamle Moder, hans Øje udhakker Bækkens Ravne, Ørneunger faar det til Æde.

30:18  Tre Ting undres jeg over, fire fatter jeg ikke:

30:19  Ørnens Vej paa Himlen, Slangens Vej paa Klipper, Skibets Vej paa Havet, Mandens Vej til den unge Kvinde.

30:20  Saa er en Ægteskabsbryderskes Færd: Hun spiser og tørrer sig om Munden og siger: »Jeg har ikke gjort noget ondt!«

30:21  Under tre Ting skælver et Land, fire kan det ikke bære:

30:22  En Træl, naar han gøres til Konge, en Nidding, naar han spiser sig mæt,

30:23  en bortstødt Hustru, naar hun bliver gift, en Trælkvinde, naar hun arver sin Frue.

30:24  Fire paa Jorden er smaa, visere dog end Vismænd:

30:25  Myrerne, de er et Folk uden Styrke, samler dog Føde om Somren;

30:26  Klippegrævlinger, et Folk uden Magt, bygger dog Bolig i Klipper;

30:27  Græshopper, de har ej Konge, drager dog ud i Rad og Række;

30:28  Firbenet, det kan man gribe med Hænder, er dog i Kongers Paladser.

30:29  Tre skrider stateligt frem, fire har statelig Gang:

30:30  Løven, Kongen blandt Dyrene, som ikke viger for nogen;

30:31  en sadlet Stridshest, en Buk, en Konge midt i sin Hær.

30:32  Har du handlet som Daare i Overmod, tænker du ondt, da Haand for Mund! Thi Tryk paa Mælk giver Ost, Tryk paa Næsen Blod og Tryk paa Vrede Trætte.

Chapter 31

31:1  Kong Lemuel af Massas Ord; som hans Moder tugtede ham med.

31:2  Hvad, Lemuel, min Søn, min førstefødte, hvad skal jeg sige dig, hvad, mit Moderlivs Søn, hvad, mine Løfters Søn?

31:3  Giv ikke din Kraft til Kvinder, din Kærlighed til dem, der ødelægger Konger.

31:4  Det klæder ej Konger, Lemuel, det klæder ej Konger at drikke Vin eller Fyrster at kræve stærke Drikke,

31:5  at de ikke skal drikke og glemme Vedtægt og bøje Retten for alle arme.

31:6  Giv den segnende stærke Drikke, og giv den mismodige Vin;

31:7  lad ham drikke og glemme sin Fattigdom, ej mer ihukomme sin Møje.

31:8  Luk Munden op for den stumme, for alle lidendes Sag;

31:9  luk Munden op og døm retfærdigt, skaf den arme og fattige Ret!

31:10  Hvo finder en duelig Hustru? Hendes Værd staar langt over Perlers.

31:11  Hendes Husbonds Hjerte stoler paa hende, paa Vinding skorter det ikke.

31:12  Hun gør ham godt og intet ondt alle sine Levedage.

31:13  Hun sørger for Uld og Hør, hun bruger sine Hænder med Lyst.

31:14  Hun er som en Købmands Skibe, sin Føde henter hun langvejs fra.

31:15  Endnu før Dag staar hun op og giver Huset Mad, sine Piger deres tilmaalte Del.

31:16  Hun tænker paa en Mark og faar den, hun planter en Vingaard, for hvad hun har tjent.

31:17  Hun bælter sin Hofte med Kraft, lægger Styrke i sine Arme.

31:18  Hun skønner, hendes Husholdning lykkes, hendes Lampe gaar ikke ud om Natten.

31:19  Hun rækker sine Hænder mod Rokken, Fingrene tager om Tenen.

31:20  Hun rækker sin Haand til den arme, rækker Armene ud til den fattige.

31:21  Af Sne har hun intet at frygte for sit Hus, thi hele hendes Hus er klædt i Skarlagen.

31:22  Tæpper laver hun sig, hun er klædt i Byssus og Purpur.

31:23  Hendes Husbond er kendt i Portene, naar han sidder blandt Landets Ældste.

31:24  Hun væver Linned til Salg og sælger Bælter til Kræmmeren.

31:25  Klædt i Styrke og Hæder gaar hun Morgendagen i Møde med Smil.

31:26  Hun aabner Munden med Visdom, med mild Vejledning paa Tungen.

31:27  Hun vaager over Husets Gænge og spiser ej Ladheds Brød.

31:28  Hendes Sønner staar frem og giver hende Pris, hendes Husbond synger hendes Lov:

31:29  »Mange duelige Kvinder findes, men du staar over dem alle!«

31:30  Ynde er Svig og Skønhed Skin; en Kvinde, som frygter HERREN, skal roses.

31:31  Lad hende faa sine Hænders Frugt, hendes Gerninger synger hendes Lov i Portene.