DaOT1931NT1907 - Ezekiel

Chapter 1

1:1  I det tredivte Aar paa den femte Dag i den fjerde Maaned da jeg var blandt de Landflygtige ved Floden Kebar, skete det, at Himmelen aabnede sig, og jeg skuede Syner fra Gud.

1:2  Den femte Dag i Maaneden — det var det femte Aar efter at Kong Jojakin var bortført —

1:3  kom HERRENS Ord til Præsten Ezekiel, Buzis Søn, i Kaldæernes Land ved Floden Kebar, og HERRENS Haand kom over ham der.

1:4  Jeg skuede og se, et Stormvejr kom fra Nord, og en vældig Sky fulgte med, omgivet af Straaleglans og hvirvlende Ild, i hvis Midte det glimtede som funklende Malm.

1:5  Midt i Ilden var der noget ligesom fire levende Væsener, og de saa saaledes ud: De havde et Menneskes Skikkelse;

1:6  men de havde hver fire Ansigter og fire Vinger;

1:7  deres Ben var lige og deres Fodsaaler som en Kalvs; de skinnede som funklende Kobber, og deres Vingeslag var hurtigt;

1:8  der var Menneskehænder under Vingerne paa alle fire Sider.

1:9  De fire levende Væseners Ansigter vendte sig ikke, naar de gik, men de gik alle lige ud.

1:10  Ansigterne saa saaledes ud: De havde alle fire et Menneskeansigt fortil, et Løveansigt til højre, et Okseansigt til venstre og et Ørneansigt bagtil;

1:11  Vingerne var paa dem alle fire udbredt opad, saaledes at to og to rørte hinanden, og to skjulte deres Legemer.

1:12  De gik alle lige ud; hvor Aanden vilde have dem hen gik de; de vendte sig ikke, naar de gik.

1:13  Midt imellem de levende Væsener var der noget som glødende Kul at se til, som Blus, der for hid og did imellem dem, og Ilden udsendte Straaleglans, og Lyn for ud derfra.

1:14  Og Væsenerne løb frem og tilbage, som Lynglimt at se til.

1:15  Videre skuede jeg, og se, der var et Hjul paa Jorden ved Siden af hvert af de fire levende Væsener;

1:16  og Hjulene var at se til som funklende Krysolit; de saa alle fire ens ud, og de var lavet saaledes, at der i hvert Hjul var et andet Hjul;

1:17  de kunde derfor gaa til alle fire Sider; de vendte sig ikke, naar de gik.

1:18  Videre skuede jeg, og se, der var Fælge paa dem, og Fælgene var paa dem alle fire rundt om fulde af Øjne.

1:19  Og naar de levende Væsener gik, gik ogsaa Hjulene ved Siden af, og naar Væsenerne løftede sig fra Jorden, løftede ogsaa Hjulene sig;

1:20  hvor Aanden vilde have dem hen, gik Hjulene, og de løftede sig samtidig, thi det levende Væsens Aand var i Hjulene;

1:21  naar Væsenerne gik, gik ogsaa de; naar de standsede, standsede ogsaa de, og naar de løftede sig fra Jorden, løftede ogsaa Hjulene sig samtidig, thi det levende Væsens Aand var i Hjulene.

1:22  Oven over Væsenernes Hoveder var der noget ligesom en Himmelhvælving, funklende som Krystal, udspændt oven over deres Hoveder;

1:23  og under Hvælvingen var deres Vinger udspændt, den ene mod den anden; hvert af dem havde desuden to, som skjulte deres Legemer.

1:24  Og naar de gik, lød Vingesuset for mig som mange Vandes Brus, som den Almægtiges Røst; det buldrede som en Hær.

1:25  Det drønede oven over Hvælvingen over deres Hoveder; men naar de stod, sænkede de Vingerne.

1:26  Men oven over Hvælvingen over deres Hoveder var der noget som Safir at se til, noget ligesom en Trone, og paa den, ovenover, var der noget ligesom et Menneske at se til.

1:27  Og jeg skuede noget som funklende Malm fra det, der saa ud som hans Hofter, og opefter; og fra det, der saa ud som hans Hofter, og nedefter skuede jeg noget som Ild at se til; og Straaleglans omgav ham.

1:28  Som Regnbuen, der viser sig i Skyen paa en Regnvejrsdag, var Straaleglansen om ham at se til. Saaledes saa HERRENS Herlighedsaabenbarelse ud. Da jeg skuede det, faldt jeg paa mit Ansigt. Og jeg hørte en Røst, som talede.

Chapter 2

2:1  Han sagde til mig: »Menneskesøn staa op paa dine Fødder saa jeg kan tale med dig!«

2:2  Og som han talede til mig, kom Aanden i mig og rejste mig paa mine Fødder, og jeg hørte ham tale til mig.

2:3  Han sagde: »Menneskesøn! Jeg sender dig til Israeliterne, de genstridige, der har sat sig op imod mig; de og deres Fædre har forbrudt sig imod mig til den Dag i Dag.

2:4  Og Sønnerne har stive Ansigter og haarde Hjerter; jeg sender dig til dem, og du skal sige: Saa siger den Herre HERREN!

2:5  Hvad enten de hører eller ej — thi de er en genstridig Slægt — skal de kende, at en Profet er kommet iblandt dem.

2:6  Men du, Menneskesøn frygt ikke for dem og vær ikke ræd for deres Ord, naar du færdes mellem Nælder og Tidsler og bor blandt Skorpioner; frygt ikke for deres Ord og vær ikke ræd for deres Ansigter, thi de er en genstridig Slægt.

2:7  Du skal tale mine Ord til dem, hvad enten de hører eller ej, thi de er en genstridig Slægt.

2:8  Og du, Menneskesøn, hør, hvad jeg taler til dig! Vær ikke genstridig som den genstridige Slægt, men luk din Mund op og slug, hvad jeg her giver dig!«

2:9  Og jeg skuede, og se, en Haand var udrakt imod mig, og i den laa en Bogrulle;

2:10  og han rullede den op for mig, og der var skrevet paa den baade for og bag; og hvad der stod skrevet, var Klage, Suk og Ve.

Chapter 3

3:1  Saa sagde han til mig: »Menneskesøn, slug hvad du her har for dig, slug denne Bogrulle og gaa saa hen og tal til Israels Hus!«

3:2  Saa aabnede jeg Munden, og han lod mig sluge Bogrullen

3:3  og sagde til mig: »Menneskesøn! Lad din Bug fortære den Bogrulle, jeg her giver dig, og fyld dine Indvolde dermed!« Og jeg slugte den, og den var sød som Honning i min Mund.

3:4  Saa sagde han til mig: »Menneskesøn, gaa til Israels Hus og tal mine Ord til dem!

3:5  Thi du sendes til Israels Folk, ikke til et Folk med dybt Maal og tungt Mæle,

3:6  ikke til mange Haande Folkeslag med dybt Maal og tungt Mæle, hvis Tale du ikke fatter, hvis jeg sendte dig til dem, vilde de høre dig.

3:7  Men Israels Hus vil ikke høre dig, thi de vil ikke høre mig; thi hele Israels Hus har haarde Pander og stive Hjerter.

3:8  Se, jeg gør dit Ansigt haardt som deres Ansigter og din Pande haard som deres Pander;

3:9  som Diamant, haardere end Flint gør jeg din Pande. Frygt ikke for dem og vær ikke ræd for deres Ansigter, thi de er en genstridig Slægt!«

3:10  Videre sagde han til mig: »Menneskesøn, alle mine Ord, som jeg taler til dig, skal du optage i dit Hjerte og høre med dine Ører;

3:11  og gaa saa hen til dine landflygtige Landsmænd og tal til dem og sig: Saa siger den Herre HERREN! — hvad enten de saa hører eller ej!«

3:12  Saa løftede Aanden mig, og jeg hørte bag mig Larmen af et vældigt Jordskælv, da HERRENS Herlighed hævede sig fra sit Sted,

3:13  og Suset af de levende Væseners Vinger, der rørte hverandre, og samtidig Lyden af Hjulene og Larmen af Jordskælvet.

3:14  Og Aanden løftede mig og førte mig bort, og jeg vandrede bitter og gram i Hu, idet HERRENS Haand var over mig med Vælde.

3:15  Saa kom jeg til de landflygtige i Tel-Abib, de, som boede ved Floden Kebar, og der sad jeg syv Dage iblandt dem og stirrede hen for mig.

3:16  Syv Dage senere kom HERRENS Ord til mig saaledes:

3:17  Menneskesøn! Jeg sætter dig til Vægter for Israels Hus; hører du et Ord af min Mund, skal du advare dem fra mig.

3:18  Naar jeg siger til den gudløse: »Du skal visselig dø!« og du ikke advarer ham eller for at bevare hans Liv taler til ham om at omvende sig fra sin gudløse Vej, saa skal samme gudløse dø for sin Misgerning, men hans Blod vil jeg kræve af din Haand.

3:19  Advarer du derimod den gudløse, og han ikke omvender sig fra sin Gudløshed og sin Vej, saa skal samme gudløse dø for sin Misgerning, men du har reddet din Sjæl.

3:20  Og naar en retfærdig vender sig fra sin Retfærdighed og gør Uret, og jeg lægger Anstød for ham, saa han dør, og du ikke har advaret ham, saa dør han for sin Synd, og den Retfærdighed, han har øvet, skal ikke tilregnes ham, men hans Blod vil jeg kræve af din Haand.

3:21  Har du derimod advaret den retfærdige mod at synde, og han ikke synder, saa skal samme retfærdige leve, fordi han lod sig advare, og du har reddet din Sjæl.

3:22  Siden kom HERRENS Haand over mig der, og han sagde til mig: »Staa op og gaa ud i Dalen, der vil jeg tale med dig!«

3:23  Saa stod jeg op og gik ud i Dalen, og se, der stod HERRENS Herlighed, som jeg havde set den ved Floden Kebar. Da faldt jeg paa mit Ansigt.

3:24  Men Aanden kom i mig og rejste mig paa mine Fødder. Saa talede han til mig og sagde: Gaa hjem og luk dig inde i dit Hus!

3:25  Og du, Menneskesøn, se, man skal lægge Baand paa dig og binde dig, saa du ikke kan gaa ud iblandt dem;

3:26  og din Tunge lader jeg hænge ved Ganen, saa du bliver stum og ikke kan være dem en Revser; thi de er en genstridig Slægt.

3:27  Men naar jeg taler til dig, vil jeg aabne din Mund, og du skal sige til dem: Saa siger den Herre HERREN! Saa faar den, der vil høre, høre, og den, der ikke vil, faar lade være; thi de er en genstridig Slægt.

Chapter 4

4:1  Du Menneskesøn tag dig en Teglsten, læg den for dig og indrids i den et Billede af en By, Jerusalem;

4:2  og kast en Vold op omkring den, byg Belejringstaarne, opkast Stormvold, lad Hære lejre sig imod den og rejs Stormbukke mod den fra alle Sider;

4:3  tag dig saa en Jernpande og sæt den som en Jernvæg op mellem dig og Byen og ret dit Ansigt imod den. Saaledes skal den være omringet, og du skal trænge den. Det skal være Israels Hus et Tegn.

4:4  Og læg du dig paa din venstre Side og tag, Israels Hus's Misgerning paa dig; alle de Dage du ligger saaledes, skal du bære deres Misgerning.

4:5  Deres Misgernings Aar gør jeg til lige saa mange Dage for dig, 190 Dage; saa længe skal du bære Israels Hus's Misgerning.

4:6  Og naar de er til Ende, læg dig saa paa din højre Side og bær Judas Hus's Misgerning 40 Dage; for hvert Aar giver jeg dig en Dag.

4:7  Og du skal rette dit Ansigt og din blottede Arm mod det omringede Jerusalem og profetere imod det.

4:8  Og se, jeg lægger Baand paa dig, saa du ikke kan vende dig fra den ene Side til den anden, før din Belejrings Dage er til Ende.

4:9  Og tag du dig Hvede, Byg, Bønner, Linser, Hirse og Spelt, kom det i et og samme Kar og lav dig Brød deraf; alle de Dage du ligger paa Siden, 190 Dage, skal det være din Mad;

4:10  og Maden, du faar, skal være efter Vægt, tyve Sekel daglig; du skal spise den een Gang daglig.

4:11  Og Vand skal du drikke efter Maal, en Sjettedel Hin; du skal drikke een Gang daglig.

4:12  Og som Bygkager skal du spise det og bage det ved Menneskeskarn i deres Paasyn.

4:13  Og du skal sige: »Saa sige HERREN: Saaledes skal Israeliterne have urent Brød til Føde blandt de Folk, jeg bortstøder dem til!«

4:14  Men jeg sagde: »Ak, Herre, HERRE, jeg har endnu aldrig været uren; noget selvdødt eller sønderrevet har jeg fra Barnsben aldrig spist, og urent Kød kom aldrig i min Mund!«

4:15  Da svarede han: »Vel, jeg tillader dig at tage Oksegødning i Stedet for Menneskeskarn og bage dit Brød derved.«

4:16  Videre sagde han til mig: Menneskesøn! Se, jeg bryder Brødets Støttestav i Jerusalem; Brød skal de spise efter Vægt og i Angst, og Vand skal de drikke efter Maal og i Rædsel,

4:17  for at de maa mangle Brød og Vand og alle som een være slagne af Rædsel og hensmægte i deres Misgerning.

Chapter 5

5:1  Og du, Menneskesøn, tag dig et skarpt Sværd, brug det som Ragekniv og lad det gaa over dit Hoved og dit Skæg; tag dig saa en Vægtskaal og del Haaret.

5:2  En Tredjedel skal du brænde i et Baal midt i Byen, naar Belejringens Dage er omme; en Tredjedel skal du tage og slaa den med Sværdet rundt om Byen; og en Tredjedel skal du sprede for Vinden; saa drager jeg Sværdet bag dem.

5:3  Derefter skal du tage lidt deraf og svøbe det ind i din Kappeflig;

5:4  og deraf skal du atter tage noget og kaste det midt ind i Ilden og brænde det. Og du skal sige til hele Israels Hus:

5:5  Saa siger den Herre HERREN: Dette er Jerusalem; jeg satte det midt iblandt Folkene, omgivet af lande.

5:6  Men det var gudløst og genstridigt mod mine Lovbud mere end Folkene og mod mine Vedtægter mere end Landene rundt om; thi de lod haant om mine Lovbud og vandrede ikke efter mine Vedtægter.

5:7  Derfor, saa siger den Herre HERREN: Fordi I var mere genstridige end Folkene rundt om og ikke vandrede efter mine Vedtægter eller holdt mine Lovbud, men gjorde efter de omboende Folks Lovbud,

5:8  derfor, saa siger den Herre HERREN: Se, jeg kommer over dig og holder Dom i din Midte for Folkenes Øjne.

5:9  For alle dine Vederstyggeligheders Skyld vil jeg gøre med dig, hvad jeg aldrig har gjort og aldrig vil gøre Mage til.

5:10  Derfor skal Fædre æde deres Børn i din Midte og Børn deres Fædre; jeg holder Dom over dig, og alle, som er til Rest i dig, spreder jeg for alle Vinde.

5:11  Derfor, saa sandt jeg lever, lyder det fra den Herre HERREN: Sandelig, fordi du gjorde min Helligdom uren med alle dine væmmelige Guder og Vederstyggeligheder, vil jeg ogsaa støde dig fra mig uden Medynk eller Skaansel.

5:12  En Tredjedel af dig skal dø af Pest og omkomme af Hunger i din Midte, en Tredjedel skal falde for Sværdet rundt om dig, og en Tredjedel spreder jeg for alle Vinde og drager Sværdet bag dem.

5:13  Min Vrede skal udtømme sig, og jeg vil køle min Harme paa dem og tage Hævn, saa de skal kende at jeg, HERREN, har talet i min Nidkærhed, naar jeg udtømmer min Vrede over dem.

5:14  Jeg gør dig til en Grushob og til Spot blandt Folkene rundt om, for Øjnene af enhver, som drager forbi.

5:15  Du skal blive til Spot og Haan, til Advarsel og Rædsel for Folkene rundt om, naar jeg holder Dom over dig i Vrede og Harme og harm fuld Revselse. Jeg, HERREN, har talet!

5:16  Naar jeg sender Hungerens onde Pile mod eder, og de, som jeg sender for at ødelægge eder, volder Ødelæggelse, og jeg lader Hungeren tage til, da sønderbryder jeg Brødets Støttestav for eder

5:17  og sender Hunger over eder og Rovdyr, som skal affolke dig; Pest og Blodsudgydelse skal hjemsøge dig, og jeg bringer Sværd over dig. Jeg, HERREN, har talet.

Chapter 6

6:1  Og HERRENS Ord kom til mig saaledes:

6:2  Menneskesøn, vend dit Ansigt mod Israels Bjerge, profeter imod dem

6:3  og sig: Israels Bjerge, hør den Herre HERRENS Ord! Saa siger den Herre HERREN til Bjergene og Højene, til Kløfterne og Dalene: Se, jeg sender Sværd over eder og tilintetgør eders Offerhøje.

6:4  Eders Altre skal ødelægges, eders Solstøtter sønderbrydes, og eders dræbte lader jeg segne foran eders Afgudsbilleder;

6:5  jeg kaster Israeliternes Lig hen for deres Afgudsbilleder og strør eders Ben rundt om eders Altre.

6:6  Overalt hvor I bor, skal Byerne lægges øde og Offerhøjene gaa til Grunde, for at eders Altre kan lægges øde og gaa til Grunde, eders Afgudsbilleder sønderbrydes og udryddes, eders Solstøtter hugges om og eders Værker tilintetgøres.

6:7  Mandefald skal ske iblandt eder, og I skal kende, at jeg er HERREN.

6:8  Men en Rest lader jeg blive tilbage, idet nogle af eder undslipper fra Sværdet blandt Folkene, naar I spredes i Landene,

6:9  og de undslupne skal komme mig i Hu blandt Folkene, hvor de er Fanger; jeg sønderbryder deres bolerske Hjerter, som faldt fra mig, og deres bolerske Øjne, som hang ved deres Afgudsbilleder; og de skal væmmes ved sig selv over alt det onde, de har gjort, over alle deres Vederstyggeligheder.

6:10  Og de skal kende, at jeg er HERREN; det var ikke tomme Ord, naar jeg talede om at gøre den Ulykke paa dem.

6:11  Saa siger den Herre HERREN: Slaa Hænderne sammen, stamp med Foden og raab Ve over alle Israels Hus's grimme Vederstyggeligheder! De skal falde for Sværd, Hunger og Pest.

6:12  Den, som er langt borte, skal dø af Pest; den, som er nær, skal falde for Sværd; og den, som levnes og reddes, skal dø af Hunger; saaledes udtømmer jeg min Vrede over dem.

6:13  De skal kende, at jeg er HERREN, naar deres dræbte ligger midt iblandt deres Afgudsbilleder rundt om deres Altre paa hver høj Bakke, paa alle Bjergenes Tinder, under hvert grønt Træ og hver løvrig Eg, der, hvor de opsendte liflig Duft til deres Afgudsbilleder.

6:14  Jeg udrækker Haanden imod dem og gør Landet øde og tomt lige fra Ørkenen til Ribla, overalt hvor de bor; og de skal kende, at jeg er HERREN.

Chapter 7

7:1  Og HERRENS Ord kom til mig saaledes:

7:2  Du, Menneskesøn, sig: Saa siger den Herre HERREN til Israels Land: Enden kommer, Enden kommer over Landet vidt og bredt!

7:3  Nu kommer Enden over dig, og jeg sender min Vrede imod dig og dømmer dig efter dine Veje og gengælder dig alle dine Vederstyggeligheder.

7:4  Jeg viser dig ingen Medynk eller Skaansel, men gengælder dig dine Veje, og dine Vederstyggeligheder skal blive i din Midte; og du skal kende, at jeg er HERREN.

7:5  Saa siger den Herre HERREN: Ulykke følger paa Ulykke; se, det kommer!

7:6  Enden kommer, Enden kommer; den er vaagnet og tager Sigte paa dig; se, det kommer!

7:7  Turen kommer til dig, som bor i Landet; Tiden er inde, Dagen er nær, en Dag med Rædsel og ikke med Frydeskrig paa Bjergene.

7:8  Nu udøser jeg snart min Harme over dig og udtømmer min Vrede paa dig, dømmer dig efter dine Veje og gengælder dig alle dine Vederstyggeligheder.

7:9  Jeg viser dig ingen Medynk eller Skaansel, men gengælder dig dine Veje, og dine Vederstyggeligheder skal blive i din Midte; og I skal kende, at jeg, HERREN, er den, som slaar.

7:10  Se, Dagen! Se, det kommer; Turen kommer til dig! Riset blomstrer, Overmodet grønnes.

7:11  Vold rejser sig til et Ris over Gudløshed; der bliver intet tilbage af dem, intet af deres larmende Hob, intet af deres Gods, og der er ingen Herlighed iblandt dem.

7:12  Tiden er inde, Dagen er nær; Køberen skal ikke glæde sig og Sælgeren ikke sørge, thi Vrede kommer over al den larmende Hob derinde.

7:13  Thi Sælgeren skal ikke vende tilbage til det solgte, om han end bliver i Live; thi Synet om al den larmende Hob derinde tages ikke tilbage, og ingen skal styrke sit Liv ved sin Misgerning.

7:14  Man støder i Hornet og gør alt rede, men ingen drager i krig; thi min Vrede kommer over al den larmende Hob derinde.

7:15  Sværd ude og Pest og Hunger inde! De, der er i Marken, omkommer for Sværd, og dem, der er i Byen, fortærer Hunger og Pest.

7:16  Og selv om nogle af dem undslipper og naar op i Bjergene som Kløfternes Duer, skal de alle dø, hver for sin Misgerning.

7:17  Alle Hænder er slappe, alle Knæ flyder som Vand.

7:18  De klæder sig i Sæk, og Rædsel omhyller dem; alle Ansigter er skamfulde, alle Hoveder skaldede.

7:19  Deres Sølv kaster de ud paa Gaden, deres Guld regnes for Snavs; deres Sølv og Guld kan ikke redde dem paa HERRENS Vredes Dag; de kan ikke stille deres Hunger eller fylde deres Bug dermed, thi det var dem Aarsag til Skyld.

7:20  I dets straalende Pragt satte de deres Stolthed, og deres vederstyggelige Billeder, deres væmmelige Guder, lavede de deraf: derfor gør jeg det til Snavs for dem.

7:21  Jeg giver det som Bytte i de fremmedes Haand og som Rov til de mest gudløse paa Jorden, og de skal vanhellige det.

7:22  Jeg vender mit Aasyn fra dem og man skal vanhellige mit Klenodie, Ransmænd skal trænge ind og vanhellige det.

7:23  Gør Lænkerne rede! Thi Landet er fuldt af Blodskyld og Byen af Vold.

7:24  Jeg henter de værste af Folkene, og de skal tage Husene i Eje; jeg gør Ende paa de mægtiges Stolthed, og deres Helligdomme skal vanhelliges.

7:25  Der opstaar Angst; man søger Redning, men finder den ikke.

7:26  Uheld følger paa Uheld, Rygte paa Rygte; man skal tigge Profeten om et Syn, Præsten kommer til kort med Vejledning og de Ældste med Raad.

7:27  Kongen sørger, Fyrsten hyller sig i Rædsel, og Landboernes Hænder lammes af Forfærdelse. Jeg gør med dem efter deres Færd og dømmer dem, som de fortjener; og de skal kende, at jeg er HERREN.

Chapter 8

8:1  I det sjette Aar paa den femte Dag i den sjette Maaned da jeg sad i mit Hus og Judas Ældste sad hos mig, faldt den Herre HERRENS Haand paa mig.

8:2  Og jeg skuede, og se, der var noget ligesom en Mand; fra hans Hofter og nedefter var der Ild, og fra Hofterne og opefter saa det ud som straalende Lys, som funklende Malm.

8:3  Han rakte noget som en Haand ud og greb mig ved en Lok af mit Hovedhaar, og Aanden løftede mig op mellem Himmel og Jord og førte mig i Guds Syner til Jerusalem, til Indgangen til den indre Forgaards Nordport, hvor Nidkærhedsbilledet, som vakte Nidkærhed, stod.

8:4  Og se, der var Israels Guds Herlighed; at se til var den, som jeg saa den i Dalen.

8:5  Og han sagde til mig: »Menneskesøn, løft dit Blik mod Nord!« Jeg løftede mit Blik mod Nord, og se, norden for Alterporten stod Nidkærhedsbilledet, ved Indgangen.

8:6  Og han sagde til mig: »Menneskesøn, ser du, hvad de gør? Store er de Vederstyggeligheder, Israels Hus øver her, saa jeg maa vige langt bort fra min Helligdom. Men du skal faa endnu større Vederstyggeligheder at se!«

8:7  Saa førte han mig hen til Indgangen til Forgaarden.

8:8  Og han sagde til mig: »Menneskesøn, bryd igennem Væggen!« Og da jeg brød igennem Væggen, saa jeg en Indgang.

8:9  Og han sagde til mig: »Gaa ind og se, hvilke grimme Vederstyggeligheder de øver der!«

8:10  Og da jeg kom derind og skuede, se, da var alskens væmmelige Billeder af Kryb og Kvæg og alle Israels Hus's Afgudsbilleder indridset rundt om paa Væggen.

8:11  Og halvfjerdsindstyve af Israels Hus's Ældste med Ja'azanja, Sjafans Søn, i deres Midte stod foran dem, hver med sit Røgelsekar i Haanden, medens Røgelseskyens Duft steg op.

8:12  Da sagde han til mig: »Ser du, Menneskesøn, hvad Israels Hus's Ældste øver i Mørke hver i sine Billedkamre? Thi de siger: HERREN ser intet, HERREN har forladt Landet!«

8:13  Og han sagde til mig: »Du skal faa endnu større Vederstyggeligheder at se, som de øver!«

8:14  Saa førte han mig hen til Indgangen til HERRENS Hus's Nordport, og se, der sad Kvinder og græd over Tammuz.

8:15  Og han sagde til mig: »Ser du det, Menneskesøn? Men du skal faa endnu større Vederstyggeligheder at se!«

8:16  Saa førte han mig hen til HERRENS Hus's indre Forgaard, og se, ved Indgangen til HERRENS Helligdom mellem Forhallen og Alteret var der omtrent fem og tyve Mænd; med Ryggen mod HERRENS Helligdom og Ansigtet mod Øst tilbad de Solen.

8:17  Og han sagde til mig: »Ser du det, Menneskesøn? Har Judas Hus ikke nok i at øve de Vederstyggeligheder her, siden de fylder Landet med Vold og krænker mig endnu mere? Se, hvor de sender Stank op i Næsen paa mig!

8:18  Men derfor vil ogsaa jeg handle med dem i Vrede; jeg viser dem ingen Medynk eller Skaansel, og selv om de højlydt raaber mig ind i Øret, vil jeg ikke høre dem.«

Chapter 9

9:1  Saa hørte jeg ham raabe med vældig Røst: »Byens Hjemsøgelse nærmer sig, og hver har sit Mordvaaben i Haanden!«

9:2  Og se, seks Mænd kom fra den øvre Nordport, hver med sin Stridshammer i Haanden, og een iblandt dem bar linned Klædebon og havde et Skrivetøj ved sin Lænd; og de kom og stillede sig ved Siden af Kobberalteret.

9:3  Men Israels Guds Herlighed havde hævet sig fra Keruberne, som den hvilede paa, og flyttet sig hen til Templets Tærskel; og han raabte til Manden i det linnede Klædebon og med Skrivetøjet ved Lænden,

9:4  og HERREN sagde til ham: »Gaa midt igennem Byen, igennem Jerusalem, og sæt et Mærke paa de Mænds Pander, der sukker og jamrer over alle de Vederstyggeligheder, som øves i dets Midte!«

9:5  Og til de andre hørte jeg ham sige: »Gaa efter ham ud gennem Byen og hug ned! Vis ingen Medynk eller Skaansel!

9:6  Oldinge og Ynglinge, Jomfruer, Børn og Kvinder skal I hugge ned og udrydde; men ingen af dem, der bærer Mærket, maa I røre! Begynd ved min Helligdom!« Saa begyndte de med de Ældste, som stod foran Templet,

9:7  Og han sagde til dem: »Gør Templet urent, fyld Forgaardene med dræbte og drag saa ud!« Og de drog ud og huggede ned i Byen.

9:8  Men medens de huggede ned og jeg var ene tilbage, faldt jeg paa mit Ansigt og raabte: »Ak, Herre, HERRE vil du da tilintetgøre alt, hvad der er levnet af Israel, ved at udøse din Vrede over Jerusalem?«

9:9  Han svarede: »Israels og Judas Hus's Brøde er saare, saare stor, thi Landet er fuldt af Blodskyld og Byen af Retsbrud; thi de siger, at HERREN har forladt Byen, og at HERREN intet ser.

9:10  Derfor viser jeg heller ingen Medynk eller Skaansel, men gengælder dem deres Færd.«

9:11  Og se, Manden i det linnede Klædebon og med Skrivetøjet ved Lænden kom tilbage og meldte: »Jeg har gjort, som du bød.«

Chapter 10

10:1  Og jeg skuede og se, over Hvælvingen over Kerubernes Hoveder var der noget som Safir; noget ligesom en Trone viste sig over dem.

10:2  Saa sagde han til Manden i det linnede Klædebon: »Gaa ind mellem Hjulene under Keruberne og tag Hænderne fulde af glødende Kul fra Rummet mellem Keruberne og strø det ud over Byen!« Og jeg saa ham gaa derhen.

10:3  Keruberne stod sønden for Templet, da Manden gik derhen, og Skyen fyldte den indre Forgaard.

10:4  Og HERRENS Herlighed hævede sig fra Keruberne og flyttede sig hen til Templets Tærskel; da fyldtes Templet af Skyen, og Forgaarden fyldtes af HERRENS Herligheds Glans.

10:5  Og Suset af Kerubernes Vinger hørtes helt ud i den ydre Forgaard som Gud den Almægtiges Røst, naar han taler.

10:6  Saa bød han Manden i det linnede Klædebon: »Tag Ild fra Rummet mellem Hjulene, inde mellem Keruberne!« Og Manden stillede sig hen ved Siden af det ene Hjul

10:7  og rakte Haanden ind i Ilden, som brændte mellem Keruberne, og kom ud med noget deraf.

10:8  Under Kerubernes Vinger saas noget, der lignede en Menneskehaand;

10:9  og jeg skuede, og se, der var fire Hjul ved Siden af Keruberne, eet ved hver Kerub, og Hjulene var som funklende Krysolit at se til.

10:10  De saa alle fire ens ud, og det var, som om der i hvert Hjul var et andet Hjul,

10:11  De kunde gaa til alle fire Sider de vendte sig ikke, naar de gik. Thi de gik i den Retning, den forreste vendte, og de vendte sig ikke, naar de gik.

10:12  Hele deres Legeme, Ryg, Hænder og Vinger og ligeledes Hjulene var fulde af Øjne rundt om; saaledes var det med alle fire Hjul.

10:13  Og jeg hørte, at Hjulene kaldtes Galgal.

10:14  Hver af dem havde fire Ansigter; det ene var et Kerubansigt, det andet et Menneskeansigt, det tredje et Løveansigt og det fjerde et Ørneansigt.

10:15  Og Keruberne hævede sig i Vejret. Det var det samme levende Væsen, jeg saa ved Floden Kebar.

10:16  Naar Keruberne gik, gik ogsaa Hjulene ved Siden af, og naar Keruberne løftede Vingerne for at hæve sig fra Jorden, vendte Hjulene sig ikke fra dem;

10:17  naar de standsede, standsede ogsaa de; og naar de hævede sig, hævede de sig med, thi Væsenets Aand var i dem.

10:18  Saa forlod HERRENS Herlighed Templets Tærskel og stillede sig over Keruberne.

10:19  Og jeg saa, hvorledes Keruberne løftede Vingerne og hævede sig fra Jorden, da de gik, og Hjulene med dem; og de standsede ved Indgangen til HERRENS Hus's Østport, og Israels Guds Herlighed var oven over dem.

10:20  Det var det samme levende Væsen, jeg saa under Israels Gud ved Floden Kebar; og jeg skønnede, at det var Keruber.

10:21  Hver af dem havde fire Ansigter og fire Vinger og noget ligesom Menneskehænder under Vingerne.

10:22  Og deres Ansigter var ligesom de Ansigter, jeg saa ved Floden Kebar. De gik alle lige ud.

Chapter 11

11:1  Saa løftede Aanden mig og bragte mig til HERRENS Hus's Østport, den der vender mod Øst. Og se, ved Indgangen til Porten var der fem og tyve Mænd, og jeg saa iblandt dem Ja'azanja, Azzurs Søn, og Pelatja, Benajas Søn, Folkets Fyrster.

11:2  Og han sagde til mig: »Menneskesøn! Det er de Mænd, som pønser paa Uret og lægger onde Raad op i denne By,

11:3  idet de siger: «Er Husene ikke nys bygget? Byen er Gryden, vi Kødet!»

11:4  Profetér derfor imod dem, profetér, Menneskesøn!«

11:5  Saa faldt HERRENS Aand paa mig, og han sagde til mig: Sig: Saa siger HERREN: Saaledes taler I, Israels Hus; jeg kender godt, hvad der stiger op i eders Aand.

11:6  Mange har I dræbt i denne By; I har fyldt dens Gader med dræbte.

11:7  Derfor, saa siger den Herre HERREN: De, som I dræbte og henslængte i dens Midte, de er Kødet, og Byen er Gryden; men eder vil jeg føre ud af den.

11:8  I frygter for Sværd, og Sværd vil jeg bringe over eder, lyder det fra den Herre HERREN.

11:9  Jeg vil føre eder ud af den og give eder i fremmedes Haand, og jeg vil holde Dom over eder.

11:10  For Sværd skal I falde; ved Israels Grænse vil jeg dømme eder. Og I skal kende, at jeg er HERREN.

11:11  Byen skal ikke være eder en Gryde, og I skal ikke være Kødet deri; ved Israels Grænse vil jeg dømme eder.

11:12  Og I skal kende, at jeg er HERREN, hvis Vedtægter I ikke fulgte, og hvis Lovbud I ikke levede efter, hvorimod I levede efter eders Nabofolks Lovbud. —

11:13  Men medens jeg profeterede saaledes, døde Pelatja, Benajas Søn. Da faldt jeg paa mit Ansigt og raabte med høj Røst: »Ak, Herre, HERRE, vil du da helt udrydde Israels Rest?«

11:14  Saa kom HERRENS Ord til mig saaledes:

11:15  Menneskesøn! Dine Brødre, dine Medfanger og alt Israels Hus, alle de, om hvem Jerusalems Indbyggere siger: »De er langt borte fra HERREN, os er Landet givet i Eje!« —

11:16  derfor skal du sige: Saa siger den Herre HERREN: Ja, jeg har ført dem langt bort blandt Folkene og spredt dem i Landene, og kun i ringe Maade var jeg dem en Helligdom i de Lande, hvor de kom hen.

11:17  Men derfor skal du sige: Saa siger den Herre HERREN: Jeg vil samle eder sammen fra Folkeslagene og sanke eder op i Landene, hvor I er spredt, og give eder Israels Jord.

11:18  Derhen skal de komme og fjerne alle dets væmmelige Guder og alle dets Vederstyggeligheder;

11:19  jeg giver dem et nyt Hjerte og indgiver dem en ny Aand; jeg tager Stenhjertet ud af deres Legeme og giver dem et Kødhjerte,

11:20  for at de maa følge mine Vedtægter og holde mine Lovbud og gøre efter dem. Saa skal de være mit Folk, og jeg vil være deres Gud.

11:21  Men hines Hjerter holder sig til deres væmmelige Guder og deres Vederstyggeligheder; dem gengælder jeg deres Færd, lyder det fra den Herre HERREN.

11:22  Saa løftede Keruberne Vingerne og samtidig Hjulene; og Israels Guds Herlighed var oven over dem.

11:23  Og HERRENS Herlighed steg op fra Byen og stillede sig paa Bjerget østen for.

11:24  Derpaa løftede Aanden mig og bragte mig ved Guds Aand i Synet til de landflygtige i Kaldæa; og Synet, som jeg havde skuet, steg op og svandt bort.

11:25  Saa kundgjorde jeg de landflygtige alle de Ord, HERREN havde aabenbaret mig.

Chapter 12

12:1  HERRENS Ord kom til mig saaledes:

12:2  Menneskesøn! Du bor midt i den genstridige Slægt, som har Øjne at se med, men ikke ser, og Ører at høre med, men ikke hører, thi de er en genstridig Slægt.

12:3  Men du, Menneskesøn, udrust dig ved højlys Dag i deres Paasyn som en, der drager i Landflygtighed, og drag saa i deres Paasyn fra Stedet, hvor du bor, til et andet Sted! Maaske de saa faar Øjnene op; thi de er en genstridig Slægt.

12:4  Bær ved højlys Dag i deres Paasyn dine Sager udenfor, som om du skal i Landflygtighed, men selv skal du drage bort om Aftenen i deres Paasyn som en, der drager i Landflygtighed.

12:5  Slaa i deres Paasyn Hul i Væggen og drag ud derigennem;

12:6  tag Sagerne paa Skulderen og drag ud i Bælgmørke med tilhyllet Ansigt uden at se Landet; thi jeg gør dig til et Tegn for Israels Hus!

12:7  Og jeg gjorde, som der bødes mig: Jeg bar ved højlys Dag mine Sager udenfor, som om jeg skulde i Landflygtighed, og om Aftenen slog jeg med Haanden Hul i Væggen, og i Bælgmørke drog jeg ud; jeg tog det paa Skulderen i deres Paasyn.

12:8  Næste Morgen kom HERRENS Ord til mig saaledes:

12:9  Menneskesøn! Har Israels Hus, den genstridige Slægt, ikke spurgt dig: »Hvad gør du der?«

12:10  Sig til dem: Saa siger den Herre HERREN: Saaledes skal det være med Fyrsten, denne Byrde i Jerusalem, og hele Israels Hus derinde.

12:11  Sig: Jeg er eder et Tegn; som jeg har gjort, skal der gøres med dem: I Landflygtighed og Fangenskab skal de drage.

12:12  Og Fyrsten i deres Midte skal tage sine Sager paa Skulderen, og i Bælgmørke skal han drage ud, han skal slaa Hul i Væggen for at drage ud derigennem, og han skal tilhylle sit Ansigt for ikke at se Landet.

12:13  Men jeg breder mit Net over ham, og han skal fanges i mit Garn; og jeg bringer ham til Babel i Kaldæernes Land, som han dog ikke skal se; og der skal han dø.

12:14  Og alle hans Omgivelser, hans Hjælpere og alle hans Hærskarer vil jeg udstrø for alle Vinde og drage Sværdet bag dem.

12:15  Da skal de kende, at jeg er HERREN, naar jeg spreder dem: blandt Folkene og udstrør dem i Landene.

12:16  Kun nogle faa af dem levner jeg fra Sværd, Hunger og Pest, for at de kan fortælle om alle deres Vederstyggeligheder blandt de Folk, de kommer til; og de skal kende, at jeg er HERREN.

12:17  HERRENS Ord kom til mig saaledes:

12:18  Menneskesøn, spis Brød i Angst og drik Vand i Frygt og Bæven;

12:19  og sig til Landets Folk: Saa siger den Herre HERREN om Jerusalems Indbyggere i Israels Land: Brød skal de spise med Bæven, og Vand skal de drikke med Rædsel, for at deres Land og alt deri maa ligge øde til Straf for alle dets Indbyggeres Voldsfærd;

12:20  og Byerne, der nu er beboet, skal ligge øde, og Landet skal blive til Ørk; og I skal kende, at jeg er HERREN.

12:21  HERRENS Ord kom til mig saaledes:

12:22  Menneskesøn! Hvad er det for et Mundheld, I har om Israels Land: »Det trækker i Langdrag, og alle Syner slaar fejl!«

12:23  Sig derfor til dem: Saa siger den Herre HERREN: Jeg vil bringe dette Mundheld til at forstumme, saa de ikke mere bruger det i Israel. Sig tværtimod til dem: »Tiden er nær, og alle Syner træffer ind!«

12:24  Thi der skal ikke mere være noget Løgnesyn eller nogen falsk Spaadom i Israels Hus,

12:25  men jeg, HERREN taler, hvad jeg vil, og det skal ske. Det skal ikke længer trække i Langdrag; men i eders Dage, du genstridige Slægt, vil jeg tale et Ord og fuldbyrde det, lyder det fra den Herre HERREN.

12:26  HERRENS Ord kom til mig saaledes:

12:27  Menneskesøn! Se, Israels Hus siger: »Synet, han skuer, gælder sene Dage, og han profeterer om fjerne Tider!«

12:28  Sig derfor til dem: Saa siger den Herre HERREN: Intet af mine Ord skal lade vente paa sig mere; hvad jeg taler, skal ske, lyder det fra den Herre HERREN.

Chapter 13

13:1  HERRENS Ord kom til mig saaledes:

13:2  Menneskesøn, profetér mod Israels Profeter, profetér og sig til dem, som profeterer efter deres eget Hjertes Tilskyndelse: Hør HERRENS Ord!

13:3  Saa siger den Herre HERREN: Ve Profeterne, de Daarer, som følger deres egen Aand uden at have skuet noget!

13:4  Dine Profeter, Israel, er som Sjakaler i Ruiner.

13:5  De stillede sig ikke i Murbruddet og byggede ikke en Mur om Israels Hus, saa det kunde staa sig i Striden paa HERRENS Dag.

13:6  De skuede Tomhed og spaaede Løgn, idet de sagde: »Saa lyder det fra HERREN!« uden at HERREN havde sendt dem, og dog ventede de Ordet stadfæstet,

13:7  Var det ikke tomme Syner, I skuede, og Løgnespaadomme, I fremsatte? Og I siger: »Saa lyder det fra HERREN!« uden at jeg har talet.

13:8  Derfor, saa siger den Herre HERREN: Fordi I forkynder Tomhed og skuer Løgn, se, derfor kommer jeg over eder, lyder det fra den Herre HERREN.

13:9  Jeg udrækker min Haand mod Profeterne, der skuer Tomhed og spaar Løgn; i mit Folks Samfund skal de ikke være, de skal ikke optages i Israels Hus's Mandtalsbog og ikke komme til Israels Land; og I skal kende, at jeg er den Herre HERREN.

13:10  Fordi, ja fordi de vildleder mit Folk ved af forkynde Fred, hvor ingen Fred er, og naar det bygger en Væg, stryger den over med Kalk,

13:11  saa sig til dem, der stryger over med kalk: Skylregn skal komme, Isstykker skal falde og Stormvejr bryde løs,

13:12  og naar saa Væggen styrter sammen, vil man da ikke spørge eder: »Hvor er Kalken, I strøg paa?«

13:13  Derfor, saa siger den Herre HERREN: Og jeg lader et Stormvejr bryde løs i min Harme, og Skylregn skal komme i min Vrede og Isstykker i min Harme til Undergang;

13:14  og Væggen, som I strøg over med Kalk, river jeg ned og lader den styrte til Jorden, saa dens Grundvold blottes, og ved dens Fald skal I gaa til Grunde derinde; og I skal kende, at jeg er HERREN.

13:15  Jeg vil udtømme min Vrede over Væggen og dem, der strøg den over med Kalk, saa man skal sige til eder: »Hvor er Væggen, og hvor er de, som strøg den over,

13:16  Israels Profeter, som profeterede om Jerusalem og skuede Fredssyner for det, hvor ingen Fred var« — lyder det fra den Herre HERREN.

13:17  Og du, Menneskesøn, vend dit Ansigt mod dit Folks Døtre, som profeterer efter deres eget Hjertes Tilskyndelse; profeter imod dem

13:18  og sig: Saa siger den Herre HERREN: Ve dem, der syr Bind til alle Haandled og laver Slør til alle Hoveder efter hver Legemshøjde for at fange Sjæle! Dræber I Sjæle, der hører til mit Folk, og holder Sjæle i Live af Egennytte?

13:19  I, som vanhelliger mig for mit Folk for nogle Haandfulde Bygkorn og nogle Bidder Brød og saaledes dræber Sjæle, der ikke skulde dø, og holder Sjæle i Live, som ikke skulde leve, idet I lyver for mit Folk, som gerne hører paa Løgn!

13:20  Derfor, saa siger den Herre HERREN: Se, jeg kommer over eders Bind, med hvilke I fanger Sjæle, og river dem af eders Arme, og de Sjæle, I fanger, lader jeg slippe fri som Fugle;

13:21  og jeg sønderriver eders Slør og frier mit Folk af eders Haand, saa de ikke mere er Bytte i eders Haand; og I skal kende, at jeg er HERREN.

13:22  Fordi I ved Svig volder den retfærdiges Hjerte Smerte, skønt jeg ikke vilde volde ham Smerte, og styrker den gudløses Hænder, saa han ikke omvender sig fra sin onde Vej, at jeg kan holde ham i Live,

13:23  derfor skal I ikke mere skue Tomhed eller drive eders Spaadomskunst; jeg frier mit Folk af eders Haand; og I skal kende, at jeg er HERREN.

Chapter 14

14:1  Nogle af Israels ældste kom til mig og satte sig lige over for mig.

14:2  Saa kom HERRENS Ord til mig saaledes;

14:3  Menneskesøn! Disse Mænd har lukket deres Afgudsbilleder ind i deres Hjerte og stillet det, der blev dem Aarsag til Skyld, for deres Ansigt — skulde jeg lade mig raadspørge af dem?

14:4  Tal derfor med dem og sig: Saa siger den Herre HERREN: Hver den af Israels Hus, som lukker sine Afgudsbilleder ind i sit Hjerte og sættet det, der blev dem Aarsag til Skyld, for sit Ansigt og saa kommer til Profeten, ham vil jeg, HERREN, selv svare trods hans mange Afgudsbilleder

14:5  for at gribe Israels Hus i Hjertet, fordi de faldt fra mig med alle deres Afgudsbilleder.

14:6  Sig derfor til Israels Hus: Saa siger den Herre HERREN: Vend om, vend eder bort fra eders Afgudsbilleder og vend eders Ansigt bort fra alle eders Vederstyggeligheder!

14:7  Thi hver den af Israels Hus og af de fremmede, der bor i Israel, som skiller sig fra mig og lukker sine Afgudsbilleder ind i sit Hjerte og sætter det, der blev ham Aarsag til Skyld, for sit Ansigt og saa kommer til Profeten, for at denne skal raadspørge mig for ham, ham vil jeg, HERREN, selv svare;

14:8  jeg retter mit Aasyn mod den Mand og gør ham til Tegn og Mundheld og udrydder ham af mit Folk; og I skal kende, at jeg er HERREN.

14:9  Men lader Profeten sig lokke til at sige et Ord, saa er det mig, HERREN, der har lokket ham, og jeg udrækker min Haand imod ham og udrydder ham af mit Folk Israel.

14:10  De skal begge bære deres Skyld, Spørgeren og Profeten skal være lige skyldige,

14:11  for at Israels Hus ikke mere skal fare vild fra mig og blive urent ved alle sine Overtrædelser; da skal de være mit Folk, og jeg vil være deres Gud, lyder det fra den Herre HERREN.

14:12  HERRENS Ord kom til mig saaledes:

14:13  Menneskesøn! Naar et Land troløst synder imod mig, og jeg udrækker min Haand imod det og bryder Brødets Støttestav for det og sender Hungersnød over det og udrydder Folk og Fæ,

14:14  og disse tre Mænd var i dets Midte: Noa, Daniel og Job, saa skulde kun de tre redde deres Liv ved deres Retfærdighed, lyder det fra den Herre HERREN.

14:15  Eller lader jeg Rovdyr fare igennem Landet og gøre det folketomt, saa det bliver øde og ingen tør gaa derigennem for de vilde Dyr,

14:16  og disse tre Mænd var i dets Midte — saa sandt jeg lever, lyder det fra den Herre HERREN: De skulde ikke redde deres Sønner eller Døtre; de selv alene skulde reddes, men Landet maatte blive øde.

14:17  Eller lader jeg Sværdet komme over dette Land og siger: »Sværdet skal fare igennem Landet!« og udrydder Folk og Fæ deraf,

14:18  og disse tre Mænd var i dets Midte — saa sandt jeg lever, lyder det fra den Herre HERREN: De skulde ikke redde deres Sønner eller Døtre; de selv alene skulde reddes.

14:19  Eller sender jeg Pest over dette Land og udgyder min Harme over det med Blod og udrydder Folk og Fæ deraf,

14:20  og Noa, Daniel og Job var i dets Midte — saa sandt jeg lever, lyder det fra den Herre HERREN: De skulde ikke redde Søn eller Datter; de selv alene skulde redde deres Liv ved deres Retfærdighed.

14:21  Men saa siger den Herre HERREN: Og dog, naar jeg sender mine fire grumme Straffedomme, Sværd, Hunger, Rovdyr og Pest, over Jerusalem for at udrydde Folk og Fæ deraf,

14:22  se, da skal der levnes en Flok undslupne, som fører Sønner og Døtre ud derfra; se, de skal drage hid til eder, og I skal se deres Færd og Gerninger; da skal I trøste eder over den Ulykke, jeg har bragt over Jerusalem, alt det, jeg har bragt over det.

14:23  De skal være eder en Trøst, naar I ser deres Færd og Gerninger, og I skal skønne, at jeg ikke uden Grund gjorde alt, hvad jeg lod det times, lyder det fra den Herre HERREN.

Chapter 15

15:1  HERRENS Ord kom til mig saaledes:

15:2  Menneskesøn! Hvad har Vinstokken forud for alle andre Træer, Ranken, som staar iblandt Skovens Træer?

15:3  Tager man Gavntræ deraf? Eller tager man deraf en Knag til at hænge alskens Redskaber paa?

15:4  Naar den saa oven i købet har været givet Ilden til Føde, saa at Ilden har fortæret begge dens Ender, og Midten er svedet, duer den saa til noget?

15:5  Se, da den endnu var uskadt, brugtes den ikke til noget, endsige at den skulde kunne bruges til noget nu, da Ilden har fortæret den og den er svedet.

15:6  Derfor, saa siger den Herre HERREN: Som det gaar Vinstokken blandt Skovens Træer, hvilke jeg giver Ilden til Føde, saaledes giver jeg Jerusalems Indbyggere hen;

15:7  jeg vender mit Aasyn imod dem; af Ilden slap de ud, men Ild skal dog fortære dem; og I skal kende, at jeg er HERREN, naar jeg vender mit Aasyn imod dem.

15:8  Og jeg gør Landet øde, fordi de var troløse, lyder det fra den Herre HERREN.

Chapter 16

16:1  HERRENS Ord kom til mig saaledes:

16:2  Menneskesøn, forehold Jerusalem dets Vederstyggeligheder

16:3  og sig: Saa siger den Herre HERREN til Jerusalem: Dit Udspring og din Oprindelse var i Kana'anæernes Land; din Fader var Amorit, din Moder Hetiterinde.

16:4  Og ved din Fødsel gik det saaledes til: Da du fødtes, blev din Navlestreng ikke skaaret over, ej heller blev du tvættet ren med Vand eller gnedet med Salt eller lagt i Svøb.

16:5  Ingen saa paa dig med saa megen Medynk, at han af Medlidenhed gjorde nogen af disse Ting for dig, men du henslængtes paa Marken, den Dag du fødtes; saaledes væmmedes man ved din Sjæl.

16:6  Men jeg kom forbi, og da jeg saa dig sprælle i Blod, sagde jeg til dig, som du laa der i Blodet: »Du skal leve

16:7  og vokse som en Urt paa Marken!« Og du voksede, blev stor og traadte ind i din Skønheds Fylde; dine Bryster blev faste, og dit Haar voksede; men du var nøgen og bar.

16:8  Saa kom jeg forbi og saa dig, og se, din Tid var inde, din Elskovstid; og jeg bredte min Kappeflig over dig og tilhyllede din Blusel; saa tilsvor jeg dig Troskab og indgik Pagt med dig, lyder det fra den Herre HERREN, og du blev min.

16:9  Saa tvættede jeg dig med Vand, skyllede Blodet af dig og salvede dig med Olie;

16:10  jeg klædte dig i broget vævede Klæder, gav dig Sko af Tahasjskind paa, bandt Byssusklæde om dit Hoved og hyllede dig i Silke;

16:11  jeg smykkede dig, lagde Spange om dine Arme og Kæde om din Hals,

16:12  fæstede en Ring i din Næse, kugler i dine Ører og en herlig Krone paa dit Hoved;

16:13  du smykkedes med Guld og Sølv, din Klædning var Byssus, Silke og broget vævede Klæder; fint Hvedemel, Honning og Olie var din Mad, og du blev saare dejlig og drev det til at blive Dronning.

16:14  Dit Ry kom ud blandt Folkene for din Dejligheds Skyld; thi den var fuldendt ved de Smykker, jeg udstyrede dig med, lyder det fra den Herre HERREN.

16:15  Men du stolede paa din Dejlighed og bolede i Kraft af dit Ry; du udøste din bolerske Attraa over enhver, som kom forbi; du blev hans.

16:16  Af dine Klæder tog du og gjorde dig spraglede Offerhøje og bolede paa dem ... .

16:17  Du tog dine Smykker af mit Guld og Sølv, som jeg havde givet dig, og gjorde dig Mandsbilleder og bolede med dem.

16:18  Du tog dine broget vævede Klæder og hyllede dem deri, og min Olie og Røgelse satte du for dem.

16:19  Brødet, som jeg havde givet dig — fint Hvedemel, Olie og Honning gav jeg dig at spise — satte du for dem til en liflig Duft, lyder det fra den Herre HERREN.

16:20  Og du tog dine Sønner og Døtre, som du havde født mig, og slagtede dem til Føde for dem. Var det ikke nok med din Bolen,

16:21  siden du slagtede mine Sønner og gav dem hen, idet du indviede dem til dem?

16:22  Og under alle dine Vederstyggeligheder og din Bolen kom du ikke din Ungdoms Dage i Hu, da du var nøgen og bar og laa og sprællede i Blod.

16:23  Og efter al denne din Ondskab — ve dig, ve! lyder det fra den Herre HERREN —

16:24  byggede du dig en Alterfod og gjorde dig en Offerhøj paa alle Torve.

16:25  Ved hvert Gadehjørne byggede du dig en Offerhøj og vanærede din Dejlighed; du spredte Benene for enhver, som kom forbi, og drev din Bolen vidt.

16:26  Du bolede med Ægypterne, dine sværlemmede Naboer, og drev din Bolen vidt og krænkede mig.

16:27  Men se, jeg udrakte min Haand imod dig og unddrog dig, hvad der tilkom dig, og jeg gav dig dine Fjender Filisterindernes Gridskhed i Vold, de, som skammede sig over din utugtige Færd.

16:28  Siden bolede du med Assyrerne, umættelig som du var; du bolede med dem, men blev endda ikke mæt.

16:29  Saa udstrakte du din Bolen til Kræmmerlandet, Kaldæernes Land, men blev endda ikke mæt.

16:30  Hvor vansmægtede dog dit Hjerte, lyder det fra den Herre HERREN, da du gjorde alt dette, som kun en arg Skøge kan gøre,

16:31  da du byggede dig en Alterfod ved hvert Gadehjørne og gjorde dig en Offerhøj paa hvert Torv. Men du lignede ikke Skøgen i at samle Skøgeløn;

16:32  hvilken Horkvinde, der tager fremmede i sin Mands Sted! —

16:33  ellers giver man Skøgen en Gave, men du gav alle dine Elskere Gaver og købte dem til at komme til dig rundt om fra og bole med dig.

16:34  Hos dig var det modsat af, hvad Tilfældet ellers er med Kvinder; ingen løb efter dig for at bole, men du gav Skøgeløn og fik selv ingen; det var det modsatte.

16:35  Derfor, du Skøge, hør HERRENS Ord!

16:36  Saa siger den Herre HERREN: Fordi din Skam ødtes bort og din Blusel blottedes for dine Elskere ved din Boler, derfor og for alle dine vederstyggelige Afgudsbilleders Skyld og for dine Sønners Blods Skyld, som du gav dem,

16:37  se, derfor vil jeg samle alle dine Elskere, hvem du var til Glæde, baade alle dem, du elskede, og alle dem, du hadede; jeg vil samle dem imod dig trindt om fra og blotte din Blusel for dem, saa de ser den helt.

16:38  Jeg vil dømme dig efter Horkvinders og Morderskers Ret og lade Vrede og Nidkærhed ramme dig.

16:39  Jeg giver dig i deres Haand, og de skal nedbryde din Alterfod, ødelægge dine Offerhøje, rive Klæderne af dig, tage dine Smykker og lade dig staa nøgen og bar.

16:40  De skal sammenkalde en Forsamling imod dig, stene dig og med deres Sværd hugge dig sønder og sammen;

16:41  de skal sætte Ild paa dine Huse og fuldbyrde Dommen over dig i mange Kvinders Paasyn. Jeg gør Ende paa din Bolen, og du skal ikke mere komme til at give Skøgeløn.

16:42  Jeg stiller min Vrede paa dig, til min Nidkærhed viger fra dig, saa jeg faar Ro og ikke mere er krænket.

16:43  Fordi du ikke kom dine Ungdoms Dage i Hu, men vakte min Vrede ved alt dette, se, derfor vil jeg gøre Gengæld og lade din Færd komme over dit Hoved, lyder det fra den Herre HERREN. Du skal ikke vedblive at føje Skændsel til alle dine Vederstyggeligheder.

16:44  Se, enhver, som ynder Ordsprog, skal bruge det Ordsprog om dig: »Som Moder saa Datter!«

16:45  Du er din Moders Datter, hun lededes ved sin Mand og sine Børn; og du er dine Søstres Søster, de lededes ved deres Mænd og Børn. Eders Moder var Hetiterinde, eders Fader Amorit.

16:46  Din store Søster var Samaria og hendes Døtre norden for dig, og din lille Søster sønden for dig var Sodoma og hendes Døtre.

16:47  Paa deres Veje vandrede du ikke, og Vederstyggeligheder som deres øvede du ikke; kun en liden Stund, saa handlede du endnu værre end de paa alle dine Veje.

16:48  Saa sandt jeg lever, lyder det fra den Herre HERRE, din Søster Sodoma og hendes Døtre handlede ikke som du og dine Døtre!

16:49  Se, din Søster Sodomas Brøde var Overmod; Brød i Overflod og sorgløs Tryghed blev hende og hendes Døtre til Del, men de rakte ikke den arme og fattige en hjælpende Haand;

16:50  de blev hovmodige og øvede Vederstyggelighed for mine Øjne; derfor stødte jeg dem bort, saa snart jeg saa det.

16:51  Heller ikke Samaria syndede halvt saa meget som du! Du har øvet flere Vederstyggeligheder end de og retfærdiggjort dine Søstre ved alle de Vederstyggeligheder, du øvede.

16:52  Saa bær da ogsaa du din Skændsel, du, som har skaffet dine Søstre Oprejsning; da dine Synder er vederstyggeligere end deres, staar de retfærdigere end du; saa skam da ogsaa du dig og bær din Skændsel, fordi du har retfærdiggjort dine Søstre.

16:53  Og jeg vil vende deres Skæbne, Sodomas og hendes Døtres og Samarias og hendes Døtres, og jeg vil vende din Skæbne midt iblandt dem,

16:54  for at du kan bære din Skændsel og blues ved alt, hvad du har gjort, idet du derved skaffede dem en Trøst.

16:55  Dine Søstre Sodoma og hendes Døtre og Samaria og hendes Døtre skal blive, hvad de fordum var, og du og dine Døtre, hvad I fordum var.

16:56  Din Søster Sodomas Navn tog du ikke i din Mund i dit Overmods Dage,

16:57  da din Blusel endnu ikke var blottet som nu, du Spot for Edoms Kvinder, og alle Kvinder deromkring og for Filisternes Kvinder, som haanede dig fra alle Sider!

16:58  Du maa bære din Skændsel og dine Vederstyggeligheder, lyder det fra HERREN.

16:59  Ja, saa siger den Herre HERREN: Jeg gør med dig, som du har gjort, du, som lod haant om Eden og brød Pagten.

16:60  Men jeg vil ihukomme min Pagt med dig i din Ungdoms Dage og oprette en evig Pagt med dig.

16:61  Og du skal komme dine Veje i Hu og blues, naar jeg tager dine Søstre, baade dem, der er større, og dem, der er mindre end du, og giver dig dem til Døtre, men ikke fordi du var tro i Pagten.

16:62  Jeg opretter min Pagt med dig, og du skal kende, at jeg er HERREN,

16:63  for at du skal komme det i Hu med Skam og ikke mere kunne aabne din Mund, fordi du blues, naar jeg tilgiver dig alt, hvad du har gjort, lyder det fra den Herre HERREN.

Chapter 17

17:1  HERRENS Ord kom til mig saaledes:

17:2  Menneskesøn, fremsæt en Gaade og tal i Lignelse til Israels Slægt;

17:3  sig: Saa siger den Herre HERREN: Den store Ørn med vældigt Vingefang, lange Vinger, tæt Fjederham og brogede Farver kom til Libanon og tog Cederens Top;

17:4  Spidsen af dens Skud brød den af, bragte den til et Kræmmerland og satte den i en Handelsby.

17:5  Saa tog den en Plante der i Landet og plantede den i en Sædemark ved rigeligt Vand ...,

17:6  for at den skulde vokse og blive en yppig, lavstammet Vinstok, hvis Ranker skulde vende sig til den, og hvis Rødder skulde blive under den. Og den blev en Vinstok, som skød Grene og bredte sine Kviste.

17:7  Men der var en anden stor Ørn med vældigt Vingefang og rig Fjederham; og se, Vinstokken bøjede sine Rødder imod den og strakte sine Ranker hen til den, for at den skulde give den mere Vand end Bedet, den stod i.

17:8  Paa en frugtbar Mark ved rigeligt Vand var den plantet for at skyde Grene, bære Frugt og blive en herlig Vinstok.

17:9  Sig derfor: Saa siger den Herre HERREN: Mon det lykkes den? Mon den første Ørn ikke rykker dens Rødder op og afriver dens Frugt, saa alle de friske Skud tørres hen? Der skal jo ingen kraftig Arm eller mange Folk til at rive den løs fra Roden.

17:10  Se, den er plantet, men mon det lykkes den? Mon den ikke, saa snart Østenvinden naar den, hentørres i Bedet, den voksede i?

17:11  Og HERRENS Ord kom til mig saaledes:

17:12  Sig til den genstridige Slægt: Ved I ikke, hvad dette betyder? Sig: Babels Konge kom til Jerusalem, tog Kongen og Fyrsterne og førte dem med hjem til Babel.

17:13  Derpaa tog han en Ætling af Kongehuset og sluttede Pagt med ham og lod ham aflægge Ed. Landets Stormænd tog han dog med,

17:14  for at Riget skulde holdes nede og ikke hovmode sig, men holde hans Pagt, at den maatte staa fast.

17:15  Men han faldt fra og sendte sine Bud til Ægypten, for at de skulde give ham Heste og Folk i Mængde. Mon det lykkes ham? Mon den, der bærer sig saaledes ad, slipper godt derfra? Skal den, der bryder en Pagt, slippe fra det?

17:16  Saa sandt jeg lever, lyder det fra den Herre HERREN: Hvor den Konge bor, som gjorde ham til Konge, hvis Ed han lod haant om, og hvis Pagt han brød, der hos ham i Babel skal han dø.

17:17  Og Farao skal ikke hjælpe ham i Krigen med en stor Hær eller en talrig Skare, naar der opkastes Stormvold og bygges Belejringstaarne til Undergang for mange Mennesker.

17:18  Thi han lod haant om Eden og brød Pagten trods givet Haandslag; alt dette gjorde han; han skal ikke undslippe!

17:19  Sig derfor: Saa siger den Herre HERREN: Saa sandt jeg lever: Min Ed, som han lod haant om, og min Pagt, som han brød, vil jeg visselig lade komme over hans Hoved!

17:20  Jeg breder mit Net over ham, saa han fanges i mit Garn, og jeg bringer ham til Babel for der at gaa i Rette med ham for den Troløshed, han viste mig.

17:21  Alle hans udvalgte Folk i alle hans Hære skal falde for Sværd, og de, der er til Rest, spredes for alle Vinde; og I skal kende, at jeg, HERREN, har talet.

17:22  Saa siger den Herre HERREN: Saa tager jeg selv en Gren af Cederens Top, af dens Skuds Spidser bryder jeg en tynd Kvist og planter den paa et højt, knejsende Bjerg.

17:23  Paa Israels høje Bjerg vil jeg plante den, og den skal skyde Grene og bære Løv og blive en herlig Ceder. Under den skal alle vingede Fugle bygge, i dens Grenes Skygge skal de bo.

17:24  Og alle Markens Træer skal kende, at jeg, HERREN, nedbøjer det høje Træ og ophøjer det lave, udtørrer det friske Træ og lader det tørre blomstre. Jeg, HERREN, har talt og grebet ind.

Chapter 18

18:1  HERRENS Ord kom til mig saaledes:

18:2  Hvor tør I bruge det Mundheld i Israels Land: Fædre aad sure Druer, og Børnenes Tænder blev ømme.

18:3  Saa sandt jeg lever, lyder det fra den Herre HERREN: Ingen skal mere bruge dette Mundheld i Israel.

18:4  Se, alle Sjæle er mine; baade Faderens Sjæl og Sønnens Sjæl er mine; den Sjæl der synder skal dø.

18:5  Naar en Mand er retfærdig og gør Ret og Skel,

18:6  ikke spiser paa Bjergene eller løfter sit Blik til Israels Hus's Afgudsbilleder eller skænder sin Næstes Hustru eller nærmer sig en Kvinde, saa længe hun er uren,

18:7  eller volder noget Menneske Men, men giver sit Haandpant tilbage, ikke raner, men giver den sultne sit Brød og klæder den nøgne,

18:8  ikke laaner ud mod Aager eller tager Opgæld, men holder sin Haand fra Uret, fælder redelig Dom Mand og Mand imellem,

18:9  vandrer efter mine Anordninger og tager Vare paa at udføre mine Lovbud, han er retfærdig, han skal visselig leve, lyder det fra den Herre HERREN.

18:10  Men avler han en Voldsmand til Søn, som udøser Blod og gør en eneste af disse Ting —

18:11  medens han selv ikke gjorde nogen af disse Ting — spiser paa Bjergene, skænder sin Næstes Hustru,

18:12  volder de arme og fattige Men, raner, ikke giver Haandpant tilbage, men løfter sit Blik til Afgudsbillederne, gør, hvad vederstyggeligt er,

18:13  laaner ud mod Aager og tager Opgæld, saa skal han ingenlunde leve; han har øvet alle disse Vederstyggeligheder, han skal visselig lide Døden, hans Blod skal komme over ham.

18:14  Men sæt, at Sønnen avler en Søn, som ser alle de Synder, Faderen gjorde, og at han bliver angst og ikke bærer sig saaledes ad,

18:15  ikke spiser paa Bjergene eller løfter sit Blik til Israels Hus's Afgudsbilleder eller skænder sin Næstes Hustru

18:16  eller volder noget Menneske Men eller tager Haandpant eller raner, men giver den sultne sit Brød og klæder den nøgne,

18:17  holder sin Haand fra Uret, ikke tager Aager eller Opgæld, men holder mine Lovbud og vandrer efter mine Anordninger, saa skal han ikke dø for sin Faders Misgerning, men visselig leve.

18:18  Hans Fader derimod døde for sin Misgerning, fordi han øvede Vold, ranede og gjorde i sit Folk hvad ikke var godt.

18:19  Og I siger: »Hvorfor skulde Sønnen ikke bære Faderens Misgerning?« Nej, thi Sønnen gjorde Ret og Skel, holdt alle mine Lovbud og levede efter dem. Visselig skal han leve.

18:20  Den Sjæl, der synder, den skal dø; Søn skal ikke bære Faders Misgerning, ej heller Fader Søns. Over den retfærdige skal hans Retfærdighed komme, over den gudløse hans Gudløshed.

18:21  Men naar den gudløse omvender sig fra alle de Synder, han har gjort, og holder alle mine Anordninger og gør Ret og Skel, da skal han visselig leve og ikke dø.

18:22  Ingen af alle de Overtrædelser, han har øvet, skal tilregnes ham; i Kraft af den Retfærdighed, han øver, skal han leve.

18:23  Mon jeg har Lyst til den gudløses Død, lyder det fra den Herre HERREN, mon ikke til, at han omvender sig fra sin Vej, saa han maa leve?

18:24  Men naar den retfærdige vender sig fra sin Retfærdighed og gør Uret, lignende Vederstyggeligheder, som den gudløse øver, saa skal ingen af de retfærdige Gerninger, han har gjort tilregnes ham; for den Troløshed, han øvede, og den Synd, han gjorde, skal han dø.

18:25  Og I siger: »HERRENS Vej er ikke ret!« Hør dog, Israels Hus! Er det min Vej, der ikke er ret? Er det ikke snarere eders Vej, der ikke er ret?

18:26  Naar den retfærdige vender sig fra sin Retfærdighed og gør Uret, skal han dø; for den Uret, han gør, skal han dø.

18:27  Men naar en gudløs vender sig fra den Gudløshed, han har øvet, og gør Ret og Skel, skal han holde sin Sjæl i Live.

18:28  Han vendte sig fra alle de Overtrædelser, han havde øvet; han skal visselig leve og ikke dø.

18:29  Og Israels Hus siger: »HERRENS Vej er ikke ret!« Er det min Vej, Israels Hus, der ikke er ret? Er det ikke snarere eders Vej, der ikke er ret?

18:30  Derfor dømmer jeg enhver af eder efter hans Veje, Israels Hus, lyder det fra den Herre HERREN. Vend om og omvend eder fra alle eders Overtrædelser, at de ikke skal blive eder Aarsag til Skyld.

18:31  Gør eder fri for alle de Overtrædelser, I har øvet imod mig, og skab eder et nyt Hjerte og en ny Aand; thi hvorfor vil I dø, Israels Hus?

18:32  Thi jeg har ikke Lyst til nogens Død, lyder det fra den Herre HERREN. Omvend eder derfor, saa skal I leve!

Chapter 19

19:1  Du, Menneskesøn, istem en Klagesang over Israels Fyrster og sig:

19:2  Hvor var dog din Moder en Løvinde midt iblandt Løver! Hun hviled blandt unge Løver opfostred Unger.

19:3  En Unge voksede til, en Ungløve blev den; den lærte at røve Rov, Mennesker aad den.

19:4  Da opbød man Folkene mod den, i Grav blev den fanget, de slæbte den bort med Kroge til Ægyptens Land.

19:5  Da hun saa, at den var ført bort, at Haabet var bristet, tog hun en anden Unge og gjorde til Løve.

19:6  Den gik imellem Løvinder, en Ungløve blev den, den lærte at røve Rov, Mennesker aad den.

19:7  Den overfaldt Vædre paa Græs, var Hjordenes Rædsel Landet og dets Fylde stivned af Angst for dens Brøl.

19:8  Og Folkene lagde Snarer rundt omkring den, over den bredte de Nettet, i Grav blev den fanget.

19:9  De trak den med Kroge i Bur og førte den til Babels Konge, hen til Borgen, at dens Røst ej mer skulde høres paa Israels Bjerge.

19:10  Din Moder var en Vinstok i Vingaarden, plantet ved Vand, frugtbar og rig paa Grene ved rigelig Væde.

19:11  En af dens Grene blev til et Herskerspir dens knejsende Vækst skød op imellem Løvet, let at se i sin Højde, med mange Ranker.

19:12  Men, i Vrede blev Vinstokken oprykt, slænget til Jorden, Østenstorm tørred dens Frugt, den reves af, dens stolte Gren blev vissen, Ild aad den op.

19:13  Nu er den plantet i Ørkenen, et tørt og tørstigt Land.

19:14  Ild for ud af dens Gren, fortæred dens Ranker og Frugt: en stolt Gren findes ej paa den til Herskerspir. Dette er en Klagesang, og en Klagesang blev det.

Chapter 20

20:1  I det syvende Aar paa den tiende Dag i den femte Maaned kom nogle af Israels Ældste for at raadspørge HERREN, og de satte sig lige over for mig.

20:2  Saa kom HERRENS Ord til mig saaledes:

20:3  Menneskesøn, tal til Israels Ældste og sig: Saa siger den Herre HERREN: Kommer I for at raadspørge mig? Saa sandt jeg lever: Jeg lader mig ikke raadspørge af eder, lyder det fra den Herre HERREN.

20:4  Vil du dømme dem, vil du dømme, Menneskesøn? Saa forehold dem deres Fædres Vederstyggeligheder

20:5  og sig til dem: Saa siger den Herre HERREN: Dengang jeg udvalgte Israel, løftede jeg min Haand til Ed for Jakobs Hus's Afkom og gav mig til Kende for dem i Ægypten; jeg løftede min Haand for dem og svor: Jeg er HERREN eders Gud.

20:6  Dengang løftede jeg min Haand og tilsvor dem, at jeg vilde føre dem ud af Ægypten til Landet, jeg havde givet dem, et Land, der flyder med Mælk og Honning, det dejligste af alle Lande.

20:7  Og jeg sagde til dem: Enhver skal bortkaste sine væmmelige Guder, som hans Øjne hænger ved; og I maa ikke gøre eder urene ved Ægyptens Afgudsbilleder. Jeg, HERREN, er eders Gud!

20:8  Men de var genstridige imod mig og vilde ikke høre mig; de bortkastede ikke deres væmmelige Guder, som deres Øjne hang ved, og lod ikke Ægyptens Afgudsbilleder fare. Saa tænkte jeg paa at udøse min Vrede over dem og køle min Harme paa dem midt i Ægypten.

20:9  For mit Navns Skyld greb jeg dog ind, at det ikke skulde vanæres for de Folks Øjne, blandt hvilke de levede, og i hvis Paasyn jeg havde aabenbaret mig for dem, idet jeg førte dem ud af Ægypten.

20:10  Saa førte jeg dem ud af Ægypten og bragte dem ud i Ørkenen;

20:11  og jeg gav dem mine Anordninger og kundgjorde dem mine Lovbud; det Menneske, som gør efter dem, skal leve ved dem.

20:12  Ogsaa mine Sabbater gav jeg dem, for at de skulde være et Tegn mellem mig og dem, at det skal kendes, at jeg, HERREN, er den, som helliger dem.

20:13  Men Israels Hus var genstridigt imod mig i Ørkenen; de vandrede ikke efter mine Anordninger, men lod haant om mine Lovbud — det Menneske, som gør efter dem, skal leve ved dem — og mine Sabbater vanhelligede de grovelig. Saa tænkte jeg paa at udøse min Vrede over dem i Ørkenen og tilintetgøre dem.

20:14  For mit Navns Skyld greb jeg dog ind, at det ikke skulde vanæres for de Folks Øjne, i hvis Paasyn jeg havde ført dem ud.

20:15  Og jeg løftede min Haand for dem i Ørkenen og svor, at jeg ikke vilde føre dem ind i det Land, jeg havde givet dem, et Land, der flyder med Mælk og Honning, det dejligste af alle Lande,

20:16  fordi de lod haant om mine Lovbud og ikke vandrede efter mine Anordninger, men vanhelligede mine Sabbater; thi deres Hjerte holdt sig til deres Afgudsbilleder.

20:17  Jeg havde Medlidenhed med dem, saa jeg ikke tilintetgjorde dem; jeg gjorde ikke Ende paa dem i Ørkenen.

20:18  Saa sagde jeg til deres Sønner i Ørkenen: Følg ikke eders Fædres Anordninger, hold ikke deres Lovbud og gør eder ikke urene med deres Afgudsbilleder.

20:19  Jeg, HERREN, er eders Gud! Følg mine Anordninger og tag Vare paa at holde mine Lovbud;

20:20  hold mine Sabbater hellige, saa de bliver et Tegn mellem mig og eder, at det maa kendes, at jeg, HERREN, er eders Gud.

20:21  Men ogsaa Sønnerne var genstridige imod mig; de fulgte ikke mine Anordninger og tog ikke Vare paa at holde mine Lovbud — det Menneske, som gør efter dem, skal leve ved dem — og vanhelligede mine Sabbater. Saa tænkte jeg paa at udøse min Harme over dem og køle min Vrede paa dem i Ørkenen.

20:22  Dog holdt jeg min Haand tilbage, og jeg greb ind for mit Navns Skyld, at det ikke skulde vanæres for de Folks Øjne, i hvis Paasyn jeg havde ført dem ud.

20:23  Jeg løftede min Haand for dem i Ørkenen og svor, at jeg vilde sprede dem blandt Folkene og udstrø dem i Landene,

20:24  fordi de ikke holdt mine Lovbud, men lod haant om mine Anordninger og vanhelligede mine Sabbater, og deres Øjne hang ved deres Fædres Afgudsbilleder.

20:25  Derfor gav jeg dem Anordninger, som ikke er gode, og Lovbud ved hvilke de ikke vandt Liv;

20:26  jeg gjorde dem urene ved deres Gaver, idet de lod alt hvad der aabner Moders Liv, gaa igennem Ilden; thi jeg vilde have dem til at stivne af Rædsel, at de maatte kende, at jeg er HERREN.

20:27  Derfor, Menneskesøn, tal til Israels Hus og sig til dem: Saa siger den Herre HERREN: Eders Fædre haanede mig ydermere ved at være troløse imod mig.

20:28  Jeg bragte dem til det Land jeg med løftet Haand havde svoret at give dem; men hver Gang de saa en høj Bakke eller et løvrigt Træ ofrede de der deres Slagtofre og bragte deres krænkende Offergave; der beredte de deres liflige Duft og udgød deres Drikofre.

20:29  Da sagde jeg til dem: »Hvad er det for en Offerhøj, I gaar hen til?« Og derfor bærer den endnu den Dag i Dag Navnet Offerhøj.

20:30  Sig derfor til Israels Hus: Saa siger den Herre HERREN: Gør I eder ikke urene paa eders Fædres Vis og boler med deres væmmelige Guder?

20:31  Ja, naar I bringer eders Gaver, naar I lader eders Sønner gaa igennem Ilden, gør I eder den Dag i Dag urene til Ære for alle eders Afgudsbilleder — og saa skulde jeg lade mig raadspørge af eder, Israels Hus? Saa sandt jeg lever, lyder det fra den Herre HERREN: Jeg lader mig ikke raadspørge af eder!

20:32  Hvad der er kommet op i eders Sind, skal visselig ikke ske; I siger: »Vi vil være som Folkene, som Slægterne i andre Lande og dyrke Træ og Sten!«

20:33  Saa sandt jeg lever, lyder det fra den Herre HERREN: Med stærk Haand og udstrakt Arm og udøst Vrede vil jeg vise, at jeg er eders Konge.

20:34  Med stærk Haand og udstrakt Arm og udøst Vrede vil jeg føre eder bort fra Folkeslagene og samle eder fra de Lande, hvor I er spredt,

20:35  og bringe eder til Folkeslagenes Ørken, og der vil jeg gaa i Rette med eder Ansigt til Ansigt.

20:36  Som jeg gik i Rette med eders Fædre i Ægyptens Ørken, vil jeg gaa i Rette med eder, lyder det fra den Herre HERREN.

20:37  Jeg vil lade eder gaa under Staven og føre eder fuldtalligt frem.

20:38  Jeg vil fraskille dem, der var genstridige og faldt fra mig; jeg fører dem ud af deres Udlændigheds Land, men til Israels Land skal de ikke komme; og I skal kende, at jeg er HERREN.

20:39  Men I, Israels Hus! Saa siger den Herre HERREN: Gaa hen og dyrk hver sit Afgudsbillede, men siden skal I visselig høre min Røst og ikke mere vanhellige mit hellige Navn med eders Offergaver og Afgudsbilleder.

20:40  Thi paa mit hellige Bjerg, paa Israels høje Bjerg, lyder det fra den Herre HERREN, der skal hele Israels Hus i Landet tjene mig; der vil jeg vise dem mit Velbehag, og der vil jeg spørge efter eders Offerydelser og Førstegrødegaver, alt, hvad I vil hellige.

20:41  Ved den liflige Duft vil jeg vise eder mit Velbehag, naar jeg fører eder ud fra Folkeslagene og samler eder fra alle de Lande, hvor I er spredt, og jeg vil paa eder vise mig som den Hellige for Folkenes Øjne.

20:42  Og I skal kende, at jeg er HERREN, naar jeg fører eder til Israels Jord, det Land, jeg med løftet Haand svor at give eders Fædre.

20:43  Der skal I ihukomme eders Veje og alle de Gerninger, I gjorde eder urene med, saa I ledes ved eder selv for alt det onde, I øvede.

20:44  Og I skal kende, at jeg er HERREN, naar jeg gør saaledes med eder for mit Navns Skyld, ikke efter eders onde Veje og skændige Gerninger, Israels Hus, lyder det fra den Herre HERREN.

20:45  HERRENS Ord kom til mig saaledes:

20:46  Menneskesøn, vend dit Ansigt mod Sønden og lad din Tale strømme sønderpaa og profeter mod Sydlandets Skov!

20:47  Sig til Sydlandets Skov: Hør HERRENS Ord! Saa siger den Herre HERREN: Jeg sætter Ild paa dig, og den skal fortære alle Træer i dig, baade friske og tørre; den luende Ild skal ikke slukkes, og alle Ansigter skal svides fra Syd til Nord.

20:48  Og alt Kød skal se, at jeg, HERREN, har tændt den; den skal ikke slukkes!

20:49  Da sagde jeg: »Ak, Herre, HERRE, de siger om mig, at jeg altid taler i Lignelser!«

Chapter 21

21:1  Da kom HERRENS Ord til mig saaledes:

21:2  Menneskesøn, vend dit Ansigt mod Jerusalem, lad din Tale strømme mod Helligdommen og profeter mod Israels Land!

21:3  Sig til Israels Land: Saa siger HERREN: Se, jeg kommer over dig og drager mit Sværd af Skeden for at udrydde baade retfærdige og gudløse af dig.

21:4  Fordi jeg vil udrydde baade retfærdige og gudløse af dig, derfor skal mit Sværd fare af Skeden mod alt Kød fra Syd til Nord.

21:5  Og alt Kød skal kende, at jeg, HERREN, har draget mit Sværd at Skeden; det skal ikke vende tilbage!

21:6  Men du, Menneskesøn, støn, støn for deres Øjne, som om dine Lænder skulde briste, i bitter Smerte!

21:7  Og naar de spørger: »Hvorfor stønner du?« saa svar: »Over en Tidende; thi naar den kommer, skal hvert Hjerte smelte, alle Hænder synke, hver Aand sløves og alle Knæ flyde som Vand. Se, den kommer, den fuldbyrdes, lyder det fra den Herre HERREN.«

21:8  HERRENS Ord kom til mig saaledes:

21:9  Menneskesøn, profeter og sig: Saa siger HERREN:

21:10  Et Sværd, et Sværd er hvæsset og slebet blankt, hvæsset med Slagtning for Øje, blankt til at udsende Lyn....

21:11  Jeg gav en Slagter det, at han skal tage det fat; det er hvæsset og slebet for at gives en Drabsmand i Hænde,

21:12  Raab og vaand dig, Menneskesøn! Thi det kommet over mit Folk, over alle Israels Fyrster; sammen med mit Folk er de givet til Sværdet. Derfor slaa dig paa Hoften!

21:13  ..... lyder det fra den Herre HERREN.

21:14  Og du, Menneskesøn, profetér og slaa Hænderne sammen, gør Sværdet som to, ja, gør det som tre! Det er et dræbende Sværd, den store Hednings Sværd; indjag dem Rædsel dermed,

21:15  at deres Hjerter maa ængstes og mange maa falde ved alle Porte. Jeg sætter dig til at slagte, du Sværd, som er gjort til at lyne, hvæsset til Slagtning.

21:16  Indjag Rædsel baade til højre og venstre, hvor din Od rettes hen!

21:17  Ogsaa jeg vil slaa Hænderne sammen og køle min Vrede. Jeg, HERREN, har talet!

21:18  HERRENS Ord kom til mig saaledes:

21:19  Du, Menneskesøn, afsæt dig to Veje, ad hvilke Babels Konges Sværd skal komme, saaledes at begge udgaar fra et og samme Land; og opstil en Vejviser der, hvor de to Byveje skilles,

21:20  saa at Sværdet baade kan komme til Rabba i Ammoniternes Land og til Juda og Jerusalem midt i Juda.

21:21  Thi Babels Konge staar paa Vejskellet, hvor de to Veje skilles, for at tage Varsler; han ryster Pilene, raadspørger Husguderne, ransager Leveren.

21:22  I sin højre holder han Loddet »Jerusalem«, at han skal aabne Munden til Skrig og løfte Røsten til Krigsraab, rejse Stormbukke mod Portene, opkaste Stormvold og bygge Belejringstaarne.

21:23  Ederne, svorne ved Gud, regnede de lige med falsk Spaadom, men han bringer deres Brøde i Minde, for at de skal fanges.

21:24  Derfor, saa siger den Herre HERREN: Fordi I bringer eders Brøde i Minde, idet eders Overtrædelser aabenbares, saa eders Synder bliver synlige i alt, hvad I gør, fordi I bringer eder i Minde ved dem, skal I fanges.

21:25  Og du, gudløse Hedning, Israels Fyrste, hvis Time slaar, naar din Misgerning er fuldmoden,

21:26  saa siger den Herre HERREN: Bort med Hovedbindet, ned med kronen! Som det var, er det ikke mere! Op med det lave, ned med det høje!

21:27  Grushobe, Grushobe, Grushobe gør jeg det til. Ve det! Saaledes skal det være, til han kommer, som har Retten til det; ham vil jeg give det.

21:28  Du, Menneskesøn, profeter saaledes: Saa siger den Herre HERREN om Ammoniterne og deres Haan! Og sig: Et Sværd, et Sværd er draget til at slagte hvæsset til at udsende Lyn,

21:29  medens man skuer dig Tomhed og spaar dig Løgn, for at det skal lægges paa de gudløse Hedningers Hals, hvis Time slaar, naar deres Misgerning er fuldmoden.

21:30  Vend tilbage til din Borg! Paa det Sted, hvor du skabtes, i det Land, du stammer fra, vil jeg dømme dig.

21:31  Jeg vil udøse min Vrede over dig, blæse min Harmes Ild op imod dig og give dig i grumme Menneskers Haand, som er Mestre i at tilintetgøre.

21:32  Du skal blive Ildens Føde, dit Blod skal flyde i dit Land; du skal ikke kommes i Hu, thi jeg, HERREN, har talet.

Chapter 22

22:1  HERRENS Ord kom til mig saaledes:

22:2  Du Menneskesøn! Vil du dømme Blodbyen? Saa forehold den alle dens Vederstyggeligheder

22:3  og sig: Saa siger den Herre HERREN: Ve Byen, der udøser Blod i sin Midte, for at dens Time skal komme, og laver sig Afgudsbilleder for at gøre sig uren.

22:4  Ved dine egne Folks Blod, som du har udgydt, har du paadraget dig Skyld, og ved de Afgudsbilleder du har lavet, er du blevet uren; du har bragt din Time nær og hidført dine Aars Frist. Derfor gør jeg dig til Haan for Folkene og til Spot for alle Lande;

22:5  fra nær og fjern skal man spotte dig, du, hvis Navn er skændet, og som er fuld af Larm.

22:6  Se, Israels Fyrster optræder hver og een egenmægtigt i dig og udøser Blod.

22:7  Fader og Moder ringeagtes, den fremmede undertrykkes i dig, den faderløse og Enken lider Uret.

22:8  Mine hellige Ting agter du ringe og vanhelliger mine Sabbater.

22:9  Du har Æreskændere i din Midte, som bagtaler, saa der udøses Blod, og Folk, som spiser paa Bjergene. Utugt gaar i Svang i din Midte;

22:10  i dig blottes Faderens Skam, og Kvinder krænkes i deres Urenheds Tid.

22:11  Man øver Vederstyggelighed mod sin Næstes Hustru, man gør sin Sønnekone uren ved Utugt, man skænder i dig sin kødelige Søster.

22:12  I dig tager man Gave for at udøse Blod; du tager Aager og Opgæld, voldelig øver du Svig mod din Næste; og mig glemmer du, lyder det fra den Herre HERREN.

22:13  Men se, jeg slaar Hænderne sammen over den uredelige Vinding, du har skaffet dig, og over det Blod, der er udøst i dig.

22:14  Kan dit Hjerte holde Stand, kan dine Hænder være faste i de Dage, da jeg tager fat paa dig? Jeg, HERREN, har talet, og jeg fuldbyrder det.

22:15  Jeg vil sprede dig blandt Folkene og udstrø dig i Landene og tage din Urenhed fra dig;

22:16  jeg vil lade mig vanære ved dig for Folkenes Øjne; og du skal kende, at jeg er HERREN.

22:17  Og HERRENS Ord kom til mig saaledes:

22:18  Menneskesøn! Israels Hus er blevet mig til Slagger; de er alle blevet Kobber, Tin, Jern og Bly i Smelteovnen; Sølvslagger er de blevet.

22:19  Derfor, saa siger den Herre HERREN: Fordi I alle er blevet til Slagger, derfor vil jeg samle eder i Jerusalem;

22:20  som man samler Sølv, Kobber, Jern, Bly og Tin i en Smelteovn og blæser til Ilden for at smelte det, saaledes vil jeg i min Vrede og Harme samle eder og kaste eder ind og smelte eder;

22:21  jeg vil samle eder og blæse min Vredes Ild op imod eder, saa I smeltes deri.

22:22  Som Sølv smeltes i Smelteovnen, skal I smeltes deri; og I skal kende, at jeg, HERREN, har udøst min Vrede over eder.

22:23  Og HERRENS Ord kom til mig saaledes:

22:24  Menneskesøn, sig til Landet: Du er et Land, der ikke faar Regn og Byger paa Vredens Dag,

22:25  hvis Fyrster er som brølende Løver paa Rov; de tilintetgør Sjæle, tilriver sig Gods og Guld, gør mange til Enker deri.

22:26  Præsterne øver Vold mod min Lov, vanhelliger mine hellige Ting og gør ikke Skel mellem det, der er helligt, og det, der ikke er helligt, lærer ikke Forskel mellem rent og urent og lukker Øjnene for mine Sabbater, saa jeg er blevet vanhelliget iblandt dem.

22:27  Fyrsterne er som Ulve paa Rov: de er ivrige efter at udøse Blod og tilintetgøre Menneskeliv for at skaffe sig Vinding.

22:28  Profeterne stryger over med Kalk, idet de skuer Tomhed og varsler Løgn og siger: »Saa siger den Herre HERREN!« uden at HERREN har talet.

22:29  Det menige Folk øver Vold og gaar paa Rov, den arme og fattige gør de Uret, og den fremmede undertrykker de imod Lov og Ret.

22:30  Jeg søgte iblandt dem efter en, der vilde bygge en Mur og stille sig i Gabet for mit Aasyn til Værn for Landet, at jeg ikke skulde ødelægge det; men jeg fandt ingen.

22:31  Derfor udøser jeg min Vrede over dem, med min Harmes Ild tilintetgør jeg dem; deres Færd lader jeg komme over deres Hoved, lyder det fra den Herre HERREN.

Chapter 23

23:1  HERRENS Ord kom til mig saaledes:

23:2  Menneskesøn! Der var to Kvinder, Døtre af en og samme Moder.

23:3  De bolede i deres Ungdom i Ægypten: der krammedes deres Bryster, der krænkede man deres Jomfrubarm.

23:4  Den ældste hed Ohola, hendes Søster Oholiba. Og de blev mine og fødte Sønner og Døtre. Ohola er Samaria, Oholiba Jerusalem.

23:5  Men i Stedet for at holde sig til mig bolede Ohola og var i Brynde for sine Elskere, Assurs Sønner, der nærmede sig hende

23:6  klædt i Purpur, Statholdere og Landshøvdinger, alle sammen smukke unge Mænd, Ryttere højt til Hest;

23:7  og hun gav dem sin bolerske Elskov, alle Assurs ypperste Sønner, og alle Vegne, hvor hun kom i Brynde, gjorde hun sig uren ved deres Afgudsbilleder.

23:8  Men sin Bolen med Ægypterne opgav hun ikke, thi de hade ligget hos hende i hendes Ungdom; de havde skændet hendes Jomfrubarm og udøst deres bolerske Attraa over hende.

23:9  Derfor gav jeg hende i hendes Elskeres, Assurs Sønners, Haand, for hvem hun var i Brynde;

23:10  og de blottede hendes Blusel, tog hendes Sønner og Døtre og dræbte hende selv med Sværd, saa hun fik Vanry blandt Kvinder; saaledes fuldbyrdede de Dommen over hende.

23:11  Det saa hendes Søster Oholiba, og dog kom hun i endnu værre Brynde og bolede endnu værre end Søsteren.

23:12  Hun kom i Brynde for Assurs Sønner, Statholdere og Landshøvdinger, der nærmede sig hende herligt klædt, Ryttere højt til Hest, alle sammen smukke unge Mænd.

23:13  Og jeg saa, at hun blev uren; begge fulgte samme Vej.

23:14  Men hun drev sin Bolen videre endnu; thi da hun saa Mænd afbildede paa Muren, Billeder af Kaldæere, malet med rødt,

23:15  med Bælte om Lænd og nedhængende Hovedbind, alle at se til som Høvedsmænd, en Afbildning af Babels Sønner, hvis Hjemstavn Kaldæa er,

23:16  saa kom hun i Brynde for dem, saa snart hun fik Øje paa dem, og hun sendte Bud til dem i Kaldæa:

23:17  Og Babels Sønner gik ind til hende, laa hos hende i Elskov og gjorde hende uren ved deres Bolen; og hun blev uren ved dem, til hun følte Lede ved dem.

23:18  Da hun havde aabenbaret sin bolerske Attraa og blottet sin Blusel, følte jeg Lede ved hende, som jeg var blevet led ved hendes Søster.

23:19  Men hun drev sin Bolen videre endnu, idet hun kom sin Ungdoms Dage i Hu, da hun havde bolet i Ægypten,

23:20  og hun kom i Brynde ved dets Bolere, der havde Kød som Æsler og var gejle som Hingste;

23:21  og hun optog sin Ungdoms Skændsel, dengang Ægypterne krænkede hendes Jomfrubarm og krammede hendes unge Bryster,

23:22  Derfor, Oholiba, saa siger den Herre HERREN: Jeg hidser dine Elskere paa dig, dem, du følte Lede ved, og fører dem mod dig fra alle Kanter,

23:23  Babels Sønner og alle Kaldæerne, Pekod, Sjoa og Koa og med dem alle Assurs Sønner, alle sammen smukke unge Mænd, Statholdere og Landshøvdinger, Høvedsmænd og navnkundige Mænd, alle højt til Hest;

23:24  og de skal komme imod dig med en Vrimmel af Vogne og Hjul og en Hærskare af Folkeslag; store og smaa Skjolde og Hjelme skal de rette imod dig fra alle Kanter. Jeg overlader dem Dommen, og de skal dømme dig efter deres Ret.

23:25  Jeg retter min Nidkærhed imod dig, og de skal handle med dig i Vrede; din Næse og dine Ører skal de skære af, dit Afkom skal falde for Sværdet; de skal tage dine Sønner og Døtre, og dit Afkom skal fortæres af Ild;

23:26  de skal rive Klæderne af dig og tage alle dine Smykker;

23:27  jeg gør Ende paa din Skændsel og din Bolen, som du hengav dig til i Ægypten, og du skal ikke mere løfte dit Blik til dem eller komme Ægypten i Hu.

23:28  Thi saa siger den Herre HERREN: Se, jeg giver dig i deres Haand, som du hader og ledes ved;

23:29  de skal handle med dig i Had og tage alt dit Gods og efterlade dig nøgen og bar, saa din bolerske Blusel blottes.

23:30  Det kan du takke din Skændsel og din Bolen for, thi du bolede med Folkene og gjorde dig uren med deres Afgudsbilleder.

23:31  Du vandrede i din Søsters Spor; derfor giver jeg dig hendes Bæger i Haanden.

23:32  Saa siger den Herre HERREN: Du skal drikke af din Søsters Bæger, som er baade dybt og bredt; du skal blive til Latter og Spot; Bægeret rummer meget;

23:33  det er fuldt af Beruselse og Stønnen, et Bæger med Gru og Rædsel er din Søster Samarias Bæger.

23:34  Du skal drikke det ud til sidste Draabe, gnave dets Skaar og sønderrive dine Bryster, saa sandt jeg har talet, lyder det fra den Herre HERREN.

23:35  Derfor, saa siger den Herre HERREN: Fordi du glemte mig og kastede mig bag din Ryg, skal du bære Følgen af din Skændsel og Bolen.

23:36  Og HERREN sagde til mig: Menneskesøn! Vil du dømme Ohola og Oholiba, saa forehold dem deres Vederstyggeligheder,

23:37  at de horede og har Blod paa Hænderne; de horede med deres Afgudsbilleder, og til Føde for dem lod de Børnene, de fødte mig, gaa igennem Ilden.

23:38  Fremdeles har de gjort mig dette: De har gjort min Helligdom uren og vanhelliget mine Sabbater;

23:39  endog samme Dag de havde slagtet deres Børn til Afgudsbillederne, kom de til min Helligdom og vanhelligede den. Sandelig, saaledes gjorde de i mit Hus.

23:40  Ja, for Mænd, som kom langvejs fra, straks der var sendt dem Bud, badede du dig, sminkede du dine Øjne og tog dine Smykker paa;

23:41  og du satte dig paa et prægtigt Leje, og foran det dækkedes et Bord, paa hvilket du satte min Røgelse og min Olie.

23:42  Og det ligefrem larmede hos Søstrene; saa mange Mænd kom der fra Ørkenen; og de lagde Spange om deres Arme og satte en herlig Krone paa deres Hoved.

23:43  Saa sagde jeg: Saaledes har de horet, paa Skøgevis har de bolet.

23:44  Man gik ind til dem som til en Skøge; saaledes gik man ind til Ohola og Oholiba og øvede Skændsel.

23:45  Uvildige Mænd skal dømme dem efter Ægteskabsbryderskers og Morderskers Ret; thi de horede og har Blod paa Hænderne.

23:46  Thi saa siger den Herre HERREN: En Forsamling skal sammenkaldes imod dem, og de skal gives hen til at mishandles og udplyndres;

23:47  Forsamlingen skal stene dem og hugge dem sønder og sammen med Sværd; deres Sønner og Døtre skal man dræbe, og deres Huse skal man brænde.

23:48  Jeg gør Ende paa Skændselen i Landet, og alle Kvinder skal lade sig advare derved og ikke efterligne eders Skændsel.

23:49  Man skal lade eders Skændsel komme over eder, og I skal bære Følgen af de Synder, I gjorde med eders Afgudsbilleder; og I skal kende, at jeg er den Herre HERREN.

Chapter 24

24:1  HERRENS Ord kom i det niende Aar paa den tiende Dag i den tiende Maaned til mig saaledes:

24:2  Menneskesøn, opskriv dig Navnet paa denne Dag, Dagen i Dag, thi netop i Dag har Babels Konge kastet sig over Jerusalem.

24:3  Og tal i Lignelse til den genstridige Slægt og sig: Saa siger den Herre HERREN: Sæt Kedelen over, sæt den over; kom ogsaa Vand deri;

24:4  læg Kødstykker i, alle Haande gode Stykker, Kølle og Bov, fyld den med udsøgte Knogler;

24:5  tag af Hjordens bedste Dyr og læg en Stabel Brænde under den; kog Stykkerne, saa ogsaa Knoglerne koges ud!

24:6  Derfor, saa siger den Herre HERREN: Ve Blodbyen, den rustne Kedel, hvis Rust ikke er gaaet af. Stykke efter Stykke giver den fra sig; der kastes ikke Lod om dem;

24:7  thi Blodet er endnu midt i Byen; den hældte det paa den nøgne Klippe og udgød det ikke paa Jorden for at dække det med Muld.

24:8  For at fremkalde Vrede, for at tage Hævn hældte jeg Blodet paa den nøgne Klippe uden at dække det.

24:9  Derfor, saa siger den Herre HERREN: Ve Blodbyen! Nu vil ogsaa jeg gøre brændestabelen stor;

24:10  hent brænde i Mængde, lad Ilden lue og Kødet blive mørt, hæld Suppen ud og lad Benene brændes

24:11  og sæt Kedelen tom paa de glødende Kul, for at den kan blive saa hed, at Kobberet gløder og Urenheden smelter; Rusten skal svinde!

24:12  Møje har den kostet, men den megen Rust gik ikke af. I Ilden med Rusten!

24:13  Fordi du er uren af Utugt, fordi du ikke kom af med din Urenhed, skønt jeg rensede dig, skal du ikke blive ren igen, før jeg har kølet min Harme paa dig.

24:14  Jeg, HERREN, har talet, og det kommer! Jeg griber ind og opgiver det ikke, jeg skaaner ikke og angre ej heller; efter dine Veje og dine Gerninger vil jeg dømme dig, lyder det fra den Herre HERREN.

24:15  HERRENS Ord kom til mig saaledes:

24:16  Menneskesøn! Se, jeg tager dine Øjnes Lyst fra dig ved en brat Død; men du skal ikke klage eller græde; du skal ikke fælde Taarer;

24:17  suk i Stilhed og hold ikke Døde klage, bind Huen paa og tag Sko paa Fødderne, tilhyl ikke dit Skæg og spis ikke Sørgebrød!

24:18  Tal saa om Morgenen til Folket! — Saa døde min Hustru om Aftenen, og næste Morgen gjorde jeg, som mig var paalagt.

24:19  Og da Folket sagde til mig: »Vil du ikke lade os vide, hvad det, du der gør, skal sige os?«

24:20  svarede jeg: »HERRENS Ord kom til mig saaledes:

24:21  Sig til Israels Hus: Saa siger den Herre HERREN: Se, jeg vil vanhellige min Helligdom, eders Hovmods Stolthed, eders Øjnes Lyst, eders Sjæles Længsel; og de Sønner og Døtre, I lod tilbage, skal falde for Sværdet!

24:22  Og I skal gøre, som jeg nu gør: I skal ikke tilhylle eders Skæg eller spise Sørgebrød;

24:23  eders Huer skal blive paa Hovederne og eders Sko paa Fødderne; I skal ikke klage eller græde, men svinde hen i eders Synder og sukke for hverandre.

24:24  Ezekiel skal være eder et Tegn; naar det sker, skal I gøre, som han gør; og I skal kende, at jeg er den Herre HERREN,«

24:25  Og du, Menneskesøn! Paa den Dag jeg tager deres Værn, deres herlige Fryd, deres Øjnes Lyst og deres Sjæles Længsel, deres Sønner og Døtre fra dem,

24:26  paa den Dag skal en Flygtning komme til dig og melde det for dine Ører;

24:27  paa den Dag skal din Mund aabnes, naar Flygtningen kommer, og du skal tale og ikke mere være stum; du skal være dem et Tegn; og de skal kende, at jeg er HERREN.

Chapter 25

25:1  HERRENS Ord kom til mig saaledes:

25:2  Menneskesøn, vend dit Ansigt imod Ammoniterne, profeter imod dem

25:3  og sig til dem: Hør den Herre HERRENS Ord: Saa siger den Herre HERREN: Fordi du raabte »Ha, ha!« over min Helligdom, da den vanhelligedes, og over Israels Land, da det lagdes øde, og over Judas Hus, da de vandrede i Landflygtighed,

25:4  se, derfor giver jeg dig i Eje til Østens Sønner; de skal opslaa deres Teltlejre og indrette deres Boliger i dig; de skal spise din Frugt og drikke din Mælk.

25:5  Jeg gør Rabba til Græsgang for Kameler og Ammons Byer til Lejrsted for Smaakvæg; og I skal kende, at jeg er HERREN.

25:6  Thi saa siger den Herre HERREN: Fordi du klappede i Hænderne og stampede med Fødderne og med dyb Ringeagt godtede dig af Hjertet over Israels Land,

25:7  se, derfor udrækker jeg Haanden imod dig og gør dig til Rov for Folkene; jeg udrydder dig af Folkeslagene, udsletter dig af Landene og tilintetgør dig; og du skal kende, at jeg er HERREN.

25:8  Saa siger den Herre HERREN: Fordi Moab siger: »Se, det er med Judas Hus som med alle de andre Folk!«

25:9  se, derfor lægger jeg Moabs Skrænter aabne, saa Byerne gaar tabt fra dets ene Ende til den anden, Landets Pryd, Bet-Jesjimot, Ba'al-Meon og Kirjatajim.

25:10  Østens Sønner giver jeg det i Eje, for at det ikke mere skal ihukommes blandt Folkene.

25:11  Jeg holder Dom over Moab; og de skal kende, at jeg er HERREN.

25:12  Saa siger den Herre HERREN: Fordi Edom optraadte hævngerrigt mod Judas Hus og paadrog sig svar Skyld ved at hævne sig paa dem,

25:13  derfor, saa siger den Herre HERREN: Jeg udrækker Haanden mod Edom og udrydder Folk og Fæ deraf og gør det øde; fra Teman til Dedan skal de falde for Sværdet.

25:14  Jeg fuldbyrder min Hævn paa Edom ved mit Folk Israels Haand, og de skal handle med Edom efter min Vrede og Harme, og Edom skal kende min Hævn, lyder det fra den Herre HERREN.

25:15  Saa siger den Herre HERREN: Fordi Filisterne optraadte hævngerrigt og med Foragt i Hjertet tog Hævn og hærgede i endeløst Had,

25:16  derfor, saa siger den Herre HERREN: Se, jeg udrækker Haanden mod Filisterne og udrydder Kreterne, og jeg tilintetgør, hvad der er levnet ved Havets Strand.

25:17  Jeg tager vældig Hævn over dem og revser dem i Vrede; og de skal kende, at jeg er HERREN, naar jeg fuldbyrder min Hævn paa dem.

Chapter 26

26:1  I det ellevte Aar paa den første Dag i ... Maaned kom HERRENS Ord til mig saaledes:

26:2  Menneskesøn! Fordi Tyrus siger om Jerusalem: »Ha, ha! Folkeslagenes Port er knust; den staar mig aaben; den var rig, men er nu øde!«

26:3  derfor, saa siger den Herre HERREN: Se, jeg kommer over dig, Tyrus, og fører mange Folk imod dig, som naar Havet rejser sine Bølger.

26:4  De skal ødelægge Tyrus's Mure og nedbryde Taarnene. Jeg fejer Muldet bort og gør Tyrus til nøgen Klippe;

26:5  en Tørreplads for Net skal det være ude i Havet, saa sandt jeg har talet, lyder det fra den Herre HERREN; og det skal blive et Bytte for Folkene.

26:6  Dets Døtre paa Land skal hugges ned med Sværd; og de skal kende, at jeg er HERREN.

26:7  Thi saa siger den Herre HERREN: Se, nordenfra fører jeg mod Tyrus Kong Nebukadrezar af Babel, Kongernes Konge, med Heste, Vogne og Ryttere og en vældig Hærskare.

26:8  Dine Døtre paa Land skal han hugge ned med Sværd; han skal bygge Belejringstaarne, opkaste Stormvold og rejse Skjoldtag imod dig;

26:9  sin Murbrækkers Stød skal han rette imod dine Mure og nedbryde dine Taarne med sine Sværd.

26:10  Hans Heste skal myldre, saa Støvet, de rejser, skjuler dig; Ryttere, Hjul og Vogne skal larme, saa dine Mure ryster, naar han drager igennem dine Porte, som naar man trænger ind i en stormet By.

26:11  Med sine Hestes Hove skal han nedtrampe alle dine Gader; dit Folk skal han hugge ned med Sværdet og styrte dine stolte Støtter til Jorden.

26:12  De skal rane din Rigdom og gøre dine Handelsvarer til Bytte; de skal nedbryde dine Mure og nedrive dine herlige Huse: Sten, Tømmer og Ler skal de kaste i Vandet.

26:13  Jeg gør Ende paa dine brusende Sange, og dine Citres Klang skal ikke mere høres.

26:14  Jeg gør dig til nøgen Klippe, en Tørreplads for Net skal du være. Aldrig mere skal du bygges, saa sandt jeg, HERREN, har talet, lyder det fra den Herre HERREN.

26:15  Saa siger den Herre HERREN til Tyrus: For sandt, ved dit drønende Fald, ved de saaredes Stønnen, naar Sværd hugger løs i din Midte, skal Strandene skælve.

26:16  Ned fra sin Trone stiger hver Fyrste ved Havet, Kapperne lægger de bort, aflægger de brogede Klæder og klæder sig i Sorg; de sidder paa Jorden og skælver uafbrudt, slagne af Rædsel over dig.

26:17  De synger en Klagesang om dig og siger til dig: Ak, du gik under, forsvandt fra Havet, du fejrede By, du, som var vældig paa Havet, du og dine Borgere, du, der jog Rædsel i alle, som boede der!

26:18  Nu gribes Strandene af Skælven, den Dag du falder, og Havets Øer forfærdes over din Udgang!

26:19  Thi saa siger den Herre HERREN: Naar jeg gør dig til en øde By og lige med affolkede Byer, naar jeg fører Verdensdybet over dig, og de vældige Vande skjuler dig,

26:20  saa støder jeg dig ned iblandt dem, der steg ned i Dybet, blandt Fortidens Folk, og lader dig ligge i Underverdenen som ældgamle Ruiner blandt dem, der steg ned i Dybet, for at du aldrig mere skal bebos eller rejse dig i de levendes Land;

26:21  jeg giver dig hen til brat Undergang, og det skal være ude med dig; selv om der søges efter dig, skal du aldrig i Evighed findes, lyder det fra den Herre HERREN.

Chapter 27

27:1  HERRENS Ord kom til mig saaledes:

27:2  Du, Menneskesøn, istem en Klagesang over Tyrus

27:3  og sig til Tyrus, som ligger ved Adgangen til Havet og driver Handel med Folkeslagene paa de mange fjerne Strande: Saa siger den Herre HERREN: Tyrus, du siger: »Fuldendt i Skønhed er jeg!«

27:4  De bygged dig midt i Havet, fuldendte din Skønhed.

27:5  De tømred af Senircypresser hver Planke i dig, fra Libanon hented de Cedre at lave din Mast,

27:6  af Basans højeste Ege skar de dig Aarer, de lagde dit Dæk af Fyr fra Kittæernes Strande;

27:7  dit Sejl var ægyptisk Byssus i broget Væv, dit Tag var Purpur i blaat og rødt fra Elisjas Strande.

27:8  Zidons og Arvads Folk var Rorkarle for dig, om Bord var de kyndigste i Zarepta, de var dine Styrmænd,

27:9  de ældste og kyndigste i Gebal, de bøded din Læk. Alle Havets Skibe med Søfolk var hos dig for at omsætte dine Varer.

27:10  Folk fra Persien, Lydien og Put var i din Hær som Krigsfolk, de ophængte Skjolde og Hjelme i dig; de gav dig Glans.

27:11  Arvaditerne og deres Hær stod rundt paa dine Mure, Gammaditerne paa dine Taarne; de ophængte deres Skjolde rundt paa dine Mure, de fuldendte din Skønhed.

27:12  Tarsis var din Handelsven, fordi du havde alskens Gods i Mængde; Sølv, Jern, Tin og Bly gav de dig for dine Varer.

27:13  Javan, Tubal og Mesjek drev Handel med dig; Trælle og Kobberkar gav de dig i Bytte.

27:14  Togarmas Hus gav dig Køreheste, Rideheste og Muldyr for dine Varer.

27:15  Rodosboerne drev Handel med dig, mange fjerne Strande var dine Handelsvenner; Elfenben og Ibenholt bragte de dig som Vederlag.

27:16  Edom var din Handelsven, fordi du havde Varer i Mængde; Karfunkler, Purpur, brogede Tøjer, fint Linned, Koraller og Rubiner gav de dig for dine Varer.

27:17  Juda og Israels Land drev Handel med dig; Hvede fra Minnit, Bagværk, Honning, Olie og Mastiksbalsam gav de dig i Bytte.

27:18  Damaskus var din Handelsven fordi du havde alskens Gods i Mængde; de kom med Vin fra Helbon og Uld fra Zahar.

27:19  Vedan og Javan gav Sager fra Uzal for dine Varer; smeddet Jern, Kassia og Kalmus fik du i Bytte.

27:20  Dedan drev Handel med dig med Sadeldækkener til Ridning.

27:21  Araberne og alle Kedars Fyrster var dine Handelsvenner; med Lam, Vædre og Bukke handlede de med dig.

27:22  Sabas og Ramas Handelsfolk drev Handel med dig; den allerfineste Balsam, alle Slags Ædelsten og Guld gav de dig for dine Varer.

27:23  Karan, Kanne og Eden, Assyrerne og hele Medien drev Handel med dig;

27:24  de handlede med dig med smukke Klæder, Purpurkapper, brogede Tøjer, farvede Tæpper, tvundet og fastsnoet Reb paa dine Markeder;

27:25  Tarsisskibene tjente dig ved din Omsætning. Du fyldtes, blev saare tung midt ude i Havet.

27:26  I rum Sø fik de dig ud, dine roende Mænd; da knuste en Østenstorm dig midt ude paa Havet;

27:27  dit Gods, dine Varer, din Vinding, dine Søfolk og Styrmænd, de, der bøded din Læk, dine Handelsfolk, alt dit Krigsfolk, som var om Bord, alt Mandskab i din Midte styrter i Havets dyb, den Dag du falder.

27:28  Markerne skælver ved dine Styrmænds Skrig.

27:29  Alle, der sidder ved Aarer, gaar da fra Borde, Søfolk og alle Styrmænd gaar da i Land;

27:30  de løfter Røsten over dig, klager bittert; paa Hovedet kaster de Jord og vælter sig i Støvet,

27:31  klipper sig skaldet for dig, klæder sig i Sæk, begræder dig, bitre i Hu, med Sjælekvide,

27:32  istemmer jamrende Klage over dig, klager: Ak, hvor Tyrus er øde midt i Havet!

27:33  Naar din Vinding kom ind fra Havet, mætted du mange Folkeslag; med dit meget Gods og dine Varer gjorde du Jordens Konger rige.

27:34  Nu led du Skibbrud paa Havet, paa Vandets Dyb, dine Varer og alt dit Mandskab gik under med dig.

27:35  Over dig gyser alle, som bor paa de fjerne Strande, deres Konger er slagne af Angst, deres Ansigt blegner.

27:36  Deres Kræmmere haanfløjter ad dig, til Rædsel blev du, er borte for evigt.

Chapter 28

28:1  HERRENS Ord kom til mig saaledes:

28:2  Menneskesøn, sig til Tyrus's Fyrste: Saa siger den Herre HERREN: Fordi dit Hjerte hovmoder sig og du siger: »Jeg er en Gud, paa et Gudesæde sidder jeg midt ude i Havet!« skønt du er et Menneske og ingen Gud, og fordi du føler dig i Hjertet som en Gud;

28:3  se, du er visere end Daniel, ingen Vismand maaler sig med dig;

28:4  ved din Visdom og indsigt vandt du dig Rigdom og samlede dig Guld og Sølv i dine Skatkamre;

28:5  ved dit store Handelssnilde øgede du din Rigdom, saa dit Hjerte hovmodede sig over den —

28:6  derfor, saa siger den Herre HERREN: Fordi du i dit Hjerte føler dig som en Gud,

28:7  se, derfor bringer jeg fremmede over dig, de grummeste Folk, og de skal drage deres Sværd mod din skønne Visdom og vanhellige din Glans.

28:8  De skal styrte dig i Graven, og du skal dø de ihjelslagnes Død i Havets Dyb.

28:9  Mon du da Ansigt til Ansigt med dem, der dræber dig, vil sige: »Jeg er en Gud!« du, som i deres Haand, der slaar dig ihjel, er et Menneske og ikke en Gud.

28:10  De uomskaarnes Død skal du dø for fremmedes Haand, saa sandt jeg har talet, lyder det fra den Herre HERREN.

28:11  Og HERRENS Ord kom til mig saaledes:

28:12  Menneskesøn, istem en Klagesang over Kongen af Tyrus og sig til ham: Saa siger den Herre HERREN: Du var Indsigtens Segl, fuld af Visdom og fuldkommen i Skønhed.

28:13  I Eden, Guds Have, var du; alle Slags Ædelsten var din Klædning, Karneol, Topas, Jaspis, Krysolit, Sjoham, Onyks, Safir, Rubin, Smaragd og Guld var paa dig i indfattet og indlagt Arbejde; det var til Rede, den Dag du skabtes.

28:14  Du var en salvet, skærmende Kerub; jeg gjorde dig dertil; paa det hellige Gudebjerg var du; du vandrede imellem Guds Sønner.

28:15  Fuldkommen var du i din Færd, fra den Dag du skabtes, indtil der fandtes Brøde hos dig.

28:16  Ved din megen Handel fyldte du dit Indre med Uret og forbrød dig; da vanhelligede jeg dig og viste dig bort fra Gudebjerget og tilintetgjorde dig, skærmende Kerub, saa du ikke blev mellem Guds Sønner.

28:17  Dit Hjerte hovmodede sig over din Skønhed, du satte din Visdom til paa Grund af din Glans. Jeg, slængte dig til Jorden og overgav dig til Konger, at de skulde nyde Skuet af dig.

28:18  Med dine mange Misgerninger, ved din uredelige Handel vanhelligede du dine Helligdomme. Da lod jeg Ild bryde løs i din Midte, og den fortærede dig; jeg gjorde dig til Støv paa Jorden for alle, som saa dig.

28:19  Alle blandt Folkeslagene, der kendte dig, stivnede af Skræk over dig; du blev en Rædsel, og borte er du for evigt.

28:20  HERRENS Ord kom til mig saaledes:

28:21  Menneskesøn, vend dit Ansigt mod Zidon og profeter imod det

28:22  og sig: Saa siger den Herre HERREN: Se, jeg kommer over dig, Zidon, og herliggør mig paa dig; og du skal kende, at jeg er HERREN, naar jeg holder Dom over dig og viser min Hellighed paa dig.

28:23  Jeg sender Pest over dig og Blod i dine Gader; ihjelslagne Mænd skal segne i din Midte for Sværd, der er rettet imod dig fra alle Sider; og du skal kende, at jeg er HERREN.

28:24  Fremtidig skal der ikke være nogen Tidsel til at saare eller Torn til at stikke Israels Hus blandt alle dets Naboer, som nu haaner dem; og de skal kende, at jeg er den Herre HERREN.

28:25  Saa siger den Herre HERREN: Naar jeg samler Israels Slægt fra de Folkeslag, de er spredt iblandt, vil jeg hellige mig paa dem for Folkenes Øjne, og de skal bo i deres Land, som jeg gav min Tjener Jakob;

28:26  de skal bo trygt deri, bygge Huse og plante Vingaarde, ja bo trygt, medens jeg holder Dom over alle dem, der haaner dem fra alle Sider; og de skal kende, at jeg er HERREN deres Gud.

Chapter 29

29:1  I det tiende Aar, paa den tolvte Dag i den tiende Maaned kom HERRENS Ord til mig saaledes:

29:2  Menneskesøn, vend dit Ansigt mod Farao, Ægyptens Konge, og profeter mod ham og hele Ægypten.

29:3  Tal og sig: Saa siger den Herre HERREN: Se, jeg kommer over dig, Farao, Ægyptens Konge, du store drage, som ligger midt i dine Strømme, som siger: »Nilen er min, jeg skabte den selv!«

29:4  Jeg sætter Kroge i Kæberne paa dig og lader dine Strømmes Fisk hænge ved dine Skæl og drager dig op af dine Strømme med alle deres Fisk, som hænger ved dine Skæl.

29:5  Jeg slænger dig hen i Ørkenen med alle dine Strømmes Fisk; paa aaben Mark skal du falde, ej samles op eller jordes; til Jordens Dyr og Himlens Fugle giver jeg dig som Føde.

29:6  Og kende skal hver en Ægypter, at jeg er HERREN. Fordi du har været en Rørkæp for Israels Hus —

29:7  du splintredes, naar de greb om dig, og flænged dem hele Haanden; du brast, naar de støtted sig til dig, fik hver en Lænd til at vakle —

29:8  derfor, saa siger den Herre HERREN: Se, jeg bringer Sværd over dig og udrydder Folk og Fæ af dig;

29:9  Ægypten skal blive til Ørk og Øde; og de skal kende, at jeg er HERREN, fordi du sagde: »Nilen er min, jeg skabte den selv!«

29:10  Se, derfor kommer jeg over dig og dine Strømme og gør Ægypten til Øde og Ørk fra Migdol til Syene og Ætiopiens Grænse.

29:11  Hverken Mennesker eller Dyr skal sætte deres Fod der, ingen skal færdes der, og det skal ligge hen uden Indbyggere i fyrretyve Aar.

29:12  Jeg gør Ægypten til en Ørk blandt øde Lande, og Byerne skal ligge øde hen blandt tilintetgjorte Byer i fyrretyve Aar; og jeg spreder Ægypterne blandt Folkene og udstrør dem i Landene.

29:13  Thi saa siger den Herre HERREN: Efter fyrretyve Aars Forløb vil jeg sanke Ægypterne sammen fra de Folkeslag, de er spredt iblandt,

29:14  og vende Ægyptens Skæbne og føre dem tilbage til Patros, det Land, de stammer fra, og der skal de blive et lille Rige.

29:15  Det skal blive mindre end de andre Riger og ikke mere svinge sig op over Folkene; jeg gør dem faa i Tal, for at de ikke mere skal raade over Folkene.

29:16  Og fremtidig skal de ikke være Israels Hus's Tillid og saaledes minde mig om dets Misgerning, naar det slutter sig til dem; og de skal kende, at jeg er den Herre HERREN.

29:17  I det syv og tyvende Aar paa den første Dag i den første Maaned kom HERRENS Ord til mig saaledes:

29:18  Menneskesøn! Kong Nebukadrezar af Babel har ladet sin Hær udføre et stort Arbejde mod Tyrus; hvert Hoved er skaldet, hver Skulder flaaet, og hverken han eller Hæren fik Løn af Tyrus for det Arbejde, han udførte imod det.

29:19  Derfor, saa siger den Herre HERREN: Se, jeg giver Kong Nebukadrezar af Babel Ægypten; han skal bortføre dets Rigdom, tage Bytte og røve Rov der; og det skal være hans Hærs Løn;

29:20  som Vederlag for hans Arbejde giver jeg ham Ægypten, fordi de sled for mig, lyder det fra den Herre HERREN.

29:21  Paa den Dag lader jeg et Horn vokse frem for Israels Hus, og dig giver jeg at aabne din Mund iblandt dem; og de skal kende, at jeg er HERREN.

Chapter 30

30:1  HERRENS Ord kom til mig saaledes:

30:2  Menneskesøn, profeter og sig: Saa siger den Herre HERREN: Jamrer: Ak, hvilken Dag!

30:3  Thi nær er Dagen, ja nær er HERRENS Dag; det bliver en Mulmets Dag, Hedningernes Tid.

30:4  Et Sværd kommer over Ægypten, og Ætiopien gribes af Skælven, naar de slagne segner i Ægypten, naar dets Rigdom bortføres og dets Grundvolde nedbrydes.

30:5  Ætioperne, Put og Lud og alt Blandingsfolket, Kub og min Pagts Sønner skal falde for Sværdet med dem.

30:6  Saa siger HERREN: Alle, som støtter Ægypten, skal falde og dets stolte Herlighed synke sammen; fra Migdol til Syene skal de falde for Sværdet, lyder det fra den Herre HERREN.

30:7  Det skal lægges øde blandt øde Lande, og Byerne skal ligge hen blandt tilintetgjorte Byer;

30:8  og de skal kende, at jeg er HERREN, naar jeg sætter Ild paa Ægypten og alle dets Hjælpere knuses.

30:9  Paa hin Dag skal der udgaa Sendebud fra mig paa Skibe for at indjage det sorgløse Ætiopien Rædsel, og de skal gribes af Skælven over Ægyptens Dag; thi se, den kommer.

30:10  Saa siger den Herre HERREN: Jeg gør Ende paa Ægyptens Herlighed ved Kong Nebukadrezar af Babel.

30:11  Han og hans Folk med ham, de grummeste blandt Folkene, skal hentes for at ødelægge Landet; de skal drage deres Sværd mod Ægypten og fylde Landet med slagne.

30:12  Jeg tørlægger Strømmene, sælger Landet til onde Folk, og ved fremmede ødelægger jeg det med alt, hvad der er deri. Jeg, HERREN, har talet.

30:13  Saa siger den Herre HERREN: Jeg tilintetgør Afgudsbillederne og udrydder Høvdingerne af Nof og Fyrsterne af Ægypten; de skal ikke findes mere; og jeg indjager Ægypten Rædsel.

30:14  Jeg lægger Patros øde, sætter Ild paa Zoan og holder Dom over No.

30:15  Jeg udøser min Vrede over Sin, Ægyptens Bolværk, og udrydder Nos larmende Hob.

30:16  Jeg sætter Ild paa Ægypten, Syene skal skælve af Angst, der skal brydes Hul paa No, og dets Mure skal nedrives.

30:17  De unge Mænd i On og Pibeset skal falde for Sværdet og Kvinderne vandre i Fangenskab.

30:18  I Takpankes sortner Dagen, naar jeg der sønderbryder Ægyptens Herskerstav, og dets stolte Herlighed faar Ende der. Selv skal det skjules af Skyer og dets Smaabyer vandre i Fangenskab.

30:19  Jeg holder Dom over Ægypten; og de skal kende, at jeg er HERREN.

30:20  I det ellevte Aar paa den syvende Dag i den første Maaned kom HERRENS Ord til mig saaledes:

30:21  Menneskesøn! Ægypterkongen Faraos Arm har jeg brudt; og se den skal ikke forbindes, ikke læges ved at der lægges Bind om den, saa den kunde faa Kræfter til atter at gribe Sværdet.

30:22  Derfor, saa siger den Herre HERREN: Se, jeg kommer over Farao, Ægyptens Konge, og bryder hans Arme, baade den hele og den brudte, og lader Sværdet falde af hans Haand.

30:23  Jeg spreder Ægypterne blandt Folkene og udstrør dem i Landene.

30:24  Men jeg styrker Babels Konges Arme og lægger mit Sværd i hans Haand; og jeg bryder Faraos Arme, og han skal stønne for ham paa saaredes Vis.

30:25  Jeg styrker Babels Konges Arme, men Faraos skal synke; og de skal kende, at jeg er HERREN, naar jeg lægger mit Sværd i Babels Konges Haand og han svinger det imod Ægypten.

30:26  Og jeg spreder Ægypterne blandt Folkene og udstrør dem i Landene; og de skal kende, at jeg er HERREN.

Chapter 31

31:1  I det ellevte Aar paa den første Dag i den tredje Maaned kom HERRENS Ord til mig saaledes:

31:2  Menneskesøn, sig til Farao, Ægyptens Konge, og til hans larmende Hob: Ved hvem kan du lignes i Storhed?

31:3  Se, du er en Libanonceder med smukke Grene og skyggefuld Krone, høj af Vækst, hvis Top rager op i Skyerne;

31:4  Vand gav den Vækst, Verdensdybet Højde; sine Strømme lod det flyde rundt om dens Sted og sendte sine Vandløb til hele dens Mark.

31:5  Derfor blev den større af Vækst end hvert Træ paa Marken; mange blev dens Kviste og Grenene lange af megen Væde.

31:6  Alle Himlens Fugle bygged i dens Grene, under dens Kviste fødte hvert Markens Dyr, i dens Skygge boede al Verdens Folk.

31:7  Den blev stor og dejlig med lange Grene, den stod jo med Roden ved rigeligt Vand.

31:8  Guds Haves Cedre var ikke dens Lige, ingen Cypres havde Mage til Grene, ingen Platan havde Kviste som den; intet Træ i Guds Have maalte sig med den i Skønhed.

31:9  Jeg gjorde den skøn med dens mange Kviste, saa alle Edens Træer i Guds Have misundte den.

31:10  Derfor, saa siger den Herre HERREN: Fordi den blev høj af Vækst og løftede sin Krone op i Skyerne og Hjertet hovmodede sig over dens Højde,

31:11  derfor overgiver jeg den til en, som er vældig blandt Folkene; han skal gøre med den efter dens Gudløshed og tilintetgøre den.

31:12  Fremmede, de grummeste blandt Folkene hugger den om og kaster den hen; paa Bjerge og i alle Dale falder dens Kviste; dens Grene ligger knækket i alle Landets Kløfter, og alle Jordens Folkeslag gaar bort fra dens Skygge og lader den ligge.

31:13  Paa den faldne Stamme slaar alle Himmelens Fugle sig ned, og paa Grenene lejrer alle Markens Dyr sig,

31:14  for at ingen Træer ved Vande skal hovmode sig over deres Vækst og løfte deres Krone op i Skyerne og gøre sig til af deres Højde, ingen Træer, som smager Vand; thi alle er hjemfaldne til Døden og maa til Underverdenen, midt iblandt Menneskens Børn, blandt dem, der steg ned i Graven.

31:15  Saa siger den Herre HERREN: Den Dag den farer ned i Dødsriget, lukker jeg Verdensdybet for den og holder dets Strømme tilbage, saa de mange Vande standses; jeg lader Libanon sørge over den, og alle Markens Træer vansmægter over den.

31:16  Ved Drønet af dens Fald bringer jeg Folkene til at bæve, naar jeg styrter den ned i Dødsriget til dem, der steg ned i Graven; og nede i Underverdenen trøster alle Edens Træer sig, de ypperste og bedste paa Libanon, alle, som smager Vand.

31:17  Ogsaa de farer med den ned i Dødsriget til de sværdslagne, da de som dens Hjælpere har siddet i dens Skygge blandt Folkene.

31:18  Hvem var din Lige i Herlighed og Størrelse blandt Edens Træer? Og dog styrtes du med Edens Træer ned i Underverdenen; midt iblandt uomskaarne skal du ligge hos de sværdslagne. Dette er Farao og al hans larmende Hob, lyder det fra den Herre HERREN.

Chapter 32

32:1  I det tolvte Aar paa den første Dag i den tolvte Maaned kom HERRENS Ord til mig saaledes:

32:2  Menneskesøn, istem en Klagesang over Farao, Ægyptens Konge, og sig til ham: Du Folkenes Løve, det er ude med dig! Du var som en Drage i Havet med prustende Næse, med Fødderne plumred du Vandet, oproded dets Strømme.

32:3  Saa siger den Herre HERREN: Jeg breder mit Garn over dig ved en Sværm af mange Folk, de skal drage dig op i mit Net.

32:4  Jeg kaster dig paa Land og slænger dig hen paa Marken, lader alle Himlens Fugle slaa sig ned paa dig og al Jordens Dyr blive mætte ved dig.

32:5  Jeg lægger dit Kød paa Bjergene, fylder Dalene op med dit Aadsel,

32:6  vander med dit Udflaad Jorden lige til Bjergene, Kløfterne skal fyldes af dit Blod.

32:7  Jeg skjuler Himlen, naar du slukkes, klæder dens Stjerner i Sorg, jeg skjuler Solen i Skyer, og Maanen skinner ej mer.

32:8  Alle Himmellys klæder jeg i Sorg for dig, hyller dit Land i Mørke, lyder det fra den Herre HERREN.

32:9  Jeg volder mange Folkeslags Hjerter Kvide, naar jeg bringer dine Fanger til Folkene, til Lande du ikke kender;

32:10  jeg lader mange Folkeslag stivne af Rædsel over dig, og deres Konger skal gyse over dig, naar jeg svinger mit Sværd for deres Ansigter; de skal ængstes uafbrudt, hver for sit Liv, den Dag du falder.

32:11  Thi saa siger den Herre HERREN: Babels Konges Sværd skal komme over dig.

32:12  Jeg styrter din Hob ved Heltes Sværd, de grummeste af alle Folkene; de hærger Ægyptens Pragt, og al dets Hob lægges øde.

32:13  Jeg udrydder alt dets Kvæg ved de mange Vande, Menneskefod skal ej plumre dem mer, ej Dyreklov rode dem op;

32:14  saa lader jeg Vandene klares og Strømmene flyde som Olie — lyder det fra den Herre HERREN —

32:15  naar jeg gør Ægypten til Ørk, saa Landet og dets Fylde er øde, naar jeg nedhugger alle, som bor der, saa de kender, at jeg er HERREN.

32:16  Dette er en Klagesang, som du skal kvæde; Folkenes Kvinder skal kvæde den; over Ægypten og al dets larmende Hob skal de kvæde den, lyder det fra den Herre HERREN.

32:17  I det tolvte Aar paa den femtende Dag i ... Maaned kom HERRENS Ord til mig saaledes:

32:18  Menneskesøn, klag over Ægyptens larmende Hob; syng Klagesang over den, du og Folkenes Kvinder! Far ned i Underverdenen blandt dem, der steg ned i Dybet!

32:19  Er du lifligere end nogen anden? Stig ned og lig blandt de uomskaarne!

32:20  Midt iblandt sværdslagne skal han segne, og al hans larmende Hob skal ligge hos ham.

32:21  Heltenes Førere skal tale til ham midt i Dødsriget: »Er du mægtigere end nogen anden? Stig ned og lig blandt de uomskaarne!«

32:22  Der er Assur og hele hans Flok rundt om hans Grav; alle er de dræbt, faldet for Sværd;

32:23  han fik sin Grav i en Krog af Dybet, og hans Flok ligger rundt om hans Grav; alle er de dræbt, faldet for Sværd, de, som spredte Rædsel i de levendes Land.

32:24  Der er Elam med al sin larmende Hob rundt om sin Grav; alle er de dræbt, faldet før Sværd, og de for uomskaarne ned i Underverdenen, de, som spredte Rædsel i de levendes Land; nu bærer de deres Skændsel blandt dem, der steg ned i Dybet.

32:25  Iblandt dræbte fik han et Leje med al sin larmende Hob rundt om sin Grav; alle er de uomskaarne, sværdslagne; thi Rædsel for dem bredte sig i de levendes Land; nu bærer de deres Skændsel blandt dem, der steg ned i Dybet; de lagdes blandt dræbte.

32:26  Der er Mesjek og Tubal med al deres larmende Hob rundt om deres Grave; alle er de uomskaarne, sværdslagne; thi de spredte Rædsel i de levendes Land;

32:27  de kom ikke til at ligge hos Heltene, Fortidens Kæmper, som for til Dødsriget i deres Rustninger, hvis Sværd blev lagt under deres Hoveder, og hvis Skjolde dækkede deres Knogler; thi Rædsel for Heltene raadede i de levendes Land.

32:28  Ogsaa du skal ligge knust imellem de uomskaarne, blandt de sværdslagne.

32:29  Der er Edom med sine Konger og alle sine Fyrster, som fik deres Grave hos de sværdslagne; hos de uomskaarne ligger de, hos dem, der steg ned i Dybet.

32:30  Der er Nordens Herskere alle sammen og alle Zidoniere, som for ned til de dræbte, beskæmmede trods den Rædsel, de spredte ved deres Heltekraft; de ligger uomskaarne blandt de sværdslagne, de bærer deres Skændsel blandt dem, der steg ned i Dybet.

32:31  Dem ser Farao og trøster sig over al sin larmende Hob, lyder det fra HERREN.

32:32  Thi han spredte Rædsel i de levendes Land, men nu ligger han imellem uomskaarne, blandt de sværdslagne, Farao med al sin larmende Hob, lyder det fra den Herre HERREN.

Chapter 33

33:1  HERRENS Ord kom til mig saaledes:

33:2  Menneskesøn, tal til dine Landsmænd og sig: Naar jeg fører Sværdet over et Land, og Folket i Landet tager en af sin Midte og gør ham til deres Vægter,

33:3  og han ser Sværdet komme over Landet og støder i Hornet og advarer Folket,

33:4  men den, der hører Hornets Klang, ikke lader sig advare, og Sværdet kommer og river ham bort, da kommer hans Blod over hans Hoved.

33:5  Han hørte Hornets Klang uden at lade sig advare, hans Blod kommer over hans Hoved; men den, som har advaret, har reddet sin Sjæl.

33:6  Men naar Vægteren ser Sværdet komme og ikke støder i Hornet, saa at Folket ikke advares, og Sværdet kommer og over en af dem bort, saa rives han vel bort for sin Misgerning, men hans Blod vil jeg kræve af Vægterens Haand.

33:7  Men dig, Menneskesøn, har jeg sat til Vægter for Israels Hus; hører du et Ord af min Mund, skal du advare dem fra mig.

33:8  Naar jeg siger til den gudløse: »Du skal visselig dø!« og du ikke taler for at advare ham mod hans Vej, saa skal den gudløse vel dø for sin Misgerning, men hans Blod vil jeg kræve af din Haand.

33:9  Advarer du derimod den gudløse mod hans Vej, for at han skal omvende sig fra den, og han ikke omvender sig, saa skal han dø for sin Misgerning, men du har reddet din Sjæl.

33:10  Og du, Menneskesøn, sig til Israels Hus: I siger: »Vore Overtrædelser og Synder tynger os, og vi svinder hen i dem, hvor kan vi da leve?«

33:11  Sig til dem: Saa sandt jeg lever, lyder det fra den Herre HERREN: Jeg har ikke Lyst til den gudløses Død, men til at han omvender sig fra sin Vej, at han maa leve! Vend om, vend om fra eders onde Veje Hvorfor vil I dø, Israels Hus?

33:12  Men du, Menneskesøn, sig til dine Landsmænd: Den retfærdiges Retfærdighed skal ikke redde ham, den Dag han synder, og den gudløses Gudløshed skal ikke fælde ham, den Dag han omvender sig fra sin Gudløshed, og en retfærdig skal ikke blive i Live ved sin Retfærdighed, den Dag han gør Synd.

33:13  Naar jeg siger til den retfærdige: »Du skal visselig leve!« og han stoler paa sin Retfærdighed og øver Uret, saa skal intet af hans Retfærdighed tilregnes ham, men han skal dø for den Uret, han øver.

33:14  Og naar jeg siger til den gudløse: »Du skal visselig dø!« og han omvender sig fra sin Synd og gør Ret og Skel,

33:15  idet han giver Pant tilbage, godtgør, hvad han har ranet, og følger Livets Bud uden at øve Uret, saa skal han leve og ikke dø;

33:16  ingen af de Synder, han har gjort, skal tilregnes ham; han har gjort Ret og Skel, visselig skal han leve.

33:17  Og saa siger dine Landsmænd: »Herrens Vej er ikke ret!« Men det er deres Vej, som ikke er ret.

33:18  Naar den retfærdige vender sig fra sin Retfærdighed og øver Uret, skal han dø;

33:19  og naar den gudløse omvender sig fra sin Gudløshed og gør Ret og Skel, skal han leve!

33:20  Og dog siger I: »Herrens Vej er ikke ret!« Jeg vil dømme eder hver især efter eders Veje, Israels Hus.

33:21  I vor Landflygtigheds ellevte Aar paa den femte Dag i den tiende Maaned kom en Flygtning fra Jerusalem til mig med det Bud: »Byen er indtaget!«

33:22  Men HERRENS Haand var kommet over mig, om Aftenen før Flygtningen kom, og han aabnede min Mund, før han kom til mig om Morgenen; saa aabnedes min Mund, og jeg var ikke mere stum.

33:23  HERRENS Ord kom til mig saaledes:

33:24  Menneskesøn! De, der bor i Ruinerne i Israels Land, siger: »Abraham var kun een og fik dog Landet i eje; vi er mange, og os er Landet givet i Eje!«

33:25  Sig derfor til dem: Saa siger den Herre HERREN: I spiser Kød med Blod i, løfter eders Blik til eders Afgudsbilleder og udgyder Blod, og saa vil I have Landet i Eje!

33:26  I støtter eder til eders Sværd, I øver Vederstyggelighed, I gør hverandres Hustruer urene, og saa vil I have Landet i Eje!

33:27  Saaledes skal du sige til dem: Saa siger den Herre HERREN: Saa sandt jeg lever: De i Ruinerne skal falde for Sværdet; dem i aabent Land giver jeg de vilde Dyr til Æde, og de i Klippeborgene og Hulerne skal dø af Pest.

33:28  Jeg, gør Landet til Ørk og Ødemark, dets stolte Herlighed faar Ende, og Israels Bjerge skal ligge øde, saa ingen færdes der;

33:29  og de, skal kende, at Jeg er HERREN, naar jeg gør Landet til Ørk og Ødemark for alle de Vederstyggeligheder, de har øvet.

33:30  Og du, Menneskesøn, se, dine Landsmænd taler om dig langs Murene og i Husdørene, den ene til den anden, hver til sin Broder, og siger: »Kom og hør, hvad det er for et Ord, der udgaar fra HERREN!«

33:31  Og de kommer til dig, som var der Opløb, og sætter sig lige over for dig for at høre dine Ord. Men de gør ikke derefter; thi der er Løgn i deres Mund, og deres Hjerte higer efter Vinding.

33:32  Og se, du er dem som en, der synger en Elskovssang med liflig Røst og er dygtig til at spille; de hører dine Ord, men gør ikke derefter.

33:33  Men naar det kommer — og se, det kommer — skal de kende, at en Profet har været iblandt dem.

Chapter 34

34:1  HERRENS Ord kom til mig saaledes:

34:2  Menneskesøn, profeter mod Israels Hyrder, profeter og sig til dem: Saa siger den Herre HERREN: Ve Israels Hyrder, som røgtede sig selv! Skal Hyrderne ikke røgte Hjorden?

34:3  I fortærede Mælken, med Ulden klædte I eder, de fede Dyr slagtede I, men Hjorden røgtede I ikke;

34:4  de svage Dyr styrkede I ikke, de syge lægte I ikke, de saarede forbandt I ikke, de adsplittede bragte I ikke tilbage, de vildfarende opsøgte I ikke, men I styrede dem med Haardhed og Grumhed.

34:5  Derfor spredtes de, eftersom der ingen Hyrde var, og blev til Æde for alle Markens vilde Dyr; ja, de spredtes.

34:6  Min Hjord flakkede om paa alle Bjerge og paa hver en høj Banke, og over hele Jorden spredtes min Hjord, og ingen spurgte eller ledte efter dem.

34:7  Derfor, I Hyrder, hør HERRENS Ord!

34:8  Saa sandt jeg lever, lyder det fra den Herre HERREN: Fordi min Hjord blev til Rov, fordi min Hjord blev til Æde for alle Markens vilde Dyr, eftersom der ingen Hyrde var, og Hyrderne ikke spurgte efter min Hjord, og fordi Hyrderne røgtede sig selv og ikke min Hjord,

34:9  derfor, I Hyrder, hør HERRENS Ord!

34:10  Saa siger den Herre HERREN: Se, jeg, kommer over Hyrderne og kræver min Hjord af deres Haand, og jeg sætter dem fra at vogte min Hjord; Hyrderne skal ikke mere kunne røgte sig selv; jeg redder min Hjord af deres Gab, saa den ikke skal tjene dem til Æde.

34:11  Thi saa siger den Herre HERREN: Se, jeg vil selv spørge efter min Hjord og tage mig af den.

34:12  Som en Hyrde tager sig af sin Hjord paa Stormvejrets Dag, saaledes tager jeg mig af min Hjord og redder den fra de Steder, hvorhen de spredtes paa Skyernes og Mulmets Dag;

34:13  jeg fører dem bort fra Folkeslagene, samler dem fra Landene og bringer dem til deres Land, og jeg, røgter dem paa Israels Bjerge, i Kløfterne og paa alle Landets beboede Steder.

34:14  Paa gode Græsgange vil jeg vogte dem, og paa Israels Bjerghøjder skal deres Græsmarker være; der skal de lejre sig paa gode Græsmarker, og i fede Græsgange skal de græsse paa Israels Bjerge.

34:15  Jeg vil selv røgte min Hjord og selv lade dem lejre sig, lyder det fra den Herre HERREN.

34:16  De vildfarende Dyr vil jeg opsøge, de adsplittede vil jeg bringe tilbage, de saarede vil jeg forbinde de svage vil jeg styrke, og de fede og kraftige vil jeg vogte; jeg vil røgte dem, som det er ret.

34:17  Og I, min Hjord! Saa siger den Herre HERREN: Se, jeg vil skifte. Ret mellem Faar og Faar, mellem Vædre og Bukke.

34:18  Er det eder ikke nok at græsse paa den bedste Græsgang, siden I nedtramper, hvad der er levnet af eders Græsgange? Er det eder ikke nok at drikke det klare Vand, siden I med eders Fødder plumrer, hvad der er levnet?

34:19  Min Hjord maa græsse, hvad I har nedtrampet, og drikke, hvad I har plumret med eders Fødder!

34:20  Derfor, saa siger den Herre HERREN: Se, jeg kommer for at skifte Ret mellem de fede og de magre Faar.

34:21  Fordi I med Side og Skulder skubbede alle de svage Dyr bort og stangede dem med eders Horn, til I fik dem drevet ud,

34:22  derfor vil jeg hjælpe min Hjord, saa den ikke mere skal blive til Rov, og skifte Ret mellem Faar og Faar.

34:23  Jeg sætter een Hyrde over dem, min Tjener David, og han skal vogte dem; han skal vogte dem, og han skal være deres Hyrde.

34:24  Og jeg, HERREN, vil være deres Gud, og min Tjener David skal være Fyrste iblandt dem, saa sandt jeg, HERREN, har talet.

34:25  Jeg vil slutte en Fredspagt med dem og udrydde de vilde Dyr at Landet, saa de trygt kan bo i Ørkenen og sove i Skovene.

34:26  Og jeg gør dem og Landet rundt om min Høj til Velsignelse, og jeg sender Regn i rette Tid, mine Byger skal blive til Velsignelse.

34:27  Markens Træer skal give deres Frugt og Landet sin Afgrøde; trygt skal de bo paa deres Jord, og de skal kende, at jeg er HERREN, naar jeg bryder Stængerne paa deres Aag og frelser dem af deres Haand, som gjorde dem til Trælle.

34:28  Ikke mere skal de blive til Rov for Folkene, og Landets vilde Dyr skal ikke æde dem; trygt skal de bo, uden at nogen skræmmer dem.

34:29  Jeg lader en Fredens Plantning vokse op for dem, og ingen skal rives bort af Hunger i Landet, og de skal ikke mere bære Folkenes Haan.

34:30  De skal kende, at jeg, HERREN deres Gud, er med dem, og at de er mit Folk, Israels Hus, lyder det fra den Herre HERREN.

34:31  I er min Hjord, I er den Hjord, jeg røgter, og jeg er eders Gud, lyder det fra den Herre HERREN.

Chapter 35

35:1  HERRENS Ord kom til mig saaledes:

35:2  Menneskesøn, vend dit Ansigt mod Se'irs Bjergland og profeter imod det

35:3  og sig til det: Saa siger den Herre HERREN: Se, jeg kommer over dig, Se'irs Bjergland, og løfter min Haand imod dig; jeg gør dig til Ørk og Ødemark,

35:4  dine Byer lægger jeg i Grus. Du selv skal blive til Ørk og kende, at jeg er HERREN.

35:5  Fordi du nærede evigt Had og i Nødens Stund overgav Israeliterne til Sværdet, da deres Misgerning var fuldmoden,

35:6  derfor, saa sandt jeg lever, lyder det fra den Herre HERREN: Jeg gør dig til Blod, og Blod skal forfølge dig; sandelig, du forbrød dig ved Blod, og Blod skal forfølge dig.

35:7  Jeg gør Se'irs Bjergland til Ørk og Ødemark og udrydder deraf enhver, som kommer og gaar;

35:8  jeg fylder dets Bjerge med dræbte; paa dine Høje og i dine Dale og Kløfter skal de sværdslagne falde.

35:9  Jeg gør dig til Ørk for evigt, dine Byer skal ikke bebos; og du skal kende, at jeg er HERREN.

35:10  Fordi du sagde: »De tvende Folk og de tvende Lande skal tilhøre mig, jeg vil tage dem i Eje!« skønt HERREN var der,

35:11  derfor, saa sandt jeg lever, lyder det fra den Herre HERREN: Jeg vil gøre med dig efter den Vrede og det Nid, du hadefuldt udviste imod dem, og jeg vil give mig til Hende for dig, naar jeg dømmer dig;

35:12  og du skal kende, at jeg er HERREN. Jeg har hørt al den Spot, du udslyngede mod Israels Bjerge: »De er ødelagt, os er de givet til Føde!«

35:13  Du gjorde dig stor imod mig med din Mund og overfusede mig med Ord; jeg hørte det.

35:14  Saa siger den Herre HERREN: Som det var din Glæde, at mit Land blev Ørk, saaledes vil jeg gøre med dig;

35:15  som det var din Glæde, at Israels Hus's Arvelod blev Ørk, saaledes vil jeg gøre med dig. Ørk skal du blive, Se'irs Bjergland og hele Edom med; og de skal kende, at jeg er HERREN.

Chapter 36

36:1  Men du, Menneskesøn, profetér om Israels Bjerge og sig: Israels Bjerge, hør HERRENS Ord.

36:2  Saa siger den Herre HERREN: Fordi Fjenden sagde om eder: »Ha! Ørkener for stedse! De er blevet vor Ejendom!«

36:3  derfor skal du profetere og sige: Saa siger den Herre HERREN: Fordi man har higet og snappet efter eder fra alle Sider, for at I skulde tilfalde Resten af Folkene som Ejendom, og fordi I er kommet i Folkemunde,

36:4  derfor, Israels Bjerge, hør HERRENS Ord: Saa siger den Herre HERREN til Bjergene, Højene, Kløfterne og Dalene, til de øde Tomter og de forladte Byer, som er blevet til Rov og til Spot for Resten af Folkene rundt om,

36:5  derfor, saa siger den Herre HERREN: Sandelig, i brændende Nidkærhed vil jeg tale mod Resten af Folkene og mod hele Edom, som med al Hjertets Glæde og Sjælens Ringeagt udsaa sig mit Land til Ejendom for at drive Indbyggerne bort og gøre det til Rov.

36:6  Profeter derfor om Israels Land og sig til Bjergene, Højene, Kløfterne og Dalene: Saa siger den Herre HERREN: Se, jeg taler i Nidkærhed og Harme, fordi I bærer Folkenes Haan.

36:7  Derfor, saa siger den Herre HERREN: Jeg løfter min Haand og sværger: Sandelig, Folkene rundt om eder skal selv bære deres Haan.

36:8  Og I, Israels Bjerge, skal skyde Grene og bære Frugt for mit Folk Israel, thi de skal snart komme hjem.

36:9  Thi se, jeg kommer og vender mig til eder, og I skal dyrkes og tilsaas;

36:10  jeg gør Mennesker, alt Israels Hus, mangfoldige paa eder, Byerne skal bebos og Ruinerne genopbygges;

36:11  jeg gør Mennesker og Dyr mangfoldige paa eder, ja de skal blive mangfoldige og frugtbare; jeg lader eder bebos som i fordums Tider og gør det bedre for eder end i Fortiden; og I skal kende, at jeg er HERREN.

36:12  Jeg lader Mennesker, mit Folk Israel, færdes paa eder; de skal tage dig i Eje, og du skal være deres Arvelod og ikke mere gøre dem barnløse.

36:13  Saa siger den Herre HERREN: Fordi de siger til dig: »Du er en Menneskeæder, som gør dit Folk barnløst!«

36:14  derfor skal du ikke mere æde Mennesker eller gøre dit Folk barnløst, lyder det fra den Herre HERREN.

36:15  Og jeg lader dig ikke mere høre Folkenes Haan, og du skal ikke mere bære Folkeslagenes Spot eller gøre dit Folk barnløst, lyder det fra den Herre HERREN.

36:16  HERRENS Ord kom til mig saaledes:

36:17  Menneskesøn! Da Israels Slægt boede i deres Land, gjorde de det urent ved deres Færd og Gerninger; som en Kvindes renhed var deres Færd for mit Aasyn.

36:18  Saa udøste jeg min Vrede over dem for det Blods Skyld, de udgød i Landet, og fordi de gjorde det urent med deres Afgudsbilleder.

36:19  Jeg spredte dem blandt Folkene, og de strøedes ud i Landene; efter deres Færd og Gerninger dømte jeg dem.

36:20  Saaledes kom de til Folkene: hvor de kom hen, vanærede de mit hellige Navn, idet man sagde om dem: »De der er HERRENS Folk, og dog maatte de ud af hans Land!«

36:21  Da ynkedes jeg over mit hellige Navn, som Israels Hus vanærede blandt de Folk, de kom til.

36:22  Sig derfor til Israels Hus: Saa siger den Herre HERREN: Det er ikke for eders Skyld, jeg griber ind, Israels Hus, men for mit hellige Navns Skyld, som I har vanæret blandt de Folk, I kom til.

36:23  Jeg vil hellige mit store Navn, som vanæres blandt Folkene, idet I har vanæret det iblandt dem; og Folkene skal kende, at jeg er HERREN, lyder det fra den Herre HERREN, naar jeg helliger mig paa eder for deres Øjne.

36:24  Jeg vil hente eder fra Folkene, samle eder fra alle Lande og bringe eder til eders Land.

36:25  Da stænker jeg rent Vand paa eder, saa I bliver rene; jeg renser eder for al eders Urenhed og alle eders Afgudsbilleder.

36:26  Jeg giver eder et nyt Hjerte, og en ny Aand giver jeg i eders Indre; Stenhjertet tager jeg ud af eders Kød og giver eder et Kødhjerte.

36:27  Jeg giver min Aand i eders Indre og virker, at I følger mine Vedtægter og tager Vare paa at holde mine Lovbud,

36:28  I skal bo i det Land, jeg gav eders Fædre, og I skal være mit Folk, og jeg vil være eders Gud.

36:29  Jeg frelser eder fra al eders Urenhed; jeg kalder Kornet frem og mangfoldiggør det og sender ikke mere Hungersnød over eder.

36:30  Jeg mangfoldiggør Træernes Frugter og Markens Afgrøde, for at I ikke mere skal tage en Hungersnøds Skændsel paa eder blandt Folkene.

36:31  Da skal I ihukomme eders onde Veje og eders Gerninger, som ikke var gode, og ledes ved eder selv over eders Misgerninger og Vederstyggeligheder.

36:32  Ikke for eders Skyld griber jeg ind, lyder det fra den Herre HERREN, det være eder kundgjort! Skam jer og blues over eders Veje, Israels Hus!

36:33  Saa siger den Herre HERREN: Den Dag jeg renser eder for alle eders Misgerninger, lader jeg Byerne bebos, og Ruinerne skal genopbygges;

36:34  det ødelagte Land skal dyrkes, i Stedet for at det har været en Ødemark for alles Øjne, som kom forbi.

36:35  Da skal man sige: »Dette Land, som var ødelagt, er blevet som Edens Have, og Byerne, som var omstyrtet, ødelagt og nedrevet, er befæstet og beboet.«

36:36  Og Folkene, der er tilbage rundt om eder, skal kende, at jeg, HERREN, har opbygget de nedrevne Byer og tilplantet det ødelagte Land; jeg, HERREN, har talet, og jeg fuldbyrder det.

36:37  Saa siger den Herre HERREN: Ogsaa dette vil jeg gøre for Israels Hus paa deres Bøn: Jeg vil gøre dem mangfoldige som en Hjord af Mennesker;

36:38  som en Hjord af Offerdyr, som Jerusalems Faarehjorde paa dets Højtider skal de omstyrtede Byer blive fulde af Menneskehjorde; og de skal kende, at jeg er HERREN.

Chapter 37

37:1  HERRENS Haand kom over mig, og han førte mig i Aanden ud og satte mig midt i Dalen. Den var fuld af Ben;

37:2  og han førte mig rundt omkring dem, og se, de laa i store Mængder ud over Dalen, og se, de var aldeles tørre.

37:3  Derpaa sagde han til mig: »Menneskesøn! kan disse Ben blive levende?« Jeg svarede: »Herre, HERRE, du ved det!«

37:4  Saa sagde han til mig: Profetér over disse Ben og sig til dem: I tørre Ben, hør HERRENS Ord!

37:5  Saa siger den Herre HERREN til disse Ben: Se, jeg bringer Aand i eder, saa I bliver levende.

37:6  Jeg lægger Sener om eder, lader Kød vokse frem paa eder, overtrækker eder med Hud og indgiver eder Aand, saa I bliver levende; og I skal kende, at jeg er HERREN.

37:7  Saa profeterede jeg, som mig var paalagt, og der hørtes en Lyd, da jeg profeterede, og se, der hørtes Raslen, og Benene nærmede sig hverandre.

37:8  Og jeg skuede, og se, der kom Sener paa dem, Kød voksede frem, og de blev overtrukket med Hud, men der var ingen Aand i dem.

37:9  Saa sagde han til mig: Profetér og tal til Aanden, profetér, du Menneskesøn, og sig til dem: Saa siger den Herre HERREN: Aand, kom fra de fire Verdenshjørner og blæs paa disse dræbte, at de maa blive levende!

37:10  Da profeterede jeg, som han bød mig, og Aanden kom i dem, og de blev levende og rejste sig paa deres Fødder, en saare, saare stor Hær.

37:11  Derpaa sagde han til mig: Menneskesøn! Disse Ben er alt Israels Hus. Se, de siger: »Vore Ben er tørre, vort Haab er svundet, det er ude med os!«

37:12  Profetér derfor og sig til dem: Saa siger den Herre HERREN: Se, jeg aabner eders Grave og fører eder ud af dem, mit Folk, og bringer eder til Israels Land;

37:13  og I skal kende, at jeg er HERREN, naar jeg aabner eders Grave og fører eder ud af dem, mit Folk.

37:14  Jeg indgiver eder min Aand, saa I bliver levende, og jeg bosætter eder i eders Land; og I skal kende, at jeg er HERREN; jeg har talet, og jeg fuldbyrder det, lyder det fra HERREN.

37:15  HERRENS Ord kom til mig saaledes:

37:16  Du, Menneskesøn, tag dig et Stykke Træ og skriv derpaa: Juda og hans Medbrødre blandt Israeliterne! Tag saa et andet Stykke Træ og skriv derpaa: Josef — Efraims Træ — og hans Medbrødre, alt Israels Hus!

37:17  Føj dem saa sammen til eet Stykke, saa de bliver eet i din Haand.

37:18  Og naar saa dine Landsmænd siger til dig: »Vil du ikke sige os, hvad du mener dermed?«

37:19  sig saa til dem: Saa siger den Herre HERREN: Se, jeg tager Josefs Træ, som var i Efraims Haand, og Israels Stammer, hans Medbrødre, og føjer dem til Judas Træ og gør dem til eet Stykke og de skal blive eet i Judas Haand.

37:20  Og Træstykkerne, du skrev paa, skal være i din Haand, saa de kan se dem.

37:21  Tal saa til dem: Saa siger den Herre HERREN: Se, jeg henter Israeliterne fra Folkene, til hvilke de vandrede hen, og samler dem alle Vegne fra og bringer dem til deres Land.

37:22  Jeg gør dem til eet Folk i Landet paa Israels Bjerge; og de skal alle have en og samme Konge og ikke mere være to Folk eller delt i to Riger.

37:23  De skal ikke mere gøre sig urene ved deres Afgudsbilleder og væmmelige Guder eller alle deres Overtrædelser, og jeg vil frelse dem fra alt deres Frafald, hvormed de forsyndede sig, og rense dem, og de skal være mit Folk, og jeg vil være deres Gud.

37:24  Min Tjener David skal være Konge over dem, og alle skal de have en og samme Hyrde. De skal følge mine Lovbud og holde mine Vedtægter og gøre efter dem.

37:25  De skal bo i det Land, jeg gav min Tjener Jakob, der hvor deres Fædre boede; de skal bo der til evig Tid, de, deres Børn og Børnebørn; og min Tjener David skal være deres Fyrste evindelig.

37:26  Jeg slutter en Fredspagt med dem, en evig Pagt skal det være; og jeg gør dem mangfoldige og sætter min Helligdom i deres Midte evindelig;

37:27  min Bolig skal være over dem; jeg vil være deres Gud, og de skal være mit Folk.

37:28  Og Folkene skal kende, at jeg er HERREN, som helliger Israel, naar min Helligdom bliver i deres Midte evindelig.

Chapter 38

38:1  HERRENS Ord kom til mig saaledes:

38:2  Menneskesøn, vend dit Ansigt mod Gog i Magogs Land, Fyrsten over Rosj, Mesjek og Tubal, og profeter imod ham

38:3  og sig: Saa siger den Herre HERREN: Se, jeg kommer over dig, Gog, Fyrste over Rosj, Mesjek og Tubal.

38:4  Jeg vender dig og sætter Kroge i dine Kæber og trækker dig frem med hele din Hær, Heste og Ryttere, alle i smukke Klæder, en vældig Skare med store og smaa Skjolde, alle med Sværd i Haand.

38:5  Persere, Ætiopere og Putæere er med dem, alle med Skjold og Hjelm,

38:6  Gomer med alle dets Hobe, Togarmas Hus fra det yderste Nord med alle dets Hobe, mange Folkeslag er med.

38:7  Rust dig og hold dig rede med hele din Skare, som er samlet om dig, og vær mig rede til Tjeneste.

38:8  Lang Tid herefter skal der komme Bud efter dig; ved Aarenes Fjende skal du overfalde et Land, som atter er unddraget Sværdet, et Folk, som fra mange Folkeslag er sanket sammen paa Israels Bjerge, der stadig laa øde hen, et Folk, som er ført bort fra Folkeslagene og nu bor trygt til Hobe.

38:9  Du skal trække op som et Uvejr og komme som en Sky og oversvømme Landet, du og alle dine Hobe og de mange Folkeslag, som følger dig.

38:10  Saa siger den Herre HERREN: Paa hin Dag skal en Tanke stige op i dit Hjerte, og du skal oplægge onde Raad

38:11  og sige: »Jeg vil drage op imod et aabent Land og overfalde fredelige Folk, som bor trygt, som alle bor uden Mure og hverken har Portstænger eller Porte,

38:12  for at gøre Bytte og røve Rov, lægge Haand paa genopbyggede Ruiner og paa et Folk, der er indsamlet fra Folkene og vinder sig Fæ og Gods, og som bor paa Jordens Navle.«

38:13  Sabæerne og Dedaniterne, Tarsis's Købmænd og alle dets Handelsfolk skal sige til dig: »Kommer du for at gøre Bytte, har du samlet din Skare for at røve Rov, for at bortføre Sølv og Guld, rane Fæ og Gods og gøre et vældigt Bytte?«

38:14  Profetér derfor, Menneskesøn, og sig til Gog: Saa siger den Herre HERREN: Ja, paa hin Dag skal du bryde op, medens mit Folk Israel bor trygt,

38:15  og komme fra din Hjemstavn yderst i Nord, du og de mange Folkeslag, der følger dig, alle til Hest, en stor Skare, en vældig Hær;

38:16  som en Sky skal du drage op mod mit Folk Israel og oversvømme Landet. I de sidste Dage skal det ske; jeg fører dig imod mit Land; og Folkene skal kende mig, naar jeg for deres Øjne helliger mig paa dig, Gog.

38:17  Saa siger den Herre HERREN: Er det dig, jeg talede om i gamle Dage ved mine Tjenere, Israels Profeter, som profeterede i hine Tider, at jeg vilde bringe dig over dem?

38:18  Men paa hin Dag, naar Gog overfalder Israels Land, lyder det fra den Herre HERREN, vil jeg give min Vrede Luft.

38:19  I Nidkærhed, i glødende Vrede udtaler jeg det: Sandelig, paa hin Dag skal et vældigt Jordskælv komme over Israels Land;

38:20  for mit Aasyn skal Havets Fisk, Himmelens Fugle, Markens vilde Dyr og alt Kryb paa Jorden og alle Mennesker paa Jordens Flade skælve, Bjergene skal styrte, Klippevæggene falde og hver Mur synke til Jord.

38:21  Jeg nedkalder alle Rædsler over ham, lyder det fra den Herre HERREN; den enes Sværd skal rettes mod den anden;

38:22  jeg gaar i Rette med ham med Pest og Blod, med Regnskyl og Haglsten; Ild og Svovl lader jeg regne over ham, hans Hobe og de mange Folkeslag, som følger ham.

38:23  Jeg viser mig stor og hellig og giver mig til Kende for de mange Folks Øjne; og de skal kende, at jeg er HERREN.

Chapter 39

39:1  Du, Menneskesøn, Profetér mod Gog og sig: Saa siger den Herre HERREN. Se, Jeg kommer over dig, Gog, Fyrste over Rosj, Mesjek og Tubal!

39:2  Jeg vender dig, leder dig og fører dig op fra det yderste Nord og bringer dig til Israels Bjerge.

39:3  Saa slaar jeg Buen ud af din venstre Haand og lader Pilene falde ud af din højre.

39:4  Paa Israels Bjerge skal du falde, du og alle dine Hobe og Folkeslagene, der følger dig; jeg giver dig til Føde for alle Haande Rovfugle og Markens vilde Dyr.

39:5  I aaben Mark skal du falde, saa sandt jeg har talet, lyder det fra den Herre HERREN.

39:6  Og jeg sætter Ild paa Magog og paa de fjerne Strandes trygge Indbyggere; og de skal kende, at jeg er HERREN.

39:7  Mit hellige Navn kundgør jeg midt i mit Folk Israel, og jeg vil ikke mere vanhellige mit hellige Navn; og Folkene skal kende, at jeg er HERREN, den Hellige i Israel.

39:8  Se, det kommer, det skal ske, lyder det fra den Herre HERREN; det er Dagen, jeg har talet om.

39:9  Saa skal Indbyggerne i Israels Byer gaa ud og gøre Ild paa og tænde op med Rustninger, smaa og store Skjolde, Buer, Pile, Haandstave og Spyd; og de skal bruge det til at gøre Ild med i syv Aar.

39:10  De skal ikke hente Træ i Marken eller hugge Brænde i Skovene, men gøre Ild paa med Rustningerne. De skal plyndre dem, de plyndredes af, og hærge dem, de hærgedes af, lyder det fra den Herre HERREN.

39:11  Og paa hin Dag giver jeg Gog et Gravsted i Israel, Vandringsmændenes Dal østen for Havet, og den skal spærre Vejen for Vandringsmænd; der skal de jorde Gog og hele hans larmende Hob og kalde Stedet: Gogs larmende Hobs Dal.

39:12  Israels Hus skal have hele syv Maaneder til at jorde dem og saaledes rense Landet.

39:13  Alt Folket i Landet skal jorde dem, og det skal tjene til deres Ros, paa den Dag jeg herliggør mig, lyder det fra den Herre HERREN.

39:14  Man skal udvælge fast Mandskab til at drage Landet rundt og søge efter dem, der er blevet tilbage ud over Landet, for at rense det; naar syv Maaneder er gaaet, skal de skride til at søge;

39:15  og naar de vandrer Landet rundt og en faar Øje paa Menneskeknogler, skal han sætte et Mærke derved, for at Graverne kan jorde dem i Gogs larmende Hobs Dal;

39:16  ogsaa skal en By have Navnet Hamona. Saaledes skal de rense Landet.

39:17  Og du, Menneskesøn! Saa siger den Herre HERREN: Sig til alle Fugle og alle Markens vilde Dyr: Saml eder og kom hid, kom sammen alle Vegne fra til mit Slagtoffer, som jeg slagter for eder, et vældigt Slagtoffer paa Israels Bjerge; I skal æde Kød og drikke Blod!

39:18  Kød af Helte skal I æde, Blod af Jordens Fyrster skal I drikke, Vædre, Faar, Bukke og Tyre, alle fedet i Basan.

39:19  I skal æde eder mætte i Fedt og drikke eder drukne i Blod af mit Slagtoffer, som jeg slagter for eder.

39:20  I skal mætte eder ved mit Bord med Køreheste og Rytterheste, Helte og alle Haande Krigsfolk, lyder det fra den Herre HERREN.

39:21  Jeg aabenbarer min Herlighed blandt Folkene, og alle Folkene skal skue den Dom, jeg fuldbyrder, og min Haand, som jeg lægger paa dem.

39:22  Israels Hus skal kende, at jeg, HERREN, er deres Gud fra hin Dag og fremdeles;

39:23  og Folkene skal kende, at Israels Hus vandrede i Landflygtighed for deres Misgerningers Skyld, fordi de var troløse imod mig, saa jeg skjulte mit Aasyn for dem og gav dem i deres Fjenders Haand, hvorfor de alle faldt for Sværdet.

39:24  Efter deres Urenhed og deres Overtrædelser handlede jeg med dem og skjulte mit Aasyn for dem.

39:25  Derfor, saa siger den Herre HERREN; Nu vil jeg vende Jakobs Skæbne, forbarme mig over alt Israels Hus og være nidkær for mit hellige Navn;

39:26  og de skal glemme deres Skændsel og al den Troløshed, de viste mig, naar de bor trygt i deres Land, uden at nogen skræmmer,

39:27  naar jeg fører dem tilbage fra Folkeslagene, samler dem fra deres Fjenders Lande og helliger mig paa dem for mange Folks Øjne.

39:28  Og de skal kende, at jeg er HERREN deres Gud, naar jeg efter at have ført dem i Landflygtighed blandt Folkene samler dem i deres Land uden at lade nogen af dem blive tilbage derude

39:29  og ikke mere skjuler mit Aasyn for dem, da jeg har udgydt min Aand over Israels Hus, lyder det fra den Herre HERREN.

Chapter 40

40:1  I det fem og tyvende Aar efter at vi var ført i Landflygtighed, ved Nytaarstide, paa den tiende Dag i Maaneden i det fjortende Aar efter Byens indtagelse, netop paa den Dag kom HERRENS Haand over mig, og han førte mig

40:2  i Guds Syner til Israels Land og satte mig paa et saare højt Bjerg, og paa det var der bygget noget som en By mod Syd;

40:3  og da han havde ført mig derhen, se, da var der en Mand som Kobber at se til med en Hørgarnssnor og en Maalestang i Haanden, og han stod ved Porten.

40:4  Manden sagde til mig: »Menneskesøn, se med dine Øjne, hør med dine Ører og læg vel Mærke til alt, hvad jeg viser dig; thi du er ført hid, for at jeg skal vise dig det. Kundgør Israels Hus alt, hvad du ser!«

40:5  Og se, der var en Mur uden om Templet til alle Sider. Manden holdt i Haanden en Maalestang, som var seks Alen lang, en Alen en Haandsbred længere end sædvanlig, og han maalte Muren; den var eet Maal bred og eet Maal høj.

40:6  Saa gik han op ad syv Trappetrin ind i den Port, hvis Forside vendte mod Øst; og han maalte Portens Tærskel til eet Maal i Bredden,

40:7  hvert af Portens Siderum ligeledes til eet Maal i Længden og eet i Bredden, Murpillerne mellem Siderummene til fem Alen og Tærskelen ved Portens Forhal paa den Side,

40:8  der vendte indad i Porten, til eet Maal.

40:9  Og han maalte Portens Forhal til otte Alen og dens Murpiller til to; Portens Forhal laa paa indersiden.

40:10  Portens Siderum, tre paa hver Side, laa over for hverandre; de var lige store alle tre; ogsaa Murpillerne paa begge Sider var lige store.

40:11  Saa maalte han Portindgangens Bredde til ti Alen og Portgangens til tretten.

40:12  Foran Siderummene var der paa begge Sider afspærrede Pladser paa een Alen, og selve Siderummene paa begge Sider var seks Alen.

40:13  Saa maalte han Porten fra Indervæggen i et Siderum til Indervæggen i Siderummet lige overfor til en Bredde af fem og tyve Alen, Dør over for Dør.

40:14  Saa maalte han Forhallen til tyve Alen; og Forgaarden omgav Portens Forhal.

40:15  Fra Portens Forside udad til Portforhallens Forside indad var der halvtredsindstyve Alen.

40:16  Porten havde paa begge Sider Gittervinduer, som udvidede sig indad i Siderummene og deres Murpiller; ligeledes havde Forhallen paa alle Sider Vinduer, som udvidede sig indad. Paa Murpillerne til begge Sider var der Palmer.

40:17  Derpaa førte han mig ind i den ydre Forgaard. Og se, der var Kamre, og Forgaarden rundt var der et stenlagt Stykke; der var tredive Kamre paa Stenlægningen.

40:18  Det stenlagte Stykke stødte op til Portenes Sidemure, lige saa bredt som Portene var lange; det var den nedre Stenlægning.

40:19  Han maalte Forgaardens Bredde fra den nedre Ports indre Forside til den indre Ports ydre Forside til hundrede Alen. Og han førte mig mod Nord,

40:20  og se, der var en Port, som vendte mod Nord, i den ydre Forgaard, og han maalte dens Længde og Bredde.

40:21  Den havde tre Siderum til hver Side, og Murpillerne og Forhallen havde samme Maal som i den første Port; den var halvtredsindstyve Alen lang og fem og tyve Alen bred.

40:22  Vinduer, Forhal og Palmer havde samme Maal som i den Port, hvis Forside vendte mod Øst; ad syv Trin steg man op dertil, og Forhallen laa inderst inde.

40:23  En Port til den indre Forgaard laa over for Nordporten, ligesom Forholdet var ved Østporten; og han maalte fra Port til Port hundrede Alen.

40:24  Saa førte han mig mod Syd og se, der var ogsaa en Port mod Syd, og han maalte dens Murpiller og Forhal; de havde samme Maal som de andre.

40:25  Porten og dens Forhal havde Vinduer af samme Slags som de andre. Den var halvtredsindstyve Alen lang og fem og tyve Alen bred;

40:26  syv Trin førte op til den; Forhallen laa inderst inde, og der var Palmer paa Murpillerne til begge Sider.

40:27  Endelig var der en Port til den indre Forgaard over for Sydporten: han maalte hundrede Alen fra Port til Port.

40:28  Derpaa førte han mig til den indre Forgaard gennem Sydporten, og den maalte han; den havde samme Størrelse som de andre,

40:29  og dens Siderum, Murpiller og Forhal havde samme Størrelse som de andre; Porten og dens Forhal havde Vinduer rundt om. Den var halvtredsindstyve Alen lang og fem og tyve Alen bred.

40:30  (Der var Forhaller rundt om, fem og tyve Alen lange og fem Alen brede).

40:31  Forhallen vendte ud mod den ydre Forgaard med Palmer paa Murpillerne, og otte Trin dannede dens Opgang.

40:32  Saa førte han mig til Østporten og maalte denne Port; den havde samme Størrelse som de andre,

40:33  og Siderum, Murpiller og Forgaard havde samme Størrelse som de andre; Porten og dens Forhal havde Vinduer rundt om. Den var halvtredsindstyve Alen lang og fem og tyve Alen bred.

40:34  Forhallen vendte ud mod den ydre Forgaard med Palmer paa Murpillerne til begge Sider, og otte Trin dannede dens Opgang.

40:35  Saa førte han mig til Nordporten og maalte den; den havde samme Størrelse som de andre,

40:36  ligeledes Siderum, Murpiller og Forhal; Porten og dens Forhal havde Vinduer rundt om. Den var halvtredsindstyve Alen lang og fem og tyve Alen bred.

40:37  Forhallen vendte ud mod den ydre Forgaard med Palmer paa Murpillerne til begge Sider, og otte Trin dannede dens Opgang.

40:38  Derpaa vendte han sig til det Indre, idet han førte mig til Østporten; der skyllede man Brændofferet.

40:39  Og i Portens Forhal stod to Borde paa den ene Side og to paa den anden til at slagte Brændofferet, Syndofferet og Skyldofferet paa.

40:40  Ogsaa ved det ydre Hjørne, mod Nord naar man steg op i Portindgangen, stod to Borde og ved Portforhallens andet Hjørne andre to,

40:41  fire Borde paa hver Side ved Portens Hjørner, i alt otte. Paa dem slagtede man Slagtofferet.

40:42  Og til Brændofferet stod der tre Kvaderstensborde, halvanden Alen lange, halvanden Alen brede og en Alen høje; paa dem lagde man de Redskaber, med hvilke man slagtede Brændofferet og Slagtofferet.

40:43  De havde hele Vejen rundt en Rand paa en Haandsbred, der vendte indad; og oven over Bordene var der Tage til Værn mod Regn og Sol. Derpaa førte han mig atter

40:44  til den indre Forgaard, og se, der var to Kamre, et ved Nordportens Hjørne med Forsiden mod Syd og et andet ved Sydportens Hjørne med Forsiden mod Nord.

40:45  Og han sagde til mig: »Kammeret her, hvis Forside vender mod Syd, er for Præsterne, der tager Vare paa, hvad der er at varetage i Templet,

40:46  og Kammeret der, hvis Forside vender mod Nord, er for Præsterne, der tager Vare paa, hvad der er at varetage ved Alteret. Det er Zadoks Sønner, som alene af Levis Sønner maa nærme sig HERREN for at tjene ham.«

40:47  Saa maalte han Forgaarden; den var hundrede Alen lang og hundrede Alen bred i Firkant; og Alteret stod foran Templet.

40:48  Derpaa førte han mig til Templets Forhal og maalte Forhallens Piller; de var fem Alen brede paa begge Sider; Porten var fjorten Alen bred og dens Sidevægge tre Alen paa begge Sider,

40:49  og Forhallen var tyve Alen lang og tolv Alen bred. Ad ti Trin steg man op til den; og der stod Søjler op ad Pillerne, een paa hver Side.

Chapter 41

41:1  Derpaa førte han mig til det Hellige og maalte Pillerne, de var seks Alen brede paa begge Sider;

41:2  Indgangen var ti Alen bred, dens Sidevægge fem Alen til begge Sider; og han maalte dets Længde til fyrretyve Alen og Bredden til tyve.

41:3  Derpaa gik han ind i Inderhallen og maalte Indgangens Piller; de var to Alen, og Indgangen var seks Alen bred og Sidevæggene syv Alen brede til begge Sider.

41:4  Og han maalte dets Længde til tyve Alen og Bredden til tyve ud for Tempelrummet. Og han sagde til mig: »Dette er det Allerhelligste.«

41:5  Derpaa maalte han Templets Mur; den var seks Alen bred; og Tilbygningen var fire Alen bred Templet rundt.

41:6  Tilbygningen laa Rum ved Rum, tre Rum oven paa hverandre tredive Gange, og der var Fremspring, saa Bjælkerne ikke greb ind i Templets Mur.

41:7  Saaledes var Tilbygningens Rum bredere og bredere opad, efter som Tempelmuren var trukket tilbage opad, Templet rundt. Fra det nederste Stokværk steg man op til det mellemste, og derfra op til det øverste.

41:8  Og jeg saa ved Templet en ophøjet brolagt Plads hele Vejen rundt. Tilbygningens Grundmure var et fuldt Maal høje, seks Alen til Kanten.

41:9  Tilbygningens Ydermur var fem Alen bred. Der var en aaben Plads langs Templets Tilbygning.

41:10  En afspærret Plads, tyve Alen bred, omgav Templet paa alle Sider.

41:11  Tilbygningens Døre førte ud til den aabne Plads, en Dør mod Nord og en anden mod Syd; og den aabne Plads var fem Alen bred paa alle Sider.

41:12  Den Bygning, som laa ved den afspærrede Plads imod Vest, var halvfjerdsindstyve Alen bred, dens Mur var fem Alen tyk til alle Sider, og den var halvfemsindstyve Alen lang.

41:13  Han maalte Templet; det var hundrede Alen langt; den afspærrede Plads tillige med Bagbygningen og dens Mure var hundrede Alen lang,

41:14  og Templets Forside tillige med den afspærrede Plads mod Øst var hundrede Alen bred.

41:15  Og han maalte Længden af Bagbygningen langs den afspærrede Plads, som laa bag den; den var hundrede Alen. Det Hellige, Inderhallen og den ydre Forhal

41:16  var træklædt. Vinduer, som udvidede sig indad, gav Lys rundt om i alle tre Rum, og Væggene derinde var klædt med Træ rundt om fra Gulv til Vinduer,

41:17  og fra Indgangens Sidevægge til det indre Rum var der Væggen rundt

41:18  udskaaret Arbejde, Keruber og Palmer, en Palme mellem to Keruber; Keruberne havde to Ansigter;

41:19  Menneskeansigtet vendte mod Palmen paa den ene Side og Løveansigtet mod Palmen paa den anden Side; saaledes var der gjort hele Templet rundt.

41:20  Fra Gulv til Vinduer var der fremstillet Keruber og Palmer paa det Helliges Væg.

41:21  Ved Indgangen til det Hellige var der firkantede Dørstolper. Foran Helligdommen var der noget, der saa ud som

41:22  et Træalter, tre Alen højt, to Alen langt og to Alen bredt; det havde Hjørner, og dets Fodstykke og Vægge var af Træ. Og han sagde til mig: »Dette er Bordet, som staar for HERRENS Aasyn.«

41:23  Det Hellige havde to Dørfløje;

41:24  ligeledes havde Helligdommen to Dørfløje; hver Fløj var to bevægelige Dørflader, to paa hver Fløj.

41:25  Og paa dem var der fremstillet Keruber og Palmer ligesom paa Væggene. Der var et Trætag uden for Forhallen.

41:26  Der var gitrede Vinduer og Palmer paa Forhallens Sidevægge til begge Sider .......

Chapter 42

42:1  Derpaa førte han mig ud i den indre Forgaard i nordlig Retning, og han førte mig til Kamrene, som laa ud imod den afspærrede Plads og Bagbygningen, nogle paa den ene Side, andre paa den anden.

42:2  Længden var hundrede Alen og Bredden halvtredsindstyve.

42:3  Over for Portene, som hørte til den indre Forgaard, og over for Stenbroen, som hørte til den ydre Forgaard, var der Gang over for Gang i tre Stokværk.

42:4  Foran Kamrene var der en Forgang, ti Alen bred og hundrede Alen lang, og deres Døre vendte mod Nord.

42:5  De øvre Kamre var de snævreste, thi Gangen tog noget af deres Plads, saa at de var mindre end de nederste og mellemste.

42:6  Thi de havde tre Stokværk og ingen Søjler svarende til den ydre Forgaards; derfor var de øverste snævrere end de nederste og mellemste.

42:7  Der løb en Mur udenfor langs Kamrene i Retning af den ydre Forgaard; foran Kamrene var dens Længde halvtredsindstyve Alen;

42:8  thi Kamrene, som laa ved den ydre Forgaard, havde en samlet Længde af halvtredsindstyve Alen, og de laa over for hine, i alt hundrede Alen.

42:9  Neden for disse Kamre var Indgangen paa Østsiden, naar man gik ind i dem fra den ydre Forgaard,

42:10  ved Begyndelsen af den ydre Mur. Derpaa førte han mig mod Syd; og der var ogsaa Kamre ud imod den afspærrede Plads og Bagbygningen

42:11  med en Gang foran; de saa ud som Kamrene mod Nord; havde samme Længde og Bredde, og alle Udgange var her som hist, ligesom de var indrettet paa samme Maade.

42:12  Men deres Døre vendte mod Syd .......

42:13  Og han sagde til mig: »Kamrene mod Nord og Syd, som ligger ud mod den afspærrede Plads, er de hellige Kamre, hvor Præsterne, der nærmer sig HERREN, skal spise det højhellige; der skal de gemme det højhellige, Afgrødeofrene, Syndofrene og Skyldofrene, thi Stedet er helligt;

42:14  og naar Præsterne træder ind — de maa ikke fra Helligdommen træde ud i den ydre Forgaard — skal de der nedlægge deres Klæder, som de gør Tjeneste i, da de er hellige, og iføre sig andre Klæder; da først maa de nærme sig det, der hører Folket til.«

42:15  Da han var til Ende med at udmaale Templets Indre, førte han mig hen til den Port, hvis Forside vendte mod Øst, og maalte til alle Sider;

42:16  han maalte med Maalestangen Østsiden; den var efter Maalestangen 500 Alen; saa vendte han sig og

42:17  maalte med Maalestangen Nordsiden til 500 Alen;

42:18  saa vendte han sig og maalte med Maalestangen Sydsiden til 500 Alen;

42:19  og han vendte sig og maalte med Maalestangen Vestsiden til 500 Alen.

42:20  Til alle fire Sider maalte han Pladsen; og der var en Mur rundt om, 500 Alen lang og 500 Alen bred, til at sætte Skel mellem det, som er helligt, og det, som ikke er helligt.

Chapter 43

43:1  Derpaa førte han mig hen til Østporten.

43:2  Og se Israels Guds Herlighed kom østerfra, og det lød som mange Vandes Brus, og Jorden lyste af hans Herlighed.

43:3  Synet var som det, jeg havde set, da han kom for at ødelægge Byen, og Vognen saa ud som den, jeg havde set ved Floden Kebar. Da faldt jeg paa mit Ansigt.

43:4  Og HERRENS Herlighed drog ind i Templet gennem den Port, hvis Forside vendte mod Øst.

43:5  Men Aanden løftede mig op og bragte mig ind i den indre Forgaard, og se, HERRENS Herlighed fyldte Templet.

43:6  Og jeg hørte en tale til mig ud fra Templet, medens Manden stod ved Siden af mig,

43:7  og han sagde: Menneskesøn! Her er min Trones og mine Fodsaalers Sted, hvor jeg vil bo midt iblandt Israeliterne til evig Tid. Israels Hus skal ikke mere vanhellige mit hellige Navn, hverken de eller deres Konger, med deres Bolen eller deres Kongers Lig,

43:8  de, som satte deres Tærskel lige ved min og deres Dørstolper lige ved mine, kun med en Mur imellem mig og dem, og vanhelligede mit hellige Navn ved de Vederstyggeligheder, de øvede, saa jeg maatte tilintetgøre dem i min Vrede.

43:9  Nu skal de fri mig for deres Bolen og deres Kongers Lig, saa jeg kan bo iblandt dem til evig Tid.

43:10  Men du, Menneskesøn, giv Israels Hus en Beskrivelse af Templet, dets Udseende og Form, at de maa skamme sig over deres Misgerninger.

43:11  Og dersom de skammer sig over alt, hvad de har gjort, saa kundgør dem Templets Omrids og Indretning, dets Udgange og Indgange, et helt Billede deraf; ligeledes alle Vedtægter og Love derom; og skriv det op for deres Øjne, at de maa mærke sig Billedet i sin Helhed og alle Vedtægterne og holde dem.

43:12  Dette er Loven om Templet: Paa Bjergets Tinde skal alt dets Omraade til alle Sider være højhelligt; se, det er Loven om Templet.

43:13  Følgende er Alterets Maal i Alen, en Alen en Haandsbred længere end sædvanlig: Foden var en Alen høj og en Alen bred, Kantlisten Randen rundt et Spand høj. Om Alterets Højde gælder følgende:

43:14  Fra Foden underneden op til det nederste Fremspring to Alen med en Alens Bredde; og fra det lille Fremspring til det store fire Alen med en Alens Bredde.

43:15  Ildstedet var fire Alen højt, og fra Ildstedet ragede fire Horn i Vejret.

43:16  Ildstedet var tolv Alen langt og tolv Alen bredt, saa det dannede en ligesidet Firkant.

43:17  Det store Fremspring var fjorten Alen langt og fjorten Alen bredt paa alle fire Sider; det lille Fremspring seksten Alen langt og seksten Alen bredt paa alle fire Sider; Kantlisten rundt om en halv Alen bred og Foden en Alen bred rundt om. Trappen var paa Østsiden.

43:18  Og han sagde til mig: Menneskesøn! Saa siger den Herre HERREN: Følgende er Vedtægterne om Alteret, paa den Dag det bygges til at ofre Brændofre og sprænge Blod paa:

43:19  Saa lyder det fra den Herre HERREN: Levitpræsterne, som nedstammer fra Zadok og maa nærme sig mig for at gøre Tjeneste for mig, skal du give en ung Tyr til Syndoffer;

43:20  og du skal tage noget af dens Blod og stryge det paa Alterets fire Horn, paa Fremspringets fire Hjørner og paa Kantlisten rundt om og saaledes rense det for Synd og fuldbyrde Soningen for det.

43:21  Og du skal tage Syndoffertyren og brænde den ved Tempelvagten uden for Helligdommen.

43:22  Næste Dag skal du bringe en lydefri Gedebuk som Syndoffer, og de skal rense Alteret for Synd, ligesom de rensede det med Tyren.

43:23  Og naar du er til Ende med at rense det for Synd, skal du bringe en lydefri ung Tyr og en lydefri Væder af Smaakvæget;

43:24  du skal bringe dem for HERRENS Aasyn, og Præsterne skal strø Salt paa dem og ofre dem som Brændoffer for HERREN.

43:25  Syv Dage skal du daglig ofre en Syndofferbuk, og man skal ofre en ung Tyr og en Væder af Smaakvæget, lydefri Dyr;

43:26  i syv Dage skal man fuldbyrde Soningen for Alteret og rense det og indvie det.

43:27  Saaledes skal man bære sig ad i disse Dage. Og paa den ottende Dag og siden hen skal Præsterne ofre eders Brændofre og Takofre paa Alteret; og jeg vil have Behag i eder, lyder det fra den Herre HERREN.

Chapter 44

44:1  Derpaa førte han mig tilbage ad Helligdommens ydre Østport til, og den var lukket.

44:2  Og HERREN sagde til mig: Denne Port skal være lukket og maa ikke aabnes! Ingen maa gaa ind derigennem, thi igennem den drog HERREN, Israels Gud, ind; derfor skal den være lukket.

44:3  Kun Fyrsten maa sidde i den og holde Maaltid for HERRENS Aasyn; men han skal gaa ind igennem Portforhallens Dør og samme Vej ud.

44:4  Derpaa førte han mig i Retning af Nordporten til Pladsen foran Templet, og jeg skuede, og se, HERRENS Herlighed fyldte HERRENS Hus, og jeg faldt paa mit Ansigt.

44:5  Da sagde HERREN til mig: Menneskesøn, mærk dig og se med dine Øjne og hør med dine Ører alt, hvad jeg taler til dig med Hensyn til alle Vedtægter og Love om HERRENS Hus, og læg vel Mærke til, hvad der gælder om Adgang til Templet gennem en hvilken som helst af Helligdommens Udgange.

44:6  Og sig til Israels Hus, den genstridige Slægt: Saa siger den Herre HERREN: Lad det nu være nok med alle eders Vederstyggeligheder, Israels Hus,

44:7  at I lod fremmede med uomskaarne Hjerter og uomskaaret Kød komme ind i min Helligdom, for at de skulde være der og vanhellige mit Hus, naar I frembar min Mad, Fedt og Blod og saaledes brød min Pagt ved alle eders Vederstyggeligheder.

44:8  I tog ikke Vare paa, hvad der var at varetage ved mine hellige Ting, men overlod de fremmede at tage Vare paa, hvad der var at varetage i min Helligdom.

44:9  Derfor, saa siger den Herre HERREN: Ingen fremmed med uomskaaret Hjerte og uomskaaret Kød maa komme i min Helligdom, ikke een af de fremmede, som lever blandt Israels Børn.

44:10  Men de Leviter, som fjernede sig fra mig, da Israel for vild, idet de for vild fra mig og holdt sig til deres Afgudsbilleder, de skal bære deres Misgerning.

44:11  De skal i min Helligdom gøre Vagttjeneste ved Tempelportene og udføre Arbejdet i Templet, idet de skal slagte Brændofrene og Slagtofrene for Folket og staa dem til Tjeneste og gaa dem til Haande.

44:12  Fordi de gik dem til Haande over for deres Afgudsbilleder og saaledes blev Aarsag til Skyld for Israels Hus, derfor løfter jeg min Haand imod dem, lyder det fra den Herre HERREN, paa at de skal bære deres Misgerning.

44:13  De maa ikke nærme sig mig for at gøre Præstetjeneste for mig, ej heller maa de nærme sig nogen af mine hellige Ting, det højhellige, men de skal bære deres Skændsel og de Vederstyggeligheder, de øvede.

44:14  Jeg sætter dem til at tage Vare paa, hvad der er at varetage i Templet ved alt Arbejde der, ved alt, hvad der er at gøre derinde.

44:15  Men Levitpræsterne, Zadoks Efterkommere, som tog Vare paa, hvad der var at varetage i min Helligdom, dengang Israeliterne for vild fra mig, skal nærme sig mig for at gaa mig til Haande og være mig til Tjeneste og ofre mig Fedt og Blod, lyder det fra den Herre HERREN.

44:16  De skal gaa ind i min Helligdom og nærme sig mit Bord for at gaa mig til Haande og tage Vare paa, hvad jeg vil have varetaget.

44:17  Og naar de gaar ind ad den indre Forgaards Port, skal de være iført Linnedklæder; de maa ikke have Uld paa Kroppen, naar de gør Tjeneste i den indre Forgaards Porte eller længere inde.

44:18  De skal bære Linnedhuer paa Hovedet og Linnedbenklæder om Lænderne; de maa ikke omgjorde sig med noget, som fremkalder Sved.

44:19  Og naar de gaar ud i den ydre Forgaard til Folket, skal de afføre sig de Klæder, i hvilke de gør Tjeneste, gemme dem i Helligdommens Kamre og iføre sig andre Klæder, at de ikke skal gøre Folket helligt med deres Klæder.

44:20  Hovedet maa de ikke rage, dog heller ikke lade Haaret vokse frit, men de skal klippe deres Haar.

44:21  Vin maa ingen Præst drikke, naar han gaar ind i den indre Forgaard.

44:22  Enke eller fraskilt maa de ikke tage til Ægte, men kun Jomfruer af Israels Hus; dog maa de ægte Enken efter en Præst.

44:23  De skal lære mit Folk at skelne mellem det, som er helligt, og det, som ikke er helligt, og undervise dem i Forskellen mellem rent og urent.

44:24  Ved Retstrætter skal de optræde som Dommere; efter mine Lovbud skal de dømme. De skal overholde mine Love og Vedtægter paa alle mine Højtidsdage og helligholde mine Sabbater.

44:25  Et Lig maa de ikke komme nær, at de ikke skal blive urene derved; kun ved Fader, Moder, Søn, Datter, Broder eller ugift Søster maa de gøre sig urene;

44:26  og efter at være blevet uren skal han tælle syv Dage frem, saa er han atter ren;

44:27  den Dag han atter gaar ind i Helligdommen, i den indre Forgaard, for at gøre Tjeneste i Helligdommen, skal han frembære et Syndoffer, lyder det fra den Herre HERREN.

44:28  De skal ingen Arvelod have; jeg er deres Arvelod. Og Ejendom i Israel maa I ikke give dem; jeg er deres Ejendom.

44:29  Afgrødeofferet, Syndofferet og Skyldofferet skal de spise, og alt, hvad der er lagt Band paa i Israel, skal tilfalde dem.

44:30  Det bedste af al Førstegrøde af enhver Art, alle Offerydelser af enhver Art, alt, hvad I maatte yde, skal tilfalde Præsterne, og Førstegrøden af eders Grovmel skal I give Præsten for at nedkalde Velsignelse over eders Huse.

44:31  Intet Aadsel og intet, som er sønderrevet, være sig Fugl eller firføddet Dyr, maa Præsterne spise.

Chapter 45

45:1  Naar I udskifter Landet ved Lodkastning, skal I yde HERREN en Offerydelse, en hellig Del af Landet, 25 000 Alen lang og 20 000 Alen bred; hellig skal den være i hele sin Udstrækning.

45:2  Deraf skal til Helligdommen fratages et firkantet Stykke paa 500 Alen til alle Sider, omgivet af en aaben Plads paa 50 Alen.

45:3  Af denne Strækning skal du afmaale et Stykke paa 25 000 Alens Længde og 10 000 Alens Bredde; der skal Helligdommen, den højhellige, ligge.

45:4  Det er en hellig Gave af Landet og skal tilfalde Præsterne, som gør Tjeneste i Helligdommen, dem, som træder frem for at gøre Tjeneste for HERREN; og det skal give dem Plads til Boliger og Græsgang.

45:5  Et Stykke paa 25 000 Alens Længde og 10 000 Alens Bredde skal som Grundejendom tilfalde Leviterne, som gør Tjeneste i Templet, til Byer at bo i.

45:6  Byens Grundejendom skal I give en Bredde af 5000 Alen og en Længde af 25 000 Alen, samme Længde som den hellige Offerydelse; den skal tilhøre hele Israels Hus.

45:7  Og Fyrsten skal paa begge Sider af den hellige Offerydelse og Byens Grundejendom have et Omraade langs den hellige Offerydelse og Byens Grundejendom baade paa Vestsiden og Østsiden af samme Længde som en af Stammelodderne fra Landets Vestgrænse til Østgrænsen;

45:8  det skal tilhøre ham som Grundejendom i Israel, for at mine Fyrster ikke fremtidig skal undertrykke mit Folk; men det øvrige Land skal gives Israels Hus, Stamme for Stamme.

45:9  Saa siger den Herre HERREN: Lad det nu være nok, I Israels Fyrster! Afskaf Vold og Undertrykkelse, gør Ret og Skel og hør op med eders Overgreb mod mit Folk, lyder det fra den Herre HERREN.

45:10  Vægt, som vejer rigtigt, Efa og Bat, som holder Maal, skal I have.

45:11  Efa og Bat skal have ens Maal, saa at en Bat holder en Tiendedel Homer, og en Efa ligeledes en Tiendedel Homer; efter en Homer skal Maalet fastslaas.

45:12  En Sekel skal holde tyve Gera; fem Sekel skal være fem, ti Sekel ti, og til halvtredsindstyve Sekel skal I regne en Mine.

45:13  Dette er den Offerydelse, I skal yde: En Sjettedel Efa af hver Homer Hvede og en Sjettedel Efa af hver Homer Byg.

45:14  Den fastsatte Ydelse af Olien: En Tiendedel Bat af hver Kor, ti Bat udgør jo en Kor;

45:15  et Lam fra Smaakvæget af hver 200 som Offerydelse fra alle Israels Slægter til Afgrødeofre, Brændofre og Takofre for at skaffe eder Soning, lyder det fra den Herre HERREN.

45:16  Alt Folket i Landet skal give Fyrsten i Israel denne Offerydelse.

45:17  Men Fyrsten skal det paahvile at udrede Brændofrene, Afgrødeofrene og Drikofrene paa Højtiderne, Nymaanefesterne og Sabbaterne, alle Israels Hus's Fester; han skal sørge for Syndofrene, Afgrødeofrene, Brændofrene og Takofrene for at skaffe Israels Hus Soning.

45:18  Saa siger den Herre HERREN: Paa den første Dag i den første Maaned skal I tage en lydefri ung Tyr og rense Helligdommen for Synd.

45:19  Præsten skal tage noget af Syndofferets Blod og stryge det paa Templets Dørstolper, Alterfremspringets fire Hjørner og Dørstolperne til den indre Forgaards Port.

45:20  Det samme skal han gøre paa den første Dag i den syvende Maaned for deres Skyld, som har fejlet af Vanvare eller Uvidenhed, og saaledes skaffe Templet Soning.

45:21  Paa den fjortende Dag i den første Maaned skal I fejre Paaskefesten: syv Dage skal I spise usyret Brød;

45:22  og Fyrsten skal paa den Dag for sig selv og for alt Folket i Landet ofre en Tyr som Syndoffer;

45:23  paa de syv Festdage skal han som Brændoffer for HERREN ofre syv Tyre og syv Vædre, lydefri Dyr, paa hver af de syv Dage, og ligeledes daglig som Syndoffer en Gedebuk;

45:24  og som Afgrødeoffer skal han ofre en Efa med Tyren og ligeledes een med Væderen, desuden en Hin Olie med Efaen.

45:25  Paa den femtende Dag i den syvende Maaned skal han paa Festen ofre lige saa meget som Syndoffer, Brændoffer, Afgrødeoffer og lige saa megen Olie; det skal han gøre syv Dage.

Chapter 46

46:1  Saa siger den Herre HERREN: Den indre Forgaards Østport skal være lukket de seks Hverdage, men paa Sabbatsdagen skal den aabnes, ligeledes paa Nymaanedagen:

46:2  og Fyrsten skal udefra gaa ind gennem Portens Forhal og stille sig ved Portens Dørstolpe. Præsterne skal ofre hans Brændoffer og Takofre, og han skal tilbede paa Portens Tærskel og saa gaa ud igen; og Porten skal staa aaben til Aften.

46:3  Men Folket i Landet skal paa Sabbaterne og Nymaanedagene tilbede for HERRENS Aasyn ved denne Ports Indgang.

46:4  Det Brændoffer, Fyrsten bringer HERREN paa Sabbatsdagen, skal udgøre seks lydefri Lam og en lydefri Væder,

46:5  dertil et Afgrødeoffer paa en Efa med Væderen og et Afgrødeoffer efter Behag med Lammene, desuden en Hin Olie med hver Efa.

46:6  Paa Nymaanedagen skal det udgøre en ung, lydefri Tyr, seks Lam og en Væder, lydefri Dyr;

46:7  med Tyren skal han ofre et Afgrødeoffer paa en Efa, med Væderen ligeledes en Efa og med Lammene efter Behag desuden en Hin Olie med hver Efa.

46:8  Naar Fyrsten gaar ind, skal han komme gennem Portens Forhal, og samme Vej skal han gaa ud;

46:9  men naar Folket i Landet kommer for HERRENS Aasyn paa Festerne, skal den, der kommer ind gennem Nordporten for at tilbede, gaa ud gennem Sydporten, og den, der kommer ind gennem Sydporten, gaa ud gennem Nordporten; han maa ikke vende tilbage gennem den Port, han kom ind ad, men skal gaa ud paa den modsatte Side.

46:10  Fyrsten skal være iblandt dem; naar de gaar ind, skal han ogsaa gaa ind, og naar de gaar ud, skal han ogsaa gaa ud.

46:11  Paa Festerne og Højtiderne skal Afgrødeofferet være en Efa med hver Tyr og ligeledes en Efa med hvem Væder, men med Lammene efter Behag; desuden en Hin Olie med hver Efa.

46:12  Naar Fyrsten ofrer et frivilligt Offer, et Brændoffer eller Takofre som frivilligt Offer til HERREN, skal man aabne Østporten for ham, og han skal ofre sit Brændoffer eller sine Takofre, som han gør paa Sabbatsdagen; og naar han er gaaet ud, skal man lukke Porten efter ham.

46:13  Et aargammelt, lydefrit Lam skal han daglig ofre som Brændoffer for HERREN; hver Morgen skal han ofre det;

46:14  og dertil skal han hver Morgen som Afgrødeoffer ofre en Sjettedel Efa og til at fugte Melet desuden en Tredjedel Hin Olie; det er et Afgrødeoffer for HERREN, en evigt gældende Ordning.

46:15  Saaledes skal de hver Morgen ofre Lammet, Afgrødeofferet og Olien som dagligt Brændoffer.

46:16  Saa siger den Herre HERREN: Naar Fyrsten giver en af sine Sønner en Gave af sin Arvelod, skal den tilhøre hans Sønner; den skal være deres arvelige Grundejendom;

46:17  men giver han en af sine Tjenere en Gave af sin Arvelod, skal den kun tilhøre ham til Frigivningsaaret; saa skal den vende tilbage til Fyrsten. Kun hans Sønner skal varigt eje en saadan Arvelod.

46:18  Og Fyrsten maa ikke tage noget af Folkets Arvelod, idet han med Vold trænger dem ud af deres Grundejendom; af sin egen Grundejendom skal han give sine Sønner Arvelod, at ingen i mit Folk skal jages bort fra sin Grundejendom.

46:19  Derpaa førte han mig ind gennem Indgangen ved Siden af Porten til de hellige Kamre, som var indrettet til Præsterne og vendte mod Nord, og se, der var et Rum i den inderste Krog mod Vest.

46:20  Han sagde til mig: »Her er det Rum, hvor Præsterne skal koge Syndofferet og Skyldofferet og bage Afgrødeofferet for ikke at tvinges til at bringe det ud i den ydre Forgaard og saaledes hellige Folket.«

46:21  Saa bragte han mig ud i den ydre Forgaard og førte mig rundt til Forgaardens fire Hjørner, og se, i hvert Hjørne var der et Gaardsrum;

46:22  i Forgaardens fire Hjørner var der smaa Gaardsrum, fyrretyve Alen lange og tredive Alen brede, alle fire lige store;

46:23  der var Mure rundt om dem alle fire, og der var indrettet Køkkener rundt om langs Murene.

46:24  Og han sagde til mig: »Her er Køkkenerne, hvor de, der gør Tjeneste i Templet, skal koge Folkets Slagtofre.«

Chapter 47

47:1  Derpaa førte han mig tilbage til Tempelets Indgang, og se, Vand sprang ud under Tempelets Tærskel i østlig Retning, thi Templets Forside vendte mod Øst; og Vandet løb ned under Templets Sydside sønden for Alteret.

47:2  Saa førte han mig ud gennem Nordporten og rundt udenom til den ydre Østport, og se, Vand rislede frem fra Sydsiden.

47:3  Derpaa gik Manden ud mod Øst med en Maalesnor i Haanden, og da han havde maalt 1000 Alen, lod han mig gaa gennem Vandet, Vand til Anklerne.

47:4  Da han atter havde maalt 1000 Alen, lod han mig paa ny gaa gennem Vandet, Vand til Knæene; og da han atter havde maalt 1000 Alen, lod han mig paa ny gaa gennem Vandet, som der naaede til Hoften.

47:5  Da han atter havde maalt 1000 Alen, var det en Strøm, som jeg ikke kunde vade over, thi Vandet gik saa højt, at man maatte svømme over; det var en Strøm, man ikke kunde vade over,

47:6  Da sagde han til mig: »Har du set det, Menneskesøn?« Og han førte mig tilbage langs Strømmens Bred.

47:7  Da jeg kom tilbage, se, da var der ved Strømmens Bred en stor Mængde Træer paa begge Sider;

47:8  og han sagde til mig: »Dette Vand løber ud i Østerkredsen og ned i Araba, og naar det falder ud i Havet, Salthavet, bliver Vandet der sundt;

47:9  alle de levende Væsener, hvoraf det vrimler, skal leve, overalt hvor Strømmen kommer hen, og der skal være en stor Mængde Fisk; thi naar dette Vand kommer derhen, bliver Havvandet sundt, og alt skal leve, hvor Strømmen kommer hen.

47:10  Fiskere skal staa ved det fra En-Gedi til En-Eglajim; et Sted til at udspænde Fiskegarn skal det være; dets Fisk skal være som det store Havs Fisk, saare mange.

47:11  Men dets Sumpe og Vandhuller skal ikke blive sunde; af dem skal udvindes Salt.

47:12  Paa begge Flodens Bredder skal der vokse alle Haande Frugttræer, hvis Blade ikke falder af, og hvis Frugter aldrig faar Ende; hver Maaned bærer de nye Frugter; thi dens Vand udspringer i Helligdommen. Frugterne skal tjene til Føde og Bladene til Lægedom.«

47:13  Saa siger den Herre HERREN: Dette er den Grænse, inden for hvilken I skal udskifte Landet imellem eder efter Israels tolv Stammer; Josef skal have to Lodder.

47:14  I skal alle uden Undtagelse tage det Land i Eje, som jeg med løftet Haand svor at give eders Fædre; det skal nu tilfalde eder som Arvelod.

47:15  Saaledes skal Landets Nordgrænse være: Fra det store Hav i Retning af Hetlon til det Sted, hvor Vejen gaar til Zedad,

47:16  Hamat, Berota, Sibrajim, mellem Damaskus's og Hamats Omraader, Hazar-Enon ved Haurans Grænse.

47:17  Grænsen gaar fra det store Hav til Hazar-Enon, saaledes at Damaskus's Omraade ligger norden for ved Siden af Hamat. Det er Nordgrænsen.

47:18  Østgrænsen: Fra Hazar-Enon mellem Hauran og Damaskus danner Jordan Grænse mellem Gilead og Israels Land til Havet i Øst, hen til Tamar. Det er Østgrænsen.

47:19  Sydgrænsen: Fra Tamar over Meribas Vand ved Kadesj til Bækken, ud til det store Hav. Det er Sydgrænsen.

47:20  Vestgrænsen: Det store Hav danner Grænse til tværs over for det Sted, hvor Vejen gaar til Hamat. Det er Vestgrænsen.

47:21  Dette Land skal I udskifte iblandt eder efter Israels Stammer;

47:22  I skal ved Lodkastning udskifte det som Arvelod mellem eder og de fremmede, som bor iblandt eder og der har avlet Sønner og Døtre; de skal være eder som ind fødte Israeliter og kaste Lod med eder om Arvelod blandt Israels Stammer.

47:23  I den Stamme, hvor den fremmede bor, skal I give ham hans Arvelod, lyder det fra den Herre HERREN.

Chapter 48

48:1  Følgende er Navnene paa Stammerne: Yderst i Nord fra Havet i Retning af Hetlon til det Sted, hvor Vejen gaar til Hamat, og videre til Hazar-Enon, med Damaskus's Omraade mod Nord ved Siden af Hamat, fra Østsiden til Vestsiden: Dan, een Stammelod;

48:2  langs Dans Omraade fra Østsiden til Vestsiden: Aser, een Stammelod;

48:3  langs Asers Omraade fra Østsiden til Vestsiden: Naftali, een Stammelod;

48:4  langs Naftalis Omraade fra Østsiden til Vestsiden: Manasse, een Stammelod;

48:5  langs Manasses Omraade fra Østsiden til Vestsiden: Efraim, een Stammelod;

48:6  langs Efraims Omraade fra Østsiden til Vestsiden: Ruben, een Stammelod;

48:7  langs Rubens Omraade fra Østsiden til Vestsiden: Juda, een Stammelod.

48:8  Langs Judas Omraade fra Østsiden til Vestsiden skal Offerydelsen, som I yder, være 25 000 Alen bred og lige saa lang som hver Stammelod fra Østsiden til Vestsiden; og Helligdommen skal ligge i Midten.

48:9  Offerydelsen, som I skal yde HERREN, skal være 25 000 Alen lang og 20 800 Alen bred;

48:10  og den hellige Offerydelse skal tilhøre følgende: Præsterne skal have et Stykke, som mod Nord er 25 000 Alen langt, mod Vest 10 000 Alen bredt, mod Øst 10 000 Alen bredt og mod Syd 25 000 Alen langt; og HERRENS Helligdom skal ligge i Midten.

48:11  De helligede Præster, Zadoks Efterkommere, som tog Vare paa, hvad jeg vilde have varetaget, og ikke som Leviterne for vild, da Israeliterne gjorde det,

48:12  skal det tilhøre som en Offerydelse af Landets Offerydelse, et højhelligt Omraade langs Leviternes.

48:13  Og Leviterne skal have et lige saa stort Omraade som Præsterne, 25 000 Alen langt og 10 000 Alen bredt; den samlede Længde bliver saaledes 25 000 Alen, Bredden 20 000.

48:14  De maa ikke sælge eller bortbytte noget deraf eller overdrage denne Førstegrøde af Landet til andre, thi den er helliget HERREN.

48:15  Det Stykke paa 5000 Alens Bredde, som er tilovers af Offerydelsens Bredde langs de 25 000 Alen, skal være uindviet Land og tilfalde Byen til Boliger og Græsgang, og Byen skal ligge i Midten;

48:16  dens Maal skal være følgende: Nordsiden 4500 Alen, Sydsiden 4500, Østsiden 4500 og Vestsiden 4500.

48:17  Byens Græsgang skal være 250 Alen mod Nord, 250 mod Syd, 250 mod Øst og 250 mod Vest.

48:18  Af det Stykke, som endnu er tilovers langs med den hellige Offerydelse, 10 000 Alen mod Øst og 10 000 mod Vest, skal Afgrøden tjene Byens Indbyggere til Mad.

48:19  Byens Befolkning skal sammensættes saaledes, at Folk fra alle Israels Stammer bor der:

48:20  I alt skal I som Offerydelse yde en Firkant paa 25 000 Alen, den hellige Offerydelse foruden Byens Grundejendom.

48:21  Men Resten skal tilfalde Fyrsten; hvad der ligger paa begge Sider af den hellige Offerydelse og Byens Grundejendom, østen for de 25 000 Alen hen til Østgrænsen og vesten for de 25 000 Alen hen til Vestgrænsen, langs Stammelodderne, skal tilhøre Fyrsten; den hellige Offerydelse, Templets Helligdom i Midten

48:22  og Leviternes og Byens Grundejendom skal ligge midt imellem de Stykker, som tilfalder Fyrsten mellem Judas og Benjamins Omraade.

48:23  Saa følger de sidste Stammer: Fra Østsiden til Vestsiden Benjamin, een Stammelod;

48:24  langs Benjamins Omraade fra Østsiden til Vestsiden: Simeon, een Stammelod;

48:25  langs Simeons Omraade fra Østsiden til Vestsiden: Issakar, een Stammelod;

48:26  langs Issakars Omraade fra Østsiden til Vestsiden: Zebulon, een Stammelod;

48:27  langs Zebulons Omraade fra Østsiden til Vestsiden: Gad, een Stammelod;

48:28  og langs Gads Omraade paa Sydsiden skal Grænsen gaa fra Tamar over Meribas Vand ved Kadesj til Bækken ud til det store Hav.

48:29  Det er det Land, I ved Lodkastning skal udskifte som Arvelod til Israels Stammer, og det er deres Stammelodder, lyder det fra den Herre HERREN.

48:30  Følgende er Byens Udgange; Byens Porte skal opkaldes efter Israels Stammer:

48:31  Paa Nordsiden, der maaler 4500 Alen, er der tre Porte, den første Rubens, den anden Judas og den tredje Levis;

48:32  paa Østsiden, der maaler 4500 Alen, er der tre Porte, den første Josefs, den anden Benjamins og den tredje Dans;

48:33  paa Sydsiden, der maaler 4500 Alen, er der tre Porte, den første Simeons, den anden Issakars og den tredje Zebulons;

48:34  paa Vestsiden, der maaler 4500 Alen, er der tre Porte, den første Gads, den anden Asers og den tredje Naftalis.

48:35  Omkredsen er 18 000 Alen. Og Byens Navn skal herefter være: HERREN er der.