DaNT1819 - Luke

Chapter 1

1:1  Efterdi Mange have taget sig for at forfatte en Historie om de Ting, som vitterligen ere fuldbyrdede iblandt os,

1:2  saaledes som de have overantvordet os det, som fra Begyndelsen have været Øienvidner og Ordets Tjenere:

1:3  saa haver ogsaa jeg anseet for godt, efter nøie at have udforsket Alt forfra, i Sammenhæng at skrive dig derom, ædle Theophilus!

1:4  paa det du kan indsee Visheden af de Ting, hvorom du er bleven mundtligen underviist.

1:5  I Herodes’, Judæas Konges, Dage var der en Præst af Abias Skifte ved Navn Zacharias; og hans Hustru var af Arons Døttre, og hendes Navn var Elisabeth.

1:6  Men de vare begge retfærdige for Gud, og vandrede ustraffelige i alle Herrens Bud og Anordninger

1:7  Og de havde intet Barn; thi Elisabeth var ufrugtbar, og de vare begge bedagede.

1:8  Men det begav sig, der han forrettede Præsteembede i sin Skiftes Orden for Gud,

1:9  tilfaldt Røgningen ham efter Præstedommets Sædvane, og han gik ind i Herrens Tempel.

1:10  Og al Folkets Mangfoldighed bad udenfor under Røgningen.

1:11  Men Herrens Engel aabenbaredes for ham, og stod ved den høire Side af Røgelsealteret.

1:12  Og da Zacharias saae ham, forfærdedes han, og Frygt faldt paa ham.

1:13  Men Engelen sagde til ham: frygt ikke, Zacharias! thi din Bøn er hørt, og din Hustru Elisabeth skal føde dig en Søn, og du skal kalde hans Navn Johannes.

1:14  Og du skal have Glæde og Fryd af ham, og Mange skulle glædes over hans Fødsel.

1:15  Thi han skal være stor for Herren: Viin og stærk Drik skal han ei drikke, og han skal fyldes med den Hellig Aand, alt fra Moders Liv,

1:16  og omvende mange af Israels Børn til Herren deres Gud.

1:17  Og han skal gaae frem for ham i Elias’ Aand og Kraft, at vende Fædrenes Hjerter til Børnene, og de Gjenstridige til de Retfærdiges Sind, at berede Herren et velskikket Folk.

1:18  Og Zacharias sagde til Engelen: hvorpaa skal jeg kjende dette? thi jeg er gammel, og min Hustru er bedaget.

1:19  Og Engelen svarede og sagde til ham: jeg er Gabriel, som staaer for Gud, og jeg er udsendt, at tale til dig og at forkynde dig dette til Glæde.

1:20  Og see, du skal vorde stum og ikke kunne tale indtil den Dag, da dette skeer, fordi du ikke troede mine Ord, hvilke skulle fuldkommes i deres Tid.

1:21  Og Folket biede efter Zacharias, og de forundrede sig, at han tøvede i Templet.

1:22  Og der han gik ud, kunde han ikke tale til dem, og de mærkede, at han havde seet et Syn i Templet; og han nikkede ad dem, og forblev stum.

1:23  Og det begav sig, der hans Tjenestes Dage vare fuldendte, gik han hjem til sit Huus.

1:24  Men efter de Dage blev hans Hustru Elisabeth frugtsommelig, og skjulte sig fem Maaneder, og sagde:

1:25  saaledes haver Herren gjort imod mig i de Dage, da han saae til mig, for at borttage min Forsmædelse iblandt Menneskene.

1:26  Men i den sjette Maaned blev Engelen Gabriel sendt af Gud til en Stad i Galilæa, som hedder Nazareth,

1:27  til en Jomfru, som var trolovet en Mand ved Navn Joseph, af Davids Huus; og Jomfruen hedte Maria.

1:28  Og Engelen kom ind til hende og sagde: hil være dig, du Benaadede! Herren er med dig, du Velsignede iblandt Kvinderne!

1:29  Men der hun saae ham, forfærdedes hun over hans Tale, og hun tænkte, hvad denne skulle være for en Hilsen.

1:30  Og Engelen sagde til hende: frygt ikke, Maria! thi du haver fundet Naade hos Gud.

1:31  Og see, du skal undfange og føde en Søn, og du skal kalde hans Navn Jesus.

1:32  Han skal blive stor, og kaldes den Høiestes Søn; og Gud Herren skal give ham Davids, hans Faders, Throne.

1:33  Og han skal være Konge over Jakobs Huus evindelig, og der skal ikke være Ende paa hans Kongerige.

1:34  Men Maria sagde til Engelen: hvorledes skal dette gaae til, efterdi jeg veed af ingen Mand?

1:35  Og Engelen svarede og sagde til hende: den Hellig Aand skal komme over dig, og den Høiestes Kraft skal overskygge dig; derfor skal ogsaa det Hellige, som skal fødes af dig, kaldes Guds Søn.

1:36  Og see, Elisabeth din Frænke, hun haver og undfanget en Søn i hendes Alderdom, og denne Maaned er den sjette for hende, som kaldes ufrugtbar.

1:37  Thi Intet kan være umuligt for Gud.

1:38  Men Maria sagde: see, jeg er Herrens Tjenerinde, mig skee efter dit Ord! Og Engelen skiltes fra hende.

1:39  Men Maria stod op i de samme Dage, og drog hastelig hen til Bjergegnen, til en Stad i Juda.

1:40  Og hun kom ind i Zacharias’ Huus og hilsede Elisabeth.

1:41  Og det begav sig, der Elisabeth hørte Marias Hilsen, sprang Fosteret i hendes Liv; og Elisabeth blev fyldt med den Hellig Aand,

1:42  og raabte med stor Røst og sagde: velsignet er du iblandt Kvinderne! og velsignet er dit Livs Frugt.

1:43  Og hveden hændes mig dette, at min Herres Moder kommer til mig?

1:44  Thi see, der din Hilsens Røst kom mig til Øren, sprang Fosteret i mit Liv med Fryd.

1:45  Og salig er hun, som troede; thi det skal fuldkommes, som hende er sagt af Herren.

1:46  Og Maria sagde: min Sjæl ophøier Herren;

1:47  og min Aand fryder sig i Gud, min Frelser;

1:48  thi han haver seet til sin Tjenerindes Ringhed. Thi see, nu herefter skulle alle Slægter prise mig salig;

1:49  thi han, den Mægtige, haver gjort store Ting imod mig, og hans Navn er helligt;

1:50  og hans Barmhjertighed varer fra Slægt til Slægt over dem, som frygte ham.

1:51  Han haver øvet Magt med sin Arm; han haver adspredt dem, som ere hovmodige i deres Hjertes Tanke.

1:52  Han haver nedstødt de Mægtige af Thronerne, og ophøiet de Ringe.

1:53  De Hungrige haver han opfyldt med gode Gaver, og de Rige haver han afviist tomme.

1:54  Han haver antaget sig sin Tjener Israel, og ihukommet sin Barmhjertighed,

1:55  (som han tilsagde vore Fædre), mod Abraham og hans Sæd til evig Tid.

1:56  Men Maria blev hos hende ved tre Maaneder, og hun drog til sit Huus igjen.

1:57  Men Elisabeths Tid fuldkommedes, at hun skulde føde, og hun fødte en Søn.

1:58  Og hendes Naboer og Slægtninge hørte, at Herren havde gjort sin Barmhjertighed stor imod hende, og de glædte sig med hende.

1:59  Og det begav sig paa den ottende Dag, da kom de at omskære Barnet; og de kaldte det efter Faderens Navn Zacharias.

1:60  Men hans Moder svarede og sagde: ingenlunde, men han skal kaldes Johannes.

1:61  Og de sagde til hende: der er dog Ingen i din Slægt, som kaldes med dette Navn.

1:62  Men de nikkede ad hans Fader, hvad han vilde, han skulde kaldes.

1:63  Og han begjerede en Tavle, og skrev disse Ord, og sagde: Johannes er hans Navn. Og de forundrede sig alle.

1:64  Men strax oplodes hans Mund og hans Tunge, og han talede og prisede Gud.

1:65  Og der kom en Frygt over Alle, som boede omkring dem, og alt dette rygtedes over hele Judæas Bjergegn.

1:66  Og Alle, som det hørte, lagde det paa deres Hjerte og sagde: hvad monne der skal blive af dette Barn? Og Herrens Haand var med ham.

1:67  Og Zacharias, hans Fader, blev fyldt med den Hellig Aand, og han spaaede og sagde:

1:68  Lovet være Herren, Israels Gud! at han haver besøgt og forløst sit Folk,

1:69  og haver opreist os et Frelses Horn i Davids sin Tjeners Huus,

1:70  som han talede ved sine hellige Propheters Mund fra fordums Tid;

1:71  en Frelse fra vore Fjender og fra alle deres Haand, som os hade;

1:72  at gjøre Barmhjertighed mod vore Fædre, og tænke paa sin hellige Pagt,

1:73  efter den Ed, som han svoer vor Fader Abraham, at han vilde give os,

1:74  at vi friede fra vore Fjenders Haand, skulde tjene ham uden Frygt,

1:75  i Hellighed og Retfærdighed for ham, alle vort Livs Dage.

1:76  Og du, Barnlille! skal kaldes den Høiestes Prophet; thi du skal gaae frem for Herrens Aasyn, at berede hans Veie,

1:77  at give hans Folk Kundskab om Saliggjørelse ved deres Synders Forladelse,

1:78  formedelst vor Guds inderlige Barmhjertighed, ved hvilken Lyset fra det Høie haver besøgt os,

1:79  for at skinne for dem, som sidde i Mørke og i Dødens Skygge, at styre vore Fødder paa Fredens Vei.

1:80  Men Barnet voxte og blev styrket i Aanden, og var udi Ørkenerne indtil den Dag, han fremstillede sig for Israel.

Chapter 2

2:1  Men det begav sig i de Dage, at en Befaling udgik fra Keiser Augustus, at al Verden skulde skrives i Mandtal.

2:2  (Denne første Indskrivning skete, der Qvirinius var Landsherre i Syrien).

2:3  Og Alle gik at lade sig indskrive, hver til sin Stad.

2:4  Men Joseph gik ogsaa op fra Galilæa, fra den Stad Nazareth, til Judæa til Davids Stad, som kaldes Bethlehem, (fordi han var af Davids Huus og Slægt),

2:5  at lade sig indskrive tilligemed Maria, sin trolovede Hustru, som var frugtsommelig.

2:6  Men det skete, der de vare der, blev Tiden fuldkommet, at hun skulde føde.

2:7  Og hun fødte sin Søn, den førstefødte, og svøbte ham, og lagde ham i en Krybbe; thi de havde ikke Rum i Herberget.

2:8  Og der vare Hyrder i den samme Egn, som laae ude paa Marken, og holdt Nattevagt over deres Hjord.

2:9  Og see, Herrens Engel stod for dem, og Herrens Klarhed skinnede om dem, og de frygtede saare.

2:10  Og Engelen sagde til dem: frygter ikke; thi see, jeg forkynder Eder en stor Glæde, som skal vederfares alt Folket.

2:11  Thi Eder er i Dag en Frelser født, som er den Herre Christus i Davids Stad.

2:12  Og det skal være Eder et Tegn: I skulle finde et Barn svøbt, liggende i en Krybbe.

2:13  Og strax var med Engelen en himmelsk Hærskares Mangfoldighed, som lovede Gud, og sagde:

2:14  Ære være Gud i det Høieste! og Fred paa Jorden! og i Mennesker en Velbehagelighed!

2:15  Og det skete, der Englene fore fra dem til Himmelen, da sagde disse Mennesker, Hyrderne, til hverandre: lader os dog gaae til Bethlehem, og see det, som Herren haver kundgjort os.

2:16  Og de kom hastelig, og fandt baade Maria og Joseph, og Barnet liggende i Krybben.

2:17  Men der de havde seet det, kundgjorde de, hvad der var talet til dem om dette Barn.

2:18  Og Alle, som det hørte, forundrede sig over det, som Hyrderne sagde til dem.

2:19  Men Maria bevarede alle disse Ord, og overveiede dem i sit Hjerte.

2:20  Og Hyrderne vendte tilbage, prisede og lovede Gud for alt det, som de havde hørt og seet, efter hvad der var sagt til dem.

2:21  Og der otte Dage vare fuldkommede, at Barnet skulde omskæres, da blev hans Navn kaldet Jesus, som det var kaldet af Engelen, før han blev undfangen i Moders Liv.

2:22  Og der hendes Renselsesdage efter Mose Lov vare fuldkommede, førte de ham op til Jerusalem, at fremstille ham for Herren,

2:23  (som der er skrevet i Herrens Lov, at alt Mandskjøn, som aabner Moders Liv, skal kaldes Herren helligt),

2:24  og at bringe Offer efter det, som sagt er i Herrens Lov, et Par Turtelduer eller to unge Duer.

2:25  Og see, der var en Mand i Jerusalem, som hedte Simeon, og denne Mand var retfærdig og gudfrygtig, han ventede Israels Trøst, og den Hellig Aand var over ham.

2:26  Og det var ham aabenbaret af den Hellig Aand, at han ikke skulde see Døden, førend han havde seet Herrens Salvede.

2:27  Og han kom i Templet af Aandens Drift; og der Forældrene bragte Barnet Jesus ind, at gjøre for ham, hvad der var Skik efter Loven,

2:28  da tog han ham paa sine Arme, og prisede Gud og sagde:

2:29  Herre! nu lader du din Tjener fare i Fred, ligesom du haver sagt.

2:30  Thi mine Øine have seet din Frelse,

2:31  hvilken du beredte for alle Folks Aasyn,

2:32  et Lys til at oplyse Hedningerne, og en Herlighed for sit Folk Israel.

2:33  Og Joseph og hans Moder forundrede sig over de Ting, som bleve sagte om ham.

2:34  Og Simeon velsignede dem, og sagde til hans Moder Maria: see, denne er sat Mange i Israel til Fald og Opreisning, og til et Tegn, som imodsiges,

2:35  (ogsaa din egen Sjæl skal et Sværd gjennemtrænge!) at mange Hjerters Tanker skulle aabenbares.

2:36  Og der var en Prophetinde Anna, Phanuels Datter, af Asers Stamme; hun var meget bedaget, og havde levet syv Aar med sin Mand efter sin Jomfrustand,

2:37  og var nu en Enke ved fire og fiirsindstyve Aar, som ikke veg fra Templet, tjenende Gud med Fasten og Beden Nat og Dag.

2:38  Og hun traadte til i den samme Stund, og iligemaade prisede Herren, og talede om ham til Alle, som forventede Forløsning i Jerusalem.

2:39  Og der de havde fuldkommet alle Ting efter Herrens Lov, droge de til Galilæa igjen, til deres stad Nazareth.

2:40  Men Barnet voxte og blev stærk i Aanden, fuld med Viisdom; og Guds Naade var over ham.

2:41  Og hans Forældre gik hvert Aar til Jerusalem, paa Paaskehøitiden.

2:42  Og der han var tolv Aar gammel, gik de op til Jerusalem efter Høitidens Sædvane.

2:43  Og der de havde tilendebragt de Dage, og de droge hjem igjen, blev Barnet Jesus i Jerusalem, og Joseph og hans Moder vidste det ikke.

2:44  Men da de meente, at han var i Reiseselskabet, kom de en Dags Reise frem, og de ledte efter ham iblandt Slægtninge og Kyndige.

2:45  Og der de ikke fandt ham, gik de tilbage til Jerusalem og ledte efter ham.

2:46  Og det begav sig efter tre Dage, da fandt de ham i Templet, siddende midt iblandt Lærerne, hvor han baade hørte dem og adspurgte dem.

2:47  Men Alle, som hørte ham, forundrede sig saare over hans Forstand og Svar.

2:48  Og der de saae ham, bleve de forfærdede; og hans Moder sagde til ham: Søn! hvi gjorde du os dette? See, din Fader og jeg ledte efter dig med Smerte.

2:49  Og han sagde til dem: hvi ledte I efter mig? vidste I ikke, at mig bør at være i min Faders Gjerning?

2:50  Og de forstode ikke det Ord, som han talede til dem.

2:51  Og han drog ned med dem, og kom til Nazareth, og var dem underdanig. Og hans Moder bevarede alle disse Ord i sit Hjerte.

2:52  Og Jesus forfremmedes i Viisdom og Alder og Naade hos Gud og Menneskene.

Chapter 3

3:1  Men i Keiser Tiberius’ femtende Regjeringsaar, der Pontius Pilatus var Landshøvding i Judæa, og Herodes var Fjerdingsfyrste i Galilæa, men hans Broder Philippus var Fjerdingsfyrste i Ituræa og Trachonitis’ Land, og Lysanias Fjerdingsfyrste i Abilene;

3:2  der Annas og Caiphas vare Ypperstepræster: skete Guds Ord til Johannes, Zacharias’ Søn, i Ørken.

3:3  Og han kom i den hele Egn omkring Jordan og prædikede Omvendelses Daab til Syndernes Forladelse,

3:4  som skrevet er i Esaias den Prophets Talers Bog, hvor han siger: det er hans Røst, som raaber i Ørken: bereder Herrens Vei, gjører hans Stier jævne;

3:5  hver Dal skal opfyldes, og hvert Bjerg og Høi skal nedtrykkes, og det Krumme skal gjøres lige, og de ujævne Veie skulle slettes;

3:6  og alt Kjød skal see Guds Frelse.

3:7  Derfor sagde han til Folket, som gik ud at døbes af ham: I Øgleunger! hvo viste Eder, at flye fra den tilkommende Vrede?

3:8  Bærer da Omvendelsens værdige Frugter, og begynder ikke at sige ved Eder selv: vi have Abraham til Fader; thi jeg siger Eder, at Gud kan opvække Abraham Børn af disse Stene.

3:9  Men Øxen ligger allerede ved Roden af Træerne; derfor skal hvert Træ, som ikke bærer god Frugt, afhugges og kastes i Ilden.

3:10  Og Folket adspurgte ham sigende: hvad skulle vi da gjøre?

3:11  Men han svarede og sagde til dem: hvo som haver to Kjortler, dele med den, som ingen haver; og hvo som haver Mad, gjøre ligesaa.

3:12  Ogsaa Toldere kom at døbes, og de sagde til ham: Mester! hvad skulle vi gjøre?

3:13  Men han sagde til dem: kræver intet mere, end Eder er forordnet.

3:14  Men og Stridsmændene spurgte ham og sagde: hvad skulle da vi gjøre? og han sagde til dem: gjører ikke Vold, bruger ikke Underfundighed; og lader Eder nøie med Eders Sold.

3:15  Men da Folket var i Forventning, og Alle tænkte i deres Hjerter om Johannes, om han ikke skulde være den Christus,

3:16  da svarede Johannes og sagde til Alle: jeg døber Eder vel med Vand, men den kommer, som er stærkere end jeg, hvis Skotvinge jeg ikke er værdig at løse; han skal døbe Eder med den Hellig Aand og Ild.

3:17  Hans Kasteskovl er i hans Haand, og han skal gjennemrense sin Lo og kaste Hveden i sin Lade, men Avnerne skal han opbrænde med uslukkelig Ild.

3:18  Ogsaa meget Andet lærte og forkyndte han Folket.

3:19  Men der Fjerdingsfyrsten Herodes blev straffet af ham for Herodias’, hans Broder Philippus’ Hustrues Skyld, og for alt det Onde, som Herodes gjorde,

3:20  saa lagde han til alt det Øvrige ogsaa dette, at han kastede Johannes i Fængsel.

3:21  Men de begav sig, der alt Folket lod sig døbe, og Jesus ogsaa blev døbt og bad, at Himmelen aabnedes,

3:22  og at den Hellig Aand foer ned i legemlig Skikkelse, som en Due, over ham, og at en Røst skete fra Himmelen, som sagde: du er min Søn, den Elskelige, i dig haver jeg Behagelighed.

3:23  Og Jesus var ved tredive Aar, der han begyndte, og var, som man holdt for, en Søn af Joseph, Elis Søn,

3:24  Matthats Søn, Levis Søn, Melchis Søn, Jannas Søn, Josephs Søn,

3:25  Mattathias’ Søn, Amos’ Søn, Naums Søn, Eslis Søn, Naggais Søn,

3:26  Maaths Søn, Mattathias’ Søn, Semeis Søn, Josephs Søn, Judas Søn,

3:27  Johannas’ Søn, Refas Søn, Zorobabels Søn, Salathiels Søn, Neris Søn,

3:28  Melchis Søn, Addis Søn, Kosams Søn, Elmodams Søn, Ers Søn,

3:29  Joses’ Søn, Eliesers Søn, Jorims Søn, Matthats Søn, Levis Søn,

3:30  Simeons Søn, Judas Søn, Josephs Søn, Jonans Søn, Eliakims Søn,

3:31  Meleas’ Søn, Mainans Søn, Mattathas Søn, Nathans Søn, Davids Søn,

3:32  Jesais Søn, Obeds Søn, Booz’ Søn, Salmons Søn, Naassons Søn,

3:33  Aminadabs Søn, Arams Søn, Esroms Søn, Phares’ Søn, Judas Søn,

3:34  Jakobs Søn, Isaaks Søn, Abrahams Søn, Tharas Søn, Nachors Søn,

3:35  Saruchs Søn, Ragahus Søn, Phaleks Søn, Ebers Søn, Salas Søn,

3:36  Cainans Søn, Arphachsads Søn, Sems Søn, Noes Søn, Lamechs Søn,

3:37  Methusalas Søn, Enochs Søn, Jareds Søn, Maleleels Søn, Cainans Søn,

3:38  Eno’s Søn, Seths Søn, Adams Søn, Guds Søn.

Chapter 4

4:1  Men Jesus, fuld af den Hellig Aand, kom tilbage fra Jordan, og blev ført af Aanden i Ørken;

4:2  og han blev fristet fyrretyve Dage af Djævelen. Og han aad Intet i de Dage; og der de havde Ende, hungrede han omsider.

4:3  Og Djævelen sagde til ham: dersom du er Guds Søn, da siig til denne Steen, at den bliver Brød.

4:4  Og Jesus svarede og sagde til ham: der er skrevet: Mennesket lever ikke aleneste af Brød, men af hvert Guds Ord.

4:5  Og Djævelen førte ham op paa et høit Bjerg, og viste ham alle Verdens Riger i et Øieblik.

4:6  Og Djævelen sagde til ham: jeg vil give dig al denne Magt og disse Rigers Herlighed; thi den er mig overantvordet, og jeg giver den, hvem jeg vil.

4:7  Dersom du vil tilbede mig, skal det altsammen høre dig til.

4:8  Jesus svarede ham og sagde: vig bort bag mig, Satan! thi der er skrevet: du skal tilbede Herren din Gud, og tjene ham alene.

4:9  Og han førte ham til Jerusalem, og satte ham paa Tindingen af Templet, og sagde til ham: dersom du er Guds Søn, da kast dig ned herfra;

4:10  thi der er skrevet: han skal give sine Engle Befaling om dig, at bevare dig;

4:11  og at de skulle bære dig paa Hænderne, paa det du ikke skal støde din Fod paa nogen Steen.

4:12  Og Jesus svarede og sagde til ham: der er sagt, du skal ikke friste Herren din Gud.

4:13  Og der Djævelen havde gjort Ende paa Fristelsen, veg han fra ham til en Tid.

4:14  Og Jesus kom tilbage i Aandens Kraft til Galilæa, og Rygtet om ham kom ud i alt det omkringliggende Land.

4:15  Og han lærte i deres Synagoger, og blev priset af Alle.

4:16  Og han kom til Nazareth, hvor han var opfødt, og gik i Synagogen efter sin Sædvane paa Sabbatsdagen, og stod op at forelæse.

4:17  Da gave de ham Esaias’ Prophetens Bog, og der han slog Bogen op, fandt han det Sted, hvor der staaer skrevet:

4:18  Herrens Aand er over mig, derfor salvede han mig; han haver sendt mig til at kundgjøre Evangelium for de Fattige, at helbrede dem, som have et sønderknuset Hjerte, at forkynde de Fangne, at de skulle lades løs, og at de Blinde skulle faae Syn, at udlade de Plagede i Frihed,

4:19  at forkynde et Naade-Aar fra Herren.

4:20  Og han lukte Bogen sammen, og gav Tjeneren den igjen, og satte sig; og Alles Øine i Synagogen stirrede paa ham.

4:21  Men han begyndte at sige til dem: i Dag er denne Skrift gaaet i Opfyldelse for Eders Øren.

4:22  Og de gave ham alle Priis og forundrede sig over de livsalige Ord, som udgik af hans Mund, og sagde: er ikke denne Josephs Søn?

4:23  Og han sagde til dem: I ville sikkerligen sige mig dette Ordsprog: Læge! læg dig selv; saa store Ting, som vi have hørt at være skete i Capernaum, gjør ogsaa her i dit Fædreneland!

4:24  Men han sagde: sandelig siger jeg Eder, at ingen Prophet er vel antagen i sit Fædreneland!

4:25  Men jeg siger Eder i Sandhed: der var mange Enker i Israel i Elias’ Dage, der Himmelen var lukt i tre Aar og sex Maaneder, den Gang der var en stor Hunger i det ganske Land;

4:26  og til ingen af dem blev Elias sendt uden til Sarepta ved Sidon, til en Enke.

4:27  Og der vare mange Spedalske i Israel udi Elifæus Prophetens Tid, og Ingen af dem blev renset, uden Naaman den Syrer.

4:28  Da bleve Alle, som vare i Synagogen, fulde af Vrede, der de hørte dette.

4:29  Og de stode op, og stødte ham ud af Staden, og førte ham til Skrænten af Bjerget, paa hvilket deres Stad var bygt, for at styrte ham ned.

4:30  Men han gik midt igjennem dem, og drog bort.

4:31  Og han kom ned til Capernaum, en Stad i Galilæa, og lærte dem paa Sabbaterne.

4:32  Og de forundrede sig saare over hans Lærdom, thi hans Tale var med Myndighed.

4:33  Og der var et Menneske i Synagogen, som havde en ureen Djævels Aand og raabte med stor Røst,

4:34  og sagde: ak! hvad have vi med dig at skaffe, Jesus af Nazareth? er du kommen at fordærve os? Jeg kjender dig, hvo du er, den Guds Hellige.

4:35  Og Jesus truede ham og sagde: ti, og far ud af ham! Og Djævelen kastede ham midt iblandt dem, og gjorde ham ingen Skade.

4:36  Og der kom en Rædsel over Alle; og de talede med hverandre og sagde: hvad er dog dette, at han byder de urene Aander med Myndighed og Magt, og de fare ud?

4:37  Og Rygtet om ham udbredtes allevegne i det omkringliggende Land.

4:38  Men han stod op og gik fra Synagogen til Simons Huus; og Simons Hustrus Moder var betagen af en svar Feber; og de bade ham for hende.

4:39  Og han traadte hen for hende og truede Feberen, og den forlod hende. Men hun stod strax op og tjente dem.

4:40  Men der Solen gik ned, førte alle de, som havde Syge af allehaande Svagheder, dem til ham; men han lagde Hænderne paa enhver af dem og helbredte dem.

4:41  Ogsaa fore Djævle ud af Mange, raabte og sagde: du er Christus, den Guds Søn; og han truede dem og lod dem ikke tale; thi de vidste, at han var den Christus.

4:42  Men der det var blevet Dag, gik han ud og drog til et øde Sted; og Folket ledte efter ham, og de kom hen til ham, og de holdt paa ham, at han ikke skulde gaae fra dem.

4:43  Men han sagde til dem: mig bør og for andre Stæder at forkynde Guds Rige, thi dertil er jeg udsendt.

4:44  Og han prædikede i Galilæas Synagoger.

Chapter 5

5:1  Men det begav sig, der Folket trængte sig til ham, for at høre Guds Ord, og han stod ved Genezareths Sø,

5:2  og saae to Skibe ligge paa Søen, som Fiskerne vare bortgangne fra for at toe deres Garn:

5:3  traadte han ind i eet af Skibene, som var Simons, og bad ham at lægge lidet fra Landet; og han satte sig og lærte Folket af Skibet.

5:4  Men der han lod af at tale, sagde han til Simon: far ud paa Dybet, og kaster Eders Garn ud til en Dræt.

5:5  Og Simon svarede og sagde til ham: Mester! vi have arbeidet den ganske Nat og fik Intet; men paa dit Ord vil jeg udkaste Garnet.

5:6  Og der de gjorde det, fangede de en stor Hob Fiske; men deres Garn sønderreves.

5:7  Og de vinkede ad deres Medbrødre, som vare i det andet Skib, at de skulde komme og hjælpe dem; og de kom og fyldte begge Skibene, saa at de vare nær ved at synke.

5:8  Men der Simon Peter saae det, faldt han ned for Jesu Knæ og sagde: Herre! gak ud fra mig, thi jeg er en syndig Mand.

5:9  Thi en Rædsel var paakommen ham og alle dem, som vare med ham, for den Fiskedræt, som de havde fanget med hverandre;

5:10  desligeste ogsaa Jakob og Johannes, Zebedæus’ Sønner, som vare Simons Stalbrødre. Og Jesus sagde til Simon: frygt ikke, fra nu af skal du fange Mennesker.

5:11  Og de førte Skibene til Landet og forlode alle Ting og fulgte ham.

5:12  Og det begav sig, der han var i een af Stæderne, see, da var der en Mand fuld af Spedalskhed; og der han saae Jesus, faldt han paa sit Ansigt, bad ham og sagde: Herre! om du vil, kan du rense mig.

5:13  Og han udrakte sin Haand, og rørte ved ham og sagde: jeg vil; vorde reen! Og strax gik Spedalskheden bort af ham.

5:14  Og han bød ham, at han skulde Ingen sige det, men sagde: gak bort, og betee dig for Præsten, og offre for din Renselse, som Moses haver befalet, dem til Vidnesbyrd.

5:15  Men Rygtet om ham udbredte sig end mere, og meget Folk kom sammen at høre og at helbredes af ham for deres Sygdomme.

5:16  Men han veg bort i Ørknerne, og bad.

5:17  Og det begav sig paa een af Dagene, at han lærte, og der sadde Pharisæer og Lovlærere, som vare komne fra alle Byer i Galilæa og Judæa, og fra Jerusalem, og Herrens Kraft viste sig i at helbrede.

5:18  Og see, nogle Mænd bare paa en Seng et Menneske, som var værkbruden, og denne søgte de at bringe ind og lægge for ham.

5:19  Og der de formedelst Folket ikke kunde finde, hvorledes de skulde bringe ham ind, stege de op paa Taget, og lode ham tilligemed Sengen ned imellem Tagstenene midt iblandt Folket for Jesus.

5:20  Og der han saae deres Tro, sagde han til ham: Menneske! dine Synder ere dig forladne.

5:21  Og de Skriftkloge og Pharisæerne begyndte at tænke, og sagde: hvo er denne, som taler Gudsbespottelser? hvo kan forlade Synder, uden Gud alene?

5:22  Men der Jesus fornam deres Tanker, svarede han og sagde til dem: hvad tænkte I udi Eders Hjerter?

5:23  Hvilket er lettere, at sige: dig ere dine Synder forladne? eller at sige: staa op og vandre?

5:24  Men at I skulle vide, at Menneskens Søn haver Magt paa Jorden at forlade Synder, (sagde han til den Værkbrudne): jeg siger dig, staa op, tag din Seng op og gak til dit Huus.

5:25  Og han stod strax op for deres Øine, og tog op det, som han laae paa, og gik hen til sit Huus, og prisede Gud.

5:26  Og en stor Forfærdelse betog dem alle, og de prisede Gud; og de bleve fulde af Frygt og sagde: vi have i Dag seet utrolige Ting.

5:27  Derefter gik han ud og saae en Tolder, som hedte Levi, siddende i Toldboden, og sagde til ham: følg mig!

5:28  Og han forlod alle Ting, og stod op og fulgte ham.

5:29  Og samme Levi gjorde et stort Gjestebud for ham i sit Huus; og der var en stor Hob af Toldere og Andre, som sadde med dem tilbords.

5:30  Og deres Skriftkloge og Pharisæerne knurrede imod hans Disciple og sagde: hvorfor æde og drikke I med Toldere og Syndere?

5:31  Og Jesus svarede og sagde til dem: de Karske have ikke Læge behov, men de, som lide ilde.

5:32  Jeg er ikke kommen at kalde Retfærdige, men Syndere til Omvendelse.

5:33  Men de sagde til ham: hvorfor faste Johannes’ Disciple saa ofte og holde Bønner, og Pharisæernes ligesaa; men dine æde og drikke?

5:34  Men han sagde til dem: kunne I komme Bryllupsfolket til at faste, saa længe Brudgommen er hos dem?

5:35  De Dage skulle komme, naar Brudgommen skal tages fra dem, da skulle de faste i de samme Dage.

5:36  Men han sagde og en Lignelse til dem: Ingen sætter en Klud af nyt Klæde paa et gammelt Klædebon, ellers river baade det nye det gamle sønder, og Kluden af det nye skikker sig ikke paa det gamle.

5:37  Og Ingen lader ny Viin i gamle Læderflasker; ellers sønderriver den nye Viin Læderflaskerne, og den spildes, og Læderflaskerne fordærves.

5:38  Men man skal lade ny Viin i nye Læderflasker, saa blive de begge bevarede.

5:39  Og Ingen, som drikker den gamle, vil strax drikke den nye; thi han siger: den gamle er bedre.

Chapter 6

6:1  Men det begav sig paa den næstførste Sabbat, at han gik igjennem Sæden, og hans Disciple plukkede Ax og gnede dem med Hænderne og aade.

6:2  Men nogle af Pharisæerne sagde til dem: hvi gjøre I, hvad ikke er tilladt at gjøre paa Sabbaterne?

6:3  Og Jesus svarede og sagde til dem: have I da ikke læst det, som David gjorde, der han hungrede, og de, som vare med ham?

6:4  Hvorledes han gik ind i Guds Huus og tog Skue-Brødene og aad og gav ogsaa dem, som vare med ham, hvoraf det dog ikke er Nogen tilladt at æde, uden Præsterne alene.

6:5  Og han sagde til dem: Menneskens Søn er Herre ogsaa over Sabbaten.

6:6  Men det skete paa en anden Sabbat, at han gik ind i Synagogen og lærte; og der var et Menneske, hvis høire Haand var vissen.

6:7  Men de Skriftkloge og Pharisæerne toge vare paa ham, om han vilde helbrede paa Sabbaten, paa det de kunde finde Klagemaal imod ham.

6:8  Men han vidste deres Tanker og sagde til det Menneske, som havde den visne Haand: reis dig, og staa frem iblandt os! Men han reiste sig og stod frem.

6:9  Da sagde Jesus til dem: jeg vil spørge Eder: hvad er tilladt paa Sabbaterne? at gjøre godt, eller at gjøre ondt? at frelse Liv, eller at fordærve det?

6:10  Og han saae omkring paa dem alle og sagde til Mennesket: ræk din Haand ud; men han gjorde saa; da blev hans Haand karsk igjen som den anden.

6:11  Men de bleve fulde af Raseri og talede med hverandre om, hvad de skulde gjøre ved Jesus.

6:12  Men det begav sig i de Dage, at han gik ud til et Bjerg at bede; og han blev der Natten over i Bøn til Gud.

6:13  Og der det blev Dag, kaldte han sine Disciple frem, og udvalgte tolv af dem, hvilke han og kaldte Apostler:

6:14  Simon, hvilken han og kaldte Petrus, og Andreas, han Broder, Jacobus og Johannes, Philippus og Bartholomæus,

6:15  Matthæus og Thomas, Jacobus, Alphæus’ Søn, og Simon, som kaldes Zelotes.

6:16  Judas, Jacobus’ Broder, og Judas Ischariotes, den Samme, som blev Forræder.

6:17  Og han gik ned med dem og stod paa et jævnt Sted, og hans Disciples Skare og en stor Hob Folk fra hele Judæa og Jerusalem og Kysten ved Tyrus og Sidon,

6:18  som vare komne at høre ham og helbredes af deres Sygdomme, og saadanne, som vare plagede af urene Aander; og de bleve helbredte.

6:19  Og alt Folket søgte at røre ved ham; thi en Kraft gik ud fra ham og helbredte Alle.

6:20  Og han opløftede sine Øine paa sine Disciple og sagde: salige ere I Fattige, thi Eders er Guds Rige.

6:21  Salige ere I, som nu hungre, thi I skulle mættes. Salige ere I, som nu græde, thi I skulle lee.

6:22  Salige ere I, naar Menneskene hade Eder, og naar de udstøde Eder og bespotte Eder og forskyde Eders Navn som ondt, for Menneskens Søns Skyld.

6:23  Glæder Eder paa den samme Dag, og jubler; thi see, Eders Løn er stor i Himmelen. Lige det Samme gjorde deres Fædre ved Propheterne.

6:24  Men vee Eder, I Rige, thi I have Eders Trøst borte.

6:25  Vee Eder, I, som ere fyldte, thi I skulle hungre. Vee Eder, I, som nu lee, thi I skulle sørge og græde.

6:26  Vee Eder, naar alle Mennesker tale vel om Eder; lige det Samme gjorde deres Fædre ved de falske Propheter.

6:27  Men jeg siger Eder, I, som høre mig: elsker Eders Fjender, gjører dem godt, som Eder hade;

6:28  velsigner dem, som Eder forbande, og beder for dem, som gjøre Eder Skade.

6:29  Hvo som slaaer dig paa det ene Kindbeen, byd ham og det andet til, og hvo som tager Kappen fra dig, formeen ham heller ikke Kjortelen.

6:30  Giv hver den, som beder dig; og af den, som tager dit fra dig, kræv det ikke igjen.

6:31  Og som I ville, at Menneskene skulle gjøre mod Eder, ligesaa gjører og I mod dem.

6:32  Og dersom I elske dem, som Eder elske, hvad Tak have I derfor? Thi Syndere elske og dem, som dem elske.

6:33  Og dersom I gjøre vel mod dem, der gjøre vel mod Eder, hvad Tak have I derfor? Thi Syndere gjøre det Samme.

6:34  Og dersom I laane dem, af hvilke I haabe at faae igjen, hvad Tak have I derfor? Thi Syndere laane ogsaa Syndere, paa det de skulle faae lige igjen.

6:35  Men elsker Eders Fjender og gjører vel, og laaner, ventende Intet derfor, saa skal Eders Løn være stor, og I skulle være den Høiestes Børn; thi han er miskundelig mod de Utaknemmelige og Onde.

6:36  Saa værer da barmhjertige, som Eders Fader og er barmhjertig.

6:37  Og dømmer ikke, saa skulle og I ikke dømmes; fordømmer ikke, saa skulle I ikke fordømmes; forlader, saa skal Eder forlades;

6:38  giver, saa skal Eder gives; en god, knuget og skuddet og overflødig Maade skulle de give i Eders Skjød; thi med den samme Maade, som I maale med, skal Eder maales igjen.

6:39  Men han sagde dem en Lignelse: monne en Blind kunne lede en Blind? ville de ikke begge falde i Graven?

6:40  Discipelen er ikke over sin Mester; men hver, som er fuldkommen, skal være som hans Mester.

6:41  Men hvi seer du Skjæven, som er i din Broders Øie, men Bjelken, som er i dit eget Øie, bliver du ikke vaer.

6:42  Eller hvorledes kan du sige til din Broder: holdt, Broder! jeg vil drage Skjæven ud, som er i dit Øie, du, som ikke seer Bjelken i dit eget Øie? Du Øienskalk! uddrag først Bjelken af dit Øie, og da kan du see til at uddrage Skjæven, som er i din Broders Øie.

6:43  Thi der er intet godt Træ, som bærer raadden Frugt, og intet raaddent Træ, som bærer god Frugt.

6:44  Thi hvert Træ kjendes paa sin egen Frugt; thi man sanker ikke Figen af Torne, man plukker og ikke Viindruer af Tornebuske.

6:45  Et godt Menneske fremfører Godt af sit Hjertes gode Forraad, og et ondt Menneske fremfører Ondt af sit Hjertes onde Forraad; thi hans Mund taler af Hjertets Overflødighed.

6:46  Men hvi kalde I mig Herre, Herre! og gjøre ikke, hvad jeg siger?

6:47  Hver, som kommer til mig, og hører mine Ord, og gjør dem, den vil jeg vise Eder, hvem han er lig.

6:48  Han er lig et Menneske, der byggede et Huus, og grov dybt, og lagde Grundvolden paa en Klippe; men der et Vandløb kom, stødte Strømmen paa samme Huus, og kunde ikke rokke det; thi det var grundfæstet paa Klippen.

6:49  Men hvo som hører, og ikke gjør derefter, er ligesom et Menneske, der byggede et Huus paa Jorden, uden Grundvold; og Strømmen stødte derpaa, og det faldt strax, og samme Huses Fald blev stort.

Chapter 7

7:1  Men der han havde fuldendt al sin Tale i Folkets Paahør, gik han ind i Capernaum.

7:2  Men en Høvedsmands Tjener, som denne holdt meget af, var syg og nær ved at døe.

7:3  Men der han hørte om Jesus, sendte han nogle af Jødernes Ældste til ham, at han vilde komme og helbrede hans Tjener.

7:4  Men der de kom til Jesus, bade de ham flitteligen og sagde: han er vel værd, at du gjør ham dette;

7:5  thi han elsker vort Folk og haver bygget os vor Synagoge.

7:6  Da gik Jesus med dem; men der han nu ikke var langt fra Huset, sendte Høvedsmanden nogle af sine Venner til ham, og lod ham sige: Herre! umag dig ikke; thi jeg er ikke værd, at du gaaer ind under mit Tag.

7:7  Derfor agtede jeg heller ikke mig selv værdig at komme til dig; men siig det med et Ord, da bliver min Dreng helbredet.

7:8  Thi jeg er og et Menneske, Øvrigheden undergiven, som haver Stridsmænd under mig; og siger jeg til denne: gak! saa gaaer han; og til den anden; kom! saa kommer han; og til min Tjener: gjør det! saa gjør han det.

7:9  Men der Jesus hørte det, forundrede han sig over ham; og han vendte sig om og sagde til Folket, som ham fulgte: jeg siger Eder, saa stor en Tro haver jeg end ikke fundet i Israel.

7:10  Og der de, som vare udsendte kom tilbage til Huset, fandt de den syge Tjener karsk.

7:11  Og det begav sig Dagen derefter, at han gik til en Stad, som hedte Nain, og der gik mange af hans Disciple med ham og meget Folk.

7:12  Men der han kom nær til Stadens Port, see, da blev en Død udbaaren, som var sin Moders eenbaarne Søn, og hun var en Enke; og meget Folk af Staden gik med hende.

7:13  Og der Herren saae hende, ynkedes han inderligen over hende og sagde til hende: græd ikke.

7:14  Og han traadte til og rørte ved Baaren, (men de, som bare, stode stille), og han sagde: du unge Karl, jeg siger dig, staae op!

7:15  Og den Døde reiste sig op, og begyndte at tale; og han gav hans Moder ham.

7:16  Men en Frygt betog Alle, og de prisede Gud og sagde: der er en stor Prophet opreist iblandt os, og Gud haver besøgt sit Folk.

7:17  Og denne Tale om ham kom ud i det ganske Judæa og i alt det omkringliggende Land.

7:18  Og Johannes’ Disciple forkyndte ham om alt dette. Og Johannes kaldte to af sine Disciple til sig,

7:19  og sendte dem til Jesus, og lod sige: er du den, som kommer, eller skulle vi vente en Anden?

7:20  Men der disse Mænd kom til ham, sagde de: Johannes den Døber haver sendt os til dig, og lader sige: er du den, som kommer, eller skulle vi vente en Anden?

7:21  Men i den samme Time helbredte han Mange fra Sygdomme og Plager og onde Aander, og skjenkte mange Blinde Synet.

7:22  Og Jesus svarede og sagde til dem: gaaer bort, og forkynder Johannes, hvad I have seet og hørt: Blinde see, Halte gaae, Spedalske renses, Døve høre, Døde staae op, Evangelium prædikes for de Fattige;

7:23  og salig er den, som ikke forarges paa mig.

7:24  Men der Johannes’ Bud gik bort, begyndte han at tale til Folket om Johannes: hvad ere I udgangne i Ørken at see? et Rør, som bevæges af Veiret?

7:25  Eller hvad ere I udgangne at see? et Menneske, iført bløde Klæder? See, de, som leve i herlige Klæder og i Vellyst, ere i Kongers Gaarde.

7:26  Eller hvad ere I udgangne at see? en Prophet? Ja, jeg siger Eder, mere end en Prophet.

7:27  Han er den, om hvem der er skrevet: see, jeg sender min Engel for dit Ansigt; han skal berede din Vei for dig.

7:28  Thi jeg siger Eder: iblandt dem, som ere fødte af Kvinder, er ingen større Prophet end Johannes den Døber; men den Mindste i Guds Rige er større end han.

7:29  Og alt Folket, som han hørte, endog Tolderne, gave Gud Æren, og bleve døbte med Johannes’ Daab.

7:30  Men Pharisæerne og de Lovkyndige foragtede Guds Raad med dem, og bleve ikke døbte af ham.

7:31  Men Herren sagde: hvem skal jeg derfor ligne denne Slægts Mennesker ved? og hvem ere de lige?

7:32  De ere de smaa Børn lige, som sidde paa Torvet og raabe til hverandre og sige: vi fløitede for Eder, og I vilde ikke danse, vi sang klageligen for Eder, og I vilde ikke græde.

7:33  Thi Johannes den Døber kom, og hverken aad Brød, ei heller drak Viin, og I sige: han haver Djævelen.

7:34  Menneskens Søn er kommen, æder og drikker, og I sige: see, en Fraadser og en Viindranker, Tolderes og Synderes Ven!

7:35  Dog Viisdommen er retfærdiggjort af alle sine Børn.

7:36  Men En af Pharisæerne bad ham, at han vilde æde med ham; og han gik ind i Pharisæerens Huus, og sad tilbords.

7:37  Og see, der var en Kvinde i Staden, som var en Synderinde; der hun fornam, at han sad tilbords i Pharisæerens Huus, hentede hun en Alabaster-Krukke med Salve;

7:38  og hun stod bagved hos hans Fødder, græd og begyndte at væde hans Fødder med Taarer, og aftørrede dem med sit Hovedhaar, og kyssede hans Fødder, og salvede dem med Salve.

7:39  Men der Pharisæeren, som havde budet ham, saae det, talede han ved sig selv og sagde: dersom denne var en Prophet, vidste han jo, hvo og hvordan en Kvinde denne er, som rører ved ham; thi hun er en Synderinde.

7:40  Og Jesus svarede og sagde til ham: Simon! jeg haver Noget at sige dig. Men han sagde: Mester! siig frem.

7:41  Jesus sagde: en Mand, som udlaante Penge, havde to Skyldnere; den ene var ham fem hundrede Penninge skyldig, men den anden halvtredsindstyve.

7:42  Men der de havde ikke at betale med, gav han dem begge det efter. Siig: hvilken af dem skal derfor elske ham meest?

7:43  Men Simon svarede og sagde: jeg holder for, den, som han eftergav meest. Men han sagde til ham: du dømte ret.

7:44  Og han vendte sig til Kvinden, og sagde til Simon: seer du denne Kvinde? Jeg kom ind i dit Huus; du haver ikke givet mig Vand til mine Fødder; men denne vædede mine Fødder med Graad, og tørrede dem af med sit Hovedhaar.

7:45  Du gav mig intet Kys; men denne aflod ikke, fra hun kom ind, at kysse mine Fødder.

7:46  Du salvede ikke mit Hoved med Olie; men hun salvede mine Fødder med Salve.

7:47  Derfor siger jeg dig, ere hendes mange Synder hende forladne; thi hun elskede meget; men hvem Lidet forlades, elsker lidet.

7:48  Men han sagde til hende: dine Synder ere forladne!

7:49  Da begyndte de, som sadde tilbords med ham, at sige ved sig selv: hvo er denne, som endog forlader Synder?

7:50  Men han sagde til Kvinden: din Tro haver frelst dig, gak bort med Fred.

Chapter 8

8:1  Og det begav sig derefter, at han reiste igjennem Stæder og Byer, og prædikede og forkyndte Guds Riges Evangelium, og de Tolv med ham,

8:2  saa og nogle Kvinder, som vare helbredte fra onde Aander og Sygdomme, nemlig: Maria, der kaldtes Magdalene, af hvem syv Djævle vare udfarne;

8:3  og Johanna, Chuzas’, Herodes’ Fogeds, Hustru, og Susanne og mange Andre, som kom ham til Hjælp med deres Gods.

8:4  Men da meget Folk kom tilsammen, og de droge til ham fra alle Stæder, sagde han ved en Lignelse:

8:5  der gik en Sædemand ud at saae sin Sæd; og idet han saaede, faldt Noget ved Veien, og blev nedtraadt, og Himmelens Fugle aade det op.

8:6  Og Noget faldt paa en Klippe; og der det voxte op, visnede det, fordi det ikke havde Vædske.

8:7  Og Noget faldt midt iblandt Torne, og Tornene voxte op med og kvalte det.

8:8  Og Noget faldt i god Jord, og det voxte op og bar hundredefold Frugt. Der han dette sagde, raabte han: hvo som haver Øren at høre med, han høre!

8:9  Men hans Disciple spurgte ham, hvad denne Lignelse skulle betyde?

8:10  Men han sagde: Eder er det givet at vide Guds Riges Hemmeligheder, men de Andre ved Lignelser, at de Seende skulle ikke see, og de Hørende ikke forstaae.

8:11  Men dette er Lignelsen: Sæden er Guds Ord.

8:12  Men de ved Veien ere de, som det høre; derefter kommer Djævelen og tager Ordet af deres Hjerte, at de ikke skulle troe og blive salige.

8:13  Men de paa Klippen ere de, som annamme Ordet med Glæde, naar de høre det, og disse have ikke Rod; de troe til en Tid og falde fra i Fristelsens Tid.

8:14  Men det, som faldt iblandt Torne, ere de, som det høre; og de gaae hen og kvæles under dette Livs Bekymringer og Rigdom og Vellyster, og bære ingen fuldkommen Frugt.

8:15  Men det i den gode Jord ere de, hvilke, naar de høre Ordet, beholde det i et smukt og godt Hjerte, og bære Frugt i Taalmodighed.

8:16  Men Ingen, som tænder et Lys skjuler det med et Kar, eller sætter det under en Bænk; men han sætter det paa en Lysestage, at de, som komme ind, kunne see Lyset.

8:17  Thi der er Intet skjult, som jo skal blive aabenbaret; og Intet er hemmeligt, som jo skal blive kjendt og komme for Lyset.

8:18  Seer derfor til, hvorledes I høre; thi hvo som haver, ham skal gives; og hvo som ikke haver, fra ham skal og tages det, han synes at have.

8:19  Men hans Moder og Brødre kom til ham, og kunde ikke komme ham i Tale for Folket.

8:20  Og det blev ham tilkjendegivet af Nogle, som sagde: din Moder og dine Brødre staae udenfor, og begjere at see dig.

8:21  Men han svarede og sagde til dem: min Moder og mine Brødre ere disse, som høre Guds Ord og gjøre det.

8:22  Og det begav sig en Dag, at han traadte i et Skib tilligemed sine Disciple, og han sagde til dem: lader os fare over Søen; og de fore ud.

8:23  Men der de seilede, faldt han i Søvn, og en Storm reiste sig paa Søen, og Skibet blev fuldt af Vand, og de vare i Fare.

8:24  Da traadte de til ham, og vakte ham og sagde: Mester, Mester! vi forgaae. Men han stod op og truede Veiret og Vandets Bølger; og de lagde sig, og det blev blikstille.

8:25  Da sagde han til dem: hvor er Eders Tro? Men de forfærdedes, og forundrede sig og sagde til hverandre: hvo er dog denne? Thi han byder baade over Veir og Vand, og de ere ham lydige.

8:26  Og de seilede frem til Gadarenernes Egn, hvilken er tvert over for Galilæa.

8:27  Men der han traadte ud paa Landet, mødte han en Mand af Staden, som i lang Tid havde været besat af Djævle, som ikke tog Klæder paa og ikke blev i Huus, men iblandt Gravene.

8:28  Men der han saae Jesus, raabte han og faldt ned for ham og sagde med høi Røst: hvad haver jeg med dig at skaffe, Jesus, den allerhøieste Guds Søn? jeg beder dig, at du ikke vil pine mig.

8:29  Thi han bød den urene Aand at fare ud af Mennesket; thi i lang Tid havde den sledet ham, og han havde været bunden med Lænker og Bøier og bevogtet, og han havde sønderrevet Baandene, og var dreven af Djævelen i Ørknerne.

8:30  Men Jesus spurgte ham og sagde: hvad hedder du? Men han sagde: Legion; thi mange Djævle vare farne i ham.

8:31  Og de bade ham, at han ikke vilde byde dem fare hen i Afgrunden.

8:32  Men der var sammesteds en stor Hjord Sviin, som græssede paa Bjerget; og de bade ham, at han vilde tilstede dem at fare i dem; og han tilstedte dem det.

8:33  Men Djævelene fore ud af Mennesket og fore i Svinene, og Hjorden styrtede sig ned af Brinken og druknede.

8:34  Men der Hyrderne saae det, som var skeet, flyede de og gik hen og kundgjorde det i Staden og paa Landet.

8:35  Da gik de ud, at see det, som var skeet, og kom til Jesus og fandt det Menneske, af hvem Djævelene vare uddrevne, siddende ved Jesu Fødder, paaklædt og ved Sands; og de forfærdedes.

8:36  Men de, som havde seet det, kundgjorde dem ogsaa, hvorledes den Besatte var bleven frelst.

8:37  Og den hele Mængde af Gadarenernes Land bade ham, at han vilde gaae bort; thi de vare betagne med stor Frygt. Men han traadte i Skibet, og vendte tilbage igjen.

8:38  Men Manden, af hvem Djævelene vare udfarne, bad ham, at han maatte være hos ham; men Jesus lod ham fare og sagde:

8:39  vend tilbage til dit Huus, og fortæl, hvor store Ting Gud haver gjort dig. Og han gik bort og forkyndte igjennem den ganske Stad, hvor store Ting Jesus havde gjort ham.

8:40  Men det begav sig, der Jesus kom tilbage, kom Folket imod ham; thi de forventede ham alle.

8:41  Og see, der kom en Mand, som hedte Jairus, og han var Forstander for Synagogen; og han faldt ned for Jesu Fødder, og bad ham at komme ind i hans Huus;

8:42  Thi han havde en eenbaaren Datter ved tolv Aar gammel, og hun droges med Døden. Men idet han gik, trængte Folket ham.

8:43  Og en Kvinde, som havde havt Blodflod i tolv Aar, og havde kostet al sin Formue paa Læger, og kunde ikke blive helbredt af Nogen.

8:44  Hun gik til bagfra, og rørte ved Sømmen af hans Klædebon, og strax stilledes hendes Blodflod.

8:45  Og Jesus sagde: hvo var det, som rørte ved mig? Men der Alle negtede det, sagde Peter og de, som vare med ham: Mester! Folket trykker og trænger dig, og du siger: hvo var det, som rørte ved mig?

8:46  Men Jesus sagde: der rørte Nogen ved mig; thi jeg fornam, at der udgik en Kraft fra mig.

8:47  Men der Kvinden saae, at det ikke var skjult, kom hun bævende, og faldt ned for ham, og bekjendte for ham i alt Folkets paahør, af hvad Aarsag hun havde rørt ved ham, og hvorledes hun strax var bleven helbredet.

8:48  Men han sagde til hende: vær frimodig, min Datter! din Tro haver frelst dig; gak bort med Fred.

8:49  Der han endnu talede, kom En fra Synagogforstanderens Huus og sagde til ham: din Datter er død; umag ikke Mesteren.

8:50  Men der Jesus det hørte, svarede han ham og sagde: frygt ikke; tro ikkun, saa skal hun blive frelst.

8:51  Men der han kom i Huset, lod han han Ingen gaae ind, uden Peter og Jakob og Johannes og Pigens Fader og Moder.

8:52  Men de græd alle og holdt Veeklage over hende; men han sagde græder ikke; hun er ikke død, men sover.

8:53  Og de beloe ham; thi de vidste, at hun var død.

8:54  Men han drev dem alle ud, og tog fat paa hendes Haand, og raabte og sagde: Pige, staa op!

8:55  Og hendes Aand kom igjen, og hun stod strax op; og han befoel, at han skulde give hende at æde.

8:56  Og hendes Forældre bleve saare forfærdede; men han bød dem, at de ikke skulde sige Nogen det, som var skeet.

Chapter 9

9:1  Men han kaldte sine tolv Disciple tilsammen, og gav dem Magt og Myndighed over alle Djævle og til at helbrede Sygdomme,

9:2  og sendte dem ud at prædike Guds Rige og at helbrede de Syge.

9:3  Og han sagde til dem: tager Intet med paa Veien, hverken Stave, ei heller Taske, ei heller Brød, ei heller Penge, ei heller skal hver have to Kjortler.

9:4  Og i hvilket Huus I gaae ind, bliver der, og drager derfra bort.

9:5  Og hvorsomhelst de ikke ville annamme Eder, gaaer ud af den Stad, og afryster endog Støvet af Eders Fødder til et Vidnesbyrd imod dem.

9:6  Men de gik ud og droge fra By til By, prædikede Evangelium og helbredte allevegne.

9:7  Men Herodes den Fjerdingsfyrste hørte alt det, som han gjorde; og han kom i Tvivl, fordi Nogle sagde, at Johannes var opvakt fra de Døde;

9:8  men nogle, at Elias var aabenbaret; men Andre, at en Prophet, een af de gamle, var opstanden.

9:9  Og Herodes sagde: Johannes haver jeg ladet halshugge; men hvo er denne, om hvilken jeg hører saadant? Og han søgte at faae ham at see.

9:10  Og Apostlerne kom tilbage og fortalte ham, hvor store Ting de havde gjort; og han tog dem til sig og veg bort afsides til et øde Sted ved en Stad, som kaldtes Bethsaida.

9:11  Men der Folket fik det at vide, fulgte de efter ham; og han tog imod dem og talede til dem om Guds Rige, og helbredte dem, som havde Lægedom behov.

9:12  Men Dagen begyndte at helde; da traadte de Tolv til og sagde til ham: lad Folket fare, at de kunne gaae herfra til de omliggende Byer og Landsbyer, og faae Herberge og finde Føde, thi vi ere her paa et øde Sted.

9:13  Men han sagde til dem: giver I dem at æde. Men de sagde: vi have ikke mere end fem Brød og to Fiske, medmindre vi skulle gaae bort og kjøbe Mad til al denne Mængde.

9:14  Thi der vare ved fem tusinde Mænd. Men han sagde til sine Disciple: lader dem sætte sig ned i Hobe, halvtredsindstyve i hver.

9:15  Og de gjorde saa; og de lode dem alle sætte sig ned.

9:16  Men han tog de fem Brød og de to Fiske og saae op mod Himmelen og velsignede dem, og han brød dem og gav Disciplene dem at lægge dem for Folket.

9:17  Og de aade, og bleve alle mætte; og der optoges af Stykkerne, som bleve tilovers fra dem, tolv Kurve.

9:18  Og det begav sig, der han var alene og bad, at hans Disciple vare hos ham; og han spurgte dem ad og sagde: hvem siger Folket mig at være?

9:19  Men de svarede og sagde: de sige, du er Johannes den Døber; men Andre, Elias; men Andre, at en Prophet af de gamle er opstanden.

9:20  Men han sagde til dem: men I, hvem sige I mig at være? Da svarede Peter og sagde: Guds Christus.

9:21  Men han bød dem strengeligen, at de skulde Ingen sige dette.

9:22  Og han sagde: det bør Menneskens Søn at lide meget og at forskydes af de Ældste og Ypperstepræster og Skriftkloge, og ihjelslaaes, og opstaae paa tredie Dag.

9:23  Men Men han sagde til dem alle: hvo som vil komme efter mig, skal fornegte sig selv og tage sit Kors op daglig og følge mig;

9:24  thi hvo som vil frelse sit Liv, skal miste det; men hvo som mister sit Liv for min Skyld, han skal frelse det.

9:25  Thi hvad gavner det Mennesket, om han vandt den ganske Verden, men tabte sig selv eller led Skade paa sig selv?

9:26  Thi hvo som skammer sig ved mig og mine Ord, ved ham skal Menneskens Søn skamme sig, naar han kommer i sin Herlighed og Faderens og de helliges Engles.

9:27  Men sandelig siger jeg Eder: der er Nogle af dem, som her staae, der ingenlunde skulle smage Døden, førend de see Guds Rige.

9:28  Men det begav sig ved otte Dage efter denne tale, at han tog Peter og Johannes og Jakob til sig, og gik op paa et Bjerg at bede.

9:29  Og der han bad, blev hans Ansigts Skikkelse anderledes, og hans Klædebon blev hvidt og skinnede.

9:30  Og see, to Mænd talede med ham, hvilke vare Moses og Elias,

9:31  som bleve sete i Herlighed, og talede om hans Udgang, som han skulde fuldende i Jerusalem.

9:32  Men Peter og de, som vare med ham, vare betyngede med Søvn; men der de vaagnede op, saae de hans Herlighed og de to Mænd, som stode hos ham.

9:33  Og det begav sig, der disse skiltes fra ham, sagde Peter til Jesus: Mester! her er godt for os at være; lader os gjøre tre Boliger, dig een, Moses een, og Elias een; dog han vidste ikke, hvad han sagde.

9:34  Men idet han talede saadant, kom en Sky og overskyggede dem; men de forfærdedes, der de kom ind i Skyen.

9:35  Og en Røst kom af Skyen, som sagde: denne er min Søn, den Elskelige, hører ham.

9:36  Og idet Røsten skete, blev Jesus funden alene, og de taug og forkyndte i de Dage Ingen Noget af det, de havde seet.

9:37  Men det begav sig Dagen derefter, der de kom ned af Bjerget, da gik meget Folk ham imøde.

9:38  Og see, en Mand iblandt Folket raabte og sagde: Mester! jeg beder dig, see til min Søn; thi han er min eenbaarne.

9:39  Og see, en Aand griber ham, og strax skriger han, og den slider ham saa, at han fraader, og med Nød viger den fra ham, naar den haver piint ham;

9:40  og jeg bad dine Disciple, at de skulde uddrive den; og de kunde ikke.

9:41  Men Jesus svarede og sagde: o du vantro og forvendte Slægt! hvorlænge skal jeg være hos Eder og taale Eder? Før din Søn herhid.

9:42  Men der han kom til ham, rev og sled Djævelen ham. Men Jesus truede den urene Aand, og helbredte Drengen, og gav hans Fader ham igjen.

9:43  Men de bleve alle saare forfærdede over Guds Majestæt.

9:44  Men der de alle forundrede sig over alt det, Jesus gjorde, sagde han til sine Disciple: gjemmer I udi Eders Øren disse Ord: Menneskens Søn skal overantvordes i Menneskers Hænder.

9:45  Men dette Ord forstode de ikke, og det var skjult for dem, saa at de ikke begrebe det, og de frygtede at spørge ham om dette Ord.

9:46  Men der opstod den Tanke hos dem, hvo af dem vel skulde være den Største.

9:47  Men der Jesus saae deres Hjerters Tanke, tog han et Barn og stillede det hos sig.

9:48  Og han sagde til dem: hvo som annammer dette lidet Barn i mit Navn, annammer mig; og hvo mig annammer, annammer den, som mig udsendte; thi hvo som er den Mindste iblandt Eder alle, han skal være stor.

9:49  Men Johannes svarede og sagde: Mester! vi saae Een, som uddrev Djævle i dit Navn; og vi forbøde ham det, fordi han ikke følger med os.

9:50  Og Jesus sagde til ham: forbyder ham det ikke; thi hvo som ikke er imod os, er med os.

9:51  Men det begav sig, der de Dage fuldkommedes, at han skulde optages, da vendte han stadelig sit Ansigt at vandre til Jerusalem.

9:52  Og han sendte Bud for sig, og de gik bort og kom ind i en af Samaritanernes Byer, at berede ham Herberge.

9:53  Og de annammede ham ikke, fordi hans Ansigt var vendt mod Jerusalem.

9:54  Men der hans Disciple, Johannes og Jakob, saae det, sagde de: Herre! vil du, at vi skulle byde Ild falde ned af Himmelen og fortære dem, ligesom og Elias gjorde?

9:55  Men han vendte sig og straffede dem, og sagde: I vide ikke, af hvad Aand I ere.

9:56  thi Menneskens Søn er ikke kommen at fordærve Menneskers Sjæle, men at frelse dem. Og de gik til en anden By.

9:57  Men det begav sig, der de gik paa Veien, sagde En til ham: Herre! jeg vil følge dig, i hvor du gaaer hen.

9:58  Men Jesus sagde til ham: Ræve have Huler, og Himmelens Fugle Reder; men Menneskens Søn haver ikke det, han kan helde sit Hoved til.

9:59  Men han sagde til en Anden: følg mig. Men denne sagde: Herre! tilsted mig, at jeg først gaaer hen at begrave min Fader.

9:60  Men Jesus sagde til ham: lad de Døde begrave deres Døde; men gak du hen, og forkynd Guds Rige.

9:61  Men og en Anden sagde: Herre! jeg vil følge dig; men tilsted mig først at tage Afsked fra dem, som ere i mit Huus.

9:62  Men Jesus sagde til ham: Ingen, som lægger sin Haand paa Ploven, og seer tilbage, er vel skikket til Guds Rige.

Chapter 10

10:1  Men derefter beskikkede Herren og halvfjerdsindstyve Andre, og sendte dem ud to og to for sig, til hver Stad og hvert Sted, hvorhen han selv vilde komme.

10:2  Og han sagde til dem: Høsten er vel stor, men Arbeiderne ere faa; beder derfor Høstens Herre, at han udsender Arbeidere i sin Høst.

10:3  Gaaer bort! See, jeg sender Eder som Lam midt iblandt Ulve.

10:4  Bærer ikke Pung ei heller Taske, ei heller Skoe; og hilser Ingen paa Veien!

10:5  Men hvor som I komme ind i et Huus, der siger først: Fred være med dette Huus.

10:6  Og er der sammesteds et Fredens Barn, skal Eders Fred hvile paa ham; men er der ingen, da skal den vende til Eder igjen.

10:7  Men bliver i det samme Huus, æder og drikker, hvad de have; thi en Arbeider er sin Løn værd. I skulle ikke gaae fra Huus til Huus.

10:8  Og hvor I komme ind i en Stad, og de annamme Eder, da æder, hvad Eder foresættes;

10:9  og helbreder de Syge, som deri ere, og siger dem: Guds Rige er kommet nær til Eder.

10:10  Men hvor I komme ind i en Stad, og de ikke annamme Eder, da gaaer ud paa dens Gader og siger:

10:11  vi afstryge for Eder endog det Støv, som hænger ved os af Eders Stad; dog skulle I vide dette, at Guds Rige haver været nær hos Eder.

10:12  Men jeg siger Eder, det skal gaae Sodoma lideligere paa hiin Dag, end denne Stad.

10:13  Vee dig, Chorazin! vee dig, Bethsaida! thi vare de kraftige Gjerninger skete i Thyrus og Sidon, som ere skete hos Eder, havde de længe siden siddet i Sæk og Aske og omvendt sig.

10:14  Dog skal det gaae Thyrus og Sidon lideligere i Dommen end Eder.

10:15  Og du, Capernaum! som er ophøiet indtil Himmelen, du skal nedstødes indtil Helvede.

10:16  Hvo som Eder hører, hører mig, og hvo som Eder foragter, foragter mig; men hvo mig foragter, foragter den, som mig udsendte.

10:17  Men de Halvfjerdsindstyve kom igjen med Glæde og sagde: Herre! ogsaa Djævelene ere os underdanige i dit Navn.

10:18  Men han sagde til dem: jeg saae, at Satanas faldt ned af Himmelen, som et Lyn.

10:19  See, jeg giver Eder Magt at træde paa Slanger og Skorpioner og over al Fjendens Kraft, og slet Intet skal skade Eder.

10:20  Dog glæder Eder ikke derover, at Aanderne ere Eder underdanige: men glæder Eder mere, at Eders Navne ere Skrevne i Himlene.

10:21  I den samme Stund frydede Jesus sig i Aanden og sagde: jeg priser dig, Fader, Himmelens og Jordens Herre! at du haver skjult disse Ting for de Vise og Forstandige, og aabenbaret de Umyndige dem. Ja, Fader! thi det var saaledes behageligt for dig.

10:22  Alle Ting ere mig overgivne af min Fader; og Ingen kjender, hvo Sønnen er, uden Faderen, og hvo Faderen er, uden Sønnen, og hvem Sønnen vil aabenbare det.

10:23  Og han vendte sig til Disciplene i Særdeleshed og sagde til dem: salige ere de Øine, som see det, I see.

10:24  Thi jeg siger Eder, at mange Propheter og Konger vilde seet det, I see, og have det ikke seet; og hørt det, I høre, og have det ikke hørt.

10:25  Og see, en Lovkyndig stod op, og fristede ham, og sagde: Mester! hvad skal jeg gjøre, at jeg kan arve et evigt Liv?

10:26  Men han sagde til ham: hvad er skrevet i Loven, hvorledes læser du?

10:27  Men han svarede og sagde til ham: du skal elske Herren din Gud af dit ganske Hjerte, og af din ganske Sjæl, og af din ganske Styrke, og af dit ganske Sind, og din Næste som dig selv.

10:28  Men han sagde til ham: du svarede ret; gjør dette, saa skal du leve.

10:29  Men han vilde gjøre sig selv retfærdig, og sagde til Jesus: hvo er da min Næste?

10:30  Men Jesus svarede og sagde: et Menneske gik fra Jerusalem til Jericho, og faldt iblandt Røvere, hvilke baade klædte ham af, og sloge ham, og gik bort, og lode ham ligge halvdød.

10:31  Men ved en Hændelse drog en Præst den samme Vei ned, og der han saae ham, gik han forbi.

10:32  Desligeste ogsaa en Levit, der han kom til Stedet, gik han til, og saae ham, og gik forbi.

10:33  Men en Samaritan reiste, og kom til ham, og der han saae ham, ynkedes han inderligen.

10:34  Og han gik til ham, forbandt hans Saar og gød Olie og Viin derudi, løftede ham paa sit eget Dyr og førte ham til Herberge og røgtede ham.

10:35  Og den anden Dag, der han reiste bort, tog han to Penge ud og gav Værten dem og sagde til ham: røgt ham! og hvad du udlægger mere, vil jeg betale dig, naar jeg kommer igjen.

10:36  Hvilken af disse Tre tykkes dig nu at have været hans Næste, der var falden iblandt Røvere?

10:37  Men han sagde: den, som gjorde Barmhjertighed imod ham. Derfor sagde Jesus til ham: gak bort, og gjør du ligesaa!

10:38  Men det begav sig, der de vandrede, gik han ind i en By; men der var en Kvinde, som hedte Martha, hun annammede ham i sit Huus.

10:39  Og hun havde en Søster, som hedte Maria, og hun satte sig ved Jesu Fødder og hørte hans Tale.

10:40  Men Martha syslede med megen Opvartning; og hun traadte til og sagde: Herre! agter du ikke paa, at min Søster lader mig opvarte ene? Siig hende dog, at hun kommer mig til Hjælp.

10:41  Men Jesus svarede og sagde til hende: Martha! Martha! du gjør dig Bekymring og Uro med mange Ting;

10:42  men Eet er fornødent. Maria haver udvalgt den gode Deel, som ikke skal borttages fra hende.

Chapter 11

11:1  Og det begav sig, der han var paa et Sted og bad, at en af hans Disciple sagde til ham, der han lod af: Herre! lær os at bede, som Johannes og lærte sine Disciple.

11:2  Da sagde han til dem: naar I bede da siger: Vor Fader, du som er i Himlene! helliget vorde dit Navn; komme dit Rige; skee din Villie, som i Himmelen, saa og paa Jorden;

11:3  giv os hver Dag vort daglige Brød;

11:4  og forlad os vore Synder, thi og vi forlade hver, som os er skyldig; og led os ikke i Fristelse; men fri os fra det Onde.

11:5  Og han sagde til dem: om Nogen af Eder haver en Ven, og vilde gaae til ham om Midnat og sige til ham: Kjære! laan mig tre Brød,

11:6  efterdi min Ven er kommen til mig fra Reisen, og jeg haver Intet at sætte for ham;

11:7  og han derinde skulde svare og sige: gjør mig ikke Uro; Døren er nu tillukt, og mine Børn ere med mig i Senge, jeg kan ikke staae op og give dig:

11:8  da siger jeg Eder, dersom han og ikke staaer op og giver ham, fordi han er hans Ven, saa staaer han dog op for hans Ubluheds Skyld, og giver ham saa mange, som han haver behov.

11:9  Og jeg siger Eder: beder, saa skal Eder gives; leder, saa skulle I finde; banker, saa skal Eder oplades.

11:10  Thi hver den, som beder, han faaer, og hvo som leder, han finder, og den, som banker paa, ham skal oplades.

11:11  Men dersom iblandt Eder en Søn beder sin Fader om et Brød, monne han da give ham en Steen? og dersom han beder om en Fisk, monne han for Fisken give ham en Slange?

11:12  Eller og dersom han beder om et Æg, monne han give ham en Skorpion?

11:13  Dersom da I, som ere onde, vide at give Eders Børn gode Gaver, hvor meget mere skal den himmelske Fader give dem den Hellig Aand, som han bede?

11:14  Og han uddrev en Djævel, og den var stum; men det skete, der Djævelen var udfaren, talede den Stumme, og Folket forundrede sig.

11:15  Men Nogle af dem sagde: han uddriver Djævle ved Beelzebul, Djævlenes Øverste.

11:16  Men Andre fristede ham og begjerede Tegn af ham fra Himmelen.

11:17  Men der han fornam deres Tanker, sagde ham til dem: hvert Rige, som er splidagtigt med sig selv, bliver øde, og et Huus, som er splidagtigt med sig selv, falder.

11:18  Men er og Satanas bleven splidagtig med sig selv, hvorledes skal hans Rige da blive bestandigt? Thi I sige, jeg uddriver Djævle ved Beelzebul.

11:19  Men om jeg uddriver Djævle ved Beelzebul, ved hvem uddrive da Eders Sønner dem? Derfor skulle de vare Eders Dommere.

11:20  Men dersom jeg uddriver Djævle ved Guds Finger, da er jo Guds Rige kommet til Eder.

11:21  Naar den Stærke bevæbnet vogter sit Pallads, bliver det, han haver, med Fred.

11:22  Men naar en Stærkere end han kommer over ham og overvinder ham, da borttager han hans fulde Rustning, som han forlod sig paa, og uddeler hans Bytte.

11:23  Hvo som ikke er med mig, er imod mig; og hvo som ikke sanker med mig, adspreder.

11:24  Naar den urene Aand udfarer af Mennesket, vandrer han igjennem tørre Steder og søger Hvile; og Naar han ikke finder den, da siger han: jeg vil vende om til mit Huus, som jeg gik ud af.

11:25  Og naar han kommer, finder han det feiet og prydet.

11:26  Da gaaer han bort, og tager syv andre Aander med sig, som ere værre end han selv, og naar de komme ind, boe de der; og det Sidste bliver værre med dette Menneske end det Første.

11:27  Men det begav sig, der han sagde disse Ting, opløftede en Kvinde af Folket Røsten og sagde til ham: saligt er det Liv, som bar dig, og de Bryster, som du diede.

11:28  Men han sagde: ja, salige ere de, som høre Guds Ord, og bevare det.

11:29  Men der Folket forsamledes til ham, begyndte han at sige: denne Slægt er ond, den begjerer et Tegn, og den skal intet Tegn gives, uden Jonas’ Prophetens Tegn.

11:30  Thi ligesom Jonas var de Niniviter et Tegn, saa skal og Menneskens Søn være for denne Slægt.

11:31  Dronningen fra Sønden skal opstaae ved Dommen imod Mændene af denne Slægt og skal fordømme den; thi hun kom fra Jordens Grændser, at høre Salomons Viisdom; og see, her er mere end Salomon.

11:32  De Mænd af Ninive skulle opstaae ved Dommen imod denne Slægt, og fordømme den; thi de omvendte sig ved Jonas’ Prædiken; og see, her er mere end Jonas.

11:33  Ingen tænder et Lys, og sætter det i Skjul, ei heller under en Skjeppe, men paa en Lysestage, at de, som gaae ind, kunne see dets Skin.

11:34  Øiet er Legemets Lys; naar dit Øie derfor er sundt, er og dit ganske Legeme lyst, men dersom det er ondt, er og dit Legeme mørkt.

11:35  See derfor til, at det Lys, der er i dig, ikke er Mørke.

11:36  Dersom da dit ganske Legeme er lyst, saa at ingen Deel deraf er mørkt, bliver det hele lyst, som naar Lyset med sin Glands bestraaler dig.

11:37  Men idet han talede, bad en Pharisæer ham, at han vilde æde Middagsmaaltid med ham; og han gik ind og satte sig tilbords.

11:38  Men Pharisæeren forundrede sig, da han saae, at han ikke toede sig først, før Maaltid.

11:39  Men Herren sagde til ham: I Pharisæer rense nu Bægere og Fade udvortes, men det Indvortes i Eder er fuldt af Rov og Ondskab.

11:40  I Daarer! den, som gjorde det Udvortes, gjorde han ikke ogsaa det Indvortes?

11:41  Men af det Indvortes giver Almisse; see, saa ere alle Ting Eder rene.

11:42  Men vee Eder, I Pharisæer! at I give Tiende af Mynte og Rude og allehaande Urter og forbigaae Dom og Guds Kjærlighed; disse Ting burde man at gjøre, og ikke forsømme de andre.

11:43  Vee Eder, I Pharisæer! at I ville gjerne sidde paa det fornemste Sæde i Synagogerne og være hilsede paa Torvene.

11:44  Vee Eder, I Skriftkloge og Pharisæer, I Øienskalke! at I ere som ukjendelige Grave, og Menneskene, som gaae over dem, vide det ikke.

11:45  Men en af de Lovkyndige svarede og sagde til ham: Mester! idet du siger saadant, forhaaner du og os.

11:46  Men han sagde: vee og Eder, I Lovkyndige! thi I besvære Menneskene med Byrder, vanskelige at bære, og selv røre I Byrderne ikke med en een af Eders Fingre.

11:47  Vee Eder! at I bygge Pharisæernes Grave, men Eders Fædre sloge dem ihjel.

11:48  Saaledes vidne I med Eders Fædres Gjerninger og samtykke dem; thi de sloge dem ihjel, og I bygge deres Grave.

11:49  Derfor har og Guds Viisdom sagt: jeg vil sende Propheter og Apostler til dem, og nogle af dem skulle de slaae ihjel, og forfølge andre.

11:50  paa det at alle Propheternes Blod, som er udøst fra Verdens Begyndelse, skal kræves af denne Slægt,

11:51  fra Abels Blod indtil Zacharias’ Blod, som blev omkommet imellem Alteret og Templet; ja, jeg siger Eder: det skal kræves af denne Slægt,

11:52  Vee Eder, I lovkyndige! at I have taget Kundskabens Nøgle; selv gaae I ikke ind, og dem, som ville gaae ind, formene I det.

11:53  Men der han sagde dette til dem, begyndte de Skriftkloge og Pharisæerne at trænge hardt ind paa ham og at lokke Ord af hans Mund om mange Ting.

11:54  Thi de lurede paa ham, og søgte at opfange Noget af hans Mund, at de kunde anklage ham.

Chapter 12

12:1  Idet Folket var forsamlet ved mange Tusinde, saa at de traadte paa hverandre, begyndte han at sige til sine Disciple: fornemmeligen tager Eder vare for Pharisæernes Suurdeig, som er Øienskalkhed.

12:2  Men Intet er skjult, som jo skal aabenbares, og Intet hemmeligt, som man jo skal faae at vide.

12:3  Derfor, hvad I sige i Mørket, skal høres i Lyset; og hvad I tale i Øret i Kamrene, skal forkyndes paa Tagene.

12:4  Men jeg siger Eder, mine Venner! frygter ikke for dem, som slaae Legemet ihjel, og derefter ikke formaae at gjøre mere.

12:5  Men jeg vil vise Eder, for hvem I skulle frygte: frygter for den, som haver Magt til, efterat have slaget ihjel, at kaste i Helvede; ja, jeg siger Eder: frygter for ham.

12:6  Sælges ikke fem Spurve for to Penninge? og ikke een af dem er glemt af Gud.

12:7  Ja og Haarene paa Eders Hoved ere alle talte; derfor frygter ikke, I ere bedre end mange Spurve.

12:8  Men jeg siger Eder: hver den, som bekjender mig for Menneskene, den skal og Menneskens Søn bekjende for Guds Engle.

12:9  Og hvo mig fornegter for Menneskene, skal fornegtes for Guds Engle.

12:10  Og hver den, som taler et Ord imod Menneskens Søn, ham skal det forlades; men hvo som taler bespottelig imod den Hellig Aand, ham skal det ikke forlades.

12:11  Men naar de føre Eder frem for Synagoger og Øvrigheder og de Vældige, da bekymrer Eder ikke, hvorledes eller hvad I skulle tale til Eders forsvar, eller hvad I skulle sige;

12:12  thi den Hellig Aand skal lære Eder i den samme Stund, hvad I bør sige.

12:13  Men En af Folket sagde til ham: Mester! siig min Broder, at han skifter Arv med mig.

12:14  Men han sagde til ham: Menneske! hvo haver sat mig til Dommer eller Deler imellem Eder?

12:15  Og han sagde til dem: seer til og vogter Eder for Gjerrighed; thi Ingens Liv bestaaer i at have overflødigt Gods.

12:16  Men han talede en Lignelse til dem og sagde: der var en rig Mand, hvis Land havde baaret vel.

12:17  Og han tænkte ved sig selv og sagde: hvad skal jeg gjøre? thi jeg haver ikke Rum, hvorudi jeg kan samle mine Frugter.

12:18  Og han sagde: dette vil jeg gjøre: jeg vil nedbryde mine Lader og bygge dem større, og jeg vil samle derudi alt det, som mig er voxet, og mit Gods;

12:19  og jeg vil sige til min Sjæl: Sjæl! du haver meget Godt i Forraad til mange Aar; giv dig til Ro, æd, drik, vær glad.

12:20  Men Gud sagde til ham: du Daare! i denne Nat kræves din Sjæl af dig: men hvem skal det høre til, som du haver beredt?

12:21  Saaledes den, som samler sig Liggendefæ og er ikke rig i Gud.

12:22  Men han sagde til sine Disciple: derfor siger jeg Eder: bekymrer Eder ikke for Eders Liv, hvad I skulle æde; ikke heller for Legemet, hvad I skulle iføres.

12:23  Livet er mere end Maden, og Legemet end Klæderne.

12:24  Giver Agt paa Ravnene, de saae ikke, høste og ikke, de have ingen Kjelder og ei Lade, og Gud føder dem alligevel; hvor meget ere I bedre end Fuglene?

12:25  Men hvo er iblandt Eder, som kan sætte een Alen til sin Væxt, enddog han bekymrer sig derfor?

12:26  Formaae I da ei engang det Mindste, hvi bekymre I Eder for det Øvrige?

12:27  Giver Agt paa Lilierne, hvorledes de voxe; de arbeide ikke, spinde ei heller; men jeg siger Eder: end ikke Salomon i al sin Herlighed var klædt som een af dem.

12:28  Klæder da Gud Græsset saa, som i Dag staaer paa Marken og i Morgen kastes i Ovnen, hvor meget mere Eder, I lidet Troende!

12:29  Derfor spørger og I ikke med Bekymring om, hvad I skulle æde, eller hvad I skulle drikke; og værer ikke vankelmodige.

12:30  Thi efter alt Saadant søge Hedningerne i Verden; men Eders Fader veed, at I have det behov.

12:31  Søger heller Guds Rige, saa skulle alle disse Ting tillægges Eder.

12:32  Frygt ikke, du lille Hjord! thi det er Eders Fader behageligt at give Eder Riget.

12:33  Sælger hvad I have, og giver Almisse! Gjører Eder Poser, som ikke bliver gamle, et Liggendefæ, som ikke forgaaer, i Himlene, hvor ingen Tyv kommer til, og intet Møl fordærver.

12:34  Thi hvor Eders Liggendefæ er, der vil og Eders Hjerte være.

12:35  Eders Lænder være ombundne, og Eders Lys brændende.

12:36  Og værer ligesom de Mennesker, der vente deres Herre, naar han bryder op fra Brylluppet, paa det, nar han kommer og banker paa, og de strax kunne lade op for ham.

12:37  Salige ere de Tjenere, som Herren finder vaagne, naar han kommer. Sandelig siger jeg Eder, at han skal binde op om sig, og sætte dem tilbords, og gaae frem og tjene dem.

12:38  Og dersom han kommer i den anden Vagt, og kommer i den tredie Vagt, og finder det saaledes, da ere disse Tjenere salige.

12:39  Men dette skulle I vide, at dersom Huusbonden vidste, hvad for en Time Tyven vilde komme, da vaagede han og lod ikke bryde ind i sit Huus.

12:40  Derfor værer og I beredte; thi Menneskens Søn kommer paa den Time, som I ikke mene.

12:41  Men Peter sagde til ham: Herre! siger du denne Lignelse til os eller ogsaa til Alle?

12:42  Men Herren sagde: hvo er vel den troe og snilde Huusholder, som Herren vil sætte over sit Tyende, at give dem deres tillagte Spise i rette Tid?

12:43  Salig er den Tjener, hvilken hans Herre, naar han kommer, finder at gjøre saaledes.

12:44  Sandelig siger jeg Eder: han skal sætte ham over alt sit Gods.

12:45  Men dersom samme Tjener siger i sit Hjerte: min Herre tøver at komme; og han begynder at slaae Drengene og Pigerne, og at æde og drikke og blive drukken;

12:46  da skal samme Tjeners Herre komme paa den Dag, som han ikke tænker, og paa den Time, som han ikke veed, og hugge ham i to, og skal give ham hans Deel med de Utroe.

12:47  Men den Tjener, som veed sin Herres Villie, og ikke bereder sig, og ikke gjør efter hans Villie, skal faae mange Hug;

12:48  men den, som ikke veed det, og gjør, hvad der er Hug værd, skal faae lidet Hug. Thi enhver, hvem Meget er givet, hos ham skal man søge Meget; og hvem Meget er betroet, af ham skal man kræve Mere.

12:49  Ild er jeg kommen at kaste paa Jorden, og hvor vilde jeg, at den var optændt allerede!

12:50  En Daab skal jeg døbes med, og hvor ængstes jeg, indtil den er fuldbragt!

12:51  Mene I, at jeg er kommen at give Fred paa Jorden? Nei, jeg siger Eder, men Tvedragt.

12:52  Thi fra nu af skulle fem i eet Huus være splidagtige, tre imod to og to imod tre.

12:53  Faderen skal være splidagtig imod Sønnen, og Sønnen imod Faderen; Moderen imod Datteren, og Datteren imod Moderen; Mandens Moder imod sin Søns Hustru, og Sønnens Hustru imod sin Mands Moder.

12:54  Men han sagde og til Folket: naar I see Skyen opgaae i Vester, sige I strax: der kommer Regn; og det skeer saaledes.

12:55  Og naar I see Søndenveir blæse, sige I: der kommer Hede; og det skeer.

12:56  I Øienskalke! Jordens og Himmelens Skikkelse vide I at skjønne, men hvi skjønne I ikke denne Tid?

12:57  Men hvorfor dømme I ikke og af Eder selv, hvad ret er?

12:58  Thi medens du gaaer hen med din Modstander for Øvrigheden, da gjør din Flid paa Veien, at du kan gaae forligt fra ham, paa det han ikke skal drage dig for Dommeren, og Dommeren skal overantvorde Slutteren dig, og Slutteren skal kaste dig i Fængsel.

12:59  Jeg siger dig: du skal slet ikke komme derudfra, før end du betaler endog den sidste Skjerv.

Chapter 13

13:1  Men paa den samme Tid vare Nogle tilstede, som forkyndte ham om de Galilæer, hvis Blod Pilatus havde blandet med deres Offer.

13:2  Og Jesus svarede og sagde til dem: mene I, at disse Galilæer vare Syndere fremfor alle Galilæer, fordi de lede dette?

13:3  Nei, siger jeg Eder; Men dersom I ikke omvende Eder, skulle I alle ligesaa omkomme.

13:4  Eller de Atten, som taarnet i Siloam faldt paa og ihjelslog, mene I, at de vare skyldige fremfor alle Mennesker, som boe i Jerusalem?

13:5  Nei, siger jeg Eder; men dersom I ikke omvende Eder, skulle I alle ligesaa omkomme.

13:6  Men han sagde denne Lignelse: En havde et Figentræ, som var plantet i hans Viingaard; og han kom, og ledte efter Frugt derpaa, og fandt ingen.

13:7  Men han sagde til Viingaardsmanden: see, jeg er nu i tre Aar kommen og har ledt efter Frugt paa dette Figentræ, og finder ingen; hug det om, hvi skal det og gjøre Jorden unyttig?

13:8  Men han svarede og sagde til ham: Herre! lad det staae endnu dette Aar, indtil jeg faaer gravet om det og gjødet det,

13:9  om det da vil bære Frugt; men hvis ikke, da hug det siden om.

13:10  Men han lærte i een af Synagogerne paa Sabbaten.

13:11  Og see, der var en Kvinde, som havde havt en Sygdoms Aand i atten Aar, og hun var kroget og kunde aldeles ikke rette sig op.

13:12  Men der Jesus saae hende, kaldte han ad hende og sagde til hende: Kvinde, du er løst fra din Sygdom.

13:13  Og han lagde Hænderne paa hende; og strax rettede hun sig op og prisede Gud.

13:14  Da svarede Synagogforstanderen, som var vred, fordi Jesus helbredte paa Sabbaten, og sagde til Folket: der ere sex Dage, paa hvilke man bør arbeide; kommer derfor paa dem og lader Eder helbrede, og ikke paa Sabbatsdagen.

13:15  Da svarede Herren ham og sagde: du Øienskalk! løser ikke hver iblandt Eder sin Oxe eller sit Asen fra Krybben paa Sabbaten og fører dem til Vands?

13:16  Men denne, som er en Abrahams Datter, hvilken Satanas havde bundet, see, i atten Aar, burde hun ikke løses af dette Baand paa Sabbatsdagen?

13:17  Og der han dette sagde, bleve Alle beskæmmede, som vare ham imod; og alt Folket glædte sig over alle de herlige Gjerninger, som gjordes af ham.

13:18  Men han sagde: hvad er Guds Rige ligt? og hvorved skal jeg ligne det?

13:19  Det er ligt et Senepskorn, hvilket et Menneske tog og lagde i sin Have; og det voxte og blev et stort Træ, og Himmelens Fugle gjorde Rede i dets Grene.

13:20  Og han sagde atter: hvorved skal jeg ligne Guds Rige?

13:21  Det er ligt en Suurdeig, hvilken en Kvinde tog og nedlagde i tre Maader Meel, indtil det blev syret altsammen.

13:22  Og han gik igjennem Stæder og Byer, og lærte og tog Veien til Jerusalem.

13:23  Men En sagde til ham: Herre! mon de ere faa, som blive salige? Da sagde han til dem:

13:24  Stræber alvorligen at indgaae igjennem den snevre Port; thi Mange, siger jeg Eder, skulle søge at komme ind, og skulle ikke kunne.

13:25  Efterat Huusbonden er staaet op og haver tillukt Døren, og I da komme til at staae udenfor og banke paa Døren og sige: Herre, Herre, lad op for os! da skal han svare og sige til Eder: jeg kjender Eder ikke, hveden I ere.

13:26  Da skulle I begynde at sige: vi aade og drak for dine Øine, og du lærte paa vore Gader.

13:27  Og han skal svare: jeg siger Eder, jeg kjender Eder ikke, hveden I ere; viger fra mig, alle I, som gjøre Uret!

13:28  Der skal være Graad og Tænders Gnidsel, naar I faae at see Abraham og Isaak og Jakob og alle Propheter i Guds Rige, men Eder at være udstødte udenfor.

13:29  Og de skulle komme fra Øster og Vester, og fra Nord og Sønder, og sidde tilbords i Guds Rige.

13:30  Og see, der ere Sidste, som skulle være de Første, og der ere Første, som skulle være de Sidste.

13:31  Paa den samme Dag kom nogle Pharisæer og sagde til ham: gak bort, og drag herfra! thi Herodes vil ihjelslaae dig.

13:32  Og han sagde til dem: gaaer hen og siger den Ræv: see, jeg uddriver Djævle, og fuldfører Helbredelser i Dag og i Morgen, og paa den tredie Dag fuldendes jeg.

13:33  Dog bør det mig at vandre i Dag og i Morgen og den Dag derefter; thi det skeer ikke, at en Prophet omkommes udenfor Jerusalem.

13:34  Jerusalem! Jerusalem! som ihjelslaaer Propheter og stener dem, som ere sendte til dig: hvor ofte vilde jeg forsamlet dine Børn, ligerviis som en Høne forsamler sine Kyllinger under Vingerne; men I vilde ikke.

13:35  See, Eders Huus skal lades Eder øde. Men sandelig siger jeg Eder: I skulle ikke see mig, indtil Tiden kommer, naar I skulle sige: velsignet være den, som kommer i Herrens Navn!

Chapter 14

14:1  Og det begav sig, der han kom i en af de øverste Pharisæers Huus paa en Sabbat for at holde Maaltid, at de toge vare paa ham.

14:2  Og see, der var et vattersottigt Menneske for ham.

14:3  Og Jesus begyndte at tale til de Lovkyndige og Pharisæerne, og sagde: mon det er tilladt at helbrede paa Sabbaten?

14:4  Men de taug. Og han tog paa ham, og helbredte ham, og lod ham gaae.

14:5  Og han svarede og sagde til dem: hvo er iblandt Eder, som, naar hans Oxe eller Asen falder i en Brønd, ikke strax drager det op paa Sabbatsdagen?

14:6  Og de kunde ikke give ham Svar derpaa.

14:7  Men han sagde en Lignelse til Gjesterne, der han gav Agt paa, hvorledes de udvalgte de øverste Sæder ved Bordet, og sagde til dem:

14:8  Naar du er buden af Nogen til Bryllup, da sæt dig ikke øverst tilbords, at ikke en Hæderligere end du maatte være buden af ham;

14:9  og den, som indbød dig og ham, maatte komme og sige til dig: giv denne Plads; og du da med Blusel komme til at sidde nederst.

14:10  Men naar du er buden, gak hen og sæt dig nederst, at, naar han kommer, som indbød dig, han da maa sige til dig: Ven! sæt dig høiere op; og da skal du have Ære for dem, som sidde med dig tilbords.

14:11  Thi hver den, sig selv ophøier, skal fornedres; og hvo sig selv fornedrer, skal ophøies.

14:12  Men han sagde og til den, som han havde budet: naar du gjør Middags- eller Aftensmaaltid, byd ikke dine Venner, ei heller dine Brødre, ei heller dine Frænder, ei heller rige Naboer, paa det de ikke skulle indbyde dig igjen, og dig skee Vederlag.

14:13  Men naar du gjør et Gjestebud, da byd Fattige, Krøblinger, Halte, Blinde:

14:14  saa skal du være salig; thi de have Intet at betale derfor; men det skal igjengives dig i de Retfærdiges Opstandelse.

14:15  Men der En af dem, som sadde med tilbords, hørte det, sagde han til ham: salig er den, som kommer tilbords i Guds Rige.

14:16  Men han sagde til ham: der var et Menneske, som gjorde en stor Nadvere og bød Mange.

14:17  Og han udsendte sin Tjener paa Nadverens Time, at sige til de Budne: kommer; thi nu ere alle Ting beredte.

14:18  Og de begyndte alle eendrægteligen at undskylde sig. Den Første sagde til ham: jeg haver kjøbt en Ager, og haver fornøden at gaae ud og see den; jeg beder dig, hav mig undskyldt.

14:19  Og en Anden sagde: jeg haver kjøbt fem Par Øxen, og gaaer hen at prøve dem; jeg beder dig, hav mig undskyldt.

14:20  Og en Anden sagde: jeg tog mig en Hustru til Ægte, og derfor kan jeg ikke komme.

14:21  Og den Tjener kom og forkyndte sin Herre det; da blev Huusbonden vred, og sagde til sin Tjener: gak hurtig ud paa Stadens Stræder og Gader, og før hid ind Fattige og Krøblinger og Halte og Blinde.

14:22  Og Tjeneren sagde: Herre! det er gjort, som du befoel, og der er endnu Rum.

14:23  Og Herren sagde til Tjeneren: gak ud paa Veiene og ved Gjerderne, og nød dem at gaae ind, paa det mit Huus kan vorde fuldt.

14:24  Thi jeg siger Eder, at ingen af de Mænd, som vare budne, skal smage min Nadvere.

14:25  Men meget Folk gik med ham, og han vendte sig og sagde til dem:

14:26  dersom Nogen kommer til mig, og hader ikke sin Fader og Moder og Hustru og Børn og Brødre og Søstre, og tilmed sit eget Liv, han kan ikke være min Discipel.

14:27  Og hvo som ikke bærer sit Kors og kommer efter mig, kan ikke være min Discipel.

14:28  Thi hvo iblandt Eder, som vil bygge et Taarn, sidder ikke først og beregner Bekostningen, om han haver, hvad der hører til at fuldføre det med,

14:29  at ikke, naar han faaer lagt Grundvold, og ei kan fuldende det, Alle, som see det, skulle begynde at spotte ham og sige:

14:30  dette Menneske begyndte at bygge og kunde ikke fuldende det.

14:31  Eller hvilken Konge, som drager i Krig at stride imod en anden Konge, sidder ikke først og beraader sig, om han er mægtig til, med ti Tusinde at møde den, som kommer mod ham med tyve Tusinde?

14:32  Men hvis ikke, udskikker han Sendebud, medens den Anden endnu er langt borte, og handler om Fred.

14:33  Saaledes og hver af Eder, som ikke forsager alt det, han haver, kan ikke være min Discipel.

14:34  Saltet er godt; men dersom Saltet mister sin Kraft, hvormed skal det saltes?

14:35  Det tjener hverken til Jord eller til Gjødning; de kaste det ud. Hvo som haver Øren at høre med, han høre!

Chapter 15

15:1  Men alle Toldere og Syndere holdt sig nær til ham, for at høre ham.

15:2  Og Pharisæerne og de Skriftkloge knurrede og sagde: denne annammer Syndere, og æder med dem.

15:3  Men han talede denne Lignelse til dem og sagde:

15:4  hvilket Menneske af Eder, som haver hundrede Faar, og haver tabt eet af dem, forlader ei de ni og halvfemsindstyve i Ørken, og gaaer bort efter det tabte, indtil han finder det?

15:5  Og naar han haver fundet det, lægger han det paa sine Skuldre med Glæde.

15:6  Og naar han kommer hjem, sammenkalder han Venner og Naboer, og siger til dem: glæder Eder med mig; thi jeg haver fundet mit Faar, som var tabt.

15:7  Jeg siger Eder: saaledes skal der være Glæde i Himmelen over een Synder, som omvender sig, mere end over ni og halvfemsindstyve Retfærdige, hvilke ikke have Omvendelse behov.

15:8  Eller hvilken Kvinde, som haver ti Penninge, om hun taber een Penning, tænder ikke et Lys og feier Huset, og søger med Flid, indtil hun finder den?

15:9  Og naar hun haver fundet den, sammenkalder hun Veninder og Naboersker og siger: glæder Eder med mig; thi jeg haver fundet den Penning, som jeg tabte.

15:10  Saaledes, siger jeg Eder, bliver der Glæde hos Guds Engle over een Synder, som omvender sig.

15:11  Men han sagde: en Mand havde to Sønner.

15:12  Og den Yngste af dem sagde til Faderen: Fader! giv mig den Deel af Eiendommen, som mig tilfalder. Og han skiftede Godset mellem dem.

15:13  Og ikke mange Dage derefter samlede den yngre Søn alt Sit, og drog udenlands, til et Land langt borte, og ødte der sit Gods i et overdaadigt Levned.

15:14  Men der han havde fortæret alt det, han eiede, blev en svar Hunger i det samme Land; og han begyndte at lide Mangel.

15:15  Og han gik hen og holdt sig til een af Borgerne der i Landet, og denne sendte ham paa sine Agre og vogte Sviin.

15:16  Og han begjerede at fylde sin Bug med Mask, som Svinene aade; og Ingen gav ham Noget.

15:17  Men han gik i sig selv og sagde; hvormange Daglønnere hos min Fader have overflødigt Brød? men jeg omkommer af Hunger.

15:18  Jeg vil staae op, og gaae til min Fader, og sige til ham: Fader! jeg haver syndet mod Himmelen, og for dig,

15:19  og er ikke længer værd at kaldes din Søn, gjør mig som een af dine Daglønnere.

15:20  Og han stod op, og kom til sin Fader. Men der han endnu var langt borte, saae hans Fader ham, og ynkedes inderligen, og løb til og faldt om hans Hals og kyssede ham.

15:21  Men Sønnen sagde til ham: Fader! jeg haver syndet imod Himmelen og for dig, og er ikke længere værd at kaldes din Søn.

15:22  Men Faderen sagde til sine Tjenere: bærer frem det bedste Klædebon, ifører ham det og giver ham en Ring paa hans Haand og Skoe paa Fødderne;

15:23  og henter den fedede Kalv hid og slagter den, og lader os æde og være lystige.

15:24  Thi denne min Søn var død, og er bleven levende igjen, og var fortabt, og er funden. Og de begyndte at være lystige.

15:25  Men hans Ældste Søn var paa Marken, og da han kom, og var nær ved Huset, hørte han Musik og Dands.

15:26  Og han kaldte een af Drengene til sig og udspurgte, hvad det var?

15:27  Men han sagde til ham: din Broder er kommen, og din Fader slagtede den fedede Kalv, fordi han haver faaet ham karsk igjen.

15:28  Men han blev vred og vilde ikke gaae ind. Derfor gik hans Fader ud og bad ham.

15:29  Men han svarede og sagde til Faderen: see, saa mange Aar tjener jeg dig, og overtraadte end aldrig dit Bud, og du haver aldrig givet mig et Kid, at jeg kunde være lystig med mine Venner.

15:30  Men da denne din Søn er kommen, som haver fortæret dit Godt med Skjøger, slagtede du den fedede Kalv til ham.

15:31  Men han sagde til ham: min Søn! du er altid hos mig, og alt det, som mit er, er dit.

15:32  Men man burde at være lystig og glæde sig, fordi denne din Broder var død, og er bleven levende igjen, og var fortabt, og er funden.

Chapter 16

16:1  Men han sagde og til sine Disciple: der var en rig Mand, som havde en Huusholder, og denne blev beført for ham, at han ødte hans Gods.

16:2  Og han kaldte ham og sagde til ham: hvi hører jeg dette om dig? Gjør Regnskab for din Huusholdning; thi du kan ikke længere forstaae Huset.

16:3  Men Huusholderen sagde ved sig selv: hvad skal jeg gjøre, efterdi min Herre tager Huusholdningen fra mig? Jeg formaaer ikke at grave, jeg skammer mig ved at trygle.

16:4  Jeg veed, hvad jeg vil gjøre, at de skulle tage mig i deres Huse, naar jeg bliver sat fra Huusholdningen.

16:5  Og han fremkaldte enhver af sin Herres Skyldnere, og sagde til den første: hvor meget er du min Herre skyldig?

16:6  Men denne sagde: hundrede Fade Olie. Og han sagde til ham: tag dit Brev, og sæt dig snart ned, og skriv halvtredsindstyve.

16:7  Derefter sagde han til en anden: men du, hvor meget er du skyldig? Men denne sagde: hundrede Maader Hvede. Og han sagde til ham: tag dit Brev og skriv fiirsindstyve.

16:8  Og Herren lovede den uretfærdige Huusholder, at han gjorde snildeligen; thi denne Verdens Børn ere klogere end Lysets Børn mod deres Slægt.

16:9  Og jeg siger Eder: gjører Eder Venner ved den urette Mammon, at, naar I skilles herfra, de skulle annamme Eder i de evige Boliger.

16:10  Hvo som er tro i det Mindste, er og tro i Meget; og hvo som er uretfærdig i det Mindste, er og uretfærdig i Meget.

16:11  Dersom I da ikke have været troe i den urette Mammon, hvo vil betroe Eder den sande?

16:12  Og dersom I ikke have været troe i det Fremmede, hvo vil give Eder Noget selv at eie?

16:13  Ingen Huussvend kan tjene to Herrer; thi han skal enten hade den ene og elske den anden, eller holde sig til den ene og foragte den anden; I kunne ikke tjene Gud og Mammon.

16:14  Men alt dette hørte ogsaa Pharisæerne, som vare pengegjerrige, og de spottede ham.

16:15  Og han sagde til dem: I ere de, som retfærdiggjøre Eder selv for Menneskene; men Gud kjender Eders Hjerter; thi hvad som er høit blandt Menneskene, er en Vederstyggelighed for Gud.

16:16  Loven og Propheterne indtil Johannes spaaede; fra den Tid forkyndes Guds Rige ved Evangelium, og hver trænger derind med Magt.

16:17  Men det er lettere, at Himmelen og Jorden forgaae, end at een Tøddel af Loven bortfalder.

16:18  Hver, som skiller sig fra sin Hustru og tager en anden til Ægte, bedriver Hoer, og hver, som tager den til Ægte, der er skilt fra Manden, bedriver Hoer.

16:19  Men der var en rig Mand, og han klædte sig i Purpur og kosteligt Linklæde og levede hver Dag herligen og i Glæde.

16:20  Der var og en Fattig ved Navn Lazarus, som var lagt for hans Dør, fuld af Saar.

16:21  Og han begjerede at mættes af de Smuler, som faldt af den Riges Bord; men og Hundene kom, og slikkede hans Saar.

16:22  Men det begav sig, at den Fattige døde, og at han blev henbaaren af Englene i Abrahams Skjød; men den Rige døde ogsaa og blev begraven.

16:23  Og der han opløftede sine Øine i Helvede, der han var i Pine, saae han Abraham langt borte, og Lazarus i hans Skjød.

16:24  Og han raabte og sagde: Fader Abraham! forbarm dig over mig, og send Lazarus, at han dypper det Yderste af sin Finger i Vand, og lædsker min Tunge; thi jeg pines svarligen i denne Lue.

16:25  Men Abraham sagde: Søn! kom ihu, at du haver annammet dit Gode i din Livstid, og Lazarus ligesaa det Onde; men nu trøstes han, og du pines.

16:26  Og foruden alt dette er imellem os og Eder et stort Svælg befæstet, at de, som ville fare herfra ned til Eder, kunne ikke, og de kunne ikke heller fare derfra over til os.

16:27  Men han sagde: saa beder jeg dig, Fader! at du sender ham til min Faders Huus;

16:28  thi jeg haver fem Brødre; paa det han kan vidne for dem, at ikke ogsaa de komme i denne Pines Sted.

16:29  Abraham sagde til ham: de have Moses og Propheterne, lad dem høre dem.

16:30  Men han sagde: ak nei, Fader Abraham! men dersom Nogen fra de Døde gik til dem, da omvendte de sig.

16:31  Men han sagde til ham: høre de ikke Moses og Propheterne, da troe de ikke heller, om Nogen opstod fra de Døde.

Chapter 17

17:1  Men han sagde til Disciplene: det er umuligt, at Foragelser ei skulle komme; men vee den, ved hvilken de komme!

17:2  Det var ham bedre, om en Møllesteen blev hængt om hans Hals, og han blev kastet i Havet, end at han skulde forarge een af disse Smaa.

17:3  Vogter Eder selv. Men dersom din Broder synder imod dig, straf ham; og dersom han omvender sig, da tilgiv ham.

17:4  Og dersom han syv Gange om Dagen syndede imod dig og syv Gange om Dagen vender tilbage til dig og siger: det fortryder mig, da skal du tilgive ham.

17:5  Og Apostlerne sagde til Herren: forøg os Troen.

17:6  Men Herren sagde: dersom I havde tro som et Senepskorn, da kunde I sige til dette Morbærtræ: ryk dig op med Rod, og plant dig i Havet; og det skulde være Eder lydigt.

17:7  Men hvo af Eder, som haver en Tjener, der pløier eller vogter Kvæg, siger strax til ham, naar han kommer hjem af Marken: gak hen og sæt dig tilbords?

17:8  Mon han ikke snarere sige til ham: bered det, jeg skal have til Nadvere, og bind op om dig, og vart mig op, medens jeg æder og drikker; og derefter maa du æde og drikke?

17:9  Mon han takke denne Tjener, at han gjorde det, som var ham befalet? Jeg mener det ikke.

17:10  Ligesaa og I, naar I have gjort alle Ting, som Eder ere befalede, siger: vi ere unyttige Tjenere; thi vi gjorde det, som vi vare skyldige at gjøre.

17:11  Og det begav sig, der han reiste til Jerusalem, da drog han midt igjennem Samaria og Galilæa.

17:12  Og der han kom til en By, mødte han ti spedalske Mænd, som stode langt borte.

17:13  Og de opløftede Røsten og sagde: Jesus, Mester, forbarm dig over os!

17:14  Og der han saae dem, sagde ham til dem: gaaer hen og beteer Eder for Præsterne. Og det skete, der de gik bort, bleve de rensede.

17:15  Men een af dem, der han saae, at han var helbredet, vendte tilbage, og prisede Gud med høi Røst.

17:16  Og han faldt paa sit Ansigt for hans Fødder og takkede ham; og denne var en Samaritan.

17:17  Da svarede Jesus og sagde: bleve ikke de Ti rensede? men hvor ere de Ni?

17:18  Bleve ellers Ingen fundne, som vendte tilbage at give Gud Ære, uden denne Fremmede?

17:19  Og han sagde til ham: staa op, gak bort; din Tro haver frelst dig!

17:20  Men da han blev adspurgt af Pharisæerne: naar kommer Guds Rige? svarede han dem og sagde: Guds Rige kommer ikke saaledes, at man kan vise derpaa.

17:21  De skulle ikke heller sige: see her, eller see der er det; thi see, Guds Rige er inden i Eder.

17:22  Men han sagde til Disciplene: de Dage skulle komme, da I skulle begjere at see een af Menneskens Søns Dage, og I skulle ikke see den.

17:23  Og de skulle sige til Eder: see her, eller see der er han; men gaaer ikke hen, og følger ikke heller.

17:24  Thi ligesom Lynet, som lyner fra den ene Side af Himmelen, skinner til den anden Side af Himmelen, saa skal Menneskens Søn være paa sin Dag.

17:25  Men ham bør det først at lide meget og forskydes af denne Slægt.

17:26  Og som det skete i Noahs Dage, saaledes skal det og skee i Menneskens Søns Dage.

17:27  De aade, drak, toge til Ægte, bleve bortgiftede indtil den Dag, der Noah gik ind i Arken, og Syndfloden kom og ødelagde Alle.

17:28  Desligeste og som det skete i Loths Dage: de aade, drak, kjøbte, solgte, plantede, byggede;

17:29  men paa den Dag, der Loth gik ud af Sodoma, regnede Ild og Svovl af Himmelen, og ødelagde dem alle.

17:30  Saaledes skal det være paa den Dag, Menneskens Søn aabenbares.

17:31  Paa den samme Dag, hvo som er paa Taget og hans Redskaber i Huset, stige ikke ned at tage dem! og desligeste hvo som er paa Marken vende ikke om til det, som er bag ham.

17:32  Kommer Loths Hustru ihu.

17:33  Hvo som søger at frelse sit Liv, skal miste det; og hvo som mister det, skal holde det ved Live.

17:34  Jeg siger Eder: i den samme Nat skulle To være i een Seng; den Ene skal annammes, og den Anden skal lades tilbage.

17:35  To Kvinder skulle male tilsammen; den ene skal annammes, og den anden skal lades tilbage.

17:36  To skulle være paa Marken; den Ene skal annammes, og den Anden skal lades tilbage.

17:37  Og de svarede og sagde til ham: hvor, Herre? Men han sagde til dem: hvor Kroppen er, der skulle Ørnene forsamles.

Chapter 18

18:1  Men han sagde dem og en Lignelse derom, at man bør altid bede, og ikke blive træt.

18:2  Og han sagde: der var en Dommer i en Stad, som frygtede ikke Gud, og undsaae sig ikke for noget Menneske.

18:3  Men der var en Enke i den samme Stad, og hun kom til ham og sagde: skaf mig Ret over min Modstander.

18:4  Og han vilde længe ikke. Men derefter sagde han ved sig selv; alligevel jeg hverken frygter Gud, ei heller undseer mig for noget Menneske,

18:5  dog, efterdi denne Enke gjør mig megen Besvær, vil jeg skaffe hende Ret, at hun ikke uden Ophør skal komme og plage mig.

18:6  Men Herren sagde: hører, hvad den uretfærdige Dommer siger.

18:7  Skulde da Gud ikke skaffe sine Udvalgte Ret, som raabe til ham Dag og Nat, enddog han er langmodig imod dem?

18:8  Jeg siger Eder, at han skal snart skaffe dem Ret. Dog, naar Menneskens Søn kommer, mon han skal finde Troen paa Jorden?

18:9  Men han sagde og til Nogle, som stolede paa sig selv, at de vare retfærdige, og foragtede Andre, denne Lignelse:

18:10  der gik to Mennesker op til Templet at bede; den Ene var en Pharisæer, og den Anden en Tolder.

18:11  Pharisæeren stod for sig selv, og bad saaledes: jeg takker dig, Gud, at jeg ikke er som andre Mennesker, Røvere, Uretfærdige, Hoerkarle eller og som denne Tolder.

18:12  Jeg faster to Gange om Ugen, jeg giver Tiende af alt det, jeg eier.

18:13  Og Tolderen stod langt borte, og vilde end ikke opløfte Øinene til Himmelen, men slog sig for sit Bryst og sagde: Gud, vær mig Synder naadig!

18:14  Jeg siger Eder: denne gik retfærdiggjort hjem til sit Huus fremfor den Anden; thi hvo sig selv ophøier, skal fornedres, men hvo sig selv fornedrer, skal ophøies.

18:15  Men de bare og smaa Børn til ham, at han skulde røre ved dem; men der Disciplene saae det, truede de dem.

18:16  Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: lader de smaa Børn komme til mig, og formener dem det ikke; thi Guds Rige hører saadanne til.

18:17  Sandelig siger jeg Eder: hvo som ikke annammer Guds Rige som et Barn kommer ingenlunde derind.

18:18  Og en af de Øverste spurgte ham og sagde: gode Mester! hvad skal jeg gjøre, at jeg kan arve et evigt Liv?

18:19  Men Jesus sagde til ham: hvi kalder du mig god? Ingen er god uden Een, det er Gud.

18:20  Du veed Budene: du skal ikke bedrive Hoer; du skal ikke slaae ihjel; du skal ikke stjæle; du skal ikke bære falsk Vidnesbyrd; ær din Fader og din Moder.

18:21  Da sagde han: dette haver jeg holdet altsammen fra min Ungdom af.

18:22  Men der Jesus det hørte, sagde han til ham: endnu fattes dig Eet: sælg alt det, du haver, og uddeel det til Fattige, saa skal du have et Liggendefæ i Himmelen; og kom, følg mig.

18:23  Men der han det hørte, blev han heel bedrøvet; thi han var saare rig.

18:24  Men der Jesus saae, at han var bleven heel bedrøvet, sagde han: hvor vanskelig skulle de, som have Rigdom, komme ind i Guds Rige;

18:25  thi det er lettere, at en Kameel gaaer igjennem et Naaleøie, end at en Rig kommer ind i Guds Rige.

18:26  Men de, som hørte det, sagde: hvo kan da blive salig?

18:27  Men han sagde: hvad som er umuligt for Mennesker, det er muligt for Gud.

18:28  Men Peter sagde: see, vi have forladt Alting og fulgt dig.

18:29  Men hans sagde til dem: sandelig siger jeg Eder: der er Ingen, som haver forladt Huus eller Forældre eller Brødre eller Hustru eller Børn for Guds Riges Skyld,

18:30  som jo skal annamme det mange Fold igjen i denne Tid, og i den til kommende Verden et evigt Liv.

18:31  Men han tog de Tolv til sig og sagde til dem: see, vi gaae op til Jerusalem, og alle de Ting, som ere skrevne Ved Propheterne, skulle fuldkommes paa Menneskens Søn.

18:32  Thi han skal overantvordes Hedningerne og bespottes, forhaanes og bespyttes,

18:33  og de skulle hudstryge og ihjelslaae ham; og tredie Dag skal han opstaae.

18:34  Men de fattede Intet deraf, og denne Tale var skjult for dem, og de forstode ikke det, som blev sagt.

18:35  Men det skete, der han kom nær til Jericho, sad en Blind ved Veien og tiggede.

18:36  Og der denne hørte Folket gaae forbi, spurgte han, hvad dette var?

18:37  Men de forkyndte ham, at Jesus af Nazareth kom forbi.

18:38  Og han raabte og sagde: Jesus, du Davids Søn, forbarm dig over mig!

18:39  Og de, som gik foran, truede ham, at han skulle tie; men desto mere raabte han: du Davids Søn, forbarm dig over mig!

18:40  Da stod Jesus stille og bød ham føres til sig; men der han kom nær til ham, spurgte han ham og sagde:

18:41  hvad vil du, at jeg skal gjøre dig? Men han sagde: Herre! at jeg maa blive seende.

18:42  Og Jesus sagde til ham: bliv seende! din Tro haver frelst dig.

18:43  Og strax blev han seende, og fulgte ham og prisede Gud; og alt Folket, som saae det, lovede Gud.

Chapter 19

19:1  Og han kom ind i Jericho og drog derigjennem.

19:2  Og see, der var en Mand, som hedte Zachæus; han var Toldernes Øverste, og han var rig.

19:3  Og han søgte efter at faae Jesus at see, hvo han var, og kunde ikke for Folket, fordi han var liden af Væxt.

19:4  Og han løb forud og steg op i et Morbærtræ, at han kunde see ham; thi han skulle komme frem ad den Vei.

19:5  Og der Jesus kom til Stedet, saae han op og blev ham vaer, og sagde til ham: Zachæus! skynd dig og stig ned; thi det bør mig i Dag at tage ind i dit Huus.

19:6  Og han skyndte sig og steg ned, og annammede ham med Glæde.

19:7  Og de, som det saae, knurrede alle og sagde: han tager Herberge hos en syndig Mand.

19:8  Men Zachæus blev staaende og sagde til Herren: see, Herre! Halvdelen af mit Gods giver jeg de Fattige; og dersom jeg haver forfordelet Nogen, da giver jeg det firefold igjen.

19:9  Men Jesus sagde til ham: i Dag er dette Huus vederfaret Frelse, efterdi ogsaa han er en Abrahams Søn;

19:10  thi Menneskens Søn er kommen at søge og frelse det Fortabte.

19:11  Men der de hørte paa dette, blev han ved og sagde en Lignelse, fordi han var nær Jerusalem, og de meente, at Guds Rige skulle strax aabenbares.

19:12  Han sagde da: En høibaaren Mand drog til et Land langt borte, at tage imod et Rige og at komme igjen.

19:13  Men han kaldte ti af sine Tjenere, og gav dem ti Pund, og sagde til dem: kjøbslaaer, indtil jeg kommer.

19:14  Men hans Borgere hadede ham, og skikkede Sendebud efter ham og lode sige: vi ville ikke, at denne skal regjere over os.

19:15  Og det begav sig, der han kom igjen, efterat han havde modtaget Riget, befalede han, at hine Tjenere, hvilke han havde givet Pengene, skulde kaldes til ham, at han kunde vide, hvad hver havde vundet.

19:16  Da traadte den første frem og sagde: Herre! dit Pund haver forhvervet ti Pund.

19:17  Og han sagde til ham: vel, du gode Tjener! efterdi du haver været tro i det Lidet, skal du have Magt over ti Stæder.

19:18  Og den anden kom og sagde: Herre! dit Pund haver indbragt fem Pund.

19:19  Men til denne sagde han ogsaa: og du skal være over fem Stæder.

19:20  Og en anden kom og sagde: Herre! see, her er dit Pund, hvilket jeg haver havt forvaret i et Klæde.

19:21  Thi jeg frygtede for dig, efterdi du er en streng Mand; du tager det, som du ikke lagde, og høster det, som du ikke saaede.

19:22  Men han sagde til ham: efter din egen mund dømmer jeg dig, du onde Tjener! Du vidste, at jeg er en streng Mand, som tager det, jeg ikke lagde, og høster det, jeg ikke saaede;

19:23  hvi gav du da ikke mine Penge til Vexelbordet, at jeg ved min Hjemkomst kunde krævet dem med Rente?

19:24  Og han sagde til dem, som stode hos: tager Pundet fra ham, og giver det til den, som haver de ti Pund.

19:25  (Og de sagde til ham: Herre! han haver ti Pund.)

19:26  Thi jeg siger Eder, at hver den, som haver, ham skal gives; men fra den, som ikke haver, fra ham skal tages ogsaa det, han haver.

19:27  Og nu fører hid hine mine Fjender, som ikke vilde, at jeg skulde regjere over dem, og slaaer dem ihjel for mine Øine.

19:28  Og der han dette havde sagt, drog han frem og reiste op til Jerusalem.

19:29  Og det begav sig, der han kom nær til Bethphage og Bethanien, til det Bjerg, som kaldes Oliebjerget, sendte han to af sine Disciple og sagde:

19:30  gaaer hen til den By, som ligger for Eder; naar I komme derind, skulle I finde et Føl bundet, paa hvilket der aldrig sad noget Menneske; løser det og fører det hid.

19:31  Og dersom Nogen spørger Eder: hvi løse I det? da siger saaledes til ham: Herren haver det behov.

19:32  Men de Udsendte gik hen og fandt det, ligesom han havde sagt dem.

19:33  Men der de løste Føllet, sagde dets Herre til dem: hvi løse I Føllet?

19:34  Men de sagde: Herren haver det behov.

19:35  Og de førte det til Jesus, og lagde deres Klæder paa Føllet, og satte Jesus derpaa.

19:36  Og der han reiste frem, bredte de deres Klæder under ham paa Veien.

19:37  Men der han nu kom nær ved Nedgangen af Oliebjerget, begyndte Disciplenes ganske Hob gladelig at love Gud med høi Røst over alle de kraftige Gjerninger, som de havde seet, og sagde:

19:38  Velsignet den, som kommer en Konge i Herrens Navn! Fred i Himmelen, og Ære i det Høieste!

19:39  Og Nogle Pharisæere af Skaren sagde til ham: Mester straf dine Disciple.

19:40  Og han svarede og sagde til dem: jeg siger Eder, at dersom disse taug, da skulde Stenene raabe.

19:41  Og der han kom nær til og saae Staden, græd han over den og sagde:

19:42  vidste du dog, ja end paa denne din Dag, hvad der tjener til din Fred! Men nu er det skjult for dine Øine.

19:43  Derfor skulle de Dage komme over dig, da dine Fjender skulle kaste en Vold op omkring dig og beleire dig rundt omkring og trænge dig allevegne;

19:44  og de skulle lægge dig slet øde og dine Børn i dig, og ikke lade Steen paa Steen i dig, fordi du ikke kjendte din Besøgelses Tid.

19:45  Og han gik ind i Templet, og begyndte at uddrive dem, som derudi solgte og kjøbte,

19:46  og sagde til dem: der er skrevet: mit Huus er et Bedehuus; men I have gjort det til en Røverkule.

19:47  Og han lærte daglig i Templet; men de Ypperstepræster og Skriftkloge og de Øverste for Folket søgte at omkomme ham.

19:48  Og de fandt ikke, hvad de skulde gjøre; thi alt Folket hængte ved ham og hørte ham.

Chapter 20

20:1  Og det begav sig paa een af de Dage, der han lærte Folket i Templet og prædikede Evangelium, kom med eet de Ypperstepræster og Skriftkloge tilligemed de Ældste.

20:2  Og de talede til ham og sagde: siig os, af hvad Magt gjør du disse Ting? eller hvo er den, som haver givet dig denne Magt?

20:3  Men han svarede og sagde til dem: ogsaa jeg vil spørge Eder om een Sag, siger mig og det:

20:4  Johannes’ Daab, var den af Himmelen eller af Mennesker?

20:5  Men de overveiede ved sig selv og sagde: sige vi: af Himmelen, da siger han: hvorfor troede I ham da ikke?

20:6  Men sige vi: af Mennesker, da stener alt Folket os; thi det er fast i den Mening, at Johannes var en Prophet.

20:7  Og de svarede, at de vidste ikke hvorfra.

20:8  Og Jesus sagde til dem: saa siger jeg Eder ikke heller, af hvad Magt jeg gjør disse Ting.

20:9  Men han begyndte at sige til Folket denne Lignelse: Et Menneske plantede en Viingaard og leiede den til Viingaardsmænd, og drog udenlands en Tid lang.

20:10  Og der Tiden kom, sendte han en Tjener til Viingaardsmændene, at de skulle give ham af Viingaardens Frugt; men Viingaardsmændene sloge ham, og lode ham tomhændet fra sig.

20:11  Og han blev ved, og sendte en anden Tjener; men de sloge ogsaa denne, og forhaanede ham, og lode ham tomhændet fra sig.

20:12  Og han blev ved, og sendte den tredie; men ogsaa denne saarede de, og udstødte ham.

20:13  Men Viingaardens Herre sagde: hvad skal jeg gjøre? jeg vil sende min Søn, den Elskelige, maaskee, naar de see ham, skulle de undsee sig.

20:14  Men der Viingaardsmændene saae ham, beraadte de sig indbyrdes og sagde: denne er Arvingen, kommer, lader os slaae ham ihjel, at Arven maa blive vores.

20:15  Og de stødte ham udenfor Viingaarden, og sloge ham ihjel. Hvad skal nu Viingaardens Herre gjøre ved dem?

20:16  Han skal komme og udrydde disse Viingaardsmænd, og leie Viingaarden til andre. Men der de det hørte, sagde de: det skee aldrig!

20:17  Men han saae paa dem og sagde: hvad er da dette, som er skrevet: den Steen, som Bygningsmændene forskøde, den er bleven til en Hovedhjørnesteen?

20:18  Hver, som falder paa denne Steen, bliver sønderstødt; men hvem den falder paa, ham skal den knuse.

20:19  Og de Ypperstepræster og Skriftkloge søgte at lægge Haand paa ham i den samme Time, men de frygtede for Folket; thi de forstode, at han havde sagt denne Lignelse imod dem.

20:20  Og de toge vare paa ham, og udsendte Lurere, der anstillede sig, som om de vare retfærdige, for at fange ham i Talen, paa det de kunde overantvorde ham til Øvrigheden og Landshøvdingens Magt.

20:21  Og de spurgte ham og sagde: Mester! vi vide, at du taler og lærer rettelig, og ikke anseer nogen Person, men lærer Guds Vei i Sandhed.

20:22  Er det os tilladt, at give Keiseren Skat, eller ei?

20:23  Men da han mærkede deres Trædskhed, sagde han til dem: hvi friste I mig?

20:24  Viser mig en Penning; hvis Billede og Overskrift haver den? Men de svarede og sagde: Keiserens.

20:25  Men han sagde til dem: saa giver da Keiseren det, Keiserens er, og Gud det, Guds er.

20:26  Og de kunde ikke fange ham i Ord i Folkets Paahør, og de forundrede sig over hans Svar og taug.

20:27  Men nogle af Sadducæerne, hvilke negte, at der er Opstandelse, gik til ham og spurgte ham og sagde:

20:28  Mester! Moses haver foreskrevet os: dersom Nogen haver en Broder, som er gift, og samme døer barnløs, da skal dennes Broder tage Hustruen, og opreise sin Broder Sæd.

20:29  Nu vare her syv Brødre; og den første tog en Hustru, og døde barnløs.

20:30  Og den anden tog Hustruen; ogsaa han døde barnløs.

20:31  Og den tredie tog hende, og saaledes alle syv; og de døde uden at efterlade Børn.

20:32  Men sidst af dem alle døde ogsaa Kvinden.

20:33  I Opstandelsen nu, hvis Hustru af disse skal hun være? thi de have alle syv havt hende til Hustru.

20:34  Og Jesus svarede og sagde til dem: denne Verdens Børn tage til Ægte og bortgiftes.

20:35  Men de, som agtes værdige til at faae Deel i hiin Verden og i Opstandelsen fra de Døde, tage hverken til Ægte eller bortgiftes.

20:36  De kunne jo ikke mere døe; thi de ere Engle lige, og ere Guds Børn, efterdi de ere Opstandelsens Børn.

20:37  Men at de Døde opvækkes, haver og Moses givet tilkjende i Stedet om Tornebusken, der han kalder Herren: Abrahams Gud og Isaaks Gud og Jakobs Gud.

20:38  Men han er ikke de Dødes Gud, men de Levendes; thi ham leve de alle.

20:39  Men nogle af de Skriftkloge svarede og sagde: Mester! du talede vel.

20:40  Og de turde ikke ydermere spørge ham om Noget.

20:41  Men han sagde til dem: hvorledes siger man Christus at være Davids Søn?

20:42  da dog David siger i Psalmernes Bog: Herren sagde til min Herre: sid hos min høire Haand,

20:43  indtil jeg lægger dine Fjender til dine Fødders Skammel.

20:44  Altsaa kalder David ham en Herre; hvorledes er han da hans Søn?

20:45  Men i alt Folkets Paahør sagde han til sine Disciple:

20:46  vogter Eder for de Skriftkloge, som gjerne gaae omkring i lange Klæder, og lade sig gjerne hilse paa Torvene, og ville gjerne have de fornemste Sæder i Synagogerne, og sidde øverst tilbords ved Nadverne,

20:47  dem, som opæde Enkers Huse, og paa Skrømt bede længe; disse skulle faae des haardere Dom.

Chapter 21

21:1  Men idet han saae op, blev han de Rige vaer, som lagde deres Gaver i Templets Kiste.

21:2  Men han saae og en fattig Enke, som lagde to Skjerve deri.

21:3  Og han sagde: sandelig siger jeg Eder: denne fattige Enke haver lagt Mere end alle.

21:4  Thi alle disse have lagt af deres Overflod som Gaver for Gud; men denne haver af sin Armod lagt al sin Eiendom.

21:5  Og der Nogle sagde om Templet, at det var prydet med deilige Stene og Klenodier, sagde han:

21:6  hvad angaaer disse Ting, som I skue, skulle de Dage komme, paa hvilke der ikke skal lades Steen paa Steen, som jo skal nedbrydes.

21:7  Da spurgte de ham og sagde: Mester! naar skal dette da være? og hvilket er Tegnet, naar dette skal skee?

21:8  Men han sagde: seer til, I ikke blive forførte; thi Mange skulle komme under mit Navn og sige, at det er mig, og at Tiden er kommen nær. Gaaer derfor ikke efter dem.

21:9  Men naar I høre om Krig og Oprør, forfærdes ikke; thi dette bør først at skee, men Enden er ikke strax.

21:10  Da, sagde han til dem, skal Folk reise sig mod Folk, og Rige mod Rige.

21:11  Og der skal skee store Jordskjælv her og der, og Hunger og Pestilentse, og skee skrækkelige Ting og store Tegn af Himmelen.

21:12  Men før alt dette skulle de lægge Haand paa Eder, og forfølge og overantvordede Eder i Synagoger og Fængsler, og føre Eder for Konger og Fyrster for mit Navns Skyld.

21:13  Men det skal vederfares Eder til et Vidnesbyrd.

21:14  Lægger det da paa Hjerte, at I ikke forud betænkte, hvorledes I skulle forsvare Eder.

21:15  Thi jeg vil give Eder Mund og Viisdom, hvilken alle Eders Modstandere ikke skulle kunne modsige og ei modstaae.

21:16  Men I skulle og forraades af Forældre og Brødre og Frænder og Venner, og de skulle slaae Nogle af Eder ihjel.

21:17  Og I skulle hades af Alle for mit Navns Skyld.

21:18  Dog ikke et Haar af Eders Hoved skal forkomme.

21:19  Ved Eders Bestandighed bevarer Eders Sjæle.

21:20  Men naar I see Jerusalem rundt omkring beleiret af Krigshære, da mærker, at dens Ødelæggelse er kommen nær.

21:21  De, som da ere i Judæa, flye til Bjergene; og de, som ere midt i Staden, vige derudfra; og de, som ere paa Landet, komme ikke ind i den!

21:22  Thi disse ere Hevnens Dage, da Alt, hvad skrevet er, skal fuldkommes.

21:23  Men vee de Frugtsommelige og dem, som give Die, i de Dage; thi der skal være stor Nød paa Jorden og Vrede over dette Folk.

21:24  Og de skulle falde for Sværdets Eg, og føres fangne til alle Hedningerne; og Jerusalem skal nedtrædes af Hedningerne, indtil Hedningernes Tider fuldkommes.

21:25  Og der skal skee Tegn i Sol og Maane og Stjerner, og paa Jorden skulle Folkene ængstes i Fortvivlelse, naar Havet og Bølgerne bruse,

21:26  naar Menneskene forsmægte af Frygt og de Tings Forventelse, som skulle komme over Jorderige; thi Himmelens Kræfter skulle røres.

21:27  Og da skulle de see Menneskens Søn komme i Skyen med megen Kraft og Herlighed.

21:28  Men naar disse Ting begynde at skee, da seer op, og opløfter Eders Hoveder, efterdi Eders Forløsning stunder til.

21:29  Og han sagde dem en Lignelse: seer Figentræet og alle Træer;

21:30  Naar de springe ud, da skjønne I af Eder selv, at sommeren nu er nær.

21:31  Ligesaa og I, naar I see disse Ting at skee, da kjende I, at Guds Rige er nær.

21:32  Sandelig siger jeg Eder, at denne Slægt skal ikke forgaae, førend det skeer altsammen.

21:33  Himmelen og Jorden skulle forgaae; men mine Ord skulle ingenlunde forgaae.

21:34  Men vogter Eder, at Eders Hjerter ikke nogen Tid besværes med Fraadseri og Drukkenskab og med Sorrig for Næring, og denne Dag skal komme pludselig over Eder.

21:35  Thi den skal komme som en Snare over alle dem, som boe paa den ganske Jord.

21:36  Derfor vaager og beder til enhver Tid, at I kunne agtes værdige til at undflye alle disse Ting, som skee skulle, og til at bestaae for Menneskens Søn.

21:37  Men han lærte om Dagene i Templet, men om Nætterne gik han ud, og opholdt sig Natten over paa det Bjerg, som kaldes Oliebjerget.

21:38  Og alt Folket kom aarle til ham i Templet for at høre ham.

Chapter 22

22:1  Men de usyrede Brøds Høitid, som kaldes Paaske, nærmede sig.

22:2  Og de Ypperstepræster og Skriftkloge søgte, hvorledes de kunde ihjelslaae ham; thi de frygtede for Folket.

22:3  Men Satanas foer i Judas med Tilnavn Ischariotes, som var en af de Tolv.

22:4  Og han gik hen og talede med de Ypperstepræster og Høvedsmændene, hvorledes han vilde forraade ham til dem.

22:5  Og de bleve glade, og lovede at give ham Penge.

22:6  Og han tilsagde det; og han søgte beleilig Tid til at forraade ham til dem uden Opløb.

22:7  Men de usyrede Brøds Dag kom, paa hvilken man burde slagte Paaskelammet.

22:8  Og han sendte Peter og Johannes og sagde: gaaer hen og bereder os Paaskelammet, at vi kunne æde det.

22:9  Men de sagde til ham: hvor vil du, at vi skulle berede det?

22:10  Men han sagde til dem: see, naar I komme ind i Staden, skal et Menneske møde Eder, som bærer en Vandkrukke; følger ham i Huset, hvor han gaaer ind,

22:11  og siger til Huusbonden i Huset: Mesteren lader dig sige: hvor er det Herberge, der jeg kan æde Paaskelammet med mine Disciple?

22:12  Og han skal vise Eder en stor Sal tillavet; der bereder det.

22:13  Men de gik hen og fandt det, ligesom han havde sagt dem; og de beredte Paaskelammet.

22:14  Og der Timen kom, satte han sig tilbords, og de tolv Apostler med ham.

22:15  Og han sagde til dem: jeg haver hjerteligen længtes efter at æde dette Paaskelam med Eder, førend jeg lider.

22:16  Thi jeg siger Eder, at jeg skal ingenlunde mere æde af det, førend det bliver fuldkommet i Guds Rige.

22:17  Og han tog Kalken, takkede og sagde: tager dette, og deler det imellem Eder.

22:18  Thi jeg siger Eder, at jeg skal ikke drikke af Viintræets Frugt, førend Guds Rige kommer.

22:19  Og han tog Brødet, takkede og brød det, og gav dem det og sagde: dette er mit Legeme, hvilket gives for Eder; dette gjører til min Ihukommelse.

22:20  Ligesaa tog han og Kalken, efterat de havde holdt Nadvere, og sagde: denne Kalk er det Nye Testament i mit Blod, hvilket udgydes for Eder.

22:21  Dog see, hans Haand, som mig forraader, er over Bordet med mig.

22:22  Og Menneskens Søn gaaer vel hen, som det er beskikket; dog vee det Menneske, ved hvem han bliver forraadt!

22:23  Og de begyndte at bespørge sig indbyrdes om, hvo af dem det dog maatte være, som dette skulde gjøre?

22:24  Der var og en Trætte iblandt dem derom, hvo af dem skulde holdes for at være den Største?

22:25  Men han sagde til dem: Folkenes Konger herske over dem, og de, som have Magt over dem, kaldes naadige Herrer.

22:26  I derimod ikke saaledes; men den Største iblandt Eder være som den Yngste, og den Øverste, som den, der tjener.

22:27  Thi hvilken er størst: den, som sidder tilbords? eller den, som tjener? Mon ikke den, som sidder tilbords? Men jeg er i blandt Eder som den, der tjener.

22:28  Men I ere de, som ere blevne varagtige hos mig i mine Fristelser.

22:29  Og jeg beskikker Eder Riget, ligesom min Fader beskikkede mig det,

22:30  at I skulle æde og drikke ved mit Bord i mit Rige, og sidde paa Throner og dømme de tolv Israels Stammer.

22:31  Men Herren sagde: Simon, Simon! see, Satanas begjerede Eder, at sigte Eder som Hvede.

22:32  Men jeg bad for dig, at din Tro skal ikke aflade; og naar du engang omvender dig, da styrk dine Brødre.

22:33  Men han sagde til ham: Herre! jeg er rede at gaae med dig, baade i Fængsel og i Døden.

22:34  Men han sagde: Peter! jeg siger dig: Hanen skal ikke gale i Dag, førend du tre Gange haver negtet, at du kjender mig.

22:35  Og han sagde til dem; der jeg udsendte Eder uden Pung og Taske og Skoe, fattedes Eder Noget? Men de sagde: Intet.

22:36  Da sagde han til dem: men nu, hvo som har en Pung, tage den, ligesaa og en Taske; og hvo som ikke haver Sværd, sælge sit Klædebon, og kjøbe et.

22:37  Thi jeg siger Eder: det bør endnu fuldkommes paa mig, hvad skrevet er: han er og regnet iblandt Overtrædere; thi hvad der er skrevet om mig, haver Ende.

22:38  Men de sagde: Herre! see, her ere to Sværd. Men han sagde til dem: det er nok.

22:39  Og han gik ud, og gik efter Sædvane til Oliebjerget; men hans Disciple fulgte ham ogsaa.

22:40  Men der han kom til Stedet, sagde han til dem: beder, at I ikke skulle falde i Fristelse.

22:41  Og han sled sig fra dem omtrent et Steenkast, og faldt paa Knæ, bad og sagde:

22:42  Fader, vilde du tage denne Kalk, fra mig! dog skee ikke min Villie, men din!

22:43  Men en Engel af Himmelen aabenbaredes for ham og styrkede ham.

22:44  Og der han var i Dødsangest, bad han heftigere; men hans Sved blev som Blodsdraaber, der falde ned paa Jorden.

22:45  Og der han stod op fra Bønnen og kom til sine Disciple, fandt han dem sovende af Bedrøvelse.

22:46  Og han sagde til dem: hvi sove I? Staaer op og beder, at I ikke skulle falde i Fristelse.

22:47  Men der han endnu talede, see, da kom Skaren; og een af de Tolv, ved Navn Judas, gik foran dem og nærmede sig til Jesus for at kysse ham.

22:48  Men Jesus sagde til ham: Judas! forraader du Menneskens Søn med et Kys?

22:49  Men der de, som vare omkring ham, saae, hvad der vilde skee, sagde de til ham: Herre! skulle vi slaae til med Sværd?

22:50  Og een af dem slog den Ypperstepræstes Tjener, og afhuggede hans høire Øre.

22:51  Men Jesus svarede og sagde: tillader dem saa vidt! Og han rørte ved hans Øre og lægte ham.

22:52  Men Jesus sagde til de Ypperstepræster og Høvedsmændene for Templet og de Ældste, som vare komne til ham: I ere udgangne som mod en Røver med Sværd og Stænger.

22:53  Der jeg var dagligen hos Eder i Templet, udrakte I ikke Hænder imod mig; men denne er Eders Time og Mørkets Magt.

22:54  Men de grebe ham og førte ham bort og bragte ham ind i den Ypperstepræstes Huus; men Peter fulgte langtfra efter.

22:55  Men de tændte en Ild midt i Palladset, og satte sig tilsammen, og Peter sad midt iblandt dem.

22:56  Men en Pige saae ham sidde ved Ilden, og stirrede paa ham og sagde: denne var og med ham.

22:57  Men han fornegtede ham og sagde: Kvinde! jeg kjender ham ikke.

22:58  Og lidet derefter saae en Anden ham og sagde: du er og een af dem; men Peter sagde: Menneske! jeg er det ikke.

22:59  Og henved en Time derefter bekræftede en Anden hardt og sagde: i Sandhed, denne var og med ham; thi han er og en Galilæer.

22:60  Men Peter sagde: Menneske! jeg veed ikke, hvad du siger. Og strax, der han endnu talede, goel Hanen.

22:61  Og Herren vendte sig, og saae paa Peter; og Peter kom Herrens Ord ihu, hvorledes han havde sagt til ham: førend Hanen galer, skal du fornegte mig tre Gange.

22:62  Og Peter gik udenfor og græd bitterligen.

22:63  Og de Mænd, som holdt Jesus, bespottede ham og sloge ham.

22:64  Og de kastede et Klæde over ham og sloge ham i Ansigtet, og spurgte ham og sagde: spaa, hvo er den, som dig slog?

22:65  Og mange andre Bespottelser sagde de imod ham.

22:66  Og der det blev Dag, forsamlede Folkets Ældste sig og de Ypperstepræster og Skriftkloge, og førte ham op for deres Raad,

22:67  og sagde: er du Christus? siig os det. Men han sagde til dem: siger jeg Eder det, troe I det ikke.

22:68  Men om jeg og spørger, svare I mig ikke, eller lade mig løs.

22:69  Fra nu af skal Menneskens Søn sidde hos Guds Krafts høire Haand.

22:70  Men de sagde alle: er du da den Guds Søn? Men han sagde til dem: I sige det; thi jeg er det.

22:71  Men de sagde: hvad have vi ydermere Vidnesbyrd behov? thi vi have selv hørt det af hans Mund.

Chapter 23

23:1  Og deres ganske Hob stod op og førte ham for Pilatus.

23:2  Men de begyndte at anklage ham og sagde: denne have vi fundet at forvende Folket og forbyde at give Keiseren Skat, og sige sig selv at være Christus, en Konge.

23:3  Men Pilatus spurgte ham og sagde: er du den Jødernes Konge? Men han svarede ham og sagde: du siger det.

23:4  Men Pilatus sagde til de Ypperstepræster og til Folket: jeg finder ingen Skyld hos dette Menneske.

23:5  Men de holdt hardt ved og sagde: han oprør Folket, idet han lærer over al Judæa, fra Galilæa af, hvor han begyndte.

23:6  Men der Pilatus hørte om Galilæa spurgte han, om dette Menneske var en Galilæer.

23:7  Og der han fik at vide, at han hørte under Herodes’ Magt, sendte han ham til Herodes, som og selv var i Jerusalem i de samme Dage.

23:8  Men der Herodes saae Jesus, blev han meget glad: thi han havde længe siden gjerne villet see ham, fordi han havde hørt meget om ham, og haabede at skulle see et Tegn skee af ham.

23:9  Og han gjorde ham mange Spørgsmaal; men han svarede ham Intet.

23:10  Men de Ypperstepræster og Skriftkloge stode og anklagede ham heftig.

23:11  Men der Herodes med sine Krigsfolk havde forhaanet og bespottet ham, kastede han et hvidt Klædebon om ham og sendte ham til Pilatus igjen.

23:12  Paa den Dag bleve Pilatus og Herodes hinandens Venner; thi de var før i Fjendskab med hinanden.

23:13  Men Pilatus sammenkaldte de Ypperstepræster og de Øverste og Folket,

23:14  og sagde til dem: I have ført dette Menneske til mig som den, der afvender Folket; og see, jeg haver forhørt ham for Eder, og finder ingen Skyld hos dette Menneske i det, som I anklage ham for.

23:15  Herodes ikke heller; thi jeg sendte Eder til ham, og see, han haver Intet gjort, som han er skyldig at døe for.

23:16  Derfor vil jeg revse ham og lade ham løs.

23:17  Men han var forbunden til at lade dem Een løs ved Høitiden.

23:18  Men de raabte i den ganske Hob og sagde: bort med denne, men lad os Barrabas løs!

23:19  (Denne var Kastet i Fængsel for et Oprør, som skete i Staden, og var for et Mord.)

23:20  Da raabte Pilatus atter til dem, og vilde lade Jesus løs.

23:21  Men de tilraabte ham og sagde: korsfæst, korsfæst ham!

23:22  Men han sagde tredie Gang til dem: hvad Ondt haver da denne gjort? Jeg finder ingen Dødsskyld hos ham; derfor vil jeg revse ham og lade ham løs.

23:23  Men de trængte paa med stort Skrig og begjerede, at han skulde korsfæstes; og deres og de Ypperstepræsters Skrig fik Overhaand.

23:24  Og Pilatus dømte, at deres Begjering skulde skee.

23:25  Men han løsgav dem den, de begjerede, som var kastet i Fængsel for Oprør og Mord; men Jesus overgav han til deres Villie.

23:26  Og der de førte ham ud, toge de fat paa en vis Simon fra Cyrene, som kom fra Marken, og de lagde Korset paa ham, at han skulde bære det efter Jesus.

23:27  Men en stor Hob Folk og Kvinder fulgte ham, som baade beklagede og begræd ham.

23:28  Men Jesus vendte sig om til dem og sagde: I Jerusalems Døttre! græder ikke over mig, men græder over Eder selv og over Eders Børn.

23:29  Thi see, de Dage komme, paa hvilke man skal sige: salige ere de Ufrugtsommelige og de Liv, som ikke fødte, og de Bryster, som ikke gave Die.

23:30  Da skulle de begynde at sige til Bjergene: falder over os! og til Høiene: skjuler os!

23:31  Thi gjør man dette med det grønne Træ, hvad vil da skee med det tørre.

23:32  Men der bleve og to andre Misdædere førte ud for at henrettes med ham.

23:33  Og der de vare komne til det Sted, som kaldes Hovedpandested, korsfæstede de ham der og Misdæderne, den ene ved den høire, men den anden ved den venstre Side.

23:34  Men Jesus sagde: Fader! forlad dem; thi de vide ikke, hvad de gjøre. Men de skiftede hans Klæder og kastede Lod derom.

23:35  Og Folket stod og saae til; men de Øverste spottede ham tilligemed dem og sagde: han haver frelst Andre, han frelse sig selv, dersom han er den Christus, den Guds Udvalgte.

23:36  Men og Stridsmændene spottede ham, traadte til og rakte ham Eddike og sagde:

23:37  dersom du er den Jødernes Konge, da frels dig selv.

23:38  Men der var og sat en Overskrift over ham, skreven paa Græsk og Latin og Hebraisk: denne er den Jødernes Konge.

23:39  Men een af Misdæderne, som vare ophængte, bespottede ham og sagde: er du den Christus, da frels dig selv og os.

23:40  Men den anden svarede og straffede ham og sagde: frygter ei heller du for Gud, da du er under samme Dom?

23:41  Og vi vel med Rette, thi vi saae det, vore Gjerninger have forskyldt; men denne handlede intet Uskikkeligt.

23:42  Og han sagde til Jesus: Herre! kom mig i hu, naar du kommer i dit Rige.

23:43  Og Jesus sagde til ham: sandelig siger jeg dig, i Dag skal du være med mig i Paradiis.

23:44  Men det var ved den sjette Time, og der blev et Mørke over det ganske Land indtil den niende Time.

23:45  Og Solen blev formørket, og Forhænget i Templet splittedes midt ad.

23:46  Og Jesus raabte med høi Røst og sagde: Fader! i dine Hænder befaler jeg min Aand; og der han det sagde, udgav han Aanden.

23:47  Men der Høvedsmanden saae det, som skete, gav han Gud Æren og sagde: i Sandhed, dette Menneske var retfærdigt.

23:48  Og alle de Folk, som vare komne sammen til dette Syn, der de saae, hvad der var skeet, sloge sig for deres Bryst, og vendte tilbage.

23:49  Men alle hans Kyndinge stode langt borte, saa og de Kvinder, som havde fulgt med ham fra Galilæa, og saae dette.

23:50  Og see, en Mand ved Navn Joseph, som var en Raadsherre, en god og retfærdig Mand,

23:51  (denne havde ikke samtykt i deres Raad og Gjerning), han var fra Arimathæa, en jødisk Stad, og han ventede ogsaa selv Guds Rige;

23:52  han gik til Pilatus, og begjerede Jesu Legeme.

23:53  Og han tog det ned, og svøbte det i et fiint Linklæde, og lagde det i en Grav, som var huggen i en Klippe, hvor endnu ikke Nogen var lagt.

23:54  Og det var Beredelsens Dag, og Sabbaten stundede til.

23:55  Men og Kvinderne, som vare komne med ham fra Galilæa, fulgte efter og saae Graven, og hvorledes hans Legeme blev lagt.

23:56  Men de vendte tilbage og beredte vellugtende Urter og Salver; og Sabbaten over holdt de sig stille efter Loven.

Chapter 24

24:1  Men paa den første Dag i Ugen meget aarle kom de til Graven, og bare de vellugtende Salver, som de havde beredt; og nogle Andre kom med dem.

24:2  Men de fandt Stenen afvæltet fra Graven.

24:3  Og de gik ind, og fandt ikke den Herre Jesu Legeme.

24:4  Og det skete, der de vare tvivlraadige derover, see, da stode to Mænd for dem i skinnende Klæder.

24:5  Men der de bleve forfærdede og bøiede Ansigtet mod Jorden, sagde de til dem: hvi lede I efter den Levende iblandt de Døde?

24:6  Han er ikke her, men han er opstanden; kommer i hu, hvorledes han talede til Eder, der han endnu var i Galilæa, og sagde:

24:7  det bør Menneskens Søn at overantvordes i syndige Menneskers Hænder, og korsfæstes og opstaae tredie Dag.

24:8  Og de kom hans Ord i hu.

24:9  Og de gik fra Graven igjen, og kundgjorde alle disse Ting for de Elleve og for alle de Andre.

24:10  Men det var Maria Magdalene og Johanna og Maria, Jakobus’ Moder, og de øvrige Kvinder med dem, som sagde Apostlerne disse Ting.

24:11  Og deres Ord syntes for dem som en løs Tale, og de troede dem ikke.

24:12  Men Peter stod op og løb til Graven; og der han kigede derind, saae han Linklæderne liggende alene, og gik bort og forundrede sig over det, som skeet var.

24:13  Og see, to af dem gik paa den samme Dag til en By, som var tresindstyve Stadier fra Jerusalem, hvis Navn var Emaus.

24:14  Og de talede med hverandre om alle disse Ting, som vare skete.

24:15  Og det begav sig, der de talede og bespurgte sig med hverandre, kom og Jesus selv nær og vandrede med dem.

24:16  Men deres Øine holdtes til, saa de ikke kjendte ham.

24:17  Men han sagde til dem: hvad ere disse for Taler, som I føre med hverandre paa Veien, og hvi see I saa bedrøvede ud.

24:18  Men een af dem, som hedte Cleophas, svarede og sagde til ham: er du alene fremmed i Jerusalem, og veed ikke de Ting, som ere skete i den i disse Dage?

24:19  Og han sagde til dem: hvilke? Men de sagde til ham: angaaende Jesus af Nazareth, som var en Prophet, mægtig i Gjerning og Ord for Gud og alt Folket;

24:20  og hvorledes de Ypperstepræster og vore Øverster have overantvordet ham til Dødsdom og korsfæstet ham.

24:21  Men vi haabede, at han var den, som skulde forløse Israel. Men med alt dette er det i Dag den tredie Dag, siden det skete.

24:22  Saa have og nogle af vore Kvinder, som vare aarle ved Graven, forfærdet os;

24:23  thi der de ikke fandt hans Legeme, kom de og sagde, at de havde og seet et Syn af Engle, hvilke sagde: han lever.

24:24  Og nogle af Vore gik hen til Graven og fandt det saaledes, som og Kvinderne havde sagt; men ham saae de ikke.

24:25  Og han sagde til dem: o I Daarer og Seenhjertede til at troe alt det, som Propheterne have sagt.

24:26  Burde det ikke Christus at lide dette og at indgaae til sin Herlighed?

24:27  Og han begyndte fra Moses og fra alle Propheter, og udlagde dem i alle Skrifterne det, som var skrevet om ham.

24:28  Og de kom nær til Byen, som de gik til; og han lod, som han vilde gaae længere.

24:29  Og de nødte ham meget og sagde: bliv hos os, thi det er mod Aften, og Dagen helder; og han gik ind for at blive hos dem.

24:30  Og det skete, da han sad med dem tilbords, tog han Brødet, velsignede, og brød det, og gav dem.

24:31  Da bleve deres Øine aabnede, og de kjendte ham, og han blev usynlig for dem.

24:32  Og de sagde til hverandre: brændte ikke vore Hjerter i os, der han talede til os paa Veien, og der han oplod os Skrifterne?

24:33  Og de stode op i den samme Time, og vendte tilbage til Jerusalem, og fandt forsamlede de Elleve og dem, som vare med dem, hvilke sagde:

24:34  Herren er sandelig opstanden, og seet af Simon.

24:35  Og de fortalte de Ting, som vare skete paa Veien, og hvorledes han blev kjendt af dem, idet han brød Brødet.

24:36  Men der de talede dette, stod Jesus selv midt iblandt dem, og han sagde til dem: Fred være med Eder!

24:37  Da forfærdedes de, og betoges af Frygt, og meente, at de saae en Aand.

24:38  Og han sagde til dem: hvi ere I saa bestyrtede? og hvi opstige saadanne Tanker i Eders Hjerter?

24:39  Seer mine Hænder og mine Fødder, at det er mig selv; føler paa mig og seer; thi en Aand haver ikke Kjød og Been, som I see, at jeg haver.

24:40  Og der han det sagde, viste han dem Hænderne og Fødderne.

24:41  Men der de for Glæde endnu ikke troede, og forundrede sig, sagde han til dem: have I her Noget at æde?

24:42  Men de gave ham et Stykke af en stegt Fisk og af en Honningkage.

24:43  Og han tog det og aad det for deres Øine.

24:44  Men han sagde til dem: dette er, hvad jeg sagde Eder, der jeg endnu var hos Eder, at de Ting bør allesammen at fuldkommes, som ere skrevne i Moses’ Lov og Propheterne og Psalmerne om mig.

24:45  Da oplod han deres Forstand, at de forstode Skrifterne.

24:46  Og han sagde til dem: saaledes er skrevet, og saaledes burde det Christus at lide og at opstaae fra de Døde tredie Dag;

24:47  og i hans Navn at prædikes Omvendelse og Syndernes Forladelse for alle Folk, hvilket skulde begynde fra Jerusalem.

24:48  Men I ere Vidner til disse Ting.

24:49  Og see, jeg sender min Faders Forjættelse over Eder; men I skulle blive I Jerusalems Stad, indtil I blive iførte med Kraft af det Høie.

24:50  Men han førte dem hen ud indtil Bethanien, og han opløftede sine Hænder og velsignede dem.

24:51  Og det skete, der han velsignede dem, skiltes han fra dem og foer op til Himmelen.

24:52  Og de tilbade ham, og vendte tilbage til Jerusalem med stor Glæde.

24:53  Og de vare stedse i Templet og lovede og priste Gud. Amen.