DaOT1871NT1907 - Exodus

Chapter 1

1:1  Og disse ere Navnene paa Israels Sønner, som kom til Ægypten, med Jakob kom de, hver med sit Hus:

1:2  Ruben, Simeon, Levi og Juda,

1:3  Isaskar, Sebulon og Benjamin,

1:4  Dan og Nafthali, Gad og Aser.

1:5  Og alle Personer, som vare udkomne af Jakobs Lænd, de vare halvfjerdsindstyve Personer; men Josef var i Ægypten.

1:6  Og Josef døde, og alle hans Brødre og al denne Slægt.

1:7  Og Israels Børn bleve frugtbare og vrimlede og bleve mangfoldige og vare saare talrige, og Landet blev fuldt af dem.

1:8  Og der kom en ny Konge over Ægypten, som ikke kendte Josef.

1:9  Og han sagde til sit Folk: Se, Israels Børns Folk ere flere og talrigere end vi.

1:10  Velan, vi ville handle klogeligen imod det, at det ikke skal blive mangfoldigt; og det kunde ske, om der blev Lejlighed til en Krig, kunde det ogsaa slaa sig til vore Fjender og føre Krig imod os og drage ud af Landet.

1:11  Saa satte de Skattebetjente over det, at de skulde plage det med deres Byrder; og man byggede Farao Forraadsstæder, nemlig Pithom og Raamses.

1:12  Og jo mere de plagede det, desto mere blev det mangfoldigt, og udbredte sig, og de væmmedes ved Israels Børn.

1:13  Og Ægypterne tvang Israels Børn til at trælle strengt.

1:14  Og de gjorde dem deres Liv besk med haard Trældom i Ler og i Tegl og med alle Haande Trældom paa Marken; i al deres Trældom, i hvilken de tjente dem, maatte de trælle strengt.

1:15  Og Kongen af Ægypten talede til de hebraiske Jordemødre, af hvilke den enes Navn var Sifra og den andens Navn Pua,

1:16  og han sagde: Naar I hjælpe de hebraiske Kvinder ved Fødselen, saa ser paa Stolene: Dersom det er en Søn, saa dræber ham, og dersom det er en Datter, da maa hun leve.

1:17  Men Jordemødrene frygtede Gud og gjorde ikke saa, som Kongen af Ægypten havde talet til dem, men lode Drengene leve.

1:18  Da kaldte Kongen af Ægypten Jordemødrene og sagde til dem: Hvi gjorde I denne Gerning, at I lode Drengene leve?

1:19  Og Jordemødrene svarede Farao: De hebraiske ere ikke som de ægyptiske Kvinder, men de ere stærke; førend Jordemoderen kommer til dem, da have de født.

1:20  Derfor gjorde Gud vel imod Jordemødrene, og Folket blev mangfoldigt, og de bleve saare talrige.

1:21  Og det skete, efterdi Jordemødrene frygtede Gud, da lod han dem faa Huse.

1:22  Saa bød Farao alt sit Folk og sagde: Hver en Søn, som fødes, kaster ham i Floden, og lader alle Døtre leve.

Chapter 2

2:1  Og en Mand af Levi Hus gik hen og tog en Levi Datter.

2:2  Og Kvinden undfik og fødte en Søn, og der hun saa ham, at han var dejlig, da skjulte hun ham tre Maaneder.

2:3  Men der hun ikke længere kunde skjule ham, da tog hun ham en Kiste af Rør og klinede den med Lim og Beg og lagde Drengen der udi og lagde den imellem Sivet ved Bredden af Floden.

2:4  Men hans Søster stod i Frastand for at faa at vide, hvorledes det vilde gaa ham.

2:5  Og Faraos Datter gik ned til Floden for at bade sig, og hendes Jomfruer gik ved Bredden af Floden; der hun saa Kisten midt i Sivet, da sendte hun sin Pige hen og lod den hente.

2:6  Og der hun lod den op, da saa hun Barnet, og se, Drengen græd; da ynkedes hun over ham og sagde: Denne er en af de Hebræers Drenge.

2:7  Da sagde hans Søster til Faraos Datter: Skal jeg gaa og hente dig en Kone til Amme, af de hebraiske, at hun giver dig Drengen at die?

2:8  Og Faraos Datter sagde til hende: Gak! og Pigen gik og kaldte Drengens Moder.

2:9  Da sagde Faraos Datter til hende: Tag denne Dreng og giv mig ham at die, og jeg, ja jeg vil give dig din Løn. Og Kvinden tog Drengen og gav ham at die.

2:10  Og der Drengen var bleven stor, da bragte hun ham til Faraos Datter, og denne holdt ham som sin Søn, og hun kaldte hans Navn Mose, og sagde: Thi jeg drog ham af Vandet.

2:11  Og det skete i de samme Dage, der Mose var bleven stor, da gik han ud til sine Brødre og saa paa deres Byrder, og han saa en ægyptisk Mand, som slog en hebraisk Mand af hans Brødre.

2:12  Da vendte han sig hid og did, og saa, at der var ingen til Stede, og han slog den Ægypter ihjel og skjulte ham i Sandet.

2:13  Og anden Dagen gik han ud, og se, to hebraiske Mænd trættedes; da sagde han til den, som havde Uret: Hvi slaar du din Næste?

2:14  Og han sagde: Hvo har sat dig til Fyrste og Dommer over os? tænker du at slaa mig ihjel, saasom du slog den Ægypter ihjel? da frygtede Mose og sagde: Sandelig den Gerning er bleven vitterlig.

2:15  Og Farao hørte denne Gerning og søgte at slaa Mose ihjel; men Mose flyede fra Faraos Ansigt, og blev i det Land Midian og satte sig ved Brønden.

2:16  Og Præsten i Midian havde syv Døtre, og de kom derhen og droge Vand og fyldte Renderne at vande deres Faders Kvæg.

2:17  Da kom Hyrderne og stødte dem derfra; men Mose stod op og hjalp dem og vandede deres Kvæg.

2:18  Og de kom til Reuel, deres Fader, og han sagde: Hvi komme I saa snart i Dag?

2:19  Og de sagde: En ægyptisk Mand friede os fra Hyrdernes Haand og drog desuden flittig Vand op for os og vandede Kvæget.

2:20  Og han sagde til sine Døtre: Hvor er han da? hvi lode I den Mand gaa? kalder ham og han skal æde Brød med os.

2:21  Og Mose havde Lyst til at blive hos Manden; saa gav han Mose Zippora, sin Datter.

2:22  Og hun fødte en Søn, og han kaldte hans Navn Gersom; thi han sagde: Jeg er bleven en Udlænding i et fremmed Land.

2:23  Og det skete lang Tid derefter, da døde Kongen af Ægypten; og Israels Børn sukkede over den Trældom og raabte, og deres Raab over Trældommen kom op for Gud.

2:24  Og Gud hørte deres Suk, og Gud tænkte paa sin Pagt med Abraham, med Isak og med Jakob.

2:25  Og Gud saa Israels Børn, og Gud kendtes ved dem.

Chapter 3

3:1  Og Mose vogtede Kvæg hos Jetro, sin Svigerfader, Præsten i Midian, og han drev Kvæget bag Ørken og kom til det Guds Bjerg, til Horeb.

3:2  Og Herrens Engel aabenbaredes for ham i en Ildslue, midt af Tornebusken, og han saa, og se, Tornebusken brændte i Ilden, dog blev Tornebusken ikke fortæret.

3:3  Og Mose sagde: Jeg vil nu gaa hen og se dette store Syn, hvi Tornebusken ikke opbrændes.

3:4  Der Herren saa, at han gik hen for at se, da raabte Gud til ham midt af Tornebusken og sagde: Mose! Mose! og han sagde: Se, her er jeg.

3:5  Og han sagde: Kom ikke nær her hid, drag dine Sko af dine Fødder; thi det Sted, som du staar paa, det er hellig Jord.

3:6  Og han sagde: Jeg er din Faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud; og Mose skjulte sit Ansigt, thi han frygtede for at se paa Gud.

3:7  Og Herren sagde: Jeg har grant set mit Folks Elendighed i Ægypten, og hørt deres Skrig over dem, som trænge dem; thi jeg ved deres Smerter.

3:8  Og jeg er nedfaren for at redde dem af Ægypternes Haand og for at føre dem op af dette Land, til et godt og vidt Land, til et Land, som flyder med Mælk og Honning, til Kananitens og Hethitens og Amoritens og Feresitens og Hevitens og Jebusitens Sted.

3:9  Og nu se, Israels Børns Skrig er kommet for mig, og jeg har ogsaa set den Trængsel, hvormed Ægypterne trænge dem.

3:10  Saa gak nu og jeg vil sende dig til Farao, og udfør mit Folk, Israels Børn, af Ægypten.

3:11  Og Mose sagde til Gud: Hvo er jeg, at jeg skulde gaa til Farao, og at jeg skulde udføre Israels Børn af Ægypten?

3:12  Og han sagde: Sandelig, jeg vil være med dig; og dette skal være dig et Tegn, at jeg har sendt dig: Naar du udfører Folket af Ægypten, da skulle I tjene Gud paa dette Bjerg.

3:13  Og Mose sagde til Gud: Se, naar jeg kommer til Israels Børn og siger til dem: Eders Fædres Gud har sendt mig til eder, og de sige til mig: Hvad er hans Navn? hvad skal jeg da sige til dem?

3:14  Og Gud sagde til Mose: Jeg er den, som jeg er; og han sagde: Saa skal du sige til Israels Børn: „Jeg er‟ har sendt mig til eder.

3:15  Og Gud sagde ydermere til Mose: Saa skal du sige til Israels Børn: Herren, eders Fædres Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud, sendte mig til eder; dette er mit Navn evindeligen, og dette min Ihukommelse fra Slægt til Slægt.

3:16  Gak, og du skal samle de ældste af Israel og sige til dem: Herren, eders Fædres Gud, er aabenbaret for mig, Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, og har sagt: Jeg har visselig besøgt eder og set, hvad eder er vederfaret i Ægypten.

3:17  Og jeg har sagt: Jeg vil føre eder op af Ægyptens Elendighed til Kananitens og Hethitens og Amoritens og Feresitens og Hevitens og Jebusitens Land, til et Land, som flyder med Mælk og Honning.

3:18  Og de skulle høre din Røst, og du skal gaa ind, du og de ældste af Israel, til Kongen af Ægypten, og I skulle sige til ham: Herren, Hebræernes Gud, har mødt os, og nu, lad os dog gaa tre Dages Rejse hen i Ørken og ofre til Herren vor Gud.

3:19  Men jeg ved, at Kongen af Ægypten skal ikke lade eder fare, end ikke ved en stærk Haand.

3:20  Og jeg skal udstrække min Haand og slaa Ægypten med alle mine underlige Ting, som jeg vil gøre midt i det, og derefter skal han lade eder fare.

3:21  Og jeg vil give dette Folk Naade hos Ægypterne, og det skal ske, naar I skulle rejse, skulle I ikke rejse tomhændede.

3:22  Men hver Kvinde skal begære af sin Naboerske og af den, hun er i Huset med, Sølvkar og Guldkar og Klæder, og dem skulle I lægge paa eders Sønner og paa eders Døtre, og skille Ægypterne derved.

Chapter 4

4:1  Og Mose svarede og sagde: Men se, de skulle ikke tro mig og ikke lyde min Røst; men de skulle sige: Herren har ikke aabenbaret sig for dig.

4:2  Og Herren sagde til ham, hvad er dette, du har i din Haand? og han sagde: En Stav.

4:3  Og han sagde: Kast den paa Jorden; og han kastede den paa Jorden; saa blev den til en Slange, og Mose flyede for den.

4:4  Da sagde Herren til Mose: Udræk din Haand og tag fat paa dens Hale; saa rakte han sin Haand ud og tog fat paa den, og den blev til en Stav i hans Haand;

4:5  at de skulle tro, at Herren, deres Fædres Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud, har aabenbaret sig for dig.

4:6  Og Herren sagde ydermere til ham: Stik nu din Haand i din Barm; og han stak sin Haand i sin Barm, og han drog den ud og se, hans Haand var spedalsk som Sne.

4:7  Og han sagde: Stik igen din Haand i din Barm; og han stak igen sin Haand i sin Barm; og han drog den ud af sin Barm, og se, da var den igen bleven som hans Kød.

4:8  Og det skal ske, dersom de ikke ville tro dig eller adlyde din Røst ved det første Tegn, da skulle de tro din Røst ved det andet Tegn.

4:9  Og det skal ske, dersom de end ikke skulle tro disse tvende Tegn og ej lyde din Røst, da skal du tage af Flodens Vand og øse paa det tørre; da skal det Vand, som du tog af Floden vorde, ja da skal det vorde til Blod paa det tørre.

4:10  Og Mose sagde til Herren: Hør mig, Herre! jeg har ikke hidtildags været en veltalende Mand, ej heller siden du talede til din Tjener; thi jeg har et svart Maal og en svar Tunge.

4:11  Og Herren sagde til ham: Hvo giver Mennesket Mund? eller hvo gør stum eller døv eller seende eller blind? mon ikke jeg Herren?

4:12  Saa gak nu; og jeg skal være med din Mund, og lære dig, hvad du skal tale.

4:13  Og han sagde: Hør mig, Herre! send nu, hvem du vil sende.

4:14  Da blev Herrens Vrede optændt imod Mose, og han sagde: Kender jeg ikke Aron, din Broder, den Levit, at han kan tale vel? og se, han skal endog gaa ud imod dig, og naar han ser dig, da skal han glæde sig i sit Hjerte;

4:15  og du skal tale til ham og lægge Ordene i hans Mund; og jeg skal være med din Mund og med hans Mund, og lære eder, hvad I skulle gøre.

4:16  Og han skal tale for dig til Folket, og det skal ske, at han skal være din Mund, og du skal være ham som en Gud.

4:17  Og tag denne Stav i din Haand, med hvilken du skal gøre Tegnene.

4:18  Og Mose gik og kom igen til Jetro, sin Svigerfader, og sagde til ham: Kære, lad mig fare, saa vil jeg drage tilbage til mine Brødre, som ere i Ægypten, og se, om de endnu leve; og Jetro sagde til Mose: Gak i Fred.

4:19  Og Herren sagde til Mose i Midian: Gak, vend tilbage til Ægypten; thi alle de Mænd ere døde, som søgte efter dit Liv.

4:20  Saa tog Mose sin Hustru og sine Sønner og førte dem paa et Asen, og han vendte tilbage til Ægyptens Land, og Mose tog Guds Stav i sin Haand.

4:21  Og Herren sagde til Mose: Naar du gaar for at vende tilbage til Ægypten, da se til, at du for Faraos Aasyn gør alle disse Tegn, som jeg har givet i din Haand; men jeg vil forhærde hans Hjerte, at han ikke skal lade Folket fare.

4:22  Og du skal sige til Farao: Saa siger Herren: Israel er min Søn, min førstefødte.

4:23  Og jeg har sagt til dig: Lad min Søn fare, at han kan tjene mig, og du har vægret dig for at lade ham fare; se, jeg ihjelslaar din Søn, din førstefødte.

4:24  Og det skete paa Vejen i Herberget, at Herren kom imod ham og vilde have slaget ham ihjel.

4:25  Da tog Zippora en skarp Sten og afskar sin Søns Forhud, og kastede den hen for hans Fødder og sagde: Du er mig en Blodbrudgom.

4:26  Da lod han ham være; men hun sagde da: En Blodbrudgom — for Omskærelsens Skyld.

4:27  Og Herren sagde til Aron: Gak imod Mose i Ørken; og han gik og mødte ham ved Guds Bjerg og kyssede ham.

4:28  Og Mose forkyndte Aron alle Ord af Herren, som havde udsendt ham, og alle de Tegn, som han havde befalet ham.

4:29  Saa gik Mose og Aron hen og samlede alle de ældste af Israels Børn.

4:30  Og Aron talede alle de Ord, som Herren havde talet med Mose; og han gjorde Tegnene for Folkets Øjne.

4:31  Og Folket troede, og der de hørte, at Herren havde besøgt Israels Børn, og at han havde set deres Elendighed, da bøjede de sig og tilbade.

Chapter 5

5:1  Og derefter kom Mose og Aron ind til Farao og sagde: Saa siger Herren, Israels Gud: Lad mit Folk fare, og de skulle holde mig Højtid i Ørken.

5:2  Og Farao sagde: Hvo er den Herre, hvis Røst jeg skal adlyde i at lade Israel fare? jeg kender ikke den Herre, jeg vil heller ikke lade Israel fare.

5:3  Og de sagde: Hebræernes Gud mødte os; lad os dog gaa tre Dages Rejse i Ørken og bringe Herren vor Gud Offer, at han ikke skal ramme os med Pest eller med Sværdet.

5:4  Da sagde Kongen af Ægypten til dem: Mose og Aron, hvorfor ville I afdrage Folket fra deres Gerninger; gaar hen til eders Byrder.

5:5  Og Farao sagde ydermere: Se, Folket er nu mangfoldigt i Landet, og I ville bringe dem Hvile for deres Byrder.

5:6  Og Farao befalede samme Dag Opsynsmændene over Folket og dets Fogeder og sagde:

5:7  I skulle ikke ydermere give Folket Halm til Teglarbejdet som tilforn; lader dem selv gaa og sanke sig Halm;

5:8  og paalægger dem alligevel at gøre det samme Tal Stene, som de have gjort hidtildags; eftergiver intet deraf; thi de ere efterladne, derfor skrige de og sige: Vi ville gaa hen, vi ville ofre til vor Gud.

5:9  Lader Trældommen blive svar over Mændene, saa at de have at gøre dermed og ikke agte paa løgnagtige Ord.

5:10  Da udgik Folkets Opsynsmænd og dets Fogeder og sagde til Folket: Saa siger Farao: Jeg giver eder ikke Halm.

5:11  Gaar selv, tager eder Halm, hvor I kunne finde; men der skal intet eftergives i eders Trællearbejde.

5:12  Saa adspredte Folket sig over alt Ægyptens Land, at sanke Stubber, at bruge som Halm.

5:13  Og Opsynsmændene dreve paa og sagde: Fuldkommer eders Gerning, Arbejdet Dag for Dag, ligesom da I havde Halm.

5:14  Og Israels Børns Fogeder, hvilke Faraos Opsynsmænd havde sat over dem, bleve slagne; og der blev sagt til dem: Hvorfor have I ikke fuldkommet eders beskikkede Gerning, at gøre Tegl, som tilforn, saa og i Gaar og i Dag?

5:15  Da kom Israels Børns Fogeder og raabte til Farao og sagde: Hvi gør du saa med dine Tjenere?

5:16  Dine Tjenere gives ikke Halm, og de sige til os: Gører Tegl! og se, dine Tjenere faa Hug; dog dit Folk er Skyld deri.

5:17  Og han sagde: I ere efterladne, ja efterladne, derfor sige I: Vi ville gaa hen, vi ville ofre til Herren.

5:18  Og nu, gaar, arbejder, og ingen Halm skal gives eder; men I skulle dog forskaffe Tallet paa Teglene.

5:19  Da saa Israels Børns Fogeder, at de vare ilde farne, idet der sagdes: I skulle intet formindske i eders Tegl, i Arbejdet Dag for Dag.

5:20  Da traf de paa Mose og Aron, der stode for at møde dem, da de gik ud fra Farao.

5:21  Og de sagde til dem: Herren skal se paa eder og dømme, at I have gjort os stinkende for Farao og for hans Tjenere, saa at I have givet Sværdet i deres Haand til at ihjelslaa os.

5:22  Og Mose vendte sig til Herren igen og sagde: Herre, hvi gør du ilde imod dette Folk? hvi sendte du mig?

5:23  Thi fra den Tid, da jeg kom til Farao at tale i dit Navn, har han gjort ilde imod dette Folk, og du har ingenlunde friet dit Folk.

Chapter 6

6:1  Og Herren sagde til Mose: Nu skal du se, hvad jeg vil gøre Farao; thi ved en stærk Haand skal han lade dem fare, og ved en stærk Haand skal han uddrive dem af sit Land.

6:2  Og Gud talede til Mose og sagde til ham: Jeg er Herren,

6:3  og jeg har aabenbaret mig for Abraham, Isak og Jakob som en almægtig Gud; men ved mit Navn: „Herren!‟ var jeg ikke kendt af dem.

6:4  Og Jeg har ogsaa oprettet min Pagt med dem, at give dem Kanaans Land, deres Udlændigheds Land, i hvilket de have været Udlændinge.

6:5  Og jeg har ogsaa hørt Sukket fra Israels Børn, hvilke Ægypterne have gjort til Trælle, og jeg har ihukommet min Pagt.

6:6  Derfor sig til Israels Børn: Jeg er Herren og vil udføre eder fra Ægypternes Byrder og fri eder af deres Trældom; og jeg vil udløse eder med en udrakt Arm og ved store Domme.

6:7  Og jeg vil tage mig eder til et Folk, og jeg vil være eder en Gud, og I skulle fornemme, at jeg er Herren eders Gud, den som udfører eder fra Ægypternes Byrder.

6:8  Og jeg vil indføre eder i Landet, om hvilket jeg har opløftet min Haand og svoret at give Abraham, Isak og Jakob det; og jeg vil give eder det til Ejendom, jeg er Herren.

6:9  Og Mose talede saaledes til Israels Børn; men de hørte ikke Mose for Sjæleangst og for den haarde Trældom.

6:10  Da talede Herren til Mose og sagde:

6:11  Gak ind og tal til Farao, Kongen af Ægypten, at han lader Israels Børn drage ud af sit Land.

6:12  Og Mose talede for Herrens Ansigt og sagde: Se, Israels Børn høre mig ikke, og hvorledes skulde Farao høre mig? og derhos er jeg uomskaaren paa Læberne.

6:13  Og Herren talede til Mose og Aron og gav dem Befaling til Israels Børn og til Farao, Kongen af Ægypten, om at udføre Israels Børn af Ægyptens Land.

6:14  Disse vare Øversterne i deres Fædrenehuse: Rubens, Israels førstefødtes, Sønner vare: Hanok og Pallu, Hezron og Karmi; disse vare Rubens Slægter.

6:15  Og Simeons Sønner vare: Jemuel og Jamin og Ohad og Jakin og Zohar og Saul, den kananæiskes Søn; disse vare Simeons Slægter.

6:16  Og disse vare Levi Børns Navne efter deres Slægter: Gerson og Kahath og Merari; men Levi blev hundrede og syv og tredive Aar gammel.

6:17  Og Gersons Børn vare: Libni og Simei efter deres Slægter.

6:18  Og Kahaths Børn vare: Amram og Jizehar og Hebron og Ussiel; og Kahath blev hundrede og tre og tredive Aar gammel.

6:19  Og Merari Børn vare Maheli og Musi; disse ere Levi Slægter efter deres Afkom.

6:20  Og Amram tog sin Faders Søster Jokebed til Hustru, og hun fødte ham Aron og Mose; og Amram blev hundrede og syv og tredive Aar gammel.

6:21  Og Jizehars Sønner vare: Kora og Nefeg og Sikri.

6:22  Og Ussiels Sønner vare: Misael og Elzafan og Sithri.

6:23  Og Aron tog Eliseba, Amminadabs Datter, Nahassons Søster, til Hustru, og hun fødte ham Nadab og Abihu, Eleasar og Ithamar.

6:24  Og Koras Børn vare: Assir og Elkana og Abiasaf; disse ere de Koraiters Slægter.

6:25  Men Eleasar, Arons Søn, tog sig en Hustru af Putiels Døtre, og hun fødte ham Pinehas; disse ere Øversterne for Leviternes Fædrenehuse efter deres Slægter.

6:26  Dette er Aron og Mose, som Herren sagde til: Fører Israels Børn ud af Ægyptens Land, efter deres Hære.

6:27  Det var dem, som talede til Farao, Kongen af Ægypten, om at udføre Israels Børn af Ægypten, det er Mose og Aron.

6:28  Og det skete paa den Dag, at Herren talede til Mose i Ægyptens Land.

6:29  Og Herren talede til Mose sigende: Jeg er Herren, tal til Farao, Kongen af Ægypten, alt hvad jeg taler til dig.

6:30  Og Mose sagde for Herrens Ansigt: Se, jeg er uomskaaren paa Læberne, og hvorledes skulde Farao høre mig?

Chapter 7

7:1  Og Herren sagde til Mose: Se, jeg har sat dig til en Gud for Farao og Aron, din Broder, skal være din Profet.

7:2  Du skal tale alt det, som jeg vil befale dig; men Aron, din Broder, skal tale til Farao, at han skal lade Israels Børn drage ud af sit Land.

7:3  Men jeg vil forhærde Faraos Hjerte og mangfoldiggøre mine Tegn og mine underlige Gerninger i Ægyptens Land.

7:4  Og Farao skal ikke høre eder, og jeg vil lægge min Haand paa Ægypterne og udføre mine Hære, mit Folk, Israels Børn, af Ægyptens Land ved store Domme.

7:5  Og Ægypterne skulle fornemme, at jeg er Herren, naar jeg udrækker min Haand over Ægypten og fører Israels Børn midt ud fra dem.

7:6  Og Mose og Aron gjorde det; saasom Herren havde befalet dem, saa gjorde de.

7:7  Og Mose var firsindstyve Aar gammel, og Aron tre og firsindstyve Aar gammel, da de talede til Farao.

7:8  Og Herren sagde til Mose og til Aron, sigende:

7:9  Naar Farao taler til eder sigende: Gører en underlig Gerning, da skal du sige til Aron: Tag din Stav og kast den for Faraos Ansigt: Den skal blive til en Slange.

7:10  Da kom Mose og Aron til Farao og gjorde saaledes, som Herren havde befalet, og Aron kastede sin Stav for Farao og for hans Tjenere, og den blev til en Slange.

7:11  Da kaldte ogsaa Farao ad de vise og Troldkarlene, men ogsaa disse, de ægyptiske Koglere, gjorde ligesaa med deres Besværgelser.

7:12  Og de kastede hver sin Stav, og de bleve Slanger; men Arons Stav opslugte deres Stave.

7:13  Og Faraos Hjerte forhærdedes, at han hørte dem ikke, ligesom Herren havde sagt.

7:14  Og Herren sagde til Mose: Faraos Hjerte er haardt, han vægrer sig ved at lade Folket fare.

7:15  Gak til Farao aarle, se, han gaar ud til Vandet, og du skal træde frem mod ham ved Bredden af Floden; og din Stav, som var omvendt til en Slange, skal du tage i din Haand.

7:16  Og du skal sige til ham: Herren, Hebræernes Gud, har sendt mig til dig og sagt: Lad mit Folk fare, at de kunne tjene mig i Ørken, og se, du har ej villet høre hidindtil.

7:17  Saa siger Herren: Af dette skal du fornemme, at jeg er Herren; se, jeg slaar med Staven, som jeg har i min Haand, paa Vandet, som er i Floden, og det skal omvendes til Blod.

7:18  Og Fiskene, som ere i Floden, skulle dø, og Floden skal lugte ilde, saa at Ægypterne skulle væmmes ved at drikke Vand af Floden.

7:19  Og Herren sagde til Mose: Sig til Aron: Tag din Stav og ræk din Haand ud over Vandet i Ægypten, over deres Strømme, over deres Floder og over deres Søer og over alle deres Vandsamlinger, og de skulle vorde Blod, og der skal være Blod i hele Ægyptens Land, baade i Træ- og i Stenkarrene.

7:20  Og Mose og Aron gjorde saa, eftersom Herren havde befalet, og han opløftede Staven og slog Vandet, som var i Floden, for Faraos Øjne og for hans Tjeneres Øjne, og alt Vandet, som var i Floden, omvendtes til Blod.

7:21  Og Fiskene, som vare i Floden, døde, og Floden lugtede ilde, saa at Ægypterne ikke kunde drikke Vand af Floden; og der blev Blod i hele Ægyptens Land.

7:22  Og de ægyptiske Koglere gjorde ligesaa med deres Besværgelser; og Faraos Hjerte forhærdedes, at han hørte dem ikke, som Herren havde sagt.

7:23  Og Farao vendte sig og gik til sit Hus og lagde end ikke dette paa sit Hjerte.

7:24  Men alle Ægypterne grove omkring Floden efter Vand at drikke; thi de kunde ikke drikke af Vandet i Floden.

7:25  Og der forløb syv Dage, efter at Herren havde slaget Floden.

Chapter 8

8:1  Og Herren sagde til Mose: Gak til Farao, og du skal sige til ham: Saa siger Herren: Lad mit Folk fare, at de kunne tjene mig.

8:2  Og dersom du vægrer dig ved at lade dem fare, se, da vil jeg plage hele dit Landemærke med Frøer.

8:3  Og Floden skal vrimle med Frøer, og de skulle hoppe op og komme i dit Hus og i dit Sengekammer og paa din Seng og i dine Tjeneres Hus og iblandt dit Folk og i dine Ovne og i dine Dejgtruge.

8:4  Og Frøerne skulle hoppe op paa dig og paa dit Folk og paa alle dine Tjenere.

8:5  Og Herren sagde til Mose: Sig til Aron: Ræk din Haand ud med din Stav over Strømmene, over Floderne og over Søerne, og lad Frøerne komme op over Ægyptens Land.

8:6  Og Aron rakte sin Haand ud over Vandene i Ægypten, og der kom Frøer op og skjulte Ægyptens Land.

8:7  Og Koglerne gjorde ligesaa med deres Besværgelser, og de lode Frøer komme op over Ægyptens Land.

8:8  Da kaldte Farao ad Mose og Aron og sagde: Beder til Herren, at han borttager Frøerne fra mig og fra mit Folk, saa vil jeg lade Folket fare, og de maa ofre til Herren.

8:9  Og Mose sagde til Farao: Hav du fremfor mig den Ære at sige, naar jeg skal bede for dig og for dine Tjenere og for dit Folk, at Frøerne skulle fordrives fra dig og fra dine Huse; kun i Floden skulle de blive tilbage.

8:10  Og han sagde: I Morgen; og han sagde: Efter dit Ord! at du skal fornemme, at der er ikke nogen som Herren vor Gud,

8:11  saa skulle Frøerne vige fra dig og fra dine Huse og fra dine Tjenere, og fra dit Folk; kun i Floden skulle de blive tilbage.

8:12  Saa gik Mose og Aron ud fra Farao; og Mose raabte til Herren angaaende de Frøer, som han havde paaført Farao.

8:13  Og Herren gjorde efter Mose Ord; saa døde Frøerne bort af Husene, af Gaardene og af Agrene.

8:14  Og de samlede dem sammen, Hob ved Hob, og Landet stinkede.

8:15  Der Farao saa, at han havde faaet Luft, da forhærdede han sit Hjerte, og han hørte dem ikke, som Herren havde sagt.

8:16  Og Herren sagde til Mose: Sig til Aron: Ræk din Stav ud, og slaa Støvet paa Jorden; det skal blive til Lus i hele Ægyptens Land.

8:17  Og de gjorde saa; og Aron udstrakte sin Haand med sin Stav og slog Støvet paa Jorden, og der blev Lus paa Mennesker og paa Kvæget; alt Støvet i Landet blev til Lus i hele Ægyptens Land.

8:18  Og Koglerne gjorde ligesaa med deres Besværgelser for at lade Lus komme frem, men de kunde ikke; og der var Lus paa Menneskene og paa Kvæget.

8:19  Da sagde Koglerne til Farao: Det er Guds Finger; men Faraos Hjerte forhærdedes, saa at han ikke hørte dem, som Herren havde sagt.

8:20  Og Herren sagde til Mose: Staa aarle op om Morgenen, og stil dig for Farao; se, han gaar ud til Vandet, og du skal sige til ham: Saa siger Herren: Lad mit Folk fare, at de maa tjene mig.

8:21  Thi dersom du ikke lader mit Folk fare, se, da lader jeg komme alle Haande Utøj paa dig og paa dine Tjenere og paa dit Folk og i dine Huse, at Ægypternes Huse skulle vorde fulde af allehaande Utøj, og tilmed Jorden, hvorpaa de ere.

8:22  Og paa den samme Dag vil jeg udskille Gosen Land, i hvilket mit Folk er, at der ikke skal være alle Haande Utøj der, paa det du skal fornemme, at jeg er Herren midt i Landet.

8:23  Og jeg vil sætte en Frelse til at skille imellem mit Folk og imellem dit Folk; i Morgen skal det Tegn ske.

8:24  Og Herren gjorde saa; og der kom en svær Hob Utøj i Faraos Hus og i hans Tjeneres Hus, og i hele Ægyptens Land blev Landet fordærvet af alle Haande Utøj.

8:25  Og Farao kaldte ad Mose og ad Aron og sagde: Gaar hen, ofrer til eders Gud i dette Land.

8:26  Og Mose sagde: Det maa ikke ske, at vi saa gøre; thi vi skulde da ofre til Herren vor Gud, Ægypterne til en Vederstyggelighed; se, skulle vi ofre, Ægypterne til en Vederstyggelighed for deres Øjne, og de skulde ikke stene os?

8:27  Vi skulle gaa tre Dages Rejse i Ørken og ofre til Herren vor Gud, saasom han skal sige os.

8:28  Da sagde Farao: Jeg vil lade eder fare, at I skulle ofre til Herren eders Gud i Ørken, dog saa, at I ikke skulle drage længere bort; beder for mig.

8:29  Og Mose sagde: Se, naar jeg kommer ud fra dig, da vil jeg bede til Herren, at alle Haande Utøj skal vige fra Farao og fra hans Tjenere og fra hans Folk i Morgen; kun at Farao ikke bedrager mig mere, saa at han ej lader Folket fare at ofre til Herren.

8:30  Og Mose gik ud fra Farao og bad til Herren.

8:31  Saa gjorde Herren efter Mose Ord og borttog alle Haande Utøj fra Farao, fra hans Tjenere og fra hans Folk; der blev ikke eet igen.

8:32  Men Farao forhærdede sit Hjerte end denne Gang og lod ikke Folket fare.

Chapter 9

9:1  Og Herren sagde til Mose: Gak til Farao, og du skal sige til ham: Saa siger Herren, Hebræernes Gud: Lad mit Folk fare, at de kunne tjene mig.

9:2  Thi dersom du vægrer dig ved at lade dem fare, og du fremdeles holder paa dem,

9:3  se, da skal Herrens Haand komme over dit Kvæg, som er paa Marken, over Heste, over Asener, over Kameler, over Øksne og over smaat Kvæg, en saare svar Pest.

9:4  Og Herren skal gøre Skilsmisse imellem Israels Kvæg og imellem Ægypternes Kvæg, og der skal intet dø af alt det, Israels Børn have.

9:5  Og Herren satte en bestemt Tid og sagde: I Morgen skal Herren gøre denne Gerning i Landet.

9:6  Og Herren gjorde denne Gerning den næste Dag, og alt Ægypternes Kvæg døde; men der døde ikke eet Stykke af Israels Børns Kvæg.

9:7  Og Farao sendte Bud, og se, end ikke eet Stykke var død af Israels Kvæg; men Faraos Hjerte forhærdedes, og han lod ikke Folket fare.

9:8  Da sagde Herren til Mose og til Aron: Tager eders Næver fulde af Aske fra Ovnen, og Mose skal slaa den ud mod Himmelen for Faraos Øjne.

9:9  Og den skal vorde til Støv over alt Ægyptens Land, og det skal vorde til Bylder, som skal bryde ud med Blegner, paa Folket og paa Kvæget i alt Ægyptens Land.

9:10  Saa toge de Aske fra Ovnen og stode for Farao, og Mose slog den ud mod Himmelen; og der blev Bylder, som brød ud med Blegner, paa Folket og paa Kvæget.

9:11  Og Koglerne kunde ikke bestaa for Mose, formedelst Bylderne; thi der var Bylder paa Koglerne og paa alle Ægyptere.

9:12  Men Herren forhærdede Faraos Hjerte, saa at han ikke hørte dem, som Herren havde sagt til Mose.

9:13  Da sagde Herren til Mose: Staa aarle op om Morgenen og stil dig for Farao og sig til ham: Saa siger Herren, Hebræernes Gud: Lad mit Folk fare, at de kunne tjene mig.

9:14  Thi denne Gang vil jeg sende alle mine Plager, saa det gaar dig til Hjerte, baade paa dine Tjenere og paa dit Folk, at du skal fornemme, at der er ingen som jeg paa al Jorden.

9:15  Thi havde jeg allerede udrakt min Haand og slaget dig og dit Folk med Pest, da havde du været udslettet af Jorden;

9:16  men sandelig derfor har jeg ladet dig blive staaende, for at lade dig se min Magt, og for at mit Navn skal kundgøres i alle Lande.

9:17  Ophøjer du dig endnu over mit Folk, saa at du ikke vil lade dem fare?

9:18  Se, jeg vil i Morgen paa denne Tid lade regne en saare svar Hagel, hvis Lige var aldrig før i Ægypten fra den Dag, det blev grundfæstet og hidindtil.

9:19  Saa send nu hen, saml dit Kvæg og alt det, du har paa Marken; thi alle Mennesker og alt Kvæg, som findes paa Marken og ikke ere samlede i Hus, og som Hagelen slaar ned paa, skulle dø.

9:20  Hvo som da frygtede Herrens Ord blandt Faraos Tjenere, han lod sine Tjenere og sit Kvæg fly til Husene;

9:21  men hvo som ikke lagde Herrens Ord paa sit Hjerte, lod sine Tjenere og sit Kvæg blive paa Marken.

9:22  Da sagde Herren til Mose: Ræk din Haand op mod Himmelen, og der skal vorde Hagel over hele Ægyptens Land, over Mennesker og over Kvæg og over alle Urter paa Marken i Ægyptens Land.

9:23  Og Mose rakte sin Stav op mod Himmelen, og Herren lod tordne og hagle, og der for Ild ned paa Jorden; og Herren lod regne Hagel over Ægyptens Land.

9:24  Og der blev Hagel og Ild, som slyngede sig midt i Hagelen, saare svar, saadan som ikke havde været i hele Ægyptens Land, fra den Tid det havde været et Folks Land.

9:25  Og Hagelen nedslog i hele Ægyptens Land det, som var paa Marken, baade Mennesker og Kvæg; og alle Urter paa Marken slog Hagelen og knækkede alle Træer paa Marken.

9:26  Alene i Gosen Land, hvor Israels Børn vare, faldt der ikke Hagel.

9:27  Da sendte Farao hen og lod kalde ad Mose og Aron og sagde til dem: Jeg har syndet denne Gang; Herren er den retfærdige, men jeg og mit Folk ere de ugudelige.

9:28  Beder til Herren, at det maa være nok med den Guds Torden og Hagel, saa vil jeg lade eder fare, at I ikke skulle bie længere.

9:29  Og Mose sagde til ham: Naar jeg kommer ud af Staden, da vil jeg udbrede mine Hænder til Herren, saa skal Tordenen høre op, og Hagelen skal ikke falde mere, at du skal fornemme, at Jorden hører Herren til.

9:30  Dog om dig og dine Tjenere ved jeg, at I endnu ikke frygte for den Herre Guds Ansigt.

9:31  Da blev baade Hør og Byg nedslaget; thi Bygget var skudt i Aks og Hørren i Knevler.

9:32  Men Hveden og Spelten bleve ikke nedslagne; thi de vare endnu ikke skredne.

9:33  Og Mose gik fra Farao ud af Staden og udbredte sine Hænder til Herren; saa lod det af at tordne og hagle, og Regnen blev ikke mere udøst paa Jorden.

9:34  Der Farao saa, at det holdt op at regne og hagle og tordne, da syndede han endda; og han forhærdede sit Hjerte, han og hans Tjenere.

9:35  Saa blev Faraos Hjerte forhærdet, og han lod ikke Israels Børn fare, som Herren havde sagt ved Mose.

Chapter 10

10:1  Og Herren sagde til Mose: Gak ind til Farao; thi jeg har forhærdet hans Hjerte og hans Tjeneres Hjerte for at gøre disse mine Tegn iblandt dem,

10:2  og for at du skal forkynde det for dine Børns og dine Børnebørns Øren, hvad jeg har udrettet i Ægypten, og mine Tegn, som jeg har sat iblandt dem; og I skulle fornemme, at jeg er Herren.

10:3  Saa gik Mose og Aron ind til Farao og sagde til ham: Saa siger Herren, Hebræernes Gud: Hvor længe vægrer du dig ved at ydmyge dig for mit Ansigt? lad mit Folk fare, at de maa tjene mig.

10:4  Thi dersom du vægrer dig ved at lade mit Folk fare, se, da vil jeg i Morgen lade Græshopper komme i dit Landemærke.

10:5  Og de skulle skjule Synet af Jorden, at man ikke skal kunne se Jorden, og de skulle opæde det øvrige, som er reddet, og hvad der er blevet eder tilovers fra Hagelen, og de skulle æde hvert Træ, som vokser op hos eder af Marken.

10:6  Og dine Huse skulle fyldes og alle dine Tjeneres Huse og alle Ægypternes Huse, hvilket hverken dine Fædre eller dine Forfædre have set, fra den Tid de bleve til paa Jorden indtil denne Dag; saa vendte han sig og gik ud fra Farao.

10:7  Da sagde Faraos Tjenere til ham: Hvor længe skal denne være os til en Snare? lad de Mænd fare, at de maa tjene Herren deres Gud; mon du endnu ikke ved, at Ægypten er ødelagt?

10:8  Og Mose og Aron bleve hentede tilbage til Farao, og han sagde til dem: Gaar, tjener Herren, eders Gud; hvilke ere de, som gaa bort?

10:9  Og Mose sagde: Vi ville gaa med vore unge og vore gamle, med vore Sønner og vore Døtre, med vore Faar og med vore Øksne ville vi gaa; thi det er os Herrens Højtid.

10:10  Da sagde han til dem: Saa vist være Herren med eder, som jeg vil lade eder og eders smaa Børn fare, ser der, at I have ondt i Sinde.

10:11  Ikke saa! I Mænd, farer nu hen og tjener Herren, thi det have I begæret; og man drev dem ud fra Faraos Ansigt.

10:12  Da sagde Herren til Mose: Ræk din Haand ud over Ægyptens Land efter Græshopper, og de skulle komme op over Ægyptens Land og æde alle Urter i Landet, ja alt det, som Hagelen lod blive tilovers.

10:13  Saa rakte Mose sin Stav over Ægyptens Land, og Herren lod komme Østenvejr i Landet den samme hele Dag og hele Nat; det skete om Morgenen, at Østenvejret bragte Græshopperne op.

10:14  Og der kom Græshopper op over hele Ægyptens Land og lode sig ned i hele Ægyptens Landemærke; de vare i svær Mængde; før dem havde der ikke været Græshopper saaledes, og efter dem skulde der ikke blive saaledes;

10:15  thi de skjulte Synet af hele Jorden, og Jorden blev formørket, og de aade alle Urter i Landet og al Frugt paa Træerne, som Hagelen lod blive tilovers; og der blev intet grønt tilovers paa Træer eller paa Urter i Marken i hele Ægyptens Land.

10:16  Da skyndte Farao sig at kalde ad Mose og Aron, og han sagde: Jeg har syndet imod Herren eders Gud og imod eder.

10:17  Og kære, forlad mig nu min Synd aleneste denne Gang, og beder til Herren eders Gud, at han dog vil borttage denne Død fra mig.

10:18  Og han gik ud fra Farao, og han bad til Herren.

10:19  Og Herren vendte Vejret om til en saare stærk Vestenvind, som førte Græshopperne bort og kastede dem i det røde Hav; der blev ikke een Græshoppe tilovers i hele Ægyptens Landemærke.

10:20  Men Herren forhærdede Faraos Hjerte, og han lod ikke Israels Børn fare.

10:21  Og Herren sagde til Mose: Ræk din Haand op mod Himmelen, at der bliver Mørke over Ægyptens Land, at man kan føle paa Mørket.

10:22  Og Mose rakte sin Haand op mod Himmelen; da blev der tykt Mørke i hele Ægyptens Land i tre Dage.

10:23  Ikke een saa den anden, og ingen stod op fra sit Sted i tre Dage; men hos alle Israels Børn var det lyst i deres Boliger.

10:24  Da kaldte Farao ad Mose og sagde: Gaar, tjener Herren, kun skulle I lade eders Faar og Øksne blive; ogsaa eders smaa Børn maa fare med eder.

10:25  Og Mose sagde: Du skal og medgive os Slagtoffere og Brændoffere, at vi kunne ofre til Herren, vor Gud.

10:26  Og endogsaa vort Fæ skal gaa med os, der skal ikke en Klov blive tilbage; thi vi skulle tage deraf til at tjene Herren, vor Gud; thi vi vide ikke, hvormed vi skulle tjene Herren, førend vi komme derhen.

10:27  Men Herren forhærdede Faraos Hjerte, og han vilde ikke lade dem fare.

10:28  Og Farao sagde til ham: Gak fra mig, vogt dig, at du ikke mere ser mit Ansigt; thi paa hvilken Dag du ser mit Ansigt, skal du dø.

10:29  Og Mose sagde: Du talede ret; jeg vil herefter ikke mere se dit Ansigt.

Chapter 11

11:1  Og Herren sagde til Mose: Jeg vil endnu lade een Plage komme over Farao og over Ægypten, siden skal han lade eder fare herfra; naar han lader eder fare alle til Hobe, skal han endog drive eder herfra.

11:2  Sig nu for Folkets Øren, at de skulle begære, hver Mand af sin Næste og hver Kvinde af sin Næste, Sølvkar og Guldkar.

11:3  Og Herren gav Folket Naade for Ægypternes Øjne, og Manden Mose var saare mægtig i Ægyptens Land for Faraos Tjeneres Øjne og for Folkets Øjne.

11:4  Og Mose sagde: Saa siger Herren: Ved Midnat vil jeg gaa ud midt igennem Ægypten.

11:5  Og alle førstefødte i Ægyptens Land skulle dø, fra den førstefødte for Farao, som sidder paa sin Trone, indtil den førstefødte for Tjenestekvinden, som arbejder ved Kværnen, og alle førstefødte af Kvæg.

11:6  Og der skal blive et stort Skrig i det hele Ægyptens Land, hvis Lige ikke har været, og hvis Lige ikke skal blive mere.

11:7  Men hos alle Israels Børn skal ikke en Hund bjæffe med sin Tunge, enten mod Mennesker eller Kvæg, for at I skulle vide, at Herren gør Skilsmisse imellem Ægypterne og imellem Israel.

11:8  Da skulle alle disse dine Tjenere komme ned til mig og nedbøje sig for mig og sige: Gak ud, du og alt Folket, som er i Følge med dig, og derefter vil jeg gaa ud; og han gik ud fra Farao med fnysende Vrede.

11:9  Og Herren havde sagt til Mose: Farao skal ikke høre eder, paa det mine Vidundere skulle blive mange i Ægyptens Land.

11:10  Og Mose og Aron gjorde alle disse Vidundere for Farao; men Herren forhærdede Faraos Hjerte, og han lod ikke Israels Børn fare ud af sit Land.

Chapter 12

12:1  Og Herren talede til Mose og Aron i Ægyptens Land og sagde:

12:2  Denne Maaned skal være eder Maanedernes Begyndelse, den skal være eder den første iblandt Maanederne i Aaret.

12:3  Taler til al Israels Menighed og siger: Paa den tiende Dag i denne Maaned, da skulle de tage sig hver et Lam for hvert Fædrenehus, eet Lam for hvert Hus.

12:4  Og dersom Huset ikke er talrigt nok til et Lam, da skal han og hans Nabo, som er næst ved hans Hus, tage et, efter Antallet paa Personerne; I skulle regne til et Lam, efter hvad enhver kan æde til.

12:5  Det skal være eder et lydeløst, eet Aar gammelt Vædderlam; I skulle tage det af Faarene eller af Gederne.

12:6  Og det skal være hos eder i Forvaring til den fjortende Dag i denne Maaned; og de skulle slagte det, hele Israels Menigheds Forsamling, imellem de tvende Aftener.

12:7  Og de skulle tage af Blodet og stryge paa begge Dørstolperne og paa det øverste Dørtræ af Husene, i hvilke de æde det.

12:8  Og de skulle æde Kødet den samme Nat, stegt ved Ild, og med usyrede Brød til beske Urter skulle de æde det.

12:9  I skulle ikke æde noget deraf raat eller kogt i Vand, men stegt ved Ild, med dets Hoved, med dets Skanker og med dets Indvolde.

12:10  Og I skulle ikke levne noget deraf til om Morgenen; men det, som levnes deraf til om Morgenen, skulle I opbrænde med Ild.

12:11  Og saaledes skulle I æde det: Eders Lænder skulle være ombundne, eders Sko paa eders Fødder og eders Kæp i eders Haand; og I skulle æde det med Hast; det er Paaske for Herren.

12:12  Thi jeg vil gaa igennem Ægyptens Land den samme Nat og slaa alle førstefødte i Ægyptens Land, baade af Mennesker og Kvæg, og jeg vil holde Dom over alle Ægypternes Guder; jeg er Herren.

12:13  Og Blodet skal være eder til et Tegn paa Husene, i hvilke I ere, og jeg vil se Blodet og gaa eder forbi; og der skal ingen Plage være iblandt eder til Fordærvelse, naar jeg slaar Ægyptens Land.

12:14  Og denne Dag skal være for eder til en Ihukommelse, og den skulle I højtideligholde som Højtid for Herren; hos eders Efterkommere til en evig Skik skulle I højtideligholde den.

12:15  I skulle æde usyrede Brød syv Dage, paa den første Dag skulle I holde op at bruge Surdejg i eders Huse; thi hver den, som æder syret Brød fra den første Dag indtil den syvende Dag, den Sjæl skal udryddes af Israel.

12:16  Og paa den første Dag skal der være for eder en hellig Sammenkaldelse, og paa den syvende Dag en hellig Sammenkaldelse; der skal ikke gøres noget Arbejde paa dem, alene det, som skal ædes af hver Person, det alene maa tilberedes for eder.

12:17  Og I skulde holde de usyrede Brøds Højtid; thi paa den selvsamme Dag udførte jeg eders Hære af Ægyptens Land; derfor skulle I holde denne Dag hos eders Efterkommere til en evig Skik.

12:18  I den første Maaned paa den fjortende Dag i Maaneden, om Aftenen skulle I æde usyrede Brød, indtil den een og tyvende Dag i Maaneden om Aftenen.

12:19  Syv Dage skal der ikke findes Surdejg i eders Huse; thi hver den, som æder syret Brød, den Sjæl skal udryddes af Israels Menighed, hvad enten han er fremmed eller en indfødt i Landet.

12:20  Intet syret skulle I æde, I skulle æde usyrede Brød i alle eders Boliger.

12:21  Da kaldte Mose ad alle de ældste af Israel og sagde til dem: Henter frem og tager eder smaat Kvæg for eders Slægter og slagter Paaskelammet.

12:22  Og I skulle tage et Knippe Isop og dyppe i Blodet, som er i Bækkenet, og stryge paa det øverste Dørtræ og paa begge Dørstolperne af Blodet, som er i Bækkenet; og ingen af eder skal gaa ud af sit Huses Dør, før om Morgenen.

12:23  Og Herren skal gaa igennem for at slaa Ægypterne, og han skal se Blodet paa det øverste Dørtræ og paa begge Dørstolperne, og Herren skal gaa Døren forbi og ikke tilstede Fordærveren at komme til eders Huse for at slaa.

12:24  Derfor skulle I varetage dette til en Skik for dig og for dine Børn evindeligen.

12:25  Og det skal ske, naar I komme til Landet, som Herren skal give eder, som han har sagt, da skulle I varetage denne Tjeneste.

12:26  Og det skal ske, naar eders Børn sige til eder: Hvad er dette for en Tjeneste, som I have for?

12:27  da skulle I sige: Det er Paaskeoffer for Herren, som gik Israels Børns Huse forbi i Ægypten, der han slog Ægypterne og friede vore Huse; saa bøjede Folket sig og tilbad.

12:28  Og Israels Børn gik hen og gjorde det; efter som Herren havde befalet Mose og Aron, saa gjorde de.

12:29  Og det skete om Midnatten, da slog Herren alle førstefødte i Ægyptens Land, fra den førstefødte for Farao, som sad paa sin Trone, indtil den førstefødte for den fangne, som var i Fængslets Hus, og alle førstefødte af Kvæget.

12:30  Da stod Farao op samme Nat og alle hans Tjenere og alle Ægypterne, og der blev et stort Skrig i Ægypten; thi der var ikke eet Hus, at der jo var en død deri.

12:31  Og han kaldte Mose og Aron om Natten og sagde: Gører eder rede, gaar ud af mit Folks Midte, baade I, saa og Israels Børn, og gaar, tjener Herren, som I have sagt.

12:32  Tager baade eders Faar og eders Øksne, som I have sagt, og gaar, og I skulle ogsaa velsigne mig.

12:33  Og Ægypterne trængte haardt paa Folket for hastigen at faa dem ud af Landet; thi de sagde: Vi dø alle.

12:34  Saa tog Folket sin Dejg op, før den blev syret, deres Dejgtruge, indsvøbte i deres Kapper, paa deres Skuldre.

12:35  Og Israels Børn havde gjort efter Mose Ord og begæret af Ægypterne Sølvkar og Guldkar og Klæder.

12:36  Og Herren havde givet Folket Naade for Ægypternes Øjne, saa at de lode dem faa dem; og de skilte Ægypterne derved.

12:37  Saa rejste Israels Børn fra Raamses til Sukot, henved seks Hundrede Tusinde Mænd til Fods, foruden smaa Børn.

12:38  Ja og en stor Hob af alle Haande Folk drog op med dem, og Faar og Øksne, ja saare meget Kvæg.

12:39  Og de bagte af den Dejg, som de førte fra Ægypten, usyrede Kager, thi den var ikke syret; fordi de vare uddrevne af Ægypten og kunde ikke tøve og havde end ikke beredt sig Tæring.

12:40  Og Israels Børn havde boet udi Ægypten i fire Hundrede Aar og tredive Aar.

12:41  Og det skete, der fire Hundrede og tredive Aar vare til Ende, ja det skete lige paa den samme Dag, da udgik alle Herrens Hære af Ægyptens Land.

12:42  Denne er en Nat, som toges i Agt af Herren for at udføre dem af Ægyptens Land; den samme Nat skal tages i Agt for Herren af alle Israels Børn hos deres Efterkommere.

12:43  Og Herren sagde til Mose og Aron: Denne er Paaskens Skik: Ingen fremmed skal æde deraf.

12:44  Men enhver Svend, som hører nogen til, og som er købt for Penge, maa, naar du faar omskaaret ham, æde deraf.

12:45  Ingen Gæst eller Lejesvend skal æde deraf.

12:46  Det skal ædes i eet Hus, du skal ikke udbære af Kødet udenfor Huset; og I skulle ikke bryde Ben derpaa.

12:47  Al Israels Menighed skal gøre det.

12:48  Og naar nogen fremmed opholder sig hos dig og vil holde Paaske for Herren, da skal alt hans Mandkøn omskæres, og da maa han have Adgang til at holde den og være som en indfødt i Landet; men ingen, som har Forhud, skal æde deraf.

12:49  Der skal være een Lov for den indfødte og for den fremmede, som opholder sig midt iblandt eder.

12:50  Og alle Israels Børn gjorde det; som Herren havde befalet Mose og Aron, saa gjorde de.

12:51  Og det skete lige paa den samme Dag, at Herren udførte Israels Børn af Ægyptens Land med deres Hære.

Chapter 13

13:1  Og Herren talede til Mose og sagde:

13:2  Du skal hellige mig alle førstefødte; det som aabner hver Moders Liv iblandt Israels Børn, iblandt Folk og iblandt Kvæg, det hører mig til.

13:3  Og Mose sagde til Folket: Kom denne Dag ihu, paa hvilken I ere udgangne af Ægypten, af Trælles Hus; thi med en vældig Haand udførte Herren eder herfra. Og syret Brød skal ikke ædes.

13:4  Paa denne Dag udgaa I, i Abid Maaned.

13:5  Og det skal ske, naar Herren har indført dig i Kananitens og Hethitens og Amoritens og Hevitens og Jebusitens Land, hvilket han svor dine Fædre at ville give dig, et Land som flyder med Mælk og Honning, da skal du varetage denne Tjeneste i denne Maaned:

13:6  Syv Dage skal du æde usyrede Brød, og paa den syvende Dag er Højtid for Herren.

13:7  Usyrede Brød skulle ædes syv Dage, og der skal ikke ses syret Brød hos dig, og ikke ses Surdejg hos dig i hele dit Landemærke.

13:8  Og du skal forkynde for din Søn paa den samme Dag og sige: Dette sker for det, som Herren gjorde mig, der jeg drog ud af Ægypten.

13:9  Og det skal være dig til et Tegn paa din Haand og til en Ihukommelse imellem dine Øjne, for at Herrens Lov skal være i din Mund; thi Herren udførte dig af Ægypten med en stærk Haand.

13:10  Og du skal tage Vare paa denne Skik til dens bestemte Tid, hvert Aar.

13:11  Og det skal ske, naar Herren har indført dig i Kananitens Land, som han svor dig og dine Fædre, og har givet dig det,

13:12  da skal du overgive til Herren alt det, som aabner Moders Liv; og alt det førstefødte, der falder af Kvæg, som hører dig til, hvad som er en Han, hører Herren til.

13:13  Og alt førstefødt af Asener skal du løse med et Lam, men dersom du ikke løser det, da skal du bryde Halsen paa det; men alle førstefødte af Mennesker iblandt dine Sønner skal du løse.

13:14  Og det skal ske, naar din Søn spørger dig ad herefter, sigende: Hvad er det? da skal du sige til ham: Herren udførte os af Ægypten, af Trælles Hus, med en vældig Haand.

13:15  Thi det skete, fordi Farao havde forhærdet sig, saa han ikke lod os fare, at Herren ihjelslog alle førstefødte i Ægyptens Land, fra Menneskets førstefødte indtil Kvægets førstefødte; derfor ofrer jeg Herren alt det, som aabner Moders Liv, og som er Han, og jeg skal løse hver førstefødt blandt mine Sønner.

13:16  Og det skal være til et Tegn paa din Haand og til Span imellem dine Øjne, at Herren udførte os af Ægypten med en vældig Haand.

13:17  Og det skete, der Farao lod Folket fare, da førte Gud dem ikke ad Vejen til Filistrene, skønt den var nærmest; thi Gud sagde: Maaske det kunde fortryde Folket, naar de se Striden, og de kunde vende tilbage til Ægypten.

13:18  Og Gud førte Folket omkring ad Vejen igennem Ørkenen mod det røde Hav; og Israels Børn droge bevæbnede af Ægyptens Land.

13:19  Og Mose tog Josefs Ben med sig; thi denne havde taget en stærk Ed af Israels Børn og sagt: Gud skal visselig besøge eder, og I skulle føre mine Ben op herfra med eder.

13:20  Saa rejste de fra Sukot, og de lejrede sig i Etham paa Grænsen af Ørken.

13:21  Og Herren gik foran dem om Dagen i en Skystøtte for at lede dem paa Vejen, om Natten i en Ildstøtte for at lyse for dem, at de kunde vandre Dag og Nat.

13:22  Han lod ikke Skystøtten vige om Dagen eller Ildstøtten om Natten, den blev for Folkets Aasyn.

Chapter 14

14:1  Og Herren talede til Mose og sagde:

14:2  Tal til Israels Børn, at de drage om og lejre sig for Pi-Hakiroth, imellem Migdol og Havet, tvært over for Baal-Zefon, ret for den skulle I lejre eder ved Havet.

14:3  Thi Farao skal sige om Israels Børn: De ere farne vild i Landet, Ørken har lukket for dem.

14:4  Og jeg vil forhærde Faraos Hjerte, at han skal forfølge dem, og jeg vil forherlige mig paa Farao og paa al hans Hær, og Ægypterne skulle fornemme, at jeg er Herren; og de gjorde saa.

14:5  Og det blev Kongen af Ægypten tilkendegivet, at Folket flyede; da omvendtes Faraos og hans Tjeneres Hjerte imod Folket, og de sagde: Hvi gjorde vi dette, at vi lode Israel fare, at de ikke skulde tjene os?

14:6  Saa lod han spænde for sin Vogn og tog sit Folk med sig.

14:7  Og han tog seks Hundrede udvalgte Vogne og alle Vogne i Ægypten og Høvedsmændene over dem alle.

14:8  Thi Herren forhærdede Ægyptens Konge Faraos Hjerte, saa at han forfulgte Israels Børn; men Israels Børn vare uddragne ved en høj Haand.

14:9  Saa forfulgte Ægypterne dem og naaede dem, da de havde lejret sig ved Havet, alle Faraos Vognheste og hans Ryttere og hans Hær, ved Pi-Hakiroth, tvært over for Baal-Zefon.

14:10  Og Farao nærmede sig; og Israels Børn opløftede deres Øjne, og se, Ægypterne droge efter dem; da frygtede de saare, og Israels Børn raabte til Herren.

14:11  Og de sagde til Mose: Mon der ikke var Grave i Ægypten, siden du tog os ud til at dø i Ørken? hvi gjorde du os dette, at du førte os ud af Ægypten?

14:12  Er det ej det Ord, som vi talede til dig i Ægypten, sigende: Lad af fra os, vi ville tjene Ægypterne; thi det er os bedre at tjene Ægypterne end at dø i Ørken.

14:13  Da sagde Mose til Folket: Frygter ikke, bliver staaende og ser Herrens Frelse, som han skal vise eder i Dag; thi disse Ægyptere, som I se i Dag, dem skulle I ikke i al Evighed se mere herefter.

14:14  Herren skal stride for eder, og I, I skulle tie.

14:15  Og Herren sagde til Mose: Hvi vil du raabe til mig? sig til Israels Børn, at de skulle drage frem;

14:16  og opløft du din Stav og udræk din Haand over Havet og skil det ad, og Israels Børn skulle gaa midt igennem Havet paa det tørre.

14:17  Og jeg, se, jeg vil forhærde Ægypternes Hjerte, at de skulle forfølge eder; saa vil jeg forherlige mig paa Farao og paa al hans Hær, paa hans Vogne og paa hans Ryttere.

14:18  Og Ægypterne skulle fornemme, at jeg er Herren, naar jeg har forherliget mig paa Farao, paa hans Vogne og paa hans Ryttere.

14:19  Da drog den Guds Engel, som gik foran Israels Hær, af Sted og drog bag dem; og Skystøtten drog fra deres Ansigt og stod bag dem.

14:20  Og den kom imellem Ægypternes Hær og imellem Israels Hær, og den var Sky og Mørke [for hine], men oplyste Natten [for disse]; og den ene kom ikke til den anden den ganske Nat.

14:21  Og Mose udstrakte sin Haand over Havet, og Herren lod Havet fare bort ved et stærkt Østenvejr den ganske Nat og gjorde Havet som det tørre; og Vandene skiltes ad.

14:22  Og Israels Børn gik midt igennem Havet paa det tørre; og Vandet var dem en Mur paa deres højre og paa deres venstre Side.

14:23  Og Ægypterne forfulgte dem og droge efter dem, alle Faraos Heste, hans Vogne og hans Ryttere, til midt i Havet.

14:24  Og det skete, der Morgenvagten kom, da saa Herren i Ildens og Skyens Støtte til Ægypternes Hær og forfærdede Ægypternes Hær.

14:25  Og han stødte Hjulene af deres Vogne og lod dem rykke frem med Besvær; da sagde Ægypterne: Jeg maa fly for Israel; thi Herren strider for dem imod Ægypterne.

14:26  Da sagde Herren til Mose: Udræk din Haand over Havet, og Vandene skulle falde tilbage over Ægypterne, over deres Vogne og over deres Ryttere.

14:27  Saa rakte Mose sin Haand over Havet, og Havet kom igen mod Morgenen i sit sædvanlige Leje, og Ægypterne flyede imod det; saa styrtede Herren Ægypterne midt i Havet.

14:28  Og Vandet kom igen og skjulte i hele Faraos Hær Vogne og Ryttere, som vare komne efter dem i Havet; der blev end ikke een tilovers af dem.

14:29  Men Israels Børn vare gangne paa det tørre midt igennem Havet, og Vandet havde været dem en Mur paa deres højre og paa deres venstre Side.

14:30  Saa frelste Herren Israel den samme Dag af Ægypternes Haand, og Israel saa Ægypterne ligge døde ved Havets Bred.

14:31  Og Israel saa den store Magt, som Herren havde bevist paa Ægypterne, og Folket frygtede Herren; og de troede paa Herren og paa Mose, hans Tjener.

Chapter 15

15:1  Da sang Mose og Israels Børn denne Sang for Herren og sagde: Jeg vil synge for Herren; thi han er højt ophøjet; Hesten og den, som red derpaa, har han nedstyrtet i Havet.

15:2  Herren er min Styrke og Lovsang, og han blev mig til Frelse; denne er min Gud, og jeg vil prise ham, min Faders Gud, og jeg vil ophøje ham.

15:3  Herren er en Krigsmand, „Herre‟ er hans Navn.

15:4  Han kastede Faraos Vogne og hans Hær i Havet, og hans udvalgte Høvedsmænd bleve druknede i det røde Hav.

15:5  Afgrundene skjulte dem; de sank ned i de dybe Vande som en Sten.

15:6  Herre! din højre Haand har vist sig at være herlig med Styrke; Herre! du knuser Fjenden med din højre Haand.

15:7  Og du nedstøder dine Modstandere med din store Højhed; du udsender din Vrede, den fortærer dem som Straa.

15:8  Og ved din Vredes Vejr ophobedes Vandene, Strømmene stode som en Dynge; Bølgerne stivnede midt i Havet.

15:9  Fjenden sagde: Jeg vil forfølge, gribe, dele Rovet; min Sjæl skal stille sin Lyst paa dem, jeg vil uddrage mit Sværd, min Haand skal udrydde dem.

15:10  Du blæste med dit Vejr, Havet skjulte dem; de sank som Bly i de mægtige Vande.

15:11  Hvo er som du iblandt Guderne, Herre? hvo er som du, herlig bevist i Hellighed, forfærdelig at berømme, underfuld i Gerning!

15:12  Du udrakte din højre Haand, Jorden opslugte dem.

15:13  Du har ved din Miskundhed ført dette Folk, som du har genløst; du ledsagede dem med din Kraft til din Helligheds Bolig.

15:14  Folkene hørte det, de bævede; Angest betog dem, som bo i Palæstina.

15:15  Da forfærdedes Edoms Fyrster, Bæven betog de vældige i Moab, alle Indbyggere i Kanaan bleve mistrøstige.

15:16  Forfærdelse og Frygt skal falde over dem, ved din Arms Magt skulle de blive tavse som en Sten, indtil dit Folk, Herre! kommer over, til det Folk kommer over, som du har forhvervet.

15:17  Du skal føre dem ind og plante dem paa din Arvs Bjerg; du har gjort en Bolig, hvori du vil bo, o Herre! en Helligdom, Herre! har dine Hænder beredt.

15:18  Herren skal regere evindelig og altid.

15:19  Thi Faraos Heste droge ind med hans Vogne og hans Ryttere i Havet, og Herren lod Havets Vande komme tilbage over dem; men Israels Børn gik paa det tørre midt igennem Havet.

15:20  Og Maria, den Profetinde, Arons Søster, tog en Pauke i sin Haand; og alle Kvinder gik ud efter hende med Pauker og Dans.

15:21  Og Maria svarede dem: Synger for Herren, thi han er højt ophøjet; Hesten og den, som red derpaa, har han nedstyrtet i Havet.

15:22  Og Mose lod Israel drage frem fra det røde Hav, og de droge ud til den Ørk Sur, og de vandrede tre Dage i Ørkenen og fandt ikke Vand.

15:23  Saa kom de til Mara; men de kunde ikke drikke Vandet i Mara, thi det var besk; derfor kaldte han dens Navn Mara.

15:24  Da knurrede Folket imod Mose og sagde: Hvad skulle vi drikke?

15:25  Saa raabte han til Herren, og Herren viste ham et Træ, og han kastede det i Vandet, og saa blev Vandet sødt. Der satte han dem Lov og Ret, og der forsøgte han dem.

15:26  Og han sagde: Om du flitteligen hører Herren din Guds Røst, og gør det, som Ret er for hans Øjne, og vender dine Øren til hans Bud og holder alle hans Befalinger, da vil jeg ikke lægge paa dig nogen af de Sygdomme, som jeg lagde paa Ægypterne; thi jeg er Herren, som læger dig.

15:27  Og de kom til Elim, og der var tolv Vandkilder og halvfjerdsindstyve Palmetræer; og der lejrede de sig ved Vandet.

Chapter 16

16:1  Og de droge fra Elim, og al Israels Børns Menighed kom til den Ørk Sin, som er imellem Elim og imellem Sinai, paa den femtende Dag i den anden Maaned, efter at de udgik af Ægyptens Land.

16:2  Og al Israels Børns Menighed knurrede mod Mose og mod Aron i Ørken.

16:3  Og Israels Børn sagde til dem: Gid vi vare døde ved Herrens Haand i Ægyptens Land, da vi sade ved Kødgryden, da vi aade Brød, til vi vare mætte; thi I have udført os i denne Ørk at lade hele denne Menighed dø af Hunger.

16:4  Da sagde Herren til Mose: Se, jeg vil lade regne Brød ned fra Himmelen til eder, at Folket maa gaa ud og sanke, hvad der hører til, Dag for Dag, at jeg kan forsøge det, om det vil vandre i min Lov eller ej.

16:5  Og det skal ske paa den sjette Dag, at de skulle tillave det, som de bære hjem; og det skal være dobbelt saa meget som det, de ellers sanke hver Dag.

16:6  Og Mose og Aron sagde til alle Israels Børn: I Aften skulle I kende, at Herren har udført eder af Ægyptens Land;

16:7  og i Morgen skulle I se Herrens Herlighed, efterdi han har hørt eders Knurren imod Herren; og hvad ere vi, at I knurre mod os?

16:8  Og Mose sagde: Det skal ske, naar Herren giver eder Kød at æde i Aften og Brød i Morgen til at mættes; efterdi Herren har hørt eders Knurren, med hvilken I knurre imod ham; og hvad ere vi? Eders Knurren er ikke imod os, men imod Herren.

16:9  Og Mose sagde til Aron: Sig til al Israels Børns Menighed: Kommer frem for Herrens Ansigt; thi han har hørt eders Knurren.

16:10  Og det skete, der Aron talede til al Israels Børns Menighed, da saa de hen til Ørken; og se, Herrens Herlighed saas i Skyen.

16:11  Og Herren talede til Mose og sagde:

16:12  Jeg har hørt Israels Børns Knurren; tal til dem og sig: Imellem de to Aftener skulle I æde Kød, og i Morgen skulle I mættes af Brød; og I skulle fornemme, at jeg er Herren eders Gud.

16:13  Og det skete om Aftenen, at der kom Vagtler og bedækkede Lejren, og om Morgenen laa Duggen trindt omkring Lejren.

16:14  Og der Duggen, som laa, hævede sig, se, da laa der oven over Ørken noget tyndt, trindt, tyndt som Rimfrost paa Jorden.

16:15  Der Israels Børn saa det, da sagde de, den ene til den anden: Hvad er det? thi de vidste ikke, hvad det var; da sagde Mose til dem: Det er det Brød, som Herren har givet eder at æde.

16:16  Dette er det Ord, som Herren har befalet: Sanker deraf, eftersom enhver kan æde; I skulle tage en Orner for hvert Hoved, efter eders Personers Tal, som hver har i sit Telt.

16:17  Og Israels Børn gjorde saa og sankede, en mere og en anden mindre.

16:18  Og de maalte det i en Orner, da havde den ikke tilovers, som havde sanket meget, og der fattedes ikke for den, som havde sanket mindre; de havde sanket hver saa meget, som han kunde æde.

16:19  Og Mose sagde til dem: Ingen skal levne deraf til om Morgenen.

16:20  Dog adløde de ikke Mose, men somme levnede deraf til om Morgenen, saa voksede der Orme derudi, og det lugtede ilde; saa blev Mose vred paa dem.

16:21  Og de sankede hver Morgen deraf, hver saa meget, som han kunde æde, men naar Solen skinnede hedt, saa smeltedes det.

16:22  Og det skete paa den sjette Dag, at de sankede dobbelt Brød, to Orner for een; saa kom alle Fyrsterne af Menigheden og gav Mose det til Kende.

16:23  Da sagde han til dem: Det er det, som Herren sagde: I Morgen er det Sabbat, Helligheds Hvile for Herren; hvad I ville bage, det bager, og hvad I ville koge, det koger; men alt det, som bliver tilovers, skulle I lade ligge i Forvaring for eder til Morgenen.

16:24  Og de lode det ligge til Morgenen, som Mose befalede; og det lugtede ikke ilde, og der var ikke Orm i det.

16:25  Da sagde Mose: Æder det i Dag; thi det er Sabbat i Dag for Herren; i Dag skulle I ikke finde det paa Marken.

16:26  Seks Dage skulle I sanke det; men paa den syvende Dag, paa Sabbaten, paa den skal det ikke være at finde.

16:27  Og det skete, paa den syvende Dag gik nogle af Folket ud at sanke, men de fandt intet.

16:28  Da sagde Herren til Mose: Hvor længe vægre I eder ved at holde mine Bud og mine Love?

16:29  Ser, at Herren har givet eder Sabbaten, derfor giver han eder paa den sjette Dag to Dages Brød; bliver hver paa sit Sted, ingen gaa ud fra sit Sted paa den syvende Dag.

16:30  Og Folket hvilede paa den syvende Dag.

16:31  Og Israels Hus kaldte dets Navn Man; og det var ligesom Korianderfrø hvidt og smagte som Honningkage.

16:32  Og Mose sagde: Dette er det Ord, som Herren befalede: Fyld en Orner deraf til at forvares til eders Efterkommere, paa det de maa se det Brød, som jeg bespiste eder med i Ørken, der jeg udførte eder af Ægyptens Land.

16:33  Og Mose sagde til Aron: Tag en Krukke, og læg en Orner fuld af Man derudi, og sæt det ned for Herren til at forvares til eders Efterkommere.

16:34  Ligesom Herren befalede Mose, saa satte Aron det ned for Vidnesbyrdet til at forvares.

16:35  Og Israels Børn aade det Man fyrretyve Aar, til de kom til det Land, som var beboet; de aade Man, indtil de kom til Grænsen af Kanaans Land.

16:36  Men en Orner er den tiende Part af en Efa.

Chapter 17

17:1  Og al Israels Børns Menighed drog fra den Ørk Sin, paa deres Rejser, efter Herrens Mund, og de lejrede sig i Refidim, og Folket havde intet Vand at drikke.

17:2  Og Folket kivedes med Mose, og de sagde: Giver os Vand, at vi kunne drikke; og Mose sagde til dem: Hvad ville I kives med mig for? hvorfor ville I friste Herren?

17:3  Og Folket tørstede der efter Vand, og Folket knurrede imod Mose, og de sagde: Hvorfor har du ført os op af Ægypten, at lade mig og mine Børn og mit Kvæg dø af Tørst?

17:4  Da raabte Mose til Herren og sagde: Hvad skal jeg gøre ved dette Folk? om et lidet saa stene de mig.

17:5  Og Herren sagde til Mose: Gak frem for Folket og tag med dig af de ældste af Israel, og tag din Stav, med hvilken du slog Floden, i din Haand, og gaa.

17:6  Se, jeg vil staa for dig der paa Klippen paa Horeb, og du skal slaa paa Klippen, saa skal der flyde Vand ud af den, at Folket maa drikke; og Mose gjorde saa for Israels ældstes Øjne.

17:7  Saa kaldte han Stedets Navn Massa og Meriba, for Israels Børns Kiv, og fordi de havde fristet Herren og sagt: Monne Herren være iblandt os eller ej?

17:8  Og Amalek kom og stred imod Israel i Refidim.

17:9  Da sagde Mose til Josva: Udvælg os Mænd og drag ud, strid imod Amalek; jeg vil staa øverst paa Højen i Morgen, og Guds Stav skal være i min Haand.

17:10  Og Josva gjorde, som Mose havde sagt ham om at stride imod Amalek; men Mose, Aron og Hur gik op øverst paa Højen.

17:11  Og det skete, naar Mose opløftede sin Haand, da fik Israel Overhaand; men naar han lod sin Haand synke, da fik Amalek Overhaand.

17:12  Men Mose Hænder bleve trætte, derfor toge de en Sten og lagde under ham, og han satte sig derpaa; og Aron og Hur holdt hans Hænder oppe, een paa den ene Side og een paa den anden Side; og hans Hænder bleve stadigt holdt oppe, indtil Solen gik ned.

17:13  Og Josva svækkede Amalek og hans Folk med skarpe Sværd.

17:14  Og Herren sagde til Mose: Skriv dette til en Ihukommelse i Bogen, og indprent det i Josvas Øren; thi jeg vil visselig udslette Amaleks Ihukommelse under Himmelen.

17:15  Og Mose byggede et Alter og kaldte dets Navn: Herren er mit Banner.

17:16  Og han sagde: Der er en udrakt Haand paa Herrens Trone; Herrens Strid skal være imod Amalek fra Slægt til Slægt.

Chapter 18

18:1  Og Jetro, Præsten i Midian, Mose Svigerfader, hørte alt det, Gud havde gjort imod Mose og imod sit Folk Israel, at Herren havde udført Israel af Ægypten.

18:2  Da tog Jetro, Mose Svigerfader, Zippora, Mose Hustru, som han havde sendt tilbage,

18:3  og hendes to Sønner, — af hvilke den enes Navn var Gersom; thi han sagde: Jeg har været fremmed i et fremmed Land;

18:4  og den andens Navn Elieser; thi han sagde: Min Faders Gud er kommen mig til Hjælp og har friet mig fra Faraos Sværd.

18:5  Og Jetro, Mose Svigerfader, kom med hans Sønner og hans Hustru til Mose i Ørken, der, hvor han havde lejret sig ved Guds Bjerg.

18:6  Og han lod sige til Mose: Jeg, Jetro din Svigerfader, kommer til dig, og din Hustru og hendes to Sønner med hende.

18:7  Da gik Mose ud imod sin Svigerfader og bøjede sig og kyssede ham, og den ene hilsede den anden, og de gik ind i Teltet.

18:8  Og Mose fortalte sin Svigerfader alt det, Herren havde gjort Farao og Ægypterne for Israels Skyld, tilligemed al den Møje, som var dem vederfaren paa Vejen, og hvorledes Herren havde friet dem.

18:9  Da blev Jetro glad for alt det gode, Herren havde gjort Israel, som han havde friet af Ægypternes Haand.

18:10  Og Jetro sagde: Lovet være Herren, som friede eder af Ægypternes Haand og af Faraos Haand, og som friede Folket fra at være under Ægypternes Haand.

18:11  Nu ved jeg, at Herren er stor fremfor alle Guder; thi i den Sag, hvoraf de hovmodede sig, var han over dem.

18:12  Og Jetro, Mose Svigerfader, tog Brændoffer og Slagtoffer til Gud; saa kom Aron og alle Israels ældste for at faa Mad med Mose Svigerfader for Guds Ansigt.

18:13  Og det skete den næste Dag, at Mose satte sig at dømme Folket, og Folket stod for Mose fra Morgenen indtil Aftenen.

18:14  Der Mose Svigerfader saa alt det, han havde for med Folket, da sagde han: Hvad er dette for en Sag, som du har for med Folket? hvi sidder du for dig alene, og alt Folket staar for dig fra Morgen til Aften?

18:15  Og Mose sagde til sin Svigerfader: Fordi Folket kommer til mig for at adspørge Gud.

18:16  Naar de have nogen Sag, da komme de til mig, at jeg skal dømme imellem en Mand og imellem hans næste; og jeg skal lære dem Guds Skikke og hans Love.

18:17  Da sagde Mose Svigerfader til ham: Det er ikke godt, hvad du her gør.

18:18  Du maa jo forsmægte, baade du og dette Folk, som er med dig; thi den Handel er dig for svar, du formaar ikke at udrette det ved dig alene.

18:19  Nu lyd min Røst, jeg vil give dig Raad, og Gud skal være med dig: Vær du for Folket hos Gud, og du skal føre Sagerne frem for Gud.

18:20  Og du skal paaminde dem om Skikkene og Lovene og lære dem Vejen, som de skulle vandre paa, og den Gerning, som de skulle gøre.

18:21  Og du skal udse dig af Folket duelige Mænd, som frygte Gud, sanddrue Mænd, som hade ulovlig Vinding, og sætte disse over dem til Høvedsmænd over tusinde, Høvedsmænd over hundrede, Høvedsmænd over halvtredsindstyve og Høvedsmænd over ti.

18:22  Og de skulle dømme Folket til enhver Tid, og det skal ske saaledes: Hver stor Sag skulle de føre for dig, og hver liden Sag skulle de selv dømme i, og let saaledes noget af Byrden for dig, og de skulle bære den tilligemed dig.

18:23  Dersom du vil gøre dette, og Gud befaler dig det, da formaar du at holde ud; ja ogsaa hele dette Folk skal komme med Fred til sit Sted.

18:24  Og Mose lød sin Svigerfaders Røst og gjorde alt det, som han sagde.

18:25  Og Mose udvalgte duelige Mænd af al Israel og satte dem til Høvedsmænd over Folket, Høvedsmænd over tusinde, Høvedsmænd over hundrede, Høvedsmænd over halvtredsindstyve og Høvedsmænd over ti.

18:26  Og de dømte Folket til enhver Tid; hver svar Sag skulde de føre for Mose, og hver liden Sag skulde de selv dømme.

18:27  Og Mose lod sin Svigerfader fare, og denne gik til sit Land.

Chapter 19

19:1  Iden tredje Maaned, efter at Israels Børn vare udgangne af Ægyptens Land, paa den Dag kom de til Sinai Ørk.

19:2  Thi de droge fra Refidim og kom til Sinai Ørk og lejrede sig i Ørken, og der lejrede Israel sig lige for Bjerget.

19:3  Og Mose steg op til Gud, og Herren raabte til ham fra Bjerget og sagde: Saa skal du sige til Jakobs Hus og kundgøre Israels Børn:

19:4  I have set, hvad jeg gjorde ved Ægypterne, og jeg bar eder paa Ørnevinger og lod eder komme til mig.

19:5  Og nu, dersom I kun ville lyde min Røst og holde min Pagt, da skulle I være mig en Ejendom fremfor alle Folk; thi mig hører al Jorden til.

19:6  Og I skulle blive mig et præsteligt Kongerige og et helligt Folk. Disse ere de Ord, som du skal sige til Israels Børn.

19:7  Og Mose kom og kaldte ad Folkets ældste og forelagde dem alle disse Ord, som Herren havde budet ham.

19:8  Da svarede alt Folket til Hobe og sagde: Alt det som Herren har sagt, ville vi gøre; og Mose bragte igen Folkets Ord for Herren.

19:9  Da sagde Herren til Mose: Se, jeg vil komme til dig i en tyk Sky, paa det Folket maa høre, naar jeg taler med dig, og ligeledes tro paa dig evindelig; og Mose forkyndte Herren Folkets Ord.

19:10  Og Herren sagde til Mose: Gak til Folket, og du skal hellige dem i Dag og i Morgen, og de skulle to deres Klæder.

19:11  Og de skulle være rede til den tredje Dag; thi paa den tredje Dag skal Herren nedstige for alt Folkets Øjne paa Sinai Bjerg.

19:12  Og du skal sætte Gærde for Folket rundt omkring, sigende: Vogter eder for at gaa op paa Bjerget og at røre ved dets Fod; hver den som rører ved Bjerget, skal visselig dødes.

19:13  Ingen Haand skal røre ved ham; men han skal visselig stenes eller skydes, hvad enten det er et Dyr eller et Menneske, da skal det ikke leve; naar Basunen lyder langsomt, skulle de stige op paa Bjerget.

19:14  Og Mose gik ned ad Bjerget til Folket og helligede Folket, og de toede deres Klæder.

19:15  Og han sagde til Folket: Værer rede til om tre Dage, og holder eder ikke til Kvinder.

19:16  Og det skete paa den tredje Dag, der det blev Morgen, at der var Torden og Lyn og en tyk Sky paa Bjerget og en saare stærk Basuns Lyd, og det ganske Folk, som var i Lejren, bævede.

19:17  Og Mose førte Folket ud af Lejren mod Gud, og de bleve staaende neden for Bjerget.

19:18  Og hele Sinai Bjerg røg for Herrens Ansigt, som for ned over det i Ilden, og der opgik en Røg af det som Røg af en Ovn, og hele Bjerget bævede saare.

19:19  Og Basunens Lyd tog til og blev meget stærk; Mose talede, og Gud svarede ham lydelig.

19:20  Der Herren var kommen ned over Sinai Bjerg, over Bjergets Top, da kaldte Herren Mose op paa Bjergets Top, og Mose steg op.

19:21  Da sagde Herren til Mose: Stig ned for at vidne for Folket, at de ikke skulle bryde frem til Herren for at se, saa at mange af dem maatte falde.

19:22  Endog Præsterne, som komme nær til Herren, skulle hellige sig, at Herren ikke skal gøre et Skaar iblandt dem.

19:23  Og Mose sagde til Herren: Folket kan ikke stige op paa Sinai Bjerg; thi du vidnede for os og sagde: Sæt Gærde om Bjerget og hellige det.

19:24  Og Herren sagde til ham: Gak bort, stig ned, og du skal siden stige op, du og Aron med dig; men Præsterne og Folket skulle ikke bryde frem for at stige op til Herren, for at han ikke skal gøre et Skaar paa dem.

19:25  Og Mose steg ned til Folket og sagde det til dem.

Chapter 20

20:1  Og Gud talede alle disse Ord og sagde:

20:2  Jeg er Herren din Gud, som udførte dig af Ægyptens Land, af Trælles Hus.

20:3  Du skal ikke have andre Guder for mig.

20:4  Du skal ikke gøre dig udskaaret Billede eller nogen Lignelse efter det, som er i Himmelen oventil, eller det paa Jorden nedentil, eller det, som er i Vandet under Jorden.

20:5  Du skal ikke tilbede dem og ikke tjene dem; thi jeg, Herren din Gud, er en nidkær Gud, som hjemsøger Fædres Misgerning paa Børn, paa dem i tredje og paa dem i fjerde Led, paa dem, som hade mig;

20:6  og den, som gør Miskundhed i tusinde Led mod dem, som elske mig, og mod dem, som holde mine Bud.

20:7  Du skal ikke tage Herren din Guds Navn forfængelig; thi Herren skal ikke lade den være uskyldig, som tager hans Navn forfængelig.

20:8  Kom Sabbatens Dag ihu, at du holder den hellig.

20:9  Seks Dage skal du arbejde og gøre al din Gerning.

20:10  Men den syvende Dag er Sabbat for Herren din Gud; da skal du ingen Gerning gøre, hverken du eller din Søn eller din Datter, din Svend eller din Pige eller dit Dyr eller din fremmede, som er inden dine Porte.

20:11  Thi i seks Dage gjorde Herren Himmelen og Jorden, Havet og alt det, som er i dem, og hvilede paa den syvende Dag; derfor velsignede Herren Sabbatsdagen og helligede den.

20:12  Ær din Fader og din Moder, paa det dine Dage kunne forlænges i Landet, som Herren din Gud giver dig.

20:13  Du skal ikke ihjelslaa.

20:14  Du skal ikke bedrive Hor.

20:15  Du skal ikke stjæle.

20:16  Du skal ikke svare mod din Næste som et falsk Vidne.

20:17  Du skal ikke begære din Næstes Hus. Du skal ikke begære din Næstes Hustru eller hans Svend eller hans Pige eller hans Okse eller hans Asen eller noget, som hører din Næste til.

20:18  Og alt Folket saa Tordenen og Blussene og Basunens Lyd og Bjerget ryge; Folket saa det, og de flyede og stode langt borte.

20:19  Og de sagde til Mose: Tal du med os, og vi ville være lydige; og lad Gud ikke tale med os, at vi ikke dø.

20:20  Og Mose sagde til Folket: Frygter ikke, thi Gud er kommen for at forsøge eder, og for at hans Frygt skal være over eders Ansigt, at I ikke skulle synde.

20:21  Og Folket stod langt borte; og Mose gik nær til Mørket, hvor Gud var.

20:22  Og Herren sagde til Mose: Saa skal du sige til Israels Børn: I have set, at jeg har talet af Himmelen med eder.

20:23  I skulle ikke gøre noget til at sætte ved Siden af mig; Sølvguder eller Guldguder skulle I ikke gøre eder.

20:24  Et Alter af Jord skal du gøre mig, og derpaa skal du ofre dine Brændofre og dine Takofre, dine Faar og dine Øksne; paa hvert Sted, hvor jeg lader mit Navn ihukomme, vil jeg komme til dig og velsigne dig.

20:25  Og dersom du vil gøre mig et Alter af Sten, da skal du ikke bygge det af huggen Sten; thi lader du dit Huggejern komme derover, da vanhelliger du det.

20:26  Og du skal ikke gaa op ad Trapper til mit Alter, at din Blusel ikke skal blottes over det.

Chapter 21

21:1  Og disse ere de Love, som du skal forelægge dem.

21:2  Naar du køber en hebraisk Tjener, da skal han tjene seks Aar, og i det syvende skal han udgaa fri for intet.

21:3  Dersom han kom enlig, da skal han udgaa enlig; dersom han var en Hustrus Mand, da skal hans Hustru udgaa med ham.

21:4  Dersom hans Herre har givet ham en Hustru, og hun har født ham Sønner eller Døtre, da skal Kvinden og hendes Børn høre hendes Herre til, og han selv skal udgaa enlig.

21:5  Men dersom Tjeneren siger saa: Jeg elsker, min Herre, min Hustru og mine Børn, jeg vil ikke gaa ud som fri:

21:6  Da skal hans Herre føre ham frem for Gud og holde ham op til Døren eller til Dørstolpen, og hans Herre skal gennemstikke hans Øre med en Syl; saa skal han tjene ham bestandig.

21:7  Og naar nogen sælger sin Datter til at være en Tjenestepige, da skal hun ikke udgaa, som Tjenere udgaa.

21:8  Dersom hun er mishagelig for hendes Herres Øjne, som har trolovet sig med hende, da skal han tillade, at hun løses; han skal ikke have Magt til at sælge hende til et fremmed Folk, efterdi han har handlet troløst mod hende.

21:9  Men dersom han trolover hende med sin Søn, skal han gøre mod hende efter Døtrenes Ret.

21:10  Dersom han tager ham en anden, da skal han ikke formindske hendes Livs Ophold, hendes Klædning og Ægteskabspligten mod hende.

21:11  Men dersom han ikke gør disse tre Ting imod hende, da skal hun udgaa for intet, uden Betaling.

21:12  Hvo som slaar et Menneske, saa at det dør, han skal visselig dødes.

21:13  Men har han ikke luret efter ham, men Gud har ladet ham falde i hans Haand, da vil jeg bestemme dig et Sted, hvor han skal fly hen.

21:14  Og naar nogen hovmodelig sætter sig op imod sin Næste og slaar ham ihjel med Svig, da skal du tage ham endog fra mit Alter til at dø.

21:15  Og hvo som slaar sin Fader eller Moder, skal visselig dødes.

21:16  Og hvo som stjæler et Menneske og sælger det, eller det bliver fundet i hans Vold, han skal visselig dødes.

21:17  Og hvo som bander sin Fader eller sin Moder, skal visselig dødes.

21:18  Og naar Mænd trættes, og den ene slaar den anden med en Sten eller med Næve, og han ikke dør, men maa ligge til Sengs,

21:19  og han kommer op igen og gaar om paa Gaden ved sin Stav, da skal den, som slog, være uskyldig; dog skal han betale hans Tidsspilde og lade ham fuldkomment læge.

21:20  Og naar nogen slaar sin Tjener eller sin Tjenestepige med en Kæp, saa at de dø under hans Haand, da skal det visselig hævnes.

21:21  Dog dersom de blive ved Live een eller to Dage, da skal det ikke hævnes; thi det er hans Penge.

21:22  Og naar Mænd trættes tilsammen og slaa en frugtsommelig Kvinde, og hendes Foster fødes, og der ikke sker Ulykke, da skal der gives Bøde, eftersom Kvindens Husbonde paalægger ham, og han skal give efter Dommeres Tykke.

21:23  Men dersom der sker Ulykke, da skal du give Liv for Liv.

21:24  Øje for Øje, Tand for Tand, Haand for Haand, Fod for Fod,

21:25  brændt for brændt, Saar for Saar, blaatslaget for blaatslaget.

21:26  Og naar nogen slaar sin Tjeners Øje eller sin Tjenestepiges Øje og fordærver det, da skal han lade dem fare fri for deres Øjes Skyld.

21:27  Og dersom han slaar sin Tjeners Tand eller Tjenestepiges Tand ud, skal han lade dem fare fri for deres Tands Skyld.

21:28  Og om en Okse stanger en Mand eller Kvinde, saa at de dø, da skal Oksen visselig stenes, og dens Kød skal ikke ædes; men Oksens Herre skal være uskyldig.

21:29  Men dersom den Okse tilforn var vant at stange, og det var vitterliggjort for dens Ejermand, og han ikke passede paa den, og den dræber Mand eller Kvinde, da skal Oksen stenes, og dens Ejermand skal ogsaa dødes.

21:30  Men dersom der bliver paalagt ham en Bod, da skal han give Løsepenge for sit Liv efter alt det, som paalægges ham.

21:31  Enten den stanger en Søn, eller den stanger en Datter, da skal ham ske efter denne Vis.

21:32  Dersom en Okse stanger en Tjener eller Tjenestepige, da skal der gives deres Husbonde tredive Sekel Sølv, og Oksen skal stenes.

21:33  Og naar nogen aabner en Brønd, eller naar nogen graver en Brønd og dækker den ikke til, og der falder en Okse eller et Asen i den,

21:34  da skal Brøndens Ejermand betale derfor, han skal give Penge derfor til deres Herre, og det døde Dyr skal han have.

21:35  Og naar en Mands Okse stanger en anden Mands Okse, saa at den dør, da skulle de sælge den levende Okse og halvdele dens Værd, og den døde skulle de og halvdele.

21:36  Eller var det vitterligt, at den Okse plejede tilforn at stange, og dens Ejermand ikke vilde passe paa den, da skal han visselig betale Okse for Okse, og den døde skal han have.

Chapter 22

22:1  Naar nogen stjæler en Okse eller et Lam og slagter det eller sælger det, skal han betale fem Okser for Oksen og fire Lam for Lammet.

22:2  Om nogen Tyv bliver greben, idet han bryder ind, og bliver slagen og dør, skal ingen Bloddom udgaa for hans Skyld.

22:3  Men er Solen opgangen over ham, da skal Bloddom udgaa for hans Skyld. Tyven skal betale; men har han intet, da skal han sælges for sit Tyveri.

22:4  Dersom det stjaalne findes i hans Vold, hvad enten det er Okse eller Asen eller Lam, som er levende, skal han betale dobbelt.

22:5  Naar nogen lader afæde Ager eller Vingaard, idet han slaar sit Kvæg løs, og det afæder en andens Ager, da skal han betale af det bedste paa sin Ager og af det bedste i sin Vingaard.

22:6  Om Ild farer ud og griber fat i Torne, og Negene eller det staaende Korn eller Ageren ødelægges, da skal han, som antændte Branden, visselig betale.

22:7  Om nogen flyr sin Næste Penge eller Tøj at forvare, og det bliver stjaalet af Mandens Hus, skal Tyven, hvis han findes, betale dobbelt.

22:8  Men findes Tyven ikke, da skal Husbonden føres frem for Gud at vidne, at han ikke har lagt sin Haand paa sin Næstes Tøj.

22:9  Hvad angaar al svigagtig Handel, om Okse, Asen, Lam, Klæder, om alt, hvad der er tabt, om hvilket nogen siger, at dette er hans, da skal begges Sag komme for Gud; hvem Gud siger at være skyldig, han skal betale sin Næste dobbelt.

22:10  Naar nogen flyr sin Næste Asen eller Okse eller Lam eller andet Kvæg at passe paa, og det dør, eller det kommer til Skade, eller det bortføres, og ingen ser det,

22:11  da skal Ed ved Herren være imellem dem begge, at han ikke har lagt sin Haand paa sin Næstes Gods, og den skal dets Ejermand tage for god, og den anden skal ikke betale.

22:12  Men bliver det stjaalet fra ham, da skal han betale dets Ejermand det.

22:13  Men bliver det sønderrevet, da skal han føre det frem til et Vidnesbyrd; han skal ikke betale det, som er sønderrevet.

22:14  Og naar nogen laaner noget af sin Næste, og det kommer til Skade eller dør, da skal han, hvis Ejermanden ikke er til Stede, betale det.

22:15  Dersom dets Ejermand er derhos, da skal han ikke betale; dersom det er lejet, da regnes det for Lejen.

22:16  Og naar nogen lokker en Jomfru, som ikke er trolovet, og ligger hos hende, da skal han visselig give Morgengave for hende og tage sig hende til Hustru.

22:17  Men om hendes Fader vægrer sig ved at give ham hende, da skal han tilveje Penge efter Morgengave for en Jomfru.

22:18  Du skal ikke lade en Troldkvinde leve.

22:19  Hver som ligger hos et Dyr, skal visselig dødes.

22:20  Hvo som ofrer til Guderne og ikke til Herren alene, skal være forbandet.

22:21  Og du skal ikke plage en fremmed og ikke undertrykke ham; thi I have været fremmede i Ægyptens Land.

22:22  I skulle ikke plage nogen Enke eller faderløs.

22:23  Dersom du plager ham, og han raaber til mig, da skal jeg visselig høre hans Raab.

22:24  Saa optændes min Vrede, og jeg ihjelslaar eder med Sværd, og eders Hustruer skulle blive Enker og eders Børn faderløse.

22:25  Dersom du laaner mit Folk Penge, nemlig den fattige hos dig, da skal du ikke være ham som en Aagerkarl; I skulle ikke lægge Aager paa ham.

22:26  Dersom du tager din Næstes Klædebon til Pant, da skal du give ham det igen, førend Solen gaar ned.

22:27  Thi det er hans eneste Skjul, det er hans Klædebon for hans Krop; deri ligger han; og det skal ske, naar han raaber til mig, da skal jeg høre det, thi jeg er naadig.

22:28  Du skal ikke bande Gud, og den øverste iblandt dit Folk skal du ikke ønske ondt over.

22:29  Du skal ikke tøve med at give mig af din Lades Fylde og din Vinperses Væde; du skal give mig den førstefødte af dine Sønner.

22:30  Saaledes skal du gøre med din Okse og med dit Faar; det skal være syv Dage hos sin Moder, paa den ottende Dag skal du give mig det.

22:31  Og I skulle være mig aldeles hellige Mennesker og ikke æde Kød, som er sønderrevet paa Marken; for Hunde skulle I kaste det.

Chapter 23

23:1  Du skal ikke antage falsk Rygte; du skal ikke række den ugudelige Haanden til at være et uretfærdigt Vidne.

23:2  Du skal ikke følge Mængden til det onde, og du skal ikke svare i en Trætte, saa at du bøjer Retten efter Mængden.

23:3  Og du skal ikke besmykke den ringe i hans Trætte.

23:4  Naar du møder din Fjendes Okse eller hans Asen, som farer vild, da skal du føre dem til ham igen.

23:5  Naar du ser din Uvens Asen ligge under sin Byrde, da vogt dig, at du ikke overlader det til ham; du skal løse Byrden af tillige med ham.

23:6  Du skal ikke bøje Retten for den fattige hos dig i hans Trætte.

23:7  Du skal holde dig langt fra falsk Sag, og du skal ikke ihjelslaa den uskyldige og retfærdige; thi jeg lader ikke den skyldige have Ret.

23:8  Og du skal ikke tage Gave; thi Gaven kan forblinde de seende og forvende de retfærdiges Sager.

23:9  Og du skal ikke fortrykke den fremmede; thi I vide selv, hvorledes den fremmede er til Mode, thi I vare selv fremmede i Ægyptens Land.

23:10  Og seks Aar skal du besaa dit Land og sanke dets Grøde;

23:11  men i det syvende skal du lade det ligge og hvile, at de fattige iblandt dit Folk maa æde deraf, og hvad deraf bliver tilovers, maa vilde Dyr paa Marken æde; saa skal du gøre med din Vingaard og med din Oliegaard.

23:12  Seks Dage skal du gøre din Gerning, men paa den syvende Dag skal du hvile, paa det at din Okse og dit Asen maa hvile, og din Tjenestekvindes Søn og den fremmede maa vederkvæges.

23:13  Og alt det, som jeg har sagt til eder, skulle I holde; og I skulle ikke ihukomme andre Guders Navn, det skal ikke høres af din Mund.

23:14  Du skal holde mig tre Gange Højtid om Aaret.

23:15  Du skal holde de usyrede Brøds Højtid; du skal æde usyrede Brød syv Dage, saasom jeg befalede dig, til den bestemte Tid i Abib Maaned, thi i den drog du ud af Ægypten; og for mit Ansigt skal ingen lade sig se tomhændet;

23:16  og den Højtid naar du høster dit Arbejdes Førstegrøde af det, som du har saaet paa Marken; og Indsamlingens Højtid naar Aaret gaar ud, naar du har samlet dit Arbejdes Frugt af Marken.

23:17  Tre Gange om Aaret skal alt dit Mandkøn ses for den Herres, Herres Ansigt.

23:18  Du skal ikke ofre mit Slagtoffers Blod, hvor der er syret Brød, og det fede fra min Højtid skal ikke blive liggende Natten over til om Morgenen.

23:19  Det første, din Jords Førstegrøde, skal du føre til Herren din Guds Hus; du skal ikke koge et Kid i dets Moders Mælk.

23:20  Se, jeg sender en Engel for dit Ansigt at bevare dig paa Vejen og føre dig til det Sted, som jeg har beredt.

23:21  Forvar dig for hans Ansigt og lyd hans Røst, fortørn ham ikke; thi han skal ikke forlade eder eders Overtrædelser, thi mit Navn er i ham.

23:22  Thi dersom du hører hans Røst og gør alt det, som jeg vil sige, da vil jeg og være dine Fjenders Fjende, og jeg vil trænge dem, som trænge dig.

23:23  Thi min Engel skal gaa for dit Ansigt, og føre dig til de Amoriter og Hethiter og Feresiter og Kananiter og Heviter og Jebusiter; og jeg vil udslette dem.

23:24  Du skal ikke tilbede deres Guder og ej tjene dem og ikke gøre, som de gøre; men du skal nedbryde dem og sønderslaa deres Billeder.

23:25  Men I skulle tjene Herren, eders Gud, og han skal velsigne Brødet og Vandet for dig; og jeg vil borttage Sygdom fra dig.

23:26  Der skal ingen være, som føder i Utide eller er ufrugtbar i dit Land; jeg vil lade dig fylde dine Dages Tal.

23:27  Jeg vil sende Forfærdelse for mig for dit Ansigt og forvirre hvert Folk, som du kommer til; og jeg vil lade alle dine Fjender fly for dig.

23:28  Og jeg vil sende Gedehamse for dit Ansigt, som skulle udjage Heviterne, Kananiterne og Hethiterne for dig.

23:29  Jeg vil ikke udjage dem fra dit Ansigt paa eet Aar, at Landet ikke skal blive øde, og vilde Dyr paa Marken ikke skulle formeres mod dig.

23:30  Jeg vil uddrive dem for dit Ansigt lidt efter lidt, indtil at du bliver mangfoldig og besidder Landet.

23:31  Og jeg vil sætte dit Landemærke fra det røde Hav indtil Filistrenes Hav og fra Ørken indtil Floden; thi jeg vil give Landets Indbyggere i eders Haand, og du skal uddrive dem fra dit Ansigt.

23:32  Du skal ikke gøre Pagt med dem eller med deres Guder.

23:33  Lad dem ikke bo i dit Land, at de ikke skulle komme dig til at synde imod mig; thi du kunde tjene deres Guder, og det vilde blive dig til en Snare.

Chapter 24

24:1  Og han sagde til Mose: Stig op til Herren, du og Aron, Nadab og Abihu og halvfjerdsindstyve af de ældste i Israel, og I skulle tilbede i Afstand.

24:2  Men Mose skal gaa frem for sig alene til Herren, og de andre de skulle ikke gaa frem, og Folket skal ikke stige op med ham.

24:3  Og Mose kom og fortalte Folket alle Herrens Ord og alle Bud; da svarede hele Folket med een Røst og sagde: Vi ville gøre efter alle de Ord, som Herren har sagt.

24:4  Og Mose skrev alle Herrens Ord og stod tidlig op om Morgenen og rejste et Alter neden ved Bjerget og tolv Støtter efter de tolv Israels Stammer.

24:5  Og han sendte unge Karle did af Israels Børn, og de ofrede Brændofre, og de slagtede Takofre for Herren af Okser.

24:6  Og Mose tog Halvdelen af Blodet og kom det i Bækkener, og Halvdelen af Blodet stænkede han paa Alteret.

24:7  Og han tog Pagtens Bog og læste den for Folkets Øren, og de sagde: Vi ville gøre alt det, som Herren har sagt, og være lydige.

24:8  Da tog Mose Blodet og stænkede paa Folket og sagde: Se, det er den Pagts Blod, som Herren har gjort med eder over alle disse Ord.

24:9  Og Mose og Aron, Nadab og Abihu og halvfjerdsindstyve af Israels ældste stege op.

24:10  Og de saa Israels Gud; og der var under hans Fødder som et Arbejde af Safirsten og som Himmelen selv, naar den er klar.

24:11  Og han lagde ikke sin Haand paa de ypperste af Israels Børn; og de beskuede Gud, og de aade og drak.

24:12  Og Herren sagde til Mose: Stig op til mig paa Bjerget og bliv der, saa vil jeg give dig Stentavler og Loven og Budet, som jeg har skrevet, for at lære dem disse.

24:13  Da stod Mose op og hans Tjener Josva; og Mose gik op paa Guds Bjerg.

24:14  Og han sagde til de ældste: Bliver her, indtil vi komme tilbage til eder; og se, Aron og Hur ere hos eder, hvo som har Retssager, maa gaa til dem.

24:15  Og Mose steg op paa Bjerget, og Skyen bedækkede Bjerget.

24:16  Og Herrens Herlighed boede paa Sinai Bjerg, og Skyen bedækkede det i seks Dage, og han kaldte ad Mose paa den syvende Dag midt af Skyen.

24:17  Og Herrens Herligheds Udseende var som en fortærende Ild, øverst paa Bjerget, for Israels Børns Øjne.

24:18  Og Mose kom midt ind i Skyen og steg op paa Bjerget; og Mose var paa Bjerget fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter.

Chapter 25

25:1  Og Herren talede til Mose og sagde:

25:2  Sig til Israels Børn, at de skulle tage mig en Offergave; af hver Mand, hvem hans Hjerte frivillig driver dertil, skulle I tage en Offergave til mig.

25:3  Og dette er den Offergave, som I skulle tage af dem: Guld og Sølv og Kobber

25:4  og blaat uldent og Purpur og Skarlagen og hvidt Linned og Gedehaar

25:5  og rødlødede Væderskind og Grævlingeskind og Sithimtræ,

25:6  Olie til Lysning, Urter til Salveolie og til vellugtende Røgelse,

25:7  Onyksstene og Stene til at indfatte, til Livkjortlen og til Brystspannet.

25:8  Og de skulle gøre mig en Helligdom, og jeg vil bo iblandt dem.

25:9  Efter alle de Ting, som jeg vil vise dig, efter Forbilledet til Tabernaklet og efter Forbilledet til alle dets Redskaber; saaledes skulle I gøre det.

25:10  Og de skulle gøre en Ark af Sithimtræ, halvtredje Alen lang og halvanden Alen bred og halvanden Alen høj.

25:11  Og den skal du beslaa med purt Guld; inden og uden skal du beslaa den og gøre en Guldkrans oven omkring den.

25:12  Og du skal støbe fire Guldringe til den og sætte dem i dens fire Hjørner, nemlig to Ringe paa dens ene Side og to Ringe paa dens anden Side.

25:13  Og du skal gøre Stænger af Sithimtræ og beslaa dem med Guld.

25:14  Og du skal stikke Stængerne, i Ringene paa Siderne af Arken og bære Arken med dem.

25:15  Stængerne skulle blive i Ringene, som ere paa Arken, de skulle ikke borttages fra den.

25:16  Og du skal lægge i Arken det Vidnesbyrd, som jeg vil give dig.

25:17  Og du skal gøre en Naadestol af purt Guld, halvtredje Alen lang og halvanden Alen bred.

25:18  Og du skal gøre to Keruber af Guld; af drevet Arbejde skal du gøre dem, ud fra begge Enderne af Naadestolen.

25:19  Og gør een Kerub paa den ene Ende og een Kerub paa den anden Ende; i eet med Naadestolen skulle I gøre Keruber paa begge dens Ender.

25:20  Og Keruber skulle udbrede Vinger ovenover, saa at de dække over Naadestolen med deres Vinger, og den enes Ansigt skal være mod den anden: mod Naadestolen skulle Kerubernes Ansigter være vendte.

25:21  Og du skal sætte Naadestolen oven paa Arken og lægge det Vidnesbyrd, som jeg vil give dig, i Arken.

25:22  Og der vil jeg komme til dig og tale med dig oven fra Naadestolen, imellem de to Keruber, som ere paa Vidnesbyrdets Ark, alt det, jeg vil byde dig angaaende Israels Børn.

25:23  Og du skal gøre et Bord af Sithimtræ, to Alen langt og een Alen bredt og halvanden Alen højt,

25:24  og beslaa det med purt Guld og gøre en Guldkrans dertil rundt omkring.

25:25  Og du skal gøre en Liste paa det af en Haandsbred rundt om og gøre en Guldkrans om dens Liste rundt om.

25:26  Du skal og gøre fire Guldringe dertil og sætte Ringene i de fire Hjørner, som ere ved de fire Fødder.

25:27  Tvært over for Listen skulle Ringene være, til at stikke Stængerne udi for at bære Bordet.

25:28  Og du skal gøre Stængerne af Sithimtræ og beslaa dem med Guld, og Bordet skal bæres med dem.

25:29  Og du skal gøre dets Fade og dets Skaaler og dets Kander og dets Bægere, af hvilke der skal udgydes Drikoffer; af purt Guld skal du gøre dem.

25:30  Og du skal stedse lægge Skuebrød for mit Ansigt paa Bordet.

25:31  Og du skal gøre en Lysestage af purt Guld; af drevet Arbejde skal Lysestagen gøres, dens Fod og dens Stang, dens Bægere, dens Knopper og dens Blomster skulle være ud af eet med den.

25:32  Og der skal gaa seks Grene ud fra dens Sider; tre Grene paa Lysestagen fra dens ene Side og tre Grene paa Lysestagen fra dens anden Side.

25:33  Der skal være tre Mandelblomstbægere paa een Gren, en Knop og en Blomst, og tre Mandelblomstbægere paa en anden Gren, en Knop og en Blomst; saaledes skal det være paa de seks Grene, som gaa ud fra Lysestagen.

25:34  Men paa Lysestagen skulle være fire Mandelblomstbægere, dens Knopper og dens Blomster;

25:35  nemlig en Knop under de to Grene derpaa og en Knop under de to andre Grene derpaa og en Knop under de to øvrige Grene derpaa; for de seks Grene, som gaa ud fra Lysestagen.

25:36  Deres Knopper og deres Grene skulle være ud af eet med den; det skal altsammen være eet drevet Arbejde af purt Guld.

25:37  Og du skal gøre dens syv Lamper, og man skal holde dens Lamper tændte og lade dem lyse lige mod dens modsatte Side.

25:38  Og dens Sakse og dens Tandekar skal du gøre af purt Guld.

25:39  Man skal gøre den med alle disse Redskaber af eet Centner purt Guld.

25:40  Og se til og gør det efter Forbilledet dertil, hvilket blev vist dig paa Bjerget.

Chapter 26

26:1  Og du skal gøre Tabernaklet af ti Tæpper, af hvidt tvundet Linned og blaat uldent og Purpur og Skarlagen; Keruber skal du gøre med kunstigt Arbejde paa dem.

26:2  Hvert Tæppe skal være otte og tyve Alen langt, og hvert Tæppe skal være fire Alen bredt; alle Tæpper skulle være lige store.

26:3  Der skal fem Tæpper fæstes sammen, eet til det andet; og atter fem Tæpper fæstes sammen, eet til det andet.

26:4  Og du skal gøre Stropper af blaat uldent paa det første Tæppes Æg, yderst, hvor det skal fæstes sammen; og ligesaa skal du gøre paa det yderste Tæppes Æg, hvor det anden Gang skal fæstes sammen.

26:5  Du skal gøre halvtredsindstyve Stropper paa det første Tæppe og gøre halvtredsindstyve Stropper yderst paa Tæppet, der anden Gang skal fæstes til, saa at Stropperne kunne hæftes sammen den ene til den anden.

26:6  Du skal og gøre halvtredsindstyve Guldhager og fæste Tæpperne det ene til det andet med Hagerne, saa de blive til eet Tabernakel.

26:7  Du skal og gøre Tæpper af Gedehaar til et Paulun over Tabernaklet; elleve Tæpper skal du gøre.

26:8  Hvert Tæppe skal være tredive Alen langt, og hvert Tæppe skal være fire Alen bredt; de elleve Tæpper skulle have eet Maal.

26:9  Og de fem Tæpper skal du fæste sammen for sig, og de seks Tæpper for sig, og det sjette Tæppe skal du lægge dobbelt hen mod Forsiden af Paulunet.

26:10  Og du skal gøre halvtredsindstyve Stropper i det første Tæppes Æg, yderst, hvor de skulle fæstes sammen, og halvtredsindstyve Stropper paa Æggen af det Tæppe, der anden Gang skal fæstes til.

26:11  Og du skal gøre halvtredsindstyve Kobberhager og spænde Hagerne i Stropperne; og du skal sammenføje Paulunet, saa det bliver til eet.

26:12  Men det overskydende, som er tilovers af Paulunets Tæpper, det halve Tæppe, som er tilovers, skal du lade hænge ned bag over Tabernaklet.

26:13  Og den Alen paa den ene Side og den Alen paa den anden Side, som bliver tilovers af Paulunets Tæpper i Længden, skal hænge ned over hver sin Side af Tabernaklet for at bedække det.

26:14  Du skal og gøre et Dække over Paulunet af rødlødede Væderskind og et Dække derover af Grævlingeskind.

26:15  Og du skal gøre Fjælene til Tabernaklet af Sithimtræ, saa at de kunne staa.

26:16  Ti Alen lang skal hver Fjæl være, og een Alen og en halv Alen bred skal hver Fjæl være.

26:17  En Fjæl skal have to Tappe, den ene Tap forbunden med den anden; saaledes skal du gøre paa alle Tabernaklets Fjæle.

26:18  Og du skal gøre Fjæle til Tabernaklet; tyve Fjæle til den søndre Side, imod Sønden.

26:19  Og du skal gøre fyrretyve Sølvfødder under de tyve Fjæle: to Fødder under den ene Fjæl for dens to Tappe, og to Fødder under den anden Fjæl for dens to Tappe.

26:20  Og til Tabernaklets anden Side mod den nordre Side tyve Fjæle

26:21  og deres fyrretyve Sølvfødder: to Fødder under den ene Fjæl, og to Fødder under den anden Fjæl.

26:22  Og til Bagsiden af Tabernaklet, imod Vesten, skal du gøre seks Fjæle.

26:23  Og du skal gøre to Fjæle til Tabernaklets Hjørner, paa begge Sider.

26:24  De to skulle være dobbelte nedenfra, og i lige Maade skulle de være dobbelte til det øverste, saa der bliver een Ring; saaledes skal det være med dem begge, de skulle være paa begge Hjørner.

26:25  Og der skal være otte Fjæle og deres Sølvfødder, seksten Fødder; to Fødder under den ene Fjæl og to Fødder under den anden Fjæl.

26:26  Og du skal gøre Tværstænger af Sithimtræ: Fem til Fjælene ved den ene Side paa Tabernaklet,

26:27  og fem Stænger til Fjælene ved den anden Side paa Tabernaklet, og fem Stænger til Fjælene paa Siden af Tabernaklet, bagtil mod Vesten.

26:28  Og den mellemste Stang skal være midt paa Fjælene og gaa tværs over fra den ene Ende til den anden.

26:29  Og du skal beslaa Fjælene med Guld og gøre deres Ringe af Guld til at stikke Stængerne udi; og du skal beslaa Stængerne med Guld.

26:30  Og du skal oprejse Tabernaklet efter den Maade, som blev vist dig paa Bjerget.

26:31  Og du skal gøre et Forhæng af blaat uldent og Purpur og Skarlagen og hvidt tvundet Linned; du skal gøre Keruber med kunstigt Arbejde paa det.

26:32  Og du skal hænge det paa fire Støtter af Sithimtræ, som ere beslagne med Guld, deres Kroge skulle være af Guld, paa fire Fødder af Sølv skulle de staa.

26:33  Og du skal hænge Forhænget under Hagerne og føre Vidnesbyrdets Ark derhen, indenfor Forhænget, og Forhænget skal skille for eder imellem det hellige og imellem det allerhelligste.

26:34  Og du skal sætte Naadestolen paa Vidnesbyrdets Ark i det allerhelligste.

26:35  Men du skal sætte Bordet uden for Forhænget, og Lysestagen tværs over for Bordet, paa den Side i Tabernaklet mod Sønden; men Bordet skal du sætte paa den nordre Side.

26:36  Og du skal gøre et Dække for Paulunets Dør af blaat uldent og Purpur, Skarlagen og hvidt tvundet Linned, stukket Arbejde.

26:37  Og du skal gøre fem Støtter af Sithimtræ til Dækket og beslaa dem med Guld, deres Kroge skulle være af Guld; og du skal støbe fem Kobberfødder til dem.

Chapter 27

27:1  Og du skal gøre Alteret af Sithimtræ, fem Alen langt og fem Alen bredt, firkantet skal Alteret være og tre Alen højt.

27:2  Du skal og gøre dets Horn paa dets fire Hjørner, dets Horn skulle være ud af eet med det; og du skal beslaa det med Kobber.

27:3  Og du skal gøre dets Gryder til at tage Aske med og dets Ildskuffer og dets Skaaler og dets Madkroge og dets Ildkar: Alle Redskaber dertil skal du gøre af Kobber.

27:4  Du skal gøre et Gitter dertil, gjort som et Net, af Kobber; og du skal gøre paa Nettet fire Kobberringe i dets fire Hjørner.

27:5  Og du skal sætte det neden for Alterets Afsæt, og Nettet skal naa indtil midt paa Alteret.

27:6  Du skal og gøre Stænger til Alteret, Stænger af Sithimtræ, og du skal beslaa dem med Kobber.

27:7  Og dets Stænger skulle stikkes i Ringene, og Stængerne skulle være paa begge Alterets Sider til at bære det med.

27:8  Du skal gøre det af Fjæle, hult; ligesom han lod dig se paa Bjerget, skulle de gøre det.

27:9  Du skal og gøre en Forgaard til Tabernaklet: Ved den søndre Side mod Syd skal være Omhæng lil Forgaarden af hvidt tvundet Linned, hundrede Alen lange til den ene Side;

27:10  og tyve Støtter til dem, med deres tyve Kobberfødder; og Støtternes Kroge og deres Tværstænger af Sølv.

27:11  Og ligesaa mod den nordre Side skulle være Omhæng i Længden hundrede Alen lange og tyve Støtter til dem med deres tyve Kobberfødder; og Støtternes Kroge og deres Tværstænger af Sølv.

27:12  Og Forgaardens Bredde mod den vestre Side skal have Omhæng halvtredsindstyve Alen; ti Støtter dertil og deres ti Fødder.

27:13  Og mod den østre Side mod Østen skal Forgaardens Bredde være halvtredsindstyve Alen.

27:14  Og Omhængene skulle være femten Alen paa den ene Side, med deres tre Støtter og deres tre Fødder.

27:15  Og Omhængene skulle være femten Alen paa den anden Side, med deres tre Støtter og deres tre Fødder.

27:16  Men for Forgaardens Port skal være et Dække, tyve Alen langt, af blaat uldent og Purpur og Skarlagen og hvidt tvundet Linned, af stukket Arbejde, med deres fire Støtter og deres fire Fødder.

27:17  Alle Støtterne i Forgaarden rundt omkring skulle være forbundne med Stænger af Sølv; deres Kroge skulle være af Sølv og deres Fødder af Kobber.

27:18  Forgaardens Længde skal være hundrede Alen og Bredden halvtredsindstyve Alen alle Vegne, og Højden fem Alen, af hvidt tvundet Linned, og Fødderne dertil skulle være af Kobber.

27:19  Alle Tabernaklets Redskaber til alt Arbejdet dermed og alle Søm dertil og alle Forgaardens Søm skulle være af Kobber.

27:20  Og du skal byde Israels Børn, at de skaffe dig af den rene stødte Olivenolie, til Lysningen, til at holde Lampen altid tændt.

27:21  I Forsamlingens Paulun, uden for Forhænget, som hænger foran Vidnesbyrdet, skulle Aron og hans Sønner holde den i Stand fra Aftenen og til Morgenen for Herrens Ansigt; det skal være en evig Ydelse af Israels Børn for deres Efterkommere.

Chapter 28

28:1  Og du skal lade din Broder Aron komme frem til dig og hans Sønner med ham, midt ud af Israels Børn, til at gøre Præstetjeneste for mig, Aron og Arons Sønner, Nadab og Abihu, Eleasar og Ithamar.

28:2  Og du skal gøre Aron, din Broder, hellige Klæder, til Ære og Prydelse.

28:3  Og du skal tale med alle, som ere vise i Hjertet, hvilke jeg har opfyldt med Visdoms Aand; og de skulle gøre Aron Klæder til at hellige ham, til at han maa gøre Præstetjeneste for mig.

28:4  Og disse ere de Klæder, som de skulle gøre: Et Brystspan og en Livkjortel og en Overkjortel og en knyttet Kjortel, en Hue og et Bælte; og de skulle gøre Aron din Broder og hans Sønner hellige Klæder, til at de maa gøre Præstetjeneste for mig.

28:5  Og de skulle tage Guldet og det blaa uldne og Purpuret og Skarlagenet og det hvide Linned.

28:6  Og de skulle gøre Livkjortlen af Guld, blaat uldent og Purpur, Skarlagen og hvidt tvundet Linned, med kunstig Gerning.

28:7  To Skulderstykker, som kunne sammenføjes, skal den have ved begge dens Ender, og den skal sammenføjes.

28:8  Og Bæltet om den, som omslutter den, skal være af samme Arbejde, ud af eet Stykke dermed, af Guld, blaat uldent og Purpur og Skarlagen og hvidt tvundet Linned.

28:9  Og du skal tage to Onyksstene og grave paa dem Israels Børns Navne:

28:10  Seks af deres Navne paa den ene Sten, og de øvrige seks Navne paa den anden Sten, efter deres Fødsel.

28:11  Med Stenskærerarbejde, saaledes som man udgraver et Signet, skal du lade udgrave begge Stenene efter Israels Børns Navne; du skal lade dem indfatte rundt omkring med Guldfletninger.

28:12  Og du skal sætte begge Stene paa Livkjortlens Skulderstykker, de skulle være Stene til en Ihukommelse for Israels Børn; og Aron skal bære deres Navne for Herrens Aasyn paa begge sine Skuldre til en Ihukommelse.

28:13  Du skal og gøre Guldfletninger

28:14  og to Kæder af purt Guld, fastslyngede skal du gøre dem, af snoet Arbejde; og du skal fæste de snoede Kæder paa Fletningerne.

28:15  Og du skal gøre Rettens Brystspan med kunstigt Arbejde, med samme Arbejde som Livkjortlen skal du gøre det; af Guld, blaat uldent og Purpur og Skarlagen og hvidt tvundet Linned skal du gøre det.

28:16  Det skal være firkantet, dobbelt, et Spand langt og et Spand bredt.

28:17  Og du skal indfatte en Besætning af Stene derpaa, fire Rader Stene; een Rad: En Karneol, en Topas og en Smaragd, som den første Rad;

28:18  og den anden Rad: En Karfunkel, en Safir og en Demant;

28:19  og den tredje Rad: En Hyacint, en Agat og en Ametyst;

28:20  og den fjerde Rad: En Krysolit og en Onyks og en Jaspis; de skulle have Fletninger af Guld om deres Indfatninger.

28:21  Og Stenene skulle være efter Israels Børns Navne, tolv efter deres Navne; som man udgraver et Signet, skulle de være, hver med sit Navn, efter de tolv Stammer.

28:22  Og du skal gøre fastslyngede Kæder til Brystspannet, snoet Arbejde, af purt Guld.

28:23  Og du skal gøre to Guldringe paa Brystspannet og sætte de to Ringe paa de tvende Ender af Brystspannet.

28:24  Og du skal sætte de to snoede Guldkæder i de to Ringe ved Enderne af Brystspannet.

28:25  Men de to Ender af de to snoede Kæder skal du sætte paa de to Fletninger og sætte dem paa Skulderstykkerne af Livkjortlen, paa Forsiden deraf.

28:26  Og du skal gøre to Guldringe og sætte dem paa de to andre Ender af Brystspannet, paa den Æg deraf, som vender indad mod Livkjortlen.

28:27  Og du skal gøre to Guldringe og sætte dem paa de to Skulderstykker af Livkjortlen, forneden paa Forsiden deraf, der hvor den fæstes sammen oven for Livkjortlens Bælte.

28:28  Og de skulle ombinde Brystspannet ved dets Ringe, til Ringene paa Livkjortlen, med en blaa ulden Snor, at det skal være over Livkjortlens Bælte; og Brystspannet skal ikke skilles fra Livkjortlen.

28:29  Og Aron skal bære Israels Børns Navne i Rettens Brystspan paa sit Hjerte, naar han kommer i Helligdommen, til en Ihukommelse for Herrens Ansigt altid.

28:30  Du skal og lægge i Rettens Brystspan Urim og Tummim, og de skulle være paa Arons Hjerte, naar han gaar ind for Herren, og Aron skal bære Israels Børns Ret paa sit Hjerte for Herrens Ansigt altid.

28:31  Du skal og gøre en Overkjortel til Livkjortlen helt igennem af blaat uldent.

28:32  Og der skal være et Hul oven i den, midt derpaa; der skal være en Bort om Hullet paa den rundt omkring, vævet Arbejde, Hullet paa den skal være som paa et Panser, at den ikke skal rives ud.

28:33  Og du skal gøre paa dens Sømme forneden Granatæbler af blaat uldent og Purpur og Skarlagen, trindt omkring paa dens Sømme forneden, og Guldbjælder midt imellem dem trindt omkring.

28:34  En Guldbjælde og et Granatæble, og atter en Guldbjælde og et Granatæble paa Overkjortlens Sømme forneden trindt omkring.

28:35  Og Aron skal have den paa, naar han gør Tjeneste, at Lyden deraf kan høres, naar han gaar ind i Helligdommen for Herrens Aasyn, og naar han gaar ud, at han ikke skal dø.

28:36  Du skal og gøre en Plade af purt Guld og udgrave derpaa, som man udgraver et Signet: Helliget Herren.

28:37  Og du skal fæste den ved en blaa ulden Snor, og den skal være paa Huen; for paa Huen skal den være.

28:38  Og den skal være over Arons Pande, og Aron skal bære Synden, som er ved de hellige Ting, som Israels Børn hellige, i alle deres helligede Gaver; og den skal være over hans Pande altid, at de maa finde Velbehag for Herrens Ansigt.

28:39  Du skal og knytte en Underkjortel af hvidt Linned og gøre en Hue af hvidt Linned, og du skal gøre et Bælte med stukket Arbejde.

28:40  Du skal og gøre Arons Sønner Kjortler og gøre dem Bælter, og du skal gøre dem høje Huer til Ære og til Prydelse.

28:41  Og du skal iføre Aron din Broder dem og hans Sønner med ham, og du skal salve dem og fylde deres Hænder og hellige dem, og de skulle gøre Præstetjeneste for mig.

28:42  Og du skal gøre dem linnede Underklæder til at skjule deres Blusel, fra Lænderne indtil Laarene skulle de naa.

28:43  Og dem skal Aron og hans Sønner have paa, naar de gaa ind i Forsamlingens Paulun, eller de gaa nær til Alteret for at tjene i Helligdommen, at de ikke skulle paadrage sig Skyld og dø. Dette skal være en evig Skik for ham og hans Sæd efter ham.

Chapter 29

29:1  Og dette er den Gerning, som du skal gøre ved dem for at hellige dem til at gøre Præstetjeneste for mig: Tag een Tyrekalv og to Vædere, som ere uden Lyde,

29:2  og usyrede Brød og usyrede Kager, æltede med Olie, og usyrede tynde Kager, smurte med Olie; dem skal du lave af Hvedemel.

29:3  Og du skal lægge dem i een Kurv og bringe dem frem i Kurven, tillige Tyren og de to Vædere.

29:4  Saa skal du føre Aron og hans Sønner frem til Forsamlingens Pauluns Dør og to dem i Vand.

29:5  Og du skal tage Klæderne og iføre Aron Underkjortlen og Overkjortlen, som hører til Livkjortlen, og Livkjortlen og Brystspannet, og du skal binde Livkjortlens Bælte om ham.

29:6  Og du skal sætte Huen paa hans Hoved og sætte det hellige Hovedsmykke paa Huen.

29:7  Saa skal du tage Salveolien og udgyde paa hans Hoved og salve ham.

29:8  Og du skal føre hans Sønner frem og iføre dem Kjortlerne.

29:9  Og du skal binde Bæltet om dem, om Aron og hans Sønner, og binde høje Huer paa dem, at de skulle have Præstedømme til en evig Skik; og du skal fylde Arons Haand og hans Sønners Haand.

29:10  Og du skal lade Tyren føre nær til for Forsamlingens Paulun, og Aron og hans Sønner skulle lægge deres Hænder paa Tyrens Hoved.

29:11  Og du skal slagte Tyren for Herrens Ansigt ved Forsamlingens Pauluns Dør.

29:12  Og du skal tage af Tyrens Blod og komme det paa Alterets Horn med din Finger; og alt det øvrige Blod skal du udøse ved Alterets Fod.

29:13  Saa skal du tage alt Fedtet, som skjuler Indvoldene, og Hinden over Leveren og begge Nyrerne med Fedtet, som er paa dem, og gøre Røgoffer deraf paa Alteret.

29:14  Men Kødet af Tyren og dens Hud og dens Møg skal du opbrænde med Ild uden for Lejren; det er Syndoffer.

29:15  Og du skal tage den ene Væder, og Aron og hans Sønner skulle lægge deres Hænder paa Væderens Hoved.

29:16  Og du skal slagte Væderen og tage dens Blod og stænke paa Alteret trindt omkring.

29:17  Men Væderen skal du hugge i sine Stykker; saa skal du to dens Indvolde og dens Skanker og lægge dem oven paa dens Stykker og paa dens Hoved.

29:18  Og du skal gøre et Røgoffer af den hele Væder paa Alteret; det er et Brændoffer for Herren, det er en behagelig Lugt, et Ildoffer for Herren.

29:19  Og du skal tage den anden Væder, og Aron og hans Sønner skulle lægge deres Hænder paa Væderens Hoved.

29:20  Og du skal slagte Væderen og tage af dens Blod og komme det paa Arons Ørelæp og paa hans Sønners højre Ørelæp og paa deres højre Tommelfinger og paa deres højre Tommeltaa, og du skal stænke Blodet paa Alteret trindt omkring.

29:21  Og du skal tage af Blodet, som er paa Alteret, og af Salveolien og stænke paa Aron og paa hans Klæder og paa hans Sønner og paa hans Sønners Klæder med ham, saa bliver han helliget og hans Klæder og hans Sønner og hans Sønners Klæder med ham.

29:22  Siden skal du tage Fedtet af Væderen og Stjerten og Fedtet, som skjuler Indvoldene, og Hinden over Leveren og begge Nyrerne og Fedtet, som er paa dem, og den højre Bov; thi det er Fyldelsens Væder;

29:23  og eet Stykke Brød og een Oliebrødkage og een tynd Kage af de usyrede Brøds Kurv, som ere for Herrens Ansigt.

29:24  Og du skal lægge alt dette paa Arons Hænder og paa hans Sønners Hænder og røre det med en Rørelse for Herrens Ansigt.

29:25  Og du skal tage det af deres Hænder og gøre et Røgoffer deraf paa Alteret over Brændofferet, til en behagelig Lugt for Herrens Ansigt; det er et Ildoffer for Herren.

29:26  Og du skal tage Brystet af Arons Fyldelsens Væder og røre det med en Rørelse for Herrens Ansigt; og det skal være din Del.

29:27  Og du skal hellige Rørelsens Bryst og Gavens Bov — som er rørt og som er tagen fra — af Fyldelsens Væder, af den, som er for Aron, og af den, som er for hans Sønner.

29:28  Og det skal være Arons og hans Sønners til en evig Rettighed af Israels Børn; thi det er en Gave; og det skal være en Gave fra Israels Børn af deres Takofre, deres Gave hører Herren til.

29:29  Og de hellige Klæder, som Aron har, dem skulle hans Sønner have efter ham, i disse skal man salve dem og fylde deres Hænder i dem.

29:30  Syv Dage skal den af hans Sønner, som bliver Præst i hans Sted, iføre sig dem, den, som skal gaa ind i Forsamlingens Paulun til at tjene i Helligdommen.

29:31  Og du skal tage Fyldelsens Væder og koge dens Kød paa et helligt Sted.

29:32  Og Aron og hans Sønner skulle æde Væderens Kød og Brødet, som er i Kurven, for Forsamlingens Pauluns Dør.

29:33  Og de skulle æde disse Ting, ved hvilke Forligelsen er sket, for at fylde deres Hænder, for at hellige dem; og en uvedkommende skal ikke æde dem, fordi de ere hellige.

29:34  Men dersom der levnes af samme Fyldelsens Offerkød og af Brødet til om Morgenen, da skal du opbrænde det, som er levnet, med Ild; det skal ikke ædes, thi det er helligt.

29:35  Og du skal gøre saaledes ved Aron og ved hans Sønner, efter alt det, som jeg har befalet dig: Du skal fylde deres Hænder i syv Dage.

29:36  Og du skal hver Dag bringe en Tyr til Syndoffer, til Forligelse, og gøre Syndoffer for Alteret, naar du gør Forligelse for dette; og du skal salve det for at hellige det.

29:37  Syv Dage skal du gøre Forligelsen for Alteret og hellige det; og Alteret skal være en højhellig Ting, hver den, som rører ved Alteret, skal være hellig.

29:38  Og dette er det, som du skal bringe paa Alteret: Hver Dag to Lam, aargamle, bestandig.

29:39  Det ene Lam skal du bringe om Morgenen, og det andet Lam skal du bringe imellem de tvende Aftener.

29:40  Og en Tiendepart Mel, blandet med en Fjerdepart af en Hin stødt Olie, og en Fjerdepart af en Hin Vin, til Drikoffer, til det ene Lam.

29:41  Og du skal bringe det andet Lam imellem de tvende Aftener; som Madofferet om Morgenen og som dets Drikoffer skal du bringe det til en behagelig Lugt; det er et Ildoffer for Herren.

29:42  Dette er det bestandige Brændoffer hos eders Efterkommere ved Forsamlingens Pauluns Dør for Herrens Ansigt, der hvor jeg vil komme til eder for at tale med dig.

29:43  Og der vil jeg komme til Israels Børn, og de skulle helliges ved min Herlighed.

29:44  Og jeg vil hellige Forsamlingens Paulun og Alteret; og jeg vil hellige Aron og hans Sønner til at gøre Præstetjeneste for mig.

29:45  Og jeg vil bo midt iblandt Israels Børn, og jeg vil være dem en Gud.

29:46  Og de skulle fornemme, at jeg er Herren deres Gud, som udførte dem af Ægyptens Land for at bo midt iblandt dem; jeg er Herren deres Gud.

Chapter 30

30:1  Og du skal gøre et Røgelsealter til Røgelse, af Sithimtræ skal du gøre det;

30:2  een Alen langt og een Alen bredt, det skal være firkantet og to Alen højt; dets Horn skulle være ud af eet med det.

30:3  Og du skal beslaa det med purt Guld, dets Overdel og dets Sider rundt omkring og dets Horn; du skal og gøre en Guldkrans til det trindt omkring.

30:4  Og to Guldringe skal du gøre til det, under dets Krans, paa begge Sidestykkerne deraf, du skal gøre dem paa begge Sider derpaa; og man skal stikke Stænger deri for at bære det med dem.

30:5  Du skal og gøre Stængerne af Sithimtræ og beslaa dem med Guld.

30:6  Og det skal du sætte foran Forhænget, som er for Vidnesbyrdets Ark, foran Naadestolen, som er oven over Vidnesbyrdet, hvor jeg vil komme til dig.

30:7  Og paa det skal Aron lade røge med Røgelse af kostelige Urter; hver Morgen, naar han tillaver Lamperne, skal han lade røge med den.

30:8  Og naar Aron tænder Lamperne imellem de tvende Aftener, skal han lade røge med den; det skal være en bestandig Røgelse for Herrens Ansigt hos eders Efterkommere.

30:9  I skulle ingen fremmed Røgelse antænde derpaa eller Brændoffer eller Madoffer; og Drikoffer skulle I ikke udgyde derpaa.

30:10  Og Aron skal gøre en Forligelse for dets Horn, een Gang om Aaret; med Forligelsens Syndoffers Blod skal han gøre Forligelse een Gang om Aaret for det, hos eders Efterkommere; det er en højhellig Ting for Herren.

30:11  Og Herren talede til Mose og sagde:

30:12  Naar du optager Hovedsummen paa Israels Børn ved deres Tælling, da skal hver give Herren Løsepenge for sin Sjæl, naar man tæller dem, at ingen Plage skal komme paa dem, naar man tæller dem.

30:13  Dette skulle de give, hver som gaar over til de talte: En halv Sekel, efter Helligdommens Sekel; en Sekel gælder tyve Gera, en halv Sekel skal være en Offergave for Herren.

30:14  Hver som gaar over til de talte, fra tyve Aar gammel og derover, skal give Herren en Offergave.

30:15  Den rige skal ikke give mere og den fattige ikke give mindre end en halv Sekel, for at give Herren en Offergave, til at gøre Forligelse for eders Sjæle.

30:16  Og du skal tage Forligelsens Penge af Israels Børn og give dem til Forsamlingens Pauluns Tjeneste; og det skal være Israels Børn til en Ihukommelse for Herrens Ansigt, til at gøre Forligelse for eders Sjæle.

30:17  Og Herren talede til Mose og sagde:

30:18  Du skal og gøre en Kedel af Kobber og dens Fod af Kobber, at man kan to sig; og du skal sætte den imellem Forsamlingens Paulun og imellem Alteret og komme Vand derudi.

30:19  Og Aron og hans Sønner skulle to deres Hænder og deres Fødder deraf.

30:20  Naar de gaa ind i Forsamlingens Paulun, skulle de to sig med Vand, at de ikke skulle dø; eller naar de nærme sig til Alteret for at tjene og at antænde Ildoffer for Herren.

30:21  Og de skulle to deres Hænder og deres Fødder, at de ikke skulle dø; og det skal være dem en evig Skik, ham og hans Sæd, hos deres Efterkommere.

30:22  Og Herren talede til Mose og sagde:

30:23  Tag du dig ogsaa de bedste Urter, af den ædleste Myrra fem Hundrede Sekel, og halvt saa meget vellugtende Kanelbark, to Hundrede og halvtredsindstyve Sekel, og vellugtende Kalmus, to Hundrede og halvtredsindstyve Sekel,

30:24  og Kasia fem Hundrede Sekel, efter Helligdommens Sekel, og een Hin Olivenolie.

30:25  Og du skal lave det til en hellig Salveolie, en Salveblanding efter Salvekogerens Kunst; det skal være en hellig Salveolie.

30:26  Og dermed skal du salve Forsamlingens Paulun og Vidnesbyrdets Ark

30:27  og Bordet med alt dets Redskab og Lysestagen med dens Redskab og Røgelsealteret

30:28  og Brændofferets Alter med alt dets Redskab og Kedelen med dens Fod.

30:29  Og du skal hellige dem, at de blive højhellige; hver den som rører ved dem, skal være hellig.

30:30  Du skal og salve Aron og hans Sønner og hellige dem til at gøre Præstetjeneste for mig.

30:31  Og du skal tale til Israels Børn og sige: Denne skal være mig den hellige Salvelsesolie hos eders Efterkommere.

30:32  Den skal ikke udgydes paa andre Menneskers Legeme, og I skulle ikke berede nogen anden efter dens Maade; den er hellig, den skal være eder hellig.

30:33  Hvo som laver en Salveblanding som den, eller som lader komme deraf paa en uvedkommende, han skal udryddes af sit Folk.

30:34  Og Herren sagde til Mose: Tag dig vellugtende Urter, Stakten og Onyks og Galbane, disse vellugtende Urter og ren Virak; der skal være lige meget af hvert.

30:35  Og du skal lave en Røgelse deraf, en Blanding efter Kunstens Regler; den skal være saltet, ren og hellig.

30:36  Og du skal støde noget deraf smaat og lægge deraf foran Vidnesbyrdet i Forsamlingens Paulun, hvor jeg vil tale med dig; det skal være eder højhelligt.

30:37  Og I skulle ikke gøre eder Røgelse, som du kunde gøre efter dennes Maade; det skal være dig helligt for Herren.

30:38  Hvo som gør en lignende for at røge dermed, han skal udryddes af sit Folk.

Chapter 31

31:1  Og Herren talede til Mose og sagde:

31:2  Se, jeg har kaldet Bezaleel, en Søn af Uri, som var en Søn af Hur, af Juda Stamme, ved Navn.

31:3  Og jeg har opfyldt ham med Guds Aand, med Visdom og med Forstand og med Kundskab, og det i alle Haande Gerning,

31:4  til at udtænke Kunstværker, til at arbejde i Guld og i Sølv og i Kobber

31:5  og til at udskære Stene, til at indfatte, og til at udskære Træ, til at gøre alle Haande Gerning.

31:6  Og jeg, se, jeg har medgivet ham Oholiab, Ahisamaks Søn af Dans Stamme, og i hvers Hjerte, som er forstandig, har jeg givet Visdom; og de skulle gøre alt det, som jeg har befalet dig:

31:7  Nemlig Forsamlingens Paulun og Vidnesbyrdets Ark og Naadestolen, som er derpaa, og alt Redskab til Paulunet,

31:8  og Bordet med dets Redskab og den rene Lysestage med alt dens Redskab og Røgelsealteret

31:9  og Brændofferets Alter med alt dets Redskab og Kedelen med dens Fod

31:10  og Tjenestens Klæder og Arons, Præstens, hellige Klæder og hans Sønners Klæder til at gøre Præstetjeneste udi

31:11  og Salveolien og Røgelsen af vellugtende Urter til Helligdommen; efter alt det, som jeg har befalet dig, skulle de gøre det.

31:12  Og Herren talede til Mose og sagde:

31:13  Og du, tal til Israels Børn og sig: I skulle visselig holde mine Sabbater; thi det er et Tegn imellem mig og imellem eder hos eders Efterkommere, at I skulle vide, at jeg er Herren, som helliger eder.

31:14  Derfor skulle I holde Sabbaten, thi den skal være eder hellig; den der vanhelliger den, skal visselig dødes; thi hver som gør Arbejde paa den, den Sjæl skal udryddes af sit Folks Midte.

31:15  Seks Dage skal al Gerning gøres, men paa den syvende Dag er Sabbatshvile, en Hellighed for Herren; hver den, som gør Arbejde paa Sabbatsdagen, skal visselig dødes.

31:16  Derfor skulle Israels Børn tage Vare paa Sabbaten, saa at de holde Sabbaten, hos deres Efterkommere til en evig Pagt.

31:17  Den er et evigt Tegn imellem mig og imellem Israels Børn; thi i seks Dage gjorde Herren Himmelen og Jorden, og paa den syvende Dag hvilede han og vederkvægede sig.

31:18  Og han gav Mose, der han havde endt at tale med ham paa Sinai Bjerg, to Vidnesbyrdets Tavler, Stentavler, skrevne med Guds Finger.

Chapter 32

32:1  Og Folket saa, at Mose tøvede med at komme ned ad Bjerget; og Folket forsamledes om Aron, og de sagde til ham: Staa op, gør os Guder, som kunne gaa foran os; thi denne Mose, Manden, som førte os op af Ægyptens Land, vide vi ikke, hvad der er vederfaret.

32:2  Og Aron sagde til dem: Afriver de Guldsmykker, som ere i eders Hustruers, eders Sønners og eders Døtres Øren, og bærer dem til mig.

32:3  Saa afrev alt Folket de Guldsmykker, som vare i deres Øren, og de bare dem til Aron.

32:4  Og han tog det af deres Haand og dannede det med Mejselen og gjorde en støbt Kalv deraf, og de sagde: Israel! disse ere dine dine Guder, som førte dig op af Ægyptens Land.

32:5  Der Aron saa det, byggede han et Alter for den; og Aron raabte og sagde: I Morgen er det Herrens Højtid.

32:6  Og de stode aarle op den anden Dag og ofrede Brændofre og fremførte Takofre; og Folket satte sig ned til at æde og drikke og stod op at lege.

32:7  Da sagde Herren til Mose: Gaa, stig ned; thi dit Folk, som du førte op af Ægyptens Land, har handlet fordærveligt.

32:8  De vege snart fra den Vej, som jeg bød dem, de have gjort sig en støbt Kalv, og de have tilbedet den og ofret til den og sagt: Israel! disse ere dine Guder, som førte dig op af Ægyptens Land.

32:9  Og Herren sagde til Mose: Jeg har set dette Folk, og se, det er et haardnakket Folk.

32:10  Og lad mig nu fare frem, at min Vrede maa optændes mod dem, og jeg maa fortære dem; og jeg vil gøre dig til et stort Folk.

32:11  Og Mose bad ydmygelig for Herrens, sin Guds Ansigt og sagde: Herre, hvorfor skal din Vrede optændes imod dit Folk, som du udførte af Ægyptens Land med stor Kraft og med en stærk Haand?

32:12  Hvorfor skulle Ægypterne tale og sige: Han har udført dem til Ulykke, for at ihjelslaa dem paa Bjergene og ødelægge dem af Jorderige? Vend om fra din grumme Vrede, og lad det onde mod dit Folk fortryde dig!

32:13  Kom dine Tjenere, Abraham, Isak og Israel i Hu, hvilke du har tilsvoret ved dig selv og tilsagt: Jeg vil gøre eders Sæd mangfoldig, som Stjernerne paa Himmelen; og alt det Land, som jeg har sagt, vil jeg give eders Sæd, og de skulle eje det evindelig.

32:14  Saa fortrød Herren det onde, som han havde talet om at ville gøre sit Folk.

32:15  Og Mose vendte sig og gik ned ad Bjerget og havde to Vidnesbyrdets Tavler i sin Haand, Tavler beskrevne paa begge Sider, de vare skrevne baade paa den ene og den anden Side.

32:16  Og Tavlerne vare Guds Arbejde; og Skriften var Guds Skrift, indgravet i Tavlerne.

32:17  Der Josva I hørte Lyden af Folket, som raabte, da sagde han til Mose: Der er en Krigslyd i Lejren.

32:18  Men denne sagde: Det er ikke en Lyd af dem, som raabe, naar de sejre, og ikke en Lyd af dem, som raabe, naar de tabe; men jeg hører en Lyd af Sang.

32:19  Og det skete, der han kom nær til Lejren og saa Kalven og Dansen, da optændtes Mose Vrede, og han kastede Tavlerne af sine Hænder og sønderbrød dem neden for Bjerget.

32:20  Og han tog Kalven, som de havde gjort, og opbrændte den med Ild og malede den til Støv og strøede det oven paa Vandet og gav Israels Børn det at drikke.

32:21  Og Mose sagde til Aron: Hvad har dette Folk gjort dig, at du har ført en saa stor Synd over det?

32:22  Og Aron svarede: Min Herres Vrede forhaste sig ikke; du kender Folket, at det ligger i det onde.

32:23  Og de sagde til mig: Gør os Guder, som kunne gaa foran os; thi denne Mose, Manden, som førte os op af Ægyptens Land, vide vi ikke, hvad der er vederfaret.

32:24  Da sagde jeg til dem: Hvo som har Guld, de maa rive det af, og de gave mig det; og jeg kastede det i i Ilden, saa kom denne Kalv ud.

32:25  Der Mose saa Folket, at det var tøjleløst, — thi Aron havde givet det Tøjlen til en Spot for deres Modstandere, —

32:26  da stillede Mose sig i Lejrens Port og sagde: Hvo der hører Herren til, han komme til mig; da forsamlede alle Levi Børn sig til ham.

32:27  Og han sagde til dem: Saa siger Herren, Israels Gud: Hver binde sit Sværd ved sin Side; gaar frem og tilbage, fra den ene Port i Lejren til den anden, og ihjelslaar hver sin Broder og hver sin Ven og hver sin Næste.

32:28  Og Levi Børn gjorde, som Mose havde sagt, og der faldt af Folket paa den samme Dag henved tre Tusinde Mænd.

32:29  Og Mose sagde: Fylder eders Haand i Dag for Herren, at enhver er imod sin Søn og imod sin Broder, og det for at bringe Velsignelse over eder i Dag.

32:30  Og det skete den anden Dag, da sagde Mose til Folket: I have syndet en stor Synd, dog nu vil jeg opstige til Herren, om jeg maaske kan gøre Forligelse for eders Synd.

32:31  Der Mose kom igen til Herren, sagde han: Ak! dette Folk har syndet en stor Synd, og de have gjort sig Guder af Guld.

32:32  Og nu, gid du vilde forlade dem deres Synd; men hvis ikke, da udslet mig nu af din Bog, som du har skrevet!

32:33  Og Herren sagde til Mose: Hver den som synder imod mig, den vil jeg udslette af min Bog.

32:34  Og nu gaa, før Folket didhen, som jeg sagde dig: Se, min Engel skal gaa for dit Ansigt; men paa min Hjemsøgelses Dag vil jeg hjemsøge deres Synd over dem.

32:35  Og Herren slog Folket, fordi de havde gjort Kalven, som Aron havde gjort.

Chapter 33

33:1  Og Herren sagde til Mose: Gaa, drag op herfra, du og Folket, som du førte op af Ægyptens Land, til det Land, som jeg tilsvor Abraham, Isak og Jakob, — sigende: Din Sæd vil jeg give det,

33:2  og jeg vil sende en Engel foran dig, og uddrive Kananiter, Amoriter og Hethiter og Feresiter, Heviter og Jebusiter, —

33:3  til et Land, som flyder med Mælk og Honning; men jeg vil ikke drage op med dig, thi du er et haardnakket Folk, at jeg ikke skal fortære dig paa Vejen.

33:4  Der Folket hørte denne svare Tale, da sørgede de, og ingen satte sin Prydelse paa sig.

33:5  Og Herren sagde til Mose: Sig til Israels Børn: I ere et haardnakket Folk; drog jeg et Øjeblik midt op iblandt dig, saa maatte jeg fortære dig; og læg nu din Prydelse af dig, at jeg kan vide, hvad jeg skal gøre ved dig.

33:6  Saa aflagde Israels Børn deres Prydelse fra det Bjerg Horeb af.

33:7  Men Mose tog Teltet og slog sig det ud udenfor Lejren, langt fra Lejren, og kaldte det Forsamlingens Telt; og det skete, at hver som vilde adspørge Herren, maatte gaa ud til Forsamlingens Telt, som var udenfor Lejren.

33:8  Og det skete, naar Mose gik ud til Teltet, da rejste alt Folket sig, og de stode hver i sit Telts Dør, og de saa efter Mose, indtil han kom til Teltet.

33:9  Og det skete, naar Mose kom til Teltet, kom Skystøtten ned og stod i Teltets Dør, og han talte med Mose.

33:10  Og alt Folket saa Skystøtten staa i Teltets Dør, og alt Folket rejste sig, og de bøjede sig, hver i sit Telts Dør.

33:11  Men Herren talede til Mose, Ansigt til Ansigt, ligesom en Mand taler med sin Næste; og han vendte om til Lejren, men hans Tjener Josva, Nims Søn, den unge Karl, veg ikke fra Teltet.

33:12  Og Mose sagde til Herren: Se, du siger til mig: Før dette Folk op, og du har ikke ladet mig vide, hvem du vil sende med mig; enddog du har sagt: Jeg kender dig ved Navn, og du har ogsaa fundet Naade for mine Øjne.

33:13  Og nu, kære, dersom jeg har fundet Naade for dine Øjne, da vis mig, kære, dine Veje, at jeg kan kende dig, paa det jeg maa finde Naade for dine Øjne; og se, dette Folk er dit Folk.

33:14  Og han sagde: Mit Ansigt skal gaa med, og jeg vil skaffe dig Hvile.

33:15  Men han sagde til ham: Dersom dit Ansigt ikke gaar med os, da lad os ikke drage op herfra.

33:16  Og hvorpaa skulde det dog kendes, at jeg har fundet Naade for dine Øjne, jeg og dit Folk? mon ikke derpaa, at du gaar med os? at vi, jeg og dit Folk, udmærkes frem for hvert Folk, som er paa Jorderiges Kreds.

33:17  Da sagde Herren til Mose: Jeg vil ogsaa gøre dette Ord, som du har talet; thi du har fundet Naade for mine Øjne, og jeg kender dig ved Navn.

33:18  Men han sagde: Kære, lad mig se din Herlighed!

33:19  Og han sagde: Jeg vil lade al min Godhed drage forbi for dit Ansigt, og jeg vil ved Navn udraabe: Herren! for dit Ansigt; og jeg vil være den naadig, hvem jeg er naadig, og forbarme mig over den, hvem jeg forbarmer mig over.

33:20  Og han sagde: Du kan ikke se mit Ansigt; thi Mennesket kan ikke se mig og leve.

33:21  Og Herren sagde: Se, her er et Sted hos mig, og du skal staa paa Klippen.

33:22  Og det skal ske, naar min Herlighed gaar forbi, da vil jeg lade dig staa i Kløften paa Klippen, og jeg vil dække med min Haand over dig, indtil jeg er gaaet forbi.

33:23  Og naar jeg borttager min Haand, da skal du se mig bagfra; men mit Ansigt kan ikke ses.

Chapter 34

34:1  Og Herren sagde til Mose: Udhug dig to Stentavler som de første, saa vil jeg skrive de Ord paa Tavlerne, som vare paa de første Tavler, som du sønderbrød.

34:2  Og vær rede til i Morgen, og stig aarle op paa Sinai Bjerg, og staa der for mig paa Bjergets Top.

34:3  Og der skal ingen gaa op med dig, og heller ikke maa nogen lade sig se paa det hele Bjerg; hverken Kvæg eller Øksne skulle gaa paa Græs hen imod dette Bjerg.

34:4  Og han udhuggede to Stentavler som de første, og Mose stod aarle op om Morgenen og steg op paa Sinai Bjerg, som Herren befalede ham, og han tog de to Stentavler i sin Haand.

34:5  Og Herren kom ned i Skyen og stod der hos ham og udraabte ved Navn: Herren!

34:6  Og Herren gik forbi for hans Ansigt og raabte: Herren, Herren er en barmhjertig og naadig Gud, langmodig og af megen Miskundhed og Sandhed,

34:7  som bevarer Miskundhed mod tusinde Led og forlader Misgerning og Overtrædelse og Synd, og som ikke skal holde den skyldige for uskyldig, som hjemsøger Fædrenes Misgerning paa Børn og paa Børnebørn, paa dem i tredje og paa dem i fjerde Led.

34:8  Og Mose skyndte sig og bøjede sig til Jorden og tilbad.

34:9  Og han sagde: Kære, dersom jeg har fundet Naade for dine Øjne, Herre, da gaa Herren nu midt iblandt os; thi dette er et haardnakket Folk, og du ville forlade os vor Misgerning og vor Synd, og tage os til Arv!

34:10  Og han sagde: Se, jeg vil gøre en Pagt; for hele dit Folk vil jeg gøre underfulde Ting, som ikke ere skabte i noget Land eller hos noget Folkefærd; og hele det Folk, som du er midt iblandt, skal se Herrens Gerning; thi den er forfærdelig, den som jeg skal gøre med dig.

34:11  Hold du det, som jeg befaler dig i Dag, se, jeg vil uddrive for dig Amoriter og Kananiter og Hethiter og Feresiter og Heviter og Jebusiter.

34:12  Forvar dig, at du ej gør Pagt med nogen Indbygger i det Land, til hvilket du kommer, paa det han ikke bliver til en Snare midt iblandt dig;

34:13  men I skulle nedbryde deres Altere og sønderbryde deres Billeder og omhugge deres Astartebilleder;

34:14  thi du skal ikke tilbede en anden Gud; thi Herren hedder nidkær, han er en nidkær Gud:

34:15  At du ikke gør Pagt med nogen Indbygger i det Land; thi de kunde bole efter deres Guder og ofre til deres Guder, og en kunde indbyde dig, at du aad af hans Offer;

34:16  og du kunde tage af hans Døtre til dine Sønner, og hans Døtre kunde bole efter deres Guder og faa dine Sønner til at bole efter deres Guder.

34:17  Du skal ingen støbte Guder gøre dig.

34:18  Du skal holde de usyrede Brøds Højtid, du skal æde usyrede Brød i syv Dage, som jeg har befalet dig til den bestemte Tid i Abib Maaned; thi i Abib Maaned gik du ud af Ægypten.

34:19  Alt det, som aabner Moders Liv, hører mig til, og alt det, som er en Han af dit Kvæg, og som aabner Moders Liv, være sig Okse eller Lam.

34:20  Men det førstefødte af Asener skal du løse med et Lam, og dersom du ikke vil løse det, da skal du bryde Halsen itu paa det; alle førstefødte af dine Sønner skal du løse, og mit Ansigt skal ikke ses tomhændet.

34:21  Seks Dage skal du arbejde, og paa den syvende Dag skal du hvile; med Pløjningen og med Høsten skal du hvile.

34:22  Og du skal holde Ugernes Højtid med Førstegrøden af Hvedehøsten, og Indsamlingens Højtid naar Aaret er omme.

34:23  Tre Gange om Aaret skal alt dit Mandkøn ses for den Herre Herres, Israels Guds, Ansigt.

34:24  Thi jeg skal uddrive Hedningerne for dit Ansigt og gøre dit Landemærke vidt; og ingen skal begære dit Land, naar du gaar op at lade dig se for Herren din Guds Ansigt tre Gange om Aaret.

34:25  Du skal ikke ofre mit Slagtoffers Blod med syret Brød; og Paaskehøjtidens Slagtoffer skal ikke ligge Natten over til om Morgenen.

34:26  Det første af din Jords Førstegrøde skal du bære til Herren din Guds Hus; du skal ikke koge et Kid i dets Moders Mælk.

34:27  Og Herren sagde til Mose: Skriv dig disse Ord; thi efter disse Ords Lydelse har jeg gjort en Pagt med dig og med Israel.

34:28  Og han var der hos Herren fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter, han aad ikke Brød og drak ikke Vand; og han skrev paa Tavlerne Pagtens Ord, de ti Ord.

34:29  Og det skete, der Mose gik ned ad Sinai Bjerg, da havde Mose to Vidnesbyrdstavler i sin Haand, der han gik ned ad Bjerget; og Mose vidste ikke, at Huden paa hans Ansigt skinnede deraf, at han havde talet med ham.

34:30  Og Aron og alle Israels Børn saa Mose, og se, hans Ansigts Hud skinnede; da frygtede de for at komme nær til ham.

34:31  Da kaldte Mose ad dem, og de vendte om til ham, Aron og alle Fyrsterne af Menigheden, og Mose talede til dem.

34:32  Og derefter nærmede alle Israels Børn sig; saa befalede han dem alt det, som Herren havde talet med ham paa Sinai Bjerg.

34:33  Og Mose lod af at tale med dem, og han lagde et Dække over sit Ansigt.

34:34  Og naar Mose gik ind for Herren til at tale med ham, tog han Dækket af, indtil han gik ud igen; og han gik ud og talede til Israels Børn, hvad ham var befalet.

34:35  Og Israels Børn saa Mose Ansigt, at Mose Ansigts Hud skinnede; saa lagde Mose igen Dækket over sit Ansigt, indtil han gik ind igen at tale med ham.

Chapter 35

35:1  Og Mose lod al Israels Børns Menighed samle og sagde til dem: Disse ere de Ord, som Herren befalede, at I skulle gøre;

35:2  seks Dage skal al Gerning gøres, men den syvende Dag skal være eder hellig, en Sabbatshvile for Herren; hver den, som gør nogen Gerning paa den, skal dødes.

35:3  I skulle ingen Ild optænde i nogen af eders Boliger paa Sabbatsdagen.

35:4  Og Mose sagde til al Israels Børns Menighed saaledes: Dette er det Ord, som Herren befalede, sigende:

35:5  Tager, af hvad eder tilhører, en Offergave til Herren; hver som er villig af sit Hjerte, skal fremføre den, en Offergave til Herren: Guld og Sølv og Kobber,

35:6  og blaat uldent og Purpur og Skarlagen og hvidt Linned og Gedehaar,

35:7  og rødlødede Væderskind og Grævlingeskind og Sithimtræ,

35:8  og Olie til Lysning og Urter til Salveolie og til vellugtende Røgelse,

35:9  og Onyksstene og Stene til at indfatte, til Livkjortlen og til Brystspannet.

35:10  Og hver af eder, som er viis i Hjertet, de skulle komme og gøre alt det, som Herren har befalet:

35:11  Tabernaklet med dets Paulun og dets Dække, med dets Hager og dets Fjæle, dets Tværstænger, dets Støtter og dets Fødder;

35:12  Arken med dens Stænger, Naadestolen og Dækkets Forhæng;

35:13  Bordet med dets Stænger og alle dets Redskaber og Skuebrødet;

35:14  og Lysestagen til Lysningen med dens Redskaber og dens Lamper og Olie til Lysningen;

35:15  og Røgelsealteret med dets Stænger og Salveolien og vellugtende Røgelse, og Dækket for Døren, for Tabernaklets Dør;

35:16  Brændofrets Alter med dets Kobbergitter, med dets Stænger og alle dets Redskaber, Kedlen med dens Fod;

35:17  Omhængene til Forgaarden med dens Støtter og dens Fødder, og Dækket for Forgaardens Port;

35:18  Sømmene til Tabernaklet og Sømmene til Forgaarden og deres Snore;

35:19  Tjenestens Klæder til at tjene med i Helligdommen; hellige Klæder til Aron, Præsten, og Klæder til hans Sønner til at gøre Præstetjeneste udi.

35:20  Saa gik de ud, al Israels Børns Menighed, fra Mose Aasyn.

35:21  Og de kom, hver Mand, hvis Hjerte førte ham dertil, og hver den, hvis Aand frivillig drev ham dertil, de fremførte Offergave til Herren, til Forsamlingens Pauluns Gerning og til alt Arbejdet dermed og til de hellige Klæder.

35:22  Og de kom, Mændene saa vel som Kvinderne, hver som var villig i Hjertet, de frembare Hægter og Smykker og Ringe og Kæder, alle Haande Guldtøj; og hver Mand kom, som havde ladet en Gave af Guld røre for Herren.

35:23  Og hver Mand, hos hvem der fandtes blaat uldent og Purpur og Skarlagen og hvidt Linned og Gedehaar og rødlødede Væderskind og Grævlingeskind, de førte det frem.

35:24  Hver som havde en Offergave af Sølv og Kobber, de bragte den frem som en Offergave til Herren; og hver, hos hvem Sithimtræ fandtes til noget Slags Arbejde, de førte det frem.

35:25  Og hver Kvinde, som var viis i Hjerte, spandt med sine Hænder, og de fremførte det, de havde spundet: Blaat uldent og Purpur, Skarlagen og hvidt Linned.

35:26  Og alle Kvinder, hvis Hjerte bevægede dem dertil, og som havde Forstand derpaa, spandt Gedehaarene.

35:27  Men Fyrsterne bragte Onyksstene og Stene til at indfatte, til Livkjortlen og til Brystspannet,

35:28  og Urterne og Olien til Lysning og til Salveolien og til vellugtende Røgelse.

35:29  Hver Mand og Kvinde af Israels Børn, hvem deres Hjerte drev til frivilligt at bringe noget til al den Gerning, som Herren ved Mose havde befalet at udføre, bragte en frivillig Gave til Herren.

35:30  Og Mose sagde til Israels Børn: Ser, Herren har kaldet ved Navn Bezaleel, en Søn af Uri, som var en Søn af Hur, af Juda Stamme.

35:31  Og Guds Aand har opfyldt ham med Visdom, med Forstand og med Kundskab, og det til alle Haande Gerning;

35:32  og til at udtænke Kunstværker, at arbejde i Guld og i Sølv og i Kobber;

35:33  og til at udskære Stene til at indfatte, og til at udskære Træ, til at gøre alle Haande kunstig Gerning;

35:34  og han har givet i hans Hjerte Visdom til at undervise andre, baade ham og Oholiab, Ahisamaks Søn, af Dans Stamme.

35:35  Han har opfyldt dem med Visdom i Hjertet til at gøre alle Haande Gerning, deres, som udskære, og deres, som virke, og deres, som stikke i blaat uldent og i Purpur, i Skarlagen og i hvidt Linned, og Væveres, deres, som gøre alle Haande Gerning og udtænke Kunstværker.

Chapter 36

36:1  Saa gjorde Bezaleel og Oholiab og hver Mand, som var viis i Hjertet, hvilke Herren havde givet Visdom og Forstand til at vide at gøre alle Haande Gerning til Helligdommens Tjeneste, efter alt det som Herren havde befalet.

36:2  Og Mose kaldte ad Bezaleel og ad Oholiab og ad hver Mand, som var viis i Hjertet, som Herren havde givet Visdom i hans Hjerte, hver den som Hjertet drev til at tage fat paa Gerningen for at gøre den.

36:3  Og de modtoge af Mose hele Offergaven, som Israels Børn fremførte til Helligdommens Tjenestes Gerning, for at gøre den færdig; og de fremførte desuden til ham frivillige Gaver hver Morgen.

36:4  Da kom alle de viise, som gjorde al Helligdommens Gerning, hver Mand fra sit Arbejde, som de gjorde,

36:5  og de sagde til Mose saalunde: Folket bærer mere frem, end der gøres behov til Tjenesten, til Gerningen, hvilken Herren har befalet at gøre.

36:6  Saa befalede Mose, og de udraabte igennem Lejren, sigende, at hverken Mand eller Kvinde skulde forfærdige noget mere som Offergave til Helligdommen, og Folket hørte op med at bringe.

36:7  Thi de havde nok af alle disse Ting til al Gerningen, til at gøre den, og der var tilovers.

36:8  Saa gjorde hver, som var viis i Hjertet, iblandt dem, som udførte Gerningen, Tabernaklet af ti Tæpper af hvidt, tvundet Linned og blaat uldent og Purpur og Skarlagen; med Keruber, med kunstigt Arbejde gjorde man dem.

36:9  Eet Tæppe var otte og tyve Alen langt, og fire Alen bredt var eet Tæppe, alle Tæpper havde eet Maal.

36:10  Og man fæstede de fem Tæpper sammen, det ene til det andet, og fæstede atter fem Tæpper sammen, det ene til det andet.

36:11  Og man gjorde Stropper af blaat uldent paa det første Tæppes Æg, yderst, hvor det skulde fæstes sammen; ligesaa gjorde man paa det yderste Tæppes Æg, hvor det anden Gang skulde fæstes sammen.

36:12  Halvtredsindstyve Stropper gjorde man paa det første Tæppe, og halvtredsindstyve Stropper gjorde man yderst paa Tæppet, der anden Gang skulde fæstes til; Stropperne vare hæftede sammen, den ene til den anden.

36:13  Og man gjorde halvtredsindstyve Guldhager og fæstede Tæpperne, det ene til det andet med Hagerne, saa det blev eet Tabernakel.

36:14  Og man gjorde Tæpperne af Gedehaar til et Paulun over Tabernaklet; elleve Tæpper gjorde man.

36:15  Hvert Tæppe var tredive Alen langt, og hvert Tæppe var fire Alen bredt; de elleve Tæpper havde eet Maal.

36:16  Og de fem Tæpper fæstede man sammen for sig og de seks Tæpper for sig.

36:17  Og man gjorde halvtredsindstyve Stropper paa det første Tæppes Æg, yderst, hvor de skulde fæstes sammen; og man gjorde halvtredsindstyve Stropper paa Æggen af det Tæppe, der anden Gang skulde fæstes til.

36:18  Og man gjorde halvtredsindstyve Kobberhager, at fæste Paulunet sammen med, til at vorde eet.

36:19  Og man gjorde et Dække over Paulunet af rødlødede Væderskind, og et Dække af Grævlingeskind derover.

36:20  Og man gjorde Fjælene til Tabernaklet af Sithimtræ, saa at de kunde staa.

36:21  Hver Fjæl var ti Alen lang, og hver Fjæl var halvanden Alen bred.

36:22  Der var to Tappe paa hver Fjæl, den ene Tap forbunden med den anden; saaledes gjorde man paa alle Tabernaklets Fjæle.

36:23  Og man gjorde Fjæle til Tabernaklet, tyve Fjæle til den søndre Side mod Sønden.

36:24  Og man gjorde fyrretyve Sølvfødder under de tyve Fjæle, to Fødder under den ene Fjæl for dens to Tappe og to Fødder under den anden Fjæl for dens to Tappe.

36:25  Og til Tabernaklets anden Side mod den nordre Side gjorde man tyve Fjæle,

36:26  og deres fyrretyve Sølvfødder, to Fødder under den ene Fjæl og to Fødder under den anden Fjæl.

36:27  Og til Bagsiden af Tabernaklet imod Vesten gjorde man seks Fjæle.

36:28  Og man gjorde to Fjæle til Tabernaklets Hjørner paa begge Sider.

36:29  Og de vare dobbelte fra neden af, og i lige Maade vare de dobbelte til det øverste, saa der blev en Ring; saaledes gjorde man med dem begge paa begge Hjørner.

36:30  Og der var otte Fjæle og deres Sølvfødder, seksten Fødder, to Fødder under hver Fjæl.

36:31  Og man gjorde Tværstænger af Sithimtræ; fem til Fjælene ved den ene Side af Tabernaklet,

36:32  og fem Tværstænger til Fjælene ved den anden Side af Tabernaklet, og fem Tværstænger til Tabernaklets Fjæle, bagtil mod Vesten.

36:33  Og man gjorde den midterste Stang til at gaa tværsover paa Midten af Fjælene, fra den ene Ende til den anden.

36:34  Og man beslog Fjælene med Guld, og deres Ringe gjorde man af Guld til at stikke Tværstængerne udi, og man beslog Tværstængerne med Guld.

36:35  Man gjorde og et Forhæng af blaat uldent og Purpur og Skarlagen og hvidt, tvundet Linned; man gjorde med kunstigt Arbejde Keruber paa det.

36:36  Og man gjorde fire Støtter dertil af Sithimtræ og beslog dem med Guld, deres Kroge vare af Guld; og man støbte fire Fødder dertil af Sølv.

36:37  Og man gjorde Dækket for Paulunets Dør af blaat uldent og Purpur og Skarlagen og hvidt, tvundet Linned, stukket Arbejde,

36:38  og dets fem Støtter med deres Kroge, og beslog deres Knapper og deres Stænger med Guld, og deres fem Fødder vare af Kobber.

Chapter 37

37:1  Og Bezaleel gjorde Arken af Sithimtræ, halv tredje Alen lang og halvanden Alen bred og halvanden Alen høj.

37:2  Og han beslog den med purt Guld, inden og uden, og han gjorde en Guldkrans trindt omkring den.

37:3  Og han støbte fire Guldringe til den paa dens fire Hjørner, nemlig to Ringe paa dens ene Side og to Ringe paa dens anden Side.

37:4  Og han gjorde Stænger af Sithimtræ og beslog dem med Guld.

37:5  Og han stak Stængerne i Ringene paa Siderne af Arken til at bære Arken med.

37:6  Og han gjorde en Naadestol af purt Guld, halvtredje Alen lang og halvanden Alen bred.

37:7  Og han gjorde to Keruber af Guld, af drevet Arbejde gjorde han dem, paa begge Ender af Naadestolen,

37:8  een Kerub paa den ene Ende og een Kerub paa den anden Ende; han gjorde Keruber i eet med Naadestolen paa begge dens Ender.

37:9  Og Keruberne udbredte deres Vinger ovenover og dækkede over Naadestolen med deres Vinger; og den enes Ansigt var mod den andens, Kerubernes Ansigter vare vendte mod Naadestolen.

37:10  Og han gjorde Bordet af Sithimtræ, to Alen langt og een Alen bredt og halvanden Alen højt.

37:11  Og han beslog det med purt Guld, og han gjorde en Guldkrans dertil rundt omkring.

37:12  Han gjorde ogsaa en Liste dertil trindt omkring, en Haandbred høj, og gjorde en Guldkrans trindt omkring dens Liste.

37:13  Og han støbte fire Guldringe dertil og satte Ringene i de fire Hjørner, som vare ved dets fire Fødder.

37:14  Tvært over for Listen vare Ringene, at Stængerne kunde stikkes deri til at bære Bordet.

37:15  Og han gjorde Stængerne af Sithimtræ og beslog dem med Guld til at bære Bordet.

37:16  Og han gjorde Redskaberne, som skulde til Bordet, dets Fade og dets Skaaler og dets Bægere og dets Kander, med hvilke der skulde udgydes Drikoffer, af purt Guld.

37:17  Og han gjorde Lysestagen af purt Guld; af drevet Arbejde gjorde han Lysestagen; dens Fod og dens Stang, dens Bægere, dens Knopper og dens Blomster vare ud af eet med den.

37:18  Og seks Grene gik ud fra dens Sider, tre Grene paa Lysestagen fra dens ene Side, og tre Grene paa Lysestagen fra dens anden Side.

37:19  Tre Mandelblomstbægere var der paa den ene Gren, en Knop og et Blomster, og tre Mandelblomstbægere paa den anden Gren, en Knop og et Blomster; saaledes var det paa de seks Grene, som gik ud fra Lysestagen.

37:20  Men paa Lysestagen vare fire Mandelblomstbægere, dens Knopper og dens Blomster,

37:21  nemlig een Knop under de to Grene derpaa, og een Knop under de to andre Grene derpaa, og een Knop under de to øvrige Grene derpaa for de seks Grene, som gik ud fra den.

37:22  Deres Knopper og deres Grene vare ud af eet med den selv, det var altsammen eet drevet Arbejde af purt Guld.

37:23  Og han gjorde dens syv Lamper og dens Sakse og dens Tandekar af purt Guld.

37:24  Af et Centner purt Guld gjorde han den og alle dens Redskaber.

37:25  Og han gjorde Røgelsealteret af Sithimtræ, een Alen langt og een Alen bredt, firkantet og to Alen højt; dets Horn vare ud af eet med det.

37:26  Og han beslog det med purt Guld, dets Overdel og dets Sider omkring og dets Horn, og gjorde en Guldkrans til det rundt omkring.

37:27  Og han gjorde to Guldringe dertil, under dets Krans paa begge Sidestykkerne deraf, paa begge Sider derpaa, til at stikke Stængerne deri, for at bære det med dem.

37:28  Men Stængerne gjorde han af Sithimtræ og beslog dem med Guld.

37:29  Og han gjorde den hellige Salveolie og den rene Røgelse af vellugtende Urter efter Kunstens Regler.

Chapter 38

38:1  Og han gjorde Brændofrets Alter af Sithimtræ, fem Alen langt og fem Alen bredt, firkantet og tre Alen højt.

38:2  Og han gjorde dets Horn paa dets fire Hjørner, dets Horn vare ud af eet med det; og han beslog det med Kobber.

38:3  Og han gjorde alle Alterets Redskaber, Gryderne og Ildskufferne og Skaalerne, Madkrogene og Ildkarrene; alle Redskaber dertil gjorde han af Kobber.

38:4  Og han gjorde et Gitter til Alteret, gjort som et Net, af Kobber, under dets Afsæt nedenfra indtil midt derpaa.

38:5  Og han støbte fire Ringe paa de fire Hjørner paa Kobbergitteret at stikke Stængerne udi.

38:6  Og han gjorde Stænger af Sithimtræ og beslog dem med Kobber.

38:7  Og han stak Stængerne i Ringene paa Alterets Sider, til at bære det med dem; han gjorde det hult, af Fjæle.

38:8  Og han gjorde Kedelen af Kobber og Foden dertil af Kobber, af de i Hobetal kommende Kvinders Spejle, hvilke kom i Hobetal for Forsamlingens Pauluns Dør.

38:9  Og han gjorde Forgaarden paa den søndre Side mod Sønden; Omhængene til Forgaarden vare af hvidt, tvundet Linned, hundrede Alen.

38:10  Deres Støtter vare tyve og deres Kobberfødder tyve; Støtternes Kroge og deres Tværstænger vare af Sølv;

38:11  og mod den nordre Side, hundrede Alen, deres Støtter vare tyve og deres Kobberfødder tyve; Støtternes Kroge og deres Tværstænger vare af Sølv;

38:12  men paa den vestre Side vare Omhængene halvtredsindstyve Alen, deres Støtter vare ti og deres Fødder ti; Støtternes Kroge og deres Tværstænger vare af Sølv;

38:13  men paa den østre Side, mod Østen halvtredsindstyve Alen;

38:14  Omhængene hen mod den ene Side vare femten Alen, deres Støtter vare tre og deres Fødder tre.

38:15  Og hen mod den anden Side, paa begge Sider af Forgaardens Port, vare Omhængene femten Alen; deres Støtter vare tre og deres Fødder tre.

38:16  Alle Omhængene omkring Forgaarden vare af hvidt, tvundet Linned.

38:17  Og Fødderne til Støtterne vare af Kobber, men Støtternes Kroge og deres Tværstænger vare af Sølv, og deres Hoveder vare beslagne med Sølv, og disse vare forbundne med Sølvstænger, alle Forgaardens Støtter.

38:18  Og Dækket for Forgaardens Port var stukket Arbejde og blaat uldent og Purpur og Skarlagen og hvidt, tvundet Linned; og tyve Alen var Længden, og Højden efter Omhængets Bredde var fem Alen i Lighed med Forgaardens Omhæng.

38:19  Og dertil vare fire Støtter med deres fire Kobberfødder, deres Kroge af Sølv, og deres Hoveder beslagne med Sølv og deres Tværstænger af Sølv.

38:20  Og alle Sømmene til Tabernaklet og til Forgaarden rundt omkring vare af Kobber.

38:21  Dette er, hvad der blev beregnet til Tabernaklet, Vidnesbyrdets Tabernakel, som det blev beregnet efter Mose Ord, ved Hjælp af Leviterne, under Tilsyn af Ithamar, en Søn af Præsten Aron.

38:22  — Og Bezaleel, en Søn af Uri, en Søn af Hur, af Juda Stamme, gjorde alt det, som Herren havde befalet Mose.

38:23  Og Oholiab, Ahisamaks Søn, af Dans Stamme, var med ham, og han var en Mester i Udskæring og i Kunstvævning og i Stikning med blaat uldent og med Purpur og med Skarlagen og med hvidt Linned. —

38:24  Alt Guldet, som blev forarbejdet til denne Gerning i Helligdommens hele Gerning, ja Rørelseofrets Guld, var ni og tyve Centner og syv Hundrede og tredive Sekel efter Helligdommens Sekel.

38:25  Men Sølvet fra dem, som vare talte i Menigheden, var hundrede Centner og Tusinde og syv Hundrede og fem og halvfjerdsindstyve Sekel efter Helligdommens Sekel.

38:26  En Beka for hvert Hoved, det er en halv Sekel efter Helligdommens Sekel, af hver den, som gik over til de talte, fra tyve Aar gammel og derover, af seks Hundrede Tusinde og tre Tusinde og fem Hundrede og halvtredsindstyve.

38:27  Og der var hundrede Centner Sølv til at støbe Fødderne af til Helligdommen og Fødderne til Forhænget; hundrede Fødder af hundrede Centner, eet Centner til hver Fod.

38:28  Men af de Tusinde og syv Hundrede og fem og halvfjerdsindstyve Sekel gjorde han Kroge til Støtterne; og man beslog deres Hoveder og forbandt dem med hverandre.

38:29  Men Rørelsens Kobber var halvfjerdsindstyve Centner og to Tusinde og fire Hundrede Sekel.

38:30  Og deraf gjorde man Fødderne til Forsamlingens Pauluns Dør og Kobberalteret og Kobbergitteret, som var derom, og alle Alterets Redskaber

38:31  og Fødderne til Forgaarden rundt omkring og Fødderne til Forgaardens Port og alle Sømmene til Tabernaklet og alle Sømmene til Forgaarden rundt omkring.

Chapter 39

39:1  Men af blaat uldent og Purpur og Skarlagen gjorde de Tjenestens Klæder til at tjene i ved Helligdommen; og de gjorde hellige Klæder, som skulde være til Aron, saasom Herren havde befalet Mose.

39:2  Og han gjorde Livkjortlen af Guld, blaat uldent og Purpur og Skarlagen og hvidt, tvundet Linned.

39:3  Og de hamrede Guldet i Plader og skare det ud i Traade, til at virke det ind imellem det blaa uldne og imellem Purpuret og imellem Skarlagenet og imellem det hvide Linned med kunstig Gerning.

39:4  De gjorde Skulderstykker til den, som kunde sammenføjes; den blev sammenføjet ved begge dens Ender.

39:5  Og Bæltet, som omsluttede den og var over den, var af samme Arbejde, ud af eet Stykke dermed, af Guld, blaat uldent og Purpur og Skarlagen og hvidt, tvundet Linned, saasom Herren havde befalet Mose.

39:6  Og de beredte Onyksstene, indfattede rundt omkring med Guldfletninger, udgravede, som man udgraver et Signet, efter Israels Børns Navne.

39:7  Og man satte dem paa Skulderstykkerne paa Livkjortlen, disse Stene skulde være til en Ihukommelse for Israels Børn, saasom Herren havde befalet Mose.

39:8  Og han gjorde Brystspannet med kunstigt Arbejde, af samme Arbejde som Livkjortlen, af Guld, blaat uldent og Purpur og Skarlagen og hvidt, tvundet Linned.

39:9  Det var firkantet, dobbelt gjorde de Brystspannet, eet Spand langt og eet Spand bredt, og dobbelt.

39:10  Og de fyldte fire Rader Stene deri; een Rad: en Karneol, en Topas og en Smaragd, som den første Rad;

39:11  og den anden Rad: en Karbunkel, en Safir og en Demant;

39:12  og den tredje Rad: en Hyacint, en Agat og en Ametyst;

39:13  og den fjerde Rad: en Krysolith, en Onyks og en Jaspis; de havde Fletninger af Guld om deres Indfatninger.

39:14  Og disse Stene vare efter Israels Børns Navne, de vare tolv efter deres Navne; som man udgraver et Signet, hver ved sit Navn efter de tolv Stammer.

39:15  Og de gjorde fastslyngede Kæder til Brystspannet, snoet Arbejde af purt Guld.

39:16  Og de gjorde to Guldfletninger og to Guldringe, og de satte de to Ringe paa de tvende Ender af Brystspannet.

39:17  Og de satte de to snoede Guldkæder i de to Ringe ved Enderne af Brystspannet.

39:18  Men de to Ender af de to snoede Kæder satte de paa de to Fletninger, og de satte dem paa Skulderstykkerne af Livkjortlen paa Forsiden deraf.

39:19  Og de gjorde to Guldringe og satte dem paa de to Ender af Brystspannet, paa den Æg deraf, som vender indad mod Livkjortlen.

39:20  Og de gjorde to Guldringe og satte dem paa de to Skulderstykker af Livkjortlen forneden, paa Forsiden deraf, lige hvor den skulde fæstes sammen oven for Livkjortlens Bælte.

39:21  Og de bandt Brystspannet ved dets Ringe til Ringene paa Livkjortlen med en blaa, ulden Snor, saa at det var oven for Livkjortlens Bælte, og Brystspannet skiltes ikke fra Livkjortlen, som Herren befalede Mose.

39:22  Og han gjorde en Overkjortel til Livkjortlen, vævet Arbejde, helt af blaat uldent.

39:23  Og Hullet paa Kjortlen var midt paa den, som et Panserhul; en Bort var om Hullet derpaa rundt omkring, for at den ikke skulde rives ud.

39:24  Og de gjorde paa Kjortlens Sømme forneden Granatæbler af blaat uldent og Purpur og Skarlagen, tvundet Arbejde.

39:25  Og de gjorde Bjælder af purt Guld; og de satte Bjælderne imellem Granatæblerne paa Kjortlens Sømme forneden trindt omkring, imellem Granatæblerne,

39:26  saa at der var en Bjælde og et Granatæble, og atter en Bjælde og et Granatæble paa Kjortlens Sømme forneden trindt omkring, til Brug ved Tjenesten, saasom Herren havde befalet Mose.

39:27  Og de gjorde Kjortler af hvidt Linned, vævet Arbejde, til Aron og hans Sønner,

39:28  og en Hue af hvidt Linned, og de høje Huers Prydelser af hvidt Linned, og de linnede Underklæder af hvidt, tvundet Linned,

39:29  og Bæltet af hvidt, tvundet Linned og blaat uldent og Purpur og Skarlagen, stukket Arbejde, saasom Herren havde befalet Mose.

39:30  Og de gjorde en Plade paa det hellige Hovedsmykke af purt Guld, og de skreve derpaa en Skrift, som man udgraver et Signet: helliget Herren.

39:31  Og de satte en blaa, ulden Snor paa den for at fæste den paa Huen oventil, saasom Herren havde befalet Mose.

39:32  Saa blev hele Arbejdet med Forsamlingens Tabernakels Paulun fuldkommet; og Israels Børn gjorde det, efter alt det, som Herren havde befalet Mose, saa gjorde de.

39:33  Og de førte Tabernaklet til Mose, Paulunet og alle dets Redskaber; dets Hager, dets Fjæle, dets Tværstænger og dets Støtter og dets Fødder;

39:34  og Dækket af rødlødede Væderskind og Dækket af Grævlingeskind og Dækkets Forhæng;

39:35  Vidnesbyrdets Ark med dens Stænger og Naadestolen;

39:36  Bordet med alle dets Redskaber og Skuebrødet;

39:37  den rene Lysestage med dens Lamper, de tilberedte Lamper, med alle dens Redskaber, og Olien til Lysningen;

39:38  og Guldalteret og Salveolien og Røgelsen af de vellugtende Urter og Dækket til Paulunets Dør;

39:39  Kobberalteret med dets Kobbergitter, dets Stænger og alle dets Redskaber, Kedelen og dens Fod;

39:40  Omhængene til Forgaarden, dens Støtter og dens Fødder, og Dækket til Forgaardens Port, dens Snore og dens Søm, og alle Redskaber til Tabernaklets Tjeneste ved Forsamlingens Paulun;

39:41  Tjenestens Klæder til at tjene i ved Helligdommen, Præsten Arons hellige Klæder og hans Sønners Klæder, at gøre Præstetjeneste udi.

39:42  Efter alt det, som Herren havde befalet Mose, saaledes gjorde Israels Børn al Gerningen.

39:43  Og Mose saa al Gerningen, og se, de havde fuldført den; eftersom Herren havde befalet, saaledes havde de gjort; og Mose velsignede dem.

Chapter 40

40:1  Og Herren talede til Mose og sagde:

40:2  Paa den første Maaneds Dag, paa den første Dag i Maaneden, skal du oprejse Forsamlingens Pauluns Tabernakel.

40:3  Og du skal sætte Vidnesbyrdets Ark der og hænge Forhænget foran Arken.

40:4  Du skal og føre Bordet ind og opstille det, som bør sættes derpaa, og føre Lysestagen ind og tænde dens Lamper.

40:5  Og du skal sætte Guldalteret til Røgelse lige for Vidnesbyrdets Ark og hænge Dækket for Tabernaklets Dør.

40:6  Og du skal sætte Brændofrets Alter lige foran Døren til Forsamlingens Pauluns Tabernakel.

40:7  Og du skal sætte Kedelen imellem Forsamlingens Paulun og imellem Alteret, og du skal komme Vand deri.

40:8  Og du skal sætte Forgaarden op rundt omkring og hænge Dækket for Forgaardens Port.

40:9  Og du skal tage Salveolien og salve Tabernaklet og alt det, som er i det; og du skal hellige det og alle dets Redskaber, og det skal være helliget.

40:10  Og du skal salve Brændofrets Alter og alle dets Redskaber; og du skal hellige Alteret, og Alteret skal være højhelligt.

40:11  Du skal og salve Kedelen og dens Fod, og du skal hellige den.

40:12  Og du skal føre Aron og hans Sønner frem til Forsamlingens Pauluns Dør, og to dem med Vand.

40:13  Og du skal iføre Aron de hellige Klæder, og du skal salve ham og hellige ham, og han skal gøre Præstetjeneste for mig.

40:14  Du skal og føre hans Sønner frem, og du skal føre dem i Kjortlerne.

40:15  Og du skal salve dem, ligesom du salvede deres Fader, og de skulle gøre Præstetjeneste for mig; og det skal ske, at deres Salvelse skal blive dem til et evigt Præstedømme hos deres Efterkommere.

40:16  Og Mose gjorde det; efter alt det, som Herren havde befalet ham, saaledes gjorde han.

40:17  Og det skete i den første Maaned i det andet Aar, paa den første Dag i Maaneden, da blev Tabernaklet oprejst.

40:18  Og Mose oprejste Tabernaklet og satte dets Fødder og satte dets Fjæle og satte dets Tværstænger ind og oprejste dets Støtter.

40:19  Og han udbredte Paulunet over Tabernaklet og lagde Paulunets Dække derpaa, ovenpaa, som Herren havde befalet Mose.

40:20  Og han tog Vidnesbyrdet og lagde det i Arken og satte Stængerne i Arken; og han satte Naadestolen paa Arken, der ovenpaa.

40:21  Og han førte Arken ind i Tabernaklet og hængte Dækkets Forhæng op og dækkede for Vidnesbyrdets Ark, saasom Herren havde befalet Mose.

40:22  Og han satte Bordet i Forsamlingens Paulun, ved Tabernaklets Side mod Norden uden for Forhænget.

40:23  Og han lagde Brød i Række derpaa for Herrens Ansigt, saasom Herren havde befalet Mose.

40:24  Og han satte Lysestagen i Forsamlingens Paulun, tværs over for Bordet, ved Siden i Tabernaklet mod Sønden.

40:25  Og han tændte Lamperne for Herrens Ansigt, saasom Herren havde befalet Mose.

40:26  Og han satte Guldalteret i Forsamlingens Paulun, lige for Forhænget.

40:27  Og han antændte Røgelse af vellugtende Urter derpaa, saasom Herren havde befalet Mose.

40:28  Og han hængte Dækket for Tabernaklets Dør.

40:29  Og han satte Brændofrets Alter ved Døren til Forsamlingens Pauluns Tabernakel, og ofrede derpaa Brændofret og Madofret saasom Herren havde befalet Mose.

40:30  Og han satte Kedelen imellem Forsamlingens Paulun og imellem Alteret og kom Vand deri til at to af.

40:31  Og Mose og Aron og hans Sønner toede deres Hænder og deres Fødder deraf;

40:32  naar de gik ind i Forsamlingens Paulun, og naar de kom nær til Alteret, toede de sig, saasom Herren havde befalet Mose.

40:33  Og han oprejste Forgaarden rundt omkring Tabernaklet og Alteret og hængte Dækket op for Forgaardens Port, og Mose fuldkommede Gerningen.

40:34  Da skjulte Skyen Forsamlingens Paulun, og Herrens Herlighed fyldte Tabernaklet.

40:35  Og Mose kunde ikke gaa ind i Forsamlingens Paulun, thi Skyen hvilede over det, og Herrens Herlighed fyldte Tabernaklet.

40:36  Og naar Skyen hævede sig fra Tabernaklet, brøde Israels Børn op paa alle deres Rejser.

40:37  Men naar Skyen ikke hævede sig, brøde de ikke op, indtil den Dag den hævede sig.

40:38  Thi Herrens Sky var over Tabernaklet om Dagen, og Ild var derover om Natten, for al Israels Huses Øjne, paa alle deres Rejser.