DaOT1931NT1907 - Exodus

Chapter 1

1:1  Dette er Navnene paa Israels Sønner, der sammen med Jakob kom til Ægypten med deres Familier:

1:2  Ruben, Simeon, Levi og Juda,

1:3  Issakar, Zebulon og Benjamin,

1:4  Dan og Naftali, Gad og Aser.

1:5  Jakobs Efterkommere udgjorde i alt halvfjerdsindstyve, men Josef var i Ægypten.

1:6  Imidlertid døde Josef og alle hans Brødre og hele dette Slægtled.

1:7  Men Israeliterne var frugtbare og formerede sig, og de blev mange og overmaade talrige, saa at Landet blev fuldt af dem.

1:8  Da kom der en ny Konge over Ægypten, som ikke vidste noget om Josef;

1:9  og han sagde til sit Folk: »Se, Israels Folk bliver talrigere og stærkere end vi.

1:10  Velan, lad os gaa klogt til Værks imod dem, for at de ikke skal blive for mange; ellers kan det hænde, naar vi kommer i Krig, at de gaar over til vore Modstandere og kæmper mod os og til sidst forlader Landet!«

1:11  Saa satte man Fogeder over dem til at plage dem med Trællearbejde, og de maatte bygge Forraadsbyer for Farao: Pitom og Ra'amses.

1:12  Men jo mere man plagede dem, des flere blev de, og des mere bredte de sig, saa Ægypterne fik Rædsel for Israeliterne.

1:13  Og Ægypterne tvang Israeliterne til Trællearbejde

1:14  og gjorde dem Livet bittert ved haardt Arbejde med Ler og Tegl og alle Haande Markarbejde, ved alt det Arbejde, de tvang dem til at udføre for sig.

1:15  Ægypterkongen sagde da til Hebræerkvindernes Jordemødre, af hvilke den ene hed Sjifra, den anden Pua:

1:16  »Naar I forløser Hebræerkvinderne, skal I se godt efter ved Fødselen, og er det et Drengebarn, tag saa Livet af det, men er det et Pigebarn, lad det saa leve!«

1:17  Men Jordemødrene frygtede Gud og gjorde ikke, som Ægypterkongen havde befalet dem, men lod Drengebørnene leve.

1:18  Da lod Ægypterkongen Jordemødrene kalde og sagde til dem: »Hvorfor har I baaret eder saaledes ad og ladet Drengebørnene leve?«

1:19  Men Jordemødrene svarede Farao: »Hebræerkvinderne er ikke som de Ægyptiske Kvinder, de har let ved at føde; inden Jordemoderen kommer til dem, har de allerede født!«

1:20  Og Gud gjorde vel imod Jordemødrene, og Folket blev stort og saare talrigt;

1:21  og Gud gav Jordemødrene Afkom, fordi de frygtede ham.

1:22  Da udstedte Farao den Befaling til hele sit Folk: »Alle Drengebørn, der fødes, skal I kaste i Nilen, men Pigebørnene skal I lade leve!«

Chapter 2

2:1  Og en Mand af Levis Hus gik hen og tog en Levi Datter til Ægte,

2:2  og Kvinden blev frugtsommelig og fødte en Søn. Da hun saa, at det var en dejlig Dreng, skjulte hun ham i tre Maaneder;

2:3  og da hun ikke længer kunde holde ham skjult, tog hun en Kiste af Papyrusrør, tættede den med Jordbeg og Tjære, lagde Drengen i den og satte den hen mellem Sivene ved Nilens Bred.

2:4  Og hans Søster stillede sig noget derfra for at se, hvad der vilde ske med ham.

2:5  Da kom Faraos Datter ned til Nilen for at bade, og imedens gik hendes Jomfruer ved Flodens Bred. Saa fik hun Øje paa Kisten mellem Sivene og sendte sin Pige hen for at hente den.

2:6  Og da hun aabnede den, saa hun Barnet, og se, det var et Drengebarn, der græd. Da ynkedes hun over det og sagde: »Det maa være et af Hebræernes Drengebørn!«

2:7  Hans Søster sagde nu til Faraos Datter: »Skal jeg gaa hen og hente dig en Amme blandt Hebræerkvinderne til at amme Barnet for dig?«

2:8  Faraos Datter svarede hende: »Ja, gør det!« Saa gik Pigen hen og hentede Barnets Moder.

2:9  Og Faraos Datter sagde til hende: »Tag dette Barn med dig og am ham for mig, jeg skal nok give dig din Løn derfor!« Og Kvinden tog Barnet og ammede ham.

2:10  Men da Drengen var blevet stor, bragte hun ham til Faraos Datter, og denne antog ham som sin Søn og gav ham Navnet Moses; »thi,« sagde hun, »jeg har trukket ham op af Vandet.«

2:11  Paa den Tid gik Moses, som imidlertid var blevet voksen, ud til sine Landsmænd og saa paa deres Trællearbejde. Og han saa en Ægypter slaa en Hebræer, en af hans Landsmænd, ihjel.

2:12  Da saa han sig om til alle Sider, og efter at have forvisset sig om, at der ingen var i Nærheden, slog han Ægypteren ihjel og gravede ham ned i Sandet.

2:13  Da han den næste Dag igen gik derud, saa han to Hebræere i Slagsmaal med hinanden. Da sagde han til ham, der havde Uret: »Hvorfor slaar du din Landsmand?«

2:14  Han svarede: »Hvem har sat dig til Herre og Dommer over os? Vil du maaske slaa mig ihjel, ligesom du slog Ægypteren ihjel?« Og Moses blev bange og tænkte: »Saa er det dog blevet bekendt!«

2:15  Da Farao fik Nys derom, søgte han at komme Moses til Livs, men Moses flygtede for Farao og tyede til Midjans Land, og der satte han sig ved en Brønd.

2:16  Præsten i Midjan havde syv Døtre; de kom nu hen og øste Vand og fyldte Trugene for at vande deres Faders Smaakvæg.

2:17  Da kom Hyrderne og vilde jage dem bort, men Moses stod op og hjalp dem og vandede deres Smaakvæg.

2:18  Da de nu kom hjem til deres Fader Re'uel, sagde han: »Hvorfor kommer I saa tidligt hjem i Dag?«

2:19  De svarede: »Der var en Ægypter, som hjalp os over for Hyrderne, ja han øste ogsaa Vand for os og vandede Smaakvæget.«

2:20  Da sagde han til sine Døtre: »Hvor er han da? Hvorfor har I ladet Manden blive derude? Byd ham ind, at han kan faa noget at spise!«

2:21  Saa bestemte Moses sig til at tage Ophold hos Manden, og han gav Moses sin Datter Zippora til Ægte,

2:22  og hun fødte en Søn, som han kaldte Gersom; »thi,« sagde han, »jeg er blevet Gæst i et fremmed Land.«

2:23  Saaledes gik der lang Tid hen, og imidlertid døde Ægypterkongen. Men Israeliterne stønnede og klagede under deres Trældom, og deres Skrig over Trældommen naaede op til Gud.

2:24  Da hørte Gud deres Jamren, og Gud ihukom sin Pagt med Abraham, Isak og Jakob,

2:25  og Gud saa til Israeliterne, og Gud kendtes ved dem.

Chapter 3

3:1  Moses vogtede nu Smaakvæget for sin Svigerfader Jetro, Præsten i Midjan, og drev engang Smaakvæget hen hinsides Ørkenen og kom til Guds Bjerg Horeb.

3:2  Da aabenbarede HERRENS Engel sig for ham i en Ildslue, der slog ud af en Tornebusk, og da han saa nærmere til, se, da stod Tornebusken i lys Lue, uden at den blev fortæret.

3:3  Da sagde Moses: »Lad mig gaa hen og se paa dette underfulde Skue, hvorfor Tornebusken ikke brænder op.«

3:4  Men da HERREN saa, at han gik hen for at se derpaa, raabte Gud til ham fra Tornebusken: »Moses, Moses!« Og han svarede: »Se, her er jeg!«

3:5  Da sagde han: »Kom ikke nærmere! Drag dine Sko af dine Fødder, thi det Sted, du staar paa, er hellig Jord!«

3:6  Og han sagde: »Jeg er din Faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud.« Da skjulte Moses sit Ansigt, thi han frygtede for at skue Gud.

3:7  Derpaa sagde HERREN: »Jeg har set mit Folks Elendighed i Ægypten, og jeg har hørt deres Klageskrig over deres Undertrykkere, ja, jeg kender deres Lidelser;

3:8  og jeg er steget ned for at udfri dem af Ægyptens Haand og føre dem bort fra dette Land til et godt og vidtstrakt Land, til et Land, der flyder med Mælk og Honning, til Kana'anæernes, Hetiternes, Amoriternes, Perizziternes, Hivviternes og Jebusiternes Egn.

3:9  Se, nu er Israeliternes Klageskrig naaet til mig, og jeg har ogsaa set den Trængsel, Ægypterne har bragt over dem.

3:10  Derfor vil jeg nu sende dig til Farao, og du skal føre mit Folk, Israeliterne, ud af Ægypten!«

3:11  Men Moses sagde til Gud: »Hvem er jeg, at jeg skulde kunne gaa til Farao og føre Israeliterne ud af Ægypten?«

3:12  Han svarede: »Jo, jeg vil være med dig! Og dette skal være dig Tegnet paa, at det er mig, der har sendt dig: Naar du har ført Folket ud af Ægypten, skal I dyrke Gud paa dette Bjerg!«

3:13  Men Moses sagde til Gud: »Naar jeg kommer til Israeliterne og siger dem, at deres Fædres Gud har sendt mig til dem, hvad skal jeg saa svare dem, hvis de spørger om hans Navn?«

3:14  Gud svarede Moses: »Jeg er den, jeg er!« Og han sagde: »Saaledes skal du sige til Israeliterne: JEG ER har sendt mig til eder!«

3:15  Og Gud sagde fremdeles til Moses: »Saaledes skal du sige til Israeliterne: HERREN, eders Fædres Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud, har sendt mig til eder; dette er mit Navn til evig Tid, og saaledes skal jeg kaldes fra Slægt til Slægt.

3:16  Gaa nu hen og kald Israels Ældste sammen og sig til dem: HERREN, eders Fædres Gud, Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, har aabenbaret sig for mig og sagt: Jeg har givet Agt paa eder og paa, hvad man har gjort imod eder i Ægypten,

3:17  og jeg har sat mig for at føre eder ud af Ægyptens Elendighed til Kana'anæernes, Hetiternes, Amoriternes, Perizziternes, Hivviternes og Jebusiternes Land, til et Land, der flyder med Mælk og Honning!

3:18  De vil høre paa dig, og du skal sammen med Israels Ældste gaa til Ægypterkongen, og I skal sige til ham: HERREN, Hebræernes Gud, har mødt os, tillad os derfor at drage tre Dagsrejser ud i Ørkenen og ofre til HERREN vor Gud!

3:19  Jeg ved vel, at Ægypterkongen ikke vil tillade eder at drage bort uden med Magt;

3:20  men jeg skal udrække min Haand og ramme Ægypten med alle mine Undergerninger, som jeg vil gøre der; saa skal han give eder Lov til at drage af Sted.

3:21  Og jeg vil stemme Ægypterne gunstigt mod dette Folk, saa at I, naar I drager bort, ikke skal drage bort med tomme Hænder.

3:22  Enhver Kvinde skal bede sin Naboerske og de Kvinder, som er til Huse hos hende, om Sølv og Guldsmykker og Klæder, og I skal give eders Sønner og Døtre det paa. Saaledes skal I tage Bytte fra Ægypterne.«

Chapter 4

4:1  Moses svarede; »Hvis de nu ikke tror mig og ikke hører mig, men siger, at HERREN ikke har aabenbaret sig for mig?«

4:2  Da sagde HERREN til ham: »Hvad har du der i din Haand?« Han svarede: »En Stav!«

4:3  Og han sagde: »Kast den til Jorden!« Da kastede han den til Jorden, og den blev til en Slange, og Moses flyede for den.

4:4  Og HERREN sagde til Moses: »Ræk Haanden ud og grib den i Halen!« Da rakte han sin Haand ud, og den blev til en Stav i hans Haand.

4:5  »For at de nemlig kan tro, at HERREN, deres Fædres Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud, har aabenbaret sig for dig.«

4:6  Og HERREN sagde fremdeles til ham: »Stik din Haand ind paa Brystet!« Da stak han sin Haand ind paa Brystet, og da han trak den ud, se, da var den hvid som Sne af Spedalskhed.

4:7  Derpaa sagde han: »Stik atter Haanden ind paa Brystet!« Saa stak han atter Haanden ind paa Brystet, og da han trak den ud, se, da var den igen som hans øvrige Legeme.

4:8  »Hvis de nu ikke tror dig og lader sig overbevise af det første Tegn, saa vil de tro det sidste;

4:9  men hvis de end ikke tror paa disse to Tegn og hører paa dig, tag da Vand fra Nilen og hæld det ud paa Jorden, saa skal Vandet, som du tager fra Nilen, blive til Blod paa Jorden.«

4:10  Men Moses sagde til HERREN: »Ak, Herre, jeg er ingen veltalende Mand, jeg var det ikke før og er det heller ikke nu, efter at du har talet til din Tjener, thi jeg har svært ved at udtrykke mig og tale for mig.«

4:11  Da svarede HERREN ham: »Hvem har givet Mennesket Mund, og hvem gør stum eller døv, seende eller blind? Mon ikke jeg, HERREN?

4:12  Gaa derfor kun, jeg vil være med din Mund og lære dig, hvad du skal sige!«

4:13  Men han sagde: »Ak, Herre, send dog enhver anden end mig!«

4:14  Da blussede HERRENS Vrede op imod Moses, og han sagde: »Har du ikke din Broder Aron, Leviten? Han, ved jeg, kan tale for sig. Han er ogsaa allerede paa Vej for at møde dig, og han vil glæde sig i sit Hjerte, naar han ser dig;

4:15  du skal tale til ham og lægge ham Ordene i Munden, saa vil jeg være med din og hans Mund og lære eder, hvad I skal gøre.

4:16  Han skal tale paa dine Vegne til Folket; han skal være din Mund, og du skal være som Gud for ham.

4:17  Tag nu i din Haand denne Stav, som du skal gøre Tegnene med!«

4:18  Derefter vendte Moses tilbage til sin Svigerfader Jetro og sagde til ham: »Lad mig vende tilbage til mine Landsmænd i Ægypten og se, om de endnu er i Live!« Og Jetro svarede Moses: »Drag bort i Fred!«

4:19  Da sagde HERREN til Moses i Midjan: »Vend tilbage til Ægypten, thi alle de Mænd, der stod dig efter Livet, er døde.«

4:20  Saa tog Moses sin Hustru og sin Søn og satte dem paa sit Æsel og vendte tilbage til Ægypten; og Moses tog Guds Stav i Haanden.

4:21  Men HERREN sagde til Moses: »Naar du vender tilbage til Ægypten, saa mærk dig dette: Alle de Undergerninger, jeg giver dig Magt til at udføre, skal du gøre for Farao; men jeg vil forhærde hans Hjerte, saa han ikke lader Folket rejse.

4:22  Og da skal du sige til Farao: Saa siger HERREN: Israel er min førstefødte Søn;

4:23  men da jeg sagde til dig: Lad min Søn rejse, for at han kan dyrke mig! da nægtede du at lade ham rejse. Se, jeg dræber din førstefødte Søn!«

4:24  Men undervejs, i Natteherberget, kom HERREN imod ham og vilde dræbe ham.

4:25  Da greb Zippora en skarp Sten og afskar sin Søns Forhud og berørte hans Blusel dermed, idet hun sagde: »Du er mig en Blodbrudgom!«

4:26  Saa lod han ham i Fred. Ved den Lejlighed brugte hun Ordet »Blodbrudgom« med Hentydning til Omskærelsen.

4:27  Derpaa sagde HERREN til Aron: »Gaa Moses i Møde i Ørkenen!« Og han gik ud og traf ham ved Guds Bjerg og kyssede ham.

4:28  Og Moses fortalte Aron om alt, hvad HERREN havde paalagt ham, og om alle de Tegn, han havde befalet ham at gøre.

4:29  Derefter gik Moses og Aron den og kaldte alle Israeliternes Ældste sammen;

4:30  og Aron fortalte alt, hvad HERREN havde sagt til Moses, og denne gjorde Tegnene i Folkets Paasyn.

4:31  Da troede Folket, og da de hørte, at HERREN havde givet Agt paa Israeliterne og set til deres Elendighed, bøjede de sig og tilbad.

Chapter 5

5:1  Derefter gik Moses og Aron hen og sagde til Farao: »Saa siger HERREN, Israels Gud: Lad mit Folk rejse, for at de kan holde Højtid for mig i Ørkenen!«

5:2  Men Farao sagde: »Hvem er HERREN, at jeg skulde adlyde ham og lade Israeliterne rejse? Jeg kender ikke noget til HERREN, og jeg vil heller ikke lade Israeliterne rejse!«

5:3  De svarede: »Hebræernes Gud har mødt os; tillad os nu at drage tre Dagsrejser ud i Ørkenen og ofre til HERREN vor Gud, for at han ikke skal slaa os med Pest eller Sværd!«

5:4  Men Ægypterkongen sagde til dem: »Hvorfor vil I, Moses og Aron, forstyrre Folket i dets Arbejde? Gaa til eders Trællearbejde!«

5:5  Og Farao sagde: »Folket er saa vist dovent nok; og nu vil I have dem fri fra deres Trællearbejde!«

5:6  Samme Dag udstedte Farao følgende Befaling til Fogederne over Folket og dets Opsynsmænd:

5:7  »I skal ikke mere som hidtil give Folket Halm til Teglarbejdet; de skal selv gaa ud og sanke Halm;

5:8  men alligevel skal I paalægge dem at lave lige saa mange Teglsten som hidtil, I maa ikke eftergive dem noget; thi de er dovne, og derfor er det, de raaber op og siger: Lad os drage ud og ofre til vor Gud!

5:9  Strengt Arbejde skal de Mennesker have, for at de kan være optaget deraf og ikke af Løgnetale.«

5:10  Da gik Folkets Fogeder og Opsynsmænd ud og sagde til Folket: »Saaledes siger Farao: Jeg vil ikke mere give eder Halm;

5:11  gaa selv ud og sank eder Halm, hvor I kan finde det, men i eders Arbejde bliver der intet eftergivet!«

5:12  Da spredte Folket sig over hele Ægypten for at samle Halmstraa.

5:13  Men Fogederne trængte paa og sagde: »I skal Dag for Dag yde fuldt Arbejde, ligesom dengang I fik Halm!«

5:14  Og Israeliternes Opsynsmænd, som Faraos Fogeder havde sat over dem, fik Prygl, og der blev sagt til dem: »Hvorfor stryger I ikke mere det fastsatte Antal Teglsten ligesom før?«

5:15  Da gik Israeliternes Opsynsmænd hen og raabte til Farao: »Hvorfor handler du saaledes med dine Trælle?

5:16  Dine Trælle faar ingen Halm, og dog siger de til os: Lav Teglsten! Og dine Trælle faar Prygl; du forsynder dig mod dit Folk.«

5:17  Men han svarede: »I er dovne, det er det, I er! Derfor siger I: Lad os rejse ud og ofre til HERREN!

5:18  Gaa nu hen og tag fat paa eders Arbejde; I faar ingen Halm, men I skal levere det samme Antal Teglsten!«

5:19  Israeliternes Opsynsmænd følte sig ilde stedt ved at skulle sige: »Der maa intet eftergives i, hvad I daglig skal skaffe af Teglsten!«

5:20  Og da de ved deres Bortgang fra Farao traf Moses og Aron, som stod og ventede paa dem,

5:21  sagde de til dem: »HERREN se til eder og dømme eder, fordi I har vakt Afsky mod os hos Farao og hans Tjenere og lagt dem et Sværd i Haanden til at dræbe os med!«

5:22  Da vendte Moses sig igen til HERREN og sagde: »Herre, hvorfor har du handlet ilde med dette Folk? Hvorfor har du udsendt mig?

5:23  Siden jeg har været hos Farao og talt i dit Navn, har han handlet ilde med dette Folk, og frelst dit Folk har du ikke!«

Chapter 6

6:1  Men HERREN svarede Moses: »Nu skal du faa at se, hvad jeg vil gøre ved Farao! Med Magt skal han blive tvunget til at lade dem rejse, og med Magt skal han blive tvunget til at drive dem ud af sit Land!«

6:2  Gud talede til Moses og sagde til ham: »Jeg er HERREN!

6:3  For Abraham, Isak og Jakob aabenbarede jeg mig som Gud den Almægtige, men under mit Navn HERREN gav jeg mig ikke til Kende for dem.

6:4  Eftersom jeg har oprettet min Pagt med dem om at skænke dem Kana'ans Land, deres Udlændigheds Land, hvor de levede som fremmede,

6:5  har jeg nu hørt Israeliternes Klageraab over, at Ægypterne holder dem i Trældom, og jeg er kommet min Pagt i Hu.

6:6  Derfor skal du sige til Israeliterne: Jeg er HERREN, og jeg vil udfri eder fra det Trællearbejde, Ægypterne har paalagt eder, og frelse eder fra deres Trældom og udløse eder med udrakt Arm og med vældige Straffedomme;

6:7  og saa vil jeg antage eder som mit Folk og være eders Gud, og I skal kende, at jeg er HERREN eders Gud, som udfrier eder fra Ægypternes Trællearbejde;

6:8  og jeg vil føre eder til det Land, jeg har svoret at ville skænke Abraham, Isak og Jakob, og give eder det i Eje. Jeg er HERREN!«

6:9  Moses kundgjorde nu dette for Israeliterne; men de hørte ikke paa Moses, dertil var deres Modløshed for stor og deres Trællearbejde for haardt.

6:10  Da talede HERREN til Moses og sagde:

6:11  »Gaa hen og sig til Farao, Ægyptens Konge, at han skal lade Israeliterne drage ud af, sit Land!«

6:12  Men Moses sagde for HERRENS Aasyn: »Israeliterne har ikke hørt paa mig, hvor skulde da Farao gøre det, tilmed da jeg er uomskaaren paa Læberne?«

6:13  Da talede HERREN til Moses og Aron og sendte dem til Farao, Ægyptens Konge, for at føre Israeliterne ud af Ægypten.

6:14  Følgende var Overhovederne for deres Fædrenehuse: Rubens, Israels førstefødtes, Sønner var: Hanok, Pallu, Hezron og Harmi; det er Rubens Slægter.

6:15  Simeons. Sønner var Jemuel, Jamin, Ohad, Jakin, Zohar og Kana'anæerkvindens Søn Sja'ul; det er Simeons Slægter.

6:16  Følgende er Navnene paa Levis Sønner efter deres Nedstamning: Gerson, Kehat og Merari. Levis Levetid var 137 Aar.

6:17  Gersons Sønner var Libni og Sjim'i efter deres Slægter.

6:18  Kehats Sønner var Amram, Jizhar, Hebron og Uzziel. Kehats Levetid var 133 Aar.

6:19  Meraris Sønner var Mali og Musji. Det er Levis Slægter efter deres Nedstamning.

6:20  Amram tog sin Faster Jokebed til Ægte; og hun fødte ham Aron og Moses. Amrams Levetid var 137 Aar.

6:21  Jizhars Sønner var Kora, Nefeg og Zikri.

6:22  Uzziels Sønner var Misjael, Elzafan og Sitri.

6:23  Aron tog Amminadabs Datter, Nahasjons Søster Elisjeba til Ægte; og hun fødte ham Nadab, Abihu, Eleazar og Itamar.

6:24  Koras Sønner var Assir, Elkana og Abi'asaf; det er Koraiternes Slægter.

6:25  Arons Søn Eleazar tog en at Putiels Døtre til Ægte; og hun fødte ham Pinehas. Det er Overhovederne for Leviternes Fædrenehuse efter deres Slægter.

6:26  Det var Aron og Moses, som HERREN sagde til: »Før Israeliterne ud af Ægypten, Hærafdeling for Hærafdeling!«

6:27  Det var dem, der talte til Farao, Ægyptens Konge, om at føre Israeliterne ud af Ægypten, Moses og Aron.

6:28  Dengang HERREN talede til Moses i Ægypten,

6:29  talede HERREN til Moses saaledes: »Jeg er HERREN! Forkynd Farao, Ægyptens Konge, alt, hvad jeg siger dig!«

6:30  Men Moses sagde for HERRENS Aasyn: »Se, jeg er uomskaaren paa Læberne, hvorledes skulde da Farao ville høre paa mig?«

Chapter 7

7:1  Da sagde HERREN til Moses: »Se, jeg gør dig til Gud for Farao, men din Broder Aron skal være din Profet.

7:2  Du skal sige til ham alt, hvad jeg paalægger dig, men din Broder Aron skal sige det til Farao, for at han skal lade Israeliterne rejse ud af sit Land.

7:3  Men jeg vil forhærde Faraos Hjerte og derefter gøre mange Tegn og Undere i Ægypten.

7:4  Farao skal ikke høre paa eder, men jeg vil lægge min Haand paa Ægypten og føre mine Hærskarer, mit Folk Israeliterne, ud af Ægypten med vældige Straffedomme;

7:5  og naar jeg udrækker min Haand mod Ægypten og fører Israeliterne ud derfra, skal Ægypterne kende, at jeg er HERREN.«

7:6  Da gjorde Moses og Aron, som HERREN paalagde dem.

7:7  Moses var firsindstyve og Aron tre og firsindstyve Aar gammel, da de talte til Farao.

7:8  Og HERREN talede til Moses og Aron og sagde:

7:9  »Naar Farao kræver et Under af eder, sig saa til Aron: Tag din Stav og kast den ned foran Farao, saa skal den blive til en Slange!«

7:10  Da gik Moses og Aron til Farao og gjorde, som HERREN bød; og da Aron kastede sin Stav foran Farao og hans Tjenere, blev den til en Slange.

7:11  Men Farao lod som Modtræk Vismændene og Besværgerne kalde, og de, Ægyptens Koglere, gjorde ogsaa det samme ved Hjælp af deres hemmelige Kunster;

7:12  de kastede hver sin Stav, og Stavene blev til Slanger, men Arons Stav opslugte deres Stave.

7:13  Men Faraos Hjerte blev forhærdet, og han hørte ikke paa dem, saaledes som HERREN havde sagt.

7:14  HERREN sagde nu til Moses: »Faraos Hjerte er forstokket, han vægrer sig ved at lade Folket rejse.

7:15  Gaa derfor i Morgen tidlig til Farao, naar han begiver sig ned til Vandet, og træd frem for ham ved Nilens Bred og tag Staven, der forvandledes til en Slange, i Haanden

7:16  og sig til ham: HERREN, Hebræernes Gud, sendte mig til dig med det Bud: Lad mit Folk rejse, at det kan dyrke mig i Ørkenen! Men hidtil har du ikke adlydt.

7:17  Saa siger HERREN: Deraf skal du kende, at jeg er HERREN: Se, jeg slaar Vandet i Nilen med Staven, som jeg holder i min Haand, og det skal forvandles til Blod,

7:18  Fiskene i Nilen skal dø, og Nilen skal stinke, og Ægypterne skal væmmes ved at drikke Vand fra Nilen.«

7:19  Og HERREN sagde til Moses: »Sig til Aron: Tag din Stav og ræk din Haand ud over Ægypternes Vande, deres Floder, Kanaler, Damme og alle Vandsamlinger, saa skal Vandet blive til Blod, og der skal være Blod i hele Ægypten, baade i Trækar og Stenkar.«

7:20  Og Moses og Aron gjorde, som HERREN bød; Moses løftede Staven og slog Vandet i Nilen for Øjnene af Farao og hans Tjenere, og alt Vandet i Nilen forvandledes til Blod;

7:21  Fiskene i Nilen døde, og Nilen stank, saa Ægypterne ikke kunde drikke Vand fra Nilen, og der var Blod i hele Ægypten.

7:22  Men de Ægyptiske Koglere gjorde det samme ved Hjælp af deres hemmelige Kunster, og Faraos Hjerte blev forhærdet, saa han ikke hørte paa dem, saaledes som HERREN havde sagt.

7:23  Da vendte Farao sig bort og gik hjem, og heller ikke dette lagde han sig paa Sinde.

7:24  Men alle Ægypterne gravede i Omegnen af Nilen efter Drikkevand, thi de kunde ikke drikke Nilvandet.

7:25  Og saaledes gik der syv Dage, efter at HERREN havde slaaet Nilen.

Chapter 8

8:1  Derpaa sagde HERREN til Moses: »Gaa til Farao og sig til ham: Saa siger HERREN: Lad mit Folk rejse, for at de kan dyrke mig!

8:2  Men hvis du vægrer dig ved at lade dem rejse, se, da vil jeg plage hele dit Land med Frøer;

8:3  Nilen skal vrimle af Frøer, og de skal kravle op og trænge ind i dit Hus og dit Sovekammer og paa dit Leje og i dine Tjeneres og dit Folks Huse, i dine Bagerovne og dine Dejgtruge;

8:4  ja paa dig selv og dit Folk og alle dine Tjenere skal Frøerne kravle op.«

8:5  Da sagde HERREN til Moses: »Sig til Aron: Ræk din Haand med Staven ud over Floderne, Kanalerne og Dammene og faa Frøerne til at kravle op over Ægypten!«

8:6  Og Aron rakte sin Haand ud over Ægyptens Vande. Da kravlede Frøerne op og fyldte Ægypten.

8:7  Men Koglerne gjorde det samme ved Hjælp af deres hemmelige Kunster og fik Frøerne til at kravle op over Ægypten.

8:8  Da lod Farao Moses og Aron kalde og sagde: »Gaa i Forbøn hos HERREN, at han skiller mig og mit Folk af med Frøerne, saa vil jeg lade Folket rejse, at de kan ofre til HERREN.«

8:9  Moses svarede Farao: »Du behøver kun at befale over mig! Til hvilken Tid skal jeg gaa i Forbøn for dig, dine Tjenere og dit Folk om at faa Frøerne bort fra dig og dine Huse, saa de kun bliver tilbage i Nilen?«

8:10  Han svarede: »I Morgen!« Da sagde han: »Det skal ske, som du siger, for at du kan kende, at der ingen er som HERREN vor Gud;

8:11  Frøerne skal vige bort fra dig, dine Huse, dine Tjenere og dit Folk; kun i Nilen skal de blive tilbage.«

8:12  Moses og Aron gik nu bort fra Farao, og Moses raabte til HERREN om at bortrydde Frøerne, som han havde sendt over Farao;

8:13  og HERREN gjorde, som Moses bad: Frøerne døde i Husene, i Gaardene og paa Markerne,

8:14  og man samlede dem sammen i Dynger, saa Landet kom til at stinke deraf.

8:15  Men da Farao saa, at han havde faaet Luft, forhærdede han sit Hjerte og hørte ikke paa dem, saaledes som HERREN havde sagt.

8:16  Derpaa sagde HERREN til Moses: »Sig til Aron: Ræk din Stav ud og slaa Støvet paa Jorden med den, saa skal det blive til Myg i hele Ægypten!«

8:17  Og de gjorde saaledes; Aron udrakte sin Haand med Staven og slog Støvet paa Jorden dermed. Da kom der Myg over Mennesker og Dyr; alt Støvet paa Jorden blev til Myg i hele Ægypten.

8:18  Koglerne søgte nu ogsaa ved Hjælp af deres hemmelige Kunster at fremkalde Myg, men de magtede det ikke. Og Myggene kom over Mennesker og Dyr.

8:19  Da sagde Koglerne til Farao: »Det er Guds Finger!« Men Faraos Hjerte blev forhærdet, saa han ikke hørte paa dem, saaledes som HERREN havde sagt.

8:20  Derpaa sagde HERREN til Moses: »Træd i Morgen tidlig frem for Farao, naar han begiver sig ned til Vandet, og sig til ham: Saa siger HERREN: Lad mit Folk rejse, for at de kan dyrke mig!

8:21  Men hvis du ikke lader mit Folk rejse, se, da sender jeg Bremser over dig, dine Tjenere, dit Folk og dine Huse, og Ægypternes Huse skal blive fulde af Bremser, ja endog Jorden, de bor paa;

8:22  men med Gosens Land, hvor mit Folk bor, vil jeg til den Tid gøre en Undtagelse, saa der ingen Bremser kommer, for at du kan kende, at jeg HERREN er i Landet;

8:23  og jeg vil sætte Skel mellem mit Folk og dit Folk; i Morgen skal dette Tegn ske!«

8:24  Og HERREN gjorde saaledes: Vældige Bremsesværme trængte ind i Faraos og hans Tjeneres Huse og i hele Ægypten, og Landet hærgedes af Bremserne.

8:25  Da lod Farao Moses og Aron kalde og sagde: »Gaa hen og bring eders Gud et Offer her i Landet!«

8:26  Men Moses sagde: »Det gaar ikke an at gøre saaledes, thi til HERREN vor Gud ofrer vi, hvad der er Ægypterne en Vederstyggelighed; og naar vi for Øjnene af Ægypterne ofrer, hvad der er dem en Vederstyggelighed, mon de da ikke stener os?

8:27  Lad os drage tre Dagsrejser ud i Ørkenen og ofre til HERREN vor Gud, saaledes som han har paalagt os!«

8:28  Farao sagde: »Jeg vil lade eder rejse hen og ofre til HERREN eders Gud i Ørkenen; kun maa I ikke rejse for langt bort; men gaa i Forbøn for mig!«

8:29  Moses svarede: »Se, saa snart jeg kommer ud herfra, skal jeg gaa i Forbøn hos HERREN, og Bremserne skal vige bort fra Farao, hans Tjenere og hans Folk i Morgen. Blot Farao saa ikke igen narrer os og nægter at lade Folket rejse hen og ofre til HERREN!«

8:30  Derpaa gik Moses bort fra Farao og gik i Forbøn hos HERREN.

8:31  Og HERREN gjorde, som Moses bad, og Bremserne veg bort fra Farao, hans Tjenere og hans Folk; der blev ikke en eneste tilbage.

8:32  Men Farao forhærdede ogsaa denne Gang sit Hjerte og lod ikke Folket rejse.

Chapter 9

9:1  Derpaa sagde HERREN til Moses: »Gaa til Farao og sig til ham: Saa siger HERREN, Hebræernes Gud: Lad mit Folk rejse, for at de kan dyrke mig!

9:2  Men hvis du vægrer dig ved at lade dem rejse og bliver ved med at holde dem fast,

9:3  se, da skal HERRENS Haand komme over dit Kvæg paa Marken, over Hestene, Æslerne og Kamelerne, Hornkvæget og Smaakvæget med en saare forfærdelig Pest.

9:4  Og HERREN skal sætte Skel mellem Israels Kvæg og Ægypternes Kvæg, saa der ikke skal dø noget af, hvad der tilhører Israeliterne.«

9:5  Og HERREN satte en Tidsfrist, idet han sagde: »I Morgen skal HERREN lade dette ske i Landet.«

9:6  Den følgende Dag lod HERREN det saa ske, og alt Ægypternes Kvæg døde, men af Israeliternes Kvæg døde ikke et eneste Dyr.

9:7  Farao sendte da Bud, og se, ikke et eneste Dyr af Israeliternes Kvæg var dødt. Men Faraos Hjerte blev forhærdet, og han lod ikke Folket rejse.

9:8  Derpaa sagde HERREN til Moses og Aron: »Tag begge eders Hænder fulde af Sod fra Smelteovnen, og Moses skal kaste det i Vejret i Faraos Paasyn!

9:9  Saa skal det blive til en Støvsky over hele Ægypten og til Betændelse, der bryder ud i Bylder paa Mennesker og Kvæg i hele Ægypten!«

9:10  Da tog de Sod fra Smelteovnen og traadte frem for Farao, og Moses kastede det i Vejret; og det blev til Betændelse, der brød ud i Bylder paa Mennesker og Kvæg.

9:11  Og Koglerne kunde ikke holde Stand over for Moses paa Grund af Betændelsen, thi Betændelsen angreb Koglerne saavel som alle de andre Ægyptere.

9:12  Men HERREN forhærdede Faraos Hjerte, saa han ikke hørte paa dem, saaledes som HERREN havde sagt til Moses.

9:13  Derpaa sagde HERREN til Moses: »Træd i Morgen tidlig frem for Farao og sig til ham: Saa siger HERREN, Hebræernes Gud: Lad mit Folk rejse, for at de kan dyrke mig!

9:14  Thi denne Gang vil jeg sende alle mine Plager mod dig selv og mod dine Tjenere og dit Folk, for at du kan kende, at der er ingen som jeg paa hele Jorden.

9:15  Thi ellers havde jeg nu udrakt min Haand for at ramme dig og dit Folk med Pest, saa du blev udryddet fra Jordens Overflade;

9:16  dog derfor har jeg ladet dig blive i Live for at vise dig min Magt, og for at mit Navn kan blive forkyndt paa hele Jorden.

9:17  Endnu stiller du dig i Vejen for mit Folk og vil ikke lade det rejse.

9:18  Se, jeg lader i Morgen ved denne Tid et frygteligt Haglvejr bryde løs, hvis Lige ikke har været i Ægypten, fra den Dag det blev til og indtil nu.

9:19  Derfor maa du sørge for at bringe dit Kvæg og alt, hvad du har paa Marken, i Sikkerhed! Thi alle Mennesker og Dyr, der befinder sig paa Marken og ikke er kommet under Tag, skal rammes af Haglen og omkomme.«

9:20  De blandt Faraos Tjenere, der frygtede HERRENS Ord, bragte nu deres Trælle og Kvæg under Tag;

9:21  men de, der ikke lagde sig HERRENS Ord paa Hjerte, lod deres Trælle og Kvæg blive ude paa Marken.

9:22  Da sagde HERREN til Moses: »Ræk din Haand op mod Himmelen, saa skal der falde Hagl i hele Ægypten paa Mennesker og Dyr og paa alle Markens Urter i Ægypten!«

9:23  Da rakte Moses sin Stav op mod Himmelen, og HERREN sendte Torden og Hagl; Ild for ned mod Jorden, og HERREN lod Hagl falde over Ægypten;

9:24  og der kom et Haglvejr, med Ildsluer flammende mellem Haglen, saa voldsomt, at dets Lige aldrig havde været nogetsteds i Ægypten, siden det blev befolket;

9:25  og i hele Ægypten slog Haglen alt ned, hvad der var paa Marken, baade Mennesker og Kvæg, og alle Markens Urter slog Haglen ned, og alle Markens Træer knækkede den;

9:26  kun i Gosen, hvor Israeliterne boede, faldt der ikke Hagl.

9:27  Da sendte Farao Bud efter Moses og Aron og sagde til dem: »Denne Gang har jeg syndet; HERREN har Ret, og jeg og mit Folk har Uret;

9:28  gaa i Forbøn hos HERREN, at det nu maa være nok med Guds Torden og Haglvejret, saa vil jeg lade eder rejse, og I skal ikke blive længer!«

9:29  Moses svarede ham: »Saa snart jeg kommer ud af Byen, skal jeg udbrede mine Hænder mod HERREN; saa skal Tordenen høre op, og Haglen skal ikke falde mere, for at du kan kende, at Jorden tilhører HERREN.

9:30  Dog, jeg ved, at du og dine Tjenere endnu ikke frygter for Gud HERREN.«

9:31  Hørren og Byggen blev slaaet ned, thi Byggen stod i Aks, og Hørren i Blomst;

9:32  derimod blev Hveden og Spelten ikke slaaet ned, thi de modnes senere.

9:33  Da Moses var gaaet bort fra Farao og var kommet ud af Byen, udbredte han sine Hænder mod HERREN, og da hørte Tordenen og Haglen op, og Regnen strømmede ikke mere ned.

9:34  Men da Farao saa, at Regnen, Haglen og Tordenen var hørt op, fremturede han i sin Synd, og han og hans Tjenere forhærdede deres Hjerte.

9:35  Faraos Hjerte blev forhærdet, saa at han ikke lod Israeliterne rejse, saaledes som HERREN havde sagt ved Moses.

Chapter 10

10:1  Derpaa sagde HERREN til Moses: »Gaa til Farao! Thi jeg har forhærdet hans og hans Tjeneres Hjerte, at jeg kan komme til at gøre disse mine Tegn iblandt dem,

10:2  for at du maa kunne fortælle din Søn og din Sønnesøn, hvorledes jeg handlede med Ægypterne, og om de Tegn, jeg gjorde iblandt dem; saa skal I kende, at jeg er HERREN.«

10:3  Da gik Moses og Aron til Farao og sagde til ham: »Saa siger HERREN, Hebræernes Gud: Hvor længe vil du vægre dig ved at ydmyge dig for mig? Lad mit Folk rejse, at de kan dyrke mig!

10:4  Men hvis du vægrer dig ved at lade mit Folk rejse, se, da vil jeg i Morgen sende Græshopper over dine Landemærker,

10:5  og de skal skjule Landets Overflade, saa man ikke kan se Jorden, og opæde Resten af det, som er blevet tilovers for eder efter Haglen, og opæde alle eders Træer, som gror paa Marken;

10:6  og de skal fylde dine Huse og alle dine Tjeneres og alle Ægypternes Huse saaledes, at hverken dine Fædre eller dine Fædres Fædre nogen Sinde har oplevet Mage dertil, fra den Dag de kom til Verden og indtil denne Dag!« Dermed vendte han sig bort og forlod Farao.

10:7  Men Faraos Tjenere sagde til ham: »Hvor længe skal denne Mand styrte os i Ulykke? Lad dog disse Mennesker rejse og lad dem dyrke HERREN deres Gud! Har du endnu ikke indset, at Ægypten gaar til Grunde?«

10:8  Moses og Aron blev nu hentet tilbage til Farao, og han sagde til dem: »Drag af Sted og dyrk HERREN eders Gud! Men hvem er det nu, der vil af Sted?«

10:9  Moses svarede: »Med vore Børn og vore gamle vil vi drage af Sted, med vore Sønner og vore Døtre, vort Smaakvæg og vort Hornkvæg vil vi drage af Sted, thi vi skal fejre HERRENS Højtid.«

10:10  Da sagde han til dem: »HERREN være med eder, om jeg lader eder rejse sammen med eders Kvinder og Børn! Der ser man, at I har ondt i Sinde!

10:11  Nej — men I Mænd kan drage bort og dyrke HERREN; det var jo det, I ønskede!« Derpaa jog man dem bort fra Farao.

10:12  Da sagde HERREN til Moses: »Ræk din Haand ud over Ægypten og faa Græshopperne til at komme; de skal komme over Ægypten og opæde alt, hvad der vokser i Landet, alt, hvad Haglen har levnet!«

10:13  Moses rakte da sin Stav ud over Ægypten, og HERREN lod en Østenstorm blæse over Landet hele den Dag og den paafølgende Nat; og da det blev Morgen, førte Østenstormen Græshopperne med sig.

10:14  Da kom Græshopperne over hele Ægypten, og de slog sig ned i hele Ægyptens Omraade i uhyre Mængder; aldrig før havde der været saa mange Græshopper, og ingen Sinde mere skal der komme saa mange.

10:15  Og de skjulte hele Jordens Overflade, saa Jorden blev sort af dem, og de opaad alt, hvad der voksede i Landet, og alle Træfrugter, alt, hvad Haglen havde levnet, og der blev intet grønt tilbage paa Træerne eller paa Markens Urter i hele Ægypten.

10:16  Da lod Farao skyndsomt Moses og Aron kalde til sig og sagde: »Jeg har syndet mod HERREN eders Gud og mod eder!

10:17  Men tilgiv mig nu min Synd denne ene Gang og gaa i Forbøn hos eders Gud, at han dog blot vil tage denne dødbringende Plage fra mig!«

10:18  Da gik Moses bort fra Farao og bad til HERREN.

10:19  Og HERREN lod Vinden slaa om til en voldsom Vestenvind, som tog Græshopperne og drev dem ud i det røde Hav, saa der ikke blev en eneste Græshoppe tilbage i hele Ægyptens Omraade.

10:20  Men HERREN forhærdede Faraos Hjerte, saa han ikke lod Israeliterne rejse.

10:21  Derpaa sagde HERREN til Moses: »Ræk din Haand op mod Himmelen, saa skal der komme et Mørke over Ægypten, som man kan tage og føle paa!«

10:22  Da rakte Moses sin Haand op mod Himmelen, og der kom et tykt Mørke i hele Ægypten i tre Dage;

10:23  den ene kunde ikke se den anden, og ingen flyttede sig af Stedet i tre Dage; men overalt, hvor Israeliterne boede, var det lyst.

10:24  Da lod Farao Moses kalde og sagde: »Drag hen og dyrk HERREN. Dog skal eders Smaakvæg og Hornkvæg blive tilbage, men eders Kvinder og Børn maa I tage med.«

10:25  Men Moses sagde: »Du maa ogsaa overlade os Slagtofre og Brændofre, som vi kan bringe HERREN vor Gud;

10:26  ogsaa vore Hjorde maa vi have med, ikke en Klov maa blive tilbage, thi dem har vi Brug for, naar vi skal dyrke HERREN vor Gud, og vi ved jo ikke, hvor meget vi behøver dertil, før vi kommer til Stedet.«

10:27  Da forhærdede HERREN Faraos Hjerte, saa han nægtede at lade dem rejse.

10:28  Og Farao sagde til ham: »Gaa bort fra mig og vogt dig for at komme mig for Øje mere; thi den Dag du kommer mig for Øje, er du dødsens!«

10:29  Da sagde Moses: »Du har sagt det, jeg skal ikke mere komme dig for Øje!«

Chapter 11

11:1  Derpaa sagde HERREN til Moses: »Een Plage endnu vil jeg lade komme over Farao og Ægypterne, og efter den skal han lade eder rejse herfra; ja, naar han lader eder rejse med alt, hvad I har, skal han endog drive eder herfra!

11:2  Sig nu til Folket, at hver Mand skal bede sin Nabo, og hver Kvinde sin Naboerske om Sølv— og Guld-smykker!«

11:3  Og HERREN stemte Ægypterne gunstigt imod Folket, og desuden var den Mand Moses højt anset i Ægypten baade hos Faraos Tjenere og hos Folket.

11:4  Moses sagde: »Saa siger HERREN: Ved Midnatstid vil jeg drage igennem Ægypten,

11:5  og saa skal alle førstefødte i Ægypten dø, lige fra den førstefødte hos Farao, der skal arve hans Trone, til den førstefødte hos Trælkvinden, der arbejder ved Haandkværnen, og alt det førstefødte af Kvæget.

11:6  Da skal der i hele Ægypten lyde et Klageskrig saa stort, at dets Lige aldrig har været hørt og aldrig mere skal høres.

11:7  Men end ikke en Hund skal bjæffe ad nogen af Israeliterne, hverken ad Folk eller Fæ, for at du kan kende, at HERREN gør Skel mellem Ægypterne og Israel.

11:8  Da skal alle dine Tjenere der komme ned til mig og kaste sig til Jorden for mig og sige: Drag dog bort med alt det Folk, der følger dig! Og saa vil jeg drage bort!« Og han gik ud fra Farao med fnysende Vrede.

11:9  Men HERREN sagde til Moses: »Farao skal ikke høre paa eder, for at mine Undergerninger kan blive talrige i Ægypten.«

11:10  Og Moses og Aron gjorde alle disse Undergerninger i Faraos Paasyn, men HERREN forhærdede Faraos Hjerte, saa han ikke lod Israeliterne drage ud af sit Land.

Chapter 12

12:1  Derpaa talede HERREN til Moses og Aron i Ægypten og sagde:

12:2  »Denne Maaned skal hos eder være Begyndelsesmaaneden, den skal hos eder være den første af Aarets Maaneder.

12:3  Tal til hele Israels Menighed og sig: Paa den tiende Dag i denne Maaned skal hver Familiefader tage et Lam, et Lam for hver Familie.

12:4  Og dersom en Familie er for lille til et Lam, skal han sammen med sin nærmeste Nabo tage et Lam, svarende til Personernes Antal; hvor mange der skal være om et Lam, skal I beregne efter, hvad hver enkelt kan spise.

12:5  Det skal være et lydefrit, aargammelt Handyr, og I kan tage det enten blandt Faarene eller Gederne.

12:6  I skal have det gaaende til den fjortende Dag i denne Maaned, og hele Israels Menigheds Forsamling skal slagte det ved Aftenstid.

12:7  Og de skal tage noget af Blodet og stryge det paa de to Dørstolper og Overliggeren i de Huse, hvor I spiser det.

12:8  I skal spise Kødet samme Nat, stegt over Ilden, og I skal spise usyret Brød og bitre Urter dertil.

12:9  I maa ikke spise noget deraf raat eller kogt i Vand, men kun stegt over Ilden, og Hoved, Ben og Indmad maa ikke være skilt fra.

12:10  I maa intet levne deraf til næste Morgen, men hvad der bliver tilovers deraf til næste Morgen, skal I brænde.

12:11  Og naar I spiser det, skal I have Bælte om Lænden, Sko paa Fødderne og Stav i Haanden, og I skal spise det i største Hast. Det er Paaske for HERREN.

12:12  I denne Nat vil jeg drage igennem Ægypten og ihjelslaa alt det førstefødte i Ægypten baade blandt Folk og Fæ; og over alle Ægyptens Guder vil jeg holde Dom. Jeg er HERREN!

12:13  Men for eder skal Blodet paa Husene, hvor I er, tjene som Tegn, og jeg vil se Blodet og gaa eder forbi; intet ødelæggende Slag skal ramme eder, naar jeg slaar Ægypten.

12:14  Denne Dag skal være eder en Mindedag, og I skal fejre den som en Højtid for HERREN, Slægt efter Slægt; som en evig gyldig Ordning skal I fejre den.

12:15  I syv Dage skal I spise usyret Brød. Straks den første Dag skal I skaffe al Surdejg bort af eders Huse; thi hver den, som spiser noget syret fra den første til den syvende Dag, det Menneske skal udryddes af Israel.

12:16  Paa den første Dag skal I holde Højtidsstævne og ligeledes paa den syvende Dag. Intet Arbejde maa udføres paa dem; kun det, enhver behøver til Føde, det og intet andet maa I tilberede.

12:17  I skal holde det usyrede Brøds Højtid, thi paa denne selv samme Dag førte jeg eders Hærskarer ud af Ægypten, derfor skal I højtideligholde denne Dag i alle kommende Slægtled som en evig gyldig Ordning.

12:18  Paa den fjortende Dag i den første Maaned om Aftenen skal I spise usyret Brød og vedblive dermed indtil Maanedens en og tyvende Dag om Aftenen.

12:19  I syv Dage maa der ikke findes Surdejg i eders Huse, thi hver den, som spiser noget syret, det Menneske skal udryddes af Israels Menighed, de fremmede saa vel som de indfødte i Landet.

12:20  I maa ikke nyde noget som helst syret; hvor I end bor, skal I spise usyret Brød.«

12:21  Da kaldte Moses alle Israels Ældste sammen og sagde til dem: »Gaa ud og hent eder Smaakvæg til eders Familier og slagt Paaskeofferet;

12:22  og tag eder Ysopkoste, dyp dem i Blodet i Fadet og stryg noget deraf paa Overliggeren og de to Dørstolper; og ingen af eder maa gaa ud af sin Husdør før i Morgen.

12:23  Thi HERREN vil gaa omkring og slaa Ægypterne, og naar han da ser Blodet paa Overliggeren og de to Dørstolper, vil han gaa Døren forbi og ikke give Ødelæggeren Adgang til eders Huse for at slaa eder.

12:24  Dette skal I varetage som en Anordning, der gælder for dig og dine Børn til evig Tid.

12:25  Og naar I kommer til det Land, HERREN vil give eder, saaledes som han har forjættet, saa skal I overholde denne Skik.

12:26  Naar da eders Børn spørger eder: Hvad betyder den Skik, I der har?

12:27  saa skal I svare: Det er Paaskeoffer for HERREN, fordi han gik Israeliternes Huse forbi i Ægypten, dengang han slog Ægypterne, men lod vore Huse urørte!« Da bøjede Folket sig og tilbad.

12:28  Og Israeliterne gik hen og gjorde, som HERREN havde paalagt Moses og Aron.

12:29  Men ved Midnatstid ihjelslog HERREN alle de førstefødte i Ægypten lige fra Faraos førstefødte, der skulde arve hans Trone, til den førstefødte hos Fangen, der sad i Fangehullet, og alt det førstefødte af Kvæget.

12:30  Da stod Farao op om Natten tillige med alle sine Tjenere og alle Ægypterne, og der lød et højt Klageskrig i Ægypten, thi der var intet Hus, hvor der ikke fandtes en død.

12:31  Og han lod Moses og Aron kalde om Natten og sagde: »Bryd op og drag bort fra mit Folk, I selv og alle Israeliterne, og drag ud og dyrk HERREN, som I har forlangt.

12:32  Tag ogsaa eders Smaakvæg og Hornkvæg med, som I har forlangt, og drag bort; og bed ogsaa om Velsignelse for mig!«

12:33  Og Ægypterne trængte paa Folket for at paaskynde deres Afrejse fra Landet, thi de sagde: »Vi mister alle Livet!«

12:34  Og Folket tog deres Dejg med sig, før den var syret, og de bar Dejgtrugene paa Skulderen, indsvøbte i deres Kapper.

12:35  Men Israeliterne havde gjort, som Moses havde sagt, og bedt Ægypterne om Sølv og Guldsmykker og om Klæder;

12:36  og HERREN havde stemt Ægypterne gunstigt mod Folket, saa de havde givet dem, hvad de bad om. Saaledes tog de Bytte fra Ægypterne.

12:37  Saa brød Israeliterne op fra Ra'meses til Sukkot, henved 600 000 Mand til Fods foruden Kvinder og Børn.

12:38  Desuden fulgte en stor Hob sammenløbet Folk med og dertil Smaakvæg og Hornkvæg, en vældig Mængde Kvæg.

12:39  Og af den Dejg, de havde bragt med fra Ægypten, bagte de usyret Brød; den var nemlig ikke syret, de var jo drevet ud af Ægypten uden at faa Tid til noget; de havde ikke engang tilberedt sig Tæring til Rejsen.

12:40  Den Tid, Israeliterne havde boet i Ægypten, udgjorde 430 Aar.

12:41  Netop paa den Dag da de 430 Aar var til Ende, drog alle HERRENS Hærskarer ud af Ægypten.

12:42  En Vaagenat var det for HERREN, i hvilken han vilde føre dem ud af Ægypten. Den Nat er viet HERREN, en Vaagenat for alle Israeliterne, Slægt efter Slægt.

12:43  HERREN sagde til Moses og Aron: »Dette er Ordningen angaaende Paaskelammet: Ingen fremmed maa spise deraf.

12:44  Men enhver Træl, der er købt for Penge, maa spise deraf, saafremt du har faaet ham omskaaret.

12:45  Ingen indvandret eller Daglejer maa spise deraf.

12:46  Det skal spises i et og samme Hus, og intet af Kødet maa bringes ud af Huset; I maa ikke sønderbryde dets Ben.

12:47  Hele Israels Menighed skal fejre Paasken.

12:48  Dersom en fremmed bor som Gæst hos dig og vil fejre Paaske for HERREN, da skal alle af Mandkøn hos ham omskæres; saa maa han være med til at fejre den, og han skal være ligestillet med den indfødte i Landet; men ingen uomskaaren maa spise deraf.

12:49  En og samme Lov skal gælde for den indfødte i Landet og for den fremmede, der bor som Gæst hos eder.«

12:50  Og Israeliterne gjorde, som HERREN havde paalagt Moses og Aron.

12:51  Paa denne selv samme Dag førte HERREN Israeliterne ud af Ægypten, Hærskare for Hærskare.

Chapter 13

13:1  Og HERREN talede til Moses og sagde:

13:2  »Du skal hellige mig alt det førstefødte, alt, hvad der aabner Moders Liv hos Israeliterne baade af Mennesker og Kvæg; det skal tilhøre mig!«

13:3  Og Moses sagde til Folket: »Kom denne Dag i Hu, paa hvilken I vandrer ud af Ægypten, af Trællehuset, thi med stærk Haand førte HERREN eder ud derfra! Og der maa ikke spises syret Brød.

13:4  I Dag vandrer I ud, i Abib Maaned.

13:5  Naar nu HERREN fører dig til Kana'anæernes, Hetiternes, Amoriternes, Hivviternes og Jebusiternes Land, som han tilsvor dine Fædre at ville give dig, et Land, der flyder med Mælk og Honning, saa skal du overholde denne Skik i denne Maaned.

13:6  I syv Dage skal du spise usyret Brød, og paa den syvende Dag skal der være Højtid for HERREN.

13:7  I disse syv Dage skal der spises usyret Brød, og der maa hverken findes syret Brød eller Surdejg hos dig nogetsteds inden dine Landemærker.

13:8  Og du skal paa den Dag fortælle din Søn, at dette sker i Anledning af, hvad HERREN gjorde for dig, da du vandrede ud af Ægypten!

13:9  Det skal være dig som et Tegn paa din Haand og et Erindringsmærke paa din Pande, for at HERRENS Lov maa være i din Mund, thi med stærk Haand førte HERREN dig ud af Ægypten.

13:10  Og du skal holde dig denne Anordning efterrettelig til den fastsatte Tid, Aar efter Aar.

13:11  Og naar HERREN fører dig til Kana'anæernes Land, saaledes som han tilsvor dig og dine Fædre, og giver dig det,

13:12  da skal du overlade HERREN alt, hvad der aabner Moders Liv; alt det førstefødte, som falder efter dit Kvæg, for saa vidt det er et Handyr, skal tilhøre HERREN.

13:13  Men alt det førstefødte af Æslerne skal du udløse med et Stykke Smaakvæg, og hvis du ikke udløser det, skal du sønderbryde dets Hals; og alt det førstefødte af Mennesker blandt dine Sønner skal du udløse.

13:14  Og naar din Søn i Fremtiden spørger dig: Hvad betyder dette? skal du svare ham: Med stærk Haand førte HERREN os ud af Ægypten, af Trællehuset;

13:15  og fordi Farao gjorde sig haard og ikke vilde lade os drage bort, ihjelslog HERREN alt det førstefødte i Ægypten baade af Folk og Fæ; derfor ofrer vi HERREN alt, hvad der aabner Moders Liv, for saa vidt det er et Handyr, og alt det førstefødte blandt vore Sønner udløser vi!

13:16  Og det skal være dig som et Tegn paa din Haand og et Erindringsmærke paa din Pande, thi med stærk Haand førte HERREN os ud af Ægypten.«

13:17  Da Farao lod Folket drage bort, førte Gud dem ikke ad Vejen til Filisterlandet, som havde været den nærmeste, thi Gud sagde: »Folket kunde komme til at fortryde det, naar de ser, der bliver Krig, og vende tilbage til Ægypten.«

13:18  Men Gud lod Folket gøre en Omvej til Ørkenen i Retning af det røde Hav. Israeliterne drog nu væbnede ud af Ægypten.

13:19  Og Moses tog Josefs Ben med sig, thi denne havde taget Israels Sønner i Ed og sagt: »Naar Gud ser til eder, skal I føre mine Ben med eder herfra!«

13:20  De brød op fra Sukkot og lejrede sig i Etam ved Randen af Ørkenen.

13:21  Men HERREN vandrede foran dem, om Dagen i en Skystøtte for at vise dem Vej og om Natten i en Ildstøtte for at lyse for dem; saa kunde de rejse baade Dag og Nat.

13:22  Og Skystøtten veg ikke fra Folket om Dagen, ej heller Ildstøtten om Natten.

Chapter 14

14:1  Og HERREN talede til Moses og sagde:

14:2  »Sig til Israeliterne, at de skal vende om og lejre sig ved Pi-Hakirot mellem Migdol og Havet; lige over for Ba'al-Zefon skal I lejre eder ved Havet.

14:3  Farao vil da tænke om Israeliterne, at de er faret vild i Landet, og at Ørkenen har sluttet dem inde;

14:4  og jeg vil forhærde Faraos Hjerte, saa han sætter efter dem, og jeg vil forherlige mig paa Farao og hele hans Krigsmagt, og Ægypterne skal kende, at jeg er HERREN!« Og de gjorde saaledes.

14:5  Da det nu meldtes Ægypterkongen, at Folket var flygtet, skiftede Farao og hans Tjenere Sind over for Folket og sagde: »Hvor kunde vi dog slippe Israeliterne af vor Tjeneste!«

14:6  Da lod han spænde for sin Vogn og tog sine Krigsfolk med sig;

14:7  han tog 600 udsøgte Stridsvogne og alle Ægyptens Krigsvogne, alle bemandede med Vognkæmpere.

14:8  Og HERREN forhærdede Ægypterkongen Faraos Hjerte, saa han satte efter Israeliterne; men Israeliterne var draget ud under en stærk Haands Værn.

14:9  Og Ægypterne, alle Faraos Heste og Vogne og hans Ryttere og øvrige Krigsfolk, satte efter dem og indhentede dem, da de havde slaaet Lejr ved Havet, ved Pi-Hakirot over for Ba'al-Zefon.

14:10  Da nu Farao nærmede sig, saa Israeliterne op og fik Øje paa Ægypterne, der drog efter dem, og de grebes af stor Angst; da raabte Israeliterne til HERREN;

14:11  og de sagde til Moses: »Er det, fordi der ingen Grave var i Ægypten, at du har faaet os ud for at dø i Ørkenen? Hvad er det dog, du har gjort os, at du førte os ud af Ægypten?

14:12  Var det ikke det, vi sagde til dig i Ægypten: Lad os i Fred, og lad os blive ved at trælle for Ægypterne! Thi det er bedre for os at trælle for Ægypterne end at dø i Ørkenen.«

14:13  Men Moses svarede Folket: »Frygt ikke! Hold blot Stand, saa skal I se HERRENS Frelse, som han i Dag vil hjælpe eder til, thi som I ser Ægypterne i Dag, skal I aldrig i Evighed se dem mere.

14:14  HERREN skal stride for eder, men I skal tie!«

14:15  Da sagde HERREN til Moses: »Hvorfor raaber du til mig? Sig til Israeliterne, at de skal bryde op!

14:16  Løft din Stav og ræk din Haand ud over Havet og skil det ad i to Dele, saa Israeliterne kan vandre gennem Havet paa tør Bund.

14:17  Se, jeg vil forhærde Ægypternes Hjerte, saa de følger efter dem, og jeg vil forherlige mig paa Farao og hele hans Krigsmagt, paa hans Vogne og Ryttere,

14:18  og Ægypterne skal kende, at jeg er HERREN, naar jeg forherliger mig paa Farao, hans Vogne og Ryttere.«

14:19  Guds Engel, der drog foran Israels Hær, flyttede sig nu og gik bag ved dem; og Skystøtten flyttede sig fra Pladsen foran dem og stillede sig bag ved dem

14:20  og kom til at staa imellem Ægypternes og Israels Hære; og da det blev mørkt; blev Skystøtten til en Ildstøtte og oplyste Natten. Saaledes kom de ikke hinanden nær hele Natten.

14:21  Moses rakte da sin Haand ud over Havet, og HERREN drev Havet bort med en stærk Østenstorm, der blæste hele Natten, og han gjorde Havet til tørt Land. Og Vandet delte sig.

14:22  Da gik Israeliterne midt igennem Havet paa tør Bund, medens Vandet stod som en Mur paa begge Sider af dem.

14:23  Og Ægypterne, alle Faraos Heste, Vogne og Ryttere, satte efter dem og forfulgte dem midt ud i Havet.

14:24  Men ved Morgenvagtens Tid skuede HERREN fra Ild og Skystøtten hen imod Ægypternes Hær og bragte den i Uorden;

14:25  og han stoppede Vognenes Hjul, saa de havde ondt ved at faa dem frem. Da sagde Ægypterne: »Lad os flygte for Israel, thi HERREN kæmper for dem imod Ægypten!«

14:26  Men HERREN sagde til Moses: »Ræk din Haand ud over Havet, saa skal Vandet vende tilbage over Ægypterne, deres Vogne og Ryttere!«

14:27  Da rakte Moses sin Haand ud over Havet; og Havet vendte tilbage til sit sædvanlige Leje ved Morgenens Frembrud, medens de flygtende Ægyptere kom lige imod det, og HERREN drev Ægypterne midt ud i Havet.

14:28  Da vendte Vandet tilbage og overskyllede Vognene og Rytterne i hele Faraos Krigsmagt, som havde forfulgt dem ud i Havet; ikke en eneste af dem blev tilbage.

14:29  Men Israeliterne var gaaet gennem Havet paa tør Bund, medens Vandet stod som en Mur paa begge Sider af dem.

14:30  Og HERREN frelste paa den Dag Israel af Ægypternes Haand, og Israel saa Ægypterne ligge døde ved Havets Bred.

14:31  Da saa Israel den Stordaad, HERREN havde udført mod Ægypterne; og Folket frygtede HERREN, og de troede paa HERREN og paa hans Tjener Moses.

Chapter 15

15:1  Ved den Lejlighed sang Moses og Israeliterne denne Sang for HERREN: Jeg vil synge for HERREN, thi han er højt ophøjet, Hest og Rytter styrted han i Havet!

15:2  HERREN er min Styrke og min Lovsang, og han blev mig til Frelse. Han er min Gud, og jeg vil prise ham, min Faders Gud, og jeg vil ophøje ham.

15:3  HERREN er en Krigshelt, HERREN er hans Navn!

15:4  Faraos Vogne og Krigsmagt styrted han i Havet, hans ypperste Vognkæmpere drukned i det røde Hav,

15:5  Strømmene dækked dem, de sank som Sten i Dybet.

15:6  Din højre, HERRE, er herlig i Kraft, din højre, HERRE, knuser Fjenden.

15:7  I din Højheds Vælde fælder du dine Modstandere, du slipper din Harme løs, den fortærer dem som Straa.

15:8  Ved din Næses Pust dyngedes Vandene op, Vandene stod som en Vold, Strømmene stivnede midt i Havet.

15:9  Fjenden tænkte: »Jeg sætter efter dem, indhenter dem, uddeler Bytte, stiller mit Begær paa dem; jeg drager mit Sværd, min Haand skal udrydde dem.«

15:10  Du blæste med din Aande, Havet skjulte dem; de sank som Bly i de vældige Vande.

15:11  Hvo er som du blandt Guder, HERRE, hvo er som du, herlig i Hellighed, frygtelig i Stordaad, underfuld i dine Gerninger!

15:12  Du udrakte din højre, og Jorden slugte dem.

15:13  Du leded i din Miskundhed det Folk, du genløste, du førte det i din Vælde til din hellige Bolig.

15:14  Folkene hørte det og bæved, Skælven greb Filisterlandets Folk.

15:15  Da forfærdedes Edoms Høvdinger, Moabs Fyrster grebes af Rædsel, Kana'ans Beboere tabte alle Modet.

15:16  Skræk og Angst faldt over dem, ved din Arms Vælde blev de maalløse som Sten, til dit Folk var naaet frem, o HERRE, til Folket, du vandt dig, var naaet frem.

15:17  Du førte dem frem og planted dem i din Arvelods Bjerge, paa det Sted du beredte dig til Bolig, HERRE, i den Helligdom, Herre, som dine Hænder grundfæsted.

15:18  HERREN er Konge i al Evighed!

15:19  Thi da Faraos Heste med hans Vogne og Ryttere drog ud i Havet, lod HERREN Havets Vande strømme tilbage over dem, medens Israeliterne gik gennem Havet paa tør Bund.

15:20  Da greb Profetinden Mirjam, Arons Søster, Pauken, og alle Kvinderne fulgte hende med Pauker og Danse,

15:21  og Mirjam sang for: Syng for HERREN, thi han er højt ophøjet, Hest og Rytter styrted han i Havet!

15:22  Derpaa lod Moses Israel bryde op fra det røde Hav, og de drog ud i Sjurs Ørken, og de vandrede tre Dage i Ørkenen uden at finde Vand.

15:23  Saa naaede de Mara, men de kunde ikke drikke Vandet for dets bitre Smag, thi det var bittert; derfor kaldte man Stedet Mara.

15:24  Da knurrede Folket mod Moses og sagde: »Hvad skal vi drikke?«

15:25  Men han raabte til HERREN, og da viste HERREN ham en bestemt Slags Træ; og da han kastede det i Vandet, blev Vandet drikkeligt. Der gav han dem Bestemmelser om Lov og Ret, og der satte han dem paa Prøve.

15:26  Og han sagde: »Hvis du vil høre paa HERREN din Guds Røst og gøre, hvad der er ret i hans Øjne, og lytte til hans Bud og holde dig alle hans Bestemmelser efterrettelig, saa vil jeg ikke bringe nogen af de Sygdomme over dig, som jeg bragte over Ægypterne, men jeg HERREN er din Læge!«

15:27  Derpaa kom de til Elim, hvor der var tolv Vandkilder og halvfjerdsindstyve Palmetræer, og de lejrede sig ved Vandet der.

Chapter 16

16:1  Saa brød de op fra Elim, og hele Israeliternes Menighed kom til Sins Ørken, der ligger mellem Elim og Sinaj, paa den femtende Dag i den anden Maaned efter deres Udvandring af Ægypten.

16:2  Men hele Israeliternes Menighed knurrede mod Moses og Aron i Ørkenen,

16:3  og Israeliterne sagde til dem: »Var vi dog blot døde for HERRENS Haand i Ægypten, hvor vi sad ved Kødgryderne og kunde spise os mætte i Brød! Thi I har ført os ud i denne Ørken for at lade hele denne Forsamling dø af Sult.«

16:4  Da sagde HERREN til Moses: »Se, jeg vil lade Brød regne ned fra Himmelen til eder, og Folket skal gaa ud og hver Dag samle saa meget, som de daglig behøver, for at jeg kan prøve dem, om de vil følge min Lov eller ej.

16:5  Og naar de paa den sjette Ugedag tilbereder, hvad de har bragt hjem, saa skal det være dobbelt saa meget, som de samler de andre Dage.«

16:6  Og Moses og Aron sagde til alle Israeliterne: »I Aften skal I kende, at det er HERREN, som har ført eder ud af Ægypten,

16:7  og i Morgen skal I skue HERRENS Herlighed, thi han har hørt eders Knurren mod HERREN; thi hvad er vel vi, at I knurrer mod os!«

16:8  Og Moses tilføjede: »Det skal ske, naar HERREN i Aften giver eder Kød at spise og i Morgen Brød at mætte eder med; thi HERREN har hørt, hvorledes I knurrer mod ham; thi hvad er vi? Thi det er ikke os, I knurrer imod, men HERREN.«

16:9  Derpaa sagde Moses til Aron: »Sig til hele Israeliternes Menighed: Træd frem for HERRENS Aasyn, thi han har hørt eders Knurren!«

16:10  Og da Aron sagde det til hele Israeliternes Menighed, vendte de sig mod Ørkenen, og se, HERRENS Herlighed viste sig i Skyen.

16:11  Da talede HERREN til Moses og sagde:

16:12  »Jeg har hørt Israeliternes Knurren; sig til dem: Ved Aftenstid skal I faa Kød at spise, og i Morgen tidlig skal I faa Brød at mætte eder med, og I skal kende, at jeg er HERREN eders Gud.«

16:13  Da det nu blev Aften, kom en Sværm Vagtler flyvende og faldt i et tykt Lag over Lejren; og næste Morgen laa Duggen tæt rundt om Lejren,

16:14  og da Duggen svandt, var Ørkenen dækket med noget fint, skælagtigt noget, noget fint der lignede Rim paa Jorden.

16:15  Da Israeliterne saa det, spurgte de hverandre: »Hvad er det?« Thi de vidste ikke, hvad det var; men Moses sagde til dem: »Det er det Brød, HERREN har givet eder til Føde!

16:16  Og saaledes har HERREN paabudt: I skal samle deraf, enhver saa meget som han har behov, en Omer for hvert Hoved; I skal tage deraf i Forhold til Antallet af eders Husfolk, enhver skal tage deraf til dem, der er i hans Telt!«

16:17  Israeliterne gjorde nu saaledes, og de samlede, nogle mere og andre mindre;

16:18  og da de maalte det med Omeren, havde den, der havde meget, ikke for meget, og den, der havde lidt, ikke for lidt, enhver havde samlet, hvad han behøvede til Føde.

16:19  Derpaa sagde Moses til dem: »Ingen maa gemme noget deraf til næste Morgen!«

16:20  Dog adlød de ikke Moses, og nogle af dem gemte noget deraf til næste Morgen; men da var det fuldt af Orme og lugtede. Da blev Moses vred paa dem.

16:21  Saaledes samlede de nu hver Morgen, enhver saa meget som han havde behov. Men naar Solen begyndte at brænde, smeltede det.

16:22  Paa den sjette Ugedag havde de samlet dobbelt saa meget Brød, to Omer for hver Person. Og alle Menighedens Øverster kom og sagde det til Moses;

16:23  men han sagde til dem: »Det er netop, som HERREN har sagt. I Morgen er det Hviledag, en hellig Sabbat for HERREN. Bag, hvad I vil bage, og kog, hvad I vil koge, men læg det tiloversblevne til Side for at gemme det til i Morgen!«

16:24  De lagde det da til Side til næste Dag, som Moses havde befalet, og det kom ikke til at lugte, og der gik ikke Orm deri.

16:25  Derpaa sagde Moses: »Det skal I spise i Dag, thi i Dag er det Sabbat for HERREN; i Dag finder I intet ude paa Marken.

16:26  I seks Dage skal I samle det, men paa den syvende Dag, paa Sabbaten, er der intet at finde.«

16:27  Alligevel var der nogle blandt Folket, der gik ud paa den syvende Dag for at samle; men de fandt intet.

16:28  Da sagde HERREN til Moses: »Hvor længe vil I vægre eder ved at holde mine Bud og Love?

16:29  Betænk dog, at HERREN har givet eder Sabbaten! Derfor giver han eder paa den sjette Dag Brød til to Dage. Enhver af eder skal blive, hvor han er, og ingen maa forlade sin Bolig paa den syvende Dag!«

16:30  Da hvilede Folket paa den syvende Dag.

16:31  Men Israeliterne kaldte det Manna; det lignede hvide Korianderfrø og smagte som Honningkager.

16:32  Moses sagde fremdeles: »Saaledes har HERREN paabudt: En Omer fuld deraf skal gemmes til eders Efterkommere, for at de kan se det Brød, jeg gav eder at spise i Ørkenen, da jeg førte eder ud af Ægypten!«

16:33  Og Moses sagde til Aron: »Tag en Krukke, kom en Omer Manna deri og stil den foran HERRENS Aasyn for at gemmes til eders Efterkommere!«

16:34  Og Aron gjorde, som HERREN havde paalagt Moses, og han stillede den foran Vidnesbyrdet for at gemmes.

16:35  Og Israeliterne spiste Manna i fyrretyve Aar, indtil de kom til beboede Egne; de spiste Manna, indtil de kom til Grænsen af Kana'ans Land.

16:36  En Omer er Tiendedelen af en Efa.

Chapter 17

17:1  Saa brød hele Israels Menighed op fra Sins Ørken og drog fra Lejrplads til Lejrplads efter HERRENS Bud. Men da de lejrede sig i Refidim, havde Folket intet Vand at drikke.

17:2  Da kivedes Folket med Moses og sagde: »Skaf os Vand at drikke!« Men Moses svarede dem: »Hvorfor kives I med mig, hvorfor frister I HERREN?«

17:3  Og Folket tørstede der efter Vand og knurrede mod Moses og sagde: »Hvorfor har du ført os op fra Ægypten? Mon for at lade os og vore Børn og vore Hjorde dø af Tørst?«

17:4  Da raabte Moses til HERREN: »Hvad skal jeg gøre med dette Folk? Det er ikke langt fra, at de vil stene mig.«

17:5  Men HERREN sagde til Moses: »Træd frem for Folket med nogle af Israels Ældste og tag den Stav, du slog Nilen med, i din Haand og kom saa!

17:6  Se, jeg vil staa foran dig der paa Klippen ved Horeb, og naar du slaar paa Klippen, skal der strømme Vand ud af den, saa Folket kan faa noget at drikke.« Det gjorde Moses saa i Paasyn af Israels Ældste.

17:7  Og han kaldte dette Sted Massa og Meriba, fordi Israeliterne der havde kivedes og fristet HERREN ved at sige: »Er HERREN iblandt os eller ej?«

17:8  Derefter kom Amalekiterne og angreb Israel i Refidim.

17:9  Da sagde Moses til Josua: »Udvælg dig Mænd og ryk i Morgen ud til Kamp mod Amalekiterne; jeg vil stille mig paa Toppen af Højen med Guds Stav i Haanden!«

17:10  Josua gjorde, som Moses bød, og rykkede ud til Kamp mod Amalekiterne. Men Moses, Aron og Hur gik op paa Toppen af Højen.

17:11  Naar nu Moses løftede Hænderne i Vejret, fik Israeliterne Overtaget, men naar han lod Hænderne synke, fik Amalekiterne Overtaget.

17:12  Og da Moses's Hænder blev trætte, tog de en Sten og lagde under ham; saa satte han sig paa den, og Aron og Hur støttede hans Hænder, hver paa sin Side; saaledes var hans Hænder stadig løftede til Solen gik ned,

17:13  og Josua huggede Amalekiterne og deres Krigsfolk ned med Sværdet.

17:14  Da sagde HERREN til Moses: »Optegn dette i en Bog, for at det kan mindes, og indskærp Josua, at jeg fuldstændig vil udslette Amalekiternes Minde under Himmelen!«

17:15  Derpaa byggede Moses et Alter og kaldte det: »HERREN er mit Banner!«

17:16  Og han sagde: »Der er en udrakt Haand paa HERRENS Trone! HERREN har Krig med Amalek fra Slægt til Slægt!«

Chapter 18

18:1  Da Jetro, Præsten i Midjan, Moses's Svigerfader, hørte om alt, hvad Gud havde gjort for Moses og hans Folk Israel, hvorledes HERREN havde ført Israel ud af Ægypten,

18:2  tog Jetro, Moses's Svigerfader, Zippora, Moses's Hustru, som han havde sendt hjem,

18:3  tillige med hendes to Sønner. Af dem hed den ene Gersom; »thi«, havde han sagt, »jeg er blevet Gæst i et fremmed Land«;

18:4  og den anden hed Eliezer; »thi«, havde han sagt, »min Faders Gud har været min Hjælp og frelst mig fra Faraos Sværd!«

18:5  Og Jetro, Moses's Svigerfader, kom med hans Sønner og Hustru til Moses i Ørkenen, hvor han havde slaaet Lejr ved Guds Bjerg,

18:6  og han lod Moses melde: »Jetro, din Svigerfader, kommer til dig med din Hustru og hendes to Sønner!«

18:7  Da gik Moses sin Svigerfader i Møde, bøjede sig for ham og kyssede ham; og da de havde hilst paa hinanden, gik de ind i Teltet.

18:8  Moses fortalte sin Svigerfader om alt, hvad HERREN havde gjort ved Farao og Ægypten for Israels Skyld, og om alle de Besværligheder, der havde mødt dem undervejs, og hvorledes HERREN havde frelst dem.

18:9  Da glædede Jetro sig over alt det gode, HERREN havde gjort mod Israel, idet han havde frelst dem af Ægypternes Haand.

18:10  Og Jetro sagde: »Lovet være HERREN, som har frelst eder af Ægypternes og Faraos Haand!

18:11  Nu ved jeg, at HERREN er større end alle Guder, thi netop ved det, de i deres Overmod foretog sig imod dem, frelste han Folket af Ægypternes Haand.«

18:12  Derpaa udtog Jetro, Moses's Svigerfader, Brændofre og Slagtofre til Gud; og Aron og alle Israels Ældste kom for at holde Maaltid for Guds Aasyn med Moses's Svigerfader.

18:13  Næste Morgen tog Moses Sæde for at holde Ret for Folket, og Folket stod omkring Moses fra Morgen til Aften.

18:14  Men da Moses's Svigerfader saa alt det Arbejde, han havde med Folket, sagde han: »Hvad er dog det for et Arbejde, du har med Folket? Hvorfor sidder du alene til Doms, medens alt Folket staar omkring dig fra Morgen til Aften?«

18:15  Moses svarede sin Svigerfader: »Jo, Folket kommer til mig for at raadspørge Gud;

18:16  naar de har en Retssag, kommer de til mig, og jeg dømmer Parterne imellem og kundgør dem Guds Anordninger og Love.«

18:17  Da sagde Moses's Svigerfader til ham: »Det er ikke klogt, som du bærer dig ad med det.

18:18  Paa den Maade bliver jo baade du selv og Folket der omkring dig ganske udmattet, thi det Arbejde er dig for anstrengende, du kan ikke overkomme det alene.

18:19  Læg dig nu paa Sinde, hvad jeg siger; jeg vil give dig et Raad, og Gud skal være med dig: Du skal selv træde frem for Gud paa Folkets Vegne og forelægge Gud de forefaldende Sager;

18:20  og du skal indskærpe dem Anordningerne og Lovene og lære dem den Vej, de skal vandre, og hvad de har at gøre.

18:21  Men du skal af hele Folket udvælge dig dygtige Mænd, som frygter Gud, Mænd, som er til at lide paa og hader uretfærdig Vinding, og dem skal du sætte over dem som Forstandere, nogle over tusinde, andre over hundrede, andre over halvtredsindstyve, andre over ti;

18:22  lad dem til Stadighed holde Ret for Folket. Alle vigtigere Sager skal de forebringe dig, men alle mindre Sager skal de selv afgøre. Let dig saaledes Arbejdet og lad dem komme til at bære Byrden med dig.

18:23  Dersom du handler saaledes og Gud vil det saa, kan du holde ud, og alt Folket der kan gaa tilfreds hjem.«

18:24  Moses fulgte sin Svigerfaders Raad og gjorde alt, hvad han foreslog.

18:25  Og Moses udvalgte dygtige Mænd af hele Israel og gjorde dem til Øverster over Folket, til Forstandere, nogle over tusinde, andre over hundrede, andre over halvtredsindstyve, andre over ti.

18:26  De holdt derpaa til Stadighed Ret for Folket; de vanskelige Sager forebragte de Moses, men alle mindre Sager afgjorde de selv.

18:27  Derpaa tog Moses Afsked med sin Svigerfader, og denne begav sig til sit Land.

Chapter 19

19:1  I den tredje Maaned efter Israeliternes Udvandring af Ægypten, paa denne Dag naaede de Sinaj Ørken.

19:2  De brød op fra Refidim og kom til Sinaj Ørken og slog Lejr i Ørkenen. Der slog Israel Lejr lige over for Bjerget,

19:3  men Moses steg op til Gud. Da raabte HERREN til ham fra Bjerget: »Dette skal du sige til Jakobs Hus og kundgøre for Israels Børn:

19:4  I har set, hvad jeg gjorde ved Ægypterne, og hvorledes jeg bar eder paa Ørnevinger og bragte eder hid til mig.

19:5  Hvis I nu vil lyde min Røst og holde min Pagt, saa skal I være min Ejendom blandt alle Folkene, thi mig hører hele Jorden til,

19:6  og I skal blive mig et Kongerige af Præster og et helligt Folk! Det er de Ord, du skal tale til Israels Børn!«

19:7  Da gik Moses hen og kaldte Folkets Ældste sammen og forelagde dem alle disse Ord, som HERREN havde paalagt ham.

19:8  Og hele Folket svarede, alle som een: »Alt, hvad HERREN har sagt, vil vi gøre!« Da bragte Moses HERREN Folkets Svar.

19:9  Derpaa sagde HERREN til Moses: »Se, jeg vil komme til dig i en tæt Sky, for at Folket kan høre, at jeg taler med dig, og for stedse tro ogsaa paa dig!« Og Moses kundgjorde HERREN Folkets Svar.

19:10  Da sagde HERREN til Moses: »Gaa til Folket og lad dem hellige sig i Dag og i Morgen og tvætte deres Klæder

19:11  og holde sig rede til i Overmorgen, thi i Overmorgen vil HERREN stige ned for alt Folkets Øjne paa Sinaj Bjerg.

19:12  Og du skal rundt om spærre af for Folket og sige til dem: Vogt eder for at gaa op paa Bjerget, ja for blot at røre ved Yderkanten deraf; enhver, der rører ved Bjerget, er dødsens!

19:13  Ingen Haand maa røre ved ham, han skal stenes eller skydes ned; hvad enten det er et Dyr eller et Menneske, skal det miste Livet. Naar Væderhornet lyder, skal de stige op paa Bjerget.«

19:14  Saa steg Moses ned fra Bjerget til Folket og lod Folket hellige sig, og de tvættede deres Klæder;

19:15  og han sagde til Folket: »Hold eder rede til i Overmorgen, ingen maa komme en Kvinde nær!«

19:16  Da Morgenen gryede den tredje Dag, begyndte det at tordne og lyne, og en tung Sky lagde sig over Bjerget, og der hørtes vældige Stød i Horn. Da skælvede alt Folket i Lejren.

19:17  Saa førte Moses Folket fra Lejren hen for Gud, og de stillede sig neden for Bjerget.

19:18  Men hele Sinaj Bjerg hylledes i Røg, fordi HERREN steg ned derpaa i Ild, og Røgen stod i Vejret som Røg fra en Smelteovn; og hele Folket skælvede saare.

19:19  Og Stødene i Hornene blev stærkere og stærkere; Moses talte, og Gud svarede ham med høj Røst.

19:20  Og da HERREN var steget ned paa Sinaj Bjerg, paa Toppen af Bjerget, kaldte han Moses op paa Toppen af Bjerget, og Moses steg derop.

19:21  Da sagde HERREN til Moses: »Stig ned og indskærp Folket, at de ikke maa trænge sig frem til HERREN for at se ham, at der ikke skal ske et stort Mandefald iblandt dem.

19:22  Selv Præsterne, som ellers træder frem for HERREN, skal hellige sig, for at ikke HERREN skal tynde ud i deres Rækker.«

19:23  Da sagde Moses til HERREN: »Folket kan jo ikke stige op paa Sinaj Bjerg, thi du har selv indskærpet os at afspærre Bjerget og hellige det.«

19:24  Men HERREN sagde til ham: »Stig nu ned og kom atter herop sammen med Aron; men Præsterne og Folket maa ikke trænge sig frem for at komme op til HERREN, at han ikke skal tynde ud i deres Rækker.«

19:25  Da steg Moses ned til Folket og sagde det til dem.

Chapter 20

20:1  Gud talede alle disse Ord og sagde:

20:2  Jeg er HERREN din Gud, som førte dig ud af Ægypten, af Trællehuset.

20:3  Du maa ikke have andre Guder end mig.

20:4  Du maa ikke gøre dig noget udskaaret Billede eller noget Afbillede af det, som er oppe i Himmelen eller nede paa Jorden eller i Vandet under Jorden;

20:5  du maa ikke tilbede eller dyrke det, thi jeg HERREN din Gud er en nidkær Gud, der indtil tredje og fjerde Led straffer Fædres Brøde paa Børn af dem, som hader mig,

20:6  men i tusind Led viser Miskundhed mod dem, der elsker mig og holder mine Bud!

20:7  Du maa ikke misbruge HERREN din Guds Navn, thi HERREN lader ikke den ustraffet, der misbruger hans Navn!

20:8  Kom Hviledagen i Hu, saa du holder den hellig!

20:9  I seks Dage skal du arbejde og gøre al din Gerning,

20:10  men den syvende Dag skal være Hviledag for HERREN din Gud; da maa du intet Arbejde udføre, hverken du selv, din Søn eller Datter, din Træl eller Trælkvinde, dit Kvæg eller den fremmede inden dine Porte.

20:11  Thi i seks Dage gjorde HERREN Himmelen, Jorden og Havet med alt, hvad der er i dem, og paa den syvende Dag hvilede han; derfor har HERREN velsignet Hviledagen og helliget den.

20:12  Ær din Fader og din Moder, for at du kan faa et langt Liv i det Land, HERREN din Gud vil give dig!

20:13  Du maa ikke slaa ihjel!

20:14  Du maa ikke bedrive Hor!

20:15  Du maa ikke stjæle!

20:16  Du maa ikke sige falsk Vidnesbyrd imod din Næste!

20:17  Du maa ikke begære din Næstes Hus! Du maa ikke begære din Næstes Hustru, hans Træl eller Trælkvinde, hans Okse eller Æsel eller noget, der hører din Næste til!

20:18  Men da hele Folket fornam Tordenen, Lynene og Stødene i Hornene og saa det rygende Bjerg forfærdedes Folket og holdt sig skælvende i Frastand;

20:19  og de sagde til Moses: »Tal du med os, saa vil vi lytte til; men lad ikke Gud tale med os, at vi ikke skal dø!«

20:20  Men Moses svarede Folket: »Frygt ikke, thi Gud er kommet for at prøve eder, og for at I kan lære at frygte for ham, saa I ikke synder.«

20:21  Da holdt Folket sig i Frastand medens Moses nærmede sig Mulmet, hvori Gud var.

20:22  HERREN sagde da til Moses: Saaledes skal du sige til Israeliterne: I har selv set, at jeg har talet med eder fra Himmelen!

20:23  I maa ikke gøre eder Guder ved Siden af mig; Guder af Sølv eller Guld maa I ikke gøre eder!

20:24  Du skal bygge mig et Alter af Jord, og paa det skal du ofre dine Brændofre og Takofre, dit Smaakvæg og dit Hornkvæg; paa ethvert Sted, hvor jeg lader mit Navn ihukomme, vil jeg komme til dig og velsigne dig.

20:25  Men hvis du opfører mig Altre af Sten, maa du ikke bygge dem af tilhugne Sten, thi naar du svinger dit Værktøj derover, vanhelliger du dem.

20:26  Du maa ikke stige op til mit Alter ad Trin, for at ikke din Blusel skal blottes over det.

Chapter 21

21:1  De Lovbud, du skal forelægge dem, er følgende:

21:2  Naar du køber dig en hebræisk Træl, skal han trælle i seks Aar, men i det syvende skal han frigives uden Vederlag.

21:3  Er han ugift, naar han kommer til dig, skal han frigives alene; er han gift, skal hans Hustru frigives sammen med ham.

21:4  Hvis hans Herre giver ham en Hustru og hun føder ham Sønner eller Døtre, da skal Hustruen og hendes Børn tilhøre hendes Herre, og Trællen frigives alene.

21:5  Hvis han imidlertid erklærer: »Jeg har faaet Kærlighed til min Herre, min Hustru og mine Børn, jeg vil ikke have min Frihed!«

21:6  da skal hans Herre føre ham hen til Gud og stille ham op ad Døren eller Dørstolpen, og hans Herre skal gennembore hans Øre med en Syl, og saa skal han være hans Træl for Livstid.

21:7  Naar en Mand sælger sin Datter som Trælkvinde, skal hun ikke frigives som Trællene.

21:8  Dersom hun paadrager sig sin Herres Mishag, efter at han har haft Omgang med hende, skal han tillade, at hun købes fri; han har ikke Lov at sælge hende til fremmede Folk, naar han har gjort Uret imod hende;

21:9  hvis han derimod bestemmer, at hun skal være hans Søns Hustru, skal han behandle hende, som det tilkommer Døtre.

21:10  Hvis han tager sig en anden, har han ikke Lov at forholde den første den Kødspise, Klædning og ægteskabelige Ret, der tilkommer hende.

21:11  Forholder han hende nogen af disse tre Ting, skal hun frigives uden Vederlag og Betaling.

21:12  Den, der slaar en Mand ihjel, skal lide Døden.

21:13  Gør han det imidlertid ikke med Forsæt, men styres hans Haand af Gud, vil jeg anvise dig et Sted, hvor han kan ty hen.

21:14  Naar derimod en handler med Overlæg, saa han med List slaar sin Næste ihjel, da skal du rive ham bort fra mit Alter, for at han kan lide Døden.

21:15  Den, der slaar sin Fader eller Moder, skal lide Døden.

21:16  Den, der stjæler et Menneske, skal lide Døden, hvad enten han har solgt det, eller det endnu findes hos ham.

21:17  Den, der forbander sin Fader eller Moder, skal lide Døden.

21:18  Naar der opstaar Strid mellem Mænd, og den ene slaar den anden med en Sten eller med Næven, saa at han vel ikke dør deraf, men dog maa holde Sengen,

21:19  saa skal Gerningsmanden være sagesløs, hvis han kan staa op og gaa ud støttet til sin Stok; kun skal han godtgøre ham hans Tidsspilde og sørge for hans Helbredelse.

21:20  Naar en Mand slaar sin Træl eller Trælkvinde med sin Stok, saa de dør paa Stedet, skal han straffes derfor;

21:21  men hvis de bliver i Live en Dag eller to, skal han ikke straffes; det er jo hans egne Penge.

21:22  Naar Mænd kommer i Slagsmaal og støder til en frugtsommelig Kvinde, saa hun nedkommer i Utide, men der ellers ingen Ulykke sker, da skal han bøde, hvad Kvindens Mand paalægger ham, og give Erstatning for det dødfødte Barn.

21:23  Men hvis der sker en Ulykke, skal du bøde Liv for Liv,

21:24  Øje for Øje, Tand for Tand, Haand for Haand, Fod for Fod,

21:25  Brandsaar for Brandsaar, Saar for Saar, Skramme for Skramme.

21:26  Naar en Mand slaar sin Træl eller sin Trælkvinde i Øjet og ødelægger det, skal han give dem fri til Erstatning for Øjet;

21:27  og hvis han slaar en Tand ud paa sin Træl eller Trælkvinde, skal han give dem fri til Erstatning for Tanden.

21:28  Naar en Okse stanger en Mand eller Kvinde ihjel, skal Oksen stenes, og dens Kød maa ikke spises, men Ejeren er sagesløs;

21:29  men hvis Oksen allerede tidligere har villet stange, og dens Ejer er advaret, men alligevel ikke passer paa den, og den saa dræber en Mand eller Kvinde, da skal Oksen stenes, og dens Ejer skal ogsaa lide Døden;

21:30  men hvis der paalægges ham Sonepenge, skal han betale saa stor en Løsesum for sit Liv, som der kræves af ham.

21:31  Ogsaa hvis den stanger en Dreng eller en Pige, skal han behandles efter samme Lovbud.

21:32  Men hvis Oksen stanger en Træl eller Trælkvinde, skal han betale deres Herre tredive Sekel Sølv, og Oksen skal stenes.

21:33  Naar en Mand tager Dækket af en Cisterne eller graver en Cisterne uden at dække den til, og en Okse eller et Æsel saa falder deri,

21:34  da skal Brøndens Ejer erstatte det; han skal give Dyrets Ejer Erstatning i Penge, men det døde Dyr skal tilfalde ham,

21:35  Naar en Mands Okse stanger en andens Okse ihjel, skal de sælge den levende Okse og dele Pengene, og ligeledes skal de dele det døde Dyr.

21:36  Men hvis det er vitterligt, at Oksen tidligere har villet stange, og dens Ejer ikke har passet paa den, da skal han erstatte Okse med Okse, men det døde Dyr skal tilfalde ham.

Chapter 22

22:1  Naar en Mand stjæler en Okse eller et Faar og slagter eller sælger dem, skal han give fem Okser i Erstatning for Oksen og fire Faar for Faaret.

22:2  (Hvis en Tyv gribes paa fersk Gerning ved et natligt Indbrud og bliver slaaet ihjel, da bliver der ikke Tale om Blodskyld;

22:3  men hvis Solen er staaet op, paadrager man sig Blodskyld). Erstatning skal han give, og ejer han intet, skal han sælges som Træl til Vederlag for det stjaalne;

22:4  hvis derimod det stjaalne findes levende i hans Besiddelse, da skal han give dobbelt Erstatning, hvad enten det er en Okse, et Æsel, eller et Faar.

22:5  Naar en Mand afsvider en Mark eller en Vingaard og lader Ilden brede sig, saa den antænder en andens Mark, da skal han give det bedste af sin Mark eller Vingaard i Erstatning;

22:6  men breder Ilden sig ved at tage fat i Tjørnekrat, og Kornneg eller Sæd brænder, eller en Mark svides af, saa skal den, der antændte Ilden, give simpel Erstatning.

22:7  Naar en Mand giver en anden Penge eller Sager i Varetægt, og de stjæles fra hans Hus, da skal Tyven, hvis han findes, give dobbelt Erstatning;

22:8  men hvis Tyven ikke findes, skal Husets Ejer træde frem for Gud og sværge paa, at han ikke har forgrebet sig paa den andens Gods.

22:9  I alle Tilfælde hvor det drejer sig om Uredelighed med en Okse, et Æsel, et Faar, en Klædning eller en hvilken som helst bortkommen Ting, hvorom der rejses Krav, skal de to Parters Sag bringes frem for Gud, og den, som Gud dømmer skyldig, skal give den anden dobbelt Erstatning.

22:10  Naar en Mand giver en anden et Æsel, en Okse, et Faar eller et andet Stykke Kvæg i Varetægt, og Dyret dør, kommer til Skade eller røves, uden at nogen ser det,

22:11  da skal han sværge ved HERREN paa, at han ikke har forgrebet sig paa den andens Ejendom, og det skal være afgørende imellem dem; Dyrets Ejer skal tage Eden god, og den anden behøver ikke at give Erstatning.

22:12  Stjæles det derimod fra ham, skal han give Ejeren Erstatning.

22:13  Hvis det sønderrives, skal han bringe det sønderrevne Dyr med som Bevis; det sønderrevne skal han ikke erstatte.

22:14  Naar en laaner et Dyr af en anden, og det kommer til Skade eller dør, uden at Ejeren er til Stede, skal han give Erstatning;

22:15  er Ejeren derimod til Stede, skal han ikke give Erstatning; var det lejet, er Lejesummen Erstatning.

22:16  Naar en Mand forfører en Jomfru, der ikke er trolovet, og ligger hos hende, skal han udrede Brudekøbesummen for hende og tage hende til Hustru;

22:17  og hvis hendes Fader vægrer sig ved at give ham hende, skal han tilveje ham den sædvanlige Brudekøbesum for en Jomfru.

22:18  En Troldkvinde maa du ikke lade leve.

22:19  Enhver, der har Omgang med Kvæg, skal lide Døden.

22:20  Den, der ofrer til andre Guder end HERREN alene, skal der lægges Band paa.

22:21  Den fremmede maa du ikke undertrykke eller forulempe, thi I var selv fremmede i Ægypten.

22:22  Enken eller den faderløse maa I aldrig mishandle;

22:23  hvis I mishandler dem, og de raaber om Hjælp til mig, vil jeg visselig høre paa deres Klageraab,

22:24  og da vil min Vrede blusse op, og jeg vil slaa eder ihjel med Sværdet, saa eders egne Hustruer bliver Enker og eders Børn faderløse.

22:25  Naar du laaner Penge til en fattig Mand af mit Folk i dit Nabolag, maa du ikke optræde som en Aagerkarl over for ham. I maa ikke tage Renter af ham.

22:26  Hvis du tager din Næstes Kappe i Pant, skal du give ham den tilbage inden Solnedgang;

22:27  thi den er det eneste, han har at dække sig med, det er den, han hyller sit Legeme i; hvad skulde han ellers ligge med? Og naar han raaber til mig, vil jeg høre ham, thi jeg er barmhjertig.

22:28  Gud maa du ikke spotte, og dit Folks Øvrighed maa du ikke forbande.

22:29  Din Lades Overflod og din Vinperses Saft maa du ikke holde tilbage. Den førstefødte af dine Sønner skal du give mig.

22:30  Ligesaa skal du gøre med dit Hornkvæg og dit Smaakvæg; i syv Dage skal det blive hos Moderen, men paa den ottende Dag skal I give mig det.

22:31  I skal være mig hellige Mænd; Kød af sønderrevne Dyr maa I ikke spise, I skal kaste det for Hundene.

Chapter 23

23:1  Du maa ikke udsprede falske Rygter. Gør ikke fælles Sag med den, der har Uret, ved at optræde som uretfærdigt Vidne.

23:2  Du maa ikke følge Mængden i, hvad der er ondt, eller i dit Vidnesbyrd for Retten tage Hensyn til Mængden, saa du bøjer Retten.

23:3  Du maa ikke tage Parti for den ringe i hans Retssag.

23:4  Naar du træffer din Fjendes Okse eller Æsel løbende løse, skal du bringe dem tilbage til ham.

23:5  Naar du ser din Uvens Æsel segne under sin Byrde, maa du ikke lade ham i Stikken, men du skal hjælpe ham med at læsse Byrden af.

23:6  Du maa ikke bøje din fattige Landsmands Ret i hans Retssag.

23:7  Hold dig fra en uretfærdig Sag; og den, som er uskyldig og har Ret, maa du ikke berøve Livet; nej, du maa ikke skaffe den Ret, som har Uret.

23:8  Tag ikke mod Bestikkelse, thi Bestikkelse gør den seende blind og fordrejer Sagen for dem, der har Ret.

23:9  Undertryk ikke den fremmede; I ved jo, hvorledes den fremmede er til Mode, thi I var selv fremmede i Ægypten.

23:10  Seks Aar igennem skal du tilsaa dit Land og indsamle dets Afgrøde;

23:11  men i det syvende skal du lade det hvile og ligge urørt, saa at de fattige i dit Folk kan gøre sig til gode dermed, og Markens vilde Dyr kan æde, hvad de levner; ligesaa skal du gøre med din Vingaard og dine Oliventræer.

23:12  I seks Dage skal du gøre dit Arbejde, men paa den syvende skal du hvile, for at dine Okser og Æsler kan faa Hvile og din Trælkvindes Søn og den fremmede hvile ud.

23:13  Hold eder alt, hvad jeg siger eder, efterrettelig; du maa ikke nævne andre Guders Navn, det maa ikke høres i din Mund.

23:14  Tre Gange om Aaret skal du holde Højtid for mig.

23:15  Du skal fejre de usyrede Brøds Højtid; i syv Dage skal du spise usyret Brød, som jeg har paalagt dig, paa den fastsatte Tid i Abib Maaned, thi i den Maaned vandrede du ud af Ægypten, Man maa ikke stedes for mit Aasyn med tomme Hænder.

23:16  Fremdeles skal du fejre Højtiden for Høsten, Førstegrøden af dit Arbejde, af hvad du saar i din Mark, og Højtiden for Frugthøsten ved Aarets Udgang, naar du har bjærget Udbyttet af dit Arbejde hjem fra Marken.

23:17  Tre Gange om Aaret skal alle dine Mænd stedes for den Herre HERRENS Aasyn.

23:18  Du maa ikke ofre Blodet af mit Slagtoffer sammen med syret Brød. Fedtet fra min Højtid maa ikke gemmes til næste Morgen.

23:19  Du skal bringe det første, Førstegrøden af din Jord, til HERREN din Guds Hus. Du maa ikke koge et Kid i dets Moders Mælk.

23:20  Se, jeg sender en Engel foran dig for at vogte dig undervejs og føre dig til det Sted, jeg har beredt.

23:21  Tag dig vel i Vare for ham og adlyd ham; vær ikke genstridig imod ham, thi han skal ikke tilgive eders Overtrædelser, efterdi mit Navn er i ham.

23:22  Naar du adlyder ham og gør alt, hvad jeg siger, vil jeg være dine Fjenders Fjende og dine Modstanderes Modstander,

23:23  Ja, min Engel skal drage foran dig og føre dig til Amoriterne, Hetiterne, Perizziterne, Kana'anæerne, Hivviterne og Jebusiterne, og jeg vil udrydde dem.

23:24  Du maa ikke tilbede eller dyrke deres Guder eller følge deres Skikke; men du skal nedbryde dem og sønderslaa deres Stenstøtter.

23:25  I skal dyrke HERREN eders Gud, saa vil jeg velsigne dit Brød og dit Vand og holde Sygdomme borte fra dig.

23:26  Utidige Fødsler eller Ufrugtbarhed skal ikke forekomme i dit Land, og dine Dages Maal vil jeg gøre fuldt.

23:27  Jeg vil sende min Rædsel foran dig og bringe Bestyrtelse over alle de Folk, du kommer til, og jeg vil drive alle dine Fjender paa Flugt for dig.

23:28  Jeg vil sende Gedehamse foran dig, og de skal drive Hivviterne, Kana'anæerne og Hetiterne bort foran dig.

23:29  Men jeg vil ikke drive dem bort foran dig i et og samme Aar, for at Landet ikke skal lægges øde, og for at Markens vilde Dyr ikke skal tage Overhaand for dig;

23:30  lidt efter lidt vil jeg drive dem bort foran dig, indtil du bliver saa talrig, at du kan tage Landet i Besiddelse.

23:31  Jeg vil lade dine Landemærker naa fra det røde Hav til Filisternes Hav, fra Ørkenen til Floden, thi jeg giver Landets Indbyggere i eders Haand, saa du kan drive dem bort foran dig.

23:32  Du maa ikke slutte Pagt med dem eller deres Guder.

23:33  De maa ikke blive boende i dit Land, for at de ikke skal forlede dig til Synd imod mig, til at dyrke deres Guder, saa det bliver dig til en Snare!

Chapter 24

24:1  Og han sagde til Moses: »Stig op til HERREN, du og Aron, Nadab og Abihu og halvfjerdsindstyve af Israels Ældste, og tilbed i Frastand;

24:2  Moses alene skal træde hen til HERREN, de andre ikke, og det øvrige Folk maa ikke følge med ham derop.«

24:3  Derpaa kom Moses og kundgjorde hele Folket alle HERRENS Ord og alle Lovbudene, og hele Folket svarede enstemmigt: »Alle de Ord, HERREN har talet, vil vi overholde.«

24:4  Da skrev Moses alle HERRENS Ord op; og tidligt næste Morgen rejste han ved Foden af Bjerget et Alter og tolv Stenstøtter svarende til Israels tolv Stammer.

24:5  Derefter sendte han de unge Mænd blandt Israeliterne hen for at bringe Brændofre og slagte unge Tyre som Takofre til HERREN.

24:6  Og Moses tog den ene Halvdel af Blodet og gød det i Offerskaalene, men den anden Halvdel sprængte han paa Alteret.

24:7  Saa tog han Pagtsbogen og læste den op i Folkets Paahør, og de sagde: »Vi vil gøre alt, hvad HERREN har talet, og lyde ham!«

24:8  Derpaa tog Moses Blodet og sprængte det paa Folket, idet han sagde: »Se, dette er Pagtens Blod, den Pagt, HERREN har sluttet med eder paa Grundlag af alle disse Ord.«

24:9  Og Moses, Aron, Nadab og Abihu og halvfjerdsindstyve af Israels Ældste steg op

24:10  og skuede Israels Gud; under hans Fødder var der ligesom Safirfliser, som selve Himmelen i Straaleglans.

24:11  Men han lagde ikke Haand paa Israeliternes ypperste Mænd. De skuede Gud, og de spiste og drak.

24:12  Og HERREN sagde til Moses: »Stig op til mig paa Bjerget og bliv der, saa vil jeg give dig Stentavlerne, Loven og Budet, som jeg har opskrevet til Vejledning for dem.«

24:13  Da bød Moses og Josua, hans Medhjælper op, og Moses steg op paa Guds Bjerg;

24:14  men til de Ældste sagde han: »Vent paa os her, til vi kommer tilbage til eder. Se, Aron og Hur er hos eder; er der nogen, der har en Retstrætte, kan han henvende sig til dem!«

24:15  Derpaa steg Moses op paa Bjerget. Da indhyllede Skyen Bjerget,

24:16  og HERRENS Herlighed nedlod sig paa Sinaj Bjerg. Og Skyen indhyllede Sinaj Bjerg i seks Dage, men den syvende Dag raabte HERREN ud fra Skyen til Moses;

24:17  og medens HERRENS Herlighed viste sig for Israeliternes Øjne som en fortærende Ild paa Bjergets Top,

24:18  gik Moses ind i Skyen og steg op paa Bjerget. Og Moses blev paa Bjerget i fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter.

Chapter 25

25:1  HERREN talede til Moses og sagde:

25:2  Sig til Israeliterne, at de skal bringe mig en Offerydelse; af enhver, som i sit Hjerte føler sig tilskyndet dertil, skal I tage min Offerydelse.

25:3  Og Offerydelsen, som I skal tage af dem, skal bestaa af Guld, Sølv, Kobber,

25:4  violet og rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn, Byssus, Gedehaar,

25:5  rødfarvede Væderskind, Tahasjskind, Akacietræ,

25:6  Olie til Lysestagen, vellugtende Stoffer til Salveolien og Røgelsen,

25:7  Sjohamsten og Ædelsten til Indfatning paa Efoden og Brystskjoldet.

25:8  Og du skal indrette mig en Helligdom, for at jeg kan bo midt iblandt dem.

25:9  Du skal indrette Boligen og alt dens Tilbehør nøje efter det Forbillede, jeg vil vise dig.

25:10  Du skal lave en Ark af Akacietræ, halvtredje Alen lang, halvanden Alen bred og halvanden Alen høj,

25:11  og overtrække den med purt Guld; indvendig og udvendig skal du overtrække den og sætte en gylden Krans rundt om den;

25:12  og du skal støbe fire Guldringe til den og sætte dem paa dens fire Fødder, to Ringe paa hver Side at den.

25:13  Saa skal du lave Bærestænger af Akacietræ og overtrække dem med Guld,

25:14  og du skal stikke Stængerne gennem Ringene paa Arkens Sider, for at den kan bæres med dem;

25:15  Stængerne skal blive i Ringene, de maa ikke tages ud.

25:16  Og i Arken skal du nedlægge Vidnesbyrdet, som jeg vil give dig.

25:17  Saa skal du lave et Sonedække af purt Guld, halvtredje Alen langt og halvanden Alen bredt;

25:18  og du skal lave to Keruber af Guld, i drevet Arbejde skal du lave dem, ved begge Ender af Sonedækket.

25:19  Den ene Kerub skal du anbringe ved den ene Ende, den anden Kerub ved den anden; du skal lave Keruberne saaledes, at de er i eet med Sonedækket ved begge Ender.

25:20  Og Keruberne skal brede deres Vinger i Vejret, saaledes at de dækker over Sonedækket med deres Vinger, og de skal vende Ansigtet mod hinanden; nedad mod Sonedækket skal Kerubernes Ansigter vende.

25:21  Og Sonedækket skal du lægge over Arken, men i Arken skal du lægge Vidnesbyrdet, som jeg vil give dig.

25:22  Der vil jeg mødes med dig, og fra Sonedækket, fra Pladsen mellem de to Keruber paa Vidnesbyrdets Ark, vil jeg meddele dig alle de Bud, jeg har at give dig til Israeliterne.

25:23  Fremdeles skal du lave et Bord at Akacietræ, to Alen langt, en Alen bredt og halvanden Alen højt,

25:24  og overtrække det med purt Guld og sætte en gylden Krans rundt om det.

25:25  Og du skal sætte en Liste af en Haands Bredde rundt om det og en gylden Krans rundt om Listen.

25:26  Saa skal du lave fire Guldringe og sætte dem paa de fire Hjørner ved dets fire Ben;

25:27  lige ved Listen skal Ringene sidde til at stikke Bærestængerne i, saa at man kan bære Bordet.

25:28  Og du skal lave Bærestængerne af Akacietræ og overtrække dem med Guld, og med dem skal Bordet bæres.

25:29  Og du skal lave de dertil hørende Fade og Kander, Krukker og Skaale til at udgyde Drikoffer med; af purt Guld skal du lave dem.

25:30  Paa Bordet skal du altid have Skuebrød liggende for mit Aasyn.

25:31  Fremdeles skal du lave en Lysestage af purt Guld, i drevet Arbejde skal Lysestagen, dens Fod og selve Stagen, laves, saaledes af dens Blomster med Bægere og Kroner er i eet med den.

25:32  Seks Arme skal udgaa fra Lysestagens Side, tre fra den ene og tre fra den anden Side.

25:33  Paa hver af Armene, der udgaar fra Lysestagen, skal der være tre mandelblomstlignende Blomster med Bægere og Kroner,

25:34  men paa selve Stagen skal der være fire mandelblomstlignende Blomster med Bægere og Kroner,

25:35  et Bæger under hvert af de tre Par Arme, der udgaar fra Lysestagen.

25:36  Bægrene og Armene skal være i eet med den, saa at det hele udgør eet drevet Arbejde af purt Guld.

25:37  Og du skal lave syv Lamper til den og sætte disse Lamper paa den, for at de kan lyse Pladsen foran op.

25:38  Dens Lampesakse og Bakker skal være af purt Guld.

25:39  Der skal bruges en Talent purt Guld til den og til alt dette Tilbehør.

25:40  Se til, at du udfører det efter det Forbillede, som vises dig paa Bjerget.

Chapter 26

26:1  Boligen skal du lave af ti Tæpper af tvundet Byssus, violet og rødt Purpurgarn og karmoisinrødt Garn med Keruber paa i Kunstvævning.

26:2  Hvert Tæppe skal være otte og tyve Alen langt og fire Alen bredt; alle Tæpperne skal have samme Maal.

26:3  Tæpperne skal sys sammen, fem og fem.

26:4  I Kanten af det ene Tæppe, det yderste i det ene sammensyede Stykke, skal du sætte Løkker af violet Purpurgarn, og ligeledes skal du sætte Løkker i Kanten af det yderste Tæppe i det andet sammensyede Stykke;

26:5  du skal sætte halvtredsindstyve Løkker paa det ene Tæppe og halvtredsindstyve Løkker i Kanten af det tilsvarende Tæppe i det andet sammensyede Stykke, Løkke lige over for Løkke.

26:6  Og du skal lave halvtredsindstyve Guldkroge til at forbinde Tæpperne med hinanden, saa at Boligen udgør et Hele.

26:7  Fremdeles skal du lave Tæpper af Gedehaar til et Teltdække uden om Boligen, og her skal du lave elleve Tæpper,

26:8  hvert Tæppe skal være tredive Alen langt og fire Alen bredt; alle Tæpperne skal have samme Maal.

26:9  Og du skal sy de fem af Tæpperne sammen for sig og de seks for sig; det sjette Tæppe, det, der kommer til at ligge over Teltets Forside, skal du lægge dobbelt.

26:10  Og du skal sætte halvtredsindstyve Løkker i Kanten af det yderste Tæppe i det ene sammensyede Stykke og halvtredsindstyve Løkker i Kanten af det tilsvarende Tæppe i det andet sammensyede Stykke.

26:11  Og du skal lave halvtredsindstyve Kobberkroge og stikke dem i Løkkerne og sammenføje Teltdækket, saa de udgør et Hele.

26:12  Men hvad angaar det overskydende af Teltdækkets Tæpper, skal Halvdelen deraf hænge ned over Boligens Bagside,

26:13  og den overskydende Alen paa begge Sider af Telttæppernes Længder skal hænge ned over begge Boligens Sider for at dække den.

26:14  Fremdeles skal du lave et Dække over Teltdækket af rødfarvede Væderskind og derover endnu et Dække af Tahasjskind.

26:15  Fremdeles skal du lave Brædderne til Boligen af Akacietræ til at staa op,

26:16  hvert Bræt ti Alen højt og halvanden Alen bredt.

26:17  Paa hvert Bræt skal der være to indbyrdes forbundne Tapper; saaledes skal du indrette det ved alle Boligens Brædder.

26:18  Af Brædderne, som du skal lave til Boligen, skal tyve være til Sydsiden,

26:19  og til de tyve Brædder skal du lave fyrretyve Fodstykker af Sølv, to Fodstykker til de to Tapper paa hvert Bræt.

26:20  Andre tyve Brædder skal laves til Boligens anden Side, som vender mod Nord,

26:21  med fyrretyve Fodstykker af Sølv, to Fodstykker til hvert Bræt.

26:22  Og til Bagsiden, der vender mod Vest, skal du lave seks Brædder.

26:23  Til Boligens Baghjørner skal du lave to Brædder,

26:24  som skal bestaa af to Stykker forneden og ligeledes af to Stykker foroven, indtil den første Ring; saaledes skal de begge indrettes for at danne de to Hjørner.

26:25  Altsaa bliver der til Bagsiden otte Brædder med tilhørende seksten Fodstykker af Sølv, to til hvert Bræt.

26:26  Og du skal lave Tværstænger af Akacietræ, fem til de Brædder, der danner Boligens ene Side,

26:27  fem til de Brædder, der danner Boligens anden Side, og fem til de Brædder, der danner Boligens Bagside mod Vest;

26:28  den mellemste Tværstang midt paa Brædderne skal naa fra den ene Ende af Væggen til den anden.

26:29  Du skal overtrække Brædderne med Guld, og deres Ringe, som Tværstængerne skal stikkes i, skal du lave af Guld, og Tværstængerne skal du overtrække med Guld.

26:30  Og du skal rejse Boligen paa den Maade, som vises dig paa Bjerget.

26:31  Fremdeles skal du lave et Forhæng af violet og rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus; det skal laves i Kunstvævning med Keruber paa.

26:32  Du skal hænge det paa fire Piller af Akacietræ, overtrukne med Guld og med Knager af Guld, paa fire Fodstykker af Sølv;

26:33  og du skal hænge Forhænget under Krogene og bringe Vidnesbyrdets Ark ind i Rummet bag ved Forhænget, og Forhænget skal danne eder en Skillevæg mellem det Hellige og det Allerhelligste.

26:34  Og Sonedækket skal du lægge over Vidnesbyrdets Ark i det Allerhelligste.

26:35  Men Bordet skal du stille uden for Forhænget, og Lysestagen over for Bordet ved Boligens søndre Væg; Bordet skal du altsaa stille ved den nordre Væg.

26:36  Fremdeles skal du lave et Forhæng til Teltets Indgang af violet og rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus i broget Vævning;

26:37  og til Forhænget skal du lave fem Piller af Akacietræ, som du skal overtrække med Guld, med Knager af Guld, og du skal støbe fem Fodstykker dertil af Kobber.

Chapter 27

27:1  Fremdeles skal du lave Alteret af Akacietræ, fem Alen langt og fem Alen bredt, firkantet skal Alteret være, og tre Alen højt.

27:2  Du skal lave Horn til dets fire Hjørner, saaledes at de er i eet dermed, overtrække det med Kobber

27:3  og lave Kar dertil, for at Asken kan fjernes, ligeledes de dertil hørende Skovle, Skaale, Gafler og Pander; alt dets Tilbehør skal du lave af Kobber.

27:4  Du skal omgive det med et flettet Kobbergitter, og du skal sætte fire Kobberringe paa Fletværket, paa dets fire Hjørner.

27:5  Og du skal sætte Gitteret neden under Alterets Liste, saaledes at Fletværket naar op til Alterets halve Højde.

27:6  Fremdeles skal du lave Bærestænger til Alteret, Stænger af Akacietræ, og overtrække dem med Kobber.

27:7  Og Stængerne skal stikkes gennem Ringene, saa at de sidder langs Alterets to Sider, naar det bæres.

27:8  Du skal lave det hult af Brædder; som det vises dig paa Bjerget, skal du lave det.

27:9  Boligens Forgaard skal du indrette saaledes: Paa Sydsiden skal der være et Forgaardsomhæng af tvundet Byssus, hundrede Alen langt paa denne ene Side,

27:10  med tyve Piller og tyve Fodstykker af Kobber og med Knager og Baand af Sølv til Pillerne.

27:11  Og paa samme Maade skal der paa den nordre Langside være et Omhæng, hundrede Alen langt, med tyve Piller og tyve Fodstykker af Kobber og med Knager og Baand af Sølv til Pillerne.

27:12  Paa Forgaardens Bredside mod Vest skal der være et Omhæng, halvtredsindstyve Alen langt, med ti Piller og ti Fodstykker,

27:13  og Forgaardens Bredside mod Øst skal være halvtredsindstyve Alen lang.

27:14  Paa den ene Side deraf skal der være femten Alen Omhæng med tre Piller og tre Fodstykker,

27:15  paa den anden Side ligeledes femten Alen Omhæng med tre Piller og tre Fodstykker.

27:16  Forgaardens Indgang skal have et Forhæng paa tyve Alen af violet og rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus i broget Vævning med fire Piller og fire Fodstykker.

27:17  Alle Forgaardens Piller rundt omkring skal have Baand af Sølv, Knager af Sølv og Fodstykker af Kobber.

27:18  Omhænget om Forgaarden skal være hundrede Alen paa hver Langside, halvtredsindstyve Alen paa hver Bredside og fem Alen højt; det skal være af tvundet Byssus, og Fodstykkerne skal være af Kobber.

27:19  Alle Redskaber, der bruges ved Arbejdet paa Boligen, alle dens Pæle og alle Forgaardens Pæle skal være af Kobber.

27:20  Fremdeles skal du paalægge Israeliterne at skaffe dig ren Olivenolie af knuste Frugter til Lysestagen, og der skal stadig sættes Lamper paa.

27:21  I Aabenbaringsteltet uden for Forhænget, der hænger foran Vidnesbyrdet, skal Aron og hans Sønner gøre den i Stand, at den kan brænde fra Aften til Morgen for HERRENS Aasyn. Det skal være en evig gyldig Bestemmelse, der skal paahvile Israeliterne fra Slægt til Slægt.

Chapter 28

28:1  Du skal lade din Broder Aron og hans Sønner tillige med ham træde frem af Israeliternes Midte og komme hen til dig, for at de kan gøre Præstetjeneste for mig, Aron og Arons Sønner, Nadab, Abihu, Eleazar og Itamar.

28:2  Og du skal tilvirke din Broder Aron hellige Klæder til Ære og Pryd,

28:3  og du skal byde alle kunstforstandige Mænd, hvem jeg har fyldt med Kunstfærdigheds Aand, at tilvirke Aron Klæder, for at han kan helliges til at gøre Præstetjeneste for mig.

28:4  Klæderne, som de skal tilvirke, er følgende: Brystskjold, Efod, Kaabe, Kjortel af mønstret Stof, Hovedklæde og Bælte. De skal tilvirke din Broder Aron og hans Sønner hellige Klæder, for at de kan gøre Præstetjeneste for mig,

28:5  og dertil skal de bruge Guldtraad, violet og rødt Purpurgarn, Karmoisinrødt Garn og Byssus.

28:6  Efoden skal du tilvirke af Guldtraad, violet og rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus i Kunstvævning.

28:7  Den skal have to Skulderstykker, der skal være til at hæfte paa; den skal hæftes sammen ved begge Hjørner.

28:8  Og dens Bælte, som skal bruges, naar den tages paa, skal være af samme Arbejde og i eet med den; det skal være af Guldtraad, violet og rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus.

28:9  Saa skal du tage de to Sjohamsten og gravere Israels Sønners Navne i dem,

28:10  seks af Navnene paa den ene Sten og de andre seks paa den anden efter Aldersfølge;

28:11  med Stenskærerarbejde, som ved Gravering af Signeter, skal du indgravere Israels Sønners Navne i de 14 Sten, og du skal indfatte dem i Guldfletværk.

28:12  Disse to Sten skal du fæste paa Efodens Skulderstykker, for at Stenene kan bringe Israels Sønner i Minde, og Aron skal bære deres Navne for HERRENS Aasyn paa sine Skuldre for at bringe dem i Minde.

28:13  Og du skal tilvirke Fletværk af Guld

28:14  og to Kæder af purt Guld; du skal lave dem i snoet Arbejde, som naar man snor Reb, og sætte disse snoede Kæder paa Fletværket.

28:15  Fremdeles skal du tilvirke Retskendelsens Brystskjold i Kunstvævning paa samme Maade som Efoden; af Guldtraad, violet og rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus skal du lave det;

28:16  det skal være firkantet og lægges dobbelt, et Spand langt og et Spand bredt,

28:17  Og du skal udstyre det med en Besætning af Sten, fire Rækker Sten: Karneol, Topas og Smaragd i den første Række,

28:18  Rubin, Safir og Jaspis i den anden,

28:19  Hyacint, Agat og Ametyst i den tredje,

28:20  Krysolit, Sjoham og Onyks i den fjerde; og de skal omgives med Guldfletværk i deres Indfatninger.

28:21  Der skal være tolv Sten, svarende til Israels Sønners Navne, en for hvert Navn; det skal være graveret Arbejde som Signeter, saaledes at hver Sten bærer Navnet paa en af de tolv Stammer.

28:22  Til Brystskjoldet skal du lave snoede Kæder af purt Guld, snoet Arbejde, som naar man snor Reb.

28:23  Til Brystskjoldet skal du lave to Guldringe og sætte disse to Ringe paa Brystskjoldets øverste Hjørner,

28:24  og de to Guldsnore skal du knytte i de to Ringe paa Brystskjoldets Hjørner;

28:25  Snorenes anden Ende skal du anbringe i det Fletværker og fæste dem paa Forsiden af Efodens Skulderstykke.

28:26  Og du skal lave to andre Guldringe og sætte dem paa Brystskjoldets to andre Hjørner paa den indre, mod Efoden vendende Rand.

28:27  Og du skal lave endnu to Guldringe og fæste dem paa Efodens to Skulderstykker forneden paa Forsiden, hvor den er hæftet sammen med Skulderstykkerne, oven over Efodens Bælte;

28:28  og man skal med Ringene binde Brystskjoldet fast til Efodens Ringe ved Hjælp af en violet Purpursnor, saa at det kommer til at sidde oven over Efodens Bælte og ikke løsner sig fra Efoden.

28:29  Aron skal saaledes stedse bære Israels Sønners Navne paa Retskendelsens Brystskjold paa sit Hjerte, naar han gaar ind i Helligdommen, for at bringe dem i Minde for HERRENS Aasyn.

28:30  Og i Retskendelsens Brystskjold skal du lægge Urim og Tummim, saa at Aron bærer dem paa sit Hjerte, naar han gaar ind for HERRENS Aasyn, og Aron skal stedse bære Israeliternes Retskendelse paa sit Hjerte for HERRENS Aasyn.

28:31  Fremdeles skal du tilvirke Kaaben, som hører til Efoden, helt og holdent af violet Purpur.

28:32  Midt paa skal den have en Halsaabning ligesom Halsaabningen paa en Panserskjorte, omgivet af en Linning i vævet Arbejde, for at den ikke skal rives itu;

28:33  og langs dens nederste Kant skal du sy Granatæbler af violet og rødt Purpurgarn og karmoisinrødt Garn og mellem dem Guldbjælder hele Vejen rundt,

28:34  saa at Guldbjælder og Granatæbler skifter hele Vejen rundt langs Kaabens nederste Kant.

28:35  Aron skal bære den, naar han gør Tjeneste, saa at det kan høres, naar han gaar ind i Helligdommen for HERRENS Aasyn, og naar han gaar ud derfra, at han ikke skal dø,

28:36  Fremdeles skal du lave en Pandeplade af purt Guld, og i den skal du gravere, som naar man graverer Signeter: »Helliget HERREN.«

28:37  Den skal du fastgøre med en violet Purpursnor, og den skal sidde paa Hovedklædet, foran paa Hovedklædet skal den sidde.

28:38  Aron skal bære den paa sin Pande, for at han kan tage de Synder paa sig, som klæder ved de hellige Gaver, Israeliterne frembærer, ved alle de hellige Gaver, de bringer; og Aron skal stedse have den paa sin Pande for at vinde dem HERRENS Velbehag.

28:39  Kjortelen skal du væve i mønstret Vævning af Byssus. Og du skal tilvirke et Hovedklæde af Byssus og et Bælte i broget Vævning.

28:40  Ogsaa til Arons Sønner skal du tilvirke Kjortler, og du skal tilvirke Bælter til dem og Huer til Ære og Pryd.

28:41  Og du skal iføre din Broder Aron og hans Sønner dem, og du skal salve dem, indsætte dem og hellige dem til at gøre Præstetjeneste for mig.

28:42  Tillige skal du tilvirke Linnedbenklæder til dem til at skjule deres Blusel, og de skal naa fra Hoften ned paa Laarene.

28:43  Dem skal Aron og hans Sønner bære, naar de gaar ind i Aabenbaringsteltet eller træder frem til Alteret for at gøre Tjeneste i Helligdommen, at de ikke skal paadrage sig Skyld og lide Døden. En evig gyldig Anordning skal det være for ham og hans Afkom efter ham.

Chapter 29

29:1  Saaledes skal du bære dig ad med dem, naar du helliger dem til at gøre Præstetjeneste for mig: Tag en ung Tyr, to lydefri Vædre,

29:2  usyrede Brød, usyrede Kager, rørte i Olie, og usyrede Fladbrød, smurte med Olie; af fint Hvedemel skal du bage dem.

29:3  Læg dem saa i een Kurv og bær dem frem i Kurven sammen med Tyren og de to Vædre.

29:4  Lad derpaa Aron og hans Sønner træde hen til Aabenbaringsteltets Indgang og tvæt dem med Vand.

29:5  Tag saa Klæderne og ifør Aron Kjortelen, Efodkaaben, Efoden og Brystskjoldet og bind Efoden fast paa ham med Bæltet.

29:6  Læg Hovedklædet om hans Hoved og fæst det hellige Diadem paa Hovedklædet.

29:7  Tag saa Salveolien og udgyd den paa hans Hoved og salv ham.

29:8  Lad dernæst hans Sønner træde frem og ifør dem Kjortler,

29:9  omgjord dem med Bælter og bind Huerne paa dem. Og Præsteværdigheden skal tilhøre dem med evig Ret. Saa skal du indsætte Aron og hans Sønner.

29:10  Før Tyren frem foran Aabenbaringsteltet, og Aron og hans Sønner skal lægge deres Hænder paa Tyrens Hoved.

29:11  Slagt saa Tyren for HERRENS Aasyn ved Indgangen til Aabenbaringsteltet

29:12  og tag noget af Tyrens Blod og stryg det paa Alterets Horn med din Finger og udgyd Resten af Blodet ved Alterets Fod.

29:13  Tag saa alt Fedtet paa Indvoldene, Leverlappen og begge Nyrerne med Fedtet paa dem og bring det som Røgoffer paa Alteret;

29:14  men Tyrens Kød, dens Hud og dens Skarn skal du brænde uden for Lejren. Det er et Syndoffer.

29:15  Derpaa skal du tage den ene Væder, og Aron og hans Sønner skal lægge deres Hænder paa dens Hoved.

29:16  Slagt saa Væderen, tag dens Blod og spræng det rundt om paa Alteret.

29:17  Skær saa Væderen i Stykker, tvæt dens Indvolde og Skinneben, læg dem paa Stykkerne og Hovedet

29:18  og bring saa hele Væderen som Røgoffer paa Alteret. Det er et Brændoffer for HERREN; en liflig Duft, et Ildoffer for HERREN er det.

29:19  Derpaa skal du tage den anden Væder, og Aron og hans Sønner skal lægge deres Hænder paa dens Hoved.

29:20  Slagt saa Væderen, tag noget af dens Blod og stryg det paa Arons og hans Sønners højre Øreflip og paa deres højre Tommelfinger og højre Tommeltaa og spræng Resten af Blodet rundt om paa Alteret.

29:21  Tag saa noget af Blodet paa Alteret og af Salveolien og stænk det paa Aron og hans Klæder, ligeledes paa hans Sønner og deres Klæder, saa bliver han hellig, han selv og hans Klæder og ligeledes hans Sønner og deres klæder.

29:22  Derpaa skal du tage Fedtet af Væderen, Fedthalen, Fedtet paa Indvoldene, Leverlappen, begge Nyrerne med Fedtet paa dem, dertil den højre Kølle, thi det er en Indsættelsesvæder,

29:23  og en Skive Brød, en Oliebrødkage og et Fladbrød af Kurven med de usyrede Brød, som staar for HERRENS Aasyn,

29:24  og lægge det alt sammen paa Arons og hans Sønners Hænder og lade dem udføre Svingningen dermed for HERRENS Aasyn.

29:25  Tag det saa igen fra dem og bring det som Røgoffer paa Alteret oven paa Brændofferet til en liflig Duft for HERRENS Aasyn, et Ildoffer er det for HERREN.

29:26  Tag derpaa Brystet af Arons Indsættelsesvæder og udfør Svingningen dermed for HERRENS Aasyn: det skal være din Del.

29:27  Saaledes skal du hellige Svingningsbrystet og Offerydelseskøllen, det, hvormed Svingningen udføres, og det, som ydes af Arons og hans Sønners Indsættelsesvæder.

29:28  Og det skal tilfalde Aron og hans Sønner som en Rettighed, de har Krav paa fra Israeliternes Side til evig Tid; thi det er en Offerydelse, og som Offerydelse skal Israeliterne give det af deres Takofre, som deres Offerydelse til HERREN.

29:29  Arons hellige Klæder skal tilfalde hans Sønner efter ham, for at de kan salves og indsættes i dem.

29:30  I syv Dage skal de bæres af den af hans Sønner, som bliver Præst i hans Sted, den, som skal gaa ind i Aabenbaringsteltet for at gøre Tjeneste i Helligdommen.

29:31  Saa skal du tage Indsættelsesvæderen og koge dens Kød paa et helligt Sted;

29:32  og Aron og hans Sønner skal spise Væderens Kød og Brødet i Kurven ved Indgangen til Aabenbaringsteltet;

29:33  de skal spise de Stykker, hvorved der skaffes Soning ved deres Indsættelse og Indvielse, og ingen Lægmand maa spise deraf, thi det er helligt.

29:34  Og dersom der bliver noget af Indsættelseskødet eller Brødet tilovers til næste Morgen, da skal du opbrænde det tiloversblevne; spises maa det ikke, thi det er helligt.

29:35  Saaledes skal du forholde dig over for Aron og hans Sønner, ganske som jeg har paalagt dig. Syv Dage skal du foretage Indsættelsen;

29:36  daglig skal du ofre en Syndoffertyr til Soning og rense Alteret for Synd ved at fuldbyrde Soningen paa det, og du skal salve det for at hellige det.

29:37  Syv Dage skal du fuldbyrde Soningen paa Alteret og hellige det; saaledes bliver Alteret højhelligt; enhver, der kommer i Berøring med Alteret, bliver hellig.

29:38  Hvad du skal ofre paa Alteret, er følgende: Hver Dag to aargamle Lam som stadigt Offer.

29:39  Det ene Lam skal du ofre om Morgenen og det andet ved Aftenstid.

29:40  Sammen med det første Lam skal du bringe en Tiendedel Efa fint Hvedemel, rørt i en Fjerdedel Hin Olie af knuste Oliven, og et Drikoffer af en Fjerdedel Hin Vin.

29:41  Og det andet Lam skal du ofre ved Aftenstid; sammen med det skal du ofre et Afgrødeoffer og et Drikoffer som om Morgenen til en liflig Duft, et Ildoffer for HERREN.

29:42  Det skal være et stadigt Brændoffer, som I skal bringe, Slægt efter Slægt, ved Indgangen til Aabenbaringsteltet for HERRENS Aasyn, hvor jeg vil aabenbare mig for dig for at tale til dig,

29:43  og hvor jeg vil aabenbare mig for Israels Børn, og det skal helliges ved min Herlighed.

29:44  Jeg vil hellige Aabenbaringsteltet og Alteret, og Aron og hans Sønner vil jeg hellige til at gøre Præstetjeneste for mig.

29:45  Og jeg vil bo midt iblandt Israels Børn og være deres Gud;

29:46  og de skal kende, at jeg HERREN er deres Gud, som førte dem ud af Ægypten for at bo midt iblandt dem, jeg HERREN deres Gud!

Chapter 30

30:1  Fremdeles skal du lave et Alter til at brænde Røgelse paa: af Akacietræ skal du lave det,

30:2  en Alen langt og en Alen bredt, firkantet skal det være, og to Alen højt, og dets Horn skal være i eet med det.

30:3  Du skal overtrække det med purt Guld, baade Pladen og Siderne hele Vejen rundt og Hornene, og sætte en Guldkrans rundt om;

30:4  og du skal sætte to Guldringe under Kransen paa begge Sider, paa begge Sidestykkerne skal du sætte dem til at stikke Bærestænger i, for at det kan bæres med dem;

30:5  og Bærestængerne skal du lave af Akacietræ og overtrække med Guld.

30:6  Derpaa skal du opstille det foran Forhænget, der hænger foran Vidnesbyrdets Ark, foran Sonedækket oven over Vidnesbyrdet der, hvor jeg vil aabenbare mig for dig.

30:7  Paa det skal Aron brænde vellugtende Røgelse; hver Morgen, naar han gør Lamperne i Stand, skal han antænde den.

30:8  Og naar Aron sætter Lamperne paa Lysestagen ved Aftenstid, skal han ligeledes antænde den; det skal være et stadigt Røgelseoffer for HERRENS Aasyn fra Slægt til Slægt.

30:9  I maa ikke ofre et lovstridigt Røgelseoffer derpaa, ej heller Brændofre eller Afgrødeofre, lige saa lidt som I maa udgyde Drikofre derpaa.

30:10  Men een Gang om Aaret skal Aron skaffe Soning paa dets Horn; med noget af Forsoningssyndofferets Blod skal han een Gang om Aaret skaffe Soning paa det, Slægt efter Slægt. Det er højhelligt for HERREN.

30:11  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:

30:12  Naar du holder Mandtal over Israeliterne, skal enhver, som mønstres, ved Mønstringen give HERREN Sonepenge for sit Liv, at ingen Ulykke skal ramme dem i Anledning af Mønstringen.

30:13  Enhver, der maa underkaste sig Mønstringen, skal udrede en halv Sekel i hellig Mønt, tyve Gera paa en Sekel, en halv Sekel som Offerydelse til HERREN.

30:14  Enhver, der maa underkaste sig Mønstringen, fra Tyveaarsalderen og opefter, skal udrede HERRENS Offerydelse.

30:15  Den rige maa ikke give mere, den fattige ikke mindre end en halv Sekel, naar de bringer HERRENS Offerydelse til Soning for deres Sjæle.

30:16  Og du skal tage Sonepengene af Israeliterne og bruge dem til Tjenesten ved Aabenbaringsteltet, og de skal tjene til at bringe Israeliterne i Minde for HERRENS Aasyn, til Soning for eders Sjæle.

30:17  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:

30:18  Du skal lave en Vandkumme med Fodstykke af Kobber til at tvætte sig i op opstille den mellem Aabenbaringsteltet og Alteret og hælde Vand i den,

30:19  for at Aron og hans Sønner kan tvætte deres Hænder og Fødder deri.

30:20  Naar de gaar ind i Aabenbaringsteltet, skal de tvætte sig med Vand for ikke at dø; ligeledes naar de træder hen til Alteret for at gøre Tjeneste og brænde Ildofre for HERREN.

30:21  De skal tvætte deres Hænder og Fødder for ikke at dø. Det skal være en evig Anordning for ham og hans Afkom fra Slægt til Slægt.

30:22  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:

30:23  Du skal tage dig vellugtende Stoffer af den bedste Slags, 500 Sekel ædel Myrra, halvt saa meget. 250 Sekel, vellugtende Kanelbark, 250 Sekel vellugtende Kalmus

30:24  og 500 Sekel Kassia, efter hellig Vægt, og en Hin Olivenolie.

30:25  Deraf skal du tilberede en hellig Salveolie, en krydret Blanding, som Salveblanderne laver den; en hellig Salveolie skal det være.

30:26  Med den skal du salve Aabenbaringsteltet, Vidnesbyrdets Ark,

30:27  Bordet med alt dets Tilbehør, Lysestagen med dens Tilbehør, Røgelsealteret,

30:28  Brændofferalteret med alt dets Tilbehør og Vandkummen med dens Fodstykke,

30:29  Saaledes skal du hellige dem, saa de bliver højhellige. Enhver, der kommer i Berøring med dem, bliver hellig.

30:30  Ligeledes skal du salve Aron og hans Sønner og hellige dem til at gøre Præstetjeneste for mig.

30:31  Men til Israeliterne skal du sige saaledes: Dette skal være mig en hellig Salveolie fra Slægt til Slægt.

30:32  Den maa ikke udgydes paa noget Menneskes Legeme, og i denne Blanding maa I ikke tilberede lignende Salve til eget Brug, hellig er den, og hellig skal den være eder.

30:33  Den, der tilbereder lignende Salve eller anvender den paa en Lægmand, skal udryddes af sin Slægt.

30:34  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde: Tag dig Røgelseoffer, Stakte, Onyksmusling, Galbanum og ren Virak, lige meget af hvert,

30:35  og tilbered deraf en krydret Røgelse, som Salveblanderne laver den, saltet, ren, til hellig Brug.

30:36  Deraf skal du støde en Del til Pulver, og noget deraf skal du lægge foran Vidnesbyrdet i Aabenbaringsteltet, hvor jeg vil aabenbare mig for dig. Det skal være eder højhelligt.

30:37  Den Røgelse, du tilbereder i denne Blanding, maa I ikke tilberede til eget Brug. Hellig skal den være dig for HERREN.

30:38  Den, der tilbereder lignende Røgelse for at nyde dens Duft, skal udryddes af sin Slægt.

Chapter 31

31:1  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:

31:2  Se, jeg har kaldet Bezal'el, en Søn af Hurs Søn Uri, af Judas Stamme

31:3  og fyldt ham med Guds Aand, med Kunstsnilde, Kløgt og Indsigt i alskens Arbejde

31:4  til at udtænke Kunstværker og til at arbejde i Guld, Sølv og Kobber

31:5  og med Udskæring af Sten til Indfatning og med Træskærerarbejde, kort sagt til at udføre alskens Arbejde.

31:6  Og se, jeg har givet ham Oholiab, Ahisamaks Søn, af Dans Stamme til Medhjælper, og alle kunstforstandige Mænds Hjerte har jeg udrustet med Kunstsnilde, for at de kan udføre alt, hvad jeg har paalagt dig,

31:7  Aabenbaringsteltet, Vidnesbyrdets Ark, Sonedækket derpaa og alt Teltets Tilbehør,

31:8  Bordet med dets Tilbehør, Lysestagen af purt Guld med alt dens Tilbehør, Røgelsealteret,

31:9  Brændofferalteret med alt dets Tilbehør og Vandkummen med dens Fodstykke,

31:10  Pragtklæderne, de hellige Klæder til Præsten Aron og hans Sønners Klædet til Brug ved Præstetjenesten,

31:11  Salveolien og den vellugtende Røgelse til Helligdommen. Ganske som jeg har paalagt dig, skal de udføre det.

31:12  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:

31:13  Du skal tale til Israeliterne og sige: Fremfor alt skal I holde mine Sabbater, thi Sabbaten er et Tegn mellem mig og eder fra Slægt til Slægt, for at I skal kende, at jeg HERREN er den, der helliger eder.

31:14  I skal holde Sabbaten, thi den skal være eder hellig; den, som vanhelliger den, skal lide Døden, ja enhver, som udfører noget Arbejde paa den, det Menneske skal udryddes af sin Slægt.

31:15  I seks Dage maa der arbejdes, men paa den syvende Dag skal I holde en fuldkommen Hviledag, helliget HERREN; enhver, som udfører Arbejde paa Sabbatsdagen, skal lide Døden.

31:16  Israeliterne skal holde Sabbaten, saa at de fejrer Sabbaten fra Slægt til Slægt som en evig gyldig Pagt:

31:17  Den skal være et Tegn til alle Tider mellem mig og Israeliterne. Thi i seks Dage gjorde HERREN Himmelen og Jorden, men paa den syvende hvilede han og vederkvægede sig.

31:18  Da han nu var færdig med at tale til Moses paa Sinaj Bjerg, overgav han ham Vidnesbyrdets to Tavler, Stentavler, der var beskrevet med Guds Finger.

Chapter 32

32:1  Men da Folket saa, at Moses tøvede med at komme ned fra Bjerget, samlede det sig om Aron, og de sagde til ham: »Kom og lav os en Gud, som kan drage foran os, thi vi ved ikke, hvad der er blevet af denne Moses, der førte os ud af Ægypten!«

32:2  Da sagde Aron til dem: »Riv de Guldringe af, som eders Hustruer, Sønner og Døtre har i Ørene, og bring mig dem!«

32:3  Saa rev hele Folket deres Guldørenringe af og bragte dem til Aron.

32:4  Og han modtog dem af deres Haand, formede Guldet med en Mejsel og lavede en støbt Tyrekalv deraf. Da sagde de: »Her, Israel, er din Gud, som førte dig ud af Ægypten!«

32:5  Og da Aron saa det, byggede han et Alter for den, og Aron lod kundgøre: »I Morgen er det Højtid for HERREN!«

32:6  Tidligt næste Morgen ofrede de saa Brændofre og bragte Takofre og Folket satte sig til at spise og drikke, og derpaa stod de op for at lege.

32:7  Da sagde HERREN til Moses: »Skynd dig og stig ned, thi dit Folk, som du førte ud af Ægypten, har handlet ilde;

32:8  hastigt veg de bort fra den Vej jeg bød dem at vandre; de har lavet sig en støbt Tyrekalv og tilbedt den og ofret til den med de Ord: Her, Israel, er din Gud, som førte dig ud af Ægypten!«

32:9  Og HERREN sagde til Moses: »Jeg har iagttaget dette Folk og set, at det er et halsstarrigt Folk.

32:10  Lad mig nu raade, at min Vrede kan blusse op imod dem saa vil jeg tilintetgøre dem; men dig vil jeg gøre til et stort Folk!«

32:11  Men Moses bønfaldt HERREN sin Gud og sagde: »Hvorfor HERRE skal din Vrede blusse op mod dit Folk, som du førte ud af Ægypten med vældig Kraft og stærk Haand?

32:12  Hvorfor skal Ægypterne kunne sige: I ond Hensigt førte han dem ud, for at slaa dem ihjel ude mellem Bjergene og udrydde dem af Jorden? Lad din Vredes Glød høre op, og anger den Ulykke, du vilde gøre dit Folk!

32:13  Kom Abraham, Isak og Israel i Hu, dine Tjenere, hvem du tilsvor ved dig selv: Jeg vil gøre eders Afkom talrigt som Himmelens Stjerner, og jeg vil give eders Afkom hele det Land, hvorom jeg har talet, og de skal eje det evindelig!«

32:14  Da angrede HERREN den Ulykke han havde truet med at gøre sit Folk.

32:15  Derpaa vendte Moses tilbage og steg ned fra Bjerget med Vidnesbyrdets to Tavler i Haanden, Tavler, der var beskrevet paa begge Sider, baade paa Forsiden og Bagsiden var de beskrevet.

32:16  Og Tavlerne var Guds Værk, og Skriften var Guds Skrift, ridset ind i Tavlerne.

32:17  Da hørte Josua Støjen af det larmende Folk, og han sagde til Moses: »Der høres Krigslarm i Lejren!«

32:18  Men han svarede: »Det er ikke sejrendes eller slagnes Skrig, det er Sang, jeg hører!«

32:19  Og da Moses nærmede sig Lejren og saa Tyrekalven og Dansen, blussede hans Vrede op, og han kastede Tavlerne fra sig og sønderslog dem ved Bjergets Fod.

32:20  Derpaa tog han Tyrekalven, som de havde lavet, brændte den i Ilden og knuste den til Støv, strøede det paa Vandet og lod Israeliterne drikke det.

32:21  Og Moses sagde til Aron: »Hvad har dette Folk gjort dig, siden du har bragt saa stor en Synd over det?«

32:22  Aron svarede: »Vredes ikke, Herre! Du ved selv, at Folket ligger i det onde,

32:23  og de sagde til mig: Lav os en Gud, som kan drage foran os, thi vi ved ikke, hvad der er blevet af denne Moses, der førte os ud af Ægypten!

32:24  Da sagde jeg til dem: De, der har Guldsmykker, skal rive dem af! De bragte mig da Guldet, og jeg kastede det i Ilden, og saa kom denne Tyrekalv ud deraf!«

32:25  Da Moses nu saa, at Folket var tøjlesløst til Skadefryd for deres Fjender, fordi Aron havde givet det fri Tøjler,

32:26  stillede han sig ved Indgangen til Lejren og sagde: »Hvem der er for HERREN, han komme hid til mig!« Da samlede alle Leviterne sig om ham,

32:27  og han sagde til dem: »Saa siger HERREN, Israels Gud: Bind alle Sværd om Lænd og gaa frem og tilbage fra den ene Indgang i Lejren til den anden og slaa ned baade Broder, Ven og Frænde!«

32:28  Og Leviterne gjorde, som Moses havde sagt, og paa den Dag faldt der af Folket henved 3000 Mand.

32:29  Og Moses sagde: »Fra i Dag af skal I være Præster for HERREN, thi ingen skaanede Søn eller Broder, derfor skal Velsignelse komme over eder i Dag.«

32:30  Næste Dag sagde Moses til Folket: »I har begaaet en stor Synd; men nu vil jeg stige op til HERREN, maaske kan jeg skaffe Soning for eders Synd!«

32:31  Derpaa gik Moses atter til HERREN og sagde: »Ak, dette Folk har begaaet en stor Synd, de har lavet sig en Gud af Guld.

32:32  Om du dog vilde tilgive dem deres Synd! Hvis ikke, saa udslet mig af den Bog, du fører!«

32:33  HERREN svarede Moses: »Den, som har syndet imod mig, ham vil jeg udslette af min Bog!

32:34  Men gaa nu og før Folket hen, hvor jeg har befalet dig at føre det hen; se, min Engel skal drage foran dig! Men til sin Tid vil jeg straffe dem for deres Synd!«

32:35  Og HERREN slog Folket, fordi de havde lavet Tyrekalven, den, Aron lavede.

Chapter 33

33:1  HERREN sagde til Moses: »Drag nu bort herfra med Folket, som du førte ud af Ægypten, til det Land, jeg tilsvor Abraham, Isak og Jakob med de Ord: Dit Afkom vil jeg give det! —

33:2  Jeg sender en Engel foran dig, og han skal drive Kana'anæerne, Amoriterne, Hetiterne, Perizziterne, Hivviterne og Jebusiterne bort —

33:3  til et Land, der flyder med Mælk og Honning. Men selv vil jeg ikke drage med i din Midte, thi du er et halsstarrigt Folk; drog jeg med, kunde jeg tilintetgøre dig undervejs!«

33:4  Da Folket hørte denne onde Tidende, sørgede de, og ingen tog sine Smykker paa.

33:5  Da sagde HERREN til Moses: »Sig til Israeliterne; I er et halsstarrigt Folk! Vandrede jeg kun et eneste Øjeblik i din Midte, maatte jeg tilintetgøre dig. Tag du dine Smykker af, saa skal jeg tænke over, hvad jeg vil gøre for dig!«

33:6  Da aflagde Israeliterne deres Smykker fra Horebs Bjerg af.

33:7  Moses plejede at tage Teltet og slaa det op udenfor Lejren i nogen Afstand derfra; han gav det Navnet »Aabenbaringsteltet«. Enhver som vilde raadspørge HERREN, gik ud til Aabenbaringsteltet uden for Lejren.

33:8  Men hver Gang Moses gik ud til Teltet, rejste alt Folket sig op og stillede sig alle ved Indgangen til deres Telte og saa efter Moses, indtil han kom ind i Teltet.

33:9  Og naar Moses kom ind Teltet, sænkede Skystøtten sig og stillede sig ved Indgangen til Teltet; da talede HERREN med Moses.

33:10  Men naar alt Folket saa Skystøtten staa ved Indgangen til Teltet, rejste de sig alle op og tilbad ved Indgangen til deres Telte.

33:11  Saa talede HERREN med Moses Ansigt til Ansigt, som naar den ene Mand taler med den anden, og derpaa vendte Moses tilbage til Lejren; men hans Medhjælper Josua, Nuns Søn, en ung Mand, veg ikke fra Teltet.

33:12  Moses sagde til HERREN: »Se, du siger til mig: Før dette Folk frem! Men du har ikke ladet mig vide, hvem du vil sende med mig; og dog har du sagt: Jeg kender dig ved Navn, og du har fundet Naade for mine Øjne!

33:13  Hvis jeg nu virkelig har fundet Naade for dine Øjne, saa lær mig dine Veje at kende, at jeg kan kende dig og finde Naade for dine Øjne; tænk dog paa, at dette Folk er dit Folk!«

33:14  Han svarede: »Skal mit Aasyn da vandre med, og skal jeg saaledes føre dig til Maalet?«

33:15  Da sagde Moses til ham: »Hvis dit Aasyn ikke vandrer med, saa lad os ikke drage herfra!

33:16  Hvorpaa skal det dog kendes, at jeg har fundet Naade for dine Øjne, jeg og dit Folk? Mon ikke paa, at du vandrer med os, og der saaledes vises os, mig og dit Folk, en Udmærkelse fremfor alle andre Folkeslag paa Jorden?«

33:17  HERREN svarede Moses: »Ogsaa hvad du der siger, vil jeg gøre, thi du har fundet Naade for mine Øjne, og jeg kalder dig ved Navn.«

33:18  Da sagde Moses: »Lad mig dog skue din Herlighed!«

33:19  Han svarede: »Jeg vil lade al min Rigdom drage forbi dig og udraabe HERRENS Navn foran dig, thi jeg viser Naade, mod hvem jeg vil, og Barmhjertighed, mod hvem jeg vil!«

33:20  Og han sagde: »Du kan ikke skue mit Aasyn, thi intet Menneske kan se mig og leve.«

33:21  Og HERREN sagde: »Se, her er et Sted i min Nærhed, stil dig paa Klippen der!

33:22  Naar da min Herlighed drager forbi, vil jeg lade dig staa i Klippehulen, og jeg vil dække dig med min Haand, indtil jeg er kommet forbi.

33:23  Saa tager jeg min Haand bort, og da kan du se mig bagfra; men mit Aasyn kan ingen skue!«

Chapter 34

34:1  Derpaa sagde HERREN til Moses: »Tilhug dig to Stentavler ligesom de forrige, saa vil jeg paa Tavlerne skrive de samme Ord, som stod paa de forrige Tavler, du slog i Stykker.

34:2  Gør dig saa rede til i Morgen, stig om Morgenen op paa Sinaj Bjerg og stil dig hen og vent paa mig der paa Bjergets Top.

34:3  Ingen maa følge med dig derop, og ingen maa vise sig noget Sted paa Bjerget, end ikke Smaakvæg eller Hornkvæg maa græsse i Nærheden af dette Bjerg.«

34:4  Da tilhuggede han to Stentavler ligesom de forrige, og tidligt næste Morgen steg Moses op paa Sinaj Bjerg, som Gud havde paalagt ham, og tog de to Stentavler med sig.

34:5  Da steg HERREN ned i Skyen; og Moses stillede sig hos ham der og paakaldte HERRENS Navn.

34:6  Og HERREN gik forbi ham og raabte: »HERREN, HERREN, Gud, som er barmhjertig og naadig, langmodig og rig paa Miskundhed og Trofasthed,

34:7  som bevarer Miskundhed mod Tusinder, som tilgiver Brøde, Overtrædelse og Synd, men ikke lader den skyldige ustraffet, som straffer Fædres Brøde paa Børn og Børnebørn, paa dem i tredje og fjerde Led!«

34:8  Da bøjede Moses sig hastelig til Jorden, tilbad

34:9  og sagde: »Har jeg fundet Naade for dine Øjne, Herre, saa drage min Herre med i vor Midte; thi det er et halsstarrigt Folk. Men tilgiv vor Brøde og vor Synd og lad os være din Ejendom!«

34:10  Han sagde: »Se, jeg vil slutte en Pagt; i hele dit Folks Paasyn vil jeg gøre Undere, som aldrig før er sket nogensteds paa Jorden og blandt noget Folkeslag, og hele det Folk, i hvis Midte du lever, skal se HERRENS Værk; thi det, jeg vil udføre ved dig, er forfærdeligt.

34:11  Hold dig det efterrettelig, som jeg i Dag byder dig! Se, jeg vil drive Amoriterne, Kana'anæerne, Hetiterne, Perizziterne, Hivviterne og Jebusiterne bort foran dig!

34:12  Vogt dig vel for at slutte nogen Pagt med Indbyggerne i det Land, du kommer til, for at de ikke skal blive en Snare for dig, naar de lever i din Midte.

34:13  Men I skal nedbryde deres Altre, sønderslaa deres Stenstøtter og omhugge deres Asjerastøtter!

34:14  Thi du maa ikke tilbede nogen anden Gud, thi «Nidkær» er HERRENS Navn, nidkær Gud er han.

34:15  Du maa ikke slutte Pagt med Landets Indbyggere, og naar de boler med deres Guder og ofrer til dem og man indbyder dig til at være med, maa du ikke spise af deres Ofre;

34:16  og du maa ikke af deres Døtre tage Hustruer til dine Sønner, saa deres Døtre, naar de boler med deres Guder, faar dine Sønner til ogsaa at bole med dem.

34:17  Du maa ikke gøre dig noget støbt Gudebillede.

34:18  Du skal lejre de usyrede Brøds Højtid; i syv Dage skal du spise usyret Brød, som jeg har paalagt dig, laa den fastsatte Tid i Abib Maaned, thi i Abib Maaned drog du ud af Ægypten.

34:19  Alt førstefødt tilhører mig; af dine Hjorde skal du ofre mig det førstefødte af Handyrene, baade af Okset og smaat Kvæg;

34:20  men de førstefødte Æsler skal du udløse med et Stykke smaat Kvæg, og hvis du ikke udløser det, skal du sønderbryde Halsen derpaa; alle dine førstefødte Sønner skal du udløse. Du maa ikke stedes for mit Aasyn med tomme Hænder.

34:21  I seks Dage maa du arbejde, men paa den syvende skal du hvile; i Pløje og Høsttiden skal du holde Hviledag.

34:22  Du skal fejre Ugehøjtid med Førstegrøden af Hvedehøsten og Frugthøsthøjtid ved Jævndøgnstide.

34:23  Tre Gange om Aaret skal alle at Mandkøn hos dig stedes for den Herre HERREN Israels Guds Aasyn.

34:24  Thi jeg vil drive Folkeslag bort foran dig og gøre dine Landemærker vide, og ingen skal attraa dit Land, medens du drager hen for at stedes for HERREN din Guds Aasyn tre Gange om Aaret.

34:25  Du maa ikke ofre Blodet af mit Offer sammen med syret Brød. Paaskehøjtidens Offer maa ikke gemmes til næste Morgen.

34:26  Det bedste af din Jords Førstegrøde skal du bringe til HERREN din Guds Hus. Du maa ikke koge et Hid i dets Moders Mælk!«

34:27  Og HERREN sagde til Moses: »Skriv disse Ord op, thi paa Grundlag af disse Ord slutter jeg Pagt med dig og Israel.«

34:28  Og han blev der hos HERREN fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter uden at spise eller drikke; og han skrev Pagtsordene, de ti Ord, paa Tavlerne.

34:29  Da Moses steg ned fra Sinaj Bjerg med Vidnesbyrdets to Tavler i Haanden, vidste han ikke, at hans Ansigts Hud var kommet til at straale, ved at han talede med ham.

34:30  Men Aron og alle Israeliterne saa Moses, og se, hans Ansigts Hud straalede, og de turde ikke komme ham nær.

34:31  Men Moses kaldte paa dem, og da vendte Aron og alle Menighedens Øverster tilbage til ham, og Moses talte til dem.

34:32  Derpaa kom alle Israeliterne hen til ham, og han paalagde dem alt, hvad HERREN havde talet til ham paa Sinaj Bjerg.

34:33  Men da Moses var færdig med at tale til dem, lagde han et Dække over sit Ansigt.

34:34  Hver Gang han derefter traadte frem for HERRENS Aasyn for at tale med ham, tog han Sløret af, indtil han kom ud igen; og naar han kom ud, meddelte han Israeliterne, hvad der var blevet ham paabudt.

34:35  Da saa Israeliterne, at Moses's Ansigts Hud straalede; og Moses lagde da Dækket over sit Ansigt, indtil han atter gik ind for at tale med ham.

Chapter 35

35:1  Moses kaldte hele Israeliternes Menighed sammen og sagde til dem: Dette er, hvad HERREN har paalagt eder at gøre:

35:2  I seks Dage maa der arbejdes, men paa den syvende Dag skal I holde Helligdag, en fuldkommen Hviledag for HERREN. Enhver, der den Dag udfører noget Arbejde, skal lide Døden.

35:3  Paa Sabbatsdagen maa I ikke gøre Ild i nogen af eders Boliger.

35:4  Derpaa sagde Moses til hele Israeliternes Menighed: Dette er, hvad HERREN har paabudt:

35:5  I skal tage en Offerydelse til HERREN af, hvad I ejer. Enhver, som i sit Hjerte føler sig tilskyndet dertil, skal komme med det, HERRENS Offerydelse, Guld, Sølv, Kobber,

35:6  violet og rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn, Byssus, Gedehaar,

35:7  rødfarvede Væderskind, Tahasjskind, Akacietræ,

35:8  Olie til Lysestagen, vellugtende Stoffer til Salveolien og Røgelsen,

35:9  Sjohamsten og Ædelsten til Indfatning paa Efoden og Brystskjoldet.

35:10  Og alle kunstforstandige Mænd iblandt eder skal komme og lave alt, hvad HERREN har paabudt:

35:11  Boligen med dens Teltdække og Dække, dens Kroge, Brædder, Tværstænger, Piller og Fodstykker,

35:12  Arken med Bærestængerne, Sonedækket og det indre Forhæng,

35:13  Bordet med dets Bærestænger og alt dets Tilbehør og Skuebrødene,

35:14  Lysestagen med dens Tilbehør, dens Lamper og Olien til Lysestagen,

35:15  Røgelsealteret med dets Bærestænger, Salveolien og Røgelsen. Forhænget til Boligens Indgang,

35:16  Brændofferalteret med Kobbergitteret, Bærestængerne og alt dets Tilbehør, Vandkummen med dens Fodstykke,

35:17  Forgaardens Omhæng, dens Piller og Fodstykker og Forhænget til Forgaardens Indgang,

35:18  Boligens og Forgaardens Pæle med Reb,

35:19  Pragtklæderne til Tjenesten i Helligdommen, de hellige Klæder til Præsten Aron og hans Sønners Klæder til Brug ved Præstetjenesten.

35:20  Da forlod hele Israeliternes Menighed Moses.

35:21  Og enhver, som i sit Hjerte følte sig drevet dertil, og hvis Aand tilskyndede ham, kom med HERRENS Offerydelse til Opførelsen af Aabenbaringsteltet og til alt Arbejdet derved og til de hellige Klæder.

35:22  De kom dermed, baade Mænd og Kvinder; enhver, som i sit Hjerte følte sig tilskyndet dertil, kom med Spænder, Ørenringe, Fingerringe og Halssmykker, alle Haande Guldsmykker. Og enhver, der vilde vie HERREN en Gave af Guld, kom dermed.

35:23  Og enhver, i hvis Eje der fandtes violet og rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn, Byssus, Gedehaar, rødfarvede Væderskind eller Tahasjskind, kom dermed.

35:24  Og enhver, der vilde give en Offerydelse af Sølv eller Kobber, kom med HERRENS Offerydelse. Og enhver, der ejede Akacietræ til alt Byggearbejdet, kom dermed.

35:25  Og alle kunstforstandige Kvinder spandt med egne Hænder og kom med deres Spind, violet og rødt Purpur, Karmoisin og Byssus.

35:26  Og alle Kvinder, som i Kraft af deres Kunstsnilde følte sig tilskyndede dertil i deres Hjerte, spandt Gedehaarene.

35:27  Og Øversterne kom med Sjohamstenene og Ædelstenene til Indfatningen paa Efoden og Brystskjoldet

35:28  og de vellugtende Stoffer og Olien til Lysestagen og til Salveolien og Røgelsen.

35:29  Enhver Mand og Kvinde af Israeliterne, som i sit Hjerte følte sig tilskyndet til at bringe, hvad der krævedes til Udførelsen af alt det Arbejde, HERREN gennem Moses havde paabudt, bragte det som en frivillig Gave til HERREN.

35:30  Derpaa sagde Moses til Israeliterne: Se, HERREN har kaldet Bezal'el, en Søn af Hurs Søn Uri, af Judas Stamme

35:31  og fyldt ham med Guds Aand, med Kunstsnilde, Kløgt og Indsigt i alskens Arbejde

35:32  til at udtænke Kunstværker og til at arbejde i Guld, Sølv og Kobber

35:33  og med Udskæring af Sten til Indfatning og med Træskærerarbejde, kort sagt til at udføre alskens Kunstarbejde.

35:34  Og tillige har han givet baade ham og Oholiab, Ahisamaks Søn, af Dans Stamme Gaver til at lære fra sig.

35:35  Han har fyldt dem med Kunstsnilde til at udføre alskens Udskæringsarbejde, Kunstvævning, broget Vævning af violet og rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn og Byssus og almindelig Vævning, saa de kan udføre alt Slags Arbejde og udtænke Kunstværker.

Chapter 36

36:1  Derfor skal Bezal'el og Oholiab og alle andre kunstforstandige Mænd, hvem HERREN har givet Kunstsnilde og Kløgt, saa de forstaar sig paa Arbejdet, udføre alt Arbejdet ved Helligdommens Opførelse i Overensstemmelse med alt, hvad HERREN har paabudt.

36:2  Derpaa tilkaldte Moses Bezal'el og Oholiab og alle de kunstforstandige Mænd, hvem HERREN havde givet Kunstsnilde, alle dem, som i deres Hjerte følte sig tilskyndet til at give sig i Lag med Udførelsen af Arbejdet.

36:3  Og de modtog af Moses hele den Offerydelse, Israeliterne var kommet med til Arbejdet med Helligdommens Opførelse, for at det kunde blive udført. Men de blev ved at komme med frivillige Gaver til ham, Morgen efter Morgen.

36:4  Da kom alle de kunstforstandige Mænd, der udførte alt Arbejdet ved Helligdommen, hver fra den Del af Arbejdet, han var beskæftiget med,

36:5  og sagde til Moses: »Folket kommer med mere, end der kræves til Udførelsen af det Arbejde, HERREN har paabudt!«

36:6  Da bød Moses, at følgende Kundgørelse skulde udraabes i Lejren: »Hverken Mænd eller Kvinder skal yde mere som Offergave til Helligdommen!« Saa hørte Folket op med at komme med Gaver.

36:7  Og det, der var ydet, var dem nok til at udføre hele Arbejdet, ja mer end nok.

36:8  Saa lavede alle de kunstforstandige Mænd blandt dem, der deltog i Arbejdet, Boligen, ti Tæpper af tvundet Byssus, violet og rødt Purpurgarn og karmoisinrødt Garn; han lavede dem med Keruber paa i Kunstvævning,

36:9  hvert Tæppe otte og tyve Alen langt og fire Alen bredt; alle Tæpperne havde samme Maal.

36:10  Han syede Tæpperne sammen, fem og fem.

36:11  I Kanten af det ene Tæppe, det yderste i det ene sammensyede Stykke, satte han Løkker af violet Purpurgarn, og ligeledes satte han Løkker i Kanten af det yderste Tæppe i det andet sammensyede Stykke;

36:12  han satte halvtredsindstyve Løkker paa det ene Tæppe og halvtredsindstyve Løkker i Kanten af det tilsvarende Tæppe i det andet sammensyede Stykke, Løkke lige over for Løkke.

36:13  Derpaa lavede han halvtredsindstyve Guldkroge til at forbinde Tæpperne med hinanden, saa at Boligen udgjorde et Hele.

36:14  Fremdeles lavede han Tæpper af Gedehaar til et Teltdække uden om Boligen, og her lavede han elleve Tæpper,

36:15  hvert Tæppe tredive Alen langt og fire Alen bredt; alle Tæpperne havde samme Maal.

36:16  De fem af Tæpperne syede han sammen for sig og de seks for sig,

36:17  og han satte halvtredsindstyve Løkker i Kanten af det yderste Tæppe i det ene sammensyede Stykke og halvtredsindstyve Løkker i Kanten af det tilsvarende Tæppe i det andet sammensyede Stykke.

36:18  Og han lavede halvtredsindstyve Kobberkroge til at sammenføje Teltdækket med, saa det udgjorde et Hele.

36:19  Fremdeles lavede han over Teltdækket et Dække af rødfarvede Væderskind og derover endnu et Dække af Tahasjskind.

36:20  Derpaa lavede han Brædderne til Boligen af Akacietræ til at staa op,

36:21  hvert Bræt ti Alen højt og halvanden Alen bredt,

36:22  og paa hvert Bræt to indbyrdes forbundne Tapper; saaledes indrettede han det ved alle Boligens Brædder.

36:23  Af Brædderne, som han lavede til Boligen, var tyve til Sydsiden,

36:24  og til de tyve Brædder lavede han fyrretyve Fodstykker af Sølv, to Fodstykker til de to Tapper paa hvert Bræt.

36:25  Andre tyve Brædder lavede han til Boligens anden Side, som vendte mod Nord,

36:26  med fyrretyve Fodstykker af Sølv, to Fodstykker til hvert Bræt.

36:27  Og til Bagsiden, som vendte mod Vest, lavede han seks Brædder.

36:28  Til Boligens Baghjørner lavede han to Brædder,

36:29  der bestod af to Stykker forneden og ligeledes af to Stykker foroven, indtil den første Ring; saaledes indrettede han dem begge for at danne de to Hjørner.

36:30  Altsaa blev der til Bagsiden otte Brædder med tilhørende seksten Fodstykker af Sølv, to til hvert Bræt.

36:31  Derpaa lavede han Tværstænger af Akacietræ, fem til de Brædder, der dannede Boligens ene Side,

36:32  fem til de Brædder, der dannede Boligens anden Side, og fem til de Brædder, der dannede Boligens Bagside mod Vest;

36:33  den mellemste Tværstang lavede han saaledes, at den midt paa Brædderne naaede fra den ene Ende af Væggen til den anden.

36:34  Brædderne overtrak han med Guld, og deres Ringe, som Tværstængerne skulde stikkes i, lavede han af Guld, og Tværstængerne overtrak han med Guld.

36:35  Derpaa lavede han Forhænget af violet og rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus, han lavede det i Kunstvævning med Keruber paa,

36:36  og han lavede dertil fire Piller af Akacietræ, som han overtrak med Guld, og Knagerne derpaa lavede han af Guld, og han støbte fire Fodstykker af Sølv til dem.

36:37  Derpaa lavede han et Forhæng til Teltets Indgang af violet og rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus i broget Vævning

36:38  og dertil fem Piller med Knager, hvis Hoveder og Baand han overtrak med Guld, og fem Fodstykker af Kobber.

Chapter 37

37:1  Derpaa lavede Bezal'el Arken af Akacietræ, halvtredje Alen lang, halvanden Alen bred og halvanden Alen høj,

37:2  og overtrak den indvendig og udvendig med purt Guld og satte en gylden Krans rundt om den.

37:3  Derefter støbte han fire Guldringe til den og satte dem paa dens fire Fødder, to Ringe paa hver Side af den.

37:4  Og han lavede Bærestænger af Akacietræ og overtrak dem med Guld;

37:5  saa stak han Stængerne gennem Ringene paa Arkens Sider, for at den kunde bæres med dem.

37:6  Derpaa lavede han Sonedækket af purt Guld, halvtredje Alen langt og halvanden Alen bredt,

37:7  og han lavede to Keruber af Guld, i drevet Arbejde lavede han dem, ved begge Ender af Sonedækket,

37:8  den ene Kerub ved den ene Ende, den anden Kerub ved den anden; han lavede Keruberne saaledes, at de var i eet med Sonedækket ved begge Ender.

37:9  Og Keruberne bredte deres Vinger i Vejret, saaledes at de dækkede over Sonedækket med deres Vinger; de vendte Ansigtet mod hinanden; nedad mod Sonedækket vendte Kerubernes Ansigter.

37:10  Derpaa lavede han Bordet af Akacietræ, to Alen langt, en Alen bredt og halvanden Alen højt,

37:11  og overtrak det med purt Guld og satte en gylden Krans rundt om det.

37:12  Og han satte en Liste af en Haands Bredde rundt om det og en gylden Krans rundt om Listen.

37:13  Og han støbte fire Guldringe og satte dem paa de fire Hjørner ved dets fire Ben.

37:14  Lige ved Listen sad Ringene til at stikke Bærestængerne i, saa at man kunde bære Bordet.

37:15  Og han lavede Bærestængerne at Akacietræ og overtrak dem med Guld, og med dem skulde Bordet bæres.

37:16  Og han lavede af purt Guld de Ting, som hørte til Bordet, Fadene og Kanderne, Skaalene og Krukkerne til at udgyde Drikoffer med.

37:17  Derpaa lavede han Lysestagen af purt Guld, i drevet Arbejde lavede han Lysestagen, dens Fod og selve Stagen, saaledes at dens Blomster med Bægere og Kroner var i eet med den;

37:18  seks Arme udgik fra Lysestagens Sider, tre fra den ene og tre fra den anden Side.

37:19  Paa hver af Armene, der udgik fra Lysestagen, var der tre mandelblomstlignende Blomster med Bægere og Kroner,

37:20  men paa selve Stagen var der fire mandelblomstlignende Blomster med Bægere og Kroner,

37:21  et Bæger under hvert af de tre Par Arme, der udgik fra den.

37:22  Bægrene og Armene var i eet med den, saa at det hele udgjorde eet drevet Arbejde af purt Guld.

37:23  Derpaa lavede han de syv Lamper til den, Lampesaksene og Bakkerne af purt Guld.

37:24  En Talent purt Guld brugte han til den og til alt dens Tilbehør.

37:25  Derpaa lavede han Røgelsealteret af Akacietræ, en Alen langt og en Alen bredt, i Firkant, og to Alen højt, og dets Horn var i eet med det.

37:26  Og han overtrak det med purt Guld, baade Pladen og Siderne hele Vejen rundt og Hornene, og satte en Guldkrans rundt om;

37:27  og han satte to Guldringe under Kransen paa begge Sider til at stikke Bærestængerne i, for at det kunde bæres med dem;

37:28  Bærestængerne lavede han af Akacietræ og overtrak dem med Guld.

37:29  Han tilberedte ogsaa den hellige Salveolie og den rene, vellugtende Røgelse, som Salveblanderne laver den.

Chapter 38

38:1  Derpaa lavede han Brændofferalteret af Akacietræ, fem Alen langt og fem Alen bredt, firkantet, og tre Alen højt.

38:2  Han lavede Horn til dets fire Hjørner, saaledes at de var i eet dermed, overtrak det med Kobber

38:3  og lavede alt Alterets Tilbehør, Karrene, Skovlene, Skaalene, Gaflerne og Panderne; alt dets Tilbehør lavede han af Kobber.

38:4  Derpaa omgav han Alteret med et flettet Kobbergitter neden under dets Liste, saaledes at det naaede op til Alterets halve Højde.

38:5  Derefter støbte han fire Ringe til Kobbergitterets fire Hjørner til at stikke Bærestængerne i.

38:6  Bærestængerne lavede han at Akacietræ og overtrak dem med Kobber.

38:7  Og Stængerne stak han gennem Ringene paa Alterets Sider, for at det kunde bæres med dem. Han lavede det hult af Brædder.

38:8  Derpaa lavede han Vandkummen med Fodstykke af Kobber og brugte dertil Spejle, som tilhørte Kvinderne, der gjorde Tjeneste ved Indgangen til Aabenbaringsteltet.

38:9  Derpaa indrettede han Forgaarden: Til Sydsiden det hundrede Alen lange Forgaardsomhæng af tvundet Byssus

38:10  med tyve Piller og tyve Fodstykker af Kobber og med Knager og Baand af Sølv til Pillerne.

38:11  Til Nordsiden hundrede Alen med tyve Piller og tyve Fodstykker af Kobber og med Knager og Baand af Sølv til Pillerne.

38:12  Til Vestsiden det halvtredsindstyve Alen lange Omhæng med ti Piller og ti Fodstykker og med Knager og Baand af Sølv til Pillerne.

38:13  Og til Forsiden mod Øst, der var halvtredsindstyve Alen bred,

38:14  det femten Alen lange Omhæng med fire Piller og tre Fodstykker til den ene Side af Indgangen,

38:15  og det femten Alen lange Omhæng med tre Piller og tre Fodstykker til den anden Side af Indgangen.

38:16  Alle Omhæng rundt om Forgaarden var af tvundet Byssus,

38:17  Fodstykkerne til Pillerne af Kobber, men deres Knager og Baand af Sølv; alle Pillernes Hoveder var overtrukket med Sølv; og de havde Baand af Sølv.

38:18  Forhænget til Forgaardens Indgang var af violet og rødt Purpurgarn i broget Vævning, karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus, tyve Alen langt og fem Alen højt, svarende til Bredden paa Forgaardens Omhæng.

38:19  Dertil hørte fire Piller med fire Fodstykker af Kobber; Knagerne var af Sølv og Overtrækket paa Hovederne og Baandene ligeledes af Sølv.

38:20  Alle Pælene til Boligen og Forgaarden rundt om var af Kobber.

38:21  Her følger Regnskabet over Boligen, Vidnesbyrdets Bolig, som paa Moses's Bud blev opgjort af Leviterne under Ledelse af Itamar, en Søn af Præsten Aron;

38:22  Bezal'el, en Søn af Hurs Søn Uri, af Judas Stamme havde udført alt, hvad HERREN havde paalagt Moses,

38:23  sammen med Oholiab, Ahisamaks Søn, af Dans Stamme, som udførte Udskæringsarbejdet, Kunstvævningen og den brogede Vævning af violet og rødt Purpur, Karmoisin og Byssus.

38:24  Hvad angaar Guldet, der anvendtes til Arbejdet, under hele Arbejdet paa Helligdommen, saa løb det som Gave viede Guld op til 29 Talenter og 730 Sekel efter hellig Vægt.

38:25  Det ved Menighedens Mønstring indkomne Sølv løb op til 100 Talenter og 1775 Sekel efter hellig Vægt:

38:26  en, Beka, det halve af en Sekel efter hellig Vægt, af enhver, der maatte lade sig mønstre, altsaa fra Tyveaarsalderen og opefter, i alt 603 550 Mand:

38:27  De 100 Talenter Sølv medgik til Støbningen af Helligdommens og Forhængets Fodstykker, 100 Talenter til 100 Fodstykker, en Talent til hvert Fodstykke.

38:28  Men de 1775 Sekel anvendte han til Knager til Pillerne, til at overtrække deres Hoveder med og til Baand paa dem.

38:29  Det som Gave viede Kobber udgjorde 70 Talenter og 2400 Sekel.

38:30  Deraf lavede han Fodstykkerne til Aabenbaringsteltets Indgang, Kobberalteret med dets Kobbergitter og alt Alterets Tilbehør,

38:31  Fodstykkerne til Forgaarden rundt om og til Forgaardens Indgang og alle Teltpælene til Boligen og alle Teltpælene til Forgaarden hele Vejen rundt.

Chapter 39

39:1  Af det violette og røde Purpurgarn og det karmoisinrøde Garn tilvirkede de Pragtklæderne til Tjenesten i Helligdommen; og de tilvirkede Arons hellige Klæder, saaledes som HERREN havde paalagt Moses.

39:2  De tilvirkede Efoden af Guldtraad, violet og rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus,

39:3  idet de udhamrede Guldet i Plader og skar Pladerne ud i Traade til at væve ind i det violette og røde Purpurgarn, det karmoisinrøde Garn og det tvundne Byssus ved Kunstvævning.

39:4  Derpaa forsynede de den med Skulderstykker til at hæfte paa; den blev hæftet sammen ved begge Hjørner.

39:5  Og dens Bælte, som brugtes, naar den skulde tages paa, var i eet med den og af samme Arbejde, af Guldtraad, violet og rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus, saaledes som HERREN havde paalagt Moses.

39:6  Derpaa tilvirkede de Sjohamstenene, indfattede i Guldfletværk og graverede som Signeter med Israels Sønners Navne;

39:7  og de fæstede dem paa Efodens Skulderstykker, for at Stenene kunde bringe Israels Børn i Minde, saaledes som HERREN havde paalagt Moses.

39:8  Derpaa tilvirkede de Brystskjoldet i Kunstvævning paa samme Maade som Efoden, af Guldtraad, violet og rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus;

39:9  det var firkantet, og de lagde Brystskjoldet dobbelt; det var et Spand langt og et Spand bredt, lagt dobbelt.

39:10  De udstyrede det med fire Rækker Sten: Karneol, Topas og Smaragd i den første Række,

39:11  Rubin, Safir og Jaspis i den anden,

39:12  Hyacint, Agat og Ametyst i den tredje,

39:13  Krysolit, Sjoham og Onyks i den fjerde, omgivne med Guldfletværk i deres Indfatninger.

39:14  Der var tolv Sten, svarende til Israels Sønners Navne, en for hvert Navn; det var graveret Arbejde som Signeter, saaledes at hver Sten bar Navnet paa en af de tolv Stammer.

39:15  Til Brystskjoldet lavede de snoede Kæder af purt Guld, snoet Arbejde, som naar man snor Reb.

39:16  Derpaa lavede de to Guldfletværker og to Guldringe og satte disse to Ringe paa Brystskjoldets øverste Hjørner,

39:17  og de to Guldsnore knyttede de i de to Ringe paa Brystskjoldets Hjørner;

39:18  Snorenes anden Ende anbragte de i de to Fletværker og fæstede dem paa Forsiden af Efodens Skulderstykker.

39:19  Og de lavede to andre Guldringe og satte dem paa Brystskjoldets to andre Hjørner paa den indre Rand, der vendte mod Efoden.

39:20  Og de lavede endnu to Guldringe og fæstede dem paa Efodens to Skulderstykker forneden paa Forsiden, hvor den var hæftet sammen med Skulderstykkerne, oven over Efodens Bælte;

39:21  og de bandt med Ringene Brystskjoldet fast til Efodens Ringe ved Hjælp af en violet Purpursnor, saa at det kom til at sidde oven over Efodens Bælte og ikke kunde løsne sig fra Efoden, som HERREN havde paalagt Moses.

39:22  Derpaa tilvirkede de Kaaben, som hører til Efoden, i vævet Arbejde, helt og holdent af violet Purpur.

39:23  Midt paa havde Kaaben en Halsaabning ligesom Halsaabningen paa en Panserskjorte, omgivet af en Linning, for at den ikke skulde rives itu,

39:24  og langs Kaabens nederste Kant syede de Granatæbler af violet og rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus,

39:25  og de lavede Bjælder af purt Guld, som de anbragte mellem Granatæblerne langs Kaabens nederste Kant hele Vejen rundt, mellem Granatæblerne,

39:26  saa at Bjælder og Granatæbler skiftede hele Vejen rundt langs Kaabens nederste Kant, til at bære ved Tjenesten, som HERREN havde paalagt Moses.

39:27  Derpaa tilvirkede de Kjortlerne til Aron og hans Sønner af Byssus i vævet Arbejde,

39:28  Hovedklædet af Byssus, Embedshuerne af Byssus, Linnedbenklæderne af tvundet Byssus,

39:29  og Bæltet af tvundet Byssus, violet og rødt Purpurgarn og karmoisinrødt Garn i broget Vævning, som HERREN havde paalagt Moses.

39:30  Derpaa lavede de Pandepladen, det hellige Diadem, af purt Guld og forsynede den med en Indskrift i graveret Arbejde som ved Signeter: »Helliget HERREN.«

39:31  Og de fæstede en violet Purpursnor paa den til at binde den fast med oven paa Hovedklædet, som HERREN havde paalagt Moses.

39:32  Saaledes fuldførtes alt Arbejdet ved Aabenbaringsteltets Bolig; og Israeliterne gjorde ganske som HERREN havde paalagt Moses; saaledes gjorde de.

39:33  Derpaa bragte de Boligen til Moses, Teltdækket med alt dets Tilbehør, Knagerne, Brædderne, Tværstængerne, Pillerne og Fodstykkerne,

39:34  Dækket af rødfarvede Væderskind og Dækket af Tahasjskind, det indre Forhæng,

39:35  Vidnesbyrdets Ark med Bærestængerne, Sonedækket,

39:36  Bordet med alt dets Tilbehør, Skuebrødene,

39:37  Lysestagen af purt Guld med Lamperne, der skulde sættes paa den, og alt dens Tilbehør, Olien til Lysestagen,

39:38  Guldalteret, Salveolien, den vellugtende Røgelse, Forhænget til Teltets Indgang,

39:39  Kobberalteret med Kobbergitteret, Bærestængerne og alt dets Tilbehør, Vandkummen og Fodstykket,

39:40  Omhængene til Forgaarden, Pillerne og Fodstykkerne, Forhænget til Forgaardens Indgang, Rebene og Teltpælene, alt Tilbehør til Tjenesten i Aabenbaringsteltets Bolig,

39:41  Pragtklæderne til Tjenesten i Helligdommen, de hellige Klæder til Præsten Aron og hans Sønners Klæder til Præstetjenesten.

39:42  Nøjagtigt som HERREN havde paalagt Moses, udførte Israeliterne hele Arbejdet.

39:43  Da saa Moses hele Arbejdet efter, og se, de havde udført det, som HERREN havde sagt; saaledes havde de udført det. Og Moses velsignede dem.

Chapter 40

40:1  Og HERREN talede til Moses og sagde:

40:2  Paa den første Dag i den første Maaned skal du rejse Aabenbaringsteltets Bolig.

40:3  Sæt saa Vidnesbyrdets Ark derind og hæng Forhænget op for Arken.

40:4  Og du skal bringe Bordet ind og ordne, hvad dertil hører, og bringe Lysestagen ind og sætte Lamperne paa.

40:5  Stil Guldalteret til Røgelsen op foran Vidnesbyrdets Ark og hæng Forhænget op foran Boligens Indgang.

40:6  Stil Brændofferalteret op foran Indgangen til Aabenbaringsteltets Bolig

40:7  og stil Vandkummen op mellem Aabenbaringsteltet og Alteret og hæld Vand deri.

40:8  Rejs Forgaarden rundt om og hæng Forhænget op foran Forgaardens Indgang.

40:9  Tag Salveolien og salv Boligen og alle Ting deri, og du skal hellige den med alt dens Tilbehør, saa den bliver hellig.

40:10  Du skal salve Brændofferalteret og alt dets Tilbehør og hellige Alteret, saa det bliver højhelligt.

40:11  Og du skal salve Vandkummen og Fodstykket og hellige den.

40:12  Lad saa Aron og hans Sønner træde hen til Aabenbaringsteltets Indgang, tvæt dem med Vand

40:13  og ifør Aron de hellige Klæder, salv og hellig ham til at gøre Præstetjeneste for mig.

40:14  Lad saa hans Sønner træde frem, ifør dem Kjortler

40:15  og salv dem, som du salver deres Fader, til at gøre Præstetjeneste for mig. Saaledes skal det ske, for at et evigt Præstedømme kan blive dem til Del fra Slægt til Slægt i Kraft af denne Salvning, som du foretager paa dem.

40:16  Og Moses gjorde ganske som HERREN havde paalagt ham; saaledes gjorde han.

40:17  Paa den første Dag i den første Maaned i det andet Aar blev Boligen rejst.

40:18  Moses rejste Boligen, idet han anbragte Fodstykkerne, rejste Brædderne, stak Tværstængerne ind, rejste Pillerne,

40:19  spændte Teltdækket ud over Boligen og lagde Teltdækkets Dække ovenover, som HERREN havde paalagt Moses.

40:20  Derpaa tog han Vidnesbyrdet og lagde det i Arken, stak Bærestængerne i Arken og lagde Sonedækket oven paa den;

40:21  saa bragte han Arken ind i Boligen og hængte det indre Forhæng op og tilhyllede saaledes Vidnesbyrdets Ark, som HERREN havde paalagt Moses.

40:22  Derpaa opstillede han Bordet i Aabenbaringsteltet ved Boligens nordre Væg uden for Forhænget,

40:23  og han lagde Brødene i Række derpaa for HERRENS Aasyn, som HERREN havde paalagt Moses.

40:24  Derpaa satte han Lysestagen ind i Aabenbaringsteltet lige over for Bordet, ved Boligens søndre Væg;

40:25  og han satte Lamperne derpaa for HERRENS Aasyn, som HERREN havde paalagt Moses.

40:26  Derpaa stillede han Guldalteret op i Aabenbaringsteltet foran Forhænget,

40:27  og han tændte vellugtende Røgelse derpaa, som HERREN havde paalagt Moses.

40:28  Derpaa hængte han Forhænget op for Boligens Indgang.

40:29  Brændofferalteret opstillede han foran Indgangen til Aabenbaringsteltets Bolig og ofrede Brændofferet og Afgrødeofferet derpaa, som HERREN havde paalagt Moses.

40:30  Derpaa opstillede han Vandkummen mellem Aabenbaringsteltet og Alteret og hældte Vand deri til Tvætning.

40:31  Og Moses og Aron og hans Sønner tvættede deres Hænder og Fødder deri;

40:32  naar de gik ind i Aabenbaringsteltet og traadte hen til Alteret, tvættede de sig, som HERREN havde paalagt Moses.

40:33  Saa rejste han Forgaarden rundt om Boligen og Alteret og hængte Forhænget op for Forgaardens Indgang. Hermed var Moses færdig med Arbejdet.

40:34  Da dækkede Skyen Aabenbaringsteltet, og HERRENS Herlighed fyldte Boligen;

40:35  og Moses kunde ikke gaa ind i Aabenbaringsteltet, fordi Skyen havde lagt sig derover, og HERRENS Herlighed fyldte Boligen.

40:36  Men under hele deres Vandring brød Israeliterne op, naar Skyen løftede sig fra Boligen;

40:37  og naar Skyen ikke løftede sig, brød de ikke op, men ventede, til den atter løftede sig.

40:38  Thi HERRENS Sky laa over Boligen om Dagen, og om Natten lyste Ild i Skyen for alle Israeliternes Øjne under hele deres Vandring.