DaOT1871NT1907 - Isaiah

Chapter 1

1:1  Esajas's, Amoz's Søns, Syn, hvilket han saa om Juda og Jerusalem i de Dage, da Usias, Jotham, Akas, Ezekias, vare Konger i Juda.

1:2  Hører, I Himle! og du Jord! mærk, thi Herren har talt; jeg har opdraget Børn og opfostret dem, men de have gjort Overtrædelse imod mig.

1:3  En Okse kender sin Ejermand og et Asen sin Herres Krybbe; Israel kender intet, mit Folk forstaar intet.

1:4  Ve et syndigt Folk, et Folk med svar Misgerning, en Slægt af onde, vanartede Børn! De forlode Herren, de opirrede den Hellige i Israel, de ere vegne tilbage.

1:5  Hvorfor ville I lade eder slaa ydermere? hvorfor ville I forøge eders Afvigelse? hvert Hoved er sygt, og hvert Hjerte er mat.

1:6  Fra Fodsaale og indtil Hovedet er intet helt paa det: Saar og Skrammer og friske Hug! de ere ikke trykkede ud og ikke forbundne og ikke lindrede med Olie.

1:7  Eders Land er en Ørk, eders Stæder ere opbrændte med Ild; fremmede fortære eders Land for eders Øjne, og der er en Ørk, som naar fremmede have væltet op og ned.

1:8  Og Zions Datter er bleven tilovers som en Hytte i en Vingaard, som et Natteskjul i en Græskarhave, som en frelst Stad.

1:9  Dersom ikke den Herre Zebaoth havde ladet os en liden Levning tilbage, havde vi været som Sodoma, været lige med Gomorra.

1:10  I Sodomas Fyrster! hører Herrens Ord; I Gomorras Folk! mærker paa vor Guds Lov!

1:11  Hvad skal jeg med eders mangfoldige Ofre? siger Herren; jeg er mæt af Brændofre af Vædre og af det fedede Kvægs Fedme, og jeg har ingen Lyst til Blod af Okser og Lam og Bukke.

1:12  Naar I komme for at ses for mit Ansigt, hvo har krævet dette af eder, at I skulle nedtræde mine Forgaarde?

1:13  Bærer ikke mere forfængeligt Madoffer frem, det er mig en vederstyggelig Røgelse; Nymaaneder og Sabbater og Højtids Forsamlinger —! jeg fordrager ikke Uret og Højtid.

1:14  Min Sjæl hader eders Nymaaneder og eders Højtider; de ere blevne mig til Byrde; jeg er træt af at taale dem.

1:15  Og naar I udbrede eders Hænder, skjuler jeg mine Øjne for eder; hvor meget I end bede, hører jeg dog ikke; eders Hænder ere fulde af Blod.

1:16  Toer eder, renser eder, borttager eders Idrætters Ondskab fra mine Øjne, lader af at gøre ilde!

1:17  Lærer at gøre godt, søger Ret, leder den vanartede paa rette Vej, skaffer den faderløse Ret, udfører Enkens Sag!

1:18  Kommer dog, og lader os gaa i Rette med hinanden, siger Herren. Dersom eders Synder end vare som Karmesin, da skulle de blive hvide som Sne; om de end vare røde som Skarlagen, skulle de blive som Uld.

1:19  Dersom I ere villige og lydige, skulle I æde Landets Gode.

1:20  Men dersom I vægre eder og ere genstridige, skulle I fortæres af Sværd; thi Herrens Mund har talt det.

1:21  Hvorledes er den trofaste Stad bleven til en Hore? den var fuld af Ret; Retfærdighed havde hjemme i den, men nu er der Mordere.

1:22  Dit Sølv er blevet til Slagger, din Drik er spædet med Vand.

1:23  Dine Fyrster ere Oprørere og Tyvenes Stalbrødre, de elske alle Skænk og jage efter Gaver; de ville ikke skaffe den faderløse Ret, og Enkens Sag maa ikke komme for dem.

1:24  Derfor siger Herren, den Herre Zebaoth, den Mægtige i Israel: Ve! jeg vil mætte min Vrede paa mine Modstandere og hævne mig paa mine Fjender.

1:25  Og jeg vil atter vende min Haand imod dig og udsmelte dine Slagger som med Ludsalt og borttage alt dit Tin.

1:26  Og jeg vil give dig Dommere igen som i Førstningen og Raadsherrer som i Begyndelsen; derefter skal du kaldes Retfærdigheds Stad, en trofast By.

1:27  Zion skal forløses ved Ret og de omvendte i den ved Retfærdighed.

1:28  Hen Overtrædere og Syndere skulle knuses til Hobe, og de, som forlade Herren, skulle omkomme.

1:29  Thi de skulle blive til Skamme for de Terebinters Skyld, som I havde Lyst tilog I skulle beskæmmes for de Havers Skyld, som vare eders Glæde.

1:30  Thi I skulle blive som en Terebinte, der fælder sit Blad, og som en Have, hvori der ikke er Vand.

1:31  Og den stærke skal blive til Blaar og hans Gerning til en Gnist; og de skulle begge brænde med hinanden, og der skal ingen være, som slukker.

Chapter 2

2:1  Dette er det Ord, som Esajas, Amoz's Søn, saa om Juda og Jerusalem.

2:2  Og det skal ske i de sidste Dage, at Herrens Hus's Bjerg skal være grundfæstet oven paa Bjergene og ophøjet over Højene; og alle Hedninger skulle strømme til det.

2:3  Og mange Folkeslag skulle komme og sige: Kommer, og lader os gaa op til Herrens Bjerg, til Jakobs Guds Hus, at han maa lære os sine Veje, at vi maa vandre paa hans Stier; thi fra Zion skal udgaa Lov og Herrens Ord fra Jerusalem.

2:4  Og han skal dømme imellem Hedningerne og holde Ret for mange Folkeslag, og de skulle omsmede deres Sværd til Hakker og deres Spyd til Haveknive; et Folk skal ikke løfte Sværd imod et andet, og de skulle ikke ydermere øve sig i Krig.

2:5  Jakobs Hus! kommer, og lader os vandre i Herrens Lys! —

2:6  Men du har forskudt dit Folk, Jakobs Hus; thi de have fuldt op af Østens Væsen og ere Tegnsudlæggere som Filisterne, og de have Behag i de fremmedes Børn.

2:7  Og deres Land fyldtes med Sølv og Guld, og der er ingen Ende paa deres Liggendefæ; og deres Land fyldtes med Heste, og der er ingen Ende paa deres Vogne.

2:8  Og deres Land fyldtes med Afguder; de tilbede deres Hænders Gerning, det, som deres Fingre have gjort.

2:9  Derfor nedbøjes Mennesket og Manden fornedres, og du tilgive dem det ej!

2:10  Gak ind i Klippen og skjul dig i Støvet for Herrens Frygts Skyld og for hans Majestæts Herligheds Skyld.

2:11  Et Menneskes stolte Øjne skulle ydmyges, og Mændenes Højhed skal nedbøjes; men Herren skal alene være høj paa den Dag.

2:12  Thi den Herre Zebaoths Dag skal komme over hver hovmodig og høj og over hver ophøjet, at han skal fornedres,

2:13  og over alle de høje og anselige Cedre paa Libanon og over alle Ege i Basan

2:14  og over alle høje Bjerge og over alle anselige Høje

2:15  og over hvert højt Taarn og over hver fast Mur

2:16  og over alle Tharsis's Skibe og over alt, hvad der er lysteligt at skue.

2:17  Og Menneskets Højhed skal nedbøjes, og Mændenes Højhed skal fornedres; og Herren skal alene være høj paa den Dag.

2:18  Og med Afguderne skal det være aldeles forbi.

2:19  Og de skulle gaa ind i Klippers Huler og i Jordens Kuler for Herrens Frygts Skyld og for hans Majestæts Herligheds Skyld, naar han rejser sig for at forfærde Jorden.

2:20  Paa den Dag skal Mennesket kaste sine Sølvafguder og sine Guldafguder, som de have gjort sig for at tilbede, bort til Muldvarpene og til Aftenbakkerne,

2:21  for at ty ind i Klippernes Kløfter, i Fjeldenes Huler for Herrens Frygts Skyld og for hans Majestæts Herligheds Skyld, naar han rejser sig for at forfærde jorden.

2:22  Slaar ikke længer eders Lid til Mennesket, som har Aande i sin Næse; thi for hvad er vel han at agte?

Chapter 3

3:1  Thi se, Herren, den Herre Zebaoth, skal borttage fra Jerusalem og fra Juda al Slags Støtte, hver Støtte af Brød og hver Støtte af Vand;

3:2  Vældige og Krigsmænd, Dommere og Profeter og Spaamænd og Ældste;

3:3  Øverster over halvtredsindstyve og anselige Personer og Raadsherrer og vise Mestre og Koglere.

3:4  Og jeg vil give dem Drenge til Fyrster, og barnagtige skulle regere over dem.

3:5  Og Folket skal trænges, den ene imod den anden og hver imod sin Næste; de skulle være overmodige, den unge iniod den gamle og den ringeagtede imod den ærede.

3:6  Og naar en tager fat paa sin Broder i sin Faders Hus og siger: Du har Klæder, vær vor Fyrste; lad denne faldende Bygning være under din Haand:

3:7  Saa skal han paa den Dag tage til Orde og sige: Jeg vil ikke læge eders Skade, og der er hverken Brød, ej heller Klæder i mit Hus, sætter ikke mig til Fyrste over Folket!

3:8  Thi Jerusalem styrter, og Juda falder, efterdi deres Tunge og deres Idræt er imod Herren til at trodse hans Herligheds Øjne.

3:9  Deres Ansigters Forhærdelse vidner imod dem, og de bære deres Synd til Skue som Sodoma, de dølge den ikke. Ve deres Sjæl! thi de have ført sig selv Ulykke paa.

3:10  Siger om de retfærdige, at det skal gaa dem vel; thi de skulle æde deres Idrætters Frugt.

3:11  Ve den ugudelige! det skal gaa ham ilde; thi det, hans Hænder have gjort, skal gengældes ham.

3:12  Børn trænge mit Folk, og Kvinder herske over det; mit Folk! dine Førere forføre dig, og Vejen, du vandrer paa, have de ødelagt.

3:13  Herden er traadt frem for at gaa i Rette, og han staar for at dømme Folkene.

3:14  Herren vil gaa til Doms over de ældste af sit Folk og over dets Fyrster: — „I have fortæret Vingaarden, Rov fra den fattige er i eders Huse.

3:15  Hvi nedtræde I mit Folk og sønderknuse de elendige? siger Herren, den Herre Zebaoth.‟

3:16  Og Herren sagde: Fordi Zions Døtre ophøje sig og gaa med knejsende Nakke og vinke med Øjnene og gaa frem med trippende Gang og rasle med Ankelringene:

3:17  Saa skal Herren gøre Zions Døtres Hovedisse skabet, og Herren skal blotte deres Blusel.

3:18  Paa den Dag skal Herren borttage Prydelsen: Ankelringene og de virkede Huer og Spænderne,

3:19  Halskæderne og Armspannene og Hovedklæderne,

3:20  de dejlige Huer og Armbaandene og Hovedbaandene og Desmerknapperne og Ørenringene,

3:21  Fingerringene og Næseringene,

3:22  Helligdagsklæderne og Kaaberne og Forklæderne og Taskerne,

3:23  Spejlene og de fine Linklæder og Hvivklæderne og Slørene.

3:24  Og det skal ske, at der skal være Stank i Stedet for Vellugt og et Reb i Stedet for Bælte og et skaldet Hoved i Stedet for Haarfletninger og trang Sæk i Stedet for vid Kaabe, Brændemærke i Stedet for Skønhedsplet.

3:25  Dine Folk skulle falde ved Sværdet og din Styrke i Krigen.

3:26  Og i hendes Porte skal være Bedrøvelse og Sorg, og hun selv skal sidde nøgen paa Jorden.

Chapter 4

4:1  Og syv Kvinder skulle paa den Dag tage fat paa een Mand og sige: Vi ville æde vort eget Brød og klæde os i vore egne Klæder; lad os ikkun kaldes efter dit Navn; borttag vor Forsmædelse!

4:2  Paa den Dag skal Herrens Spire være til Pryd og til Herlighed og Landets Frugt til Stolthed og til Pragt for de undkomne i Israel.

4:3  Og det skal ske, at den, som er bleven tilbage i Zion, og den, som er bleven tilovers i Jerusalem, skal kaldes hellig, hver den, som er indskreven til Livet, i Jerusalem,

4:4  naar Herren har aftoet Zions Døtres Urenhed og bortskyllet Jerusalems Blodskyld af dens Midte, ved en Aand, som dømmer, og ved en Aand, som optænder en Ild.

4:5  Og Herren skal skabe over hele Boligen paa Zions Bjerg og over dets Forsamlinger en Sky om Dagen og Røg og skinnende Ildslue om Natten; thi der skal være Dække over alt det, som er herligt.

4:6  Og der skal være en Hytte til Skygge om Dagen imod Hede og til Ly og til Skjul imod Vandskyl og imod Regn.

Chapter 5

5:1  Jeg vil synge om min elskelige, min elskedes Sang om hans Vingaard. Min elskelige havde en Vingaard paa en frugtbar Høj.

5:2  Og han gravede den og kastede Stenene af den og beplantede den med ædle Vinkviste, byggede og et Taarn midt derudi og udhuggede ogsaa en Vinperse derudi, og han ventede, at den skulde bære gode Druer, men den bar vilde Druer.

5:3  Og nu, I Jerusalems Indbyggere og Judas Mænd! dømmer dog imellem mig og min Vingaard!

5:4  Hvad mere kunde der gøres ved min Vingaard, som jeg ikke har gjort ved den? hvi ventede jeg, at den skulde bære gode Druer, og den bar vilde Druer?

5:5  Og nu vil jeg give eder til Kende, hvad jeg vil gøre ved min Vingaard: Jeg vil borttage dens Gærde, og den skal afædes, jeg vil sønderrive dens Gærde, og den skal nedtrædes.

5:6  Og jeg vil lægge den øde, den skal ikke beskæres, ej heller hakkes, men der skal opvokse Torne og Tidsler; og jeg vil forbyde Skyerne at lade Regn falde paa den.

5:7  Thi den Herre Zebaoths Vingaard er Israels Hus, og Judas Mænd ere hans Lysts Plantning; og han ventede Lovlighed, men se, der blev Lovløshed, Retfærd, men se, der blev Voldsfærd!

5:8  Ve dem, som lægge det ene Hus til det andet, føje den ene Ager til den anden, indtil der ikke er mere Rum tilbage, saa at I alene blive siddende midt i Landet.

5:9  I mine Øren lyder det fra den Herre Zebaoth: Sandelig, de mange Huse skulle vorde ødelagte, de store og gode Huse uden Indbyggere!

5:10  Thi en Vingaard paa ti Dages Pløjeland skal kun give en Bath, og en Homer Udsæd skal kun give en Efa.

5:11  Ve dem, som staa aarle op om Morgenen og jage efter stærk Drik, som sidde langt ud paa Aftenen og gløde af Vin!

5:12  Og Harper og Psalter, Tromme og Pibe og Vin høre til deres Gæstebud; men de ville ikke se til Herrens Gerning, og de have ikke Syn for hans Hænders Værk.

5:13  Derfor skal mit Folk bortføres, inden det ser sig for, og dets ærede Mænd skulle vorde Hungerens Folk, og dets menige vansmægte af Tørst.

5:14  Derfor skal Dødsriget udvide sit Svælg og oplade sin Mund umaadeligt, at baade dets ypperlige og dets menige Folk, baade den, som buldrer, og den, som er glad udi den, skal fare der ned.

5:15  Og Mennesket skal nedbøjes og Manden ydmyges, og de hovmodiges Øjne skulle ydmyges.

5:16  Men den Herre Zebaoth skal staa ophøjet ved Dommen, og den hellige Gud skal helliges ved Retfærdighed.

5:17  Da skulle Lammene gaa paa Græs, som var Marken deres egen, og fremmede skulle fortære de riges øde Marker.

5:18  Ve dem, som drage Misgerningen fremad med Løgnens Snorer og Synden med Vognreb;

5:19  dem, som sige: Lad ham skynde sig, lad hans Gerning komme hastigt, at vi se den; og lad det nærme sig, og lad det komme, Israels helliges Raad, at vi kunne fornemme det!

5:20  Ve dem, som sige om det onde, at det er godt, og om det gode, at det er ondt, som gøre Mørke til Lys og Lys til Mørke, som gøre bittert til sødt og sødt til bittert!

5:21  Ve dem, som ere vise i deres egne Øjne og forstandige i deres egne Tanker!

5:22  Ve dem, som ere vældige til at drikke Vin og dygtige Mænd til at blande stærk Drik!

5:23  dem, som for Gaves Skyld dømme en ugudelig at have Ret og fravende de retfærdige deres Ret!

5:24  Derfor, ligesom Ildens Tunge fortærer Halm, og Straa synker sammen i Luen, saa skal deres Rod vorde, som den var forraadnet, og deres Blomster fare op som Støv! thi de have forkastet den Herre Zebaoths Lov og foragtet Israels Helliges Tale.

5:25  Derfor er Herrens Vrede optændt imod hans Folk, og han udrækker sin Haand over det og slaar det, saa at Bjergene bæve, og deres døde Kroppe ligge som Skarn midt paa Gader. Med alt dette har hans Vrede ikke lagt sig, men hans Haand er endnu udrakt.

5:26  Og han skal opløfte et Banner for Hedningerne, som komme langvejs fra, og lokke dem hid fra Jordens Ende; og se, de skulle komme hastelig og let,

5:27  Der er ingen træt eller skrøbelig iblandt dem, ingen slumrer eller sover, Bæltet om deres Lænder løsnes ikke, og ingens Skotvinge sønderrives.

5:28  Deres Pile ere skærpede, og alle deres Buer ere spændte; deres Hestehove agtes som Flint og deres Hjul som en Hvirvelvind.

5:29  Deres Brøl er som Løvindens, og de brøle som de unge Løver, og de brumme og gribe Rov og bortføre det, og der er ingen, som redder.

5:30  Og de skulle bruse ind over dem paa denne Dag, som naar Havet bruser; og skuer man til Landet, da se, der er Trængsels Mørke, og Lyset er formørket af de tykke Skyer.

Chapter 6

6:1  Idet Aar, der Kong Usias døde, da saa jeg Herren sidde paa en høj og ophøjet Trone, og Slæbet af hans Klædebon fyldte Templet.

6:2  Seraferne stode over ham, hver af dem havde seks Vinger; med to skjulte hver sit Ansigt, og med to skjulte hver sine Fødder, og med to fløj de.

6:3  Og den ene raabte til den anden og sagde: Hellig, hellig, hellig er den Herre Zebaoth; al Jorden er fuld af hans Ære.

6:4  Og Dørposterne med Dørtærsklerne bævede for den raabendes Røst, og Huset blev fuldt af Røg.

6:5  Da sagde jeg: Ve mig! thi jeg forgaar; thi jeg har urene Læber og bor midt iblandt et Folk, som har urene Læber; thi mine Øjne have set Kongen, den Herre Zebaoth.

6:6  Da fløj en af Seraferne til mig og havde i sin Haand en Glød, som han havde taget fra Alteret med en Tang.

6:7  Og han lod den røre ved min Mund og sagde: Se, denne har rørt ved dine Læber, og din Misgerning er bortvegen, og din Synd skal sones.

6:8  Og jeg hørte Herrens Røst, som sagde: Hvem skal jeg sende? og hvo vil gaa for os? da sagde jeg: Se, her er jeg, send mig!

6:9  Og han sagde: Gak hen, og du skal sige til dette Folk: Hører og hører, men forstaar ej! ser og ser, men indser ej!

6:10  Gør dette Folks Hjerte fedt, og gør deres Øren tunghørige, og tilstryg deres Øjne, at det ikke ser med sine Øjne og hører med sine Øren og forstaar med sit Hjerte, saa at det omvender sig og vorder lægt.

6:11  Men jeg sagde: Hvor længe, Herre? og han sagde: Indtil Stæderne blive øde, uden Indbyggere, og Husene uden Folk, og Landet aldeles ødelægges.

6:12  Og Herren har ført Folket langt bort, og Tomheden er bleven stor i Landet.

6:13  Og bliver en Tiendepart endnu tilbage deri, saa skal denne atter være til at ødelægges; men ligesom der af Terebinten og Stenegen bliver en Stub tilbage, naar de ere fældede, saaledes skal denne Stub være en hellig Sæd.

Chapter 7

7:1  Og det skete i de Dage, da Akas, Jothams Søn, Usias Sønnesøn, var Konge i Juda, at Rezin, Kongen af Syrien, og Israels Konge Peka, en Søn af Remalia, droge op imod Jerusalem for at føre Krig imod den; men de formaaede ikke at stride imod den.

7:2  Da blev det kundgjort for Davids Hus og sagt: Syrerne have lejret sig i Efraim; da bævede hans Hjerte og hans Folks Hjerte, som Træerne i Skoven bæve for Vejret.

7:3  Men Herren sagde til Esajas: Gak nu ud imod Akas, du og Sear-Jasub, din Søn, til Enden af Vandledningen fra den øverste Dam, ved den alfare Vej ved Blegerens Ager,

7:4  og sig til ham: Var dig og vær stille, frygt ikke og lad ikke dit Hjerte blive forsagt for disse to Stykker rygende Brande, for Rezins og Syrernes og Remalias Søns fnysende Vrede.

7:5  Fordi Syrerne have lagt onde Raad op imod dig, ligeledes Efraim og Remalias Søn, sigende:

7:6  Vi ville drage op imod Juda og ængste det og rive det til os, og vi ville gøre Tabeals Søn til Konge derudi:

7:7  Saa siger den Herre, Herre: Det skal ikke staa fast og ikke ske!

7:8  Thi Damaskus er Hoved for Syrien og Rezin Hoved for Damaskus; og efter fem og tresindstyve Aar skal Efraim knuses, at det ikke mere skal være et Folk.

7:9  Og Samaria er Hoved for Efraim og Remalias Søn Hoved for Samaria: Ere I ej troende, blive I ej boende.

7:10  Og Herren blev ved at tale til Akas og sagde:

7:11  Begær dig et Tegn af Herren, din Gud; begær det i det dybe eller oventil i det høje!

7:12  Men Akas sagde: Jeg vil ikke begære og ikke friste Herren.

7:13  Da sagde han: Hører dog, I af Davids Hus! Er det eder lidet, at I falde Mennesker til Besvær, at I ogsaa ville falde min Gud til Besvær?

7:14  Derfor skal Herren selv give eder et Tegn: Se, Jomfruen bliver frugtsommelig og føder en Søn, og hun kalder hans Navn Immanuel.

7:15  Han skal æde Smør og Honning ved den Tid, han forstaar at forkaste det onde og at udvælge det gode.

7:16  Thi førend Barnet forstaar at forkaste det onde og udvælge det gode, skal det Land, for hvis tvende Konger du gruer, vorde forladt.

7:17  Over dig og over dit Folk og over din Faders Hus skal Herren lade Dage komme, som ikke ere komne siden den Dag, Efraim faldt fra Juda: — Kongen af Assyrien.

7:18  Og det skal ske, paa den Dag skal Herren hvisle Fluerne hid, som ere yderst ved Ægyptens Floder, og Bierne, som ere i Assyriens Land,

7:19  og de skulle komme og nedlade sig alle sammen i de øde Dale og i Klippernes Revner og i alle Tornebuskene og paa alle Græsgangene.

7:20  Paa den Dag skal Herren rage Hovedet og Haarene paa Fødderne med en Ragekniv, som er lejet paa hin Side Floden, det er ved Kongen af Assyrien, og den skal ogsaa aldeles borttage Skægget.

7:21  Og det skal ske paa den Dag, da skal en Mand lade en Kviekalv og to Faar leve,

7:22  og det skal ske, fordi de skulle give megen Mælk, at han kan æde Smør; thi hver, som bliver tilovers i Landet, skal æde Smør og Honning.

7:23  Og det skal ske paa den Dag, at hvert Sted, hvor der var tusinde Vinstokke, tusinde Sekel Sølv værd, skal blive til Torn og Tidsel.

7:24  Man skal gaa derhen med Pile og med Bue; thi alt Landet skal blive til Torn og Tidsel.

7:25  Og til alle Bjerge, som hakkes med Hakken, skal man ikke kunne komme af Frygt for Torne og Tidsler; men de skulle være til at slippe Øksne løse paa og til at nedtrædes af Faar.

Chapter 8

8:1  Og Herren sagde til mig: Tag dig en stor Tavle og skriv derpaa med Menneskers Griffel: „Hurtigt Rov, hastigt Bytte‟.

8:2  Og jeg vil tage mig tilforladelige Vidner: Præsten Uria og Sakarias, Jeberekias Søn.

8:3  Og jeg nærmede mig til Profetinden, og hun undfangede og fødte en Søn; og Herren sagde til mig: Kald hans Navn: Maher-Sjalal Kasj-Bas.

8:4  Thi førend Barnet forstaar at raabe: Min Fader og min Moder! skal man bortføre Damaskus's Gods og Samarias Bytte hen foran Kongen af Assyriens Ansigt.

8:5  Og Herren blev endnu ved at tale til mig, sigende:

8:6  Fordi dette Folk foragtede Siloas sagte rindende Vande, og der er Glæde over Rezin og Remalias Søn;

8:7  se, derfor skal Herren lade Flodens mægtige og mange Vande, Kongen af Assyrien og al hans Herlighed komme over dem; og den skal stige over alle sine Strømme og gaa over alle sine Bredder.

8:8  Og den skal bryde ind i Juda, skylle over og strømme over og naa til Halsen; og hans udbredte Vinger skulle fylde dit Land, o Immanuel! saa vidt, som det er.

8:9  Slaar kun ned, I Folkefærd! I skulle dog sønderknuses; mærker med eders Øren, alle I, som ere i langt fraliggende Lande! omgjorder eder, I skulle dog blive sønderknuste, omgjorder eder, I skulle dog blive sønderknuste.

8:10  Beslutter et Raad, det skal blive til intet; taler et Ord, det skal ikke bestaa; thi med os er Gud.

8:11  Thi saa sagde Herren til mig, der hans Haand greb mig, og han underviste mig, at jeg ikke skulde vandre paa dette Folks Vej, og sagde:

8:12  Kalder ikke Sammensværgelse, hvad dette Folk kalder Sammensværgelse, og frygter ikke, hvad det frygter, og forfærdes ikke!

8:13  Den Herre Zebaoth, han skal være eder hellig; og han skal være eders Frygt, og han skal være eders Forfærdelse.

8:14  Og han skal være til en Helligdom, men og til en Anstødssten og til en Forargelsesklippe for Israels tvende Huse, til en Snare og til en Strikke for Jerusalems Indbyggere.

8:15  Og mange skulle støde sig paa dem og falde og sønderbrydes og omsnæres og fanges.

8:16  Bind Vidnesbyrdet til, forsegl Loven hos mine Disciple!

8:17  Og jeg vil bie efter Herren, han, som har skjult sit Ansigt for Jakobs Hus, og jeg vil forvente ham.

8:18  Se, her er jeg og de Børn, som Herren har givet mig, til Tegn og Forbilleder i Israel fra den Herre Zebaoth, som bor paa Zions Bjerg.

8:19  Og naar de ville sige til eder: Søger til Spaakvinderne og til Tegnsudlæggerne, som hviske og mumle, da siger: Skal ikke et Folk søge til sin Gud? skal man søge til de døde for de levendes Skyld?

8:20  „Til Loven og til Vidnesbyrdet!‟ — dersom de ikke tale saaledes, naar der ingen Morgenrøde er for dem,

8:21  da skulle de drage igennem Landet, haardt plagede og hungrige; og naar en hungrer, da skal han blive vred og bande sin Konge og sin Gud og vende sit Ansigt imod det høje;

8:22  og han skal se til Jorden, men se, der skal være Angest og Mørke, Trængsels Mørke, og i Mulm er han udstødt.

Chapter 9

9:1  Thi der skal ej være Mørke for det Land, hvor der nu er Trængsel; som han i den første Tid bragte Vanære over Sebulons Land og Nafthalis Land, saa skal han gøre det herligt paa det sidste, Landet ad Vejen ved Havet, paa hin Side Jordan, Hedningernes Galilæa.

9:2  Det Folk, som vandrede i Mørket, ser et stort Lys; over dem, som boede i Dødens Skygges Land, skinner et Lys.

9:3  Du formerer Folket, hvis Glæde du ikke havde gjort stor; de glæde sig for dit Ansigt, ligesom Glæden er om Høsten, ligesom man fryder sig, naar man uddeler Bytte.

9:4  Thi dets Byrdes Aag og Kæppen over dets Ryg, dets Drivers Stav, har du sønderbrudt som paa Midians Dag;

9:5  thi hver Krigsstøvle, som blev baaren i Stridstummelen, og Klæderne, som vare sølede i Blod, skulle opbrændes og blive Ildens Næring.

9:6  Thi et Barn er os født, en Søn er os given, og Fyrstendømmet skal være paa hans Skulder, og hans Navn kaldes Under, Raadgiver, vældige Gud, Evigheds Fader, Fredsfyrste;

9:7  for at Fyrstendømmet maa blive stort, og at der maa blive Fred uden Ende over Davids Trone og over hans Rige til at befæste det og til at opholde det ved Ret og Retfærdighed fra nu og indtil evig Tid; den Herre Zebaoths Nidkærhed skal gøre dette.

9:8  Herren har sendt et Ord i Jakob, og det er faldet i Israel.

9:9  Og det hele Folk skal fornemme det, Efraim og Indbyggerne i Samaria, med deres Hovmodighed og Hjerters Stolthed; de sige:

9:10  Teglstenene ere faldne, men vi ville bygge med hugne Sten; Morbærtræerne ere afhugne, men vi ville sætte Cedertræer i Stedet.

9:11  Og Herren skal ophøje Rezins Modstandere over ham, og han vil væbne hans Fjender.

9:12  Syrerne forfra og Filisterne bagfra fortærede Israel med fuld Mund. Med alt dette har hans Vrede ikke lagt sig, men hans Haand er endnu udrakt.

9:13  Og Folket har ikke omvendt sig til den, som slog det, og har ikke søgt den Herre Zebaoth.

9:14  Derfor vil Herren afhugge af Israel Hoved og Hale, Palmegren og Siv, paa een Dag.

9:15  Den gamle og den ansete, han er Hovedet; men en Profet, som lærer Løgn, han er Halen.

9:16  Og dette Folks Førere forføre det, og de iblandt det, som lade sig føre, opsluges.

9:17  Derfor kan Herren ikke glæde sig over dets unge Karle og ej forbarme sig over dets faderløse og over dets Enker; thi hver af dem er vanhellig og handler ondt, og hver Mund taler Daarskab. Med alt dette har hans Vrede ikke lagt sig, men hans Haand er endnu udrakt.

9:18  Thi Ugudelighed brænder som en Ild, der fortærer Torn og Tidsler og sætter Ild paa Skovens Tykninger, og de skulle hvirvle højt op i Røg.

9:19  Landet er sat i Brand i den Herre Zebaoths Vrede; og Folket er som det, der fortæres af Ild, de spare ikke den ene den anden.

9:20  Og man snapper til højre og hungrer endda, og man æder om sig til venstre og mættes ej; de fortære hver sin Arms Kød:

9:21  Manasse er imod Efraim og Efraim imod Manasse, begge med hverandre imod Juda. Med alt dette har hans Vrede ikke lagt sig, men hans Haand er endnu udrakt.

Chapter 10

10:1  Ve dem, som give ugudelige Love og udstede uretfærdige Skrivelser

10:2  for at fortrænge de ringe fra deres Ret og for at fravende de elendige iblandt mit Folk deres Ret, at Enkerne maa være deres Bytte, og at de kunne berøve de faderløse!

10:3  Men hvad ville I gøre imod Hjemsøgelsens Dag og imod den Ødelæggelse, som skal komme langt borte fra? til hvem ville I fly om Hjælp? og hvor ville I lade eders Herlighed blive?

10:4  Enhver, som ikke maa bøje sig iblandt de bundne, skal falde iblandt de ihjelslagne. Med alt dette har hans Vrede ikke lagt sig; men hans Haand er endnu udrakt.

10:5  Ve Assur, min Vredes Ris! min Harme er Kæppen i hans Haand.

10:6  Jeg sender ham imod et vanhelligt Folk og giver ham Befaling imod det Folk, som jeg er vred paa, til at gøre Bytte og røve Rov og til at træde det ned som Ler paa Gader.

10:7  Men han, han mener det ikke saa, og hans Hjerte tænker ikke saa; men hans Hu staar til at ødelægge og at udrydde ikke faa Folk.

10:8  Thi han siger: Ere mine Fyrster ikke Konger til Hobe?

10:9  Er det ikke gaaet Kalno som Karkemis? ikke Hamath som Arpad? ikke Samaria som Damaskus?

10:10  Ligesom min Haand har ramt Afgudernes Riger, hvor der var flere Billeder end i Jerusalem og i Samaria:

10:11  Mon jeg ikke, saaledes som jeg har gjort ved Samaria og dens Afguder, saaledes skal gøre ved Jerusalem og ved dens Afguder?

10:12  Og det skal ske, naar Herren har udrettet al sin Gerning paa Zions Bjerg og i Jerusalem, da vil jeg hjemsøge Kongen af Assyriens Hovmods Frugt og hans Hoffærdigheds Pragt.

10:13  Fordi han siger: Ved min Haands Kraft har jeg gjort det og ved min Visdom, thi jeg er forstandig; og jeg borttager Folkenes Landemærker og har røvet deres Forraad, og som den mægtige nedkaster jeg dem, som sidde i Højsædet.

10:14  Og min Haand har fundet hen til Folkenes Gods som til en Fuglerede, og jeg har sanket alt Landet, som man sanker Æg, der ere forladte; og der var ingen, som rørte en Vinge, eller som oplod Næbet og peb.

10:15  Kan vel Øksen rose sig imod den, som hugger med den? eller Saven trodse den, som trækker den? som om en Stav vilde svinge den, som opløfter den, eller som om en Kæp vilde opløfte den, som ikke er Træ?

10:16  Derfor skal Herren, den Herre Zebaoth, sende Magerhed paa hans fede, og under hans Herlighed skal der brænde et Baal som et brændende Baal.

10:17  Og Israels Lys skal vorde en Ild, og hans Hellige skal vorde en Lue; og den skal brænde og fortære hans Torn og Tidsler paa een Dag.

10:18  Og hans Skovs og hans Frugthaves Herlighed skal den fortære med Rub og Stub; og han skal blive som en syg, der vansmægter.

10:19  Og de overblevne Træer i hans Skov skulle være faa i Tal, og et Barn skal kunne opskrive dem.

10:20  Og det skal ske paa den Dag, da skulle de overblevne i Israel og de undkomne af Jakobs Hus ikke mere forlade sig paa den, som slaar det; men de skulle forlade sig paa Herren, Israels Hellige, i Oprigtighed.

10:21  De overblevne skulle omvende sig, de overblevne af Jakob, til den vældige Gud.

10:22  Thi om dit Folk, o Israel! er som Havets Sand, skulle kun de overblevne deraf omvende sig; Fordærvelsen er bestemt, den breder sig ud med Retfærdighed som en Strøm.

10:23  Thi Fordærvelsen og det besluttede Raad skal Herren, den Herre Zebaoth, udføre, midt i hele Landet.

10:24  Derfor, saa siger Herren, den Herre Zebaoth: Frygt ikke, mit Folk! du, som bor i Zion, for Assur; han slaar dig med Staven og opløfter sin Kæp over dig, paa samme Vis som Ægypterne.

10:25  Thi endnu et lidet, en føje Tid, saa skal Fortørnelsen endes, og min Vrede komme for at fortære dem.

10:26  Og den Herre Zebaoth skal svinge en Svøbe over ham, som da Midian blev slaaet paa Orebs Klippe, og sin Stav, som han hævede over Havet, den skal han opløfte paa samme Vis som i Ægypten.

10:27  Og det skal ske paa den Dag, da skal hans Byrde borttages fra dine Skuldre og hans Aag fra din Hals; og Aaget skal sprænges for Fedmens Skyld.

10:28  Han kommer over Ajat, han drager igennem Migron, han lader sit Tros blive tilbage i Mikmas.

10:29  De drage igennem Passet, de blive Natten over i Geba; Rama bæver, Sauls Gibea flyr.

10:30  Raab højt, du Gallims Datter! giv Agt, Lajsa! ulykkeligt er Anathoth.

10:31  Madmena flygter, Indbyggerne i Gebim samle sig til Flugt.

10:32  Endnu bliver han staaende denne Dag i Nob; saa løfter han sin Haand imod Zions Hus's Bjerg, imod Jerusalems Høj.

10:33  Se, Herren, den Herre Zebaoth, skal nedhugge de skønne Grene, saa man gruer; og de ranke Stammer skulle afhugges, og de høje skulle blive lave.

10:34  Og den tykke Skov nedhugges med Jernet, og Libanon falder for den Mægtige.

Chapter 11

11:1  Og der skal opgaa et Skud af Isajs Stub, og en Kvist af hans Rødder skal bære Frugt.

11:2  Og Herrens Aand skal hvile over ham, Visdoms og Forstands Aand, Raads og Styrkes Aand, Herrens Kundskabs og Frygts Aand.

11:3  Og hans Lyst skal være i Herrens Frygt, og han skal ikke dømme efter det, hans Øjne se, ej heller holde Ret efter det, hans Øren høre.

11:4  Men han skal dømme de ringe med Retfærdighed og holde Ret for de lidende i Landet med Oprigtighed; og han skal slaa Jorden med sin Munds Ris og dræbe den ugudelige med sine Læbers Aande.

11:5  Og Retfærdighed skal være hans Lænders Bælte og Trofasthed hans Hofters Bælte.

11:6  Og Ulven skal gaa hos Lammet og Parderen ligge hos Kiddet; Kalven og Løven og Fedekvæget skulle være sammen, og en liden Dreng skal drive dem.

11:7  Og Koen og Bjørnen skulle græsse sammen, deres Unger skulle ligge hos hinanden; og Løven skal æde Straa som Oksen.

11:8  Og det diende Barn skal lege ved Øglens Hul og det afvante Barn stikke sin Haand til Basiliskens Hule.

11:9  De skulle ej gøre noget ondt og ej noget fordærveligt paa hele mit hellige Bjerg; thi Jorden er fuld af Herrens Kundskab, ligesom Vandet skjuler Havets Bund.

11:10  Og det skal ske paa den Dag, at Hedningerne skulle spørge efter Isajs Rod, der staar som et Banner for Folkene; og hans Hvilested skal være Herlighed.

11:11  Og det skal ske paa den Dag, at Herren atter, anden Gang, skal udstrække sin Haand til at forhverve sig det overblevne af sit Folk, som skal blive tilovers fra Assyrien og fra Ægypten og fra Pathros og fra Morland og fra Elam og fra Sinear og fra Hamath og fra Øerne i Havet.

11:12  Og han skal opløfte et Banner for Hedningerne og sanke Israels fordrevne og samle Judas adspredte fra Jordens fire Hjørner.

11:13  Og Efraims Misundelse skal vige, og Judas Fjender skulle udryddes; Efraim skal ikke være misundelig paa Juda, og Juda skal ikke trænge Efraim.

11:14  Men de skulle flyve ind paa Filisternes Skuldre imod Vesten, de skulle i Forening røve fra dem, som bo imod Østen; Edom og Moab skulle blive et Bytte for deres Haand, og Ammons Børn skulle bevise dem Lydighed.

11:15  Og Herren skal sætte Vigen af Ægyptens Hav i Band og bevæge sin Haand over Floden med sit stærke Vejr; og han skal slaa den i syv Bække og lade den betrædes med Sko.

11:16  Og der skal være en banet Vej for de overblevne af hans Folk, som skulle blive tilovers fra Assyrien, ligesom der var for Israel, den Dag det drog op af Ægyptens Land.

Chapter 12

12:1  Og du skal sige paa den Dag: Jeg vil takke dig, Herre! thi du har været vred paa mig, men din Vrede er afvendt, og du trøster mig.

12:2  Se, Gud er min Frelse, jeg vil være tryg og ikke frygte; thi den Herre, Herre er min Styrke og Lovsang, og han er bleven mig til Frelse.

12:3  Og I skulle drage Vand med Glæde af Frelsens Kilder.

12:4  Og I skulle sige paa den Dag: Takker Herren, paakalder hans Navn, kundgører hans Gerninger iblandt Folkene, forkynder, at hans Navn er højt.

12:5  Lovsynger Herren, thi han har gjort herlige Ting; dette er kundgjort paa den ganske Jord.

12:6  Raab højt og syng med Fryd, du Indbyggerske i Zion! thi den Hellige i Israel er stor midt udi dig.

Chapter 13

13:1  En Profeti imod Babel, som Esajas, Amoz's Søn, saa.

13:2  Oprejser Banner paa et nøgent Bjerg, opløfter Røsten til dem, vinker med Haanden, at de gaa ind ad Fyrsternes Døre.

13:3  Jeg har givet Befaling til dem, jeg har helliget og kaldet til min Vredes Tjeneste, mine vældige, mine stoltelig jublende.

13:4  Der høres en Tummel paa Bjergene som af et stort Folk, et Bulder af samlede Hedningeriger; den Herre Zebaoth mønstrer Krigshær.

13:5  De komme fra et langt fraliggende Land, fra Himmelens Ende, Herren og hans Vredes Vaaben til at ødelægge den hele Jord.

13:6  Hyler, thi Herrens Dag er nær, den skal komme som en Ødelæggelse fra den Almægtige.

13:7  Derfor skulle alle Hænder slappes og hvert Menneskehjerte blive modfaldent.

13:8  Og de skulle forfærdes, Veer og Smerter skulle betage dem, de skulle vride sig som den, der føder, de skulle forfærdede se, den ene paa den anden, deres Ansigter skulle blusse som Lue.

13:9  Se, Herrens Dag kommer grum og fuld af Harme og brændende Vrede for at gøre Jorden til en Ørk og udslette dens Synder derfra.

13:10  Thi Stjernerne paa Himmelen og deres Stjernebilleder skulle ikke lade deres Lys skinne, Solen skal formørkes, naar den gaar op, og Maanen skal ikke lade sit Lys skinne.

13:11  Og jeg vil hjemsøge Jorderige for det onde og de ugudelige for deres Misgerning; og jeg vil bringe de hovmodiges Stolthed til at høre op og bøje Voldsmænds Overmod.

13:12  Jeg vil gøre Folk sjældnere end Guld og Mennesker sjældnere end Guld fra Ofir.

13:13  Derfor vil jeg ryste Himmelen, og Jorden skal skælvende vige fra sit Sted, i den Herre Zebaoths Fortørnelse og paa hans brændende Vredes Dag.

13:14  Og det skal gaa som med en jaget Raa og som med Faar, hvilke ingen samler: De skulle vende sig hver til sit Folk og fly hver til sit Land.

13:15  Hver den, som bliver naaet, skal gennemstikkes, og hver den, som gribes, skal falde ved Sværdet.

13:16  Og deres spæde Børn skulle knuses for deres Øjne, deres Huse plyndres og deres Hustruer skændes.

13:17  Se, imod dem vil jeg opvække Mederne, dem, som ikke agte Sølv, ej heller have Lyst til Guld;

13:18  men deres Buer skulle sønderknuse Drenge, og de skulle ikke forbarme sig over Livs Frugt, deres Øje skal ikke skaane Børnene.

13:19  Og Babel, Rigernes Krone, Kaldæernes herlige Prydelse, skal blive, som da Gud omkastede Sodoma og Gomorra.

13:20  Den skal i Evighed ikke rejse sig, og den skal ikke bebos fra Slægt til Slægt, og ingen Araber skal opslaa Telt der, ej heller Hyrder lade Kvæg ligge der.

13:21  Men Ørkens Vildt skal ligge der, og deres Huse skulle være fulde af hylende Dyr, og Strudser skulle bo der og Skovtrolde springe der.

13:22  Og Ulve skulle tude imod hverandre i de forladte Huse og Drager i de lystige Paladser; og det er nær for Haanden, at dens Tid kommer, og dens Dage skulle ikke forhales.

Chapter 14

14:1  Thi Herren skal forbarme sig over Jakob og atter udvælge Israel og lade dem bosætte sig i deres Land; og den fremmede skal slutte sig til dem og holde sig til Jakobs Hus.

14:2  Og Folkene skulle tage dem og føre dem til deres Hjem, og Israels Hus skal tage hine til Eje som Tjenere og Tjenestepiger i Herrens Land og holde dem fangne, som havde fanget dem selv, og regere over sine Undertrykkere.

14:3  Og det skal ske paa den Dag, naar Herren skaffer dig Rolighed efter din Møje og din Uro og efter den haarde Trældom, med hvilken man lod dig trælle:

14:4  Da skal du istemme denne Sang imod Kongen af Babel og sige: Hvorledes er Undertrykkeren hørt op! hvorledes er Trykket hørt op!

14:5  Herren har sønderbrudt de ugudeliges Stav, Herskernes Spir,

14:6  som slog Folkene i Grumhed med Slag uden Afladelse og regerede over Folkefærd i Vrede, med skaanselløs Forfølgelse.

14:7  Al Jorden hviler og er stille, de raabe med frydefuldt Skrig.

14:8  Cypresserne glæde sig ogsaa over dig, ja, Cedrene paa Libanon, og sige: Fra den Tid, du ligger, kommer ingen op at omhugge os.

14:9  Dødsriget her neden til bæver for dig, for at møde dig, naar du kommer, det bringer Dødningerne til at rejse sig for din Skyld, alle Jordens mægtige, det lader alle Folkekongerne staa op fra deres Troner.

14:10  Alle svare de og sige til dig: Du er og bleven afmægtig som vi, du er bleven os lig!

14:11  Din Højhed med dine Psaltres Brusen er nedkastet til Dødsriget; Orme bredes under dig, og Maddiker bedække dig.

14:12  Hvorledes er du falden ned fra Himmelen, du Morgenstjerne, du Morgenrødens Søn? hvorledes er du nedhugget til Jorden, du, som nedtraadte Folkefærd?

14:13  Og du sagde i dit Hjerte: Jeg vil stige op til Himmelen, ophøje min Trone over Guds Stjerner, og jeg vil sidde paa Forsamlingsbjerget, yderst imod Norden;

14:14  jeg vil fare op over de højeste Skyer, jeg vil være den Højeste lig!

14:15  Men til Dødsriget skal du nedfare, til Hulens nederste Steder!

14:16  Hvo dig ser, skal stirre paa dig, de skulle betragte dig og sige: Mon denne være den Mand, som bragte Jorden til at bæve? som bragte Rigerne til at skælve?

14:17  som gjorde Jorderige til en Ørk og nedbrød dets Stæder? som ikke løste sine bundne for at lade dem gaa hjem?

14:18  Alle Folkenes Konger, de ligge alle med Ære, hver i sit Hus;

14:19  men du, du er henslængt, uden Grav, som en vederstyggelig Kvist, bedækket med ihjelslagne, som ere gennemborede med Sværd, som fore ned i Stenhulens Dyb; du er som et nedtraadt Aadsel.

14:20  Du skal ikke forenes med dem ved Begravelse; thi du har ødelagt dit Land, ihjelslaget dit Folk; de ondes Sæd skal ikke nævnes evindelig.

14:21  Bereder hans Børn et Blodbad for deres Fædres Misgerning, at de ikke rejse sig, hverken til at arve Jorden eller til at fylde Jorderiges Kreds med Stæder.

14:22  Thi jeg vil staa op imod dem, siger den Herre Zebaoth, og udrydde Babels Navn og hans overblevne og Søn og Sønnesøn, siger Herren.

14:23  Og jeg vil gøre den til Bo for Pindsvin og til Vandsumpe og feje den bort med Ødelæggelsens Kost, siger den Herre Zebaoth.

14:24  Den Herre Zebaoth har svoret og sagt: Sandelig, som jeg har tænkt, skal det ske, og som jeg har besluttet, skal det staa fast:

14:25  At jeg skal sønderknuse Assur i mit Land og nedtræde ham paa mine Bjerge, saa at hans Aag skal tages fra dem, og hans Byrde vige fra deres Skuldre!

14:26  Dette er det Raad, som er besluttet over den hele Jord, og dette er den Haand, som er udrakt over alle Folkefærd.

14:27  Thi den Herre Zebaoth har besluttet det, og hvo vil gøre det til intet? og hans Haand er udrakt, og hvo vil afvende den?

14:28  I det Aar, der Kong Akas døde, skete denne Profeti.

14:29  Glæd dig ikke, du ganske Filisterland! at hans Stav, som slog dig, er sønderbrudt; thi af Slangens Rod skal udgaa en Basilisk, og dens Frugt skal blive en flyvende Drage.

14:30  Og de førstefødte af de ringe skulle finde Næring og de fattige ligge tryggelig; men jeg vil døde din Rod med Hunger, og man skal ihjelslaa de overblevne af dig.

14:31  Hyl, Port! skrig, Stad! vær mistrøstig, du ganske Filisterland! thi der skal komme en Røg af Norden, og der er ingen Efternøler i hans Skarer.

14:32  Og hvad skal man svare Folkets Bud? — At Herren har grundfæstet Zion, og at de elendige af hans Folk skulle have Tilflugt i den.

Chapter 15

15:1  Profeti imod Moab. I den Nat, da Ar-Moab blev forstyrret, gik det til Grunde; i den Nat, da Kir-Moab blev forstyrret, gik det til Grunde.

15:2  Man gaar op til Afgudshuset og til Dibon, til Højene for at græde; paa Nebo og paa Medba hyler Moab, hvert Hoved der er skaldet, hvert Skæg er afskaaret.

15:3  Paa Gaderne derudi ombinde de sig med Sæk, paa Tagene og paa Gaderne derudi hyle de alle sammen og flyde hen i Graad.

15:4  Og Hesbon og Eleale raabe, deres Røst høres indtil Jahaz; derfor skrige de bevæbnede i Moab, hvers Sjæl er modfalden.

15:5  Mit Hjerte raaber over Moab, hvis Flygtninge ty lige til Zoar, til Eglath-Selisia; thi man gaar op ad Lukits Opgang med Graad, og paa Vejen til Horonaim opløfter man et Fortvivlelsens Skrig.

15:6  Thi Nimrims Vande blive til Ørk; thi Urterne ere hentørrede, Græsset er borte, der er intet grønt.

15:7  Derfor bære de Levningen af det, som de have forhvervet sig, og hvad de have henlagt, over Pilebækken.

15:8  Thi Skriget omspænder Moabs Landemærke, dets Hyl naar indtil Eglajm, og dets Hyl til Beer-Elim.

15:9  Thi Dimons Vande ere fulde af Blod, og jeg vil lade endnu mere komme over Dimon; jeg vil sende en Løve over de undkomne af Moab og over de overblevne i Landet.

Chapter 16

16:1  Sender Landets Hersker Lam fra Sela gennem Ørken til Zions Datters Bjerg.

16:2  Og det skal ske, at ligesom en Fugl, udjaget af Reden, flagrer hid og did, saa skulle Moabs Døtre komme til Arnons Færgesteder.

16:3  Giv Raad, hjælp til Ret, gør din Skygge som Natten midt om Middagen, skjul de fordrevne, forraad ikke den, som flyr!

16:4  Lad mine fordrevne faa Herberge hos dig, Moab! vær dem et Skjul imod Ødelæggeren; thi Undertrykkeren er borte, Ødelæggelsen faar Ende, og de, som nedtraadte andre, skulle omkomme af Landet.

16:5  Og der skal beredes en Trone ved Miskundheden, og en skal sidde derpaa i Sandheden, i Davids Paulun, en, som skal dømme og spørge efter Ret og haste efter Retfærdighed.

16:6  Vi have hørt om Moabs Hovmod, han er saare hovmodig, ja, om hans Stolthed og hans Hovmod og hans Grumhed, hans tomme Pral.

16:7  Derfor skal Moab hyle over Moab, de skulle alle sammen hyle; over Kir-Hareseths Grundvolde skulle I sukke, aldeles modfaldne.

16:8  Thi Hesbons Marker ere henvisnede, paa Vintræet i Sibma have Folkenes Herrer knust de ædle Ranker, som naaede til Jaeser og forvildede sig ind i Ørken; dens Kviste, som bredte sig ud, ere komne over Havet.

16:9  Derfor vil jeg græde med Jaesers Graad over det Vintræ i Sibma, jeg vil væde dig, Hesbon og Eleale, med min Graad; thi over din Sommerfrugt og over din Høst faldt Krigsskriget ind.

16:10  Og Glæde og Fryd er veget bort fra den frugtbare Mark, og man synger ikke i Vingaardene, raaber ej heller med Glæde; Persetræderen træder ikke Druer i Perserne, Frydeskrig har jeg ladet høre op.

16:11  Derfor bruser mit Inderste over Moab som en Harpe, og mit Hjerte over Kir-Heres.

16:12  Og det sker, naar Moab lader sig se og er træt af at ofre paa Højen, da vil det komme til sin Helligdom for at bede og skal ikke kunne.

16:13  Dette er det Ord, som Herren har talt imod Moab den Gang;

16:14  men nu har Herren talt og sagt: Om tre Aar, som en Daglønners Aar, da skal Moabs Herlighed med al den store Mængde være ringeagtet, og der skal blive en Levning tilbage, liden, ringe og afmægtig.

Chapter 17

17:1  Profeti imod Damaskus. Se, Damaskus skal ikke mere være en Stad, men den skal være en sammenstyrtet Stenhob.

17:2  Aroers Stæder skulle blive forladte; de skulle være for Hjorde, og disse skulle ligge der, og ingen skal forfærde dem.

17:3  Og det skal være forbi med Befæstningen for Efraim og med Kongedømmet for Damaskus og for det overblevne af Syrerne; de skulle være som Israels Børns Herlighed, siger den Herre Zebaoth.

17:4  Og det skal ske paa den Dag, da skal Jakobs Herlighed blive ringe, og hans Køds Fedme skal blive mager.

17:5  Og det skal gaa, som naar en Høstmand griber om det stagende Korn, og hans Arm høster Aksene; og det skal gaa, som naar een samler Aks i Refaims Dal.

17:6  Og der skal blive en Efterslet tilovers derudi, som naar man ryster et Olietræ: To eller tre Bær i den øverste Top, fire eller fem paa de frugtbare Kviste, siger Herren, Israels Gud.

17:7  Paa den Dag skal Mennesket se hen til den, som har skabt ham, og hans Øjne skulle se hen til den Hellige i Israel.

17:8  Og han skal ikke se hen til Altrene, hans Hænders Gerning, og ikke se til det, som hans Fingre have gjort, hverken til Astartes eller Solens Billeder.

17:9  Paa den Dag skulle hans faste Stæder vorde som de forladte Skove og Højder, som man havde forladt for Israels Børns Skyld, og der skal blive en Ørk.

17:10  Thi du har glemt din Frelses Gud og ikke ihukommet din Styrkes Klippe; derfor planter du liflige Plantninger og besætter din Vingaard med fremmede Ranker.

17:11  Paa den Dag, du planter, gærder du derom, og om Morgenen bringer du din Sæd til at grønnes; men flygtet er Høsten paa Sygdommens og den ulægelige Smertes Dag.

17:12  Ve, en Brusen af mange Folkeslag! de bruse som Havets Brusen; og et Bulder af Folkefærd! de buldre, som mægtige Vande buldre.

17:13  Folkene buldre som store Vandes Bulder, men han truer dem, saa de fly langt bort; og de bortjages som Avner paa Bjergene for Vejret og som en Hvirvel for Hvirvelvind.

17:14  Ved Aftenstid — se, da er der Forskrækkelse! førend Morgenen kommer, da ere de ikke mere; dette er deres Del, som plyndre os, og deres Lod, som berøve os.

Chapter 18

18:1  Ve det Land med de susende Vinger, paa hin Side af Morlands Floder!

18:2  som sender Bud over Havet og med Fartøj af Rør over Vandet: Gaar, I lette Bud, til et Folk, som er velvokset og glatraget, til et forfærdeligt Folk, som er længere borte end dette; et Folk, kraftigt og nedtrædende, hvis Land Floder gennemstrømme.

18:3  Alle I Indbyggere paa Jorderige, og I, som bo paa Jorden, naar man opløfter Bannere paa Bjergene, da ser til, og naar man blæser i Trompeten, da hører efter!

18:4  Thi saa har Herren sagt til mig: Jeg vil være stille og se til fra min Bolig, naar Heden lumrer under Solskin, naar Skyen dugger i Høstens Hede.

18:5  Thi før Høsten, naar Blomstringen er til Ende, og Blomsterne ere blevne til Druer, som modnes, da skal man afskære Rankerne med Vingaardsknive, borttage og afhugge Grenene.

18:6  De skulle overlades til Hobe til Rovfuglene paa Bjergene og til Dyrene i Landet, at Rovfugle skulle holde Sommer med dem, og alle Dyr i Landet holde Vinter med dem.

18:7  Paa den Tid skal der frembæres Skænk til den Herre Zebaoth fra det velvoksne og glatragede Folk og fra det forfærdelige Folk, som er længere borte end dette; et Folk, kraftigt og nedtrædende, hvis Land Floder gennemstrømme, hen til den Herre Zebaoths Navns Sted, lil Zions Bjerg.

Chapter 19

19:1  Profeti imod Ægypten. Se, Herren farer paa en let Sky og kommer til Ægypten, og Ægyptens Afguder skulle bæve for hans Ansigt og Ægypternes Hjerte blive modfaldent i deres Inderste.

19:2  Og jeg vil væbne Ægypter imod Ægypter, og de skulle stride hver imod sin Broder og hver imod sin Næste, Stad imod Stad, Rige imod Rige.

19:3  Og Ægypternes Aand i deres Indre skal udtømmes, og jeg vil tilintetgøre deres Raad, saa de skulle adspørge hos Afguderne og hos Troldkarlene og hos Spaakvinderne og hos Tegnsudlæggerne.

19:4  Og jeg vil overantvorde Ægypterne i en haard Herres Haand, og en streng Konge skal herske over dem, siger Herren, den Herre Zebaoth.

19:5  Og Vandet skal svinde af Søen, og Floden skal udtørres og blive tør.

19:6  Og Floderne skulle stinke, de dybe Strømme skulle formindskes og blive tørre, Rør og Tang skal visne hen.

19:7  Engene ved Nilen, ved Bredden af Nilen, og al Sæd ved Nilen skal borttørres, henvejres og ikke være mere til.

19:8  Og Fiskerne skulle blive bedrøvede, og alle, som kaste Krog i Nilen, skulle sørge, og de, som sætte Garn ud paa Vandet, skulle vansmægte.

19:9  Og beskæmmes skulle de, som arbejde i Hør, og de, som væve hvidt Tøj.

19:10  Og deres Grundpiller skulle ligge knuste, alle de, som arbejde for Løn, skulle være bedrøvede i Sjælen.

19:11  Fyrsterne i Zoan ere kun Daarer, Faraos vise Raadgiveres Raad er blevet ufornuftigt; hvorledes kunne I sige til Farao: Jeg er de vises Søn, Fortids Kongers Søn?

19:12  Hvo ere de dog, disse dine vise? Lad dem kundgøre dig, og lad dem selv erkende, hvad den Herre Zebaoth har raadslaget over Ægypten!

19:13  Fyrsterne i Zoan ere blevne til Daarer, Fyrsterne i Nof ere bedragne, og Stammernes Overhoveder have forvildet Ægypten.

19:14  Herren har ladet komme en Forvirrings Aand iblandt dem, og den har forvildet Ægypten i al dets Gerning, ligesom en drukken er forvildet, naar han spyr.

19:15  Og for Ægypten skal intet lykkes, som Hoved eller Hale, Palmegren eller Siv skal faa gjort.

19:16  Paa denne Dag skulle Ægypterne være som Kvinder og forfærdes og frygte for den Herre Zebaoths opløftede Haand, hvilken han skal opløfte over dem.

19:17  Og Judas Land skal være Ægypterne til Forfærdelse; naar nogen minder dem derom, skulle de frygte for den Herre Zebaoths Raad, som han har raadslaget over dem.

19:18  Paa denne Dag skal der være fem Stæder i Ægyptens Land, som skulle tale med Kanaans Tungemaal og sværge til den Herre Zebaoth; en af dem skal kaldes Ir-Haheres.

19:19  Paa denne Dag skal der være et Alter for Herren midt i Ægyptens Land og en Mindestøtte for Herren ved dets Grænse.

19:20  Og det skal være for den Herre Zebaoth til et Tegn og til et Vidnesbyrd i Ægyptens Land, at naar de raabe til Herren for deres Skyld, som fortrykke dem, han da skal sende dem en Frelser og en mægtig og udfri dem.

19:21  Og Herren skal kendes af Ægypten, og Ægypterne skulle kende Herren paa den Dag, og de skulle tjene ham med Slagtoffer og Madoffer og love Herren Løfte og betale det.

19:22  Og Herren skal slaa Ægypten, ja, slaa og læge; og de skulle vende om til Herren, og han skal bønhøre dem og læge dem.

19:23  Paa denne Dag skal der være en banet Vej fra Ægypten til Assyrien, og Assyrerne skulle komme til Ægypten og Ægypterne til Assyrien, og Ægypterne tillige med Assyrerne skulle tjene Herren.

19:24  Paa denne Dag skal Israel være selv tredje med Ægypterne og Assyrerne, en Velsignelse midt paa Jorden,

19:25  hvilke den Herre Zebaoth har velsignet, sigende: Velsignet være mit Folk, Ægypterne, og mine Hænders Gerning, Assyrerne, og min Arv, Israel!

Chapter 20

20:1  Idet Aar, da Tartan kom til Asdod, der Sargon, Kongen af Assyrien, sendte ham, og han stred imod Asdod og indtog den,

20:2  paa den Tid talte Herren ved Esajas, Amoz's Søn, og sagde: Gak hen, og løs Sørgedragten af dine Lænder, og drag din Sko af din Fod; og han gjorde saa og gik nøgen og barfodet.

20:3  Da sagde Herren: Ligesom min Tjener Esajas har gaaet nøgen og barfodet i tre Aar, til et Tegn og Forbillede over Ægypten og over Morland,

20:4  saaledes skal Kongen af Assyrien bortføre Ægyptens fangne og Morianernes landflygtige, unge og gamle, som nøgne og blottede paa Bagdelen, Ægypterne til Blusel.

20:5  Og de skulle forfærdes og beskæmmes over Morland, som de saa op til, og over Ægypten, som var deres Stolthed.

20:6  Og den, som bor paa denne Strand, skal sige paa den Dag: Se, saa er det gaaet den, som vi saa op til, til hvem vi tyede om Hjælp for at fries fra Kongen af Assyrien; og vi, hvorledes skulle vi undkomme?

Chapter 21

21:1  Profeti imod Havets Ørk. Ligesom Hvirvelvinde fare frem i Syden, saa kommer det fra Ørken, fra det forfærdelige Land.

21:2  Mig er kundgjort et haardt Syn: Røveren røver, og Ødelæggeren ødelægger; drag op, Elam! træng paa Madaj! jeg har gjort, at hvert Suk hører op.

21:3  Derfor ere mine Lænder fulde af Smerter, Veer have betaget mig ligesom Veer den fødende; jeg vrider mig, saa jeg ikke kan høre, jeg er forfærdet, saa at jeg ikke kan se.

21:4  Mit Hjerte er forvildet, Gru har forfærdet mig, Tusmørket, som var min Lyst, er blevet mig til Rædsel.

21:5  Man dækker Bord, Vagten vaager, man æder, man drikker; — „gører eder rede, I Fyrster! salver Skjoldet!‟

21:6  Thi saa sagde Herren til mig: Gak, sæt en Vægter ud, lad ham kundgøre, hvad han ser.

21:7  Og ser han Vogne, Ryttere parvis, Vogne, dragne af Asener, Vogne, dragne af Kameler, da skal han give Agt, nøje Agt.

21:8  Og han raabte som en Løve: Herre! jeg staar stadig paa Vagt om Dagen, jeg staar paa min Vare hver Nat.

21:9  Og se! da kom der Vogne med Folk, Ryttere parvis; og han svarede og sagde: Babel er falden, den er falden, og man har kastet alle dens Gudebilleder knuste til Jorden!

21:10  Du, min tærskede, og du, som har været lagt paa min Lo! det, jeg hørte af den Herre Zebaoth, Israels Gud, kundgjorde jeg eder.

21:11  Profeti imod Duma. Der raaber en til mig fra Seir: Vægter, hvordan skrider Natten? Vægter, hvordan skrider Natten?

21:12  Vægteren siger: Der kommer Morgen, men ogsaa Nat; ville I spørge, saa spørger! kommer igen en anden Gang.

21:13  Profeti imod Arabien. I skulle blive Natten over i Skoven i Arabien, I rejsende Hobe af Dedaniter!

21:14  De komme den tørstige i Møde med Vand; Indbyggerne i Themas Land møde den flygtende med Brød.

21:15  Thi de flyede for Sværd, for det dragne Sværd, for den spændte Bue og for den svare Krig.

21:16  Thi saa sagde Herren til mig: Endnu inden et Aar, som en Daglønners Aar, da skal al Kedars Herlighed faa Ende.

21:17  Og Tallet af Buerne, som blive tilbage for de vældige af Kedars Børn, skal formindskes; thi Herren, Israels Gud, har talt det.

Chapter 22

22:1  Profeti imod Synernes Dal. Hvad fattes dig dog, at du med alle dine saaledes stiger op paa Tagene?

22:2  Du, som var fuld af Brusen, du støjende Stad, du jublende By! dine ihjelslagne ere ikke ihjelslagne med Sværd og ikke døde i Krigen.

22:3  Alle dine Fyrster ere flygtede til Hobe, tiden Bue ere de fangne; alle; som fandtes i dig, ere fangne, til Hobe, de maatte fly langt bort.

22:4  Derfor siger jeg: Ser bort fra mig, jeg vil beskelig græde; trænger ikke paa for at trøste mig over mit Folks Datters Ødelæggelse.

22:5  Thi der er en Forstyrrelses og Nedtrædelses og Forvirrings Dag fra Herren, den Herre Zebaoth, i Synernes Dal, paa Hvilken Murene blive nedbrudte, og man raaber imod Bjergene.

22:6  Og Elam bar Kogger, fulgt af Vogne med Mænd paa og af Ryttere, og Kir blottede Skjoldet.

22:7  Og det skete, at dine udvalgte Dale bleve fulde af Vogne, og Ryttere toge Stilling imod Porten.

22:8  Og han borttog Dækket fra Juda; og du saa dig om paa den Dag efter Rustningen i Skovhuset.

22:9  Og I saa Revnerne paa Davids Stad, at de vare mange, og I samlede den nederste Dams Vand.

22:10  Og I talte Jerusalems-Huse og nedbrøde Huse for at befæste Muren.

22:11  Og I gjorde en Grav imellem de tvende Mure for Vandet af den gamle Dam; men I saa ikke hen til ham, som havde beskikket det, til ham, som havde besluttet det for lang Tid siden, saa I ikke.

22:12  Og Herren, den Herre Zebaoth, opfordrede paa den Dag til Graad og Sorg og til at gøre Hovedet skaldet og til at ombinde sig med Sæk.

22:13  Men se, der er Fryd og Glæde, man ihjelslaar Øksne og slagter Faar, æder Kød og drikker Vin: „Lader os æde og drikke; thi vi skulle dø i Morgen!‟

22:14  Men den Herre Zebaoth har saaledes aabenbaret sig for mine Øren: Denne Misgerning skal ikke udsones for eder, inden I dø! siger Herren, den Herre Zebaoth.

22:15  Saa sagde Herren, den Herre Zebaoth: Gak, kom ind til denne Rentemester, til Sebna, som er Hofmester, og sig til ham:

22:16  Hvad har du her? og hvem har du her, at du har hugget dig her en Grav? som den, der lader hugge sin Grav i det høje, som den, der lader sig en Bolig udhule i Klippen!

22:17  Se, Herren skal bortkaste dig med et Kast, du Mand! og skjule dig aldeles.

22:18  Han skal sno dig sammen i en Snoning, som en Bold, hen til et vidt og bredt Land; der skal du dø, og der skulle dine herlige Vogne komme hen, du, som er en Skændsel for din Herres Hus!

22:19  Og jeg vil støde dig ned fra dit Stade, og han skal nedkaste dig fra din Plads,

22:20  Og det skal ske paa den Dag, da vil jeg kalde ad min Tjener Eliakim, Hilkias Søn.

22:21  Og jeg vil iføre ham din Kjortel og styrke ham med dit Bælte og give dit Herredømme i hans Haand; og han skal være en Fader for dem, som bo i Jerusalem, og for Judas Hus.

22:22  Og jeg vil lægge Nøglen til Davids Hus paa hans Skuldre, og han skal oplade, og ingen skal tillukke, og han skal tillukke, og ingen skal oplade.

22:23  Og jeg vil fæste ham som en Nagle paa et fast Sted, og han skal være et Ærens Sæde for sin Faders Hus.

22:24  Og de skulle hænge paa ham al hans Faders Hus's Herlighed, de ædle og de vilde Skud, alle Smaakar, baade Bægere og alle Flasker.

22:25  Paa den Dag, siger den Herre Zebaoth, skal Naglen borttages, den, som var fæstet paa et fast Sted, og den skal afhugges og falde, og den Byrde, som hang derpaa, skal ødelægges; thi Herren har talt det.

Chapter 23

23:1  Profeti imod Tyrus. Hyler, I Tharsis's Skibe! thi den er ødelagt, saa der ikke er et Hus, og saa at ingen kommer derind; fra Kithims Land kundgøres dette for dem.

23:2  Tier, I Indbyggere paa Øen, som Zidons Købmænd, der fore over Havet, fyldte!

23:3  Over de store Vande blev Sæden ved Sikor, Høsten ved Strømmen, dens Indkomst; og den var Hedningernes Stapelstad.

23:4  Skam dig, Zidon! thi Havet, Befæstningen ved Havet, siger: Jeg har ikke været i Fødselsnød og har ikke født og ikke opdraget unge Karle og ikke opfødt Jomfruer.

23:5  Saa si art Rygtet naar Ægypten, skulle de blive bange ved Rygtet om Tyrus.

23:6  Farer over til Tharsis, hyler, I Indbyggere paa Øen!

23:7  Er dette eders jublende Stad, den, hvis Udspring er fra Oldtid, den, hvis Fødder føre den ud, langt bort til at være fremmed?

23:8  Hvo har besluttet dette over Tyrus, den, som uddelte Kroner, den, hvis Købmænd vare Fyrster, den, hvis Kræmmere vare de herligste paa Jorden?

23:9  Den Herre Zebaoth har besluttet det for at nedslaa al denne dejlige Herlighed, for at gøre de herlige paa Jorden ringe.

23:10  Far igennem dit Land som Strømmen, du Tharsis's Datter! der er intet Bælte ydermere.

23:11  Han udrakte sin Haand over Havet, han bragte Rigerne til at bæve; Herren bød om Kanaan at ødelægge dens Befæstninger.

23:12  Og han sagde: Du skal ikke blive ved at fryde dig ydermere, du voldtagne Jomfru, Zidons Datter! gør dig rede, drag hen over til Kithim; men end ikke der skal du have Hvile.

23:13  Se, Kaldæernes Land — der er Folket, som ikke længe har været til, Assur har grundlagt det for Ørkenens Børn — de have oprejst Vagttaarne, nedbrudt dens Paladser, gjort den til en Stenhob.

23:14  Hyler, I Tharsis's Skibe! thi eders Befæstning er forstyrret.

23:15  Og det skal ske paa den Dag, da skal Tyrus blive glemt halvfjerdsindstyve Aar, som ere en Konges Dage; men naar halvfjerdsindstyve Aar ere til Ende, skal det gaa Tyrus efter Skøgevisen:

23:16  „Tag Harpe, gak omkring i Staden, du glemte Skøge! leg smukt paa Strenge, syng meget, paa det du maa ihukommes!‟

23:17  Og det skal ske, efter at halvfjerdsindstyve Aar ere til Ende, da skal Herren besøge Tyrus, og den skal komme til sin Fortjeneste igen og bole med alle Riger paa Jorden, paa Jordens Kreds.

23:18  Men dens Købmandsskab og dens Fortjeneste skal være Herren helliget, det skal ikke samles til Liggendefæ, ej heller henlægges; thi de, som bo for Herrens Ansigt, skulle have dens Købmandsskab, at de maa æde og blive mætte og kunne klæde sig herligt.

Chapter 24

24:1  Se, Herren udtømmer Landet og gør det øde, og han forvender dets Skikkelse og adspreder dets Indbyggere.

24:2  Og det skal gaa Præsten som Folket, Herren som Tjeneren, Fruen som Tjenestepigen; den, der sælger, som den, der køber; den, der laaner, som den, der udlaaner; den, som modtager paa Aager, som den, der sætter ud paa Aager.

24:3  Landet skal blive helt udtømt og helt udplyndret; thi Herren har talt dette Ord.

24:4  Landet sørger, det forsmægter, Jorderige er afmægtigt, det forsmægter; de høje iblandt Folket i Landet ere blevne afmægtige.

24:5  Thi Landet er besmittet for dets Indbyggeres Skyld; thi de have overtraadt Love, forvendt Skikke, gjort den evige Pagt til intet.

24:6  Derfor fortærer Forbandelsen Landet, og de, som bo deri, maa bøde; derfor hensvinde de, som bo i Landet, og der blive faa Mennesker tilovers

24:7  Mosten sørger, Vintræet vansmægter, alle de, som vare glade af Hjertet, sukke.

24:8  Trommernes Glædeslyd er ophørt, de glades Bulder har ladet af, Harpes Glædesklang er ophørt.

24:9  De drikke ikke Vin med Sang; den stærke Drik er besk for dem, som drikke den.

24:10  Den øde Stad er nedbrudt; hvert Hus er tillukket, at ingen gaar ind.

24:11  Man jamrer paa Gaderne for Vinen; al Glæde er formørket, Landets Fryd er dragen bort.

24:12  Det, som er bleven tilovers i Staden, er kun Ødelæggelse, og Porten sønderslaas med Bulder.

24:13  Thi saa skal det gaa midt i Landet, midt iblandt Folkene, som naar man har rystet et Olietræ, og som med Efterhøsten, naar Vinhøsten er endt.

24:14  De skulle opløfte deres Røst, de skulle synge med Fryd, de skulle raabe højere end; Havet for Herrens Herligheds Skyld.

24:15  Derfor ærer; nu Herren, I, som bo i Østen! Herren Israels Guds Navn paa Øerne i Havet.

24:16  Vi høre Lovsange fra Jordens yderste Ende: „Herlighed for den retfærdige!‟ men jeg maa sige: Jeg ulykkelige, jeg ulykkelige, ve mig! Røvere røve, ja Røvere røve Rov.

24:17  Forfærdelse og Grav og Snare over dig, du Landets Indbygger!

24:18  Og det skal ske, om nogen flyr for Forfærdelsens Røst, skal han falde i Graven, og den, som kommer op af Graven, skal fanges i Snaren; thi Sluserne af det høje have opladt sig, og Jordens Grundvold bæver.

24:19  Jorden sønderslaas aldeles, Jorden sønderrives aldeles, Jorden bevæges did og did.

24:20  Jorden raver som den drukne og svajer som Hængekøjen; dens Overtrædelse er svar over den, og den falder og staar ikke op ydermere.

24:21  Og det skal ske paa den Dag, at Herren skal hjemsøge de højes Hær i det høje og Jordens Konger paa Jorden.

24:22  Og de skulle samles til Hobe, som Fanger samles til en Hule og blive indelukkede i Fængsel; og efter mange Dage blive de hjemsøgte.

24:23  Og Maanen skal beskæmmes og Sølen skamme sig; thi den Herre Zebaoth skal regere paa Zions Bjerg og i Jerusalem, og for hans Ældstes Ansigt; er der Herlighed.

Chapter 25

25:1  Herre! du er min Gud, jeg vil ophøje dig, jeg vil bekende dit Navn; thi du gjorde Under; de Raad, som ere fattede længe tilforn, ere Trofasthed og Sandhed.

25:2  Thi du gjorde af Staden en Stenhob, af den faste Stad en Grushob, de fremmedes Paladser ere ikke længer en Stad; den skal ikke bygges evindelig.

25:3  Derfor skal et mægtigt Folk ære dig; grumme Hedningers Stæder skulle frygte dig.

25:4  Thi du var den ringes Styrke, den fattiges Styrke, da han var i Angest, en Tilflugt imod Regnskyl, en Skygge imod Heden; thi de grummes Fnysen er som Regnskyl imod en Væg.

25:5  Som Heden i det tørre Land, saa nedtrykker du de fremmedes Bulder; som Heden ved Skyggen af en Sky, saa dæmpes de grummes Sang.

25:6  Og den Herre Zebaoth skal gøre for alle Folkeslag et fedt Gæstebud paa dette Bjerg, et Gæstebud med gammel Vin, med fed Marv, med gammel, klaret Vin.

25:7  Og paa dette Bjerg skal han borttage Sløret, med hvilket alle Folkeslag ere tilslørede, og Dækket, hvormed alle Hedninger ere bedækkede.

25:8  Han skal opsluge Døden for evig, og den Herre, Herre skal afviske Graaden af alle Ansigter og borttage sit Folks Forsmædelse af al Jorden; thi Herren har talt det.

25:9  Og man skal sige paa den Dag: Se, dette er vor Gud, vi have haabet paa ham, og han skal frelse os; dette er Herren, vi have haabet paa ham, vi ville fryde og glæde os ved hans Frelse.

25:10  Thi Herrens Haand skal hvile over dette Bjerg; men Moab skal nedtrædes, som man nedtræder Halm i Møddingpølen.

25:11  Og det skal brede sine Hænder ud deri, ligesom den, der svømmer, udbreder dem for at svømme; og han skal nedtrykke dets Hovmod tillige med dets Hænders Ranker.

25:12  Og dine høje Mures Befæstning skal han styrte, nedkaste, slaa til Jorden indtil Støvet.

Chapter 26

26:1  Paa den Dag skal denne Sang synges i Judas Land: Vi have en stærk Stad, Frelse sætter han til Mure og Værn.

26:2  Oplader Portene, at der maa indgaa et retfærdigt Folk, som bevarer Troskab.

26:3  Den Fortrøstning staar fast: Du bevarer Fred, Fred; thi paa dig forlader man sig.

26:4  Forlader eder paa Herren stedse og altid; thi den Herre, Herre er en evig Klippe.

26:5  Thi han nedbøjer dem, som bo i det høje, den ophøjede Stad; han skal fornedre den, han skal fornedre den til Jorden, han skal slaa den ned indtil Støvet.

26:6  Foden skal nedtræde den, den elendiges Fødder, de ringes Fodtrin.

26:7  Den retfærdiges Sti er jævn; du jævner den retfærdiges Vej.

26:8  Ja, paa dine Dommes Sti, Herre! have vi forventet dig; til dit Navn og til din Ihukommelse er vor Sjæls Længsel.

26:9  Med min Sjæl længes jeg efter dig om Natten; med min Aand i mit Indre vil jeg søge dig aarle; thi naar dine Domme komme ned til Jorden, da lære Jorderiges Indbyggere Retfærdighed.

26:10  Bliver den ugudelige benaadet, da lærer han ikke Retfærdighed; han gør Uret i Rettens Land og ser ikke Herrens Højhed.

26:11  Herre! din Haand er høj, dog skue de det ikke; de skulle skue din Nidkærhed for dit Folk og beskæmmes; ja, Ilden skal fortære dem, som ere dine Fjender.

26:12  Herre! du skal skaffe os Fred; thi endog alle vore Gerninger har du gjort for os.

26:13  Herre, vor Gud! der have andre Herskere hersket over os foruden dig; ved dig alene prise vi dit Navn.

26:14  De døde leve ikke op igen, Dødningerne opstaa ikke; derfor har du hjemsøgt og ødelagt dem og udslettet al deres Ihukommelse.

26:15  Du formerede Folket, Herre! du formerede Folket, du er bleven herliggjort; du har flyttet alle Landets Grænser langt bort.

26:16  Herre! i Angesten søgte de dig, de udøste deres stille Bøn, der du tugtede dem.

26:17  Ligesom den frugtsommelige, naar hun er nær ved at føde, bliver bange og raaber i sine Veer, saa gik det os, Herre! for dit Ansigt.

26:18  Vi gik frugtsommelige med noget, vare bange, men da vi fødte, blev det til Vind; vi skaffede Landet ikke nogen Frelse, og Jorderiges Indbyggere kom ej til Live.

26:19  Dine døde skulle leve, mine afdøde skulle opstaa; vaagner op, og synger med Fryd, I som bo i Støv! thi din Dug er Dug over grønne Urter, og Jorden skal give Dødningerne tilbage.

26:20  Gak, mit Folk! gak ind i dine inderste Kamre, og luk dine Døre efter dig; skjul dig et lidet Øjeblik, indtil Vreden gaar over.

26:21  Thi se, Herren gaar ud fra sit Sted for at hjemsøge Jordens Indbyggeres Misgerning; og Jorden skal aabenbare det udgydte Blod og ikke længere skjule sine ihjelslagne.

Chapter 27

27:1  Paa den Dag skal Herren med sit haarde og store og stærke Sværd hjemsøge Leviathan, den flygtende Slange, og Leviathan, den bugtede Slange, og han skal ihjelslaa. Uhyret, som er i Havet.

27:2  Paa den Dag synger om en lystelig Vingaard:

27:3  Jeg, Herren, er dens Vogter, hvert Øjeblik vander jeg den; for at ingen skal hjemsøge den, vil jeg Dag og Nat vogte den.

27:4  Jeg har ikke Vrede; men lad Torne og Tidsler komme imod mig med Krig, da vil jeg falde ind paa dem og opbrænde dem til Hobe,

27:5  hvis man ikke vil tage sin Tilflugt til mig, slutte Fred med mig, slutte Fred med mig.

27:6  I de kommende Dage skal Jakob slaa Rødder, Israel skal blomstre og faa Knopper; og de skulle fylde Jorderige med Frugt.

27:7  Mon han har slaget det, som han har slaget dets Drabsmænd? eller mon det være ihjelslaget, som de ere ihjelslagne, der ihjelslog det?

27:8  Med Maade, med Udstødelse trættede du imod det; han bortrev det ved sit haarde Vejr, den Dag det var Østenstorm.

27:9  Derfor bliver herved Jakobs Ondskab udsonet, og Frugten af, at han borttager dets Synd, er alt dette: At han gør alle Alterets Stene som adspredte Kalkstene; Astartebilleder og Solbilleder skulle ikke rejse sig mere.

27:10  Thi den faste Stad ligger øde, en Bolig forkastet og forladt som Ørken; der skulle Kalve gaa i Græs, og der skulle de ligge og fortære dens Kviste.

27:11  Naar dens Grene tørres, da skulle de sønderbrydes, Kvinder skulle komme og gøre Ild dermed; thi det er ikke et forstandigt Folk, derfor skal han, som skabte det, ikke forbarme sig over det, og han, som dannede det, skal ikke være det naadig.

27:12  Og det skal ske paa den Dag, at Herren skal afryste Frugter fra Flodens Strøm indtil Ægyptens Bæk; og I skulle opsankes, en for en, I Israels Børn!

27:13  Og det skal ske, paa den Dag skal man blæse i en stor Basun, saa skulle de fortabte i Assyriens Land og de bortdrevne i Ægyptens Land komme og tilbede Herren paa det hellige Bjerg i Jerusalem.

Chapter 28

28:1  Ve de druknes stolte Krone i Efraim og deres dejlige Prydelses falmede Blomst, som staar oven over den fede Dal, der hvor de rave af Vin!

28:2  Se, Herren har en stærk og mægtig, der er som et Regnskyl med Hagel, som en ødelæggende Storm; som et Skyl af mægtige Vande, der strømme over, skal han slaa ned til Jorden med Magt.

28:3  Med Fødder skal den trædes ned, de druknes stolte Krone i Efraim.

28:4  Og deres dejlige Prydelses falmede Blomst, som er oven over den fede Dal, skal blive som en Figen, der er tidligt moden før Sommeren, hvilken en faar at se og opsluger, saa snart han faar den i sin Haand.

28:5  Paa den Dag skal den Herre Zebaoth være til en dejlig Krone og en herlig Krans for sit Folks overblevne

28:6  og til Rettens Aand for den, som sidder i Retten, og til Styrke for dem, som drive Krigen tilbage til Porten.

28:7  Men ogsaa disse rave af Vin og ere forvildede af stærk Drik; Præst og Profet rave af stærk Drik, de ere overvældede af Vin, forvildede af stærk Drik, de fare vild under Synet, de vakle under Dommen.

28:8  Thi alle Borde ere fulde af væmmeligt Spy; der er ikke en ren Plet.

28:9  Hvem skal han lære Kundskab? og hvem skal han bringe til at forstaa det, som høres? er det dem, som ere afvante fra Mælk, dem, som ere tagne fra Bryst?

28:10  Thi der er Bud paa Bud, Bud paa Bud, Regel paa Regel, Regel paa Regel, lidet her, lidet der.

28:11  Men ved Folk med stammende Læber og med fremmed Tungemaal skal han tale til dette Folk,

28:12  til hvilket han sagde: Her er Rolighed, lader den trætte hvile, her er Vederkvægelse, men de vilde ikke høre.

28:13  Saa skal Herrens Ord da vorde dem Bud paa Bud, Bud paa Bud, Regel paa Regel, Regel paa Regel, lidet her, lidet der; paa det de skulle gaa bort og falde baglæns og sønderbrydes og besnæres og fanges.

28:14  Derfor hører Herrens Ord, I Bespottere! der herske over dette Folk, som er i Jerusalem.

28:15  Fordi I sagde: Vi have gjort en Pagt med Døden og gjort et Forbund med Dødsriget; naar den svungne Svøbe farer forbi, da skal den ikke komme til os; thi vi have sat Løgn til vor Tilflugt og Falskhed til vort Skjul.

28:16  Derfor, saa sagde den Herre, Herre: Se, jeg lægger til Grundvold i Zion en Sten, en prøvet Sten, en kostelig Hjørnesten, fast grundlagt; hvo, som tror, haster ikke.

28:17  Og jeg vil sætte Ret til Maalesnor og Retfærdighed til Vægt, og Hagel skal bortdrive den falske Tilflugt, og Vandene overskylle Skjulet.

28:18  Og eders Pagt med Døden skal blive til intet, og eders Forbund med Dødsriget skal ikke bestaa; naar den svungne Svøbe farer forbi, da skal den slaa eder ned.

28:19  Saa ofte den farer forbi, skal den rive eder bort; thi den skal fare forbi hver Morgen, om Dagen og om Natten; og det skal allerede være en Skræk at høre Rygtet.

28:20  Thi Sengen er for kort, saa at man ikke kan strække; sig ud, og Dækket er: fer smalt, naar man vil (Jække sig dermed.

28:21  Thi Herren skal gøre sig rede som ved Perazims Bjerg, han skal fortørnes som i Gibeons Dal, til at gøre sin Gerning — paafaldende er hans Gerning! og fuldkomme sit Værk — uhørt er hans Værk!

28:22  Og nu, spotter ikke, at eders Baand ikke skulle blive haardere; thi jeg har hørt om Ødelæggelse og om en fast Beskikkelse fra Herren, den Herre Zebaoth, over al Jorden,

28:23  Vender Ørene hid og hører min Røst, mærker og hører min Tale!

28:24  Mon Plovmanden pløjer til alle Tider for at saa, fælder og harver sin Jord?

28:25  Er det ej saa, at naar han har jævnet dens Overflade, da udspreder han Dild og strør Kommen og saar Hvede i Rader og Byg paa det afmærkede Sted og Spelt i Kanten deraf?

28:26  Thi Gud underviser ham om den rette Maade, hans Gud lærer ham den.

28:27  Thi Dild tærskes ikke med Tærskevogn, og Vognhjul gaa ikke hen over Kommen; men Dild afslaas med Stav og Kommen med Kæp.

28:28  Brødkorn stødes smaat; thi man tærsker det ej evindelig; og driver man sine Vognhjul og sine Heste derover, knuser man det ikke.

28:29  Ogsaa dette udgaar fra den Herre Zebaoth, han er underlig i Raad og stor i Visdom.

Chapter 29

29:1  Ve Ariel, Ariel! du Stad, i hvilken David slog Lejr; lægger Aar til Aar, lader Højtid følge paa Højtid!

29:2  Da vil jeg trænge Ariel; og der skal være Drøvelse og Bedrøvelse, dog skal den være mig som Ariel.

29:3  Thi jeg vil slaa Lejr rundt omkring dig, jeg vil belejre dig med Bolværk og opkaste Volde imod dig.

29:4  Da skal du blive fornedret, du skal tale fra Jorden af, og din Tale skal mumle fra Støvet af, og din Røst skal være ligesom Genfærdets af Jorden, og din Tale skal hviske fra Støvet af.

29:5  Og dine Fjenders Mangfoldighed skal vorde som fint Støv og Voldsmændenes Mangfoldighed som Avner, der henfare, og det skal ske hastelig i et Øjeblik.

29:6  Den skal hjemsøges fra den Herre Zebaoth med Torden og med Jordskælv og vældig Drøn, med Hvirvelvind og Storm og fortærende Ildslue.

29:7  Og med alle Hedningernes Mangfoldighed, som stride imod Ariel, skal det gaa som med en Drøm, et Nattesyn, ja, med alle dem, som stride imod den og dens Befæstning, og med dem, som trænge den.

29:8  Og det skal gaa, som naar den hungrige drømmer og synes, at han æder, men haar han opvaagner, da er hans Sjæl tom; og ligesom naar den tørstige drømmer og synes, at han drikker, men naar han opvaagner, er han mat og hans Sjæl tørstig, saaledes skaldet gaa med alle Hedningernes Mangfoldighed, som strider imod Zions Bjerg.

29:9  Dvæler kun og forundrer eder; forblindes kun og vorder blinde! de ere drukne, men ikke af Vin; de rave, men ikke af stærk Drik.

29:10  Thi Herren har udøst over eder en dyb Søvns Aand og tillukket eders Øjne, han har lagt Dække over Profeterne og eders Øverster, Seerne,

29:11  saa at Synet af det hele skal være eder som en forseglet Bogs Ord, hvilken man giver den, som forstaar sig paa Skrift, og siger: Kære, læs dette; men han maa sige: Jeg kan ikke, thi den er forseglet;

29:12  eller Bogen gives en, som ikke forstaar sig paa Skrift, og der siges: Kære, læs dette; men han maa sige: Jeg forstaar mig ikke paa Skrift.

29:13  Thi Herren sagde: Efterdi dette Folk holder sig nær til mig, og de ære mig med deres Mund, med deres Læber, men deres Hjerte er langt fra mig, og deres Frygt for mig er Menneskens Bud, som de have lært:

29:14  Se, derfor vil jeg blive ved at handle underligt med dette Folk, underligt, ja vidunderligt; thi deres vises Visdom skal forgaa, og deres forstandiges Forstand skal skjule sig.

29:15  Ve dem, som sænke sig dybt ned fra Herren for at skjule deres Anslag, og hvis Gerninger ere i Mørket, og som sige: Hvo ser os, og hvo kender os?

29:16  O, I forvendte! mon Pottemageren skal agtes som Ler? mon Værket kan sige om den, som gjorde det: Han har ikke gjort mig? eller kan det, som er dannet, sige om den, som dannede det: Han forstod det ikke?

29:17  Er der ikke endnu en saare liden Tid, saa skal Libanon blive til en frugtbar Mark, og en frugtbar Mark skal agtes som en Skov?

29:18  Og paa den Dag skulle de døve høre Bogens Ord, og de blindes Øjne se ud fra Dunkelhed og Mørke.

29:19  Og de sagtmodige skulle ydermere faa Glæde i Herren, og de fattige iblandt Menneskene fryde sig i Israels Hellige.

29:20  Thi det er ude med Voldsmanden, og med Spotteren har det faaet Ende, og alle de ere udryddede, som vare aarvaagne til at gøre Uret,

29:21  de, som gøre et Menneske til Synder for et Ords Skyld og stille Snarer for den, som dømmer paa Tinge, og ved Løgn bøje Retten for den retfærdige.

29:22  Derfor saa sagde Herren, som genløste Abraham, til Jakobs Hus: Jakob skalt nu ikke mere beskæmmes, og hans Ansigt skal nu ikke mere blegne.

29:23  Thi idet han ser sine Børn, mine Hænders Gerning, midt iblandt sig, da skulle de hellige mit Navn, og de skulle hellige Jakobs hellige og forfærdes for Israels Gud.

29:24  Og de, som vare forvildede i Aanden, skulle faa Forstand, og de, som knurrede, skulle tage imod Lærdom.

Chapter 30

30:1  Ve de genstridige Børn, siger Herren, de, som holde Raad, der ikke ere af mig, og slutte Pagt, men ikke efter min Aand, og som lægge Synd til Synd!

30:2  de, som gaa hen for at drage ned til Ægypten uden at adspørge min Mund for at styrke sig ved Faraos Magt og at søge Ly under Ægyptens Skygge.

30:3  Thi Faraos Magt skal blive eder til Beskæmmelse og det Ly under Ægyptens Skygge til Skam.

30:4  Thi deres Fyrster have været i Zoan, og deres Bud ere komne til Hanes.

30:5  Alle blive de til Skamme ved et Folk, som ikke gavner dem, ikke er til Hjælp eller til Gavn, men kun til Beskæmmelse og til Skændsel.

30:6  Profeti imod de Dyr, der drage imod Syd. Gennem Nøds og Trængsels Land, hvor der er Løvinder og Løver, Slanger og flyvende Drager, føre de deres Gods paa Folernes Ryg og deres Liggendefæ paa Kamelernes Pukkel ned til et Folk, som ikke kan gavne dem.

30:7  Thi Ægypterne — deres Hjælp er Forfængelighed og Tant; derfor kalder jeg det: „En Rahab, som sidder stille‟.

30:8  Kom nu, skriv det paa en Tavle for dem, og prent det i en Bog, at det kan staa til den kommende Dag, altid, indtil evig Tid.

30:9  Thi det er et genstridigt Folk, løgnagtige Børn, Børn, som ikke ville høre Herrens Lov,

30:10  som sige til Seerne: I maa ikke have Syner; og til Skuerne: I maa ikke skue os de Ting, som ere rette; siger os smigrende Ord, skuer bedragelige Ting;

30:11  viger bort fra Vejen, bøjer af fra Stien; lader os have Ro for den Hellige i Israel!

30:12  Derfor, saa siger Israels Hellige: Efterdi I forkaste dette Ord og forlade eder paa Vold og Krogvej og støtte eder derved:

30:13  Derfor skal denne Misgerning blive eder som en Revne, der truer med Fald, og som giver sig ud i en høj Mur, hvis Brud kommer hastigt, i et Øjeblik.

30:14  Ja, han skal sønderbryde den, som naar man sønderbryder en Pottemagers Krukke, han skal sønderslaa uden Skaansel, og der skal ikke findes iblandt det sønderslagne deraf et Skaar til at tage Ild med af Arnestedet eller til at øse Vand med af en Brønd.

30:15  Thi saa sagde den Herre, Herre, den Hellige i Israel: Ved Omvendelse og Stilhed skulle I frelses, i Rolighed og i Tillid skal eders Styrke være; men I vilde ikke.

30:16  Men I sagde: Nej, thi vi ville fly til Hest, derfor skulle I fly; og vi ville ride paa lette Heste, derfor skulle eders Forfølgere ogsaa vorde lette.

30:17  Et Tusinde skal fly for eens Skælden; for fem, som skælde, skulle I fly, indtil I blive tilovers som en Stang oven paa et Bjerg og som et Banner paa en Høj.

30:18  Og derfor bier Herren, indtil han kan benaade eder, og derfor holder han sig i det høje, indtil han kan forbarme sig over eder; thi Herren er Dommens Gud, salige ere alle, som bie efter ham.

30:19  Thi du Folk i Zion, du som bor i Jerusalem! du skal ikke græde; han skal benaade dig paa dit Raabs Røst, han skal svare dig, naar han hører den.

30:20  Og Herren skal give eder Angest til Brød og Trængsel til Vand, og ingen af dine Lærere skal ydermere drage sig tilbage; men dine Øjne skulle se dine Lærere.

30:21  Og dine Øren skulle høre bag dig et Ord, der siger: „Dette er Vejen, gaar paa den!‟ naar I afvige til højre eller venstre Side.

30:22  Og I skulle holde det Sølv for urent, som dine udskaarne Billeder ere beslagne med, og dit støbte Billedes Guldovertræk; du skal bortkaste dem som noget urent; du skal sige til dem: „Herud!‟

30:23  Da skal han give Regn til din Sæd, hvormed du besaar Jorden, og Brød af Jordens Grøde, og dette skal være fedt og saftigt; dit Kvæg skal den Dag græsse paa en vidtstrakt Eng.

30:24  Ogsaa Øksnene og Folerne, som bearbejde Jorden, skulle æde saltet Foder, som er kastet med Skuffe og med Kasteskovl.

30:25  Og paa hvert højt Bjerg og paa hver ophøjet Høj skal der være Bække, Strømme af Vand paa det store Slags Dag, naar Taarne falde.

30:26  Og Maanens Lys skal være som Solens Lys, og Solens Lys skal være syv Fold som de syv Dages Lys, paa den Dag, da Herren forbinder sit Folks Brøst og læger dets Vunders Saar.

30:27  Se, Herrens Navn kommer langvejs fra, hans Vrede brænder, og mægtigt hæver den sig; hans Læber ere fulde af Fortørnelse, og hans Tunge er som en fortærende Ild.

30:28  Og hans Aande er som en Bæk, der løber over, som naar indtil Halsen, til at fælde Hedningerne i Fordærvelsens Sold, og et Bidsel, der fører vild, lægges i Folkenes Kæber.

30:29  Men hos eder skal være Sang, som paa en Nat, naar man helliger en Højtid; og der skal være Hjertens Glæde, som naar man gaar med Piber for at komme til Herrens Bjerg, til Israels Klippe.

30:30  Og sin majestætiske Røst skal Herren lade høre, og sin sænkede Arm skal han lade se i sin Vredes Harme og med fortærende Ildslue, med Skybrud og Vandskyl og Hagelstene.

30:31  Thi for Herrens Røst forfærdes Assur, som slaar med Staven.

30:32  Og det skal ske, saa ofte det beskikkede Ris, som Herren lader falde paa dem, svinges, saa høres Trommer og Harper; thi i omtumlende Krige skal han stride imod dem.

30:33  Thi et Brandsted er alt beredt, det er og beredt til Kongen, dybt og vidt; dets Baal har Ild og Ved i Mangfoldighed, Herrens Aande, der er som en Svovlstrøm, antænder det.

Chapter 31

31:1  Ve dem, som fare ned til Ægypten om Hjælp og forlade sig paa Heste og sætte Tillid til Vogne, fordi disse ere mange, og til Ryttere, fordi disse ere saare stærke, men se ikke hen til den Hellige i Israel og søge ikke Herren!

31:2  Men ogsaa han er viis og lader Ulykke komme og tager ikke sine Ord tilbage, men han rejser sig imod de ondes Hus og imod deres Hjælpere, som gøre Uret.

31:3  Thi Ægypterne ere Mennesker og ikke Gud, og deres Heste ere Kød og ikke Aand; og Herren skal udstrække sin Haand, at Hjælperen skal støde sig, og den, som bliver hjulpen, skal falde, at de alle skulle omkomme til Hobe.

31:4  Thi saa sagde Herren til mig: Ligesom en Løve og en ung Løve brøler over sit Rov, og som den, skønt mangfoldige Hyrder kaldes imod den, ikke forskrækkes for deres Skrig og ikke bliver bange for deres Støj: Saa skal den Herre Zebaoth nedfare at stride paa Zions Bjerg og paa dens Høj.

31:5  Som flyvende Fugle, saa skal den Herre Zebaoth beskærme Jerusalem; han skal beskærme og frelse, han skal gaa forbi og redde.

31:6  Vender om til ham, som Israels Børn ere dybt affaldne fra!

31:7  Thi paa den Dag skal enhver forkaste sine Sølvafguder og sine Guldafguder, hvilke eders Hænder gjorde eder til Synd.

31:8  Og Assur skal ikke falde ved Mands Sværd, men et Sværd, som ikke er et Menneskes, skal fortære ham; og han skal fly for Sværdet, og hans unge Karle skulle gøres til Trælle;

31:9  Og sin Klippe skal han gaa forbi af Frygt, og hans Fyrster skulle forskrækkes for Banneret, siger Herren, som har sin Ild i Zion og sin Ovn i Jerusalem.

Chapter 32

32:1  Se, med Retfærdighed skal en Konge regere, og efter Ret skulle Fyrsterne styre.

32:2  Og enhver af dem skal være som Skjul imod Vejr og Ly imod Vandskyl, som Vandbække paa et tørt Sted og som en svar Klippes Skygge i et vansmægtende Land.

32:3  Og de seendes Øjne skulle ikke være blændede, og de hørendes Øren skulle give Agt.

32:4  Og de ubesindiges Hjerte skal forstaa Kundskab; og de stammendes Tunge skal haste til at tale forstaaelige Ord.

32:5  En Daare skal ikke ydermere kaldes ædel og en karrig ej kaldes rig.

32:6  Thi en Daare taler Daarlighed, og hans Hjerte gør Uret for at øve Ugudelighed og for at tale Usandhed imod Herren, for at lade en hungrig Sjæl forblive tom og lade en tørstig fattes Drik.

32:7  Og den karrige bruger slette Midler; han optænker List for at berede de elendige Fordærvelse med falske Ord, og det, naar den fattige taler sin Sag.

32:8  Men den ædle tænker paa ædle Ting, han skal bestaa ved sin ædle Daad.

32:9  I Kvinder, som ere saa sorgløse, staar op og hører min Røst! I Døtre, som ere saa trygge, vender Øren til min Tale!

32:10  Om Aar og Dag skulle I, som ere trygge, blive urolige; thi det er forbi med Vinhøsten, der kommer ingen Frugtsamling.

32:11  Vorder forfærdede, I sorgløse! vorder urolige, I trygge! klæd dig af, og blot dig, og bind om Lænderne!

32:12  De skulle slaa sig for Brystet for de yndige Agres, for de frugtbare Vintræers Skyld;

32:13  der skal opvokse Torne og Tidsler paa mit Folks Mark, ja, over alle Glædens Boliger i den lystige Stad.

32:14  Thi Paladserne ere forladte, Stadens Tummel er ophørt; Ofel og Vagttaarnet er blevet til Huler evindelig, Vildæsler til Glæde, Hjorde til Føde,

32:15  indtil Aanden fra det høje udgydes over os, og Ørken bliver til en frugtbar Mark, og den frugtbare Mark agtes som en Skov;

32:16  og Ret bor i Ørken, og Retfærdighed bliver paa den frugtbare Mark;

32:17  og Retfærdigheds Gerning bliver Fred, og Retfærdighedens Løn bliver Hvile og Tryghed indtil evig Tid;

32:18  og mit Folk bor i Fredens Hytter og i Trygheds Boliger og i stille rolige Steder.

32:19  Men det skal hagle, naar Skoven fældes, og Staden skal nedtrykkes i det lave.

32:20  Lyksalige ere I, som saa ved alle Vande, I, som lade Oksen og Æselet frit løbe om!

Chapter 33

33:1  Ve dig, du Ødelægger! du, som dog ikke er bleven ødelagt, og du Røver! du, som dog ikke er bleven et Rov; naar du har fuldendt at ødelægge, skal du ødelægges, naar du er bleven færdig med at røve, skal du selv blive et Rov.

33:2  Herre! vær os naadig, vi have biet efter dig; vær aarle vor Arm, tilmed vor Frelse i Nødens Tid.

33:3  Folkene flyede for Tordenrøsten; Hedningerne adspredes, naar du rejser dig.

33:4  Og eders Bytte skal sankes, som man sanker Høskrækker; som Græshopper springe hid og did, skal man springe hid og did efter det.

33:5  Herren er ophøjet, thi han bor i det høje; han har opfyldt Zion med Dom og Retfærdighed.

33:6  Og Visdom og Kundskab skal give dine Tider Fasthed, en Rigdom af Frelse; Herrens Frygt skal være dit Liggendefæ.

33:7  Se, deres Helte skrige derude; Fredens Bud græde beskelig.

33:8  De banede Veje ere øde, der er ingen, som gaar frem ad Stien mere; han har brudt Pagten, ladet haant om Stæderne, ikke agtet et Menneske.

33:9  Landet sørger, vansmægter, Libanon er beskæmmet, er henvisnet; Saron er som en øde Mark, og Basan og Karmel have kastet deres Blade.

33:10  Nu vil jeg gøre mig rede, siger Herren; nu vil jeg rejse mig, nu vil jeg ophøje mig.

33:11  I undfange Straa, føde Halm; eders Harme er en Ild, som skal fortære eder.

33:12  Og Folkene skulde vorde som det, der brændes til Kalk, som omhugne Torne, der opbrændes med Ild.

33:13  Hører, I, som ere langt borte, hvad jeg har gjort, og I, som ere nær, fornemmer min Styrke!

33:14  Syndere i Zion ere forskrækkede, Bævelse har betaget de vanhellige: „Hvo af os kan bo ved en fortærende Ild? hvo af os kan bo ved Evigheds Baal?‟

33:15  Den, som vandrer i Retfærdighed, og som taler Oprigtighed; den, som foragter Vinding, der kommer ved Undertrykkelse; den, som ryster sine Hænder, at han ej beholder Skænk; den, som stopper sit Øre til, saa at han ej hører Blodraad, og som tillukker sine Øjne, at han ej ser efter det onde:

33:16  Han skal bo paa de høje Steder, Klippernes Befæstning skal være hans Tilflugt, Brød bliver givet ham, Vand er ham sikret.

33:17  Dine Øjne skulle beskue Kongen i hans Skønhed, de skulle se et vidt udstrakt Land.

33:18  Dit Hjerte skal tænke paa Forfærdelsen: „Hvor er Skriveren? hvor er den, som vejede Pengene? hvor er den, som talte Taarnene?‟

33:19  Du skal ikke mere se det haarde Folk, det Folk, som man ikke kan forstaa for dets dybe Mæles Skyld, det, som man ikke kan fatte for dets stammende Tunges Skyld.

33:20  Besku Zion, vor Forsamlings Stad; dine Øjne skulle se Jerusalem som en sikker Bolig, som et Telt, der ikke skal flyttes, hvis Pæle ikke skulle oprykkes evindelig, og hvis Reb ikke skulle rives over.

33:21  Men der skal Herren være os den herlige, være i Stedet for Floder og brede Strømme; intet Skib, som roes, farer der, og intet stort Skib gaar derover.

33:22  Thi Herren er vor Dommer, Herren er vor Lovgiver, Herren er vor Konge, han skal frelse os.

33:23  Dine Reb ere blevne slappe; de holde ikke deres Mast stiv, de have ikke udbredet Flag; da deles røvet Bytte i Mængde, de halte røve Rov.

33:24  Og ingen Indbygger skal sige: Jeg er syg; thi Folket, som bor derudi, har faaet Syndsforladelse.

Chapter 34

34:1  Kommer nær, I Hedninger! for at høre, og I Folk! giver Agt; Jorden høre det, og dens Fylde, Jorderige og al dens Grøde!

34:2  Thi Herrens Vrede er over alle Hedningerne og hans Fortørnelse over al deres Hær; han har sat dem i Band, giver dem hen at slagtes.

34:3  Og deres ihjelslagne skulle henkastes, og Stanken af deres døde Kroppe skal stige op, og Bjergene skulle flyde af deres Blod.

34:4  Og Himmelens Hær skal svinde hen, og Himlene skulle rulles sammen som en Bog; og al deres Hær skal visne som et vissent Blad af et Vintræ og ligesom vissent Løv af et Figentræ.

34:5  Thi mit Sværd er vædet i Himlene; se, til Dom skal det fare ned over Edom og over det Folk, som jeg har sat i Band.

34:6  Herrens Sværd er fuldt af Blod, er mættet af Fedme, af Lams og Bukkes Blod, af Vædres Nyrers Fedme; thi Herren har Slagtoffer i Bozra og en stor Slagtning i Edoms Land.

34:7  Og Bøfler fældes tillige med dem, og Ungkvæg tillige med Tyre; og deres Land skal blive vædet af Blod og deres Jordbund mættes med Fedme.

34:8  Thi det er Herrens Hævns Dag, Gengældelsens Aar for Zions Retssag.

34:9  Og dets Bække skulle forvandles til Beg og dets Jordbund til Svovl, og dets Land skal blive til brændende Beg.

34:10  Det skal ikke slukkes Dag eller Nat, Røgen deraf skal stige op evindelig; det skal være øde fra Slægt til Slægt, fra Evighed til Evighed skal ingen gaa igennem det.

34:11  Men Rørdrum og Pindsvin skulle eje det, og Hornuglen og Ravnen skulle bo i det; thi han skal udstrække Maalesnoren over det, at det bliver øde, og veje det ud, at det skal blive Ørk.

34:12  Af dets ædle er der ingen, man kan kalde til Konge; og alle dets Fyrster skulle blive til intet.

34:13  Og der skal opvokse Tjørn; paa dets Paladser, Nælder og Tidsler i dets Befæstninger; og det skal være Dragers Bolig, Strudsungers Gaard.

34:14  Og Ørkens Vildt og Ulve skulle møde hverandre, og den ene Skovtrold skal raabe til den anden, kun Vætter skulle slaa sig til Ro der og finde Hvile for sig.

34:15  Pilslangen skal bygge Rede der og lægge Æg og udklække Unger og samle dem under sin Skygge; kun Glenter flokkes der, den ene hos den anden.

34:16  Søger i Herrens Bog og læser, der fattes ikke een af disse Ting, det ene savner ikke det andet; thi hans Mund har budet det, og hans Aand har sanket dem.

34:17  Og han har kastet Lod for dem, og hans Haand har delt det ud iblandt dem ved Maalesnoren; de skulle eje det evindelig, fra Slægt til Slægt skulle de bo deri.

Chapter 35

35:1  Ørken og de tørre Steder skulle glæde sig, og den øde Mark skal fryde sig og blomstre som en Rose.

35:2  Den skal blomstre frodigt, den skal juble og synge med Fryd, Libanons Herlighed er given den, Karmels og Sarons Pragt; de skulle se Herrens Herlighed, vor Guds Pragt.

35:3  Styrker de afmægtige Hænder, og giver de snublende Knæ Kraft!

35:4  Siger til de mistrøstige af Hjerte: Værer frimodige, frygter ikke! se, eders Gud! Hævn kommer, Gengældelse fra Gud, han skal komme og frelse eder.

35:5  Da skulle de blindes Øjne aabnes og de døves Øren oplades.

35:6  Da skal den halte springe som en Hjort og den stummes Tunge synge med Fryd; thi Vande bryde frem i Ørken og Bække paa den øde Mark.

35:7  Og den glødende Sandørk skal blive til Sø og det tørstige Sted til Vandkilder; i den Bolig, hvor Drager laa, skal være Sted for Rør og Siv.

35:8  Og en banet Sti og Vej skal være der, en Vej, som kaldes Helligdommens; ingen uren skal gaa ad den, men den skal være for dem selv; de, som vandre paa denne Vej, endog enfoldige, skulle ikke fare vild.

35:9  Ingen Løve skal være der, og intet Rovdyr kommer derop eller findes der; men de igenløste skulle vandre der.

35:10  Og Herrens forløste skulle komme tilbage og komme til Zion med Frydesang, og evig Glæde skal være over deres Hoved; Fryd og Glæde skulle de naa, og Sorrig og Suk skal fly.

Chapter 36

36:1  Og det skete i Kong Ezekias's fjortende Aar, at Senakerib, Kongen af Assyrien, drog op imod alle Judas faste Stæder og indtog dem.

36:2  Og Kongen af Assyrien sendte Rabsake fra Lakis til Jerusalem til Kong Ezekias med en svar Hær; og han stod ved den øverste Dams Vandledning, som er ved den alfare Vej til Blegerens Ager.

36:3  Da gik Eliakim, Hilkias Søn, som var Hofmester, og Sebna, Kansleren, og Joa, Asafs Søn, Historieskriveren, ud til ham.

36:4  Og Rabsake sagde til dem: Siger til Ezekias: Saa siger den store Konge, Kongen af Assyrien: Hvad er det for en Tillid, som du forlader dig paa?

36:5  Jeg siger — dog det er ikkun Læbers Ord — at der er Klogskab og Styrke til Krigen; nu, paa hvem forlader du dig, eftersom du er affalden fra mig?

36:6  Se, du forlader dig paa denne brudte Rørkæp, paa Ægypten; støtter nogen sig paa den, da gaar den ind i hans Haand og borer den igennem; saaledes er Farao, Kongen i Ægypten, for alle dem, som forlade sig paa ham.

36:7  Og om du vil sige til mig: Vi forlade os paa Herren vor Gud, er det da ikke ham, hvis Høje og hvis Altre Ezekias har borttaget, idet han sagde til Juda og til Jerusalem: For dette Alter skulle I tilbede?

36:8  Og nu, indgaa Væddemaal med min Herre, Kongen af Assyrien, saa vil jeg give dig to Tusinde Heste, om du kan skaffe dig Ryttere til dem.

36:9  Hvorledes vilde du da drive en Fyrstes Magt tilbage, hørte han end til min Herres ringeste Tjenere? men du forlader dig paa Ægypten, for Vognes og for Rytteres Skyld.

36:10  Og nu, mon jeg vel uden Herren er dragen op imod dette Land for at ødelægge det? Herren sagde til mig: Drag op imod dette Land og ødelæg det!

36:11  Da sagde Eliakim og Sebna og Joa til Rabsake: Kære, tal til dine Tjenere paa Syrisk, thi vi forstaa det; og tal ikke til os paa jødisk for Folkets Øren, som er paa Muren.

36:12  Men Rabsake sagde: Har min Herre sendt mig til din Herre eller til dig for at tale disse Ord? mon ikke til de Mænd, som sidde paa Muren, og som skulle komme til at æde deres eget Skarn og drikke deres eget Vand med eder?

36:13  Saa stod Rabsake og raabte med høj Røst paa jødisk og sagde: Hører den store Konges Ord, Kongens af Assyrien!

36:14  Saa sagde Kongen: Lader ikke Ezekias bedrage eder! thi han formaar ikke at redde eder.

36:15  Og lader ikke Ezekias faa eder til at forlade eder paa Herren, idet han siger: Herren skal visselig fri os; denne Stad skal ikke gives i Kongen af Assyriens Haand.

36:16  Lyder ikke Ezekias ad; thi saa sagde Kongen af Assyrien: Slutter Fred med mig, og gaar ud til mig og æder, hver af sit Vintræ og hver af sit Figentræ, og drikker hver Vand af sin Brønd,

36:17  indtil jeg kommer og henter eder til et Land som eders Land, et Land, i hvilket der er Korn og Vin, et Land, i hvilket der er Brød og Vingaarde.

36:18  Lader ikke Ezekias tilskynde eder, idet han siger: Herren skal fri os; have Hedningernes Guder vel friet hver sit Land af Kongen af Assyriens Haand?

36:19  Hvo ere de Guder af Hamat og Arfad? hvo ere de Guder af Sefarvajm? og mon de have reddet Samaria af min Haand?

36:20  Hvo iblandt alle disse Landes Guder er der, som have friet deres Land af min Haand, og Herren skulde redde Jerusalem af min Haand?

36:21  Og de tav og svarede ham ikke et Ord; thi det var Kongens Befaling, som havde sagt: Svar ham intet!

36:22  Da kom Eliakim, Hilkias Søn, som var Hofmester, og Sebna, Kansleren, og Joa, Asafs Søn, Historieskriveren, til Ezekias med sønderrevne Klæder; og de gave ham Rabsakes Ord til Kende.

Chapter 37

37:1  Og det skete, der Kong Ezekias hørte det, da sønderrev han sine Klæder og iførte sig Sæk og gik ind i Herrens Hus.

37:2  Og han sendte Eliakim, som var Hofmester, og Sebna, Kansleren, og de ældste af Præsterne, som havde iført sig Sæk, til Profeten Esajas, Amoz's Søn.

37:3  Og de sagde til ham: Saa sagde Ezekias: Denne Dag er Nødens og Tugtelsens og Bespottelsens Dag; thi Børnene ere komne til Fødselens Sted, og der er ingen Kraft til at føde.

37:4  Maaske Herren din Gud vil høre Rabsakes Ord, hvem hans Herre, Kongen af Assyrien, sendte for at forhaane den levende Gud, og han vil straffe ham for de Ord, som Herren din Gud har hørt; saa opløft en Bøn for de overblevne, som findes.

37:5  Der Kong Ezekias's Tjenere kom til Esajas,

37:6  da sagde Esajas til dem: Saa skulle I sige til eders Herre: Saa sagde Herren: Frygt ikke for de Ord, som du hørte, dem, hvormed Kongen af Assyriens Tjenere forhaanede mig.

37:7  Se, jeg vil indgive ham en Aand, og han skal høre et Rygte og drage tilbage til sit Land, og jeg vil fælde ham med Sværd i hans Land.

37:8  Og der Rabsake kom tilbage, da, fandt han, at Kongen af Assyrien stred imod Libna; thi han hørte, at han var rejst fra Lakis.

37:9  Og der han hørte om Thiraka, Morlands Konge, og der sagdes: Han er dragen ud at stride imod dig: — Der han hørte det, da sendte han Bud til Ezekias og lod sige:

37:10  Saa skulle I sige til Ezekias, Judas Konge: Lad din Gud, som du forlader dig paa, ikke bedrage dig, saa at du siger: Jerusalem skal ikke gives i Kongen af Assyriens Haand.

37:11  Se, du har hørt, hvad Kongerne af Assyrien have gjort ved alle Landene, at de have ødelagt dem, og skulde du blive friet?

37:12  Have Hedningernes Guder friet dem, som mine Fædre ødelagde, nemlig Gosan og Haran og Rezef og Edens Børn, som vare i Telassar?

37:13  Hvor er Kongen af Hamat og Kongen af Arfad og Kongen af Sefarvajms Stad og af Hena og Jova?

37:14  Og Ezekias tog Brevene af Budenes Haand og læste dem; og han gik op til Herrens Hus, og Ezekias udbredte dem for Herrens Ansigt.

37:15  Og Ezekias bad til Herren og sagde:

37:16  Herre Zebaoth, Israels Gud! du, som sidder over Keruber, du alene er Gud over alle Riger paa Jorden, du gjorde Himlene og Jorden.

37:17  Herre! bøj dit Øre og hør; Herre! oplad dine Øjne og se; og hør alle, Senakeribs Ord, som han sendte for at haane den levende Gud.

37:18  Det er sandt, Herre! Kongerne af Assyrien have ødelagt alle Landene og deres eget Land.

37:19  Og de have overgivet deres Guder til Ilden, fordi de ikke vare Guder, men Menneskenes Hænders Gerning, Træ og Sten, og de tilintetgjorde dem.

37:20  Men nu, Herre vor Gud! frels os fra hans Haand, at alle Riger paa Jorden maa kende, at du er Herre, du alene.

37:21  Da sendte Esajas, Amoz's Søn, til Ezekias og lod sige: Saa giger Herren, Israels Gud: Du har bønfaldet mig angaaende Senakerib, Kongen af Assyrien.

37:22  Dette er det Ord, som Herren har talt imod ham: Jomfruen, Zions Datter, foragter dig og spotter dig, Jerusalems Datter ryster med Hovedet ad dig.

37:23  Hvem har du bespottet og forhaanet? og imod hvem opløftede du Røsten? og du opløftede dine Øjne højt imod Israels Hellige.

37:24  Du bespottede Herren ved dine Tjenere og sagde: Med mine Vognes Mangfoldighed er jeg opfaren paa Bjergenes Højder, Libanons Toppe; og jeg vil afhugge dens høje Cedre, dens udvalgte Fyrre, og jeg vil komme til dens højeste Tinde, til dens frodige Skov.

37:25  Jeg har gravet Brønde og drukket Vand og udtørret alle dybe Floder med mine Fødders Saaler.

37:26  Har du ikke hørt, at jeg har gjort dette for lang Tid siden, at jeg har beskikket det i gamle Dage? nu har jeg ladet det komme, og det skal være til at ødelægge de faste Stæder, at de blive til øde Grushobe.

37:27  Og de, som bo deri, bleve afmægtige, bleve knuste og beskæmmede; de bleve som Græs paa Marken og som de grønne Urter, som Hø paa Tagene og som Korn, der er blevet forbrændt, før, det sætter Aks.

37:28  Og jeg ved din Bolig og din Udgang og din Indgang, og at du raser imod mig.

37:29  Efterdi du raser imod mig, og din Sorgløshed er kommen op for mine Øren, saa vil jeg lægge min Krog i din Næse og mit Bidsel i dine Læber og føre dig tilbage ad den Vej, som du kom paa.

37:30  Og dette skal være dig Tegnet: At man i dette Aar skal æde det, som opvokser uden Arbejde, og i det andet Aar det, som vokser af sig selv; men i det tredje Aar saar da og høster, og planter Vingaarde og æder deres Frugt!

37:31  Thi det undkomne, som er overblevet af Judas Hus, skal atter faa Rødder nedefter og bære Frugt opefter.

37:32  Thi fra Jerusalem skal der udgaa nogle overblevne og fra Zions Bjerg nogle undkomne; den Herre Zebaoths Nidkærhed skal gøre det.

37:33  Derfor saa siger Herren om Kongen af Assyrien: Han skal ikke komme ind i denne Stad og ikke skyde en Pil derind og ikke komme for den med Skjold og ingen Vold opkaste imod den.

37:34  Han skal drage tilhage ad den Vej, som han kom paa, og ikke komme ind i denne Stad, siger Herren.

37:35  Men jeg vil beskærme denne Stad for at frelse den, for min Skyld og for Davids, min Tjeners, Skyld.

37:36  Da for Herrens Engel ud og slog i Assyrernes Lejr hundrede og fem og firsindstyve Tusinde; og der man stod aarle op om Morgenen, se, da vare de alle sammen døde Kroppe.

37:37  Saa rejste Senakerib, Kongen af Assyrien, og drog bort og vendte tilbage, og han blev i Ninive.

37:38  Og det skete, der han tilbad i Nisroks, sin Guds, Hus, da ihjelsloge hans Sønner, Adramelek og Sar-Ezer, ham med Sværd, og de undkom til Ararats Land, og hans Søn Asarhaddon blev Konge i hans Sted.

Chapter 38

38:1  I de Dage blev Ezekias dødssyg, og Esajas, Amoz's Søn, Profeten, kom til ham og sagde til ham: Saa sagde Herren: Beskik dit Hus, thi du skal dø og ikke leve.

38:2  Og Ezekias vendte sit Ansigt til Væggen og bad til Herren

38:3  og sagde: Ak, Herre! kom dog i Hu, at jeg har trolig og med et retskaffent Hjerte vandret for dit Ansigt og gjort det, som er godt for dine Øjne; og Ezekias græd bitterligt.

38:4  Og Herrens Ord skete til Esajas, sigende:

38:5  Gak og sig til Ezekias: Saa siger Herren, din Fader Davids Gud: Jeg har hørt din Bøn, jeg har set din Graad; se, jeg lægger femten Aar til dine Dage.

38:6  Og jeg vil fri dig og denne Stad fra Kongen af Assyriens Haand og beskærme denne Stad.

38:7  Og du skal have dette Tegn af Herren paa, at Herren skal gøre denne Gerning, som han har sagt:

38:8  Se, jeg vil lade Solskivens Skygge, som med Solen er gaaet nedad paa Akas's Solskive, gaa ti Streger tilbage; og Solen gik ti Streger tilbage af de Streger, som den var gaaet ned.

38:9  Et Skrift af Ezekias, Judas Konge, der han havde været syg og var bleven helbredet af sin Sygdom:

38:10  Jeg sagde: Nu, da jeg har faaet rolige Dage, maa jeg vandre ind ad Dødsrigets Porte; jeg maa savne det øvrige af mine Aar.

38:11  Jeg sagde: Jeg skal ikke se Herren, Herren i de levendes Land; jeg skal ikke skue Mennesker mere, naar jeg er iblandt dem, som bo i Skyggeriget.

38:12  Min Levetid er afbrudt og flyttet fra mig som en Hyrdes Telt; jeg har sammenrullet mit Liv som en Væver sin Væv, fra Traadene afskæres jeg; fra Dag til Nat gør du Ende paa mig.

38:13  Jeg holdt mig stille indtil om Morgenen som en Løve; saa sønderbrydes alle mine Ben; fra Dag til Nat gør du Ende paa mig.

38:14  Jeg klagede som en Trane, som en Svale, jeg kurrede som en Due; matte opløftede sig mine Øjne til det høje: Herre! jeg er beklemt, vær Borgen for mig!

38:15  Hvad skal jeg sige? han har sagt mig det, og han har fuldkommet det; jeg skal vandre sagtelig alle mine Aar for min Sjæls Bitterheds Skyld.

38:16  Herre! ved disse Ting lever man, og ved dem alle faar min Aand Liv; du gøre mig stærk og holde mig i Live!

38:17  Se til Fred blev mig Bitterhed; ja, Bitterhed; men du har kærligt annammet min Sjæl fra Fordærvelsens Grav; thi du kastede alle mine Synder bag din Ryg.

38:18  Thi Dødsriget takker dig ej, Døden lover dig ej; de, som nedfare i Graven, vente ikke paa din Trofasthed.

38:19  Den, som lever, ja den, som lever, han takker dig som jeg i Dag; en Fader underviser sine Børn om din Trofasthed.

38:20  Herren er rede til at frelse mig, og med mine Harpetoner ville vi lege alle vort Livs Dage i Herrens Hus.

38:21  Men Esajas sagde, at de skulde tage en Klump af Figen og gøre den til et Plaster paa hans Byld, saa skulde han leve.

38:22  Og Ezekias sagde: Hvad Tegn er der paa, at jeg skal gaa op til Herrens Hus?

Chapter 39

39:1  Paa den samme Tid sendte Merodak Baladan, Baladans Søn, Kongen af Babel, Breve og Skænk til Ezekias; thi han havde hørt, at han havde været syg og var bleven karsk.

39:2  Og Ezekias blev glad ved dem og lod dem se Huset med sine dyrebare Sager, Sølvet og Guldet og de vellugtende Urter og den bedste Olie og hele sit Vaabenhus og alt det, som fandtes i hans Skatkammer; der var ingen Ting i hans Hus og i hans hele Rige, som Ezekias jo lod dem se.

39:3  Da kom Esajas, Profeten, til Kong Ezekias og sagde til ham: Hvad have disse Mænd sagt? og hvorfra ere de komne til dig? Og Ezekias sagde: De ere komne til mig fra et Land langt borte, fra Babel.

39:4  Og han sagde: Hvad have de set i dit Hus? Og Ezekias sagde: De have set alt det, som er i mit Hus; der var ingen Ting, som jeg jo lod dem se i mine Skatkamre.

39:5  Da sagde Esajas til Ezekias: Hør den Herre Zebaoths Ord:

39:6  Se, de Dage komme, at alt det, som er i dit Hus, og hvad dine Fædre have samlet til Liggendefæ indtil denne Dag, skal føres til Babel; der skal intet blive tilovers, siger Herren.

39:7  Og af dine Sønner, som nedstamme fra dig, som du skal avle, skulle de tage nogle ud, og de skulle være Kammertjenere i Kongen af Babels Palads.

39:8  Men Ezekias sagde til Esajas: Det Herrens Ord, som du har talt, er godt; og han sagde: Blot der maa være Fred og Trofasthed i mine Dage!

Chapter 40

40:1  Trøster, trøster mit Folk, siger eders Gud;

40:2  taler kærligt til Jerusalem og raaber til den, at dens Strid er fuldendt, at dens Skyld er betalt, at den har faaet dobbelt af Herrens Haand uagtet alle dens Synder.

40:3  Der er en Røst af en, som raaber i Ørken: Bereder Herrens Vej, jævner vor Guds banede Vej paa den slette Mark!

40:4  Hver Dal skal hæves, og hvert Bjerg og hver Høj skal sænkes; og hvad som er bakket, skal blive jævnt, og det knudrede skal blive som en Slette.

40:5  Og Herrens Herlighed skal aabenbares; og alt Kød til Hobe skal se det; thi Herrens Mund har talt.

40:6  Der er en Røst af en, som siger: Raab! og der svares: Hvad skal jeg raabe? Alt Kød er Hø, og al dets Ynde er som et Blomster paa Marken.

40:7  Høet bliver tørt, Blomsteret falder af; thi Herrens Aande blæser derpaa, ja visselig er Folket Hø.

40:8  Høet bliver tørt, Blomsteret falder af, men vor Guds Ord bestaar evindelig.

40:9  Du, som bærer Zion et godt Budskab, stig op paa et højt Bjerg! du, som bærer Jerusalem et godt Budskab, opløft din Røst med Magt, opløft den, og frygt ikke; sig til Judas Stæder: Se, eders Gud!

40:10  Se, den Herre, Herre skal komme med Vælde, og hans Arm hersker for ham; se, hans Løn er med ham, og Gengældelsen fra ham er for hans Ansigt.

40:11  Som en Hyrde skal han vogte sin Hjord, samle Lammene i sin Arm og bære dem i sit Skød; han skal lede de Faar, som give Die.

40:12  Hvo har maalt Vandet med sin hule Haand? og afmaalt Himmelen i Spand? og samlet Jordens Støv i Tredingsmaal? hvo har vejet Bjergene med Vægt og Højene paa Vægtskaale?

40:13  Hvo har udmaalt Herrens Aand, og hvo har som hans Raadgiver undervist ham?

40:14  Med hvem har han raadført sig, som har givet ham Forstand og lært ham Rettens Vej og lært ham Kundskab og undervist ham om Visdommens Vej?

40:15  Se, Folkefærd ere agtede for ham som en Draabe af en Spand og som et Gran i Vægtskaalen; se, Øer hæver han i Vejret som fint Støv.

40:16  Og Libanon er ikke nok til Brændsel og Dyr der ikke nok til Brændoffer.

40:17  Alle Folkefærd ere som intet for ham; de ere agtede for ham som intet og som Tomhed.

40:18  Ved hvem ville I da ligne Gud? eller under hvilken Lignelse ville I fremstille ham?

40:19  En Mester støber et Billede og en Guldsmed beslaar det med Guld, og en anden Guldsmed støber Sølvkæder.

40:20  Hvo som er for fattig til saadan en Gave, udvælger Træ, som ikke raadner; han søger sig en dygtig Mester til at berede et Billede, som ikke vakler.

40:21  Ville I ikke forstaa? ville I ikke høre? er det ikke forkyndt eder fra Begyndelsen? have I ikke forstaaet, af hvem Jordens Grundvold er lagt?

40:22  Han er den, som sidder over Jordens Kreds, og de, som bo derpaa, ere som Græshopper; han, der udspænder Himlene som et tyndt Tæppe og udbreder dem som et Telt til at bo udi;

40:23  han, som gør Fyrsterne til intet og gør Jordens Dommere til tomme Navne.

40:24  Næppe ere de plantede, næppe ere de saaede, og næppe er deres Stub rodfæstet i Jorden: Saa blæser han paa dem, og de blive tørre, og en Storm tager dem bort som Halm.

40:25  Hvem ville I da ligne mig ved, som jeg skulde være lig? siger den Hellige.

40:26  Opløfter eders Øjne imod det høje og ser: Hvo skabte disse Ting? han som udfører deres Hær efter Tal; han kalder dem alle ved Navn; formedelst hans vældige Magt og store Kraft fattes ikke een.

40:27  Hvorfor vil du, Jakob, sige, og du, Israel, tale: Min Vej er skjult for Herren, og min Ret gaar min Gud forbi?

40:28  Ved du ikke, eller har du ikke hørt det? en evig Gud er Herren, han har skabt Jordens Ender, han kan ikke blive træt, ej heller vansmægte; hans Forstand er uransagelig.

40:29  Han giver den trætte Kraft og formerer Styrke hos den, som ingen Kræfter har.

40:30  De unge skulle blive trætte og vansmægte, og Ungersvende skulle falde brat.

40:31  Men de, som forvente Herren, skulle forny deres Kraft, de skulle opfare med Vinger som Ørnene, de skulle løbe og ikke vansmægte, gaa frem og ikke blive trætte.

Chapter 41

41:1  I Øer! tier for mig; og Folkene forny deres Kraft! lad dem komme, lad dem da tale; lader os træde frem for Retten med hinanden!

41:2  Hvo har opvakt ham fra Østen, hvem Retfærdigheden møder, hvor han gaar? hvo hengav Folkefærd for hans Ansigt og Kongerne, at han herskede over dem, hvilke hans Sværd gør som Støv og hans Bue som Halm, der bortblæses?

41:3  Han forfølger dem, drager frem med Fred ad den Sti, som hans Fødder ikke have betraadt tilforn.

41:4  Hvo udrettede og gjorde det? Han, som kalder Slægterne fra Begyndelsen! jeg Herren er den første, og med de sidste er jeg ogsaa.

41:5  Øerne se det og frygte, Jordens Ender forfærdes; de nærme sig og komme.

41:6  De hjælpe den ene den anden, og den ene siger til den anden: Staa fast!

41:7  Tømmermanden sætter Mod i Guldsmeden, den, som glatter med Hammeren, i ham, som smeder paa Ambolten; „Sammenføjningen er god‟, siger denne, og han befæster det med Søm, at det ikke rokkes.

41:8  Men du, Israel! du, min Tjener Jakob, som jeg udvalgte, Abrahams, min Vens, Sæd!

41:9  du, hvem jeg hentede fra Jordens Ender og kaldte fra dens yderste Grænser, og til hvem jeg sagde: Du er min Tjener, jeg udvalgte dig og forkastede dig ikke!

41:10  Frygt ikke; thi jeg er med dig; se ikke ængstelig om; thi jeg er din Gud; jeg har styrket dig, ja, hjulpet dig, ja, holdt dig oppe med min Retfærdigheds højre Haand.

41:11  Se, alle de, som harmes paa dig, skulle beskæmmes og blive til Skamme; de Mænd, som trætte med dig, skulle blive til intet og omkomme.

41:12  De Mænd, som kives med dig, skal du søge efter og ikke finde; de Mænd, som stride imod dig, skulle blive til intet og omkomme.

41:13  Thi jeg er Herren din Gud, som tager dig ved din højre Haand, som siger til dig: Frygt ikke; jeg hjælper dig.

41:14  Frygt ikke, du Orm, Jakob! du lille Hob, Israel! jeg hjælper dig, siger Herren, og din Frelser er Israels Hellige.

41:15  Se, jeg gør dig til en skarp ny Tærskevogn med mange Tænder; du skal tærske og sønderknuse Bjerge og gøre Høje som Avner.

41:16  Du skal kaste dem, og Vejret skal løfte dem, og en Storm skal adsprede dem; men du skal fryde dig i Herren, du skal prise dig i Israels Hellige.

41:17  De elendige og de fattige lede efter Vand, og der er intet, deres Tunge forsmægter af Tørst; jeg, Herren, vil bønhøre dem, jeg, Israels Gud, vil ikke forlade dem.

41:18  Jeg vil lade Floder bryde frem paa de nøgne Høje og Kilder midt i Dalene; jeg vil gøre Ørken til vandrig Sø og det tørre Land til Vandløb.

41:19  Jeg vil i Ørken sætte Cedre, Sitimtræer og Myrtetræer og Olietræer; paa den slette Mark vil jeg sætte baade Fyrretræer, Kintræer og Buksbom,

41:20  paa det at de skulle se og vide og baade lægge paa Hjerte og forstaa, at Herrens Haand har gjort dette, og Israels Hellige har skabt dette.

41:21  Kommer hid med eders Sag, siger Herren; kommer frem med eders stærke Bevisninger, siger Jakobs Konge.

41:22  Lad dem komme frem med dem og forkynde os det, som skal hændes; forkynder os, hvad der først skal ske, paa det vi maa lægge os det paa Hjerte og forstaa, hvad Enden derpaa skal blive; eller lader os høre de tilkommende Ting!

41:23  Forkynder de Ting, som skulle komme herefter, at vi kunne vide dem; thi I ere jo Guder! ja, gører vel eller gører ilde, saa ville vi se os om og betragte det med hverandre.

41:24  Se, I ere intet, og eders Gerning er aldeles intet; den, som vælger eder, er en Vederstyggelighed.

41:25  Jeg har opvakt ham fra Norden, og han skal komme, ham fra Solens Opgang, som skal paakalde mit Navn; og han skal komme over Fyrsterne, som vare de Dynd, og som en Pottemager, der træder Ler.

41:26  Hvo har forkyndt noget fra Begyndelsen af, at vi kunne vide det? eller fra forrige Tid, at vi kunne sige: Han har Ret? men der er ingen, som forkynder noget, og ingen, som lader os høre noget, og ingen, som hører eders Tale.

41:27  Jeg er den første, som siger til Zion: Se, se, her ere de! og som bærer Jerusalem et godt Budskab.

41:28  Ser jeg mig om, er der ingen, og af disse er der heller ingen Raadgiver, at jeg kunde spørge dem ad, og de kunde give Svar tilbage.

41:29  Se dem alle! deres Gerninger ere Daarlighed og Tomhed; deres støbte Billeder ere Vejr og Vind.

Chapter 42

42:1  Se, min Tjener, hvem jeg opholder, min udvalgte, i hvem min Sjæl har Behagelighed; jeg har givet min Aand over ham, han skal føre Ret ud til Hedningerne.

42:2  Han skal ikke raabe og ej opløfte Røsten og ikke lade sin Røst høre paa Gaden.

42:3  Han skal ikke sønderbryde det knækkede Rør og ikke udslukke den rygende Tande; han skal udføre Ret efter Sandhed.

42:4  Han skal ikke vansmægte, ej heller blive afmattet, indtil han faar beskikket Ret paa Jorden; og paa hans Lov vente Øer.

42:5  Saa siger Gud Herren, som skabte Himlene og udspændte dem, som udbredte Jorden og dens Grøde, han, som giver Folket derpaa Aande og dem, som gaa derpaa, Aand:

42:6  Jeg, Herren, jeg har kaldet dig i Retfærdighed, og jeg vil tage dig ved din Haand; og jeg vil bevare dig og gøre dig til en Pagt for Folket, til et Lys for Hedningerne,

42:7  til at aabne de blindes Øjne, til at udføre de bundne af Fængsel, dem, som sidde i Mørke, af Fangenskabet.

42:8  Jeg er Herren, det er mit Navn; og jeg vil ingen anden give min Ære eller de udskaarne Billeder min Lov.

42:9  Se, de første Ting ere komne, og jeg forkynder de nye; før de oprinde, vil jeg lade eder høre om dem.

42:10  Synger Herren en ny Sang, hans Lov fra Jordens Ende, I, som fare ud paa Havet og dets Fylde, I Øer og deres Indbyggere!

42:11  Ørken og dens Stæder skulle opløfte Røsten, de Byer, hvor Kedar bor; de, som bo paa Klippen, skulle synge med Fryd, de skulle raabe fra Bjergenes Top.

42:12  De skulle tillægge Herren Ære og kundgøre hans Lov paa Øerne.

42:13  Herren skal drage ud som den vældige, vække sin Nidkærhed som en Krigsmand; han skal raabe med Glæde, ja, raabe højt, han skal faa Overhaand over sine Fjender.

42:14  Jeg har tiet fra fordums Tid, jeg var tavs, jeg holdt mig tilbage; men nu vil jeg stønne dybt som hun, der føder, jeg vil give min Harme Luft og fnyse.

42:15  Jeg vil lægge Bjerge og Høje øde og borttørre alle deres Urter og gøre Floder til Fastland og udtørre Søer.

42:16  Og jeg vil lede de blinde paa den Vej, som de ikke have vidst, jeg vil lade dem træde paa de Stier, som de ikke have kendt; jeg vil gøre Mørket for deres Ansigt til Lys og de bakkede Steder til Slette; disse ere Ordene, jeg opfylder dem og gaar ikke fra dem.

42:17  Vige tilbage og blive svarlig til Skamme skulle de, som forlade sig paa et udskaaret Billede, de, som sige til et støbt Billede: I ere vore Guder.

42:18  I døve, hører! og I blinde, lukker Øjnene op! at I kunne se.

42:19  Hvo er blind, naar det ikke er min Tjener, og døv som den, jeg udsendte som mit Bud? hvo er blind som den fuldkomne og blind som Herrens Tjener?

42:20  Du har set mange Ting, men du bevarer dem ikke; oplades Ørene, hører han dog ikke.

42:21  Herren har Lyst for sin Retfærdigheds Skyld til at gøre Loven stor og herlig.

42:22  Men dette er et Folk, som er blevet til Rov og Bytte, de ere alle sammen bundne i Huler og skjulte i Fængsler, de ere blevne til Rov, og der er ingen, som frier, til Bytte, og der er ingen, som siger: Giv tilbage!

42:23  Hvo er der iblandt eder, som vender Øret til dette, og som vil mærke og høre det, som skal ske herefter.

42:24  Hvo gav Jakob hen til at plyndres og Israel hen til Røvere? mon ikke Herren, imod hvem vi syndede, og paa hvis Veje de ikke vilde vandre, og paa hvis Lov de ikke vilde høre?

42:25  Derfor udøste han sin Vredes Harme og Krigens Magt over dem, og den optændtes trindt omkring imod dem; men de forstaa det ikke; og den fortærede dem, men de lægge det ikke paa Hjerte.

Chapter 43

43:1  Men nu, saa siger Herren, som skabte dig, Jakob, og dannede dig, Israel: Frygt ikke, thi jeg genløste dig, jeg kaldte dig ved dit Navn, du er min.

43:2  Naar du gaar igennem Vandene, da vil jeg være med dig, og igennem Floderne, da skulle de ikke overskylle dig; naar du gaar igennem Ilden, skal du ikke svides, og Luen skal ikke fortære dig.

43:3  Thi jeg er Herren din Gud, Israels Hellige, din Frelser; jeg giver Ægypten til Løsepenge for dig, Morland og Seba i dit Sted.

43:4  Efterdi du var agtet dyrebar for mine Øjne, var æret, og jeg elskede dig: Saa har jeg givet Mennesker i dit Sted og Folkeslag i Stedet for din Sjæl.

43:5  Frygt ikke, thi jeg er med dig; jeg vil føre din Sæd fra Østen og samle dig hjem fra Vesten.

43:6  Jeg vil sige til Norden: Giv hid, og til Sønden: Hold ikke tilbage; før mine Sønner hid fra det fjerne og mine Døtre fra Jordens Ende,

43:7  hver den, som er kaldet med mit Navn, og som jeg har skabt til min Ære; hver den, jeg har dannet, og som jeg har gjort.

43:8  Han fører det blinde Folk ud, som dog har Øjne, og de døve, som dog have Øren.

43:9  Alle Hedningerne samle sig til Hobe, og Folkene sankes; hvo er iblandt dem, som kan kundgøre dette og lade os høre de første Ting? lad dem føre deres Vidner frem, for at de kunne faa Ret, og man kan høre og sige: Det er Sandhed,

43:10  I ere mine Vidner, siger Herren, og min Tjener, som jeg udvalgte, for at I skulde vide det og tro mig og forstaa, at jeg er; før mig er ingen Gud dannet, og efter mig skal ingen være.

43:11  Jeg er Herren, og der er ingen Frelser uden jeg.

43:12  Jeg har kundgjort det og har frelst og ladet eder høre det, og der var ingen fremmed Gud iblandt eder; og I ere mine Vidner, siger Herren, at jeg er Gud.

43:13  Ogsaa fra Dag blev til, er jeg, og der er ingen, som kan redde af min Haand; jeg gør en Gerning, og hvo kan afvende den?

43:14  Saa siger Herren, eders Genløser, Israels Hellige: For eders Skyld sender jeg Bud til Babel og lader alle dem tillige med Kaldæerne som Flygtninge jages ned paa Skibene, som de frydede sig paa.

43:15  Jeg er Herren, eders Hellige, Israels Skaber, eders Konge.

43:16  Saa siger Herren, han, som gjorde Vej i Havet og Sti i de mægtige Vande,

43:17  han, som udførte Vogne og Heste, Hær og Magt, saa de ligge til Hobe, de staa ikke op, de ere udslukte, ja, de ere udslukte, som en Tande:

43:18  Kommer ikke de forrige Ting i Hu, og agter ikke paa de gamle Ting!

43:19  Se, jeg gør noget nyt, nu skal det bryde frem; skulle I ikke forfare det? ja, jeg vil gøre Vej i Ørken, Floder paa øde Steder.

43:20  Vilde Dyr paa Marken, Drager og Strudsunger skulle ære mig; thi jeg giver Vand i Ørken, Floder paa øde Steder for at give mit Folk, mine udvalgte, at drikke.

43:21  Det Folk, som jeg har dannet mig, de skulle fortælle min Pris.

43:22  Men du, Jakob! paakaldte mig ikke; thi du, Israel! er bleven træt af mig.

43:23  Du bragte mig ikke Faar til dine Brændofre, ej heller ærede du mig med dine Slagtofre, jeg har ikke gjort dig Besvær med Madoffer og ikke Møje med at kræve Røgelse.

43:24  Du købte mig ikke Kalmus for Penge, du skænkede mig ikke overflødigt dine Slagtofres Fedme; men du gjorde mig Besvær med dine Synder, du gjorde mig Møje med dine Misgerninger.

43:25  Jeg, jeg er den, som udsletter dine Overtrædelser for min egen Skyld, og jeg vil ikke ihukomme dine Synder.

43:26  Paamind mig; lad os gaa i Rette med hverandre; regn op, at du maa staa retfærdiggjort.

43:27  Din første Fader syndede, og dine Talsmænd have gjort Overtrædelse imod mig.

43:28  Derfor vil jeg vanhellige de hellige Fyrster og hengive Jakob til Band og Israel til Forhaanelse.

Chapter 44

44:1  Og hør nu, Jakob, min Tjener! og Israel, som jeg udvalgte!

44:2  Saa siger Herren, som gjorde dig og dannede dig fra Modersliv, han, som hjælper dig: Frygt ikke, min Tjener Jakob! og du, Jeskurun, som jeg udvalgte!

44:3  Thi jeg vil udgyde Vand paa det tørstige og Strømme paa det tørre; jeg vil udgyde min Aand over din Sæd og min Velsignelse over dine Børn,

44:4  at de skulle opvokse midt i Græs, ligesom Pile ved Vandbække.

44:5  Den ene skal sige: Jeg er Herrens, og den anden skal kalde Jakob ved Navn; og en tredje skal skrive med sin Haand: Jeg hører Herren til, og han skal nævne Israel som Hædersnavn.

44:6  Saa siger Herren, Israels Konge, og hans Genløser, den Herre Zebaoth: Jeg er den første, og jeg er den sidste, og der er ingen Gud uden jeg.

44:7  Og hvo, er som jeg, at han kan kalde noget frem, at han kan kundgøre det og ordentlig beskikke det for mig, som jeg har gjort, lige siden jeg lod et evigt Folk fremstaa? og kunne de forkynde dem de tilkommende Ting, og det, som skal komme?

44:8  Frygter ikke, og forfærdes ikke! har jeg ikke forlængst ladet dig høre det og kundgjort det? og I ere mine Vidner; mon der er en Gud uden jeg? der er ingen Klippe, jeg kender deri ikke.

44:9  De, som danne udskaarne Billeder, de ere alle intet, og de Billeder, de elske, gavne intet; og de, som ere deres Vidner, se intet og fornemme intet, derfor skulle de beskæmmes.

44:10  Hvo danner vel en Gud og støber et Billede, som gavner til intet?

44:11  Se, alle dets Tilhængere skulle beskæmmes; thi Mestrene, de ere kun Mennesker; de skulle alle samle sig, blive staaende, frygte og blive beskæmmede til Hobe.

44:12  Smeden bruger Mejselen til Jernet og arbejder ved Kul og danner det med Hamrene; han arbejder paa det med sin Arms Kraft; men lider han Hunger, saa er delingen Kraft i ham mere, og drikker han ikke Vand, vansmægter han.

44:13  Tømmermanden udstrækker en Maalesnor over Træet, mærker det af med Rødkridt, gør det jævnt med Høvlene og afridser det med Cirkelen; og han gør det efter en Mands Skikkelse, efter et Menneskes Anseelse, til at bo i et Hus.

44:14  Han gaar hen at afhugge sig Cedre og tager Cypres og Eg, og han bruger sin Styrke iblandt Træerne i Skoven; han planter Valbirk, og Regnen bringer den til at vokse.

44:15  Saa tjener det Mennesket til Brændsel, og han tager deraf og varmer sig og tænder Ild og bager Brød; men han gør ogsaa en Gud deraf og tilbeder den, han gør et udskaaret Billede deraf og falder paa Knæ for det.

44:16  Halvdelen deraf brænder han paa Ilden; ved Halvdelen deraf æder han Kød og steger en Steg og mættes; ja, han varmer sig og siger: Ah! jeg har varmet mig, jeg har set Ild

44:17  Men det øvrige deraf gør han til en Gud, til sit udskaarne Billede; han falder paa Knæ for det og nedbøjer sig og beder til det og siger: Frels mig! thi du er min Gud.

44:18  De fornemme ikke og forstaa ikke; thi han har tilstrøget deres Øjne, at de ikke se, og deres Hjerter, at de ikke forstaa.

44:19  Og ingen tager sig det til Hjerte, og der er hverken Kundskab eller Forstand til at sige: Jeg har opbrændt Halvdelen deraf paa Ilden og ligeledes bagt Brød paa Gløderne deraf, jeg har stegt Kød og ædt; skal jeg da gøre det øvrige deraf til en Vederstyggelighed? skal jeg falde paa Knæ for en Træklods?

44:20  Han sætter sin Hu til Aske, hans Hjerte er bedraget, og det har ført ham vild; og han redder ikke sin Sjæl og siger ikke: Er det ikke Bedrageri, som jeg holder i min højre Haand?

44:21  Kom disse Ting i Hu, Jakob og Israel! thi du er min Tjener; jeg har dannet dig, du er min Tjener, Israel! du skal ikke glemmes af mig.

44:22  Jeg har udslettet dine Overtrædelser som en Taage og dine Synder som en Sky; vend om til mig; thi jeg har igenløst dig.

44:23  Synger med Fryd, I Himle! thi Herren har gjort det; raaber med Glæde, I Jordens Dybder! I Bjerge, raaber med Fryd, Skov og hvert Træ derudi! thi Herren har genløst Jakob og beviser sig herligt i Israel.

44:24  Saa siger Herren; som har genløst dig og dannet dig fra Moders Liv af: Jeg er Herren, som gør alting, den, som ene udspænder Himmelen og udbreder Jorden; — hvo er vel med mig? —

44:25  den, som gør Løgnerens Tegn til intet og gør Spaamændene til Daarer; den, som tvinger de vise tilbage og gør deres Vidskab til Daarskab;

44:26  den, som stadfæster sin Tjeners Ord og fuldkommer sine Sendebuds Raad, den, som siger til Jerusalem: Den skal beboes, og til Judas Stæder: De skulle bygges, og jeg vil oprejse dens øde Stæder;

44:27  den, som siger til Dybet: Bliv tør, og dine Floder vil jeg udtørre;

44:28  den, som siger til Kyrus: Han er min Hyrde, og han skal fuldkomme al min Villie, og han skal sige til Jerusalem: Du skal bygges; og til Templet: Du skal grundfæstes.

Chapter 45

45:1  Saa siger Herren til sin Salvede, til Kyrus, hvem jeg tog ved hans højre Haand for at nedkaste Hedningerne for hans Ansigt og løse Bæltet af Kongers Lænd for at aabne Døre og for at holde Porte oplukkede for ham:

45:2  Jeg vil gaa frem for dit Ansigt og gøre Bakker jævne; jeg vil sønderbryde Kobberdøre og sønderhugge Jernstænger.

45:3  Jeg vil give dig Liggendefæ, som er skjult i Mørke, og Klenodier, som ere gemte i Løn, at du skal fornemme, at jeg er Herren, Israels Gud, som kalder dig ved dit Navn.

45:4  For min Tjener Jakobs Skyld og for Israels, min udvalgtes Skyld, kaldte jeg dig ved dit Navn; jeg nævnede dig ved Hædersnavn, enddog du kendte mig ikke.

45:5  Jeg er Herren og ingen ydermere, der er ingen Gud uden jeg; jeg vil omgjorde dig, enddog du kender mig ikke,

45:6  paa det de fra Solens Opgang og fra dens Nedgang skulle vide, at der er ingen uden jeg; jeg er Herren og ingen ydermere,

45:7  jeg, som danner Lyset og skaber Mørket, jeg, som gør Fred og skaber Ulykke; jeg er Herren, som gør alle disse Ting.

45:8  Drypper, I Himle! fra oven ned, og strømmer, I øverste Skyer, med Retfærdighed! Jorden oplade sig for at frembære Frelsens Frugt og for at lade Retfærdighed oprinde tillige! jeg Herren, jeg har skabt det.

45:9  Ve den, som trætter med den, der dannede ham, det Potteskaar, ligt andre Potteskaar af Jord! Mon Leret kan sige til den, som dannede det: Hvad gør du? eller kan dit Værk sige: Han har ingen Hænder?

45:10  Ve den, som siger til Faderen: Hvad avler du? og til Kvinden: Hvad føder du?

45:11  Saa siger Herren, Israels Hellige og Skaber: Spørger mig om de tilkommende Ting; ville I give mig Befaling om mine Børn og om mine Hænders Gerning?

45:12  Jeg gjorde Jorden og skabte Mennesker derpaa; mine Hænder udbredte Himmelen, og jeg bød over al dens Hær.

45:13  Jeg opvækker ham i Retfærdighed og vil jævne alle hans Veje; han skal bygge min Stad og løslade mine bortførte, ikke for Løsepenge, ej heller for Skænk, siger den Herre Zebaoth.

45:14  Saa siger Herren: Ægyptens Arbejde og Morlands Købmandsskab, samt Sabæerne, de høje Folk, skulle komme til dig, og vorde dine, de skulle følge efter dig, i Lænker skulle de komme; for dig skulle de nedbøje sig, de skulle bønfalde dig og sige: Kun hos dig er Gud, og der er ingen ydermere, ingen Gud.

45:15  Sandelig, du er en Gud, som skjuler sig, Israels Gud er en Frelser.

45:16  De blive beskæmmede, ja de blive alle til Skamme; de gaa alle bort med Skændsel, de, som forfærdige Afgudsbilleder.

45:17  Israel er frelst ved Herren med en evig Frelse; I skulle ikke beskæmmes, ej heller forhaanes i Evigheds Evigheder.

45:18  Thi saa siger Herren, som skabte Himmelen, han, den Gud, som dannede Jorden, og som gjorde den, han, som beredte den og ikke skabte den til at være øde, men dannede den til at beboes: Jeg er Herren, og der er ingen ydermere.

45:19  Ikke i Løndom har jeg talt, ikke paa Jordens mørke Steder; jeg har ikke sagt til Jakobs Sæd: Søger mig forgæves, jeg er Herren, som taler Retfærdighed, som forkynder Retvished.

45:20  Samler eder og kommer, ja, kommer frem til Hobe, I undkomne af Hedningerne! de, som bære deres udskaarne Træbilleder, og som bede til en Gud, der ikke kan frelse, de vide intet.

45:21  Forkynder og kommer frem med noget! ja, lad dem raadføre sig med hverandre: Hvo har ladet dette høres fra fordums Tid, hvo har kundgjort det fra Arilds Tid? mon ikke jeg, Herren? thi der er ingen Gud ydermere uden jeg, en retfærdig Gud og Frelser, der er ingen uden jeg.

45:22  Vender eder til mig, og bliver frelste, alle I fra Jordens Ender! thi jeg er Gud og ingen ydermere.

45:23  Jeg har svoret ved mig selv, af Retfærdigheds Mund udgik et Ord, og det skal ikke tages tilbage: At for mig skal hvert Knæ bøje sig, til mig skal hver Tunge sværge.

45:24  Kun i Herren, siger man om mig, er Retfærdighed og Styrke; til ham skal man komme, men alle de, som vredes paa ham, skulle beskæmmes.

45:25  I Herren skal al Israels Sæd retfærdiggøres og prise sig.

Chapter 46

46:1  Bel synker i Knæ, Nebo synker sammen, deres Billeder lægger man paa Dyr og Fæ; hvad I bare, læsses som en Byrde paa de trætte Dyr.

46:2  De synke sammen, de synke i Knæ til Hobe, de kunne ikke undkomme med Byrden; men de selv maa gaa i Fangenskab.

46:3  Hører mig, Jakobs Hus og alle I overblevne af Israels Hus, I, som ere lagte paa mig fra Moders Liv af, I, som bæres af mig fra Moders Skød af!

46:4  Ja, indtil eders Alderdom skal jeg være den samme og bære eder indtil eders graa Haar; jeg har gjort det og skal fremdeles holde eder oppe, og jeg vil bære eder og lade eder undkomme.

46:5  Ved hvem ville I ligne mig, eller med hvem ville I stille mig sammen? og hvem ville I maale mig med, at vi skulle være hverandre lige?

46:6  De ryste Guld ud af Pungen og veje Sølv paa Vægten, de lønne en Guldsmed, at han skal gøre en Gud deraf, for hvilken de falde paa Knæ og nedbøje sig.

46:7  De løfte den op, de bære den paa Skuldrene og sætte den paa dens Sted; der staar den, den viger ikke fra sit Sted, vil nogen end raabe til den, skal den dog ikke svare, den kan ikke frelse nogen af hans Nød.

46:8  Kommer dette i Hu og værer mandige; I Overtrædere! lægger det paa Hjerte!

46:9  Kommer de forrige Ting fra gammel Tid i Hu; thi jeg er Gud og ingen ydermere, ja, jeg er Gud, og ingen er som jeg,

46:10  jeg, som fra Begyndelsen kundgør Enden og fra fordums Tid de Ting, som end ikke ere skete; jeg, som siger: Mit Raad skal bestaa, og jeg vil gøre alt det, som mig behager;

46:11  jeg, som kalder en Rovfugl fra Østen, en Mand, som skal gøre efter mit Raad, fra et langt fraliggende Land; jeg har baade talt det og vil lade det komme, og jeg har beskikket det, jeg vil ogsaa udføre det.

46:12  Hører mig, I, som ere stolte i Hjertet! I, som ere langt fra Retfærdighed!

46:13  Jeg har ladet min Retfærdighed komme nær til, den er ikke langt borte, og min Frelse tøver ikke; jeg vil give Frelse i Zion og min Herlighed over Israel.

Chapter 47

47:1  Stig ned og sæt dig i Støvet, du Jomfru, Babels Datter! sæt dig paa Jorden, her er ingen Trone, du Kaldæers Datter! thi du skal ikke mere naa det, at de kalde dig „den kælne‟ og „den yppige‟.

47:2  Tag fat paa Kværnen og mal Mel; slaa Sløret til Side, løft Slæbet, blot Benene, vad over Floderne!

47:3  Lad din Blusel blottes og din Skam ses; jeg vil hævne mig, og jeg skal ikke møde noget Menneske.

47:4  Vor Genløser, hans Navn er Herre Zebaoth, Israels Hellige.

47:5  Sid i Tavshed, og gak ind i Mørket, du Kaldæers Datter! thi du skal ikke blive ved at kaldes en Dronning over Riger.

47:6  Jeg var vred paa mit Folk, jeg vanhelligede min Arv og gav dem i din Haand; du beviste dem ikke Barmhjertighed, du gjorde dit Aag saare svart over den alderstegne.

47:7  Og du sagde: Jeg skal være Dronning evindelig; saa at du ikke har lagt det paa Hjerte og ikke tænkt paa, hvad Enden skulde blive derpaa.

47:8  Saa hør nu dette, du vellystige! du som bor tryggelig og siger i dit Hjerte: Jeg, og ingen uden jeg, jeg skal ikke sidde Enke og ej vide, hvad det er at vorde barnløs.

47:9  Men disse to Ting skulle i et Øjeblik komme over dig paa een Dag: At blive barnløs og Enke; i fuldt Maal skulle de komme over dig, uagtet dine mange Trolddomskunster, og uagtet dine mange stærke Besværgelser.

47:10  Du forlod dig paa din Ondskab, du sagde: Der er ingen, som ser mig; din Visdom og din Kløgt have forført dig, og du sagde i dit Hjerte: Jeg, og ingen uden jeg.

47:11  Men det onde skal komme over dig, du skal ikke vide, naar dets Frembrud er, og en Ulykke skal falde paa dig, du skal ikke kunne forsone den; og der skal hastelig komme Ødelæggelse over dig, inden du ved det.

47:12  Staa nu frem med dine Besværgelser og med dine mange Trolddomskunster, med hvilke du har trættet dig fra din Ungdom af; maaske du dog kunde hjælpe dig dermed, maaske du kunde gøre Modstand.

47:13  Du har trættet dig ved dine mange Anslag; lad nu dem, som udspejde Himmelen, som se efter Stjernerne, dem, som give Besked for hver Maaned, staa frem og frelse dig fra de Ting, som skulle komme over dig.

47:14  Se, de skulle være som Halm, Ilden skal opbrænde dem, de kunne ikke redde deres Liv fra Luens Magt; der skal ikke være en Glød at varme sig ved eller en Ild at sidde for.

47:15  Saaledes gaar det dig med dem, som du har trættet dig ved; de, som færdedes med dig fra din Ungdom af, de skulle fare vild hver til sin Side, der er ingen, som frelser dig.

Chapter 48

48:1  Hører dette, Jakobs Hus! I, som ere kaldte med Israels Navn, og som ere udgangne af Judas Kilde, I, som sværge Ved Herrens Navn og prise Israels Gud, men ikke i Sandhed og ej i Retfærdighed!

48:2  Thi de kalde sig efter den hellige Stad og forlade sig fast paa Israels Gud; Herre Zebaoth er hans Navn.

48:3  Jeg har forlængst kundgjort de første Ting, af min Mund ere de udgangne, og jeg lader dem høre det; jeg gør det hastelig, og det sker.

48:4  Efterdi jeg vidste, at du er haard, og din Nakke er Jernsener, og din Pande er Kobber,

48:5  saa har jeg forlængst kundgjort dig det, jeg lod dig høre det, førend det kom, at du ikke maaske skal sige: Mit Gudebillede gjorde disse Ting, og mit udskaarne Billede og mit støbte Billede beskikkede dem.

48:6  Hørt det har du, se det nu alt sammen! og I, ville I ikke kundgøre det? jeg har fra nu af ladet dig høre ny Ting, hvad der lønligt var bevaret og hvad du ikke kendte.

48:7  Nu blive de skabte og ikke fra fordums Tid, og før i Dag har du ikke hørt til dem, paa det du ikke skal sige: Se, jeg har kendt dem.

48:8  Ja, du har ikke hørt det, du vidste det og ikke; ja, dit Øre var heller ikke aabnet fra fordums Tid; thi jeg ved, at du vil handle troløst, og at du er kaldet en Overtræder fra Moders Liv.

48:9  For mit Navns Skyld vil jeg forhale min Vrede, og for min Æres Skyld holder jeg min Vrede imod dig tilbage, for at jeg ikke skal udrydde dig.

48:10  Se, jeg har lutret dig, dog ikke som Sølv; jeg har prøvet dig i Elendigheds Ovn.

48:11  For min Skyld, for min egen Skyld vil jeg gøre det; thi hvorfor skulde mit Navn vanhelliges? og jeg vil ikke give en anden min Ære.

48:12  Hør mig, Jakob! og du, Israel, min kaldte! jeg er, jeg er den første, jeg er ogsaa den sidste.

48:13  Ja, min Haand har grundfæstet Jorden, og min højre Haand har udspændt Himlene; jeg kalder dem frem, og de staa der tilsammen.

48:14  Samler eder, alle til Hobe, og hører! Hvo iblandt dem har forkyndt disse Ting: Den, Herren elsker, skal gøre efter hans Behag imod Babel og lade hans Arm kendes imod Kaldæerne.

48:15  Jeg, jeg har sagt det, jeg har ogsaa kaldet ham; jeg vil lade ham komme, og hans Vej skal lykkes.

48:16  Kommer nær til mig, hører dette! fra Begyndelsen har jeg ikke talt i Løndom; fra den Tid, at det blev til, er jeg der; og nu har den Herre, Herre sendt mig, og sin Aand.

48:17  Saa siger Herren, din Genløser, Israels Hellige: Jeg er Herren din Gud, som lærer dig, hvad nyttigt er, og som fører dig paa Vejen, som du skal gaa.

48:18  Gid du vilde agte paa mine Bud, da skulde din Fred vorde som Floden og din Retfærdighed som Havets Bølger.

48:19  Og din Sæd skulde vorde som Sand, og dit Livs Afkom som dets Smaastene; dens Navn skulde ikke udryddes eller ødelægges for mit Ansigt.

48:20  Gaar ud af Babel, flyer fra Kaldæerne; forkynder og lader dette høre med Frydesangs Røst, bringer det ud indtil Jordens Ende, siger: Herren har genløst sin Tjener Jakob.

48:21  Og de lede ingen Tørst, han ledte dem igennem Ørknerne, han lod flyde Vand af en Klippe til dem; og han kløvede en Klippe, og der flød Vand.

48:22  De ugudelige, siger Herren, have ingen Fred.

Chapter 49

49:1  Hører mig, I Øer, og giver Agt, I Folk fra det fjerne! Herren kaldte mig fra Moders Liv af, han nævnede mit Navn fra Moders Skød.

49:2  Og han gjorde min Mund som et skarpt Sværd, skjulte mig med sin Haands Skygge, gjorde mig til en blank Pil og gemte mig i sit Kogger.

49:3  Og han sagde til mig: Du er min Tjener; du er Israel, i hvem jeg vil forherlige mig.

49:4  Men jeg sagde: Jeg har gjort mig Møje forgæves, fortæret min Kraft for intet og uden Nytte; alligevel er min Ret hos Herren og min Løn hos min Gud.

49:5  Og nu, siger Herren, som dannede mig af Moders Liv til sin Tjener, for at jeg skulde omvende Jakob til ham, og Israel, som ikke vil lade sig sanke; og jeg skal herliggøres for Herrens Øjne, og min Gud er min Styrke;

49:6  han siger: Det er for ringe en Ting, at du er min Tjener til at oprejse Jakobs Stammer og tilbageføre de bevarede af Israel, men jeg vil sætte dig til Hedningernes Lys, at de bringe min Frelse indtil Jordens Ende.

49:7  Saa siger Herren, Israels Genløser, hans Hellige, til den, som er foragtet af hver Sjæl, til den, som Folket har Afsky for, til Herskernes Tjener: Konger skulle se det og staa op, og Fyrster skulle se det og nedbøje sig for Herrens, Skyld, som er trofast, og for Israels Hellige, som udvalgte dig.

49:8  Saa siger Herren: Paa den behagelige Tid bønhørte jeg dig, og paa Frelsens Dag hjalp jeg dig; og jeg vil bevare dig og sætte dig til en Pagt med Folket for at oprejse Landet og udskifte de øde Arvedele

49:9  for at sige til de bundne: Gaar ud! til dem, som ere i Mørke: Kommer frem for Lyset! de skulle finde Græsgang ved Vejene, og Græsgang skal være for dem paa alle nøgne Høje.

49:10  De skulle hverken hungre eller tørste, og ingen Hede eller Sol skal stikke dem; thi deres Forbarmer skal føre dem og lede dem til Vandkilder.

49:11  Og jeg vil gøre alle mine Bjerge til Vej, og mine banede Veje skulle forhøjes.

49:12  Se disse, de komme langt fra, og se disse, de komme fra Norden og fra Vesten, og disse, de komme fra Sinas Land.

49:13  Synger med Fryd, I Himle! og fryd dig, du Jord! og I Bjerge, raaber med Frydesang! thi Herren trøster sit Folk og forbarmer sig over sine elendige.

49:14  Men Zion sagde: Herren har forladt mig, og Herren har glemt mig.

49:15  Kan vel en Kvinde glemme sit diende Barn, at hun ikke forbarmer sig over sit Livs Søn? om ogsaa de kunne glemme, da vil jeg, jeg dog ikke glemme dig.

49:16  Se, jeg har tegnet dig i mine Hænder; dine Mure ere bestandig for mig.

49:17  Dine Børn komme i Hast; de, som nedbrøde og ødelagde dig, skulle drage ud fra dig.

49:18  Kast dine Øjne omkring og se, alle disse ere samlede, de komme til dig; saa sandt jeg lever, siger Herren, med alle disse skal du klæde dig som med en Prydelse, og du skal binde dem om dig, som Bruden sit Bælte.

49:19  Ja, dine Ørkener og dine nedbrudte Stæder og det ødelagte Land, ja, det skal nu blive for snævert for Indbyggere, og de, som opslugte dig, skulle være langt borte.

49:20  End en Gang skulle dine Børn, som du maatte undvære, sige for dine Øren: Stedet er mig for trangt, giv mig Plads, at jeg maa bo der.

49:21  Og du skal sige i dit Hjerte: Hvo har avlet mig disse, eftersom jeg var barnløs og ufrugtbar? jeg var landflygtig og forskudt, og hvo har opdraget disse? se, jeg var enlig tilbage, hvor vare da disse?

49:22  Saa siger den Herre, Herre: Se, jeg vil udstrække min Haand efter Hedningerne og opløfte mit Banner for Folkene, og de skulle føre mine Sønner frem paa Armene, og dine Døtre skulle bæres paa Skuldrene.

49:23  Og Konger skulle være dine Fosterfædre, og deres Fyrstinder skulle være dine Ammer, paa deres Ansigt skulle de nedbøje sig til Jorden for dig og slikke dine Fødders Støv: da skal du fornemme, at jeg er Herren, og at de, som forvente mig, ikke skulle beskæmmes.

49:24  Mon man kan tage fra den vældige, hvad han har taget? og mon den retfærdiges Fanger skulle undkomme?

49:25  Ja, saaledes siger Herren: Baade skulle Fangerne tages fra den vældige, og det, en Voldsmand har taget, skal rives fra ham; og jeg vil trætte med dem, som trætte med dig, og vil frelse dine Børn.

49:26  Og jeg vil bringe dine Undertrykkere til at æde deres eget Kød, de skulle blive drukne af deres eget Blod som af Most; og alt Kød skal kende, at jeg, Herren, er din Frelser, og den Mægtige i Jakob er din Genløser.

Chapter 50

50:1  Saa siger Herren: Hvor er eders Moders Skilsmissebrev, ved hvilket jeg skulde have forskudt hende? eller hvem var jeg en Skyldner, at jeg skulde have solgt eder til ham? se, I ere solgte for eders Misgerningers Skyld, og eders Moder er forskudt for eders Overtrædelsers Skyld.

50:2  Hvorfor er der ingen, naar jeg kommer? hvorfor svarer ingen, naar jeg kalder? er min Haand saa forkortet, at den ikke kan forløse? eller er der ingen Kraft hos mig til at redde? se, jeg udtørrer Havet ved min Trusel, jeg gør Floder til Ørk, at deres Fisk stinke, fordi der ikke er Vand, og dø af Tørst.

50:3  Jeg klæder Himmelen i sort og indhyller den i Sørgedragt.

50:4  Den Herre, Herre har givet mig de udlærtes Tunge, at jeg ved at kvæge den mødige med et Ord; han vækker hver Morgen, ja, vækker mit Øre til at høre som de, der ere udlærte.

50:5  Den Herre, Herre har aabnet mig Øret, og jeg var ikke genstridig; jeg veg ikke tilbage.

50:6  Jeg hengav min Ryg til dem, som sloge mig, og mine Kinder til dem, som rykkede mig i Skægget; jeg skjulte ikke mit Ansigt for Forsmædelser og Spyt.

50:7  Men den Herre, Herre skal hjælpe mig, derfor bliver jeg ikke beskæmmet, derfor gjorde jeg mit Ansigt som en haard Sten, og jeg ved, at jeg ikke bliver til Skamme.

50:8  Han er nær, som mig retfærdiggør; hvo vil trætte med mig? lader os træde frem med hinanden; hvo er den, som har Sag imod mig? han komme hid til mig!

50:9  Se, den Herre, Herre skal hjælpe mig; hvo er den, som mig kan fordømme? se, de skulle alle ældes som et Klæde, Møl skal fortære dem.

50:10  Hvo er iblandt eder, som frygter Herren, og som adlyder hans Tjeners Røst? naar han vandrer i Mørke og har ikke Lysets Skin, skal han forlade sig paa Herrens Navn, ja stole fast paa sin Gud.

50:11  Se, alle I, som optænde en Ild og omgive eder med Blus, vandrer I kun ved eders Ilds Lys og ved de Blus, som I have tændt! Fra min Haand skal dette ske eder, i Smerte skulde I ligge.

Chapter 51

51:1  Hører mig, I, som efterjage Retfærdighed! I, som søge Herren! ser hen til Klippen, af hvilken I ere udhugne, og til Grubens Dyb, af hvilken I ere udgravne.

51:2  Ser hen til Abraham, eders Fader, og til Sara, som fødte eder; thi jeg kaldte ham, da han var een, og velsignede ham og formerede ham.

51:3  Thi Herren trøster Zion, han trøster alle dens øde Stæder og gør dens Ørk ligesom Eden og dens øde Mark ligesom Herrens Have; der skal findes Fryd og Glæde i den, Taksigelse og Lovsangs Lyd.

51:4  Mit Folk! giv Agt paa mig, og I, min Menighed! vender Øren til mig; thi Lov skal udgaa fra mig, og min Ret vil jeg føre frem til Lys for Folkeslægter.

51:5  Min Retfærdighed er nær, min Frelse er udgangen, og mine Arme skulle dømme Folkeslag; Øer skulle bie efter mig og slaa Lid til min Arm.

51:6  Opløfter eders Øjne til Himlene, og ser ned til Jorden hernedentil; thi Himlene skulle forsvinde som en Røg, og Jorden ældes som et Klædebon, og dens Beboere dø som Myg; men min Frelse skal blive evindelig, og min Retfærdighed skal ikke brydes.

51:7  Hører mig, I, som kende Retfærdighed! du Folk, i hvis Hjerte min Lov er! frygter ikke for Menneskers Forsmædelse, og forskrækkes ikke for deres Forhaanelser!

51:8  Thi Møl skal fortære dem ligesom et Klædebon, og Orm skal fortære dem ligesom Uld; men min Retfærdighed skal blive evindelig og min Frelse fra Slægt til Slægt.

51:9  Vaagn op, vaagn op, ifør dig Styrke, du Herrens Arm! vaagn op, ligesom i gamle Dage, iblandt de forrige Slægter; er du ikke den, som fældede Rahab, og som gennemborede Dragen?

51:10  Er du ikke den, som udtørrede Havet, den store Afgrunds Vande? og den, som gjorde Havets Dybheder til en Vej, at de igenløste gik igennem?

51:11  Og Herrens forløste skulle vende tilbage og komme til Zion med Frydesang, og evig Glæde skal være over deres Hoved; de skulle bekomme Fryd og Glæde; Sorg og Suk skulle fly.

51:12  Jeg, jeg er den, som trøster eder; hvo er da du, at du vil frygte for et Menneske, som skal dø, og for et Menneskes Barn, der skal blive som Græs?

51:13  og at du glemmer Herren, din Skaber, som udbredte Himmelen og grundfæstede Jorden, og at du frygter stedse den ganske Dag for Undertrykkerens Vrede, naar han bereder sig til at fordærve? men hvor er nu Undertrykkerens Vrede?

51:14  Den nedbøjede skal hastigt lades løs og skal ikke dø og komme i Graven, og han skal ikke fattes Brød.

51:15  Og jeg er Herren din Gud, som oprører Havet, at dets Bølger bruse; Herre Zebaoth er hans Navn.

51:16  Og jeg lagde mine Ord i din Mund og skjulte dig under min Haands Skygge for at befæste Himlene og for at grundfæste Jorden og for at sige til Zion: Du er mit Folk.

51:17  Vaagn op, vaagn op, rejs dig, Jerusalem! du som har drukket af Herrens Haand hans Vredes Bæger; du har drukket, du har udtømt Beruselsens Bæger.

51:18  Ingen af alle de Børn, som hun har født, leder hende, og ingen af alle de Børn, som hun har opdraget, tager hende ved Haanden.

51:19  Disse tvende Ting ere dig vederfarne, hvo vil have Medynk med dig: Ødelæggelse og Forstyrrelse og Hunger og Sværd; hvorved skal jeg trøste dig?

51:20  Dine Børn forsmægtede, de laa paa Gadehjørner ligesom en Raabuk i Garnet, overvældede af Herrens Vrede, af din Guds Skælden.

51:21  Derfor hør dog dette, du elendige, og du, som er drukken, dog ikke af Vin!

51:22  Saa siger din Herre, Herren, og din Gud, som vil udføre sit Folks Sag: Se, jeg tager Beruselsens Bæger ud af din Haand, min Vredes Bæger skal du ikke fremdeles uddrikke.

51:23  Men jeg vil give det i deres Haand, som have bedrøvet dig, som sagde til din Sjæl: Nedbøj dig, at vi kunne gaa over dig; og du gjorde din Ryg til Jorden og til Gade for dem, som gik derover.

Chapter 52

52:1  Vaagn op, vaagn op, ifør dig din Styrke, Zion! ifør dig din Herligheds Klæder, Jerusalem, du hellige Stad! thi ingen uomskaaren eller uren skal ydermere komme ind i dig.

52:2  Ryst Støvet af dig, staa op, tag Sæde, Jerusalem! gør dig løs fra Lænkerne om din Hals, du Zions fangne Datter!

52:3  Thi saa siger Herren: I ere solgte for intet, I skulle heller ikke løskøbes ved Penge.

52:4  Thi saa siger den Herre, Herre: I Begyndelsen for mit Folk ned til Ægypten for at være fremmed der; og derpaa undertrykker Assur det for intet.

52:5  Og nu, hvad har jeg faaet her? siger Herren; thi mit Folk er bortført for intet; dets Herskere hyle, siger Herren, og mit Navn bespottes stedse den ganske Dag.

52:6  Derfor skal mit Folk lære at kende mit Navn; ja, derfor paa denne Dag; thi jeg er den, som taler, se, her er jeg.

52:7  Hvor dejlige paa Bjergene ere dens Fødder, som bærer glædeligt Budskab, som forkynder Fred, som bærer glædeligt Budskab om godt, som forkynder Frelse og siger til Zion: Din Gud er Konge!

52:8  Dine Vægteres Røst er der! de opløfte deres Røst, de synge alle med Fryd; thi med Øje imod Øje skue de, at Herren vender tilbage til Zion.

52:9  Raaber med Fryd, synger med Jubel til Hobe, I Jerusalems øde Steder! thi Herren har trøstet sit Folk, han har genløst Jerusalem.

52:10  Herren har blottet sin hellige Arm for alle Hedningernes Øjne, og alle Jordens Ender skulle se vor Guds Frelse.

52:11  Bort, bort! drager ud derfra, rører ikke ved noget urent; gaar ud af dens Midte, renser eder, I, som bære Herrens Kar!

52:12  Thi I skulle ikke drage ud med Hast ej heller gaa bort i Flugt; thi Herren gaar for eders Ansigt, og Israels Gud slutter eders Tog.

52:13  Se, min Tjener skal handle klogelig; han skal ophøjes og opløftes og vorde saare høj.

52:14  Ligesom mange forskrækkedes over ham — saa var hans Udseende skæmmet, at han ikke var som en Mand, og hans Skikkelse, at han ikke var som et Menneskens Barn, —

52:15  saaledes skal han rense mange Hedninger, Konger skulle tillukke deres Mund for ham; thi hvad der ikke var fortalt dem, have de set, og hvad de ikke havde hørt, have de forfaret.

Chapter 53

53:1  Hvo troede det, vi have hørt? og for hvem er Herrens Arm aabenbaret?

53:2  Thi han skød frem som en Kvist for hans Ansigt og som et Rodskud af tør Jord, han havde ingen Skikkelse eller Herlighed; og vi saa ham, men der var ikke Anseelse, at vi kunde have Lyst til ham.

53:3  Han var foragtet og ikke at regne iblandt Mænd, en Mand fuld af Pine og forsøgt i Sygdom; og som en, for hvem man skjuler Ansigtet, foragtet, og vi agtede ham for intet.

53:4  Visselig, han har taget vore Sygdomme paa sig og baaret vore Smerter; men vi agtede ham for plaget, slagen af Gud og gjort elendig.

53:5  Men han er saaret for vore Overtrædelser og knust for vore Misgerninger; Straffen er lagt paa ham, at vi skulle have Fred, og vi have faaet Lægedom ved hans Saar.

53:6  Vi fore alle vild som Faar, vi vendte os hver sin Vej; men Herren lod al vor Misgerning komme over ham.

53:7  Han blev trængt, og han blev gjort elendig, men han oplod ikke sin Mund, som et Lam, der føres hen at slagtes, og som et Faar, der er stumt over for dem, som klippe det; og han oplod ikke sin Mund.

53:8  Fra Trængsel og fra Dom er han borttagen, og hvo kan tale om hans Slægt? thi han er bortreven fra de levendes Land, han havde Plage for mit Folks Overtrædelses Skyld.

53:9  Og man gav ham hans Grav hos de ugudelige, og hos den rige i hans Død, uagtet han ikke havde gjort Uret, og der ikke var Svig i hans Mund.

53:10  Men Herren havde Behag i at knuse ham med Sygdom; naar hans Sjæl har fuldbragt et Skyldoffer, skal han se Sæd og forlænge sine Dage; og Herrens Villie skal lykkes ved hans Haand.

53:11  Fordi hans Sjæl har haft Møje, skal han se det, hvorved han skal mættes; naar han kendes, skal min retfærdige Tjener retfærdiggøre de mange; og han skal bære deres Misgerninger.

53:12  Derfor vil jeg give ham Del i de mange, og han skal dele de stærke som et Bytte, fordi han udtømte sin Sjæl til Døden og blev regnet iblandt Overtrædere; ja han har baaret manges Synd, og han skal bede for Overtrædere.

Chapter 54

54:1  Syng med Fryd, du ufrugtbare, du, som ikke fødte! raab med Frydesang, ja, raab højt, du som ikke havde Fødselssmerte! thi den forladtes Børn ere flere end hendes Børn, som har sin Mand, siger Herren.

54:2  Udvid Pladsen til dit Paulun, og lad dem udspænde din Boligs Tæpper, forhindre det ikke; stræk dine Teltsnore langt ud, og befæst dine Teltpæle!

54:3  Thi du skal udbrede dig til højre og til venstre, og din Sæd skal arve Hedningerne, og den skal befolke de ødelagte Stæder.

54:4  Frygt ikke, thi du skal ikke beskæmmes, og vær ikke skamfuld, thi du skal ikke komme til at blues; thi du skal glemme din Jomfrustands Skam og ikke ydermere ihukomme din Enkestands Forsmædelse.

54:5  Thi din Skaber er din Ægtemand, Herren Zebaoth er hans Navn; og din Genløser er Israels Hellige, han kaldes al Jordens Gud.

54:6  Thi som en forladt og i Aanden bedrøvet Kvinde har Herren kaldet dig, ja, som en Ungdomshustru, der var forskudt, siger din Gud.

54:7  Jeg har forladt dig et lidet Øjeblik, men jeg vil tage dig til mig med stor Barmhjertighed.

54:8  Da jeg lod Vreden bryde frem, skjulte jeg mit Ansigt et Øjeblik for dig; men med evig Miskundhed har jeg forbarmet mig over dig, siger Herren, din Genløser.

54:9  Thi dette er mig som ved Noas Vande, om hvilke jeg svor, at Noas Vande skulde ikke ydermere gaa over Jorden; saaledes har jeg svoret, at jeg ikke mere vil være vred paa dig eller skælde paa dig.

54:10  Thi Bjergene skulle vige og Højene rokkes, men min Miskundhed skal ikke vige fra dig, og min Freds Pagt skal ikke rokkes, siger Herren, din Forbarmer.

54:11  Du elendige, af Stormen omtumlede! du, som ikke er trøstet, se, jeg vil lægge dine Stene i Blyglans og lægge din Grundvold med Safirer.

54:12  Og jeg vil gøre dine Murtinder af Rubin og dine Porte af Karbunkelstene og hele din Ringmur af dyrebare Stene.

54:13  Og alle dine Børn skulle være lærte af Herren, og dine Børn skulle have en stor Fred.

54:14  Du skal befæstes ved Retfærdighed; du skal være langt fra Fortrykkelse, thi du skal intet have at flygte for, og langt fra Forfærdelse, thi den skal ikke komme dig nær.

54:15  Se, naar nogen er fremmed, skal han dog ikke være fjern fra mig; hvo som er fremmed hos dig, skal tilfalde dig.

54:16  Se, jeg har skabt Smeden, som blæser en Kulild op og udfører et Redskab til dets Gerning, og jeg har skabt Ødelæggeren til at fordærve.

54:17  Intet Redskab, som er dannet imod dig, skal due, og hver Tunge, som staar op imod dig for Retten, skal du faa domfældt; dette er Herrens Tjeneres Arv, og deres Retfærdighed, som er fra mig, siger Herren.

Chapter 55

55:1  Nu vel! hver den, som tørster, komme hid til Vandene, og I, som ikke have Penge, komme hid, køber og æder; kommer, køber uden Penge og uden Betaling Vin og Mælk!

55:2  Hvi veje I Penge ud, for hvad der ikke er Brød, og eders Dagløn, for hvad der ikke kan mætte? hører dog paa mig og æder det gode, saa skal eders Sjæl kvæge sig med det fede.

55:3  Bøjer eders Øre og kommer hid til mig, hører, saa skal eders Sjæl leve; thi jeg vil gøre en evig Pagt med eder, paa de trofaste Forjættelser til David.

55:4  Se, jeg har sat ham til et Vidne for Folk, til en Fyrste og til en Hersker over Folkeslag.

55:5  Se, du skal kalde ad et Folk, som du ikke kender, og et Folk, som ikke kender dig, skal ile til dig, for Herren din Guds Skyld og for Israels Helliges Skyld; thi han har herliggjort dig.

55:6  Søger Herren, medens han findes, kalder paa ham, medens han er nær.

55:7  Den ugudelige forlade sin Vej og den uretfærdige sine Tanker og omvende sig til Herren, saa skal han forbarme sig over ham, og til vor Gud; thi han er meget rund til at forlade.

55:8  Thi mine Tanker ere ikke eders Tanker, og eders Veje ere ikke mine Veje, siger Herren.

55:9  Thi som Himmelen er højere end Jorden, saa ere mine Veje højere end eders Veje og mine Tanker højere end eders Tanker.

55:10  Thi ligesom Regnen og Sneen nedfalder fra Himmelen og vender ikke tilbage derhen, men vander Jorden og gør den frugtbar og kommer den til at give Grøde og frembringer Sæd til at saa og Brød til at æde:

55:11  Saa skal mit Ord være, som udgaar af min Mund, idet skal ikke komme tomt tilbage til mig; men det skal gøre, hvad mig behager, og det skal have Lykke i, hvad jeg sender det til.

55:12  Thi I skulle drage ud med Glæde og føres frem i Fred; Bjergene og Højene skulle raabe for eders Ansigt med Frydesang, og alle Træer paa Marken skulle klappe i Haand.

55:13  I Stedet for Tornebuske skal der opvokse Fyrretræer, i Stedet for Tidsler skal der opvokse Myrtetræer; og det skal være Herren til et Navn, til et evigt Tegn, som ikke skal forgaa.

Chapter 56

56:1  Saa siger Herren: Holder over Ret og gører Retfærdighed; thi min Frelse er nær til at komme og min Retfærdighed til at aabenbares.

56:2  Saligt er det Menneske, som gør dette, og det Menneskes Barn, som holder fast derved, den, som holder Sabbat, at han ikke vanhelliger den, og som varer sin Haand, at den aldrig gør ondt.

56:3  Og den fremmede, som har sluttet sig til Herren, sige ikke: Herren skal vist skille mig fra sit Folk; og Gildingen sige ikke: Se, jeg er et tørt Træ.

56:4  Thi saa siger Herren: De Gildinger, som ville holde mine Sabbater og udvælge det, som mig behager, og holde fast ved min Pagt:

56:5  Dem vil jeg give en Plads i mit Hus og inden mine Mure og et bedre Navn end Sønner og end Døtre; jeg vil give dem et evigt Navn, som ikke skal forgaa.

56:6  Og de fremmede, som have sluttet sig til Herren for at tjene ham og at elske Herrens Navn for at være hans Tjenere; hver af dem, som holder Sabbat, saa at han ikke vanhelliger den, men holder fast ved min Pagt:

56:7  Dem vil jeg føre til mit hellige Bjerg, og glæde dem i mit Bedehus; deres Brændofre og deres Slagtofre skulle være mig en Velbehagelighed paa mit Alter; thi mit Hus skal kaldes et Bedehus for alle Folkeslag.

56:8  Saa siger den Herre, Herre, som samler de fordrevne af Israel: Jeg vil endnu samle flere om ham til dem, som ere forsamlede om ham.

56:9  Alle I Markens Dyr! kommer at æde, alle I Dyr i Skoven!

56:10  Alle hans Vægtere ere blinde, de vide intet, de ere alle stumme Hunde, som ikke kunne gø, de ligge og drømme, de holde af Søvn.

56:11  Og det er Hunde, som ere graadige, de kende ikke Mættelse, og det er Hyrder, som fattes Forstand; de have vendt sig hver sin Vej, hver til sin Vinding, den ene med den anden.

56:12  „Kommer, jeg vil tage Vin, og lader os drikke stærk Drik; og i Morgen skal det gaa som den Dag i Dag, stort og saare ypperligt!‟

Chapter 57

57:1  Den retfærdige omkommer, og der er ingen, som lægger det paa Hjerte; og fromme Folk kaldes bort, men der er ingen, som giver Agt derpaa; thi den retfærdige kaldes bort, før det onde kommer.

57:2  De gaa ind til Fred, de hvile i deres Sovekamre, hver den, som vandrer ret for sig.

57:3  Men I, kommer hid, I Troldkvindens Børn, du Horkarlens og Horkvindens Yngel!

57:4  Over hvem gøre I eder lystige? ad hvem vrænge I Mund og række Tungen langt ud? ere I ikke Overtrædelsens Børn, Løgnens Sæd?

57:5  I, som ere optændte af Brynde for Afguderne, under hvert grønt Træ, I, som slagte Børnene i Dalene, i Kløfterne under Stenklipperne!

57:6  Din Del er Dalens glatte Stene, de, de ere i din Lod, ja, for dem udgød du Drikofre, du ofrede dem Madoffer; skulde jeg berolige mig over disse Ting?

57:7  Du redte dit Leje paa et højt og ophøjet Bjerg; ogsaa der gik du op til at slagte Slagtoffer?

57:8  Og du satte dit Mindetegn bag Døren og Dørstolpen; thi bortvendt fra mig blottede du dig og gik op; du udvidede dit Leje og indlod dig i Pagt med dem; du elskede deres Leje paa hver Plads, du saa dem.

57:9  Og salvet med Olie saa du hen til Kongen og formerede dine vellugtende Salver; og du sendte dine Bud langvejs hen og steg dybt ned indtil Dødsriget.

57:10  Formedelst din lange Vej er du bleven træt; dog sagde du ikke: „Jeg giver tabt!‟ du fandt Liv i din Haand, derfor blev du ikke syg.

57:11  Og for hvem har du været bange og frygtet, saa at du vil lyve? men mig kommer du ikke i Hu og lægger det ikke paa dit Hjerte! mon ikke jeg har tiet og det fra fordums Tid af? men mig vil du ikke frygte!

57:12  Jeg vil kundgøre din Retfærdighed og dine Gerninger, og de skulle ikke gavne dig.

57:13  Naar du raaber, da lad dine Skarer redde dig! men Vejret skal løfte dem alle sammen op, et Vindpust skal tage dem bort; men den, som forlader sig paa mig, skal arve Landet og eje mit hellige Bjerg.

57:14  Og man skal sige: Baner, baner, rydder Vejen, tager Stød bort af mit Folks Vej!

57:15  Thi saa siger den Høje og Ophøjede, som bor i Evigheden, og hvis Navn er helligt: Jeg bor i det høje og hellige, og hos den sønderknuste og i Aanden nedbøjede for at gøre de nedbøjedes Aand levende og at gøre de sønderknustes Hjerter levende.

57:16  Thi jeg vil ikke trætte evindelig og ikke være vred i Evighed; thi ellers maatte Aanden og de Sjæle, som jeg har skabt, forsmægte for mit Ansigt.

57:17  For hans Gerrigheds Synd var jeg vred og slog ham, jeg skjulte mig i Vrede; men han vendte sig bort og gik sit Hjertes Vej.

57:18  Hans Veje saa jeg, og jeg vil læge ham; og jeg vil lede ham og give ham og dem, som sørgede med ham, Trøst.

57:19  Jeg skaber Læbers Frugt: Fred, Fred for fjern og nær, siger Herren, og jeg læger ham.

57:20  Men de ugudelige ere som Havet, der er oprørt; thi det kan ikke være roligt, men dets Vande udkaste Skarn og Dynd.

57:21  De ugudelige, siger min Gud, have ingen Fred.

Chapter 58

58:1  Raab af Struben, spar ikke, opløft din Røst som en Basune, og kundgør mit Folk deres Overtrædelse og Jakobs Hus deres Synder!

58:2  Mig søge de dagligt, og til at vide mine Veje have de Lyst; som om de vare et Folk, der havde gjort Retfærdighed og ikke forladt sin Guds Lov, spørge de mig om retfærdige Love, de have Lyst at komme nær til Gud.

58:3  „Hvorfor faste vi, og du ser det ikke? hvorfor spæge vi os, og du vil ikke vide det?‟ Se, paa den Dag I faste, faa I, hvad der er eders Lyst, og I drive paa alle eders Arbejder.

58:4  Se, I faste til Kiv og Trætte og til at slaa med Ugudeligheds Næve; I faste ikke paa denne Dag, saa at I faa eders Røst hørt i det høje.

58:5  Skulde jeg finde Behag i en saadan Faste eller i en saadan Dag, paa hvilken et Menneske spæger sig? At hænge med sit Hoved som et Siv, eller at ligge i Sæk og Aske, vil du kalde dette en Faste og en behagelig Dag for Herren?

58:6  Er dette ikke den Faste; som jeg har Behag i: At I løse Ugudeligheds Lænker, sprænge Aagets Baand, at give de fortrykte fri, og at I sønderbryde hvert et Aag?

58:7  Er det ikke den, at du deler dit Brød med den hungrige, og at du lader de elendige og omvankende komme i dit Hus? naar du ser en nøgen, at du da klæder ham, og at du ikke holder dig tilbage fra ham, som er dit eget Kød?

58:8  Da skal dit Lys frembryde som Morgenrøden, og din Lægedom skal skride frem i Hast, og din Retfærdighed skal gaa frem for dit Ansigt, Herrens Herlighed skal slutte til efter dig.

58:9  Da skal du paakalde, og Herren skal bønhøre, du skal raabe, og han skal sige: Se, her er jeg; dersom du borttager Aaget fra din Midte og ikke udstrækker Fingrene og ikke taler Uret.

58:10  Og dersom du rækker til den hungrige, hvad din egen Sjæl har Lyst til, og mætter en vansmægtende Sjæl, da skal dit Lys oprinde i Mørket, og dit Mørke skal vorde som Middagen.

58:11  Og Herren skal altid lede dig og mætte din Sjæl i de tørre Egne og styrke dine Ben; og du skal blive som en vandrig Have og som et Kildevæld, hvis Vande ikke slaa fejl.

58:12  Og de, som nedstamme fra dig, skulle bygge de Stæder, som ere øde fra fordums Tider, du skal bebygge de Grundvolde, som have ligget fra Slægt til Slægt, og du skal kaldes det revnedes Tilmurer, Vejenes Forbedrer, saa at man kan have Bolig.

58:13  Dersom du holder din Fod i Hvile paa Sabbaten og ikke gør, hvad du selv har Behag i, paa min hellige Dag, og dersom du kalder Sabbaten en Lyst og Herrens Helligdag en Herlighed, og dersom du ærer ham, saa du ikke gaar dine egne Veje og ikke gør, hvad dig behager, og ikke fører tom Tale:

58:14  Da skal du forlyste dig i Herren, og jeg vil lade dig fare frem over Landets Høje og lade dig nyde Jakobs, din Faders, Arv; thi Herrens Mund har talt.

Chapter 59

59:1  Se, Herrens Haand er ikke forkortet, at han ikke kunde frelse; og hans Øre er ikke tunghørende, at han ikke kunde høre.

59:2  Men eders Misgerninger gøre Skilsmisse imellem eder og imellem eders Gud; og eders Synder gøre, at han skjuler Ansigtet for eder, saa at han ikke hører.

59:3  Thi eders Hænder ere besmittede med Blod og eders Fingre med Misgerning; eders Læber tale Løgn, eders Tunge udsiger Uret.

59:4  Der er ingen, som paakalder i Retfærdighed, og ingen, som gaar i Rette med Redelighed; man forlader sig paa Tomhed og taler Løgn, undfanger Uret og føder Udaad.

59:5  De udruge Basiliskæg og væve Spindelvæv; hvo, som æder af deres Æg, maa dø, og trykkes et i Stykker, udfarer der en Øgle.

59:6  Deres Væv skal ikke blive til Klæder, og man kan ikke skjule sig med deres Arbejde, deres Arbejder ere uretfærdige Arbejder, og der er Voldsgerning i deres Hænder.

59:7  Deres Fødder løbe efter det onde og haste efter at udgyde uskyldigt Blod, deres Tanker ere uretfærdige Tanker; der er Ødelæggelse og Forstyrrelse paa deres Veje.

59:8  Fredens Vej kende de ikke, og der er ingen Ret i deres Spor; deres Stier gøre de krogede for sig selv, hver den, som betræder dem, ved ikke af Fred.

59:9  Derfor er Retten langt fra os, og Retfærdigheden naar ikke til os; vi forvente Lys, og se, der er Mørke; vi vente idel Solskin, og se, vi vandre i Mulm.

59:10  Vi famle som de blinde efter en Væg, ja, vi famle som de, der ikke have Øjne; vi støde os om Middagen som i Tusmørket, vi ere paa de øde Steder som de døde.

59:11  Vi brumme alle sammen som Bjørne og kurre som Duer; vi bie efter Ret, og den kommer ikke, efter Frelse, og den er langt borte fra os.

59:12  Thi vore Overtrædelser ere mange for dig, og vore Synder vidne imod os; thi vore Overtrædelser følge os, og vi kende vore Misgerninger:

59:13  At vi have gjort Overtrædelser og fornægtet Herren, og at vi have vendt os bort fra vor Gud, at vor Tale gik ud paa Undertrykkelse og Frafald, at vi have undfanget og udtalt falske Ord af vort Hjerte.

59:14  Retten er vegen tilbage, og Retfærdigheden staar langt borte, thi Sandheden støder an paa Gaden, og Retten finder ingen Indgang.

59:15  Og Sandheden er borte, og den, som viger fra det onde, bliver et Rov. Og Herren saa det, og det var ondt for hans Øjne, at der ingen Ret var.

59:16  Og han saa, at der ingen var, og han undrede sig saare, at der var ingen Midler; men hans egen Arm hjalp ham, og hans Retfærdighed stod ham bi.

59:17  Og han iførte sig Retfærdighed som sit Panser, og Frelsens Hjelm var paa hans Hoved; og som Klædning tog han Hævnens Klæder paa og iførte sig Nidkærhed som en Kappe.

59:18  Efter Fortjeneste, „ja derefter skal han betale sine Modstandere med Vrede, sine Fjender med Vederlag; ja, dem paa Øerne skal han betale efter Fortjeneste.

59:19  Og de fra Vesten skulle frygte Herrens Navn, og de fra Solens Opgang hans Herlighed; naar Fjenden kommer som en Flod, skal Herrens Aand oprette Banner imod ham.

59:20  Og der skal komme en Genløser for Zion og for dem, som omvende sig fra Overtrædelse i Jakob, siger Herren.

59:21  Og jeg — dette er min Pagt med dem, siger Herren: Min Aand, som er over dig, og mine Ord, som jeg har lagt i din Mund, skulle ikke vige fra dia Mund, eller fra dine Børns Mund, eller fra dine Børnebørns Mund, siger Herren, fra nu og indtil evig Tid.

Chapter 60

60:1  Gør dig rede, bliv Lys; thi dit Lys er kommet, og Herrens Herlighed er opgangen over dig.

60:2  Thi se, Mørke skjuler Jorden og Dunkelhed Folkene; men over dig skal Herren oprinde, og over dig skal hans Herlighed ses.

60:3  Og Hedningerne skulle vandre hen til dit Lys, og Kongerne hen til det Skin, som er opgangen for dig.

60:4  Kast dine Øjne trindt omkring og se, de samle sig alle, de komme til dig, dine Sønner komme langvejs fra, og dine Døtre bæres paa Arm.

60:5  Da skal du se det og straale af Glæde, og dit Hjerte skal banke og udvide sig; thi Rigdommen fra Havet skal vende sig til dig, Hedningernes Magt skal komme til dig.

60:6  Kamelernes Mangfoldighed skal skjule dig, Midians og Efas Dromedarer, alle de af Skeba skulle komme; de skulle bringe Guld og Røgelse og forkynde Herrens Pris.

60:7  Alle Kedars Faar skulle samles til dig, Nebajots Vædre skulle tjene dig; de skulle ofres paa mit Alter til mit Velbehag, og min Herligheds Hus vil jeg forherlige.

60:8  Hvo ere disse, der komme flyvende som en Sky og som Duer til deres Dueslag?

60:9  Thi paa mig vente Øer, og Tharsis's Skibe ere foran for at føre dine Børn hid langvejs fra, og med dem deres Sølv og deres Guld, til Herren din Guds Navn og til Israels Hellige; thi han har forherliget dig.

60:10  Og de fremmede skulle bygge dine Mure og deres Konger tjene dig; thi i min Vrede slog jeg dig, men i min Naade forbarmede jeg mig over dig.

60:11  Og dine Porte skal man altid holde aabne, hverken Dag eller Nat skulle de lukkes, for at lade Hedningernes Magt og deres Konger, som føres hid, komme til dig.

60:12  Thi det Folk og det Rige, som ikke vil tjene dig, skal ødelægges, og Hedningerne skulle gaa aldeles til Grunde.

60:13  Libanons Herlighed skal komme til dig, baade Fyrretræ og Kintræ og Buksbom, for at pryde min Helligdoms Sted og gøre mine Fødders Sted herligt.

60:14  Og Børnene af dem, som trængte dig, skulle gaa bøjede til dig, og alle de, som spottede dig, skulle kaste sig ned for dine Fødder, og de skulle kalde dig Herrens Stad, Zion, den Helliges i Israel.

60:15  I Stedet for at du var forladt og forhadt, saa at ingen gik der igennem, vil jeg gøre dig til en evig Herlighed, til en Fryd fra Slægt til Slægt.

60:16  Og du skal die Hedningers Mælk og die Kongers Bryst, og du skal fornemme, at jeg Herren er din Frelser og Jakobs Mægtige din Genløser.

60:17  Jeg vil sætte Guld i Stedet for Kobber og sætte Sølv i Stedet for Jern og Kobber i Stedet for Træ og Jern i Stedet for Sten; og jeg vil give dig Øverster til Fred og Herskere til Retfærdighed.

60:18  Der skal ikke ydermere høres om Vold i dit Land eller om Ødelæggelse og Forstyrrelse inden dine Landemærker; men du skal kalde Frelsen dine Mure og Lovsangen dine Porte.

60:19  Solen skal ikke ydermere være dig til Lys om Dagen, og Maanen skal ikke lyse for dig til Glans; men Herren skal være dig et evigt Lys og din Gud din Herlighed.

60:20  Din Sol skal ikke mere gaa ned og din Maane ikke miste sit Skin; thi Herren skal være dig et evigt Lys og din Sorrigs Dage være endte.

60:21  Og dit Folk, de skulle alle være retfærdige, de skulle eje Landet evindelig som de, der ere en Kvist af min Plantning, et Værk af mine Hænder, mig til Herlighed.

60:22  Den lille skal blive til tusinde, og den ringe til et stærkt Folk; jeg Herren, jeg vil lade det hastelig ske i sin Tid.

Chapter 61

61:1  Deri Herre, Herres Aand er over mig, derfor har Herren salvet mig til at kundgøre et godt Budskab for de fattige, han sendte mig til at helbrede dem, som have et sønderknust Hjerte, til at udraabe for de fangne Frihed og for de bundne Løsladelse;

61:2  til at udraabe Herrens Velbehageligheds Aar og vor Guds Hævns Dag; til at trøste alle sørgende;

61:3  til at beskikke det for de sørgende i Zion, at der skal gives dem Hovedprydelse i Stedet for Aske, Glædens Olie i Stedet for Sorrig, Lovprisnings Klædebon i Stedet for en vansmægtet Aand, saa at de skulle kaldes Retfærdighedens Terebinter, Herrens Plantning, ham til Herlighed.

61:4  Og de skulle bygge de Stæder, som laa øde fra fordums Tid, og rejse, hvad der fra Fortiden af var ødelagt, og paa ny opføre de øde Stæder, som laa i Grus fra Slægt til Slægt.

61:5  Og fremmede skulle staa og vogte eders Faar, og Udlændinge skulle være eders Avlsmænd og eders Vingaardsmænd.

61:6  Men I skulle kaldes Herrens Præster, man skal kalde eder vor Guds Tjenere; I skulle æde Hedningernes Gods og indtræde i deres Herlighed.

61:7  I Stedet for eders Beskæmmelse skulle I have tvefold Ære, og i Stedet for Skændsel skal Jubel vorde eders Lod; derfor skulle I faa en dobbelt Arvelod i eders Land, I skulle have evig Glæde.

61:8  Thi jeg, Herren, elsker Ret og hader Uretfærdigheds Rov; og jeg vil trolig give dem deres Løn og gøre en evig Pagt med dem.

61:9  Og man skal kende deres Sæd iblandt Hedningerne og deres Afkom midt iblandt Folkene, alle, som se dem, skulle kende dem, at de ere den Sæd, som Herren har velsignet.

61:10  Jeg vil glæde mig storlig i Herren, min Sjæl skal fryde sig i min Gud; thi han iførte mig Frelsens Klædebon, han klædte mig med Retfærdighedens Kappe; som en Brudgom, der sætter Hovedpynten paa, og som en Brud, der pryder sig med sit Smykke.

61:11  Thi som Jorden, der giver sin Grøde, og som en Have, der lader sin Sæd opvokse, saaledes skal den Herre, Herre lade Retfærdighed og Lovsang opvokse i alle Hedningernes Paasyn.

Chapter 62

62:1  For Zions Skyld vil jeg ikke tie, og for Jerusalems Skyld vil jeg ikke være stille, indtil dens Retfærdighed gaar frem som Straaleglans og dens Frelse som et Blus, der brænder.

62:2  Og Hedningerne skulle se din Retfærdighed og alle Konger din Herlighed; og du skal kaldes med et nyt Navn, hvilket Herrens Mund skal nævne.

62:3  Og du skal være en dejlig Krone i Herrens Haand og et kongeligt Hovedsmykke i din Guds Haand.

62:4  Man skal ikke ydermere kalde dig „den forladte‟, ej heller skal dit Land ydermere kaldes „det ødelagte‟; men du skal kaldes „min Lyst er i det‟, og dit Land skal kaldes „Ægtehustruen‟; thi Herren har Lyst til dig, og dit Land skal faa sin Ægteherre.

62:5  Thi som en Ungkarl ægter en Jomfru, saa skulle dine Børn holde Ægteskab med dig; og som en Brudgom glæder sig ved Bruden, saa skal din Gud glæde sig ved dig.

62:6  Paa dine Mure, o Jerusalem! har jeg beskikket Vægtere, de skulle aldrig tie den ganske Dag eller den ganske Nat; I, som paaminde om Herren, tier ikke!

62:7  Og lader ham ingen Ro, indtil han faar grundlagt og gjort Jerusalem til Lovprisning paa Jorden.

62:8  Herren svor ved sin højre Haand og ved sin Magts Arm: Jeg vil ikke mere give dine Fjender dit Korn til Spise, ej heller skulle Udlændinge drikke din Vin, som du har arbejdet for.

62:9  Men de, som have indsanket hint, skulle æde det og love Herren; og de, som have indhøstet denne, skulle drikke den i min Helligdoms Forgaarde.

62:10  Drager frem, drager frem igennem Portene, bereder Folket Vej; baner, ja baner Vej, sanker Stenene deraf, opløfter et Banner for Folkene!

62:11  Se, Herren har ladet det høre til Jordens Ende; siger til Zions Datter: Se, din Frelse kommer; se, hans Løn er med ham, og Gengældelsen fra ham er for hans Ansigt.

62:12  Og man skal kalde dem et helligt Folk, Herrens genløste; og dig skal man kalde „den søgte Stad, den ej forladte‟.

Chapter 63

63:1  Hvo er denne, som kommer fra Edom, i højrøde Klæder fra Bozra, han, som er saa prægtig i sit Klædebon, han, som skrider frem i sin store Kraft? Det er mig, som taler Retfærdighed, mig, som er mægtig til at frelse!

63:2  Hvorfor er der rødt paa dit Klædebon og dine Klæder som dens, der træder Vinpersen?

63:3  Jeg traadte Persekarret, jeg alene, og der var intet af Folkene med mig; saa traadte jeg dem i min Vrede og stampede dem ned i min Harme; da sprudlede deres Blod op paa mine Klæder, og jeg fik alle mine Klæder besudlede.

63:4  Thi Hævnens Dag var besluttet i mit Hjerte, og mit Genløsningsaar var kommet.

63:5  Og jeg saa mig om, og der var ingen Hjælper, og jeg undrede mig over, at der ingen var, som holdt med mig; men min Arm hjalp mig, og min Harme stod mig bi.

63:6  Og jeg nedtraadte Folkene i min Vrede og gjorde dem drukne i min Harme og lod deres Blod rinde til Jorden.

63:7  Jeg vil forkynde Herrens Miskundhed, Herrens Pris, efter alt det, som Herren har gjort imod os, ja, den megen Godhed imod Israels Hus, som han gjorde imod dem, efter sin Barmhjertighed og efter sin store Miskundhed.

63:8  Og han sagde: Kun de ere mit Folk, de ere Børn, som ikke ville handle falskelig; og han blev dem en Frelser.

63:9  I al deres Trængsel var der ikke Trængsel, men hans Ansigts Engel frelste dem; han genløste dem for sin Kærligheds og for sin Overbærelses Skyld, og han lagde dem paa sig og bar dem igennem alle Fortidens Dage.

63:10  Men de, de vare genstridige og bedrøvede hans Helligaand; derfor omskiftede han sig til deres Modstander, han stred imod dem.

63:11  Da ihukom hans Folk de gamle Dage under Mose: Hvor er han, som opførte dem af Havet tillige med sin Hjords Hyrde? hvor er han, som gav sin Helligaand midt iblandt dem?

63:12  han, som lod sin Herligheds Arm føre Moses højre Haand, han, som kløvede Vandene for deres Ansigt for at gøre sig et evigt Navn?

63:13  han, som førte dem igennem Afgrundene som en Hest igennem Ørken, saa at de ikke stødte sig?

63:14  Ligesom Kvæget gaar ned i Dalen, har Herrens Aand ladet dem komme til Hvile; saaledes førte du dit Folk for at gøre dig et herligt Navn.

63:15  Sku ned fra Himlene, og se til fra din Helligheds og Herligheds Bolig! hvor er din Nidkærhed og din Vælde, din dybe Medlidenhed og din Barmhjertighed, der holder sig tilbage fra mig?

63:16  Thi du er vor Fader; thi Abraham ved intet af os, og Israel kender os ikke; men du, Herre! er vor Fader, vor Genløser, fra Evighed af er dit Navn.

63:17  Herre! hvorfor lader du os fare vild fra dine Veje? hvorfor lader du vort Hjerte blive haardt, at det ikke frygter dig? vend om for dine Tjeneres Skyld, for din Arvs Stammers Skyld!

63:18  En liden Tid har dit hellige Folk ejet Landet; men vore Modstandere have nedtraadt din Helligdom.

63:19  Vi ere, som om du ikke havde regeret over os fra gammel Tid, og som om vi ikke vare kaldede efter dit Navn; gid du vilde sønderrive Himlene og fare ned, saa at Bjergene fløde bort for dit Ansigt!

Chapter 64

64:1  Ligesom Ild antænder Kviste, ligesom Ild kommer Vand til at syde, saa lade du dine Fjender kende dit Navn, saa at Hedningerne bæve for dit Ansigt.

64:2  Da du har gjort underlige Ting, skulde vi da ikke vente? du nedfor, Bjerge fløde bort for dit Ansigt.

64:3  Og fra gammel Tid har man ikke hørt, har man ikke fornummet, intet Øje set, at nogen Gud uden du gjorde saadanne Ting for den, som bier efter ham.

64:4  Du møder den, som er glad ved at gøre Retfærdighed, de skulle komme dig i Hu paa dine Veje; se, du var vred, og vi bleve ved at synde; vare vi evindelig blevne paa dem, da vare vi nu frelste.

64:5  Men vi bleve alle som de urene og al vor Retfærdighed som et besmittet Klædebon; og vi faldt alle, af som et Blad, og vor Misgerning førte os bort som et Vejr.

64:6  Og der er ingen, som paakalder dit Navn, ingen, som rejser sig for at holde fast ved dig; thi du har skjult dit Ansigt for os og smeltet os for vore Misgerningers Skyld.

64:7  Men nu, Herre! du er vor Fader; vi ere Leret, og du er den, som har dannet os, og vi ere alle din Haands Gerning.

64:8  Herre! vær ikke saa saare vred, og kom ikke Misgerninger evindelig i Hu; se, sku dog, vi ere alle dit Folk!

64:9  Dine Helligdoms Stæder ere blevne til en Ørk; Zion er bleven til en Ørk, Jerusalem en Ødelæggelse.

64:10  Vor Helligheds og vor Herligheds Hus, i hvilket vore Fædre lovede dig, er opbrændt med Ild, og alle vore lystelige Ting ere ødelagte.

64:11  Vil du over for disse Ting holde dig tilbage, Herre? vil du tie og nedtrykke os saa saare?

Chapter 65

65:1  Jeg er søgt af dem, som ikke spurgte efter mig, jeg er funden af dem, som ikke ledte; jeg sagde til et Folk, som ikke er kaldet efter mit Navn: Se, her er jeg, se, her er jeg.

65:2  Jeg udbredte mine Hænder den ganske Dag til et genstridigt Folk, som vandrer ad en Vej, som ikke er god, og efter deres egne Tanker;

65:3  til det Folk, som opirrer mig altid for mit Ansigt, og som ofrer i Haverne, og som gør Røgelse paa Teglstenene;

65:4  til dem, som bo i Gravene og blive om Natten i Afkrogene, dem, som æde Svinekød og have vederstyggelig Suppe i deres Kar;

65:5  til dem, som sige: Hold dig hos dig selv, kom ikke nær til mig, thi jeg er hellig over for dig; disse ere en Røg i min Næse, en Ild, som brænder den ganske Dag.

65:6  Se, det er skrevet for mit Ansigt: Jeg vil ikke tie, før jeg faar betalt, ja, faar betalt det i deres Skød.

65:7  Eders Misgerninger og eders Fædres Misgerninger til Hobe vil jeg betale, siger Herren, deres, som gjorde Røgelse paa Bjergene og forhaanede mig paa Højene; deres Løn vil jeg forinden tilmaale dem i deres Skød.

65:8  Saa siger Herren: Som der findes Most i Vinklasen, og man siger: Fordærv den ikke; thi der er Velsignelse udi den, saa vil jeg gøre for mine Tjeneres Skyld og ikke fordærve alt.

65:9  Men af Jakob vil jeg lade udgaa en Sæd og af Juda den, som skal arve mine Bjerge; og mine udvalgte skulle arve dem og mine Tjenere bo der.

65:10  Og Saron skal blive til en Græsgang for Faar og Akors Dal til et Leje for Øksne, for mit Folk, for dem, som søge mig.

65:11  Men I, som forlade Herren, I, som glemme mit hellige Bjerg, I, som dække Bord for Gad, og I, som skænke fuldt i af blandet Drik for Meni:

65:12  Eder vil jeg give hen til Sværdet, og I skulle alle bøje eder ned til at slagtes, efterdi jeg kaldte, og I svarede ikke, efterdi jeg talte, og I hørte ikke; men I gjorde det, som var ondt for mine Øjne, og udvalgte det, som jeg ikke havde Lyst til.

65:13  Derfor, saa siger den Herre, Herre: Se, mine Tjenere skulle æde, men I skulle hungre; se, mine Tjenere skulle drikke, men I skulle tørste; se, mine Tjenere skulle glædes, men I skulle beskæmmes;

65:14  se, mine Tjenere skulle synge af Hjertens Glæde, men I skulle skrige af Hjertekvide og hyle af Aands Fortvivlelse.

65:15  Og I skulle efterlade mine udvalgte eders Navn til at sværge ved, og den Herre, Herre skal dræbe eder; men sine Tjenere skal han give et nyt Navn.

65:16  Hver den, som velsigner sig i Landet, skal velsigne sig i den trofaste Gud, og hver den, som sværger i Landet, skal sværge ved den trofaste Gud; thi de forrige Trængsler ere glemte, og de ere borte for mine Øjne.

65:17  Thi se, jeg skaber nye Himle og en ny Jord; og det første skal ikke ihukommes, ej heller rinde nogen i Sinde.

65:18  Men glæder eder og fryder eder indtil evig Tid ved det, som jeg skaber; thi se, jeg skaber Jerusalem til Fryd og dets Folk til Glæde.

65:19  Og jeg vil fryde mig over Jerusalem og glæde mig over mit Folk, og der skal ikke ydermere høres Graads Røst eller Skrigs Røst deri.

65:20  Derfra skal ikke ydermere komme noget Barn, som lever faa Dage, eller nogen gammel, som ikke naar sine Dages Tal; thi Drengen skal dø hundrede Aar gammel, og Synderen, som er hundrede Aar gammel, skal kaldes forbandet.

65:21  Og de skulle bygge Huse og bo deri og plante Vingaarde og æde deres Frugt.

65:22  De skulle ikke bygge, at en anden skal bo deri, og ikke plante, at en anden skal æde det; thi som Træets Dage skulle mit Folks Dage være, og mine udvalgte skulle til fulde nyde deres Hænders Gerning.

65:23  De skulle ikke have Møje forgæves og ej føde Børn til brat Død; thi de ere den Sæd, som er velsignet af Herren, og deres Afkom skal blive hos dem.

65:24  Og det sker, førend de raabe, da vil jeg svare; naar de endnu tale, da vil jeg høre.

65:25  En Ulv og et Lam skulle græsse sammen, og en Løve skal æde Halm som en Okse, og en Slanges Spise skal være Støv, de skulle ikke gøre ondt, ej heller handle fordærveligt paa hele mit hellige Bjerg, siger Herren.

Chapter 66

66:1  Saa siger Herren: Himlene ere min Trone og Jorden mine Fødders Fodskammel; hvor er det Hus, som I kunde bygge mig? og hvor er min Hviles Sted?

66:2  Og alt dette har min Haand gjort, saa at det alt blev til, siger Herren; men den, jeg vil se hen til, er den elendige og den, som har en sønderbrudt Aand, og som bæver for mine Ord.

66:3  Hvo som slagter en Okse, er som den, der ihjelslaar en Mand, hvo som ofrer et Lam, er som den, der hugger Halsen af en Hund, hvo som ofrer Madoffer, er som den, der ofrer Svineblod, hvo som gør et Ihukommelsesoffer af Virak, er som den, der velsigner Uret; ja, disse have valgt deres egne Veje, og deres Sjæl har haft Behag i deres Vederstyggeligheder.

66:4  Men ogsaa jeg vil finde Behag i at handle ilde med dem og lade komme over dem de Ting, som de frygte for; fordi jeg raabte, og ingen svarede, jeg talte, og de hørte ikke, men de gjorde det onde for mine Øjne og udvalgte det, som jeg ikke havde Behag i.

66:5  Hører Herrens Ord, I, som ere forfærdede for hans Ord! Eders Brødre, som hade eder og udstøde eder for mit Navns Skyld, sige: Lad Herren vise sig herlig, at vi maa se eders Glæde! Men de skulle beskæmmes.

66:6  Der lyder et Bulder fra Staden, en Røst fra Templet, Herrens Røst, hans, som betaler sine Fjender efter Fortjeneste.

66:7  Førend hun var i Fødselsnød, fødte hun; førend Smerten kom paa hende, blev hun forløst med et Drengebarn.

66:8  Hvo har hørt saadant? hvo har set saadanne Ting? mon et Land fødes paa een Dag? eller et Folk fødes paa een Gang? thi næppe var Zion i Fødselsnød, før hun havde født sine Sønner.

66:9  Mon jeg skulde lade Moderlivet aabnes og ikke lade føde? siger Herren; eller skulde jeg, som lader fødes, tillukke Moderliv? siger din Gud.

66:10  Glæder eder med Jerusalem, og fryder eder over hende, alle I, som elske hende; glæder eder storlig med hende, alle I, som sørge over hende:

66:11  At I maa die og mættes af hendes Husvalelses Bryst, at I maa suge det og forlyste eder ved hendes Herligheds Fylde!

66:12  Thi saa siger Herren: Se, til hende bøjer jeg Fred som en Flod og Hedningernes Herlighed som en Bæk, der løber over, og I skulle die; I skulle bæres paa Arm og forlyste eder paa Skød.

66:13  Som en Moder trøster sit Barn, saaledes vil jeg trøste eder, og i Jerusalem skulle I trøstes.

66:14  Og I skulle se det, og eders Hjerte skal glædes og eders Ben vorde kraftfulde som det grønne Græs; og Herrens Haand skal kendes paa hans Tjenere, men han skal vredes paa sine Fjender.

66:15  Thi se, Herren skal komme med Ild, og hans Vogne skulle være som Hvirvelvind for at gengælde med sin grumme Vrede og med sin Trusel om Ildslue.

66:16  Thi Herren skal holde Dom med Ild og med sit Sværd over alt Kød, og de af Herren ihjelslagne skulle være mange.

66:17  De, som hellige sig, og som rense sig for at gaa ud til Haverne efter en, som er i deres Midte, de, som æde Svinekød og vederstyggelige Ting og Mus: De skulle bortrives til Hobe, siger Herren.

66:18  Og jeg! — trods deres Gerninger og deres Tanker skal det komme dertil, at jeg skal sanke alle Hedninger og Tungemaal; og de skulle komme og se min Herlighed.

66:19  Og jeg vil gøre Tegn ved dem, og jeg vil sende nogle af de undkomne til Hedningerne, til Tharsis, Ful og Lud, Bueskytters Land, til Thubal og Javan, til de langtfraliggende Øer, til dem, som ikke have hørt noget Rygte om mig og ikke set min Herlighed; og de skulle kundgøre min Herlighed iblandt Hedningerne.

66:20  Og de skulle bringe alle eders Brødre hjem fra alle Hedningerne, paa Heste og paa Vogne og paa Karme og paa Muler og paa Dromedarer, Herren til en Gave, op til mit hellige Bjerg, til Jerusalem, siger Herren; ligesom Israels Børn bringe Gaven i rene Kar til Herrens Hus.

66:21  Og jeg vil ogsaa af dem tage nogle til Præster, til Leviter, siger Herren.

66:22  Thi ligesom de nye Himle og den nye Jord, som jeg skaber, bestandigt blive for mit Ansigt, siger Herren, saa skal eders Sæd og eders Navn blive bestandigt.

66:23  Og det skal ske, fra Nymaaned til Nymaaned og fra Sabbat til Sabbat, at alt Kød skal komme for at tilbede for mit Ansigt, siger Herren.

66:24  Og de skulle gaa ud og se paa de døde Kroppe af Mændene, som gjorde Overtrædelse imod mig; thi deres Orm skal ikke dø, og deres Ild skal ikke udslukkes, og de skulle være en Gru for alt Kød.