DaOT1931NT1907 - Numbers

Chapter 1

1:1  HERREN talede saaledes til Moses i Sinaj Ørken i Aabenbaringsteltet paa den første Dag i den anden Maaned af det andet Aar efter deres Udvandring fra Ægypten:

1:2  Optag det samlede Tal paa hele Israeliternes Menighed efter deres Slægter, efter deres Fædrenehuse, ved at tælle Navnene paa alle af Mandkøn, Hoved for Hoved;

1:3  fra Tyveaarsalderen og opefter skal du og Aron mønstre alle vaabenføre Mænd i Israel, Hærafdeling for Hærafdeling;

1:4  en Mand af hver Stamme skal hjælpe eder dermed, Overhovedet for Stammens Fædrenehuse.

1:5  Navnene paa de Mænd, der skal staa eder bi, er følgende: Af Ruben Elizur, Sjede'urs Søn;

1:6  af Simeon Sjelumiel, Zurisjaddajs Søn;

1:7  af Juda Nahasjon, Amminadabs Søn;

1:8  af Issakar Netan'el, Zuars Søn;

1:9  af Zebulon Eliab, Helons Søn;

1:10  af Josefs Sønner: Af Efraim Elisjama, Ammihuds Søn, af Manasse Gamliel, Pedazurs Søn;

1:11  af Benjamin Abidan, Gid'onis Søn;

1:12  af Dan Ahiezer, Ammisjaddajs Søn;

1:13  af Aser Pag'iel, Okrans Søn;

1:14  af Gad Eljasaf, De'uels Søn,

1:15  og af Naftali Ahira, Enans Søn.

1:16  Det var de Mænd, der udtoges af Menigheden, Øversterne for deres Fædrenestammer, Overhovederne for Israels Stammer.

1:17  Da tog Moses, og Aron disse Mænd, hvis Navne var nævnet,

1:18  og de kaldte hele Menigheden sammen paa den første Dag i den anden Maaned. Saa lod de sig indføre i Familielisterne efter deres Slægter, efter deres Fædrenehuse, ved Optælling af Navnene fra Tyveaarsalderen og opefter, Hoved for Hoved,

1:19  som HERREN havde paalagt Moses. Saaledes mønstrede han dem i Sinaj Ørken.

1:20  Rubens, Israels førstefødtes, Sønner, deres Efterkommere efter deres Slægter, efter deres Fædrenehuse, ved Optælling af Navnene Hoved for Hoved, alle af Mandkøn fra Tyveaarsalderen og opefter, alle vaabenføre Mænd,

1:21  de, som mønstredes af Rubens Stamme, udgjorde 46 500.

1:22  Simeons Sønner, deres Efterkommere efter deres Slægter, efter deres Fædrenehuse, saa mange af dem, som mønstredes ved Optælling af Navnene Hoved for Hoved, alle af Mandkøn, fra Tyveaarsalderen og opefter, alle vaabenføre Mænd,

1:23  de, som mønstredes af Simeons Stamme, udgjorde 59 300.

1:24  Gads Sønner, deres Efterkommere efter deres Slægter, efter deres Fædrenehuse, ved Optælling af Navnene fra Tyveaarsalderen og opefter, alle vaabenføre Mænd,

1:25  de, som mønstredes af Gads Stamme, udgjorde 45 650.

1:26  Judas Sønner, deres Efterkommere efter deres Slægter, efter deres Fædrenehuse, ved Optælling af Navnene fra Tyveaarsalderen og opefter, alle vaabenføre Mænd,

1:27  de, som mønstredes af Judas Stamme, udgjorde 74 600.

1:28  Issakars Sønner, deres Efterkommere efter deres Slægter, efter deres Fædrenehuse, ved Optælling af Navnene fra Tyveaarsalderen og opefter, alle vaabenføre Mænd,

1:29  de, som mønstredes af Issakars Stamme, udgjorde 54 400.

1:30  Zebulons Sønner, deres Efterkommere efter deres Slægter, efter deres Fædrenehuse, ved Optælling af Navnene fra Tyveaarsalderen og opefter, alle vaabenføre Mænd,

1:31  de, som mønstredes af Zebulons Stamme, udgjorde 57 400.

1:32  Josefs Sønner: Efraims Sønner, deres Efterkommere efter deres Slægter, efter deres Fædrenehuse, ved Optælling af Navnene fra Tyveaarsalderen og opefter, alle vaabenføre Mænd,

1:33  de, som mønstredes af Efraims Stamme, udgjorde 40 500;

1:34  Manasses Sønner, deres Efterkommere efter deres Slægter, efter deres Fædrenehuse, ved Optælling af Navnene fra Tyveaarsalderen og opefter, alle vaabenføre Mænd,

1:35  de, som mønstredes af Manasses Stamme, udgjorde 32 200.

1:36  Benjamins Sønner, deres Efterkommere efter deres Slægter, efter deres Fædrenehuse, ved Optælling af Navnene fra Tyveaarsalderen og opefter, alle vaabenføre Mænd,

1:37  de, som mønstredes at Benjamins Stamme, udgjorde 35 400.

1:38  Dans Sønner, deres Efterkommere efter deres Slægter, efter deres Fædrenehuse, ved Optælling af Navnene fra Tyveaarsalderen og opefter, alle vaabenføre Mænd,

1:39  de, som mønstredes af Dans Stamme, udgjorde 62 700.

1:40  Asers Sønner, deres Efterkommere efter deres Slægter, efter deres Fædrenehuse, ved Optælling af Navnene fra Tyveaarsalderen og opefter, alle vaabenføre Mænd,

1:41  de, som mønstredes af Asers Stamme, udgjorde 41 500.

1:42  Naftalis Sønner, deres Efterkommere efter deres Slægter, efter deres Fædrenehuse, ved Optælling af Navnene fra Tyveaarsalderen og opefter, alle vaabenføre Mænd,

1:43  de, som mønstredes af Naftalis Stamme, udgjorde 53 400.

1:44  Det var dem, som mønstredes, dem, Moses og Aron og Israels tolv Øverster, en for hvert Fædrenehus, mønstrede.

1:45  Og alle, som mønstredes af Israeliterne efter deres Fædrenehuse fra Tyveaarsalderen og opefter, alle vaabenføre Mænd i Israel,

1:46  alle, som mønstredes, udgjorde 603 550.

1:47  Men Leviterne efter deres Fædrenestamme mønstredes ikke sammen med dem.

1:48  HERREN talede til Moses og sagde:

1:49  Kun Levis Stamme maa du ikke mønstre, og dens samlede Tal maa du ikke optage sammen med de andre Israeliters.

1:50  Du skal overdrage Leviterne Tilsynet med Vidnesbyrdets Bolig, alle dens Redskaber og alt dens Tilbehør; de skal bære Boligen og alle dens Redskaber, de skal betjene den, og rundt om Boligen skal de have deres Lejr.

1:51  Naar Boligen skal bryde op, skal Leviterne tage den ned, og naar Boligen skal gaa i Lejr, skal Leviterne rejse den. Enhver Lægmand, der kommer den nær, skal lide Døden.

1:52  Israeliterne skal lejre sig hver i sin Lejrafdeling og under sit Felttegn, Hærafdeling for Hærafdeling,

1:53  men Leviterne skal lejre sig rundt om Vidnesbyrdets Bolig, for at der ikke skal komme Vrede over Israeliternes Menighed; og Leviterne skal tage Vare paa, hvad der er at varetage ved Vidnesbyrdets Bolig.

1:54  Og Israeliterne gjorde ganske, hvad HERREN havde paalagt Moses.

Chapter 2

2:1  HERREN talede til Moses og Aron og sagde:

2:2  Israeliterne skal lejre sig hver under sit Felttegn, under sit Fædrenehus's Mærke; i en Kreds om Aabenbaringsteltet skal de lejre sig.

2:3  Paa Forsiden mod Øst skal Juda lejre sig under sin Lejrs Felttegn, Hærafdeling for Hærafdeling, med Nahasjon, Amminadabs Søn, som Øverste over Judæerne;

2:4  de mønstrede, som udgør hans Hærafdeling, løber op til 74 600 Mand.

2:5  Ved Siden af ham skal Issakars Stamme lejre sig med Netan'el, Zuars Søn, som Øverste over Issakariterne;

2:6  de mønstrede, som udgør hans Hærafdeling, løber op til 54 400 Mand.

2:7  Dernæst Zebulons Stamme med Eliab, Helons Søn, som Øverste over Zebuloniterne;

2:8  de mønstrede, som udgør hans Hærafdeling, løber op til 57 400 Mand.

2:9  De mønstrede i Judas Lejr udgør i alt 186 400 Mand, Hærafdeling for Hærafdeling. De skal bryde op først.

2:10  Ruben skal lejre sig under sin Lejrs Felttegn mod Syd, Hærafdeling for Hærafdeling, med Elizur, Sjede'urs Søn, som Øverste over Rubeniterne;

2:11  de mønstrede, som udgør hans Hærafdeling, løber op til 46 500 Mand.

2:12  Ved Siden af ham skal Simeons Stamme lejre sig med Sjelumiel, Zurisjaddajs Søn, som Øverste over Simeoniterne;

2:13  de mønstrede, som udgør hans Hærafdeling, løber op til 59 300 Mand.

2:14  Dernæst Gads Stamme med Eljasaf, Re'uels Søn, som Øverste over Gaditerne;

2:15  de mønstrede, som udgør hans Hærafdeling, løber op til 45 650 Mand.

2:16  De mønstrede i Rubens Lejr udgør i alt 151 450 Mand, Hærafdeling for Hærafdeling. De skal bryde op i anden Række.

2:17  Derpaa skal Aabenbaringsteltet, Leviternes Lejr, bryde op midt imellem de andre Lejre; i den Rækkefølge, de lejrer sig, skal de bryde op, hver paa sin Plads, Felttegn for Felttegn.

2:18  Efraim skal lejre sig under sin Lejrs Felttegn mod Vest med Elisjama, Ammihuds Søn, som Øverste over Efraimiterne;

2:19  de mønstrede, som udgør hans Hærafdeling, løber op til 40 500 Mand.

2:20  Ved Siden af ham skal Manasses Stamme lejre sig med Gamliel, Pedazurs Søn, som Øverste over Manassiterne;

2:21  de mønstrede, som udgør hans Hærafdeling, løber op til 32 200 Mand.

2:22  Dernæst Benjamins Stamme med Abidan, Gid'onis Søn, som Øverste over Benjaminiterne;

2:23  de mønstrede, som udgør hans Hærafdeling, løber op til 35 400 Mand.

2:24  De mønstrede i Efraims Lejr udgør i alt 108 100 Mand, Hærafdeling for Hærafdeling. De skal bryde op i tredje Række.

2:25  Dan skal lejre sig under sin Lejrs Felttegn mod Nord, Hærafdeling for Hærafdeling, med Ahiezer, Ammisjaddajs Søn, som Øverste over Daniterne;

2:26  de mønstrede, som udgør hans Hærafdeling, løber op til 62 700 Mand.

2:27  Ved Siden af ham skal Asers Stamme lejre sig med Pag'iel, Okrans Søn, som Øverste over Aseriterne;

2:28  de mønstrede, som udgør hans Hærafdeling, løber op til 41 500 Mand.

2:29  Dernæst Naftalis Stamme med Ahira, Enans Søn, som Øverste over Naftaliterne;

2:30  de mønstrede, som udgør hans Hærafdeling, løber op til 53 400 Mand.

2:31  De mønstrede i Dans Lejr udgør i alt 157 600 Mand. De skal bryde op sidst, Felttegn for Felttegn.

2:32  Det var de mønstrede af Israeliterne efter deres Fædrenehuse, alle de mønstrede i Lejrene, Hærafdeling for Hærafdeling, 603 550 Mand.

2:33  Men Leviterne mønstredes ikke sammen med de andre Israeliter, saaledes som HERREN havde paalagt Moses.

2:34  Og ganske som HERREN havde paalagt Moses, slog Israeliterne Lejr, Felttegn for Felttegn, og i den Rækkefølge brød de op, enhver med sine Slægter, med sit Fædrenehus.

Chapter 3

3:1  Følgende var Arons og Moses's Efterkommere, paa den Tid HERREN talede paa Sinaj Bjerg.

3:2  Navnene paa Arons Sønner var følgende: Nadab, den førstefødte, Abihu, Eleazar og Itamar;

3:3  det var Navnene paa Arons Sønner, de salvede Præster, som indsattes til Præstetjeneste.

3:4  Men Nadab og Abihu døde for HERRENS Aasyn, da de frembar fremmed Ild for HERRENS Aasyn i Sinaj Ørken, og de havde ingen Sønner. Saaledes kom Eleazar og Itamar til at gøre Præstetjeneste for deres Fader Arons Aasyn.

3:5  HERREN talede til Moses og sagde:

3:6  Lad Levis Stamme træde frem og stil dem frem for Præsten Aron, for at de kan gaa ham til Haande.

3:7  De skal tage Vare paa, hvad han og hele Menigheden har at varetage foran Aabenbaringsteltet, og saaledes udføre Arbejdet ved Boligen,

3:8  og de skal tage Vare paa alle Aabenbaringsteltets Redskaber og paa, hvad Israeliterne har at varetage, og saaledes udføre Arbejdet ved Boligen.

3:9  Altsaa skal du overgive Aron og hans Sønner Leviterne; de er ham overgivet som Gave fra Israeliterne.

3:10  Men Aron og hans Sønner skal du sætte til at tage Vare paa deres Præstetjeneste; enhver Lægmand, som trænger sig ind deri, skal lide Døden.

3:11  HERREN talede til Moses og sagde:

3:12  Se, jeg har selv udtaget Leviterne af Israeliternes Midte i Stedet for alt det førstefødte, der aabner Moders Liv hos Israeliterne, og Leviterne er blevet min Ejendom;

3:13  thi mig tilhører alt det førstefødte. Dengang jeg dræbte alt det førstefødte i Ægypten, helligede jeg mig alt det førstefødte i Israel, baade af Mennesker og Dyr; mig HERREN skal de tilhøre.

3:14  HERREN talede til Moses i Sinaj Ørken og sagde:

3:15  Du skal mønstre Levis Sønner efter deres Fædrenehuse, efter deres Slægter; alle af Mandkøn fra en Maaned og opefter skal du mønstre.

3:16  Da mønstrede Moses dem paa HERRENS Bud, som der var ham paalagt.

3:17  Følgende var Levis Sønner efter deres Navne: Gerson, Kehat og Merari.

3:18  Følgende var Navnene paa Gersons Sønner efter deres Slægter: Libni og Sjim'i;

3:19  Kehats Sønner efter deres Slægter var: Amram, Jizhar, Hebron og Uzziel;

3:20  Meraris Sønner efter deres Slægter var: Mali og Musji. Det var Leviternes Slægter efter deres Fædrenehuse.

3:21  Fra Gerson nedstammede Libniternes og Sjim'iternes Slægter; det var Gersoniternes Slægter.

3:22  De, som mønstredes af dem, da alle af Mandkøn fra en Maaned og opefter blev optalt, de, som mønstredes af dem, udgjorde 7500.

3:23  Gersoniternes Slægter havde deres Lejrplads bag ved Boligen mod Vest.

3:24  Øverste for Gersoniternes Fædrenehus var Eljasaf, Laels Søn.

3:25  Gersoniterne havde ved Aabenbaringsteltet at tage Vare paa selve Boligen og Teltdækket, dets Dække, Forhænget for Aabenbaringsteltets Indgang,

3:26  Forgaardens Omhæng, Forhænget for Indgangen til Forgaarden, der omgav Boligen og Alteret, og dens Teltreb, alt Arbejdet dermed.

3:27  Fra Kehat nedstammede Amramiternes, Jizhariternes, Hebroniternes og Uzzieliternes Slægter; det var Kehatiternes Slægter.

3:28  De, der mønstredes af dem, da alle af Mandkøn fra en Maaned og opefter blev optalt, udgjorde 8600, som tog Vare paa, hvad der var at varetage ved Helligdommen.

3:29  Kehatiternes Slægter havde deres Lejrplads ved Boligens Sydside.

3:30  Øverste for Kehatiternes Slægters Fædrenehus var Elizafan, Uzziels Søn.

3:31  De havde at tage Vare paa Arken, Bordet, Lysestagen, Altrene, Helligdommens Redskaber, som brugtes ved Tjenesten, og Forhænget med dertil hørende Arbejde.

3:32  Øverste over Leviternes Øverster var Eleazar, Præsten Arons Søn, som havde Tilsyn med dem, der tog Vare paa, hvad der var at varetage ved Helligdommen.

3:33  Fra Merari nedstammede Maliternes og Musjiternes Slægter; det var Meraris Slægter.

3:34  De, som mønstredes af dem, da alle af Mandkøn fra en Maaned og opefter blev optalt, udgjorde 6200.

3:35  Øverste for Meraris Slægters Fædrenehus var Zuriel, Abihajils Søn. De havde deres Lejrplads ved Boligens Nordside.

3:36  Merariterne var sat til at tage Vare paa Boligens Brædder, Tværstænger, Piller og Fodstykker, alle dens Redskaber og alt det dertil hørende Arbejde,

3:37  Pillerne til Forgaarden, som var rundt om den, med Fodstykker, Pæle og Reb.

3:38  Foran Boligen, paa Aabenbaringsteltets Forside mod Øst, havde Moses, Aron og hans Sønner deres Lejrpladser, og de tog Vare paa alt det, Israeliterne havde at varetage ved Boligen. Enhver Lægmand, der trængte sig ind i det, maatte lide Døden.

3:39  De mønstrede af Leviterne, de, som Moses og Aron mønstrede paa HERRENS Bud efter deres Slægter, alle af Mandkøn fra en Maaned og opefter, udgjorde i alt 22 000.

3:40  HERREN sagde til Moses: Du skal mønstre alle førstefødte af Mandkøn blandt Israeliterne fra en Maaned og opefter og optage Tallet paa deres Navne.

3:41  Saa skal du udtage Leviterne til mig HERREN i Stedet for alle Israeliternes førstefødte og ligeledes Leviternes Kvæg i Stedet for alt det førstefødte af Israeliternes Kvæg.

3:42  Og Moses mønstrede, som HERREN havde paalagt ham, alle Israeliternes førstefødte;

3:43  og da Navnene paa dem fra en Maaned og opefter optaltes, udgjorde de førstefødte af Mandkøn, alle de, som mønstredes i alt 22 273.

3:44  Derpaa talede HERREN til Moses og sagde:

3:45  Tag Leviterne i Stedet for alle Israeliternes førstefødte og ligeledes Leviternes Kvæg i Stedet for deres Kvæg, saa at Leviterne kommer til at tilhøre mig HERREN.

3:46  Men til Udløsning af de 273, hvormed Antallet af Israeliternes førstefødte overstiger Leviternes Antal,

3:47  skal du tage fem Sekel for hvert Hoved, efter hellig Vægt skal du tage dem, tyve Gera paa en Sekel;

3:48  og Pengene skal du give Aron og hans Sønner som Udløsning for de overskydende.

3:49  Da tog Moses Løsepengene af de overskydende, dem, der ikke var udløst ved Leviterne;

3:50  af Israeliternes førstefødte tog han Pengene, 1365 Sekel efter hellig Vægt.

3:51  Og Moses gav Aron og hans Sønner Løsepengene efter HERRENS Bud, som HERREN havde paalagt Moses.

Chapter 4

4:1  HERREN talede til Moses og Aron og sagde:

4:2  Optag blandt Leviterne Tallet paa Kehatiterne efter deres Slægter, efter deres Fædrenehuse,

4:3  fra Trediveaarsalderen og opefter til Halvtredsaarsalderen, alle, der skal gøre Tjeneste med' at udføre Arbejde ved Aabenbaringsteltet.

4:4  Kehatiternes Arbejde ved Aabenbaringsteltet skal være med de højhellige Ting.

4:5  Naar Lejren bryder op, skal Aron og hans Sønner gaa ind og tage det indre Forhæng ned og tildække Vidnesbyrdets Ark dermed;

4:6  ovenover skal de lægge et Dække af Tahasjskind og derover igen brede et ensfarvet violet Purpurklæde; derpaa skal de stikke Bærestængerne ind.

4:7  Og over Skuebrødsbordet skal de brede et violet Purpurklæde og stille Fadene, Kanderne, Skaalene og Krukkerne til Drikofferet derpaa, og Brødet, som stadig skal ligge fremme, skal ligge derpaa;

4:8  ovenover skal de brede et karmoisinrødt Klæde og dække dette til med et Dække af Tahasjskind; derpaa skal de stikke Bærestængerne ind.

4:9  Saa skal de tage et violet Purpurklæde og dermed tildække Lysestagen, dens Lamper, Sakse, Bakker og alle Oliekrukkerne, de Ting, som bruges ved Betjeningen deraf,

4:10  og de skal lægge den med alt dens Tilbehør i et Dække af Tahasjskind og saa lægge det paa Bærebøren.

4:11  Over Guldalteret skal de ligeledes brede et violet Purpurklæde og dække dette til med et Dække af Tahasjskind; derpaa skal de stikke Bærestængerne ind.

4:12  Og de skal tage alle Redskaber, som bruges ved Tjenesten i Helligdommen, og lægge dem i et violet Purpurklæde og dække dem til med et Dække af Tahasjskind og lægge dem paa Bærebøren.

4:13  Fremdeles skal de rense Alteret for Aske og brede et rødt Purpurklæde derover

4:14  og paa det lægge alle Redskaberne, som bruges til Tjenesten derved, Panderne, Gaflerne, Skovlene og Skaalene, alle Alterets Redskaber, og derover skal de brede et Dække af Tahasjskind; derpaa skal de stikke Bærestængerne ind.

4:15  Naar saa ved Lejrens Opbrud Aron og hans Sønner er færdige med at tilhylle de hellige Ting og alle de hellige Redskaber, skal Kehatiterne træde til og bære dem; men de maa ikke røre ved de hellige Ting; thi gør de det, skal de dø. Det er, hvad Kehatiterne skal bære af Aabenbaringsteltet.

4:16  Men Eleazar, Præsten Arons Søn, paahviler Tilsynet med Olien til Lysestagen, den vellugtende Røgelse, det daglige Afgrødeoffer og Salveolien og desuden Tilsynet med hele Boligen og alt, hvad der er deri af hellige Ting og deres Tilbehør.

4:17  HERREN talede til Moses og Aron og sagde:

4:18  Sørg for, at Kehatiternes Slægters Stamme ikke udryddes af Leviternes Midte!

4:19  Saaledes skal I forholde eder med dem, for at de kan blive i Live og undgaa Døden, naar de nærmer sig de højhellige Ting: Aron og hans Sønner skal træde til og anvise hver enkelt af dem, hvad han skal gøre, og hvad han skal bære,

4:20  for at de ikke et eneste Øjeblik skal komme til at se de hellige Ting; thi gør de det, skal de dø.

4:21  HERREN talede til Moses og sagde:

4:22  Optag ogsaa Tallet paa Gersoniterne efter deres Fædrenehuse, efter deres Slægter;

4:23  fra Trediveaarsalderen og opefter til Halvtredsaarsalderen skal du mønstre dem, alle, der skal gøre Tjeneste med at udføre Arbejdet ved Aabenbaringsteltet.

4:24  Dette er Gersoniternes Arbejde, hvad de skal gøre, og hvad de skal bære:

4:25  De skal bære Boligens Tæpper, Aabenbaringsteltet med dets Dække og Dækket af Tahasjskind ovenover, Forhænget til Aabenbaringsteltets Indgang,

4:26  Forgaardens Omhæng og Forhænget for Indgangen til Forgaarden, der er rundt om Boligen og Alteret, dens Teltreb og alle Redskaber, som hører til Arbejdet derved; og alt, hvad der skal gøres derved, skal de udføre.

4:27  Efter Arons og hans Sønners Bud skal Gersoniterne udføre deres Arbejde baade med det, de skal bære, og med det, de skal gøre; og I skal anvise dem alt, hvad de skal bære, Stykke for Stykke.

4:28  Det er det Arbejde, Gersoniternes Sønners Slægter skal have ved Aabenbaringsteltet, og de skal varetage det under Itamars, Præsten Arons Søns, Tilsyn.

4:29  Merariterne skal du mønstre efter deres Slægter, efter deres Fædrenehuse;

4:30  fra Trediveaarsalderen og opefter til Halvtredsaarsalderen skal du mønstre dem, alle, som skal gøre Tjeneste med at udføre Arbejde ved Aabenbaringsteltet.

4:31  Dette er, hvad der paahviler dem at bære, alt, hvad der hører til deres Arbejde ved Aabenbaringsteltet: Boligens Brædder, dens Tværstænger, Piller og Fodstykker,

4:32  Pillerne til Forgaarden, som er rundt om den, med Fodstykker, Pæle og Reb, alle tilhørende Redskaber og alt, hvad der hører til Arbejdet derved; Stykke for Stykke skal I anvise dem alle de Ting, det paahviler dem at bære.

4:33  Det er det Arbejde, der paahviler Merariternes Slægter, alt, hvad der hører til deres Arbejde ved Aabenbaringsteltet, under Itamars, Præsten Arons Søns, Tilsyn.

4:34  Saa mønstrede Moses og Aron og Menighedens Øverster Kehatiternes Sønner efter deres Slægter, efter deres Fædrenehuse,

4:35  fra Trediveaarsalderen og opefter til Halvtredsaarsalderen, alle, som skulde gøre Tjeneste med at udføre Arbejde ved Aabenbaringsteltet,

4:36  og de, der mønstredes af dem efter deres Slægter, udgjorde 2750.

4:37  Det var dem, som mønstredes af Kehatiternes Slægter, alle dem, der skulde udføre Arbejde ved Aabenbaringsteltet, som Moses og Aron mønstrede efter HERRENS Bud ved Moses.

4:38  De, der mønstredes af Gersoniterne efter deres Slægter, efter deres Fædrenehuse,

4:39  fra Trediveaarsalderen og opefter til Halvtredsaarsalderen, alle, som skulde gøre Tjeneste med at udføre Arbejde ved Aabenbaringsteltet,

4:40  de, der mønstredes af dem efter deres Slægter, efter deres Fædrenehuse, udgjorde 2630.

4:41  Det var dem, som mønstredes af Gersoniternes Slægter, alle dem, der skulde udføre Arbejde ved Aabenbaringsteltet, som Moses og Aron mønstrede efter HERRENS Bud.

4:42  De, der mønstredes af Merariternes Slægter efter deres Slægter, efter deres Fædrenehuse,

4:43  fra Trediveaarsalderen og opefter til Halvtredsaarsalderen, alle, som skulde gøre Tjeneste med at udføre Arbejde ved Aabenbaringsteltet,

4:44  de, der mønstredes af dem efter deres Slægter, udgjorde 3200.

4:45  Det var dem, som mønstredes af Merariternes Slægter, som Moses og Aron mønstrede efter HERRENS Bud ved Moses.

4:46  Alle, som mønstredes, som Moses og Aron og Israels Øverster mønstrede af Leviterne efter deres Slægter, efter deres Fædrenehuse,

4:47  fra Trediveaarsalderen og opefter til Halvtredsaarsalderen, alle, som skulde udføre Arbejde ved Aabenbaringsteltet baade med hvad der skulde gøres, og hvad der skulde bæres,

4:48  de, der mønstredes af dem, udgjorde 8580.

4:49  Efter HERRENS Bud ved Moses anviste man hver enkelt af dem, hvad han skulde gøre eller bære; det blev dem anvist, som HERREN havde paalagt Moses.

Chapter 5

5:1  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:

5:2  Byd Israeliterne at fjerne alle spedalske fra Lejren, alle, der lider af Flaad, og alle, der er blevet urene ved Lig;

5:3  baade Mænd og Kvinder skal I fjerne og føre uden for Lejren, for at de ikke skal gøre deres Lejr uren, hvor jeg bor midt iblandt dem.

5:4  Det gjorde Israeliterne saa; de førte dem uden for Lejren, saaledes som HERREN havde paalagt Moses.

5:5  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:

5:6  Sig til Israeliterne: Naar en Mand eller Kvinde begaar nogen af alle de Synder, som Mennesker begaar, saaledes at han gør sig skyldig i Svig mod HERREN, og det Menneske derved paadrager sig Skyld,

5:7  saa skal de bekende Synden, de har begaaet, og Gerningsmanden skal erstatte det, han har forbrudt sig med, efter dets fulde Værdi med Tillæg af en Femtedel og give det til den, han har forbrudt sig imod.

5:8  Og hvis denne ikke har efterladt sig nogen Løser, hvem han kan yde Erstatningen, saa skal Erstatningen, som ydes, tilfalde HERREN, det vil sige Præsten, foruden den Soningsvæder, ved hvilken der skaffes ham Soning.

5:9  Al Offerydelse, alle Helliggaver, som Israeliterne frembærer til Præsten, skal tilfalde ham.

5:10  Alle Helliggaver skal tilfalde ham; hvad nogen giver Præsten, skal tilfalde ham.

5:11  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:

5:12  Tal til Israeliterne og sig til dem: Naar en Hustru forser sig imod sin Mand og er ham utro,

5:13  idet en anden Mand har Samleje med hende, uden at det er kommet til hendes Mands Kundskab, og uden at det er blevet opdaget, skønt hun har besmittet sig, og uden at der er noget Vidne imod hende, da hun ikke er grebet paa fersk Gerning,

5:14  og han gribes af Skinsygens Aand, saa han bliver skinsyg paa sin Hustru, som ogsaa i Virkeligheden har besmittet sig, eller han gribes af Skinsygens Aand, saa han bliver skinsyg paa sin Hustru, skønt hun ikke har besmittet sig,

5:15  saa skal Manden bringe sin Hustru til Præsten og medbringe som Offergave for hende en Tiendedel Efa Bygmel; han maa hverken hælde Olie over eller komme Røgelse paa, thi det er et Skinsyge Afgrødeoffer, et Minde Afgrødeoffer, der skal minde om Brøde.

5:16  Saa skal Præsten føre hende frem og stille hende for HERRENS Aasyn.

5:17  Og Præsten skal tage helligt Vand i et Lerkar, og af Støvet paa Boligens Gulv skal Præsten tage noget og komme i Vandet.

5:18  Saa skal Præsten stille Kvinden frem for HERRENS Aasyn, løse hendes Haar og lægge Minde Afgrødeofferet i hendes Hænder; det er et Skinsyge Afgrødeoffer; og Præsten skal have den bitre Vandes Forbandelsesvand i Haanden.

5:19  Derpaa skal Præsten besværge Kvinden og sige til hende: »Hvis ingen har haft Samleje med dig, hvis du ikke har forset dig imod din Mand og besmittet dig, saa skal dette den bitre Vandes Forbandelsesvand ikke skade dig.

5:20  Men har du forset dig imod din Mand og besmittet dig, og har en anden end din Mand haft Samleje med dig« —

5:21  Præsten besværger nu Kvinden med Forbandelsens Ed og siger til hende — »saa gøre HERREN dig til en Forbandelse og Besværgelse i dit Folk, idet han lader din Lænd visne og din Bug svulme op;

5:22  Forbandelsesvandet her komme ind i dine Indvolde, saa din Bug svulmer op og din Lænd visner!« Og Kvinden skal sige: »Amen, Amen!«

5:23  Derpaa skal Præsten skrive disse Forbandelser op paa et Blad og vaske dem ud i den bitre Vandes Vand

5:24  og give Kvinden den bitre Vandes Forbandelsesvand at drikke, for at Forbandelsesvandet kan komme ind i hende til bitter Vaande.

5:25  Derefter skal Præsten tage Skinsyge Afgrødeofferet af Kvindens Haand, udføre Svingningen dermed for HERRENS Aasyn og bære det hen til Alteret.

5:26  Og Præsten skal tage en Haandfuld af Afgrødeofferet, det, som skal ofres deraf, og bringe det som Røgoffer paa Alteret og derpaa give Kvinden Vandet at drikke.

5:27  Naar han har givet hende Vandet at drikke, vil Forbandelsesvandet, dersom hun har besmittet sig og været sin Mand utro, blive til bitter Vaande, naar det kommer ind i hende, hendes Bug vil svulme op og hendes Lænd visne, og Kvinden bliver en Forbandelse i sit Folk.

5:28  Men dersom Kvinden ikke har besmittet sig, dersom hun er ren, bliver hun uskadt og kan faa Børn.

5:29  Det er Loven om Skinsyge; naar en Hustru forser sig imod sin Mand og besmittes,

5:30  eller naar en Mand gribes af Skinsygens Aand og bliver skinsyg paa sin Hustru, saa skal han fremstille Hustruen for HERRENS Aasyn, og Præsten skal handle med hende efter alt i denne Lov;

5:31  Manden skal være sagesløs, men saadan en Hustru skal undgælde for sin Brøde.

Chapter 6

6:1  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:

6:2  Tal til Israeliterne og sig til dem: Naar en Mand eller Kvinde vil aflægge et Nasiræerløfte for saaledes at indvie sig til HERREN,

6:3  skal han afholde sig fra Vin og stærk Drik; Vineddike og stærk Drik maa han ikke drikke, ej heller nogen som helst drik af Druer; han maa hverken spise friske eller tørrede Druer;

6:4  saa længe hans Indvielse varer, maa han intet som helst nyde, der kommer af Vinstokken, hverken umodne Druer eller friske Skud.

6:5  Saa længe hans Indvielsesløfte gælder, maa ingen Ragekniv komme paa hans Hoved; indtil Udløbet af den Tid han indvier sig til HERREN, skal han være hellig og lade sit Hovedhaar vokse frit.

6:6  Hele den Tid han har indviet sig til HERREN, maa han ikke komme Lig nær;

6:7  selv naar hans Fader eller Moder, hans Broder eller Søster dør, maa han ikke paadrage sig Urenhed ved dem, thi han bærer sin Guds Indvielse paa sit Hoved.

6:8  Saa længe hans Indvielse varer, er han helliget HERREN.

6:9  Men naar nogen uventet og pludselig dør i hans Nærhed, og han saaledes bringer Urenhed over sit indviede Hoved, skal han rage sit Hoved, den Dag han atter bliver ren; den syvende Dag skal han rage det;

6:10  og den ottende Dag skal han bringe to Turtelduer eller Dueunger til Præsten ved Aabenbaringsteltets Indgang.

6:11  Og Præsten skal ofre den ene som Syndoffer og den anden som Brændoffer og skaffe ham Soning, fordi han har syndet ved at røre ved Lig. Derpaa skal han samme Dag atter hellige sit Hoved

6:12  og atter indvie sig til HERREN for lige saa lang Tid, som han før havde indviet sig, og bringe et aargammelt Lam som Skyldoffer; den forløbne Tid regnes ikke med, da han har bragt Urenhed over sit indviede Hoved.

6:13  Dette er Loven om Nasiræeren: Naar hans Indvielsestid er til Ende, skal han begive sig til Aabenbaringsteltets Indgang

6:14  og som Offergave bringe HERREN et aargammelt, lydefrit Væderlam til Brændoffer, et aargammelt, lydefrit Hunlam til Syndoffer og en lydefri Væder til Takoffer,

6:15  en Kurv med usyret Bagværk, Kager af fint Hvedemel, rørte i Olie, og usyrede Fladbrød, smurte med Olie, desuden det tilhørende Afgrødeoffer og de tilhørende Drikofre.

6:16  Saa skal Præsten bringe det for HERRENS Aasyn og ofre hans Syndoffer og Brændoffer,

6:17  og Væderen skal han ofre som Takoffer til HERREN tillige med de usyrede Brød i Kurven; derpaa skal Præsten ofre hans Afgrødeoffer og Drikoffer.

6:18  Saa skal Nasiræeren ved Indgangen til Aabenbaringsteltet rage sit indviede Hoved og tage sit indviede Hovedhaar og kaste det i Ilden under Takofferet.

6:19  Og Præsten skal tage den kogte Bov af Væderen og een usyret Kage og eet usyret Fladbrød af Kurven og lægge dem paa Nasiræerens Hænder, efter at han har afraget sit indviede Hovedhaar.

6:20  Og Præsten skal udføre Svingningen dermed for HERRENS Aasyn; det tilfalder Præsten som Helliggave foruden Svingningsbrystet og Offerydelseskøllen. Derefter maa Nasiræeren atter drikke Vin.

6:21  Det er Loven om Nasiræeren, der aflægger Løfte, om hans Offergave til HERREN i Anledning af Indvielsen, foruden hvad han ellers evner at give; overensstemmende med Løftet, han aflægger, skal han forholde sig efter den for hans Indvielse gældende Lov.

6:22  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:

6:23  Tal til Aron og hans Sønner og sig: Naar I velsigner Israeliterne, skal I sige til dem:

6:24  HERREN velsigne dig og bevare dig,

6:25  HERREN lade sit Ansigt lyse over dig og være dig naadig,

6:26  HERREN løfte sit Aasyn paa dig og give dig Fred!

6:27  Saaledes skal de lægge mit Navn paa Israeliterne, og jeg vil velsigne dem.

Chapter 7

7:1  Da Moses var færdig med at rejse Boligen og havde salvet og helliget den med alt dens Tilbehør og ligeledes salvet og helliget Alteret med alt dets Tilbehør,

7:2  traadte Israels Øverster, Overhovederne for deres Fædrenehuse, Stammernes Øverster, der havde forestaaet Mønstringen, frem

7:3  og førte deres Offergave frem for HERRENS Aasyn, seks lukkede Vogne og tolv Stykker Hornkvæg, en Vogn for hver to Øverster og et Stykke Hornkvæg for hver een, og de bragte dem hen foran Boligen.

7:4  Da sagde HERREN til Moses:

7:5  Modtag dette af dem, for at det kan bruges til Arbejdet ved Aabenbaringsteltet, og giv Leviterne det med Henblik paa hver enkeltes særlige Arbejde!

7:6  Saa modtog Moses Vognene og Hornkvæget og gav Leviterne dem.

7:7  To Vogne og fire Stykker Hornkvæg gav han Gersoniterne med Henblik paa deres særlige Arbejde,

7:8  og fire Vogne og otte Stykker Hornkvæg gav han Merariterne med Henblik paa deres særlige Arbejde under Itamars, Præsten Arons Søns, Ledelse.

7:9  Derimod gav han ikke Kehatiterne noget, thi dem var Arbejdet med de hellige Ting overdraget, og de skulde bære dem paa Skuldrene.

7:10  Fremdeles bragte Øversterne Offergaver til Alterets Indvielse, dengang det blev salvet, og Øversterne bragte deres Offergaver hen foran Alteret.

7:11  Da sagde HERREN til Moses: Lad hver af Øversterne faa sin Dag til at bringe sin Offergave til Alterets Indvielse.

7:12  Den, som første Dag bragte sin Offergave, var Nahasjon, Amminadabs Søn af Judas Stamme.

7:13  Og hans Offergave var et Sølvfad, der vejede 130 Sekel, og en Sølvskaal paa 70 Sekel efter hellig Vægt, begge fyldte med fint Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer,

7:14  en Kande paa 10 Guldsekel, fyldt med Røgelse,

7:15  en ung Tyr, en Væder, et aargammelt Lam til Brændoffer,

7:16  en Gedebuk til Syndoffer

7:17  og til Takoffer to Stykker Hornkvæg, fem Vædre, fem Bukke og fem aargamle Lam. Det var Nahasjons, Amminadabs Søns, Offergave.

7:18  Anden Dag bragte Netan'el, Zuars Søn, Issakars Øverste, sin Offergave;

7:19  han bragte som Offergave et Sølvfad, der vejede 130 Sekel, og en Sølvskaal paa 70 Sekel efter hellig Vægt, begge fyldte med fint Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer,

7:20  en Kande paa 10 Guldsekel, fyldt med Røgelse,

7:21  en ung Tyr, en Væder, et aargammelt Lam til Brændoffer,

7:22  en Gedebuk til Syndoffer

7:23  og til Takoffer to Stykker Hornkvæg, fem Vædre, fem Bukke og fem aargamle Lam. Det var Netan'els, Zuars Søns, Offergave.

7:24  Tredje Dag kom Zebuloniternes Øverste, Eliab, Helons Søn;

7:25  hans Offergave var et Sølvfad, der vejede 130 Sekel, og en Sølvskaal paa 70 Sekel efter hellig Vægt, begge fyldte med fint Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer,

7:26  en Kande paa 10 Guldsekel, fyldt med Røgelse,

7:27  en ung Tyr, en Væder, et aargammelt Lam til Brændoffer,

7:28  en Gedebuk til Syndoffer

7:29  og til Takoffer to Stykker Hornkvæg, fem Vædre, fem Bukke og fem aargamle Lam. Det var Eliabs, Helons Søns, Offergave.

7:30  Fjerde Dag kom Rubeniternes Øverste, Elizur, Sjede'urs Søn;

7:31  hans Offergave var et Sølvfad, der vejede 130 Sekel, og en Sølvskaal paa 70 Sekel efter hellig Vægt, begge fyldte med fint Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer,

7:32  en Kande paa 10 Guldsekel, fyldt med Røgelse,

7:33  en ung Tyr, en Væder,

7:34  et aargammelt Lam til Brændoffer, en Gedebuk til Syndoffer

7:35  og til Takoffer to Stykker Hornkvæg, fem Vædre, fem Bukke og fem aargamle Lam. Det var Elizurs, Sjede'urs Søns, Offergave.

7:36  Femte Dag kom Simeoniternes Øverste, Sjelumiel, Zurisjaddajs Søn;

7:37  hans Offergave var et Sølvfad, der vejede 130 Sekel, og en Sølvskaal paa 70 Sekel efter hellig Vægt, begge fyldte med fint Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer,

7:38  en Kande paa 10 Guldsekel, fyldt med Røgelse,

7:39  en ung Tyr, en Væder, et aargammelt Lam til Brændoffer,

7:40  en Gedebuk til Syndoffer

7:41  og til Takoffer to Stykker Hornkvæg, fem Vædre, fem Bukke og fem aargamle Lam. Det var Sjelumiels, Zurisjaddajs Søns, Offergave.

7:42  Sjette Dag kom Gaditernes Øverste, Eljasaf, De'uels Søn;

7:43  hans Offergaver et Sølvfad, der vejede 130 Sekel, og en Sølvskaal paa 70 Sekel efter hellig Vægt, begge fyldte med fint Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer,

7:44  en Kande paa 10 Guldsekel, fyldt med Røgelse,

7:45  en ung Tyr, en Væder, et aargammelt Lam til Brændoffer,

7:46  en Gedebuk til Syndoffer

7:47  og til Takoffer to Stykker Hornkvæg, fem Vædre, fem Bukke og fem aargamle Lam. Det var Eljasafs, De'uels Søns, Offergave.

7:48  Syvende Dag kom Efraimiternes Øverste, Elisjama, Ammihuds Søn:

7:49  hans Offergave var et Sølvfad, der vejede 130 Sekel, og en Sølvskaal paa 70 Sekel efter hellig Vægt, begge fyldte med fint Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer,

7:50  en Kande paa 10 Guldsekel, fyldt med Røgelse,

7:51  en ung Tyr, en Væder, et aargammelt Lam til Brændoffer,

7:52  en Gedebuk til Syndoffer

7:53  og til Takoffer to Stykker Hornkvæg, fem Vædre, fem Bukke og fem aargamle Lam. Det var Elisjamas, Ammihuds Søns, Offergave.

7:54  Ottende Dag kom Mannassiternes Øverste, Gamliel, Pedazurs Søn;

7:55  hans Offergave var et Sølvfad, der vejede 130 Sekel, og en Sølvskaal paa 70 Sekel efter hellig Vægt, begge fyldte med fint Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer,

7:56  en Kande paa 10 Guldsekel, fyldt med Røgelse,

7:57  en ung Tyr, en Væder, et aargammelt Lam til Brændoffer,

7:58  en Gedebuk til Syndoffer

7:59  og til Takoffer to Stykker Hornkvæg, fem Vædre, fem Bukke og fem aargamle Lam. Det var Gamliels, Pedazurs Søns, Offergave.

7:60  Niende Dag kom Benjaminiternes Øverste, Abidan, Gid'onis Søn;

7:61  hans Offergave var et Sølvfad, der vejede 130 Sekel, og en Sølvskaal paa 70 Sekel efter hellig Vægt, begge fyldte med fint Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer,

7:62  en Kande paa 10 Guldsekel, fyldt med Røgelse,

7:63  en ung Tyr, en Væder, et aargammelt Lam til Brændoffer,

7:64  en Gedebuk til Syndoffer

7:65  og til Takoffer to Stykker Hornkvæg, fem, Vædre, fem Bukke og fem aargamle Lam. Det var Abidans, Gid'onis Søns, Offergave.

7:66  Tiende Dag kom Daniternes Øverste, Ahiezer, Ammisjaddajs Søn;

7:67  hans Offergave var et Sølvfad, der vejede 130 Sekel, og en Sølvskaal paa 70 Sekel efter hellig Vægt, begge fyldte med fint Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer,

7:68  en Kande paa 10 Guldsekel, fyldt med Røgelse,

7:69  en ung Tyr, en Væder, et aargammelt Lam til Brændoffer,

7:70  en Gedebuk til Syndoffer

7:71  og til Takoffer to Stykker Hornkvæg, fem Vædre, fem Bukke og fem aargamle Lam. Det var Ahiezers, Ammisjaddajs Søns, Offergave.

7:72  Ellevte Dag kom Aseriternes Øverste, Pag'iel, Okrans Søn;

7:73  hans Offergave var et Sølvfad, der vejede 130 Sekel, og en Sølvskaal paa 70 Sekel efter hellig Vægt, begge fyldte med fint Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer,

7:74  en Kande paa 10 Guldsekel, fyldt med Røgelse,

7:75  en ung Tyr, en Væder, et aargammelt Lam til Brændoffer,

7:76  en Gedebuk til Syndoffer

7:77  og til Takoffer to Stykker Hornkvæg, fem Vædre, fem Bukke og fem aargamle Lam. Det var Pag'iels, Okrans Søns, Offergave.

7:78  Tolvte Dag kom Naftaliternes Øverste, Ahira, Enans Søn;

7:79  hans Offergave var et Sølvfad, der vejede 130 Sekel, og en Sølvskaal paa 70 Sekel efter hellig Vægt, begge fyldte med fint Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer,

7:80  en Kande paa 10 Guldsekel, fyldt med Røgelse,

7:81  en ung Tyr, en Væder, et aargammelt Lam til Brændoffer,

7:82  en Gedebuk til Syndoffer

7:83  og til Takoffer to Stykker Hornkvæg, fem Vædre, fem Bukke og fem aargamle Lam. Det var Ahiras, Enans Søns, Offergave.

7:84  Det var Gaverne fra Israeliternes Øverster til Alterets Indvielse, dengang det blev salvet: 12 Sølvfade, 12 Sølvskaale, 12 Guldkander,

7:85  hvert Sølvfad paa 130 Sekel og hver Sølvskaal paa 70 Sekel, alle Sølvkar tilsammen 2400 Sekel efter hellig Vægt;

7:86  12 Guldkander, fyldte med Røgelse, hver paa 10 Sekel efter hellig Vægt, alle Guldkander tilsammen 120 Sekel.

7:87  Kvæget til Brændofferet var i alt 12 unge Tyre, 12 Vædre, 12 aargamle Lam med tilhørende Afgrødeofre, 12 Gedebukke til Syndoffer;

7:88  Kvæget til Takofferet var i alt 24 unge Tyre, 60 Vædre, 60 Bukke og 60 aargamle lam. Det var Gaverne til Alterets Indvielse, efter at det var salvet.

7:89  Da Moses gik ind i Aabenbaringsteltet for at tale med HERREN, hørte han Røsten tale til sig fra Sonedækket oven over Vidnesbyrdets Ark, fra Pladsen mellem de to Keruber. Og han talede til ham.

Chapter 8

8:1  Og HERREN talede til Moses og sagde:

8:2  Tal til Aron og sig til ham: Naar du sætter Lamperne paa, skal du sætte dem saaledes, at de syv Lamper kaster Lyset ud over Pladsen foran Lysestagen!

8:3  Det gjorde Aron saa; han satte Lamperne paa saaledes, at de vendte ud mod Pladsen foran Lysestagen, som HERREN havde paalagt Moses.

8:4  Men Lysestagen var lavet af Guld i drevet Arbejde, fra Foden til Kronerne var den drevet Arbejde; efter det Forbillede, HERREN havde vist ham, havde Moses lavet Lysestagen.

8:5  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:

8:6  Udtag Leviterne af Israeliternes Midte og rens dem!

8:7  Saaledes skal du gaa frem, naar du renser dem: Stænk Renselsesvand paa dem og lad dem gaa hele deres Legeme over med Ragekniv, tvætte deres klæder og rense sig.

8:8  Derpaa skal de tage en ung Tyr til Brændoffer med tilhørende Afgrødeoffer af fint Hvedemel, rørt i Olie, og du skal tage en anden ung Tyr til Syndoffer.

8:9  Lad saa Leviterne træde hen foran Aabenbaringsteltet og kald hele Israeliternes Menighed sammen.

8:10  Naar du saa har ladet Leviterne træde frem for HERRENS Aasyn, skal Israeliterne lægge deres Hænder paa Leviterne.

8:11  Derpaa skal Aron udføre Svingningen med Leviterne for HERRENS Aasyn som et Offer fra Israeliterne, for at de kan udføre HERRENS Arbejde.

8:12  Saa skal Leviterne lægge deres Hænder paa Tyrenes Hoved, og derefter skal du ofre den ene som Syndoffer og den anden som Brændoffer til HERREN for at skaffe Leviterne Soning.

8:13  Derpaa skal du stille Leviterne frem for Aron og hans Sønner og udføre Svingningen med dem for HERREN.

8:14  Saaledes skal du udskille Leviterne fra Israeliterne, saa at Leviterne kommer til at tilhøre mig.

8:15  Derefter skal Leviterne komme og gøre Arbejde ved Aabenbaringsteltet; du skal foretage Renselsen og udføre Svingningen med dem,

8:16  thi de er skænket mig som Gave af Israeliternes Midte; i Stedet for alt hvad der aabner Moders Liv, alle førstefødte hos Israeliterne, har jeg taget mig dem til Ejendom.

8:17  Thi mig tilhører alt det førstefødte hos Israeliterne, baade af Mennesker og Kvæg. Dengang jeg slog alle de førstefødte i Ægypten, helligede jeg dem til at være min Ejendom.

8:18  Jeg tog Leviterne i Stedet for alt det førstefødte hos Israeliterne

8:19  og skænkede Leviterne som Gave til Aron og hans Sønner af Israeliternes Midte til at udføre Israeliternes Arbejde ved Aabenbaringsteltet og skaffe Israeliterne Soning, for at ingen Plage skal ramme Israeliterne, om de selv nærmer sig Helligdommen.

8:20  Og Moses, Aron og hele Israeliternes Menighed gjorde saaledes med Leviterne; ganske som HERREN havde paalagt Moses med Hensyn til Leviterne, gjorde Israeliterne med dem.

8:21  Leviterne lod sig rense for Synd og tvættede deres Klæder, og Aron udførte Svingningen med dem for HERRENS Aasyn, og Aron skaffede dem Soning, saa de blev rene.

8:22  Derpaa kom Leviterne for at udføre deres Arbejde ved Aabenbaringsteltet under Arons og hans Sønners Tilsyn; som HERREN havde paalagt Moses med Hensyn til Leviterne, saaledes gjorde de med dem.

8:23  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:

8:24  Dette er, hvad der gælder Leviterne: Fra Femogtyveaarsalderen og opefter skal de komme og gøre Tjeneste med Arbejdet ved Aabenbaringsteltet.

8:25  Men fra Halvtredsaarsalderen skal de holde op med at gøre Tjeneste og ikke arbejde mere;

8:26  de kan gaa deres Brødre til Haande i Aabenbaringsteltet med at tage Vare paa, hvad der skal varetages; men Arbejde skal de ikke mere gøre. Saaledes skal du gøre med Leviterne i alt, hvad de har at varetage.

Chapter 9

9:1  HERREN talede saaledes til Moses i Sinaj Ørken i den første Maaned af det andet Aar efter deres Udvandring fra Ægypten:

9:2  Israeliterne skal fejre Paasken til den fastsatte Tid,

9:3  paa den fjortende Dag i denne Maaned ved Aftenstid skal I fejre den til den fastsatte Tid; overensstemmende med alle Anordningerne og Lovbudene om den skal I fejre den!

9:4  Da sagde Moses til Israeliterne, at de skulde fejre Paasken;

9:5  og de fejrede Paasken i Sinaj Ørken den fjortende Dag i den første Maaned ved Aftenstid; nøjagtigt som HERREN havde paalagt Moses, saaledes gjorde Israeliterne.

9:6  Men der var nogle Mænd, som var blevet urene ved et Lig og derfor ikke kunde fejre Paaske den Dag. Disse Mænd traadte nu den Dag frem for Moses og Aron

9:7  og sagde til ham: »Vi er blevet urene ved et Lig; hvorfor skal det da være os forment at frembære HERRENS Offergave til den fastsatte Tid sammen med de andre Israeliter?«

9:8  Moses svarede dem: »Vent, til jeg faar at høre, hvad HERREN paabyder angaaende eder!«

9:9  Da talede HERREN til Moses og sagde:

9:10  Tal til Israeliterne og sig: Naar nogen af eder eller eders Efterkommere er blevet uren ved et Lig eller er ude paa en lang Rejse, skal han alligevel holde Paaske for HERREN;

9:11  den fjortende Dag i den anden Maaned ved Aftenstid skal de holde den; med usyret Brød og bitre Urter skal de spise Paaskelammet.

9:12  De maa intet levne deraf til næste Morgen, og de maa ikke sønderbryde noget af dets Ben. De skal fejre Paasken i Overensstemmelse med alle de Anordninger, som gælder for den.

9:13  Men den, som undlader at fejre Paasken, skønt han er ren og ikke paa Rejse, det Menneske skal udryddes af sin Slægt, fordi han ikke har frembaaret HERRENS Offergave til den fastsatte Tid. Den Mand skal undgælde for sin Synd.

9:14  Og naar en fremmed, der bor hos eder, vil holde Paaske for HERREN, skal han holde den efter de Anordninger og Lovbud, som gælder for Paasken. En og samme Lov skal gælde for eder, for den fremmede og for den indfødte.

9:15  Den Dag Boligen blev rejst, dækkede Skyen Boligen, Vidnesbyrdets Telt; men om Aftenen var der som et Ildskær over Boligen, og det holdt sig til om Morgenen.

9:16  Saaledes var det til Stadighed: Om Dagen dækkede Skyen den, om Natten Ildskæret.

9:17  Hver Gang Skyen løftede sig fra Teltet, brød Israeliterne op, og der, hvor Skyen stod stille, slog Israeliterne Lejr.

9:18  Paa HERRENS Bud brød Israeliterne op, og paa HERRENS Bud gik de i Lejr, og saa længe Skyen hvilede over Boligen, blev de liggende i Lejr;

9:19  naar Skyen blev over Boligen i længere Tid, rettede Israeliterne sig efter, hvad HERREN havde foreskrevet dem, og brød ikke op.

9:20  Det hændte, at Skyen kun blev nogle faa Dage over Boligen; da gik de i Lejr paa HERRENS Bud og brød op paa HERRENS Bud.

9:21  Og det hændte, at Skyen kun blev der fra Aften til Morgen; naar Skyen da løftede sig om Morgenen, brød de op. Eller den blev der en Dag og en Nat; naar Skyen da løftede sig, brød de op.

9:22  Eller den blev der et Par Dage eller en Maaned eller længere endnu, idet Skyen i længere Tid hvilede over Boligen; saa blev Israeliterne liggende i Lejr og brød ikke op, men naar den løftede sig, brød de op.

9:23  Paa HERRENS Bud gik de i Lejr, og paa HERRENS Bud brød de op; de rettede sig efter, hvad HERREN havde foreskrevet dem, efter HERRENS Bud ved Moses.

Chapter 10

10:1  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:

10:2  Du skal lave dig to Sølvtrompeter; i drevet Arbejde skal du lave dem. Dem skal du bruge, naar Menigheden skal kaldes sammen, og naar Lejrene skal bryde op.

10:3  Naar der blæses i dem begge to, skal hele Menigheden samle sig hos dig ved Indgangen til Aabenbaringsteltet.

10:4  Blæses der kun i den ene, skal Øversterne, Overhovederne for Israels Stammer, samle sig hos dig.

10:5  Naar I blæser Alarm med dem, skal Lejrene paa Østsiden bryde op;

10:6  blæser Alarm anden Gang, skal Lejrene paa Sydsiden bryde op: tredje Gang skal Lejrene mod Vest bryde op, fjerde Gang Lejrene mod Nord; der skal blæses Alarm, naar de skal bryde op.

10:7  Men naar Forsamlingen skal sammenkaldes skal I blæse paa almindelig Vis, ikke Alarm.

10:8  Arons Sønner, Præsterne, skal blæse i Trompeterne; det skal være eder en evig gyldig Anordning fra Slægt til Slægt.

10:9  Naar I drager i Krig i eders Land mod en Fjende, der angriber eder, og blæser Alarm med Trompeterne, skal I ihukommes for HERREN eders Guds Aasyn og frelses fra eders Fjender.

10:10  Og paa eders Glædesdage, eders Højtider og Nymaanedage, skal I blæse i Trompeterne ved eders Brændofre og Takofre; saa skal de tjene eder til Ihukommelse for eders Guds Aasyn. Jeg er HERREN eders Gud!

10:11  Den tyvende Dag i den anden Maaned af det andet Aar løftede Skyen sig fra Vidnesbyrdets Bolig.

10:12  Da brød Israeliterne op fra Sinaj Ørken, i den Orden de skulde bryde op i, og Skyen stod stille i Parans Ørken.

10:13  Da de nu første Gang brød op efter Guds Bud ved Moses,

10:14  var Judæernes Lejr den første, der brød op under sit Felttegn, Hærafdeling for Hærafdeling; deres Hær førtes af Nahasjon, Amminadabs Søn.

10:15  Issakariternes Stammes Hær førtes af Netan'el, Zuars Søn,

10:16  og Zebuloniternes Stammes Hær af Eliab, Helons Søn.

10:17  Da derpaa Boligen var taget ned, brød Gersoniterne og Merariterne op og bar Boligen.

10:18  Saa brød Rubens Lejr op under sit Felttegn, Hærafdeling for Hærafdeling; deres Hær førtes af Elizur, Sjede'urs Søn.

10:19  Simeoniternes Stammes Hær førtes af Sjelumiel, Zurisjaddajs Søn,

10:20  og Gaditernes Stammes Hær af Eljasaf, De'uels Søn.

10:21  Saa brød Kehatiterne, der bar de hellige Ting, op; og før deres Komme havde man rejst Boligen.

10:22  Saa brød Efraimiternes Lejr op under sit Felttegn, Hærafdeling for Hærafdeling; deres Hær førtes af Elisjama, Ammihuds Søn.

10:23  Manassiternes Stammes Hær førtes af Gamliel, Pedazurs Søn,

10:24  og Benjaminiternes Stammes Hær af Abidan, Gid'onis Søn.

10:25  Saa brød Daniternes Lejr op under sit Felttegn som Bagtrop i hele Lejrtoget, Hærafdeling for Hærafdeling; deres Hær førtes af Ahiezer, Ammisjaddajs Søn.

10:26  Aseriternes Stammes Hær førtes af Pag'iel, Okrans Søn,

10:27  og Naftaliternes Stammes Hær af Ahira, Enans Søn.

10:28  Saaledes foregik Israeliternes Opbrud, Hærafdeling for Hærafdeling. Saa brød de da op.

10:29  Men Moses sagde til Midjaniten Hobab, Re'uels Søn, Moses's Svigerfader: »Vi bryder nu op for at drage til det Sted, HERREN har lovet at give os; drag med os! Vi skal lønne dig godt, thi HERREN har stillet Israel gode Ting i Udsigt.«

10:30  Men han svarede ham: »Jeg vil ikke drage med; nej, jeg drager til mit Land og min Slægt.«

10:31  Da sagde han: »Forlad os ikke! Du kender jo de Steder, hvor vi kan slaa Lejr i Ørkenen; vær Øje for os!

10:32  Drager du med os, skal vi give dig Del i alt det gode, HERREN vil give os.«

10:33  Derpaa brød de op fra HERRENS Bjerg og vandrede tre Dagsrejser frem, idet HERRENS Pagts Ark drog i Forvejen for at søge dem et Sted, hvor de kunde holde Hvil.

10:34  Og HERRENS Sky svævede over dem om Dagen, naar de brød op fra Lejren.

10:35  Og hver Gang Arken brød op, sagde Moses: »Staa op, HERRE, at dine Fjender maa splittes og dine Avindsmænd fly for dit Aasyn!«

10:36  Og hver Gang den standsede, sagde han: »Vend tilbage, HERRE, til Israels Stammers Titusinder!«

Chapter 11

11:1  Men Folket knurrede højlydt for HERREN over deres usle Kaar; og da HERREN hørte det, blussede hans Vrede op, og HERRENS Ild brød løs iblandt dem og aad om sig i den yderste Del af Lejren.

11:2  Da raabte Folket til Moses, og Moses gik i Forbøn hos HERREN. Saa dæmpedes Ilden.

11:3  Derfor kaldte man dette Sted Tab'era, fordi HERRENS Ild brød løs iblandt dem.

11:4  Men den sammenløbne Hob, som fandtes iblandt dem, blev lysten. Saa tog ogsaa Israeliterne til at græde igen, og de sagde: »Kunde vi dog faa Kød at spise!

11:5  Vi mindes Fiskene, vi fik at spise for intet i Ægypten, og Agurkerne, Vandmelonerne, Porrerne, Hvidløgene og Skalotterne,

11:6  og nu vansmægter vi; her er hverken det ene eller det andet, vi ser aldrig andet end Manna.«

11:7  Mannaen lignede Korianderfrø og saa ud som Bdellium.

11:8  Folket gik rundt og sankede den op; derpaa malede de den i Haandkværne eller stødte den i Mortere; saa kogte de den i Gryder og lavede Kager deraf; den smagte da som Bagværk tillavet i Olie.

11:9  Naar Duggen om Natten faldt over Lejren, faldt ogsaa Mannaen ned over den.

11:10  Og Moses hørte, hvorledes alle Folkets Slægter græd, enhver ved Indgangen til sit Telt; da blussede HERRENS Vrede voldsomt op, og det vakte ogsaa Moses's Mishag.

11:11  Da sagde Moses til HERREN: »Hvorfor har du handlet saa ilde med din Tjener, og hvorfor har jeg ikke fundet Naade for dine Øjne, siden du har lagt hele dette Folk som en Byrde paa mig?

11:12  Mon det er mig, der har undfanget hele dette Folk, mon det er mig, der har født det, siden du forlanger, at jeg i min Favn skal bære det hen til det Land, du tilsvor dets Fædre, som en Fosterfader bærer det diende Barn?

11:13  Hvor skal jeg gaa hen og skaffe hele dette Folk Kød? Thi de græder rundt om mig og siger: Skaf os Kød at spise?

11:14  Jeg kan ikke ene bære hele dette Folk, det er mig for tungt.

11:15  Hvis du vil handle saaledes med mig, saa dræb mig hellere, om jeg har fundet Naade for dine Øjne, saa at jeg ikke skal være nødt til at opleve saadan Elendighed!«

11:16  HERREN svarede Moses: »Kald mig halvfjerdsindstyve af Israels Ældste sammen, Mænd, som du ved hører til Folkets Ældste og Tilsynsmænd, før dem hen til Aabenbaringsteltet og lad dem stille sig op hos dig der.

11:17  Saa vil jeg stige ned og tale med dig der, og jeg vil tage noget af den Aand, der er over dig, og lade den komme over dem, for at de kan hjælpe dig med at bære Folkets Byrde, saa du ikke ene skal bære den.

11:18  Men til Folket skal du sige: Helliger eder til i Morgen, saa skal I faa Kød at spise! I har jo grædt højlydt for HERREN og sagt: Kunde vi dog faa Kød at spise! Vi havde det jo bedre i Ægypten! Derfor vil HERREN give eder Kød at spise;

11:19  og ikke blot een eller to eller fem eller ti eller tyve Dage skal I spise det,

11:20  men en hel Maaned igennem, indtil det staar eder ud af Næsen, og I væmmes derved, fordi I har ringeagtet HERREN, der er i eders Midte, og grædt for hans Aasyn og sagt: Hvorfor drog vi dog ud af Ægypten!«

11:21  Moses svarede: »600 000 Fodfolk tæller det Folk, jeg har om mig, og du siger: Jeg vil skaffe dem Kød, saa de har nok at spise en hel Maaned!

11:22  Kan der slagtes saa meget Smaakvæg og Hornkvæg til dem, at det kan slaa til, eller kan alle Fisk i Havet samles sammen til dem, saa det kan slaa til?«

11:23  HERREN svarede Moses: »Er HERRENS Arm for kort? Nu skal du faa at se, om mit Ord gaar i Opfyldelse for dig eller ej.«

11:24  Da gik Moses ud og kundgjorde Folket HERRENS Ord. Og han samlede halvfjerdsindstyve af Folkets Ældste og lod dem stille sig rundt om Teltet.

11:25  Saa steg HERREN ned i Skyen og talede til ham; og han tog noget af den Aand, der var over ham, og lod den komme over de halvfjerdsindstyve Ældste, og da Aanden hvilede over dem, kom de i profetisk Henrykkelse noget, som ikke siden hændtes dem.

11:26  Imidlertid var to Mænd blevet tilbage i Lejren, den ene hed Eldad, den anden Medad. Ogsaa over dem kom Aanden, thi de hørte til dem, der var optegnede, men de var ikke gaaet ud til Teltet, og nu kom de i profetisk Henrykkelse inde i Lejren.

11:27  Da løb en ung Mand ud og fortalte Moses det og sagde: »Eldad og Medad er kommet i profetisk Henrykkelse inde i Lejren.«

11:28  Josua, Nuns Søn, der fra sin Ungdom af havde gaaet Moses til Haande, sagde da: »Min Herre Moses, stands dem i det!«

11:29  Men Moses sagde til ham: »Er du skinsyg paa mine Vegne? Gid alt HERRENS Folk var Profeter, gid HERREN vilde lade sin Aand komme over dem!«

11:30  Derpaa trak Moses sig tilbage til Lejren med Israels Ældste.

11:31  Da rejste der sig paa HERRENS Bud en Vind, som førte Vagtler med sig fra Havet og drev dem hen over Lejren saa langt som en Dagsrejse paa begge Sider af Lejren i en Højde af et Par Alen over Jorden.

11:32  Saa gav Folket sig hele den Dag, hele Natten og hele den næste Dag til at samle Vagtlerne op; det mindste, nogen samlede, var ti Homer. Og de bredte dem ud til Tørring rundt om Lejren.

11:33  Medens Kødet endnu var imellem Tænderne paa dem, før det endnu var spist, blussede HERRENS Vrede op imod Folket, og HERREN lod en meget haard Straf ramme Folket.

11:34  Og man kaldte Stedet Kibrot-Hatta'ava, thi der blev de lystne Folk jordet.

11:35  Fra Kibrot-Hatta'ava drog Folket til Hazerot, og de gjorde Holdt i Hazerot.

Chapter 12

12:1  Mirjam og Aron tog til Orde mod Moses i Anledning af den kusjitiske Kvinde, han havde ægtet — han havde nemlig ægtet en kusjitisk Kvinde —

12:2  og sagde: »Har HERREN kun talet til Moses? Mon han ikke ogsaa har talet til os?« Og HERREN hørte det.

12:3  Men den Mand Moses var saare sagtmodig, sagtmodigere end noget andet Menneske paa Jorden.

12:4  Da sagde HERREN i det samme til Moses, Aron og Mirjam: »Gaa alle tre ud til Aabenbaringsteltet!« Og de gik alle tre derud.

12:5  Men HERREN steg ned i Skystøtten og stillede sig ved Indgangen til Teltet og kaldte paa Aron og Mirjam, og de gik begge derud.

12:6  Da sagde han: »Hør, hvad jeg siger: Naar der ellers er en Profet iblandt eder, giver jeg mig til Kende for ham i Syner eller taler med ham i Drømme.

12:7  Anderledes er det med min Tjener Moses: han er tro i hele mit Hus;

12:8  med ham taler jeg Ansigt til Ansigt, ikke i Syner eller Gaader, han skuer HERRENS Skikkelse; hvor tør I da tage til Orde mod min Tjener Moses?«

12:9  Og HERRENS Vrede blussede op imod dem, og han gik bort.

12:10  Da saa Skyen trak sig bort fra Teltet, se, da var Mirjam hvid som Sne af Spedalskhed, og da Aron vendte sig mod Mirjam, se, da var hun spedalsk.

12:11  Da sagde Aron til Moses: »Ak, Herre, lad os dog ikke undgælde for den Synd, vi i Daarskab begik!

12:12  Lad hende dog ikke blive som et dødfødt Barn, hvis Kød er halvt fortæret, naar det kommer ud af Moders Liv!«

12:13  Moses raabte da til HERREN og sagde: »Ak, gør hende dog rask igen!«

12:14  Og HERREN svarede Moses: »Hvis hendes Fader havde spyttet hende i Ansigtet, maatte hun da ikke have baaret sin Skam i syv Dage? Derfor skal hun i syv Dage være udelukket fra Lejren; saa kan hun atter optages.«

12:15  Da blev Mirjam udelukket fra Lejren i syv Dage, og Folket brød ikke op, før Mirjam atter var optaget.

12:16  Saa brød Folket op fra Hazerot og slog Lejr i Parans Ørken.

Chapter 13

13:1  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:

13:2  »Send nogle Mænd af Sted for at undersøge Kana'ans Land, som jeg vil give Israeliterne; een Mand af hver Fædrenestamme skal I sende, og kun Mænd, der er Øverster iblandt dem!«

13:3  Da udsendte Moses dem fra Parans Ørken paa HERRENS Bud, Mænd, der alle var Overhoveder for Israeliterne.

13:4  Deres Navne var følgende: Af Rubens Stamme Sjammua, Zakkurs Søn,

13:5  af Simeons Stamme Sjafat, Horis Søn,

13:6  af Judas Stamme Kaleb, Jefunnes Søn,

13:7  af Issakars Stamme Jig'al, Josefs Søn,

13:8  af Efraims Stamme Hosea, Nuns Søn,

13:9  af Benjamins Stamme Palti, Rafus Søn,

13:10  af Zebulons Stamme Gaddiel, Sodis Søn,

13:11  af Josefs Stamme, det er Manasses Stamme, Gaddi, Susis Søn,

13:12  af Dans Stamme Ammiel, Gemallis Søn,

13:13  af Asers Stamme Setur, Mikaels Søn,

13:14  af Naftalis Stamme Nabi, Vofsis Søn,

13:15  af Gads Stamme Ge'uel, Makis Søn.

13:16  Det var Navnene paa de Mænd, Moses udsendte for at undersøge Landet. Men Moses gav Hosea, Nuns Søn, Navnet Josua.

13:17  Og Moses sendte dem af Sted for at undersøge Kana'ans Land. Og han sagde til dem: »Drag herfra op i Sydlandet og drag op i Bjergene

13:18  og se, hvordan Landet er, og om Folket, som bor der, er stærkt eller svagt, faatalligt eller talrigt,

13:19  om Landet, de bor i, er godt eller daarligt, og om Byerne, de bor i, er Teltlejre eller Fæstninger,

13:20  og om Landet er fedt eller magert, om der findes Træer deri eller ej. Vær ved godt Mod og tag noget af Landets Frugt med tilbage!« Det var netop ved den Tid, de første Druer var modne.

13:21  Saa drog de af Sted og undersøgte Landet lige fra Zins Ørken til Rehob, Egnen hen imod Hamat.

13:22  Saa begav de sig op i Sydlandet og kom til Hebron; der boede Ahiman, Sjesjaj og Talmaj, Anaks Efterkommere. Men Hebron var grundlagt syv Aar før Zoan i Ægypten.

13:23  Da de naaede Esjkoldalen, afskar de en Ranke med en Drueklase, som der maatte to Mand til at bære paa en Bærestang, og plukkede nogle Granatæbler og Figener.

13:24  Man kaldte dette Sted Esjkoldalen med Hentydning til den Drueklase, Israeliterne der skar af.

13:25  Efter fyrretyve Dages Forløb vendte de tilbage efter at have undersøgt Landet;

13:26  og de kom til Moses og Aron og hele Israeliternes Menighed i Parans Ørken i Kadesj og aflagde Beretning for dem og hele Menigheden og viste dem Landets Frugt.

13:27  De fortalte ham: »Vi kom til Landet, du sendte os til; det er virkelig et Land, der flyder med Mælk og Honning, og her er Flugt derfra;

13:28  men stærkt er Folket, som bor i Landet, og Byerne er befæstede og meget store; ja, vi saa ogsaa Efterkommere af Anak der.

13:29  Amalek bor i Sydlandet, Hetiterne, Jebusiterne og Amoriterne i Bjerglandet og Kana'anæerne ved Havet og langs Jordan.«

13:30  Da søgte Kaleb at bringe Folket til Tavshed over for Moses og sagde: »Lad os kun drage op og underlægge os det, thi vi kan sikkert tage det!«

13:31  Men de Mænd, der havde været med ham deroppe, sagde: »Vi kan ikke drage op imod dette Folk, thi det er stærkere end vi!«

13:32  Og de talte nedsættende til Israeliterne om Landet, som de havde undersøgt, og sagde: »Landet, som vi har rejst igennem og undersøgt, er et Land, der fortærer sine Indbyggere, og alle de Folk, vi saa der, var kæmpestore.

13:33  Vi saa der Kæmperne — Anaks Sønner, der er af Kæmpeslægten — og vi forekom baade os selv og dem som Græshopper!«

Chapter 14

14:1  Da opløftede hele Menigheden sin Røst og brød ud i Klageraab, og Folket græd Natten igennem.

14:2  Og alle Israeliterne knurrede imod Moses og Aron, og hele Menigheden sagde til dem: »Gid vi var døde i Ægypten eller her i Ørkenen!

14:3  Hvorfor fører HERREN os til dette Land, naar vi skal falde for Sværdet og vore Kvinder og Børn blive til Bytte? Var det dog ikke bedre for os at vende tilbage til Ægypten?«

14:4  Og de sagde til hverandre: »Lad os vælge os en Fører og vende tilbage til Ægypten!«

14:5  Da faldt Moses og Aron paa deres Ansigt foran hele den israelitiske Menigheds Forsamling.

14:6  Men Josua, Nuns Søn, og Kaleb, Jefunnes Søn, der havde været med til at undersøge Landet, sønderrev deres Klæder

14:7  og sagde til hele Israeliternes Menighed: »Landet, vi har rejst igennem og undersøgt, er et saare, saare godt Land.

14:8  Hvis HERREN har Behag i os, vil han føre os til det Land og give os det, et Land, der flyder med Mælk og Honning.

14:9  Gør kun ikke Oprør imod HERREN og frygt ikke for Landets Befolkning, thi dem tager vi som en Bid Brød; deres Skygge er veget fra dem, men med os er HERREN; frygt ikke for dem!«

14:10  Hele Menigheden tænkte allerede paa at stene dem; men da kom HERRENS Herlighed til Syne for alle Israeliterne ved Aabenbaringsteltet.

14:11  Og HERREN sagde til Moses: »Hvor længe skal dette Folk haane mig, og hvor længe vil det vægre sig ved at tro paa mig, til Trods for alle de Tegn jeg har gjort i det?

14:12  Jeg vil slaa det med Pest og udrydde det, men dig vil jeg gøre til et Folk, større og stærkere end det!«

14:13  Men Moses sagde til HERREN: »Ægypterne har hørt, at du i din Vælde har ført dette Folk bort fra dem;

14:14  og ligeledes har alle dette Lands Indbyggere hørt, at du, HERRE, er midt iblandt dette Folk, thi du, HERRE, aabenbarer dig synligt, idet din Sky staar over dem, og du vandrer foran dem om Dagen i en Skystøtte og om Natten i en Ildstøtte.

14:15  Hvis du nu dræber dette Folk alle som een, vil de Folk, der har hørt dit Ry, sige:

14:16  Fordi HERREN ikke evnede at føre dette Folk til det Land, han havde tilsvoret dem, lod han dem omkomme i Ørkenen.

14:17  Derfor, HERRE, lad din Vælde nu vise sig i sin Storhed, saaledes som du forjættede, da du sagde:

14:18  HERREN er langmodig og rig paa Miskundhed, han forlader Misgerning og Overtrædelse, men han lader ingen ustraffet, og han hjemsøger Fædrenes Brøde paa Børnene i tredje og fjerde Led.

14:19  Saa tilgiv nu dette Folk dets Misgerning efter din store Miskundhed, saaledes som du har tilgivet dette Folk hele Vejen fra Ægypten og hertil!«

14:20  Da sagde HERREN: »Jeg tilgiver dem paa din Bøn.

14:21  Men saa sandt jeg lever saa sandt hele Jorden skal opfyldes af HERRENS Herlighed:

14:22  Ingen af de Mænd, der har set min Herlighed og de Tegn, jeg har gjort i Ægypten og i Ørkenen, og dog nu for tiende Gang har fristet mig og ikke villet lyde min Røst,

14:23  ingen af dem skal se det Land, jeg tilsvor deres Fædre! Ingen af dem, der har haanet mig, skal faa det at se;

14:24  kun min Tjener Kaleb lader jeg komme til det Land, han har været i, og hans Efterkommere skal faa det i Eje, fordi han havde en anden Aand og viste mig fuld Lydighed.

14:25  Men Amalekiterne og Kana'anæerne bor i Lavlandet. Vend derfor om i Morgen, bryd op og drag ud i Ørkenen ad det røde Hav til!«

14:26  Fremdeles talede HERREN til Moses og Aron og sagde:

14:27  »Hvor længe skal jeg taale denne onde Menighed, dem, som bestandig knurrer imod mig? Jeg har hørt Israeliternes Knurren, hørt, hvorledes de knurrer imod mig.

14:28  Sig til dem: Saa sandt jeg lever — lyder det fra HERREN — som I har raabt mig i Øret, saaledes vil jeg handle med eder!

14:29  I Ørkenen her skal eders Kroppe falde, alle I, der blev mønstret, saa mange I er fra Tyveaarsalderen og opefter, I, som har knurret imod mig.

14:30  Sandelig, ingen af eder skal komme til det Land, jeg med løftet Haand svor at ville giver eder at bo i, med Undtagelse af Kaleb, Jefunnes Søn, og Josua, Nuns Søn.

14:31  Eders smaa Børn, som I sagde vilde blive til Bytte, dem vil jeg lade komme derhen, og de skal tage det Land i Besiddelse, som I har vraget,

14:32  men eders egne Kroppe skal falde i Ørkenen her,

14:33  og eders Sønner skal flakke om i Ørkenen i fyrretyve Aar og undgælde for eders Bolen, indtil eders Kroppe er gaaet til Grunde i Ørkenen.

14:34  Som I brugte fyrretyve Dage til at undersøge Landet, saaledes skal I undgælde for eders Misgerninger i fyrretyve Aar, eet Aar for hver Dag, og saaledes faa mit Mishag at føle.

14:35  Jeg HERREN har sagt det: Sandelig, saaledes vil jeg handle med hele denne onde Menighed, der har rottet sig sammen imod mig; i Ørkenen her skal de gaa til Grunde, i den skal de dø!«

14:36  Og de Mænd, Moses havde udsendt for at undersøge Landet, og som efter deres Tilbagekomst havde faaet hele Menigheden til at knurre imod ham ved at tale nedsættende om Landet,

14:37  de Mænd, der havde talt nedsættende om Landet, fik en brat Død for HERRENS Aasyn:

14:38  kun Josua, Nuns Søn, og Kaleb, Jefunnes Søn, blev i Live af de Mænd, der var draget hen for at undersøge Landet.

14:39  Men da Moses forebragte alle Israeliterne disse Ord, grebes Folket af stor Sorg;

14:40  og tidligt næste Morgen drog de op mod det øverste af Bjerglandet og sagde: »Se, vi er rede til at drage op til det Sted, HERREN har talet om, thi vi, har syndet.«

14:41  Da sagde Moses: »Hvorfor vil I overtræde HERRENS Bud? Det vil ikke gaa godt!

14:42  Drag ikke derop, thi HERREN er ikke iblandt eder; gør I det, bliver I slaaet af eders Fjender!

14:43  Thi Amalekiterne og Kana'anæerne vil møde eder der, og I skal falde for Sværdet; I har jo vendt eder fra HERREN, og HERREN er ikke med eder!«

14:44  Alligevel formastede de sig til at drage op mod det øverste af Bjerglandet; men HERRENS Pagts Ark og Moses forlod ikke Lejren.

14:45  Da steg Amalekiterne og Kana'anæerne, der boede der i Bjerglandet, ned og slog dem og adsplittede dem lige til Horma.

Chapter 15

15:1  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:

15:2  Tal til Israeliterne og sig til dem: Naar I kommer til det Land, jeg vil give eder at bo i,

15:3  og I vil ofre HERREN et Ildoffer, Brændoffer eller Slagtoffer, af Hornkvæg eller Smaakvæg for at indfri et Løfte eller af fri Drift eller i Anledning af eders Højtider for at berede HERREN en liflig Duft,

15:4  saa skal den, der bringer HERREN sin Offergave, som Afgrødeoffer bringe en Tiendedel Efa fint Hvedemel, rørt i en Fjerdedel Hin Olie;

15:5  desuden skal du som Drikoffer til hvert Lam ofre en Fjerdedel Hin Vin, hvad enten det er Brændoffer eller Slagtoffer.

15:6  Men til en Væder skal du som Afgrødeoffer ofre to Tiendedele Efa fint Hvedemel, rørt i en Tredjedel Hin Olie;

15:7  desuden skal du som Drikoffer frembære en Tredjedel Hin Vin til en liflig Duft for HERREN.

15:8  Og naar du ofrer en ung Tyr som Brændoffer eller Slagtoffer for at indfri et Løfte eller som Takoffer til HERREN,

15:9  skal du foruden Tyren frembære som Afgrødeoffer tre Tiendedele Efa fint Hvedemel, rørt i en halv Hin Olie;

15:10  desuden skal du som Drikoffer frembære en halv Hin Vin, et Ildoffer til en liflig Duft for HERREN.

15:11  Saaledes skal der gøres for hver enkelt Tyr, hver enkelt Væder eller hvert Lam eller Ged;

15:12  saaledes skal I gøre for hvert enkelt Dyr, saa mange I nu ofrer.

15:13  Enhver indfødt skal gøre disse Ting paa denne Maade, naar han vil bringe et Ildoffer til en liflig Duft for HERREN.

15:14  Og naar en fremmed bor hos eder, eller nogen i de kommende Tider bor iblandt eder, og han vil bringe et Ildoffer til en liflig Duft for HERREN, skal han gøre paa samme Maade som I selv.

15:15  Inden for Forsamlingen skal en og samme Anordning gælde for eder og den fremmede, der bor hos eder; det skal være eder en evig gyldig Anordning fra Slægt til Slægt: hvad der gælder for eder, skal ogsaa gælde for den fremmede for HERRENS Aasyn;

15:16  samme Lov og Ret gælder for eder og den fremmede, der bor hos eder.

15:17  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:

15:18  Tal til Israeliterne og sig til dem: Naar I kommer til det Land, jeg fører eder til,

15:19  og spiser af Landets Brød, skal I yde HERREN en Offerydelse.

15:20  Som Førstegrøde af eders Grovmel skal I yde en Kage som Offerydelse; paa samme Maade som Offerydelsen af Tærskepladsen skal I yde den.

15:21  Af Førstegrøden af eders Grovmel skal I give HERREN en Offerydelse, Slægt efter Slægt.

15:22  Dersom I synder af Vanvare og undlader at udføre noget af alle de Bud, HERREN har kundgjort Moses,

15:23  noget af alt det, HERREN har paalagt eder gennem Moses, fra den Dag HERREN udstedte sit Bud og frem i Tiden fra Slægt til Slægt,

15:24  saa skal hele Menigheden, hvis det sker af Vanvare uden Menighedens Vidende, ofre en ung Tyr som Brændoffer til en liflig Duft for HERREN med det efter Lovbudene dertil hørende Afgrødeoffer og Drikoffer og desuden en Gedebuk som Syndoffer.

15:25  Og Præsten skal skaffe hele Israeliternes Menighed Soning, og dermed opnaar de Tilgivelse; thi det skete af Vanvare, og de bar bragt deres Offergave som et Ildoffer til HERREN og desuden deres Syndoffer for HERRENS Aasyn, for hvad de gjorde af Vanvare.

15:26  Saaledes faar baade hele Israeliternes Menighed og den fremmede, der bor hos dem, Tilgivelse; thi alt Folket har Del i den Synd, der bliver begaaet af Vanvare.

15:27  Men hvis et enkelt Menneske synder af Vanvare, skal han bringe en aargammel Ged som Syndoffer.

15:28  Og Præsten skal skaffe den, der synder af Vanvare, Soning for HERRENS Aasyn ved at udføre Soningen for ham, og saaledes opnaar han Tilgivelse.

15:29  For den indfødte hos Israeliterne og den fremmede, der bor iblandt dem, for eder alle gælder en og samme Lov; naar nogen synder af Vanvare.

15:30  Men den, der handler med Forsæt, hvad enten han er indfødt eller fremmed, han haaner Gud, og det Menneske skal udryddes af sit Folk.

15:31  Thi han har ringeagtet HERRENS Ord og brudt hans Bud; det Menneske skal udryddes, hans Misgerning kommer over ham.

15:32  Medens Israeliterne opholdt sig i Ørkenen, traf de en Mand, som sankede Brænde paa en Sabbat.

15:33  De, der traf ham i Færd med at sanke Brænde, bragte ham til Moses, Aron og hele Menigheden,

15:34  og de satte ham i Varetægt, da der ikke forelaa nogen bestemt Kendelse for, hvad der skulde gøres ved ham.

15:35  Da sagde HERREN til Moses: Den Mand skal lide Døden; hele Menigheden skal stene ham uden for Lejren!

15:36  Hele Menigheden førte ham da uden for Lejren og stenede ham til Døde, som HERREN havde paalagt Moses.

15:37  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:

15:38  Tal til Israeliterne og sig til dem, at de Slægt efter Slægt skal sætte Kvaster paa Fligene af deres Klæder, og at de paa hver enkelt Kvast skal sætte en violet Purpursnor.

15:39  Det skal tjene eder til Tegn, saa at I, hver Gang I ser dem, skal komme alle HERRENS Bud i Hu og handle efter dem og ikke lade eder vildlede af eders Hjerter eller Øjne, af hvilke I lader eder forlede til Bolen —

15:40  for at I kan komme alle mine Bud i Hu og handle efter dem og blive hellige for eders Gud.

15:41  Jeg er HERREN eders Gud, som førte eder ud af Ægypten for at være eders Gud. Jeg er HERREN eders Gud!

Chapter 16

16:1  Men Kora, en Søn af Jizhar, en Søn af Levis Søn Kehat, og Datan og Abiram, Sønner af Eliab, en Søn af Rubens Søn Pallu, gjorde Oprør.

16:2  De gjorde Oprør mod Moses sammen med 250 israelitiske Mænd, Øverster for Menigheden, udvalgte i Folkeforsamlingen, ansete Mænd.

16:3  Og de samlede sig og traadte op imod Moses og Aron og sagde til dem: »Lad det nu være nok, thi hele Menigheden er hellig, hver og en, og HERREN er i dens Midte; hvorfor vil I da ophøje eder over HERRENS Forsamling?«

16:4  Da Moses hørte det, faldt han paa sit Ansigt.

16:5  Derpaa talte han til Kora og alle hans Tilhængere og sagde: »Vent til i Morgen, saa vil HERREN give til kende, hvem der tilhører ham, og hvem der er hellig, saa at han vil give ham Adgang til sig; den, han udvælger, vil han give Adgang til sig.

16:6  Saaledes skal I gøre: Skaf eder Pander, du Kora og alle dine Tilhængere,

16:7  og læg saa i Morgen Gløder paa og kom Røgelse paa for HERRENS Aasyn, saa skal den, HERREN udvælger, være den, som er hellig; lad det nu være nok, I Levisønner!«

16:8  Fremdeles sagde Moses til Kora: »Hør nu, I Levisønner!

16:9  Er det eder ikke nok, at Israels Gud har udskilt eder af Israels Menighed og givet eder Adgang til sig for at udføre Arbejdet ved HERRENS Bolig og staa til Tjeneste for Menigheden?

16:10  Han har givet dig og med dig alle dine Brødre, Levis Sønner, Adgang til sig og nu attraar I ogsaa Præsteværdigheden!

16:11  Derfor, du og alle dine Tilhængere, som har rottet eder sammen mod HERREN, hvad er Aron, at I vil knurre mod ham!«

16:12  Da sendte Moses Bud efter Datan og Abiram, Eliabs Sønner, men de sagde: »Vi kommer ikke!

16:13  Er det ikke nok, at du har ført os bort fra et Land, der flyder med Mælk og Honning, for at lade os dø i Ørkenen, siden du oven i Købet vil opkaste dig til Herre over os!

16:14  Du har sandelig ikke ført os til et Land, der flyder med Mælk og Honning, eller givet os Marker og Vinbjerge! Tror du, du kan stikke disse Mænd Blaar i Øjnene? Vi kommer ikke!«

16:15  Da harmedes Moses højlig og sagde til HERREN: »Vend dig ikke til deres Offergave! Ikke saa meget som et Æsel har jeg frataget dem, ej heller har jeg gjort en eneste af dem noget ondt!«

16:16  Og Moses sagde til Kora: »I Morgen skal du og alle dine Tilhængere komme frem for HERRENS Aasyn sammen med Aron;

16:17  og enhver af eder skal tage sin Pande, lægge Gløder paa og komme Røgelse paa og frembære sin Pande for HERRENS Aasyn, 250 Pander, du selv og Aron skal ogsaa tage hver sin Pande!«

16:18  Da tog hver sin Pande, lagde Gløder paa og kom Røgelse paa, og saa stillede de sig ved Indgangen til Aabenbaringsteltet sammen med Moses og Aron;

16:19  og Kora kaldte hele Menigheden sammen imod dem ved Indgangen til Aabenbaringsteltet. Da kom HERRENS Herlighed til Syne for hele Menigheden,

16:20  og HERREN talede til Moses og Aron og sagde:

16:21  »Skil eder ud fra denne Menighed, saa vil jeg i et Nu tilintetgøre den!«

16:22  Men de faldt paa deres Ansigt og sagde: »O Gud, du Gud over alt Køds Aander, vil du vredes paa hele Menigheden, fordi en enkelt Mand synder?«

16:23  Da talede HERREN til Moses og sagde:

16:24  »Tal til Menigheden og sig: Fjern eder fra Pladsen omkring Koras, Datans og Abirams Bolig!«

16:25  Moses gik nu hen til Datan og Abiram, fulgt af Israels Ældste,

16:26  og han talte til Menigheden og sagde: »Træk eder tilbage fra disse ugudelige Mænds Telte og rør ikke ved noget af, hvad der tilhører dem, for at I ikke skal rives bort for alle deres Synders Skyld!«

16:27  Da fjernede de sig fra Pladsen om Koras, Datans og Abirams Bolig, og Datan og Abiram kom ud og stillede sig ved Indgangen til deres Telte med deres Hustruer og Børn, store og smaa.

16:28  Og Moses sagde: »Derpaa skal I kende, at HERREN har sendt mig for at gøre alle disse Gerninger, og at jeg ikke handler i Egenraadighed:

16:29  Dersom disse dør paa vanlig menneskelig Vis, og der ikke rammer dem andet, end hvad der rammer alle andre, saa har HERREN ikke sendt mig;

16:30  men hvis HERREN lader noget uhørt ske, saa Jorden spiler sit Gab op og sluger dem med alt, hvad der tilhører dem, saa de farer levende ned i Dødsriget, da skal I derpaa kende, at disse Mænd har haanet HERREN!«

16:31  Og straks, da han havde talt alle disse Ord, aabnede Jorden sig under dem,

16:32  og Jorden lukkede sit Gab op og slugte dem og deres Boliger og alle Mennesker, der tilhørte Kora, og alt, hvad de ejede;

16:33  og de for levende ned i Dødsriget med alt, hvad der tilhørte dem, og Jorden lukkede sig over dem, og de blev udryddet af Forsamlingen.

16:34  Men hele Israel, der stod omkring dem, flygtede ved deres Skrig, thi de sagde: »Blot ikke Jorden skal opsluge os!«

16:35  Og Ild for ud fra HERREN og fortærede de 250 Mænd, der frembar Røgelse.

16:36  Da talede HERREN til Moses og sagde:

16:37  »Sig til Eleazar, Præsten Arons Søn, at han skal tage Panderne ud af Branden og strø Gløderne ud noget derfra; thi hellige

16:38  er de Pander, der tilhørte disse Mænd, som begik en Synd, der kostede dem Livet. De skal udhamre dem til Plader til Overtræk paa Alteret, thi de frembar dem for HERRENS Aasyn, og derfor er de hellige; de skal nu tjene Israeliterne til Tegn.«

16:39  Da tog Præsten Eleazar Kobberpanderne, som de opbrændte Mænd havde frembaaret, og hamrede dem ud til. Overtræk paa Alteret

16:40  som et Mindetegn for Israeliterne om, at ingen Lægmand, ingen, som ikke hører til Arons Efterkommere, maa træde frem for at ofre Røgelse for HERRENS Aasyn, for at det ikke skal gaa ham som Kora og hans Tilhængere, saaledes som HERREN havde sagt ham ved Moses.

16:41  Men Dagen efter knurrede hele Israels Menighed mod Moses og Aron og sagde: »Det er eder, der har, dræbt HERRENS Folk!«

16:42  Men da Menigheden samlede sig mod Moses og Aron, vendte de sig mod Aabenbaringsteltet, og se, Skyen dækkede det, og HERRENS Herlighed kom til Syne.

16:43  Da traadte Moses og Aron hen foran Aabenbaringsteltet,

16:44  og HERREN talede til Moses og Aron og sagde:

16:45  »Fjern eder fra denne Menighed, saa vil jeg i et Nu tilintetgøre dem!« Da faldt de paa deres Ansigt,

16:46  og Moses sagde til Aron: »Tag din Pande, læg Gløder fra Alteret paa og kom Røgelse paa og skynd dig saa hen til Menigheden og skaf den Soning, thi Vreden er brudt frem fra HERREN, Plagen har allerede taget fat!«

16:47  Da tog Aron det, saaledes som Moses havde sagt, og løb midt ind i Forsamlingen. Og se, Plagen havde allerede taget fat blandt Folket, men han kom Røgelsen paa og skaffede Folket Soning.

16:48  Og som han stod der midt imellem døde og levende, hørte Plagen op.

16:49  Men de, der omkom ved Plagen, udgjorde 14 700 Mennesker foruden dem, der omkom for Koras Skyld.

16:50  Saa vendte Aron tilbage til Moses ved Indgangen til Aabenbaringsteltet, efter at Plagen var ophørt.

Chapter 17

17:1  Og HERREN talede til Moses og sagde:

17:2  »Sig til Israeliterne, at Øversterne for Fædrenehusene skal give dig en Stav for hvert Fædrenehus, tolv Stave i alt, og skriv saa hver enkelts Navn paa hans Stav

17:3  og skriv Arons Navn paa Levis Stav, thi hvert Overhoved for Fædrenehusene skal have een Stav.

17:4  Læg dem saa ind i Aabenbaringsteltet foran Vidnesbyrdet, der, hvor jeg aabenbarer mig for dig.

17:5  Den Mand, jeg udvælger, hans Stav skal da grønnes; saaledes vil jeg bringe Israeliternes Knurren imod eder til Tavshed, saa jeg kan blive fri for den.«

17:6  Moses sagde nu dette til Israeliterne, og alle deres Øverster gav ham en Stav, saa der blev en Stav for hver Øverste efter deres Fædrenehuse, tolv Stave i alt, og Arons Stav var imellem Stavene.

17:7  Derpaa lagde Moses Stavene hen foran HERRENS Aasyn i Vidnesbyrdets Telt.

17:8  Da Moses næste Dag kom ind i Vidnesbyrdets Telt, se, da var Arons Stav, Staven for Levis Hus, grønnedes; den havde sat Skud, var kommet i Blomst og bar modne Mandler.

17:9  Da tog Moses Stavene bort fra HERRENS Aasyn og bar dem ud til Israeliterne, og de saa paa dem og tog hver sin Stav.

17:10  Men HERREN sagde til Moses: »Læg Arons Stav tilbage foran Vidnesbyrdet, for at den kan opbevares til Tegn for de genstridige, og gør Ende paa deres Knurren, saa jeg kan blive fri for den, at de ikke skal dø!«

17:11  Og Moses gjorde som HERREN havde paalagt ham; saaledes gjorde han.

17:12  Men Israeliterne sagde til Moses: »Se, vi omkommer, det er ude med os, det er ude med os alle sammen!

17:13  Enhver, der kommer HERRENS Bolig nær, dør. Skal vi da virkelig omkomme alle sammen?«

Chapter 18

18:1  HERREN sagde til Aron: Du tillige med dine Sønner og dit Fædrenehus skal have Ansvaret for Helligdommen, og du tillige med dine Sønner skal have Ansvaret for eders Præstetjeneste.

18:2  Men ogsaa dine Brødre, Levis Stamme, din Fædrenestamme, skal du lade træde frem sammen med dig, og de skal holde sig til dig og gaa dig til Haande, naar du tillige med dine Sønner gør Tjeneste foran Vidnesbyrdets Telt;

18:3  og de skal tage Vare paa, hvad du har at varetage, og paa alt, hvad der er at varetage ved Teltet, men de maa ikke komme de hellige Ting eller Alteret nær, at ikke baade de og I skal dø.

18:4  De skal holde sig til dig og tage Vare paa, hvad der er at varetage ved Aabenbaringsteltet, alt Arbejdet derved, men ingen Lægmand maa der komme eder nær.

18:5  Men I skal tage Vare paa, hvad der er at varetage ved Helligdommen og Alteret, for at der ikke atter skal komme Vrede over Israeliterne.

18:6  Se, jeg har selv udtaget eders Brødre Leviterne af Israeliternes Midte som en Gave til eder, de er givet HERREN til at udføre Arbejdet ved Aabenbaringsteltet.

18:7  Men du tillige med dine Sønner skal tage Vare paa eders Præstegerning i alt, hvad der angaar Alteret og det, der er inden for Forhænget, og udføre Arbejdet derved. Som en Gave skænker jeg eder Præstedømmet; men enhver Lægmand, der trænger sig ind deri, skal lide Døden.

18:8  HERREN talede fremdeles til Aron: Se, jeg giver dig, hvad der skal lægges til Side af mine Offerydelser; alle Israeliternes Helliggaver giver jeg dig og dine Sønner som eders Del, en evig gyldig Rettighed.

18:9  Følgende skal tilfalde dig af det højhellige, fraregnet hvad der opbrændes: Alle deres Offergaver, der falder ind under Afgrødeofre, Syndofre og Skyldofre, som de bringer mig til Erstatning; som højhelligt skal dette tilfalde dig og dine Sønner.

18:10  Paa et højhelligt Sted skal du spise det, og alle af Mandkøn maa spise deraf; det skal være dig helligt.

18:11  Fremdeles skal følgende tilfalde dig som Offerydelse af deres Gaver: Alle Gaver fra Israeliterne, hvormed der udføres Svingning, giver jeg dig tillige med dine Sønner og Døtre som en evig gyldig Rettighed; enhver, som er ren i dit Hus, maa spise deraf.

18:12  Alt det bedste af Olien, Mosten og Kornet, Førstegrøden deraf, som de giver HERREN, giver jeg dig.

18:13  De første Frugter af alt, hvad der gror i deres Land, som de bringer HERREN, skal tilfalde dig; enhver, som er ren i dit Hus, maa spise deraf.

18:14  Alt, hvad der lægges Band paa i Israel, skal tilfalde dig.

18:15  Af alt Kød, som de bringer til HERREN, saavel af Mennesker som af Dyr, skal alt, hvad der aabner Moders Liv, tilfalde dig; dog skal du lade de førstefødte Mennesker udløse, og ligeledes skal du lade de førstefødte urene Dyr udløse.

18:16  Hine skal du lade udløse, naar de er en Maaned gamle eller derover, med en Vurderingssum af fem Sekel efter hellig Vægt, tyve Gera paa en Sekel.

18:17  Men de førstefødte Stykker Hornkvæg, Lam eller Geder maa du ikke lade udløse; de er hellige, deres Blod skal du sprænge paa Alteret, og Fedtet skal du bringe som Røgoffer, et Ildoffer til en liflig Duft for HERREN;

18:18  men Kødet tilfalder dig; ligesom Svingningsbrystet og højre Kølle tilfalder det dig.

18:19  Al Offerydelse af Helliggaver, som Israeliterne yder HERREN, giver jeg dig tillige med dine Sønner og Døtre som en evig gyldig Rettighed; det skal være en evig gyldig Saltpagt for HERRENS Aasyn for dig tillige med dine Efterkommere.

18:20  HERREN sagde fremdeles til Aron: Du skal ingen Arvelod have i deres Land, og der skal ikke tilfalde dig nogen Lod iblandt dem; jeg selv er din Arvelod og Del blandt Israeliterne.

18:21  Men se, Levisønnerne giver jeg al Tiende i Israel som Arvelod til Løn for det Arbejde, de udfører ved Aabenbaringsteltet.

18:22  Israeliterne maa herefter ikke komme Aabenbaringsteltet nær, for at de ikke skal paadrage sig Synd og dø;

18:23  kun Leviterne maa udføre Arbejdet ved Aabenbaringsteltet, og de skal have Ansvaret derfor. Det skal være eder en evig gyldig Anordning fra Slægt til Slægt. Men nogen Arvelod skal de ikke have blandt Israeliterne;

18:24  thi Tienden, Israeliterne yder HERREN som Offerydelse, giver jeg Leviterne til Arvelod. Derfor sagde jeg dem, at de ikke skal have nogen Arvelod blandt Israeliterne.

18:25  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:

18:26  Tal til Leviterne og sig til dem: Naar I af Israeliterne modtager Tienden, som jeg har givet eder som den Arvelod, I skal have af dem, saa skal I yde HERREN en Offerydelse deraf, Tiende af Tienden;

18:27  og denne eders Offerydelse skal ligestilles med Offerydelsen af Kornet fra Tærskepladsen og Overfloden fra Vinpersen.

18:28  Saaledes skal ogsaa I yde HERREN en Offerydelse af al den Tiende, I modtager af Israeliterne, og denne HERRENS Offerydelse skal I give Præsten Aron.

18:29  Af alle de Gaver, I modtager, skal I yde HERRENS Offerydelse, af alt det bedste deraf, som hans Helliggave.

18:30  Og sig til dem: Naar I yder det bedste deraf, skal det ligestilles med Offerydelsen af, hvad der kommer fra Tærskepladsen og Vinpersen.

18:31  I maa spise det hvor som helst sammen med eders Familie, thi det er eders Løn for eders Arbejde ved Aabenbaringsteltet.

18:32  Naar I blot yder det bedste deraf, skal I ikke for den Sags Skyld paadrage eder Synd og ikke vanhellige Israeliternes Helliggaver og udsætte eder for at dø.

Chapter 19

19:1  HERREN talede fremdeles til Moses og Aron og sagde:

19:2  Dette er det Lovbud, HERREN har kundgjort: Sig til Israeliterne, at de skal skaffe dig en rød, lydefri Kvie, der er uden Fejl og ikke har baaret Aag.

19:3  Den skal I overgive til Præsten Eleazar, og man skal føre den uden for Lejren og slagte den for hans Aasyn.

19:4  Saa skal Præsten Eleazar tage noget af dens Blod paa sin Finger og stænke det syv Gange i Retning af Aabenbaringsteltets Forside.

19:5  Derpaa skal Kvien brændes i hans Paasyn; dens Hud, Kød og Blod tillige med Skarnet skal opbrændes.

19:6  Derefter skal Præsten tage Cedertræ, Ysop og karmoisinrødt Uld og kaste det paa Baalet, hvor Kvien brænder.

19:7  Saa skal Præsten tvætte sine Klæder og bade sit Legeme i Vand og derefter vende tilbage til Lejren. Men Præsten skal være uren til Aften.

19:8  Ligeledes skal den Mand, der brænder Kvien, tvætte sine Klæder med Vand og bade sit Legeme i Vand og være uren til Aften.

19:9  Og en Mand, der er ren, skal opsamle Kviens Aske og lægge den hen paa et rent Sted uden for Lejren, hvor den skal opbevares for Israeliternes Menighed for at bruges til Renselsesvand. Det er et Syndoffer.

19:10  Og den, der opsamler Kviens Aske, skal tvætte sine Klæder og være uren til Aften. For Israeliterne og den fremmede, der bor iblandt dem, skal dette være en evig gyldig Anordning:

19:11  Den, der rører ved en død, ved noget som helst Lig, skal være uren i syv Dage.

19:12  Han skal lade sig rense for Synd med Asken paa den tredje og syvende Dag, saa bliver han ren; men renser han sig ikke paa den tredje og syvende Dag, bliver han ikke ren.

19:13  Enhver, der rører ved en død, et Lig, og ikke lader sig rense for Synd, besmitter HERRENS Bolig, og det Menneske skal udryddes af Israel, fordi der ikke er stænket Renselsesvand paa ham; han er uren, hans Urenhed klæber endnu ved ham.

19:14  Saaledes er Loven: Naar et Menneske dør i et Telt, bliver enhver, der træder ind i Teltet, og enhver, der er i Teltet, uren i syv Dage;

19:15  og ethvert aabent Kar, et, der ikke er bundet noget over, bliver urent.

19:16  Ligeledes bliver enhver, der paa aaben Mark rører ved en, der er dræbt med Sværd, eller ved en, der er død, eller ved Menneskeknogler eller en Grav, uren i syv Dage.

19:17  For saadanne urene skal man da tage noget af Asken af det brændte Syndoffer og hælde rindende Vand derover i en Skaal.

19:18  Derpaa skal en Mand, der er ren, tage en Ysopstængel, dyppe den i Vandet og stænke det paa Teltet og paa alle de Ting og Mennesker, der har været deri, og paa den, der har rørt ved Menneskeknoglerne, den ihjelslagne, den døde eller Graven.

19:19  Saaledes skal den rene bestænke den urene paa den tredje og syvende Dag og borttage hans Synd paa den syvende Dag. Derefter skal han tvætte sine Klæder og bade sig i Vand, saa er han ren, naar det bliver Aften.

19:20  Men den, som bliver uren og ikke lader sig rense for Synd, han skal udryddes af Forsamlingen; thi han har besmittet HERRENS Helligdom, der er ikke stænket Renselsesvand paa ham, han er uren.

19:21  Det skal være eder en evig gyldig Anordning. Den, der stænker Renselsesvandet, skal tvætte sine Klæder, og den, der rører ved Renselsesvandet, skal være uren til Aften.

19:22  Alt, hvad den urene rører ved skal være urent, og enhver, der rører ved ham, skal være uren til Aften.

Chapter 20

20:1  Derpaa naaede Israeliterne, hele Menigheden, til Zins Ørken i den første Maaned, og Folket slog sig ned i Kadesj. Der døde Mirjam, og der blev hun jordet.

20:2  Men der var ikke Vand til Menigheden; derfor samlede de sig mod Moses og Aron,

20:3  og Folket kivedes med Moses og sagde: »Gid vi var omkommet, dengang vore Brødre omkom for HERRENS Aasyn!

20:4  Hvorfor førte I HERRENS Forsamling ind i denne Ørken, naar vi skal dø her, baade vi og vort Kvæg?

20:5  Og hvorfor førte I os ud af Ægypten, naar I vilde have os hen til dette skrækkelige Sted, hvor der hverken er Korn eller Figener, Vintræer eller Granatæbler, ej heller Vand at drikke?«

20:6  Men Moses og Aron begav sig fra Forsamlingen hen til Aabenbaringsteltets Indgang og faldt paa deres Ansigt. Da viste HERRENS Herlighed sig for dem,

20:7  og HERREN talede til Moses og sagde:

20:8  »Tag Staven og kald saa tillige med din Broder Aron Menigheden sammen og tal til Klippen i deres Paasyn, saa giver den Vand; lad Vand strømme frem af Klippen til dem og skaf Menigheden og dens Kvæg noget at drikke!«

20:9  Da tog Moses Staven fra dens Plads foran HERRENS Aasyn, som han havde paalagt ham;

20:10  og Moses og Aron kaldte Forsamlingen sammen foran Klippen, og han sagde til dem: »Hør nu, I genstridige! Mon vi formaar at faa Vand til at strømme frem til eder af denne Klippe?«

20:11  Og Moses løftede sin Haand og slog to Gange paa Klippen med sin Stav, og der strømmede Vand frem i Mængde, saa at Menigheden og dens Kvæg kunde drikke.

20:12  Men HERREN sagde til Moses og Aron: »Fordi I ikke troede paa mig og helligede mig for Israeliternes Øjne, skal I ikke komme til at føre denne Forsamling ind i det Land, jeg vil give dem!«

20:13  Dette er Meribas Vand, hvor Israeliterne kivedes med HERREN, og hvor han aabenbarede sin Hellighed paa dem.

20:14  Fra Kadesj sendte Moses Sendebud til Kongen af Edom med det Bud: »Din Broder Israel lader sige: Du kender jo alle de Besværligheder, som er vederfaret os,

20:15  hvorledes vore Fædre drog ned til Ægypten, hvorledes vi boede der i lange Tider, og hvorledes Ægypterne mishandlede os og vore Fædre;

20:16  da raabte vi til HERREN, og han hørte vor Røst og sendte en Engel og førte os ud af Ægypten. Se, nu er vi i Byen Kadesj ved Grænsen af dine Landemærker.

20:17  Lad os faa Lov at vandre igennem dit Land. Vi vil hverken drage hen over Marker eller Vinhaver eller drikke Vandet i Brøndene; vi vil gaa ad Kongevejen, vi vil hverken bøje af til højre eller venstre, før vi er naaet igennem dit Land!«

20:18  Men Edom svarede ham: »Du maa ikke vandre igennem mit Land, ellers drager jeg imod dig med Sværd i Haand!«

20:19  Da sagde Israeliterne til ham: »Vi vil følge den slagne Landevej, og der som jeg eller mit Kvæg drikker af dine Vandingssteder, vil jeg betale derfor det er da ikke noget at være bange for, jeg vil kun vandre derigennem til Fods!«

20:20  Men han svarede: »Du maa ikke drage her igennem!« Og Edom rykkede imod ham med mange Krigere og stærkt rustet.

20:21  Da Edom saaledes formente Israel at drage igennem sine Landemærker, bøjede Israel af og drog udenom.

20:22  Derpaa brød Israeliterne, hele Menigheden, op fra Kadesj og kom til Bjerget Hor.

20:23  Og HERREN talede til Moses og Aron ved Bjerget Hor ved Grænsen til Edoms Land og sagde:

20:24  »Aron skal nu samles til sin Slægt, thi han skal ikke komme ind i det Land, jeg vil give Israeliterne, fordi I var genstridige mod mit Bud ved Meribas Vand.

20:25  Tag Aron og hans Søn Eleazar og før dem op paa Bjerget Hor;

20:26  affør saa Aron hans Klæder og ifør hans Søn Eleazar dem, thi der skal Aron tages bort og dø!«

20:27  Da gjorde Moses som HERREN bød, og de gik op paa Bjerget Hor i hele Menighedens Paasyn;

20:28  og efter at Moses havde afført Aron hans Klæder og iført hans Søn Eleazar dem, døde Aron deroppe paa Bjergets Top. Men Moses og Eleazar steg ned fra Bjerget,

20:29  og da hele Menigheden skønnede, at Aron var død, græd de over Aron i tredive Dage, hele Israels Hus.

Chapter 21

21:1  Men da Kana'anæeren, Kongen af Arad, der boede i Sydlandet, hørte, at Israel rykkede frem ad Atarimvejen, angreb han Israel og tog nogle af dem til Fange.

21:2  Da aflagde Israel et Løfte til HERREN og sagde: »Hvis du giver dette Folk i min Haand, vil jeg lægge Band paa deres Byer!«

21:3  Og HERREN hørte Israels Røst og gav Kana'anæerne i deres Haand, hvorefter de lagde Band paa dem og deres Byer. Derfor gav man Stedet Navnet Horma.

21:4  Saa brød de op fra Bjerget Hor i Retning af det røde Hav for at komme uden om Edoms Land. Undervejs blev Folket utaalmodigt

21:5  og talte mod Gud og Moses og sagde: »Hvorfor førte I os ud af Ægypten, naar vi skal dø i Ørkenen? Her er jo hverken Brød eller Vand, og vi er lede ved denne usle Føde.«

21:6  Da sendte HERREN Giftslanger blandt Folket, og de bed Folket saa en Mængde af Israel døde.

21:7  Saa kom Folket til Moses og sagde: »Vi har syndet ved at tale imod HERREN og dig; gaa i Forbøn hos HERREN, at han tager Slangerne fra os!« Og Moses gik i Forbøn for Folket.

21:8  Da sagde HERREN til Moses: »Lav dig en Slange og sæt den paa en Stang, saa skal enhver slangebidt, der ser hen paa den, leve!«

21:9  Da lavede Moses en Kobberslange og satte den paa en Stang; og enhver, der saa hen paa Kobberslangen, naar en Slange havde bidt ham, beholdt Livet.

21:10  Saa brød Israeliterne op og slog Lejr i Obot;

21:11  og de brød op fra Obot og slog Lejr i Ijje-Ha'abarim i Ørkenen østen for Moab.

21:12  Derfra brød de op og slog Lejr i Zereddalen.

21:13  Derfra brød de op og slog Lejr i Ørkenen hinsides Arnon, som udspringer paa Amoriternes Omraade, thi Arnon var Moabs Grænse mod Amoriterne.

21:14  Derfor hedder det i Bogen om HERRENS Krige: .... Vaheb i Sufa og Dalene, Arnon og Dalenes Skrænt,

21:15  som strækker sig til Ars Sæde og læner sig til Moabs Grænse.

21:16  Derfra brød de op til Be'er; det er det Be'er, HERREN havde for Øje, da han sagde til Moses: »Kald Folket sammen, saa vil jeg give dem Vand!«

21:17  Da sang Israeliterne denne Sang: Brønd, væld frem! Syng til dens Pris!

21:18  Brønd, som Høvdinger grov, som Folkets ædle bored med Herskerspir og Stave! Fra Ørkenen brød de op til Mattana;

21:19  fra Mattana til Nahaliel; fra Nahaliel til Bamot;

21:20  fra Bamot til Dalen paa Moabs Højslette, til Pisgas Top, som rager op over Ørkenen.

21:21  Israel sendte nu Sendebud til Amoriterkongen Sihon og lod sige:

21:22  »Lad mig faa Lov at drage igennem dit Land! Vi vil ikke dreje ind paa Marker eller i Vinhaver, vi vil ikke drikke Vand af Brøndene, vi vil følge Kongevejen, indtil vi er naaet igennem dit Land!«

21:23  Men Sihon tillod ikke Israel at drage igennem sit Land; derimod samlede han alt sit Krigsfolk og rykkede ud i Ørkenen imod Israel, og da han naaede Jaza, angreb han Israel.

21:24  Men Israel slog ham med Sværdet og underlagde sig hans Land fra Arnon til Jabbok, til Ammoniternes Land; thi Ja'zer ligger ved Ammoniternes Grænse;

21:25  og Israel indtog alle disse Byer, og Israel bosatte sig i alle Amoriternes Byer, i Hesjbon og alle tilhørende Smaabyer.

21:26  Thi Hesjbon var Amoriterkongen Sihons By; han havde angrebet Moabs forrige Konge og frataget ham hele hans Land indtil Arnon.

21:27  Derfor synger Skjaldene: Kom hid til Hesjbon, lad den blive bygget og grundfæstet, Sihons By!

21:28  Thi Ild for ud fra Hesjbon, Ildslue fra Sihons Stad, den fortærede Moabs Byer, opaad Arnons Højder.

21:29  Ve dig, Moab! Det er ude med dig, Kemosj's Folk! Han gjorde sine Sønner til Flygtninge og sine Døtre til Krigsfanger for Sihon, Amoriternes Konge.

21:30  Og vi skød dem ned, Hesjbon er tabt indtil Dibon; vi lagde dem øde til Nofa, som ligger ved Medeba.

21:31  Saa bosatte Israel sig i Amoriternes Land.

21:32  Derpaa sendte Moses Spejdere til Ja'zer; og de erobrede det tillige med tilhørende Smaabyer, og han drev de der boende Amoriter bort.

21:33  Derpaa vendte de om og drog ad Basan til. Da rykkede Og, Kongen af Basan, ud imod dem med alle sine Krigere og angreb dem ved Edre'i.

21:34  Men HERREN sagde til Moses: »Frygt ikke for ham! Thi jeg giver ham og alle hans Krigere og hans Land i din Haand, saa at du kan handle med ham, som du handlede med Amoriterkongen Sihon, der boede i Hesjbon.«

21:35  Da slog de ham og hans Sønner og alle hans Krigere, saa at ikke en eneste af dem undslap, og derpaa underlagde de sig hans Land.

Chapter 22

22:1  Derefter brød Israeliterne op derfra og slog Lejer paa Moabs Sletter hinsides Jordan over for Jeriko.

22:2  Da Balak, Zippors Søn, saa alt, hvad Israel havde gjort ved Amoriterne,

22:3  grebes Moab af Rædsel for Folket, fordi det var saa talrigt, og Moab gruede for Israeliterne.

22:4  Da sagde Moab til Midjaniternes Ældste: »Nu vil denne Menneskemasse opæde alt, hvad der er rundt omkring os, som Okserne opæder Græsset paa Marken!« Paa den Tid var Balak, Zippors Søn, Konge over Moab.

22:5  Han sendte nu Sendebud til Bileam, Beors Søn, i Petor, der ligger ved Floden, til Ammoniternes Land, og bad ham komme til sig, idet han lod sige: »Se, et Folk er udvandret fra Ægypten; se, det har oversvømmet Landet og slaaet sig ned lige over for mig.

22:6  Kom nu og forband mig det Folk, thi det er mig for mægtigt: maaske jeg da kan slaa det og jage det ud af Landet. Thi jeg ved, at den, du velsigner, er velsignet, og den, du forbander, forbandet!«

22:7  Da gav Moabs og Midjans Ældste sig paa Vej, forsynede med Spaamandsløn, og da de kom til Bileam, overbragte de ham Balaks Ord.

22:8  Han sagde til dem: »Bliv her Natten over, saa skal jeg give eder Svar, efter som HERREN vil tale til mig!« Moabs Høvdinger blev da hos Bileam.

22:9  Men Gud kom til Bileam og spurgte: »Hvem er de Mænd, som er hos dig?«

22:10  Men Bileam svarede Gud: »Zippors Søn, Kong Balak af Moab, har sendt mig det Bud:

22:11  Se, et Folk er udvandret fra Ægypten og har oversvømmet Landet! Kom nu og forband mig det, maaske jeg da kan overvinde det og jage det bort!«

22:12  Men Gud sagde til Bileam: »Du maa ikke gaa med dem, du maa ikke forbande det Folk, thi det er velsignet!«

22:13  Næste Morgen stod Bileam op og sagde til Balaks Høvdinger: »Vend tilbage til eders Land, thi HERREN vægrer sig ved at give mig Tilladelse til at følge med eder!«

22:14  Da brød Moabs Høvdinger op, og de kom til Balak og meldte: »Bileam vægrede sig ved at følge med os!«

22:15  Men Balak sendte paa ny Høvdinger af Sted, flere og mere ansete end de forrige;

22:16  og de kom til Bileam og sagde til ham: »Saaledes siger Balak, Zippors Søn: Undslaa dig ikke for at komme til mig!

22:17  Jeg vil lønne dig rigeligt og gøre alt, hvad du kræver af mig. Kom nu og forband mig det Folk!«

22:18  Men Bileam svarede Balaks Folk: »Om Balak saa giver mig alt det Sølv og Guld, han har i sit Hus, formaar jeg dog hverken at gøre lidt eller meget imod HERREN min Guds Befaling;

22:19  bliv derfor ogsaa I her Natten over, for at jeg kan faa at vide, hvad HERREN yderligere vil tale til mig!«

22:20  Da kom Gud om Natten til Bileam og sagde til ham: »Er disse Mænd kommet til dig for at hente dig, saa følg med dem; men du maa ikke gøre andet, end hvad jeg siger dig!«

22:21  Saa stod Bileam op næste Morgen og sadlede sit Æsel og fulgte med Moabs Høvdinger.

22:22  Men Guds Vrede blussede op, fordi han fulgte med, og HERRENS Engel stillede sig paa Vejen for at staa ham imod, da han kom ridende paa sit Æsel fulgt af sine to Tjenere.

22:23  Da nu Æselet saa HERRENS Engel staa paa Vejen med draget Sværd i Haanden, veg det ud fra Vejen og gik ind paa Marken; men Bileam slog Æselet for at tvinge det tilbage paa Vejen.

22:24  Da stillede HERRENS Engel sig i Hulvejen mellem Vingaardene, hvor der var Mure paa begge Sider;

22:25  og da Æselet saa HERRENS Engel, trykkede det sig op til Muren, saa det trykkede Bileams Fod op mod Muren, og han gav sig atter til at slaa det.

22:26  HERRENS Engel gik nu længere frem og stillede sig i en Snævring, hvor det ikke var muligt at komme til Siden, hverken til højre eller venstre.

22:27  Da Æselet saa HERRENS Engel, lagde det sig ned med Bileam. Da blussede Bileams Vrede op, og han gav sig til at slaa Æselet med Stokken.

22:28  Men HERREN aabnede Æselets Mund, og det sagde til Bileam: »Hvad har jeg gjort dig, siden du nu har slaaet mig tre Gange?«

22:29  Bileam svarede Æselet: »Du har drillet mig; havde jeg haft et Sværd i Haanden, havde jeg slaaet dig ihjel!«

22:30  Men Æselet sagde til Bileam: »Er jeg ikke dit eget Æsel, som du har redet al din Tid indtil i Dag? Har jeg ellers haft for Vane at bære mig saaledes ad over for dig?« Han svarede: »Nej!«

22:31  Da aabnede HERREN Bileams Øjne, og han saa HERRENS Engel staa paa Vejen med draget Sværd i Haanden; og han bøjede sig og kastede sig ned paa sit Ansigt.

22:32  Men HERRENS Engel sagde til ham: »Hvorfor slog du dit Æsel de tre Gange? Se, jeg er gaaet ud for at staa dig imod, thi du handlede overilet ved at rejse imod min Vilje.

22:33  Æselet saa mig og veg tre Gange til Side for mig; og var det ikke veget til Side for mig, havde jeg slaaet dig ihjel, men skaanet dets Liv!«

22:34  Da sagde Bileam til HERRENS Engel: »Jeg har syndet, jeg vidste jo ikke, at det var dig, der traadte i Vejen for mig. Men hvis det er dig imod, vil jeg atter vende tilbage.«

22:35  HERRENS Engel sagde til Bileam: »Følg blot med disse Mænd, men du maa kun sige de Ord, jeg siger dig!« Saa fulgte Bileam med Balaks Høvdinger.

22:36  Da Balak nu hørte, at Bileam var undervejs, gik han ham i Møde til Ar Moab ved den Grænse, Arnon danner, den yderste Grænse.

22:37  Og Balak sagde til Bileam: »Sendte jeg dig ikke Bud og bad dig komme? Hvorfor kom du da ikke til mig? Skulde jeg virkelig være ude af Stand til at lønne dig?«

22:38  Bileam sagde til Balak: »Se, nu er jeg kommet til dig; men mon det staar i min Magt at sige noget? Det Ord, Gud lægger mig i Munden, maa jeg tale!«

22:39  Da fulgte Bileam med Balak, og de kom til Kirjat-Huzot.

22:40  Balak ofrede her Hornkvæg og Smaakvæg og sendte noget til Bileam og Høvdingerne, der var hos ham.

22:41  Næste Morgen tog Balak Bileam med sig og førte ham op til Bamot-Ba'al, hvorfra han kunde øjne den yderste Del af Folket.

Chapter 23

23:1  Og Bileam sagde til Balak: »Byg mig syv Altre her og skaf mig syv unge Tyre og syv Vædre herhen!«

23:2  Balak gjorde, som Bileam sagde, og Balak og Bileam ofrede en Tyr og en Væder paa hvert Alter.

23:3  Derpaa sagde Bileam til Balak: »Bliv staaende her ved dit Brændoffer, saa vil jeg gaa hen og se, om HERREN mulig kommer mig i Møde. Hvad han da lader mig skue, skal jeg lade dig vide.« Saa gik han op paa en nøgen Klippetop.

23:4  Da kom Gud Bileam i Møde. Og han sagde til ham: »Jeg har gjort de syv Altre i Stand og ofret en Tyr og en Væder paa hvert.«

23:5  Og Gud lagde Bileam Ord i Munden og sagde: »Vend tilbage til Balak og tal saaledes til ham!«

23:6  Da vendte han tilbage til ham, og se, han stod ved sit Brændoffer sammen med alle Moabs Høvdinger.

23:7  Og han fremsatte sit Sprog: Fra Aram lod Balak mig hente, Moabs Konge fra Østens Bjerge: »Kom og forband mig Jakob, kom og kald Vrede ned over Israel!«

23:8  Hvor kan jeg forbande, naar Gud ej forbander, nedkalde Vrede, naar HERREN ej vredes!

23:9  Jeg ser det fra Klippernes Top, fra Højderne skuer jeg det, et Folk, der bor for sig selv og ikke regner sig til Hedningefolkene.

23:10  Hvem kan maale Jakobs Sandskorn, hvem kan tælle Israels Støvgran? Min Sjæl dø de Oprigtiges Død, og mit Endeligt vorde som deres!

23:11  Da sagde Balak til Bileam: »Hvad har du gjort imod mig! Jeg lod dig hente, for at du skulde forbande mine Fjender, og se, du har velsignet dem!«

23:12  Men han svarede: »Skal jeg ikke omhyggeligt sige, hvad HERREN lægger mig i Munden?«

23:13  Da sagde Balak til ham: »Følg med mig til et andet Sted, hvorfra du kan se Folket, dog kun den yderste Del deraf og ikke det hele, og forband mig det saa fra det Sted!«

23:14  Og han tog ham med til Udkigsmarken paa Toppen af Pisga og rejste der syv Altre og ofrede en Tyr og en Væder paa hvert.

23:15  Derpaa sagde Bileam til Balak: »Bliv staaende her ved dit Brændoffer, medens jeg ser efter, om der møder mig noget!«

23:16  Da kom Gud Bileam i Møde og lagde ham Ord i Munden og sagde: »Vend tilbage til Balak og tal saaledes!«

23:17  Saa kom han hen til ham, og se, han stod ved sit Brændoffer sammen med Moabs Høvdinger; og Balak spurgte ham: »Hvad har HERREN sagt?«

23:18  Da fremsatte han sit Sprog: Rejs dig, Balak, og hør, lyt til mig, Zippors Søn!

23:19  Gud er ikke et Menneske, at han skulde lyve, et Menneskebarn, at han skulde angre; mon han siger noget uden at gøre det, mon han taler uden at fuldbyrde det?

23:20  Se, at velsigne er mig givet, saa velsigner jeg og tager intet tilbage!

23:21  Man skuer ej Nød i Jakob, ser ej Trængsel i Israel; HERREN dets Gud er med det, og Kongejubel lyder hos det.

23:22  Gud førte det ud af Ægypten, det har en Vildokses Horn.

23:23  Thi mod Jakob hjælper ej Galder, Trolddom ikke mod Israel. Nu siger man om Jakob og om Israel: »Hvad har Gud gjort?«

23:24  Se, et Folk, der staar op som en Løvinde, rejser sig som en Løve! Det lægger sig først, naar det har ædt Rov og drukket de dræbtes Blod.

23:25  Da sagde Balak til Bileam: »Vil du ikke forbande det, saa velsign det i alt Fald ikke!«

23:26  Men Bileam svarede og sagde til Balak: »Har jeg ikke sagt dig, at alt, hvad HERREN siger, det gør jeg!«

23:27  Da sagde Balak til Bileam: »Kom, jeg vil tage dig med til et andet Sted, maaske det vil behage Gud, at du forbander mig det fra det Sted.«

23:28  Og Balak førte Bileam op paa Toppen af Peor, der rager op over Ørkenen.

23:29  Saa sagde Bileam til Balak: »Byg mig syv Altre her og skaf mig syv unge Tyre og syv Vædre herhen!«

23:30  Balak gjorde, som Bileam sagde, og ofrede en Tyr og en Væder paa hvert Alter.

Chapter 24

24:1  Men da Bileam saa, at HERRENS Hu stod til at velsigne Israel, gik han ikke som de forrige Gange hen for at søge Varsler, men vendte sig mod Ørkenen;

24:2  og Bileam saa op og fik Øje paa Israel; som laa lejret Stamme for Stamme. Da kom Guds Aand over ham,

24:3  og han fremsatte sit Sprog: Saa siger Bileam, Beors Søn, saa siger Manden, hvis Øje er lukket,

24:4  saa siger han, der hører Guds Ord og kender den Højestes Viden, som skuer den Almægtiges Syner, hensunken, med opladt Øje:

24:5  Hvor herlige er dine Telte, Jakob, og dine Boliger, Israel!

24:6  Som Dale, der strækker sig vidt, som Haver langs med en Flod, som Aloetræer, HERREN har plantet, som Cedre ved Vandets Bred.

24:7  Dets Spande flyder over med Vand, dets Korn faar rigelig Væde. Mægtigere end Agag er dets Konge, og ophøjet er dets Kongedømme.

24:8  Gud førte det ud af Ægypten, det har en Vildokses Horn; det opæder de Folkeslag der staar det imod, søndrer deres Ben og knuser deres Lænder.

24:9  Det lægger sig, hviler som en Løve, ja, som en Løvinde, hvo tør vække det! Velsignet, hvo dig velsigner, forbandet, hvo dig forbander!

24:10  Da blussede Balaks Vrede op mod Bileam, og han slog Hænderne sammen; og Balak sagde til Bileam: »For at forbande mine Fjender bad jeg dig komme, og se, nu har du velsignet dem tre Gange!

24:11  Skynd dig derhen, hvor du kom fra! Jeg lovede dig rigelig Løn, men mon har HERREN unddraget dig den!«

24:12  Men Bileam sagde til Balak: »Sagde jeg ikke allerede til Sendebudene, du sendte mig:

24:13  Om Balak saa giver mig alt det Sølv og Guld, han har i sit Hus, kan jeg ikke være ulydig mod HERREN og gøre noget som helst af egen Vilje; hvad HERREN siger, vil jeg sige!

24:14  Vel, jeg drager til mit Folk, men kom, jeg vil lade dig vide, hvad dette Folk skal gøre ved dit Folk i de sidste Dage.«

24:15  Derpaa fremsatte han sit Sprog: Saa siger Bileam, Beors Søn, saa siger Manden, hvis Øje er lukket,

24:16  saa siger han, der hører Guds Ord og kender den Højestes Viden, som skuer den Almægtiges Syner, hensunken, med opladt Øje:

24:17  Jeg ser ham, dog ikke nu, jeg skuer ham, dog ikke nær! En Stjerne opgaar af Jakob, et Herskerspir løfter sig fra Israel! Han knuser Moabs Tindinger og alle Setsønnernes Isse.

24:18  Edom bliver et Lydland, og Se'irs undslupne gaar til Grunde, Israel udfolder sin Magt,

24:19  og Jakob kuer sine Fjender.

24:20  Men da han saa Amalekiterne, fremsatte han sit Sprog: Det første af Folkene er Amalek, men til sidst vies det til Undergang!

24:21  Og da han saa Keniterne, fremsatte han sit Sprog: Urokkelig er din Bolig, din Rede bygget paa Klippen.

24:22  Kain er dog hjemfalden til Undergang! Hvor længe? Assur skal føre dig bort!

24:23  Derpaa fremsatte han sit Sprog: Ve! Hvo bliver i Live, naar Gud lader det ske!

24:24  Der kommer Skibe fra Kittæernes Kyst; de kuer Assur, de kuer Eber — men ogsaa han er viet til Undergang!

24:25  Saa drog Bileam tilbage til sin Hjemstavn; og Balak gik ogsaa bort.

Chapter 25

25:1  Israeliterne slog sig derpaa ned i Sjittim. Men Folket begyndte at bedrive Hor med de moabitiske Kvinder;

25:2  og da de indbød Folket til deres Guders Slagtofre, spiste Folket deraf og tilbad deres Guder.

25:3  Og Israel holdt til med Ba'al-Peor; derover blussede HERRENS Vrede op mod Israel,

25:4  og HERREN sagde til Moses: »Kald alle Folkets Overhoveder sammen og hæng dem op for HERREN under aaben Himmel, for at HERRENS Vrede maa vige fra Israel!«

25:5  Og Moses sagde til Israeliternes Dommere: »Enhver af eder skal slaa dem af sine Mænd ihjel, der har holdt til med Ba'al-Peor!«

25:6  Og se, en af Israeliterne kom og førte en midjanitisk Kvinde hen til sine Landsmænd lige for Øjnene af Moses og hele Israeliternes Menighed, medens de stod og græd ved Indgangen til Aabenbaringsteltet.

25:7  Da nu Pinehas, Præsten Arons Søn Eleazars Søn, saa det, traadte han frem af Menighedens Midte, greb et Spyd,

25:8  fulgte den israelitiske Mand ind i Sengekammeret og gennemborede dem begge, baade den israelitiske Mand og Kvinden, hende gennem Underlivet. Da standsede Plagen blandt Israeliterne.

25:9  Men Tallet paa dem, Plagen havde kostet Livet, løb op til 24 000.

25:10  Da talede HERREN saaledes til Moses:

25:11  »Pinehas, Præsten Arons Søn Eleazars Søn, har vendt min Vrede fra Israeliterne, idet han var nidkær iblandt dem med min Nidkærhed, saa at jeg ikke tilintetgjorde Israeliterne i min Nidkærhed.

25:12  Derfor skal du sige: Se, jeg giver ham min Fredspagt!

25:13  Et evigt Præstedømmes Pagt skal blive hans og efter ham hans Efterkommeres Lod, til Løn for at han var nidkær for sin Gud og skaffede Israeliterne Soning.«

25:14  Den dræbte Israelit, han, der dræbtes sammen med den midjanitiske Kvinde, hed Zimri, Salus Søn, og var Øverste for et Fædrenehus blandt Simeoniterne;

25:15  og den dræbte midjanitiske Kvinde hed Kozbi og var en Datter af Zur, der var Stammehøvding for et Fædrenehus blandt Midjaniterne,

25:16  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:

25:17  »Fald over Midjaniterne og slaa dem;

25:18  thi de faldt over eder med de Rænker, de spandt imod eder i den Sag med Peor og med Kozbi, den midjanitiske Høvdings Datter, deres Landsmandinde, der dræbtes, den Dag Plagen brød løs for Peors Skyld.«

Chapter 26

26:1  Efter denne Plage talede HERREN til Moses og Eleazar, Præsten Arons Søn, og sagde:

26:2  »Hold Mandtal over hele Israeliternes Menighed fra Tyveaarsalderen og opefter, Fædrenehus for Fædrenehus, alle vaabenføre Mænd i Israel!«

26:3  Da mønstrede Moses og Præsten Eleazar dem paa Moabs Sletter ved Jordan over for Jeriko

26:4  fra Tyveaarsalderen og opefter, som HERREN havde paalagt Moses. Og Israeliterne, som var udvandret fra Ægypten, var følgende:

26:5  Ruben, Israels førstefødte; Rubens Sønner: Fra Hanok stammer Hanokiternes Slægt, fra Pallu Palluiternes Slægt,

26:6  fra Hezron Hezroniternes Slægt og fra Karmi Karmiternes Slægt.

26:7  Det var Rubeniternes Slægter, og de af dem, som mønstredes, udgjorde 43 730.

26:8  Pallus Søn var Eliab;

26:9  Eliabs Sønner: Nemuel, Datan og Abiram; det var den Datan og den Abiram, Menighedens udvalgte, som satte sig op imod Moses og Aron sammen med Koras Tilhængere, da de satte sig op imod HERREN;

26:10  og Jorden aabnede sit Gab og slugte dem sammen med Kora, da hans Tilhængere omkom, idet Ilden fortærede de 250 Mænd, og de blev et Tegn til Advarsel.

26:11  Men Koras Sønner omkom ikke.

26:12  Simeons Sønners Slægter var følgende: Fra Nemuel stammer Nemueliternes Slægt, fra Jamin Jaminiternes Slægt, fra Jakin Jakiniternes Slægt,

26:13  fra Zera Zeraiternes Slægt og fra Sja'ul Sja'uliternes Slægt.

26:14  Det var Simeoniternes Slægter, 22 200.

26:15  Gads Sønners Slægter var følgende: Fra Zefon stammer Zefoniternes Slægt, fra Haggi Haggiternes Slægt, fra Sjuni Sjuniternes Slægt,

26:16  fra Ozni Ozniternes Slægt, fra Eri Eriternes Slægt,

26:17  fra Arod Aroditernes Slægt og fra Ar'eli Ar'eliternes Slægt.

26:18  Det var Gads Sønners Slægter, de af dem, som mønstredes, 40 500.

26:19  Judas Sønner var Er og Onan, men Er og Onan døde i Kana'ans Land.

26:20  Judas Sønners Slægter var følgende: Fra Sjela stammer Sjelaniternes Slægt, fra Perez Pereziternes Slægt og fra Zera Zeraiternes Slægt;

26:21  Perez's Sønner: Fra Hezron stammer Hezroniternes Slægt og fra Hamul Hamuliternes Slægt.

26:22  Det var Judas Slægter, de af dem, som mønstredes, 76 500.

26:23  Issakars Sønners Slægter var følgende: Fra Tola stammer Tolaiternes Slægt, fra Pua Puniternes Slægt;

26:24  fra Jasjub Jasjubiternes Slægt og fra Sjimron Sjimroniternes Slægt.

26:25  Det var Issakars Slægter, de af dem, som mønstredes, 64 300.

26:26  Zebulons Sønners Slægter var følgende: Fra Sered stammer Serediternes Slægt, fra Elon Eloniternes Slægt og fra Jale'el Jale'eliternes Slægt.

26:27  Det var Zebuloniternes Slægter, de af dem, som mønstredes, 60 500.

26:28  Josefs Sønners Slægter var følgende: Manasse og Efraim;

26:29  Manasses Sønner: Fra Makir stammer Makiriternes Slægt; Makir avlede Gilead, fra Gilead stammer Gileaditernes Slægt;

26:30  Gileads Sønner var følgende: Fra Abiezer stammer Abiezriternes Slægt, fra Helek Helekiternes Slægt,

26:31  fra Asriel Asrieliternes Slægt, fra Sjekem Sjekemiternes Slægt,

26:32  fra Sjemida Sjemidaiternes Slægt og fra Hefer Heferiternes Slægt;

26:33  men Zelofhad, Hefers Søn, havde ingen Sønner, kun Døtre; Zelofhads Døtre hed Mala, Noa, Hogla, Milka og Tirza.

26:34  Det var Manasses Slægter, og de af dem, som mønstredes, udgjorde 52 700.

26:35  Efraims Sønners Slægter var følgende: Fra Sjutela stammer Sjutelaiternes Slægt, fra Beker Bekeriternes Slægt og fra Tahan Tahaniternes Slægt;

26:36  Sjultelas Sønner var følgende: Fra Eran stammer Eraniternes Slægt.

26:37  Det var Efraimiternes Slægter, de af dem, som mønstredes, 32 500. Det var Josefs Sønners Slægter.

26:38  Benjamins Sønners Slægter var følgende: Fra Bela stammer Belaiternes Slægt, fra Asjbel Asjbeliternes Slægt, fra Ahiram Ahiramiternes Slægt,

26:39  fra Sjufam Sjufamiternes Slægt og fra Hufam Hufamiternes Slægt.

26:40  Belas Sønner: Ard og Na'aman; fra Ard stammer Arditernes Slægt, fra Na'aman Na'amiternes Slægt.

26:41  Det var Benjamins Sønners Slægter, og de af dem, som mønstredes, udgjorde 45 600.

26:42  Dans Sønners Slægter var følgende: Fra Sjuham stammer. Sjuhamiternes Slægt. Det var Dans Slægter, Slægt for Slægt.

26:43  Alle Sjuhamiternes Slægter, de af dem, som mønstredes, udgjorde 64 400.

26:44  Asers Sønners Slægter var følgende: Fra Jimna stammer Jimniternes Slægt, fra Jisjvi Jisjviternes Slægt og fra Beri'a Beri'aiternes Slægt;

26:45  fra Beri'as Sønner: Fra Heber stammer Hebriternes Slægt og fra Malkiel Malkieliternes Slægt.

26:46  Asers Datter hed Sera.

26:47  Det var Asers Sønners Slægter, og de af dem, som mønstredes, udgjorde 53 400.

26:48  Naftalis Sønners Slægter var følgende: Fra Jaze'el stammer Jaze'eliternes Slægt, fra Guni Guniternes Slægt,

26:49  fra Jezer Jezeriternes Slægt og fra Sjillem Sjillemiternes Slægt,

26:50  Det var Naftalis Slægter, Slægt for Slægt, og de af dem, som mønstredes, udgjorde 45 400.

26:51  Det var dem af Israeliterne, som mønstredes, 601 730.

26:52  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:

26:53  Til dem skal Landet udskiftes til Arv og Eje efter de optalte Navne.

26:54  En stor Stamme skal du give en stor Arvelod, en lille Stamme en lille; enhver af dem skal der gives en Arvelod efter Tallet paa de mønstrede i den.

26:55  Dog skal Landet udskiftes ved Lodkastning; de skal have deres Arvelodder efter Navnene paa deres fædrene Stammer;

26:56  ved Lodkastning skal enhver Stamme, stor eller lille, have sin Arvelod tildelt.

26:57  Følgende er de af Leviterne, der mønstredes, Slægt for Slægt: Fra Gerson stammer Gersoniternes Slægt, fra Kehat Kehatiternes Slægt og fra Merari Merariternes Slægt.

26:58  Følgende er Levis Slægter: Libniternes Slægt, Hebroniternes Slægt, Maliternes Slægt, Musjiternes Slægt og Koraiternes Slægt. Kehat avlede Amram.

26:59  Amrams Hustru hed Jokebed, Levis Datter, som fødtes Levi i Ægypten; hun fødte for Amram Aron, Moses og deres Søster Mirjam.

26:60  For Aron fødtes Nadab, Abihu, Eleazar og Itamar.

26:61  Men Nadab og Abihu omkom, da de frembar fremmed Ild for HERRENS Aasyn.

26:62  De af dem, der mønstredes, udgjorde 23 000, alle af Mandkøn fra en Maaned og opefter. De mønstredes nemlig ikke sammen med de andre Israeliter, da der ikke var givet dem nogen Arvelod blandt Israeliterne.

26:63  Det var dem, der mønstredes af Moses og Præsten Eleazar, da disse mønstrede Israeliterne paa Moabs Sletter ved Jordan over for Jeriko.

26:64  Blandt dem var der ingen, som var mønstret af Moses og Præsten Aron, da de mønstrede Israeliterne i Sinaj Ørken;

26:65  thi HERREN havde sagt til dem, at de skulde dø i Ørkenen. Derfor var der ingen tilbage af dem undtagen Kaleb, Jefunnes Søn, og Josua, Nuns Søn.

Chapter 27

27:1  Men Zelofhads Døtre, hvis Fader var en Søn af Hefer, en Søn af Gilead, en Søn af Makir, en Søn af Manasse — de hørte altsaa til Josefs Søn Manasses Slægter, og deres Navne var Mala, Noa, Hogla, Milka og Tirza — traadte hen

27:2  og stillede sig frem for Moses, Præsten Eleazar, Øversterne og hele Menigheden ved Indgangen til Aabenbaringsteltet og sagde:

27:3  »Vor Fader døde i Ørkenen — han hørte ikke med til Koras Tilhængere, dem, der rottede sig sammen mod HERREN, men døde for sin egen Synds Skyld — og han havde ingen Sønner.

27:4  Hvorfor skal nu vor Faders Navn udslettes af hans Slægt, fordi han ingen Søn havde? Giv os Ejendom blandt vor Faders Brødre!«

27:5  Og Moses lagde deres Sag frem for HERRENS Aasyn.

27:6  Da talede HERREN saaledes til Moses:

27:7  »Zelofhads Døtre har Ret i, hvad de siger; giv dem Ejendom til Arvelod mellem deres Faders Brødre og lad deres Faders Arvelod tilfalde dem.

27:8  Og til Israeliterne skal du tale og sige saaledes: Naar en Mand dør uden at efterlade sig nogen Søn, da skal I lade hans Arvelod gaa i Arv til hans Datter;

27:9  har han heller ingen Datter, skal I give hans Arvelod til hans Brødre;

27:10  har han heller ingen Brødre, skal I give hans Arvelod til hans Farbrødre;

27:11  og har hans Fader ingen Brødre, skal I give hans Arvelod til hans nærmeste kødelige Slægtning, som saa skal arve den. Det skal være Israeliterne en retsgyldig Anordning, som HERREN har paalagt Moses.«

27:12  Og HERREN sagde til Moses: »Stig op paa Abarimbjerget her og se ud over Landet, som jeg vil give Israeliterne.

27:13  Og naar du har set ud over det, skal ogsaa du samles til din Slægt ligesom din Broder Aron;

27:14  I var jo genstridige mod mit Ord i Zins Ørken, dengang Menigheden yppede Kiv, saa at I ikke helligede mig i deres Paasyn ved at skaffe Vand.« Det er Meribat-Kadesj's Vand i Zins Ørken.

27:15  Og Moses talte saaledes til HERREN:

27:16  »Maatte HERREN, Gud over alt Køds Aander, indsætte en Mand over Menigheden,

27:17  som kan drage ud og hjem i Spidsen for dem og føre dem ud og hjem, for at ikke HERRENS Menighed skal blive som en Hjord uden Hyrde!«

27:18  Da sagde HERREN til Moses: »Tag Josua, Nuns Søn, en Mand, i hvem der er Aand, læg din Haand paa ham,

27:19  fremstil ham for Præsten Eleazar og hele Menigheden og indsæt ham saaledes i deres Paasyn;

27:20  og overdrag ham noget af din Værdighed, for at hele Israeliternes Menighed kan adlyde ham.

27:21  Men han skal træde frem for Præsten Eleazar, for at han kan skaffe ham Urims Kendelse for HERRENS Aasyn; paa hans Bud skal han drage ud, og paa hans Bud skal han vende hjem, han og alle Israeliterne, hele Menigheden.«

27:22  Moses gjorde som HERREN havde paalagt ham; han tog Josua og fremstillede ham for Præsten Eleazar og hele Menigheden;

27:23  og han lagde sine Hænder paa ham og indsatte ham, saaledes som HERREN havde paabudt ved Moses.

Chapter 28

28:1  Og HERREN talede til Moses og sagde:

28:2  Byd Israeliterne og sig til dem: I skal omhyggeligt bringe mig mine Offergaver, min Ildofferspise til en liflig Duft, til de fastsatte Tider!

28:3  Og sig til dem: Dette er det Ildoffer, I skal bringe HERREN: Hver Dag to aargamle, lydefri Lam som dagligt Brændoffer;

28:4  det ene Lam skal du ofre om Morgenen, det andet ved Aftenstid;

28:5  og som Afgrødeoffer dertil en Tiendedel Efa fint Hvedemel, rørt i en Fjerdedel Hin Olie af knuste Frugter —

28:6  det er det daglige Brændoffer, som ofredes ved Sinaj Bjerg til en liflig Duft, et Ildoffer for HERREN —

28:7  fremdeles som Drikoffer dertil en Fjerdedel Hin Vin for hvert Lam; i Helligdommen skal der udgydes Drikoffer af stærk Drik for HERREN.

28:8  Det andet Lam skal du ofre ved Aftenstid; med samme Afgrødeoffer og Drikoffer som om Morgenen skal du ofre det, et Ildoffer til en liflig Duft for HERREN.

28:9  Paa Sabbatsdagen skal det være to aargamle, lydefri Lam og som Afgrødeoffer to Tiendedele Efa fint Hvedemel, rørt i Olie, med tilhørende Drikoffer,

28:10  et Sabbatsbrændoffer paa hver Sabbat foruden det daglige Brændoffer med tilhørende Drikoffer.

28:11  Paa den første Dag i hver Maaned skal I som Brændoffer bringe HERREN to unge Tyre, en Væder og syv aargamle Lam, lydefri Dyr,

28:12  og som Afgrødeoffer dertil for hver Tyr tre Tiendedele Efa fint Hvedemel, rørt i Olie, som Afgrødeoffer for hver Væder to Tiendedele Efa fint Hvedemel, rørt i Olie,

28:13  og som Afgrødeoffer for hvert Lam en Tiendedel Efa fint Hvedemel, rørt i Olie, et Brændoffer til en liflig Duft, et Ildoffer for HERREN;

28:14  desuden de tilhørende Drikofre, en halv Hin Vin for hver Tyr, en Tredjedel Hin for hver Væder og en Fjerdedel Hin for hvert Lam. Det er det maanedlige Brændoffer for hver af Aarets Maaneder.

28:15  Tillige skal der foruden det daglige Brændoffer ofres HERREN en Gedebuk som Syndoffer med tilhørende Drikoffer.

28:16  Paa den fjortende Dag i den første Maaned skal der være Paaske for HERREN.

28:17  Den femtende Dag i den Maaned er det Højtid; i syv Dage skal der spises usyrede Brød.

28:18  Paa den første Dag skal der være Højtidsstævne, intet som helst Arbejde maa I udføre.

28:19  Da skal I bringe som Ildoffer, som Brændoffer for HERREN, to unge Tyre, en Væder og syv aargamle Lam, lydefri Dyr skal I tage

28:20  og som Afgrødeoffer dertil fint Hvedemel rørt i Olie; tre Tiendedele Efa skal I ofre for hver Tyr, to Tiendedele for hver Væder

28:21  og en Tiendedel for hvert af de syv Lam;

28:22  desuden en Buk som Syndoffer for at skaffe eder Soning.

28:23  Foruden Morgenbrændofferet, det daglige Brændoffer, skal I ofre det.

28:24  Saadanne Ofre skal I bringe hver af de syv Dage som Ildofferspise til en liflig Duft for HERREN; de skal ofres med tilhørende Drikoffer foruden det daglige Brændoffer.

28:25  Paa den syvende Dag skal I holde Højtidsstævne; intet som helst Arbejde maa I udføre.

28:26  Paa Førstegrødens Dag, naar I bringer HERREN Afgrødeoffer af den ny Afgrøde paa eders Ugefest, skal I holde Højtidsstævne; intet som helst Arbejde maa I udføre.

28:27  Da skal I som Brændoffer til en liflig Duft for HERREN ofre to unge Tyre, en Væder og syv aargamle Lam

28:28  og som Afgrødeoffer dertil fint Hvedemel, rørt i Olie, tre Tiendedele Efa for hver Tyr, to Tiendedele for hver Væder

28:29  og en Tiendedel for hvert af de syv Lam;

28:30  desuden en Gedebuk for at skaffe eder Soning.

28:31  Foruden det daglige Brændoffer med tilhørende Afgrødeoffer skal I ofre det, lydefri Dyr skal I tage, med tilhørende Drikofre.

Chapter 29

29:1  Paa den første Dag i den syvende Maaned skal I holde Højtidsstævne, intet som helst Arbejde maa I udføre; I skal fejre den som en Hornblæsningsdag.

29:2  Da skal I som Brændoffer til en liflig Duft for HERREN ofre en ung Tyr, en Væder og syv aargamle Lam, lydefri Dyr;

29:3  som Afgrødeoffer dertil fint Hvedemel, rørt i Olie, tre Tiendedele Efa for Tyren, to Tiendedele for Væderen

29:4  og en Tiendedel for hvert af de syv Lam;

29:5  desuden en Gedebuk som Syndoffer for at skaffe eder Soning;

29:6  alt foruden Nymaanebrændofferet med tilhørende Afgrødeoffer og det daglige Brændoffer med tilhørende Afgrødeoffer og Drikofre efter de derom gældende Forskrifter, til en liflig Duft, et Ildoffer for HERREN.

29:7  Paa den tiende Dag i samme syvende Maaned skal I holde Højtidsstævne, I skal faste og maa intet som helst Arbejde udføre.

29:8  Da skal I som Brændoffer til en liflig Duft for HERREN ofre en ung Tyr, en Væder og syv aargamle Lam, lydefri Dyr skal I tage,

29:9  og som Afgrødeoffer dertil fint Hvedemel, rørt i Olie, tre Tiendedele Efa for Tyren, to Tiendedele for Væderen

29:10  og en Tiendedel for hvert af de syv Lam;

29:11  desuden en Gedebuk som Syndoffer; alt foruden Soningssyndofferet og det daglige Brændoffer med tilhørende Afgrødeoffer og Drikofre.

29:12  Paa den femtende Dag i den syvende Maaned skal I holde Højtidsstævne, I maa intet som helst Arbejde udføre, og I skal holde Højtid for HERREN i syv Dage.

29:13  Da skal I som Brændoffer, som Ildoffer til en liflig Duft for HERREN ofre tretten unge Tyre, to Vædre og fjorten aargamle Lam, lydefri Dyr skal det være,

29:14  og som Afgrødeoffer dertil fint Hvedemel, rørt i Olie, tre Tiendedele Efa for hver af de tretten Tyre, to Tiendedele for hver af de to Vædre

29:15  og en Tiendedel for hvert af de fjorten Lam;

29:16  desuden en Gedebuk som Syndoffer; alt foruden det daglige Brændoffer med tilhørende Afgrødeoffer og Drikoffer.

29:17  Paa den anden Dag skal I ofre tolv unge Tyre, to Vædre og fjorten aargamle Lam, lydefri Dyr,

29:18  med tilhørende Afgrødeoffer og Drikofre for Tyrene, Vædrene og Lammene efter deres Tal paa den foreskrevne Maade;

29:19  desuden en Gedebuk som Syndoffer; alt foruden det daglige Brændoffer med tilhørende Afgrødeoffer og Drikoffer.

29:20  Paa den tredje Dag skal I ofre elleve unge Tyre, to Vædre og fjorten aargamle Lam, lydefri Dyr,

29:21  med tilhørende Afgrødeoffer og Drikofre for Tyrene, Vædrene og Lammene efter deres Tal paa den foreskrevne Maade;

29:22  desuden en Gedebuk som Syndoffer; alt foruden det daglige Brændoffer med tilhørende Afgrødeoffer og Drikoffer.

29:23  Paa den fjerde Dag skal I ofre ti Tyre, to Vædre og fjorten aargamle Lam, lydefri Dyr,

29:24  med tilhørende Afgrødeoffer og Drikofre for Tyrene, Vædrene og Lammene efter deres Tal paa den foreskrevne Maade;

29:25  desuden en Gedebuk som Syndoffer; alt foruden det daglige Brændoffer med tilhørende Afgrødeoffer og Drikoffer.

29:26  Paa den femte Dag skal I ofre ni Tyre, to Vædre og fjorten aargamle Lam, lydefri Dyr,

29:27  med tilhørende Afgrødeoffer og Drikofre for Tyrene, Vædrene og Lammene efter deres Tal paa den foreskrevne Maade;

29:28  desuden en Gedebuk som Syndoffer; alt foruden det daglige Brændoffer med tilhørende Afgrødeoffer og Drikoffer.

29:29  Paa den sjette Dag skal I ofre otte Tyre, to Vædre og fjorten aargamle Lam, lydefri Dyr,

29:30  med tilhørende Afgrødeoffer og Drikofre for Tyrene, Vædrene og Lammene efter deres Tal paa den foreskrevne Maade;

29:31  desuden en Gedebuk til Syndoffer; alt foruden det daglige Brændoffer med tilhørende Afgrødeoffer og Drikoffer.

29:32  Paa den syvende Dag skal I ofre syv Tyre, to Vædre og fjorten aargamle Lam, lydefri Dyr,

29:33  med tilhørende Afgrødeoffer og Drikofre for Tyrene, Vædrene og Lammene efter deres Tal paa den foreskrevne Maade;

29:34  desuden en Gedebuk som Syndoffer; alt foruden det daglige Brændoffer med tilhørende Afgrødeoffer og Drikoffer.

29:35  Paa den ottende Dag skal I holde festlig Samling, I maa intet som helst Arbejde udføre.

29:36  Da skal I som Brændoffer, som Ildoffer til en liflig Duft for HERREN ofre en Tyr, en Væder og syv aargamle Lam, lydefri Dyr,

29:37  med tilhørende Afgrødeoffer og Drikofre for Tyren, Væderen og Lammene efter deres Tal paa den foreskrevne Maade;

29:38  desuden en Gedebuk som Syndoffer; alt foruden det daglige Brændoffer med tilhørende Afgrødeoffer og Drikoffer.

29:39  Disse Ofre skal I bringe HERREN paa eders Højtider, bortset fra eders Løfte og Frivilligofre, hvad enten det nu er Brændofre, Afgrødeofre, Drikofre eller Takofre.

Chapter 30

30:1  Og Moses talte til Israeliterne, ganske som HERREN havde paalagt Moses.

30:2  Moses talte fremdeles til Overhovederne for Israeliternes Stammer og sagde: Dette er, hvad HERREN har paabudt:

30:3  Naar en Mand aflægger et Løfte til HERREN eller ved Ed forpligter sig til Afholdenhed i en eller anden Retning, maa han ikke bryde sit Ord, men skal holde hvert Ord, der er udgaaet af hans Mund.

30:4  Men naar en Kvinde aflægger et Løfte til HERREN og forpligter sig til Afholdenhed i en eller anden Retning, medens hun endnu i sine unge Aar opholder sig i sin Faders Hus,

30:5  og hendes Fader, naar han hører om hendes Løfte og den Forpligtelse til Afholdenhed, hun har paataget sig, ikke siger noget til hende, saa skal alle hendes Løfter staa ved Magt, og enhver Forpligtelse til Afholdenhed, hun har paataget sig, skal staa ved Magt.

30:6  Hvis hendes Fader derimod formener hende det, samme Dag han faar det at høre, skal ingen af hendes Løfter eller af de Forpligtelser til Afholdenhed, hun har paataget sig, staa ved Magt, og HERREN skal tilgive hende, fordi hendes Fader har forment hende det.

30:7  Hvis hun bliver gift medens der paahviler hende Løfter eller en Forpligtelse, hun har paataget sig ved et uoverlagt Ord,

30:8  og hendes Mand ikke siger noget til hende, samme Dag han faar det at høre, skal hendes Løfter staa ved Magt, og den Forpligtelse til Afholdenhed, hun har paataget sig, skal staa ved Magt.

30:9  Hvis hendes Mand derimod formener hende det, samme Dag han faar det at høre, gør han dermed det Løfte, der paahviler hende, og den Forpligtelse til Afholdenhed, hun har paataget sig ved et uoverlagt Ord, ugyldig, og HERREN skal tilgive hende.

30:10  En Enkes og en forstødt Hustrus Løfte, enhver Forpligtelse til Afholdenhed, hun har paataget sig, er bindende for hende.

30:11  Hvis en Kvinde i sin Mands Hus aflægger et Løfte eller ved Ed forpligter sig til Afholdenhed i en eller anden Retning,

30:12  og hendes Mand, naar han faar det at høre, ikke siger noget til hende og ikke formener hende det, skal alle hendes Løfter staa ved Magt, og enhver Forpligtelse til Afholdenhed, hun har paataget sig, skal staa ved Magt.

30:13  Hvis hendes Mand derimod, samme Dag han faar det at høre, gør det ugyldigt, saa staar intet af det, hun har udtalt, ved Magt, hverken hendes Løfter eller den paatagne Forpligtelse til Afholdenhed; hendes Mand har gjort dem ugyldige, og HERREN skal tilgive hende.

30:14  Ethvert Løfte og enhver ved Ed paatagen Forpligtelse til Faste kan hendes Mand stadfæste eller gøre ugyldig.

30:15  Men hvis hendes Mand tier stille over for hende til næste Dag, stadfæster han alle hendes Løfter og alle de Forpligtelser til Afholdenhed, hun har paataget sig; han har stadfæstet dem, thi han sagde ikke noget til hende, samme Dag han fik det at høre;

30:16  og hvis han vil gøre dem ugyldige, en Tid efter at han fik det at høre, skal han undgælde for hendes Brøde. Det er de Anordninger, HERREN gav Moses om Forholdet mellem Mand og Hustru og mellem Fader og Datter, medens hun endnu i sine unge Aar opholder sig i hans Hus.

Chapter 31

31:1  Og HERREN talede til Moses og sagde:

31:2  »Skaf Israeliterne Hævn over Midjaniterne; saa skal du samles til din Slægt!«

31:3  Da talte Moses til Folket og sagde: »Udrust Mænd af eders Midte til Kamp, for at de kan falde over Midjan og fuldbyrde HERRENS Hævn paa Midjan;

31:4  1000 Mand af hver af Israels Stammer skal I sende i Kamp!«

31:5  Af Israels Tusinder udtoges da 1000 af hver Stamme, i alt 12 000 Mand, rustede til Kamp.

31:6  Og Moses sendte dem i Kamp, 1000 af hver Stamme, og sammen med dem Pinehas, Præsten Eleazars Søn, der medbragte de hellige Redskaber og Alarmtrompeterne.

31:7  De drog saa ud i Kamp mod Midjaniterne, som HERREN havde paalagt Moses, og dræbte alle af Mandkøn;

31:8  og foruden de andre, der blev slaaet ihjel, dræbte de ogsaa Midjans Konger, Evi, Rekem, Zur, Hur og Reba, Midjans fem Konger; ogsaa Bileam, Beors Søn, dræbte de med Sværdet.

31:9  Og Israeliterne bortførte Midjaniternes Kvinder og Børn som Krigsfanger, og alt deres Kvæg, alle deres Hjorde og alt deres Gods tog de med som Bytte;

31:10  og alle deres Byer paa de beboede Steder og alle deres Teltlejre stak de Ild paa.

31:11  Og alt det røvede og hele Byttet, baade Mennesker og Dyr, tog de med sig,

31:12  og de bragte Fangerne, Byttet og det røvede til Moses og Præsten Eleazar og Israeliternes Menighed i Lejren paa Moabs Sletter ved Jordan over for Jeriko.

31:13  Men Moses, Præsten Eleazar og alle Menighedens Øverste gik dem i Møde uden for Lejren,

31:14  og Moses blev vred paa Hærens Førere, Tusindførerne og Hundredførerne, som kom tilbage fra Krigstoget.

31:15  Og Moses sagde til dem: »Har I ladet alle Kvinder i Live?

31:16  Det var jo dem, der efter Bileams Raad blev Aarsag til, at Israeliterne var troløse mod HERREN i den Sag med Peor, saa at Plagen ramte HERRENS Menighed.

31:17  Dræb derfor alle Drengebørn og alle Kvinder, der har kendt Mand og haft Samleje med Mænd;

31:18  men alle Piger, der ikke har haft Samleje med Mænd, skal I lade i Live og beholde,

31:19  Men selv skal I lejre eder uden for Lejren i syv Dage, enhver, som har dræbt nogen, og enhver, som har rørt ved en dræbt, og rense eder paa den tredje og den syvende Dag, baade I selv og eders Krigsfanger.

31:20  Og enhver Klædning, enhver Læderting, alt, hvad der er lavet af Gedehaar, og alle Træredskaber skal I rense!«

31:21  Og Præsten Eleazar sagde til Krigerne, der havde været med i Kampen: »Dette er det Lovbud, HERREN har givet Moses:

31:22  Kun Guld, Sølv, Kobber, Jern, Tin og Bly,

31:23  alt, hvad der kan taale Ild, skal I lade gaa gennem Ild, saa bliver det rent; dog maa det renses med Renselsesvand. Men alt, hvad der ikke kan taale Ild, skal I lade gaa gennem Vand.

31:24  Og eders klæder skal I tvætte paa den syvende Dag, saa bliver I rene og kan gaa ind i Lejren.«

31:25  Og HERREN talede til Moses og sagde:

31:26  »Sammen med Præsten Eleazar og Overhovederne for Menighedens Fædrenehuse skal du opgøre det samlede Bytte, der er taget, baade Mennesker og Dyr.

31:27  Derefter skal du dele Byttet i to lige store Dele mellem dem, der har taget Del i Krigen og været i Kamp, og hele den øvrige Menighed.

31:28  Derpaa skal du udtage en Afgift til HERREN fra Krigerne, der har været i Kamp, et Stykke af hver fem Hundrede, baade af Mennesker, Hornkvæg, Æsler og Smaakvæg;

31:29  det skal du tage af den Halvdel, som tilfalder dem, og give Præsten Eleazar det som Offerydelse til HERREN.

31:30  Men af den Halvdel, der tilfalder de andre Israeliter, skal du tage et Stykke af hver halvtredsindstyve, baade af Mennesker, Hornkvæg, Æsler og Smaakvæg, alt Kvæget, og give det til Leviterne, som tager Vare paa, hvad der er at varetage ved HERRENS Bolig!«

31:31  Da gjorde Moses og Præsten Eleazar, som HERREN havde paalagt Moses.

31:32  Og det, de havde taget, det tiloversblevne af Byttet, som Krigsfolket havde gjort, udgjorde 675 000 Stykker Smaakvæg,

31:33  72 000 Stykker Hornkvæg,

31:34  61 000 Æsler

31:35  og 32 000 Mennesker, Kvinder, der ikke havde haft Samleje med Mænd.

31:36  Den Halvdel, der tilfaldt dem, der havde været i Kamp, udgjorde altsaa et Tal af 337 500 Stykker Smaakvæg,

31:37  hvoraf Afgiften til HERREN udgjorde 675 Stykker Smaakvæg,

31:38  36 000 Stykker Hornkvæg, hvoraf 72 i Afgift til HERREN,

31:39  30 500 Æsler, hvoraf til i Afgift til HERREN,

31:40  og 16 000 Mennesker, hvoraf 32 i Afgift til HERREN.

31:41  Og Moses overgav Afgiften, HERRENS Offerydelse, til Præsten Eleazar, som HERREN havde paalagt Moses.

31:42  Og af den Halvdel, som tilfaldt de andre Israeliter, og som Moses havde taget som deres del fra de Mænd, der havde været i Kamp —

31:43  denne Menighedens Halvdel udgjorde 337 500 Stykker Smaakvæg,

31:44  36 000 Stykker Hornkvæg,

31:45  30 500 Æsler

31:46  og 16 000 Mennesker —

31:47  af den Halvdel, som tilfaldt de andre Israeliter, udtog Moses et Stykke for hver halvtredsindstyve, baade af Mennesker og Kvæg, og gav dem til Leviterne, som tog Vare paa, hvad der var at varetage ved HERRENS Bolig, som HERREN havde paalagt Moses.

31:48  Da traadte Førerne for Hærens Afdelinger, Tusindførerne og Hundredførerne, hen til Moses

31:49  og sagde til ham: »Dine Trælle har holdt Mandtal over de Krigere, der stod under os; og der manglede ikke en eneste af os;

31:50  derfor frembærer nu enhver af os som Offergave til HERREN, hvad han har taget af Guldsmykker, Armbaand, Spange, Fingerringe, Ørenringe og Halssmykker, for at skaffe os Soning for HERRENS Aasyn.«

31:51  Moses og Præsten Eleazar modtog Guldet af dem, alskens med Kunst virkede Smykker;

31:52  og alt Offerydelsesguldet, som de ydede HERREN, udgjorde 16 750 Sekel, hvilket Tusindførerne og Hundredførerne bragte som Gave.

31:53  Krigerne havde taget Bytte hver for sig.

31:54  Saa modtog Moses og Præsten Eleazar Guldet af Tusindførerne og Hundredførerne og bragte det ind i Aabenbaringsteltet, for at det skulde bringe Israeliterne i Minde for HERRENS Aasyn.

Chapter 32

32:1  Rubeniterne og Gaditerne havde meget Kvæg i store mængder. Da de nu saa Ja'zers Land og Gileads Land, fandt de, at Stedet egnede sig til Kvægavl.

32:2  Derfor kom Gaditerne og Rubeniterne og sagde til Moses og Præsten Eleazar og Menighedens Øverste:

32:3  »Atarot, Dibon, Ja'zer, Nimra, Hesjbon, El'ale, Sebam, Nebo og Beon,

32:4  det Land, HERREN har erobret for Israels Menighed, er et Land, der egner sig til Kvægavl, og dine Trælle ejer Hjorde.«

32:5  Og de sagde: »Dersom vi har fundet Naade for dine Øjne, saa lad dine Trælle faa dette Land i Eje; før os ikke over Jordan!«

32:6  Men Moses sagde til Gaditerne og Rubeniterne: »Skal eders Brødre drage i Krig, medens I bliver boende her?

32:7  Og hvorfor vil I betage Israeliterne Modet til at drage over til det Land, HERREN har givet dem?

32:8  Det gjorde eders Fædre, da jeg fra Kadesj-Barnea sendte dem hen for at se paa Landet;

32:9  da de var draget op til Esjkoldalen og havde set paa Landet, det og de Israeliterne Modet til at drage ind i det Land, HERREN havde givet dem.

32:10  Men HERRENS Vrede blussede den Gang op, og han svor:

32:11  De Mænd, der er draget op fra Ægypten, fra Tyveaarsalderen og opefter, skal ikke faa det Land at se, jeg tilsvor Abraham, Isak og Jakob, fordi de ikke viste mig fuld Lydighed,

32:12  med Undtagelse af Kenizziten Kaleb, Jefunnes Søn, og Josua, Nuns Søn, thi de viste HERREN fuld Lydighed!

32:13  Og HERRENS Vrede blussede op mod Israel, og han lod dem vanke om i Ørkenen i fyrretyve Aar, indtil hele den Slægt var gaaet til Grunde, der gjorde, hvad der var ondt i HERRENS Øjne.

32:14  Og se, I træder nu i eders Fædres Fodspor, en Yngel af Syndere, for yderligere at øge HERRENS Vrede mod Israel!

32:15  Naar I viger bort fra ham, vil han lade det blive endnu længer i Ørkenen, og I bringer Fordærvelse over hele dette Folk.«

32:16  Da traadte de frem for ham og sagde: »Vi vil kun bygge Kvægfolde til vore Hjorde her og Byer til vore Familier;

32:17  men selv vil vi ruste os til Kamp og drage i Spidsen for Israeliterne, til vi har bragt dem hen til deres Sted; imens skal vore Familier blive i de befæstede Byer i Ly for Landets Indbyggere.

32:18  Vi vil ikke vende tilbage til vore Huse, før enhver af Israeliterne har faaet sin Arvelod;

32:19  thi vi vil ikke have Arvelod sammen med dem paa den anden Side af Jordan og længere borte, eftersom vi har faaet vor Arvelod her paa denne Side af Jordan paa Østsiden.«

32:20  Da sagde Moses til dem: »Hvis I gør det, hvis I ruster eder til Kamp for HERRENS Aasyn,

32:21  hvis alle eders kamprustede Mænd overskrider Jordan for HERRENS Aasyn og bliver der, indtil han har jaget sine Fjender bort fra sit Aasyn,

32:22  og hvis I først vender tilbage, naar Landet er undertvunget for HERRENS Aasyn, skal I være sagesløse over for HERREN og Israel, og saa skal Landet her blive eders Ejendom for HERRENS Aasyn.

32:23  Men hvis I ikke gør det, se, da synder I mod HERREN, og da skal I faa eders Synd at mærke, den skal nok finde eder.

32:24  Byg eder Byer til eders Familier og Folde til eders Smaakvæg og gør, som I har sagt!«

32:25  Da sagde Gaditerne og Rubeniterne til Moses: »Dine Trælle vil gøre, som min Herre byder;

32:26  vore Børn, Kvinder, Hjorde og alt vort Kvæg skal blive der i Gileads Byer,

32:27  men dine Trælle vil drage over og tage Del i Krigen, saa mange som er rustet til Kamp for HERRENS Aasyn, saaledes som min Herre har sagt.«

32:28  Saa gav Moses Præsten Eleazar og Josua, Nuns Søn, og Overhovederne for de israelitiske Stammers Fædrenehuse Befaling om dem,

32:29  og Moses sagde til dem: »Hvis Gaditerne og Rubeniterne, saa mange som er rustet til Kamp for HERRENS Aasyn, gaar over Jordan sammen med eder og Landet bliver eder underlagt, skal I give dem Gilead i Eje;

32:30  men hvis de ikke gaar over sammen med eder, rustede til Kamp, skal de have Bopæl anvist blandt eder i Kana'ans Land.«

32:31  Da svarede Gaditerne og Rubeniterne: »Hvad HERREN har talt til dine Trælle, vil vi gøre;

32:32  vi vil, rustede til Kamp for HERRENS Øjne, drage over til Kana'ans Land, men vor Arvelod paa den anden Side af Jordan bliver i vort Eje.«

32:33  Da gav Moses Gaditerne, Rubeniterne og Josefs Søn Manasses halve Stamme Amoriterkongen Sihons Kongerige og Kong Og af Basans Kongerige, Landet med Byerne og deres Omraade, Landets Byer rundt om.

32:34  Saa byggede Gaditerne Dibon, Atarot, Aroer.

32:35  Atarot-Sjofan, Ja'zer, Jogbeha,

32:36  Bet-Nimra, Bet-Haran, befæstede Byer, og Kvægfolde;

32:37  og Rubeniterne byggede Hesjbon, El'ale og Kirjatajim,

32:38  Nebo og Ba'al-Meon, hvis Navne ændredes, og Sibma; og de opkaldte Byerne, som de byggede, efter deres Navne.

32:39  Og Manasses Søn Makirs Sønner drog til Gilead og erobrede det og drev de der boende Amoriter bort;

32:40  og Moses overdrog Gilead til Manasses Søn Makir, og han bosatte sig der;

32:41  men Manasses Søn Ja'ir drog hen og erobrede deres Teltbyer og kaldte dem Ja'irs Teltbyer.

32:42  Og Noba drog hen og erobrede Kenat med tilhørende Smaabyer og kaldte det Noba efter sit eget Navn.

Chapter 33

33:1  Følgende er de enkelte Strækninger paa Israeliternes Vandring, de tilbagelagde paa Vejen fra Ægypten, Hærafdeling for Hærafdeling, under Anførsel af Moses og Aron.

33:2  Moses optegnede paa HERRENS Bud de Steder, de brød op fra, Strækning for Strækning; og følgende er de enkelte Strækninger efter de Steder, de brød op fra:

33:3  De brød op fra Ra'meses paa den femtende Dag i den første Maaned; Dagen efter Paaske drog Israeliterne ud, værnede af en stærk Haand, for Øjnene af alle Ægypterne,

33:4  medens Ægypterne jordede alle de førstefødte, som HERREN havde slaaet iblandt dem; thi HERREN havde holdt Dom over deres Guder.

33:5  Israeliterne brød altsaa op fra Ra'meses og slog Lejr i Sukkot.

33:6  Saa brød de op fra Sukkot og slog Lejr i Etam, der ligger ved Ørkenens Rand.

33:7  Saa brød de op fra Etam og vendte om mod Pi-Hakirot over for Ba'al-Zefon og slog Lejr over for Migdol.

33:8  Saa brød de op fra Pi-Hakirot og drog tværs igennem Havet til Ørkenen; og de vandrede tre Dagsrejser i Etams Ørken og slog Lejr i Mara.

33:9  Saa brød de op fra Mara og kom til Elim; i Elim var der tolv Vandkilder og halvfjerdsindstyve Palmetræer, og der slog de Lejr.

33:10  Saa brød de op fra Elim og slog Lejr ved det røde Hav.

33:11  Saa brød de op fra det røde Hav og slog Lejr i Sins Ørken.

33:12  Saa brød de op fra Sins Ørken og slog Lejr i Dofka.

33:13  Saa brød de op fra Dofka og slog Lejr i Alusj.

33:14  Saa brød de op fra Alusj og slog Lejr i Refidim, hvor Folket ikke havde Vand at drikke.

33:15  Saa brød de op fra Refidim og slog Lejr i Sinaj Ørken.

33:16  Saa brød de op fra Sinaj Ørken og slog Lejr i Kibrot-Hatta'ava,

33:17  Saa brød de op fra Kibrot-Hatta'ava og slog Lejr i Hazerot.

33:18  Saa brød de op fra Hazerot og slog Lejr i Ritma.

33:19  Saa brød de op fra Ritma og slog Lejr i Rimmon-Perez.

33:20  Saa brød de op fra Rimmon-Perez og slog Lejr i Libna.

33:21  Saa brød de op fra Libna og slog Lejr i Rissa.

33:22  Saa brød de op fra Rissa og slog Lejr i Kehelata.

33:23  Saa brød de op fra Kehelata og slog Lejr ved Sjefers Bjerg.

33:24  Saa brød de op fra Sjefers Bjerg og slog Lejr i Harada.

33:25  Saa brød de op fra Harada og slog Lejr i Makhelot.

33:26  Saa brød de op fra Makhelot og slog Lejr i Tahat.

33:27  Saa brød de op fra Tahat og slog Lejr i Tara.

33:28  Saa brød de op fra Tara og slog Lejr i Mitka.

33:29  Saa brød de op fra Mitka og slog Lejr i Hasjmona.

33:30  Saa brød de op fra Hasjmona og slog Lejr i Moserot.

33:31  Saa brød de op fra Moserot og slog Lejr i Bene-Ja'akan.

33:32  Saa brød de op fra Bene-Ja'akan og slog Lejr i Hor-Haggidgad.

33:33  Saa brød de op fra Hor-Haggidgad og slog Lejr i Jotbata.

33:34  Saa brød de op fra Jotbata og slog Lejr i Abrona.

33:35  Saa brød de op fra Abrona og slog Lejr i Ezjongeber.

33:36  Saa brød de op fra Ezjongeber og slog Lejr i Zins Ørken, det er Kadesj.

33:37  Saa brød de op fra Kadesj og slog Lejr ved Bjerget Hor ved Randen af Edoms Land.

33:38  Og Præsten Aron steg paa HERRENS Bud op paa Bjerget Hor og døde der i det fyrretyvende Aar efter Israeliternes Udvandring af Ægypten, paa den første Dag i den femte Maaned;

33:39  og Aron var 123 Aar gammel, da han døde paa Bjerget Hor.

33:40  Men Kana'anæeren, Kongen af Arad, der boede, i Sydlandet i Kana'ans Land, hørte, at Israeliterne var under Fremrykning.

33:41  Saa brød de op fra Bjerget Hor og slog Lejr i Zalmona.

33:42  Saa brød de op fra Zalmona og slog Lejr i Punon.

33:43  Saa brød de op fra Punon og slog Lejr i Obot.

33:44  Saa brød de op fra Obot og slog Lejr i Ijje-Ha'abarim ved Moabs Grænse.

33:45  Saa brød de op fra Ijje-Ha'abarim og slog Lejr i det gaditiske Dibon.

33:46  Saa brød de op fra det gaditiske Dibon og slog Lejr i Almon-Diblatajim.

33:47  Saa brød de op fra Almon-Diblatajim og slog Lejr paa Abarimbjergene over for Nebo.

33:48  Saa brød de op fra Abarimbjergene og slog Lejr paa Moabs Sletter ved Jordan over for Jeriko;

33:49  og de slog Lejr ved Jordan fra Bet-Jesjimot og til Abel-Sjittim paa Moabs Sletter.

33:50  Og HERREN talede til Moses paa Moabs Sletter ved Jordan over for Jeriko og sagde:

33:51  »Tal til Israeliterne og sig til dem: Naar I kommer over Jordan til Kana'ans Land,

33:52  skal I drive Landets Beboere bort foran eder og tilintetgøre alle deres Billedværker, alle deres støbte Billeder skal I tilintetgøre, og alle deres Offerhøje skal I ødelægge;

33:53  I skal underlægge eder Landet og bosætte eder der, thi eder har jeg givet Landet i Eje;

33:54  og I skal udskifte Landet mellem eder ved Lodkastning efter eders Slægter, saaledes at I giver en stor Slægt en stor Arvelod og en lille Slægt en lille. Der, hvor Loddet falder for dem, skal deres Del være; efter eders Fædrenestammer skal I udskifte Landet mellem eder.

33:55  Men hvis I ikke driver Landets Beboere bort foran eder, saa skal de, som I levner af dem, blive Torne i eders Øjne og Brodde i eders Sider, og de skal bringe eder Trængsel i det Land, I bor i,

33:56  og hvad jeg havde tænkt at gøre ved dem, gør jeg da ved eder.«

Chapter 34

34:1  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:

34:2  Byd Israeliterne og sig til dem: Naar i kommer til Kana'ans Land — det er det Land, der skal tilfalde eder som Arvelod, Kana'ans Land i hele dets Udstrækning —

34:3  saa skal eders Sydside strække sig fra Zins Ørken langs med Edom; eders Sydgrænse skal mod Øst begynde ved Enden af Salthavet;

34:4  saa skal eders Grænse dreje sønden om Akrabbimpasset, naa til Zin og ende sønden for Kadesj-Barnea; saa skal den løbe hen til Hazar-Addar og naa til Azmon;

34:5  fra Azmon skal Grænsen dreje hen til Ægyptens Bæk og ende ved Havet.

34:6  Hvad Vestgrænsen angaar, skal det store Hav være eders Grænse; det skal være eders Vestgrænse.

34:7  Eders Nordgrænse skal være følgende: Fra det store Hav skal I udstikke eder en Linie til Bjerget Hor;

34:8  fra Bjerget Hor skal I udstikke en Linie til Egnen hen imod Hamat, saa at Grænsen ender ved Zedad;

34:9  derpaa skal Grænsen gaa til Zifron og ende ved Hazar-Enan. Det skal være eders Nordgrænse.

34:10  Men til Østgrænse skal I afmærke eder en Linie fra Hazar-Enan til Sjefam;

34:11  og fra Sjefam skal Grænsen gaa ned til Ribla østen for Ajin, og Grænsen skal løbe videre ned, til den støder til Bjergskrænten østen for Kinneretsøen;

34:12  derpaa skal Grænsen løbe ned langs Jordan og ende ved Salthavet. Det skal være eders Land i hele dets Udstrækning til alle Sider.

34:13  Og Moses bød Israeliterne og sagde: Det er det Land, I skal udskifte mellem eder ved Lodkastning, og som efter HERRENS Bud skal gives de ni Stammer og den halve Stamme.

34:14  Thi Rubeniternes Stamme efter deres Fædrenehuse og Gaditernes Stamme efter deres Fædrenehuse og Manasses halve Stamme har allerede faaet deres Arvelod.

34:15  De to Stammer og den halve Stamme har faaet deres Arvelod hinsides Jordan over for Jeriko, mod Øst, mod Solens Opgang.

34:16  Og HERREN talede til Moses og sagde:

34:17  Navnene paa de Mænd, der skal udskifte Landet mellem eder, er følgende: Præsten Eleazar og Josua, Nuns Søn;

34:18  desuden skal I udtage een Øverste af hver Stamme til at udskifte Landet.

34:19  Navnene paa disse Mænd er følgende: Af Judas Stamme Kaleb, Jefunnes Søn,

34:20  af Simeoniternes Stamme Sjemuel, Ammihuds Søn,

34:21  af Benjamins Stamme Elidad, Kislons Søn,

34:22  af Daniternes Stamme een Øverste, Bukki, Joglis Søn,

34:23  af Josefs Sønner: af Manassiternes Stamme een Øverste, Hanniel, Efods Søn,

34:24  og af Efraimiternes Stamme een Øverste, Kemuel, Sjiftans Søn,

34:25  af Zebuloniternes Stamme een Øverste, Elizafan, Parnaks Søn,

34:26  af Issakariternes Stamme een Øverste, Paltiel, Azzans Søn,

34:27  af Aseriternes Stamme een Øverste, Ahihud, Sjelomis Søn,

34:28  og af Naftaliternes Stamme een Øverste, Peda'el, Ammihuds Søn.

34:29  Det var dem, HERREN paalagde at udskifte Kana'ans Land mellem Israeliterne.

Chapter 35

35:1  HERREN talede fremdeles til Moses paa Moabs Sletter ved Jordan over for Jeriko og sagde:

35:2  byd Israeliterne, at de af de Besiddelser, de faar i Arv, skal give Leviterne nogle Byer at bo i; I skal ogsaa give Leviterne Græsmarker rundt om disse Byer,

35:3  Disse Byer skal de have at bo i, og deres Græsmarker skal de have til deres Kvæg, deres Hjorde og andre Dyr.

35:4  Græsmarkerne om Byerne, som I skal give Leviterne, skal strække sig 1000 Alen fra Bymuren ud til alle Sider;

35:5  og uden for Byen skal I til Østside opmaale 2000 Alen, til Sydside 2000, til Vestside 2000 og til Nordside 2000, med Byen i Midten. Det skal tilfalde dem som Græsgange til Byerne.

35:6  Hvad de Byer angaar, som I skal give Leviterne, saa skal I give dem de seks Tilflugtsbyer, som Manddrabere kan ty ind i, og desuden to og fyrretyve Byer.

35:7  De Byer, I skal give Leviterne, bliver saaledes i alt otte og fyrretyve Byer med tilhørende Græsmarker.

35:8  Og af de Byer, I skal give dem af Israeliternes Besiddelser, skal I lade de større Stammer give flere, de mindre færre; hver Stamme skal give Leviterne saa mange af sine Byer, som svarer til den Arvelod, der tildeles den.

35:9  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:

35:10  Tal til Israeliterne og sig til dem: Naar I kommer over Jordan til Kana'ans Land,

35:11  skal I udse eder nogle Byer, I kan have som Tilflugtsbyer, saa at en Manddraber, der begaar et Drab af Vanvare, kan ty derhen.

35:12  I disse Byer skal I have Ret til at søge Tilflugt for Blodhævneren, for at ikke Manddraberen skal dø, før han er blevet stillet for Menighedens Domstol.

35:13  Det skal være seks Byer, I skal afstaa til Tilflugtsbyer;

35:14  de tre skal I afstaa hinsides Jordan og de tre andre i Kana'ans Land; de skal være Tilflugtsbyer.

35:15  Israeliterne, de fremmede og de indvandrede iblandt dem skal have Ret til at søge Tilflugt i de seks Byer, saa at enhver, der begaar et Drab af Vanvare, kan ty derhen.

35:16  Men slaar han ham ihjel med et Jernredskab, saa er han en Manddraber, og Manddraberen skal lide Døden;

35:17  og slaar han ham ihjel med en Sten, som han har i Haanden, og som kan slaa en Mand ihjel, saa er han en Manddraber, og Manddraberen skal lide Døden;

35:18  og slaar han ham ihjel med et Træredskab, som han har i Haanden, og som kan slaa en Mand ihjel, saa er han en Manddraber, og Manddraberen skal lide Døden.

35:19  Blodhævneren skal dræbe Manddraberen; naar han træffer ham, skal han dræbe ham.

35:20  Og støder han til ham af Had eller kaster noget paa ham i ond Hensigt, saa han dør deraf,

35:21  eller slaar han ham med Haanden i Fjendskab, saa han dør deraf, skal Drabsmanden lide Døden, thi han er en Manddraber; Blodhævneren skal dræbe Manddraberen, naar han træffer ham.

35:22  Støder han derimod til ham af Vanvare, ikke i Fjendskab, eller kaster han et Redskab paa ham, uden at det er i ond Hensigt,

35:23  eller rammer han ham uden at se ham med en Sten, som kan slaa en Mand ihjel, saa han dør deraf, og han ikke er hans Uven eller har pønset paa ondt imod ham,

35:24  saa skal Menigheden dømme Drabsmanden og Blodhævneren imellem paa Grundlag af disse Lovbud;

35:25  og Menigheden skal værne Manddraberen mod Blodhævneren, og Menigheden skal føre ham tilbage til hans Tilflugtsby, hvorhen han var tyet, og der skal han blive boende, indtil den med hellig Olie salvede Ypperstepræst dør.

35:26  Men hvis Manddraberen for lader sin Tilflugtsbys Omraade, hvorhen han er tyet,

35:27  og Blodhævneren træffer ham uden for hans Tilflugtsbys Omraade, saa kan Blodhævneren dræbe Manddraberen uden at paadrage sig Blodskyld;

35:28  thi han skal blive i sin Tilflugtsby indtil Ypperstepræstens Død; først efter Ypperstepræstens Død kan Manddraberen vende tilbage til den Jord, han ejer.

35:29  Det skal være eder en retsgyldig Anordning fra Slægt til Slægt, hvor I end bor.

35:30  Naar nogen slaar et Menneske ihjel, maa man kun dræbe Manddraberen efter flere Vidners Udsagn. Et enkelt Vidnes Udsagn er ikke nok til en Dødsdom.

35:31  I maa ikke tage mod Sonebøde for en Manddraber, naar han har forbrudt sit Liv; han skal lide Døden,

35:32  Heller ikke maa I tage mod Sonebøde, saaledes at den, der er tyet til sin Tilflugtsby, før Ypperstepræstens Død kan vende tilbage og bosætte sig i Landet.

35:33  Vanhelliger ikke det Land, I er i, thi Blodet vanhelliger Landet, og Landet faar kun Soning for det Blod, der er udgydt deri, ved dens Blod, der har udgydt det.

35:34  Gør ikke det Land urent, I er bosat i, og i hvis Midte jeg bor; thi jeg HERREN bor midt iblandt Israels Børn.

Chapter 36

36:1  Overhovederne for Fædrenehusene i Gileaditernes Slægt Gilead var en Søn af Manasses Søn Makir af Josefs Sønners Slægter traadte frem og talte for Moses og Øversterne, Overhovederne for Israeliternes Fædrenehuse,

36:2  og sagde: »HERREN har paalagt min Herre at udskifte Landet mellem Israeliterne ved Lodkastning, og min Herre har i HERRENS Navn paabudt at give vor Frænde Zelofhads Arvelod til hans Døtre.

36:3  Men hvis de nu indgaar Ægteskab med Mænd, der hører til en anden af Israels Stammer, saa unddrages deres Arvelod jo vore Fædres Arvelod, og saaledes øges den Stammes Arvelod, som de kommer til at tilhøre, medens den Arvelod, der er tilfaldet os ved Lodkastning, formindskes;

36:4  og naar Israeliterne faar Jubelaar, lægges deres Arvelod til den Stammes Arvelod, som de kommer til at tilhøre, og saaledes unddrages deres Arvelod vor fædrene Stammes Arvelod.«

36:5  Da udstedte Moses efter HERRENS Ord følgende Bud til Israeliterne: »Josefs Sønners Stamme har talt ret!

36:6  Saaledes er HERRENS Bud angaaende Zelofhads Døtre: De maa indgaa Ægteskab med hvem de ønsker, men det maa kun være Mænd af deres Faders Stammes Slægt, de indgaar Ægteskab med.

36:7  Thi ingen Arvelod, der tilhører Israel, maa gaa over fra en Stamme til en anden, men Israeliterne skal holde fast hver ved sin fædrene Stammes Arvelod.

36:8  Enhver Datter, som faar en Arvelod i en af Israeliternes Stammer, skal indgaa Ægteskab med en Mand af sin fædrene Stammes Slægt, for at Israeliterne kan beholde hver sine Fædres Arvelod som Ejendom;

36:9  og ingen Arvelod maa gaa over fra den ene Stamme til den anden, men Israeliternes Stammer skal holde fast hver ved sin Arvelod!«

36:10  Zelofhads Døtre gjorde da, som HERREN paalagde Moses,

36:11  idet Mala, Tirza, Hogla, Milka og Noa, Zelofhads Døtre, indgik Ægteskab med deres Farbrødres Sønner;

36:12  de indgik Ægteskab med Mænd, som hørte til Josefs Søn Manasses Sønners Slægter, saa at deres Arvelod vedblev at tilhøre deres fædrene Slægts Stamme.

36:13  Det er de Bud og Lovbud, HERREN gav Israeliterne ved Moses paa Moabs Sletter ved Jordan over for Jeriko.