DaOT1931NT1907 - Genesis

Chapter 1

1:1  I Begyndelsen skabte Gud Himmelen og Jorden.

1:2  Og Jorden var øde og tom, og der var Mørke over Verdensdybet. Men Guds Aand svævede over Vandene.

1:3  Og Gud sagde: »Der blive Lys!« Og der blev Lys.

1:4  Og Gud saa, at Lyset var godt, og Gud satte Skel mellem Lyset og Mørket,

1:5  og Gud kaldte Lyset Dag, og Mørket kaldte han Nat. Og det blev Aften, og det blev Morgen, første Dag.

1:6  Derpaa sagde Gud: »Der blive en Hvælving midt i Vandene til at skille Vandene ad!«

1:7  Og saaledes skete det: Gud gjorde Hvælvingen og skilte Vandet under Hvælvingen fra Vandet over Hvælvingen;

1:8  og Gud kaldte Hvælvingen Himmel. Og det blev Aften, og det blev Morgen, anden Dag.

1:9  Derpaa sagde Gud: »Vandet under Himmelen samle sig paa eet Sted, saa det faste Land kommer til Syne!« Og saaledes skete det;

1:10  og Gud kaldte det faste Land Jord, og Stedet, hvor Vandet samlede sig, kaldte han Hav. Og Gud saa, at det var godt.

1:11  Derpaa sagde Gud: »Jorden lade fremspire grønne Urter, der bærer Frø, og Frugttræer, der bærer Frugt med Kærne, paa Jorden!« Og saaledes skete det:

1:12  Jorden frembragte grønne Urter, der bar Frø, efter deres Arter, og Træer, der bar Frugt med Kærne, efter deres Arter. Og Gud saa, at det var godt.

1:13  Og det blev Aften, og det blev Morgen, tredje Dag.

1:14  Derpaa sagde Gud: »Der komme Lys paa Himmelhvælvingen til at skille Dag fra Nat, og de skal være til Tegn og til Fastsættelse af Højtider, Dage og Aar

1:15  og tjene som Lys paa Himmelhvælvingen til at lyse paa Jorden!« Og saaledes sket det:

1:16  Gud gjorde de to store Lys, det største til at herske om Dagen, det mindste til at herske om Natten, og Stjernerne;

1:17  og Gud satte dem paa Himmelhvælvingen til at lyse paa Jorden

1:18  og til at herske over Dagen og Natten og til at skille Lyset fra Mørket. Og Gud saa, at det var godt.

1:19  Og det blev Aften, og det blev Morgen, fjerde Dag.

1:20  Derpaa sagde Gud: »Vandet vrimle med en Vrimmel af levende Væsener, og Fugle flyve over Jorden oppe under Himmelhvælvingen!« Og saaledes skete det:

1:21  Gud skabte de store Havdyr og den hele Vrimmel af levende Væsener, som Vandet vrimler med, efter deres Arter, og alle vingede Væsener efter deres Arter. Og Gud saa, at det var godt.

1:22  Og Gud velsignede dem og sagde: »Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld Vandet i Havene, og Fuglene blive mangfoldige paa Jorden!«

1:23  Og det blev Aften, og det blev Morgen, femte Dag.

1:24  Derpaa sagde Gud: »Jorden frembringe levende Væsener efter deres Arter: Kvæg, Kryb og vildtlevende Dyr efter deres Arter!« Og saaledes skete det:

1:25  Gud gjorde de vildtlevende Dyr efter deres Arter, Kvæget efter dets Arter og alt Jordens Kryb efter dets Arter. Og Gud saa, at det var godt.

1:26  Derpaa sagde Gud: »Lad os gøre Mennesker i vort Billede, saa de ligner os, til at herske over Havets Fisk og Himmelens Fugle, Kvæget og alle vildtlevende Dyr paa Jorden og alt Kryb, der kryber paa Jorden!«

1:27  Og Gud skabte Mennesket i sit Billede; i Guds Billede skabte han det, som Mand og Kvinde skabte han dem;

1:28  og Gud velsignede dem, og Gud sagde til dem: »Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld Jorden, gør eder til Herre over den og hersk over Havets Fisk og Himmelens Fugle, Kvæget og alle vildtlevende Dyr, der rører sig paa Jorden!«

1:29  Gud sagde fremdeles: »Jeg giver eder alle Urter paa hele Jorden, som bærer Frø, og alle Træer, som bærer Frugt med Kærne; de skal være eder til Føde;

1:30  men alle Jordens Dyr og alle Himmelens Fugle og alt, hvad der kryber paa Jorden, og som har Livsaande, giver jeg alle grønne Urter til Føde.« Og saaledes skete det.

1:31  Og Gud saa alt, hvad han havde gjort, og se, det var saare godt. Og det blev Aften, og det blev Morgen, sjette Dag.

Chapter 2

2:1  Saaledes fuldendtes Himmelen og Jorden med al deres Hær.

2:2  Paa den syvende Dag fuldendte Gud det Værk, han havde udført, og han hvilede paa den syvende Dag efter det Værk, han havde udført;

2:3  og Gud velsignede den syvende Dag og helligede den, thi paa den hvilede han efter hele sit Værk, det, Gud havde skabt og udført.

2:4  Det er Himmelens og Jordens Skabelseshistorie. Da Gud HERREN gjorde Jord og Himmel —

2:5  dengang fandtes endnu ingen af Markens Buske paa Jorden, og endnu var ingen af Markens Urter spiret frem, thi Gud HERREN havde ikke ladet det regne paa Jorden, og der var ingen Mennesker til at dyrke Agerjorden,

2:6  men en Taage vældede op at Jorden og vandede hele Agerjordens Flade —

2:7  da dannede Gud HERREN Mennesket af Agerjordens Muld og blæste Livsaande i hans Næsebor, saa at Mennesket blev et levende Væsen.

2:8  Derpaa plantede Gud HERREN en Have i Eden ude mod Øst, og dem satte han Mennesket, som han havde dannet;

2:9  Og Gud HERREN lod af Agerjorden fremvokse alle Slags Træer, en Fryd at skue og gode til Føde, desuden Livets Træ, der stod midt i Haven, og Træet til Kundskab om godt og ondt.

2:10  Der udsprang en Flod i Eden til at vande Haven, og udenfor delte den sig i fire Hovedstrømme.

2:11  Den ene hedder Pisjon; den løber omkring Landet Havila, hvor der findes Guld

2:12  og Guldet i det Land er godt, Bdellium og Sjohamsten.

2:13  Den anden Flod hedder Gihon; den løber omkring Landet Kusj.

2:14  Den tredje Flod hedder Hiddekel; den løber østen om Assyrien. Den fjerde Flod er Frat.

2:15  Derpaa tog Gud HERREN Adam og satte ham i Edens Have til at dyrke og vogte den.

2:16  Men Gud HERREN bød Adam: »Af alle Træer i Haven har du Lov at spise,

2:17  kun af Træet til Kundskab om godt og ondt maa du ikke spise; den Dag du spiser deraf, skal du visselig dø!«

2:18  Derpaa sagde Gud HERREN: »Det er ikke godt for Mennesket at være ene; jeg vil gøre ham en Medhjælp, som passer til ham!«

2:19  Og Gud HERREN dannede af Agerjorden alle Markens Dyr og Himmelens Fugle og førte dem hen til Adam for at se, hvad han vilde kalde dem; thi hvad Adam kaldte de forskellige levende Væsener, det skulde være deres Navn.

2:20  Adam gav da alt Kvæget, alle Himmelens Fugle og alle Markens Dyr Navne — men til sig selv fandt Adam ingen Medhjælp, der passede til ham.

2:21  Saa lod Gud HERREN Dvale falde over Adam, og da han var sovet ind, tog han et af hans Ribben og lukkede med Kød i dets Sted;

2:22  og af Ribbenet, som Gud HERREN havde taget af Adam, byggede han en Kvinde og førte hende hen til Adam.

2:23  Da sagde Adam: »Denne Gang er det Ben af mine Ben og Kød af mit Kød; hun skal kaldes Kvinde, thi af Manden er hun taget!«

2:24  Derfor forlader en Mand sin Fader og Moder og holder sig til sin Hustru, og de to bliver eet Kød.

2:25  Og de var begge nøgne, baade Adam og hans Hustru, men de bluedes ikke.

Chapter 3

3:1  Men Slangen var træskere end alle Markens andre Dyr, som Gud HERREN havde gjort og den sagde til Kvinden: »Mon Gud virkelig ham sagt: I maa ikke spise af noget Træ i Haven?«

3:2  Kvinden svarede: »Vi har Lov at spise af Frugten paa Havens Træer;

3:3  kun af Frugten fra Træet midt i Haven, sagde Gud, maa I ikke spise, ja, I maa ikke røre derved, thi saa skal I dø!«

3:4  Da sagde Slangen til Kvinden: »I skal ingenlunde dø;

3:5  men Gud ved, at naar I spiser deraf, aabnes eders Øjne, saa I blive som Gud til at kende godt og ondt!«

3:6  Kvinden blev nu var, at Træet var godt at spise af, en Lyst for Øjnene og godt at faa Forstand af; og hun tog af dets Frugt og spiste og gav ogsaa sin Mand, der stod hos hende, og han spiste.

3:7  Da aabnedes begges Øjne, og de kendte, at de var nøgne. Derfor syede de Figenblade sammen og bandt dem om sig.

3:8  Da Dagen blev sval, hørte de Gud HERREN vandre i Haven, og Adam og hans Hustru skjulte sig for ham inde mellem Havens Træer.

3:9  Da kaldte Gud HERREN paa Adam og raabte: »Hvor er du?«

3:10  Han svarede: »Jeg hørte dig i Haven og blev angst, fordi jeg var nøgen, og saa skjulte jeg mig!«

3:11  Da sagde han: »Hvem fortalte dig, at du var nøgen. Mon du har spist af det Træ, jeg sagde, du ikke maatte spise af?«

3:12  Adam svarede: »Kvinden, som du satte ved min Side, gav mig af Træet, og saa spiste jeg.«

3:13  Da sagde Gud HERREN til Kvinde: »Hvad har du gjort!« Kvinden svarede: »Slangen forførte mig, og saa spiste jeg.«

3:14  Da sagde Gud HERREN til Slangen: »Fordi du har gjort dette, være du forbandet blandt al Kvæget og blandt alle Markens Dyr! Paa din Bug skal du krybe, og Støv skal du æde alle dit Livs Dage!

3:15  Jeg sætter Fjendskab mellem dig og Kvinden, mellem din Sæd og hendes Sæd; den skal knuse dit Hoved, og du skal hugge den i Hælen!«

3:16  Til Kvinden sagde han: »Jeg vil meget mangfoldiggøre dit Svangerskabs Møje; med Smerte skal du føde Børn; men til din Mand skal din Attraa være, og han skal herske over dig!«

3:17  Og til Adam sagde han: »Fordi du lyttede til din Hustrus Tale og spiste af Træet, som jeg sagde, du ikke maatte spise af, skal Jorden være forbandet for din Skyld; med Møje skal du skaffe dig Føde af den alle dit Livs Dage;

3:18  Torn og Tidsel skal den bære dig, og Markens Urter skal være din Føde;

3:19  i dit Ansigts Sved skal du spise dit Brød, indtil du vender tilbage til Jorden; thi af den er du taget; ja, Støv er du, og til Støv skal du vende tilbage!«

3:20  Men Adam kaldte sin Hustru Eva, thi hun blev Moder til alt levende.

3:21  Derpaa gjorde Gud HERREN Skindkjortler til Adam og hans Hustru og klædte dem dermed.

3:22  Men Gud HERREN sagde: »Se, Mennesket er blevet som en af os til at kende godt og ondt. Nu skal han ikke række Haanden ud og tage ogsaa af Livets Træ og spise og leve evindelig!«

3:23  Saa forviste Gud HERREN ham fra Edens Have, for at han skulde dyrke Jorden, som han var taget af;

3:24  og han drev Mennesket ud, og østen for Edens Have satte han Keruberne med det glimtende Flammesværd til at vogte Vejen til Livets Træ.

Chapter 4

4:1  Adam kendte sin Hustru Eva, og hun blev frugtsommelig og fødte Kain; og hun sagde: »Jeg har faaet en Søn med HERRENS Hjælp!«

4:2  Fremdeles fødte hun hans Broder Abel. Abel blev Faarehyrde, Kain Agerdyrker.

4:3  Nogen Tid efter bragte Kain HERREN en Offergave af Jordens Frugt,

4:4  medens Abel bragte en Gave af sin Hjords førstefødte og deres Fedme. Og HERREN saa til Abel og hans Offergave,

4:5  men til Kain og hans Offergave saa han ikke. Kain blev da saare vred og gik med sænket Hoved.

4:6  Da sagde HERREN til Kain: »Hvorfor er du vred, og hvorfor gaar du med sænket Hoved?

4:7  Du ved, at naar du handler vel, kan du løfte Hovedet frit; men handler du ikke vel, saa lurer Synden ved Døren; dens Attraa staar til dig, men du skal herske over den!«

4:8  Men Kain yppede Kiv med sin Broder Abel; og engang de var ude paa Marken, sprang Kain ind paa ham og slog ham ihjel.

4:9  Da sagde HERREN til Kain: »Hvor er din Broder Abel?« Han svarede: »Det ved jeg ikke; skal jeg vogte min Broder?«

4:10  Men han sagde: »Hvad har du gjort! Din Broders Blod raaber til mig fra Jorden!

4:11  Derfor skal du nu være bandlyst fra Agerjorden, som aabnede sig og tog din Broders Blod af din Haand!

4:12  Naar du dyrker Agerjorden, skal den ikke mere skænke dig sin Kraft; du skal flakke hjemløs om paa Jorden!«

4:13  Men Kain sagde til HERREN: »Min Straf er ikke til at bære;

4:14  naar du nu jager mig bort fra Agerjorden, og jeg maa skjule mig for dit Aasyn og flakke hjemløs om paa Jorden, saa kan jo enhver, der møder mig, slaa mig ihjel!«

4:15  Da svarede HERREN: »Hvis Kain bliver slaaet ihjel, skal han hævnes syvfold!« Og HERREN satte et Tegn paa Kain, for at ingen, der mødte ham, skulde slaa ham ihjel.

4:16  Saa drog Kain bort fra HERRENS Aasyn og slog sig ned i Landet Nod østen for Eden.

4:17  Kain kendte sin Hustru, og hun blev frugtsommelig og fødte Hanok. Han grundede en By og gav den sin Søn Hanoks Navn.

4:18  Hanok fik en Søn Irad; Irad avlede Mehujael; Mehujael avlede Mehujael; og Metusjael avlede Lemek.

4:19  Lemek tog sig to Hustruer; den ene hed Ada, den anden Zilla.

4:20  Ada fødte Jabal; han blev Stamfader til dem, der bor i Telte og holder Kvæg;

4:21  hans Broder hed Jubal; han blev Stamfader til alle dem, der spiller paa Harpe og Fløjte.

4:22  Ogsaa Zilla fik en Søn, Tubal-Kajin; han blev Stamfader til alle dem, der smeder Kobber og Jern. Tubal-Kajins Søster var Na'ama.

4:23  Og Lemek sagde til sine Hustruer: »Ada og Zilla, hør min Røst, Lemeks Hustruer, lyt til mit Ord: En Mand har jeg dræbt for et Saar, en Dreng for en Skramme!

4:24  Blev Kain hævnet syvfold, saa hævnes Lemek syv og halvfjerdsindstyve Gange!«

4:25  Adam kendte paa ny sin Hustru, og hun fødte en Søn, som hun gav Navnet Set; »thi,« sagde hun, »Gud har sat mig andet Afkom i Abels Sted, fordi Kain slog ham ihjel!«

4:26  Set fik ogsaa en Søn, som han kaldte Enosj; paa den Tid begyndte man at paakalde HERRENS Navn.

Chapter 5

5:1  Dette er Adams Slægtebog. Dengang Gud skabte Mennesket, gjorde han det i Guds Billede;

5:2  som Mand og Kvinde skabte han dem, og han velsignede dem og gav dem Navnet »Menneske«, da de blev skabt.

5:3  Da Adam havde levet i 130 Aar, avlede han en Søn, som var ham lig og i hans Billede, og han kaldte ham Set;

5:4  og efter at Adam havde avlet Set, levede han 800 Aar og avlede Sønner og Døtre;

5:5  saaledes blev hans fulde Levetid 930 Aar, og derpaa døde han.

5:6  Da Set havde levet 105 Aar, avlede han Enosj;

5:7  og efter at Set havde avlet Enosj, levede han 807 Aar og avlede Sønner og Døtre;

5:8  saaledes blev Sets fulde Levetid 912 Aar, og derpaa døde han.

5:9  Da Enosj havde levet 90 Aar, avlede han Kenan;

5:10  og efter at Enosj havde avlet Kenan, levede han 815 Aar og avlede Sønner og Døtre;

5:11  saaledes blev Enosj's fulde Levetid 905 Aar, og derpaa døde han.

5:12  Da Kenan havde levet 70 Aar, avlede han Mahalal'el;

5:13  og efter at Kenan havde avlet Mahalal'el, levede han 840 Aar og avlede Sønner og Døtre;

5:14  saaledes blev Kenans fulde Levetid 910 Aar, og derpaa døde han.

5:15  Da Mahalal'el havde levet 65 Aar, avlede han Jered;

5:16  og efter at Mahalal'el havde avlet Jered, levede han 830 Aar og avlede Sønner og Døtre;

5:17  saaledes blev Mahalal'els fulde Levetid 895 Aar, og derpaa døde han.

5:18  Da Jered havde levet 162 Aar, avlede han Enok;

5:19  og efter at Jered havde avlet Enok, levede han 800 Aar og avlede Sønner og Døtre;

5:20  saaledes blev Jereds fulde Levetid 962 Aar, og derpaa døde han.

5:21  Da Enok havde levet 65 Aar, avlede han Metusalem,

5:22  og Enok vandrede med Gud; og efter at han havde avlet Metusalem, levede han 300 Aar og avlede Sønner og Døtre;

5:23  saaledes blev Enoks fulde Levetid 365 Aar;

5:24  og Enok vandrede med Gud, og han var ikke mere, thi Gud tog ham.

5:25  Da Metusalem havde levet 187 Aar, avlede han Lemek;

5:26  og efter at Metusalem havde avlet Lemek, levede han 782 Aar og avlede Sønner og Døtre;

5:27  saaledes blev Metusalems fulde Levetid 969 Aar, og derpaa døde han.

5:28  Da Lemek havde levet 182 Aar, avlede han en Søn,

5:29  som han gav Navnet Noa, idet, han sagde: »Han skal skaffe os Trøst i vort møjefulde Arbejde med Jorden, som HERREN har forbandet.«

5:30  Og efter at Lemek havde avlet Noa, levede han 595 Aar og avlede Sønner og Døtre;

5:31  saaledes blev Lemeks fulde Levetid 777 Aar, og derpaa døde han.

5:32  Da Noa var 500 Aar gammel, avlede han Sem, Kam og Jafet.

Chapter 6

6:1  Da nu Menneskene begyndte at blive talrige paa Jorden og der fødtes dem Døtre,

6:2  fik Gudssønnerne Øje paa Menneskedøtrenes Skønhed, og de tog saa mange af dem, som de lystede, til Hustruer.

6:3  Da sagde HERREN: »Min Aand skal ikke for evigt blive i Menneskene, eftersom de jo dog er Kød; deres Dage skal være 120 Aar.«

6:4  I hine Dage, da Gudssønnerne gik ind til Menneskedøtrene og disse fødte dem Børn — men ogsaa senere hen i Tiden — levede Kæmperne paa Jorden. Det er Heltene, hvis Ry naar tilbage til Fortids Dage.

6:5  Men HERREN saa, at Menneskenes, Ondskab tog til paa Jorden, og at deres Hjerters Higen og Tragten kun var ond Dagen lang.

6:6  Da angrede HERREN, at han havde gjort Menneskene paa Jorden, og det skar ham i Hjertet.

6:7  Og HERREN sagde: »Jeg vil udslette Menneskene, som jeg har skabt, af Jordens Flade, baade Mennesker, Kvæg, Kryb og Himmelens, Fugle, thi jeg angrer, at jeg gjorde dem!«

6:8  Men Noa fandt Naade for HERRENS Øjne.

6:9  Dette er Noas Slægtebog. Noa var en retfærdig, ustraffelig Mand blandt sine samtidige; Noa vandrede med Gud.

6:10  Noa avlede tre Sønner: Sem, Kam og Jafet.

6:11  Men Jorden fordærvedes for Guds Øjne, og Jorden blev fuld af Uret;

6:12  og Gud saa til Jorden, og se, den var fordærvet, thi alt Kød havde fordærvet sin Vej paa Jorden.

6:13  Da sagde Gud til Noa: »Jeg har besluttet at gøre Ende paa alt Kød, fordi Jorden ved deres Skyld et fuld af Uret; derfor vil jeg nu udrydde dem af Jorden.

6:14  Men du skal gøre dig en Ark af Gofertræ og indrette den med Rum ved Rum og overstryge den med Beg baade indvendig og udvendig;

6:15  og saaledes skal du bygge Arken: Den skal være 300 Alen lang, 50 Alen bred og 30 Alen høj;

6:16  du skal anbringe Taget paa Arken, og det skal ikke rage længer ud end een Alen fra oven; paa Arkens Side skal du sætte Døren, og du skal indrette den med et nederste, et mellemste og et øverste Stokværk.

6:17  Se, jeg bringer nu Vandfloden over Jorden for at udrydde alt Kød under Himmelen, som har Livsaande; alt, hvad der er paa Jorden, skal forgaa.

6:18  Men jeg vil oprette min Pagt med dig. Du skal gaa ind i Arken med dine Sønner, din Hustru og dine Sønnekoner;

6:19  og af alle Dyr, af alt Kød skal du bringe et Par af hver Slags ind i Arken for at holde dem i Live hos dig. Han og Hundyr skal det være,

6:20  af Fuglene efter deres Arter, af Kvæget efter dets Arter og af alt Jordens Kryb efter dets Arter; Par for Par skal de gaa ind til dig for at holdes i Live.

6:21  Og du skal indsamle et Forraad af alle Slags Levnedsmidler, for at det kan tjene dig og dem til Føde.«

6:22  Og Noa gjorde ganske som Gud havde paalagt ham; saaledes gjorde han.

Chapter 7

7:1  Derpaa sagde HERREN til Noa: »Gaa ind i Arken med hele dit Hus, thi dig har jeg fundet retfærdig for mine Øjne i denne Slægt.

7:2  Af alle rene Dyr skal du tage syv Par, Han og Hun, og af alle urene Dyr eet Par, Han og Hun,

7:3  ligeledes af Himmelens Fugle syv Par, Han og Hun, for at de kan forplante sig paa hele Jorden.

7:4  Thi om syv Dage vil jeg lade det regne paa Jorden i fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter og udslette alle Væsener, som jeg har gjort, fra Jordens Flade.«

7:5  Og Noa gjorde ganske som HERREN havde paalagt ham.

7:6  Noa var 600 Aar gammel, da Vandfloden kom over Jorden.

7:7  Noa gik med sine Sønner, sin Hustru og sine Sønnekoner ind i Arken for at undslippe Flodens Vande.

7:8  De rene og de urene Dyr, Fuglene og alt, hvad der kryber paa Jorden,

7:9  gik Par for Par ind i Arken til Noa, Han og Hundyr, som Gud havde paalagt Noa.

7:10  Da nu syv Dage var omme, kom Flodens Vande over Jorden;

7:11  i Noas 600de Leveaar paa den syttende Dag i den anden Maaned, den Dag brast det store Verdensdybs Kilder, og Himmelens Sluser aabnedes,

7:12  og Regnen faldt over Jorden i fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter.

7:13  Selv samme Dag gik Noa ind i Arken og med ham hans Sønner Sem, Kam og Jafet, hans Hustru og hans tre Sønnekoner

7:14  og desuden alle vildtlevende Dyr efter deres Arter, alt Kvæg efter dets Arter, alt Kryb paa Jorden efter dets Arter og alle Fugle efter deres Arter, alle Fugle, alt, hvad der har Vinger;

7:15  af alt Kød, som har Livsaande, gik Par for Par ind i Arken til Noa;

7:16  Han og Hundyr af alt Kød gik ind, som Gud havde paabudt, og HERREN lukkede efter ham.

7:17  Da kom Vandfloden over Jorden i fyrretyve Dage, og Vandet steg og løftede Arken, saa den hævedes over Jorden.

7:18  Og Vandet steg og stod højt over Jorden, og Arken flød paa Vandet;

7:19  og Vandet steg og steg over Jorden, saa de højeste Bjerge under Himmelen stod under Vand;

7:20  femten Alen stod Vandet over dem, saa Bjergene stod helt under Vand.

7:21  Da omkom alt Kød, som rørte sig paa Jorden, Fugle, Kvæg, vildtlevende Dyr og alt Kryb paa Jorden og alle Mennesker;

7:22  alt, i hvis Næse det var Livets Aande, alt, hvad der var paa det faste Land, døde.

7:23  Saaledes udslettedes alle Væsener, der var paa Jordens Flade, Mennesker, Kvæg, Kryb og Himmelens Fugle; de udslettedes af Jorden, og tilbage blev kun Noa og de, der var hos ham i Arken.

7:24  Vandet steg over Jorden i 150 Dage.

Chapter 8

8:1  Da ihukom Gud Noa og alle de vilde Dyr og Kvæget, som var hos ham i Arken; og Gud lod en Storm fare hen over Jorden, saa at Vandet begyndte at falde;

8:2  Verdensdybets Kilder og Himmelens Sluser lukkedes, Regnen fra Himmelen standsede,

8:3  og Vandet veg lidt efter lidt bort fra Jorden, og Vandet tog af efter de 150 Dages Forløb.

8:4  Paa den syttende Dag i den syvende Maaned sad Arken fast paa Ararats Bjerge,

8:5  og Vandet vedblev at synke indtil den tiende Maaned, og paa den første Dag i denne Maaned dukkede Bjergenes Toppe frem.

8:6  Da der var gaaet fyrretyve Dage: aabnede Noa den Luge, han havde lavet paa Arken,

8:7  og sendte en Ravn ud; den fløj frem og tilbage, indtil Vandet var tørret bort fra Jorden.

8:8  Da sendte han en Due ud for at se, om Vandet var sunket fra Jordens Overflade;

8:9  men Duen fandt intet Sted at sætte sin Fod og vendte tilbage til ham i Arken, fordi der endnu var Vand over hele Jorden; og han rakte Haanden ud og tog den ind i Arken til sig.

8:10  Derpaa biede han yderligere syv Dage og sendte saa atter Duen ud fra Arken;

8:11  ved Aftenstid kom Duen tilbage til ham, og se, den havde et friskt Olieblad i Næbbet. Da skønnede Noa, at Vandet var svundet bort fra Jorden.

8:12  Derpaa biede han syv Dage til, og da han saa sendte Duen ud, kom den ikke mere tilbage til ham.

8:13  I Noas 601ste Leveaar paa den første Dag i den første Maaned var Vandet tørret bort fra Jorden. Da tog Noa Dækket af Arken, og da han saa sig om, se, da var Jordens Overflade tør.

8:14  Paa den syv og tyvende Dag i den anden Maaned var Jorden tør.

8:15  Da sagde Gud til Noa:

8:16  »Gaa ud af Arken med din Hustru, dine Sønner og dine Sønnekoner

8:17  og for alle Dyr, der er hos dig, alt Kød, Fugle, Kvæg og alt Kryb, der kryber paa Jorden, ud med dig, at de kan vrimle paa Jorden og blive frugtbare og mangfoldige paa Jorden!«

8:18  Da gik Noa ud med sine Sønner, sin Hustru og sine Sønnekoner;

8:19  og alle de vildtlevende Dyr, alt Kvæget, alle Fuglene og alt Krybet, der kryber paa Jorden, efter deres Slægter, gik ud af Arken.

8:20  Derpaa byggede Noa HERREN et Alter og tog nogle af alle de rene Dyr og Fugle og ofrede Brændofre paa Alteret.

8:21  Og da HERREN indaandede den liflige Duft, sagde han til sig selv: »Jeg vil aldrig mere forbande Jorden for Menneskenes Skyld, thi Menneskehjertets Higen er ond fra Ungdommen af, og jeg vil aldrig mere tilintetgøre alt, hvad der lever, saaledes som jeg nu har gjort!

8:22  Herefter skal, saa længe Jorden staar, Sæd og Høst, Kulde og Hede, Sommer og Vinter, Dag og Nat ikke ophøre!«

Chapter 9

9:1  Derpaa velsignede Gud Noa og hans Sønner og sagde til dem: »Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld Jorden!

9:2  Frygt for eder og Rædsel for eder skal være over alle Jordens vildtlevende Dyr og alle Himmelens Fugle og i alt, hvad Jorden vrimler med, og i alle Havets Fisk; i eders Haand er de givet!

9:3  Alt, hvad der rører sig og lever, skal tjene eder til Føde; ligesom de grønne Urter giver jeg eder det alt sammen.

9:4  Dog Kød med Sjælen, det er Blodet, maa I ikke spise!

9:5  Men for eders eget Blod kræver jeg Hævn; af ethvert Dyr kræver jeg Hævn for det, og af Menneskene indbyrdes kræver jeg Hævn for Menneskenes Liv.

9:6  Om nogen udøser Menneskers Blod, ved Mennesker skal hans Blod udøses, thi i sit Billede gjorde Gud Menneskene.

9:7  Men I skal blive frugtbare og mangfoldige! Opfyld Jorden og gør eder til Herre over den!«

9:8  Derpaa sagde Gud til Noa og hans Sønner:

9:9  »Se, jeg opretter min Pagt med eder og eders Efterkommere efter eder

9:10  og med hvert levende Væsen, som er hos eder, Fuglene, Kvæget og alle Jordens vildtlevende Dyr, alt, hvad der gik ud af Arken, alle Jordens Dyr;

9:11  jeg opretter min Pagt med eder og lover, at aldrig mere skal alt Kød udryddes af Flodens Vande, og aldrig mere skal der komme en Vandflod for at ødelægge Jorden!«

9:12  Fremdeles sagde Gud: »Dette er Tegnet paa den Pagt, jeg til evige Tider opretter mellem mig og eder og hvert levende Væsen, som er hos eder:

9:13  Min Bue sætter jeg i Skyen, og den skal være Pagtstegn mellem mig og Jorden!

9:14  Naar jeg trækker Skyer sammen over Jorden, og Buen da viser sig i Skyerne,

9:15  vil jeg komme den Pagt i Hu, som bestaar mellem mig og eder og hvert levende Væsen, det er alt Kød, og Vandet skal ikke mere blive til en Vandflod, som ødelægger alt Kød.

9:16  Naar Buen da staar i Skyerne, vil jeg se hen til den og ihukomme den evige Pagt mellem Gud og hvert levende Væsen, det er alt Kød paa Jorden.«

9:17  Og Gud sagde til Noa: »Det er Tegnet paa den Pagt, jeg opretter imellem mig og alt Kød paa Jorden!«

9:18  Noas Sønner, der gik ud af Arken, var Sem, Kam og Jafet; Kam var Fader til Kana'an;

9:19  det var Noas tre Sønner, og fra dem stammer hele Jordens Befolkning.

9:20  Noa var Agerdyrker og den første, der plantede en Vingaard.

9:21  Da han nu drak af Vinen, blev han beruset og blottede sig inde i, sit Telt.

9:22  Da saa Kana'ans Fader Kam sin Faders Blusel og gik ud og fortalte sine Brødre det;

9:23  men Sem og Jafet tog Kappen, lagde den paa deres Skuldre og gik baglæns ind og tildækkede deres Faders Blusel med bortvendte Ansigter, saa de ikke saa deres Faders Blusel.

9:24  Da Noa vaagnede af sin Rus og fik at vide, hvad hans yngste Søn havde gjort ved ham,

9:25  sagde han: »Forbandet være Kana'an, Trælles Træl blive han for sine Brødre!«

9:26  Fremdeles sagde han: »Lovet være HERREN, Sems Gud, og Kana'an blive hans Træl!

9:27  Gud skaffe Jafet Plads, at han maa bo i Sems Telte; og Kana'an blive hans Træl!«

9:28  Noa levede 350 Aar efter Vandfloden;

9:29  saaledes blev Noas fulde Levetid 950 Aar, og derpaa døde han.

Chapter 10

10:1  Dette er Noas Sønner, Sem, Kam og Jafets Slægtebog. Efter Vandfloden fødtes der dem Sønner.

10:2  Jafets Sønner: Gomer, Magog. Madaj, Javan, Tubal, Mesjek og Tiras.

10:3  Gomers Sønner: Asjkenaz, Rifat og Togarma.

10:4  Javans Sønner: Elisja, Tarsis. Kittæerne og Rodosboerne;

10:5  fra dem nedstammer de fjerne Strandes Folk. Det var Jafets Sønner i deres Lande, hver med sit Tungemaal, efter deres Slægter og i deres Folkeslag.

10:6  Kams Sønner: Kusj, Mizrajim, Put og Kana'an.

10:7  Kusj's Sønner: Seba, Havila, Sabta, Ra'ma og Sabteka. Ra'mas Sønner: Saba og Dedan.

10:8  Og Kusj avlede Nimrod, som var den første Storhersker paa Jorden.

10:9  Han var en vældig Jæger for HERRENS Øjne; derfor siger man: »En vældig Jæger for HERRENS Øjne som Nimrod.«

10:10  Fra først af omfattede hans Rige Babel, Erek, Akkad og Kalne i Sinear;

10:11  fra dette Land drog han til Assyrien og byggede Nineve, Rehobot-Ir, Kela

10:12  og Resen mellem Nineve og Kela, det er den store By.

10:13  Mizrajim avlede Luderne, Anamerne, Lehaberne, Naftuherne,

10:14  Patruserne, Kasluherne, fra hvem Filisterne udgik, og Kaftorerne.

10:15  Kana'an avlede Zidon, hans førstefødte, Het,

10:16  Jebusiterne, Amoriterne, Girgasjiterne,

10:17  Hivviterne, Arkiterne, Siniterne,

10:18  Arvaditerne, Zemariterne og Hamatiterne; men senere bredte Kana'anæernes Slægter sig,

10:19  saa at Kana'anæernes Omraade strakte sig fra Zidon i Retning af Gerar indtil Gaza, i Retning af Sodoma, Gomorra, Adma, og Zebojim indtil Lasja.

10:20  Det var Kams Sønner efter deres Slægter og Tungemaal i deres Lande og Folk.

10:21  Men ogsaa Sem, alle Ebersønnernes Fader, Jafets ældste Broder, fødtes der Sønner.

10:22  Sems Sønner: Elam, Assur, Arpaksjad, Lud og Aram.

10:23  Arams Sønner: Uz, Hul, Geter og Masj.

10:24  Arpaksjad avlede Sjela; Sjela avlede Eber;

10:25  Eber fødtes der to Sønner; den ene hed Peleg, thi paa hans Tid adsplittedes Jordens Befolkning, og hans Broder hed Joktan.

10:26  Joktan avlede Almodad, Sjelef, Hazarmavet, Jera,

10:27  Hadoram, Uzal, Dikla,

10:28  Obal, Abimael, Saba,

10:29  Ofir, Havila og Jobab. Alle disse var Joktans Sønner,

10:30  og deres Bosteder strækker sig fra Mesja i Retning af Sefar, Østens Bjerge.

10:31  Det var Sems Sønner efter deres Slægter og Tungemaal i deres Lande og Folk.

10:32  Det var Noas Sønners Slægter efter deres Nedstamning, i deres Folk; fra dem nedstammer Folkene, som efter Vandfloden bredte sig paa Jorden.

Chapter 11

11:1  Hele Menneskeheden havde eet Tungemaal og samme Sprog.

11:2  Da de nu drog østerpaa, traf de paa en Dal i Sinear, og der slog de sig ned.

11:3  Da sagde de til hverandre: »Kom, lad os stryge Teglsten og brænde dem godt!« De brugte nemlig Tegl som Sten og Jordbeg som Kalk.

11:4  Derpaa sagde de: »Kom, lad os bygge os en By og et Taarn, hvis Top naar til Himmelen, og skabe os et Navn, for at vi ikke skal spredes ud over hele Jorden!«

11:5  Men HERREN steg ned for at se Byen og Taarnet, som Menneskebørnene byggede,

11:6  og han sagde: »Se, de er eet Folk og har alle eet Tungemaal; og naar de nu først er begyndt saaledes, er intet, som de sætter sig for, umuligt for dem;

11:7  lad os derfor stige ned og forvirre deres Tungemaal der, saa de ikke forstaar hverandres Tungemaal!«

11:8  Da spredte HERREN dem fra det Sted ud over hele Jorden, og de opgav at bygge Byen.

11:9  Derfor kaldte man den Babel, thi der forvirrede HERREN al Jordens Tungemaal, og derfra spredte HERREN dem ud over hele Jorden.

11:10  Dette er Sems Slægtebog. Da Sem var 100 Aar gammel, avlede han Arpaksjad, to Aar efter Vandfloden;

11:11  og efter at Sem havde avlet Arpaksjad, levede han 500 Aar og avlede Sønner og Døtre.

11:12  Da Arpaksjad havde levet 35 Aar, avlede han Sjela;

11:13  og efter at Arpaksjad havde avlet Sjela, levede han 403 Aar og avlede Sønner og Døtre.

11:14  Da Sjela havde levet 30 Aar, avlede han Eber;

11:15  og efter at Sjela havde avlet Eber, levede han 403 Aar og avlede Sønner og Døtre.

11:16  Da Eber havde levet 34 Aar, avlede han Peleg;

11:17  og efter at Eber havde avlet Peleg, levede han 430 Aar og avlede Sønner og Døtre.

11:18  Da Peleg havde levet 30 Aar, avlede han Re'u;

11:19  og efter at Peleg havde avlet Re'u, levede han 209 Aar og avlede Sønner og Døtre.

11:20  Da Re'u havde levet 32 Aar, avlede han Serug;

11:21  og efter at Re'u havde avlet Serug, levede han 207 Aar og avlede Sønner og Døtre.

11:22  Da Serug havde levet 30 Aar, avlede han Nakor;

11:23  og efter at Serug havde avlet Nakor, levede han 200 Aar og avlede Sønner og Døtre.

11:24  Da Nakor havde levet 29 Aar, avlede han Tara;

11:25  og efter at Nakor havde avlet Tara, levede han 119 Aar og avlede Sønner og Døtre.

11:26  Da Tara havde levet 70 Aar, avlede han Abram, Nakor og Haran.

11:27  Dette er Taras Slægtebog. Tara avlede Abram, Nakor og Haran. Haran avlede Lot.

11:28  Haran døde i sin Fader Taras Levetid i sin Hjemstavn i Ur Kasdim.

11:29  Abram og Nakor tog sig Hustruer; Abrams Hustru hed Saraj, Nakors Milka, en Datter af Haran, Milkas og Jiskas Fader.

11:30  Men Saraj var ufrugtbar og havde ingen Børn.

11:31  Tara tog sin Søn Abram, sin Sønnesøn Lot, Harans Søn, og sin Sønnekone Saraj, hans Søn Abrams Hustru, og førte dem fra Ur Kasdim for at begive sig til Kana'ans Land; men da de kom til Karan, slog de sig ned der.

11:32  Taras Levetid var 205 Aar; og Tara døde i Karan.

Chapter 12

12:1  HERREN sagde til Abram: »Drag ud fra dit Land, fra din Slægt og din Faders Hus til det Land, jeg vil vise dig;

12:2  saa vil jeg gøre dig til et stort Folk, og jeg vil velsigne dig og gøre dit Navn stort, og vær en Velsignelse!

12:3  Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og forbande dem, der forbander dig; i dig skal alle Jordens Slægter velsignes!«

12:4  Og Abram gik, som HERREN sagde til ham, og Lot gik med ham. Abram var fem og halvfjerdsindstyve Aar, da han drog fra Karan;

12:5  og Abram tog sin Hustru Saraj og sin Brodersøn Lot og al den Ejendom, de havde samlet sig, og de Folk, de havde vundet sig i Karan, og de gav sig paa Vej til Kana'ans Land og naaede derhen.

12:6  Derpaa drog Abram gennem Landet til Sikems hellige Sted, til Sandsigerens Træ. Det var dengang Kana'anæerne boede i Landet.

12:7  Men HERREN aabenbarede sig for Abram og sagde til ham: »Dit Afkom giver jeg dette Land!« Da byggede han der et Alter for HERREN, som havde aabenbaret sig for ham.

12:8  Derpaa brød han op derfra og drog til Bjergene østen for Betel, og han slog Lejr med Betel mod Vest og Aj mod Øst; og han byggede HERREN et Alter der og paakaldte HERRENS Navn.

12:9  Derpaa drog Abram fra Plads til Plads og naaede Sydlandet.

12:10  Der opstod Hungersnød i Landet; og da Hungersnøden i Landet blev trykkende, drog Abram ned til Ægypten for at bo der som fremmed.

12:11  Da han nu nærmede sig Ægypten, sagde han til sin Hustru Saraj: »Jeg ved jo, at du er en smuk Kvinde;

12:12  naar nu Ægypterne ser dig, og de mener, at du er min Hustru, slaar de mig ihjel og lader dig leve;

12:13  sig derfor, at du er min Søster, for at det maa gaa mig godt, og jeg ikke skal miste Livet for din Skyld!«

12:14  Da han saa drog ind i Ægypten, saa Ægypterne, at hun var en saare smuk Kvinde;

12:15  og Faraos Stormænd, der saa hende, priste hende for Farao, og saa blev Kvinden ført til Faraos Hus.

12:16  Men Abram behandlede han godt for hendes Skyld, og han fik Smaakvæg, Hornkvæg og Æsler, Trælle og Trælkvinder, Aseninder og Kameler.

12:17  Men HERREN ramte Farao og hans Hus med svære Plager for Abrams Hustru Sarajs Skyld.

12:18  Da lod Farao Abram kalde og sagde: »Hvad har du gjort imod mig! Hvorfor lod du mig ikke vide, at hun er din Hustru?

12:19  Hvorfor sagde du, at hun var din Søster, saa at jeg tog hende til Hustru? Se, her har du nu din Hustru, tag hende og gaa bort!«

12:20  Og Farao bød sine Mænd følge ham og hans Hustru og al deres Ejendom paa Vej;

Chapter 13

13:1  og Abram drog atter med sin Hustru og al sin Ejendom fra Ægypten op til Sydlandet, og Lot drog med ham.

13:2  Abram var meget rig paa Kvæghjorde, Sølv og Guld;

13:3  og han vandrede fra Lejrplads til Lejrplads og naaede fra Sydlandet til Betel, til det Sted, hvor hans Teltlejr havde staaet første Gang, mellem Betel og Aj,

13:4  til det Sted, hvor han forrige Gang havde rejst et Alter; og Abram paakaldte der HERRENS Navn.

13:5  Og Lot, der drog med Abram, ejede ligeledes Smaakvæg, Hornkvæg og Telte.

13:6  Men Landet formaaede ikke at rumme dem, saa de kunde bo sammen; thi deres Hjorde var for store til, at de kunde bo sammen.

13:7  Da opstod der Strid mellem Abrams og Lots Hyrder; det var dengang Kana'anæerne og Perizziterne boede i Landet.

13:8  Abram sagde derfor til Lot: »Der maa ikke være Strid mellem os to eller mellem mine og dine Hyrder, vi er jo Frænder!

13:9  Ligger ikke hele Landet dig aabent? Skil dig hellere fra mig; vil du til venstre, saa gaar jeg til højre, og vil du til højre, saa gaar jeg til venstre!«

13:10  Da saa Lot sig omkring, og da han saa, at hele Jordanegnen (det var før HERREN ødelagde Sodoma og Gomorra) var vandrig som HERRENS Have, som Ægyptens Land, hen ad Zoar til,

13:11  valgte han sig hele Jordanegnen. Saa brød Lot op og drog østerpaa, og de skiltes,

13:12  idet Abram slog sig ned i Kana'ans Land, medens Lot slog sig ned i Jordanegnens Byer og drog med sine Telte fra Sted til Sted helt hen til Sodoma. —

13:13  Men Mændene i Sodoma var ugudelige og store Syndere mod HERREN.

13:14  Efter at Lot havde skilt sig fra Abram, sagde HERREN til denne: »Løft dit Blik og se dig om der, hvor du staar, mod Nord, mod Syd, mod Øst og mod Vest;

13:15  thi hele det Land, du ser, vil jeg give dig og dit Afkom til evig Tid,

13:16  og jeg vil gøre dit Afkom som Jordens Støv, saa at det lige saa lidt skal kunne tælles, som nogen kan tælle Jordens Støv.

13:17  Drag nu gennem Landet paa Kryds og tværs, thi dig giver jeg det!«

13:18  Saa drog Abram fra Sted til Sted med sine Telte og kom til Mamres Lund i Hebron, hvor han slog sig ned og byggede HERREN et Alter.

Chapter 14

14:1  Dengang Amrafel var Konge i Sinear, Arjok i Ellasar, Kedorlaomer i Elam og Tid'al i Gojim,

14:2  laa de i Krig med Kong Bera af Sodoma, Kong Birsja af Gomorra, Kong Sjin'ab af Adma, Kong Sjem'eber af Zebojim og Kongen i Bela, det et Zoar.

14:3  Alle disse havde slaaet sig sammen og var rykket frem til Siddims Dal, det er Salthavet.

14:4  I tolv Aar havde de staaet under Kedorlaomer, men i det trettende faldt de fra;

14:5  og i det fjortende Aar kom Kedorlaomer og de Konger, som fulgte ham. Først slog de Refaiterne i Asjtarot-Karnajim, Zuziterne i Ham, Emiterne i Sjave-Kirjatajim

14:6  og Horiterne i Se'irs Bjerge hen ad El-Paran til ved Ørkenens Rand;

14:7  saa vendte de om og drog til Misjpatkilden, det er Kadesj, og slog Amalekiterne i hele deres Omraade og ligesaa de Amoriter, der boede i Hazazon-Tamar.

14:8  Da drog Sodomas, Gomorras, Admas, Zebojims og Belas, det er Zoars, Konger ud og indlod sig i Siddims Dal i Kamp

14:9  med Kong Kedorlaomer af Elam, Kong Tid'al af Gojim, Kong Amrafel af Sinear og Kong Arjok af Ellasar, fire Konger mod fem.

14:10  Men Siddims Dal var fuld af Jordbeggruber; og da Sodomas og Gomorras Konger blev slaaet paa Flugt, styrtede de i dem, medens de, der blev tilbage, flyede op i Bjergene.

14:11  Saa tog Fjenden alt Godset i Sodoma og Gomorra og alle Levnedsmidlerne og drog bort;

14:12  ligeledes tog de, da de drog bort, Abrams Brodersøn Lot og alt hans Gods med sig; thi han boede i Sodoma.

14:13  Men en Flygtning kom og meldte det til Hebræeren Abram, der boede ved den Lund, som tilhørte Amoriten Mamre, en Broder til Esjkol og Aner, der ligesom han var Abrams Pagtsfæller.

14:14  Da nu Abram hørte, at hans Frænde var taget til Fange, mønstrede han sine Husfolk, de hjemmefødte Trælle, 318 Mand, og satte efter Fjenden til Dan;

14:15  der faldt han og hans Trælle over dem om Natten, slog dem paa Flugt og forfulgte dem op til Hoba norden for Damaskus.

14:16  Derefter bragte han alt Godset tilbage; ogsaa sin Frænde Lot og hans Gods førte han tilbage og ligeledes Kvinderne og Folket.

14:17  Da han nu kom tilbage fra Sejren over Kedorlaomer og de Konger, der fulgte ham, gik Sodomas Konge ham i Møde i Sjavedalen, det er Kongedalen.

14:18  Men Salems Konge Melkizedek, Gud den Allerhøjestes Præst, bragte Brød og Vin

14:19  og velsignede ham med de Ord: »Priset være Abram for Gud den Allerhøjeste, Himmelens og Jordens Skaber,

14:20  og priset være Gud den Allerhøjeste, der gav dine Fjender i din Haand!« Og Abram gav ham Tiende af alt.

14:21  Sodomas Konge sagde derpaa til Abram: »Giv mig Menneskene og behold selv Godset!«

14:22  Men Abram svarede Sodomas Konge: »Til HERREN, Gud den Allerhøjeste, Himmelens og Jordens Skaber, løfter jeg min Haand paa,

14:23  at jeg ikke vil tage saa meget som en Traad eller en Sandalrem eller overhovedet noget som helst af din Ejendom; du skal ikke sige, at du har gjort Abram rig!

14:24  Jeg vil intet have — kun hvad de unge Mænd har fortæret, og mine Ledsagere, Aner, Esjkol og Mamres Del, lad dem faa deres Del!«

Chapter 15

15:1  Nogen Tid efter kom HERRENS Ord til Abram i et Syn saaledes: »Frygt ikke, Abram, jeg er dit Skjold; din Løn skal blive saare stor!«

15:2  Men Abram svarede: »Herre, HERRE, hvad kan du give mig, naar jeg dog gaar barnløs bort, og en Mand fra Damaskus, Eliezer, skal arve mit Hus.«

15:3  Og Abram sagde: »Du har jo intet Afkom givet mig, og se, min Hustræl kommer til at arve mig!«

15:4  Og se, HERRENS Ord kom til ham saaledes: »Han kommer ikke til at arve dig, men den, der udgaar af dit Liv, han skal arve dig.«

15:5  Derpaa førte han ham ud i det fri og sagde: »Se op mod Himmelen og prøv, om du kan tælle Stjernerne!« Og han sagde til ham: »Saaledes skal dit Afkom blive!«

15:6  Da troede Abram HERREN, og han regnede ham det til Retfærdighed.

15:7  Derpaa sagde han til ham: »Jeg er HERREN, som førte dig bort fra Ur-Kasdim for at give dig dette Land i Eje!«

15:8  Men han svarede: »Herre, HERRE, hvorpaa kan jeg kende, at jeg skal faa det i Eje?«

15:9  Da sagde han til ham: »Tag mig en treaars Kvie, en treaars Ged og en treaars Væder, en Turteldue og en Smaafugl!«

15:10  Saa tog han alle disse Dyr skar dem midt over og lagde Halvdelene over for hinanden; dog skar han ikke Fuglene over.

15:11  Da slog der Rovfugle ned paa de døde Kroppe, men Abram skræmmede dem bort.

15:12  Da Solen saa var ved at gaa ned, faldt der Dvale over Abram, og se, Rædsel faldt over ham, et stort Mørke.

15:13  Og han sagde til Abram: »Vide skal du, at dit Afkom skal bo som fremmede i et Land, der ikke er deres eget; de skal trælle for dem og mishandles af dem i 400 Aar.

15:14  Dog vil jeg ogsaa dømme det Folk, de kommer til at trælle for, og siden skal de vandre ud med meget Gods.

15:15  Men du skal fare til dine Fædre i Fred og blive jordet i en god Alderdom.

15:16  I fjerde Slægtled skal de vende tilbage hertil; thi endnu er Amoriternes Syndeskyld ikke fuldmoden.«

15:17  Da Solen var gaaet ned og Mørket faldet paa, viste der sig en rygende Ovn med en flammende Ildslue, der skred frem mellem de sønderskaarne Kroppe.

15:18  Paa den Dag sluttede HERREN Pagt med Abram, idet han sagde: »Dit Afkom giver jeg dette Land fra Ægyptens Bæk til den store Flod, Eufratfloden,

15:19  det er Keniterne, Kenizziterne, Kadmoniterne,

15:20  Hetiterne, Perizziterne, Refaiterne,

15:21  Amoriterne, Kana'anæerne, Girgasjiterne, Hivviterne og Jebusiterne.«

Chapter 16

16:1  Abrams Hustru Saraj fødte ham intet Barn. Men Saraj havde en Ægyptisk Trælkvinde ved Navn Hagar;

16:2  og Saraj sagde til Abram: »HERREN har jo nægtet mig Børn; gaa derfor ind til min Trælkvinde, maaske kan jeg faa en Søn ved hende!« Og Abram adlød Saraj.

16:3  Saa tog Abrams Hustru Saraj sin Trælkvinde, Ægypterinden Hagar, efter at Abram havde boet ti Aar i Kana'ans Land, og gav sin Mand Abram hende til Hustru;

16:4  og han gik ind til Hagar, og hun blev frugtsommelig. Men da hun saa, at hun var frugtsommelig, lod hun haant om sin Herskerinde.

16:5  Da sagde Saraj til Abram: »Min Krænkelse komme over dig! Jeg lagde selv min Trælkvinde i din Favn, og nu hun ser, at hun skal føde, lader hun haant om mig; HERREN være Dommer mellem mig og dig!«

16:6  Abram svarede Saraj: »Din Trælkvinde er i din Haand, gør med hende, hvad du finder for godt!« Da plagede Saraj hende, saa hun flygtede for hende.

16:7  Men HERRENS Engel fandt hende ved Vandkilden i Ørkenen, ved Kilden paa Vejen til Sjur;

16:8  og han sagde: »Hvorfra kommer du, Hagar, Sarajs Trælkvinde, og hvor gaar du hen?« Hun svarede: »Jeg flygter for min Herskerinde Saraj!«

16:9  Da sagde HERRENS Engel til hende: »Vend tilbage til din Herskerinde og find dig i hendes Mishandling!«

16:10  Og HERRENS Engel sagde til hende: »Jeg vil gøre dit Afkom saa talrigt, at det ikke kan tælles.«

16:11  Og HERRENS Engel sagde til hende: »Se, du er frugtsommelig, og du skal føde en Søn, som du skal kalde Ismael, thi HERREN har hørt, hvad du har lidt;

16:12  og han skal blive et Menneske-Vildæsel, hvis Haand er mod alle, og alles Haand mod ham, og han skal ligge i Strid med alle sine Frænder!«

16:13  Saa gav hun HERREN, der havde talet til hende, Navnet: Du er en Gud, som ser; thi hun sagde: »Har jeg virkelig her set et Glimt af ham, som ser mig?«

16:14  Derfor kaldte man Brønden Be'er-lahaj-ro'i; den ligger mellem Kadesj og Bered.

16:15  Og Hagar fødte Abram en Søn, og Abram kaldte Sønnen, Hagar fødte ham, Ismael.

16:16  Abram var seks og firsindstyve Aar gammel, da Hagar fødte ham Ismael.

Chapter 17

17:1  Da Abram var ni og halvfemsindstyve Aar gammel, aabenbarede HERREN sig for ham og sagde til ham: »Jeg er Gud den Almægtige; vandre for mit Aasyn og vær ustraffelig,

17:2  saa vil jeg oprette min Pagt mellem mig og dig og give dig et overvættes stort Afkom!«

17:3  Da faldt Abram paa sit Ansigt, og Gud sagde til ham:

17:4  »Fra min Side er min Pagt med dig, at du skal blive Fader til en Mængde Folk;

17:5  derfor skal dit Navn ikke mere være Abram, men du skal hedde Abraham, thi jeg gør dig til Fader til en Mængde Folk.

17:6  Jeg vil gøre dig overvættes frugtbar og lade dig blive til Folk, og Konger skal nedstamme fra dig.

17:7  Jeg opretter min Pagt mellem mig og dig og dit Afkom efter dig fra Slægt til Slægt, og det skal være en evig Pagt, at jeg vil være din Gud og efter dig dit Afkoms Gud;

17:8  og jeg giver dig og dit Afkom efter dig din Udlændigheds Land, hele Kana'ans Land, til evigt Eje, og jeg vil være deres Gud!«

17:9  Derpaa sagde Gud til Abraham: »Men du paa din Side skal holde min Pagt, du og dit Afkom efter dig fra Slægt til Slægt;

17:10  og dette er min Pagt, som I skal holde, Pagten mellem mig og eder, at alt af Mandkøn hos eder skal omskæres.

17:11  I skal omskæres paa eders Forhud, det skal være et Pagtstegn mellem mig og eder;

17:12  otte Dage gamle skal alle af Mandkøn omskæres hos eder i alle kommende Slægter, baade de hjemmefødte Trælle og de, som er købt, alle fremmede, som ikke hører til dit Afkom;

17:13  omskæres skal baade dine hjemmefødte og dine købte. Min Pagt paa eders Legeme skal være en evig Pagt!

17:14  Men de uomskaarne, det af Mandkøn, der ikke Ottendedagen omskæres paa Forhuden, de skal udryddes af deres Folk; de har brudt min Pagt!«

17:15  Endvidere sagde Gud til Abraham: »Din Hustru Saraj skal du ikke mere kalde Saraj, hendes Navn skal være Sara;

17:16  jeg vil velsigne hende og give dig en Søn ogsaa ved hende; jeg vil velsigne hende, og hun skal blive til Folk, og Folkeslags Konger skal nedstamme fra hende!«

17:17  Da faldt Abraham paa sit Ansigt og lo, idet han tænkte: »Kan en hundredaarig faa Børn, og kan Sara med sine halvfemsindstyve Aar føde en Søn?«

17:18  Abraham sagde derfor til Gud: »Maatte dog Ismael leve for dit Aasyn!«

17:19  Men Gud sagde: »Nej, din Ægtehustru Sara skal føde dig en Søn, som du skal kalde Isak; med ham vil jeg oprette min Pagt, og det skal være en evig Pagt, der skal gælde hans Afkom efter ham!

17:20  Men hvad Ismael angaar, har jeg bønhørt dig: jeg vil velsigne ham og gøre ham frugtbar og give ham et overvættes talrigt Afkom; tolv Stammehøvdinger skal han avle, og jeg vil gøre ham til et stort Folk.

17:21  Men min Pagt opretter jeg med Isak, som Sara skal føde dig om et Aar ved denne Tid.«

17:22  Saa hørte han op at tale med ham; og Gud steg op fra Abraham.

17:23  Da tog Abraham sin Søn Ismael og alle sine hjemmefødte og de købte, alt af Mandkøn i Abrahams Hus, og omskar selv samme Dag deres Forhud, saaledes som Gud havde paalagt ham.

17:24  Abraham var ni og halvfemsindstyve Aar, da han blev omskaaret paa sin Forhud;

17:25  og hans Søn Ismael var tretten Aar, da han blev omskaaret paa sin Forhud.

17:26  Selv samme Dag blev Abraham og hans Søn Ismael omskaaret;

17:27  og alle Mænd i hans Hus, baade de hjemmefødte og de, der var købt, de fremmede, blev omskaaret tillige med ham.

Chapter 18

18:1  Siden aabenbarede HERREN sig for ham ved Mamres Lund, engang han sad i Teltdøren paa den hedeste Tid af Dagen.

18:2  Da han saa op, fik han Øje paa tre Mænd, der stod foran ham. Saa snart han fik Øje paa dem, løb han dem i Møde fra Teltdøren, bøjede sig til Jorden

18:3  og sagde: »Herre, hvis jeg har fundet Naade for dine Øjne, saa gaa ikke din Træl forbi!

18:4  Lad der blive hentet lidt Vand, saa I kan tvætte eders Fødder og hvile ud under Træet.

18:5  Saa vil jeg bringe et Stykke Brød, for at I kan styrke eder; siden kan I drage videre — da eders Vej nu engang har ført eder forbi eders Træl!« De svarede: »Gør, som du siger!«

18:6  Da skyndte Abraham sig ind i Teltet til Sara og sagde: »Tag hurtigt tre Maal fint Mel, ælt det og bag Kager deraf!«

18:7  Saa ilede han ud til Kvæget, tog en fin og lækker Kalv og gav den til Svenden, og han tilberedte den i Hast.

18:8  Derpaa tog han Surmælk og Sødmælk og den tilberedte Kalv, satte det for dem og gik dem til Haande under Træet, og de spiste.

18:9  Da sagde de til ham: »Hvor er din Hustru Sara?« Han svarede: »Inde i Teltet!«

18:10  Saa sagde han: »Næste Aar ved denne Tid kommer jeg til dig igen, og saa har din Hustru Sara en Søn!« Men Sara lyttede i Teltdøren bag ved dem;

18:11  og da Abraham og Sara var gamle og højt oppe i Aarene, og det ikke mere gik Sara paa Kvinders Vis,

18:12  lo hun ved sig selv og tænkte: »Skulde jeg virkelig føle Attraa, nu jeg er affældig, og min Herre er gammel?«

18:13  Da sagde HERREN til Abraham: »Hvorfor ler Sara og tænker: Skulde jeg virkelig føde en Søn, nu jeg er gammel?

18:14  Skulde noget være umuligt for Herren? Næste Aar ved denne Tid kommer jeg til dig igen, og saa har Sara en Søn!«

18:15  Men Sara nægtede og sagde: »Jeg lo ikke!« Thi hun frygtede. Men han sagde: »Jo, du lo!«

18:16  Saa brød Mændene op derfra hen ad Sodoma til, og Abraham gik med for at følge dem paa Vej.

18:17  Men HERREN sagde ved sig selv: »Skulde jeg vel dølge for Abraham, hvad jeg har i Sinde at gøre,

18:18  da Abraham dog skal blive til et stort og mægtigt Folk, og alle Jordens Folk skal velsignes i ham?

18:19  Jeg har jo udvalgt ham, for at han skal paalægge sine Børn og sine Efterkommere at vogte paa HERRENS Vej ved at øve Retfærdighed og Ret, for at HERREN kan give Abraham alt, hvad han har forjættet ham.«

18:20  Da sagde HERREN: »Sandelig. Skriget over Sodoma og Gomorra er stort, og deres Synd er saare svar.

18:21  Derfor vil jeg stige ned og se, om de virkelig har handlet saa galt, som det lyder til efter Skriget over dem, der har naaet mig — derom vil jeg have Vished!«

18:22  Da vendte Mændene sig bort derfra og drog ad Sodoma til; men HERREN blev staaende foran Abraham.

18:23  Og Abraham traadte nærmere og sagde: »Vil du virkelig udrydde retfærdige sammen med gudløse?

18:24  Maaske findes der halvtredsindstyve retfærdige i Byen; vil du da virkelig udrydde dem og ikke tilgive Stedet for de halvtredsindstyve retfærdiges Skyld, som findes derinde.

18:25  Det være langt fra dig at handle saaledes: at ihjelslaa retfærdige sammen med gudløse, saa de retfærdige faar samme Skæbne som de gudløse — det være langt fra dig! Skulde den, der dømmer hele Jorden, ikke selv øve Ret?«

18:26  Da sagde HERREN: »Dersom jeg finder halvtredsindstyve retfærdige i Sodoma, i selve Byen, vil jeg for deres Skyld tilgive hele Stedet!«

18:27  Men Abraham tog igen til Orde: »Se, jeg har dristet mig til at tale til min Herre, skønt jeg kun er Støv og Aske!

18:28  Maaske mangler der fem i de halvtredsindstyve retfærdige — vil du da ødelægge hele Byen for fems Skyld?« Han svarede: »Jeg vil ikke ødelægge Byen, hvis jeg finder fem og fyrretyve i den.«

18:29  Men han blev ved at tale til ham: »Maaske findes der fyrretyve i den!« Han svarede: »For de fyrretyves Skyld vil jeg lade det være.«

18:30  Men han sagde: »Min Herre maa ikke blive vred, men lad mig tale: Maaske findes der tredive i den!« Han svarede: »Jeg skal ikke gøre det, hvis jeg finder tredive i den.«

18:31  Men han sagde: »Se, jeg har dristet mig til at tale til min Herre: Maaske findes de tyve i den!« Han svarede: »For de tyves Skyld vil jeg lade være at ødelægge den.«

18:32  Men han sagde: »Min Herre maa ikke blive vred, men lad mig kun tale denne ene Gang endnu; maaske findes der ti i den!« Han svarede: »For de tis Skyld vil jeg lade være at ødelægge den.«

18:33  Da nu HERREN havde talt ud med Abraham, gik han bort; og Abraham vendte tilbage til sin Bolig.

Chapter 19

19:1  De to Engle kom nu til Sodoma ved Aftenstid. Lot sad i Sodomas Port, og da han fik Øje paa dem, stod han op og gik dem i Møde, bøjede sig til Jorden

19:2  og sagde: »Kære Herrer, tag dog ind og overnat i eders Træls Hus og tvæt eders Fødder; i Morgen tidlig kan I drage videre!« Men de sagde: »Nej, vi vil overnatte paa Gaden.«

19:3  Da nødte han dem stærkt, og de tog ind i hans Hus; derpaa tilberedte han dem et Maaltid og bagte usyrede Kager, og de spiste.

19:4  Men endnu før de havde lagt sig, stimlede Byens Folk, Indbyggerne i Sodoma, sammen omkring Huset, baade gamle og unge, alle uden Undtagelse,

19:5  og de raabte til Lot: »Hvor er de Mænd, der kom til dig i Nat? Kom herud med dem, for at vi kan stille vor Lyst paa dem!«

19:6  Da gik Lot ud til dem i Porten, men Døren lukkede han efter sig.

19:7  Og han sagde: »Gør dog ikke noget ondt, mine Brødre!

19:8  Se, jeg har to Døtre, der ikke har kendt Mand; dem vil jeg bringe ud til eder, og med dem kan I gøre, hvad I lyster; men disse Mænd maa I ikke gøre noget, siden de nu engang er kommet ind under mit Tags Skygge!«

19:9  Men de sagde: »Bort med dig! Her er den ene Mand kommet og bor som fremmed, og nu vil han spille Dommer! Kom, lad os handle værre med ham end med dem!« Og de trængte ind paa Manden, paa Lot, og nærmede sig Døren for at sprænge den.

19:10  Da rakte Mændene Haanden ud og trak Lot ind til sig og lukkede Døren;

19:11  men Mændene uden for Porten til Huset slog de med Blindhed, baade store og smaa, saa de forgæves søgte at finde Porten.

19:12  Derpaa sagde Mændene til Lot: »Hvem der ellers hører dig til her, dine Svigersønner, dine Sønner og Døtre, alle, som hører dig til i Byen, maa du føre bort fra dette Sted;

19:13  thi vi staar i Begreb med at ødelægge Stedet her, fordi Skriget over dem er blevet saa stort for HERREN, at HERREN har sendt os for at ødelægge dem.«

19:14  Da gik Lot ud og sagde til sine Svigersønner, der skulde ægte hans Døtre: »Staa op, gaa bort herfra, thi HERREN vil ødelægge Byen!« Men hans Svigersønner troede, at han drev Spøg med dem.

19:15  Da Morgenen saa gryede, skyndede Englene paa Lot og sagde: »Tag din Hustru og dine to Døtre, som bor hos dig, og drag bort, for at du ikke skal rives bort ved Byens Syndeskyld!«

19:16  Og da han tøvede, greb Mændene ham, hans Hustru og hans to Døtre ved Haanden, thi HERREN vilde skaane ham, og de førte ham bort og bragte ham i Sikkerhed uden for Byen.

19:17  Og idet de førte dem uden for Byen, sagde de: »Det gælder dit Liv! Se dig ikke tilbage og stands ikke nogensteds i Jordanegnen, men red dig op i Bjergene, for at du ikke skal omkomme!«

19:18  Men Lot sagde til dem: »Ak nej, Herre!

19:19  Din Træl har jo fundet Naade for dine Øjne, og du har vist mig stor Godhed og frelst mit Liv; men jeg kan ikke naa op i Bjergene og undfly Ulykken; den indhenter mig saa jeg mister Livet.

19:20  Se, den By der er nær nok til at jeg kan flygte derhen; den betyder jo ikke stort, lad mig redde mig derhen, den betyder jo ikke stort, og mit Liv er frelst!«

19:21  Da svarede han: »Ogsaa i det Stykke har jeg bønhørt dig; jeg vil ikke ødelægge den By, du nævner;

19:22  men red dig hurtigt derhen, thi jeg kan intet gøre, før du naar derhen!« Derfor kaldte man Byen Zoar.

19:23  Da Solen steg op over Landet og Lot var naaet til Zoar,

19:24  lod HERREN Svovl og Ild regne over Sodoma og Gomorra fra HERREN, fra Himmelen;

19:25  og han ødelagde disse Byer og hele Jordanegnen og alle Byernes Indbyggere og Landets Afgrøde.

19:26  Men hans Hustru, som gik efter ham, saa sig tilbage og blev til en Saltstøtte.

19:27  Næste Morgen, da Abraham gik hen til det Sted, hvor han havde staaet hos HERREN,

19:28  og vendte sit Blik mod Sodoma og Gomorra og hele Jordanegnen, saa han Røg stige til Vejrs fra Landet som Røgen fra en Smelteovn.

19:29  Da Gud tilintetgjorde Jordanegnens Byer, kom han Abraham i Hu og førte Lot ud af Ødelæggelsen, som han lod komme over de Byer, Lot boede i.

19:30  Men Lot drog op fra Zoar og slog sig ned i Bjergene med sine Døtre, thi han turde ikke blive i Zoar; og han boede i en Hule med sine to Døtre.

19:31  Da sagde den ældste til den yngste: »Vor Fader er gammel, og der findes ingen Mænd her i Landet, som kunde komme til os paa vanlig Vis.

19:32  Kom, lad os give vor Fader Vin at drikke og ligge hos ham for at faa Afkom ved vor Fader!«

19:33  De gav ham da Vin at drikke samme Nat; og den ældste lagde sig hos sin Fader, og han sansede hverken, at hun lagde sig, eller at hun stod op.

19:34  Næste Dag sagde den ældste til den yngste: »Jeg laa i Gaar Nat hos min Fader; nu vil vi ogsaa give ham Vin at drikke i Nat, og gaa du saa ind og læg dig hos ham, for at vi kan faa Afkom ved vor Fader!«

19:35  Saa gav de atter den Nat deres Fader Vin at drikke, og den yngste lagde sig hos ham, og han sansede hverken, at hun lagde sig, eller at hun stod op.

19:36  Saaledes blev begge Lots Døtre frugtsommelige ved deres Fader;

19:37  og den ældste fødte en Søn, som hun kaldte Moab; han er Moabs Stamfader den Dag i Dag.

19:38  Ligesaa fødte den yngste en Søn, som hun kaldte Ben-Ammi; han er Ammoniternes Stamfader den Dag i Dag.

Chapter 20

20:1  Derpaa brød Abraham op derfra til Sydlandet og slog sig ned mellem Kadesj og Sjur og boede som fremmed i Gerar.

20:2  Da nu Abraham sagde om sin Hustru Sara, at hun var hans Søster, sendte Kong Abimelek af Gerar Bud og lod Sara hente til sig.

20:3  Men Gud kom til Abimelek i en Drøm om Natten og sagde til ham: »Se, du skal dø for den Kvindes Skyld, som du har taget, thi hun er en anden Mands Hustru!«

20:4  Abimelek var imidlertid ikke kommet hende nær; og han sagde: »Herre, vil du virkelig slaa retfærdige Folk ihjel?

20:5  Har han ikke sagt mig, at hun er hans Søster? Og hun selv har ogsaa sagt, at han er hendes Broder; i mit Hjertes Troskyldighed og med rene Hænder har jeg gjort dette.«

20:6  Da sagde Gud til ham i Drømmen: »Jeg ved, at du har gjort det i dit Hjertes Troskyldighed, og jeg har ogsaa hindret dig i at synde imod mig; derfor tilstedte jeg dig ikke at røre hende.

20:7  Men send nu Mandens Hustru tilbage, thi han er en Profet, saa han kan gaa i Forbøn for dig, og du kan blive i Live; men sender du hende ikke tilbage, saa vid, at du og alle dine er dødsens!«

20:8  Tidligt næste Morgen lod Abimelek alle sine Tjenere kalde og fortalte dem det hele, og Mændene blev saare forfærdede.

20:9  Men Abimelek lod Abraham kalde og sagde til ham: »Hvad har du dog gjort imod os? Og hvad har jeg forbrudt imod dig, at du bragte denne store Synd over mig og mit Rige? Du har gjort imod mig, hvad man ikke bør gøre!«

20:10  Og Abimelek sagde til Abraham: »Hvad bragte dig til at handle saaledes?«

20:11  Abraham svarede: »Jo, jeg tænkte: Her er sikkert ingen Gudsfrygt paa dette Sted, saa de vil slaa mig ihjel for min Hustrus Skyld.

20:12  Desuden er hun virkelig min Søster, min Faders Datter, kun ikke min Moders; men hun blev min Hustru.

20:13  Og da nu Gud lod mig flakke om fjernt fra min Faders Hus, sagde jeg til hende: Den Godhed maa du vise mig, at du overalt, hvor vi kommer hen, siger, at jeg er din Broder.«

20:14  Derpaa tog Abimelek Smaakvæg og Hornkvæg, Trælle og Trælkvinder og gav Abraham dem og sendte hans Hustru Sara tilbage til ham;

20:15  og Abimelek sagde til ham: »Se, mit Land ligger aabent for dig; slaa dig ned, hvor du lyster!«

20:16  Men til Sara sagde han: »Jeg har givet din Broder 1000 Sekel Sølv, det skal være dig Godtgørelse for alt, hvad der er tilstødt dig. Hermed har du faaet fuld Oprejsning.«

20:17  Men Abraham gik i Forbøn hos Gud, og Gud helbredte Abimelek og hans Hustru og Medhustruer, saa at de atter fik Børn.

20:18  HERREN havde nemlig lukket for ethvert Moderliv i Abimeleks Hus for Abrahams Hustru Saras Skyld.

Chapter 21

21:1  HERREN saa til Sara, som han havde lovet, og HERREN gjorde ved Sara, som han havde sagt,

21:2  og hun undfangede og fødte Abraham en Søn i hans Alderdom, til den Tid Gud havde sagt ham.

21:3  Abraham kaldte den Søn, han fik med Sara, Isak;

21:4  og Abraham omskar sin Søn Isak, da han var otte Dage gammel, saaledes som Gud havde paalagt ham.

21:5  Abraham var 100 Aar gammel, da hans Søn Isak fødtes ham.

21:6  Da sagde Sara: »Gud ham beredt mig Latter; enhver, der hører det, vil le ad mig.«

21:7  Og hun sagde: »Hvem skulde have sagt Abraham, at Sara ammer Børn! Sandelig, jeg har født ham en Søn i hans Alderdom!«

21:8  Drengen voksede til og blev vænnet fra, og Abraham gjorde et stort Gæstebud, den Dag Isak blev vænnet fra.

21:9  Men da Sara saa Ægypterinden Hagars Søn, som hun havde født Abraham, lege med hendes Søn Isak,

21:10  sagde hun til Abraham: »Jag den Trælkvinde og hendes Søn bort, thi ikke skal denne Trælkvindes Søn arve sammen med min Søn, med Isak!«

21:11  Derover blev Abraham saare ilde til Mode for sin Søns Skyld;

21:12  men Gud sagde til Abraham: »Vær ikke ilde til Mode over Drengen og din Trælkvinde, men adlyd Sara i alt, hvad hun siger dig, thi efter Isak skal dit Afkom nævnes;

21:13  men ogsaa Trælkvindens Søn vil jeg gøre til et stort Folk; han er jo dit Afkom!«

21:14  Tidligt næste Morgen tog da Abraham Brød og en Sæk Vand og gav Hagar det, og Drengen satte han paa hendes Skulder, hvorpaa han sendte hende bort. Som hun nu vandrede af Sted, for hun vild i Be'ersjebas Ørken,

21:15  og Vandet slap op i hendes Sæk; da lagde hun Drengen hen under en af Buskene

21:16  og gik hen og satte sig i omtrent et Pileskuds Afstand derfra, idet hun sagde ved sig selv: »Jeg kan ikke udholde at se Drengen dø!« Og saaledes sad hun, medens Drengen græd højt.

21:17  Da hørte Gud Drengens Graad, og Guds Engel raabte til Hagar fra Himmelen og sagde til hende: »Hvad fattes dig, Hagar? Frygt ikke, thi Gud har hørt Drengens Røst der, hvor han ligger;

21:18  rejs dig, hjælp Drengen op og tag ham ved Haanden, thi jeg vil gøre ham til et stort Folk!«

21:19  Da aabnede Gud hendes Øjne, saa hun fik Øje paa en Brønd med Vand; og hun gik hen og fyldte Sækken med Vand og gav Drengen at drikke.

21:20  Og Gud var med Drengen, og han voksede til; og han bosatte sig i Ørkenen og blev Bueskytte.

21:21  Han boede i Parans Ørken, og hans Moder tog ham en Hustru fra Ægypten.

21:22  Ved den Tid sagde Abimelek og hans Hærfører Pikol til Abraham: »Gud er med dig i alt, hvad du tager dig for;

21:23  tilsværg mig derfor her ved Gud, at du aldrig vil være troløs mod mig eller mine Efterkommere, men at du vil handle lige saa venligt mod mig og det Land, du gæster, som jeg har handlet mod dig!«

21:24  Da svarede Abraham: »Jeg vil sværge!«

21:25  Men Abraham krævede Abimelek til Regnskab for en Brønd, som Abimeleks Folk havde tilranet sig.

21:26  Da svarede Abimelek: »Jeg ved intet om, hvem der har gjort det; hverken har du underrettet mig derom, ej heller har jeg hørt det før i Dag!«

21:27  Da tog Abraham Smaakvæg og Hornkvæg og gav Abimelek det, og derpaa sluttede de Pagt med hinanden.

21:28  Men Abraham satte syv Lam til Side,

21:29  og da Abimelek spurgte ham: »Hvad betyder de syv Lam, du der har sat til Side?«

21:30  svarede han: »Jo, de syv Lam skal du modtage af min Haand til Vidnesbyrd om, at jeg har gravet denne Brønd.«

21:31  Derfor kaldte man dette Sted Be'ersjeba, thi der svor de hinanden Eder;

21:32  og de sluttede Pagt ved Be'ersjeba. Saa brød Abimelek og hans Hærfører Pikol op og vendte tilbage til Filisternes Land.

21:33  Men Abraham plantede en Tamarisk i Be'ersjeba og paakaldte der HERREN den evige Guds Navn.

21:34  Og Abraham boede en Tid lang; som fremmed i Filisternes Land.

Chapter 22

22:1  Efter disse Begivenheder satte Gud Abraham paa Prøve og sagde til ham: »Abraham!« Han svarede: »Se, her er jeg!«

22:2  Da sagde han: »Tag din Søn Isak, din eneste, ham, du elsker, og drag hen til Morija Land og bring ham der som Brændoffer paa et af Bjergene, som jeg vil vise dig!«

22:3  Da sadlede Abraham tidligt næste Morgen sit Æsel, tog to af sine Drenge og sin Søn Isak med sig, og efter at have kløvet Offerbrænde gav han sig paa Vandring; til det Sted, Gud havde sagt ham.

22:4  Da Abraham den tredje Dag saa op, fik han Øje paa Stedet langt borte.

22:5  Saa sagde Abraham til sine Drenge: »Bliv her med Æselet, medens jeg og Drengen vandrer derhen for at tilbede; saa kommer vi tilbage til eder.«

22:6  Abraham tog da Brændet til Brændofferet og lagde det paa sin Søn Isak; selv tog han Ilden og Offerkniven, og saa gik de to sammen.

22:7  Da sagde Isak til sin Fader Abraham: »Fader!« Han svarede: »Ja, min Søn!« Da sagde han: »Her er Ilden og Brændet, men hvor er Dyret til Brændofferet?«

22:8  Abraham svarede: »Gud vil selv udse sig Dyret til Brændofferet, min Søn!« Og saa gik de to sammen.

22:9  Da de naaede det Sted, Gud havde sagt ham, byggede Abraham der et Alter og lagde Brændet til Rette; saa bandt han sin Søn Isak og lagde ham paa Alteret oven paa Brændet.

22:10  Og Abraham greb Kniven og rakte Haanden ud for at slagte sin Søn.

22:11  Da raabte HERRENS Engel til ham fra Himmelen: »Abraham, Abraham!« Han svarede: »Se, her er jeg!«

22:12  Da sagde Engelen: »Ræk ikke din Haand ud mod Drengen og gør ham ikke noget; thi nu ved jeg, at du frygter Gud og end ikke sparer din Søn, din eneste, for mig!«

22:13  Og da Abraham nu saa op, fik han bag ved sig Øje paa en Væder, hvis Horn havde viklet sig ind i de tætte Grene; og Abraham gik hen og tog Væderen og ofrede den som Brændoffer i sin Søns Sted.

22:14  Derfor kaldte Abraham dette Sted: HERREN udser sig, eller, som man nu til Dags siger: Bjerget, hvor HERREN viser sig.

22:15  Men HERRENS Engel raabte atter til Abraham fra Himmelen:

22:16  »Jeg sværger ved mig selv, lyder det fra HERREN: Fordi du har gjort dette og ikke sparet din Søn, din eneste, for mig,

22:17  saa vil jeg velsigne dig og gøre dit Afkom talrigt som Himmelens Stjerner og Sandet ved Havets Bred; og dit Afkom skal tage sine Fjenders Porte i Besiddelse;

22:18  og i din Sæd skal alle Jordens Folk velsignes, fordi du adlød mig!«

22:19  Derpaa vendte Abraham tilbage til sine Drenge, og de brød op og tog sammen til Be'ersjeba. Og Abraham blev i Be'ersjeba.

22:20  Efter disse Begivenheder meldte man Abraham: »Ogsaa Milka har født din Broder Nakor Sønner:

22:21  Uz, hans førstefødte, dennes Broder Buz, Kemuel, Arams Fader,

22:22  Kesed, Hazo, Pildasj, Jidlaf og Betuel;

22:23  Betuel avlede Rebekka; disse otte har Milka født Abrahams Broder Nakor,

22:24  og desuden har hans Medhustru Re'uma født Teba, Gaham, Tahasj og Ma'aka.«

Chapter 23

23:1  Sara levede 127 Aar, saa mange var Saras Leveaar.

23:2  Sara døde i Kirjat-Arba, det er Hebron, i Kana'ans Land. Saa gik Abraham hen og holdt Klage over Sara og begræd hende.

23:3  Og da han havde rejst sig fra sin døde, talte han saaledes til Hetiterne:

23:4  »Jeg er Gæst og fremmed hos eder; men giv mig et Gravsted hos eder, saa jeg kan jorde min døde og bringe hende bort fra mit Ansigt!«

23:5  Da svarede Hetiterne Abraham:

23:6  »Hør os, Herre! En Guds Fyrste er du jo iblandt os; jord du din døde i en af vore bedste Grave! Ikke en af os vil nægte dig sin Grav og hindre dig i at jorde din døde.«

23:7  Men Abraham stod op og bøjede sig for Hetiterne, Folkene der paa Stedet,

23:8  og sagde til dem: »Hvis I samtykker i, at jeg jorder min døde og bringer hende bort fra mit Ansigt, saa føj mig i at lægge et godt Ord ind for mig hos Efron, Zohars Søn,

23:9  saa han giver mig sin Klippehule i Makpela ved Udkanten af sin Mark; for fuld Betaling skal han i eders Nærværelse give mig den til Gravsted!«

23:10  Men Efron sad blandt Hetiterne; og Hetiten Efron svarede Abraham i Hetiternes Paahør, saa mange som gik ind gennem hans Bys Port:

23:11  »Gid min Herre vilde høre mig! Marken giver jeg dig, og Hulen derpaa giver jeg dig; i mit Folks Nærværelse giver jeg dig den; jord du kun din døde!«

23:12  Da bøjede Abraham sig for Folkene der paa Stedet

23:13  og sagde til Efron i deres Paahør: »Om du blot — gid du dog vilde høre mig! Jeg giver dig, hvad Marken er værd; modtag det dog af mig, saa jeg kan jorde min døde der.«

23:14  Da sagde Efron til Abraham:

23:15  »Gid min Herre vilde høre mig! Et Stykke Land til 400 Sekel Sølv, hvad har det at sige mellem mig og dig? Jord du kun din døde!«

23:16  Og Abraham forstod Efron og tilvejede ham den Sum, han havde nævnet i Hetiternes Paahør, 400 Sekel Sølv i gangbar Mønt.

23:17  Saaledes gik Efrons Mark i Makpela over for Mamre i hele sin Udstrækning tillige med Klippehulen og alle Træerne paa Marken

23:18  over i Abrahams Eje i Hetiternes Nærværelse, saa mange som gik ind gennem hans Bys Port.

23:19  Derefter jordede Abraham sin Hustru Sara i Klippehulen paa Makpelas Mark over for Mamre, det er Hebron, i Kana'ans Land.

23:20  Og Marken med Klippehulen derpaa gik fra Hetiterne over til Abraham som Gravsted.

Chapter 24

24:1  Abraham var blevet gammel og til Aars, og HERREN havde velsignet ham i alle Maader.

24:2  Da sagde Abraham til sin Træl, sit Hus's ældste, som stod for hele hans Ejendom: »Læg din Haand under min Lænd,

24:3  saa jeg kan tage dig i Ed ved HERREN, Himmelens og Jordens Gud, at du ikke vil tage min Søn en Hustru af Kana'anæernes Døtre, blandt hvem jeg bor,

24:4  men drage til mit Land og min Hjemstavn og tage min Søn Isak en Hustru derfra!«

24:5  Da sagde Trællen: »Men hvis nu Pigen ikke vil følge mig her til Landet, skal jeg saa bringe din Søn tilbage til det Land, du vandrede ud fra?«

24:6  Abraham svarede: »Vogt dig vel for at bringe min Søn tilbage dertil!

24:7  HERREN, Himmelens Gud, som tog mig bort fra min Faders Hus og min Hjemstavns Land, som talede til mig og tilsvor mig, at han vil give mit Afkom dette Land, han vil sende sin Engel foran dig, saa du kan tage min Søn en Hustru derfra;

24:8  men hvis Pigen ikke vil følge dig, saa er du løst fra Eden til mig; men i intet Tilfælde maa du bringe min Søn tilbage dertil!«

24:9  Da lagde Trællen sin Haand under sin Herre Abrahams Lænd og svor ham Eden.

24:10  Derpaa tog Trællen ti af sin Herres Kameler og alle Haande kostbare Gaver fra sin Herre og gav sig paa Vej til Nakors By i Aram-Naharajim.

24:11  Uden for Byen lod han Kamelerne knæle ved Brønden ved Aftenstid, ved den Tid Kvinderne gaar ud for at hente Vand;

24:12  og han bad saaledes: »HERRE, du min Herre Abrahams Gud, lad det lykkes for mig i Dag og vis Miskundhed mod min Herre Abraham!

24:13  Se, jeg stiller mig her ved Vandkilden, nu Bymændenes Døtre gaar ud for at hente Vand;

24:14  og siger jeg nu til en Pige: Hæld din Krukke og giv mig at drikke! og siger saa hun: Drik kun, og jeg vil ogsaa give dine Kameler at drikke! lad det da være hende, du har udset til din Tjener Isak; saaledes vil jeg kunne kende, at du har vist Miskundhed mod min Herre!«

24:15  Knap var han færdig med at bede, se, da kom Rebekka, en Datter af Betuel, der var en Søn af Abrahams Broder Nakors Hustru Milka, gaaende med Krukken paa Skulderen,

24:16  en saare smuk Kvinde, Jomfru, endnu ikke kendt af nogen Mand. Hun steg ned til Kilden, fyldte sin Krukke og steg op igen.

24:17  Da ilede Trællen hen til hende og sagde: »Giv mig lidt Vand at drikke af din Krukke!«

24:18  Hun svarede: »Drik, Herre!« og løftede straks Krukken ned paa sin Haand og lod ham drikke;

24:19  og da hun havde slukket hans Tørst, sagde hun: »Jeg vil ogsaa øse Vand til dine Kameler, til de har slukket deres Tørst.«

24:20  Saa skyndte hun sig hen og tømte Krukken i Truget og løb tilbage til Brønden for at øse, og saaledes øste hun til alle hans Kameler.

24:21  Imidlertid stod Manden og saa tavs paa hende for at faa at vide, om HERREN havde ladet hans Rejse lykkes eller ej;

24:22  og da Kamelernes Tørst var slukket, tog han en gylden Næsering, der vejede en halv Sekel, og to Armbaand, der vejede ti Guldsekel, og satte dem paa hendes Arme;

24:23  og han sagde til hende: »Sig mig, hvis Datter du er! Er der Plads til os i din Faders Hus for Natten?«

24:24  Hun svarede: »Jeg er Datter af Betuel, som Milka fødte Nakor;«

24:25  og videre sagde hun: »Der er rigeligt baade af Straa og Foder hos os og Plads til at overnatte!«

24:26  Da bøjede Manden sig og tilbad HERREN,

24:27  idet han sagde: »Lovet være HERREN, min Herre Abrahams Gud, som ikke har unddraget min Herre sin Miskundhed og Trofasthed! HERREN har ført mig paa Vejen til min Herres Broders Hus.«

24:28  Pigen løb imidlertid hjem og fortalte alt dette i sin Moders Hus.

24:29  Men Rebekka havde en Broder ved Navn Laban; han løb ud til Manden ved Kilden;

24:30  og da han saa Næseringen og Armbaandene paa sin Søsters Arme og hørte sin Søster Rebekka fortælle, hvad Manden havde sagt til hende, gik han ud til Manden, som stod med sine Kameler ved Kilden;

24:31  og han sagde: »Kom, du HERRENS velsignede, hvorfor staar du herude? Jeg har ryddet op i Huset og gjort Plads til Kamelerne.«

24:32  Saa kom Manden hen til Huset og tog Seletøjet af Kamelerne, og Laban bragte Straa og Foder til dem og Vand til Fodtvæt for Manden og hans Ledsagere.

24:33  Men da der blev sat Mad for ham, sagde han: »Jeg vil intet nyde, før jeg har røgtet mit Ærinde!« De svarede: »Sig frem!«

24:34  Saa sagde han: »Jeg er Abrahams Træl.

24:35  HERREN har velsignet min Herre i rigt Maal, saa han er blevet en velstaaende Mand, og givet ham Smaakvæg og Hornkvæg, Sølv og Guld, Trælle og Trælkvinder, Kameler og Æsler;

24:36  og Sara, min Herres Hustru, har født ham en Søn i hans Alderdom, og ham har han givet alt, hvad han ejer.

24:37  Og nu har min Herre taget mig i Ed og sagt: Du maa ikke tage min Søn en Hustru blandt Kana'anæernes Døtre, i hvis Land jeg bor;

24:38  Men du skal drage til min Faders Hus og min Slægt og tage min Søn en Hustru derfra!

24:39  Og da jeg sagde til min Herre: Men hvis nu Pigen ikke vil følge med mig?

24:40  svarede han: HERREN, for hvis Aasyn jeg har vandret, vil sende sin Engel med dig og lade din Rejse lykkes, saa du kan tage min Søn en Hustru af min Slægt og min Faders Hus;

24:41  i modsat Fald er du løst fra Eden til mig; kommer du til min Slægt, og de ikke vil give dig hende, er du løst fra Eden til mig!

24:42  Da jeg nu i Dag kom til Kilden, bad jeg saaledes: HERRE, du min Herre Abrahams Gud! Vilde du dog lade den Rejse lykkes, som jeg nu har for!

24:43  Se, jeg stiller mig her ved Kilden, og siger jeg nu til den Pige, der kommer for at øse Vand: Giv mig lidt Vand at drikke af din Krukke!

24:44  og svarer saa hun: Drik selv, og jeg vil ogsaa øse Vand til dine Kameler! lad hende da være den Kvinde, HERREN har udset til min Herres Søn!

24:45  Og knap var jeg færdig med at tale saaledes ved mig selv, se, da kom Rebekka med sin Krukke paa Skulderen og steg ned til Kilden og øste Vand, og da jeg sagde til hende: Giv mig noget at drikke!

24:46  løftede hun straks sin Krukke ned og sagde: Drik kun, og jeg vil ogsaa give dine Kameler at drikke! Saa drak jeg, og hun gav ogsaa Kamelerne at drikke.

24:47  Da spurgte jeg hende: Hvis Datter er du? Og hun sagde: Jeg er Datter af Betuel, Nakors og Milkas Søn! Saa satte jeg Ringen i hendes Næse og Armbaandene paa hendes Arme;

24:48  og jeg bøjede mig og tilbad HERREN, og jeg lovede HERREN, min Herre Abrahams Gud, som havde ført mig den rigtige Vej, saa jeg: kunde tage min Herres Broderdatter til hans Søn!

24:49  Hvis I nu vil vise min Herre Godhed og Troskab, saa sig mig det, og hvis ikke, saa sig mig det, for at jeg kan have noget at rette mig efter!«

24:50  Da sagde Laban og Betuel: »Denne Sag kommer fra HERREN, vi kan hverken gøre fra eller til!

24:51  Der staar Rebekka foran dig, tag hende og drag bort, at hun kan: blive din Herres Søns Hustru, saaledes som HERREN har sagt!«

24:52  Da Abrahams Træl hørte deres Ord, kastede han sig til Jorden for HERREN.

24:53  Derpaa fremtog Trællen Sølv og Guldsmykker og Klæder og gav Rebekka dem, og til hendes Broder og Moder uddelte han Gaver.

24:54  Saa spiste og drak han og hans Ledsagere og overnattede der. Da de var staaet op næste Morgen, sagde han: »Lad mig nu fare til min Herre!«

24:55  Men Rebekkas Broder og Moder svarede: »Lad dog Pigen blive hos os i nogen Tid, en halv Snes Dage eller saa, siden kan du drage bort!«

24:56  Da sagde han til dem: »Ophold mig ikke, nu HERREN har ladet min Rejse lykkes; lad mig fare! Jeg vil drage til min Herre!«

24:57  De svarede; »Lad os kalde paa. Pigen og spørge hende selv!«

24:58  Og de kaldte paa Rebekka og spurgte hende: »Vil du drage med denne Mand?« Hun svarede: »Ja, jeg vil!«

24:59  Da tog de Afsked med deres, Søster Rebekka og hendes Amme og med Abrahams Træl og hans Ledsagere;

24:60  og de velsignede Rebekka og sagde: »Maatte du, vor Søster, blive til ti Tusind Tusinder, og maatte dit Afkom indtage dine Fjenders Porte!«

24:61  Saa brød Rebekka og hendes Piger op, og de satte sig paa Kamelerne og fulgte med Manden; og Trællen tog Rebekka og drog bort.

24:62  Isak var imidlertid draget til Ørkenen ved Be'er-lahaj-ro'i, og han boede i Sydlandet.

24:63  Da han engang ved Aftenstid var gaaet ud paa Marken for at bede, saa han op og fik Øje paa nogle Kameler, der nærmede sig.

24:64  Men da Rebekka saa op og fik Øje paa Isak, lod hun sig glide ned af Kamelen

24:65  og spurgte Trællen: »Hvem er den Mand der, som kommer os i Møde paa Marken?« Trællen svarede: »Det er min Herre!« Da tog hun sit Slør og tilhyllede sig.

24:66  Men Trællen fortalte Isak alt, hvad han havde udrettet.

24:67  Da førte Isak Rebekka ind i sin Moder Saras Telt og tog hende til Hustru; og han fik hende kær. Saaledes blev Isak trøstet efter sin Moder.

Chapter 25

25:1  Abraham tog sig en Hustru, som hed Ketura;

25:2  og hun fødte ham Zimran, Joksjan, Medan, Midjan, Jisjbak og Sjua.

25:3  Joksjan avlede Saba og Dedan. Dedans Sønner var Assjuriterne, Letusjiterne og Le'ummiterne.

25:4  Midjans Sønner var Efa, Efer, Hanok, Abida og Elda'a. Alle disse var Keturas Sønner.

25:5  Abraham gav Isak alt, hvad han ejede;

25:6  men de Sønner, Abraham havde med sine Medhustruer, skænkede han Gaver og sendte dem, medens han endnu levede, bort fra sin Søn Isak, østpaa til Østlandet.

25:7  De Aar, Abraham levede, udgjorde 175;

25:8  saa udaandede han. Og Abraham døde i en god Alderdom, gammel og mæt af Dage, og samledes til sin Slægt.

25:9  Og hans Sønner Isak og Ismael jordede ham i Makpelas Klippehule paa Hetiten Efrons Zohars Søns, Mark over for Mamre,

25:10  den Mark, Abraham havde købt af Hetiterne; der jordedes Abraham og hans Hustru Sara.

25:11  Og da Abraham var død, velsignede Gud hans Søn Isak. Isak boede ved Be'er-lahaj-ro'i.

25:12  Dette er Abrahams Søn Ismaels Slægtebog, hvem Saras Trælkvinde, Ægypterinden Hagar, fødte ham.

25:13  Følgende er Navnene paa Ismaels Sønner efter deres Navne og Slægter: Nebajot, Ismaels førstefødte, Kedar, Adbe'el, Mibsam,

25:14  Misjma, Duma, Massa,

25:15  Hadad, Tema, Jetur, Nafisj og Kedma.

25:16  Det var Ismaels Sønner, og det var deres Navne i deres Indhegninger og Teltlejre, tolv Høvdinger med deres Stammer.

25:17  Ismaels Leveaar udgjorde 137; saa udaandede han; han døde og samledes til sin Slægt.

25:18  De havde deres Boliger fra Havila til Sjur over for Ægypten hen ad Assjur til. Lige for Øjnene af alle sine Brødre slog han sig ned.

25:19  Dette er Abrahams Søn Isaks Slægtebog. Abraham avlede Isak.

25:20  Isak var fyrretyve Aar gammel, da han tog Rebekka, en Datter af Aramæeren Betuel fra Paddan-Aram og Søster til Aramæeren Laban, til Hustru.

25:21  Men Isak bad til HERREN for sin Hustru, thi hun var ufrugtbar; og HERREN bønhørte ham, og Rebekka, hans Hustru, blev frugtsommelig.

25:22  Men da Sønnerne brødes i hendes Liv, sagde hun: »Staar det saaledes til, hvorfor lever jeg da?« Og hun gik hen for at adspørge HERREN.

25:23  Da svarede HERREN hende: »To Folkeslag er i dit Liv, to Folk skal gaa ud af dit Skød! Det ene skal kue det andet, den ældste tjene den yngste!«

25:24  Da nu Tiden kom, at hun skulde føde, var der Tvillinger i hendes Liv.

25:25  Den første kom frem rødlig og lodden som en Skindkappe over hele Kroppen; og de kaldte ham Esau.

25:26  Derefter kom hans Broder frem med Haanden om Esaus Hæl; derfor kaldte de ham Jakob. Isak var tresindstyve Aar gammel, da de fødtes.

25:27  Drengene voksede til, og Esau blev en dygtig Jæger, der færdedes i Ødemarken, men Jakob en fredsommelig Mand, en Mand, som boede i Telt.

25:28  Isak holdt mest af Esau, thi han spiste gerne Vildt; men Rebekka holdt mest af Jakob.

25:29  Jakob havde engang kogt en Ret Mad, da Esau udmattet kom hjem fra Marken.

25:30  Da sagde Esau til Jakob: »Lad mig faa noget af det røde, det røde der, thi jeg er ved at dø af Sult!« Derfor kaldte de ham Edom.

25:31  Men Jakob sagde: »Du maa først sælge mig din Førstefødselsret!«

25:32  Esau svarede: »Jeg er jo lige ved at omkomme; hvad bryder jeg mig om min Førstefødselsret!«

25:33  Men Jakob sagde: »Du maa først sværge mig det til!« Da svor Esau paa det og solgte sin Førstefødselsret til Jakob.

25:34  Saa gav Jakob Esau Brød og kogte Linser, og da han havde spist og drukket, stod han op og gik sin Vej. Saaledes lod Esau haant om sin Førstefødselsret.

Chapter 26

26:1  Da der opstod Hungersnød i Landet — en anden end den forrige paa Abrahams Tid — begav Isak sig til Filisterkongen Abimelek i Gerar.

26:2  Og HERREN aabenbarede sig for ham og sagde: »Drag ikke ned til Ægypten, men bliv i det Land, jeg siger dig;

26:3  bo som fremmed i det Land, saa vil jeg være med dig og velsigne dig; thi dig og dit Afkom vil jeg give alle disse Lande og stadfæste den Ed, jeg tilsvor din Fader Abraham;

26:4  og jeg vil gøre dit Afkom talrigt som Himmelens Stjerner og give dit Afkom alle disse Lande, og i din Sæd skal alle Jordens Folk velsignes,

26:5  fordi Abraham adlød mine Ord og holdt sig mine Forskrifter efterrettelig, mine Bud, Anordninger og Love.«

26:6  Saa blev Isak boende i Gerar.

26:7  Da nu Mændene der paa Stedet forhørte sig om hans Hustru, sagde han: »Det er min Søster!« Thi han turde ikke sige, at hun var hans Hustru, af Frygt for at Mændene der paa Stedet skulde slaa ham ihjel for Rebekkas Skyld; thi hun var meget smuk.

26:8  Men da han havde boet der en Tid lang, hændte det, at Filisterkongen Abimelek lænede sig ud af Vinduet og saa Isak kærtegne sin Hustru Rebekka.

26:9  Saa lod Abimelek Isak kalde og sagde: »Hun er jo din Hustru; hvor kunde du da sige, at hun er din Søster« Isak svarede: »Jo, jeg tænkte: Jeg vil ikke udsætte mig for at miste Livet for hendes Skyld.«

26:10  Men Abimelek sagde: »Hvad er det dog, du har gjort imod os! Hvor let kunde det ikke være sket, at en af Folket havde ligget hos din Hustru, og saa havde du bragt Skyld over os!«

26:11  Saa bød Abimelek alt Folket: »Hver den, der rører denne Mand eller hans Hustru, skal lide Døden.«

26:12  Isak saaede der i Landet og fik samme Aar 100 Fold; og HERREN velsignede ham,

26:13  saa han blev en mægtig Mand og stadig gik frem, indtil han blev saare mægtig,

26:14  og han havde Smaakvæg og Hornkvæg og Trælle i Mængde. Derover blev Filisterne skinsyge paa ham.

26:15  Alle de Brønde, hans Faders Trælle havde gravet i hans Fader Abrahams Dage, kastede Filisterne til og fyldte dem med Jord;

26:16  og Abimelek sagde til Isak: »Drag bort fra os, thi du er blevet os for stærk!«

26:17  Saa drog Isak bort og slog Lejr i Gerars Dal og bosatte sig der.

26:18  Men Isak lod atter de Brønde udgrave, som hans Fader Abrahams Trælle havde gravet, og som Filisterne havde tilkastet efter Abrahams Død, og gav dem de samme Navne, som hans Fader havde givet dem.

26:19  Da nu Isaks Trælle gravede i Dalen, stødte de paa en Brønd med rindende Vand;

26:20  men Gerars Hyrder yppede Kiv med Isaks og sagde: »Dette Vand tilhører os!« Derfor kaldte han Brønden Esek, thi der stredes de med ham.

26:21  Saa flyttede han derfra og lod grave en ny Brønd; og da de ogsaa yppede Kiv om den, kaldte han den Sitna.

26:22  Saa flyttede han derfra og lod grave en ny Brønd; og da de ikke yppede Kiv om den, kaldte han den Rehobot, idet han sagde: »Nu har HERREN skaffet os Plads, saa vi kan blive talrige i Landet!«

26:23  Saa drog han derfra til Be'ersjeba.

26:24  Samme Nat aabenbarede HERREN sig for ham og sagde: »Jeg er din Fader Abrahams Gud; frygt ikke, thi jeg er med dig, og jeg vil velsigne dig og gøre dit Afkom talrigt for min Tjener Abrahams, Skyld!«

26:25  Da byggede Isak et Alter der og paakaldte HERRENS Navn; og der opslog han sit Telt, og hans Trælle gravede der en Brønd.

26:26  Imidlertid kom Abimelek til ham fra Gerar med sin Ven Ahuzzat og sin Hærfører Pikol.

26:27  Isak sagde til dem: »Hvorfor kommer I til mig, naar I dog hader mig og har jaget mig bort fra eder?«

26:28  Men de svarede: »Vi ser tydeligt, at HERREN er med dig, derfor har vi tænkt: Lad der blive et Edsforbund mellem os og dig, og lad os slutte en Pagt med dig,

26:29  at du ikke vil gøre os noget ondt, ligesom vi ikke har voldet dig Men, men kun handlet vel imod dig og ladet dig fare i Fred; du er og bliver jo HERRENS velsignede!«

26:30  Saa gjorde han et Gæstebud for dem, og de spiste og drak.

26:31  Næste Morgen svor de hinanden Eder, og derefter tog Isak Afsked med dem, og de drog bort i Fred.

26:32  Samme Dag kom Isaks Trælle og bragte ham Melding om den Brønd, de havde gravet, og sagde: »Vi har fundet Vand!«

26:33  Saa kaldte han den Sjib'a; og derfor hedder Byen den Dag i Dag Be'ersjeba.

26:34  Da Esau var fyrretyve Aar gammel, tog han Judit, en Datter af Hetiten Be'eri, og Basemat, en Datter af Hetiten Elon, til Ægte.

26:35  Det var Isak og Rebekka en Hjertesorg.

Chapter 27

27:1  Da Isak var blevet gammel og hans Syn sløvet, saa han ikke kunde se, kaldte han sin ældste Søn Esau til sig og sagde til ham: »Min Søn!« Han svarede: »Her er jeg!«

27:2  Da sagde han: »Se, jeg er nu gammel og ved ikke, hvad Dag Døden kommer;

27:3  tag derfor dine Jagtredskaber, dit Pilekogger og din Bue og gaa ud paa Marken og skyd mig et Stykke Vildt;

27:4  lav mig en lækker Ret Mad efter min Smag og bring mig den, at jeg kan spise, før at min Sjæl kan velsigne dig, før jeg dør!«

27:5  Men Rebekka havde lyttet, medens Isak talte til sin Søn Esau, og da, Esau var gaaet ud paa Marken for at skyde et Stykke Vildt til sin Fader,

27:6  sagde hun til sin yngste Søn Jakob; »Se, jeg hørte din Fader sige til din Broder Esau:

27:7  Hent mig et Stykke Vildt og lav mig en lækker Ret Mad, at jeg kan spise, før at jeg kan velsigne dig for HERRENS Aasyn før min Død.

27:8  Adlyd mig nu, min Søn, og gør, hvad jeg paalægger dig:

27:9  Gaa ud til Hjorden og hent mig to gode Gedekid; saa laver jeg af dem en lækker Ret Mad til din Fader efter hans Smag;

27:10  bring saa den ind til din Fader, at han kan spise, for at han kan velsigne dig før sin Død!«

27:11  Men Jakob sagde til sin Moder Rebekka: »Se, min Broder Esau er haaret, jeg derimod glat;

27:12  sæt nu, at min Fader føler paa mig, saa staar jeg for ham som en Bedrager og henter mig en Forbandelse og ingen Velsignelse!«

27:13  Men hans Moder svarede: »Den Forbandelse tager jeg paa mig, min Søn, adlyd mig blot og gaa hen og hent mig dem!«

27:14  Saa gik han hen og hentede dem og bragte sin Moder dem, og hun tillavede en lækker Ret Mad efter hans Faders Smag.

27:15  Derpaa tog Rebekka sin ældste Søn Esaus Festklæder, som hun havde hos sig i Huset, og gav sin yngste Søn Jakob dem paa;

27:16  Skindene af Gedekiddene lagde hun om hans Hænder og om det glatte paa hans Hals,

27:17  og saa gav hun sin Søn Jakob Maden og Brødet, som hun havde tillavet.

27:18  Saa bragte han det ind til sin Fader og sagde: »Fader!« Han svarede: »Ja! Hvem er du, min Søn?«

27:19  Da svarede Jakob sin Fader: »Jeg er Esau, din førstefødte; jeg har gjort, som du bød mig; sæt dig nu op og spis af mit Vildt, for at din Sjæl kan velsigne mig!«

27:20  Men Isak sagde til sin Søn: »Hvor har du saa hurtigt kunnet finde noget, min Søn?« Han svarede: »Jo, HERREN din Gud sendte mig det i Møde!«

27:21  Men Isak sagde til Jakob: »Kom hen til mig, min Søn, saa jeg kan føle paa dig, om du er min Søn Esau eller ej!«

27:22  Da traadte Jakob hen til sin Fader, og efter at have følt paa ham sagde Isak: »Røsten er Jakobs, men Hænderne Esaus!«

27:23  Og han kendte ham ikke, fordi hans Hænder var haarede som hans Broder Esaus. Saa velsignede han ham.

27:24  Og han sagde: »Du er altsaa virkelig min Søn Esau?« Han svarede: »Ja, jeg er!«

27:25  Da sagde han: »Bring mig det, at jeg kan spise af min Søns Vildt, for at min Sjæl kan velsigne dig!« Saa bragte han ham det, og han spiste, og han bragte ham Vin, og han drak.

27:26  Derpaa sagde hans Fader Isak til ham: »Kom hen til mig og kys mig, min Søn!«

27:27  Og da, han kom hen til ham og kyssede ham, mærkede han Duften af hans Klæder. Saa velsignede han ham og sagde: »Se, Duften af min Søn er som Duften af en Mark, HERREN har velsignet!

27:28  Gud give dig af Himmelens Væde og Jordens Fedme, Korn og Most i Overflod!

27:29  Maatte Folkeslag tjene dig og Folkefærd bøje sig til Jorden for dig! Bliv Hersker over dine Brødre, og din Moders Sønner bøje sig til Jorden for dig! Forbandet, hvo dig forbander; velsignet, hvo dig velsigner!«

27:30  Da Isak var færdig med at velsigne Jakob, og lige som Jakob var gaaet fra sin Fader Isak, vendte hans Broder Esau hjem fra Jagten;

27:31  ogsaa han lavede en lækker Ret Mad, bragte den til sin Fader og sagde: »Vil min Fader sætte sig op og spise af sin Søns Vildt, for at din Sjæl kan velsigne mig!«

27:32  Saa sagde hans Fader Isak: »Hvem er du?« Og han svarede: »Jeg er Esau, din førstefødte!«

27:33  Da blev Isak højlig forfærdet og sagde: »Men hvem var da han, der bragte mig et Stykke Vildt, som han havde skudt? Og jeg spiste, før du kom, og jeg velsignede ham og nu er og bliver han velsignet!«

27:34  Da Esau hørte sin Faders Ord: udstødte han et højt og hjerteskærende Skrig og sagde: »Velsign dog ogsaa mig, Fader!«

27:35  Men han sagde: »Din Broder kom med Svig og tog din Velsignelse!«

27:36  Da sagde han: »Har man kaldt ham Jakob, fordi han skulde overliste mig? Nu har han gjort det to Gange: Han tog min Førstefødselsret, og nu har han ogsaa taget min Velsignelse!« Og han sagde: »Har du ingen Velsignelse tilbage til mig?«

27:37  Men Isak svarede: »Se, jeg har sat ham til Hersker over dig, og alle hans Brødre har jeg gjort til hans Trælle, med Korn og Most har jeg betænkt ham hvad kan jeg da gøre for dig, min Søn?«

27:38  Da sagde Esau til sin Fader: »Har du kun den ene Velsignelse. Fader? Velsign ogsaa mig, Fader!« Og Esau opløftede sin Røst og græd.

27:39  Saa tog hans Fader Isak til Orde og sagde til ham: »Se, fjern fra Jordens Fedme skal din Bolig være og fjern fra Himmelens Væde ovenfra;

27:40  af dit Sværd skal du leve, og din Broder skal du tjene; men naar du samler din Kraft, skal du sprænge hans Aag af din Hals!«

27:41  Men Esau pønsede paa ondt mod Jakob for den Velsignelse, hans Fader havde givet ham, og Esau sagde ved sig selv: »Der er ikke længe til, at vi skal holde Sorg over min Fader, saa vil jeg slaa min Broder Jakob ihjel!«

27:42  Da nu Rebekka fik Nys om sin ældste Søn Esaus Ord, sendte hun Bud efter sin yngste Søn Jakob og sagde til ham: »Din Broder Esau vil hævne sig paa dig og slaa dig ihjel;

27:43  adlyd nu mig min Søn: Flygt til min Broder Laban i Karan

27:44  og bliv saa hos ham en Tid, til din Broders Harme lægger sig,

27:45  til din Broders Vrede vender sig fra dig, og han glemmer, hvad du har gjort ham; saa skal jeg sende Bud og hente dig hjem. Hvorfor skal jeg miste eder begge paa een Dag!«

27:46  Men Rebekka sagde til Isak: »Jeg er led ved Livet for Hets Døtres Skyld; hvis Jakob tager sig saadan en hetitisk Kvinde, en af Landets Døtre, til Hustru, hvad skal jeg da med Livet!«

Chapter 28

28:1  Da kaldte Isak Jakob til sig og velsignede ham, idet han bød ham: »Du maa ikke tage dig en Hustru blandt Kana'ans Døtre.

28:2  Drag til Paddan-Aram, til din Morfader Betuels Hus, og tag dig der en af din Morbroder Labans Døtre til Hustru!

28:3  Gud den Almægtige velsigne dig og gøre dig frugtbar og give dig et talrigt Afkom, saa du bliver til Stammer i Hobetal.

28:4  Han give dig og dit Afkom med dig Abrahams Velsignelse, saa du faar din Udlændigheds Land i Eje, det, Gud skænkede Abraham!«

28:5  Saa lod Isak Jakob fare, og han drog til Paddan-Aram, til Aramæeren Laban, Betuels Søn, som var Broder til Rebekka, Jakobs og Esaus Moder.

28:6  Men Esau fik at vide, at Isak havde velsignet Jakob og sendt ham til Paddan-Aram for at tage sig en Hustru der, og at han, da han velsignede ham, havde paalagt ham ikke at tage sig en Hustru blandt Kana'ans Døtre,

28:7  og at Jakob havde adlydt sin Fader og Moder og var draget til Paddan-Aram.

28:8  Da skønnede Esau, at Kana'ans Døtre vakte hans Fader Isaks Mishag,

28:9  og han gik til Ismael og tog Mahalat, en Datter af Abrahams Søn Ismael og Søster til Nebajot, til Hustru ved Siden af sine andre Hustruer.

28:10  Saa drog Jakob bort fra Be'ersjeba og vandrede ad Karan til.

28:11  Paa sin Vandring kom han til det hellige Sted og overnattede der, da Solen var gaaet ned; og han tog en af Stenene paa Stedet og brugte den som Hovedgærde og lagde sig til, Hvile der.

28:12  Da drømte han, og se, paa Jorden stod en Stige, hvis Top naaede til Himmelen, og se, Guds Engle steg op og ned ad den;

28:13  og HERREN stod foran ham og sagde: »Jeg er HERREN, din Fader Abrahams og Isaks Gud! Det Land, du hviler paa, giver jeg dig og dit Afkom;

28:14  dit Afkom skal blive som Jordens Støv, og du skal brede dig mod Vest og Øst, mod Nord og Syd; og i dig og i din Sæd skal alle Jordens Slægter velsignes;

28:15  se, jeg vil være med dig og vogte dig, hvorhen du end gaar og føre dig tilbage til dette Land; thi jeg vil ikke forlade dig, men opfylde alt, hvad jeg har lovet dig!«

28:16  Da Jakob vaagnede af sin Søvn, sagde han: »Sandelig, HERREN er paa dette Sted, og jeg vidste det ikke!«

28:17  Og han blev angst og sagde: »Hvor forfærdeligt er dog dette Sted! Visselig, her er Guds Hus, her er Himmelens Port!«

28:18  Tidligt næste Morgen tog Jakob den Sten, han havde brugt som Hovedgærde rejste den som en Stenstøtte og gød Olie over den.

28:19  Og han kaldte dette Sted Betel; før hed Byen Luz.

28:20  Derpaa gjorde Jakob følgende Løfte: »Hvis Gud er med mig og vogter mig paa den Vej, jeg skal vandre, og giver mig Brød at spise og Klæder at iføre mig,

28:21  og hvis jeg kommer uskadt tilbage til min Faders Hus, saa skal HERREN være min Gud,

28:22  og denne Sten, som jeg har rejst som en Støtte, skal være Guds Hus, og af alt, hvad du giver mig, vil jeg give dig Tiende!«

Chapter 29

29:1  Derpaa fortsatte Jakob sin Vandring og drog til Østens Børns Land.

29:2  Da fik han Øje paa en Brønd paa Marken og tre Hjorde af Smaakvæg, der var lejrede ved den. Ved den Brønd vandede man Hjordene; og over Hullet laa der en stor Sten,

29:3  som man først væltede bort, naar alle Hjordene var samlede, for siden, naar Dyrene var vandet, at vælte den paa Plads igen.

29:4  Jakob spurgte dem: »Hvor er I fra, Brødre?« De svarede: »Fra Karan!«

29:5  Da spurgte han dem: »Kender I Laban, Nakors Søn?« De svarede: »Ja, ham kender vi godt.«

29:6  Han spurgte da: »Gaar det ham vel?« De svarede: »Ja, det gaar ham vel; se, hans Datter Rakel kommer netop med Hjorden derhenne!«

29:7  Da sagde han: »Det er jo endnu højlys Dag og for tidligt at drive Kvæget sammen; vand Dyrene og før dem ud paa Græsgangene!«

29:8  Men de svarede: »Det kan vi ikke, før alle Hyrderne er samlede; først naar de vælter Stenen fra Brøndhullet, kan vi vande Dyrene.«

29:9  Medens han saaledes stod og talte med dem, var Rakel kommet derhen med sin Faders Hjord, som hun vogtede;

29:10  og saa snart Jakob saa sin Morbroder Labans Datter Rakel og hans Hjord, gik han hen og væltede Stenen fra Brøndhullet og vandede sin Morbroder Labans Hjord.

29:11  Saa kyssede han Rakel og brast i Graad;

29:12  og han fortalte hende, at han var hendes Faders Frænde, en Søn af Rebekka: Da skyndte hun sig hjem til sin Fader og fortalte ham det;

29:13  og saa snart Laban hørte om sin Søstersøn Jakob, løb han ham i Møde, omfavnede og kyssede ham og førte ham hjem til sit Hus. Saa fortalte Jakob ham alt, hvad der var sket;

29:14  og Laban sagde: »Ja, du er mit Kød og Blod!« Han blev nu hos ham en Maanedstid.

29:15  Saa sagde Laban til Jakob: »Skulde du tjene mig for intet fordi du er min Frænde? Sig mig, hvad du vil have i Løn!«

29:16  Nu havde Laban to Døtre; den ældste hed Lea, den yngste Rakel;

29:17  Leas Øjne var matte, men Rakel havde en dejlig Skikkelse og saa dejlig ud,

29:18  og Jakob elskede Rakel; derfor sagde han: »Jeg vil tjene dig syv Aar for din yngste Datter Rakel.«

29:19  Laban svarede: »Jeg giver hende hellere til dig end til en fremmed; bliv kun hos mig!«

29:20  Saa tjente Jakob syv Aar for Rakel; og de syntes ham kun nogle faa Dage, fordi han elskede hende.

29:21  Derefter sagde Jakob til Laban: »Giv mig min Hustru, nu min Tjenestetid er ude, at jeg kan gaa ind til hende!«

29:22  Saa indbød Laban alle Mændene paa Stedet til Gæstebud.

29:23  Men da Aftenen kom, tog han sin, Datter Lea og bragte hende til ham, og han gik ind til hende.

29:24  Og Laban gav sin Datter Lea sin Trælkvinde Zilpa til Trælkvinde.

29:25  Da det nu om Morgenen viste sig at være Lea, sagde Jakob til Laban: »Hvad er det, du har gjort imod mig? Er det ikke for Rakel, jeg har tjent hos dig? Hvorfor har du bedraget mig?«

29:26  Laban svarede: »Det er ikke Skik og Brug her til Lands at give den yngste bort før den ældste;

29:27  men lad nu Bryllupsugen gaa til Ende, saa vil jeg ogsaa give dig hende, imod at du bliver i min Tjeneste syv Aar til.«

29:28  Det gik Jakob ind paa, og da Bryllupsugen var til Ende, gav Laban ham sin Datter Rakel til Hustru.

29:29  Og Laban gav sin Datter Rakel sin Trælkvinde Bilha til Trælkvinde.

29:30  Saa gik Jakob ogsaa ind til Rakel, og han elskede Rakel højere end Lea. Derpaa blev han i Labans Tjeneste syv Aar til.

29:31  Da HERREN saa, at Lea blev tilsidesat, aabnede han hendes Moderliv, medens Rakel var ufrugtbar.

29:32  Saa blev Lea frugtsommelig og fødte en Søn, som hun gav Navnet Ruben; thi hun sagde: »HERREN har set til min Ulykke; nu vil min Mand elske mig!«

29:33  Siden blev hun frugtsommelig igen og fødte en Søn; og hun sagde: »HERREN hørte, at jeg var tilsidesat, saa gav han mig ogsaa ham!« Derfor gav hun ham Navnet Simeon.

29:34  Siden blev hun frugtsommelig igen og fødte en Søn; og hun sagde: »Nu maa da endelig min Mand holde sig til mig, da jeg har født ham tre Sønner.« Derfor gav hun ham Navnet Levi.

29:35  Siden blev hun frugtsommelig igen og fødte en Søn; og hun sagde: »Nu vil jeg prise HERREN!« Derfor gav hun ham Navnet Juda. Saa fik hun ikke flere Børn.

Chapter 30

30:1  Da Rakel saa, at hun ikke fødte Jakob noget Barn, blev hun skinsyg paa sin Søster og sagde til Jakob: »Skaf mig Børn, ellers dør jeg!«

30:2  Men Jakob blev vred paa Rakel og sagde: »Er jeg i Guds Sted? Det er jo ham, der har nægtet dig Livsfrugt!«

30:3  Saa sagde hun: »Der er min Trælkvinde Bilha; gaa ind til hende, saa hun kan føde paa mine Knæ og jeg faa Sønner ved hende!«

30:4  Og hun gav ham sin Trælkvinde Bilha til Hustru, og Jakob gik ind til hende.

30:5  Saa blev Bilha frugtsommelig og fødte Jakob en Søn,

30:6  og Rakel sagde: »Gud har hjulpet mig til min Ret, han har hørt min Røst og givet mig en Søn.« Derfor gav hun ham Navnet Dan.

30:7  Siden blev Rakels Trælkvinde Bilha frugtsommelig igen og fødte Jakob en anden Søn;

30:8  og Rakel sagde: »Gudskampe har jeg kæmpet med min Søster og sejret.« Derfor gav hun ham Navnet Naftali.

30:9  Men da Lea saa, at hun ikke fik flere Børn, tog hun sin Trælkvinde Zilpa og gav Jakob hende til Hustru;

30:10  og da Leas Trælkvinde Zilpa fødte Jakob en Søn,

30:11  sagde Lea: »Hvilken Lykke!« Derfor gav hun ham Navnet Gad.

30:12  Siden fødte Leas Trælkvinde Zilpa Jakob en anden Søn;

30:13  og Lea sagde: »Held mig! Kvinderne vil prise mit Held!« Derfor gav hun ham Navnet Aser.

30:14  Men da Ruben engang i Hvedehøstens Tid gik paa Marken, fandt han nogle Kærlighedsæbler og bragte dem til sin Moder Lea. Da sagde Rakel til Lea: »Giv mig nogle af din Søns Kærlighedsæbler!«

30:15  Lea svarede: »Er det ikke nok, at du har taget min Mand fra mig? Vil du nu ogsaa tage min Søns Kærlighedsæbler?« Men Rakel sagde: »Til Gengæld for din Søns Kærlighedsæbler maa han ligge hos dig i Nat!«

30:16  Da saa Jakob kom fra Marken om Aftenen, gik Lea ham i Møde og sagde: »Kom ind til mig i Nat, thi jeg har købt dig for min Søns Kærlighedsæbler!« Og han laa hos hende den Nat.

30:17  Saa bønhørte Gud Lea, og hun blev frugtsommelig og fødte Jakob en femte Søn;

30:18  og Lea sagde: »Gud har lønnet mig, fordi jeg gav min Mand min Trælkvinde.« Derfor gav hun ham Navnet Issakar.

30:19  Siden blev Lea frugtsommelig igen og fødte Jakob en sjette Søn;

30:20  og Lea sagde: »Gud har givet mig en god Gave, nu vil min Mand blive hos mig, fordi jeg har født ham seks Sønner.« Derfor gav hun ham Navnet Zebulon.

30:21  Siden fødte hun en Datter, som hun gav Navnet Dina.

30:22  Saa kom Gud Rakel i Hu, og Gud bønhørte hende og aabnede hendes Moderliv,

30:23  saa hun blev frugtsommelig og fødte en Søn; og hun sagde: »Gud har borttaget min Skændsel.«

30:24  Derfor gav hun ham Navnet Josef; thi hun sagde: »HERREN give mig endnu en Søn!«

30:25  Da Rakel havde født Josef, sagde Jakob til Laban: »Lad mig fare, at jeg kan drage til min Hjemstavn og mit Land;

30:26  giv mig mine Hustruer og mine Børn som jeg har tjent dig for, og lad mig drage bort; du ved jo selv, hvorledes jeg har tjent dig!«

30:27  Men Laban svarede: »Maatte jeg have fundet Naade for dine Øjne! Jeg har udfundet, at HERREN har velsignet mig for din Skyld.«

30:28  Og han sagde: »Bestem, hvad du vil have i Løn af mig, saa vil jeg give dig den!«

30:29  Saa sagde Jakob: »Du ved jo selv, hvorledes jeg har tjent dig, og hvad din Ejendom er blevet til under mine Hænder;

30:30  thi før jeg kom, ejede du kun lidet, men nu har du Overflod; HERREN har velsignet dig, hvor som helst jeg satte min Fod. Men naar kan jeg komme til at gøre noget for mit eget Hus?«

30:31  Laban svarede: »Hvad skal jeg da give dig?« Da sagde Jakob: »Du skal ikke give mig noget; men hvis du gaar ind paa, hvad jeg nu foreslaar dig, vedbliver jeg at være Hyrde for dine Hjorde og vogte dem.

30:32  Jeg vil i Dag gaa hele din Hjord igennem og udskille alle spættede og blakkede Dyr alle de sorte Faar og de blakkede eller spættede Geder skal være min Løn;

30:33  i Morgen den Dag skal min Retfærdighed vidne for mig: Naar du kommer og syner den Hjord, der skal være min Løn, da er alle de Geder, som ikke er spættede eller blakkede, og de Faar, som ikke er sorte, stjaalet af mig.«

30:34  Laban svarede: »Vel, lad det blive, som du siger!«

30:35  Saa udskilte han samme Dag de stribede og blakkede Bukke og de spættede og blakkede Geder, alle dem der havde hvide Pletter, og alle de sorte Faar og overgav dem til sine Sønner,

30:36  og han lod der være tre Dagsrejser mellem dem og Jakob; og Jakob vogtede Resten af Labans Hjord.

30:37  Men Jakob tog friske Grene af Hvidpopler, Mandeltræer og Plataner og afskrællede Barken saaledes, at der kom hvide Striber paa Grenene;

30:38  og de afskrællede Grene stillede han op i Trugene foran Dyrene, i Vandrenderne, hvor Dyrene kom hen og drak; og de parrede sig, naar de kom for at drikke;

30:39  Dyrene parrede sig foran Grenene og fødte saa stribet, spættet og blakket Afkom.

30:40  Og Lammene udskilte Jakob. Og han lod Dyrene vende Hovedet mod de stribede og alle de sorte Dyr i Labans Hjord. Paa den Maade fik han sine egne Hjorde, som han ikke bragte sammen med Labans.

30:41  Og hver Gang de kraftige Dyr parrede sig, stillede Jakob Grenene op foran dem i Vandrenderne, for at de skulde parre sig foran Grenene;

30:42  men naar det var de svage Dyr, stillede han dem ikke op; saaledes kom de svage til at tilhøre Laban, de kraftige Jakob.

30:43  Paa den Maade blev Manden overmaade rig og fik Smaakvæg i Mængde, Trælkvinder og Trælle, Kameler og Æsler.

Chapter 31

31:1  Men Jakob hørte Labans Sønner sige: »Jakob har taget al vor Faders Ejendom, og deraf har han skabt sig al den Velstand.«

31:2  Og Jakob læste i Labans Ansigt, at han ikke var sindet mod ham som tidligere.

31:3  Da sagde HERREN til Jakob: »Vend tilbage til dine Fædres Land og din Hjemstavn, saa vil jeg være med dig!«

31:4  Saa sendte Jakob Bud og lod Rakel og Lea kalde ud paa Marken til sin Hjord;

31:5  og han sagde til dem: »Jeg læser i eders Faders Ansigt, at han ikke er sindet mod mig som tidligere, nu da min Faders Gud har været med mig;

31:6  og I ved jo selv, at jeg har tjent eders Fader af al min Kraft,

31:7  medens eders Fader har bedraget mig og forandret min Løn ti Gange; men Gud tilstedte ham ikke at gøre mig Skade;

31:8  sagde han, at de spættede Dyr skulde være min Løn, saa fødte hele Hjorden spættet Afkom, og sagde han, at de stribede skulde være min Løn, saa fødte hele Hjorden stribet Afkom.

31:9  Saaledes tog Gud Hjordene fra eders Fader og gav mig dem.

31:10  Og ved den Tid Dyrene parrede sig, saa jeg i Drømme, at Bukkene, der sprang, var stribede, spættede og brogede;

31:11  og Guds Engel sagde til mig i Drømme: Jakob! Jeg svarede: Se, her er jeg!

31:12  Da sagde han: Løft dit Blik og se, hvorledes alle Bukkene, der springer, er stribede, spættede og brogede, thi jeg har set alt, hvad Laban har gjort imod dig.

31:13  Jeg er den Gud, som aabenbarede sig for dig i, Betel, der, hvor du salvede en Stenstøtte og aflagde mig et Løfte; bryd op og forlad dette Land og vend tilbage til din Hjemstavn!«

31:14  Saa svarede Rakel og Lea ham: »Har vi vel mere Lod og Del i vor Faders Hus?

31:15  Har han ikke regnet os for fremmede Kvinder, siden han solgte os og selv brugte de Penge, han fik for os?

31:16  Al den Rigdom, Gud har taget fra vor Fader, tilhører os og vore Børn — gør du kun alt, hvad Gud sagde til dig!«

31:17  Saa satte Jakob sine Børn og sine Hustruer paa Kamelerne

31:18  og tog alt sit Kvæg med sig, og al den Ejendom, han havde samlet sig, det Kvæg, han ejede og havde samlet sig i Paddan-Aram, for at drage til sin Fader Isak i Kana'ans, Land.

31:19  Medens Laban var borte og klippede sine Faar, stjal Rakel sin Faders Husgud.

31:20  Og Jakob narrede Aramæeren Laban, idet han ikke lod ham mærke, at han vilde flygte;

31:21  og han flygtede med alt, hvad han ejede; han brød op og satte over Floden og vandrede ad Gileads Bjerge til.

31:22  Tredjedagen fik Laban Melding om, at Jakob var flygtet;

31:23  han tog da sine Frænder med sig, satte efter ham saa langt som syv Dagsrejser og indhentede ham: i Gileads Bjerge.

31:24  Men Gud kom til Aramæeren Laban i en Drøm om Natten og sagde til ham: »Vogt dig vel for at sige saa meget som et ondt Ord til Jakob!«

31:25  Da Laban traf Jakob — Jakob havde han opslaaet sit Telt paa Bjerget, Laban med sine Frænder sit i Gileads Bjerge —

31:26  sagde Laban til Jakob: »Hvad har du gjort! Mig har du narret, og mine Døtre har du ført bort, som var de Krigsfanger!

31:27  Hvorfor har du holdt din Flugt hemmelig og narret mig og ikke meddelt mig det; saa jeg kunde tage Afsked med dig med Lystighed og Sang, med Haandpauker og Harper?

31:28  Du lod mig ikke kysse mine Sønner og Døtre — sandelig, det var daarligt gjort af dig!

31:29  Det stod nu i min Magt at handle ilde med dig; men din Faders Gud sagde til mig i Nat: Vogt dig vel for at sige saa meget som et ondt Ord til Jakob!

31:30  Nu vel, saa drog du altsaa bort fordi du længtes saa meget efter din Faders Hus men hvorfor stjal du min Gud?«

31:31  Da svarede Jakob Laban: »Jeg var bange; thi jeg tænkte, du vilde rive dine Døtre fra mig!

31:32  Men den, hos hvem du finder din Gud, skal lade sit Liv! Gennemsøg i vore Frænders Paasyn, hvad jeg har, og tag, hvad dit er!« Jakob vidste nemlig ikke, at Rakel havde stjaalet den.

31:33  Laban gik nu ind og ledte i Jakobs, i Leas og i de to Tjenestekvinders Telte men fandt intet; og fra Leas gik han, til Rakels, Telt.

31:34  Men Rakel havde taget Husguden og lagt den i Kamelsadlen og sat sig paa den. Da Laban nu havde gennemsøgt hele Teltet og intet fundet,

31:35  sagde hun til sin Fader: »Min Herre tage mig ikke ilde op, at jeg ikke kan rejse mig for dig, da det gaar mig paa Kvinders Vis!« Saaledes ledte han efter Husguden uden at finde den.

31:36  Da blussede Vreden op i Jakob, og han gik i Rette med Laban; og Jakob sagde til Laban: »Hvad er min Brøde, og hvad er min Synd, at du satte efter mig!

31:37  Du har jo nu gennemsøgt alle mine Ting! Hvad har du fundet af alle dine Sager? Læg det frem for mine Frænder og dine Frænder, at de kan dømme os to imellem!

31:38  I de tyve Aar, jeg har været hos dig, fødte dine Faar og Geder ikke i Utide, din Hjords Vædre fortærede jeg ikke,

31:39  det sønderrevne bragte jeg dig ikke, men erstattede det selv; af min Haand krævede du, hvad der blev stjaalet baade om Dagen og om Natten;

31:40  om Dagen fortærede Heden mig, om Natten Kulden, og mine Øjne kendte ikke til Søvn.

31:41  I tyve Aar har jeg tjent dig i dit Hus, fjorten Aar for dine to Døtre og seks Aar for dit Smaakvæg, og ti Gange har du forandret min Løn.

31:42  Havde ikke min Faders Gud, Abrahams Gud og Isaks Rædsel, staaet mig bi, saa havde du ladet mig gaa med tomme Hænder; men Gud saa min Elendighed og mine Hænders Møje, og i Nat afsagde han sin Kendelse!«

31:43  Da sagde Laban til Jakob: »Døtrene er mine Døtre, Sønnerne er mine Sønner, Hjordene er mine Hjorde, og alt, hvad du ser, er mit — men hvad skulde jeg i Dag kunne gøre imod mine Døtre eller de Sønner, de har født?

31:44  Lad os to slutte et Forlig, og det skal tjene til Vidne mellem os.«

31:45  Saa tog Jakob en Sten og rejste den som en Støtte;

31:46  og Jakob sagde til sine Frænder: »Sank Sten sammen!« Og de tog Sten og byggede en Dysse og holdt Maaltid derpaa.

31:47  Laban kaldte den Jegar-Sahaduta, og Jakob kaldte den Gal'ed.

31:48  Da sagde Laban: »Denne Dysse skal i Dag være Vidne mellem os to!« Derfor kaldte han den Gal'ed

31:49  og Mizpa; thi han sagde: »HERREN skal staa Vagt mellem mig og dig, naar vi skilles.

31:50  Hvis du handler ilde med mine Døtre eller tager andre Hustruer ved Siden af dem, da vid, at selv om intet Menneske er til Stede, er dog Gud Vidne mellem mig og dig!«

31:51  Og Laban sagde til Jakob: »Se denne Stendysse og se denne Stenstøtte, som jeg har rejst mellem mig og dig!

31:52  Vidne er denne Dysse, og Vidne er denne Støtte paa, at jeg ikke i fjendtlig Hensigt vil gaa forbi denne Dysse ind til dig, og at du heller ikke vil gaa forbi den ind til mig;

31:53  Abrahams Gud og Nakors Gud, deres Faders Gud, være Dommer imellem os!« Saa svor Jakob ved sin Fader Isaks Rædsel,

31:54  og derpaa holdt Jakob Offerslagtning paa Bjerget og indbød sine Frænder til Maaltid; og de holdt Maaltid og blev paa Bjerget Natten over.

31:55  Tidligt næste Morgen kyssede Laban sine Sønner og Døtre, velsignede dem og drog bort; og Laban vendte tilbage til sin Hjemstavn,

Chapter 32

32:1  men Jakob fortsatte sin Rejse. Og Guds Engle mødte ham;

32:2  og da Jakob saa dem, sagde han: »Her er Guds Lejr!« derfor kaldte han Stedet Mahanajim.

32:3  Derpaa sendte Jakob Sendebud i Forvejen til sin Broder Esau i Se'irs Land paa Edoms Højslette,

32:4  og han bød dem: »Sig til min Herre Esau: Din Træl Jakob lader dig vide, at jeg har levet som Gæst hos Laban og boet der indtil nu;

32:5  jeg har samlet mig Okser, Æsler og Smaakvæg, Trælle og Trælkvinder; og nu sender jeg Bud til min Herre med Efterretning herom i Haab om at finde Naade for dine Øjne!«

32:6  Men Sendebudene kom tilbage til Jakob og meldte: »Vi kom til din Broder Esau, og nu drager han dig i Møde med 400 Mand!«

32:7  Da blev Jakob saare forfærdet, og i sin Angst delte han sine Folk, Smaakvæget, Hornkvæget og Kamelerne i to Lejre,

32:8  idet han tænkte: »Hvis Esau møder den ene Lejr og slaar den, kan dog den anden slippe bort.«

32:9  Derpaa bad Jakob: »Min Fader Abrahams og min Fader Isaks Gud, HERRE, du, som sagde til mig: Vend tilbage til dit Land og din Hjemstavn, saa vil jeg gøre vel imod dig!

32:10  Jeg er for ringe til al den Miskundhed og Trofasthed, du har udvist mod din Tjener; thi med min Stav gik jeg over Jordan der, og nu er jeg blevet til to Lejre;

32:11  frels mig fra min Broder Esaus Haand, thi jeg frygter for, at han skal komme og slaa mig, baade Moder og Børn!

32:12  Du har jo selv sagt, at du vil gøre vel imod mig og gøre mit Afkom som Havets Sand, der ikke kan tælles for Mængde!«

32:13  Og han blev der om Natten. Af hvad han havde, udtog han saa en Gave til sin Broder Esau,

32:14  200 Geder og 20 Bukke, 200 Faar og 20 Vædre,

32:15  30 diegivende Kamelhopper med deres Føl, 40 Køer og 10 Tyre, 20 Aseninder og 10 Æselhingste;

32:16  han delte dem i flere Hjorde og overlod sine Trælle dem, idet han sagde til dem: »Gaa i Forvejen og lad en Plads aaben mellem Hjordene!«

32:17  Og han bød den første: »Naar min Broder Esau møder dig og spørger, hvem du tilhører, hvor du skal hen, og hvem din Drift tilhører,

32:18  skal du svare: Den tilhører din Træl Jakob; det er en Gave, han sender min Herre Esau; selv kommer han bagefter!«

32:19  Og han bød den anden og den tredje og alle de andre, der fulgte med Hjordene, at sige det samme til Esau, naar de traf ham:

32:20  »Din Træl Jakob kommer selv bagefter!« Thi han tænkte: »Jeg vil søge at forsone ham ved den Gave, der drager foran, og først bagefter vil jeg træde frem for ham; maaske han da tager venligt imod mig!«

32:21  Saa drog Gaven i Forvejen, medens han selv blev i Lejren om Natten.

32:22  Samme Nat tog han sine to Hustruer, sine to Trælkvinder og sine elleve Børn og gik over Jabboks Vadested;

32:23  han tog dem og bragte dem over Bækken; ligeledes bragte han alt, hvad han ejede, over.

32:24  Men selv blev Jakob alene tilbage. Da var der en, som brødes, med ham til Morgengry;

32:25  og da han saa, at han ikke kunde faa Bugt med ham, gav han ham et Slag paa Hofteskaalen; og Jakobs Hofteskaal gik af Led, da han brødes med ham.

32:26  Da sagde han: »Slip mig, thi Morgenen gryr!« Men han svarede: »Jeg slipper dig ikke, uden du velsigner mig!«

32:27  Saa spurgte han: »Hvad er dit Navn?« Han svarede: »Jakob!«

32:28  Men han sagde: »Dit Navn skal ikke mere være Jakob, men Israel; thi du har kæmpet med Gud og Mennesker og sejret!«

32:29  Da sagde Jakob: »Sig mig dit Navn!« Men han svarede: »Hvorfor spørger du om mit Navn?« Og han velsignede ham der.

32:30  Og Jakob kaldte Stedet Peniel, idet han sagde: »Jeg har skuet Gud Ansigt til Ansigt og har mit Liv frelst.«

32:31  Og Solen stod op, da han drog forbi Penuel, og da haltede han paa Hoften.

32:32  Derfor undlader Israeliterne endnu den Dag i Dag at spise Hoftenerven, der ligger over Hofteskaalen, thi han gav Jakob et Slag paa Hofteskaalen, paa Hoftenerven.

Chapter 33

33:1  Da Jakob saa op, fik han Øje paa Esau, der kom fulgt af 400 Mand. Saa delte han Børnene mellem Lea, Rakel og de to Trælkvinder,

33:2  idet han stillede Trælkvinderne med deres Børn forrest, Lea med hendes Børn længere tilbage og bagest Rakel med Josef;

33:3  selv gik han frem foran dem og kastede sig syv Gange til Jorden, før han nærmede sig sin Broder.

33:4  Men Esau løb ham i Møde og omfavnede ham, faldt ham om Halsen og kyssede ham, og de græd;

33:5  og da han saa op og fik Øje paa Kvinderne og Børnene, sagde han: »Hvem er det, du har der?« Han svarede: »Det er de Børn, Gud naadig har givet din Træl.«

33:6  Saa nærmede Trælkvinderne sig med deres Børn og kastede sig til Jorden,

33:7  derefter nærmede Lea sig med sine Børn og kastede sig til Jorden, og til sidst nærmede Josef og Rakel sig og kastede sig til Jorden.

33:8  Nu spurgte han: »Hvad vilde du med hele den Lejr, jeg traf paa?« Han svarede: »Finde Naade for min Herres Øjne!«

33:9  Men Esau sagde: »Jeg har nok, Broder; behold du, hvad dit er!«

33:10  Da svarede Jakob: »Nej, hvis jeg har fundet Naade for dine Øjne, saa tag imod min Gave! Da jeg saa dit Aasyn, var det jo som Guds Aasyn, og du har taget venligt imod mig!

33:11  Tag dog den Velsignelse, som er dig bragt, thi Gud har været mig naadig, og jeg har fuldt op!« Saaledes nødte han ham, til han tog det.

33:12  Derpaa sagde Esau: »Lad os nu bryde op og drage af Sted, og jeg vil drage foran dig!«

33:13  Men Jakob svarede: »Min Herre ved jo, at jeg maa tage Hensyn til de spæde Børn og de Faar og Køer, som giver Die; overanstrenger jeg dem blot en eneste Dag, dør alt Smaakvæget.

33:14  Vil min Herre drage forud for sin Træl, kommer jeg efter i Ro og Mag, som det passer sig for Kvæget, jeg har med, og for Børnene, til jeg kommer til min Herre i Se'ir.«

33:15  Da sagde Esau: »Saa vil jeg i alt Fald lade nogle af mine Folk ledsage dig!« Men han svarede: »Hvorfor dog det — maatte jeg blot finde Naade for min Herres Øjne!«

33:16  Saa drog Esau samme Dag tilbage til Se'ir.

33:17  Men Jakob brød op og drog til Sukkot, hvor han byggede sig et Hus og indrettede Hytter til sit Kvæg; derfor gav han Stedet Navnet Sukkot.

33:18  Og Jakob kom paa sin Vandring fra Paddan-Aram uskadt til Sikems By i Kana'ans Land og slog Lejr uden for Byen;

33:19  og han købte det Stykke Jord, hvor han havde rejst sit Telt, af Sikems Fader Hamors Sønner for 100 Kesita

33:20  og byggede der et Alter, som han kaldte: Gud, Israels Gud.

Chapter 34

34:1  Da Dina, den Datter, Jakob havde med Lea, engang gik ud for at besøge Landets Døtre,

34:2  saa Sikem, en Søn af Egnens Høvding, Hivviten Hamor, hende og greb hende og laa hos hende; og han krænkede hende;

34:3  men hans Hjerte hang ved Jakobs Datter Dina, og han elskede Pigen og talte godt for hende;

34:4  og Sikem sagde til sin Fader Hamor: »Skaf mig den Pige til Hustru!«

34:5  Jakob hørte, at han havde skændet hans Datter Dina; men da hans Sønner dengang var med hans Kvæg paa Marken, tav han, til de kom hjem.

34:6  Sikems Fader Hamor gik nu til Jakob for at tale med ham.

34:7  Men da Jakobs Sønner hørte det, kom de hjem fra Marken; og Mændene græmmede sig og var saare opbragte, fordi han havde øvet Skændselsdaad i Israel ved at ligge hos Jakobs Datter; thi sligt bør ikke ske.

34:8  Og Hamor talte med dem og sagde: »Min Søn Sikems Hjerte hænger ved eders Datter; giv ham hende til Hustru

34:9  og indgaa Svogerskab med os; giv os eders Døtre og gift eder med vore Døtre;

34:10  tag Ophold hos os, og Landet skal staa eder aabent; slaa eder ned og drag frit omkring og saml eder Ejendom der!«

34:11  Og Sikem sagde til hendes Fader og Brødre: »Maatte jeg finde Naade for eders Øjne! Alt, hvad I kræver, vil jeg give;

34:12  forlang saa høj en Brudesum og Gave, I vil; jeg giver, hvad I kræver, naar I blot vil give mig Pigen til Hustru!«

34:13  Da gav Jakobs Sønner Sikem og hans Fader Hamor et listigt Svar, fordi han havde skændet deres Søster Dina,

34:14  og sagde til dem: »Vi er ikke i Stand til at give vor Søster til en uomskaaren Mand, thi det holder vi for en Skændsel.

34:15  Kun paa det Vilkaar vil vi føje eder, at I bliver som vi og lader alle af Mandkøn iblandt eder omskære;

34:16  i saa Fald vil vi give eder vore Døtre og ægte eders Døtre og bosætte os iblandt eder, saa vi bliver eet Folk;

34:17  men hvis I ikke vil høre os og lade eder omskære, saa tager vi vor Datter og drager bort!«

34:18  Deres Tale tyktes Hamor og Sikem, Hamors Søn, god;

34:19  og den unge Mand tøvede ikke med at gøre saaledes, thi han var indtaget i Jakobs Datter, og han var den, der havde mest at sige i sin Faders Hus;

34:20  og Hamor og hans Søn Sikem gik til deres Bys Port og sagde til Mændene i deres By:

34:21  »Disse Mænd er os velsindede; lad dem bosætte sig og drage frit om her i Landet, der er jo Plads nok til dem i Landet; deres Døtre vil vi tage til Hustruer og give dem vore Døtre til Hustruer!

34:22  Men kun paa det Vilkaar vil Mændene føje os og bosætte sig hos os, saa vi kan blive eet Folk, at alle af Mandkøn hos os lader sig omskære, saaledes som de er omskaarne.

34:23  Deres Hjorde og deres Gods og alt deres Kvæg bliver jo dog vort; lad os derfor føje dem, saa de kan blive boende hos os!«

34:24  Saa adlød de Hamor og hans Søn Sikem, saa mange som færdedes i hans Bys Port, og alle af Mandkøn, alle, som færdedes i hans Bys Port, lod sig omskære.

34:25  Men Tredjedagen, da de havde Saarfeber, tog Jakobs to Sønner Simeon og Levi, Dinas Brødre, hver sit Sværd, trængte ind i Byen, uden at nogen anede Uraad, Og slog alle Mændene ihjel

34:26  og dræbte Hamor og hans Søn Sikem med Sværdet, tog Dina ud af Sikems Hus og drog bort.

34:27  Saa kastede Jakobs Sønner sig over de faldne og plyndrede Byen, fordi de havde skændet deres Søster;

34:28  deres Smaakvæg, Hornkvæg og Æsler, baade hvad der var i Byen og paa Markerne, tog de med sig,

34:29  og al deres Ejendom og alle deres Børn og Kvinder førte de bort som Bytte, og de udplyndrede Byen for alt, hvad der var der.

34:30  Men Jakob sagde til Simeon og Levi: »I styrter mig i Ulykke ved at lægge mig for Had hos Landets Indbyggere, Kana'anæerne og Perizziterne; thi jeg raader kun over faa Folk; samler de sig mod mig og slaar mig, saa er det ude med mig og mit Hus!«

34:31  Men de svarede: »Skal han behandle vor Søster som en Skøge!«

Chapter 35

35:1  Derpaa sagde Gud til Jakob: »Drag op til Betel og bliv der og byg der et Alter for Gud, som aabenbarede sig for dig, da du flygtede for din Broder Esau!«

35:2  Jakob sagde da til sit Hus og alle sine Folk: »Skaf de fremmede Guder, der findes hos eder, bort, rens eder og skift Klæder,

35:3  og lad os drage op til Betel, for at jeg der kan bygge et Alter for Gud, der bønhørte mig i min Trængselstid og var med mig paa den Vej, jeg vandrede!«

35:4  De gav saa Jakob alle de fremmede Guder, de førte med sig, og alle de Ringe, de havde i Ørene, og han gravede dem ned under Egen ved Sikem.

35:5  Derpaa brød de op; og en Guds Rædsel kom over alle Byerne rundt om, saa de ikke forfulgte Jakobs Sønner.

35:6  Og Jakob kom med alle sine Folk til Luz i Kana'ans Land, det er Betel;

35:7  og han byggede et Alter der og kaldte Stedet: Betels Gud, thi der havde Gud aabenbaret sig for ham, da han flygtede for sin Broder.

35:8  Saa døde Rebekkas Amme Debora, og hun blev jordet neden for Betel under Egen; derfor kaldte han den Grædeegen.

35:9  Gud aabenbarede sig atter for Jakob efter hans Hjemkomst fra Paddan-Aram og velsignede ham;

35:10  og Gud sagde til ham: »Dit Navn er Jakob; men herefter skal du ikke mere hedde Jakob; Israel skal være dit Navn!« Og han gav ham Navnet Israel.

35:11  Derpaa sagde Gud til ham: »Jeg er Gud den Almægtige! Bliv frugtbar og mangfoldig! Et Folk, ja Folk i Hobetal skal nedstamme fra dig, og Konger skal udgaa af din Lænd;

35:12  det Land, jeg gav Abraham og Isak, giver jeg dig, og dit Afkom efter dig giver jeg Landet!«

35:13  Derpaa for Gud op fra ham paa det Sted, hvor han havde talet med ham;

35:14  og Jakob rejste en Støtte paa det Sted, hvor han havde talet med ham, en Stenstøtte, og hældte et Drikoffer over den og udgød Olie paa den.

35:15  Og Jakob kaldte det Sted, hvor Gud havde talet med ham, Betel.

35:16  Derpaa brød de op fra Betel, Da de endnu var et Stykke Vej fra Efrat, skulde Rakel føde, og hendes Fødselsveer var haarde.

35:17  Midt under hendes haarde Fødselsveer sagde Jordemoderen til hende: »Frygt ikke, thi ogsaa denne Gang faar du en Søn!«

35:18  Men da hun droges med Døden — thi det kostede hende Livet — gav hun ham Navnet Ben'oni; men Faderen kaldte ham Benjamin.

35:19  Saa døde Rakel og blev jordet paa Vejen til Efrat, det er Betlehem;

35:20  og Jakob rejste en Stenstøtte paa hendes Grav; det er Rakels Gravstøtte, som staar endnu den Dag i Dag.

35:21  Derpaa brød Israel op og opslog sit Telt hinsides Migdal Eder.

35:22  Men medens Israel boede i den Egn, gik Ruben hen og laa hos sin Faders Medhustru Bilha; og det kom Israel for Øre. Jakobs Sønner var tolv i Tal;

35:23  Leas Sønner: Ruben, Jakobs førstefødte, Simeon, Levi, Juda, Issakar og Zebulon;

35:24  Rakels Sønner: Josef og Benjamin;

35:25  Rakels Trælkvinde Bilhas Sønner: Dan og Naftali;

35:26  Leas Trælkvinde Zilpas Sønner: Gad og Aser. Det var Jakobs Sønner, der fødtes ham i Paddan-Aram.

35:27  Og Jakob kom til sin Fader Isak i Mamre i Kirjat-Arba, det er Hebron, hvor Abraham og Isak havde levet som fremmede.

35:28  Isaks Leveaar var 180;

35:29  saa gik Isak bort; han døde og samledes til sin Slægt, gammel og mæt af Dage. Og hans Sønner Esau og Jakob jordede ham,

Chapter 36

36:1  Dette er Esaus, det er Edoms, Slægtebog.

36:2  Esau tog sine Hustruer af Kana'ans Døtre: Ada, en Datter af Hetiten Elon, Oholibama, en Datter af Ana, Hivviten Zib'ons Søn,

36:3  og Ismaels Datter Basemat, Søster til Nebajot.

36:4  Ada fødte Esau Elifaz, Basemat fødte Re'uel,

36:5  og Oholibama fødte Je'usj, Jalam og Kora. Det var Esaus Sønner, der fødtes ham i Kana'ans Land.

36:6  Derpaa tog Esau sine Hustruer sine Sønner og Døtre, hele sin Husstand, sit Kvæg og al den Ejendom, han havde samlet sig i Kana'ans Land, og drog til Landet lige over for sin Broder Jakob;

36:7  deres Gods var for meget til, at de kunde bo sammen, og deres. Udlændigheds Land kunde ikke rumme dem, saa store var deres. Hjorde;

36:8  og Esau bosatte sig i Se'irs Bjerge; Esau, det er Edom.

36:9  Dette er Esaus Slægtebog, han, som var Stamfader til Edomiterne i Se'irs Bjerge.

36:10  Følgende var Esaus Sønners Navne: Elifaz, en Søn af Esaus Hustru Ada, og Re'uel, en Søn af Esaus Hustru Basemat.

36:11  Elifaz's Sønner var Teman, Omar, Zefo, Gatam og Kenaz.

36:12  Timna, som var Esaus Søn Elifaz's Medhustru, fødte ham Amalek. Det var Esaus Hustru Adas Sønner.

36:13  Følgende var Re'uels Sønner: Nahat, Zera, Sjamma og Mizza. Det var Esaus Hustru Basemats Sønner.

36:14  Følgende var Sønner af Esaus Hustru Oholibama, Datter af Zib'ons Søn Ana; hun fødte for Esau: Je'usj, Jalam og Kora.

36:15  Følgende var Esaus Sønners Stammehøvdinger: Elifaz's, Esaus førstefødtes, Sønner: Høvdingerne Teman, Omar, Zefo, Kenaz,

36:16  Kora, Gatam og Amalek. Det var de fra Elifaz stammende Høvdinger i Edoms Land; det var Adas Sønner.

36:17  Følgende var Esaus Søn Re'uels Sønner: Høvdingerne Nahat, Zera, Sjamma og Mizza. Det var de fra Re'uel stammende Høvdinger i Edoms Land; det var Esaus Hustru Basemats Sønner.

36:18  Følgende var Esaus Hustru Oholibamas Sønner: Høvdingerne Je'usj, Jalam og Kora. Det var de Høvdinger, der stammede fra Oholibama, Esaus Hustru, Anas Datter.

36:19  Det var Esaus Sønner, og det var deres Stammehøvdinger; det var Edom.

36:20  Følgende var Horiten Se'irs Sønner, Landets oprindelige Befolkning: Lotan, Sjobal, Zib'on, Ana,

36:21  Disjon, Ezer og Risjon. Det var Horiternes Stammehøvdinger, Se'irs Sønner i Edoms Land.

36:22  Lotans Sønner var Hori og Hemam, og Lotans Søster var Timna.

36:23  Følgende var Sjobals Sønner: Alvan, Manahat, Ebal, Sjefo og Onam.

36:24  Følgende var Zib'ons Sønner: Ajja og Ana. Det var denne Ana, som fandt de varme Kilder i Ørkenen, da han vogtede sin Fader Zib'ons Æsler.

36:25  Følgende var Anas Børn: Disjon og Oholibama, Anas Datter.

36:26  Følgende var Disjons Sønner: Hemdan, Esjban, Jitran og Keran.

36:27  Følgende var Ezers Sønner: Bilhan, Za'avan og Akan.

36:28  Følgende var Risjons Sønner: Uz og Aran.

36:29  Følgende var Horiternes Stammehøvdinger: Høvdingerne Lotan, Sjobal, Zib'on, Ana,

36:30  Disjon, Ezer og Risjon. Det var Horiternes Stammehøvdinger efter deres Stammer i Se'irs Land.

36:31  Følgende var de Konger, der herskede i Edoms Land, før Israeliterne fik Konger:

36:32  Bela, Beors Søn, herskede i Edom; hans By hed Dinhaba.

36:33  Da Bela døde, blev Jobab, Zeras Søn fra Bozra, Konge i hans Sted.

36:34  Da Jobab døde, blev Husjam fra Temaniternes Land Konge i hans Sted.

36:35  Da Husjam døde, blev Hadad, Bedads Søn, Konge i hans Sted; det var ham, der slog Midjaniterne paa Moabs Slette; hans By hed Avit.

36:36  Da Hadad døde, blev Samla fra Masreka Konge i hans Sted.

36:37  Da Samla døde, blev Sja'ul fra Rehobot ved Floden Konge i hans Sted.

36:38  Da Sja'ul døde, blev Ba'al-Hanan, Akbors Søn, Konge i hans Sted.

36:39  Da Ba'al-Hanan, Akbors Søn, døde, blev Hadar Konge i hans Sted; hans By hed Pa'u, og hans Hustru hed Mehetab'el, en Datter af Matred, en Datter af Mezahab.

36:40  Følgende var Navnene paa Esaus Stammehøvdinger efter deres Slægter, Bosteder og Navne: Høvdingerne Timna, Alva, Jetet,

36:41  Oholibama, Ela, Pinon,

36:42  Kenaz, Teman, Mibzar,

36:43  Magdiel og Iram. Det var Edoms Stammehøvdinger efter deres Boliger i det Land, de fik i Eje. Det var Esau, Edoms Fader.

Chapter 37

37:1  Men Jakob blev boende i sin Faders Udlændigheds Land, i Kana'ans Land.

37:2  Dette er Jakobs Slægtebog. Da Josef var sytten Aar gammel, vogtede han Smaakvæget sammen med sine Brødre; som Dreng var han hos sin Faders Hustruer Bilhas og Zilpas Sønner, og han bragte ondt Rygte om dem til deres Fader.

37:3  Israel elskede Josef fremfor alle sine andre Sønner, fordi han var hans Alderdoms Søn, og han lod gøre en fodsid Kjortel med Ærmer til ham.

37:4  Men da hans Brødre saa, at deres Fader foretrak ham for alle sine andre Sønner, fattede de Nag til ham og kunde ikke tale venligt til ham.

37:5  Men Josef havde en Drøm, som han fortalte sine Brødre, og som yderligere øgede deres Had til ham.

37:6  Han sagde til dem »Hør dog, hvad jeg har drømt!

37:7  Se, vi bandt Neg ude paa Marken, og se, mit Neg rejste sig op og blev staaende, medens eders Neg stod rundt omkring og bøjede sig for det!«

37:8  Da sagde hans Brødre til ham: »Vil du maaske være vor Konge eller herske over os?« Og de hadede ham endnu mere for hans Drømme og hans Ord.

37:9  Men han havde igen en Drøm, som han fortalte sine Brødre; han sagde: »Jeg har haft en ny Drøm, og se, Sol og Maane og elleve Stjerner bøjede sig for mig!«

37:10  Da han fortalte sin Fader og sine Brødre det, skændte hans Fader paa ham og sagde: »Hvad er det for en Drøm, du der har haft Skal virkelig jeg, din Moder og dine Brødre komme og bøje os til Jorden for dig?«

37:11  Og hans Brødre fattede Avind til ham, men hans Fader gemte det i sit Minde.

37:12  Da hans Brødre engang var gaaet hen for at vogte deres Faders Smaakvæg ved Sikem,

37:13  sagde Israel til Josef: »Dine Brødre vogter jo Kvæg ved Sikem; kom, jeg vil sende dig til dem!« Han svarede: »Her er jeg!«

37:14  Saa sagde Israel til ham: »Gaa hen og se, hvorledes det staar til med dine Brødre og Kvæget, og bring mig Bud tilbage!« Israel sendte ham saa af Sted fra Hebrons Dal, og han kom til Sikem.

37:15  Som han nu flakkede om paa Marken, var der en Mand, som traf ham og spurgte: »Hvad søger du efter?«

37:16  Han svarede: »Efter mine Brødre; sig mig, hvor de vogter deres Kvæg!«

37:17  Da sagde Manden: »De er draget bort herfra, thi jeg hørte dem sige: Lad os gaa til Dotan!« Saa gik Josef efter sine Brødre og fandt dem i Dotan.

37:18  Men da de saa ham langt borte, før han endnu var kommet hen til dem, lagde de Raad op om at dræbe ham

37:19  og sagde til hverandre: »Se, der kommer den Drømmemester!

37:20  Kom, lad os slaa ham ihjel og kaste ham i en Cisterne og sige, at et vildt Dyr har ædt ham; saa skal vi se, hvad der kommer ud af hans Drømme!«

37:21  Men da Ruben hørte det, vilde han redde ham af deres Haand og sagde: »Lad os ikke tage hans Liv!«

37:22  Og Ruben sagde til dem: »Udgyd dog ikke Blod! Kast ham i Cisternen her paa Marken, men læg ikke Haand paa ham!« Han vilde nemlig redde ham af deres Haand og bringe ham tilbage til Faderen.

37:23  Da Josef nu kom hen til sine Brødre, rev de hans Kjortel af ham, Ærmekjortelen, han havde paa,

37:24  tog ham og kastede ham i Cisternen; men Cisternen var tom, der var intet Vand i den.

37:25  Derpaa satte de sig til at holde Maaltid. Og da de saa op, fik de Øje paa en Karavane af Ismaeliter, der kom fra Gilead, og deres Kameler var belæssede med Tragakantgummi, Mastiksbalsam og Cistusharpiks, som de var paa Vej til Ægypten med.

37:26  Saa sagde Juda til sine Brødre: »Hvad vinder vi ved at slaa vor Broder ihjel og skjule Mordet?

37:27  Lad os hellere sælge ham til Ismaeliterne og ikke lægge Haand paa ham; han er jo dog vor Broder, vort Kød og Blod!« Og hans Brødre gik ind paa Forslaget.

37:28  Da nu midjanitiske Købmænd kom der forbi, trak de Josef op af Cisternen. Og de solgte Josef til Ismaeliterne for tyve Sekel Sølv, og disse bragte ham saa til Ægypten.

37:29  Da Ruben nu kom tilbage til Cisternen, se, da var Josef der ikke. Saa sønderrev han sine Klæder

37:30  og gik tilbage til sine Brødre og sagde: »Drengen er borte! Hvad skal jeg dog gøre!«

37:31  Saa tog de Josefs Kjortel og dyppede den i Blodet af en Gedebuk, som de slagtede;

37:32  og de sendte Ærmekjortelen hjem til deres Fader med det Bud: »Den har vi fundet se efter, om det ikke er din Søns Kjortel!«

37:33  Da saa han efter og udbrød: »Det er min Søns Kjortel! Et vildt Dyr har ædt ham! Josef er visselig revet ihjel!«

37:34  Saa sønderrev Jakob sine Klæder og bandt Sæk om sine Lænder, og han sørgede over sin Søn i mange Dage.

37:35  Og skønt alle hans Sønner og Døtre kom til ham for at trøste ham, vilde han ikke lade sig trøste, men sagde: »Nej, i min Sørgedragt vil jeg stige ned til min Søn i Dødsriget!« Og hans Fader begræd ham.

37:36  Men Midjaniterne solgte ham I Ægypten til Faraos Hofmand Potifar, Livvagtens Øverste.

Chapter 38

38:1  Ved den Tid forlod Juda sine Brødre og sluttede sig til en Mand fra Adullam ved Navn Hira.

38:2  Der saa Juda en Datter af Kana'anæeren Sjua, og han tog hende til Ægte og gik ind til hende.

38:3  Hun blev frugtsommelig og fødte en Søn, som hun gav Navnet Er;

38:4  siden blev hun frugtsommelig igen og fødte en Søn, som hun gav Navnet Onan;

38:5  og hun fødte endnu en Søn, som hun gav Navnet Sjela; da hun fødte ham, var hun i, Kezib.

38:6  Juda tog Er, sin førstefødte, en Hustru, der hed Tamar.

38:7  Men Er, Judas førstefødte, vakte HERRENS Mishag, derfor lod HERREN ham dø.

38:8  Da sagde Juda til Onan: »Gaa ind til din Svigerinde og indgaa Svogerægteskab med hende for at skaffe din Broder Afkom!«

38:9  Men Onan, som vidste, at Afkommet ikke vilde blive hans, lod, hver Gang han gik ind til sin Svigerinde, sin Sæd spildes paa Jorden for ikke at skaffe sin Broder Afkom.

38:10  Denne hans Adfærd vakte HERRENS Mishag, derfor lod han ogsaa ham dø.

38:11  Da sagde Juda til sin Sønnekone Tamar: »Bliv som Enke i din Faders Hus, til min Søn Sjela bliver voksen!« Thi han var bange for, at han ogsaa skulde dø ligesom sine Brødre. Saa gik Tamar hen og blev i sin Faders Hus.

38:12  Lang Tid efter døde Judas Hustru, Sjuas Datter; og da Juda var hørt op at sørge over hende, rejste han med sin Ven, Hira fra Adullam, op til dem, der klippede hans Faar i Timna.

38:13  Og da Tamar fik at vide, at hendes Svigerfader var paa Vej op til Faareklipningen i Timna,

38:14  aflagde hun sine Enkeklæder, hyllede sig i et Slør, saa det skjulte hende, og satte sig ved Indgangen til Enajim ved Vejen til Timna; thi hun saa, at hun ikke blev givet Sjela til Ægte, skønt han nu var voksen.

38:15  Da nu Juda saa hende, troede han, det var en Skøge; hun havde jo tilhyllet sit Ansigt;

38:16  og han bøjede af fra Vejen og kom hen til hende og sagde: »Lad mig gaa ind til dig!« Thi han vidste ikke, at det var hans Sønnekone. Men hun sagde: »Hvad giver du mig derfor!«

38:17  Han svarede: »Jeg vil sende dig et Gedekid fra Hjorden!« Da sagde hun: »Ja, men du skal give mig et Pant, indtil du sender det!«

38:18  Han spurgte: »Hvad skal jeg give dig i Pant?« Hun svarede: »Din Seglring, din Snor og din Stav, som du har i Haanden!« Saa gav han hende de tre Ting og gik ind til hende, og hun blev frugtsommelig ved ham.

38:19  Derpaa gik hun bort, tog Sløret af og iførte sig sine Enkeklæder.

38:20  Imidlertid sendte Juda sin Ven fra Adullam med Gedekiddet for at faa Pantet tilbage fra Kvinden; men han fandt hende ikke.

38:21  Han spurgte da Folkene paa Stedet: »Hvor er den Skøge, som sad paa Vejen ved Enajim?« Og de svarede: »Her har ikke været nogen Skøge!«

38:22  Saa vendte han tilbage til Juda og sagde: »Jeg fandt hende ikke, og Folkene paa Stedet siger, at der har ikke været nogen Skøge.«

38:23  Da sagde Juda: »Saa lad hende beholde det, hellere end at vi skal blive til Spot; jeg har nu sendt det Kid, men du fandt hende ikke.«

38:24  En tre Maaneders Tid efter meldte man Juda: »Din Sønnekone Tamar har øvet Utugt og er blevet frugtsommelig!« Da sagde Juda: »Før hende ud, for at hun kan blive brændt!«

38:25  Men da hun førtes ud, sendte hun Bud til sin Svigerfader og lod sige: »Jeg er blevet frugtsommelig ved den Mand, som ejer disse Ting.« Og hun lod sige: »Se dog efter, hvem der ejer denne Ring, denne Snor og denne Stav!«

38:26  Da Juda havde set efter, sagde han: »Retten er paa hendes Side og ikke paa min, fordi jeg ikke gav hende til min Søn Sjela!« Men siden havde han ikke Omgang med hende.

38:27  Da Tiden kom, at hun skulde føde, se, da var der Tvillinger i hendes Liv.

38:28  Under Fødselen stak der en Haand frem, og Jordemoderen tog og bandt en rød Snor om den, idet hun sagde: »Det var ham, der først kom frem.«

38:29  Men han trak Haanden tilbage, og Broderen kom frem; saa sagde hun: »Hvorfor bryder du frem? For din Skyld er der sket et Brud.« Derfor gav man ham Navnet Perez.

38:30  Derefter kom Broderen med den røde snor om Haanden frem, og ham kaldte man Zera.

Chapter 39

39:1  Da Josef var bragt ned til Ægypten, blev han af Ismaeliterne, der havde bragt ham derned, solgt til Faraos Hofmand Potifar, Livvagtens Øverste, en Ægypter.

39:2  Men HERREN var med Josef, saa Lykken fulgte ham. Han var i sin Herre Ægypterens Hus;

39:3  og hans Herre saa, at HERREN var med ham, og at HERREN lod alt, hvad han foretog sig, lykkes for ham.

39:4  Saaledes fandt Josef Naade for hans Øjne og kom til at gaa ham til Haande; og han satte ham over sit Hus og gav alt, hvad han ejede, i hans Haand;

39:5  og fra det Øjeblik han satte ham over sit Hus og alt, hvad han ejede, velsignede HERREN Ægypterens Hus for Josefs Skyld, og HERRENS Velsignelse hvilede over alt, hvad han ejede, baade inde og ude;

39:6  og han betroede alt, hvad han ejede, til Josef, og selv bekymrede han sig ikke om andet end den Mad, han spiste. Men Josef havde en smuk Skikkelse og saa godt ud.

39:7  Nu hændte det nogen Tid derefter, at hans Herres Hustru kastede sine Øjne paa Josef og sagde: »Kom og lig hos mig!«

39:8  Men han vægrede sig og sagde til sin Herres Hustru: »Se, min Herre bekymrer sig ikke om noget i Huset, men alt, hvad han ejer, har han givet i min Haand;

39:9  han har ikke større Magt i Huset end jeg, og han har ikke unddraget mig noget som helst undtagen dig, fordi du er hans Hustru — hvor skulde jeg da kunne øve denne store Misgerning og synde mod Gud!«

39:10  Og skønt hun Dag efter Dag talte Josef til, vilde han dog ikke føje hende i at ligge hos hende og have med hende at gøre.

39:11  Men en Dag han kom ind i Huset for at gøre sin Gerning, og ingen af Husfolkene var til Stede i Huset,

39:12  greb hun fat i hans Kappe og sagde: »Kom og lig hos mig!« Men han lod Kappen blive i hendes Haand og flygtede ud af Huset.

39:13  Da hun nu saa, at han havde ladet hende beholde Kappen og var flygtet ud af Huset,

39:14  kaldte hun paa sine Husfolk og sagde til dem: »Her kan I se! Han har bragt os en Hebræer til at drive Spot med os! Han kom ind til mig og vilde ligge hos mig, men jeg raabte af alle Kræfter,

39:15  og da han hørte, at jeg gav mig til at raabe, lod han sin Kappe blive hos mig og flygtede ud af Huset!«

39:16  Saa lod hun Kappen blive liggende hos sig, indtil hans Herre kom hjem,

39:17  og sagde saa det samme til ham: »Den hebraiske Træl, du bragte os til at drive Spot med os, kom ind til mig;

39:18  men da jeg gav mig til at raabe, lod han sin Kappe blive hos mig og flygtede ud af Huset.«

39:19  Da hans Herre hørte sin Hustrus Ord: »Saaledes har din Træl behandlet mig!« blussede Vreden op i ham;

39:20  og Josefs Herre tog ham og kastede ham i Fængsel der, hvor Kongens Fanger sad fængslet. Saaledes kom Josef i Fængsel.

39:21  Men HERREN var med Josef og skaffede ham Yndest og lod ham finde Naade hos Fængselets Overopsynsmand,

39:22  saa at han gav ham Opsyn over alle Fangerne i Fængselet, og han sørgede for alt, hvad der skulde gøres der.

39:23  Fængselets Overopsynsmand førte ikke Tilsyn med noget som helst af, hvad der var lagt i Josefs Haand, eftersom HERREN var med ham og lod alt, hvad han foretog sig, lykkes.

Chapter 40

40:1  Nogen Tid efter hændte det, at Ægypterkongens Mundskænk og Bager forbrød sig mod deres Herre Ægypterkongen,

40:2  og Farao vrededes paa sine to Hofmænd, Overmundskænken og Overbageren,

40:3  og lod dem sætte i Forvaring i Livvagtens Øverstes Hus, i samme Fængsel, hvor Josef sad fængslet;

40:4  og Livvagtens Øverste gav dem Josef til Opvartning, og han gik dem til Haande. Da de nu havde været i Forvaring en Tid lang,

40:5  drømte Ægypterkongens Mundskænk og Bager, som sad i Fængselet, samme Nat hver sin Drøm med sin særlige Betydning.

40:6  Da Josef om Morgenen kom ind til Faraos Hofmænd, der sammen med ham var i Forvaring i hans Herres Hus, og saa, at de var nedslaaede,

40:7  spurgte han dem: »Hvorfor ser I saa ulykkelige ud i Dag?«

40:8  Besvarede: »Vi har haft en Drøm, og her er ingen, som kan tyde den.« Da sagde Josef til dem: »Er det ikke Guds Sag at tyde Drømme? Fortæl mig det da!«

40:9  Saa fortalte Overmundskænken Josef sin Drøm og sagde: »Jeg saa i Drømme en Vinstok for mig;

40:10  paa Vinstokken var der tre Ranker, og næppe havde den sat Skud, før Blomsterne sprang ud, og Klaserne bar modne Druer;

40:11  og jeg havde Faraos Bæger i Haanden og tog Druerne og pressede dem i Faraos Bæger og rakte Farao det.«

40:12  Da sagde Josef: »Det skal udtydes saaledes: De tre Ranker betyder tre Dage;

40:13  om tre Dage skal Farao løfte dit Hoved og genindsætte dig i dit Embede, saa du atter rækker Farao Bægeret som før, da du var hans Mundskænk.

40:14  Vilde du nu blot tænke paa mig, naar det gaar dig vel, og vise mig Godhed og omtale mig for Farao og saaledes hjælpe mig ud af dette Hus;

40:15  thi jeg er stjaalet fra Hebræernes Land og har heller ikke her gjort noget, de kunde sætte mig i Fængsel for.«

40:16  Da nu Overbageren saa, at Josef gav Mundskænken en gunstig Tydning, sagde han til ham: »Jeg havde en lignende Drøm: Se, jeg bar tre Kurve Hvedebrød paa mit Hoved.

40:17  I den øverste Kurv var der alle Haande Bagværk til Faraos Bord, men Fuglene aad det af Kurven paa mit Hoved!«

40:18  Da sagde Josef: »Det skal udtydes saaledes: De tre Kurve betyder tre Dage;

40:19  om tre Dage skal Farao løfte dit Hoved og hænge dig op paa en Pæl, og Fuglene skal æde Kødet af din Krop!«

40:20  Tre Dage efter, da det var Faraos Fødselsdag, gjorde han et Gæstebud for alle sine Tjenere, og da løftede han Overmundskænkens og Overbagerens, Hoveder iblandt sine Tjenere.

40:21  Overmundskænken genindsatte han i hans Embede, saa han atter rakte Farao Bægeret,

40:22  og Overbageren lod han hænge, som Josef havde tydet det for dem.

40:23  Men Overmundskænken tænkte ikke paa Josef; han glemte ham.

Chapter 41

41:1  To Aar senere hændte det, at Farao havde en drøm. Han drømte, at han stod ved Nilen;

41:2  og se, op af Floden steg der syv smukke og fede Køer, som gav sig til at græsse i Engen;

41:3  efter dem steg der syv andre Køer op af Nilen, usle at se til og magre, og de stillede sig ved Siden af de første Køer paa Nilens Bred;

41:4  og de usle og magre Køer aad de syv smukke og fede Køer. Saa vaagnede Farao.

41:5  Men han sov ind og havde en Drøm og saa syv tykke og gode Aks skyde frem paa et og samme Straa;

41:6  men efter dem voksede der syv golde og vindsvedne Aks frem;

41:7  og de golde Aks slugte de syv tykke og fulde Aks. Saa vaagnede Farao, og se, det var en Drøm.

41:8  Men om Morgenen var hans Sind uroligt; og han sendte Bud efter alle Ægyptens Tegnsudlæggere og Vismænd og fortalte dem sin Drøm, men ingen kunde tyde den for Farao.

41:9  Da sagde Overmundskænken til Farao: »Jeg maa i Dag minde om mine Synder.

41:10  Den Gang Farao vrededes paa sine Tjenere og lod dem sætte i Forvaring i Livvagtens Øverstes Hus, mig og Overbageren,

41:11  da drømte vi engang samme Nat hver en Drøm med sin særlige Betydning.

41:12  Sammen med os var der en Hebraisk Yngling, som var Træl hos Livvagtens Øverste, og da vi fortalte ham vore Drømme, tydede han dem for os, hver paa sin Maade;

41:13  og som han tydede dem for os, saaledes gik det: Jeg blev indsat i mit Embede, og Bageren blev hængt.«

41:14  Da sendte Farao Bud efter Josef, og man fik ham hurtigt ud af Fangehullet; og efter at have ladet sig rage og skiftet Klæder fremstillede han sig for Farao.

41:15  Saa sagde Farao til Josef: »Jeg har haft en Drøm, som ingen kan tyde; og nu har jeg hørt om dig, at du kun behøver at høre en Drøm, saa kan du tyde den.«

41:16  Josef svarede Farao: »Ikke jeg — men Gud vil give Farao et gunstigt Svar!«

41:17  Da sagde Farao til Josef: »Jeg drømte, at jeg stod paa Nilens Bred;

41:18  og se, op af Floden steg der syv fede og smukke Køer, som gav sig til at græsse i Engen;

41:19  efter dem steg der syv andre Køer op, ringe, saare usle og magre, saa usle Dyr har jeg ikke set nogensteds i Ægypten;

41:20  og de magre og usle Køer aad de syv første, fede Køer;

41:21  men da de havde slugt dem, var det ikke til at kende paa dem; de saa lige saa usle ud som før. Saa vaagnede jeg.

41:22  Men jeg sov atter ind og saa i Drømme syv fulde og gode Aks skyde frem paa et og samme Straa;

41:23  men efter dem voksede der syv udtørrede, golde og vindsvedne Aks frem,

41:24  og de golde Aks slugte de syv gode Aks. Det fortalte jeg mine Tegnsudlæggere, men ingen kunde forklare mig det.«

41:25  Da sagde Josef til Farao: »Faraos Drømme betyder begge det samme, og Gud har kundgjort Farao, hvad han vil gøre.

41:26  De syv gode Køer betyder syv Aar; de syv gode Aks betyder ligeledes syv Aar; det er en og samme Drøm.

41:27  Og de syv magre og usle Køer, der steg op efter dem, betyder syv Aar, og de syv golde og vindsvedne Aks betyder syv Hungersnødsaar.

41:28  Det var det, jeg mente, naar jeg sagde til Farao: Hvad Gud vil gøre, har han ladet Farao skue!

41:29  Se, der kommer syv Aar med stor Overflod i hele Ægypten;

41:30  men efter dem kommer der syv Hungersnødsaar, og man skal gemme al Overfloden i Ægypten; og Hungersnøden skal hærge Jorden,

41:31  saa man intet mærker til Overfloden paa Jorden paa Grund af den paafølgende Hungersnød; thi den bliver saare haard.

41:32  Men at Drømmen gentog sig to Gange for Farao, betyder, at Sagen er fast besluttet af Gud, og at han snart vil lade det ske.

41:33  Men nu skulde Farao udse sig en indsigtsfuld og klog Mand og sætte ham over Ægypten,

41:34  og Farao skulde tage og indsætte Tilsynsmænd over Landet og opkræve Femtedelen af Ægyptens Afgrøde i Overflodens syv Aar;

41:35  og de skal samle al Afgrøden fra de gode Aar, der kommer, og oplagre Høsten som Faraos Eje og bringe Afgrøden under Laas og Lukke i Byerne,

41:36  for at Afgrøden kan tjene til Forraad for Landet i Hungersnødens syv Aar, som skal komme over Ægypten, at ikke Landet skal gaa til Grunde ved Hungersnøden.«

41:37  Baade Farao og alle hans Tjenere syntes godt om den Tale,

41:38  og Farao sagde til sine Tjenere: »Hvor finder vi en Mand, i hvem Guds Aand er som i ham?«

41:39  Og Farao sagde til Josef: »Efter at Gud har aabenbaret dig alt dette, kan ingen maale sig med dig i Indsigt og Kløgt;

41:40  du skal forestaa mit Hus, og efter dit Ord skal alt mit Folk rette sig; kun Tronen vil jeg have forud for dig.«

41:41  Og Farao sagde til Josef: »Saa sætter jeg dig nu over hele Ægypten!«

41:42  Og Farao tog Seglringen af sin Haand og satte den paa Josefs, klædte ham i fine Linnedklæder og hængte Guldkæden om hans Hals:

41:43  han lod ham køre i sin næstbedste Vogn, og de raabte Abrek for ham. Saaledes satte han ham over hele Ægypten.

41:44  Og Farao sagde til Josef: »Jeg er Farao, men uden dit Minde skal ingen røre Haand eller Fod nogensteds i Ægypten!«

41:45  Derpaa gav Farao Josef Navnet Zafenat-Panea, og han lod ham ægte Asenat, en Datter af Præsten Potifera i On; og Josef drog omkring i Ægypten.

41:46  Josef var tredive Aar gammel, da han stededes for Farao, Ægyptens Konge. Saa forlod Josef Farao og drog omkring i hele Ægypten.

41:47  Og Landet bar i bugnende Fylde i Overflodens syv Aar;

41:48  og Josef samlede al Afgrøden i de syv Aar, i hvilke der var Overflod i Ægypten, og bragte den til Byerne; i hver By samlede han Afgrøden fra Markerne der omkring.

41:49  Saaledes ophobede Josef Korn i vældig Mængde, som Havets Sand, indtil man opgav at maale det, da det ikke var til at maale.

41:50  Før Hungersnødens Aar kom, fik Josef to Sønner med Asenat, Præsten i On Potiferas Datter;

41:51  og Josef gav den førstefødte Navnet Manasse, thi han sagde: »Gud har ladet mig glemme al min Møje og hele min Faders Hus.«

41:52  Og den anden gav han Navnet Efraim, thi han sagde: »Gud har givet mig Livsfrugt i min Elendigheds Land.«

41:53  Da Overflodens syv Aar, som kom over Ægypten, var omme,

41:54  begyndte Hungersnødens syv Aar, som Josef havde sagt; og der opstod Hungersnød i alle Lande, men i hele Ægypten var der Brød.

41:55  Saa hungrede hele Ægypten; og Folket raabte til Farao om Brød; men Farao sagde til alle Ægypterne: »Gaa til Josef og gør, hvad han siger eder!«

41:56  Og der var Hungersnød over hele Jorden. Da aabnede Josef for alle Kornlagrene og solgte Korn til Ægypterne; men Hungersnøden tog til i Ægypten;

41:57  og Alverden kom til Ægypten for at købe Korn hos Josef; thi Hungersnøden tog til over hele Jorden.

Chapter 42

42:1  Da Jakob hørte, at der var Korn at faa i Ægypten, sagde han til sine Sønner: »Hvad venter I efter?«

42:2  Og han sagde: »Jeg hører, at der er Korn at faa i Ægypten; drag ned og køb os noget, at vi kan blive i Live og undgaa Døden!«

42:3  Saa drog de ti af Josefs Brødre ned for at købe Korn i Ægypten;

42:4  men Jakob sendte ikke Josefs Broder Benjamin med hans Brødre, thi han tænkte, der kunde tilstøde ham en Ulykke.

42:5  Blandt dem, der kom for at købe Korn, var ogsaa Israels Sønner; thi der var Hungersnød i Kana'ans Land.

42:6  Og da Josef var Hersker i Landet, og han var den, der solgte Korn til alt Folket i Landet, saa kom Josefs Brødre og kastede sig til Jorden for ham.

42:7  Da Josef saa sine Brødre, kendte han dem; men han lod fremmed over for dem, talte dem haardt til og sagde til dem: »Hvorfra kommer I?« De svarede: »Fra Kana'ans Land for at købe Føde!«

42:8  Josef kendte sine Brødre, men de kendte ikke ham.

42:9  Da kom Josef de Drømme i Hu, han havde drømt om dem; og han sagde til dem; »I er Spejdere, I kommer for at se, hvor Landet er aabent!«

42:10  De svarede: »Nej, Herre, dine Trælle kommer for at købe Føde!

42:11  Vi er alle Sønner af en og samme Mand; vi er ærlige Folk, dine Trælle er ikke Spejdere!«

42:12  Men han sagde: »Jo vist saa! I kommer for at se, hvor Landet er aabent!«

42:13  De svarede: »Vi, dine Trælle, var tolv Brødre, Sønner af en og samme Mand i Kana'ans Land; den yngste er for Tiden hjemme hos vor Fader, og een er ikke mere!«

42:14  Men Josef sagde til dem: »Det er, som jeg siger eder: I er Spejdere!

42:15  Men nu skal I sættes paa Prøve: Saa sandt Farao lever, slipper I ikke herfra, uden at eders yngste Broder kommer hid!

42:16  Lad en af eder rejse hjem for at hente eders Broder, og imedens holdes I andre fangne; saa vil det vise sig, om eders Ord er Sandhed; og hvis ikke, saa er I, saa sandt Farao lever, Spejdere!«

42:17  Derpaa holdt han dem i Forvaring tre Dage.

42:18  Men Tredjedagen sagde Josef til dem: »Vil I beholde Livet, saa skal I gøre saaledes, thi jeg er en Mand, der frygter Gud:

42:19  Er I virkelig ærlige Folk, lad saa en af eder blive tilbage som Fange i det Fængsel, som I sad i, medens I andre drager hjem med Korn til at stille Hungeren i eders Huse;

42:20  og bring saa eders yngste Broder til mig, saa skal eders Ord staa til Troende, og I skal slippe for at dø!« Og saaledes gjorde de.

42:21  Da sagde de til hverandre: »Sandelig, nu maa vi bøde for, hvad vi forbrød mod vor Broder, da vi saa hans Sjælevaande, medens han bønfaldt os, og dog ikke hørte ham; derfor stedes vi nu i denne Vaande!«

42:22  Men Ruben tog til Orde og sagde til dem: »Sagde jeg eder ikke dengang: Forsynd eder ikke mod Drengen! Men I vilde ikke høre; se, nu kræves hans Blod!«

42:23  Saaledes talte de. Men de vidste ikke, at Josef forstod det, thi han forhandlede med dem ved Tolk;

42:24  og han vendte sig bort fra dem og græd. Siden vendte han sig til dem og talte med dem; og han tog Simeon fra dem og lod ham fængsle for deres Øjne.

42:25  Saa gav Josef Befaling til at fylde deres Sække med Korn og lægge Pengene tilbage i hver enkelts Sæk og give dem Rejsekost; og saaledes skete det.

42:26  Saa læssede de deres Korn paa Æslerne og drog bort.

42:27  Men da en af dem i Natteherberget aabnede sin Sæk for at give sit Æsel Foder, fik han Øje paa sine Penge, der laa oven i Sækken;

42:28  og han sagde til sine Brødre: »Mine Penge er kommet igen; se, de er i min Sæk!« Da sank Hjertet i Livet paa dem, og de saa forfærdede paa hverandre og sagde: »Hvad har Gud dog gjort imod os!«

42:29  Og da de kom hjem til deres Fader Jakob i Kana'ans Land, fortalte de ham alt, hvad der var hændet dem, og sagde:

42:30  »Manden, der er Landets Herre, talte os haardt til og holdt os i Forvaring, som var vi Folk, der vilde udspejde Landet;

42:31  men vi sagde til ham: Vi er ærlige Folk og ikke Spejdere;

42:32  vi var tolv Brødre, Sønner af en og samme Fader; een er ikke mere, og den yngste er for Tiden hjemme hos vor Fader i Kana'ans Land.

42:33  Saa sagde Manden, der er Landets Herre: Derpaa vil jeg kende, at I er ærlige Folk: Lad en af eder blive hos mig, og tag I andre Korn til at stille Hungeren i eders Huse og drag hjem!

42:34  Siden skal I bringe eders yngste Broder til mig, for at jeg kan kende, at I ikke er Spejdere, men ærlige Folk; saa vil jeg udlevere eders Broder til eder, og I kan frit rejse i Landet.«

42:35  Da de nu tømte deres Sække, fandt hver sin Pengepose i sin Sæk; og da de og deres Fader saa Pengeposerne, blev de forfærdede.

42:36  Og deres Fader Jakob sagde til dem: »I gør mig barnløs; Josef er ikke mere, og Simeon er ikke mere, og nu vil I tage Benjamin; det gaar alt sammen ud over mig!«

42:37  Saa sagde Ruben til sin Fader: »Du maa tage mine to Sønners Liv, hvis jeg ikke bringer ham til dig; betro ham til mig, og jeg skal bringe ham tilbage til dig!«

42:38  Men han sagde: »Min Søn skal ikke rejse derned med eder, thi hans Broder er død, og han alene er tilbage; tilstøder der ham en Ulykke paa den Rejse, I har for, saa bringer I mine graa Haar ned i Dødsriget med Sorg!« Men Hungersnøden var haard i Landet;

Chapter 43

43:1  og da de havde fortæret det Korn, de havde hentet i Ægypten, sagde deres Fader til dem: »Køb os igen lidt Føde!«

43:2  Men Juda svarede ham: »Manden sagde os ganske afgjort: I bliver ikke stedt for mit Aasyn, medmindre eders Broder er med!

43:3  Hvis du derfor vil sende vor Broder med os, vil vi rejse ned og købe dig Føde;

43:4  men sender du ham ikke med, saa rejser vi ikke derned, thi Manden sagde til os: I bliver ikke stedt for mit Aasyn, medmindre eders Broder er med!«

43:5  Saa sagde Israel: »Hvorfor handlede I ilde imod mig og fortalte Manden, at I havde en Broder til?«

43:6  De svarede: »Manden spurgte os nøje ud om os og vor Slægt og sagde: Lever eders Fader endnu? Har I en Broder til? Og vi svarede ham paa hans Spørgsmaal; kunde vi vide, at han vilde sige: Bring eders Broder herned!«

43:7  Men Juda sagde til sin Fader Israel: »Send dog Drengen med mig, saa vi kan komme af Sted og blive i Live og undgaa Døden, baade vi og du og vore Børn!

43:8  Jeg svarer for ham, af min Haand maa du kræve ham: bringer jeg ham ikke til dig og stiller ham for dit Aasyn, vil jeg være din Skyldner for bestandig;

43:9  havde vi nu ikke spildt Tiden, kunde vi have været tilbage to Gange!«

43:10  Saa sagde deres Fader Israel til dem: »Kan det ikke være anderledes, gør da i alt Fald saaledes: Tag noget af det bedste, Landet frembringer, med i eders Sække og bring Manden en Gave, lidt Mastiksbalsam, lidt Honning, Tragakantgummi, Cistusharpiks, Pistacienødder og Mandler;

43:11  og tag dobbelt saa mange Penge med, saa I bringer de Penge tilbage, som var lagt oven i eders Sække; maaske var det en Fejltagelse;

43:12  og tag saa eders Broder og drag atter til Manden!

43:13  Gud den Almægtige lade eder finde Barmhjertighed hos Manden, saa han lader eders anden Broder og Benjamin fare — men skal jeg være barnløs, saa lad mig da blive det!«

43:14  Saa tog Mændene deres Gave og dobbelt saa mange Penge med; ogsaa Benjamin tog de med, brød op og drog ned til Ægypten, hvor de fremstillede sig for Josef.

43:15  Da Josef saa Benjamin iblandt dem, sagde han til sin Hushovmester: »Bring de Mænd ind i mit Hus, lad slagte og lave til, thi de skal spise til Middag hos mig.«

43:16  Manden gjorde, som Josef bød, og førte Mændene ind i Josefs Hus.

43:17  Men Mændene blev bange, da de førtes ind i Josefs Hus, og sagde: »Det er for de Penges Skyld, der forrige Gang kom tilbage i vore Sække, at vi føres herind, for at de kan vælte sig ind paa os og kaste sig over os, gøre os til Trælle og tage vore Æsler.«

43:18  Derfor traadte de hen til Josefs Hushovmester ved Døren til Huset

43:19  og sagde: »Hør os, Herre! Vi drog en Gang før herned for at købe Føde,

43:20  og da vi kom til vort Natteherberge og aabnede vore Sække, se, da laa vore Penge oven i hver enkelts Sæk, vore Penge til sidste Hvid. Men nu har vi bragt dem med tilbage

43:21  og desuden andre Penge for at købe Føde. Vi ved ikke, hvem der har lagt Pengene i vore Sække!«

43:22  Men han svarede: »Vær ved godt Mod, frygt ikke! Eders Gud og eders Faders Gud har lagt en Skat i eders Sække — eders Penge har jeg modtaget!« Og han førte Simeon ud til dem.

43:23  Saa førte Manden dem ind i Josefs Hus og gav dem Vand til at tvætte deres Fødder og Foder til Æslerne.

43:24  Og de fremtog deres Gave, før Josef kom hjem ved Middagstid, thi de hørte, at de skulde spise der.

43:25  Da Josef traadte ind i Huset, bragte de ham den Gave, de havde med, og kastede sig til Jorden for ham.

43:26  Han hilste paa dem og spurgte: »Gaar det eders gamle Fader vel, ham, I talte om? Lever han endnu?«

43:27  De svarede: »Det gaar din Træl, vor Fader, vel; han lever endnu!« Og de bøjede sig og kastede sig til Jorden.

43:28  Da han saa fik Øje paa sin kødelige Broder Benjamin, sagde han: »Er det saa eders yngste Broder, som I talte til mig om?« Og han sagde: »Gud være dig naadig, min Søn!«

43:29  Men Josef brød hurtigt af, thi Kærligheden til Broderen blussede op i ham, og han kæmpede med Graaden; derfor gik han ind i sit Kammer og græd der.

43:30  Men da han havde badet sit Ansigt, kom han ud, og han beherskede sig og sagde: »Sæt Maden frem!«

43:31  Saa blev Maden sat frem særskilt for ham og for dem og for de Ægyptere, der spiste hos ham; thi Ægypterne kan ikke spise sammen med Hebræere, det er dem en Vederstyggelighed.

43:32  De blev bænket foran ham efter Alder, den førstefødte øverst og den yngste nederst, og Mændene undrede sig og saa paa hverandre;

43:33  og han lod dem bringe Mad fra sit eget Bord, og Benjamin fik fem Gange saa meget som hver af de andre. Og de drak og blev lystige sammen med ham.

Chapter 44

44:1  Derefter befalede han sin Hushovmester: »Fyld Mændenes Sække med Korn, saa meget de kan have med sig, og læg hvers Pengesum oven i hans Sæk

44:2  og læg mit eget Sølvbæger oven i den yngstes Sæk sammen med Pengene for hans Korn!« Og han gjorde, som Josef bød.

44:3  Da Morgenen gryede, fik Mændene Lov at drage bort med deres Æsler.

44:4  Men før de var kommet ret langt fra Byen, bød Josef sin Hushovmester: »Sæt efter Mændene, og naar du indhenter dem, sig saa til dem: Hvorfor har I gengældt godt med ondt?

44:5  Hvorfor har I stjaalet mit Sølvbæger? Det er jo min Herres Mundbæger, som han bruger til at tage Varsler af! Ilde har I handlet ved at gøre saaledes!«

44:6  Og da han havde indhentet dem, sagde han det til dem.

44:7  Men de svarede: »Hvor kan min Herre tale saaledes? Det være langt fra dine Trælle at gøre sligt!

44:8  Se, de Penge, vi fandt oven i vore Sække, bragte vi tilbage til dig fra Kana'ans Land — hvorfor skulde vi da stjæle Guld eller Sølv fra din Herres Hus!

44:9  Den af dine Trælle, det findes hos, skal dø, og desuden vil vi andre være din Herres Trælle!«

44:10  Han svarede: »Vel, lad det blive, som I siger: Den, Bægeret findes hos, skal være min Træl, men I andre skal være sagesløse!«

44:11  Saa skyndte de sig at løfte hver sin Sæk ned paa Jorden og aabne den,

44:12  og han undersøgte dem fra den ældstes til den yngstes, og Bægeret blev fundet i Benjamins Sæk.

44:13  Da sønderrev de deres Klæder, og efter at have læsset Sækkene hver paa sit Æsel vendte de tilbage til Byen.

44:14  Da Juda og hans Brødre kom ind i Josefs Hus, hvor han endnu var, kastede de sig til Jorden for ham;

44:15  men Josef sagde til dem: »Hvad har I gjort! Ved I ikke, at en Mand som jeg forstaar sig paa hemmelige Kunster?«

44:16  Da sagde Juda: »Hvad skal vi svare min Herre, hvad skal vi sige, og hvorledes skal vi retfærdiggøre os? Gud har fundet dine Trælles Brøde! Se, vi er min Herres Trælle, baade vi andre og han, Bægeret fandtes hos!«

44:17  Men han svarede: »Det være langt fra mig at handle saaledes; den, Bægeret fandtes hos, skal være min Træl, men I andre kan i Fred drage hjem til eders Fader.«

44:18  Da traadte Juda hen til ham og sagde: »Hør mig, min Herre, lad din Træl tale et Ord for min Herres Øren og lad ikke Vreden blusse op i dig mod din Træl, thi du er jo som Farao!

44:19  Min Herre spurgte sine Trælle Har I Fader eller Broder?

44:20  Og vi svarede min Herre: Ja, vi har en gammel Fader, og der er en Dreng, som blev født i hans Alderdom; en Broder til ham er død, og selv er han den eneste, hans Moder efterlod sig, og hans Fader elsker ham.

44:21  Saa sagde du til dine Trælle: Bring ham med herned til mig, at jeg kan se ham med egne Øjne!

44:22  Men vi svarede min Herre: Drengen kan ikke forlade sin Fader, thi hans Fader dør, hvis han forlader ham!

44:23  Saa sagde du til dine Trælle: Kommer eders yngste Broder ikke med herned, saa bliver I ikke mere stedt for mit Aasyn!

44:24  Vi rejste saa op til din Træl, min Fader, og fortalte ham, hvad min Herre havde sagt.

44:25  Da vor Fader siden sagde: Rejs atter hen og køb os lidt Føde!

44:26  svarede vi: Vi kan ikke rejse derned, hvis ikke vor yngste Broder følger med, thi vi bliver ikke stedt for Mandens Aasyn, medmindre vor yngste Broder er med!

44:27  Saa sagde din Træl, min Fader, til os: I ved jo, at min Hustru fødte mig to Sønner;

44:28  den ene gik bort fra mig, og jeg sagde: Han er sikkerlig revet ihjel! Og jeg har ikke set ham siden;

44:29  hvis I nu ogsaa tager denne fra mig, og der tilstøder ham en Ulykke, bringer I mine graa Haar i Dødsriget med Smerte!

44:30  Kommer jeg derfor hjem til din Træl, min Fader, uden at Drengen, ved hvem han hænger med hele sin Sjæl, er med,

44:31  saa bliver det hans Død, naar han ser, at Drengen ikke er med, og dine Trælle vil bringe din Træl vor Faders graa Haar i Dødsriget med Sorg.

44:32  Men din Træl skal svare sin Fader for Drengen, og jeg har forpligtet mig til at være hans Skyldner for bestandig, hvis jeg ikke bringer ham til ham;

44:33  lad derfor din Træl blive tilbage i Drengens Sted som min Herres Træl, men lad Drengen drage hjem med sine Brødre!

44:34  Thi hvorledes skulde jeg kunne drage hjem til min Fader, naar jeg ikke har Drengen med? Jeg vil ikke kunne være Vidne til den Ulykke, der rammer min Fader!«

Chapter 45

45:1  Da kunde Josef ikke længer beherske sig over for alle dem der stod hos ham, og han raabte »Lad alle gaa ud!« Saaledes var der ingen til Stede, da Josef gav sig til Kende for sine Brødre.

45:2  Saa brast han i lydelig Graad, saa Ægypterne hørte det, og det spurgtes i Faraos Hus;

45:3  og Josef sagde til sine Brødre: »Jeg er Josef! Lever min Fader endnu?« Men hans Brødre kunde ikke svare ham, saa forfærdede var de for ham.

45:4  Saa sagde Josef til sine Brødre: »Kom hen til mig!« Og da de kom derhen, sagde Josef: »Jeg er eders Broder Josef, som I solgte til Ægypten;

45:5  men I skal ikke græmme eder eller være forknytte, fordi I solgte mig herhen, thi Gud har sendt mig forud for eder for at opholde Liv;

45:6  i to Aar har der nu været Hungersnød i Landet, og fem Aar endnu skal der hverken pløjes eller høstes;

45:7  derfor sendte Gud mig forud for eder, for at I kan faa Efterkommere paa Jorden, og for at mange hos eder kan reddes og holdes i Live.

45:8  Og nu, ikke I, men Gud har sendt mig hid, og han har gjort mig til Fader hos Farao og til Herre over hele hans Hus og til Hersker over hele Ægypten.

45:9  Skynd jer nu hjem til min Fader og sig til ham: Din Søn Josef lader sige: Gud har sat mig til Hersker over hele Ægypten; kom uden Tøven ned til mig

45:10  og tag Bolig i Gosens Land og bo i min Nærhed med dine Sønner og Sønnesønner, dit Smaakvæg og Hornkvæg og alt, hvad du ejer og har;

45:11  der vil jeg sørge for dit Underhold — thi Hungersnøden vil vare fem Aar endnu — for at ikke du, dit Hus eller nogen, der hører dig til, skal gaa til Grunde!

45:12  Nu ser I, ogsaa min Broder Benjamin, med egne Øjne, at det er mig, der taler til eder;

45:13  og I skal fortælle min Fader om al min Herlighed i Ægypten og om alt, hvad I har set, og saa skal I skynde eder at bringe min Fader herned.«

45:14  Saa faldt han grædende sin Broder Benjamin om Halsen, og Benjamin græd i hans Arme.

45:15  Og han kyssede alle sine Brødre og græd ved deres Bryst; og nu kunde hans Brødre tale med ham.

45:16  Men det spurgtes i Faraos Hus, at Josefs Brødre var kommet, og Farao og hans Tjenere glædede sig derover:

45:17  og Farao sagde til Josef: »Sig til dine Brødre: Saaledes skal I gøre: Læs eders Dyr og drag til Kana'ans Land,

45:18  hent eders Fader og eders Familier og kom hid til mig, saa vil jeg give eder det bedste, der er i Ægypten, og I skal nyde Landets Fedme.

45:19  Byd dem at gøre saaledes: Tag eder Vogne i Ægypten til eders Børn og Kvinder, sæt eders Fader op og kom hid;

45:20  bryd eder ikke om eders Ejendele, thi det bedste, der er i hele Ægypten, skal være eders!«

45:21  Det gjorde Israels Sønner saa. Og efter Faraos Bud gav Josef dem Vogne og Rejsekost med;

45:22  hver især gav han dem et Sæt Festklæder, men Benjamin gav han 300 Sekel Sølv og fem Sæt Festklæder;

45:23  og sin Fader sendte han ti Æsler med det bedste, der var i Ægypten og ti Aseninder med Korn, Brød og Rejsetæring til Faderen.

45:24  Saa tog han Afsked med sine Brødre, og da de drog bort, sagde han til dem: »Kives ikke paa Vejen!«

45:25  Saaledes drog de hjem fra Ægypten og kom til deres Fader Jakob i Kana'ans Land;

45:26  og de fortalte ham det og sagde: »Josef lever endnu, og han er Hersker over hele Ægypten.« Men hans Hjerte blev koldt, thi han troede dem ikke.

45:27  Saa fortalte de ham alt, hvad Josef havde sagt til dem; og da han saa Vognene, som Josef havde sendt for at hente ham, oplivedes deres Fader Jakobs Aand atter;

45:28  og Israel sagde: »Det er stort, min Søn Josef lever endnu; jeg vil drage hen og se ham, inden jeg dør!«

Chapter 46

46:1  Da brød Israel op med alt, hvad han havde, og drog til Be'ersjeba, og han slagtede Ofre for sin Fader Isaks Gud.

46:2  Men Gud sagde i et Nattesyn til Israel: »Jakob, Jakob!« Og han svarede: »Se, her er jeg!«

46:3  Da sagde han: »Jeg er Gud, din Faders Gud, vær ikke bange for at drage ned til Ægypten, thi jeg vil gøre dig til et stort Folk der;

46:4  jeg vil selv drage med dig til Ægypten, og jeg vil ogsaa føre dig tilbage, og Josef skal lukke dine Øjne!«

46:5  Da brød Jakob op fra Be'ersjeba; og Israels Sønner satte deres Fader Jakob og deres Børn og Kvinder paa de Vogne, Farao havde sendt til at hente ham paa.

46:6  Og de tog deres Kvæg og al deres Ejendom, som de havde erhvervet sig i Kana'ans Land, og drog til Ægypten, Jakob og alt hans Afkom med ham;

46:7  saaledes bragte han sine Sønner og Sønnesønner, sine Døtre og Sønnedøtre og alt sit Afkom med sig til Ægypten.

46:8  Følgende er Navnene paa Israels Sønner, der kom til Ægypten, Jakob og hans Sønner: Ruben, Jakobs førstefødte;

46:9  Rubens Sønner Hanok, Pallu, Hezron og Karmi;

46:10  Simeons Sønner Jemuel, Jamin, Ohad, Jakin, Zohar og Kana'anæerkvindens Søn Sja'ul;

46:11  Levis Sønner Gerson, Kehat og Merari;

46:12  Judas Sønner Er, Onan, Sjela, Perez og Zera; men Er og Onan døde i Kana'ans Land. Perez's Sønner var Hezron og Hamul.

46:13  Issakars Sønner Tola, Pua, Jasjub og Sjimron;

46:14  Zebulons Sønner Sered, Elon og Jale'el;

46:15  det var Leas Sønner, som hun fødte Jakob i Paddan-Aram; desuden fødte hun ham Datteren Dina; det samlede Tal paa hans Sønner og Døtre var tre og tredive.

46:16  Gads Sønner Zifjon, Haggi, Sjuni, Ezbon, Eri, Arodi og Ar'eli.

46:17  Asers Sønner Jimna, Jisjva, Jisjvi og Beri'a, og deres Søster Sera; og Beri'as Sønner Heber og Malkiel;

46:18  det var Sønnerne af Zilpa, som Laban gav sin Datter Lea, og som fødte Jakob dem, seksten i alt;

46:19  Rakels, Jakobs Hustrus, Sønner Josef og Benjamin;

46:20  og Josef fik Børn i Ægypten med Asenat, en Datter af Potifera, Præsten i On: Manasse og Efraim;

46:21  Benjamins Sønner Bela, Beker, Asjbel, Gera, Na'aman, Ehi, Rosj, Muppim, Huppim og Ard;

46:22  det var Rakels Sønner, som hun fødte Jakob, fjorten i alt;

46:23  Dans Søn Husjim;

46:24  Naftalis Sønner Jaze'el, Guni, Jezer og Sjillem;

46:25  det var Sønnerne af Bilha, som Laban gav Rakel, og som fødte Jakob dem, syv i alt.

46:26  Hele Jakobs Familie, der kom til Ægypten med ham, fraregnet Jakobs Sønnekoner, udgjorde tilsammen seks og tresindstyve;

46:27  og Josefs Sønner, der fødtes ham i Ægypten, var to; alle de af Jakobs Hus, der kom til Ægypten, udgjorde halvfjerdsindstyve.

46:28  Men Juda sendte han i Forvejen til Josef, for at man skulde vise ham Vej til Gosen, og de kom til Gosens Land.

46:29  Da lod Josef spænde for sin Vogn og rejste sin Fader i Møde til Gosen; og da han traf ham, omfavnede han ham og græd længe i hans Arme;

46:30  og Israel sagde til Josef: »Lad mig nu kun dø, da jeg har set dit Ansigt, at du endnu lever!«

46:31  Men Josef sagde til sine Brødre og sin Faders Hus: »Jeg vil drage hen og melde det til Farao og sige til ham: Mine Brødre og min Faders Hus i Kana'an er kommet til mig;

46:32  disse Mænd er Hyrder, thi de driver Kvægavl, og de har bragt deres Smaakvæg og Hornkvæg og alt, hvad de ejer, med.

46:33  Naar saa Farao lader eder kalde og spørger eder, hvad I er,

46:34  skal I sige: Dine Trælle har drevet Kvægavl fra Barnsben af ligesom vore Fædre! for at I kan komme til at bo i Gosens Land. Thi enhver Hyrde er Ægypterne en Vederstyggelighed.«

Chapter 47

47:1  Saa drog Josef hen og meldte det til Farao og sagde: »Min Fader og mine Brødre er kommet fra Kana'ans Land med deres Smaakvæg og Hornkvæg og alt, hvad de ejer, og befinder sig i Gosen.«

47:2  Og han tog fem af sine Brødre med sig og forestillede dem for Farao.

47:3  Da nu Farao spurgte dem, hvad de var, svarede de: »Dine Trælle er Hyrder ligesom vore Fædre!«

47:4  Og de sagde til Farao: »Vi er kommet for at bo som Gæster i Landet, thi der er ingen Græsning for dine Trælles Smaakvæg, da Hungersnøden er trykkende i Kana'an, og nu vilde dine Trælle gerne bosætte sig i Gosen.«

47:5  Da sagde Farao til Josef: »Din Fader og dine Brødre er kommet til dig;

47:6  Ægypten staar til din Raadighed, lad din Fader og dine Brødre bosætte sig i den bedste Del af Landet; de kan tage Ophold i Gosens Land; og hvis du ved, at der er dygtige Folk iblandt dem, kan du sætte dem til Opsynsmænd over mine Hjorde!«

47:7  Da hentede Josef sin Fader Jakob og forestillede ham for Farao, og Jakob velsignede Farao.

47:8  Farao spurgte Jakob: »Hvor mange er dine Leveaar?«

47:9  Jakob svarede ham: »Min Udlændigheds Aar er 130 Aar; faa og onde var mine Leveaar, og ikke naar de op til mine Fædres Aar i deres Udlændigheds Tid.«

47:10  Derpaa velsignede Jakob Farao og gik bort fra ham.

47:11  Men Josef lod sin Fader og sine Brødre bosætte sig og gav dem Jordegods i Ægypten, i den bedste Del af Landet, i Landet Ra'meses, som Farao havde befalet.

47:12  Og Josef forsørgede sin Fader og sine Brødre og hele sin Faders Hus med Brød efter Børnenes Tal.

47:13  Der fandtes ikke mere Brødkorn i Landet, thi Hungersnøden var overvættes stor, og Ægypten og Kana'an vansmægtede af Sult.

47:14  Da lod Josef alle de Penge samle, som var indkommet i Ægypten og Kana'an for det Korn, der købtes, og lod dem bringe til Faraos Hus.

47:15  Men da Pengene slap op i Ægypten og Kana'an, kom hele Ægypten til Josef og sagde: »Giv os Brødkorn, at vi ikke skal dø for dine Øjne, thi Pengene er sluppet op!«

47:16  Josef svarede: »Kom med eders Hjorde, saa vil jeg give eder Brødkorn for dem, siden Pengene er sluppet op.«

47:17  Da bragte de deres Hjorde til Josef, og han gav dem Brødkorn for Hestene, for deres Hjorde af Smaakvæg og Hornkvæg og for Æslerne; og han forsørgede dem i det Aar med Brødkorn for alle deres Hjorde.

47:18  Men da Aaret var omme, kom de til ham det følgende Aar og sagde: »Vi vil ikke dølge det for min Herre; men Pengene er sluppet op, og Kvæget har vi bragt til min Herre; nu er der ikke andet tilbage for min Herre end vore Kroppe og vor Jord;

47:19  lad os dog ikke dø for dine Øjne, vi sammen med vor Jord, men køb os og vor Jord for Brødkorn, og lad os med vor Jord blive livegne for Farao, og giv os derfor Saasæd, saa vi kan blive i Live og slippe for Døden, og vor Jord undgaa at lægges øde!«

47:20  Da købte Josef al Jord i Ægypten til Farao, idet enhver Ægypter solgte sin Mark, fordi Hungersnøden tvang dem, og saaledes kom Landet i Faraos Besiddelse;

47:21  og Befolkningen gjorde han til hans Trælle i hele Ægypten fra Ende til anden.

47:22  Kun Præsternes Jord købte han ikke, thi de havde faste Indtægter fra Farao, og de levede af de Indtægter, Farao havde skænket dem; derfor behøvede de ikke at sælge deres Jord.

47:23  Derpaa sagde Josef til Folket: »Nu har jeg købt eder og eders Jord til Farao; nu har I Saasæd til Jorden;

47:24  men af Afgrøden skal I afgive en Femtedel til Farao, medens de fire Femtedele skal tjene eder til Saasæd paa Marken og til Føde for eder og eders Husstand og til Føde for eders Børn.«

47:25  De svarede: »Du har reddet vort Liv; maatte vi eje min Herres Gunst, saa vil vi være Faraos Trælle!«

47:26  Saaledes gjorde Josef det til en Vedtægt, der endnu den Dag i Dag gælder i Ægypten, at afgive en Femtedel til Farao; kun Præsternes Jord kom ikke i Faraos Besiddelse.

47:27  Israel bosatte sig nu i Ægypten, i Gosens Land; og de tog fast Ophold der, blev frugtbare og saare talrige.

47:28  Jakob levede i Ægypten i sytten Aar, saa at Jakobs Levetid blev 147 Aar.

47:29  Da nu Tiden nærmede sig, at Israel skulde dø, kaldte han sin Søn Josef til sig og sagde til ham: »Hvis jeg har fundet Naade for dine Øjne, saa læg din Haand under min Lænd og lov mig at vise mig den Kærlighed og Trofasthed ikke at jorde mig i Ægypten.

47:30  Naar jeg har lagt mig til Hvile hos mine Fædre, skal du føre mig fra Ægypten og jorde mig i deres Grav!« Han svarede: »Jeg skal gøre, som du siger.«

47:31  Da sagde han: »Tilsværg mig det!« Og han tilsvor ham det. Da bøjede Israel sig tilbedende over Lejets Hovedgærde.

Chapter 48

48:1  Efter disse Begivenheder fik Josef Melding om, at hans Fader var syg. Da tog han sine Sønner, Manasse og Efraim, med sig.

48:2  Da det nu meldtes Jakob, at hans Søn Josef var kommet, tog Israel sig sammen og satte sig oprejst paa Lejet.

48:3  Jakob sagde til Josef: »Gud den Almægtige aabenbarede sig for mig i Luz i Kana'ans Land og velsignede mig;

48:4  og han sagde til mig: Jeg vil gøre dig frugtbar og give dig et talrigt Afkom og gøre dig til en Mængde Stammer, og jeg vil give dit Afkom efter dig Land til evigt Eje!

48:5  Nu skal dine to Sønner, der er født dig i Ægypten før mit komme til dig her i Ægypten, være mine, Efraim og Manasse skal være mine saa godt som Ruben og Simeon;

48:6  derimod skal de Børn, du har faaet efter dem, være dine; men de skal nævnes efter deres Brødres Navne i deres Arvelod.

48:7  Da jeg kom fra Paddan, døde Rakel for mig, medens jeg var undervejs i Kana'an, da vi endnu var et stykke Vej fra Efrat, og jeg jordede hende der paa Vejen til Efrat, det er Betlehem«.

48:8  Da Israel saa Josefs Sønner, sagde han: »Hvem bringer du der?«

48:9  Josef svarede sin Fader: »Det er mine Sønner, som Gud har skænket mig her.« Da sagde han: »Bring dem hen til mig, at jeg kan velsigne dem!«

48:10  Men Israels Øjne var svækkede af Alderdom, saa at han ikke kunde se. Da førte han dem hen til ham, og han kyssede og omfavnede dem.

48:11  Og Israel sagde til Josef: »Jeg havde ikke turdet haabe at faa dit Ansigt at se, og nu har Gud endog ladet mig se dit Afkom!«

48:12  Derpaa tog Josef dem bort fra hans Knæ og kastede sig til Jorden paa sit Ansigt.

48:13  Josef tog saa dem begge, Efraim i sin højre Haand til venstre for Israel og Manasse i sin venstre Haand til højre for Israel, og førte dem hen til ham;

48:14  men Israel udrakte sin højre Haand og lagde den paa Efraims Hoved, uagtet han var den yngste, og sin venstre Haand lagde han paa Manasses Hoved, saa at han lagde Hænderne over Kors; thi Manasse var den førstefødte.

48:15  Derpaa velsignede han Josef og sagde: »Den Gud, for hvis Aasyn mine Fædre Abraham og Isak vandrede, den Gud, der har vogtet mig: fra min første Færd og til nu,

48:16  den Engel, der har udløst mig fra alt ondt, velsigne Drengene, saa at mit Navn og mine Fædre Abrahams og Isaks Navn maa blive nævnet ved dem, og de maa vokse i Mængde i Landet!«

48:17  Men da Josef saa, at hans Fader lagde sin højre Haand paa Efraims Hoved, var det ham imod, og han greb sin Faders Haand for at tage den bort fra Efraims Hoved og lægge den paa Manasses;

48:18  og Josef sagde til sin Fader: »Nej, ikke saaledes, Fader, thi denne er den førstefødte; læg din højre Haand paa hans Hoved!«

48:19  Men hans Fader vægrede sig og sagde: »Jeg ved det, min Søn, jeg ved det! Ogsaa han skal blive til et Folk, ogsaa han skal blive stor; men hans yngre Broder skal blive større end han, og hans Afkom skal blive en Mangfoldighed af Folkeslag!«

48:20  Saaledes velsignede han dem paa den Dag og sagde: »Med eder skal Israel velsigne og sige: Gud gøre dig som Efraim og Manasse!« Og han stillede Efraim foran Manasse.

48:21  Da sagde Israel til Josef: »Jeg skal snart dø, men Gud skal være med eder og føre eder tilbage til eders Fædres Land.

48:22  Dig giver jeg ud over dine Brødre en Højderyg, som jeg har fravristet Amoriterne med mit Sværd og min Bue!«

Chapter 49

49:1  Derpaa kaldte Jakob sine Sønner til sig og sagde: »Saml eder, saa vil jeg forkynde eder, hvad der skal hændes eder i de sidste Dage:

49:2  Kom hid og hør, Jakobs Sønner, lyt til eders Fader Israel!

49:3  Ruben, du er min førstefødte, min Styrke og min Mandskrafts første, ypperst i Højhed, ypperst i Kraft!

49:4  Du skummer over som Vandet, men du mister din Forret; thi du besteg din Faders Leje. Skændigt handled du da han besteg mit Leje!

49:5  Simeon og Levi, det Broder Par, Voldsredskaber er deres Vaaben.

49:6  I deres Raad giver min Sjæl ej Møde, i deres Forsamling tager min Ære ej Del; thi i Vrede dræbte de Mænd, egenraadigt lamslog de Okser.

49:7  Forbandet være deres Vrede, saa vild den er, deres Hidsighed, saa voldsom den er! Jeg spreder dem i Jakob, splitter dem ad i Israel!

49:8  Juda, dig skal dine Brødre prise, din Haand skal gribe dine Fjender i Nakken, din Faders Sønner skal bøje sig for dig.

49:9  En Løveunge er Juda. Fra Rov stiger du op, min Søn! Han ligger og strækker sig som en Løve, ja, som en Løvinde, hvo tør vække ham!

49:10  Ikke viger Kongespir fra Juda, ej Herskerstav fra hans Fødder, til han, hvem den tilhører; kommer, ham skal Folkene lyde.

49:11  Han binder sit Æsel ved Vinstokken, ved Ranken Asenindens Fole, tvætter i Vin sin Kjortel, sin Kappe i Drueblod,

49:12  med Øjnene dunkle af Vin og Tænderne hvide af Mælk!

49:13  Zebulon har hjemme ved Havets Kyst, han bor ved Skibenes Kyst, hans Side er vendt mod Zidon.

49:14  Issakar, det knoglede Æsel, der strækker sig mellem Foldene,

49:15  fandt Hvilen sød og Landet lifligt; derfor bøjed han Ryg under Byrden og blev en ufri Træl.

49:16  Dan dømmer sit Folk saa godt som nogen Israels Stamme.

49:17  Dan blive en Slange ved Vejen, en Giftsnog ved Stien, som bider Hesten i Hælen, saa Rytteren styrter bagover! —

49:18  Paa din Frelse bier jeg, HERRE!

49:19  Gad, paa ham gør Krigerskarer Indhug, men han gør Indhug i Hælene paa dem.

49:20  Aser, hans Føde er fed, Lækkerier for Konger har han at give.

49:21  Naftali er en løssluppen Hind, han fremfører yndig Tale.

49:22  Et yppigt Vintræ er Josef, et yppigt Vintræ ved Kilden, Ranker slynger sig over Muren.

49:23  Bueskytter fejder imod ham, strides med ham, gør Angreb paa ham,

49:24  men hans Bue er stærk, hans Hænders Arme rappe; det kommer fra Jakobs Vældige, fra Hyrden, Israels Klippe,

49:25  fra din Faders Gud — han hjælpe dig! Og Gud den Almægtige, han velsigne dig med Himmelens Velsignelser oventil og Dybets Velsignelser nedentil, med Brysters og Moderlivs Velsignelser!

49:26  Din Faders Velsignelser overgaar de ældgamle Bjerges Velsignelser, de evige Højes Herlighed. Maatte de komme over Josefs Hoved, over Issen paa Fyrsten blandt Brødre!

49:27  Benjamin, den rovlystne Ulv, om Morgenen æder han Rov, om Aftenen deler han Bytte!«

49:28  Alle disse er Israels Stammer, tolv i Tal, og det var, hvad deres Fader talte til dem, og han velsignede dem, hver især af dem gav han sin særlige Velsignelse.

49:29  Og han sagde til dem som sin sidste Vilje: »Nu samles jeg til mit Folk; jord mig da hos mine Fædre i Hulen paa Hetiten Efrons Mark,

49:30  i Hulen paa Makpelas Mark over for Mamre i Kana'ans Land, den Mark, som Abraham købte af Hetiten Efron til Gravsted,

49:31  hvor de jordede Abraham og hans Hustru Sara, hvor de jordede Isak og hans Hustru Rebekka, og hvor jeg jordede Lea.

49:32  Marken og Hulen derpaa blev købt af Hetiterne.«

49:33  Dermed havde Jakob givet sine Sønner sin Vilje til Kende, og han strakte sine Fødder ud paa Lejet, udaandede og samledes til sin Slægt.

Chapter 50

50:1  Da kastede Josef sig over sin Faders Ansigt, græd og kyssede ham;

50:2  og Josef befalede de lægekyndige blandt sine Tjenere at balsamere hans Fader, og Lægerne balsamerede Israel.

50:3  Dermed gik fyrretyve Dage, thi saa lang Tid tager Balsameringen: og Ægypterne begræd ham i halvfjerdsindstyve Dage.

50:4  Da Grædetiden var omme, sagde Josef til Faraos Husfolk: »Hvis I har Godhed for mig, saa sig paa mine Vegne til Farao:

50:5  Min Fader tog mig i Ed, idet han sagde: Naar jeg er død, saa jord mig i den Grav, jeg lod mig grave i Kana'ans Land! Lad mig derfor drage op og jorde min Fader og saa vende tilbage hertil!«

50:6  Da sagde Farao: »Drag kun op og jord din Fader, som han har ladet dig sværge.«

50:7  Saa drog Josef op for at jorde sin Fader, og med ham drog alle Faraos Tjenere, de ypperste i hans Hus og de ypperste i Ægypten,

50:8  hele Josefs Hus og hans Brødre og hans Faders Hus, kun deres Kvinder og Børn, Smaakvæg og Hornkvæg lod de blive tilbage i Gosen;

50:9  og med ham fulgte baade Stridsvogne og Ryttere, saa det blev en overmaade stor Karavane.

50:10  Da de kom til Goren-ha-atad hinsides Jordan, holdt de der en overmaade stor og højtidelig Dødeklage, og han fejrede Sørgefest for sin Fader i syv Dage.

50:11  Men da Landets Indbyggere, Kana'anæerne, saa denne Sørgefest i Goren-ha-atad, sagde de: »Ægypterne holder en højtidelig Sørgefest.« Derfor gav man det Navnet Abel-Mizrajim; det ligger hinsides Jordan.

50:12  Og hans Sønner gjorde, som han havde paalagt dem;

50:13  hans Sønner førte ham til Kana'ans Land og jordede ham i Hulen paa Makpelas Mark, den Mark, som Abraham havde købt til Gravsted af Hetiten Efron over for Mamre.

50:14  Efter at have jordet sin Fader vendte Josef tilbage til Ægypten med sine Brødre og alle dem, der var draget op med ham til hans Faders Jordefærd.

50:15  Da Josefs Brødre saa, at deres Fader var død, sagde de: »Blot nu ikke Josef vil vise sig fjendsk mod os og gengælde os alt det onde, vi har gjort ham!«

50:16  Derfor sendte de Bud til Josef og sagde: »Din Fader paalagde os før sin Død

50:17  at sige til Josef: Tilgiv dog dine Brødres Brøde og Synd, thi de har gjort ondt imod dig! Saa tilgiv nu din Faders Guds Tjenere deres Brøde!« Da græd Josef over deres Ord til ham.

50:18  Siden kom hans Brødre selv og faldt ham til Fode og sagde: »Se, vi vil være dine Trælle!«

50:19  Da sagde Josef til dem: »Frygt ikke, er jeg vel i Guds Sted?

50:20  I tænkte ondt mod mig, men Gud tænkte at vende det til det gode for at gøre, hvad nu er sket, og holde mange Folk i Live;

50:21  frygt ikke, jeg vil sørge for eder og eders Kvinder og Børn!« Saaledes trøstede han dem og satte Mod i dem.

50:22  Josef blev nu i Ægypten, baade han og hans Faders Hus, og Josef blev 110 Aar gammel.

50:23  Josef saa Børn i tredje Led af Efraim; ogsaa Børn af Manasses Søn Makir fødtes paa Josefs Knæ.

50:24  Derpaa sagde Josef til sine Brødre: »Jeg dør snart, men Gud vil se til eder og føre eder fra Landet her til det Land, han tilsvor Abraham, Isak og Jakob.«

50:25  Og Josef tog Israels Sønner i Ed og sagde: »Naar Gud ser til eder, skal I føre mine Ben bort herfra!«

50:26  Josef døde 110 Aar gammel, og man balsamerede ham og lagde ham i Kiste i Ægypten.