DaOT1931NT1907 - Psalms

Chapter 1

1:1  Salig den Mand, som ikke gaar efter gudløses Raad, staar paa Synderes Vej eller sidder i Spotteres Lag,

1:2  men har Lyst til HERRENS Lov, og som grunder paa hans Lov baade Dag og Nat.

1:3  Han er som et Træ, der, plantet ved Bække, bærer sin Frugt til rette Tid, og Bladene visner ikke: Alt, hvad han gør, faar han Lykke til.

1:4  De gudløse derimod er som Avner, Vinden bortvejrer.

1:5  Derfor bestaar de gudløse ikke i Dommen og Syndere ej i retfærdiges Menighed.

1:6  Thi HERREN kender retfærdiges Vej, men gudløses Vej brydes af.

Chapter 2

2:1  Hvorfor fnyser Hedninger, hvi pønser Folkefærd paa, hvad faafængt er?

2:2  Jordens Konger rejser sig, Fyrster samles til Raad mod HERREN og mod hans Salvede:

2:3  »Lad os sprænge deres Baand og kaste Rebene af os!«

2:4  Han, som troner i Himlen, ler, Herren, han spotter dem.

2:5  Saa taler han til dem i Vrede, forfærder dem i sin Harme:

2:6  »Jeg har dog indsat min Konge paa Zion, mit hellige Bjerg!«

2:7  Jeg kundgør HERRENS Tilsagn. Han sagde til mig: »Du er min Søn, jeg har født dig i Dag!

2:8  Bed mig, og jeg giver dig Hedningefolk til Arv og den vide Jord i Eje;

2:9  med Jernspir skal du knuse dem og sønderslaa dem som en Pottemagers Kar!«

2:10  Og nu, I Konger, vær kloge, lad eder raade, I Jordens Dommere,

2:11  tjener HERREN i Frygt, fryd jer med Bæven!

2:12  Kysser Sønnen, at ikke han vredes og I forgaar! Snart blusser hans Vrede op. Salig hver den, der lider paa ham!

Chapter 3

3:1  En Salme af David, da han flygtede for sin Søn Absalom.

3:2  HERRE, hvor er mine Fjender mange! Mange er de, som rejser sig mod mig,

3:3  mange, som siger om min Sjæl: »Der er ingen Frelse for ham hos Gud!« — Sela.

3:4  Men, HERRE, du er et Skjold for mig, min Ære og den, der løfter mit Hoved.

3:5  Jeg raaber højlydt til HERREN, han svarer mig fra sit hellige Bjerg. — Sela.

3:6  Jeg lagde mig og sov ind, jeg vaagned, thi HERREN holder mig oppe.

3:7  Jeg frygter ikke Titusinder af Folk, som trindt om lejrer sig mod mig.

3:8  Rejs dig, HERRE, frels mig, min Gud, thi alle mine Fjender slog du paa Kind, du brød de gudløses Tænder! Hos HERREN er Frelsen; din Velsignelse over dit Folk! — Sela.

Chapter 4

4:1  Til Sangmesteren. Med Strengespil. En Salme af David.

4:2  Svar, naar jeg raaber, min Retfærds Gud! I Trængsel skaffede du mig Rum. Vær naadig og hør min Bøn!

4:3  Hvor længe, I Mænd, skal min Ære skændes? Hvor længe vil I elske Tomhed, søge Løgn? — Sela.

4:4  Vid dog, at HERREN er mig underfuldt god; naar jeg paakalder HERREN, hører han mig.

4:5  Vredes kun, men forsynd eder ikke, tænk efter paa eders Leje og ti! — Sela.

4:6  Bring rette Ofre og stol paa HERREN!

4:7  Mange siger: »Hvo bringer os Lykke?« Opløft paa os dit Aasyns Lys!

4:8  HERRE, du skænked mit Hjerte en Glæde, større end deres, da Korn og Most flød over. I Fred gaar jeg til Hvile og slumrer straks, thi, HERRE, du lader mig bo alene i Tryghed.

Chapter 5

5:1  Til Sangmesteren. El-hannehilot. En Salme af David.

5:2  HERRE, lyt til mit Ord og agt paa mit suk,

5:3  laan Øre til mit Nødraab, min Konge og Gud, thi jeg beder til dig!

5:4  Aarle hører du, HERRE, min Røst, aarle bringer jeg dig min Sag og spejder.

5:5  Thi du er ikke en Gud, der ynder Ugudelighed, den onde kan ikke gæste dig,

5:6  for dig skal Daarer ej træde frem, du hader hver Udaadsmand,

5:7  tilintetgør dem, der farer med Løgn; en blodstænkt, svigefuld Mand er HERREN en Afsky.

5:8  Men jeg kan gaa ind i dit Hus af din store Naade og vendt mod dit hellige Tempel bøje mig i din Frygt.

5:9  Saa led mig for mine Fjenders Skyld i din Retfærd, HERRE, jævn din Vej for mit Ansigt!

5:10  Thi blottet for Sandhed er deres Mund, deres Hjerte en Afgrund, Struben en aaben Grav, deres Tunge er glat.

5:11  Døm dem, o Gud, lad dem falde for egne Rænker, bortstød dem for deres Synders Mængde, de trodser jo dig.

5:12  Lad alle glædes, som lider paa dig, evindelig frydes, skærm dem, som elsker dit Navn, lad dem juble i dig! Thi du velsigner den retfærdige, HERRE, du dækker ham med Naade som Skjold.

Chapter 6

6:1  Til Sangmesteren. Med Strengespil. Efter den ottende. En Salme af David.

6:2  HERRE, revs mig ej i din Vrede, tugt mig ej i din Harme,

6:3  vær mig naadig, HERRE, jeg sygner hen, mine Ledemod skælver, læg mig, HERRE!

6:4  Saare skælver min Sjæl; o HERRE, hvor længe endnu?

6:5  Vend tilbage, HERRE, og frels min Sjæl, hjælp mig dog for din Miskundheds Skyld!

6:6  Thi i Døden kommes du ikke i Hu, i Dødsriget hvo vil takke dig der?

6:7  Jeg er saa træt af at sukke; jeg væder hver Nat mit Leje, bader med Taarer min Seng;

6:8  mit Øje hentæres af Sorg, sløves for alle mine Fjenders Skyld.

6:9  Vig fra mig, alle I Udaadsmænd, thi HERREN har hørt min Graad,

6:10  HERREN har hørt min Tryglen, min Bøn tager HERREN imod. Beskæmmes skal alle mine Fjender og saare forfærdes, brat skal de vige med Skam.

Chapter 7

7:1  En Sjiggajon af David, som han sang for HERREN i anledning af Benjaminiten Kusj's Ord.

7:2  HERRE min Gud, jeg lider paa dig, frels mig og fri mig fra hver min Forfølger,

7:3  at han ej som en Løve skal rive mig sønder, bortrive, uden at nogen befrier.

7:4  HERRE min Gud, har jeg handlet saa, er der Uret i mine Hænder,

7:5  har jeg voldet dem ondt, der holdt Fred med mig, uden Aarsag gjort mine Fjender Men,

7:6  saa forfølge og indhente Fjenden min Sjæl, han træde mit Liv til Jorden og kaste min Ære i Støvet. — Sela.

7:7  HERRE, staa op i din Vrede, rejs dig imod mine Fjenders Fnysen, vaagn op, min Gud, du sætte Retten!

7:8  Lad Folkeflokken samles om dig, tag Sæde over den hist i det høje!

7:9  HERREN dømmer Folkeslag. Mig dømme du, HERRE, efter min Retfærd og Uskyld!

7:10  Paa gudløses Ondskab gøre du Ende, støt den retfærdige, du, som prøver Hjerter og Nyrer, retfærdige Gud.

7:11  Mit Skjold er hos Gud, han frelser de oprigtige af Hjertet;

7:12  retfærdig som Dommer er Gud, en Gud, der hver Dag vredes.

7:13  Visselig hvæsser han atter sit Sværd, han spænder sin Bue og sigter;

7:14  men mod sig selv har han rettet de dræbende Vaaben, gjort sine Pile til brændende Pile.

7:15  Se, han undfanger Tomhed, svanger med Ulykke føder han Blændværk;

7:16  han grov en Grube, han huled den ud, men faldt i den Grav, han gjorde.

7:17  Ulykken falder ned paa hans Hoved, hans Uret rammer hans egen Isse. Jeg vil takke HERREN for hans Retfærd, lovsynge HERREN den Højestes Navn.

Chapter 8

8:1  Til Sangmesteren. Al-haggittit. En Salme af David.

8:2  HERRE, vor Herre, hvor herligt er dit Navn paa den vide Jord, du, som bredte din Højhed ud over Himlen!

8:3  Af spædes og diendes Mund har du rejst dig et Værn for dine Modstanderes Skyld, for at bringe til Tavshed Fjende og Hævner.

8:4  Naar jeg ser din Himmel, dine Fingres Værk, Maanen og Stjernerne, som du skabte,

8:5  hvad er da et Menneske, at du kommer ham i Hu, et Menneskebarn, at du tager dig af ham?

8:6  Du gjorde ham lidet ringere end Gud, med Ære og Herlighed kroned du ham;

8:7  du satte ham over dine Hænders Værk, alt lagde du under hans Fødder,

8:8  Smaakvæg og Okser til Hobe, ja, Markens vilde Dyr,

8:9  Himlens Fugle og Havets Fisk, alt, hvad der farer ad Havenes Stier. HERRE, vor Herre, hvor herligt er dit Navn paa den vide Jord!

Chapter 9

9:1  Til Sangmesteren. Al-mut-labben. En Salme af David.

9:2  Jeg vil takke HERREN af hele mit Hjerte, kundgøre alle dine Undere,

9:3  glæde og fryde mig i dig, lovsynge dit Navn, du Højeste,

9:4  fordi mine Fjender veg, faldt og forgik for dit Aasyn.

9:5  Thi du hævded min Ret og min Sag, du sad paa Tronen som Retfærds Dommer.

9:6  Du trued ad Folkene, rydded de gudløse ud, deres Navn har du slettet for evigt.

9:7  Fjenden er borte, lagt øde for stedse, du omstyrted Byer, de mindes ej mer.

9:8  Men HERREN troner evindelig, han rejste sin Trone til Dom,

9:9  skal dømme Verden med Retfærd, fælde Dom over Folkefærd med Ret.

9:10  HERREN blev de fortryktes Tilflugt, en Tilflugt i Trængselstider;

9:11  og de stoler paa dig, de, som kender dit Navn, thi du svigted ej dem, der søgte dig, HERRE.

9:12  Lovsyng HERREN, der bor paa Zion, kundgør blandt Folkene, hvad han har gjort!

9:13  Thi han, der hævner Blodskyld, kom dem i Hu, han glemte ikke de armes Raab:

9:14  »HERRE, vær naadig, se, hvad jeg lider af Avindsmænd, du, som løfter mig op fra Dødens Porte,

9:15  at jeg kan kundgøre al din Pris, juble over din Frelse i Zions Datters Porte!«

9:16  Folkene sank i Graven, de grov, deres Fod blev hildet i Garnet, de satte.

9:17  HERREN blev aabenbar, holdt Dom, den gudløse hildedes i sine Hænders Gerning. — Higgajon Sela.

9:18  Til Dødsriget skal de gudløse fare, alle Folk, der ej kommer Gud i Hu.

9:19  Thi den fattige glemmes ikke for evigt, ej skuffes evindelig ydmyges Haab.

9:20  Rejs dig, HERRE, lad ikke Mennesker faa Magten, lad Folkene dømmes for dit Aasyn; HERRE, slaa dem med Rædsel, lad Folkene kende, at de er Mennesker! — Sela.

Chapter 10

10:1  Hvorfor staar du saa fjernt, o Herre, hvi dølger du dig i Trængselstider?

10:2  Den gudløse jager i Hovmod den arme, fanger ham i de Rænker, han spinder;

10:3  thi den gudløse praler af sin Sjæls Attraa, den gridske forbander, ringeagter HERREN.

10:4  Den gudløse siger i Hovmod: »Han hjemsøger ej, der er ingen Gud«; det er alle hans Tanker.

10:5  Dog altid lykkes hans Vej, højt over ham gaar dine Domme; han blæser ad alle sine Fjender.

10:6  Han siger i Hjertet: »Jeg rokkes ej, kommer ikke i Nød fra Slægt til Slægt.«

10:7  Hans Mund er fuld af Banden og Svig og Vold, Fordærv og Uret er under hans Tunge;

10:8  han lægger sig paa Lur i Landsbyer, dræber i Løn den skyldfri, efter Staklen spejder hans Øjne;

10:9  han lurer i Skjul som Løve i Krat, paa at fange den arme lurer han, han fanger den arme ind i sit Garn;

10:10  han dukker sig, sidder paa Spring, og Staklerne falder i hans Kløer.

10:11  Han siger i Hjertet: »Gud glemmer, han skjuler sit Aasyn; han ser det aldrig.«

10:12  Rejs dig, HERRE! Gud, løft din Haand, de arme glemme du ikke!

10:13  Hvorfor skal en gudløs spotte Gud, sige i Hjertet, du hjemsøger ikke?

10:14  Du skuer dog Møje og Kvide, ser det og tager det i din Haand; Staklen tyr hen til dig, du er den faderløses Hjælper.

10:15  Knus den ondes, den gudløses Arm, hjemsøg hans Gudløshed, saa den ej findes!

10:16  HERREN er Konge evigt og altid, Hedningerne er ryddet bort af hans Land;

10:17  du har hørt de ydmyges Ønske, HERRE, du styrker deres Hjerte, vender Øret til

10:18  for at skaffe fortrykte og faderløse Ret. Ikke skal dødelige mer øve Vold.

Chapter 11

11:1  Til Sangmesteren. Af David. Jeg tager min Tilflugt til HERREN! Hvor kan I sige til min Sjæl: »Fly som en Fugl til Bjergene!

11:2  Thi se, de gudløse spænder Buen, lægger Pilen til Rette paa Strengen for i Mørke at ramme de oprigtige af Hjertet.

11:3  Naar selv Grundpillerne styrter, hvad gør den retfærdige da?«

11:4  HERREN er i sin hellige Hal, i Himlen er HERRENS Trone; paa Jorderig skuer hans Øjne ned, hans Blik ransager Menneskens Børn;

11:5  retfærdige og gudløse ransager HERREN; dem, der elsker Uret, hader hans Sjæl;

11:6  over gudløse sender han Regn af Gløder og Svovl, et Stormvejr er deres tilmaalte Bæger.

11:7  Thi retfærdig er HERREN, han elsker at øve Retfærd, de oprigtige skuer hans Aasyn!

Chapter 12

12:1  Til Sangmesteren. Efter den ottende. En Salme af David.

12:2  HERRE, hjælp, thi de fromme er borte, svundet er Troskab blandt Menneskens Børn;

12:3  de taler Løgn, den ene til den anden, med svigefulde Læber og tvedelt Hjerte.

12:4  Hver svigefuld Læbe udrydde HERREN, den Tunge, der taler store Ord,

12:5  dem, som siger: »Vor Tunge gør os stærke, vore Læber er med os, hvo er vor Herre?«

12:6  »For armes Nød og fattiges Suk vil jeg nu staa op«, siger HERREN, »jeg frelser den, som man blæser ad.«

12:7  HERRENS Ord er rene Ord, det pure, syvfold lutrede Sølv.

12:8  HERRE, du vogter os, værner os evigt mod denne Slægt. De gudløse færdes frit overalt, naar Skarn ophøjes blandt Menneskens Børn.

Chapter 13

13:1  Til Sangmesteren. En Salme af David.

13:2  Hvor længe vil du evigt glemme mig, Herre, hvor længe skjule dit Aasyn for mig?

13:3  Hvor længe skal jeg huse Sorg i min Sjæl, Kvide i Hjertet Dag og Nat? Hvor længe skal Fjenden ophøje sig over mig?

13:4  Se til og svar mig, HERRE min Gud, klar mine Øjne, saa jeg ej sover ind i Døden

13:5  og min Fjende skal sige: »Jeg overvandt ham!« mine Uvenner juble, fordi jeg vakler!

13:6  Dog stoler jeg fast paa din Miskundhed, lad mit Hjerte juble over din Frelse! Jeg vil synge for HERREN, thi han var mig god!

Chapter 14

14:1  Til Sangmesteren. Af David. Daarerne siger i Hjertet: »Der er ingen Gud!« Slet og afskyeligt handler de, ingen gør godt.

14:2  HERREN skuer ned fra Himlen paa Menneskens Børn for at se, om der findes en forstandig, nogen, der søger Gud.

14:3  Afveget er alle, til Hobe fordærvet, ingen gør godt, end ikke een!

14:4  Er alle de Udaadsmænd da uden Forstand, der æder mit Folk, som aad de Brød, og ikke paakalder HERREN?

14:5  Af Rædsel gribes de da, thi Gud er i de retfærdiges Slægt.

14:6  Gør kun den armes Raad til Skamme, HERREN er dog hans Tilflugt.

14:7  Ak, kom dog fra Zion Israels Frelse! Naar HERREN vender Folkets Skæbne, skal Jakob juble, Israel glædes!

Chapter 15

15:1  En Salme af David. HERRE, hvo kan gæste dit Telt, hvo kan bo paa dit hellige Bjerg?

15:2  Den, som vandrer fuldkomment og øver Ret, taler Sandhed af sit Hjerte,

15:3  ikke bagtaler med sin Tunge, ikke volder sin Næste ondt og ej bringer Skam over Ven,

15:4  som agter den forkastede ringe, men ærer dem, der frygter HERREN, ej bryder Ed, han svor til egen Skade,

15:5  ej laaner Penge ud mod Aager og ej tager Gave mod skyldfri. Hvo saaledes gør, skal aldrig rokkes.

Chapter 16

16:1  En Miktam af David. Vogt mig, Gud, thi jeg lider paa dig!

16:2  Jeg siger til HERREN: »Du er min Herre; jeg har ikke andet Gode end dig.

16:3  De hellige, som er i Landet, de er de herlige, hvem al min Hu staar til.«

16:4  Mange Kvaler rammer dem, som vælger en anden Gud; deres Blodofre vil jeg ikke udgyde, ej tage deres Navn i min Mund.

16:5  HERREN er min tilmaalte Del og mit Bæger. Du holder min Arvelod i Hævd.

16:6  Snorene faldt mig paa liflige Steder, ja, en dejlig Arvelod tilfaldt mig.

16:7  Jeg vil prise HERREN, der gav mig Raad, mine Nyrer maner mig, selv om Natten.

16:8  Jeg har altid HERREN for Øje, han er ved min højre, jeg rokkes ikke.

16:9  Derfor glædes mit Hjerte, min Ære jubler, endogsaa mit Kød skal bo i Tryghed.

16:10  Thi Dødsriget giver du ikke min Sjæl, lader ikke din hellige skue Graven.

16:11  Du lærer mig Livets Vej; man mættes af Glæde for dit Aasyn, Livsalighed er i din højre for evigt.

Chapter 17

17:1  En Bøn af David. HERRE, hør en retfærdig Sag, lyt til min Klage, laan Øre til Bøn fra svigløse Læber!

17:2  Fra dig skal min Ret udgaa, thi hvad ret er, ser dine Øjne.

17:3  Prøv mit Hjerte, se efter om Natten, ransag mig, du finder ej Svig hos mig.

17:4  Ej synded min Mund, hvad end Mennesker gjorde; ved dine Læbers Ord vogted jeg mig for Voldsmænds Veje;

17:5  mine Skridt har holdt dine Spor, jeg vaklede ej paa min Gang.

17:6  Jeg raaber til dig, thi du svarer mig, Gud, bøj Øret til mig, hør paa mit Ord!

17:7  Vis dig underfuldt naadig, du Frelser for dem, der tyr til din højre for Fjender!

17:8  Vogt mig som Øjestenen, skjul mig i dine Vingers Skygge

17:9  for gudløse, der øver Vold imod mig, glubske Fjender, som omringer mig;

17:10  de har lukket deres Hjerte med Fedt, deres Mund fører Hovmodstale.

17:11  De omringer os, overalt hvor vi gaar, de sigter paa at slaa os til Jorden.

17:12  De er som den rovgridske Løve, den unge Løve, der ligger paa Lur.

17:13  Rejs dig, HERRE, træd ham i Møde, kast ham til Jorden, fri med dit Sværd min Sjæl fra den gudløses Vold,

17:14  fra Mændene, HERRE, med din Haand, fra dødelige Mænd — lad dem faa deres Del i levende Live! Fyld deres Bug med dit Forraad af Vrede, lad Børnene mættes dermed og efterlade deres Børn, hvad de levner!

17:15  Men jeg skal i Retfærd skue dit Aasyn, mættes ved din Skikkelse, naar jeg vaagner.

Chapter 18

18:1  Til Sangmesteren. Af HERRENS Tjener David, som sang HERREN denne Sang, dengang HERREN havde frelst ham af alle hans Fjenders og af Sauls Haand.

18:2  Han sang: HERRE, jeg har dig hjerteligt kær, min Styrke!

18:3  HERRE, min Klippe, min Borg, min Befrier, min Gud, mit Bjerg, hvortil jeg tyr, mit Skjold, mit Frelseshorn, mit Værn!

18:4  Jeg paakalder HERREN, den Højlovede, og frelses fra mine Fjender.

18:5  Dødens Reb omsluttede mig, Ødelæggelsens Strømme forfærdede mig,

18:6  Dødsrigets Reb omspændte mig, Dødens Snarer faldt over mig;

18:7  i min Vaande paakaldte jeg HERREN og raabte til min Gud. Han hørte min Røst fra sin Helligdom, mit Raab fandt ind til hans Ører!

18:8  Da rystede Jorden og skjalv, Bjergenes Grundvolde bæved og rysted, thi hans Vrede blussede op.

18:9  Røg for ud af hans Næse, fortærende Ild af hans Mund, Gløder gnistrede fra ham.

18:10  Han sænkede Himlen, steg ned med Skymulm under sine Fødder;

18:11  baaret af Keruber fløj han, svæved paa Vindens Vinger;

18:12  han omgav sig med Mulm som en Bolig, mørke Vandmasser, vandfyldte Skyer.

18:13  Fra Glansen foran ham for der Hagl og Ildgløder gennem hans Skyer.

18:14  HERREN tordned fra Himlen, den Højeste lod høre sin Røst, Hagl og Ildgløder.

18:15  Han udslynged Pile, adsplittede dem, Lyn i Mængde og skræmmede dem.

18:16  Vandenes Bund kom til Syne, Jordens Grundvolde blottedes ved din Trusel, HERRE, for din Vredes Pust.

18:17  Han udrakte Haanden fra det høje og greb mig, drog mig op af de vældige Vande,

18:18  frelste mig fra mine mægtige Fjender, fra mine Avindsmænd; de var mig for stærke.

18:19  Paa min Ulykkes Dag faldt de over mig, men HERREN blev mig til Værn.

18:20  Han førte mig ud i aabent Land, han frelste mig, thi han havde Behag i mig.

18:21  HERREN gengældte mig efter min Retfærd, lønned mig efter mine Hænders Uskyld;

18:22  thi jeg holdt mig til HERRENS Veje, svigted i Gudløshed ikke min Gud;

18:23  hans Bud stod mig alle for Øje, hans Lov skød jeg ikke fra mig.

18:24  Ustraffelig var jeg for ham og vogtede mig for Brøde.

18:25  HERREN lønned mig efter min Retfærd, mine Hænders Uskyld, som stod ham for Øje!

18:26  Du viser dig from mod den fromme, retsindig mod den retsindige,

18:27  du viser dig ren mod den rene og vrang mod den svigefulde.

18:28  De arme giver du Frelse, hovmodiges Øjne Skam!

18:29  Ja, min Lampe lader du lyse, HERRE, min Gud opklarer mit Mørke.

18:30  Thi ved din Hjælp søndrer jeg Mure, ved min Guds Hjælp springer jeg over Volde.

18:31  Fuldkommen er Guds Vej, lutret er HERRENS Ord. Han er et Skjold for alle, der sætter deres Lid til ham.

18:32  Ja, hvem er Gud uden HERREN, hvem er en Klippe uden vor Gud,

18:33  den Gud, der omgjorded mig med Kraft, jævnede Vejen for mig,

18:34  gjorde mine Fødder som Hindens og gav mig Fodfæste paa Højene,

18:35  oplærte min Haand til Krig, saa mine Arme spændte Kobberbuen!

18:36  Du gav mig din Frelses Skjold, din højre støttede mig, din Nedladelse gjorde mig stor;

18:37  du skaffede Plads for mine Skridt, mine Ankler vaklede ikke.

18:38  Jeg jog mine Fjender, indhentede dem, vendte først om, da de var gjort til intet,

18:39  slog dem ned, saa de ej kunde rejse sig, men laa faldne under min Fod.

18:40  Du omgjorded mig med Kraft til Kampen, mine Modstandere tvang du i Knæ for mig;

18:41  du slog mine Fjender paa Flugt, mine Avindsmænd rydded jeg af Vejen.

18:42  De raabte, men ingen hjalp, til HERREN, han svared dem ikke.

18:43  Jeg knuste dem som Støv for Vinden, fejed dem bort som Gadeskarn.

18:44  Du friede mig af Folkekampe, du satte mig til Folkeslags Høvding; nu tjener mig ukendte Folk;

18:45  hører de om mig, lyder de mig, Udlandets Sønner kryber for mig;

18:46  Udlandets Sønner vansmægter, slæber sig frem af deres Skjul.

18:47  HERREN lever, højlovet min Klippe, ophøjet være min Frelses Gud,

18:48  den Gud, som giver mig Hævn, tvinger Folkeslag under min Fod

18:49  og frier mig fra mine vrede Fjender! Du ophøjer mig over mine Modstandere, fra Voldsmænd frelser du mig.

18:50  HERRE, derfor priser jeg dig blandt Folkene og lovsynger dit Navn, du, som kraftig hjælper din Konge og viser din Salvede Miskundhed, David og hans Æt evindelig.

Chapter 19

19:1  Til Sangmesteren. En Salme af David.

19:2  Himlen forkynder Guds Ære, Hvælvingen kundgør hans Hænders værk.

19:3  Dag bærer Bud til Dag, Nat lader Nat det vide.

19:4  Uden Ord og uden Tale, uden at Lyden høres,

19:5  naar Himlens Røst over Jorden vide, dens Tale til Jorderigs Ende. Paa Himlen rejste han Solen et Telt;

19:6  som en Brudgom gaar den ud af sit Kammer, er glad som en Helt ved at løbe sin Bane,

19:7  rinder op ved Himlens ene Rand, og dens Omløb naar til den anden. Intet er skjult for dens Glød.

19:8  HERRENS Lov er fuldkommen, kvæger Sjælen, HERRENS Vidnesbyrd holder, gør enfoldig viis,

19:9  HERRENS Forskrifter er rette, glæder Hjertet, HERRENS Bud er purt, giver Øjet Glans,

19:10  HERRENS Frygt er ren, varer evigt, HERRENS Lovbud er Sandhed, rette til Hobe,

19:11  kostelige fremfor Guld, ja fint Guld i Mængde, søde fremfor Honning og Kubens Saft.

19:12  Din Tjener tager og Vare paa dem; at holde dem lønner sig rigt.

19:13  Hvo mærker selv, at han fejler? Tilgiv mig lønlige Brøst!

19:14  Værn ogsaa din Tjener mod frække, ej raade de over mig! Saa bliver jeg uden Lyde og fri for svare Synder. Lad min Munds Ord være dig til Behag, lad mit Hjertes Tanker naa frem for dit Aasyn, HERRE, min Klippe og min Genløser!

Chapter 20

20:1  Til Sangmesteren. En Salme af David.

20:2  Paa Trængselens Dag bønhøre HERREN dig, værne dig Jakobs Guds Navn!

20:3  Han sende dig Hjælp fra Helligdommen, fra Zion styrke han dig;

20:4  han komme alle dine Afgrødeofre i Hu og tage dit Brændoffer gyldigt! — Sela.

20:5  Han give dig efter dit Hjertes Attraa, han fuldbyrde alt dit Raad,

20:6  at vi maa juble over din Frelse, løfte Banner i vor Guds Navn! HERREN opfylde alle dine Bønner!

20:7  Nu ved jeg, at HERREN frelser sin Salvede og svarer ham fra sin hellige Himmel med sin højres frelsende Vælde.

20:8  Nogle stoler paa Heste, andre paa Vogne, vi sejrer ved HERREN vor Guds Navn.

20:9  De synker i Knæ og falder, vi rejser os og kommer atter paa Fode. HERRE, frels dog Kongen og svar os, den Dag vi kalder!

Chapter 21

21:1  Til Sangmesteren. En Salme af David.

21:2  HERRE, Kongen er glad ved din Vælde, hvor frydes han højlig over din Frelse!

21:3  Hvad hans Hjerte ønskede, gav du ham, du afslog ikke hans Læbers Bøn. — Sela.

21:4  Du kom ham i Møde med rig Velsignelse, satte en Krone af Guld paa hans Hoved.

21:5  Han bad dig om Liv, og du gav ham det, en Række af Dage uden Ende.

21:6  Stor er hans Glans ved din Frelse, Højhed og Hæder lægger du paa ham.

21:7  Ja, evig Velsignelse gav du ham, med Fryd for dit Aasyn glæded du ham.

21:8  Thi Kongen stoler paa HERREN, ved den Højestes Naade rokkes han ikke.

21:9  Til alle dine Fjender naar din Haand, din højre naar dine Avindsmænd.

21:10  Du gør dem til et luende Baal, naar du viser dig; HERREN sluger dem i sin Vrede, Ild fortærer dem.

21:11  Du rydder bort deres Frugt af Jorden, deres Sæd blandt Menneskens Børn.

21:12  Thi de søger at volde dig ondt, spinder Rænker, men evner intet;

21:13  thi du slaar dem paa Flugt, med din Bue sigter du mod deres Ansigt. HERRE, staa op i din Vælde, med Sang og med Spil vil vi prise dit Storværk!

Chapter 22

22:1  Til Sangmesteren. Efter »Morgenrødens Hind«. En Salme af David.

22:2  Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Mit Skrig til Trods er Frelsen mig fjern.

22:3  Min Gud, jeg raaber om Dagen, du svarer ikke, om Natten, men finder ej Hvile.

22:4  Og dog er du den hellige, som troner paa Israels Lovsange.

22:5  Paa dig forlod vore Fædre sig, forlod sig, og du friede dem;

22:6  de raabte til dig og frelstes, forlod sig paa dig og blev ikke til Skamme.

22:7  Men jeg er en Orm og ikke en Mand, til Spot for Mennesker, Folk til Spe;

22:8  alle, der ser mig, haaner mig, vrænger Mund og ryster paa Hovedet:

22:9  »Han har væltet sin Sag paa HERREN; han fri ham og frelse ham, han har jo Velbehag i ham.«

22:10  Ja, du drog mig af Moders Liv, lod mig hvile trygt ved min Moders Bryst;

22:11  paa dig blev jeg kastet fra Moders Skød, fra Moders Liv var du min Gud.

22:12  Vær mig ikke fjern, thi Trængslen er nær, og ingen er der, som hjælper!

22:13  Stærke Tyre staar omkring mig, Basans vældige omringer mig,

22:14  spiler Gabet op imod mig som rovgridske, brølende Løver.

22:15  Jeg er som Vand, der er udgydt, alle mine Knogler skilles, mit Hjerte er blevet som Voks, det smelter i Livet paa mig;

22:16  min Gane er tør som et Potteskaar, til Gummerne klæber min Tunge, du lægger mig ned i Dødens Støv.

22:17  Thi Hunde staar omkring mig, onde i Flok omringer mig, de har gennemboret mine Hænder og Fødder,

22:18  jeg kan tælle alle mine Ben; med Skadefryd ser de paa mig.

22:19  Mine Klæder deler de mellem sig, om Kjortelen kaster de Lod.

22:20  Men du, o HERRE, vær ikke fjern, min Redning, il mig til Hjælp!

22:21  Udfri min Sjæl fra Sværdet, min eneste af Hundes Vold!

22:22  Frels mig fra Løvens Gab, fra Vildoksens Horn! Du har bønhørt mig.

22:23  Dit Navn vil jeg kundgøre for mine Brødre, prise dig midt i Forsamlingen:

22:24  »I, som frygter HERREN, pris ham, ær ham; al Jakobs Æt, bæv for ham, al Israels Æt!

22:25  Thi han foragtede ikke, forsmaaede ikke den armes Raab, skjulte ikke sit Aasyn for ham, men hørte, da han raabte til ham!«

22:26  Jeg vil synge din Pris i en stor Forsamling, indfri mine Løfter iblandt de fromme;

22:27  de ydmyge skal spise og mættes; hvo HERREN søger, skal prise ham; deres Hjerte leve for evigt!

22:28  Den vide Jord skal mærke sig det og omvende sig til HERREN, og alle Folkenes Slægter skal tilbede for hans Aasyn;

22:29  thi HERRENS er Riget, han er Folkenes Hersker.

22:30  De skal tilbede ham alene, alle Jordens mægtige; de skal bøje sig for hans Aasyn, alle, der nedsteg i Støvet og ikke holdt deres Sjæl i Live.

22:31  Ham skal Efterkommerne tjene; om HERREN skal tales til Slægten, der kommer; de skal forkynde et Folk, der fødes, hans Retfærd. Thi han greb ind.

Chapter 23

23:1  En Salme af David. HERREN er min Hyrde, mig skal intet fattes,

23:2  han lader mig ligge paa grønne Vange. Til Hvilens Vande leder han mig, han kvæger min Sjæl,

23:3  han fører mig ad rette Veje for sit Navns Skyld.

23:4  Skal jeg end vandre i Dødsskyggens Dal, jeg frygter ej ondt; thi du er med mig, din Kæp og din Stav er min Trøst.

23:5  I mine Fjenders Paasyn dækker du Bord for mig, du salver mit Hoved med Olie, mit Bæger flyder over.

23:6  Kun Godhed og Miskundhed følger mig alle mine Dage, og i HERRENS Hus skal jeg bo gennem lange Tider.

Chapter 24

24:1  Af David. En Salme. HERRENS er Jorden og dens Fylde, Jorderig og de, som bor derpaa;

24:2  thi han har grundlagt den paa Have, grundfæstet den paa Strømme.

24:3  Hvo kan gaa op paa HERRENS Bjerg, og hvo kan staa paa hans hellige Sted?

24:4  Den med skyldfri Hænder og Hjertet rent, som ikke sætter sin Hu til Løgn og ikke sværger falsk;

24:5  han faar Velsignelse fra HERREN, Retfærdighed fra sin Frelses Gud.

24:6  Saa er den Slægt, som spørger efter ham, som søger dit Aasyn, Jakobs Gud! — Sela.

24:7  Løft eders Hoveder, I Porte, løft jer, I ældgamle Døre, at Ærens Konge kan drage ind!

24:8  Hvo er den Ærens Konge? HERREN, stærk og vældig, HERREN, vældig i Krig!

24:9  Løft eders Hoveder, I Porte, løft jer, I ældgamle Døre, at Ærens Konge kan drage ind!

24:10  Hvo er han, den Ærens Konge? HERREN, Hærskarers Herre, han er Ærens Konge! — Sela.

Chapter 25

25:1  Af David. HERRE, jeg løfter min Sjæl til dig,

25:2  min Gud, jeg stoler paa dig, lad mig ikke beskæmmes, lad ej mine Fjender fryde sig over mig.

25:3  Nej, ingen som bier paa dig, skal beskæmmes; beskæmmes skal de, som er troløse uden Grund.

25:4  Lad mig kende dine Veje, HERRE, lær mig dine Stier.

25:5  Led mig paa din Sandheds Vej og lær mig, thi du er min Frelses Gud; jeg bier bestandig paa dig.

25:6  HERRE, kom din Barmhjertighed i Hu og din Naade, den er jo fra Evighed af.

25:7  Mine Ungdomssynder og Overtrædelser komme du ikke i Hu, men efter din Miskundhed kom mig i Hu, for din Godheds Skyld, o HERRE!

25:8  God og oprigtig er HERREN, derfor viser han Syndere Vejen.

25:9  Han vejleder ydmyge i det, som er ret, og lærer de ydmyge sin Vej.

25:10  Alle HERRENS Stier er Miskundhed og Trofasthed for dem, der holder hans Pagt og hans Vidnesbyrd.

25:11  For dit Navns Skyld, HERRE, tilgive du min Brøde, thi den er stor.

25:12  Om nogen frygter HERREN, ham viser han den Vej, han skal vælge;

25:13  selv skal han leve i Lykke og hans Sæd faa Landet i Eje.

25:14  Fortroligt Samfund har HERREN med dem, der frygter ham, og han kundgør dem sin Pagt.

25:15  Mit Øje er stadig vendt imod HERREN, thi han frier mine Fødder af Snaren.

25:16  Vend dig til mig og vær mig naadig, thi jeg er ene og arm.

25:17  Let mit Hjertes Trængsler og før mig ud af min Nød.

25:18  Se hen til min Nød og min Kvide og tilgiv alle mine Synder.

25:19  Se hen til mine Fjender, thi de er mange og hader mig med Had uden Grund.

25:20  Vogt min Sjæl og frels mig, jeg lider paa dig, lad mig ikke beskæmmes.

25:21  Lad Uskyld og Retsind vogte mig, thi jeg bier paa dig, HERRE.

25:22  Forløs, o Gud, Israel af alle dets Trængsler!

Chapter 26

26:1  Af David. Skaf mig Ret, o HERRE, thi jeg vandrer i Uskyld, stoler paa HERREN uden at vakle.

26:2  Ransag mig, HERRE, og prøv mig, gransk mine Nyrer og mit Hjerte;

26:3  thi din Miskundhed staar mig for Øje, jeg vandrer i din Sandhed.

26:4  Jeg tager ej Sæde blandt Løgnere, blandt falske kommer jeg ikke.

26:5  Jeg hader de ondes Forsamling, hos gudløse sidder jeg ej.

26:6  Jeg tvætter mine Hænder i Renhed, at jeg kan vandre omkring dit Alter, HERRE,

26:7  for at istemme Takkesang, fortælle om alle dine Undere.

26:8  HERRE, jeg elsker dit Hus, det Sted, hvor din Herlighed bor.

26:9  Bortriv ikke min Sjæl med Syndere, mit Liv med blodstænkte Mænd,

26:10  i hvis Hænder er Skændselsdaad, hvis højre er fuld af Bestikkelse.

26:11  Jeg har jo vandret i Uskyld, forløs mig og vær mig naadig!

26:12  Min Fod staar paa den jævne Grund, i Forsamlinger vil jeg love HERREN.

Chapter 27

27:1  Af David. HERREN er mit Lys og min Frelse, hvem skal jeg frygte? HERREN er Værn for mit Liv, for hvem skal jeg ræddes?

27:2  Naar onde kommer imod mig for at æde mit Kød, saa snubler og falder de, Uvenner og Fjender!

27:3  Om en Hær end lejrer sig mod mig, er mit Hjerte uden Frygt; om Krig bryder løs imod mig, dog er jeg tryg.

27:4  Om eet har jeg bedet HERREN, det attraar jeg: alle mine Dage at bo i HERRENS Hus for at skue HERRENS Livsalighed og grunde i hans Tempel.

27:5  Thi han gemmer mig i sin Hytte paa Ulykkens Dag, skjuler mig i sit Telt og løfter mig op paa en Klippe.

27:6  Derfor løfter mit Hoved sig over mine Fjender omkring mig. I hans Telt vil jeg ofre Jubelofre, med Sang og med Spil vil jeg prise HERREN.

27:7  HERRE, hør mit Raab, vær naadig og svar mig!

27:8  Jeg mindes, du sagde: »Søg mit Aasyn!« Dit Aasyn søger jeg, HERRE;

27:9  skjul ikke dit Aasyn for mig! Bortstød ikke din Tjener i Vrede, du er min Hjælp, opgiv og slip mig ikke, min Frelses Gud!

27:10  Thi Fader og Moder forlod mig, men HERREN tager mig til sig.

27:11  Vis mig, HERRE, din Vej og led mig ad jævne Stier for Fjendernes Skyld;

27:12  giv mig ikke i glubske Uvenners Magt! Thi falske Vidner, der udaander Vold, staar frem imod mig.

27:13  Havde jeg ikke troet, at jeg skulde skue HERRENS Godhed i de levendes Land —

27:14  Bi paa HERREN, fat Mod, dit Hjerte være stærkt, ja bi paa HERREN!

Chapter 28

28:1  Af David. Jeg raaber til dig, o HERRE, min Klippe, vær ikke tavs imod mig, at jeg ej, naar du tier, skal blive som de, der synker i Graven.

28:2  Hør min tryglende Røst, naar jeg raaber til dig, løfter Hænderne op mod dit hellige Tempel.

28:3  Riv mig ej bort med gudløse, Udaadsmænd, som har ondt i Sinde mod Næsten trods venlige Ord.

28:4  Løn dem for deres Idræt og onde Gerninger; løn dem for deres Hænders Værk, gengæld dem efter Fortjeneste!

28:5  Thi HERRENS Gerning ænser de ikke, ej heller hans Hænders Værk. Han nedbryde dem og opbygge dem ej!

28:6  Lovet være HERREN, thi han har hørt min tryglende Røst;

28:7  min Styrke, mit Skjold er HERREN, mit Hjerte stoler paa ham. Jeg fik Hjælp, mit Hjerte jubler, jeg takker ham med min Sang.

28:8  HERREN er Værn for sit Folk, sin Salvedes Tilflugt og Frelse.

28:9  Frels dit Folk og velsign din Arv, røgt dem og bær dem til evig Tid!

Chapter 29

29:1  En Salme af David. Giver HERREN, I Guds Sønner, giver HERREN Ære og Pris,

29:2  giver HERREN hans Navns Ære; tilbed HERREN i helligt Skrud!

29:3  HERRENS Røst er over Vandene, Ærens Gud lader Tordenen rulle, HERREN, over de vældige Vande!

29:4  HERRENS Røst med Vælde, HERRENS Røst i Højhed,

29:5  HERRENS Røst, den splintrer Cedre, HERREN splintrer Libanons Cedre,

29:6  faar Libanon til at springe som en Kalv og Sirjon som den vilde Okse!

29:7  HERRENS Røst udslynger Luer.

29:8  HERRENS Røst faar Ørk til at skælve, HERREN faar Kadesj's Ørk til at skælve!

29:9  HERRENS Røst faar Hind til at føde, og den gør lyst i Skoven. Alt i hans Helligdom raaber: »Ære!«

29:10  HERREN tog Sæde og sendte Vandfloden, HERREN tog Sæde som Konge for evigt.

29:11  HERREN give Kraft til sit Folk, HERREN velsigne sit Folk med Fred!

Chapter 30

30:1  En Salme. En Sang ved Husets Indvielse. Af David.

30:2  HERRE, jeg ophøjer dig, thi du bjærgede mig, lod ej mine Fjender glæde sig over mig;

30:3  HERRE min Gud, jeg raabte til dig, og du helbredte mig.

30:4  Fra Dødsriget, HERRE, drog du min Sjæl, kaldte mig til Live af Gravens Dyb.

30:5  Lovsyng HERREN, I hans fromme, pris hans hellige Navn!

30:6  Thi et Øjeblik varer hans Vrede, Livet igennem hans Naade; om Aftenen gæster os Graad, om Morgenen Frydesang.

30:7  Jeg tænkte i min Tryghed: »Jeg rokkes aldrig i Evighed!«

30:8  HERRE, i Naade havde du fæstnet mit Bjerg; du skjulte dit Aasyn, jeg blev forfærdet.

30:9  Jeg raabte, HERRE, til dig, og tryglende bad jeg til HERREN:

30:10  »Hvad Vinding har du af mit Blod, af at jeg synker i Graven? Kan Støv mon takke dig, raabe din Trofasthed ud?

30:11  HERRE, hør og vær naadig, HERRE, kom mig til Hjælp!«

30:12  Du vendte min Sorg til Dans, løste min Sørgedragt, hylled mig i Glæde, at min Ære skal prise dig uden Ophør. HERRE min Gud, jeg vil takke dig evigt!

Chapter 31

31:1  Til Sangmesteren. En Salme af David.

31:2  HERRE, jeg lider paa dig, lad mig aldrig i Evighed skuffes. Udfri mig i din Retfærd,

31:3  du bøje dit Øre til mig; red mig i Hast og vær mig en Tilflugtsklippe, en Klippeborg til min Frelse;

31:4  thi du er min Klippe og Borg. For dit Navns Skyld lede og føre du mig,

31:5  fri mig fra Garnet, de satte for mig; thi du er min Tilflugt,

31:6  i din Haand befaler jeg min Aand. Du forløser mig, HERRE, du trofaste Gud,

31:7  du hader dem, der holder paa Løgneguder. Men jeg, jeg stoler paa HERREN,

31:8  jeg vil juble og glæde mig over din Miskundhed; thi du har set min Nød, agtet paa min Sjælekvide.

31:9  Du gav mig ikke i Fjendens Haand, men skaffede Rum for min Fod.

31:10  Vær mig naadig, HERRE, thi jeg er angst, af Kummer hentæres mit Øje, min Sjæl og mit Indre.

31:11  Thi mit Liv svinder hen i Sorg, mine Aar i Suk, min Kraft er brudt for min Brødes Skyld, mine Ben hentæres.

31:12  For alle mine Fjenders Skyld er jeg blevet til Spot, mine Naboers Gru, mine Kendinges Rædsel; de, der ser mig paa Gaden, flygter for mig.

31:13  Som en død er jeg gaaet dem af Minde, jeg er som et ødelagt Kar.

31:14  Thi mange hører jeg hviske, trindt om er Rædsel, naar de holder Raad imod mig, pønser paa at tage mit Liv.

31:15  Men, HERRE, jeg stoler paa dig; jeg siger: Du er min Gud,

31:16  mine Tider er i din Haand. Red mig fra Fjenders Haand, fra dem, der forfølger mig,

31:17  lad dit Ansigt lyse over din Tjener, frels mig i din Miskundhed.

31:18  HERRE, lad mig ej blive til Skamme, jeg raaber jo til dig, lad de gudløse blive til Skamme og synke tavse i Døden.

31:19  Lad de falske Læber forstumme, som taler frækt om den retfærdige med Hovmod og Foragt.

31:20  Hvor stor er dog din Godhed, som du gemmer til dem, der frygter dig, øver mod dem, der lider paa dig, for Menneskebørnenes Øjne.

31:21  Du skjuler dem i dit Aasyns Skjul for Menneskers Stimmel; du gemmer dem i en Hytte for Tungers Kiv.

31:22  Lovet være HERREN, thi underfuld Miskundhed har han vist mig i en befæstet Stad.

31:23  Og jeg, som sagde i min Angst: »Jeg er bortstødt fra dine Øjne!« Visselig, du hørte min tryglende Røst, da jeg raabte til dig.

31:24  Elsk HERREN, alle hans fromme; de trofaste skærmer HERREN; men den, der handler i Hovmod, gengælder han mangefold. Fat Mod, eders Hjerte være stærkt, alle I, som bier paa HERREN!

Chapter 32

32:1  Af David. En Maskil. Salig den, hvis Overtrædelse er forladt, hvis Synd er skjult;

32:2  saligt det Menneske, HERREN ej tilregner Skyld, og i hvis Aand der ikke er Svig.

32:3  Mine Ben svandt hen, saa længe jeg tav, under Jamren Dagen igennem,

32:4  thi din Haand laa tungt paa mig baade Dag og Nat, min Livskraft svandt som i Somrens Tørke. — Sela.

32:5  Min Synd bekendte jeg for dig, dulgte ikke min Skyld; jeg sagde: »Mine Overtrædelser vil jeg bekende for HERREN!« Da tilgav du mig min Syndeskyld. — Sela.

32:6  Derfor bede hver from til dig, den Stund du findes. Kommer da store Vandskyl, ham skal de ikke naa.

32:7  Du er mit Skjul, du frier mig af Trængsel, med Frelsesjubel omgiver du mig. — Sela.

32:8  Jeg vil lære dig og vise dig, hvor du skal gaa, jeg vil raade dig ved at fæste mit Øje paa dig.

32:9  Vær ikke uden Forstand som Hest eller Muldyr, der tvinges med Tømme og Bidsel, naar de ikke vil komme til dig.

32:10  Den gudløses Smerter er mange, men den, der stoler paa HERREN, omgiver han med Naade.

32:11  Glæd jer i HERREN, I retfærdige, fryd jer, jubler, alle I oprigtige af Hjertet!

Chapter 33

33:1  Jubler i HERREN, I retfærdige, for de oprigtige sømmer sig Lovsang;

33:2  lov HERREN med Citer, tak ham til tistrenget Harpe;

33:3  en ny Sang synge I ham, leg lifligt paa Strenge til Jubelraab!

33:4  Thi sandt er HERRENS Ord, og al hans Gerning er trofast;

33:5  han elsker Retfærd og Ret, af HERRENS Miskundhed er Jorden fuld.

33:6  Ved HERRENS Ord blev Himlen skabt og al dens Hær ved hans Munds Aande.

33:7  Som i Vandsæk samled han Havets Vand, lagde Dybets Vande i Forraadskamre.

33:8  Al Jorden skal frygte for HERREN, Alverdens Beboere skælve for ham;

33:9  thi han talede, saa skete det, han bød, saa stod det der.

33:10  HERREN kuldkasted Folkenes Raad, gjorde Folkeslags Tanker til intet;

33:11  HERRENS Raad staar fast for evigt, hans Hjertes Tanker fra Slægt til Slægt.

33:12  Saligt det Folk, der har HERREN til Gud, det Folkefærd, han valgte til Arvelod!

33:13  HERREN skuer fra Himlen, ser paa alle Menneskens Børn;

33:14  fra sit Højsæde holder han Øje med alle, som bor paa Jorden;

33:15  han, som danned deres Hjerter til Hobe, gennemskuer alt deres Værk.

33:16  Ej frelses en Konge ved sin store Stridsmagt, ej fries en Helt ved sin store Kraft;

33:17  til Frelse slaar Stridshesten ikke til, trods sin store Styrke redder den ikke.

33:18  Men HERRENS Øje ser til gudfrygtige, til dem, der haaber paa Naaden,

33:19  for at fri deres Sjæl fra Døden og holde dem i Live i Hungerens Tid.

33:20  Paa HERREN bier vor Sjæl, han er vor Hjælp og vort Skjold;

33:21  thi vort Hjerte glæder sig i ham, vi stoler paa hans hellige Navn.

33:22  Din Miskundhed være over os, HERRE, saa som vi haaber paa dig.

Chapter 34

34:1  Af David, da han lod afsindig for Abimelek, og denne jog ham fra sig, og han drog bort.

34:2  Jeg vil love HERREN til hver en Tid, hans Pris skal stadig fylde min Mund;

34:3  min Sjæl skal rose sig af HERREN, de ydmyge skal høre det og glæde sig.

34:4  Hylder HERREN i Fællig med mig, lad os sammen ophøje hans Navn!

34:5  Jeg søgte HERREN, og han svarede mig og friede mig fra alle mine Rædsler.

34:6  Se hen til ham og straal af Glæde, eders Aasyn skal ikke beskæmmes.

34:7  Her er en arm, der raabte, og HERREN hørte, af al hans Trængsel frelste han ham.

34:8  HERRENS Engel slaar Lejr om dem, der frygter ham, og frier dem.

34:9  Smag og se, at HERREN er god, salig den Mand, der lider paa ham!

34:10  Frygter HERREN, I hans hellige, thi de, der frygter ham, mangler intet.

34:11  Unge Løver lider Nød og sulter, men de, der søger HERREN, dem fattes intet godt.

34:12  Kom hid, Børnlille, og hør paa mig, jeg vil lære jer HERRENS Frygt.

34:13  Om nogen attraar Liv og ønsker sig Dage for at skue Lykke,

34:14  saa var din Tunge for ondt, dine Læber fra at tale Svig;

34:15  hold dig fra ondt og øv godt, søg Fred og jag derefter.

34:16  paa retfærdige hviler hans Øjne, hans Ører hører deres Raab;

34:17  Mod dem, der gør ondt, er HERRENS Aasyn for at slette deres Minde af Jorden;

34:18  naar de skriger, hører HERREN og frier dem af al deres Trængsel.

34:19  HERREN er nær hos dem, hvis Hjerte er knust, han frelser dem, hvis Aand er brudt.

34:20  Den retfærdiges Lidelser er mange, men HERREN frier ham af dem alle;

34:21  han vogter alle hans Ledemod, ikke et eneste brydes.

34:22  Ulykke bringer de gudløse Død, og bøde skal de, der hader retfærdige. HERREN forløser sine Tjeneres Sjæl, og ingen, der lider paa ham, skal bøde.

Chapter 35

35:1  Af David. HERRE, træt med dem, der trætter med mig, strid imod dem, der strider mod mig,

35:2  grib dit Skjold og dit Værge, rejs dig og hjælp mig,

35:3  tag Spyd og Økse frem mod dem, der forfølger mig, sig til min Sjæl: »Jeg er din Frelse!«

35:4  Lad dem beskæmmes og blues, som vil mig til Livs, og de, der ønsker mig ondt, lad dem rødmende vige,

35:5  de blive som Avner for Vinden, og HERRENS Engel nedstøde dem,

35:6  deres Vej blive mørk og glat, og HERRENS Engel forfølge dem!

35:7  Thi uden Grund har de sat deres Garn for mig, gravet min Sjæl en Grav.

35:8  Lad Undergang uventet ramme ham, lad Garnet, han satte, hilde ham selv, lad ham falde i Graven.

35:9  Min Sjæl skal juble i HERREN, glædes ved hans Frelse,

35:10  alle mine Ledemod sige: »HERRE, hvo er som du, du, som frelser den arme fra hans Overmand, den arme og fattige fra Røveren!«

35:11  Falske Vidner staar frem, de spørger mig om, hvad jeg ej kender til;

35:12  de lønner mig godt med ondt, min Sjæl er forladt.

35:13  Da de var syge, gik jeg i Sæk, med Faste spæged jeg mig, jeg bad med sænket Hoved,

35:14  som var det en Ven eller Broder; jeg gik, som sørged jeg over min Moder, knuget af Sorg.

35:15  Men nu jeg vakler, glæder de sig, de stimler sammen, Uslinger, fremmede for mig, stimler sammen imod mig, haaner mig uden Ophør;

35:16  for min Venlighed dænger de mig med Haan, de skærer Tænder imod mig.

35:17  Herre, hvor længe vil du se til? Frels dog min Sjæl fra deres Brøl, min eneste fra Løver.

35:18  Jeg vil takke dig i en stor Forsamling, love dig blandt mange Folk.

35:19  Lad ej dem, som med Urette er mine Fjender, glæde sig over mig, lad ej dem, som hader mig uden Grund, sende spotske Blikke!

35:20  Thi de taler ej Fred, mod de stille i Landet udtænker de Svig;

35:21  de spærrer Munden op imod mig og siger: »Ha, ha! Vi saa det med egne Øjne!«

35:22  Du saa det, HERRE, vær ikke tavs, Herre, hold dig ej borte fra mig;

35:23  rejs dig, vaagn op for min Ret, for min Sag, min Gud og Herre,

35:24  døm mig efter din Retfærd, HERRE, min Gud, lad dem ikke glæde sig over mig

35:25  Og sige i Hjertet: »Ha! som vi ønsked!« lad dem ikke sige: »Vi slugte ham!«

35:26  Til Skam og Skændsel blive enhver, hvem min Ulykke glæder; lad dem, der hovmoder sig over mig, hyldes i Spot og Spe.

35:27  Men de, der vil min Ret, lad dem juble og glæde sig, stadigen sige: »Lovet være HERREN, som under sin Tjener Fred!«

35:28  Min Tunge skal forkynde din Retfærd, Dagen igennem din Pris.

Chapter 36

36:1  Til Sangmesteren. Af HERRENS Tjener David.

36:2  Synden taler til den gudløse inde i hans Hjerte; Gudsfrygt har han ikke for Øje;

36:3  thi den smigrer ham frækt og siger, at ingen skal finde hans Brøde og hade ham.

36:4  Hans Munds Ord er Uret og Svig, han har ophørt at handle klogt og godt;

36:5  paa sit Leje udtænker han Uret, han træder en Vej, som ikke er god; det onde afskyr han ikke.

36:6  HERRE, din Miskundhed rækker til Himlen, din Trofasthed naar til Skyerne,

36:7  din Retfærd er som Guds Bjerge, dine Domme som det store Dyb; HERRE, du frelser Folk og Fæ,

36:8  hvor dyrebar er dog din Miskundhed, Gud! Og Menneskebørnene skjuler sig i dine Vingers Skygge;

36:9  de kvæges ved dit Huses Fedme, du læsker dem af din Lifligheds Strøm;

36:10  thi hos dig er Livets Kilde, i dit Lys skuer vi Lys!

36:11  Lad din Miskundhed blive over dem, der kender dig, din Retfærd over de oprigtige af Hjertet.

36:12  Lad Hovmods Fod ej træde mig ned, gudløses Haand ej jage mig bort. Se, Udaadsmændene falder, slaas ned, saa de ikke kan rejse sig.

Chapter 37

37:1  Af David. Græm dig ikke over Ugerningsmænd, misund ikke dem, der gør Uret!

37:2  Thi hastigt svides de af som Græsset, visner som det friske Grønne.

37:3  Stol paa HERREN og gør det gode, bo i Landet og læg Vind paa Troskab,

37:4  da skal du have din Fryd i HERREN, og han skal give dig, hvad dit Hjerte attraar.

37:5  Vælt din Vej paa HERREN, stol paa ham, saa griber han ind

37:6  og fører din Retfærdighed frem som Lyset, din Ret som den klare Dag.

37:7  Vær stille for HERREN og bi paa ham, græm dig ej over den, der har Held, over den, der farer med Rænker.

37:8  Tæm din Harme, lad Vreden fare, græm dig ikke, det volder kun Harm.

37:9  Thi Ugerningsmænd skal ryddes ud, men de, der bier paa HERREN, skal arve Landet.

37:10  En liden Stund, og den gudløse er ikke mere; ser du hen til hans Sted, saa er han der ikke.

37:11  Men de sagtmodige skal arve Landet, de fryder sig ved megen Fred.

37:12  Den gudløse vil den retfærdige ilde og skærer Tænder imod ham;

37:13  men Herren, han ler ad ham, thi han ser hans Time komme.

37:14  De gudløse drager Sværdet og spænder Buen for at fælde arm og fattig, for at nedslagte dem, der vandrer ret;

37:15  men Sværdet rammer dem selv i Hjertet, og Buerne brydes sønder og sammen.

37:16  Det lidt, en retfærdig har, er bedre end mange gudløses Rigdom;

37:17  thi de gudløses Arme skal brydes, men HERREN støtter de retfærdige;

37:18  HERREN kender de uskyldiges Dage, deres Arvelod bliver evindelig;

37:19  de beskæmmes ikke i onde Tider, de mættes i Hungerens Dage.

37:20  Thi de gudløse gaar til Grunde, som Engenes Pragt er HERRENS Fjender, de svinder, de svinder som Røg.

37:21  Den gudløse laaner og bliver i Gælden, den retfærdige ynkes og giver;

37:22  de, han velsigner, skal arve Landet, de, han forbander, udryddes.

37:23  Af HERREN stadfæstes Mandens Skridt, naar han har Behag i hans Vej;

37:24  om end han snubler, falder han ikke, thi HERREN støtter hans Haand.

37:25  Ung har jeg været, og nu er jeg gammel, men aldrig saa jeg en retfærdig forladt eller hans Afkom tigge sit Brød;

37:26  han ynkes altid og laaner ud, og hans Afkom er til Velsignelse.

37:27  Vig fra ondt og øv godt, saa bliver du boende evindelig;

37:28  thi HERREN elsker Ret og svigter ej sine fromme. De onde udslettes for evigt, de gudløses Afkom udryddes;

37:29  de retfærdige arver Landet og skal bo der til evig Tid.

37:30  Den retfærdiges Mund taler Visdom; hans Tunge siger, hvad ret er;

37:31  sin Guds Lov har han i Hjertet, ikke vakler hans Skridt.

37:32  Den gudløse lurer paa den retfærdige og staar ham efter Livet,

37:33  men HERREN giver ham ej i hans Haand og lader ham ikke dømmes for Retten.

37:34  Bi paa HERREN og bliv paa hans Vej, saa skal han ophøje dig til at arve Landet; du skal skue de gudløses Undergang.

37:35  Jeg har set en gudløs trodse, bryste sig som en Libanons Ceder —

37:36  men se, da jeg gik der forbi, var han borte; da jeg søgte ham, fandtes han ikke.

37:37  Vogt paa Uskyld, læg Vind paa Oprigtighed, thi Fredens Mand har en Fremtid;

37:38  men Overtræderne udryddes til Hobe, de gudløses Fremtid gaar tabt.

37:39  De retfærdiges Frelse kommer fra HERREN, deres Tilflugt i Nødens Stund;

37:40  HERREN hjælper og frier dem, fra de gudløse frier og frelser han dem; thi hos ham har de søgt deres Tilflugt.

Chapter 38

38:1  En Salme af David. Lehazkir.

38:2  HERRE, revs mig ej i din Vrede, tugt mig ej i din Harme!

38:3  Thi dine Pile sidder i mig, din Haand har lagt sig paa mig.

38:4  Intet er karskt paa min Krop for din Vredes Skyld, intet uskadt i mine Ledemod for mine Synders Skyld;

38:5  thi over mit Hoved skyller min Brøde som en tyngende Byrde, for tung for mig.

38:6  Mine Saar baade stinker og raadner, for min Daarskabs Skyld gaar jeg bøjet;

38:7  jeg er saare nedtrykt, sorgfuld vandrer jeg Dagen lang.

38:8  Thi Lænderne er fulde af Brand, intet er karskt paa min Krop,

38:9  jeg er lammet og fuldkommen knust, jeg skriger i Hjertets Vaande.

38:10  HERRE, du kender al min Attraa, mit Suk er ej skjult for dig;

38:11  mit Hjerte banker, min Kraft har svigtet, selv mit Øje har mistet sin Glans.

38:12  For min Plages Skyld flyr mig Ven og Frænde, mine Nærmeste holder sig fjernt;

38:13  de, der vil mig til Livs, sætter Snarer, og de, der vil mig ondt, lægger Raad om Fordærv, de tænker Dagen igennem paa Svig.

38:14  Men jeg er som en døv, der intet hører, som en stum, der ej aabner sin Mund,

38:15  som en Mand, der ikke kan høre, i hvis Mund der ikke er Svar.

38:16  Thi til dig staar mit Haab, o HERRE, du vil bønhøre, Herre min Gud,

38:17  naar jeg siger: »Lad dem ikke glæde sig over mig, hovmode sig over min vaklende Fod!«

38:18  Thi jeg staar allerede for Fald, mine Smerter minder mig stadig;

38:19  thi jeg maa bekende min Skyld, maa sørge over min Synd.

38:20  Mange er de, der med Urette er mine Fjender, talrige de, der hader mig uden Grund,

38:21  som lønner mig godt med ondt, som staar mig imod, fordi jeg søger det gode.

38:22  HERRE, forlad mig ikke, min Gud, hold dig ikke borte fra mig, il mig til Hjælp, o Herre, min Frelse!

Chapter 39

39:1  Til Sangmesteren. Til Jedutun. En Salme af David.

39:2  Jeg sagde: »Mine Veje vil jeg vogte paa, saa jeg ikke synder med Tungen; min Mund vil jeg holde i Tømme, saa længe den gudløse er mig nær!«

39:3  Jeg var stum og tavs, jeg tav for at undgaa tomme Ord, men min Smerte naged,

39:4  mit Hjerte brændte i Brystet, Ild lued op, mens jeg grunded; da talte jeg med min Tunge.

39:5  Lær mig, HERRE, at kende mit Endeligt, det Maal af Dage, jeg har, lad mig kende, hvor snart jeg skal bort!

39:6  Se, i Haandsbredder maalte du mine Dage ud, mit Liv er som intet for dig, som et Aandepust staar hvert Menneske der. — Sela.

39:7  Kun som en Skygge er Menneskets Vandring, kun Tomhed er deres Travlhed; de samler og ved ej, hvem der faar det.

39:8  Hvad bier jeg, Herre, da efter? Mit Haab staar ene til dig.

39:9  Fri mig for al min Synd, gør mig ikke til Spot for Daarer!

39:10  Jeg tier og aabner ikke min Mund, du voldte det jo.

39:11  Borttag din Plage fra mig, under din vældige Haand gaar jeg til.

39:12  Naar du tugter en Mand med Straf for hans Brøde, smuldrer du hans Herlighed hen som Møl; kun et Aandepust er hvert Menneske. — Sela.

39:13  Hør, o HERRE, min Bøn og lyt til mit Skrig, til mine Taarer tie du ej! Thi en fremmed er jeg hos dig, en Gæst som alle mine Fædre. Se bort fra mig, saa jeg kvæges, før jeg gaar bort og ej mer er til!

Chapter 40

40:1  Til Sangmesteren. Af David. En Salme.

40:2  Jeg biede trolig paa HERREN, han bøjed sig til mig og hørte mit Skrig.

40:3  Han drog mig op af den brusende Grav, af det skidne Dynd, han satte min Fod paa en Klippe, gav Skridtene Fasthed,

40:4  en ny Sang lagde han i min Mund, en Lovsang til vor Gud. Mange skal se det og frygte og stole paa HERREN.

40:5  Salig den Mand, der sætter sin Lid til HERREN, ej vender sig til hovmodige eller dem, der hælder til Løgn.

40:6  Mange Undere gjorde du, HERRE min Gud, og mange Tanker tænkte du for os; de kan ikke opregnes for dig; ellers forkyndte og fortalte jeg dem; til at tælles er de for mange.

40:7  Til Slagt— og Afgrødeoffer har du ej Lyst, du gav mig aabne Ører, Brænd— og Syndoffer kræver du ikke.

40:8  Da sagde jeg: »Se, jeg kommer, i Bogrullen er der givet mig Forskrift;

40:9  at gøre din Vilje, min Gud, er min Lyst, og din Lov er i mit Indre.«

40:10  I en stor Forsamling forkyndte jeg Retfærd, se, mine Læber lukked jeg ikke; HERRE, du ved det.

40:11  Din Retfærd dulgte jeg ej i mit Hjerte, din Trofasthed og Frelse talte jeg Om, din Naade og Sandhed fornægted jeg ej i en stor Forsamling.

40:12  Du, HERRE, vil ikke lukke dit Hjerte for mig, din Naade og Sandhed skal altid være mit Værn.

40:13  Thi Ulykker lejrer sig om mig i talløs Mængde, mine Synder har indhentet mig, saa jeg ikke kan se, de er flere end Hovedets Haar, og Modet har svigtet.

40:14  Du værdiges, HERRE, at fri mig, HERRE, il mig til Hjælp.

40:15  Lad dem beskæmmes og rødme, som vil mig til Livs, og de, der ønsker mig ondt, lad dem vige med Skændsel;

40:16  Lad dem stivne af Rædsel ved deres Skam, de, som siger: »Ha, ha!« til mig!

40:17  Lad alle, som søger dig, frydes og glædes i dig; lad dem, som elsker din Frelse, bestandig sige: »HERREN er stor!« Er jeg end arm og fattig, vil Herren dog tænke paa mig. Du er min Hjælp og min Frelser; tøv ej, min Gud!

Chapter 41

41:1  Til Sangmesteren. En Salme af David.

41:2  Salig den Mand, der tager sig af de svage, ham frelser HERREN paa Ulykkens Dag;

41:3  HERREN vogter ham, holder ham i Live, det gaar ham vel i Landet, han giver ham ikke i Fjendevold.

41:4  Paa Sottesengen staar HERREN ham bi, hans Smertensleje gør du ham let.

41:5  Saa siger jeg da: Vær mig naadig, HERRE, helbred min Sjæl, jeg har syndet mod dig!

41:6  Mine Fjender ønsker mig ondt: »Hvornaar mon han dør og hans Navn udslettes?«

41:7  Kommer en i Besøg, saa fører han hyklerisk Tale, hans Hjerte samler paa ondt, og saa gaar han bort og taler derom.

41:8  Mine Avindsmænd hvisker sammen imod mig, alle regner de med, at det gaar mig ilde:

41:9  »En dødelig Sot har grebet ham; han ligger der — kommer aldrig op!«

41:10  Endog min Ven, som jeg stolede paa, som spiste mit Brød, har løftet Hælen imod mig.

41:11  Men du, o HERRE, vær mig naadig og rejs mig, saa jeg kan øve Gengæld imod dem.

41:12  Deraf kan jeg kende, at du har mig kær, at min Fjende ikke skal juble over mig.

41:13  Du holder mig oppe i Kraft af min Uskyld, lader mig staa for dit Aasyn til evig Tid. Lovet være HERREN, Israels Gud, fra Evighed og til Evighed, Amen, Amen!

Chapter 42

42:1  Til Sangmesteren. En Maskil af Koras Sønner.

42:2  Som Hjorten skriger efter rindende Vand, saaledes skriger min Sjæl efter dig, o Gud.

42:3  Min Sjæl tørster efter Gud, den levende Gud; naar skal jeg komme og stedes for Guds Aasyn?

42:4  Min Graad er blevet mit Brød baade Dag og Nat, fordi de stadig spørger mig: »Hvor er din Gud?«

42:5  Min Sjæl er opløst, naar jeg kommer i Hu, hvorledes jeg vandred med Skaren op til Guds Hus under Jubelraab og Lovsang i Højtidsskaren.

42:6  Hvorfor er du nedbøjet, Sjæl, hvi bruser du i mig? Bi efter Gud, thi end skal jeg takke ham, mit Aasyns Frelse og min Gud!

42:7  Nedbøjet er min Sjæl, derfor mindes jeg dig fra Jordans og Hermontindernes Land, fra Miz'ars Bjerg.

42:8  Dyb raaber til Dyb ved dine Vandfalds Brusen, alle dine Brændinger og Bølger skyller hen over mig.

42:9  Sin Miskundhed sender HERREN om Dagen, hans Sang er hos mig om Natten, en Bøn til mit Livs Gud.

42:10  Jeg siger til Gud, min Klippe: Hvorfor har du glemt mig, hvorfor skal jeg vandre sorgfuld, trængt af Fjender?

42:11  Det er, som knustes mine Ben, naar Fjenderne haaner mig, naar de stadig spørger mig: »Hvor er din Gud?« Hvorfor er du nedbøjet, Sjæl, hvi bruser du i mig? Bi efter Gud, thi end skal jeg takke ham, mit Aasyns Frelse og min Gud!

Chapter 43

43:1  Skaf mig Ret, o Gud, og strid for mig mod Folk, som ej kender til Mildhed, fri mig fra en falsk, uretfærdig Mand!

43:2  Thi du er min Tilflugts Gud, hvi har du forstødt mig? Hvorfor skal jeg vandre sorgfuld, trængt af Fjender?

43:3  Send dit Lys og din Sandhed, de lede mig, bringe mig til dit hellige Bjerg og til dine Boliger,

43:4  at jeg maa komme til Guds Alter, til min Glædes Gud, juble og prise dig til Citer, Gud, min Gud!

43:5  Hvorfor er du nedbøjet, Sjæl, hvi bruser du i mig? Bi efter Gud, thi end skal jeg takke ham, mit Aasyns Frelse og min Gud!

Chapter 44

44:1  Til Sangmesteren. Af Koras Sønner. En Maskil.

44:2  Gud, vi har hørt det med egne Ører, vore Fædre har fortalt os derom; du øved en Daad i deres Dage, i Fortids Dage med din Haand;

44:3  Folk drev du bort, men plantede hine, Folkeslag knuste du, men dem lod du brede sig;

44:4  thi de fik ej Landet i Eje med Sværdet, det var ej deres Arm, der gav dem Sejr, men det var din højre, din Arm og dit Ansigts Lys, thi du havde dem kær.

44:5  Du, du er min Konge, min Gud, som sender Jakob Sejr.

44:6  Ved dig nedstøder vi Fjenden, Modstanderne træder vi ned i dit Navn;

44:7  thi ej paa min Bue stoler jeg, mit Sværd kan ikke give mig Sejr;

44:8  men du gav os Sejr over Fjenden, du lod vore Avindsmænd blive til Skamme.

44:9  Vi roser os altid af Gud, dit Navn vil vi love for evigt. — Sela.

44:10  Dog har du forstødt os, gjort os til Spot, du drager ej med vore Hære;

44:11  du lader os vige for Fjenden, vore Avindsmænd tager sig Bytte;

44:12  du har givet os hen som Slagtekvæg, og strøet os ud mellem Folkene,

44:13  dit Folk har du solgt til Spotpris, vandt ikke Rigdom ved Salget.

44:14  Til Haan for Naboer gør du os, til Spot og Spe for Grander,

44:15  du gør os til Mundheld blandt Folkene, lader Folkeslagene ryste paa Hovedet ad os.

44:16  Min Skændsel er mig altid i Tanke, og Skam bedækker mit Aasyn

44:17  for spottende, haanende Tale, for Fjendens og den hævngerriges Blikke.

44:18  Alt det kom over os, skønt vi glemte dig ikke, sveg ikke heller din Pagt!

44:19  Vort Hjerte veg ikke fra dig, vore Skridt forlod ej din Vej.

44:20  Dog knuste du os, hvor Sjakalerne bor, og indhylled os i Mørke.

44:21  Havde vi glemt vor Guds Navn, bredt Hænderne ud mod en fremmed Gud,

44:22  vilde Gud ej opspore det? Han kender jo Hjerternes Løndom —

44:23  nej, for din Skyld dræbes vi Dagen lang og regnes som Slagtekvæg!

44:24  Vaagn op, hvi sover du, Herre? Bliv vaagen, forstød ej for stedse!

44:25  Hvorfor vil du skjule dit Aasyn, glemme vor Nød og Trængsel?

44:26  Thi vor Sjæl ligger bøjet i Støvet, vort Legeme klæber ved Jorden. Staa op og kom os til Hjælp, forløs os for din Miskundheds Skyld!

Chapter 45

45:1  Til Sangmesteren. Til Liljerne. Af Koras Sønner. En Maskil. En Sang om Kærlighed.

45:2  Mit Hjerte svulmer af liflige Ord, jeg kvæder mit Kvad til Kongens Pris, som Hurtigskriverens Pen er min Tunge.

45:3  Den skønneste er du af Menneskens Børn, Ynde er udgydt paa dine Læber, derfor velsignede Gud dig for evigt.

45:4  Omgjord din Lænd med Sværdet, o Helt,

45:5  Lykken følge din Højhed og Hæder, far frem for Sandhedens Sag, for Ydmyghed og Retfærd, din højre lære dig frygtelige Ting!

45:6  Dine Pile er hvæssede, Folkeslag falder for din Fod, Kongens Fjender rammes i Hjertet.

45:7  Din Trone, o Gud, staar evigt fast, en Retfærds Stav er din Kongestav.

45:8  Du elsker Ret og hader Uret; derfor salvede Gud, din Gud, dig med Glædens Olie fremfor dine Fæller,

45:9  af Myrra, Aloe og Kassia dufter alle dine Klæder. Du glædes ved Strengeleg fra Elfenbenshaller,

45:10  Kongedøtre staar i kostbare Klæder, Dronningen i Ofirguldets Skrud ved din højre.

45:11  Hør, min Datter, opmærksomt og bøj dit Øre: Glem dit Folk og din Faders Hus,

45:12  at Kongen maa attraa din Skønhed, thi han er din Herre.

45:13  Tyrus's Datter skal hylde dig med Gaver, Folkets Rigmænd bejle til din Yndest.

45:14  Idel Pragt er Kongedatteren, hendes Dragt er Perler, stukket i Guld;

45:15  fulgt af Jomfruer føres hun frem i broget Pragt, Veninderne fører hende hen til Kongen.

45:16  De føres frem under Glæde og Jubel, holder deres Indtog i Kongens Palads.

45:17  Dine Sønner træde ind i dine Fædres Sted, sæt dem til Fyrster rundt i Landet! Jeg vil minde om dit Navn fra Slægt til Slægt; derfor skal Folkene love dig evigt og altid.

Chapter 46

46:1  Til Sangmesteren. Af Koras Sønner. Al-alamot. En Sang.

46:2  Gud er vor Tilflugt og Styrke, en Hjælp i Angster, prøvet til fulde.

46:3  Derfor frygter vi ikke, om Jorden end bølger og Bjergene styrter i Havenes Skød,

46:4  om end deres Vande bruser og syder og Bjergene skælver ved deres Vælde. — Sela.

46:5  En Flod og dens Bække glæder Guds Stad, den Højeste har helliget sin Bolig;

46:6  i den er Gud, den rokkes ikke, Gud bringer den Hjælp, naar Morgen gryr.

46:7  Folkene larmed, Rigerne vakled, han løfted Røsten, saa Jorden skjalv,

46:8  Hærskarers HERRE er med os, Jakobs Gud er vor faste Borg. — Sela.

46:9  Kom hid og se paa HERRENS Værk, han har udført frygtelige Ting paa Jord.

46:10  Han gør Ende paa Krig til Jordens Grænser, han splintrer Buen, sønderbryder Spydene, Skjoldene tænder han i Brand.

46:11  Hold inde og kend, at jeg er Gud, ophøjet blandt Folkene, ophøjet paa Jorden! Hærskarers HERRE er med os, Jakobs Gud er vor faste Borg. — Sela.

Chapter 47

47:1  Til Sangmesteren. Af Koras Sønner. En Salme.

47:2  Alle Folkeslag, klap i Hænderne, bryd ud i jublende Lovsang for Gud!

47:3  Thi HERREN, den Højeste, er frygtelig, en Konge stor over hele Jorden.

47:4  Han bøjede Folkefærd under os og Folkeslag under vor Fod;

47:5  han udvalgte os vor Arvelod, Jakob hans elskedes Stolthed. — Sela.

47:6  Gud steg op under Jubel, HERREN under Hornets Klang.

47:7  Syng, ja syng for Gud, syng, ja syng for vor Konge;

47:8  thi han er al Jordens Konge, syng en Sang for Gud.

47:9  Gud har vist, han er Folkenes Konge, paa sin hellige Trone har Gud taget Sæde. Folkenes Stormænd samles med Folket, der tilhører Abrahams Gud; thi Guds er Jordens Skjolde, højt ophøjet er han!

Chapter 48

48:1  En Sang. En Salme af Koras Sønner.

48:2  Stor og højlovet er vor Gud i sin Stad.

48:3  Smukt løfter sig hans hellige Bjerg, al Jordens Fryd, Zions Bjerg i det højeste Nord, den store Konges By.

48:4  Som Værn gjorde Gud sig kendt i dens Borge.

48:5  Thi Kongerne samlede sig, rykked frem tilsammen;

48:6  de saa og tav paa Stedet, flyed i Angst,

48:7  af Rædsel grebes de brat, af Veer som en, der føder.

48:8  Med Østenstormen knuser du Tarsisskibe.

48:9  Som vi havde hørt det, saa vi det selv i Hærskarers HERRES By, i vor Guds By; til evig Tid lader Gud den staa. — Sela.

48:10  I din Helligdom tænker vi, Gud, paa din Miskundhed;

48:11  som dit Navn saa lyder din Pris til Jordens Grænser. Din højre er fuld af Retfærd,

48:12  Zions Bjerg fryder sig, Judas Døtre jubler over dine Domme.

48:13  Drag rundt om Zion, gaa rundt og tæl dets Taarne,

48:14  læg Mærke til dets Ringmur, gaa gennem dets Borge, at I kan melde Slægten, der kommer: Saadan er Gud, vor Gud for evigt og altid, han skal lede os. Al-mut.

Chapter 49

49:1  Til Sangmesteren. Af Koras Sønner. En Salme.

49:2  Hør det, alle Folkeslag, lyt til, al Verdens Folk,

49:3  baade høj og lav, baade rig og fattig!

49:4  Min Mund skal tale Visdom, mit Hjerte udgransker Indsigt;

49:5  jeg bøjer mit Øre til Tankesprog, raader min Gaade til Strengeleg.

49:6  Hvorfor skulle jeg frygte i de onde Dage, naar mine lumske Fjender omringer mig med Brøde,

49:7  de, som stoler paa deres Gods og bryster sig af deres store Rigdom?

49:8  Visselig, ingen kan købe sin Sjæl fri og give Gud en Løsesum

49:9  — Prisen for hans Sjæl blev for høj, for evigt maatte han opgive det — saa han kunde blive i Live

49:10  og aldrig faa Graven at se;

49:11  nej, han skal se den; Vismænd dør, baade Daare og Taabe gaar bort. Deres Gods maa de afstaa til andre,

49:12  deres Grav er deres Hjem for evigt, deres Bolig Slægt efter Slægt, om Godser end fik deres Navn.

49:13  Trods Herlighed bliver Mennesket ikke, han er som Dyrene, der forgaar.

49:14  Saa gaar det dem, der tror sig trygge, saa ender det for dem, deres Tale behager. — Sela.

49:15  I Dødsriget drives de ned som Faar, deres Hyrde skal Døden være; de oprigtige træder paa dem ved Gry, deres Skikkelse gaar Opløsning i Møde, Dødsriget er deres Bolig.

49:16  Men Gud udløser min Sjæl af Dødsrigets Haand, thi han tager mig til sig. — Sela.

49:17  Frygt ej, naar en Mand bliver rig, naar hans Huses Herlighed øges;

49:18  thi intet tager han med i Døden, hans Herlighed følger ham ikke.

49:19  Priser han end i Live sig selv: »De lover dig for din Lykke!« —

49:20  han vandrer til sine Fædres Slægt, der aldrig faar Lyset at skue. Den, som lever i Herlighed, men uden Forstand, han er som Dyrene, der forgaar.

Chapter 50

50:1  En Salme af Asaf. Gud, Gud HERREN taled og stævnede Jorden hid fra Sol i Opgang til Sol i Bjærge;

50:2  fra Zion, Skønhedens Krone, viste Gud sig i Straaleglans

50:3  — vor Gud komme og tie ikke! — Foran ham gik fortærende Ild, omkring ham rasede Storm;

50:4  han stævned Himlen deroppe hid og Jorden for at dømme sit Folk:

50:5  »Saml mig mine fromme, der sluttede Pagt med mig ved Ofre!«

50:6  Og Himlen forkyndte hans Retfærd, at Gud er den, der dømmer. — Sela.

50:7  Hør, mit Folk, jeg vil tale, Israel, jeg vil vidne imod dig, Gud, din Gud er jeg!

50:8  Jeg laster dig ikke for dine Slagtofre, dine Brændofre har jeg jo stadig for Øje;

50:9  jeg tager ej Tyre fra dit Hus eller Bukke fra dine Stalde;

50:10  thi mig tilhører alt Skovens Vildt, Dyrene paa de tusinde Bjerge;

50:11  jeg kender alle Bjergenes Fugle, har rede paa Markens Vrimmel.

50:12  Om jeg hungred, jeg sagde det ikke til dig, thi mit er Jorderig og dets Fylde!

50:13  Mon jeg æder Tyres Kød eller drikker Bukkes Blod?

50:14  Lovsang skal du ofre til Gud og holde den Højeste dine Løfter.

50:15  Og kald paa mig paa Nødens Dag; jeg vil udfri dig, og du skal ære mig,

50:16  Men til Den gudløse siger Gud: Hvi regner du op mine Bud og fører min Pagt i Munden,

50:17  naar du dog hader Tugt og kaster mine Ord bag din Ryg?

50:18  Ser du en Tyv, slaar du Følge med ham, med Horkarle holder du til,

50:19  slipper Munden løs med ondt, din Tunge bærer paa Svig.

50:20  Du sidder og skænder din Broder, bagtaler din Moders Søn;

50:21  det gør du, og jeg skulde tie, og du skulde tænke, jeg er som du! Revse dig vil jeg og gøre dig det klart.

50:22  Mærk jer det, I, som glemmer Gud, at jeg ikke skal rive jer redningsløst sønder.

50:23  Den, der ofrer Taksigelse, ærer mig; den, der agter paa Vejen, lader jeg se Guds Frelse.

Chapter 51

51:1  Til Sangmesteren. En Salme af David,

51:2  dengang Natan kom til ham, efter at han havde været inde hos Batseba.

51:3  Gud, vær mig naadig efter din Miskundhed, udslet mine Overtrædelser efter din store Barmhjertighed,

51:4  tvæt mig fuldkommen ren for min Skyld og rens mig for min Synd!

51:5  Mine Overtrædelser kender jeg jo, min Synd staar mig altid for Øje.

51:6  Mod dig har jeg syndet, mod dig alene, og gjort, hvad i dine Øjne er ondt, at du maa faa Ret, naar du taler, staa ren, naar du dømmer.

51:7  Se, jeg er født i Misgerning, min Moder undfanged mig i Synd.

51:8  Du elsker jo Sandhed i Hjertets Løndom, saa lær mig da Visdom i Hjertedybet.

51:9  Rens mig for Synd med Ysop, tvæt mig hvidere end Sne;

51:10  mæt mig med Fryd og Glæde, lad de Ben, du knuste, juble;

51:11  skjul dit Aasyn for mine Synder, udslet alle mine Misgerninger;

51:12  skab mig, o Gud, et rent Hjerte, giv en ny, en stadig Aand i mit Indre;

51:13  kast mig ikke bort fra dit Aasyn, tag ikke din hellige Aand fra mig;

51:14  glæd mig igen med din Frelse, giv mig til Støtte en villig Aand!

51:15  Da vil jeg lære Overtrædere dine Veje, og Syndere skal vende om til dig.

51:16  Fri mig fra Blodskyld, Gud, min Frelses Gud, saa skal min Tunge lovsynge din Retfærd;

51:17  Herre, aaben mine Læber, saa skal min Mund forkynde din Pris.

51:18  Thi i Slagtoffer har du ikke Behag, og gav jeg et Brændoffer, vandt det dig ikke.

51:19  Offer for Gud er en sønderbrudt Aand; et sønderbrudt, sønderknust Hjerte agter du ikke ringe, o Gud. Gør vel i din Naade mod Zion, opbyg Jerusalems Mure! Da skal du have Behag i rette Ofre, Brænd— og Heloffer, da bringes Tyre op paa dit Alter.

Chapter 52

52:1  Til Sangmesteren. En Maskil af David,

52:2  da Edomiten Doeg kom og meldte Saul, at David var gaaet ind i Ahimeleks Hus.

52:3  Du stærke, hvi bryster du dig af din Ondskab imod den fromme?

52:4  Du pønser hele Dagen paa ondt; din Tunge er hvas som en Kniv, du Rænkesmed,

52:5  du foretrækker ondt for godt, Løgn for sanddru Tale. — Sela.

52:6  Du elsker al ødelæggende Tale, du falske Tunge!

52:7  Derfor styrte Gud dig for evigt, han gribe dig, rive dig ud af dit Telt, han rykke dig op af de levendes Land! — Sela.

52:8  De retfærdige ser det, frygter og haaner ham leende:

52:9  »Se der den Mand, der ej gjorde Gud til sit Værn, men stoled paa sin megen Rigdom, trodsed paa sin Velstand!« Men jeg er som et frodigt Olietræ i Guds Hus, Guds Miskundhed stoler jeg evigt og altid paa. Evindelig takker jeg dig, fordi du greb ind; jeg vidner iblandt dine fromme, at godt er dit Navn.

Chapter 53

53:1  Til Sangmesteren. Al-mahalat. En Maskil af David.

53:2  Daarerne siger i Hjertet: »Der er ingen Gud!« Slet og afskyeligt handler de, ingen gør godt.

53:3  Gud skuer ned fra Himlen paa Menneskenes Børn for at se, om der findes en forstandig, nogen, der søger Gud.

53:4  Afveget er alle, til Hobe fordærvede, ingen gør godt, end ikke een.

53:5  Er de Udaadsmænd da uden Forstand, de, der æder mit Folk, som aad de Brød, og ikke paakalder Gud?

53:6  Af Rædsel gribes de da, hvor ingen Rædsel var; thi Gud adsplitter din Belejrers Ben; de bliver til Skamme, thi Gud forkaster dem. Ak, kom dog fra Zion Israels Frelse! Naar Gud vender sit Folks Skæbne, skal Jakob juble, Israel glædes.

Chapter 54

54:1  Til Sangmesteren. Med Strengespil. En Maskil af David,

54:2  da Zifiterne kom og sagde til Saul: »David har skjult sig hos os.«

54:3  Frels mig, o Gud, ved dit Navn og skaf mig min Ret ved din Vælde,

54:4  hør, o Gud, min Bøn, lyt til min Munds Ord!

54:5  Thi frække staar op imod mig, Voldsmænd vil tage mit Liv; Gud har de ikke for Øje. — Sela.

54:6  Se, min Hjælper er Gud, Herren støtter min Sjæl!

54:7  Det onde vende sig mod mine Fjender, udryd dem i din Trofasthed! Da vil jeg frivilligt ofre til dig, prise dit Navn, o HERRE, thi det er godt; thi det frier mig ud af al Nød; mit Øje skuer med Fryd mine Fjender!

Chapter 55

55:1  Til Sangmesteren. Med Strengespil. En Maskil af David.

55:2  Lyt, o Gud, til min Bøn, skjul dig ej for min Tryglen,

55:3  laan mig Øre og svar mig, jeg vaander mig i Klage,

55:4  jeg stønner ved Fjendernes Raab og de gudløses Skrig; thi Ulykke vælter de over mig, forfølger mig grumt;

55:5  Hjertet er angst i mit Bryst, Dødens Rædsler er faldet over mig.

55:6  Frygt og Angst falder paa mig, Gru er over mig.

55:7  Jeg siger: Ak, havde jeg Vinger som Duen, da fløj jeg i Ly,

55:8  ja, langt bort vilde jeg fly og blive i Ørkenen. — Sela.

55:9  Da søgte jeg skyndsomt Tilflugt for rivende Storm og Uvejr.

55:10  Herre, forvir og split deres Tungemaal! Thi Vold og Ufred ser jeg i Byen;

55:11  de gaar Rundgang Dag og Nat paa dens Mure;

55:12  Ulykke, Kvide og Vanheld raader derinde, Voldsfærd og Svig viger aldrig bort fra dens Torve.

55:13  Det var ikke en Fjende, som haaned mig — det kunde bæres; min Uven ydmyged mig ej — ham kunde jeg undgaa;

55:14  men du, en Mand af min Stand, en Ven og fortrolig,

55:15  og det skønt vi delte Samværets Sødme, vandred endrægtelig i Guds Hus.

55:16  Over dem komme Død, lad dem levende synke i Dødsriget! Thi der er Ondskab i deres Bolig, i deres Indre!

55:17  Jeg, jeg raaber til Gud, og HERREN vil frelse mig.

55:18  Jeg klager og stønner ved Kvæld, ved Gry og ved Middag; min Røst vil han høre

55:19  og udfri min Sjæl i Fred, saa de ikke kan komme mig nær; thi mange er de imod mig.

55:20  Gud, som troner fra Fortids Dage, vil høre og ydmyge dem. — Sela. Thi der er ingen Forandring hos dem, og de frygter ikke for Gud.

55:21  Paa Venner lagde han Haand og brød sin Pagt.

55:22  Glattere end Smør er hans Mund, men Hjertet vil Krig, blødere end Olie hans Ord, skønt dragne Sværd.

55:23  Kast din Byrde paa HERREN, saa sørger han for dig, den retfærdige lader han ikke i Evighed rokkes. Og du, o Gud, nedstyrt dem i Gravens Dyb! Ej skal blodstænkte, svigefulde Mænd naa Hælvten af deres Dage. Men jeg, jeg stoler paa dig!

Chapter 56

56:1  Til Sangmesteren. Al-jonat-elem-rehokim. Af David. En Miktam, da Filisterne greb ham i Gat.

56:2  Vær mig naadig, Gud, thi Mennesker vil mig til Livs, jeg trænges stadig af Stridsmænd;

56:3  mine Fjender vil mig stadig til Livs, thi mange strider bittert imod mig!

56:4  Naar jeg gribes af Frygt, vil jeg stole paa dig,

56:5  og med Guds Hjælp skal jeg prise hans Ord. Jeg stoler paa Gud, jeg frygter ikke, hvad kan Kød vel gøre mig?

56:6  De oplægger stadig Raad imod mig, alle deres Tanker gaar ud paa ondt.

56:7  De flokker sig sammen, ligger paa Lur, jeg har dem lige i Hælene, de staar mig jo efter Livet.

56:8  Gengæld du dem det onde, stød Folkene ned i Vrede, o Gud!

56:9  Selv har du talt mine Suk, i din Lædersæk har du gemt mine Taarer; de staar jo i din Bog.

56:10  Da skal Fjenderne vige, den Dag jeg kalder; saa meget ved jeg, at Gud er med mig.

56:11  Med Guds Hjælp skal jeg prise hans Ord, med HERRENS Hjælp skal jeg prise hans Ord.

56:12  Jeg stoler paa Gud, jeg frygter ikke, hvad kan et Menneske gøre mig?

56:13  Jeg har Løfter til dig at indfri, o Gud, med Takofre vil jeg betale dig. Thi fra Døden frier du min Sjæl, ja min Fod fra Fald, at jeg kan vandre for Guds Aasyn i Livets Lys.

Chapter 57

57:1  Til Sangmesteren. Al-tasjhet. Af David. En Miktam, da han flygtede ind i Hulen for Saul.

57:2  Vær mig naadig, Gud, vær mig naadig, thi hos dig har min Sjæl søgt Ly; i dine Vingers Skygge søger jeg Ly, til Ulykken er drevet over.

57:3  Gud, den Højeste, paakalder jeg, den Gud, der gør vel imod mig;

57:4  han sender mig Hjælp fra Himlen og frelser min Sjæl fra dem, som vil mig til Livs. Gud sender sin Naade og Trofasthed.

57:5  Jeg maa ligge midt iblandt Løver, bo mellem Folk, der spyr Ild, hvis Tænder er Spyd og Pile, hvis Tunge er hvas som et Sværd.

57:6  Løft dig, o Gud, over Himlen, din Herlighed være over al Jorden!

57:7  Et Net har de udspændt for mine Skridt, deres egen Fod skal hildes deri; en Grav har de gravet foran mig, selv skal de falde deri. — Sela.

57:8  Mit Hjerte er trøstigt, Gud, mit Hjerte er trøstigt; jeg vil synge og lovprise dig,

57:9  vaagn op, min Ære! Harpe og Citer vaagn op, jeg vil vække Morgenrøden.

57:10  Jeg vil takke dig, Herre, blandt Folkeslag, prise dig blandt Folkefærd;

57:11  thi din Miskundhed naar til Himlen, din Sandhed til Skyerne. Løft dig, o Gud, over Himlen, din Herlighed være over al Jorden!

Chapter 58

58:1  Til Sangmesteren. Al-tasjhet. Af David. En Miktam.

58:2  Er det virkelig Ret, I taler, I Guder, dømmer I Menneskens Børn retfærdigt?

58:3  Nej, alle øver I Uret paa Jord, eders Hænder udvejer Vold.

58:4  Fra Moders Liv vanslægted de gudløse, fra Moders Skød for Løgnerne vild.

58:5  Gift har de i sig som Slangen, den stumme Øgle, der døver sit Øre

58:6  og ikke vil høre paa Tæmmerens Røst, paa den kyndige Slangebesværger.

58:7  Gud, bryd Tænderne i deres Mund, Ungløvernes Kindtænder knuse du, HERRE;

58:8  lad dem svinde som Vand, der synker, visne som nedtrampet Græs.

58:9  Lad dem blive som Sneglen, opløst i Slim som et ufuldbaarent Foster, der aldrig saa Sol.

58:10  Før eders Gryder mærker til Tjørnen, ja, midt i deres Livskraft river han dem bort i sin Vrede.

58:11  Den retfærdige glæder sig, naar han ser Hævn, hans Fødder skal vade i gudløses Blod; Og Folk skal sige: »Den retfærdige faar dog sin Løn, der er dog Guder, som dømmer paa Jord!«

Chapter 59

59:1  Til Sangmesteren. Al-tasjhet. Af David. En Miktam, da Saul udsendte Folk, som skulle vogte Huset for at dræbe ham.

59:2  Fri mig fra mine Fjender, min Gud, bjærg mig fra dem, der rejser sig mod mig;

59:3  fri mig fra Udaadsmænd, frels mig fra blodstænkte Mænd!

59:4  Thi se, de lurer efter min Sjæl, stærke Mænd stimler sammen imod mig, uden at jeg har Skyld eller Brøde.

59:5  Uden at jeg har forbrudt mig, HERRE, stormer de frem og stiller sig op. Vaagn op og kom mig i Møde, se til!

59:6  Du er jo HERREN, Hærskarers Gud, Israels Gud. Vaagn op og hjemsøg alle Folkene, skaan ej een af de troløse Niddinger! — Sela.

59:7  Ved Aften kommer de tilbage, hyler som Hunde og stryger gennem Byen!

59:8  Se, deres Mund løber over, paa deres Læber er Sværd, thi: »Hvem skulde høre det?«

59:9  Men du, o HERRE, du ler ad dem, du spotter alle Folk,

59:10  dig vil jeg lovsynge, du, min Styrke, thi Gud er mit Værn;

59:11  med Naade kommer min Gud mig i Møde, Gud lader mig se mine Fjender med Fryd!

59:12  Slaa dem ikke ihjel, at ikke mit Folk skal glemme, gør dem hjemløse med din Vælde og styrt dem,

59:13  giv dem hen, o Herre, i Mundens Synd, i Læbernes Ord, og lad dem hildes i deres Hovmod for de Eder og Løgne, de siger;

59:14  udryd dem i Vrede, gør Ende paa dem, saa man kan kende til Jordens Ender, at Gud er Hersker i Jakob! — Sela.

59:15  Ved Aften kommer de tilbage, hyler som Hunde og stryger gennem Byen,

59:16  vanker rundt efter Føde og knurrer, naar de ikke mættes.

59:17  Men jeg, jeg vil synge om din Styrke, juble hver Morgen over din Naade; thi du blev mig et Værn, en Tilflugt paa Nødens Dag. Dig vil jeg lovsynge, du, min Styrke, thi Gud er mit Værn, min naadige Gud.

Chapter 60

60:1  Til Sangmesteren. Al-sjusjan-edut. En Miktam af David til Indøvelse,

60:2  dengang han kæmpede med Aram-Naharajim og Aram-Zoba, og Joab vendte tilbage og slog Edomiterne i Saltdalen, 12 000 Mand.

60:3  Gud, du har stødt os fra dig, nedbrudt os, du vrededes — vend dig til os igen;

60:4  du lod Landet skælve, slaa Revner, læg nu dets Brist, thi det vakler!

60:5  Du lod dit Folk friste ondt, iskænked os døvende Vin.

60:6  Dem, der frygter dig, gav du et Banner, hvorhen de kan fly for Buen. — Sela.

60:7  Til Frelse for dine elskede hjælp med din højre, bønhør os!

60:8  Gud talede i sin Helligdom: »Jeg vil udskifte Sikem med Jubel, udmaale Sukkots Dal;

60:9  mit er Gilead, mit er Manasse, Efraim er mit Hoveds Værn, Juda min Herskerstav,

60:10  Moab min Vaskeskaal, paa Edom kaster jeg min Sko, over Filisterland jubler jeg.«

60:11  Hvo bringer mig hen til den faste Stad, hvo leder mig hen til Edom?

60:12  Har du ikke, Gud, stødt os fra dig? Du ledsager ej vore Hære. Giv os dog Hjælp mod Fjenden! Blændværk er Menneskers Støtte. Med Gud skal vi øve vældige Ting, vore Fjender træder han ned!

Chapter 61

61:1  Til Sangmesteren. Til Strengespil. Af David.

61:2  Hør, o Gud, paa mit Raab og lyt til min Bøn!

61:3  Fra Jordens Ende raaber jeg til dig. Naar mit Hjerte vansmægter, løft mig da op paa en Klippe,

61:4  led mig, thi du er min Tilflugt, et mægtigt Taarn til Værn imod Fjenden.

61:5  Lad mig evigt bo som Gæst i dit Telt, finde Tilflugt i dine Vingers Skjul! — Sela.

61:6  Ja du, o Gud, har hørt mine Løfter, opfyldt deres Ønsker, der frygter dit Navn.

61:7  Til Kongens Dage lægger du Dage, hans Aar skal være fra Slægt til Slægt.

61:8  Han skal trone evigt for Guds Aasyn; send Naade og Sandhed til at bevare ham! Da vil jeg evigt love dit Navn og saaledes Dag efter Dag indfri mine Løfter.

Chapter 62

62:1  Til Sangmesteren. Til Jedutun. En Salme af David.

62:2  Min Sjæl er Stille for Gud alene, min Frelse kommer fra ham;

62:3  ja, han er min Klippe, min Frelse, mit Værn, jeg skal ikke rokkes meget.

62:4  Hvor længe stormer I løs paa en Mand, — alle slaar I ham ned — som paa en hældende Væg, en faldende Mur?

62:5  Ja, de oplægger Raad om at styrte ham fra hans Højhed. De elsker Løgn, velsigner med Munden, men forbander i deres Indre. — Sela.

62:6  Vær stille hos Gud alene, min Sjæl, thi fra ham kommer mit Haab;

62:7  ja, han er min Klippe, min Frelse, mit Værn, jeg skal ikke rokkes.

62:8  Hos Gud er min Hjælp og min Ære, min stærke Klippe, min Tilflugt har jeg i Gud;

62:9  stol paa ham, al Folkets Forsamling, udøs for ham eders Hjerte, Gud er vor Tilflugt. — Sela.

62:10  Kun Tomhed er Mennesker, Mænd en Løgn, paa Vægtskaalen vipper de op, de er Tomhed til Hobe.

62:11  Forlad eder ikke paa Vold, lad jer ikke blænde af Ran; om Rigdommen vokser, agt ikke derpaa!

62:12  Een Gang talede Gud, to Gange hørte jeg det: at Magten er Guds, Og Miskundhed er hos dig, o Herre. Thi enhver gengælder du efter hans Gerning.

Chapter 63

63:1  En Salme af David, da han var i Judas Ørken.

63:2  Gud, du er min Gud, dig søger jeg, efter dig tørster min Sjæl, efter dig længes mit Kød i et tørt, vansmægtende, vandløst Land

63:3  (saaledes var det, jeg saa dig i Helligdommen) for at skue din Vælde og Ære;

63:4  thi din Naade er bedre end Liv, mine Læber skal synge din Pris.

63:5  Da vil jeg love dig hele mit Liv, opløfte Hænderne i dit Navn,

63:6  Som med fede Retter mættes min Sjæl, med jublende Læber priser min Mund dig,

63:7  naar jeg kommer dig i Hu paa mit Leje, i Nattevagterne tænker paa dig;

63:8  thi du er blevet min Hjælp, og jeg jubler i dine Vingers Skygge.

63:9  Dig klynger min Sjæl sig til, din højre holder mig fast.

63:10  Forgæves staar de mig efter Livet, i Jordens Dyb skal de synke,

63:11  gives i Sværdets Vold og vorde Sjakalers Bytte. Men Kongen glædes i Gud; enhver, der sværger ved ham, skal juble, thi Løgnernes Mund skal lukkes.

Chapter 64

64:1  Til Sangmesteren. En Salme af David.

64:2  Hør, o Gud, min Røst, naar jeg klager, skærm mit Liv mod den rædsomme Fjende;

64:3  skjul mig for Ugerningsmændenes Raad, for Udaadsmændenes travle Hob,

64:4  der hvæsser Tungen som Sværd, lægger giftige Ord paa Buen

64:5  for i Løn at ramme den skyldfri, ramme ham brat og uset.

64:6  Ihærdigt lægger de onde Raad, skryder af, at de lægger Snarer, siger: »Hvem skulde se os?«

64:7  De udtænker onde Gerninger, fuldfører en gennemtænkt Tanke — og Menneskets Indre og Hjerte er dybt.

64:8  Da rammer Gud dem med en Pil, af Slaget rammes de brat;

64:9  han styrter dem for deres Tunges Skyld. Enhver, som ser dem, ryster paa Hovedet;

64:10  alle Mennesker frygter, forkynder, hvad Gud har gjort, og fatter hans Hænders Gerning; de retfærdige glædes i HERREN og lider paa ham, de oprigtige af Hjertet jubler til Hobe!

Chapter 65

65:1  Til Sangmesteren. En Salme af David. En Sang.

65:2  Lovsang tilkommer dig paa Zion, o Gud, dig indfrier man Løfter, du, som hører Bønner;

65:3  alt Kød kommer til dig, naar Brøden tynger.

65:4  Vore Overtrædelser blev os for svare, du tilgiver dem.

65:5  Salig den, du udvælger, lader bo i dine Forgaarde! Vi mættes af dit Huses Rigdom, dit Tempels Hellighed.

65:6  Du svarer os underfuldt i Retfærd, vor Frelses Gud, du Tilflugt for den vide Jord, for fjerne Strande,

65:7  du, som grundfæster Bjerge med Vælde, omgjordet med Kraft,

65:8  du, som dæmper Havenes Brusen, deres Bølgers Brusen og Folkefærds Larm,

65:9  saa Folk ved Verdens Ende gruer for dine Tegn; hvor Morgen og Aften oprinder, bringer du Jubel.

65:10  Du saa til Landet, vanded det, gjorde det saare rigt, Guds Bæk er fuld af Vand, du bereder dets Korn,

65:11  du vander dets Furer, jævner knoldene, bløder det med Regn, velsigner dets Sæd.

65:12  Med din Herlighed kroner du Aaret, dine Vognspor flyder af Fedme;

65:13  de øde Græsgange flyder, med Jubel omgjordes Højene; Engene klædes med Faar, Dalene hylles i Korn, i Jubel bryder de ud og synger!

Chapter 66

66:1  Til Sangmesteren. En Sang. En Salme. Bryd ud i Jubel for Gud, al Jorden,

66:2  lovsyng hans Navns Ære, syng ham en herlig Lovsang,

66:3  sig til Gud: »Hvor forfærdelige er dine Gerninger! For din vældige Styrkes Skyld logrer Fjenderne for dig,

66:4  al Jorden tilbeder dig, de lovsynger dig, lovsynger dit Navn.« — Sela.

66:5  Kom hid og se, hvad Gud har gjort, i sit Virke en Rædsel for Menneskenes Børn.

66:6  Han forvandlede Hav til Land, de vandred til Fods over Strømmen; lad os fryde os højlig i ham.

66:7  Han hersker med Vælde for evigt, paa Folkene vogter hans Øjne, ej kan genstridige gøre sig store. — Sela.

66:8  I Folkeslag, lov vor Gud, lad lyde hans Lovsangs Toner,

66:9  han, som har holdt vor Sjæl i Live og ej lod vor Fod glide ud!

66:10  Thi du ransaged os, o Gud, rensede os, som man renser Sølv;

66:11  i Fængsel bragte du os, lagde Tynge paa vore Lænder,

66:12  lod Mennesker skride hen over vort Hoved, vi kom gennem Ild og Vand; men du førte os ud og bragte os Lindring!

66:13  Med Brændofre vil jeg gaa ind i dit Hus og indfri dig mine Løfter,

66:14  dem, mine Læber fremførte, min Mund udtalte i Nøden.

66:15  Jeg bringer dig Ofre af Fedekvæg sammen med Vædres Offerduft, jeg ofrer Okser tillige med Bukke. — Sela.

66:16  Kom og hør og lad mig fortælle jer alle, som frygter Gud, hvad han har gjort for min Sjæl!

66:17  Jeg raabte til ham med min Mund og priste ham med min Tunge.

66:18  Havde jeg tænkt paa ondt i mit Hjerte, da havde Herren ej hørt;

66:19  visselig, Gud har hørt, han lytted til min bedende Røst.

66:20  Lovet være Gud, som ikke har afvist min Bøn eller taget sin Miskundhed fra mig!

Chapter 67

67:1  Til Sangmesteren. Med Strengespil. En Salme. En Sang.

67:2  Gud være os naadig og velsigne os, han lade sit Ansigt lyse over os, — Sela —

67:3  for at din Vej maa kendes paa Jorden, din Frelse blandt alle Folk.

67:4  Folkeslag skal takke dig, Gud, alle Folkeslag takke dig;

67:5  Folkefærd skal glædes og juble, thi med Retfærd dømmer du Folkeslag, leder Folkefærd paa Jorden. — Sela.

67:6  Folkeslag skal takke dig, Gud, alle Folkeslag takke dig!

67:7  Landet har givet sin Grøde, Gud, vor Gud, velsigne os, Gud velsigne os, saa den vide Jord maa frygte ham!

Chapter 68

68:1  Til Sangmesteren. Af David. En Salme. En Sang.

68:2  Naar Gud staar op, da splittes hans Fjender, hans Avindsmænd flyr for hans Aasyn,

68:3  som Røg henvejres, saa henvejres de; som Voks, der smelter for Ild, gaar gudløse til Grunde for Guds Aasyn.

68:4  Men retfærdige frydes og jubler med Glæde og Fryd for Guds Aasyn.

68:5  Syng for Gud, lovsyng hans Navn, hyld ham, der farer frem gennem Ørknerne! HERREN er hans Navn, jubler for hans Aasyn,

68:6  faderløses Fader, Enkers Værge, Gud i hans hellige Bolig,

68:7  Gud, som bringer ensomme hjem, fører Fanger ud til Lykke; men genstridige bor i tørre Egne.

68:8  Da du drog ud, o Gud, i Spidsen for dit Folk, skred frem gennem Ørkenen, — Sela — da rystede Jorden,

68:9  ja, Himlen dryppede for Guds Aasyn, for Guds Aasyn, Israels Guds.

68:10  Regn i Strømme lod du falde, o Gud, din vansmægtende Arvelod styrkede du;

68:11  din Skare tog Bolig der, for de arme sørged du, Gud, i din Godhed.

68:12  Ord lægger Herren de Kvinder i Munden, som bringer Glædesbud, en talrig Hær:

68:13  »Hærenes Konger flyr, de flyr, Husets Frue uddeler Bytte.

68:14  Vil I da blive imellem Foldene? Duens Vinger dækkes af Sølv, dens Fjedre af gulgrønt Guld.

68:15  Da den Almægtige splittede Kongerne der, faldt der Sne paa Zalmon.«

68:16  Et Gudsbjerg er Basans Bjerg, et Bjerg med spidse Tinder er Basans Bjerg;

68:17  Hvi skæver I Bjerge med spidse Tinder til Bjerget, Gud ønsked til Bolig, hvor HERREN ogsaa vil bo for evigt?

68:18  Titusinder er Guds Vogne, tusinde Gange tusinde, HERREN kom fra Sinaj til Helligdommen.

68:19  Du steg op til det høje, du bortførte Fanger, Gaver tog du blandt Mennesker, ogsaa iblandt de genstridige, at du maatte bo der, HERRE, o Gud.

68:20  Lovet være Herren! Fra Dag til Dag bærer han vore Byrder; Gud er vor Frelse. — Sela.

68:21  En Gud til Frelse er Gud for os, hos den Herre HERREN er Udgange fra Døden.

68:22  Men Fjendernes Hoveder knuser Gud, den gudløses Isse, der vandrer i sine Synder.

68:23  Herren har sagt: »Jeg henter dem hjem fra Basan, henter dem hjem fra Havets Dyb,

68:24  at din Fod maa vade i Blod, dine Hundes Tunger faa del i Fjenderne.«

68:25  Se paa Guds Højtidstog, min Guds, min Konges Højtidstog ind i Helligdommen!

68:26  Sangerne forrest, saa de, der spiller, i Midten unge Piger med Pauker:

68:27  »Lover Gud i Festforsamlinger, Herren, I af Israels Kilde!«

68:28  Der er liden Benjamin forrest, Judas Fyrster i Flok, Zebulons Fyrster, Naftalis Fyrster.

68:29  Opbyd, o Gud, din Styrke, styrk, hvad du gjorde for os, o Gud!

68:30  For dit Tempels Skyld skal Konger bringe dig Gaver i Jerusalem.

68:31  Tru ad Dyret i Sivet, Tyreflokken, Folkeslags Herrer, saa de hylder dig med deres Sølvstykker. Adsplit Folkeslag, der elsker Strid!

68:32  De kommer med Olie fra Ægypten, Ætioperne iler til Gud med fulde Hænder.

68:33  I Jordens Riger, syng for Gud, lovsyng HERREN;

68:34  hyld ham, der farer frem paa Himlenes Himle, de gamle! Se, han løfter sin Røst, en vældig Røst.

68:35  Giv Gud Ære! Over Israel er hans Højhed, Hans Vælde i Skyerne, frygtelig er Gud i sin Helligdom, Israels Gud; han giver Folket Styrke og Kraft. Lovet være Gud!

Chapter 69

69:1  Til Sangmesteren. Til Liljerne. Af David.

69:2  Frels mig Gud, thi Vandene naar mig til Sjælen,

69:3  jeg er sunket i bundløst Dynd, hvor der intet Fodfæste er, kommet i Vandenes Dyb, og Strømmen gaar over mig;

69:4  træt har jeg skreget mig, Struben brænder, mit Øje er mat af at bie paa min Gud;

69:5  flere end mit Hoveds Haar er de, der hader mig uden Grund, mange er de, som vil mig til Livs, uden Skel er mig fjendske; hvad jeg ikke har ranet, skal jeg dog erstatte!

69:6  Gud, du kender min Daarskab, min Skyld er ej skjult for dig.

69:7  Lad mig ej bringe Skam over dem, som bier paa dig, o Herre, Hærskarers HERRE, lad mig ej bringe Skændsel over dem, der søger dig, Israels Gud!

69:8  Thi for din Skyld bærer jeg Spot, mit Aasyn dækkes af Skændsel;

69:9  fremmed er jeg for mine Brødre, en Udlænding for min Moders Sønner.

69:10  Thi Nidkærhed for dit Hus har fortæret mig, Spotten mod dig er faldet paa mig;

69:11  jeg spæged min Sjæl med Faste, og det blev mig til Spot;

69:12  i Sæk har jeg klædt mig, jeg blev dem et Mundheld.

69:13  De, der sidder i Porten, taler om mig, ved Drikkelagene synger de om mig.

69:14  Men jeg beder, HERRE, til dig i Naadens Tid, o Gud, i din store Miskundhed svare du mig!

69:15  Frels mig med din trofaste Hjælp fra Dyndet, at jeg ikke skal synke; red mig fra dem, der hader mig, fra Vandenes Dyb,

69:16  lad Strømmen ikke gaa over mig; lad Dybet ikke sluge mig eller Brønden lukke sig over mig.

69:17  Svar mig, HERRE, thi god er din Naade, vend dig til mig efter din store Barmhjertighed;

69:18  dit Aasyn skjule du ej for din Tjener, thi jeg er i Vaade, skynd dig og svar mig;

69:19  kom til min Sjæl og løs den, fri mig for mine Fjenders Skyld!

69:20  Du ved, hvorledes jeg smædes og bærer Skam og Skændsel; du har Rede paa alle mine Fjender.

69:21  Spot har ulægeligt knust mit Hjerte; jeg bied forgæves paa Medynk, paa Trøstere uden at finde;

69:22  de gav mig Malurt at spise og slukked min Tørst med Eddike.

69:23  Lad Bordet foran dem blive en Snare, deres Takofre blive en Fælde;

69:24  lad Øjnene slukkes, saa Synet svigter, lad Lænderne altid vakle!

69:25  Din Vrede udøse du over dem, din glødende Harme naa dem;

69:26  deres Teltlejr blive et Øde, og ingen bo i deres Telte!

69:27  Thi de forfølger den, du slog, og øger Smerten for dem, du saared.

69:28  Tilregn dem hver eneste Brøde, lad dem ikke faa Del i din Retfærd;

69:29  lad dem slettes af Livets Bog, ej optegnes blandt de retfærdige!

69:30  Men mig, som er arm og lidende, bjærge din Frelse, o Gud!

69:31  Jeg vil prise Guds Navn med Sang og ophøje ham med Tak;

69:32  det er mer for HERREN end Okser, end Tyre med Horn og Klove!

69:33  Naar de ydmyge ser det, glæder de sig; I, som søger Gud, eders Hjerte oplives!

69:34  Thi HERREN laaner de fattige Øre, han agter ej fangne Venner ringe.

69:35  Himmel og Jord skal prise ham, Havet og alt, hvad der rører sig der;

69:36  thi Gud vil frelse Zion og opbygge Judas Byer; der skal de bo og tage det i Eje; hans Tjeneres Afkom skal arve det, de, der elsker hans Navn, skal bo deri.

Chapter 70

70:1  Til Sangmesteren. Af David. Lehazkir.

70:2  Du værdiges, Gud, at fri mig, Herre, il mig til Hjælp!

70:3  Lad dem beskæmmes og rødme, som vil mig til Livs, og de, der ønsker mig ondt, lad dem vige med Skændsel;

70:4  lad dem stivne af Rædsel ved deres Skam, de, som siger: »Ha, ha!«

70:5  Lad alle, som søger dig, frydes og glædes i dig; lad dem, som elsker din Frelse, bestandig sige: »Gud er stor!« Arm og fattig er jeg, il mig til Hjælp, o Gud! Du er min Hjælp og min Frelser; tøv ej, HERRE!

Chapter 71

71:1  HERRE, jeg lider paa dig, lad mig aldrig i evighed skuffes.

71:2  Frels mig og udfri mig i din Retfærdighed, du bøje dit Øre til mig;

71:3  red mig og vær mig en Tilflugtsklippe, en Klippeborg til min Frelse; thi du er min Klippe og Borg!

71:4  Min Gud, fri mig ud af gudløses Haand, af Niddings og Voldsmands Kløer;

71:5  thi du er mit Haab, o Herre! Fra min Ungdom var HERREN min Tillid;

71:6  fra Moders Skød har jeg støttet mig til dig, min Forsørger var du fra Moders Liv, dig gælder altid min Lovsang.

71:7  For mange staar jeg som mærket af Gud, men du er min stærke Tilflugt;

71:8  min Mund er fuld af din Lovsang, af din Ære Dagen lang.

71:9  Forkast mig ikke i Alderdommens Tid og svigt mig ikke, nu Kraften svinder;

71:10  thi mine Fjender taler om mig, de, der lurer paa min Sjæl, holder Raad:

71:11  »Gud har svigtet ham! Efter ham! Grib ham, thi ingen frelser!«

71:12  Gud, hold dig ikke borte fra mig, il mig til Hjælp, min Gud;

71:13  lad dem blive til Skam og Skændsel, dem, der staar mig imod, lad dem hylles i Spot og Spe, dem, der vil mig ondt!

71:14  Men jeg, jeg vil altid haabe, blive ved at istemme din Pris;

71:15  min Mund skal vidne om din Retfærd, om din Frelse Dagen lang; thi jeg kender ej Ende derpaa.

71:16  Jeg vil minde om den Herre HERRENS Vælde, lovsynge din Retfærd, kun den alene.

71:17  Gud, du har vejledt mig fra min Ungdom af, dine Undere har jeg forkyndt til nu.

71:18  Indtil Alderdommens Tid og de graanende Haar svigte du mig ikke, o Gud. End skal jeg prise din Arm for alle kommende Slægter.

71:19  Din Vælde og din Retfærdighed naar til Himlen, o Gud; du, som øvede store Ting, hvo er din Lige, Gud?

71:20  Du, som lod os skue mangefold Trængsel og Nød, du kalder os atter til Live og drager os atter af Jordens Dyb;

71:21  du vil øge min Storhed og atter trøste mig.

71:22  Til Gengæld vil jeg til Harpespil prise din Trofasthed, min Gud, lege paa Citer for dig, du Israels Hellige;

71:23  juble skal mine Læber — ja, jeg vil lovsynge dig — og min Sjæl, som du udløste;

71:24  ogsaa min Tunge skal Dagen igennem forkynde din Retfærd, thi Skam og Skændsel faar de, som vil mig ilde.

Chapter 72

72:1  Af Salomo. Gud, giv Kongen din ret, Kongesønnen din retfærd,

72:2  saa han dømmer dit Folk med Retfærdighed og dine arme med Ret!

72:3  Da bærer Bjerge og Høje Fred for Folket i Retfærd.

72:4  De arme blandt Folket skaffer han Ret, han bringer de fattige Frelse, og han slaar Voldsmanden ned.

72:5  Han skal leve, saa længe Solen lyser og Maanen skinner, fra Slægt til Slægt.

72:6  Han kommer som Regn paa slagne Enge, som Regnskyl, der væder Jorden;

72:7  i hans Dage blomstrer Retfærd, og dyb Fred raader, til Maanen forgaar.

72:8  Fra Hav til Hav skal han herske, fra Floden til Jordens Ender;

72:9  hans Avindsmænd bøjer Knæ for ham, og hans Fjender slikker Støvet;

72:10  Konger fra Tarsis og fjerne Strande frembærer Gaver, Sabas og Sebas Konger kommer med Skat;

72:11  alle Konger skal bøje sig for ham, alle Folkene være hans Tjenere.

72:12  Thi han skal redde den fattige, der skriger om Hjælp, den arme, der savner en Hjælper,

72:13  ynkes over ringe og fattig og frelse fattiges Sjæle;

72:14  han skal fri deres Sjæle fra Uret og Vold, deres Blod er dyrt i hans Øjne.

72:15  Maatte han leve og Guld fra Saba gives ham! De skal bede for ham bestandig, velsigne ham Dagen igennem.

72:16  Korn skal der være i Overflod i Landet, paa Bjergenes Top; som Libanon skal dets Afgrøde bølge og Folk spire frem af Byen som Jordens Urter.

72:17  Velsignet være hans Navn evindelig, hans Navn skal leve, mens Solen skinner. Ved ham skal man velsigne sig, alle Folk skal prise ham lykkelig!

72:18  Lovet være Gud HERREN, Israels Gud, som ene gør Undergerninger,

72:19  og lovet være hans herlige Navn evindelig; al Jorden skal fyldes af hans Herlighed. Amen, Amen!

72:20  Her ender Davids, Isajs Søns, Bønner.

Chapter 73

73:1  En Salme af Asaf. Visselig, god er Gud mod Israel; mod dem, der er rene af Hjertet!

73:2  Mine Fødder var nær ved at snuble, mine Skridt var lige ved at glide;

73:3  thi over Daarerne græmmed jeg mig, jeg saa, at det gik de gudløse vel;

73:4  thi de kender ikke til Kvaler, deres Livskraft er frisk og sund;

73:5  de kender ikke til menneskelig Nød, de plages ikke som andre.

73:6  Derfor har de Hovmod til Halssmykke, Vold er Kappen, de svøber sig i.

73:7  Deres Brøde udgaar af deres Indre, Hjertets Tanker bryder igennem.

73:8  I det dybe taler de ondt, i det høje fører de Urettens Tale,

73:9  de løfter Munden mod Himlen, Tungen farer om paa Jorden.

73:10  (Derfor vender mit Folk sig hid og drikker Vand i fulde Drag.)

73:11  De siger: »Hvor skulde Gud vel vide det, skulde den Højeste kende dertil?«

73:12  Se, det er de gudløses Kaar, altid i Tryghed, voksende Velstand!

73:13  Forgæves holdt jeg mit Hjerte rent og tvætted mine Hænder i Uskyld,

73:14  jeg plagedes Dagen igennem, blev revset paa ny hver Morgen!

73:15  Men jeg tænkte: »Taler jeg saa, se, da er jeg troløs imod dine Sønners Slægt.«

73:16  Saa grunded jeg paa at forstaa det, møjsommeligt var det i mine Øjne,

73:17  Til jeg kom ind i Guds Helligdomme, skønned, hvordan deres Endeligt bliver:

73:18  Du sætter dem jo paa glatte Steder, i Undergang styrter du dem.

73:19  Hvor brat de dog lægges øde, gaar under, det ender med Rædsel!

73:20  De er som en Drøm, naar man vaagner, man vaagner og regner sit Syn for intet.

73:21  Saa længe mit Hjerte var bittert og det nagede i mine Nyrer,

73:22  var jeg et Dyr og fattede intet, jeg var for dig som Kvæg.

73:23  Dog bliver jeg altid hos dig, du holder mig fast om min højre;

73:24  du leder mig med dit Raad og tager mig siden bort i Herlighed.

73:25  Hvem har jeg i Himlen? Og har jeg blot dig, da attraar jeg intet paa Jorden!

73:26  Lad kun mit Kød og mit Hjerte vansmægte, Gud er mit Hjertes Klippe, min Del for evigt.

73:27  Thi de, der fjerner sig fra dig, gaar under, du udsletter hver, som er dig utro.

73:28  Men at leve Gud nær er min Lykke, min Lid har jeg sat til den Herre HERREN, at jeg kan vidne om alle dine Gerninger.

Chapter 74

74:1  En Maskil af Asaf. Hvorfor har du, Gud, stødt os bort for evigt, hvi ryger din Vrede mod Hjorden, du røgter?

74:2  Kom din Menighed i Hu, som du fordum vandt dig, — du udløste den til din Ejendoms Stamme — Zions Bjerg, hvor du har din Bolig.

74:3  Løft dine Fjed til de evige Tomter: Fjenden lagde alt i Helligdommen øde.

74:4  Dine Fjender brøled i dit Samlingshus, satte deres Tegn som Tegn deri.

74:5  Det saa ud, som naar man løfter Økser i Skovens Tykning.

74:6  Og alt det udskaarne Træværk der! De hugged det sønder med Økse og Hammer.

74:7  Paa din Helligdom satte de Ild, de skændede og nedrev dit Navns Bolig.

74:8  De tænkte: »Til Hobe udrydder vi dem!« De brændte alle Guds Samlingshuse i Landet.

74:9  Vore Tegn, dem ser vi ikke, Profeter findes ej mer; hvor længe, ved ingen af os.

74:10  Hvor længe, o Gud, skal vor Modstander smæde, Fjenden blive ved at haane dit Navn?

74:11  Hvorfor holder du din Haand tilbage og skjuler din højre i Kappens Fold?

74:12  Vor Konge fra fordums Tid er dog Gud, som udførte Frelsens Værk i Landet.

74:13  Du kløvede Havet med Vælde, knuste paa Vandet Dragernes Hoved;

74:14  du søndrede Hovederne paa Livjatan og gav dem som Æde til Ørkenens Dyr;

74:15  Kilde og Bæk lod du vælde frem, du udtørred stedseflydende Strømme;

74:16  din er Dagen, og din er Natten, du grundlagde Lys og Sol,

74:17  du fastsatte alle Grænser paa Jord, du frembragte Sommer og Vinter.

74:18  Kom i Hu, o HERRE, at Fjenden har haanet, et Folk af Daarer har spottet dit Navn!

74:19  Giv ikke Vilddyret din Turteldues Sjæl, glem ikke for evigt dine armes Liv;

74:20  se hen til Pagten, thi fyldte er Landets mørke Steder med Voldsfærds Boliger.

74:21  Lad ej den fortrykte gaa bort med Skam, lad de arme og fattige prise dit Navn!

74:22  Gud, gør dig rede, før din Sag, kom i Hu, hvor du stadig smædes af Daarer,

74:23  lad ej dine Avindsmænds Røst uænset! Ustandseligt lyder dine Fjenders Larm!

Chapter 75

75:1  Til Sangmesteren. Al-tasjhet. En Salme af Asaf. En Sang.

75:2  Vi takker dig, Gud, vi takker dig; de, der paakalder dit Navn, fortæller dine Undere.

75:3  »Selv om jeg udsætter Sagen, dømmer jeg dog med Retfærd;

75:4  vakler end Jorden og alle, som bor derpaa, har jeg dog grundfæstet dens Støtter.« — Sela.

75:5  Til Daarerne siger jeg: »Vær ej Daarer!« og til de gudløse: »Løft ej Hornet,

75:6  løft ikke eders Horn mod Himlen, tal ikke med knejsende Nakke!«

75:7  Thi hverken fra Øst eller Vest kommer Hjælp, ej heller fra Ørk eller Bjerge.

75:8  Nej, den, som dømmer, er Gud, han nedbøjer en, ophøjer en anden.

75:9  Thi i HERRENS Haand er et Bæger med skummende, krydret Vin, han skænker i for een efter een, selv Bærmen drikker de ud; alle Jordens gudløse drikker.

75:10  Men jeg skal juble evindelig, lovsynge Jakobs Gud; alle de gudløses Horn stødes af, de retfærdiges Horn skal knejse!

Chapter 76

76:1  Til Sangmesteren. Med Strengespil. En Salme af Asaf. En Sang.

76:2  Gud er kendt i Juda, hans Navn er stort i Israel,

76:3  i Salem er hans Hytte, hans Bolig er paa Zion.

76:4  Der brød han Buens Lyn, Skjold og Sværd og Krigsværn. — Sela.

76:5  Frygtelig var du, herlig paa de evige Bjerge.

76:6  De tapre gjordes til Bytte, i Dvale sank de, og Kraften svigted alle de stærke Kæmper.

76:7  Jakobs Gud, da du trued, faldt Vogn og Hest i den dybe Søvn.

76:8  Frygtelig er du! Hvo holder Stand mod dig i din Vredes Vælde?

76:9  Fra Himlen fældte du Dom, Jorden grued og tav,

76:10  da Gud stod op til Dom for at frelse hver ydmyg paa Jord. — Sela.

76:11  Thi Folkestammer skal takke dig, de sidste af Stammerne fejre dig.

76:12  Aflæg Løfter og indfri dem for HERREN eders Gud, alle omkring ham skal bringe den Frygtindgydende Gaver. Han kuer Fyrsternes Mod, indgyder Jordens Konger Frygt.

Chapter 77

77:1  Til Sangmesteren. Til Jedutun. Af Asaf. En Salme.

77:2  Jeg raaber højt til Gud, højt til Gud, og han hører mig;

77:3  jeg søger Herren paa Nødens Dag, min Haand er om Natten utrættet udrakt, min Sjæl vil ikke lade sig trøste;

77:4  jeg ihukommer Gud og stønner, jeg sukker, min Aand vansmægter. — Sela.

77:5  Du holder mine Øjne vaagne, jeg er urolig og maalløs.

77:6  Jeg tænker paa fordums Dage, ihukommer længst henrundne Aar;

77:7  jeg gransker om Natten i Hjertet, grunder og ransager min Aand.

77:8  Vil Herren bortstøde for evigt og aldrig mer vise Naade,

77:9  er hans Miskundhed ude for stedse, hans Trofasthed omme for evigt og altid,

77:10  har Gud da glemt at ynkes, lukket sit Hjerte i Vrede? — Sela.

77:11  Jeg sagde: Det er min Smerte, at den Højestes højre er ikke som før.

77:12  Jeg kommer HERRENS Gerninger i Hu, ja kommer dine fordums Undere i Hu.

77:13  Jeg tænker paa al din Gerning og grunder over dine Værker.

77:14  Gud, din Vej var i Hellighed, hvo er en Gud saa stor som Gud!

77:15  Du er en Gud, som gør Undere, du gjorde din Vælde kendt blandt Folkene,

77:16  udøste dit Folk med din Arm, Jakobs og Josefs Sønner. — Sela.

77:17  Vandene saa dig, Gud, Vandene saa dig og vred sig i Angst, ja Dybet tog til at skælve;

77:18  Skyerne udøste Vand, Skyhimlens Stemme gjalded, dine Pile for hid og did;

77:19  din bragende Torden rulled, Lynene oplyste Jorderig, Jorden bæved og skjalv;

77:20  din Vej gik midt gennem Havet, din Sti gennem store Vande, dine Fodspor kendtes ikke. Du førte dit Folk som en Hjord ved Moses's og Arons Haand.

Chapter 78

78:1  En Maskil af Asaf. Lyt, mit Folk, til min Lære, bøj eders Øre til Ord fra min Mund;

78:2  jeg vil aabne min Mund med Billedtale, fremsætte Gaader fra fordums Tid,

78:3  hvad vi har hørt og ved, hvad vore Fædre har sagt os;

78:4  vi dølger det ikke for deres Børn, men melder en kommende Slægt om HERRENS Ære og Vælde og Underne, som han har gjort.

78:5  Han satte et Vidnesbyrd i Jakob, i Israel gav han en Lov, idet han bød vore Fædre at lade deres Børn det vide,

78:6  at en senere Slægt kunde vide det, og Børn, som fødtes siden, staa frem og fortælle deres Børn derom,

78:7  saa de slaar deres Lid til Gud og ikke glemmer Guds Gerninger, men overholder hans Bud,

78:8  ej slægter Fædrene paa, en vanartet, stridig Slægt, hvis Hjerte ikke var fast, hvis Aand var utro mod Gud

78:9  — Efraims Børn var rustede Bueskytter, men svigted paa Stridens Dag —

78:10  Gudspagten holdt de ikke, de nægtede at følge hans Lov;

78:11  hans Gerninger gik dem ad Glemme, de Undere, han lod dem skue.

78:12  Han gjorde Undere for deres Fædre i Ægypten paa Zoans Mark;

78:13  han kløved Havet og førte dem over, lod Vandet staa som en Vold;

78:14  han ledede dem ved Skyen om Dagen, Natten igennem ved Ildens Skær;

78:15  han kløvede Klipper i Ørkenen, lod dem rigeligt drikke som af Strømme,

78:16  han lod Bække rinde af Klippen og Vand strømme ned som Floder.

78:17  Men de blev ved at synde imod ham og vække den Højestes Vrede i Ørkenen;

78:18  de fristede Gud i Hjertet og krævede Mad til at stille Sulten,

78:19  de talte mod Gud og sagde: »Kan Gud dække Bord i en Ørken?

78:20  Se, Klippen slog han, saa Vand flød frem, og Bække vælded ud; mon han ogsaa kan give Brød og skaffe Kød til sit Folk?«

78:21  Det hørte HERREN, blev vred, der tændtes en Ild mod Jakob, ja Vrede kom op mod Israel,

78:22  fordi de ikke troede Gud eller stolede paa hans Frelse.

78:23  Da bød han Skyerne oventil, lod Himlens Døre aabne

78:24  og Manna regne paa dem til Føde, han gav dem Himmelkorn;

78:25  Mennesker spiste Englebrød, han sendte dem Mad at mætte sig med.

78:26  Han rejste Østenvinden paa Himlen, førte Søndenvinden frem ved sin Kraft;

78:27  Kød lod han regne paa dem som Støv og vingede Fugle som Havets Sand,

78:28  lod dem falde midt i sin Lejr, rundt omkring sine Boliger;

78:29  Og de spiste sig overmætte, hvad de ønsked, lod han dem faa.

78:30  Men før deres Attraa var stillet, mens Maden var i deres Mund,

78:31  rejste Guds Vrede sig mod dem; han vog deres kraftige Mænd, fældede Israels Ynglinge.

78:32  Og dog blev de ved at synde og troede ej paa hans Undere.

78:33  Da lod han deres Dage svinde i Tomhed og endte brat deres Aar.

78:34  Naar han vog dem, søgte de ham, vendte om og spurgte om Gud,

78:35  kom i Hu, at Gud var deres Klippe, Gud den Allerhøjeste deres Genløser.

78:36  De hyklede for ham med Munden, løj for ham med deres Tunge;

78:37  deres Hjerter holdt ikke fast ved ham, hans Pagt var de ikke tro.

78:38  Og dog er han barmhjertig, han tilgiver Misgerning, lægger ej øde, hans Vrede lagde sig Gang paa Gang, han lod ikke sin Harme fuldt bryde frem;

78:39  han kom i Hu, de var Kød, et Pust, der svinder og ej vender tilbage.

78:40  Hvor tit stod de ham ikke imod i Ørkenen og voldte ham Sorg i det øde Land!

78:41  De fristede atter Gud, de krænkede Israels Hellige;

78:42  hans Haand kom de ikke i Hu, den Dag han friede dem fra Fjenden,

78:43  da han gjorde sine Tegn i Ægypten, sine Undere paa Zoans Mark,

78:44  forvandled deres Floder til Blod, saa de ej kunde drikke af Strømmene,

78:45  sendte Myg imod dem, som aad dem, og Frøer, som lagde dem øde,

78:46  gav Æderen, hvad de avlede, Græshoppen al deres Høst,

78:47  slog deres Vinstokke ned med Hagl, deres Morbærtræer med Frost,

78:48  prisgav Kvæget for Hagl og deres Hjorde for Lyn.

78:49  Han sendte sin Vredesglød mod dem, Harme, Vrede og Trængsel, en Sendefærd af Ulykkesengle;

78:50  frit Løb gav han sin Vrede, skaaned dem ikke for Døden, gav deres Liv til Pris for Pest;

78:51  alt førstefødt i Ægypten slog han, Mandskraftens Førstegrøde i Kamiternes Telte,

78:52  lod sit Folk bryde op som en Hjord, leded dem som Kvæg i Ørkenen,

78:53  leded dem trygt, uden Frygt, mens Havet lukked sig over deres Fjender;

78:54  han bragte dem til sit hellige Land, de Bjerge, hans højre vandt,

78:55  drev Folkeslag bort foran dem, udskiftede ved Lod deres Land og lod Israels Stammer bo i deres Telte.

78:56  Dog fristed og trodsede de Gud den Allerhøjeste og overholdt ikke hans Vidnesbyrd;

78:57  de faldt fra, var troløse som deres Fædre, svigtede som en slappet Bue,

78:58  de krænked ham med deres Offerhøje, ægged ham med deres Gudebilleder.

78:59  Det hørte Gud og blev vred, følte højlig Lede ved Israel;

78:60  han opgav sin Bolig i Silo, det Telt, hvor han boede blandt Mennesker;

78:61  han gav sin Stolthed i Fangenskab, sin Herlighed i Fjendehaand,

78:62  prisgav sit Folk for Sværdet, blev vred paa sin Arvelod;

78:63  Ild fortæred dets unge Mænd, dets Jomfruer fik ej Bryllupssange,

78:64  dets Præster faldt for Sværdet, dets Enker holdt ikke Klagefest.

78:65  Da vaagned Herren som en, der har sovet, som en Helt, der er døvet af Vin;

78:66  han slog sine Fjender paa Ryggen, gjorde dem evigt til Skamme.

78:67  Men han fik Lede ved Josefs Telt, Efraims Stamme udvalgte han ikke;

78:68  han udvalgte Judas Stamme, Zions Bjerg, som han elsker;

78:69  han bygged sit Tempel himmelhøjt, grundfæsted det evigt som Jorden.

78:70  Han udvalgte David, sin Tjener, og tog ham fra Faarenes Folde,

78:71  hentede ham fra de diende Dyr til at vogte Jakob, hans Folk, Israel, hans Arvelod;

78:72  han vogtede dem med oprigtigt Hjerte, ledede dem med kyndig Haand.

Chapter 79

79:1  En Salme af Asaf. Hedninger er trængt ind i din arvelod, Gud, de har besmittet dit hellige Tempel og gjort Jerusalem til en Stenhob;

79:2  de har givet Himlens Fugle dine Tjeneres Lig til Æde, Jordens vilde Dyr dine frommes Kød;

79:3  deres Blod har de udøst som Vand omkring Jerusalem, ingen jorder dem;

79:4  vore Naboer er vi til Haan, vore Grander til Spot og Spe.

79:5  Hvor længe vredes du, HERRE — for evigt? hvor længe skal din Nidkærhed lue som Ild?

79:6  Udøs din Vrede paa Folk, der ikke kender dig, paa Riger, som ikke paakalder dit Navn;

79:7  thi de har opædt Jakob og lagt hans Bolig øde.

79:8  Tilregn os ikke Fædrenes Brøde, lad din Barmhjertighed komme os snarlig i Møde, thi vi er saare ringe,

79:9  Hjælp os, vor Frelses Gud, for dit Navns Æres Skyld, fri os, forlad vore Synder for dit Navns Skyld!

79:10  Hvorfor skal Hedninger sige: »Hvor er deres Gud?« Lad dine Tjeneres udgydte Blod blive hævnet paa Hedningerne for vore Øjne!

79:11  Lad de fangnes Suk naa hen for dit Aasyn, udløs Dødens Børn efter din Arms Vælde,

79:12  lad syvfold Gengæld ramme vore Naboer for Haanen, de viser dig, Herre!

79:13  Men vi, dit Folk og den Hjord, du røgter, vi vil evindelig takke dig, forkynde din Pris fra Slægt til Slægt!

Chapter 80

80:1  Til Sangmesteren. El-sjosjannim-edut. Af Asaf. En Salme.

80:2  Lyt til, du Israels Hyrde, der ledede Josef som en Hjord, træd frem i Glans, du, som troner paa Keruber,

80:3  for Efraims, Benjamins og Manasses Øjne; opbyd atter din Vælde og kom til vor Frelse!

80:4  Hærskarers Gud, bring os atter paa Fode, lad dit Ansigt lyse, at vi maa frelses!

80:5  HERRE, Hærskarers Gud, hvor længe vredes du trods din Tjeners Bøn?

80:6  Du har givet os Taarebrød at spise, Taarer at drikke i bredfuldt Maal.

80:7  Du har gjort os til Stridsemne for vore Naboer, vore Fjender haaner os.

80:8  Hærskarers Gud, bring os atter paa Fode, lad dit Ansigt lyse, at vi maa frelses!

80:9  Du rykked en Vinstok op i Ægypten, drev Folkeslag bort og plantede den;

80:10  du rydded og skaffed den Plads, den slog Rod og fyldte Landet;

80:11  Bjergene skjultes af dens Skygge, Guds Cedre af dens Ranker;

80:12  den bredte sine Skud til Havet og sine Kviste til Floden.

80:13  Hvorfor har du nedbrudt dens Hegn, saa alle vejfarende plukker deraf?

80:14  Skovens Vildsvin gnaver deri, Dyrene paa Marken æder den op!

80:15  Hærskarers Gud, vend tilbage, sku ned fra Himlen og se! Drag Omsorg for denne Vinstok,

80:16  for Skuddet, din højre planted!

80:17  Lad dem, der sved den og hugged den sønder, gaa til for dit Aasyns Trusel!

80:18  Lad din Haand være over din højres Mand, det Menneskebarn, du opfostred dig!

80:19  Da viger vi ikke fra dig, hold os i Live, saa paakalder vi dit Navn! HERRE, Hærskarers Gud, bring os atter paa Fode, lad dit Ansigt lyse, at vi maa frelses!

Chapter 81

81:1  Til Sangmesteren. Al-haggittit. Af Asaf.

81:2  Jubler for Gud, vor Styrke, raab af fryd for Jakobs Gud,

81:3  istem Lovsang, lad Pauken lyde, den liflige Citer og Harpen;

81:4  stød i Hornet paa Nymaanedagen, ved Fuldmaaneskin paa vor Højtidsdag!

81:5  Thi det er Lov i Israel, et Bud fra Jakobs Gud;

81:6  han gjorde det til en Vedtægt i Josef, da han drog ud fra Ægypten, hvor han hørte et Sprog, han ikke kendte.

81:7  »Jeg fried hans Skulder for Byrden, hans Hænder slap fri for Kurven.

81:8  I Nøden raabte du, og jeg frelste dig, jeg svarede dig i Tordenens Skjul, jeg prøvede dig ved Meribas Vande. — Sela.

81:9  Hør, mit Folk, jeg vil vidne for dig, Israel, ak, om du hørte mig!

81:10  En fremmed Gud maa ej findes hos dig, tilbed ikke andres Gud!

81:11  Jeg, HERREN, jeg er din Gud, som førte dig op fra Ægypten; luk din Mund vidt op, og jeg vil fylde den!

81:12  Men mit Folk vilde ikke høre min Røst, Israel lød mig ikke.

81:13  Da lod jeg dem fare i deres Stivsind, de vandrede efter deres egne Raad.

81:14  Ak, vilde mit Folk dog høre mig, Israel gaa mine Veje!

81:15  Da kued jeg snart deres Fjender, vendte min Haand mod deres Uvenner!

81:16  Deres Avindsmænd skulde falde og gaa til Grunde for evigt; jeg nærede dig med Hvedens Fedme, mættede dig med Honning fra Klippen!«

Chapter 82

82:1  En Salme af Asaf. Gud staar frem i Guders Forsamling, midt iblandt Guder holder han Dom:

82:2  »Hvor længe vil I dømme uredeligt og holde med de gudløse? — Sela.

82:3  Skaf de ringe og faderløse Ret, kend de arme og nødstedte fri;

82:4  red de ringe og fattige, fri dem ud af de gudløses Haand!

82:5  Dog, de kender intet, sanser intet, i Mørke vandrer de om, alle Jordens Grundvolde vakler.

82:6  Jeg har sagt, at I er Guder, I er alle den Højestes Sønner;

82:7  dog skal I dø som Mennesker, styrte som en af Fyrsterne!«

82:8  Rejs dig, o Gud, døm Jorden, thi alle Folkene faar du til Arv!

Chapter 83

83:1  En Sang. En Salme af Asaf.

83:2  Und dig, o Gud, ikke Ro, vær ej tavs, vær ej stille, o Gud!

83:3  Thi se, dine Fjender larmer, dine Avindsmænd løfter Hovedet,

83:4  oplægger lumske Raad mod dit Folk, holder Raad imod dem, du værner:

83:5  »Kom, lad os slette dem ud af Folkenes Tal, ej mer skal man ihukomme Israels Navn!«

83:6  Ja, de raadslaar i Fællig og slutter Pagt imod dig,

83:7  Edoms Telte og Ismaeliterne, Moab sammen med Hagriterne,

83:8  Gebal, Ammon, Amalek, Filisterland med Tyrus's Borgere;

83:9  ogsaa Assur har sluttet sig til dem, Lots Sønner blev de en Arm. — Sela.

83:10  Gør med dem som med Midjan, som med Sisera og Jabin ved Kisjons Bæk,

83:11  der gik til Grunde ved En-Dor og blev til Gødning paa Marken!

83:12  Deres Høvdinger gaa det som Oreb og Ze'eb, alle deres Fyrster som Zeba og Zalmunna,

83:13  fordi de siger: »Guds Vange tager vi til os som Eje.«

83:14  Min Gud, lad dem blive som hvirvlende Løv, som Straa, der flyver for Vinden.

83:15  Ligesom Ild fortærer Krat og Luen afsvider Bjerge,

83:16  saa forfølge du dem med din Storm, forfærde du dem med din Hvirvelvind;

83:17  fyld deres Aasyn med Skam, saa de søger dit Navn, o HERRE;

83:18  lad dem blues, forfærdes for stedse, beskæmmes og gaa til Grunde Og kende, at du, hvis Navn er HERREN, er ene den Højeste over al Jorden!

Chapter 84

84:1  Til Sangmesteren. Al-haggittit. Af Koras Sønner. En Salme.

84:2  Hvor elskelige er dine Boliger, Hærskarers HERRE!

84:3  Af Længsel efter HERRENS Forgaarde vansmægted min Sjæl, nu jubler mit Hjerte og Kød for den levende Gud!

84:4  Ja, Spurven fandt sig et Hjem og Svalen en Rede, hvor den har sine Unger — dine Altre, Hærskarers HERRE, min Konge og Gud!

84:5  Salige de, der bor i dit Hus, end skal de love dig. — Sela.

84:6  Salig den, hvis Styrke er i dig, naar hans Hu staar til Højtidsrejser!

84:7  Naar de gaar gennem Bakadalen, gør de den til Kildevang, og Tidligregnen hyller den i Velsignelser.

84:8  Fra Kraft til Kraft gaar de frem, de stedes for Gud paa Zion.

84:9  Hør min Bøn, o HERRE, Hærskarers Gud, Lyt til, du Jakobs Gud! — Sela.

84:10  Gud, vort Skjold, se til og vend dit Blik til din Salvedes Aasyn!

84:11  Thi bedre een Dag i din Forgaard end tusinde ellers, hellere ligge ved min Guds Hus's Tærskel end dvæle i Gudløsheds Telte.

84:12  Thi Gud HERREN er Sol og Skjold, HERREN giver Naade og Ære; dem, der vandrer i Uskyld, nægter han intet godt. Hærskarers HERRE, salig er den, der stoler paa dig!

Chapter 85

85:1  Til Sangmesteren. Af Koras Sønner. En Salme.

85:2  Du var naadig, HERRE, imod dit Land, du vendte Jakobs Skæbne,

85:3  tog Skylden bort fra dit Folk og skjulte al deres Synd. — Sela.

85:4  Du lod al din Vrede fare, tvang din glødende Harme.

85:5  Vend tilbage, vor Frelses Gud, hør op med din Uvilje mod os!

85:6  Vil du vredes paa os for evigt, holde fast ved din Harme fra Slægt til Slægt?

85:7  Vil du ikke skænke os Liv Paa ny, saa dit Folk kan glæde sig i dig!

85:8  Lad os skue din Miskundhed, HERRE, din Frelse give du os!

85:9  Jeg vil høre, hvad Gud HERREN taler! Visselig taler han Fred til sit Folk og til sine fromme og til dem, der vender deres Hjerte til ham;

85:10  ja, nær er hans Frelse for dem, som frygter ham, snart skal Herlighed bo i vort Land;

85:11  Miskundhed og Sandhed mødes, Retfærd og Fred skal kysse hinanden;

85:12  af Jorden spirer Sandhed frem, fra Himlen skuer Retfærd ned.

85:13  Derhos giver HERREN Lykke, sin Afgrøde giver vort Land; Retfærd vandrer foran ham og følger ogsaa hans Fjed.

Chapter 86

86:1  En Bøn af David. Bøj dit Øre, HERRE, og svar mig, thi jeg er arm og fattig!

86:2  Vogt min Sjæl, thi jeg ærer dig; frels din Tjener, som stoler paa dig!

86:3  Vær mig naadig, Herre, du er min Gud; thi jeg raaber til dig Dagen igennem.

86:4  Glæd din Tjeners Sjæl, thi til dig, o Herre, løfter jeg min Sjæl;

86:5  thi du, o Herre, er god og rund til at forlade, rig paa Naade mod alle, der paakalder dig.

86:6  Lyt til min Bøn, o HERRE, laan Øre til min tryglende Røst!

86:7  Paa Nødens Dag paakalder jeg dig, thi du svarer mig.

86:8  Der er ingen som du blandt Guderne, Herre, og uden Lige er dine Gerninger.

86:9  Alle Folk, som du har skabt, skal komme, Herre, og tilbede dig, og de skal ære dit Navn.

86:10  Thi du er stor og gør vidunderlige Ting, du alene er Gud.

86:11  Lær mig, HERRE, din Vej, at jeg kan vandre i din Sandhed; vend mit Hjerte til dette ene: at frygte dit Navn.

86:12  Jeg vil takke dig, Herre min Gud, af hele mit Hjerte, evindelig ære dit Navn;

86:13  thi stor er din Miskundhed mod mig, min Sjæl har du frelst fra Dødsrigets Dyb.

86:14  Frække har rejst sig imod mig, Gud, Voldsmænd i Flok vil tage mit Liv, og dig har de ikke for Øje.

86:15  Men, Herre, du er en barmhjertig og naadig Gud, langmodig og rig paa Naade og Sandhed.

86:16  Vend dig til mig og vær mig naadig, giv din Tjener din Styrke, frels din Tjenerindes Søn!

86:17  Und mig et Tegn paa din Godhed, at mine Fjender med Skamme maa se, at du, o HERRE, hjælper og trøster mig!

Chapter 87

87:1  Af Koras Sønner. En Salme. En Sang. Sin Stad, grundfæstet paa hellige Bjerge, har HERREN kær,

87:2  Zions Porte fremfor alle Jakobs Boliger.

87:3  Der siges herlige Ting om dig, du Guds Stad. — Sela.

87:4  Jeg nævner Rahab og Babel blandt dem, der kender HERREN, Filisterland, Tyrus og Kusj: en fødtes her, en anden der.

87:5  Men Zion kalder man Moder, der fødtes enhver, den Højeste holder det selv ved Magt.

87:6  HERREN tæller efter i Folkeslagenes Liste, en fødtes her, en anden der. — Sela.

87:7  Syngende og dansende siger de: »Alle mine Kilder er i dig!«

Chapter 88

88:1  En Sang. En Salme af Koras Sønner. Til Sangmesteren. Al-mahalat-leannot. En Maskil af Ezraiten Heman.

88:2  HERRE min Gud, jeg raaber om Dagen, om Natten naar mit Skrig til dig;

88:3  lad min Bøn komme frem for dit Aasyn, til mit Klageraab laane du Øre!

88:4  Thi min Sjæl er mæt af Lidelser, mit Liv er Dødsriget nær,

88:5  jeg regnes blandt dem, der sank i Graven, er blevet som den, det er ude med,

88:6  kastet hen imellem de døde, blandt faldne, der hviler i Graven, hvem du ej mindes mere, thi fra din Haand er de revet.

88:7  Du har lagt mig i den underste Grube, paa det mørke, det dybe Sted;

88:8  tungt hviler din Vrede paa mig, alle dine Brændinger lod du gaa over mig. — Sela.

88:9  Du har fjernet mine Frænder fra mig, gjort mig vederstyggelig for dem; jeg er fængslet, kan ikke gaa ud,

88:10  mit Øje er sløvt af Vaande. Hver Dag, HERRE, raaber jeg til dig og rækker mine Hænder imod dig.

88:11  Gør du Undere for de døde, staar Skyggerne op og takker dig? — Sela.

88:12  Tales der om din Naade i Graven, i Afgrunden om din Trofasthed?

88:13  Er dit Under kendt i Mørket, din Retfærd i Glemselens Land?

88:14  Men jeg, o HERRE, jeg raaber til dig, om Morgenen kommer min Bøn dig i Møde.

88:15  Hvorfor forstøder du, HERRE, min Sjæl og skjuler dit Aasyn for mig?

88:16  Elendig er jeg og Døden nær, dine Rædsler har omgivet mig fra min Ungdom;

88:17  din Vredes Luer gaar over mig, dine Rædsler har lagt mig øde,

88:18  som Vand er de om mig Dagen lang, til Hobe slutter de Kreds om mig; Ven og Frænde fjerned du fra mig, holdt mine Kendinge borte.

Chapter 89

89:1  En Maskil af Ezraiten Etan.

89:2  Om HERRENS Naade vil jeg evigt synge, fra Slægt til Slægt med min Mund forkynde din Trofasthed.

89:3  Thi du har sagt: »En evig Bygning er Naaden!« I Himlen har du grundfæstet din Trofasthed.

89:4  Jeg slutted en Pagt med min udvalgte, tilsvor David, min Tjener:

89:5  »Jeg lader din Sæd bestaa for evigt, jeg bygger din Trone fra Slægt til Slægt!« — Sela.

89:6  Og Himlen priser dit Under, HERRE, din Trofasthed i de Helliges Forsamling.

89:7  Thi hvem i Sky er HERRENS Lige, hvo er som HERREN iblandt Guds Sønner?

89:8  En forfærdelig Gud i de Helliges Kreds, stor og frygtelig over alle omkring ham.

89:9  HERRE, Hærskarers Gud, hvo er som du? HERRE, din Naade og Trofasthed omgiver dig.

89:10  Du mestrer Havets Overmod; naar Bølgerne bruser, stiller du dem.

89:11  Du knuste Rahab som en fældet Kriger, splitted dine Fjender med vældig Arm.

89:12  Din er Himlen, og din er Jorden, du grunded Jorderig med dets Fylde.

89:13  Norden og Sønden skabte du, Tabor og Hermon jubler over dit Navn.

89:14  Du har en Arm med Vælde, din Haand er stærk, din højre løftet.

89:15  Retfærd og Ret er din Trones Grundvold, Naade og Sandhed staar for dit Aasyn.

89:16  Saligt det Folk, der kender til Frydesang, vandrer, HERRE, i dit Aasyns Lys!

89:17  De lovsynger Dagen igennem dit Navn, ophøjes ved din Retfærdighed.

89:18  Thi du er vor Styrkes Stolthed, du løfter vort Horn ved din Yndest;

89:19  thi vort Skjold er hos HERREN, vor Konge er Israels Hellige!

89:20  Du taled engang i et Syn til dine fromme: »Krone satte jeg paa en Helt, ophøjed en Yngling af Folket;

89:21  jeg har fundet David, min Tjener, salvet ham med min hellige Olie;

89:22  thi min Haand skal holde ham fast, og min Arm skal give ham Styrke.

89:23  Ingen Fjende skal overvælde ham, ingen Nidding trykke ham ned;

89:24  jeg knuser hans Fjender foran ham og nedstøder dem, der hader ham;

89:25  med ham skal min Trofasthed og Miskundhed være, hans Horn skal løfte sig ved mit Navn;

89:26  jeg lægger Havet under hans Haand og Strømmene under hans højre;

89:27  mig skal han kalde: min Fader, min Gud og min Frelses Klippe.

89:28  Jeg gør ham til førstefødt, den største blandt Jordens Konger;

89:29  jeg bevarer for evigt min Miskundhed mod ham, min Pagt skal holdes ham troligt;

89:30  jeg lader hans Æt bestaa for evigt, hans Trone, saa længe Himlen er til.

89:31  Hvis hans Sønner svigter min Lov og ikke følger mine Lovbud,

89:32  hvis de bryder min Vedtægt og ikke holder mit Bud,

89:33  da hjemsøger jeg deres Synd med Ris, deres Brøde med haarde Slag;

89:34  men min Naade tager jeg ikke fra ham, min Trofasthed svigter jeg ikke;

89:35  jeg bryder ikke min Pagt og ændrer ej mine Læbers Udsagn.

89:36  Ved min Hellighed svor jeg een Gang for alle — David sviger jeg ikke:

89:37  Hans Æt skal blive for evigt, hans Trone for mig som Solen,

89:38  staa fast som Maanen for evigt, og Vidnet paa Himlen er sanddru.« — Sela.

89:39  Men du har forstødt og forkastet din Salvede og handlet i Vrede imod ham;

89:40  Pagten med din Tjener har du brudt, vanæret hans Krone og traadt den i Støvet;

89:41  du har nedbrudt alle hans Mure, i Grus har du lagt hans Fæstninger;

89:42  alle vejfarende plyndrer ham, sine Naboer blev han til Spot.

89:43  Du har løftet hans Uvenners højre og glædet alle hans Fjender;

89:44  hans Sværd lod du vige for Fjenden, du holdt ham ej oppe i Kampen;

89:45  du vristed ham Staven af Hænde og styrted hans Trone til Jorden,

89:46  afkorted hans Ungdoms Dage og hylled ham ind i Skam. — Sela.

89:47  Hvor længe vil du skjule dig, HERRE, for evigt, hvor længe skal din Vrede lue som Ild?

89:48  Herre, kom i Hu, hvad Livet er, til hvilken Tomhed du skabte hvert Menneskebarn!

89:49  Hvo bliver i Live og skuer ej Død, hvo frelser sin Sjæl fra Dødsrigets Haand? — Sela.

89:50  Hvor er din fordums Naade, Herre, som du i Trofasthed tilsvor David?

89:51  Kom, Herre, din Tjeners Skændsel i Hu, at jeg bærer Folkenes Spot i min Favn,

89:52  hvorledes dine Fjender haaner, HERRE, hvorledes de haaner din Salvedes Fodspor. Lovet være HERREN i Evighed, Amen, Amen!

Chapter 90

90:1  En Bøn af den Guds Mand Moses. Herre, du var vor Bolig Slægt efter Slægt.

90:2  Førend Bjergene fødtes og Jord og Jorderig blev til, fra Evighed til Evighed er du, o Gud!

90:3  Mennesket gør du til Støv igen, du siger: »Vend tilbage, I Menneskebørn!«

90:4  Thi tusind Aar er i dine Øjne som Dagen i Gaar, der svandt, som en Nattevagt.

90:5  Du skyller dem bort, de bliver som en Søvn. Ved Morgen er de som Græsset, der gror;

90:6  ved Morgen gror det og blomstrer, ved Aften er det vissent og tørt.

90:7  Thi ved din Vrede svinder vi hen, og ved din Harme forfærdes vi.

90:8  Vor Skyld har du stillet dig for Øje, vor skjulte Brøst for dit Aasyns Lys.

90:9  Thi alle vore Dage glider hen i din Vrede, vore Aar svinder hen som et Suk.

90:10  Vore Livsdage er halvfjerdsindstyve Aar, og kommer det højt, da firsindstyve. Deres Herlighed er Møje og Slid, thi hastigt gaar det, vi flyver af Sted.

90:11  Hvem fatter din Vredes Vælde, din Harme i Frygt for dig!

90:12  At tælle vore Dage lære du os, saa vi kan faa Visdom i Hjertet!

90:13  Vend tilbage, HERRE! Hvor længe! Hav Medynk med dine Tjenere;

90:14  mæt os aarle med din Miskundhed, saa vi kan fryde og glæde os alle vore Dage.

90:15  Glæd os det Dagetal, du ydmyged os, det Aaremaal, da vi led ondt!

90:16  Lad dit Værk aabenbares for dine Tjenere og din Herlighed over deres Børn!

90:17  HERREN vor Guds Livsalighed være over os! Og frem vore Hænders Værk for os, ja frem vore Hænders Værk!

Chapter 91

91:1  Den, der sidder i den Højestes Skjul og dvæler i den Almægtiges Skygge,

91:2  siger til HERREN: Min Tilflugt, min Klippeborg, min Gud, paa hvem jeg stoler.

91:3  Thi han frier dig fra Fuglefængerens Snare, fra ødelæggende Pest;

91:4  han dækker dig med sine Fjedre, under hans Vinger finder du Ly, hans Trofasthed er Skjold og Værge.

91:5  Du frygter ej Nattens Rædsler, ej Pilen, der flyver om Dagen,

91:6  ej Pesten, der sniger i Mørke, ej Middagens hærgende Sot.

91:7  Falder end tusinde ved din Side, ti Tusinde ved din højre Haand, til dig naar det ikke hen;

91:8  du ser det kun med dit Øje, er kun Tilskuer ved de gudløses Straf;

91:9  (thi du, HERRE, er min Tilflugt) den Højeste tog du til Bolig.

91:10  Der times dig intet ondt, dit Telt kommer Plage ej nær;

91:11  thi han byder sine Engle at vogte dig paa alle dine Veje;

91:12  de skal bære dig paa deres Hænder, at du ikke skal støde din Fod paa nogen Sten;

91:13  du skal træde paa Slanger og Øgler, trampe paa Løver og Drager.

91:14  »Da han klynger sig til mig, frier jeg ham ud, jeg bjærger ham, thi han kender mit Navn;

91:15  kalder han paa mig, svarer jeg ham, i Trængsel er jeg hos ham, jeg frier ham og giver ham Ære;

91:16  med et langt Liv mætter jeg ham og lader ham skue min Frelse!«

Chapter 92

92:1  En Salme. En Sang for Sabbatsdagen.

92:2  Det er godt at takke HERREN, lovsynge dit Navn, du Højeste,

92:3  ved Gry forkynde din Naade, om Natten din Trofasthed

92:4  til tistrenget Lyre, til Harpe, til Strengeleg paa Citer!

92:5  Thi ved dit Værk har du glædet mig, HERRE, jeg jubler over dine Hænders Gerning.

92:6  Hvor store er dine Gerninger, HERRE, dine Tanker saare dybe!

92:7  Taaben fatter det ikke, Daaren skønner ej sligt.

92:8  Spirer de gudløse end som Græsset, blomstrer end alle Udaadsmænd, er det kun for at lægges øde for stedse,

92:9  men du er ophøjet for evigt, HERRE.

92:10  Thi se, dine Fjender, HERRE, se, dine Fjender gaar under, alle Udaadsmænd spredes!

92:11  Du har løftet mit Horn som Vildoksens, kvæget mig med den friskeste Olie;

92:12  det fryder mit Øje at se mine Fjender, mit Øre at høre mine Avindsmænd.

92:13  De retfærdige grønnes som Palmen, vokser som Libanons Ceder;

92:14  plantet i HERRENS Hus grønnes de i vor Guds Forgaarde;

92:15  selv graanende bærer de Frugt, er friske og fulde af Saft for at vidne, at HERREN er retvis, min Klippe, hos hvem ingen Uret findes.

Chapter 93

93:1  HERREN har vist, han er Konge, har iført sig Højhed, HERREN har omgjordet sig med Styrke. Han grundfæsted Jorden, den rokkes ikke.

93:2  Din Trone staar fast fra fordum, fra Evighed er du!

93:3  Strømme lod runge, HERRE, Strømme lod runge deres Drøn, Strømme lod runge deres Brag.

93:4  Fremfor vældige Vandes Drøn, fremfor Havets Brændinger er HERREN herlig i det høje!

93:5  Dine Vidnesbyrd er fuldt at lide paa, Hellighed tilkommer dit Hus, HERRE, saa længe Dagene varer!

Chapter 94

94:1  HERRE, du Hævnens Gud, du Hævnens Gud, træd frem i Glans;

94:2  staa op, du Jordens Dommer, øv Gengæld mod de hovmodige!

94:3  Hvor længe skal gudløse, HERRE, hvor længe skal gudløse juble?

94:4  De fører tøjlesløs Tale, hver Udaadsmand ter sig som Herre;

94:5  de underkuer, o HERRE, dit Folk og undertrykker din Arvelod;

94:6  de myrder Enke og fremmed, faderløse slaar de ihjel;

94:7  de siger: »HERREN kan ikke se, Jakobs Gud kan intet mærke!«

94:8  Forstaa dog, I Taaber blandt Folket! Naar bliver I kloge, I Daarer?

94:9  Skulde han, som plantede Øret, ej høre, han, som dannede Øjet, ej se?

94:10  Skulde Folkenes Tugtemester ej revse, han som lærer Mennesket indsigt?

94:11  HERREN kender Menneskets Tanker, thi de er kun Tomhed.

94:12  Salig den Mand, du tugter, HERRE, og vejleder ved din Lov

94:13  for at give ham Ro for onde Dage, indtil der graves en Grav til den gudløse;

94:14  thi HERREN bortstøder ikke sit Folk og svigter ikke sin Arvelod.

94:15  Den retfærdige kommer igen til sin Ret, en Fremtid har hver oprigtig af Hjertet.

94:16  Hvo staar mig bi mod Ugerningsmænd? hvo hjælper mig mod Udaadsmænd?

94:17  Var HERREN ikke min Hjælp, snart hviled min Sjæl i det stille.

94:18  Naar jeg tænkte: »Nu vakler min Fod«, støtted din Naade mig, HERRE;

94:19  da mit Hjerte var fuldt af ængstede Tanker, husvaled din Trøst min Sjæl.

94:20  Staar du i Pagt med Fordærvelsens Domstol, der skaber Uret i Lovens Navn?

94:21  Jager de end den retfærdiges Liv og dømmer uskyldigt Blod,

94:22  HERREN er dog mit Bjærgested, min Gud er min Tilflugtsklippe;

94:23  han vender deres Uret imod dem selv, udsletter dem for deres Ondskab; dem udsletter HERREN vor Gud.

Chapter 95

95:1  Kom, lad os juble for HERREN, raabe af fryd for vor Frelses Klippe,

95:2  møde med Tak for hans Aasyn, juble i Sang til hans Pris!

95:3  Thi HERREN er en vældig Gud, en Konge stor over alle Guder;

95:4  i hans Haand er Jordens Dybder, Bjergenes Tinder er hans;

95:5  Havet er hans, han har skabt det, det tørre Land har hans Hænder dannet.

95:6  Kom, lad os bøje os, kaste os ned, knæle for HERREN, vor Skaber!

95:7  Thi han er vor Gud, og vi er det Folk, han vogter, den Hjord, han leder. Ak, lytted I dog i Dag til hans Røst:

95:8  »Forhærder ej eders Hjerte som ved Meriba, som dengang ved Massa i Ørkenen,

95:9  da eders Fædre fristede mig, prøved mig, skønt de havde set mit Værk.

95:10  Jeg væmmedes fyrretyve Aar ved denne Slægt, og jeg sagde: Det er et Folk med vildfarne Hjerter, de kender ej mine Veje.

95:11  Saa svor jeg da i min Vrede: De skal ikke gaa ind til min Hvile!«

Chapter 96

96:1  Syng HERREN en ny Sang, syng for HERREN, al Jorden,

96:2  syng for HERREN og lov hans Navn, fortæl om hans Frelse Dag efter Dag,

96:3  kundgør hans Ære blandt Folkene, hans Undere blandt alle Folkeslag!

96:4  Thi stor og højlovet er HERREN, forfærdelig over alle Guder;

96:5  thi alle Folkeslagenes Guder er Afguder, HERREN er Himlens Skaber.

96:6  For hans Aasyn er Højhed og Hæder, Lov og Pris i hans Helligdom.

96:7  Giv HERREN, I Folkeslags Slægter, giv HERREN Ære og Pris,

96:8  giv HERREN hans Navns Ære, bring Gaver og kom til hans Forgaarde,

96:9  tilbed HERREN i helligt Skrud, bæv for hans Aasyn, al Jorden!

96:10  Sig blandt Folkeslag: »HERREN har vist, han er Konge, han grundfæsted Jorden, den rokkes ikke, med Retfærd dømmer han Folkene.«

96:11  Himlen glæde sig, Jorden juble, Havet med dets Fylde bruse,

96:12  Marken juble og alt, hvad den bærer! Da fryder sig alle Skovens Træer

96:13  for HERRENS Aasyn, thi han kommer, han kommer at dømme Jorden; han dømmer Jorden med Retfærd og Folkene i sin Trofasthed.

Chapter 97

97:1  HERREN har vist, han er Konge! Jorden juble, lad glædes de mange Strande!

97:2  Skyer og Mulm er om ham, Retfærd og Ret er hans Trones Støtte;

97:3  Ild farer frem foran ham og luer iblandt hans Fjender.

97:4  Hans Lyn lyste op paa Jorderig, Jorden saa det og skjalv;

97:5  Bjergene smelted som Voks for HERREN, for hele Jordens Herre;

97:6  Himlen forkyndte hans Retfærd, alle Folkeslag skued hans Herlighed.

97:7  Til Skamme blev alle, som dyrkede Billeder, de, som var stolte af deres Afguder; alle Guder bøjed sig for ham.

97:8  Zion hørte det og glædede sig, og Judas Døtre jublede over dine Domme, HERRE!

97:9  Thi du, o HERRE, er den Højeste over al Jorden, højt ophøjet over alle Guder!

97:10  I, som elsker HERREN, had det onde! Han vogter sine frommes Sjæle og frier dem af de gudløses Haand;

97:11  over de retfærdige oprinder Lys og Glæde over de oprigtige af Hjertet.

97:12  I retfærdige, glæd jer i HERREN, lovsyng hans hellige Navn!

Chapter 98

98:1  En Salme. Syng HERREN en ny Sang, thi vidunderlige Ting har han gjort; Sejren vandt ham hans højre, hans hellige Arm.

98:2  Sin Frelse har HERREN gjort kendt, aabenbaret sin Retfærd for Folkenes Øjne;

98:3  han kom sin Naade mod Jakob i Hu, sin Trofasthed mod Israels Hus. Den vide Jord har skuet vor Guds Frelse.

98:4  Raab af Fryd for HERREN, al Jorden, bryd ud i Jubel og Lovsang;

98:5  lovsyng HERREN til Citer, lad Lovsang tone til Citer,

98:6  raab af Fryd for Kongen, HERREN, til Trompeter og Hornets Klang!

98:7  Havet med dets Fylde skal bruse, Jorderig og de, som bor der,

98:8  Strømmene klappe i Hænder, Bjergene juble til Hobe

98:9  for HERRENS Aasyn, thi han kommer, han kommer at dømme Jorden; han dømmer Jorden med Retfærd og Folkeslag med Ret!

Chapter 99

99:1  HERREN har vist, han er Konge, Folkene bæver, han troner paa Keruber, Jorden skælver!

99:2  Stor er HERREN paa Zion, ophøjet over alle Folkeslag;

99:3  de priser dit Navn, det store og frygtelige; hellig er han!

99:4  Du er en Konge, der elsker Retfærd, Retten har du grundfæstet, i Jakob øved du Ret og Retfærd.

99:5  Ophøj HERREN vor Gud, bøj eder for hans Fødders Skammel; hellig er han!

99:6  Moses og Aron er blandt hans Præster og Samuel blandt dem, der paakalder hans Navn; de raaber til HERREN, han svarer;

99:7  i Skystøtten taler han til dem, de holder hans Vidnesbyrd, Loven, han gav dem;

99:8  HERRE vor Gud, du svarer dem. Du var dem en Gud, som tilgav og frikendte dem, for hvad de gjorde.

99:9  Ophøj HERREN vor Gud, bøj eder for hans hellige Bjerg, thi hellig er HERREN vor Gud!

Chapter 100

100:1  En Salme. Til Takofferet. Raab af Fryd for HERREN, al Jorden,

100:2  tjener HERREN med Glæde, kom for hans Aasyn med Jubel!

100:3  Kend, at HERREN er Gud! Han skabte os, vi er hans, hans Folk og den Hjord, han vogter.

100:4  Gaa ind i hans Porte med Takkesang, med Lovsange ind i hans Forgaarde, tak ham og lov hans Navn!

100:5  Thi god er HERREN, hans Miskundhed varer evindelig, fra Slægt til Slægt hans Trofasthed!

Chapter 101

101:1  Af David. En Salme. Om Naade og Ret vil jeg synge, dig vil jeg lovsynge, Herre.

101:2  Jeg vil agte paa uskyldiges Vej, naar den viser sig for mig, vandre i Hjertets Uskyld bag Hjemmets Vægge,

101:3  paa Niddingsdaad lader jeg aldrig mit Øje hvile. Jeg hader den, der gør ondt, han er ej i mit Følge;

101:4  det falske Hjerte maa holde sig fra mig, den onde kender jeg ikke;

101:5  den, der sværter sin Næste, udrydder jeg; den opblæste og den hovmodige taaler jeg ikke.

101:6  Til Landets trofaste søger mit Øje, hos mig skal de bo; den, der vandrer uskyldiges Vej, skal være min Tjener;

101:7  ingen, der øver Svig, skal bo i mit Hus, ingen, som farer med Løgn, bestaa for mit Øje.

101:8  Alle Landets gudløse gør jeg til intet hver Morgen for at udrydde alle Udaadsmænd af HERRENS By.

Chapter 102

102:1  Bøn af en elendig, naar hans Kraft svigter, og han udøser sin Klage for HERREN.

102:2  HERRE, lyt til min Bøn, lad mit Raab komme til dig,

102:3  skjul dog ikke dit Aasyn for mig; den Dag jeg stedes i Nød, bøj da dit Øre til mig; naar jeg kalder, saa skynd dig og svar mig!

102:4  Thi mine Dage svinder som Røg, mine Ledemod brænder som Ild;

102:5  mit Hjerte er svedet og visnet som Græs, thi jeg glemmer at spise mit Brød.

102:6  Under min Stønnen klæber mine Ben til Huden;

102:7  jeg ligner Ørkenens Pelikan, er blevet som Uglen paa øde Steder;

102:8  om Natten ligger jeg vaagen og jamrer saa ensom som Fugl paa Taget;

102:9  mine Fjender haaner mig hele Dagen; de, der spotter mig, sværger ved mig.

102:10  Thi Støv er mit daglige Brød, jeg blander min Drik med Taarer

102:11  over din Harme og Vrede, fordi du tog mig og slængte mig bort;

102:12  mine Dage hælder som Skyggen, som Græsset visner jeg hen.

102:13  Men du troner evindelig, HERRE, du ihukommes fra Slægt til Slægt;

102:14  du vil rejse dig og forbarme dig over Zion, naar Naadens Tid, naar Timen er inde;

102:15  thi dine Tjenere elsker dets Sten og ynkes over dets Grushobe.

102:16  Og HERRENS Navn skal Folkene frygte, din Herlighed alle Jordens Konger;

102:17  thi HERREN opbygger Zion, han lader sig se i sin Herlighed;

102:18  han vender sig til de hjælpeløses Bøn, lader ej deres Bøn uænset.

102:19  For Efterslægten skal det optegnes, et Folk, der skal fødes, skal prise HERREN;

102:20  thi han ser ned fra sin hellige Højsal, HERREN skuer ned fra Himmel til Jord

102:21  for at høre de fangnes Stønnen og give de dødsdømte Frihed,

102:22  at HERRENS Navn kan forkyndes i Zion, hans Pris i Jerusalem,

102:23  naar Folkeslag og Riger til Hobe samles for at tjene HERREN.

102:24  Han lammed min Kraft paa Vejen, forkorted mit Liv.

102:25  Jeg siger: Min Gud, tag mig ikke bort i Dagenes Hælvt! Dine Aar er fra Slægt til Slægt.

102:26  Du grundfæsted fordum Jorden, Himlene er dine Hænders Værk;

102:27  de falder, men du bestaar, alle slides de op som en Klædning;

102:28  som Klæder skifter du dem; de skiftes, men du er den samme, og dine Aar faar aldrig Ende! Dine Tjeneres Børn fæster Bo, deres Sæd skal bestaa for dit Aasyn.

Chapter 103

103:1  Af David. Min Sjæl, lov HERREN, og alt i mig love hans hellige Navn!

103:2  Min Sjæl, lov HERREN, og glem ikke alle hans Velgerninger!

103:3  Han, som tilgiver alle dine Misgerninger og læger alle dine Sygdomme,

103:4  han, som udløser dit Liv fra Graven og kroner dig med Miskundhed og Barmhjertighed,

103:5  han, som mætter din Sjæl med godt, saa du bliver ung igen som Ørnen!

103:6  HERREN øver Retfærdighed og Ret mod alle fortrykte.

103:7  Han lod Moses se sine Veje, Israels Børn sine Gerninger;

103:8  barmhjertig og naadig er HERREN, langmodig og rig paa Miskundhed;

103:9  han gaar ikke bestandig i Rette, gemmer ej evigt paa Vrede;

103:10  han handled ej med os efter vore Synder, gengældte os ikke efter vor Brøde.

103:11  Men saa højt som Himlen er over Jorden, er hans Miskundhed stor over dem, der frygter ham.

103:12  Saa langt som Østen er fra Vesten, har han fjernet vore Synder fra os.

103:13  Som en Fader forbarmer sig over sine Børn, forbarmer HERREN sig over dem, der frygter ham.

103:14  Thi han kender vor Skabning, han kommer i Hu, vi er Støv;

103:15  som Græs er Menneskets Dage, han blomstrer som Markens Blomster;

103:16  naar et Vejr farer over ham, er han ej mere, hans Sted faar ham aldrig at se igen.

103:17  Men HERRENS Miskundhed varer fra Evighed og til Evighed over dem, der frygter ham, og hans Retfærd til Børnenes Børn

103:18  for dem, der holder hans Pagt og kommer hans Bud i Hu, saa de gør derefter.

103:19  HERREN har rejst sin Trone i Himlen, alt er hans Kongedømme underlagt.

103:20  Lov HERREN, I hans Engle, I vældige i Kraft, som gør, hvad han byder, saa snart I hører hans Røst.

103:21  Lov HERREN, alle hans Hærskarer, hans Tjenere, som fuldbyrder hans Vilje.

103:22  Lov HERREN, alt, hvad han skabte, paa hvert eneste Sted i hans Rige! Min Sjæl, lov HERREN!

Chapter 104

104:1  Min sjæl, lov HERREN! HERRE min Gud, du er saare stor! Du er klædt i Højhed og Herlighed,

104:2  hyllet i Lys som en Kappe! Himlen spænder du ud som et Telt;

104:3  du hvælver din Højsal i Vandene, gør Skyerne til din Vogn, farer frem paa Vindens Vinger;

104:4  Vindene gør du til Sendebud, Ildsluer til dine Tjenere!

104:5  Du fæsted Jorden paa dens Grundvolde, aldrig i Evighed rokkes den;

104:6  Verdensdybet hylled den til som en Klædning, Vandene stod over Bjerge.

104:7  For din Trusel flyede de, skræmtes bort ved din Tordenrøst,

104:8  for op ad Bjerge og ned i Dale til det Sted, du havde beredt dem;

104:9  du satte en Grænse, de ej kommer over, saa de ikke igen skal tilhylle Jorden.

104:10  Kilder lod du rinde i Dale, hen mellem Bjerge flød de;

104:11  de læsker al Markens Vildt, Vildæsler slukker deres Tørst;

104:12  over dem bygger Himlens Fugle, mellem Grenene lyder deres Kvidder.

104:13  Fra din Højsal vander du Bjergene, Jorden mættes fra dine Skyer;

104:14  du lader Græs gro frem til Kvæget og Urter til Menneskets Tjeneste, saa du frembringer Brød af Jorden

104:15  og Vin, der glæder Menneskets Hjerte, og lader Ansigtet glinse af Olie, og Brødet skal styrke Menneskets Hjerte.

104:16  HERRENS Træer bliver mætte, Libanons Cedre, som han har plantet,

104:17  hvor Fuglene bygger sig Rede; i Cypresser har Storken sin Bolig.

104:18  Højfjeldet er for Stenbukken, Klipperne Grævlingens Tilflugt.

104:19  Du skabte Maanen for Festernes Skyld, Solen kender sin Nedgangs Tid;

104:20  du sender Mørke, Natten kommer, da rører sig alle Skovens Dyr;

104:21  de unge Løver brøler efter Rov, de kræver deres Føde af Gud.

104:22  De sniger sig bort, naar Sol staar op, og lægger sig i deres Huler;

104:23  Mennesket gaar til sit Dagværk, ud til sin Gerning, til Kvæld falder paa.

104:24  Hvor mange er dine Gerninger, HERRE, du gjorde dem alle med Visdom; Jorden er fuld af, hvad du har skabt!

104:25  Der er Havet, stort og vidt, der vrimler det uden Tal af Dyr, baade smaa og store;

104:26  Skibene farer der, Livjatan, som du danned til Leg deri.

104:27  De bier alle paa dig, at du skal give dem Føde i Tide;

104:28  du giver dem den, og de sanker, du aabner din Haand, og de mættes med godt.

104:29  Du skjuler dit Aasyn, og de forfærdes; du tager deres Aand, og de dør og vender tilbage til Støvet;

104:30  du sender din Aand, og de skabes, Jordens Aasyn fornyer du.

104:31  HERRENS Herlighed vare evindelig, HERREN glæde sig ved sine Værker!

104:32  Et Blik fra ham, og Jorden skælver, et Stød fra ham, og Bjergene ryger.

104:33  Jeg vil synge for HERREN, saa længe jeg lever, lovsynge min Gud, den Tid jeg er til.

104:34  Min Sang være ham til Behag, jeg har min Glæde i HERREN.

104:35  Maatte Syndere svinde fra Jorden og gudløse ikke mer være til! Min Sjæl, lov HERREN! Halleluja!

Chapter 105

105:1  Pris HERREN, paakald hans Navn, gør hans Gerninger kendte blandt Folkeslag!

105:2  Syng og spil til hans Pris, tal om alle hans Undere;

105:3  ros jer af hans hellige Navn, eders Hjerte glæde sig, I, som søger HERREN;

105:4  spørg efter HERREN og hans magt, søg bestandig hans Aasyn;

105:5  kom i Hu de Undere, han gjorde, hans Tegn og hans Munds Domme,

105:6  I, hans Tjener Abrahams Sæd, hans udvalgte, Jakobs Sønner!

105:7  Han, HERREN, er vor Gud, hans Domme naar ud over Jorden;

105:8  han ihukommer for evigt sin Pagt, i tusind Slægter sit Tilsagn,

105:9  Pagten, han slutted med Abraham, Eden, han tilsvor Isak;

105:10  han holdt den i Hævd som Ret for Jakob, en evig Pagt for Israel,

105:11  idet han sagde: »Dig giver jeg Kana'ans Land som eders Arvelod.«

105:12  Da de kun var en liden Hob, kun faa og fremmede der,

105:13  og vandrede fra Folk til Folk, fra et Rige til et andet,

105:14  tillod han ingen at volde dem Men, men tugted for deres Skyld Konger:

105:15  »Rør ikke mine Salvede, gør ikke mine Profeter ondt!«

105:16  Hungersnød kaldte han frem over Landet, hver Brødets Støttestav brød han;

105:17  han sendte forud for dem en Mand, Josef solgtes som Træl;

105:18  de tvang hans Fødder med Lænker, han kom i Lænker af Jern,

105:19  indtil hans Ord blev opfyldt; ved HERRENS Ord stod han Prøven igennem.

105:20  Paa Kongens Bud blev han fri, Folkenes Hersker lod ham løs;

105:21  han tog ham til Herre for sit Hus, til Hersker over alt sit Gods;

105:22  han styred hans Øverster efter sin Vilje og viste hans Ældste til Rette.

105:23  Og Israel kom til Ægypten, Jakob boede som Gæst i Kamiternes Land.

105:24  Han lod sit Folk blive saare frugtbart og stærkere end dets Fjender;

105:25  han vendte deres Sind til Had mod sit Folk og til Træskhed imod sine Tjenere.

105:26  Da sendte han Moses, sin Tjener, og Aron, sin udvalgte Mand;

105:27  han gjorde sine Tegn i Ægypten og Undere i Kamiternes Land;

105:28  han sendte Mørke, saa blev det mørkt, men de ænsede ikke hans Ord;

105:29  han gjorde deres Vande til Blod og slog deres Fisk ihjel;

105:30  af Frøer vrimlede Landet, selv i Kongens Sale var de;

105:31  han talede, saa kom der Bremser og Myg i alt deres Land;

105:32  han sendte dem Hagl for Regn og luende Ild i Landet;

105:33  han slog baade Vinstok og Figen og splintrede Træerne i deres Land;

105:34  han talede, saa kom der Græshopper, Springere uden Tal,

105:35  de aad alt Græs i Landet, de aad deres Jords Afgrøde;

105:36  alt førstefødt i Landet slog han, Førstegrøden af al deres Kraft;

105:37  han førte dem ud med Sølv og Guld, ikke een i hans Stammer snubled;

105:38  Ægypterne glæded sig, da de drog bort, thi de var grebet af Rædsel for dem.

105:39  Han bredte en Sky som Skjul og Ild til at lyse i Natten;

105:40  de krævede, han bragte Vagtler, med Himmelbrød mættede han dem;

105:41  han aabnede Klippen, og Vand strømmed ud, det løb som en Flod i Ørkenen.

105:42  Thi han kom sit hellige Ord i Hu til Abraham, sin Tjener;

105:43  han lod sit Folk drage ud med Fryd, sine udvalgte under Jubel;

105:44  han gav dem Folkenes Lande, de fik Folkeslags Gods i Eje.

105:45  Derfor skulde de holde hans Bud og efterkomme hans Love. Halleluja!

Chapter 106

106:1  Halleluja! Lov HERREN, thi han er god, thi hans Miskundhed varer evindelig!

106:2  Hvo kan opregne HERRENS vældige Gerninger, finde Ord til at kundgøre al hans Pris?

106:3  Salige de, der holder paa Ret, som altid øver Retfærdighed!

106:4  Husk os, HERRE, naar dit Folk finder Naade, lad os faa godt af din Frelse,

106:5  at vi maa se dine Udvalgtes Lykke, glæde os ved dit Folks Glæde og med din Arvelod prise vor Lykke!

106:6  Vi syndede som vore Fædre, handlede ilde og gudløst.

106:7  Vore Fædre i Ægypten ænsede ej dine Undere, kom ikke din store Miskundhed i Hu, stod den Højeste imod ved det røde Hav.

106:8  Dog frelste han dem for sit Navns Skyld, for at gøre sin Vælde kendt;

106:9  han trued det røde Hav, og det tørrede ud, han førte dem gennem Dybet som gennem en Ørk;

106:10  han fried dem af deres Avindsmænds Haand og udløste dem fra Fjendens Haand;

106:11  Vandet skjulte dem, som trængte dem, ikke een blev tilbage af dem;

106:12  da troede de paa hans Ord og kvad en Sang til hans Pris.

106:13  Men de glemte snart hans Gerninger, biede ej paa hans Raad;

106:14  de grebes af Attraa i Ørkenen, i Ødemarken fristed de Gud;

106:15  saa gav han dem det, de kræved, og sendte dem Lede i Sjælen.

106:16  De bar Avind mod Moses i Lejren, mod Aron, HERRENS hellige;

106:17  Jorden aabned sig, slugte Datan, lukked sig over Abirams Flok;

106:18  Ilden rasede i deres Flok, Luen brændte de gudløse op.

106:19  De laved en Kalv ved Horeb og tilbad det støbte Billed;

106:20  de bytted deres Herlighed bort for et Billed af en Okse, hvis Føde er Græs;

106:21  de glemte Gud, deres Frelser, som øvede store Ting i Ægypten,

106:22  Undere i Kamiternes Land, frygtelige Ting ved det røde Hav.

106:23  Da tænkte han paa at udrydde dem, men Moses, hans udvalgte Mand, stilled sig i Gabet for hans Aasyn for at hindre, at hans Vrede lagde øde.

106:24  De vraged det yndige Land og troede ikke hans Ord,

106:25  men knurrede i deres Telte og hørte ikke paa HERREN;

106:26  da løfted han Haanden og svor at lade dem falde i Ørkenen,

106:27  splitte deres Sæd blandt Folkene, sprede dem rundt i Landene.

106:28  De holdt til med Ba'al-Peor og aad af de dødes Ofre;

106:29  de krænked ham med deres Gerninger, og Plage brød løs iblandt dem.

106:30  Da stod Pinehas frem og holdt Dom, og Plagen blev bragt til at standse,

106:31  og det regnedes ham til Retfærdighed fra Slægt til Slægt, evindelig.

106:32  De vakte hans Vrede ved Meribas Vand, og for deres Skyld gik det Moses ilde;

106:33  thi de stod hans Aand imod, og han talte uoverlagte Ord.

106:34  De udrydded ikke de Folk, som HERREN havde sagt, de skulde,

106:35  med Hedninger blanded de sig og gjorde deres Gerninger efter;

106:36  deres Gudebilleder dyrkede de, og disse blev dem en Snare;

106:37  til Dæmonerne ofrede de, og det baade Sønner og Døtre;

106:38  de udgød uskyldigt Blod, deres Sønners og Døtres Blod, som de ofred til Kana'ans Guder, og Landet blev smittet ved Blod;

106:39  de blev urene ved deres Gerninger, bolede ved deres idrætter.

106:40  Da blev HERREN vred paa sit Folk og væmmedes ved sin Arv;

106:41  han gav dem i Folkenes Haand, deres Avindsmænd blev deres Herrer;

106:42  deres Fjender voldte dem Trængsel, de kuedes under deres Haand.

106:43  Han frelste dem Gang paa Gang, men de stod egensindigt imod og sygnede hen i Brøden;

106:44  dog saa han til dem i Trængslen, saa snart han hørte dem klage;

106:45  han kom sin Pagt i Hu og ynkedes efter sin store Miskundhed;

106:46  han lod dem finde Barmhjertighed hos alle, der tog dem til Fange.

106:47  Frels os, HERRE vor Gud, du samle os sammen fra Folkene, at vi maa love dit hellige Navn, med Stolthed synge din Pris.

106:48  Lovet være HERREN, Israels Gud, fra Evighed og til Evighed! Og alt Folket svare Amen!

Chapter 107

107:1  Halleluja! Lov HERREN, thi han er god, thi hans Miskundhed varer evindelig!

107:2  Saa skal HERRENS genløste sige, de, han løste af Fjendens Haand

107:3  og samlede ind fra Landene, fra Øst og Vest, fra Nord og fra Havet.

107:4  I den øde Ørk for de vild, fandt ikke Vej til beboet By,

107:5  de led baade Sult og Tørst, deres Sjæl var ved at vansmægte;

107:6  men de raabte til HERREN i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler

107:7  og førte dem ad rette Vej, saa de kom til beboet By.

107:8  Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn.

107:9  Thi han mætted den vansmægtende Sjæl og fyldte den sultne med godt.

107:10  De sad i Mulm og Mørke, bundne i Pine og Jern,

107:11  fordi de havde staaet Guds Ord imod og ringeagtet den Højestes Raad.

107:12  Deres Hjerte var knuget af Kummer, de faldt, der var ingen, som hjalp;

107:13  men de raabte til HERREN i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler,

107:14  førte dem ud af Mørket og Mulmet og sønderrev deres Baand.

107:15  Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn.

107:16  Thi han sprængte Døre af Kobber og sønderslog Slaaer af Jern.

107:17  De sygnede hen for Synd og led for Brødes Skyld,

107:18  de væmmedes ved al Slags Mad, de kom Dødens Porte nær;

107:19  men de raabte til HERREN i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler,

107:20  sendte sit Ord og lægede dem og frelste deres Liv fra Graven.

107:21  Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn

107:22  og ofre Lovprisningsofre og med Jubel forkynde hans Gerninger.

107:23  De for ud paa Havet i Skibe, drev Handel paa vældige Vande,

107:24  blev Vidne til HERRENS Gerninger, hans Underværker i Dybet;

107:25  han bød, og et Stormvejr rejste sig, Bølgerne taarnedes op;

107:26  mod Himlen steg de, i Dybet sank de, i Ulykken svandt deres Mod;

107:27  de tumled og raved som drukne, borte var al deres Visdom;

107:28  men de raabte til HERREN i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler,

107:29  skiftede Stormen til Stille, saa Havets Bølger tav;

107:30  og glade blev de, fordi det stilned; han førte dem til Havnen, de søgte.

107:31  Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn,

107:32  ophøje ham i Folkets Forsamling og prise ham i de Ældstes Kreds!

107:33  Floder gør han til Ørken og Kilder til øde Land,

107:34  til Saltsteppe frugtbart Land for Ondskabens Skyld hos dem, som bor der.

107:35  Ørken gør han til Vanddrag, det tørre Land til Kilder;

107:36  der lader han sultne bo, saa de grunder en By at bo i,

107:37  tilsaar Marker og planter Vin og høster Afgrødens Frugt.

107:38  Han velsigner dem, de bliver mange, han lader det ikke skorte paa Kvæg.

107:39  De bliver faa og segner under Modgangs og Kummers Tryk,

107:40  han udøser Haan over Fyrster og lader dem rave i vejløst Øde.

107:41  Men han løfter den fattige op af hans Nød og gør deres Slægter som Hjorde;

107:42  de oprigtige ser det og glædes, men al Ondskab lukker sin Mund.

107:43  Hvo som er viis, han mærke sig det og lægge sig HERRENS Naade paa Sinde!

Chapter 108

108:1  En Sang. En Salme af David.

108:2  Mit Hjerte er trøstigt, Gud, mit Hjerte er trøstigt; jeg vil synge og lovprise dig, vaagn op, min Ære!

108:3  Harpe og Citer, vaagn op, jeg vil vække Morgenrøden.

108:4  Jeg vil takke dig, HERRE, blandt Folkeslag, lovprise dig blandt Folkefærd;

108:5  thi din Miskundhed naar til Himlen, din Sandhed til Skyerne.

108:6  Løft dig, o Gud, over Himlen, din Herlighed være over al Jorden!

108:7  Til Frelse for dine elskede hjælp med din højre, bønhør os!

108:8  Gud talede i sin Helligdom: »Jeg vil udskifte Sikem med Jubel, udmaale Sukkots Dal;

108:9  mit er Gilead, mit er Manasse, Efraim er mit Hoveds Værn, Juda min Herskerstav,

108:10  Moab min Vaskeskaal, paa Edom kaster jeg min Sko, over Filisterland jubler jeg.«

108:11  Hvo bringer mig til den befæstede By, hvo leder mig hen til Edom?

108:12  Har du ikke, Gud, stødt os fra dig? Du ledsager ej vore Hære.

108:13  Giv os dog Hjælp mod Fjenden! Blændværk er Menneskers Støtte. Med Gud skal vi øve vældige Ting, vore Fjender træder han ned!

Chapter 109

109:1  Til Sangmesteren. Af David. En Salme. Du min Lovsangs Gud, vær ej tavs!

109:2  Thi en gudløs, svigefuld Mund har de aabnet imod mig, taler mig til med Løgntunge,

109:3  med hadske Ord omringer de mig og strider imod mig uden Grund;

109:4  til Løn for min Kærlighed er de mig fjendske, skønt jeg er idel Bøn;

109:5  de gør mig ondt for godt, gengælder min Kærlighed med Had.

109:6  Straf ham for hans Gudløshed, lad en Anklager staa ved hans højre,

109:7  lad ham gaa dømt fra Retten, hans Bøn blive regnet for Synd;

109:8  hans Livsdage blive kun faa, hans Embede tage en anden;

109:9  hans Børn blive faderløse, hans Hustru vorde Enke;

109:10  hans Børn flakke om og tigge, drives bort fra et øde Hjem;

109:11  Aagerkarlen rage efter alt, hvad han har, og fremmede rane hans Gods;

109:12  ingen være langmodig imod ham, ingen ynke hans faderløse;

109:13  hans Afkom gaa til Grunde, hans Navn slettes ud i næste Slægt;

109:14  lad hans Fædres Skyld ihukommes hos HERREN, lad ikke hans Moders Synd slettes ud,

109:15  altid være de HERREN for Øje; hans Minde vorde udryddet af Jorden,

109:16  fordi det ej faldt ham ind at vise sig god, men han forfulgte den arme og fattige og den, hvis Hjerte var knust til Døde;

109:17  han elsked Forbandelse, saa lad den naa ham; Velsignelse ynded han ikke, den blive ham fjern!

109:18  Han tage Forbandelse paa som en Klædning, den komme som Vand i hans Bug, som Olie ind i hans Ben;

109:19  den blive en Dragt, han tager paa, et Bælte, han altid bærer!

109:20  Det være mine Modstanderes Løn fra HERREN, dem, der taler ondt mod min Sjæl.

109:21  Men du, o HERRE, min Herre, gør med mig efter din Godhed og Naade, frels mig for dit Navns Skyld!

109:22  Thi jeg er arm og fattig, mit Hjerte vaander sig i mig;

109:23  som Skyggen, der hælder, svinder jeg bort, som Græshopper rystes jeg ud;

109:24  af Faste vakler mine Knæ, mit Kød skrumper ind uden Salve;

109:25  til Spot for dem er jeg blevet, de ryster paa Hovedet, naar de ser mig.

109:26  Hjælp mig, HERRE min Gud, frels mig efter din Miskundhed,

109:27  saa de sander, det var din Haand, dig, HERRE, som gjorde det!

109:28  Lad dem forbande, du vil velsigne, mine Uvenner vorde til Skamme, din Tjener glæde sig;

109:29  lad mine Fjender klædes i Skændsel, iføres Skam som en Kappe!

109:30  Med min Mund vil jeg højlig takke HERREN, prise ham midt i Mængden;

109:31  thi han staar ved den fattiges højre at fri ham fra dem, der dømmer hans Sjæl.

Chapter 110

110:1  Af David. En Salme. HERREN sagde til min Herre: »Sæt dig ved min højre Haand, til jeg lægger dine Fjender som en Skammel for dine Fødder!«

110:2  Fra Zion udrækker HERREN din Vældes Spir; hersk midt iblandt dine Fjender!

110:3  Dit Folk møder villigt frem paa din Vældes Dag; i hellig Prydelse kommer dit unge Mandskab til dig som Dug af Morgenrødens Moderskød.

110:4  HERREN har svoret og angrer det ej: »Du er Præst evindelig paa Melkizedeks Vis.«

110:5  Herren ved din højre knuser Konger paa sin Vredes Dag,

110:6  blandt Folkene holder han Dom, fylder op med døde, knuser Hoveder viden om Lande.

110:7  Han drikker af Bækken ved Vejen, derfor løfter han Hovedet højt.

Chapter 111

111:1  Halleluja! jeg takker HERREN af hele mit Hjerte i Oprigtiges Kreds og Menighed!

111:2  Store er HERRENS Gerninger, gennemtænkte til Bunds.

111:3  Hans Værk er Højhed og Herlighed, hans Retfærd bliver til evig Tid.

111:4  Han har sørget for, at hans Undere mindes, naadig og barmhjertig er HERREN.

111:5  Dem, der frygter ham, giver han Føde, han kommer for evigt sin Pagt i Hu.

111:6  Han viste sit Folk sine vældige Gerninger, da han gav dem Folkenes Eje.

111:7  Hans Hænders Værk er Sandhed og Ret, man kan lide paa alle hans Bud;

111:8  de staar i al Evighed fast, udført i Sandhed og Retsind.

111:9  Han sendte sit Folk Udløsning, stifted sin Pagt for evigt. Helligt og frygteligt er hans Navn.

111:10  HERRENS Frygt er Visdoms Begyndelse; forstandig er hver, som øver den. Evigt varer hans Pris!

Chapter 112

112:1  Halleluja! Salig er den, der frygter HERREN og ret har Lyst til hans Bud!

112:2  Hans Æt bliver mægtig paa Jord, den Oprigtiges Slægt velsignes;

112:3  Velstand og Rigdom er i hans Hus, hans Retfærdighed varer evindelig.

112:4  For den oprigtige oprinder Lys i Mørke; han er mild, barmhjertig, retfærdig.

112:5  Salig den, der ynkes og laaner ud og styrer sine Sager med Ret;

112:6  thi han rokkes aldrig i Evighed, den retfærdige ihukommes for evigt;

112:7  han frygter ikke for onde Tidender, hans Hjerte er trøstigt i Tillid til HERREN;

112:8  fast er hans Hjerte og uden Frygt, indtil han skuer sine Fjender med Fryd;

112:9  til fattige deler han rundhaandet ud, hans Retfærdighed varer evindelig; med Ære løfter hans Horn sig.

112:10  Den gudløse ser det og græmmer sig, skærer Tænder og gaar til Grunde; de gudløses Attraa bliver til intet.

Chapter 113

113:1  Halleluja! Pris, I HERRENS Tjenere, pris HERRENS Navn!

113:2  HERRENS Navn være lovet fra nu og til evig Tid;

113:3  fra Sol i Opgang til Sol i Bjærge være HERRENS Navn lovpriset!

113:4  Over alle Folk er HERREN ophøjet, hans Herlighed højt over Himlene.

113:5  Hvo er som HERREN vor Gud, som rejste sin Trone i det høje

113:6  og skuer ned i det dybe — i Himlene og paa Jorden —

113:7  som rejser den ringe af Støvet, løfter den fattige op af Skarnet

113:8  og sætter ham mellem Fyrster, imellem sit Folks Fyrster,

113:9  han, som lader barnløs Hustru sidde som lykkelig Barnemoder!

Chapter 114

114:1  Halleluja! Da Israel drog fra Ægypten, Jakobs Hus fra det stammende Folk,

114:2  da blev Juda hans Helligdom, Israel blev hans Rige.

114:3  Havet saa det og flyede, Jordan trak sig tilbage,

114:4  Bjergene sprang som Vædre, Højene hopped som Lam.

114:5  Hvad fejler du, Hav, at du flyr, Jordan, hvi gaar du tilbage,

114:6  hvi springer I Bjerge som Vædre, hvi hopper I Høje som Lam?

114:7  Skælv, Jord, for HERRENS Aasyn, for Jakobs Guds Aasyn,

114:8  han, som gør Klipper til Vanddrag, til Kildevæld haarden Flint!

Chapter 115

115:1  Ikke os, o HERRE, ikke os, men dit Navn, det give du Ære for din Miskundheds og Trofastheds Skyld!

115:2  Hvi skal Folkene sige: »Hvor er dog deres Gud?«

115:3  Vor Gud, han er i Himlen; alt, hvad han vil, det gør han!

115:4  Deres Billeder er Sølv og Guld, Værk af Menneskehænder;

115:5  de har Mund, men taler ikke, Øjne, men ser dog ej;

115:6  de har Ører, men hører ikke, Næse, men lugter dog ej;

115:7  de har Hænder, men føler ikke, Fødder, men gaar dog ej, deres Strube frembringer ikke en Lyd.

115:8  Som dem skal de, der lavede dem, blive, enhver, som stoler paa dem!

115:9  Israel stoler paa HERREN, han er deres Hjælp og Skjold;

115:10  Arons Hus stoler paa HERREN, han er deres Hjælp og Skjold;

115:11  de, som frygter HERREN, stoler paa ham, han er deres Hjælp og Skjold.

115:12  HERREN kommer os i Hu, velsigner, velsigner Israels Hus, velsigner Arons Hus,

115:13  velsigner dem, der frygter HERREN, og det baade smaa og store.

115:14  HERREN lader eder vokse i Tal, eder og eders Børn;

115:15  velsignet er I af HERREN, Himlens og Jordens Skaber.

115:16  Himlen er HERRENS Himmel, men Jorden gav han til Menneskens Børn.

115:17  De døde priser ej HERREN, ingen af dem, der steg ned i det tavse.

115:18  Men vi, vi lover HERREN, fra nu og til evig Tid!

Chapter 116

116:1  Halleluja! Jeg elsker HERREN, thi han hører min Røst, min tryglende Bøn,

116:2  ja, han bøjed sit Øre til mig, jeg paakaldte HERRENS Navn.

116:3  Dødens Baand omspændte mig, Dødsrigets Angster greb mig, i Trængsel og Nød var jeg stedt.

116:4  Jeg paakaldte HERRENS Navn: »Ak, HERRE, frels min Sjæl!«

116:5  Naadig er HERREN og retfærdig, barmhjertig, det er vor Gud;

116:6  HERREN vogter enfoldige, jeg var ringe, dog frelste han mig.

116:7  Vend tilbage, min Sjæl, til din Ro, thi HERREN har gjort vel imod dig!

116:8  Ja, han fried min Sjæl fra Døden, mit Øje fra Graad, min Fod fra Fald.

116:9  Jeg vandrer for HERRENS Aasyn udi de levendes Land;

116:10  jeg troede, derfor talte jeg, saare elendig var jeg,

116:11  sagde saa i min Angst: »Alle Mennesker lyver!«

116:12  Hvorledes skal jeg gengælde HERREN alle hans Velgerninger mod mig?

116:13  Jeg vil løfte Frelsens Bæger og paakalde HERRENS Navn.

116:14  Jeg vil indfri HERREN mine Løfter i Paasyn af alt hans Folk.

116:15  Kostbar i HERRENS Øjne er hans frommes Død.

116:16  Ak, HERRE, jeg er jo din Tjener, din Tjener, din Tjenerindes Søn, mine Lænker har du løst.

116:17  Jeg vil ofre dig Lovprisningsoffer og paakalde HERRENS Navn;

116:18  mine Løfter vil jeg indfri HERREN i Paasyn af alt hans Folk

116:19  i HERRENS Hus's Forgaarde og i din Midte, Jerusalem!

Chapter 117

117:1  Halleluja! Lovsyng HERREN, alle I Folk, pris ham, alle Stammer,

117:2  thi stor er hans Miskundhed mod os, HERRENS Trofasthed varer evindelig!

Chapter 118

118:1  Halleluja! Tak HERREN, thi han er god, thi hans Miskundhed varer evindelig.

118:2  Israel sige: »Thi hans Miskundhed varer evindelig!«

118:3  Arons Hus sige: »Thi hans Miskundhed varer evindelig!«

118:4  De, som frygter HERREN, sige: »Thi hans Miskundhed varer evindelig!«

118:5  Jeg paakaldte HERREN i Trængslen, HERREN svared og førte mig ud i aabent Land.

118:6  HERREN er med mig, jeg frygter ikke, hvad kan Mennesker gøre mig?

118:7  HERREN, han er min Hjælper, jeg skal se med Fryd paa dem, der hader mig.

118:8  At ty til HERREN er godt fremfor at stole paa Mennesker;

118:9  at ty til HERREN er godt fremfor at stole paa Fyrster.

118:10  Alle Folkeslag flokkedes om mig, jeg slog dem ned i HERRENS Navn;

118:11  de flokkedes om mig fra alle Sider, jeg slog dem ned i HERRENS Navn;

118:12  de flokkedes om mig som Bier, blussed op som Ild i Torne, jeg slog dem ned i HERRENS Navn.

118:13  Haardt blev jeg ramt, saa jeg faldt, men HERREN hjalp mig.

118:14  Min Styrke og Lovsang er HERREN, han blev mig til Frelse.

118:15  Jubel og Sejrsraab lyder i de retfærdiges Telte: »HERRENS højre øver Vælde,

118:16  HERRENS højre er løftet, HERRENS højre øver Vælde!«

118:17  Jeg skal ikke dø, men leve og kundgøre HERRENS Gerninger.

118:18  HERREN tugted mig haardt, men gav mig ej hen i Døden.

118:19  Oplad mig Retfærdigheds Porte, ad dem gaar jeg ind og lovsynger HERREN!

118:20  Her er HERRENS Port, ad den gaar retfærdige ind.

118:21  Jeg vil takke dig, thi du bønhørte mig, og du blev mig til Frelse.

118:22  Den Sten, Bygmestrene forkastede, er blevet Hovedhjørnesten.

118:23  Fra HERREN er dette kommet, det er underfuldt for vore Øjne.

118:24  Denne er Dagen, som HERREN har gjort, lad os juble og glæde os paa den!

118:25  Ak, HERRE, frels dog, ak, HERRE, lad det dog lykkes!

118:26  Velsignet den, der kommer, i HERRENS Navn; vi velsigner eder fra HERRENS Hus!

118:27  HERREN er Gud, og han lod det lysne for os. Festtoget med Grenene slynge sig frem, til Alterets Horn er naaet!

118:28  Du er min Gud, jeg vil takke dig, min Gud, jeg vil ophøje dig!

118:29  Tak HERREN, thi han er god, thi hans Miskundhed varer evindelig!

Chapter 119

119:1  Salige de, hvis Vandel er fuldkommen, de, som vandrer i HERRENS Lov.

119:2  Salige de, der agter paa hans Vidnesbyrd, søger ham af hele deres Hjerte,

119:3  de, som ikke gør Uret, men vandrer paa hans Veje.

119:4  Du har givet dine Befalinger, for at de nøje skal holdes.

119:5  O, maatte jeg vandre med faste Skridt, saa jeg holder dine Vedtægter!

119:6  Da skulde jeg ikke blive til Skamme, thi jeg saa hen til alle dine Bud.

119:7  Jeg vil takke dig af oprigtigt Hjerte, naar jeg lærer din Retfærds Lovbud.

119:8  Jeg vil holde dine Vedtægter, svigt mig dog ikke helt!

119:9  Hvorledes holder en ung sin Vej ren? Ved at holde sig efter dit Ord.

119:10  Af hele mit Hjerte søger jeg dig, lad mig ikke fare vild fra dine Bud!

119:11  Jeg gemmer dit Ord i mit Hjerte for ikke at synde imod dig.

119:12  Lovet være du, HERRE, lær mig dine Vedtægter!

119:13  Jeg kundgør med mine Læber alle din Munds Lovbud.

119:14  Jeg glæder mig over dine Vidnesbyrds Vej, som var det al Verdens Rigdom.

119:15  Jeg vil grunde paa dine Befalinger og se til dine Stier.

119:16  I dine Vedtægter har jeg min Lyst, jeg glemmer ikke dit Ord.

119:17  Und din Tjener at leve, at jeg kan holde dit Ord.

119:18  Oplad mine Øjne, at jeg maa skue de underfulde Ting i din Lov.

119:19  Fremmed er jeg paa Jorden, skjul ikke dine Bud for mig!

119:20  Altid hentæres min Sjæl af Længsel efter dine Lovbud.

119:21  Du truer de frække; forbandede er de, der viger fra dine Bud.

119:22  Vælt Haan og Ringeagt fra mig, thi jeg agter paa dine Vidnesbyrd.

119:23  Om Fyrster oplægger Raad imod mig, grunder din Tjener paa dine Vedtægter.

119:24  Ja, dine Vidnesbyrd er min Lyst, det er dem, der giver mig Raad.

119:25  I Støvet ligger min Sjæl, hold mig i Live efter dit Ord!

119:26  Mine Veje lagde jeg frem, og du bønhørte mig, dine Vedtægter lære du mig.

119:27  Lad mig fatte dine Befalingers Vej og grunde paa dine Undere.

119:28  Af Kummer græder min Sjæl, oprejs mig efter dit Ord!

119:29  Lad Løgnens Vej være langt fra mig og skænk mig i Naade din Lov!

119:30  Troskabs Vej har jeg valgt, dine Lovbud attraar jeg.

119:31  Jeg hænger ved dine Vidnesbyrd, lad mig ikke beskæmmes, HERRE!

119:32  Jeg vil løbe dine Buds Vej, thi du giver mit Hjerte at aande frit.

119:33  Lær mig, HERRE, dine Vedtægters Vej, saa jeg agter derpaa til Enden.

119:34  Giv mig Kløgt, saa jeg agter paa din Lov og holder den af hele mit Hjerte.

119:35  Før mig ad dine Buds Sti, thi jeg har Lyst til dem.

119:36  Bøj mit Hjerte til dine Vidnesbyrd og ej til uredelig Vinding.

119:37  Vend mine Øjne bort fra Tant, hold mig i Live ved dit Ord!

119:38  Stadfæst for din Tjener dit Ord, saa jeg lærer at frygte dig.

119:39  Hold borte fra mig den Skændsel, jeg frygter, thi dine Lovbud er gode.

119:40  Se, dine Befalinger længes jeg efter, hold mig i Live ved din Retfærd!

119:41  Lad din Miskundhed komme over mig, HERRE, din Frelse efter dit Ord,

119:42  saa jeg har Svar til dem, der spotter mig, thi jeg stoler paa dit Ord.

119:43  Tag ikke ganske Sandheds Ord fra min Mund, thi jeg bier paa dine Lovbud.

119:44  Jeg vil stadig holde din Lov, ja evigt og altid;

119:45  jeg vil vandre i aabent Land, thi dine Befalinger ligger mig paa Sinde.

119:46  Jeg vil tale om dine Vidnesbyrd for Konger uden at blues;

119:47  jeg vil fryde mig over dine Bud, som jeg højligen elsker;

119:48  jeg vil udrække Hænderne mod dine Bud og grunde paa dine Vedtægter.

119:49  Kom Ordet til din Tjener i Hu, fordi du har ladet mig haabe.

119:50  Det er min Trøst i Nød, at dit Ord har holdt mig i Live.

119:51  De frække haaned mig saare, dog veg jeg ej fra din Lov.

119:52  Dine Lovbud fra fordum, HERRE, kom jeg i Hu og fandt Trøst.

119:53  Harme greb mig over de gudløse, dem, der slipper din Lov.

119:54  Dine Vedtægter blev mig til Sange i min Udlændigheds Hus.

119:55  Om Natten kom jeg dit Navn i Hu, HERRE, jeg holdt din Lov.

119:56  Det blev min lykkelige Lod: at agte paa dine Befalinger.

119:57  Min Del er HERREN, jeg satte mig for at holde dine Ord.

119:58  Jeg bønfaldt dig af hele mit Hjerte, vær mig naadig efter dit Ord!

119:59  Jeg overtænkte mine Veje og styred min Fod tilbage til dine Vidnesbyrd.

119:60  Jeg hasted og tøved ikke med at holde dine Bud.

119:61  De gudløses Snarer omgav mig, men jeg glemte ikke din Lov.

119:62  Jeg staar op ved Midnat og takker dig for dine retfærdige Lovbud.

119:63  Jeg er Fælle med alle, der frygter dig og holder dine Befalinger.

119:64  Jorden er fuld af din Miskundhed, HERRE, lær mig dine Vedtægter!

119:65  Du gjorde vel mod din Tjener, HERRE, efter dit Ord.

119:66  Giv mig Forstand og indsigt, thi jeg tror paa dine Bud.

119:67  Før jeg blev ydmyget, for jeg vild, nu holder jeg dit Ord.

119:68  God er du og gør godt, lær mig dine Vedtægter!

119:69  De frække tilsøler mig med Løgn, men paa dine Bud tager jeg hjerteligt Vare.

119:70  Deres Hjerte er dorskt som Fedt, jeg har min Lyst i din Lov.

119:71  Det var godt, at jeg blev ydmyget, saa jeg kunde lære dine Vedtægter.

119:72  Din Munds Lov er mig mere værd end Guld og Sølv i Dynger.

119:73  Dine Hænder skabte og dannede mig, giv mig Indsigt, saa jeg kan lære dine Bud!

119:74  De, der frygter dig, ser mig og glædes, thi jeg bier paa dit Ord.

119:75  HERRE, jeg ved, at dine Bud er retfærdige, i Trofasthed har du ydmyget mig.

119:76  Lad din Miskundhed være min Trøst efter dit Ord til din Tjener!

119:77  Din Barmhjertighed finde mig, at jeg maa leve, thi din Lov er min Lyst.

119:78  Lad de frække beskæmmes, thi de gør mig skammelig Uret, jeg grunder paa dine Befalinger.

119:79  Lad dem, der frygter dig, vende sig til mig, de, der kender dine Vidnesbyrd.

119:80  Lad mit Hjerte være fuldkomment i dine Vedtægter, at jeg ikke skal blive til Skamme.

119:81  Efter din Frelse længes min Sjæl, jeg bier paa dit Ord.

119:82  Mine Øjne længes efter dit Ord og siger: »Hvornaar mon du trøster mig?«

119:83  Thi jeg er som en Lædersæk i Røg, men dine Vedtægter glemte jeg ikke.

119:84  Hvor langt er vel din Tjeners Liv? Naar vil du dømme dem, der forfølger mig?

119:85  De frække grov mig Grave, de, som ej følger din Lov.

119:86  Alle dine Bud er trofaste, med Løgn forfølger man mig, o hjælp mig!

119:87  De har næsten tilintetgjort mig paa Jorden, men dine Befalinger slipper jeg ikke.

119:88  Hold mig i Live efter din Miskundhed, at jeg kan holde din Munds Vidnesbyrd.

119:89  HERRE, dit Ord er evigt, staar fast i Himlen.

119:90  Din Trofasthed varer fra Slægt til Slægt, du grundfæsted Jorden, og den staar fast.

119:91  Dine Lovbud staar fast, de holder dine Tjenere oppe.

119:92  Havde din Lov ej været min Lyst, da var jeg omkommet i min Elende.

119:93  Aldrig i Evighed glemmer jeg dine Befalinger, thi ved dem holdt du mig i Live.

119:94  Din er jeg, frels mig, thi dine Befalinger ligger mig paa Sinde.

119:95  De gudløse lurer paa at lægge mig øde, dine Vidnesbyrd mærker jeg mig.

119:96  For alting saa jeg en Grænse, men saare vidt rækker dit Bud.

119:97  Hvor elsker jeg dog din Lov! Hele Dagen grunder jeg paa den.

119:98  Dit Bud har gjort mig visere end mine Fjender, thi det er for stedse mit.

119:99  Jeg er klogere end alle mine Lærere, thi jeg grunder paa dine Vidnesbyrd.

119:100  Jeg har mere Forstand end de gamle; jeg agter paa dine Bud.

119:101  Jeg holder min Fod fra hver Vej, som er ond, at jeg kan holde dit Ord.

119:102  Fra dine Lovbud veg jeg ikke, thi du underviste mig.

119:103  Hvor sødt er dit Ord for min Gane, sødere end Honning for min Mund.

119:104  Ved dine Befalinger fik jeg Forstand, saa jeg hader al Løgnens Vej.

119:105  Dit Ord er en Lygte for min Fod, et Lys paa min Sti.

119:106  Jeg svor en Ed og holdt den: at følge dine retfærdige Lovbud.

119:107  Jeg er saare ydmyget, HERRE, hold mig i Live efter dit Ord!

119:108  Lad min Munds frivillige Ofre behage dig, HERRE, og lær mig dine Lovbud!

119:109  Altid gaar jeg med Livet i Hænderne, men jeg glemte ikke din Lov.

119:110  De gudløse lægger Snarer for mig, men fra dine Befalinger for jeg ej vild.

119:111  Dine Vidnesbyrd fik jeg til evigt Eje, thi de er mit Hjertes Glæde.

119:112  Jeg bøjed mit Hjerte til at holde dine Vedtægter for evigt til Enden.

119:113  Jeg hader tvesindet Mand, men jeg elsker din Lov.

119:114  Mit Skjul og mit Skjold er du, jeg bier paa dit Ord.

119:115  Vig fra mig, I, som gør ondt, jeg vil holde min Guds Bud.

119:116  Støt mig efter dit Ord, at jeg maa leve, lad mig ikke beskæmmes i mit Haab!

119:117  Hold mig oppe, at jeg maa frelses og altid have min Lyst i dine Vedtægter!

119:118  Du forkaster alle, der farer vild fra dine Vedtægter, thi de higer efter Løgn.

119:119  For Slagger regner du alle Jordens gudløse, derfor elsker jeg dine Vidnesbyrd.

119:120  Af Rædsel for dig gyser mit Kød, og jeg frygter for dine Lovbud.

119:121  Ret og Skel har jeg gjort, giv mig ikke hen til dem, der trænger mig!

119:122  Gaa i Borgen for din Tjener, lad ikke de frække trænge mig!

119:123  Mine Øjne vansmægter efter din Frelse og efter dit Retfærds Ord.

119:124  Gør med din Tjener efter din Miskundhed og lær mig dine Vedtægter!

119:125  Jeg er din Tjener, giv mig Indsigt, at jeg maa kende dine Vidnesbyrd!

119:126  Det er Tid for HERREN at gribe ind, de har krænket din Lov.

119:127  Derfor elsker jeg dine Bud fremfor Guld og Skatte.

119:128  Derfor følger jeg oprigtigt alle dine Befalinger og hader hver Løgnens Sti.

119:129  Underfulde er dine Vidnesbyrd, derfor agted min Sjæl paa dem.

119:130  Tydes dine Ord, saa bringer de Lys, de giver enfoldige Indsigt.

119:131  Jeg aabned begærligt min Mund, thi min Attraa stod til dine Bud.

119:132  Vend dig til mig og vær mig naadig, som Ret er for dem, der elsker dit Navn!

119:133  Lad ved dit Ord mine Skridt blive faste og ingen Uret faa Magten over mig!

119:134  Udløs mig fra Menneskers Vold, at jeg maa holde dine Befalinger!

119:135  Lad dit Ansigt lyse over din Tjener og lær mig dine Vedtægter!

119:136  Vand i Strømme græder mine Øjne, fordi man ej holder din Lov.

119:137  Du er retfærdig, HERRE, og retvise er dine Lovbud.

119:138  Du slog dine Vidnesbyrd fast ved Retfærd og Troskab saa saare.

119:139  Min Nidkærhed har fortæret mig, thi mine Fjender har glemt dine Ord.

119:140  Dit Ord er fuldkommen rent, din Tjener elsker det.

119:141  Ringe og ussel er jeg, men dine Befalinger glemte jeg ikke.

119:142  Din Retfærd er Ret for evigt, din Lov er Sandhed.

119:143  Trængsel og Angst har ramt mig, men dine Bud er min Lyst.

119:144  Dine Vidnesbyrd er Ret for evigt, giv mig indsigt, at jeg maa leve!

119:145  Jeg raaber af hele mit Hjerte, svar mig, HERRE, jeg agter paa dine Vedtægter.

119:146  Jeg raaber til dig, o frels mig, at jeg kan holde dine Vidnesbyrd!

119:147  Aarle raaber jeg til dig om Hjælp og bier paa dine Ord.

119:148  Før Nattevagtstimerne vaager mine Øjne for at grunde paa dit Ord.

119:149  Hør mig efter din Miskundhed, HERRE, hold mig i Live efter dit Lovbud!

119:150  De, der skændigt forfølger mig, er mig nær, men de er langt fra din Lov.

119:151  Nær er du, o HERRE, og alle dine Bud er Sandhed.

119:152  For længst vandt jeg Indsigt af dine Vidnesbyrd, thi du har grundfæstet dem for evigt.

119:153  Se min Elende og fri mig, thi jeg glemte ikke din Lov.

119:154  Før min Sag og udløs mig, hold mig i Live efter dit Ord!

119:155  Frelsen er langt fra de gudløse, thi dine Vedtægter ligger dem ikke paa Sinde.

119:156  Din Barmhjertighed er stor, o HERRE, hold mig i Live efter dine Lovbud!

119:157  Mange forfølger mig og er mig fjendske, fra dine Vidnesbyrd veg jeg ikke.

119:158  Jeg væmmes ved Synet af troløse, der ikke holder dit Ord.

119:159  Se til mig, thi jeg elsker dine Befalinger, HERRE, hold mig i Live efter din Miskundhed!

119:160  Summen af dit Ord er Sandhed, og alt dit retfærdige Lovbud varer evigt.

119:161  Fyrster forfulgte mig uden Grund, men mit Hjerte frygted dine Ord.

119:162  Jeg glæder mig over dit Ord som en, der har gjort et vældigt Bytte.

119:163  Jeg hader og afskyr Løgn, din Lov har jeg derimod kær.

119:164  Jeg priser dig syv Gange daglig for dine retfærdige Lovbud.

119:165  Megen Fred har de, der elsker din Lov, og intet bliver til Anstød for dem.

119:166  Jeg haaber paa din Frelse, HERRE, og jeg har holdt dine Bud.

119:167  Min Sjæl har holdt dine Vidnesbyrd, jeg har dem saare kære.

119:168  Jeg holder dine Befalinger og Vidnesbyrd, thi du kender alle mine Veje.

119:169  Lad min Klage naa frem for dit Aasyn, HERRE, giv mig Indsigt efter dit Ord!

119:170  Lad min Bøn komme frem for dit Aasyn, frels mig efter dit Ord!

119:171  Mine Læber skal synge din Pris, thi du lærer mig dine Vedtægter.

119:172  Min Tunge skal synge om dit Ord, thi alle dine Bud er Retfærd.

119:173  Lad din Haand være mig til Hjælp, thi jeg valgte dine Befalinger.

119:174  Jeg længes efter din Frelse, HERRE, og din Lov er min Lyst.

119:175  Gid min Sjæl maa leve, at den kan prise dig, og lad dine Lovbud være min Hjælp!

119:176  Farer jeg vild som det tabte Faar, saa opsøg din Tjener, thi jeg glemte ikke dine Bud.

Chapter 120

120:1  Sang til Festrejserne. Jeg raabte til HERREN i Nød, og han svarede mig.

120:2  HERRE, udfri min Sjæl fra Løgnelæber, fra den falske Tunge!

120:3  Der ramme dig dette og hint, du falske Tunge!

120:4  Den stærkes Pile er hvæsset ved glødende Gyvel.

120:5  Ve mig, at jeg maa leve som fremmed i Mesjek, bo iblandt Kedars Telte!

120:6  Min Sjæl har længe nok boet blandt Folk, som hader Fred.

120:7  Jeg vil Fred; men taler jeg, vil de Krig!

Chapter 121

121:1  Sang til Festrejserne. Jeg løfter mine Øjne til Bjergene: Hvorfra kommer min Hjælp?

121:2  Fra HERREN kommer min Hjælp, fra Himlens og Jordens Skaber.

121:3  Din Fod vil han ej lade vakle, ej blunder han, som bevarer dig;

121:4  nej, han blunder og sover ikke, han, som bevarer Israel.

121:5  HERREN er den, som bevarer dig, HERREN er din Skygge ved din højre;

121:6  Solen stikker dig ikke om Dagen, og Maanen ikke om Natten;

121:7  HERREN bevarer dig mod alt ondt, han bevarer din Sjæl;

121:8  HERREN bevarer din Udgang og Indgang fra nu og til evig Tid!

Chapter 122

122:1  Sang til Festrejserne. Af David. Jeg frydede mig, da de sagde til mig: »Vi drager til HERRENS Hus!«

122:2  Saa staar vore Fødder da i dine Porte, Jerusalem,

122:3  Jerusalem bygget som Staden, hvor Folket samles;

122:4  thi didop drager Stammerne, HERRENS Stammer: en Vedtægt for Israel om at prise HERRENS Navn.

122:5  Thi der staar Dommersæder, Sæder for Davids Hus.

122:6  Bed om Jerusalems Fred! Ro finde de, der elsker dig!

122:7  Der raade Fred paa din Mur, Tryghed i dine Borge!

122:8  For Brødres og Frænders Skyld vil jeg ønske dig Fred,

122:9  for HERREN vor Guds Hus's Skyld vil jeg søge dit Bedste.

Chapter 123

123:1  Sang til Festrejserne. Jeg løfter mine Øjne til dig, som troner i Himlen!

123:2  Som Trælles øjne følger deres Herres Haand, som en Trælkvindes Øjne følger hendes Frues Haand, saa følger vore Øjne HERREN vor Gud, til han er os naadig.

123:3  Forbarm dig over os, HERRE, forbarm dig! Thi overmætte er vi af Spot,

123:4  overmæt er vor Sjæl af de sorgløses Haan, de stoltes Spot!

Chapter 124

124:1  Sang til Festrejserne. Af David. Havde HERREN ej været med os — saa sige Israel —

124:2  havde HERREN ej været med os, da Mennesker rejste sig mod os,

124:3  saa havde de slugt os levende, da deres Vrede optændtes mod os;

124:4  saa havde Vandene overskyllet os, en Strøm var gaaet over vor Sjæl,

124:5  over vor Sjæl var de gaaet, de vilde Vande.

124:6  Lovet være HERREN, som ej gav os hen, deres Tænder til Rov!

124:7  Vor Sjæl slap fri som en Fugl af Fuglefængernes Snare, Snaren reves sønder, og vi slap fri.

124:8  Vor Hjælp er HERRENS Navn, Himlens og Jordens Skaber.

Chapter 125

125:1  Sang til Festrejserne. De, der stoler Paa HERREN, er som Zions Bjerg, der aldrig i Evighed rokkes.

125:2  Jerusalem ligger hegnet af Bjerge; og HERREN hegner sit Folk fra nu og til evig Tid:

125:3  Han lader ej Gudløsheds Herskerstav tynge retfærdiges Lod, at retfærdige ikke skal udrække Haanden til Uret.

125:4  HERRE, vær god mod de gode, de oprigtige af Hjertet;

125:5  men dem, der slaar ind paa Krogveje, dem bortdrive HERREN tillige med Udaadsmænd. Fred over Israel!

Chapter 126

126:1  Sang til Festrejserne. Da HERREN hjemførte Zions Fanger, var vi som drømmende;

126:2  da fyldtes vor Mund med Latter, vor Tunge med Frydesang; da hed det blandt Folkene: »HERREN har gjort store Ting imod dem!«

126:3  HERREN har gjort store Ting imod os, og vi blev glade.

126:4  Vend, o Herre, vort Fangenskab, som Sydlandets Strømme!

126:5  De, som saar med Graad, skal høste med Frydesang;

126:6  de gaar deres Gang med Graad, naar de udstrør Sæden, med Frydesang kommer de hjem, bærende deres Neg.

Chapter 127

127:1  Sang til Festrejserne. Af Salomo. Dersom HERREN ikke bygger Huset, er Bygmestrenes Møje forgæves, dersom HERREN ikke vogter Byen, vaager Vægteren forgæves.

127:2  Det er forgæves, I staar aarle op og gaar sent til Ro, ædende Sliddets Brød; alt sligt vil han give sin Ven i Søvne.

127:3  Se, Sønner er HERRENS Gave, Livsens Frugt er en Løn.

127:4  Som Pile i Krigerens Haand er Sønner, man faar i sin Ungdom.

127:5  Salig den Mand, som fylder sit Kogger med dem; han beskæmmes ej, naar han taler med Fjender i Porten.

Chapter 128

128:1  Sang til Festrejserne. Salig enhver, som frygter HERREN og gaar paa hans Veje!

128:2  Dit Arbejdes Frugt skal du nyde, salig er du, det gaar dig vel!

128:3  Som en frugtbar Vinranke er din Hustru inde i dit Hus, som Oliekviste er dine Sønner rundt om dit Bord.

128:4  Se, saa velsignes den Mand, der frygter HERREN.

128:5  HERREN velsigne dig fra Zion, at du maa se Jerusalems Lykke alle dit Livs Dage

128:6  og se dine Sønners Sønner! Fred over Israel!

Chapter 129

129:1  Sang til Festrejserne.

129:2  De trængte mig haardt fra min Ungdom — saa sige Israel — de trængte mig haardt fra min Ungdom, men kued mig ikke.

129:3  Plovmænd pløjed min Ryg, trak lange Furer;

129:4  retfærdig er HERREN, han overskar de gudløses Reb.

129:5  Alle, som hader Zion, skal vige med Skam,

129:6  blive som Græs paa Tage, der visner, førend det skyder Straa,

129:7  og ikke fylder Høstkarlens Haand og Opbinderens Favn;

129:8  Folk, som gaar forbi, siger ikke: »HERRENS Velsignelse over eder! Vi velsigner eder i HERRENS Navn!«

Chapter 130

130:1  Sang til Festrejserne. Fra det dybe raaber jeg til dig, HERRE,

130:2  o Herre, hør min Røst! Lad dine Ører lytte til min tryglende Røst!

130:3  Tog du Vare, HERRE, paa Misgerninger, Herre, hvo kunde da bestaa?

130:4  Men hos dig er der Syndsforladelse, at du maa frygtes.

130:5  Jeg haaber paa HERREN, min Sjæl haaber paa hans Ord,

130:6  paa Herren bier min Sjæl mer end Vægter paa Morgen, Vægter paa Morgen.

130:7  Israel, bi paa HERREN! Thi hos HERREN er Miskundhed, hos ham er Forløsning i Overflod.

130:8  Og han vil forløse Israel fra alle dets Misgerninger.

Chapter 131

131:1  Sang til Festrejserne. Af David. HERRE, mit Hjerte er ikke hovmodigt, mine Øjne er ikke stolte, jeg sysler ikke med store Ting, med Ting, der er mig for høje.

131:2  Nej, jeg har lullet og tysset min Sjæl; som afvant Barn hos sin Moder har min Sjæl det hos HERREN.

131:3  Israel, bi paa HERREN fra nu og til evig Tid!

Chapter 132

132:1  Sang til Festrejserne. HERRE, kom David i Hu for al hans Møje,

132:2  hvorledes han tilsvor HERREN, gav Jakobs Vældige et Løfte:

132:3  »Jeg træder ej ind i mit Huses Telt, jeg stiger ej op paa mit Leje,

132:4  under ikke mine Øjne Søvn, ikke mine Øjenlaag Hvile,

132:5  før jeg har fundet HERREN et Sted, Jakobs Vældige en Bolig!«

132:6  »Se, i Efrata hørte vi om den, fandt den paa Ja'ars Mark;

132:7  lad os gaa hen til hans Bolig, tilbede ved hans Fødders Skammel!«

132:8  »HERRE, bryd op til dit Hvilested, du og din Vældes Ark!

132:9  Dine Præster være klædte i Retfærd, dine fromme synge med Fryd!

132:10  For din Tjener Davids Skyld afvise du ikke din Salvede!«

132:11  HERREN tilsvor David et troværdigt, usvigeligt Løfte: »Af din Livsens Frugt vil jeg sætte Konger paa din Trone.

132:12  Saafremt dine Sønner holder min Pagt og mit Vidnesbyrd, som jeg lærer dem, skal ogsaa deres Sønner sidde evindelig paa din Trone!

132:13  Thi HERREN har udvalgt Zion, ønsket sig det til Bolig:

132:14  Her er for evigt mit Hvilested, her vil jeg bo, thi det har jeg ønsket.

132:15  Dets Føde velsigner jeg, dets fattige mætter jeg med Brød,

132:16  dets Præster klæder jeg i Frelse, dets fromme skal synge med Fryd.

132:17  Der lader jeg Horn vokse frem for David, sikrer min Salvede Lampe.

132:18  Jeg klæder hans Fjender i Skam, men paa ham skal Kronen straale!«

Chapter 133

133:1  Sang til Festrejserne. Af David. Se, hvor godt og lifligt er det, naar Brødre bor tilsammen:

133:2  som kostelig Olie, der flyder fra Hovedet ned over Skægget, Arons Skæg, der bølger ned over Kjortelens Halslinning,

133:3  som Hermons Dug, der falder paa Zions Bjerge. Thi der skikker HERREN Velsignelse ned, Liv til evig Tid.

Chapter 134

134:1  Sang til Festrejserne. Op og lov nu HERREN, alle HERRENS Tjenere, som staar i HERRENS Hus ved Nattetide!

134:2  Løft eders Hænder mod Helligdommen og lov HERREN!

134:3  HERREN velsigne dig fra Zion, han, som skabte Himmel og Jord.

Chapter 135

135:1  Halleluja! Pris HERRENS Navn, pris det, I HERRENS Tjenere,

135:2  som staar i HERRENS Hus, i vor Guds Huses Forgaarde!

135:3  Pris HERREN, thi god er HERREN, lovsyng hans Navn, thi lifligt er det.

135:4  Thi HERREN udvalgte Jakob, Israel til sin Ejendom.

135:5  Ja, jeg ved, at HERREN er stor, vor Herre er større end alle Guder.

135:6  HERREN gør alt, hvad han vil, i Himlene og paa Jorden, i Have og alle Verdensdyb.

135:7  Han lader Skyer stige op fra Jordens Ende, faar Lynene til at give Regn, sender Stormen ud fra sine Forraadskamre;

135:8  han, som slog Ægyptens førstefødte, baade Mennesker og Kvæg,

135:9  og sendte Tegn og Undere i din Midte, Ægypten, mod Farao og alle hans Folk;

135:10  han, som fældede store Folk og vog saa mægtige Konger,

135:11  Amoriternes Konge Sihon og Basans Konge Og og alle Kana'ans Riger

135:12  og gav deres Land i Eje, i Eje til Israel, hans Folk.

135:13  HERRE, dit Navn er evigt, din Ihukommelse, HERRE, fra Slægt til Slægt,

135:14  thi Ret skaffer HERREN sit Folk og ynkes over sine Tjenere.

135:15  Folkenes Billeder er Sølv og Guld, Værk af Menneskehænder;

135:16  de har Mund, men taler ikke, Øjne, men ser dog ej;

135:17  de har Ører, men hører ikke, ej heller er der Aande i deres Mund.

135:18  Som dem skal de, der laved dem, blive enhver, som stoler paa dem.

135:19  Lov HERREN, Israels Hus, lov HERREN, Arons Hus,

135:20  lov HERREN, Levis Hus, lov HERREN, I, som frygter HERREN!

135:21  Fra Zion være HERREN lovet, han, som bor i Jerusalem!

Chapter 136

136:1  Halleluja! Tak HERREN, thi han er god; thi hans Miskundhed varer evindelig!

136:2  Tak Gudernes Gud; thi hans Miskundhed varer evindelig!

136:3  Tak Herrernes Herre; thi hans Miskundhed varer evindelig!

136:4  Han, der ene gør store Undere; thi hans Miskundhed varer evindelig!

136:5  Som skabte Himlen med Indsigt; thi hans Miskundhed varer evindelig!

136:6  Som bredte Jorden paa Vandet; thi hans Miskundhed varer evindelig!

136:7  Som skabte de store Lys; thi hans Miskundhed varer evindelig!

136:8  Sol til at raade om Dagen; thi hans Miskundhed varer evindelig!

136:9  Maane og Stjerner til at raade om Natten; thi hans Miskundhed varer evindelig!

136:10  Som slog Ægyptens førstefødte; thi hans Miskundhed varer evindelig!

136:11  Og førte Israel ud derfra; thi hans Miskundhed varer evindelig!

136:12  Med stærk Haand og udstrakt Arm; thi hans Miskundhed varer evindelig!

136:13  Som kløved det røde Hav; thi hans Miskundhed varer evindelig!

136:14  Og førte Israel midt igennem det; thi hans Miskundhed varer evindelig!

136:15  Som drev Farao og hans Hær i det røde Hav; thi hans Miskundhed varer evindelig!

136:16  Som førte sit Folk i Ørkenen; thi hans Miskundhed varer evindelig!

136:17  Som fældede store Konger; thi hans Miskundhed varer evindelig!

136:18  Og vog saa vældige Konger; thi hans Miskundhed varer evindelig!

136:19  Amoriternes Konge Sihon; thi hans Miskundhed varer evindelig!

136:20  Og Basans Konge Og; thi hans Miskundhed varer evindelig!

136:21  Og gav deres Land i Eje; thi hans Miskundhed varer evindelig!

136:22  I Eje til hans Tjener Israel; thi hans Miskundhed varer evindelig!

136:23  Som kom os i Hu i vor Ringhed; thi hans Miskundhed varer evindelig!

136:24  Og friede os fra vore Fjender; thi hans Miskundhed varer evindelig!

136:25  Som giver alt Kød Føde; thi hans Miskundhed varer evindelig!

136:26  Tak Himlenes Gud; thi hans Miskundhed varer evindelig!

Chapter 137

137:1  Ved Babels Floder, der sad vi og græd, naar Zion randt os i Hu.

137:2  Vi hængte vore Harper i Landets Pile.

137:3  Thi de, der havde bortført os, bad os synge, vore Bødler bad os være glade: »Syng os af Zions Sange!«

137:4  Hvor kan vi synge HERRENS Sange paa fremmed Grund?

137:5  Jerusalem, glemmer jeg dig, da visne min højre!

137:6  Min Tunge hænge ved Ganen, om ikke jeg ihukommer dig, om ikke jeg sætter Jerusalem over min højeste Glæde!

137:7  HERRE, ihukom Edoms Sønner for Jerusalems Dag, at de raabte: »Nedbryd, nedbryd lige til Grunden!«

137:8  Du Babels Datter, du Ødelægger! Salig den, der gengælder dig, hvad du gjorde imod os!

137:9  Salig den, der griber dine spæde og knuser dem mod Klippen!

Chapter 138

138:1  Af David. Jeg vil prise dig, HERRE, af hele mit Hjerte, lovsynge dig for Guderne;

138:2  jeg vil tilbede, vendt mod dit hellige Tempel, og mere end alt vil jeg prise dit Navn for din Miskundheds og Trofastheds Skyld; thi du har herliggjort dit Ord.

138:3  Den Dag jeg raabte, svared du mig, du gav mig Mod, i min Sjæl kom Styrke.

138:4  Alle Jordens Konger skal prise dig, HERRE, naar de hører din Munds Ord,

138:5  og synge om HERRENS Veje; thi stor er HERRENS Ære,

138:6  thi HERREN er ophøjet, ser til den ringe, han kender den stolte i Frastand.

138:7  Gaar jeg i Trængsel, du værger mig Livet, mod Fjendernes Vrede udrækker du Haanden, din højre bringer mig Frelse.

138:8  HERREN vil føre det igennem for mig, din Miskundhed, HERRE, varer evindelig. Opgiv ej dine Hænders Værk!

Chapter 139

139:1  Til Sangmesteren. Af David. En Salme. HERRE, du ransager mig og kender mig!

139:2  Du ved, naar jeg sidder, og naar jeg staar op, du fatter min Tanke i Frastand,

139:3  du har Rede paa, hvor jeg gaar eller ligger, og alle mine Veje kender du grant.

139:4  Thi før Ordet er til paa min Tunge, se, da ved du det, HERRE, til fulde.

139:5  Bagfra og forfra omslutter du mig, du lægger din Haand paa mig.

139:6  At fatte det er mig for underfuldt, for højt, jeg evner det ikke!

139:7  Hvorhen skal jeg gaa for din Aand, og hvor skal jeg fly for dit Aasyn?

139:8  Farer jeg op til Himlen, da er du der, reder jeg Leje i Dødsriget, saa er du der;

139:9  tager jeg Morgenrødens Vinger, fæster jeg Bo, hvor Havet ender,

139:10  da vil din Haand ogsaa lede mig der, din højre holde mig fast!

139:11  Og siger jeg: »Mørket skal skjule mig, Lyset blive Nat omkring mig!«

139:12  saa er Mørket ej mørkt for dig, og Natten er klar som Dagen, Mørket er som Lyset.

139:13  Thi du har dannet mine Nyrer, vævet mig i Moders Liv.

139:14  Jeg vil takke dig, fordi jeg er underfuldt skabt; underfulde er dine Gerninger, det kender min Sjæl til fulde.

139:15  Mine Ben var ikke skjult for dig, da jeg blev skabt i Løndom, virket i Jordens Dyb;

139:16  som Foster saa dine Øjne mig, i din Bog var de alle skrevet, Dagene var bestemt, før en eneste af dem var kommet.

139:17  Hvor kostelige er dine Tanker mig, Gud, hvor stor er dog deres Sum!

139:18  Tæller jeg dem, er de flere end Sandet, jeg vaagner — og end er jeg hos dig.

139:19  Vilde du dog dræbe de gudløse, Gud, maatte Blodets Mænd vige fra mig,

139:20  de, som taler om dig paa Skrømt og sværger falsk ved dit Navn.

139:21  Jeg hader jo dem, der hader dig, HERRE, og væmmes ved dem, der staar dig imod;

139:22  med fuldt Had hader jeg dem, de er ogsaa mine Fjender.

139:23  Ransag mig, Gud, og kend mit Hjerte, prøv mig og kend mine Tanker!

139:24  Se, om jeg er paa Smertens Vej, og led mig paa Evigheds Vej!

Chapter 140

140:1  Til Sangmesteren. En Salme af David.

140:2  Red mig, HERRE, fra onde Mennesker, vær mig et Værn mod Voldsmænd,

140:3  der pønser paa ondt i Hjertet og daglig ægger til Strid.

140:4  De hvæsser Tungen som Slanger, har Øglegift under deres Læber. — Sela.

140:5  Vogt mig, HERRE, for gudløses Haand, vær mig et Værn mod Voldsmænd, som pønser paa at bringe mig til Fald.

140:6  Hovmodige lægger Snarer og Strikker for mig, breder et Net for min Fod, lægger Fælder for mig ved Vejen. — Sela.

140:7  Jeg siger til HERREN: Du er min Gud, HERRE, lyt til min tryglende Røst!

140:8  HERRE, Herre, min Frelses Styrke, du skærmer mit Hoved paa Stridens Dag.

140:9  Opfyld ej, HERRE, den gudløses Ønsker, lad ikke hans Raad have Fremgang!

140:10  Lad dem ikke løfte Hovedet mod mig, lad deres Trusler ramme dem selv!

140:11  Det regne paa dem med gloende Kul, styrt dem i Dybet, ej staa de op!

140:12  Lad ikke Bagtaleren holde sig i Landet, ondt ramme Voldsmanden Slag i Slag!

140:13  Jeg ved, at HERREN vil føre de armes Sag og skaffe de fattige Ret. For vist skal retfærdige prise dit Navn, oprigtige bo for dit Aasyn.

Chapter 141

141:1  En Salme af David. HERRE, jeg raaber til dig, il mig til Hjælp, hør min Røst, naar jeg raaber til dig;

141:2  som Røgoffer gælde for dig min Bøn, mine løftede Hænder som Aftenoffer!

141:3  HERRE, sæt Vagt ved min Mund, vogt mine Læbers Dør!

141:4  Bøj ikke mit Hjerte til ondt, til at gøre gudløs Gerning sammen med Udaadsmænd; deres lækre Mad vil jeg ikke smage.

141:5  Slaar en retfærdig mig, saa er det Kærlighed; revser han mig, er det Olie for Hovedet, ej skal mit Hoved vise det fra sig, end sætter jeg min Bøn imod deres Ondskab.

141:6  Ned ad Klippens Skrænter skal Dommerne hos dem styrtes, og de skal høre, at mine Ord er liflige.

141:7  Som naar man pløjer Jorden i Furer, spredes vore Ben ved Dødsrigets Gab.

141:8  Dog, mine Øjne er rettet paa dig, o HERRE, Herre, paa dig forlader jeg mig, giv ikke mit Liv til Pris!

141:9  Vogt mig for Fælden, de stiller for mig, og Udaadsmændenes Snarer;

141:10  lad de gudløse falde i egne Garn, medens jeg gaar uskadt videre.

Chapter 142

142:1  En Maskil af David, da han var i Hulen. En Bøn.

142:2  Jeg løfter min Røst og raaber til HERREN, jeg løfter min Røst og trygler HERREN,

142:3  udøser min Klage for ham, udtaler min Nød for ham.

142:4  Naar Aanden vansmægter i mig, kender du dog min Sti. Paa Vejen, ad hvilken jeg vandrer, lægger de Snarer for mig.

142:5  Jeg skuer til højre og spejder, men ingen vil kendes ved mig, afskaaret er mig hver Tilflugt, ingen bryder sig om min Sjæl.

142:6  HERRE, jeg raaber til dig og siger: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land!

142:7  Lyt til mit Klageraab, thi jeg er saare ringe, frels mig fra dem, der forfølger mig, de er for stærke for mig; udfri min Sjæl af dens Fængsel, at jeg kan prise dit Navn! De retfærdige venter i Spænding paa, at du tager dig af mig.

Chapter 143

143:1  En Salme af David. HERRE, hør min Bøn og lyt til min Tryglen, bønhør mig i din Trofasthed, i din Retfærd,

143:2  gaa ikke i Rette med din Tjener, thi for dig er ingen, som lever, retfærdig!

143:3  Thi Fjender forfølger min Sjæl, de træder mit Liv i Støvet, lader mig bo i Mørke som de, der for længst er døde.

143:4  Aanden hensygner i mig, mit Hjerte stivner i Brystet.

143:5  Jeg kommer fordums Dage i Hu, tænker paa alle dine Gerninger, grunder paa dine Hænders Værk.

143:6  Jeg udbreder Hænderne mod dig, som et tørstigt Land saa længes min Sjæl efter dig. — Sela.

143:7  Skynd dig at svare mig, HERRE, min Aand svinder hen; skjul ikke dit Aasyn for mig, saa jeg bliver som de, der synker i Graven.

143:8  Lad mig aarle høre din Miskundhed, thi jeg stoler paa dig. Lær mig den Vej, jeg skal gaa, thi jeg løfter min Sjæl til dig.

143:9  Fri mig fra mine Fjender, HERRE, til dig flyr jeg hen;

143:10  lær mig at gøre din Vilje, thi du er min Gud, mig føre din gode Aand ad den jævne Vej!

143:11  For dit Navns Skyld, HERRE, holde du mig i Live, udfri i din Retfærd min Sjæl af Trængsel,

143:12  udslet i din Miskundhed mine Fjender, tilintetgør alle, som trænger min Sjæl! Thi jeg er din Tjener.

Chapter 144

144:1  Af David. Lovet være HERREN, min Klippe, som oplærer mine hænder til Strid, mine Fingre til Krig,

144:2  min Miskundhed og min Fæstning, min Klippeborg, min Frelser, mit Skjold og den, jeg lider paa, som underlægger mig Folkeslag!

144:3  HERRE, hvad er et Menneske, at du kendes ved det, et Menneskebarn, at du agter paa ham?

144:4  Mennesket er som et Aandepust, dets Dage som svindende Skygge.

144:5  HERRE, sænk din Himmel, stig ned og rør ved Bjergene, saa at de ryger;

144:6  slyng Lynene ud og adsplit Fjenderne, send dine Pile og indjag dem Rædsel;

144:7  udræk din Haand fra det høje, fri og frels mig fra store Vande,

144:8  fra fremmedes Haand, de, hvis Mund taler Løgn, hvis højre er Løgnehaand.

144:9  Gud, jeg vil synge dig en ny Sang, lege for dig paa tistrenget Harpe,

144:10  du, som giver Konger Sejr og udfrier David, din Tjener.

144:11  Fri mig fra det onde Sværd, frels mig fra fremmedes Haand, de, hvis Mund taler Løgn, hvis højre er Løgnehaand.

144:12  I Ungdommen er vore Sønner som højvoksne Planter, vore Døtre er som Søjler, udhugget i Tempelstil;

144:13  vore Forraadskamre er fulde, de yder Forraad paa Forraad, vore Hjorde føder Tusinder, Titusinder paa vore Marker,

144:14  fede er vore Okser; intet Murbrud, ingen Udvandring, ingen Skrigen paa Torvene.

144:15  Saligt det Folk, der er saaledes stedt, saligt det Folk, hvis Gud er HERREN!

Chapter 145

145:1  En Lovsang af David. Jeg vil ophøje dig, min Gud, min Konge, evigt og alt love dit Navn.

145:2  Jeg vil love dig Dag efter Dag, evigt og altid prise dit Navn.

145:3  Stor og højlovet er HERREN, hans Storhed kan ikke ransages.

145:4  Slægt efter Slægt lovpriser dine Værker, forkynder dine vældige Gerninger.

145:5  De taler om din Højheds herlige Glans, jeg vil synge om dine Undere;

145:6  de taler om dine ræddelige Gerningers Vælde, om din Storhed vil jeg vidne;

145:7  de udbreder din rige Miskundheds Ry og synger med Fryd om din Retfærd.

145:8  Naadig og barmhjertig er HERREN, langmodig og rig paa Miskundhed.

145:9  God er HERREN mod alle, hans Barmhjertighed er over alle hans Værker.

145:10  Dine Værker takker dig alle, HERRE, og dine fromme lover dig.

145:11  De forkynder dit Riges Ære og taler om din Vælde

145:12  for at kundgøre Menneskenes Børn din Vælde, dit Riges straalende Herlighed.

145:13  Dit Rige staar i al Evighed, dit Herredømme varer fra Slægt til Slægt. (Trofast er HERREN i alle sine Ord og miskundelig i alle sine Gerninger).

145:14  HERREN støtter alle, der falder, og rejser alle bøjede.

145:15  Alles Øjne bier paa dig, du giver dem Føden i rette Tid;

145:16  du aabner din Haand og mætter alt, hvad der lever, med hvad det ønsker.

145:17  Retfærdig er HERREN paa alle sine Veje, miskundelig i alle sine Gerninger.

145:18  Nær er HERREN hos alle, som kalder, hos alle, som kalder paa ham i Sandhed.

145:19  Han gør, hvad de, der frygter ham, ønsker, hører deres Raab og frelser dem,

145:20  HERREN vogter alle, der elsker ham, men alle de gudløse sletter han ud.

145:21  Min Mund skal udsige HERRENS Pris, alt Kød skal love hans hellige Navn evigt og altid.

Chapter 146

146:1  Halleluja! Pris HERREN, min Sjæl!

146:2  Jeg vil prise HERREN hele mit Liv, lovsynge min Gud, saa længe jeg lever.

146:3  Sæt ikke eders Lid til Fyrster, til et Menneskebarn, der ikke kan hjælpe!

146:4  Hans Aand gaar bort, han bliver til Jord igen, hans Raad er bristet samme Dag.

146:5  Salig den, hvis Hjælp er Jakobs Gud, hvis Haab staar til HERREN hans Gud,

146:6  som skabte Himmel og Jord, Havet og alt, hvad de rummer, som evigt bevarer sin Trofasthed

146:7  og skaffer de undertrykte Ret, som giver de sultne Brød! HERREN løser de fangne,

146:8  HERREN aabner de blindes Øjne, HERREN rejser de bøjede, HERREN elsker de retfærdige,

146:9  HERREN vogter de fremmede, opholder faderløse og Enker, men gudløses Vej gør han kroget.

146:10  HERREN er Konge for evigt, din Gud, o Zion, fra Slægt til Slægt. Halleluja!

Chapter 147

147:1  Halleluja! Ja, det er godt at lovsynge vor Gud, ja, det er lifligt, Lovsang sømmer sig.

147:2  HERREN bygger Jerusalem, han samler de spredte af Israel,

147:3  han læger dem, hvis Hjerte er sønderknust, og forbinder deres Saar;

147:4  han fastsætter Stjernernes Tal og giver dem alle Navn.

147:5  Vor Herre er stor og vældig, hans Indsigt er uden Maal;

147:6  HERREN holder de ydmyge oppe, til Jorden bøjer han gudløse.

147:7  Syng for HERREN med Tak, leg for vor Gud paa Citer!

147:8  Han dækker Himlen med Skyer, sørger for Regn til Jorden, lader Græs spire frem paa Bjergene og Urter til Menneskers Brug;

147:9  Føde giver han Kvæget og Ravneunger, som skriger;

147:10  hans Hu staar ikke til stærke Heste, han har ikke Behag i rapfodet Mand;

147:11  HERREN har Behag i dem, der frygter ham, dem, der bier paa hans Miskundhed.

147:12  Lovpris HERREN, Jerusalem, pris, o Zion, din Gud!

147:13  Thi han gør dine Portstænger stærke, velsigner dine Børn i din Midte;

147:14  dine Landemærker giver han Fred, mætter dig med Hvedens Fedme;

147:15  han sender sit Bud til Jorden, hastigt løber hans Ord,

147:16  han lader Sne falde ned som Uld, som Aske spreder han Rim,

147:17  som Brødsmuler sender han Hagl, Vandene stivner af Kulde fra ham;

147:18  han sender sit Ord og smelter dem, de strømmer, naar han rejser sit Vejr.

147:19  Han kundgør sit Ord for Jakob, sine Vedtægter og Lovbud for Israel.

147:20  Saa gjorde han ikke mod andre Folk, dem kundgør han ingen Lovbud. Halleluja!

Chapter 148

148:1  Halleluja! Pris HERREN i Himlen, pris ham i det høje!

148:2  Pris ham, alle hans Engle, pris ham, alle hans Hærskarer,

148:3  pris ham, Sol og Maane, pris ham, hver lysende Stjerne,

148:4  pris ham, Himlenes Himle og Vandene over Himlene!

148:5  De skal prise HERRENS Navn, thi han bød, og de blev skabt;

148:6  han gav dem deres Plads for evigt, han gav en Lov, som de ej overtræder!

148:7  Lad Pris stige op til HERREN fra Jorden, I Havdyr og alle Dyb,

148:8  Ild og Hagl, Sne og Røg, Storm, som gør, hvad han siger,

148:9  I Bjerge og alle Høje, Frugttræer og alle Cedre,

148:10  I vilde Dyr og alt Kvæg, Krybdyr og vingede Fugle,

148:11  I Jordens Konger og alle Folkeslag, Fyrster og alle Jordens Dommere,

148:12  Ynglinge sammen med Jomfruer, gamle sammen med unge!

148:13  De skal prise HERRENS Navn, thi ophøjet er hans Navn alene, hans Højhed omspænder Jord og Himmel.

148:14  Han løfter et Horn for sit Folk, lovprist af alle sine fromme, af Israels Børn, det Folk, der staar ham nær. Halleluja!

Chapter 149

149:1  Halleluja! Syng HERREN en ny Sang, hans Pris i de frommes Forsamling!

149:2  Israel glæde sig over sin Skaber, over deres Konge fryde sig Zions Børn,

149:3  de skal prise hans Navn under Dans, lovsynge ham med Pauke og Citer;

149:4  thi HERREN har Behag i sit Folk, han smykker de ydmyge med Frelse.

149:5  De fromme skal juble med Ære, synge paa deres Lejer med Fryd,

149:6  med Lovsang til Gud i Mund og tveægget Sværd i Haand

149:7  for at tage Hævn over Folkene og revse Folkeslagene,

149:8  for at binde deres Konger med Lænker, deres ædle med Kæder af Jern

149:9  og fuldbyrde paa dem den alt skrevne Dom til Ære for alle hans fromme! Halleluja!

Chapter 150

150:1  Halleluja! Pris Gud i hans Helligdom, pris ham i hans stærke Hvælving,

150:2  pris ham for hans vældige Gerninger, pris ham for hans mægtige Storhed;

150:3  pris ham med Hornets Klang, pris ham med Harpe og Citer,

150:4  pris ham med Pauke og Dans, pris ham med Strengeleg og Fløjte,

150:5  pris ham med klingre Cymbler, pris ham med gjaldende Cymbler;

150:6  alt hvad der aander, pris HERREN! Halleluja!